1. No category

Dansk A
Studentereksamen
stx142-DAN/A-13082014
132163.indd 1
Onsdag den 13. august 2014
kl. 9.00 - 14.00
08/05/14 11.53
Indhold
Side
Opgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3
Tekster:
1. Iben Krogsdal: PER 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4
2. Peter Bro: Pressen må nytænke den politiske dækning . . . . . . . . . . . . . 8
3.Bo Lidegaard: Dokumentarfilm er en del af den
virkelighed de skildrer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11
4. Freia Dam: I gjorde os til narcissister. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13
5. B.S. Ingemann: Der står et slot i vesterled . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16
6. Karen Marie Edelfeldt: nr. 7 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17
Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
2
132163.indd 2
08/05/14 11.53
Opgaver
Du skal besvare én af opgaverne 1 - 5. Brug opgavens titel som overskrift for din
besvarelse.
1
PER 2
Skriv en litterær artikel om PER 2.
Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af PER 2 (tekst 1), hvor
du bl.a. fokuserer på fortælleforhold og tekstens realismebrud.
Giv en perspektivering til genren.
2
Journalistik og politik
Skriv en kronik om journalistik og politik.
Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en
karakteristik af argumentationsformen i Pressen må nytænke den politiske
dækning (tekst 2).
Diskuter synspunkterne.
3
Dokumentarisme og virkelighed
Skriv et essay om dokumentarisme og virkelighed.
Dit essay skal tage udgangspunkt i Dokumentarfilm er en del af den
virkelighed de skildrer (tekst 3) og undersøge dokumentaristens egen rolle i
skildringen af virkeligheden. Du skal inddrage konkrete eksempler.
4
Opdragelse og generationer
Skriv en kronik om opdragelse og generationer.
Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en
karakteristik af argumentationsformen i I gjorde os til narcissister (tekst 4).
Diskuter synspunkterne.
5
Der står et slot i vesterled
Skriv en litterær artikel om Der står et slot i vesterled.
Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Der står et slot i
vesterled (tekst 5), hvor du bl.a. fokuserer på billedsproget og digtets
fremstilling af himlen.
I en perspektivering skal du inddrage nr. 7 (tekst 6).
3
132163.indd 3
08/05/14 11.53
1. Iben Krogsdal: PER 2
Teksten er fra novellesamlingen Terapi og dyr i baghaven, 2011.
Iben Krogsdal (f. 1967), dansk forfatter.
5
10
15
20
25
30
35
40
Han stod ved køkkenbordet i det tidlige morgenlys og hældte havregryn og sukker og mælk op til Thor. Den efterårsmorgen gjorde kærligheden til barnet næsten
ondt. Ghita havde tændt det skæve stearinlys, Thor selv havde lavet i skolen af
bivoks, og Thor havde fået sin nye skjorte med lyn på. Han slubrede den sidste
mælk fra tallerkenen så højt, han kunne.
Lige inden afgang gav Ghita ham hårvoks i pandehåret efter Thors egne anvisninger, ,,ikke så meget, der mor,“ ,,prøv at se, det er skævt der, mor.“ Imens stod
han i døren og kiggede på Thors hår, der strittede Tintin-agtigt ud fra panden, og
en tung og simrende varme skyllede op gennem ham, en fuldstændig overvældende sprudlen over at stå der i døren og være far.
De gik fra entredøren ud til garagen, morgensolen var grødet og lå som et blødt
skær fra en anden verden ind over haven. Det duftede stærkt af dug og gran og
en lille smule af frost, selvom der endnu var længe til vinter. Thors skoletaske fik
ham til at ligne en lille, oppakket vandringsmand. Han trak lidt i bladene på piletræet på vej gennem forhaven og stak fingrene i et spindelvæv, der strakte sit klistrede sølvnet ud mellem en stikkelsbærbusk og garagemuren.
Thor insisterede på selv at spænde sig fast i sikkerhedsselen. Da det klikkede
omme fra Thors sæde, vendte han sig om fra førersædet og så lige ind i Thors
stolte ansigt og sagde ritualet:
– Er du spændt?
– På hvad, far?
– På noget, eller bare spændt fast?
– Ah far! sagde Thor, og de bakkede ud af indkørslen med hver deres lille smil.
Kvarteret var endnu stille, asfalten lyste gråt og rent fra vejen, og de havde god
tid. De drejede til højre ved kirken, dens hvide tårnfacade knitrede og fyldte ham
med noget opadstigende i brystet, han kom til at trække vejret næsten ophøjet
tungt, som om selve verden derude var hvid og rolig og gik i forbindelse med
hans åndedræt, hans veludhvilede krop, barnet med den fint ordnede skoletaske,
der sad deromme bag sikkerhedsselen og kiggede ud ad vinduerne med store, drivende øjne.
