Dansk A Studentereksamen stx142-DAN/A-13082014 132163.indd 1 Onsdag den 13. august 2014 kl. 9.00 - 14.00 08/05/14 11.53 Indhold Side Opgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3 Tekster: 1. Iben Krogsdal: PER 2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4 2. Peter Bro: Pressen må nytænke den politiske dækning . . . . . . . . . . . . . 8 3.Bo Lidegaard: Dokumentarfilm er en del af den virkelighed de skildrer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 4. Freia Dam: I gjorde os til narcissister. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 5. B.S. Ingemann: Der står et slot i vesterled . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 6. Karen Marie Edelfeldt: nr. 7 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Ortografi og tegnsætning følger originalerne. Trykfejl er dog rettet. 2 132163.indd 2 08/05/14 11.53 Opgaver Du skal besvare én af opgaverne 1 - 5. Brug opgavens titel som overskrift for din besvarelse. 1 PER 2 Skriv en litterær artikel om PER 2. Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af PER 2 (tekst 1), hvor du bl.a. fokuserer på fortælleforhold og tekstens realismebrud. Giv en perspektivering til genren. 2 Journalistik og politik Skriv en kronik om journalistik og politik. Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en karakteristik af argumentationsformen i Pressen må nytænke den politiske dækning (tekst 2). Diskuter synspunkterne. 3 Dokumentarisme og virkelighed Skriv et essay om dokumentarisme og virkelighed. Dit essay skal tage udgangspunkt i Dokumentarfilm er en del af den virkelighed de skildrer (tekst 3) og undersøge dokumentaristens egen rolle i skildringen af virkeligheden. Du skal inddrage konkrete eksempler. 4 Opdragelse og generationer Skriv en kronik om opdragelse og generationer. Kronikken skal indeholde en redegørelse for synspunkterne og en karakteristik af argumentationsformen i I gjorde os til narcissister (tekst 4). Diskuter synspunkterne. 5 Der står et slot i vesterled Skriv en litterær artikel om Der står et slot i vesterled. Artiklen skal indeholde en analyse og fortolkning af Der står et slot i vesterled (tekst 5), hvor du bl.a. fokuserer på billedsproget og digtets fremstilling af himlen. I en perspektivering skal du inddrage nr. 7 (tekst 6). 3 132163.indd 3 08/05/14 11.53 1. Iben Krogsdal: PER 2 Teksten er fra novellesamlingen Terapi og dyr i baghaven, 2011. Iben Krogsdal (f. 1967), dansk forfatter. 5 10 15 20 25 30 35 40 Han stod ved køkkenbordet i det tidlige morgenlys og hældte havregryn og sukker og mælk op til Thor. Den efterårsmorgen gjorde kærligheden til barnet næsten ondt. Ghita havde tændt det skæve stearinlys, Thor selv havde lavet i skolen af bivoks, og Thor havde fået sin nye skjorte med lyn på. Han slubrede den sidste mælk fra tallerkenen så højt, han kunne. Lige inden afgang gav Ghita ham hårvoks i pandehåret efter Thors egne anvisninger, ,,ikke så meget, der mor,“ ,,prøv at se, det er skævt der, mor.“ Imens stod han i døren og kiggede på Thors hår, der strittede Tintin-agtigt ud fra panden, og en tung og simrende varme skyllede op gennem ham, en fuldstændig overvældende sprudlen over at stå der i døren og være far. De gik fra entredøren ud til garagen, morgensolen var grødet og lå som et blødt skær fra en anden verden ind over haven. Det duftede stærkt af dug og gran og en lille smule af frost, selvom der endnu var længe til vinter. Thors skoletaske fik ham til at ligne en lille, oppakket vandringsmand. Han trak lidt i bladene på piletræet på vej gennem forhaven og stak fingrene i et spindelvæv, der strakte sit klistrede sølvnet ud mellem en stikkelsbærbusk og garagemuren. Thor insisterede på selv at spænde sig fast i sikkerhedsselen. Da det klikkede omme fra Thors sæde, vendte han sig om fra førersædet og så lige ind i Thors stolte ansigt og sagde ritualet: – Er du spændt? – På hvad, far? – På noget, eller bare spændt fast? – Ah far! sagde Thor, og de bakkede ud af indkørslen med hver deres lille smil. Kvarteret var endnu stille, asfalten lyste gråt og rent fra vejen, og de havde god tid. De drejede til højre ved kirken, dens hvide tårnfacade knitrede og fyldte ham med noget opadstigende i brystet, han kom til at trække vejret næsten ophøjet tungt, som om