1. No category

hus forbi
nr. 12 december 2011 15. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort
kampen for ligeværd
Ikke plads
til mænd
i krise
julegave fra dsb
Hjemløse
får billigt
rejsekort
årets
mandelgave
Hus
Forbis
2012-
Køb kun
avisen
af sælgere
med
synligt ID
Hus forbi må ikke sælges i togene
kalender
hus forbi
REDAKTION
ANSVARSHAVENDE REDAKTØR
Ole Skou
[email protected]
REDAKTØR-VIKAR
Thomas Hye-Knudsen
[email protected]
FORSIDEFOTO
Holger E. Henriksen
KORREKTUR
Bro Kommunikation A/S
LAYOUT
salomet grafik
| leder |
Velkommen
på forsiden Johanne
KONTAKT REDAKTIONEN
tlf. 5240 9069, [email protected]
SALGSAFDELING
Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected]
Morten Munk Hansen, tlf. 8161 6689
René Køhn, tlf. 5240 9079
SÆLGERKONTAKT
tlf. 5133 8128
ADMINISTRATION
Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder,
5240 9049, [email protected]
Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, [email protected]
Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089,
[email protected]
UDGIVER
Foreningen Hus Forbi
Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N
Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk
DISTRIBUTION
Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere
som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til
sælgerne.
Kontakt os på: tlf. 5133 8128
(se listen af distributører på www.husforbi.dk).
ABONNEMENT
STANDARDABONNEMENT: 465 kroner
(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).
STØTTEABONNEMENT: 665 kroner
Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006 eller [email protected]
BIDRAG
Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind
på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’.
TRYK Dansk Avistryk
OPLAG 110.000
LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011)
ifølge Index Danmark/Gallup
ANTAL registrede SÆLGERE 844
ISSN 1397-3282
Næste nummer udkommer den 30. december 2011.
OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af
hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker.
Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.
Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både
via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere
er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af
Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel
kriminalitet. Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle
freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, INSP.
Det kan godt være, at vi ikke fik de gaver, som en ny regering havde stillet os i
udsigt, hvis vi vippede de borgerlige af ministertaburetterne. Vi fik heller ikke det
reelle socialpolitiske oprør eller en genopretningspakke for de mest udsatte mennesker. Vi fik noget andet – og nogle andre.
De to partier, som begge har begrebet SOCIAL mejslet i deres partinavn fik ikke
stemmer nok. Måske fordi de ikke hørte ordentligt efter og måske, fordi de ikke fik
overbevist de socialt udsatte grupper om, at de reelt var et bæredygtigt alternativ
til sikring af mere social og økonomisk lighed. Da det retoriske parløb mellem S og
SF under valgkampen efterfølgende fik følgeskab af De Radikale, stod det klart, at
regeringsgrundlaget ikke blev den røde klud, som nogen havde drømt om.
At der trods alt blev plads til et vist opgør med den borgerlige udgave af ideen
om den aktive socialpolitik, som under VKO blev styret af Claus Hjort Frederiksen,
skyldes primært én person og et parti, som i Johanne Schmidt Nielsen holdt fokus
på de sociale udfordringer. Hun knaldede budskaber ud i tv, så man måtte prise
sig lykkelig over, at valgudsendelserne ikke blev sendt i 3D. Hun sagde, hvad hun
mente. Og i et sprog, som stort set alle havde reel mulighed for at forstå og forholde
sig til. Enig eller uenig.
Og de gamle, garvede mænd i partiet havde tilsyneladende ingen problemer med
at overlade primetime og spotlight til Johanne. For hun kunne dét der, som Pia
Kjærsgaard efterhånden troede, hun havde patent på, nemlig at sige tingene lige
ud – dog uden skinger retorik. At det også aftvang respekt i partiets hovedbestyrelse, der skulle nikke til, at partiet for første gang kunne stemme for en finanslov,
taler sit eget sprog. Hvilket parti kunne ikke drømme om det? En(ig)hedslisten blev
genfødt.
Partiet fik afgørende indflydelse på afskaffelsen af starthjælpen, introduktionsydelsen, kontanthjælpsloftet og de umenneskelige beskæftigelseskrav til timetal.
Lidt mere gulerod og i hvert fald mindre pisk. En anerkendelse af, hvad det på helt
absurd vis lykkedes VKO at argumentere imod, nemlig at fattigdom giver dårligere
udfoldelsesmuligheder og ringere livskvalitet. Desuden fremmer fattigdom hverken
beskæftigelse eller integration, hedder det i aftaleteksten. Ud over at afskaffe fattigdomsydelserne er partierne enige om forsøgsvis at indføre en skattefri jobpræmie på op til 600 kroner per måned for kontanthjælpsmodtagere i håb om netop at
få dem til at søge et arbejde. Endelig fjernes loftet over børne- og ungeydelsen for
at tilgodese familier med de laveste indkomster.
Måske det også er værd at anerkende, at Enhedslisten ikke tog skridtet fuldt
ud – og deltog i satspuljeforliget, som reelt er finansieret af dem, der i forvejen har
allermindst.
Hus Forbi er stadig ikke et partipolitisk kampskrift, men en indsigtsfuld og stædig socialpolitiker må for en gang skyld godt komme på forsiden af vores avis.
God læselyst – og husk at heller ikke juletræerne vokser ind i himlen. (ps – køb
også Hus Forbi’s årskalender – sælgeren bliver SÅ glad)
Thomas Hye-Knudsen, redaktørvikar
Vi støtter Hus Forbi
v/Annemette Lyngh
Vil du også støtte Hus Forbi?
2
Det koster 5.000 kroner om året at få sit firmalogo her på siden. Send en mail til [email protected]
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
| indhold |
4
10
Mænd i krise
Mænd håndterer
kriser helt anderledes
end kvinder, og for
mange er det svært at
indrømme, at de har
brug for hjælp. For det
danske samfund er ikke
indrettet til at håndtere mænd i krise. Her
er normen stadigvæk,
at rigtige mænd klarer
deres problemer selv.
Under huden
på de hjemløse
Tatovering, tusse,
tegning, tusch, tattoo,
udsmykning, kropskunst
eller keglelort – kært
barn har mange navne.
Vi har kigget tæt på
seks Hus Forbi-sælgeres
kroppe, fået lov til at
vise deres tatoveringer
frem og fået historien
bag.
22
21
Fra junkie
til ironman
For 13 år siden tog
Kenneth Carlsen, 37, sit
sidste fix heroin. For tre
år siden blev han færdig
som fysioterapeut fra
Skodsborg Fysioterapeutskole. I dag har
han sin egen fysioterapiklinik i Helsingør, når
han altså ikke sidder på
racercyklen, er i vandet
eller i løbeskoene for at
træne til VM i triatlon.
15
Slut med bøderegn fra DSB
16
Stor jule-X
18
Nyt bud på mere socialt Danmark
26
Anderledes juleønsker
Krigsinvalider slås
for værdighed
Ti år efter en af verdens
blodigste borgerkrige
sluttede, er kampen om
en værdig tilværelse
stadig i gang for mange
af de, der mistede arme
og ben. Diskrimination
og arbejdsløshed hører til
hverdagen i Sierra Leone,
men det har blot fået en
gruppe unge mænd til at
kæmpe endnu hårdere
for at bevise deres værd.
| et billede fra gaden |
En ny mobil-app er på vej til
landets hjemløse. Den består
af en stribe små informative
videoklip, som skal hjælpe
hjemløse med løse nogle af
hverdagens mysterier og
udfordringer – uden at skulle
lede efter brugsvejledninger
og manualer, som oftest også
er uforståelige for mange.
Læs mere på side 29
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 3
Rigtige mænd
klarer deres problemer selv
Mænd håndterer kriser helt anderledes end kvinder, og for mange er det
svært at indrømme, at de har brug for hjælp. For det danske samfund er ikke
indrettet til at håndtere mænd i krise. Her er normen stadigvæk, at rigtige mænd
klarer deres problemer selv. Alligevel er landets krisecentre for mænd proppet til randen.
tekst og foto Lasse Telling
På Mandecentret i København
dukker der hver dag mænd op,
der har brug for hjælp. Nogle
har ramt bunden efter en hård
skilsmisse, mens andre har levet
med psykisk eller fysisk vold.
Fælles for dem er, at de er ganske
almindelige mænd, der har brug
for hjælp og rådgivning.
Men for mange af mændene
har det været en stor overvindelse at komme hertil, fortæller
Mark Hinchley, der er centerle-
4
- Flere føler,
at systemet er imod
dem, og at der ikke
er ligestilling, når
det drejer sig om
forældremyndighedsog samværssager.
Rikke Plauborg, sociolog
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
der og hver dag rådgiver mænd,
der på den ene eller anden måde
er havnet i en krise. Centeret har
160 aktive brugere, og ni af dem
bor på selve centeret.
- Der er en del mænd, der ikke
kommer her, fordi mange synes,
at kriser er noget, man skal løse
selv. Det handler om, hvordan
manden ser sig selv. For det at
søge rådgivning betyder absolut
ikke, at man smider håndklædet i
ringen, men sådan er der mange,
som føler, forklarer han.
Mændenes tilbageholdenhed
handler om vores traditionelle
kønsroller. Her er kvinder det
svage køn, og mænd klarer selv
de problemer, de bliver rodet ud i.
Sociolog Rikke Plauborg fra
Statens Institut for Folkesundhed
(SFI) har netop lavet en interviewundersøgelse om mænd, der
udsættes for vold fra deres partner og de barrierer, de oplever i
forhold til at søge hjælp.
- For mange er en rigtig mand
stadigvæk én, der hverken bliver
slået eller søger hjælp. Han klarer
tingene selv. Derfor er mange af
- Nogle af mændene, der har brug for hjælp, tror, at krisecentrene
er som herberger, og at de er fyldt med misbrugere og alkoholikere.
Rikke Plauborg, sociolog
mændene bange for at komme
til at fremstå mindre maskuline
ved at opsøge et krisecenter for
mænd. De er bange for at virke
svage, siger hun.