De passerede børn på cykler og fodgængere på vejen, der var orden i tingene,
retning og ro, byen lå som en solbeskinnet enklave i landskabet med dens huse
og hække og fliser i hyggelige baner mellem bede og plæner. Han mærkede, at
drengen også vidste det, at han sad og registrerede alle disse små morgenting, der
var som altid, og måske han også mærkede, at de netop derved nærmede sig noget
evigt, noget der ville vende tilbage igen og igen, ligesom husene og haverne og
flagstængerne i deres kendte rækkefølger kom rullende mod dem nu.
Da de nærmede sig skolen lidt uden for byen, satte han farten ned. Ikke fordi
han havde kørt hurtigt, slet ikke, men han nød at glide langsomt hen forbi skolens
udearealer, sørøverskibet, gyngestativerne, skateboardbanen, de mindste klassers
4
132163.indd 4
08/05/14 11.53
45
50
55
60
65
70
75
80
85
fodboldbane og det lille stykke hæk, der hegnede parkeringen ind. Han drejede
forsigtigt over vejbanen og kørte ind på parkeringspladsen foran skolens rødmurede hovedbygning. På vej hen mod en ledig bås spurgte han:
– Skal jeg gå med ind i dag, eller vil du selv?
– Selv.
Han smilede og var stolt på Thors vegne, at han var frisk nok til selv at finde sin børnehaveklasse derinde på gangen, til selv at gå ind og hænge sin taske
på stoleryggen og lægge sin madpakke i køleskabet og sætte sig ved bordet, med
armene under hagen, og vente på læreren med ansigtet fuld af tillid og pandehåret
strittende af voks.
Han satte bilen i frigear, åbnede døren og trådte ud i den kolde morgenluft, der
nærmest vejrede over parkeringspladsen. Da han lukkede sidedøren op for Thor,
havde drengen allerede spændt sig ud af selen og var ved at bakse skoletasken ud.
Han hjalp ham med at få den på ryggen, hankede lidt op i den, til den sad lige. Så
tog han drengens ansigt mellem hænderne og løftede det lidt, så de så hinanden
lige i øjnene.
– Husk nu ikke at lave for meget ballade i dag.
– Bare så lidt her?
Thor lavede lidt afstand mellem to fingre og smilede. Så skubbede han skoletasken på plads med skuldrene og småløb hen mod indgangen i sin stribede
dynejakke. Ved cykelskuret mødte han en dreng fra klassen, de begyndte med det
samme at snakke. Da døren var svuppet i efter dem, satte han sig ind i bilen. Han
lagde hænderne på rattet og sad stille længe og nød at trække vejret.
Han satte bilen i gear, spændte selen og bakkede ud af parkeringsbåsen. Solen
stod og flimrede langs det øverste af hækken ind til skolens idrætsbane, strålerne
faldt gennem løvets huller og landede som lange, sitrende vinger af lys i parkeringspladsens asfalt. Han lænede sig tilbage og kørte hen langs skolen og ud mod
udkørslen, hvor han standsede, blinkede af og kiggede til begge sider. Han havde
været tidligt på den i dag, klokken var kun halv otte, trafikken var endnu doven.
Han glædede sig til at sidde på kontoret i god tid inden teammødet, der var noget,
han skulle have læst igennem, og en kop kaffe kunne han sikkert også nå. Et øjeblik lod han sig fange af tanken om slet ikke at køre på arbejde, om at køre hjem
til Ghita og vælte hende om på sengen, elske med hende, hun var sikkert i bad nu,
men det var kun en tilfældig og behagelig tanke, ikke nogen egentlig indskydelse,
og han stillede i stedet lidt på bakspejlet.
Øjeblikket efter dukkede den sorte BMW op. Netop da han satte foden på speederen og begyndte at dreje ud på vejen. Den kom kørende langt ude fra højre, først
registrerede han bare noget, der bevægede sig inde ved byen, men i løbet af få
sekunder havde bilen faretruende retning mod hans højre sidedør. Han bremsede
hårdt og holdt næsten halvvejs ude på kørebanen. Jo nærmere bilen kom, jo mere
gik det op for ham, hvor hurtigt den kørte. På sekunder var den fremme ved skolens område uden at sagtne farten. Den kom som et missil over vejen og fór forbi
de store boldbaner og udkørslen fra parkeringspladsen, hvor den kun lige netop
undgik at ramme hans forparti. Han trykkede hornet i bund.
– Hvad laver du? råbte han.
5
132163.indd 5
08/05/14 11.53
90
95
100
105
110
115
120
125
130
Han mærkede frygten som en gråd, der spændte brystkassen op. Så sank han
ned i sædet. Hvem kunne køre sådan forbi en skole?