selve verden derude var hvid og rolig og gik i forbindelse med hans åndedræt, hans veludhvilede krop, barnet med den fint ordnede skoletaske, der sad deromme bag sikkerhedsselen og kiggede ud ad vinduerne med store, drivende øjne. De passerede børn på cykler og fodgængere på vejen, der var orden i tingene, retning og ro, byen lå som en solbeskinnet enklave i landskabet med dens huse og hække og fliser i hyggelige baner mellem bede og plæner. Han mærkede, at drengen også vidste det, at han sad og registrerede alle disse små morgenting, der var som altid, og måske han også mærkede, at de netop derved nærmede sig noget evigt, noget der ville vende tilbage igen og igen, ligesom husene og haverne og flagstængerne i deres kendte rækkefølger kom rullende mod dem nu. Da de nærmede sig skolen lidt uden for byen, satte han farten ned. Ikke fordi han havde kørt hurtigt, slet ikke, men han nød at glide langsomt hen forbi skolens udearealer, sørøverskibet, gyngestativerne, skateboardbanen, de mindste klassers 4 132163.indd 4 08/05/14 11.53 45 50 55 60 65 70 75 80 85 fodboldbane og det lille stykke hæk, der hegnede parkeringen ind. Han drejede forsigtigt over vejbanen og kørte ind på parkeringspladsen foran skolens rødmurede hovedbygning. På vej hen mod en ledig bås spurgte han: – Skal jeg gå med ind i dag, eller vil du selv? – Selv. Han smilede og var stolt på Thors vegne, at han var frisk nok til selv at finde sin børnehaveklasse derinde på gangen, til selv at gå ind og hænge sin taske på stoleryggen og lægge sin madpakke i køleskabet og sætte sig ved bordet, med armene under hagen, og vente på læreren med ansigtet fuld af tillid og pandehåret strittende af voks. Han satte bilen i frigear, åbnede døren og trådte ud i den kolde morgenluft, der nærmest vejrede over parkeringspladsen. Da han lukkede sidedøren op for Thor, havde drengen allerede spændt sig ud af selen og var ved at bakse skoletasken ud. Han hjalp ham med at få den på ryggen, hankede lidt op i den, til den sad lige. Så tog han drengens ansigt mellem hænderne og løftede det lidt, så de så hinanden lige i øjnene. – Husk nu ikke at lave for meget ballade i dag. – Bare så lidt her? Thor lavede lidt afstand mellem to fingre og smilede. Så skubbede han skoletasken på plads med skuldrene og småløb hen mod indgangen i sin stribede dynejakke. Ved cykelskuret mødte han en dreng fra klassen, de begyndte med det samme at snakke. Da døren var svuppet i efter dem, satte han sig ind i bilen. Han lagde hænderne på rattet og sad stille længe og nød at trække vejret. Han satte bilen i gear, spændte selen og bakkede ud af parkeringsbåsen. Solen stod og flimrede langs det øverste af hækken ind til skolens idrætsbane, strålerne faldt gennem løvets huller og landede som lange, sitrende vinger af lys i parkeringspladsens asfalt. Han lænede sig tilbage og kørte hen langs skolen og ud mod udkørslen, hvor han standsede, blinkede af og kiggede til begge sider. Han havde været tidligt på den i dag, klokken var kun halv otte, trafikken var endnu doven. Han glædede sig til at sidde på kontoret i god tid inden teammødet, der var noget, han skulle have læst igennem, og en kop kaffe kunne han sikkert også nå. Et øjeblik lod han sig fange af tanken om slet ikke at køre på arbejde, om at køre hjem til Ghita og vælte hende om på sengen, elske med hende, hun var sikkert i bad nu, men det var kun en tilfældig og behagelig tanke, ikke nogen egentlig indskydelse, og han stillede i stedet lidt på bakspejlet. Øjeblikket efter dukkede den sorte BMW op. Netop da han satte foden på speederen og begyndte at dreje ud på vejen. Den kom kørende langt ude fra højre, først registrerede han bare noget, der bevægede sig inde ved byen, men i løbet af få sekunder havde bilen faretruende retning mod hans højre sidedør. Han bremsede hårdt og holdt næsten halvvejs ude på kørebanen. Jo nærmere bilen kom, jo mere gik det op for ham, hvor hurtigt den kørte. På sekunder var den fremme ved skolens område uden at sagtne farten. Den kom som et missil over vejen og fór forbi de store boldbaner og udkørslen fra parkeringspladsen, hvor den kun lige netop undgik at ramme hans forparti. Han trykkede hornet i bund. – Hvad laver du? råbte han. 5 132163.indd 5 08/05/14 11.53 90 95 100 105 110 115 