Hjælp er indrettet til kvinder
Traditionelt set er det kvinderne,
der har været i fokus, når der
bliver talt om krisecentre og rådgivning. Derfor er vores samfund
først og fremmest indrettet til
at håndtere kvinder i krise, og
vi er ikke vant til at tale højt om
mænd, der kommer ud i en situation, de ikke selv kan håndtere,
forklarer sociolog Rikke Plauborg.
- Flere af de mænd, jeg har
interviewet, oplever, at systemet
er imod dem, og at der ikke er
ligestilling, når det drejer sig om
forældremyndigheds- og samværssager. Når de for eksempel
henvender sig til Statsforvaltningen, føler de, at sagsbehandlerne
automatisk tager kvindens parti.
De mænd, Mark Hinchley
møder som centerleder på Mandecentret i København, passer helt
på den beskrivelse.
- Mange vi møder her, har mistet alt. De har måske været gift
i 10-12 år, og fra det ene øjeblik
står de uden noget: uden kontakt
til børn, uden tag over hovedet,
og nogle har kun det tøj, de går
og står i. Alt det, de har opbygget
gennem et liv er forsvundet. Hvad
skal der ske med mig nu, spørger
de? Nytter det at starte igen? De
føler, de falder ned i et dybt hul,
hvor de ikke kan se bunden. Det
er dét frie fald, vi hjælper med at
stoppe, siger han og kommer med
et eksempel:
- Mange flere mænd er for
eksempel selvmordstruede efter
en skilsmisse. Det er blandt andet,
fordi, kvinder er meget bedre til
at bruge deres netværk til at løse
deres kriser. Det er mændene
dårlige til.
Mandeforsker Kenneth Reinicke fra RUC forsker i kønsrollerne i samfundet, og han mener,
at krisehjælpen til mænd bør
være mere proaktiv og opsøgende, end den er i dag.
- Vi skal opfordre mænd til
at tale mere om deres personlige
problemer. For at tale om sårbarhed, tab, ydmygelse, og indrømme og acceptere behovet for hjælp
er ikke let. Mange vil nærmest
hellere skyde sig selv end at
spørge efter hjælp, siger han og
understreger, at det ikke skal
- Mange vi møder her,
har mistet alt. De har
måske været gift i 1012 år, og fra det ene
øjeblik står de uden
noget: uden kontakt
til børn, uden tag over
hovedet, og nogle har
kun det tøj, de går og
står i .
Mark Hinchley, centerleder
på Mandecentret i København
være en køns-konkurrence om,
hvem der skal have mest hjælp.
Pointen er, at mænd og kvinder
har vidt forskellige behov.
Den hurtige vej mod bunden
En af de ting, Rikke Plauborg
blandt andet har fundet ud af
gennem sine undersøgelser, er, at
mændene specielt gerne vil møde
andre mænd, der er i samme
situation som dem selv.
- Det er en befrielse for dem at
få mulighed for at tale med andre
mænd som dem selv og opdage, at
de ikke er alene om deres problemer.
På den måde kan de også begynde at opbygge nye netværk,
- Mange vil nærmest
hellere skyde sig selv
end at spørge
efter hjælp.
Kenneth Reinicke,
mandeforsker på RUC
for de gamle er ofte røget sig en
tur under krisen.
Mark Hinchley fra Mandecentret i København mener, at det er
vigtigt, at mandekrisecentrene
får gjort mere opmærksom på sig
selv, så de bliver synlige.
- Mange mænd, der har brug
for os, har ikke overskud til at
lede efter os. Men hvis vi slet ikke
var her, er jeg overbevist om, at
måske halvdelen af vores brugere
ville gå i social deroute. Det hele
vil blive værre. Mange af vores
brugere er uarbejdsdygtige og
kommer på sygedagpenge under
deres krise, og uden os ville de
være længere sygemeldte, miste
deres job og ikke kunne få det
igen, forklarer han.
Den type hjemløse kan systemet ikke rumme, og hvis mandecentrene ikke var der, ville de
ende på et herberg. Det vil være
den hurtige vej mod bunden. Jeg
vil tro, at halvdelen af de 160, vi
hjælper her på centeret, vil falde
hurtigt igennem og nedad, hvis de
ikke kunne komme her, vurderer
Mark Hinchley.
kræver overvindelse for mange
mænd at opsøge hjælpen, må centrene afvise mange, der henvender sig. Hver uge afviser Mandecentret i København eksempelvis
i gennemsnit tre mænd, der søger
hjælp, og indtil videre har krisecenteret i Fredericia afvist 23
mænd i år.
Derfor vurderer mandecentrene, at der er mange mænd derude,
der ikke får den hjælp, de har
behov for. Både fordi der mangler
pladser, fordi mange synes, det er
pinligt at spørge efter hjælp, men
også fordi mange mænd slet ikke
er klar over, at de kan få hjælp,
hvis de får en krise.
Og så er der fordommene omkring, hvad krisecentrene egentlig tilbyder, fortæller sociolog
Rikke Plauborg.
- Nogle af mændene, der har
brug for hjælp, tror, at krisecentrene er som herberger, og at de er
fyldt med misbrugere og alkoholikere. De forestiller sig, at det er et
- Mange flere mænd
er for eksempel
selvmordstruede
efter en skilsmisse.
Mark Hinchley, centerleder
på Mandecentret i København
lurvet, nedslidt sted, de ikke har
lyst til at være.
Men centrene er jo slet ikke
som herberger, og de fleste bliver
positivt overraskede, når de så
endelig får taget sig sammen. De
fleste føler sig godt hjulpet på
mandekrisecentrene. |
Mangel på pladser
Lige nu er der 10 krise- og rådgivningscentre til mænd fordelt
i hele Danmark, og selvom det
HUS FORBI

| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 5
Når alt er kaos, er der ofte brug for fred og ro. Siden kommer de uløste problemer og udfordringer op til overfladen - og der bliver sat ord på.
Ikke plads
til mænd i krise
6
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
På Fredericias krisecenter for
mænd, Stedet, kommer mænd
fra hele Danmark.
Her får de støtte til at komme
igennem en nedtur, som
ellers kunne dømme dem
ude af samfundet.
Men hver måned må centeret
afvise flere mænd, der søger
hjælp.
tekst og foto Lasse Telling
Lyden af børnefjernsynet siver ud under den
lukkede dør, men ellers er der helt stille i den
hvide gang. På knagerækken hænger en flyverdragt ved siden af en slidt herrejakke.
- En af vores beboere har sin datter på
samvær her i weekenden, forklarer Carsten
Nicolaysen. Han er daglig leder af Stedet, krisecenteret for mænd i Fredericia.
Lige nu bor her fem mænd. Én mistede sin
bolig, fordi han ikke betalte husleje. En anden
blev chikaneret, der hvor han boede, mens den
- Herberget gav mig stress,
og jeg tænkte alt for meget,
uden at der kom styr på
noget som helst. Her er jeg
ved at finde mig selv igen.
Morten
tredje kommer fra et forsorgshjem, hvor han
slet ikke passede ind. Så er der manden med
datteren på samvær, som er gået fra sin kone.
Og så er der Morten, der blev udsat for både
psykisk og fysisk vold fra sin kone, inden hun
smed ham ud.
- De mænd, der kommer her, er vidt forskellige og har forskellige problemer. Men fælles
er, at vi prøver at hjælpe dem, inden de ryger
ud i den totale nedtur, siger Carsten Nicolaysen.
Beboerne på krisecenterets fem værelser er
lige nu fra 22 til 46 år. Den yngste beboer på
centret nogensinde var bare 18 år, mens den
ældste var 74.
- Vores brugere er normale mænd, der er
blevet smidt ud af konen eller kæresten, eller
fyren, der af en eller anden grund ikke har
fået betalt husleje, siger Carsten Nicolaysen og
viser rundt i det røde murstenshus, som ligger
tæt på byens centrum. For at komme til at bo
her skal man have et boligmæssigt problem, og
man må hverken have problemer med stoffer
eller alkohol eller have psykiatriske diagnoser. Det er der ikke ressourcer til at klare på
Stedet.
køkken og en stor fladskærm. Ved siden af er
der legetøj og børnemøbler til de mænd, der
har børn på besøg. Men de fleste af mændene
foretrækker alligevel at blive på deres værelser. Her har de et tv og en seng, og det er nok
for de fleste. Det eneste, beboerne er forpligtet
til, er at deltage på Stedets fællesmøde hver
mandag.
Der arbejder fire andre på krisecenteret ud
over Carsten Nicolaysen. De er alle sammen
frivillige og fungerer både som rådgivere,
bisiddere ved kommunen og som nogle, mændene simpelthen bare kan tale med. Indtil nu
har der i alt boet 22 mænd på Stedet i år.
Alternativ til herberg
I hjørnet af fællesstuens store lædersofa sidder
Morten og ser tennis på fladskærmen. Det er
to måneder siden, han første gang talte med
Carsten, og kort efter flyttede den 38-årige
ind her. Da han blev gift i 2009, troede han
ellers, at hans fremtid var sikker, fortæller han
ubekvemt. Men snart begyndte hans kone at
misbruge ham både fysisk og psykisk, og til
sidst smed hun ham ud. Han bryder sig ikke
om at tale om det. Uden noget sted at bo endte
Morten på et herberg i sin hjemkommune i en
midtjysk by.
- Vores brugere er normale
mænd, der er blevet smidt ud
af konen eller kæresten,
eller fyren, der af en eller
anden grund ikke har fået
betalt husleje
Carsten Nicolaysen, daglig leder af Stedet
- Mange af mændene,
jeg møder, afviser fuldstændig
at tage på et herberg,
hvis vi ikke har plads til dem
her. For så langt ude ser
de slet ikke sig selv.
Carsten Nicolaysen, daglig leder af Stedet
som helst. Her er jeg ved at finde mig selv igen.
Hvad havde du gjort, hvis du ikke var kommet
her?
- Så ville mit liv være gået ned af bakke.
Jeg har ikke lyst til hverken at tale om eller
tænke på det, for så ville alt være værre, siger
Morten.
En vigtig pointe for Stedet er netop, at det
netop adskiller sig og er et alternativ til et herberg, hvor mænd uden en bolig normalt ender.
