Mindesmærker er en fotoudstilling, hvor forældre fra hele landet

Mindesmærker er en fotoudstilling, hvor forældre fra
hele landet viser de mindetatoveringer, de har fået
lavet til og om de børn, de har mistet.
Forældrene viser deres tatoveringer, fordi de ønsker
at gøre noget sammen med og for det barn, de ikke
har hos sig i hverdagen.
Men også i håbet om, at denne udstilling kan
mindske tabuet om spædbarnsdød.
Hvert år mister over 800 forældre deres barn i løbet
af graviditeten eller barnets første leveår.
47 forældre har valgt at stå frem for at vise, at deres
barn har været her, og at de ikke går i stykker af at
tale om det. Tværtimod.
Mindesmærker er lavet i samarbejde med fotograf
Martin Kurt Haglund
m ærker
Minde s
Små fødder sætter også spor...
Marie K. Winther og Allan Petersen, København
Forældre til Hjalte f. 21.05.14
T
atoveringen betyder, at Hjalte ikke er helt væk. Det er
knap så trist og er blevet en god afslutning. Det hjalp
os til at komme videre fra at stå midt i noget helt forfærdeligt. Vi har et minde, der er til skue for alle, og det
er ikke bare en følelse, vi går rundt med. Da det lige var
sket, følte vi os meget alene. Vi vil gerne vise andre, der
kommer i samme situation, at vi ved, hvad de går
igennem.
Signe Duus Nørbæk, Aarhus
Mor til Villads f. 28.05.09
J
eg fik lavet tatoveringen et par
måneder efter, Villads døde. Jeg
manglede ham hos mig, og jeg var
skræmt ved tanken om, at han kun
eksisterede i erindringen. Jeg var
bange for at minderne skulle
forsvinde – for så var han ligesom
endegyldigt væk. Med tatoveringen
kom han bogstavelig talt ind under
huden på mig, og jeg fik sikret ham
en plads. Det føltes godt at gøre
noget for ham. Godt at ofre sig.
Godt at lade sig mærke for livet –
også udenpå.
Martin Rønne, Holte
Far til Mathias 08.07.11 – 09.08.11
H
vis jeg kører forbi kirkegården, men ikke kan nå at gå derind,
kan jeg give et kys på håndledet i stedet. Tatoveringen gør
også, at folk kan se, at jeg har en søn, selv om jeg ikke kan
gå med ham i hånden.
Lena Kanne Holgersen, Ans
Mor til Linus f. 09.09.09
T
atoveringen er placeret, så jeg kan se den. I
starten var jeg meget bevidst om den, og det
gjorde Linus mere nærværende. Jeg fik den for at
have noget varigt om ham, når han nu ikke er der. I
dag er tatoveringen en del af mig, ligesom han er.
Stephan Schors, Aalborg
Far til Helena f. 13.01.05
J
eg vidste, at jeg ville have en tatovering, fordi det er så stor en del af min
identitet og historie at miste et barn. Det
har ændret den måde, jeg er og ser
tingene på, og det vil jeg gerne markere i
kærligheden til alle mine tre piger. Jeg er
blevet mere følsom på nogle områder, og
på andre igen er jeg mere kontant, fordi
jeg ved, hvad der er vigtigt i livet. Jeg har
helt klart fået et større perspektiv.
Ann Bay Andersen, Stoholm
Mor til Jack f. 13.07.96
D
et er synd, at det stadig er et tabu
den dag i dag. Det var frygteligt,
dengang jeg mistede Jack. Vi kunne
gå på den ene side af vejen, og
mødte vi nogle, vi kendte, gik de
troligt over på modsatte fortov. Jeg
håber, at udstillingen kan fjerne
noget af tabuet. Det er meget lettere,
hvis vi kan tale om det, end hvis vi
skal gemme det væk. Jeg havde følelsen af, at folk var bange for at blive
smittet. Men de var nok bange for at
gøre mig ked af det.
Jessica Roberts Hansen, Haslev
Mor til Buster 11.06.10 – 19.06.10
N
år nye bekendtskaber ser Busters navn på mit håndled,
spørger de, om det er mit barn. Som oftest svarer jeg:
”Ja, han ville have været fem år nu, men han døde desværre
en uge gammel”.