Han løftede ansigtet. Vejen var tom, der var ingen andre biler at se, kun en
enkelt cyklist i den modsatte vejbane og et par skolebørn på fortovet. Pludselig
trådte han på speederen og drejede skarpt ud på vejbanen i BMWens retning. Den
var allerede langt fremme i landskabet på vej ud af byen. Han holdt hårdt på rattet
og fokuserede på bilens bevægelse forude. Den blev ved med at pløje af sted mellem marker og skel. At det fandt sted lige for øjnene af ham! Han lænede sig frem
i sædet og koncentrerede sig om BMWens vej gennem markerne. Han drejede lidt
til venstre og fortsatte ad den lige landevej forbi byskiltet, videre langs markerne
og den sidste, spredte bebyggelse. Bilen lå stadig i vild fart og legede Vorherre.
Landskabet fór forbi, strømmende, næsten uvirkeligt. Han styrede sammenbidt,
sugede bilens bagende til øjet som et radarmål og satte farten op. Nu lå han lige i
hælene på den, der var måske hundrede meter mellem dem. Han spændte i maven.
Asfalten kom rullende som et samlebånd, han åd sig ind på det, meter for meter.
Så forsvandt BMWen bag nogle huse, hvor vejen krængede til venstre. Han
lænede sig frem i sædet og prøvede at få øje på ting, der måske bevægede sig længere ude i landskabet. Men bilen var væk.
Han greb krampagtigt om rattet og følte sig indespærret i et tomt og gennemsigtigt sekund. Netop da dukkede BMWen op derude igen, på vej op over en bakkeskråning. Han trådte på speederen og drønede frem. Den tomme, lange landevej
rullede ind under ham. Snart var han igen i haserne på bilen og kunne ane tallene
på nummerpladen, deres slørede konturer. PER 2 stod der.
Han åndede hårdt og kunne mærke Thors krop i sine arme. Han så ham gå på
fortovet med skoletasken dinglende på ryggen og sin lille, fine fordybning i nakken. BMWens nummerplade stod nu helt klart, bagpartiet glitrede metallisk. Han
trykkede hornet i bund.
Bilen fortsatte mod den nye rundkørsel nogle hundrede meter fremme uden at
sagtne farten. Rundkørslen nærmede sig hurtigt. Verdensherren passerede hajtænderne og drejede rundt i banecirklen, første afkørsel, anden afkørsel, så var bilen
væk. Han kunne ikke se ham mere.
Han bremsede ved hajtænderne og lænede sig både skuffet og lettet tilbage. Åndede ud.
I det samme kom BMWen kørende tilbage ud fra rundkørslen, og den gassede
hårdt op. Han blev stål i kroppen. Forstod det ikke helt, at den virkelig kom tilbage. I en brøkdel af et sekund så han omridset af en skikkelse bag rattet, et ansigt
derinde. Så var BMWen allerede forbi ham og i vanvittig fart på vej tilbage mod
skolen.
Det dunkede i hans tindinger. Rundkørslen lå grå og nærmest monumental foran ham. Han drejede ind. Han kørte rundt. Passerede første vej. Passerede anden
vej. Passerede tredje vej. Kørte ud i den vejbane, han lige havde forladt. Trådte
på speederen. Han så BMWens bagparti et stykke fremme og længere ude skolen. Han så børnehaveklassedrengene for sig, deres gummisko mod fodboldbanen.
Knæ med blå mærker, ben der snublede over hinanden. Han så fodbolden, den
blev kastet over plænen, der var arme strakt op efter den, hænder, ansigter, bar-
6
132163.indd 6
08/05/14 11.53
135
140
145
150
155
neøjne, den susede forbi dem over vejen, slog ned i asfalten, røg op igen. Han så
bilen komme.
Pludselig drejede verden rundt, dækkene, vejbanen. Han gled i rasende fart ind
i førkatastrofens uendelige, lange rør, en tunnel uden luft og lyde. Landevejen lå
lige og langstrakt som en grå skæbneløber foran ham, den rullede hurtigere og
hurtigere. Der var højst fyrre meter mellem ham og BMWen. Skolens mure voksede mod den stigende morgenhimmel, døre og vinduer blev tydelige. Han slog
hånden i hornet og råbte mod bilens bagende:
– Det er en skole! En skole!
Så kunne han se førerens ansigt helt tæt på. Det gled som et tåget spejlbillede
ind over ham. Han så ud af førerens egne øjne. Han så speedometeret, instrumentbrættet, kølerhjelmens fremdrift. Han lugtede læderindtrækket, holdt om det skinnende rat. Mærkede speederen under foden. Omme bagved var der nogen der dyttede. Hvad kom det ham ved.
– Jeg kører i BMW, jeg ejer det hele!
Han råbte det igen:
– Jeg ejer det hele!
Så lød der et dunk mod bilen. Et kort stød. Lyden ramte ham som et fjernt og
dæmpet slag, der fortog sig og forsvandt i en hvid tåge. Han huggede bremsen i.