120 125 130 Han mærkede frygten som en gråd, der spændte brystkassen op. Så sank han ned i sædet. Hvem kunne køre sådan forbi en skole? Han løftede ansigtet. Vejen var tom, der var ingen andre biler at se, kun en enkelt cyklist i den modsatte vejbane og et par skolebørn på fortovet. Pludselig trådte han på speederen og drejede skarpt ud på vejbanen i BMWens retning. Den var allerede langt fremme i landskabet på vej ud af byen. Han holdt hårdt på rattet og fokuserede på bilens bevægelse forude. Den blev ved med at pløje af sted mellem marker og skel. At det fandt sted lige for øjnene af ham! Han lænede sig frem i sædet og koncentrerede sig om BMWens vej gennem markerne. Han drejede lidt til venstre og fortsatte ad den lige landevej forbi byskiltet, videre langs markerne og den sidste, spredte bebyggelse. Bilen lå stadig i vild fart og legede Vorherre. Landskabet fór forbi, strømmende, næsten uvirkeligt. Han styrede sammenbidt, sugede bilens bagende til øjet som et radarmål og satte farten op. Nu lå han lige i hælene på den, der var måske hundrede meter mellem dem. Han spændte i maven. Asfalten kom rullende som et samlebånd, han åd sig ind på det, meter for meter. Så forsvandt BMWen bag nogle huse, hvor vejen krængede til venstre. Han lænede sig frem i sædet og prøvede at få øje på ting, der måske bevægede sig længere ude i landskabet. Men bilen var væk. Han greb krampagtigt om rattet og følte sig indespærret i et tomt og gennemsigtigt sekund. Netop da dukkede BMWen op derude igen, på vej op over en bakkeskråning. Han trådte på speederen og drønede frem. Den tomme, lange landevej rullede ind under ham. Snart var han igen i haserne på bilen og kunne ane tallene på nummerpladen, deres slørede konturer. PER 2 stod der. Han åndede hårdt og kunne mærke Thors krop i sine arme. Han så ham gå på fortovet med skoletasken dinglende på ryggen og sin lille, fine fordybning i nakken. BMWens nummerplade stod nu helt klart, bagpartiet glitrede metallisk. Han trykkede hornet i bund. Bilen fortsatte mod den nye rundkørsel nogle hundrede meter fremme uden at sagtne farten. Rundkørslen nærmede sig hurtigt. Verdensherren passerede hajtænderne og drejede rundt i banecirklen, første afkørsel, anden afkørsel, så var bilen væk. Han kunne ikke se ham mere. Han bremsede ved hajtænderne og lænede sig både skuffet og lettet tilbage. Åndede ud. I det samme kom BMWen kørende tilbage ud fra rundkørslen, og den gassede hårdt op. Han blev stål i kroppen. Forstod det ikke helt, at den virkelig kom tilbage. I en brøkdel af et sekund så han omridset af en skikkelse bag rattet, et ansigt derinde. Så var BMWen allerede forbi ham og i vanvittig fart på vej tilbage mod skolen. Det dunkede i hans tindinger. Rundkørslen lå grå og nærmest monumental foran ham. Han drejede ind. Han kørte rundt. Passerede første vej. Passerede anden vej. Passerede tredje vej. Kørte ud i den vejbane, han lige havde forladt. Trådte på speederen. Han så BMWens bagparti et stykke fremme og længere ude skolen. Han så børnehaveklassedrengene for sig, deres gummisko mod fodboldbanen. Knæ med blå mærker, ben der snublede over hinanden. Han så fodbolden, den blev kastet over plænen, der var arme strakt op efter den, hænder, ansigter, bar- 6 132163.indd 6 08/05/14 11.53 135 140 145 150 155 neøjne, den susede forbi dem over vejen, slog ned i asfalten, røg op igen. Han så bilen komme. Pludselig drejede verden rundt, dækkene, vejbanen. Han gled i rasende fart ind i førkatastrofens uendelige, lange rør, en tunnel uden luft og lyde. Landevejen lå lige og langstrakt som en grå skæbneløber foran ham, den rullede hurtigere og hurtigere. Der var højst fyrre meter mellem ham og BMWen. Skolens mure voksede mod den stigende morgenhimmel, døre og vinduer blev tydelige. Han slog hånden i hornet og råbte mod bilens bagende: – Det er en skole! En skole! Så kunne han se førerens ansigt helt tæt på. Det gled som et tåget spejlbillede ind over ham. Han så ud af førerens egne øjne. Han så speedometeret, instrumentbrættet, kølerhjelmens fremdrift. Han lugtede læderindtrækket, holdt om det skinnende rat. Mærkede speederen under foden. Omme bagved var der nogen der dyttede. Hvad kom det ham ved. – Jeg kører i BMW, jeg ejer det hele! Han råbte det igen: – Jeg ejer det hele! Så