Så får vi en kortere eller længere snak om ham, alt efter
hvor dyb en relation, jeg forventer, at vi får (kassedamen
får ikke samme snak som for eksempel en ny kollega). Jeg
er stolt af min søn og tatoveringerne, og det vil jeg gerne
vise.
Line og Brian B. Hyllested,
Møldrup
Forældre til Oliver f. 27.01.14
T
atoveringerne får folk til at
spørge om vores søn, og hvor
han er. Vi fortæller, at Oliver er
engledreng og kom sovende til
verden. Vi siger, at vi gerne vil tale
om det, og de fleste har mod til at
spørge ind til det. Tatoveringerne
gør, at vi snakker meget mere om
Oliver, og at han ikke kun eksisterer for os. Vi har kæmpet med at
få børn i mange år, og mange
spørger, om vi ikke snart skal have
børn. Nu kan de se, at vi har et barn.
Flemming Hansen, Hillerød
Far til Nicklas f. 12.08.10
M
in tatovering betyder glæde, sorg, minder, stolthed
og kærlighed. Dem, der kender dens betydning og
respekterer vores engel, synes godt om den. Når ”nye”
mennesker ser den, og jeg fortæller om den, kan jeg se,
at de bliver rørt.
Stig Tøfting, Aarhus
Far til Jon 11.03.03 – 06.04.03
T
atoveringen er placeret på armen,
så jeg kan se den hver dag og blive
mindet om Jon, når jeg vasker mig
eller vasker hænder. Det er ikke, fordi
jeg kun står og tænker på ham, men jeg
bliver mindet om ham hver dag, og det
kan jeg godt lide. Det har gjort det lidt
nemmere for mig. Det er jo aldrig
noget, du kommer dig over, men du
lærer at leve med det.
Signe Skov Rydam, Hillerød
Mor til Victor f. 09.02.14
T
eksten ”No place like in heaven” er
valgt, da Victor ikke havde en
chance her i vores verden og nu har
fred i himlen. Sommerfuglene flyver
mod himlen med Victor. Tatoveringen
er placeret ved mit hjerte, hvor Victor
altid vil være, og det er Victors far, der
har lavet den.
Camilla Rudkjøbing, Pandrup
Mor til My f. 23.02.15
D
et er svært at finde en måde, jeg kan være mor for My
på. Med tatoveringen kan jeg anerkende hende, vise
hende frem, og andre kan se, at hun var et stort og velskabt barn. Hele mit eksistensgrundlag er rykket rundt.
Jeg skal ikke leve mit liv med hende, som jeg havde
troet. Nu skal jeg i stedet leve med savnet af hende
resten af mit liv. Det, havde jeg aldrig anet, kunne ske. Vi
tager det for givet, at det ender godt.
Mette Klessen Wagner, Vanløse
Mor til Bønne f. 23.02.11 og
tvillingerne Vilda og Line f. 05.06.12
J
eg har mødt den holdning, at mine børn
ikke er rigtige børn. At være med i udstillingen er en anerkendelse af, at de er børn
på lige fod med alle andre. Selv om de
juridisk bliver betegnet som aborter og ikke
har fået dødsattester. Vores piger lignede jo
andre børn – de var bare små. Jeg kæmper
for, at de bliver anerkendt som vores børn.
Helle Kammersgaard, Svinninge
Mor til Jonathan f. 08.12.98
J
onathan er på en eller anden måde
kommet hjem. Han er der ikke bare som
et billede på en væg. Guldsmeden indikerer,
at han er hos mig. Tatoveringen er på låret
fordi, jeg ikke vil dele den med alle og
enhver. Den er der kun for ham og mig.
Stine Lykke Kjær,
København
Mor til Bertel f. 19.10.13
J
eg fik lavet min tatovering,
lige inden jeg skulle
tilbage på arbejdet, da jeg
havde brug for at føle, at
jeg altid ville have ham med
mig. Jeg følte, at jeg på en
måde svigtede vores lille
dreng ved at starte på
arbejdet igen, for normalt,
når man begynder efter
barsel, taler man jo
uafbrudt om sit lille nye
vidunder. Jeg er stadig mor
med stort M for Bertel, men
jeg vidste også, at jeg ikke
ville kunne tale ligeså meget
om ham, som jeg i virkeligheden ønskede.