Han rørte sig ikke. Så hørte han lyden igen. Han kunne pludselig ikke holde op
med at høre den. Den jog gennem stilheden i bilen og gennem stilheden udenfor.
Som om nogen blev ved med at kaste den samme bløde stofbylt ind mod ham.
Dunk. Dunk. En måge fløj forbi ude på himlen. Var det ikke en måge? Verden
vendte på skrå, skoletaget derhenne. Hvad var klokken? Han råbte. Var det ham
der råbte? Var det et dyr? Han hørte ikke noget, han trak ikke vejret.
Langt borte, i en helt anden verden, så han PER 2 køre hurtigt forbi en skole,
fodboldbaner, udearealer, parkeringspladser og hække og forsvinde ind mod byen.
7
132163.indd 7
08/05/14 11.53
2. Peter Bro: Pressen må nytænke den politiske
dækning
Teksten er fra Politiken den 2. august 2012.
Peter Bro (f. 1972), medieforsker og leder af Center for Journalistik på Syddansk
Universitet.
Foto: Jacob Ehrbahn.
»Mit fag er medskyldigt i, at de dygtigste hjerner ikke gider bruge deres liv på
politik. Man får ringe løn, man får tømt sin skraldespand, man får aldrig lov at
tale ud, og det hele handler om proces«.
Sådan – i stram, sprogredigeret form – formåede DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup1, at skærpe opmærksomheden omkring kvaliteten af såvel dansk journalistik som politik under et sommerferieoplæg på Rødding Højskole.
Dén skarpe kritik fortjener en replik. Hvorvidt landets dygtigste hjerner vitterlig afholder sig fra at søge opstilling, kan naturligvis diskuteres. Nyhedschefens
kritikere kan hæfte sig ved, at Folketingets medlemmer aldrig har haft et højere
uddannelsesniveau, end det er tilfældet i disse år. Mens støtterne kan hente næring
i en udbredt folkelig forestilling om, at et længerevarende ophold på en videregående uddannelse ikke er ensbetydende med et naturligt politisk talent.
Mere interessant er i min optik, hvor meget danske journalister egentlig kan
holdes ansvarlige for? Her er sagen mere klar, synes jeg: Størrelsen af politikernes lønningsposer må de folkevalgte selv afgøre under nyhedsformidlet opsyn
og medlytten af deres vælgere. Tømningen af skraldespande bør kun ske under
skærpede omstændigheder. Og de svindende citatlængder er et vilkår, som både
journalister og politikere primært lider under takket været stadig mere utålmodige
nyhedsbrugere.
Tilbage står så det vigtigste emne og journalistikkens største ansvarsområde:
Ulrik Haagerup: (f. 1963), direktør for DR Nyheder.
1
8
132163.indd 8
08/05/14 11.53
nemlig, at det procesfokus, som Ulrik Haagerup har ganske ret i, er blevet en uomgængelig del af dansk journalistik og politik. For i dagens mediebillede bliver nye
politiske holdninger, handlinger og hændelser lynsnart fulgt op med kommentatorernes motivanalyser, diskussion af spinsucceser og -fiaskoer og de uundværlige
meningsmålinger – beredvilligt leveret af opinionsindustriens sælgere – hvor selv
svage udsving kan afføde store overskriftstyper.
Ret skal være ret. Dette procesfokus, som nyhedsformidlere i dag bliver holdt
ansvarlige for og kommentatorerne i særligt grad bliver klandret for, bærer de folkevalgte selv en væsentlig medskyld for.
Det er et ansvar, som stammer helt tilbage til midten af 1990’erne. Her vedtog
et flertal af Folketingets medlemmer at firedoble partistøtten, og det var en partistøtte, der var bred – og umiddelbar – enighed om, hvordan skulle bruges. »Vi
vil styrke kommunikationen«, udtalte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen2, og resultatet blev en professionalisering af den politiske kommunikation,
som danske journalister var førstehåndsvidner til. For på Borgen3 hersker der en i
international sammenhæng speciel arbejdskultur, hvor repræsentanter for journalistik og politik lever side om side, deler samme lokaliteter for indtagelsen af dagens
hovedmåltider og sågar besørger resultatet af denne mad- og drikkeindtagelse de
samme steder i bygningerne. På Slotsholmen4 væver parti- og politikerkontorer sig
sammen med redaktionslokaler og redigeringsrum i den indre arkitektur, og som
det mest naturlige har danske nyhedsformidlere fundet det oplagt at informere
deres læsere, lyttere og seere om den indflytten af spindoktorer, som begyndte i
1990’erne, og om de stadig mere strategisk anlagte kommunikationsovervejelser,
der siden har præget politikernes og partiernes virke.