lød der et dunk mod bilen. Et kort stød. Lyden ramte ham som et fjernt og dæmpet slag, der fortog sig og forsvandt i en hvid tåge. Han huggede bremsen i. Han rørte sig ikke. Så hørte han lyden igen. Han kunne pludselig ikke holde op med at høre den. Den jog gennem stilheden i bilen og gennem stilheden udenfor. Som om nogen blev ved med at kaste den samme bløde stofbylt ind mod ham. Dunk. Dunk. En måge fløj forbi ude på himlen. Var det ikke en måge? Verden vendte på skrå, skoletaget derhenne. Hvad var klokken? Han råbte. Var det ham der råbte? Var det et dyr? Han hørte ikke noget, han trak ikke vejret. Langt borte, i en helt anden verden, så han PER 2 køre hurtigt forbi en skole, fodboldbaner, udearealer, parkeringspladser og hække og forsvinde ind mod byen. 7 132163.indd 7 08/05/14 11.53 2. Peter Bro: Pressen må nytænke den politiske dækning Teksten er fra Politiken den 2. august 2012. Peter Bro (f. 1972), medieforsker og leder af Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Foto: Jacob Ehrbahn. »Mit fag er medskyldigt i, at de dygtigste hjerner ikke gider bruge deres liv på politik. Man får ringe løn, man får tømt sin skraldespand, man får aldrig lov at tale ud, og det hele handler om proces«. Sådan – i stram, sprogredigeret form – formåede DR’s nyhedschef, Ulrik Haagerup1, at skærpe opmærksomheden omkring kvaliteten af såvel dansk journalistik som politik under et sommerferieoplæg på Rødding Højskole. Dén skarpe kritik fortjener en replik. Hvorvidt landets dygtigste hjerner vitterlig afholder sig fra at søge opstilling, kan naturligvis diskuteres. Nyhedschefens kritikere kan hæfte sig ved, at Folketingets medlemmer aldrig har haft et højere uddannelsesniveau, end det er tilfældet i disse år. Mens støtterne kan hente næring i en udbredt folkelig forestilling om, at et længerevarende ophold på en videregående uddannelse ikke er ensbetydende med et naturligt politisk talent. Mere interessant er i min optik, hvor meget danske journalister egentlig kan holdes ansvarlige for? Her er sagen mere klar, synes jeg: Størrelsen af politikernes lønningsposer må de folkevalgte selv afgøre under nyhedsformidlet opsyn og medlytten af deres vælgere. Tømningen af skraldespande bør kun ske under skærpede omstændigheder. Og de svindende citatlængder er et vilkår, som både journalister og politikere primært lider under takket været stadig mere utålmodige nyhedsbrugere. Tilbage står så det vigtigste emne og journalistikkens største ansvarsområde: Ulrik Haagerup: (f. 1963), direktør for DR Nyheder. 1 8 132163.indd 8 08/05/14 11.53 nemlig, at det procesfokus, som Ulrik Haagerup har ganske ret i, er blevet en uomgængelig del af dansk journalistik og politik. For i dagens mediebillede bliver nye politiske holdninger, handlinger og hændelser lynsnart fulgt op med kommentatorernes motivanalyser, diskussion af spinsucceser og -fiaskoer og de uundværlige meningsmålinger – beredvilligt leveret af opinionsindustriens sælgere – hvor selv svage udsving kan afføde store overskriftstyper. Ret skal være ret. Dette procesfokus, som nyhedsformidlere i dag bliver holdt ansvarlige for og kommentatorerne i særligt grad bliver klandret for, bærer de folkevalgte selv en væsentlig medskyld for. Det er et ansvar, som stammer helt tilbage til midten af 1990’erne. Her vedtog et flertal af Folketingets medlemmer at firedoble partistøtten, og det var en partistøtte, der var bred – og umiddelbar – enighed om, hvordan skulle bruges. »Vi vil styrke kommunikationen«, udtalte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen2, og resultatet blev en professionalisering af den politiske kommunikation, som danske journalister var førstehåndsvidner til. For på Borgen3 hersker der en i international sammenhæng speciel arbejdskultur, hvor repræsentanter for journalistik og politik lever side om side, deler samme lokaliteter for indtagelsen af dagens hovedmåltider og sågar besørger resultatet af denne mad- og drikkeindtagelse de samme steder i bygningerne. På Slotsholmen4 væver parti- og politikerkontorer sig sammen med redaktionslokaler og redigeringsrum i den indre arkitektur, og som det mest naturlige har danske nyhedsformidlere fundet det oplagt at informere deres læsere, lyttere og seere om den indflytten af