Tina Rotbøl, Aarhus
Mor til Oscar 09.07.10 – 24.07.10
E
n af mine venner sagde til mig, at nu
skulle jeg også få tatoveringer med
mine næste børn. Men det skal jeg jo
ikke. Jeg kan ikke kysse og kramme Oscar
og se ham vokse op. Det kan jeg med
min datter. Derfor betyder hans tatovering noget helt særligt.
Sara Thor, København
Mor til Ida Mai 20.08.11 - 25.08.11
D
et er vigtigt, at der kommer fokus på, at man
gerne må tale om, at spædbørn dør. Jeg har
heldigvis haft en rigtig god omgangskreds både
blandt venner, familie og kolleger. De tør at tale
om det, og de tør at spørge ind. De har accepteret, at Ida Mai er en lige så stor del af familien,
som de andre børn er, og på årsdage og andre
mærkedage er de gode til at huske hende og
tale om hende.
Bahareh Rezai Hansen og
Thomas Bonne Hansen, Tommerup
Forældre til Isabella 24.04.13 - 25.04.13
V
i havde ikke noget barn at vise frem og
være stolte af. Men ordene siger så
meget. Det er netop det, folk har svært ved at
forstå: Hvordan kan vi være så kede af noget,
vi ikke rigtig lærte at kende? Det nøjagtige
fodaftryk viser, at sådan her var hun. Tatoveringerne gav os også en ro. Vi har ikke
brugt graven særligt meget, vi kan kigge på
tatoveringen i stedet for. De gør også, at vi
ikke har så stort et behov for at tale om
hende længere. Vi har hverken billeder
eller andre minder fremme i stuen, og
andre glemmer det jo efter få måneder.
Tatoveringerne gør, at Isabella ikke bliver
glemt, og folk vil stadig spørge til hende om
mange år.
Bo Steffin Larsen, Vanløse
Far til Lillepigen f. 06.03.14
M
ine andre børn har en plads på armen som en
stjerne, så det skulle vores pige også have. Vi havde
nok en frygt for at glemme hende, når vi ikke havde lært
hende at kende. Når jeg går væk fra graven, kysser jeg
tatoveringen, fordi det er den måde, jeg kan give hende
omsorg på. Jeg kan godt lide, at den er neutral, og jeg
kan vælge, hvem jeg fortæller historien bag den til.
Marianne W. Christensen,
Rødovre
Mor til Sofia 16.02.09 - 27.02.09 og
Sebastian f. 02.04.10
V
i har heldigvis selv mødt enorm forståelse
og kæmpe støtte fra familie, venner og
kollegaer, hvilket har betydet uendeligt meget
for os. Men det er ikke særligt synligt at miste
små børn, hvor nogen kan være dødfødte. Det
fylder rigtig meget for os, det sker for, men det
kan være svært at forstå for andre. Mange har
jo mistet meget tidligt, hvor folk ikke har nået
at møde dem. Jeg havde også svært ved at
forstå det, før jeg selv fik børn og mistede
børn. Jeg håber, udstillingen kan gøre det lidt
nemmere at forstå.
Pernille Aune Tarp,
Gentofte
Mor til Mikkel f. 18.05.11
J
eg er med i udstillingen, fordi jeg
gerne vil være med til at sætte
fokus på dette emne, for der er alt
for mange, som ikke tør spørge
eller snakke om det at miste et
barn. Jeg håber, at det kan få folk
til at se, at der er rigtig mange, som
har mistet, og at det ikke er forbudt
at snakke om.
Simon Salih, Roskilde
Far til Ironboy f. 04.10.14
J
eg har tænkt på at få en
tatovering i 15 år. Men før jeg
mistede min søn, var der ikke
noget, der gav mening. Jeg fik den
lavet en uge efter, vi strøede hans
aske ved Amager Strand, hvor jeg
plejer at træne triatlon. Jeg har
løbet Ironman flere gange, og derfor blev vores søn kaldt Ironboy.
Tatoveringen sidder på armen, hvor
han lå, da jeg holdt ham, og hvor
han skulle ligge, hvis han levede.
Han skulle være på mig, ligesom
han har været i sin mors mave. Nu
kan jeg kigge på ham, når jeg har
lyst.
Lisbeth Gade Nissen, Gråsten
Mor til Sigurd 27.10.11 – 09.11.11
J
eg er glad for, at jeg har en tatovering, der repræsenterer
alle tre børn og én, der kun er Sigurds. For nogle var det
lidt stødende, da jeg tilføjede navnet til stjernen.