Ifølge Carsten Nicolaysen er det vigtigt, at
Stedet giver et alternativt tilbud til herbergerne for de mænd, der ikke slås med misbrug
eller har massive psykosociale problemer. Men
som har brug for hjælp til at komme videre.
- Mange af mændene, jeg møder, afviser
fuldstændig at tage på et herberg, hvis vi ikke
har plads til dem her. For så langt ude ser de
slet ikke sig selv, forklarer Carsten Nicolaysen.
Lige nu er Stedet fuldt booket op. Og på grund
af mangel på plads har Carsten Nicolaysen indtil videre måtte afvise 23 mænd i år, der søgte
hjælp. Sidste år var tallet 35.
For få tilbud
Alle slags mænd
Krisecenteret består af fem almindelige værelser og et handicapværelse, der lige nu bruges
til kontor. Stedet har sine faste beboere, der
som udgangspunkt kan være her op til tre
måneder ad gangen. Det koster 85 kroner pr.
nat. Men der er også mange mænd, der bruger
stedet for at komme og tale om deres problemer, fortæller Carsten Nicolaysen.
- For eksempel efter en skilsmisse har
mange mænd svært ved at skaffe sig et nyt
netværk, og så bliver de ensomme, og deres
nedtur starter. Andre vil gerne have en snak
om deres rettigheder, hvis for eksempel konen
er skredet med børnene.
I opholdsrummet i stuen er der spisebord,
- Der var mange, der drak, og der var hele
tiden misbrugere. Det var ikke et sted for mig,
og der var ingen ro til at få styr på alle mine
tanker, forklarer han forsigtigt. Så blev han
anbefalet at tage kontakt til Stedet og Carsten
Nicolaysen.
- Her er jeg meget mere fri, der er roligt og
rent. Herberget gav mig stress, og jeg tænkte
alt for meget, uden at der kom styr på noget
I modsætning til de fleste herberger er børn også
velkomne på mandecentre. Legetøj er en selvfølge.
Mændene på centeret kommer fra hele Danmark. Det er, fordi der findes så få krisecentre
til mænd rundt om i landet. Det er kun fra
Bornholm, Carsten Nicolaysen endnu ikke har
haft brugere fra. Han har netop fået en henvendelse fra Nordjylland om en mand, der er
blevet henvist til centret i Fredericia.
- Men mange mænd kan slet ikke overskue
at tage helt hertil, når alt det, der plejer at
være deres hverdag, for eksempel er i Nordjylland. Uden geografisk nærhed går de for længe
uden at få hjælp til at løse deres problemer.
Og så er det tit, at bajerne kommer i spil og
bagefter derouten. På et eller andet tidspunkt
går det helt galt for mændene, og det kunne
vi undgå med mere hjælp og mere fokus på
området. For der er altså langt at rejse fra Fjerritslev til Fredericia for at få hjælp, hvis hele
ens liv med børn og arbejde er der. |

HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 7
Krisehjælp stoppede nedturen
Da Jakobs parforhold
gik i opløsning, mistede
han grebet om sig selv.
En depression kostede
både jobbet og boligen,
men et ophold på Mandecentret i København
satte en stopper for
nedturen. Her fik han
både tag over hovedet
og professionel hjælp til
at komme videre med sit
liv.
8
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
af Trine Kit Jensen
foto Lars Ertner
Først et traumatisk samlivsbrud – så en
tsunami af ulykker. Sådan beskriver Jakob
den nedtur, der sendte ham til tælling. I april
2009 opsøgte han Mandecentret i København
for at få hjælp til at tackle en alvorlig krise.
- Jeg var på det tidspunkt lige fyldt 50, og alting kogte over. Det hele ramlede, fortæller han.
Jakobs parforhold har varet i 13 år, da det
med ét slag går i stykker, fordi han finder
ud af, at kæresten er begyndt at se en anden
mand. Sammen har parret en søn, og hun har
to børn fra et tidligere forhold, som også er
en del af den familie, han nu må sige farvel
til. Efter et opslidende juridisk slagsmål og
en følelelsesmæssigt turbulent tid kommer
Jakob ud på den anden side med en tro på, at
han nok skal klare sig. Han får en lejlighed og
senere også et nyt job i it-branchen. Men depressionen lurer lige under overfladen, og han
sover stort set ikke om natten.
Jobbet beholder han ikke længe. Han bliver
fyret og havner på sygedagpenge, der kun lige
rækker til huslejen og de øvrige faste udgifter.
Intet andet. Så Jakob må give slip på lejligheden, og samtidig er forholdet til den 15-årige
søn ved at glide ham af hænde. Sønnen er blevet boende hos sin mor, og Jacob ser ham hver
anden weekend. Men psykisk er han så langt
-Vi tror, vi skal være stærke og
klare os selv. Men vi risikerer
at gå helt ned med flaget,
hvis vi ikke søger hjælp.
ude i tovene, at han har svært ved at rumme
en dreng i teenagealderen.
- Ligegyldigt hvad jeg gjorde, gik det galt.
Jeg kunne ingenting styre mere, og mit personlige netværk var brugt op. Jeg var derfor
klar over, at jeg havde brug for professionel
hjælp, siger han.
I forbindelse med opløsningen af sit par-
- Efter at have været far,
stedfar og partner i 13 år
mistede jeg hele min identitet.
Jeg var hjemløs oppe i hovedet
og vidste ikke længere,
hvem jeg var.
forhold har Jakob trukket på Mandecentrets
rådgivning. Men denne gang flytter han ind på
et af stedets ti værelser og får en socialrådgiver som fast støtteperson.
Otte måneders ophold
- Den første måned brugte jeg på bare at falde
ned. De lyttede og gav mig ro, og så tog vi fat
på, hvor jeg nu skulle hen, beretter han.
Jakob har én gang om ugen samtaler med
sin støtteperson om alle de ting, han i sin
miserable tilstand ikke kan overskue at tage
fat på alene.
Han er ikke bare ramt af depression, men
har også et dårligt knæ, og socialrådgiveren
fra Mandecentret er blandt andet bisidder på
møder med sygedagpengekontoret. Her skal
det afklares, om han kan sendes i fleksjob,
løntilskudsjob eller virksomhedspraktik.
Han får også hjælp til at blive skrevet op til
en akutbolig, men samtalerne drejer sig ikke
blot om boligsituation og økonomi. Forholdet til
sønnen og til ekskæresten bliver vendt og dre-
jet, og undervejs går det op for Jakob, hvorfor
han efter bruddet er gået fuldstændig ned.
- Efter at have været far, stedfar og partner
i 13 år mistede jeg hele min identitet. Jeg var
hjemløs oppe i hovedet og vidste ikke længere,
hvem jeg var, siger han.
Vendepunktet
Den erkendelse bliver et vendepunkt, og lidt
efter lidt genfinder Jakob sig selv.
- Langsomt men sikkert fik jeg rekonstrueret mit liv, fortæller han.
Efter fem måneder på Mandecentret får Jakob selskab af sin søn. Han får sit eget værelse
på centeret, da situationen hjemme hos moderen er uholdbar. Tre måneder senere, i december 2009, giver boligjagten pote. Jakob får
tilbudt en treværelseslejlighed med en husleje,
han har råd til at betale, og her bor de to nu.
- Det går strålende, og det har helt klart
hjulpet på min identitet, at min søn er hos mig,
siger han.
Også på andre fronter er det gået fremad.
For nylig har Jakob afsluttet et års virksomhedspraktik i en stor organisation, hvor han
stod for arbejdet med en ny hjemmeside. Her
startede han på 20 timer om ugen, men trappede timetallet op til fuld tid, og det var en
sejr.
- Virksomhedspraktikken har været en
succes, fordi det var et godt sted, og den har
medvirket til at få mig ud af depressionen,
siger han.
I øjeblikket er Jakob jobsøgende, men nu på
helt almindelige vilkår. Forholdet til det gamle,
slidte netværk er bygget op igen, og sågar ekskæresten er han så småt begyndt at komme på
talefod med.
- Det kunne jeg først ikke se noget formål med. Men min søn er glad for, at vi taler
sammen,og det er noget, der tæller, siger han.
Jakob er stadig single. Men han hviler nu
så meget i sig selv, at han ikke har voldsomt
travlt med at finde en ny kæreste.
- Jeg har altid skrevet digte og fiktion, men
de sidste fire år er det ikke blevet til noget.
Nu kan jeg skrive igen, og jeg har også fået en
hel masse at skrive om. Så det brænder jeg i
øjeblikket allermest for, siger han.
Under sin nedtur var Jakob alvorligt bange
for at havne på et herberg eller en lukket psykiatrisk afdeling.
Da det stod allerværst til, indkøbte han et
større lager af sovepiller, som dog heldigvis
aldrig kom i brug. I stedet gik han til Mandecentret og tøver i dag ikke med anbefale stedet
til andre kriseramte mænd.
- Mænd er anderledes skruet sammen end
kvinder, der er bedre til at tale om deres problemer. Vi tror, vi skal være stærke og klare
os selv. Men vi risikerer at gå helt ned med
flaget, hvis vi ikke søger hjælp, og jeg tør slet
ikke tænke på, hvor mange sociale katastrofer
dét medfører, siger han. |
Usikker fremtid
De netop afsluttede satspuljeforhandlinger giver ikke meget håb for Mandecentrets umiddelbare overlevelse.
Alle medarbejdere er derfor formelt opsagt.
af Thomas Hye-Knudsen
Det ser ikke godt ud for Mandecentret på Christianshavn. I
modsætning til landets Kvindekrisecentre, er centre for mænd i
krise ikke en del af serviceloven.
Krisecentre for mænd er ikke
sikret driftsstøtte, med mindre
de skaffer midler via puljer eller
private fonde. Mandecentret har
frem til årsskiftet været finansieret via satspuljen, men den kilde
ser ud til at være udtørret i forhold
til driften. I 2012 er der blot afsat
500.000 kroner til en undersøgelse
af området. Sekretariatsleder Winnie Berndtson har dog ikke mistet
håbet, selvom den umiddelbare
fremtid ikke tegner alt for lys:
- Da vores finansiering udløber
med udgangen af dette år, så har vi
formelt opsagt alle medarbejdere.