spindoktorer, som begyndte i 1990’erne, og om de stadig mere strategisk anlagte kommunikationsovervejelser, der siden har præget politikernes og partiernes virke. Men i dag har vi for længst passeret grænsen for, hvad der kan beskrives som en naturlig reaktion på tidligere tiders politiske aktion. I dag er procesjournalistikken blevet den redaktionelle rygmarvsreaktion, som ethvert nyt politisk tiltag bliver konfronteret med, fordi det falder os så let. At forholde os faktuelt til perspektiverne ved nye politiske udspil kan koste i dagevis af dyrebar researchtid, hvorimod procesjournalistikken altid kan koldstartes. At konsultere partiernes hovedbestyrelsesmedlemmer, opstillingskredsenes koordinatorer og det øvrige baglands mest markante stemmer kan klares på ganske få timer. Hvilket også er den tid, som det i dag kan tage at få lavet en kvik meningsmåling blandt sagesløse danskere, som med bevidstheden dybt begravet i spørgsmål af privat eller arbejdsmæssig karakter også skal forholde sig til betydningen af nye tanker og tendenser. Og inden disse resultater indløber på redaktionerne, kan tiden og pladsen altid fyldes af et par politiske konkurrenter og kommentatorer, som henholdsvis savner motivationen og de dybdefaglige muligheder for at vurdere kvaliteten af fagpolitiske udspil. Alt sammen en ganske tvivlsom baggrund at vurdere rimeligheden og rigtigheden af nye udspil fra de mennesker på, som danskerne har valgt til at arbejde i den brede offentligheds tjeneste. Poul Nyrup Rasmussen: (f. 1943), socialdemokratisk statsminister i perioden 1993-2001. Borgen: Christiansborg. 4 Slotsholmen: det område, hvor Christiansborg ligger. 2 3 9 132163.indd 9 08/05/14 11.53 »Vi i medierne bliver nødt til at gribe i egen barm og ændre nogle ting«, udtalte DR’s nyhedschef også under sommerferieoplægget på Rødding Højskole, og måske havde han ved den lejlighed nogle af den forgangne sæsons nye journalistiske eksperimenter i baghovedet. Såsom P3 Nyhedernes modige redaktion, der kort inden sommerferien valgte at lave en hel uge med nyhedsudsendelser, hvor de bevidst fravalgte politikere som nyhedskilder. Det gjorde arbejdsdagene vanskeligere i DR Byen, når meget af det lette materiale fra Folketingets pressemaskiner bevidst blev fravalgt. Men eksperimentet gav alle lyttere en oplevelse af, at den journalistiske dækning af politik ikke nødvendigvis behøver at inkludere politikere og den efterfølgende omgang klassisk procesjournalistik, hvor partimotiver, spinmetoder og selv svagt målbare meningsmålingseffekter bliver til store historier. Sådanne eksperimenter med dansk nyhedsformidling trænger vi til mange flere af på den anden side af sommerferien, når en ny politisk sæson sættes i gang, så vi selv og vores nyhedsforbrugere får et stærkere afsæt for at vurdere, hvem der rent faktisk er vores mest evnestærke og engagerede politiske repræsentanter her i landet. 10 132163.indd 10 08/05/14 11.53 3. Bo Lidegaard: Dokumentarfilm er en del af den virkelighed de skildrer Teksten er fra Politiken den 21. oktober 2012. Bo Lidegaard (f. 1958), ansvarshavende chefredaktør på Politiken. I filmens spædeste barndom stillede brødrene Lumière1 deres primitive kamera op på gaden i deres hjemby Lyon for at dokumentere livet, som det foregik foran linsen. Folk, der kom og gik. Hestevogne, der passerede forbi. Virkeligheden, som den så ud. De kaldte det tranches de vie, skiver af liv. Siden har det været dokumentaristernes ambition at vende tilbage til dette helt enkle: at vise virkeligheden, som den er. At kunne skildre afgørende øjeblikke, som de faktisk foregår. At være til stede som fluen på væggen, uset og ubemærket, men vågent observerende selve virkeligheden. Historikernes bestræbelse er ikke meget anderledes. De har, siden kildekritikken slog igennem for mere end hundrede år siden, bestræbt sig på at afdække virkeligheden, som den var. Med den tyske historiker Leopold von Rankes2 ord, hvordan det egentlig gik til. Men modsat dokumentaristerne indså historikerne, at denne bestræbelse nok kan holdes frem som et ideal, men ikke som et mål, der kan nås. Virkeligheden er mærkeligt nok en flygtig størrelse, og den lader sig ikke kortlægge i endelig form, endsige fastholdes og dokumenteres endeligt. Objektiv må man