Nogle frygtede, at det betød, jeg ikke kom videre – at jeg
blev i kulkælderen, men for mig var det helt anderledes.
Min tatovering er blot en måde, hvor jeg kan have Sigurd
med mig hele tiden, hvor han ses dagligt, og hvor jeg kan
mindes og blive mindet om ham hver dag.
Tina Skov, Tommerup
Mor til Louise, 18.01.99 – 30.03.2000
L
ouise er solen, fordi vi kaldte hende
vores lille solstråle. Fuglene er mine
andre børn – de måtte selv vælge deres
farve. Folk bliver overraskede, når jeg
fortæller, hvad tatoveringen betyder, for
der er ingen, der forventer, at det er et
minde om mit døde barn. Jeg er med i
udstillingen, fordi jeg kunne lide tanken
om at vise noget med mit døde barn.
Mine andre børn kan jeg vise frem, når
jeg vil. Det kan jeg ikke med hende. Det
er en rar måde at vise, at jeg lever
videre med mit døde barn. At det faktisk
er muligt at leve videre.
Susanne Van Der Heide, Hvidovre
Mor til Mynte f. 18.07.12
J
eg tænkte, at hvis jeg ikke kunne få hende
ud i live, skulle jeg i hvert fald have Mynte
hos mig for evigt. Hun skulle ikke bare glemmes, men folk havde en tendens til ikke at
ville forholde sig til hende. Med tatoveringen
kan jeg vise dem, at jeg har en datter, der
hedder Mynte.
Gerrit Van Der Heide, Hvidovre
Far til Mynte f. 18.07.12
J
eg går 80% af tiden med korte ærmer, fordi
min kokkejakke er kort. Når folk spørger til
tatoveringen, giver det tit tavshed. De er
bange for at spørge om noget forkert. Der skal
komme mere fokus på, hvordan folk omkring
os kan tale med os, så vi ikke skal føle, at vi
skal gemme os i et hjørne.
Michael Schlichter, Hillerød
Far til Sofia 27.06.2012 – 09.07.12
og William 27.06.12 – 30.06.12
D
et er børnenes forbogstaver og ikke
deres fulde navne, for tatoveringen
er kun lavet for deres og min skyld. Men
det er en synlig og meget personlig del
af mig. Det er ikke noget, jeg bare
tager på, men en del af mit udtryk og
den måde, jeg ser ud på.
Nadja Schlichter, Hillerød
Mor til Sofia 27.06.2012 – 09.07.12
og William 27.06.12 – 30.06.12
Jeg fik lavet tatoveringen en uge efter
tvillingernes død, og i det første stykke
tid var det det første, jeg så, når jeg
vågnede og troede, at jeg stadig var
gravid. Jeg blev mindet om, at det ikke
bare var en ond drøm. Tatoveringen
hjalp mig tilbage til virkeligheden.
Ulrik Brundin, Kalundborg
Far til Thomas f. 28.10.13
På min egen lille måde har jeg sat Thomas fast på mig
og gjort en indsats for at vise, at han har været her.
At han ikke bare forsvinder ud i ingenting og er væk –
selv om han er det fysisk. Det er ikke så mange ting,
du kan give dit døde barn, men du kan forsøge at give
det et eftermæle. Det synes jeg, at vi gør med udstillingen. Jeg synes, det er en god måde at sætte fokus
på den sorg, folk render rundt med. Både generelt og
specifikt i forhold til forældre, der mister et barn.
Tatoveringen er et ar, der aldrig går væk. Det ville
være rart, hvis det var mere acceptabelt at være ked
af det. Der er stor fokus på, at vi skal være glade og
lykkelige, og når vi så bliver ramt af sorg, er det svært
at give os selv lov til bare at være rigtig triste.
Kristina Pécseli, Frederiksberg
Mor til Edel f. 23.05.04
T
atoveringen er en del af Edel, hun er en
del af mig, og jeg ønsker ikke, hun skal
glemmes. Hun har været en stor del af mit
liv – jeg bar hende i ni måneder, men jeg har
ikke noget synligt bevis andet end den
tatovering. Jeg mener ikke, at små børn skal
glemmes, bare fordi de ikke er her. Du bliver
ikke mere glad, hvis du lader som om, det
ikke er sket. Tværtimod, tror jeg.