Men vi holder åbent både juleaften og fejrer nytår med vores
beboere. Men hvad der sker bagefter, ved vi reelt ikke. Vi har netop
- Da vores
finansiering udløber
med udgangen
af dette år, så har
vi formelt opsagt
alle medarbejdere.
Sekretariatsleder Winnie Berndtson
indskrevet en mand med fire børn,
og jeg tør ikke tænke på, hvad der
sker med dem, hvis ikke vi kan
fortsætte. I værste fald vil de blive
skilt fra alle vinde, da tilbuddene
til hjemløse mænd ikke omfatter
deres børn, siger hun.
En af ideerne og tankerne bag
Mandecentret består netop i at
forebygge, at ægteskaber i krise
behøver at få den konsekvens, at
mandens situation skal udvikle sig
så dramatisk, at han behøver at
miste alt og gå helt i hundene og
ende på et herberg.
- Det er jo lidt af et paradoks,
at en skilsmisse af samfundet
vurderes som en såkaldt social
begivenhed for kvinder, men at
det ikke synes at være tilfældet for
manden. Det samme gælder ofte
i forhold, hvor der er børn, hvor
man ikke generelt anerkender, at
fædre også har følelser og behov
for at være sammen med deres
unger. Det handler for mig ikke
så meget om ligestilling mellem
kønnene, men det handler om lige
værd, mener Winnie Berndtson. |
HUS FORBI
fakta
| Pt. rådgiver Mandecentret
cirka 2.000 mænd per år.
| Hvert år skilles cirka 15.000 gifte
par og det formodes, at et tilsvarende antal går fra hinanden.
| 73 procent af samfundets
misbrugere er mænd.
| Tre ud af fire af de langtidsindlagte
på psykiatriske hospitaler er mænd.
| 78 procent af de hjemløse er mænd.
| Dobbelt så mange mænd som
kvinder har en ubehandlet depression.
| Dobbelt så mange mænd som
kvinder begår selvmord.
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 9
Når hændelser i livet
Tatovering, tusse,
tegning, tusch, tattoo,
udsmykning, kropskunst eller keglelort –
kært barn har mange
navne. Vi har kigget
tæt på seks Hus Forbisælgeres kroppe, fået
lov til at vise deres
tatoveringer frem og
fået historien bag.
tekst Birgitte Ellemann Höegh
foto Caspar C. Miskin
Sætter man sig over for en hjemløs og falder i
god snak, bliver der fortalt historier. Om det
svære liv og døden og om sorger og savn. Men
også skelsættende beslutninger i kærlighed,
om tro og om håb. Nogle af historierne bliver
aldrig glemt. De har sat sig på huden bag sweatersærmer, halskraver og helt ud på fingre og
storetæer. Tatoveringer dukker op alle vegne.
Som resten af den danske befolkning har de
hjemløse taget denne permanente form for
kropsudsmykning til sig. I dag mener man, at
flere end 500.000 danskere har en tatovering,
og der er sikkert lige så mange forskellige
grunde til, at vi lader os tatovere, som der findes motiver. Nogle er hoppet med på et modefænomen, andre har oplevet en særlig begivenhed, som de har villet fastholde mindet om
på deres kroppe, og andre igen har et behov
for at udtrykke styrke eller et tilhørsforhold
De sejlendes sømærker
I Danmark har vi altid forbundet tatoveringer
med sømænd, fordi det var søens folk, der
herhjemme startede med at lade sig tatovere.
allan jakobsen, 36 år.
Har fået værelse på herberget Hillerødgade. Før da boede han på gaden, og
hjemløsheden har gennem de sidste 16 år
styret hans liv.
Tatovering: Hus Forbis Avis-logo i 1:1.
Hvorfor er denne tatovering
vigtig for dig?
-Fordi jeg har holdt mig ude af spjældet
i de sidste otte-ni år – og det er blandt
10
Forfatter og fotograf Jon Nordstrøm er ekspert
i tatoveringens historie, som han indgående
har beskrevet i to bøger med afsæt i Norden.
- Da de første søfolk helt tilbage til engelske kaptajn Cook i begyndelsen af 1700-tallet
kom rundt til de fjerne lande i Polynesien og
New Zealand, så de, hvordan de lokale folk
brugte tatoveringer som en udsmykningsform
og status og tog dem til sig. De brugte så bare
andre symboler fra deres egen verden som for
eksempel Nordstjernen, korset og tro, håb og
kærlighedstegnene. Søfolkene mente, at det
bragte held, når de havde Nordstjernen på sig,
for så kunne man altid finde hjem, og hvis de
druknede, håbede de, at folk kunne genkende
dem på tatoveringerne, når de skyllede i land,
og give dem en ordentlig begravelse. Siden
da er det bare blevet en tradition. Sømænd
vil jo gerne være lidt seje, og når de er kommet i land efter flere måneder på havet, skulle
de ned i havnen og have nogle ’kællinger’ og
noget sprut, og så lå tatoveringsbutikkerne
samme sted – man havde et behov for at gå
amok, når man kom i land.
Det blev med tiden til ankre, nøgne kvinder
og pigenavne på overarmene, som man altså
ikke behøvede at tage hele vejen til Polynesien
for at erhverve sig, men bare kunne smutte
ned i Nyhavn eller andre af storbyernes
havnemiljøer for at få prikket fast i kødet. Et
psykologisk bud på, hvorfor netop sømændene havde det behov, kan være, at de hele
tiden var på farten – aldrig slog sig ned – og
som kompensation for det faktum valgte at få
tatoveret noget varigt på deres kroppe for at
signalere en form for konstans.
Tro, håb og kærlighed
Hjemløse har som bekendt heller ikke for vane
at slå sig ned særligt længe ad gangen. De bor
på herberger, varmestuer, forsorgshjem eller
gaden – nye steder med måneders mellemrum – så de minder, der er vigtige for dem at
bevare, kan de ikke sætte ind i et reolsystem
eller op på en væg, men i stedet tømre fast på
deres kroppe. En måde at bevare erindringen
andet, fordi jeg har solgt Hus Forbi.
Det ville jeg gerne reklamere for, og så
kunne jeg vel godt bruge fem timer på at
få markeret det. Om sommeren har jeg
korte bukser på, og så behøver jeg heller
ikke at skilte så meget med, at jeg er
avissælger.
Hvordan var det at få den
lavet?
-Det var hos en af mine venner i Odense,
der er tatovør, og han rystede på hovedet
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
om en kæreste, et familiemedlem eller nogle
børn kan være som en tegning eller et navn
på kroppen. Rigtig mange hjemløse har i deres
bagage forliste ægteskaber og børn, som de
ikke har kontakt til længere, så hvis de ønsker
at signalere over for sig selv og omverdenen,
at de tidligere har haft et mere stabilt indhold i
deres liv, kan en tatovering være til hjælp.
- Der findes jo en decideret hjemløsetatovering kaldet bumse-tegnet. Det er tre prikker, som bliver tatoveret mellem tommel- og
pegefingeren. Der er mange bud på, hvad den
betyder. Jeg har hørt, at bumsetegnet tilkendegiver, at man hjælper hinanden – står til
rådighed – og så står de tre prikker også for
tro, håb og kærlighed i sømandsverdenen. Men
deres bevæggrunde for at lade sig tatovere
tror jeg såmænd, er de samme som så mange
- Der findes jo en decideret
hjemløsetatovering kaldet
bumse-tegnet. Det er tre prikker, som bliver tatoveret mellem tommel- og pegefingeren.
Der er mange bud på, hvad den
betyder.
Jon Nordstrøm, forfatter og fotograf
andres. Det er spændende og interessant. Men
hjemløse er jo ofte tvunget ud i et kaos, hvor
alting er faldet fra hinanden. Deres barrierer
er brudt ned, så for dem er det nok ikke så
grænseoverskridende en handling. Ligesom i
fængslerne, hvor man tidligere, når man kedede sig, lavede tatoveringer på hinanden, så tror
jeg også, at de hjemløse har lettere ved at lade
sig tatovere og indimellem også lader vennerne
gøre det. De får jo ikke som andre mennesker
tatoveret en kæmpe drage til 40.000 kroner
på ryggen for at udtrykke deres personlighed,
men nok lavet mindre kostbare tatoveringer,
siger Jon Nordstrøm.
I de seneste år er tatoveringsmoden igen 
og mente, at jeg var skør. Det tog fem til
seks timer.
Hvad betyder tatoveringer
for dig?
-De er flotte, nogle har betydning for
mig, andre kan jeg bare godt lide. Jeg
har otte tatoveringer i alt. Blandt andet
en indianer, manden med leen og én
med dødningehoveder og djævlen på
ryggen – den fik jeg lavet samtidig med
Hus Forbi-logoet. Min hund, Piv, som lige
er blevet aflivet, er min tatovør-ven ved
at tegne op, og den skal så laves til en
’tusse’ – hvor ved jeg ikke endnu.
Hvorfor tror du, at folk får
lavet tatoveringer?
-Nogle tror, at de er seje, andre gør det
vel, fordi de synes, det er flot, kunst eller
gode minder. Men det er ikke noget, man
skal lave, uden man er 100 procent sikker.
sætter sig på huden
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 11
gået i retning af store, farverige
sømandstegninger eller nogle meget
personlige og mærkværdige tegninger, som skal signalere individualitet
og kreativitet – det kan være logoet
fra en tankstation i USA, man engang
har besøgt, eller et citat fra en bog.
I 1980'erne fik tribal-tatoveringer
inspireret af tidligere kulturer store
aftryk på de danske kroppe - en af de
mest kendte var en ornamenteret ring
rundt om overarmen eller et kinesisk
tegn hen over lænden. I 40'erne og
50'ernes amerikanske motorcykelmiljøer brugte man tatoveringerne til
at signalere, at man var en ’bad-boy’
– ligesom de danske bander har gjort
længe. Herhjemme oplevede tatoveringskunsten sin første storhedstid i
1960'erne, hvor fulde svenskere og
stærke sømænd fik plastret kroppen
til med ’tusser’ i det rå Nyhavnskvarter. Men hvad vælger de hjemløse at
udsmykke sig med i dag? Se med her,
og find ud af, hvorfor netop et thailandsk skrifttegn, dødningehoveder
på stribe eller en FCK-løve skulle
prikkes fast på huden. |
12
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
- Jeg var selvfølgelig dybt ulykkelig og i sorg
og fik, to dage efter jeg kom derned, lavet tatoveringen
som et minde om den forfærdelige dag.