bestræbe sig på at være, og sagligheden er en del af fagligheden, men ingen af delene er noget absolut. Vi er selv til stede i den historie, vi fortæller, og dermed bliver vi også en del af den. Vores blik og stemme er med til at præge den udlægning, vi giver af virkeligheden, uanset hvor saglige og upartiske vi bestræber os på at være. Vi kan hverken sætte os ud over vores egen tid eller vort eget udgangspunkt. Det afgørende er at forstå og at forholde sig kritisk til, at den, som dokumenterer, selv bliver en del af den virkelighed, der dokumenteres. At fluen på væggen er en illusion, fordi det øjeblik, der skal dokumenteres, forandres af selve dokumentationen. (...) Det er fluen på væggen, der sætter dagsordenen for, hvad der foregår i rummet. Fluen holder især af at sidde på en væg i magtens korridorer, og dokumentationen af selve magtens udøvelse er blevet en bestræbelse i sig selv. Dokumentaristen er med i ministerbilen, på missionen og inde på kontoret, når magthaveren får de sidste råd fra sine fortrolige. Det giver en fornemmelse af autenticitet at være så tæt på; at få kameraet helt ind der, hvor beslutningen træffes, og at dokumentere selve det besluttende øje- Brødrene Lumiére: Auguste Lumiére (1862-1954) og Louis Lumiére (1864-1948) er filmhistoriens første filmpionerer. 2 Leopold von Ranke: (1795-1886), tysk historiker. 1 11 132163.indd 11 08/05/14 11.53 blik. Tænk blot på ”Fogh bag facaden”3. Men problemet forsvinder ikke ved nærhed. Vi narrer os selv, hvis vi tror, at det er virkeligheden, vi er vidne til. Det, vi ser, er en iscenesat dilettantkomedie, hvor de enkelte aktører efter bedste evne optræder i rollen som sig selv. Når vi ser brødrene Lumières tidligste filmklip, der dokumenterer dagligdagen i Lyon i slutningen af 1800-tallet, bliver vi duperede. Det er fascinerende at se steder og begivenheder fra en svunden tid. På samme måde er det oplysende, når dokumentaristen kan vise os mennesker og rum, vi ikke normalt har adgang til, og give os indsigt i processer, der ellers forekommer utilnærmelige. Men til den indsigt hører også bevidstheden om, at når dokumentaristen tager os med ind i det lukkede rum, er vi pludselig også selv til stede derinde. Dermed bliver vi også en del af det, som foregår. Det er der ikke noget galt ved. Så længe både vi og dokumentaristen husker på, at når man gør sig selv til en del af virkeligheden, bliver man også medansvarlig for den. ”Fogh bag facaden”: dansk dokumentarfilm fra 2006 instrueret af Kristoffer Guldbrandsen (f. 1971). Dokumentarfilmen følger daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i efteråret 2002, hvor han leder forhandlingerne om EU’s udvidelse. 3 12 132163.indd 12 08/05/14 11.53 4. Freia Dam: I gjorde os til narcissister Teksten er fra Politiken den 16. juni 2013. Freia Dam (f. 1985), vært og producer på Radio24syv. Jeg er syg. Selvdyrkelsessyg. Egosyg. Se-mig-syg. Og det er du også. Enormt syg udi navlebeskuelseskunstens allerdybeste hjørnekrog. Og du elsker det. I de seneste 30 år har en alvorlig narcissismeepidemi indtaget det danske samfund og gjort min generation til en klæbrig socialtudslettende masse. Som ringe i vandet har vi forpestet generationen før og efter os og skabt et samfund evigt søgende efter opmærksomhed og anerkendelse. Evigt på. Evigt mig og kun mig. Vi skulle kun lige sige farvel til 1970’erne, da det pludselig blev moderne at placere sit barn som en kæmpemæssig curlingsten foran sig og feje vejen for det i håbet om at skåne de mentale børneknæ for asfalten på barndomslivets fortov. Så snart vi forlod moders skød og mærkede modermælken buldre ind i munden på os, stod I klar med ubetinget opmærksomhed og endeløs bekræftelse. Det var skønt. Det var smukt. Men nu er vi blevet voksne. Os, der blev født i de glade 80’ere og vilde 90’ere. De første generationer, der ved, hvad det vil sige at være et curlingbarn med økonomisk opsving i mundvigen og overskud på egokontoen. Født, opdraget og undervist af en generation, der troede, at deres nytænkende pædagogiske intentioner var gode. Men vejen til Helvede er som bekendt brolagt med den slags. Hvad tænkte I mon på? Jeres børn skulle i hvert fald ikke opdrages med kæft, trit og retning. I stedet satte I jeres lid til ’dit kompetente