Men i dag har vi for længst passeret grænsen for, hvad der kan beskrives som
en naturlig reaktion på tidligere tiders politiske aktion. I dag er procesjournalistikken blevet den redaktionelle rygmarvsreaktion, som ethvert nyt politisk tiltag bliver konfronteret med, fordi det falder os så let. At forholde os faktuelt til perspektiverne ved nye politiske udspil kan koste i dagevis af dyrebar researchtid, hvorimod procesjournalistikken altid kan koldstartes.
At konsultere partiernes hovedbestyrelsesmedlemmer, opstillingskredsenes
koordinatorer og det øvrige baglands mest markante stemmer kan klares på ganske få timer. Hvilket også er den tid, som det i dag kan tage at få lavet en kvik
meningsmåling blandt sagesløse danskere, som med bevidstheden dybt begravet i
spørgsmål af privat eller arbejdsmæssig karakter også skal forholde sig til betydningen af nye tanker og tendenser. Og inden disse resultater indløber på redaktionerne, kan tiden og pladsen altid fyldes af et par politiske konkurrenter og kommentatorer, som henholdsvis savner motivationen og de dybdefaglige muligheder
for at vurdere kvaliteten af fagpolitiske udspil.
Alt sammen en ganske tvivlsom baggrund at vurdere rimeligheden og rigtigheden af nye udspil fra de mennesker på, som danskerne har valgt til at arbejde i den
brede offentligheds tjeneste.
Poul Nyrup Rasmussen: (f. 1943), socialdemokratisk statsminister i perioden 1993-2001.
Borgen: Christiansborg.
4
Slotsholmen: det område, hvor Christiansborg ligger.
2
3
9
132163.indd 9
08/05/14 11.53
»Vi i medierne bliver nødt til at gribe i egen barm og ændre nogle ting«, udtalte DR’s nyhedschef også under sommerferieoplægget på Rødding Højskole, og
måske havde han ved den lejlighed nogle af den forgangne sæsons nye journalistiske eksperimenter i baghovedet. Såsom P3 Nyhedernes modige redaktion, der
kort inden sommerferien valgte at lave en hel uge med nyhedsudsendelser, hvor de
bevidst fravalgte politikere som nyhedskilder.
Det gjorde arbejdsdagene vanskeligere i DR Byen, når meget af det lette materiale fra Folketingets pressemaskiner bevidst blev fravalgt. Men eksperimentet gav
alle lyttere en oplevelse af, at den journalistiske dækning af politik ikke nødvendigvis behøver at inkludere politikere og den efterfølgende omgang klassisk procesjournalistik, hvor partimotiver, spinmetoder og selv svagt målbare meningsmålingseffekter bliver til store historier.
Sådanne eksperimenter med dansk nyhedsformidling trænger vi til mange flere
af på den anden side af sommerferien, når en ny politisk sæson sættes i gang, så vi
selv og vores nyhedsforbrugere får et stærkere afsæt for at vurdere, hvem der rent
faktisk er vores mest evnestærke og engagerede politiske repræsentanter her i landet.
10
132163.indd 10
08/05/14 11.53
3. Bo Lidegaard: Dokumentarfilm er en del af den
virkelighed de skildrer
Teksten er fra Politiken den 21. oktober 2012.
Bo Lidegaard (f. 1958), ansvarshavende chefredaktør på Politiken.
I filmens spædeste barndom stillede brødrene Lumière1 deres primitive kamera op
på gaden i deres hjemby Lyon for at dokumentere livet, som det foregik foran linsen.
Folk, der kom og gik. Hestevogne, der passerede forbi. Virkeligheden, som den
så ud. De kaldte det tranches de vie, skiver af liv.
Siden har det været dokumentaristernes ambition at vende tilbage til dette helt
enkle: at vise virkeligheden, som den er. At kunne skildre afgørende øjeblikke,
som de faktisk foregår. At være til stede som fluen på væggen, uset og ubemærket,
men vågent observerende selve virkeligheden.
Historikernes bestræbelse er ikke meget anderledes. De har, siden kildekritikken slog igennem for mere end hundrede år siden, bestræbt sig på at afdække
virkeligheden, som den var. Med den tyske historiker Leopold von Rankes2 ord,
hvordan det egentlig gik til.
Men modsat dokumentaristerne indså historikerne, at denne bestræbelse nok
kan holdes frem som et ideal, men ikke som et mål, der kan nås. Virkeligheden er
mærkeligt nok en flygtig størrelse, og den lader sig ikke kortlægge i endelig form,
endsige fastholdes og dokumenteres endeligt.
Objektiv må man bestræbe sig på at være, og sagligheden er en del af fagligheden, men ingen af delene er noget absolut. Vi er selv til stede i den historie, vi
fortæller, og dermed bliver vi også en del af den. Vores blik og stemme er med til
at præge den udlægning, vi giver af virkeligheden, uanset hvor saglige og upartiske vi bestræber os på at være. Vi kan hverken sætte os ud over vores egen tid eller
vort eget udgangspunkt.