Min bror og jeg var meget tætte.
Jeanette Olsen
Linda Hansen, 35 år
Har lige fået et værelse på herberget på Hillerødgade i
København. Har været hjemløs igennem de sidste fire år.
Tatovering: Dødningehoveder ned ad begge arme.
Hvorfor er dine tatoveringer vigtige for
dig?
-Jeg havde før forbogstaverne på alle mine børns seks
navne tatoveret ned ad armene. Det var min ekskæreste
og børns far, der tvang mig til det, og han lavede dem
selv med en maskine. Nu ville jeg bare have slettet de
spor fra ham.
Hvorfor ser de lige præcis sådan ud?
-Jeg kan godt lide dødningehoveder. De er bare min stil.
Jeg synes, de ser rå ud. Jeg er gået fra et meget pro-
blemfyldt forhold, som var svært at slippe, men det har
givet mig styrke – blandt andet til at turde få lavet dem
her for en måned siden. Men de er ikke færdige endnu,
der skal laves mønstre og flammer omkring dem.
Hvordan var det at få dem tatoveret?
-Jeg fik dem lavet ovre i Odense hos en vens ven. Han
var god til det, og jeg følte mig tryg ved det. Højre arm
tog fem timer, og venstre arm tre timer … og … det
gjorde ondt. Det må man sige. Herreondt! Jeg ville hellere føde end få lavet en tatovering.
Hvorfor var det vigtigt for dig at få
skabt det minde som en tatovering?
-Det havde en stor betydning for mig at komme af med
de gamle tatoveringer, men jeg gjorde det omsider, og
jeg har ikke fortrudt.
Jeanette Olsen, 46 år.
Bor på herberget Hillerødgade i København og
flytter snart i et bofællesskab i Rødovre, som
er tilknyttet Hillerødgade. Har været hjemløs
de sidste fire år.
Tatovering: Thailandsk tegn, der betyder
’evig kærlighed’. Skal læses med hånden opad.
Hvorfor er denne tatovering
vigtig for dig?
-Den 16. december 2008 kørte min storebror,
Johnny, galt på en knallert i Thailand. Han
kørte ind i et autoværn, fik knust brystkassen
og døde. Jeg tog derned med det samme og
hentede ham hjem i en kiste. Jeg var selvfølgelig dybt ulykkelig og i sorg og fik, to dage
efter jeg kom derned, lavet tatoveringen som
et minde om den forfærdelige dag. Min bror
og jeg var meget tætte.
Hvorfor ser den lige præcis sådan
ud?
-Jeg gik hen til en tilfældig tatovør og kiggede
i nogle bøger og kunne lide netop den, fordi
jeg syntes, den var smuk, og fordi den betyder
’evig kærlighed’. Det hotel, min bror og hans
kone boede på var ejet af en dansker, der
var gift med en thailænder, og hende tog jeg
med hen til tatovøren for at være sikker på, at
tegnet virkelig betød ’evig kærlighed’ og ikke
for eksempel ’tre forårsruller med soya’. Den
rummede mine tanker og passede til det hele..
Hvordan var det at få den
tatoveret?
-Jeg græd, mens jeg fik den lavet. Jeg havde
jo lige været på hans værelse og rørt ved hans
ting.
Hvad betyder tatoveringen for
dig i dag?
-Alt. Jeg tænker på ham, når jeg ser den, og
når jeg er ked af det, kan jeg godt finde på at
ae den. Det lyder måske underligt, men jeg er
meget følsom overfor den.
Hvorfor var det vigtigt for dig
at få skabt det minde som en
tatovering?
-Jeg kan godt lide at udsmykke min krop –
synes, tatoveringer er utrolig flotte, og har
også nogle andre i forvejen. Blandt andet en
rose, som jeg fik lavet som 16-årig på skulderen, og siden en tiger på ryggen, en panter på
benet, en rose med en kniv igennem på den
anden skulder og tre prikker mellem tommel- og pegefinger, som jo står for tro, håb og
kærlighed. Jeg kunne aldrig finde på at få dem
fjernet, for de har alle sammen en historie.
Nogle er falmede, og dem vil jeg gerne have
tegnet over. For eksempel tigeren på ryggen – den ser så fjollet ud. Den fik jeg lavet
skidefuld i Nyhavn. Jeg vil gerne have lavet en
pistol ned ad låret, selvom jeg er så gammel.
Karina Phil,
34 år.
Har i de sidste tre år boet i egen
lejlighed med sin hund, Sif. Var før
da hjemløs gennem fire år.
Tatovering: Hjerte med familienavnet Pihl nedenunder.
Hvorfor er denne tatovering vigtig for dig?
-Det er mit mindehjerte, som jeg
fik lavet, 14 dage før jeg blev 25
år. Jeg havde mistet min farmor
i 1999 og tænkte, at jeg gerne
ville have lavet en tatovering,
så jeg kunne mindes hende. Jeg
savnede hende meget. I dag er
min storebror og far så gået med
ind under det!
Hvorfor ser den lige
præcis sådan ud?
-Ja, men det med et hjerte og
familienavnet passer jo meget
godt til det, jeg bruger den til. Jeg
tænker ikke over, at jeg har den
i hverdagen, men når jeg savner
min familie, så har jeg den. Siden
jeg var 15 år, har jeg tænkt på at
få lavet en tatovering, men jeg har
altid været bange for nåle, så det
tog nogle år, inden jeg turde. Og
så lige et godt råd: Husk at bruge
fed creme for at holde den!
Hvorfor tror du, at folk
får lavet tatoveringer?
- Det ved jeg ikke. Nogle, fordi
det er sjovt, og de tænker sig nok
ikke om forinden, andre tænker
sig om.
HUS FORBI

| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 13
Tina Veng Andersen, 43 år.
Har boet på herberget Hillerødgade siden juni 2010, hvor
hun blev hjemløs.
Tatovering: Tegning, hun selv har lavet.
Hvorfor er denne tatovering vigtig for
dig?
-Jeg har altid lavet en markering på min krop, når jeg
har forladt et forhold. Jeg har tre piercinger og ville ikke
have flere, og så valgte jeg i stedet at få lavet denne her
tatovering for ti år siden. Denne gang var det så lænden,
det gik ud over. Jeg havde været i et forhold med en psykopat, og det var vigtigt for mig at få markeret, at det her
brud var bestandigt. Nu skulle jeg videre i teksten. Selve
tatoveringen betyder ikke noget bestemt, jeg ville bare
have skønhed i stedet for noget negativt.
Hvorfor er den placeret på lænden?
-På det tidspunkt havde jeg ikke lyst til, at den skulle være
synlig, men jeg ville gerne have, at den var erotisk i modsætning til en Nyhavnstatovering. Det har jo noget med
min krop at gøre. Jeg havde været i et voldeligt forhold,
og hans forhold til min krop skulle viskes ud.
Hvorfor ser den lige præcis sådan ud?
-Jeg ville ikke bare få lavet en eller anden krusedulle, men
har selv designet og tegnet den. Jeg satte mig ned en aften og lavede den, og så gik jeg til en tatovør i Esbjerg og
spurgte, om han kunne ’flippe den over’, så den blev symmetrisk. Jeg har altid tegnet og malet, men er ikke rigtig
kommet i gang igen efter den tid. Der skal tegnes videre
på den på et tidspunkt, men jeg har endnu ikke fundet en
grund til at få den lavet – og det synes jeg, at der skal til.
Min mor synes, den ligner en fransk lilje – men den kendte
jeg ikke, da jeg tegnede den. Jeg skrev også et digt den
gang – i det hele taget holder jeg af at skrive og male.
Hvorfor tror du, at folk får lavet tatoveringer?
-Af mange forskellige grunde. Men vel for at udtrykke sit
indre udadtil – både op- og nedture – eller markere en
holdning. Indimellem ser man jo sådan nogle store gutter
og tænker, at det er sådan noget machoshit, men hvordan
de tænker, kan jeg jo ikke vide. Man må spørge ind til den
enkelte.
Lille John, 43 år.
Bor i egen lejlighed.
Tatovering: FCK-løven
Hvorfor er denne tatovering vigtig for dig?
-Fordi jeg har været FCK-fan de sidste fem år. Mine venner troede, jeg var
Brøndby-fan, og så måtte jeg jo få lavet en tatovering, så de andre kunne
se det. Det er jo et bevis, og jeg vil gå med den, til jeg dør. Jeg vil altid
være FCK'er, uanset om de ligger i bunden eller er nummer syv. Men hvis
jeg mødte en pige, som havde tatoveret Brøndbys klubmærke på skulderen
eller ballen, så ville det være ok, hvis bare hun var sød.
Hvordan var det at få lavet tatoveringen?
-Jeg havde længe tænkt på at få lavet en ’tusse’. Mine venner troede ikke
på, at jeg turde, fordi jeg besvimer, når jeg ser nåle. Men så sagde jeg bare:
Jeg er jo en mand og hele lortet og tog for fem år siden ud til en tatovør på
Amager, som var Brøndby-fan og sponsor – men det var ok med ham. Men
da jeg så nålen, så sagde det 'bom', og så lå jeg og kyssede gulvet. Min
kontaktperson var med og hev mig op, og i andet forsøg gik det ok, da jeg
først have mærket nålen.
Hvad betyder den for dig i dag?
-Jeg er sgu glad for min tusse. Den er et godt minde, og jeg ser jo alle
FCK's kampe. Jeg ser dem mest derhjemme, så har jeg et FCK-bånd, som
jeg spiller og synger med på.
Hvorfor tror du, at folk får lavet tatoveringer?
-Fordi man holder af noget, eller fordi der er sket noget i de unge år, som
man gerne vil have et godt minde om. Men får jeg børn, der vil have en
tatovering, så vil jeg sige: 'Tænk jer om. Den er der altid, for får man den
fjernet, er der jo et ar'.