barn’1 og læste den som en forældrebibel udi opdragelse. Behov skulle tolkes. Kompetente fællesorienterede individer skulle skabes. I gav los for Rudolf Steiner-pædagogik2 og laissez faire3-opdragelse. Vi fik lov til at gøre, som det passede os. I hev os med på råd, når der skulle tages familiære beslutninger. I kørte og hentede og bragte. I bar vores skoletasker helt ind i klasseværelset og tilbage igen. I købte, investerede og forkælede. Sagde ja og amen og endnu mere ja. Det skulle nok gøre os til ansvarlige voksne. Hvor tog I dog grueligt fejl. I gjorde alt for at glemme jeres eget behov. Og tanken var jo god nok. Men det gik galt. Det havde den modsatte virkning, og det tog overhånd. Ud kom en generation med en overvurderet og usund forventning til livets muligheder. Som sultne onlinejunkier står vi tændte og klar. For vi er i øjeblikket ramt af det, som en amerikansk forsker har kaldt en regulær narcissismeepidemi. En sygelig trang til at dyrke os selv. Personlig branding og selvrealisering har efterhånden tævet vores samfundsstruktur i gulvet. Det er blevet allemandseje og en naturlig del af vores hverdag. ’ dit kompetente barn’: Dit kompetente barn er titlen på en bog om børneopdragelse skrevet af Jesper Juul (f. 1948). Bogen er fra 1995. 2 Rudolf Steiner-pædagogik: en pædagogik opkaldt efter dens grundlægger Rudolf Steiner (18611925). Pædagogikken tager udgangspunkt i barnets frie fantasi. 3 laissez faire: lade stå til. Ofte bruges udtrykket om en opdragelse, hvor de voksne ikke sætter grænser for barnet og dets handlinger. 1 13 132163.indd 13 08/05/14 11.53 Og hvem er vi så blevet, os, der blev opdraget som dyrebare curlingsten? Vi sætter pris på overdreven materialisme og ligegyldighed over for resten af samfundet. Vi hader jeres flowerpowermentalitet4 og fokus på fællesskabets værdier. Vi får først børn, når det passer ind i karrieren. Vi ammer uhæmmet alle vegne og lyncher dem, der gør oprør. Vi bliver skilt, når der går hverdagssovs og kedelige kartofler i dobbeltsengen. Vi kører lige præcis i den slags forurenende bil, det passer os. Vi smider skraldet på gaden, og vi vil gerne vide, hvad verden kan gøre for os, før vi overhovedet overvejer, hvad vi kan gøre for den. Vi kan absolut ikke se problemet i at blive suget, skåret og fyldt med botox og silikone, til vi segner. Og vi elsker at lege, at vi rent faktisk gør noget godt for samfundet. Sandheden er, at vi oftest kun donerer vores kluns til Røde Kors, hvis vi kan poste det på Facebook efterfølgende. (…) Vi bliver venner med folk, vi ikke kender, og sletter gamle barndomsvenner, hvis de træder ved siden af. Vi optager sindssyge kviklån i håbet om at blive lykkelige og smukke. Vi kræver det gode liv og den fede vennekreds. Vi tager en limousine til White Sensation5 og higer efter jeres blikke, når vi træder ud af den. Vi gider ikke høre på andres klynk, men regner med, at I hører på vores ynk. Vi er generation curling. Vi kan alt. Og det forpligter. Der er f.eks. aldrig blevet sendt så meget reality-tv som nu. Stort set alle danske kanaler har en sluse for inkompetente curlingbørn, der vil prøve lykken på tv. For os er stjernestatus og berømmelse blevet en borgerlig rettighed. Vi overskrider gerne egne grænser for at kunne smage berømmelsens søde frugt. Vi flasher gerne uvidenhed og underliv, hvis det kan gøre os kendte. Hvad som helst. Bare det gør os kendte. Paradise-Amalie, For-lækker-til-love-Gustav, Sidney Lee og Linse Kessler6. Sørgelige beviser på, hvordan 80’er- og 90’ernes massive fokus på individet fik skovlen under fornuftig opdragelse, kompetent arbejdsomhed og almen god opførsel. De fleste realitystjerner ejer ikke en snert af talent og forholder sig skræmmende ukritisk til sig selv og deres påståede evner. For det er sådan, de har lært at leve. Med en underlig form for selvindsigt, som udelukkende baserer sig på dyrkelsen af deres eget jeg. For hvem er jeg, og hvad kan I gøre for mig? Mig? Mig? Mig? Og I gjorde det jo i god mening. Alle jer, der fejede foran os. I troede, at I skabte en supergeneration af hjælpsomme, samfundsbevidste og kærlige individer. I dag står vi midt i en gloende finanskrise og en endnu mere truende klimakrise. Det burde være svar nok? Men generation curling har altså travlt med andre ting, som hvem vi egentlig er, og hvordan vi får mest ud af verdens mange muligheder. Det går bare ikke længere. Det er blevet tid til at sadle om og skabe en mere ligelig fordeling mellem individualitet og fællesskab. Det er på tide, at vi gør op f lowerpowermentalitet: flower power er et slogan, der anvendtes i slutningen af 1960’erne i hippiebevægelsen som et symbol på en ikke-voldelig ideologi. 