Det afgørende er at forstå og at forholde sig kritisk til, at den, som dokumenterer, selv bliver en del af den virkelighed, der dokumenteres. At fluen på væggen er
en illusion, fordi det øjeblik, der skal dokumenteres, forandres af selve dokumentationen. (...)
Det er fluen på væggen, der sætter dagsordenen for, hvad der foregår i rummet.
Fluen holder især af at sidde på en væg i magtens korridorer, og dokumentationen
af selve magtens udøvelse er blevet en bestræbelse i sig selv. Dokumentaristen er
med i ministerbilen, på missionen og inde på kontoret, når magthaveren får de sidste råd fra sine fortrolige.
Det giver en fornemmelse af autenticitet at være så tæt på; at få kameraet helt
ind der, hvor beslutningen træffes, og at dokumentere selve det besluttende øje-
Brødrene Lumiére: Auguste Lumiére (1862-1954) og Louis Lumiére (1864-1948) er filmhistoriens første filmpionerer.
2
Leopold von Ranke: (1795-1886), tysk historiker.
1
11
132163.indd 11
08/05/14 11.53
blik. Tænk blot på ”Fogh bag facaden”3. Men problemet forsvinder ikke ved nærhed. Vi narrer os selv, hvis vi tror, at det er virkeligheden, vi er vidne til.
Det, vi ser, er en iscenesat dilettantkomedie, hvor de enkelte aktører efter bedste evne optræder i rollen som sig selv. Når vi ser brødrene Lumières tidligste
filmklip, der dokumenterer dagligdagen i Lyon i slutningen af 1800-tallet, bliver
vi duperede. Det er fascinerende at se steder og begivenheder fra en svunden tid.
På samme måde er det oplysende, når dokumentaristen kan vise os mennesker
og rum, vi ikke normalt har adgang til, og give os indsigt i processer, der ellers
forekommer utilnærmelige. Men til den indsigt hører også bevidstheden om, at når
dokumentaristen tager os med ind i det lukkede rum, er vi pludselig også selv til
stede derinde.
Dermed bliver vi også en del af det, som foregår. Det er der ikke noget galt ved.
Så længe både vi og dokumentaristen husker på, at når man gør sig selv til en del
af virkeligheden, bliver man også medansvarlig for den.
”Fogh bag facaden”: dansk dokumentarfilm fra 2006 instrueret af Kristoffer Guldbrandsen
(f. 1971). Dokumentarfilmen følger daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i efteråret
2002, hvor han leder forhandlingerne om EU’s udvidelse.
3
12
132163.indd 12
08/05/14 11.53
4. Freia Dam: I gjorde os til narcissister
Teksten er fra Politiken den 16. juni 2013.
Freia Dam (f. 1985), vært og producer på Radio24syv.
Jeg er syg.
Selvdyrkelsessyg. Egosyg. Se-mig-syg. Og det er du også. Enormt syg udi navlebeskuelseskunstens allerdybeste hjørnekrog. Og du elsker det.
I de seneste 30 år har en alvorlig narcissismeepidemi indtaget det danske samfund og gjort min generation til en klæbrig socialtudslettende masse. Som ringe
i vandet har vi forpestet generationen før og efter os og skabt et samfund evigt
søgende efter opmærksomhed og anerkendelse. Evigt på. Evigt mig og kun mig.
Vi skulle kun lige sige farvel til 1970’erne, da det pludselig blev moderne at
placere sit barn som en kæmpemæssig curlingsten foran sig og feje vejen for det i
håbet om at skåne de mentale børneknæ for asfalten på barndomslivets fortov. Så
snart vi forlod moders skød og mærkede modermælken buldre ind i munden på os,
stod I klar med ubetinget opmærksomhed og endeløs bekræftelse.
Det var skønt. Det var smukt. Men nu er vi blevet voksne. Os, der blev født i de
glade 80’ere og vilde 90’ere. De første generationer, der ved, hvad det vil sige at
være et curlingbarn med økonomisk opsving i mundvigen og overskud på egokontoen. Født, opdraget og undervist af en generation, der troede, at deres nytænkende pædagogiske intentioner var gode. Men vejen til Helvede er som bekendt brolagt med den slags.
Hvad tænkte I mon på? Jeres børn skulle i hvert fald ikke opdrages med kæft,
trit og retning. I stedet satte I jeres lid til ’dit kompetente barn’1 og læste den som
en forældrebibel udi opdragelse.
Behov skulle tolkes. Kompetente fællesorienterede individer skulle skabes. I
gav los for Rudolf Steiner-pædagogik2 og laissez faire3-opdragelse. Vi fik lov til
at gøre, som det passede os. I hev os med på råd, når der skulle tages familiære
beslutninger. I kørte og hentede og bragte. I bar vores skoletasker helt ind i klasseværelset og tilbage igen. I købte, investerede og forkælede. Sagde ja og amen og
endnu mere ja. Det skulle nok gøre os til ansvarlige voksne. Hvor tog I dog grueligt fejl.