Karina Skriver, Randers
Mor til Ludvig og Hector f. 05.04.12
T
atoveringen er en nærhed, hvor jeg
altid har drengene med mig. Jeg har fået
en ring af min mand, men den kan jeg ikke
have på hele tiden. Jeg følte, at jeg lagde
drengene væk, når jeg lagde ringen væk.
Gitte Groos, Tinglev
Mor til Natascha f. 05.07.99
J
eg har fået tatoveret tro, håb og kærlighed, fordi det er vigtige elementer
at have med i hverdagen. Det er tre ting,
der binder os sammen som mennesker,
og det synes jeg, vi har brug for. Jeg har
fået et andet forhold til tro. Ikke at jeg
er blevet specielt troende, men jeg har
behov for at placere hende et sted og
vide, at der er ’noget’ bagefter.
Stjernen er med, fordi hun er blevet som
en stjerne for mig: Fjern og uopnåelig, men alligevel klar, lysende og
med enorm betydning i mit liv.
Winnie Buchtrup, Greve
Mor til Lasse 06.03.07 – 14.03.07
I
begyndelsen var der nogle, der var
bekymrede for, om jeg ville fastholde mig selv i at være ked af det,
når jeg hele tiden kunne kigge på
tatoveringen. Men det har den
aldrig gjort - jeg VAR jo ked af det.
Tværtimod gav den mig ro og bekræftede mig i, at Lasse har været
her. Det gør den stadig, og jeg ved,
at jeg aldrig glemmer ham, fordi
jeg har tatoveringen af hans hånd.
I dag giver den netop anledning til,
at folk stadig spørger ind. Det giver
mig noget, hver gang jeg taler om
ham, og tatoveringen er med til, at
han altid vil blive talt om.
Tina Holm Stricker-Nielsen, Herlev
Mor til Nanna f. 17.05.10, Freja 17.05.10 – 03.12.10
og Naja f. 30.09.11
J
eg er med i udstillingen, fordi det er vigtigt
for mig at sætte fokus på, at det her sker, selv
om det aldrig er noget, man hører om. Jeg
vidste ikke, det kunne ske. Men da vi selv kom
i situationen og lærte systemet at kende, fandt
vi ud af, hvor heldige vi var med at bo i
Danmark. Vi var indlagt i et halvt år med Freja –
en plads, der koster 12.000 i døgnet. Vi er glade
for, at hospitalspersonalet gør så meget for de
små børn, uden at forældrene skal have økonomiske dilemmaer at kæmpe med. Det er vigtigt
at sætte fokus på, at sådan SKAL det være.
Jeanette Korsgaard, Helsingør
Mor til Luna f. 05.03.11
J
eg er glad for, at tatoveringen rummer
alle mine børn, og Luna hænger godt
sammen med de to andre. Den er ikke
kun fokuseret på mit døde barn og på
sorg, men på mine tre børn. Luna
betyder måne, Christian var min sol, der
skinnede på mig hver morgen og hev
mig ud af sengen, da Luna døde. Mads er
stjernen, der kom i mørket.
Martin Kaspersen, Odense
Far til Viggo 18.06.10 – 03.03.11
K
risepsykologen, der kom, da Viggo døde,
sagde, at vi skulle fortælle historien igen
og igen, så vi fik tænkt det hele igennem og
kunne komme væk fra skyldfølelsen. Jeg er
med i udstillingen for at få talt ud om det
igen. Og for at vise andre, at der er et liv
bagefter, og det er muligt at komme videre
fra tidspunktet, hvor jeg bare lå i fosterstilling. Der kan selvfølgelig stadig være
dage, hvor jeg har lyst til at kravle tilbage i
fosterstilling, men når jeg får klumpen i
maven, har jeg min tatovering som en måde
at have ham med på. Så skal jeg ikke køre
på kirkegården i tide og utide for at opleve
en tilknytning til ham.
Tina Høgberg-Øster, Samsø
Mor til Sif 25.01.08 – 02.08.08
M
ine tatoveringer rummer alt det, jeg er blevet på grund
af Sifs død. De rummer sorg, glæde, lykke, viden, angst –
og det at finde mig selv. At finde ud af, hvem jeg egentlig er.