14
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
Billigt rejsekort til hjemløse
Tozoners togkort i tre måneder for 50 kroner. Det lød næsten for godt til at være sandt. Ikke desto mindre er det hvad
DSB har tilbudt Københavns mest udsatte borgere – foreløbig i en tremåneders forsøgsperiode. Forsøget ventes at give
både menneskelig og økonomisk gevinst.
Hvert år skriver S-togs-revisorerne
mellem 1.400 og 2.800 afgifter for at
køre uden billet til de fattigste hjemløse i Danmark. Det bliver hurtigt til
en endeløs spiral både for DSB, der
må skrive rykker på rykker uden
at se nogen penge, og for de hjemløse, der ofte ender ud i at skylde
tusindvis af kroner uden nogensinde at kunne betale dem tilbage.
Men nu rækker DSB en fremstrakt
hånd mod de hjemløse misbrugere i
samarbejde med de organisationer i
nærområdet, der er i daglig kontakt
med dem. Fra 1. november kan samfundets svageste som et forsøg køre
med S-toget i zone 1 og 2 i hele den
tre måneder lange forsøgsperiode
for samlet 50 kroner.
- Vi gør det her for at hjælpe
nogle mennesker, der i forvejen har
det rigtig svært, og for at skære
ned på de mange udgifter, der er
forbundet med afgifterne, siger en
af initiativtagerne bag forsøget, inspektør i DSB Birger Søby Hansen.
Han forklarer, at S-togs-revisorerne sparer en masse diskussioner
med hjemløse uden billet, politiet sparer tid ved ikke at skulle
tilkaldes til sagerne, DSB sparer tid
og penge ved ikke at skulle sende
rykkere ud igen og igen, og SKAT
sparer tid og penge ved ikke forgæves at skulle forsøge at inddrive
gælden hos dem, der i forvejen
ingenting ejer.
Samarbejde
Det er organisationerne, der arbejder med de hjemløse omkring
Københavns Hovedbanegård, der
vurderer, hvilke hjemløse der kan
få kortet, fordi de kender personerne, deres baggrund og økonomi.
Med ordningen slipper de hjemløse
brugere for at føle sig forfulgte og
kan nu vise kortet frem til S-togs-
revisorerne på sammen måde
som DSB's øvrige kunder, S-togsrevisorerne slipper for en masse
diskussioner, og kunderne slipper
for at høre på det. Samtidig sparer
både DSB og samfundet penge ved
ikke at forsøge at inddrive afgifter
hos nogen, der ingen penge har.
Siden november er der bestilt 200
kort, og godt halvdelen er blevet
afhentet og betalt af de hjemløse.
Foreløbig er der i perioden kun
uddelt én kontrolbøde hos målgruppen, og et hold kontrollører
oplevede inden for en halv time at
møde en rejsende hele tre gange.
Ifølge kontrollørerne havde personen med det nye rejsekort allerede
i afgangshallen på Hovedbanegården vist sit nye kort til kontrollørerne. Kontrollørerne skulle senere
gennemføre kontrol i et S-tog
til Hundige, hvor de møder den
samme passager, mens toget triller
ind på Dybbølsbro. Han fremviser stolt sit kort, hvorefter han
forlader toget og spurter to togsæt
længere frem. Så da toget kommer
til Ny Ellebjerg, og kontrollørerne
omsider når frem til passagerens
vogn, så sidder han og venter, indtil han igen med stolthed fremviser
sit gyldige rejsekort.
I januar evaluerer DSB, Hus
Forbi, Mændenes Hjem, Gadejuristen, Sundhedsrummet og Hjemløseenheden forsøget sammen.
Herefter er det håbet, at ordningen
kan gøres permanent.
Det nye kort bliver kaldt et
CSR-rejsekort, fordi det er en del af
DSB's Corporate Social Responsibility, virksomhedens sociale ansvar.
I forsøgsperioden venter man mellem 100 og 200 brugere. |
hye
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 15
Stolt kortejer
off
line
JULE DUSADUKU
I anledning af julen får I kun én.
Til gengæld er den rigtig sprød
og ’flæskesvær’.
X-ord er kreeret af Anne Jensen.
Karsten Fatum og Søren Franck har lavet
DUSADUKU.
16
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
Om du løser alle eller én opgave, gør ingen forskel.
Alle rigtige besvarelser deltager i lodtrækningen om
2x2 boggaver – fra vores helt egen verden.
For at vinde X-ord,
skal I finde alle 'nisse-udtryk'
Hvis I kan komme på flere nisse-udtryk,
end der er i krydsord – så send dem til os
på mail eller sammen med besvarelsen. Så
trækker vi lod om fire cd’er med Høxbroe
Umpf – hans seneste album 'Beat'.
Mail: [email protected]
Vil du vinde
SEND LØSNINGER TIL:
Hus Forbi, Bragesgade 10 B, 2200 Kbh. N
senest 5. januar 2012.
Mrk. kuverten 'OFFLINE'
Navn _________________________________________
Adresse ______________________________________
Postnr ____ By ________________________________
Vinderne får direkte besked og
offentliggøres på www.husforbi.dk
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 17
Ny luft under socialpolitikken
Måske bliver 2012 året, hvor lighed, fællesskab og solidaritet genopstår som
grundlæggende værdier i socialpolitikken, så alle borgere får en værdig plads og
behandling i samfundet – uanset om de er hjemløse eller arbejdsløse,
unge eller gamle, rige eller fattige. Det var konklusionen på en
høring om fremtidens socialpolitik,
som nu afleveres til regeringen.
af Tina Juul Rasmussen
- En god socialpolitik skal gælde alle
– ikke kun dem, som kan råbe op og
er i stand til at navigere i det sociale
system. Den skal også gælde dem,
som er allernederst i samfundet – de
hjemløse, dem i ghettoerne. De har
krav på værdig hjælp, men de bliver
stadig mødt med forståelsen af, at de
kun er ude på at snyde sig til noget,
de ikke har krav på. Det skal vi have
vendt om, så også de allerdårligste får
en værdig plads i samfundet.
Skulle man koge to dages ekspertoplæg og intens debat ind til en
socialpolitik bouillonterning var det
ordene fra Bo Lennart Heide-Jochumsen, opsøgende gadeplansmedarbejder blandt Københavns hjemløse, som rummede essensen. Han
var en af otte eksperter i et socialpolitisk høringspanel, som ambitiøst og
engageret brugte et par arbejdsdage
i november på at tale sig frem til et
bud på fremtidens socialpolitik, som
nu afleveres til regeringen – i håb om
at lette låget på mindst ti års indestængt frustration over fraværet af
en værdig socialpolitik.
- Der er et stort behov for, at socialpolitikken bliver revitaliseret og
får en mere fremtrædende placering
i det politiske rum. Og vi skal måske
starte med at sige, at det værdimæssige udgangspunkt er, at lighed, fællesskab og solidaritet skal stå centralt
– kombineret med retten til værdighed og integritet for den enkelte.
Altså en balance mellem respekten
for fællesskabet og for individet, slog
Knud Aarup, social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune,
fast på vegne af høringskomitéen.
Fat om fattigdomsgrænse
Og det var et solidt felt, som duellerede på fakta, holdninger og erfaringer
fra det sociale arbejde for at nå frem
til en ny socialpolitisk vision. Professorer, socialministeren, formænd
og -kvinder for foreninger, råd og
18
organisationer, politikere, forskere
og socialarbejdere sad bænket for
at byde ind med viden og holdninger – for: Hvad er der råd til, hvad
ved forskerne og de unge frivillige,
og hvilken socialpolitik i fremtidens
velfærdssamfund drømmer vi om?
Socialminister Karen Hækkerup
(S) lagde hårdt for med en vision om
et mere lige Danmark.
- En fattigdomsgrænse har været
på dagsordnen, og jo, lad mig bare slå
fast: Der er fattigdom i Danmark. Og
vi er ikke berøringsangste over for
at blive målt og vejet i vores indsats
over for de udsatte grupper. Så jeg vil
spørge, hvordan vi kan udvikle en
fattigdomsgrænse. Og vi vil afskaffe
de særligt lave ydelser, som fastholder folk i fattigdom, sagde hun og
fortsatte:
- Vi vil nedbringe dødeligheden på
gaden blandt narkomanerne, vi vil
hjælpe de hjemløse og de prostituerede – ikke kun møde dem med pisk
og straf, men med omsorg og nærvær.
Så vi siger goddag til godt samarbejde
om en god socialpolitik og et mere
lige Danmark.
Behov for social statskasse
Lyttede man til professor i jura Kirsten Ketcher fra Københavns Universitet, var der ingen tvivl om, at den
offentlige forsørgelse trænger til et
seriøst serviceeftersyn.
- I Danmark har vi én stor skattekasse, som man lægger alle pengene
ned i, rører rundt og tager op til det,
man nu lige synes er vigtigt. Det
betyder, at den sociale sikring – at
give dem, der ikke kan forsørge sig
selv, et rimeligt eksistensgrundlag
– og en nedslidt folkeskole bliver
blandet sammen, fordi finansieringen
kommer fra samme kasse. Men de
har ikke et hammerslag med hinanden at gøre. Den model trænger til
en grundlæggende sanering, så den
sociale sikring bliver synlig. Det kræver en omlægning af skattebyrden,
så hele regningen ikke tørres af på
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
illustration: Morten Tang
50-sengs-stuer. Og siden, da vi
fik muligheden for at udvikle det
sociale arbejde i forvaltningerne,
lå det altid i luften, at vi gjorde
vores bedste – uden kontrol fra
cheferne. Men det var ikke sjovt at
administrere en kvindeundertrykkende abortlovgivning i 1950’erne,
så der voksede en modstand frem
fra gulvet, indtil loven blev ændret,
huskede Hanne Reintoft.
- Jeg have mine metoder til at
snyde med disse aborter, og der opstod faktisk en direkte civil ulydighed. Det anbefales at tage metoden
op, konstaterede hun tørt.
- Vi er også det land, som overlader flest til ægtefælleforsørgelse.