I gjorde alt for at glemme jeres eget behov. Og tanken var jo god nok. Men det
gik galt. Det havde den modsatte virkning, og det tog overhånd. Ud kom en generation med en overvurderet og usund forventning til livets muligheder. Som sultne
onlinejunkier står vi tændte og klar.
For vi er i øjeblikket ramt af det, som en amerikansk forsker har kaldt en regulær narcissismeepidemi. En sygelig trang til at dyrke os selv. Personlig branding
og selvrealisering har efterhånden tævet vores samfundsstruktur i gulvet. Det er
blevet allemandseje og en naturlig del af vores hverdag.
’ dit kompetente barn’: Dit kompetente barn er titlen på en bog om børneopdragelse skrevet af
Jesper Juul (f. 1948). Bogen er fra 1995.
2
Rudolf Steiner-pædagogik: en pædagogik opkaldt efter dens grundlægger Rudolf Steiner (18611925). Pædagogikken tager udgangspunkt i barnets frie fantasi.
3
laissez faire: lade stå til. Ofte bruges udtrykket om en opdragelse, hvor de voksne ikke sætter
grænser for barnet og dets handlinger.
1
13
132163.indd 13
08/05/14 11.53
Og hvem er vi så blevet, os, der blev opdraget som dyrebare curlingsten? Vi
sætter pris på overdreven materialisme og ligegyldighed over for resten af samfundet. Vi hader jeres flowerpowermentalitet4 og fokus på fællesskabets værdier.
Vi får først børn, når det passer ind i karrieren. Vi ammer uhæmmet alle vegne og
lyncher dem, der gør oprør.
Vi bliver skilt, når der går hverdagssovs og kedelige kartofler i dobbeltsengen.
Vi kører lige præcis i den slags forurenende bil, det passer os. Vi smider skraldet
på gaden, og vi vil gerne vide, hvad verden kan gøre for os, før vi overhovedet
overvejer, hvad vi kan gøre for den.
Vi kan absolut ikke se problemet i at blive suget, skåret og fyldt med botox
og silikone, til vi segner. Og vi elsker at lege, at vi rent faktisk gør noget godt for
samfundet. Sandheden er, at vi oftest kun donerer vores kluns til Røde Kors, hvis
vi kan poste det på Facebook efterfølgende. (…)
Vi bliver venner med folk, vi ikke kender, og sletter gamle barndomsvenner,
hvis de træder ved siden af. Vi optager sindssyge kviklån i håbet om at blive lykkelige og smukke. Vi kræver det gode liv og den fede vennekreds. Vi tager en
limousine til White Sensation5 og higer efter jeres blikke, når vi træder ud af den.
Vi gider ikke høre på andres klynk, men regner med, at I hører på vores ynk. Vi
er generation curling. Vi kan alt. Og det forpligter.
Der er f.eks. aldrig blevet sendt så meget reality-tv som nu. Stort set alle danske kanaler har en sluse for inkompetente curlingbørn, der vil prøve lykken på tv.
For os er stjernestatus og berømmelse blevet en borgerlig rettighed. Vi overskrider gerne egne grænser for at kunne smage berømmelsens søde frugt. Vi flasher
gerne uvidenhed og underliv, hvis det kan gøre os kendte. Hvad som helst. Bare
det gør os kendte.
Paradise-Amalie, For-lækker-til-love-Gustav, Sidney Lee og Linse Kessler6.
Sørgelige beviser på, hvordan 80’er- og 90’ernes massive fokus på individet fik
skovlen under fornuftig opdragelse, kompetent arbejdsomhed og almen god opførsel.
De fleste realitystjerner ejer ikke en snert af talent og forholder sig skræmmende ukritisk til sig selv og deres påståede evner. For det er sådan, de har lært at
leve. Med en underlig form for selvindsigt, som udelukkende baserer sig på dyrkelsen af deres eget jeg. For hvem er jeg, og hvad kan I gøre for mig? Mig? Mig?
Mig?
Og I gjorde det jo i god mening. Alle jer, der fejede foran os. I troede, at I
skabte en supergeneration af hjælpsomme, samfundsbevidste og kærlige individer.
I dag står vi midt i en gloende finanskrise og en endnu mere truende klimakrise.
Det burde være svar nok? Men generation curling har altså travlt med andre ting,
som hvem vi egentlig er, og hvordan vi får mest ud af verdens mange muligheder.