Det vidste jeg ikke, inden jeg fik hende. Sifs sygdom var
arvelig og meget sjælden, men på grund af hende har det
været muligt for os at få raske børn. Det viser tatoveringen
på skulderbladet også: Sif sidder i en måne og puster liv i
vores to andre børn Sirius og Nelli.
Jess Kahr, Odense
Far til Sofus f. 22.10.08
og Felix f. 17.10.09
A
t miste et barn i løbet af graviditeten er et
tab, som ikke har en officiel plads i
samfundet. Hvis du mister en forælder eller et
levende barn, er det oplagt, hvor stor en
tragedie det er. Men når du mister et barn,
der aldrig havde et liv uden for maven, er det
lidt et limbo. Derfor er det vigtigt, vi kan tale
åbent om det, og jeg håber, at udstillingen
kan bidrage med forskellige fortællinger og
vise, at der skal være plads til at håndtere
tabet, som man har det bedst med.
Jette Ingerslev, Silkeborg
Mor til Sebastian 05.04.13 – 05.09.13
F
olk sagde, jeg bare måtte op på hesten
igen, at vi måtte prøve igen. Sebastian
levede i fem måneder, men nogle sammenlignede det med en abort, fordi han blev født
meget for tidligt. Det har været svært for folk
at forstå, at det ikke bare var et spædbarn,
der døde, men et liv, der gik tabt.
Marnar F. Kristiansen,
københavn
Far til Sóley f. 24.12.13
J
eg fik lavet Sóleys fodaftryk med vinger og
navn, og tatoveringen er placeret, så hun
er tæt på hjertet. Det betyder meget, at
foden er lavet i den rigtige størrelse. Så kan
andre se, hvor lille – eller hvor stor – hun
rent faktisk var. Og jeg kan selv blive mindet
om det. Minderne forandrer sig let over tid.
På den her måde kan jeg holde fast i hende,
som hun var. Hun var jo netop slet ikke lille
for os – selv om hun var det i forhold til
babyer, der er født til tiden.
Carina Andersen, Herning
Mor til Viktor f. 24.06.09
J
eg har ikke fået meget respons
på tatoveringen, selv om jeg tit
har en bluse på, hvor man kan se
den. Men det reagerer folk ikke på.
Hvis du kigger nøje på den, kan
du se datoen med stjerne og kors.
Det undrer mig lidt, at folk ikke er
nysgerrige. Men hvis de spørger
ind til den, skal de også være klar
til at få det svar, der kommer, og
det er de nok ikke.
Maria og Jan Lindum Hansen,
Hvidovre
Forældre til Mikkel 28.8.01 – 06.09.01
M
aria: Jeg kan heller ikke tage mine
andre børn af. Tatoveringen er en del
af mig, ligesom Mikkel og hans søskende
er. Det, at du mister et barn, gør, at du
ændrer dig. Små ting er ikke længere så
vigtige, og du får lidt mere tålmodighed
med de andre børn.
J
an: Jeg ville gerne have en tatovering,
og jeg ville gerne have en med Mikkel.
Det er de færreste, der kan se, hvad det
er, men jeg ved, hvad det er, og det er det
vigtigste.
Rikke Madsen, København
Mor til Jonas f. 13.09.04 og
Jacob 28.08.05 - 13.09.05
J
eg synes, at tatoveringer er en god måde at
udtrykke på, hvem man er, og hvad man vil.
Det er kunst, og det sætter farve på kroppen.
I Japan synes de, at afblomstringen af kirsebærtræerne er det smukke. Jeg prøver at
fokusere på det smukke i stedet for at
dvæle ved, hvor kede af det vi var. Teksten er
fra ”Wake me up, when september ends” med
Green Day. Den handler om, hvordan sorg
skaber det menneske, vi ender med at blive.
Martin Lyngbo, København
Far til Olga f. 09.06.14
F
or vores levende børn er Olga usynlig.
Med tatoveringen blev hun synlig og
en del af familien i et enkelt billede. Det
viser et eventyr, som vi er sammen på,
og Olga er med. Blomsten er en zinnia,
som er næsten det samme som Zenia,
og det hedder min kone. Skibet er
vores familie, og englen er Olga. Hun er
en del af mig, fuldkommen som mine
andre børn er det. Men jeg kan ikke
kramme hende eller se hende vokse,
som jeg kan med de andre. Jeg kunne
mærke hende, da jeg blev tatoveret, for
det gjorde ondt. Og nu kan jeg se hende
på min skulder hver dag. Det er som om,
at tatoveringen i den fysiske verden
fylder en mikroskopisk del af det store
hul, hun efterlod, da hun døde.