At vi skulle synke så dybt … Og
kontanthjælpsloftet kaldte man ’en
ny chance til alle’ – en nedladende
måde, man vender tingene rundt på
med sproget. Men: Her er ikke tid
til jammer, kun til at knokle, så vi
kan gøre det hele bedre igen.
At stoppe eksklusionen
befolkningen, men så også arbejdsgiverne er med til at betale, som
man gør i de andre nordiske lande,
sagde hun og slog fast:
- Det er et stort problem i dansk
ret, at vi ikke har en mindsteindkomst. Man er nødt til at gøre sig
forestillinger om, hvad folk skal
have for at overleve.
Tiden er ikke til
at flæbe
Hanne
Reintoft,
socialrådgivernes
'grand
old lady',
mindede med
et historisk
rids af 50-60 års
socialpolitik om, at tidligere tiders sociale landvindinger
ikke skal tages som en selvfølge.
Kampen for anstændighed og værdighed stopper aldrig.
- Tiden er ikke inde til at flæbe,
men til at knokle, så det hele kan
blive bedre igen. Sådan sagde min
praktiklærer til mig i 1954, da jeg
som ung socialrådgiver tudede over
forholdene på børnehjemmene med
Og der blev bestemt vejret morgenluft hos både høringskomité og
deltagere i salen, selvom udfordringerne er mange. En af de helt store
er at skabe en helhed i indsatsen,
så borgerne ikke skal løbe spidsrod
imellem systemets mange søjler og
siloer.
- Man kunne måske begynde
at formulere en art socialpolitisk
sektoransvarlighed. Ikke at se indsatsen inden for et bestemt reservat, rettet mod en bestemt gruppe
af befolkningen, men prøve at
anlægge en bred forebyggende og
tidlig tilgang til bekæmpelse af sociale problemer, sagde Knud Aarup,
Randers Kommune. Og visionerede
videre:
- Måske der godt kunne være en
fælles overskrift: at stoppe eksklusionen – at man etablerer indsatser,
som sikrer, at man på hvert enkelt
område – forsørgelse, uddannelse,
beskæftigelse og så videre – får
inkluderet den enkelte som samfundsborger.
Socialpolitisk Forening stod
bag høringen, som fandt sted i
København i midten af november.
Høringskomiteens samlede forslag
til en fremtidig socialpolitik bliver
sendt til regeringen i starten af
december. |
hus forbi
Redaktør
til Hus Forbi
Stillingen som journalistisk redaktør på Hus Forbi
er nu ledig, da den tidligere redaktør har valgt at
fratræde.
Foreningen Hus Forbi er et økonomisk uafhængigt
socialt projekt, hvis kerneydelse er, at udgive hjemløseavisen Hus Forbi.
Hus Forbi har over årene skabt sig både et markant
brand i offentligheden og en stærk position på
hjemløseområdet som kritisk, fagligt funderet talerør
for de socialt udsatte.
Hus Forbi har cirka 700 sælgere og udkommer
månedligt i cirka 80.000 eksemplarer.
Som redaktør af Hus Forbi har du ansvaret for
avisens journalistiske indhold, og at dette er i
overensstemmelse med foreningens vedtægtsbestemte formål.
Redaktøren refererer til bestyrelsens formand, som er ansvarshavende redaktør.
Som redaktør skal du:
| være ansvarlig for, at Hus Forbi udkommer hver måned
| redigere artikler, udvælge fotos og have tæt kontakt til
grafiker og trykkeri
| afholde redaktionsmøder med en redaktionsgruppe, som
primært vil bestå af relevante engagerede freelancejournalister,
fotografer og hjemløse
| udvikle tanker om avisens løbende udvikling i tæt samarbejde
med bestyrelse, de hjemløse og sekretariatet
| kunne manøvrere i et redaktionelt miljø på et sekretariat, hvor
også avisens sælgere, salgsafdeling, bogholderi og foreningsledelse har til huse
| have en tæt kontakt til vore sælgere, som er avisens sjæl og
puls og forbindelsen mellem redaktionen, livet på gaden, de
hjemløses organisationer og livet på boformer og væresteder
for hjemløse.
I praksis er din opgave også at være med til at sikre, at avisens
sælgere til enhver tid føler sig klædt på til at gå på gaden med en
avis, de er stolte af – og som de oplever som 'deres egen avis'.
Du har:
| Journalistisk- og redaktionel praksis-erfaring og erfaring med
bladproduktion.
| Et stort socialt engagement og har godt kendskab til det sociale område/hjem-løseområdet.
Stillingen er på fuld tid, og arbejdsstedet er København.
Løn baseret på kvalifikationer og forhandling.
Tiltrædelse efter aftale, dog senest den 1. marts 2012.
Læs mere om Hus Forbi på: www.husforbi.dk
Ønsker du at vide mere om stillingen, kan du kontakte bestyrelsesformand Ole Skou på tlf: 4073 3537
eller via mail: [email protected].
Ansøgninger med relevante bilag og relevante referencer sendes
med e-mail til: [email protected].
Mrk. 'Ansøgning redaktør'.
Ansøgningsfrist: 31. december 2011.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 19
Fra junkie til kropsmekaniker
- Det var så mærkeligt at opdage,
at til trods for
at jeg har levet så
hårdt, som jeg har,
faktisk havde
en rigtig god krop.
Mit første maraton
gik let, jeg kom i
mål på tiden 3:27
20
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
For 13 år siden tog Kenneth
Carlsen, 37, sit sidste fix
heroin. For tre år siden blev
han færdig som fysioterapeut fra Skodsborg Fysioterapeutskole. I dag har han
sin egen fysioterapiklinik i
Helsingør, når han altså ikke
sidder på racercyklen, er i
vandet eller i løbeskoene for
at træne til VM i triatlon.
af Christina Bølling
foto Ulrik Jantzen
han appetit på at dyrke sport under fysioterapeutstudiet. Først løb, som han viste sig at
have talent for, og siden triatlon. Hans aktuelle
mål er at komme til Hawaii igen til næste år og
placere sig højt i feltet i en af verdens hårdeste
konkurrencer.
- Det var så mærkeligt at opdage, at til
trods for at jeg har levet så hårdt, som jeg har,
faktisk havde en rigtig god krop. Mit første
maraton gik let, jeg kom i mål på tiden 3:27 og
var vildt overrasket. Jeg har siden samarbejdet
med Anti-doping Forbundet, hvor vi blandt
andet har prøvet at finde ud af, om det er, fordi
jeg har gode 'gener' i form af en medfødt ekstra god iltoptagelse, eller om jeg bare er særlig
god til at restituere. For der er langt fra junk
til en jernmand, siger Kenneth Carlsen med
charmerende underdrivelse af et liv, som han i
dag betegner som et rent helvede.
og været på vej mod kanten. Ikke at jeg har
fået en diagnose, men jeg tror ærlig talt nok,
at der er lidt ADHD indover. Jeg kan køre
de fleste andre trætte, fordi jeg mangler den
bremseklods, andre mennesker har. Det er
dødfarligt, når du har med stoffer at gøre, men
i sportens verden er det jo en ressource, siger
Kenneth Carlsen, der nu kører sin personlighed af på en sund måde i stedet for i en nedadgående dødsspiral.
Kenneth Carlsen har fået en ny platform i
sporten og fysioterapien.
- Jeg kan godt lide mennesker, jeg kan godt
lide at hjælpe andre med at få det bedre eller
finde deres vej. Jeg samler på højdepunkter i
hverdagen, både når jeg får løsnet en spændt
muskel eller manipulerer et led, der sidder
forkert, på plads, forklarer Kenneth Carlsen.
Ironman i 45 graders varme
Heroin, metadon og guldbajere. Det var hverdag for fysioterapeut Kenneth Carlsen indtil
den 13. april 1998.
Datoen står bøjet i neon for ham som den
dag, han skiftede kurs. Det var dér, han
erkendte, at han var junkie. Det, der startede
helt uskyldigt med hashrygning, havde gradvist udviklet sig til et tungt misbrug. Stofferne havde overtaget styringen. Da Kenneth
Carlsen gav op, kom forandringen.
- Første skridt var afvænningscenteret
Egeborg på Lolland. Vi var 35 på det tidspunkt,
hvor jeg var indlagt. Af os er de 25 døde i dag,
ni hænger stadigvæk fast i miljøet. Jeg er den
eneste, der er clean, fortæller Kenneth Carlsen,
som ikke har rørt stoffer siden den dag.
Derimod har han taget to uddannelser: Én
som psykoterapeut, som han har brugt til at
hjælpe andre narkomaner ud af deres stofmisbrug. Og for knap tre år blev han så færdig
som fysioterapeut. En rigtig god én af slagsen
ifølge hans lærere på Skodsborg Fysioterapeutskole (UCC i Hillerød, red).
Kenneth Carlsen var stadig lige så kvik som
før stofferne, så han havde let ved at få anatomien og fysiologien på plads, og hans krop
havde heller ikke taget skade. I hvert fald fik
Købte egen klinik
I dag ser hans hverdag helt anderledes lykkelig
ud. 'Hver dag er en ny dag i mit nye liv, som
lægger yderligere afstand til min fortid', som
han siger: 'Jeg gør kun, hvad jeg har lyst til'
Få måneder efter at Kenneth Carlsen havde
fået papir på, at han var statsautoriseret fysioterapeut, fik han mulighed for at åbne sin egen
klinik.
- Der var nogle ledige lokaler i Helsingør, og
den fyr, der havde dem, sagde: 'Sig mig, skal
du ikke se at få din egen klinik?' Jeg var stadig
våd bag ørerne, nyuddannet og fagligt usikker, men jeg vidste med mig selv, at sådan en
chance kun kommer én gang, så jeg var nødt
til at slå til, siger Kenneth Carlsen.
Arbejdsugen i Kenneth Carlsens klinik 'Biomekanikeren' er på tre dage. Resten af tiden
er helliget triatlon-træning, som er en timeslugende passion.
- Du skal være god til at svømme, cykle og
løbe, og de fleste triatleter er kun naturligt
gode til én af disciplinerne. De andre skal der
kæmpes for…, siger Kenneth Carlsen, der er
bevidst om, at sporten giver ham det kick, han
før skulle have stoffer til at give sig.