5 White Sensation: techno-danseevent, hvor alle er klædt i hvidt. 6 Paradise-Amalie, For-lækker-til-love-Gustav, Sidney Lee og Linse Kessler: reality-stjerner. 4 14 132163.indd 14 08/05/14 11.53 med tre årtiers vanvidsopdragelse og søger tilbage til vores bedsteforældres mere samfundsorienterede tilgang til systemer og fællesskab. Bliver vi ved med at fremelske vores eget behov, vil vi i fremtiden opleve en verden, hvor alle er totalt ligeglade med, hvorvidt deres eget behov gør skade på andre mennesker. Vi bliver nødt til at gribe ind nu og ændre vores indstilling. Samfundet er altså ikke en legeplads, hvor alle er til for mig. Generation curling har nået en alder, hvor den næste generation er ved at blive spyttet ud. Lad os vise dem, at der altså er grænser for, hvor selvfokuseret et samfund kan tillade sig at være. Lad os give dem et realistisk billede af deres evner og understrege, at man også kan blive et lykkeligt menneske uden at skulle på tv. Mon ikke generation curling kan gøre det bedre end dem, som satte os i verden? Generation curling kan jo alt. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen. 15 132163.indd 15 08/05/14 11.53 5. B.S. Ingemann: Der står et slot i vesterled Salmen er fra Syv Aftensange, 1838. B.S. Ingemann (1789-1862), dansk digter. 5 10 15 20 Der står et slot i vesterled1, tækket med gyldne skjolde; did2 går hver aften solen ned bag rosenskyernes volde. Det slot blev ej med hænder gjort: mageløst står det smykket; fra jord til himmel når dets port; vor Herre selv det har bygget. Fra tusind tårne funkler guld, porten skinner som ravet; med strålestøtter3 underfuld sig borgen spejler i havet. Guds sol går i sit guldslot ind, skinner i purpurklæder4. I rosensky på borgens tind står lysets banner med hæder. Solenglen svinger lysets flag, vandrer til fjerne lande; ham følger liv og lys og dag bag nattens brusende vande. Lig solen farer livet hen, går til forklaringskysten5. Med glans opdukker sol igen fra Paradiset i østen. vesterled: vest. did: dér. 3 strålestøtter: strålende søjler. 4 purpurklæder: rødvioletfarvede klæder. 5 forklaringskysten: forklaret, her: religiøst oplyst. 1 2 16 132163.indd 16 08/05/14 11.53 6. Karen Marie Edelfeldt: nr. 7 Digtet er fra tysh, 1989. Karen Marie Edelfeldt (f. 1971), dansk digter. 5 10 15 20 skyerne skinner bugnende der er ingen det bliver mørkere herom ingen kan et stød af vand samler kræfter herover jeg er i rummet der er intet hos mig der er ingen ting ingen form gulvet segnefærdigt som helt tynd is på søer lyset bevæger sig bagud solen giver plads forsvinder rykvis ud af disse venlige værelser der svajer, svajer under det endnu lidt intakte hvælv en groende styrten vægt der er ingen til at svare mig omridsene adlyder ikke mere da jeg var lille svarede nogen regn er englene der græder sagde de og det var løgn da jeg blev stor fik jeg mit eget rum jeg er i rummet i navnet der er ingen til at svare mig når tordenbugen flækker og regnvandet stiger meter for meter i gaderne der er ingen ingen kan der en flimrende puls der er et gulv herunder sprækkende 17 132163.indd 17 08/05/14 11.53 132163.indd 18 08/05/14 11.53 Anvendt materiale (til brug for COPYDAN): Iben Krogsdal: PER 2. Terapi og dyr i baghaven. Tiderne skifter, 2011. Peter Bro: Pressen må nytænke den politiske dækning. Politiken den 2. august 2012. Foto: Jacob Ehrbahn. Bo Lidegaard: Dokumentarfilm er en del af den virkelighed de skildrer. Politiken den 21. oktober 2012. Freia Dam: I gjorde os til narcissister. Politiken den 16. juni 2013. Tegning: Anne-Marie Steen Petersen. B.S. Ingemann: Der står et slot i vesterled. www.dendanskesalmebogonline.dk. Besøgt den 24. oktober 2013. Karen Marie Edelfeldt: nr. 7. Bo Hakon Jørgensen: Mastetoppe. Syddansk Universitetsforlag, 2005. 132163.indd 19 08/05/14 11.53 132163.indd 20 08/05/14 11.53
© Copyright 2024