Det går bare ikke længere. Det er blevet tid til at sadle om og skabe en mere
ligelig fordeling mellem individualitet og fællesskab. Det er på tide, at vi gør op
f lowerpowermentalitet: flower power er et slogan, der anvendtes i slutningen af 1960’erne i
hippiebevægelsen som et symbol på en ikke-voldelig ideologi.
5
White Sensation: techno-danseevent, hvor alle er klædt i hvidt.
6
Paradise-Amalie, For-lækker-til-love-Gustav, Sidney Lee og Linse Kessler: reality-stjerner.
4
14
132163.indd 14
08/05/14 11.53
med tre årtiers vanvidsopdragelse og søger tilbage til vores bedsteforældres mere
samfundsorienterede tilgang til systemer og fællesskab.
Bliver vi ved med at fremelske vores eget behov, vil vi i fremtiden opleve en
verden, hvor alle er totalt ligeglade med, hvorvidt deres eget behov gør skade på
andre mennesker. Vi bliver nødt til at gribe ind nu og ændre vores indstilling.
Samfundet er altså ikke en legeplads, hvor alle er til for mig.
Generation curling har nået en alder, hvor den næste generation er ved at blive
spyttet ud. Lad os vise dem, at der altså er grænser for, hvor selvfokuseret et samfund kan tillade sig at være. Lad os give dem et realistisk billede af deres evner
og understrege, at man også kan blive et lykkeligt menneske uden at skulle på tv.
Mon ikke generation curling kan gøre det bedre end dem, som satte os i verden?
Generation curling kan jo alt.
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.
15
132163.indd 15
08/05/14 11.53
5. B.S. Ingemann: Der står et slot i vesterled
Salmen er fra Syv Aftensange, 1838.
B.S. Ingemann (1789-1862), dansk digter.
5
10
15
20
Der står et slot i vesterled1,
tækket med gyldne skjolde;
did2 går hver aften solen ned
bag rosenskyernes volde.
Det slot blev ej med hænder gjort:
mageløst står det smykket;
fra jord til himmel når dets port;
vor Herre selv det har bygget.
Fra tusind tårne funkler guld,
porten skinner som ravet;
med strålestøtter3 underfuld
sig borgen spejler i havet.
Guds sol går i sit guldslot ind,
skinner i purpurklæder4.
I rosensky på borgens tind
står lysets banner med hæder.
Solenglen svinger lysets flag,
vandrer til fjerne lande;
ham følger liv og lys og dag
bag nattens brusende vande.
Lig solen farer livet hen,
går til forklaringskysten5.
Med glans opdukker sol igen
fra Paradiset i østen.
vesterled: vest.
did: dér.
3
strålestøtter: strålende søjler.
4
purpurklæder: rødvioletfarvede klæder.
5
forklaringskysten: forklaret, her: religiøst oplyst.
1
2
16
132163.indd 16
08/05/14 11.53
6. Karen Marie Edelfeldt: nr. 7
Digtet er fra tysh, 1989.
Karen Marie Edelfeldt (f. 1971), dansk digter.
5
10
15
20
skyerne skinner bugnende der er ingen
det bliver mørkere herom ingen kan
et stød af vand samler kræfter herover
jeg er i rummet der er intet hos mig
der er ingen ting ingen form
gulvet segnefærdigt som helt tynd is på søer
lyset bevæger sig bagud solen giver plads
forsvinder rykvis ud af disse venlige værelser
der svajer, svajer under det endnu lidt intakte
hvælv en groende styrten vægt
der er ingen til at svare mig
omridsene adlyder ikke mere
da jeg var lille svarede nogen
regn er englene der græder sagde de
og det var løgn
da jeg blev stor fik jeg mit eget rum
jeg er i rummet i navnet der er ingen
til at svare mig når tordenbugen flækker
og regnvandet stiger meter for meter i gaderne
der er ingen ingen kan der
en flimrende puls der er
et gulv herunder sprækkende
17
132163.indd 17
08/05/14 11.53
132163.indd 18
08/05/14 11.53
Anvendt materiale (til brug for COPYDAN):
Iben Krogsdal: PER 2.
Terapi og dyr i baghaven.
Tiderne skifter, 2011.
Peter Bro: Pressen må nytænke den politiske dækning.
Politiken den 2. august 2012.
Foto: Jacob Ehrbahn.
Bo Lidegaard: Dokumentarfilm er en del af den virkelighed de skildrer.
Politiken den 21. oktober 2012.
Freia Dam: I gjorde os til narcissister.
Politiken den 16. juni 2013.
Tegning: Anne-Marie Steen Petersen.
B.S. Ingemann: Der står et slot i vesterled.
www.dendanskesalmebogonline.dk.
Besøgt den 24. oktober 2013.
Karen Marie Edelfeldt: nr. 7.
Bo Hakon Jørgensen: Mastetoppe.
Syddansk Universitetsforlag, 2005.
132163.indd 19
08/05/14 11.53
132163.indd 20
08/05/14 11.53