Mindesmærker
er støttet af:
Forældre og andre
Birgitte Hove og Alex Petersen, forældre til Sara
Jutta Wessel Knaack og Jesper Grøndahl, forældre til Stephanie
Louise og Stephan Schors, forældre til Helena
Ellie Thit Nymann Svendsen
Diana og Michael Storgaard, forældre til Nicholas
Melissa Kops og Andreas Almroth, forældre til Madeleine og Zirene
Christina og Christian Lundtoft, forældre til Laura Gry
Helle Kammersgaard Swahn, mor til Jonathan
Cindy og Marc Bell Belardo, forældre til Chloe
Maria Givskov og Brian Zola, forældre til Mie
Thea Bak og Jeppe Mortensen, forældre til Johannes
Anne Stine McEwan og Mads Iversen, forældre til Noah
Noor Nørskov Stausholm
Christine K. Hansen og Hans-Henrik Hansen, forældre til Frederik
Lotte Svenningsen, mor til Johanne Marie og Karl Alfred
Stine og Jakob Byskov Posselt, forældre til Kristine
Jannie Larsen og René Gaba, forældre til Conrad
Betina Hassing og Morten Simonsen, forældre til Luna
Christina Kløve, mor til Noah
Nina Gerschefski og Rico Ludvigsen, forældre til Alfred
John Oliver Dorgbadzi
Ida Katrine og Jan Holdgaard-Thomsen, forældre til Kamma
Nina Bashir
Camilla Drake og Simon Brønnum, forældre til Arthur
Mette og Mathias Mose Olesen, forældre til Christoffer
Dan Andersen, far til Lasse
Louise Makenhauer
Kristin Utne, mor til Aron Vilhelm
Mathilde Chili Malm og Kim Suldvart, forældre til Olivia
Janne Friis og Martin Jacobsen, forældre til Emil
Helle Folkersen, mor til Elliot
Bente Flintholm, mor til Oliver
Gerrit van der Heide, far til Mynte
Rikke Stefani og Nick Thvilum, forældre til lille liv - unavngiven
Signe Rydam og Dennis Henriksen, forældre til Victor
Christine Hald og Kristian Hansen, forældre til Rosa Liv og Lærke
Line Skov Rodkjær og Martin Hedegaard,forældre til William
Sabrina Søderdahl Sørensen og Emil Christiansen, forældre til Leonora
Signe og Michael Juul, forældre til Lillebror
Marianne Hansen og Kim Møllegaard, forældre til Valdemar
Monica Jørgensen og Flemming Hansen, forældre til Nicklas
Camilla og Günther Rudkjøbing, forældre til My
Ninna Rahbeck Schou, moster til Karla
Margit Joan Svanne Dorgbadzi
Randi og Morten Bech Højgaard
Brian Nielsen
Arnold Skimming
Camilla Munch
Gerd og Thomas, forældre til Freja Kirstine
Private indsamlinger
Ulrik og Katrine Brundin, forældre til Thomas
Louise Pedersen, mor til Victor
Mia Siewers Frimann, mor til Aia Sofie
De fire indsamlere ønsker at takke alle dem, der var gavmilde, støttede,
delte og dermed er med til at bryde tabuet om spædbarnsdød og sorg.
Virksomheder
RESTAURANT KJØBENHAVN
– En kærlighedserklæring til København
Tak!
Mindesmærker er en fotoudstilling, hvor forældre fra
hele landet viser de mindetatoveringer, de har fået
lavet til og om de børn, de har mistet.
Forældrene viser deres tatoveringer, fordi de ønsker
at gøre noget sammen med og for det barn, de ikke
har hos sig i hverdagen.
Men også i håbet om, at denne udstilling kan
mindske tabuet om spædbarnsdød.
Hvert år mister over 800 forældre deres barn i løbet
af graviditeten eller barnets første leveår.
47 forældre har valgt at stå frem for at vise, at deres
barn har været her, og at de ikke går i stykker af at
tale om det. Tværtimod.
Mindesmærker er lavet i samarbejde med fotograf
Martin Kurt Haglund
m ærker
Minde s