- Jeg har altid haft helt vildt meget energi
Kenneth har suppleret fysioterapien med
kurser i fysiske manipulationsteknikker og
arbejder også som coach for andre atleter og
underviser DGI-byens løbecoaches i fysiologi
og træningslære.
- Jeg elsker at hjælpe dygtige atleter med at
nå deres højeste mål, siger Kenneth Carlsen,
der har adskillige imponerende rekorder på sit
sportslige cv. Blandt andet kvalificerede han
sig til VM og kom ind som nummer seks til sit
første kvalifikationsstævne. Sidste år til Ironman på Hawaii gik det ikke helt som forventet.
Kenneth var ikke vant til at skulle præstere i
45 graders varme. Alligevel har han aldrig følt
sig så rolig og afbalanceret, som efter han har
fundet sporten.
- Det er, som om fluerne i styrehuset er faldet til ro, siger han med adresse til sit hurtige,
men også over-aktive hoved, der har det allerbedst efter en træningstur på cyklen på 150
kilometer på landevejene omkring Helsingør.
- Jeg har selvfølgelig også lortedage som alle
andre, men jeg er alligevel glad hver dag. Alt
er bedre end det lort, jeg kommer fra, understreger han. |
Artiklen har tidligere været bragt i TRUNCUS,
studerende fysioterapeuters blad.
hvem: kenneth carlsen, 37 år.
Hvad: Fysioterapeut og triatlet
Højdepunkt: Da jeg blev clean, og da jeg fik mulighed for at starte mit eget liv
forfra igen.
Lavpunkt: Dagen før jeg tog skridtet til at blive clean. Jeg var verdens mest
ulykkelige menneske og kun 23 år. Jeg blev tilbudt et gratis fix af min pusher,
som skulle være mit livs sidste, men jeg var så færdig: 'Jeg kan ikke! Ikke én dag til…'
Om to år: Der er jeg på Hawaii igen.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 21
NEDSLAGTET I BORGERKRIG:
Spiller
et-bens-fodbold
for at glemme
Ti år efter at en af verdens blodigste borgerkrige sluttede,
er kampen om en værdig tilværelse stadig i gang for mange
af dem, der mistede arme og ben i krigens rædsler.
Diskrimination og arbejdsløshed hører til hverdagen i
Sierra Leone, men det har blot fået en gruppe unge mænd
til at kæmpe endnu hårdere for at bevise deres værd.
tekst og foto Anna Klitgaard
Sene eftermiddagssolstråler falder ned over
Lumley Beach. Havet skvulper stille ind mod
land her i den vestlige del af Sierra Leones
hovedstad, Freetown, der huser omkring
halvanden million mennesker. På stranden er
mylderet i midtbyen langt væk, selv om en del
nysgerrige er mødt op for at heppe. De står i
små grupper rundt om den hastigt optegnede
fodboldbane i sandet, hvor ti unge mænd lige
nu kæmper om bolden. Scenariet gentager sig
med jævne mellemrum langs hele stranden,
men alligevel får de ti spillere fra GGMAFC eller Greatest Goal Ministries Amputee Football
Club mest opmærksomhed. I begge netløse
mål står nemlig et-armede målmænd, mens
spillerne på banen alle mangler det ene ben og
derfor spiller lige så meget med krykkerne som
med fødderne.
hænder, arme eller ben hugget af af oprørshæren Revolutionary United Front (RUF),
mens mange andre mistede lemmer af kugler,
bomber eller landminer. Ens for dem alle er,
at de i dag bliver udsat for diskrimination, da
handicappede ikke er vellidte her, og det gør
den ugentlige træning eller kamp til noget,
som spillerne ser frem til, siger målmanden
Mohammed T. Kamara på 22 år.
- Rebellerne huggede min hånd af, fordi
jeg ikke ville kæmpe for dem, da jeg var 12 år
gammel. Der gik infektion i såret, så da jeg endelig efter to uger kom på et hospital, amputerede de det meste af armen. Jeg har siden lært
at klare mig med min ene arm og stumpen,
men alligevel er det svært at finde arbejde. For
ingen vil ansætte en handicappet her i landet,
siger han.
Borgerkrigens rædsler
Kampene endte ikke med krigen
Borgerkrigen i det vestafrikanske land Sierra
Leone, der varede fra 1991 til 2002, efterlod
mange mennesker med amputerede lemmer. Over 10.000 menes at have fået fødder,
I en kort pause efter de første 35 minutter på
banen nikker de andre ni spillere, da Mohammed fortæller sin historie. De er stort set alle
arbejdsløse, fordi ingen vil ansætte dem, når
arbejdsgiverne kan få masser af anden fuldgyldig arbejdskraft. Problemet er stort, for de
unge skal selv betale for proteser og behandling, da regeringen ikke længere er villige til
at poste penge i krigens ofre, siger forsvarsspilleren Evanee Bayoh, der er holdets alderspræsident på 49 år og talsmand. Han er en af
de eneste af de ti spillere, der har en protese og
normalt går uden krykker.
- De fleste uden et ben eller arm lever som
tiggere. Men vi vil mere. Vi kan stadig arbejde,
træne og leve et godt liv, men det er en kamp
at få lov. Jeg er uddannet håndværker, men
ingen vil ansætte mig, når de finder ud af, at
jeg mangler det ene ben. Der er heller ingen
piger, som vil gifte sig med mig, så det er svært
at få en normal tilværelse.
Udtagelse til OL
22
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
Igennem fodbolden er det dog lykkedes for de
unge mænd og Evanee at finde en form for mening med tilværelsen, for i nogle timer en gang
om ugen kan de grine, pjatte, joke og være som
alle Freetowns andre indbyggere.

Der bliver gået til den, når GGMAFC eller Greatest Goal Ministries
Amputee Football Clubs spillere mødes en gang om ugen for at træne
eller spille kamp. Alle ti spillere på banen har enten mistet en arm
eller et ben på grund af borgerkrigen, der hærgede Sierra Leone
1991-2002, men det har ikke fået spillerne til at give op. I stedet
for at acceptere diskriminationen fra det omkringliggende samfund
forsøger de at spille sig til glæde og selvværd.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 23
Evanee Bayoh gør sig klar til at spille fodbold for GGMAFC eller Greatest Goal Ministries Amputee Football
Club. Han har spillet fodbold, siden han var barn, men under borgerkrigen i Sierra Leone blev han offer for
en bombe og mistede det ene ben. Dog har han som resten af holdet nægtet at give op, og derfor træner de
hver weekend på stranden i forstanden Lumley i udkanten af hovedstaden, Freetown.
Det sker på stranden i Lumley. Mellem to
rustne mål mødes de, der kan, og sammen får
de indstillet krykkerne, placeret proteser og
tasker et sikkert sted og inddelt sig i hold. Der
er ingen dommer eller bane, blot sandet mellem havet og vejen.
- Vi kommer her for at glemme for en tid.
Glemme arbejdsløsheden, diskriminationen
og usikkerheden. Igennem fodbolden kan vi
bevise, at vi kan noget, selv om vi mangler en
arm eller et ben, og det bringer glæde i vores
liv. Mange af os har spillet sammen i flere år,
så vi er blevet gode venner og kan snakke om
problemerne i hverdagen eller bare grine sammen, siger Mohammed.
Snyd uden for banen
Han er som den eneste på holdet og i Sierra
Leone udtaget til at skulle med til HandicapOL i London næste sommer. Her skal han feste
og sprinte sammen med atleter fra resten af
verden, og det er noget, den 22-årige virkelig
ser frem til.
24
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
Dog er det ikke nemt at skrabe pengene
sammen til træningen, hverken for Mohammed eller de andre. Godt nok fik holdet for et
år siden overrakt en check af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, og fik penge fra Spanien
for at rejse dertil og spille, men korruption i
klubbens ledelse gjorde, at holdet aldrig så
en krone. Evanee er som resten af spillerne
ærgerlig over dette. Men i stedet for at give op
startede drengene deres egen klub for et halvt
år siden, nemlig GGMAFC.
- Før var vi en del af Single Leg Amputee
Sport Club (SLASC), men de snød os. Vi er
vant til at blive diskrimineret af folk uden for
banen, men at vi også skulle opleve at blive
snydt af vore egne, det havde jeg ikke regnet
med. Nu prøver vi at klare os selv og håber, at
vi kan få hjælp fra sponsorer eller andre til at
få vores hold op at stå og tjene lidt på sporten.
Men hvis vi ikke har penge til at spise, kan vi
jo heller ikke spille fodbold, forklarer Evanee.
Evanees drøm er at åbne et lille tømmerværksted, så han kan bruge sin uddannelse.
Men han har ingen penge til værktøj, så i
øjeblikket arbejder han som daglejer og håber,
at hans forskellige arbejdsgivere ikke finder ud
af, at han mangler et ben.
Alle er vindere
Midt i anden halvleg begynder målene at
komme. Efter hvert bliver der jublet ved at
slå krykkerne mod hinanden, men det er ikke
kun spillerne på det scorende hold, der smiler.
Sammenholdet i gruppen er så stærkt, at alle
deltager, og bagefter fejres kampen, der endte
2-1, med noget vand. Der er ingen penge til andet end transport i spillernes lommer, men lige
nu er det at sidde trætte og svedige sammen
i tusmørket også nok. Langsomt får Evanee
protesen på igen, og Mohammed samler sine
ting sammen. Det er tid til at bevæge sig den
lange vej hjem igen, tilbage til hverdagen og
den diskrimination, som de for et par timer har
kunnet glemme igennem fodbolden på sandbanen i Lumley. |
Spillerne fra venstre mod højre: Chernoh Shaw (målmand), Evanee Bayoh, Sambu Kamara, Alfred Kamara, Mohammed Kamara, Daddy Mansanay, Sahr Lamin, Mohammed
Fofanah og Alhonji Bah. Siddende forrest er målmanden Mohammed Kamara.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 25
Generøse
sælgere og
deres købere
med anderledes
bud på rigtig
gode julegaver
og nytårsønsker
Det bliver ikke de hjemløse,
som detailhandlen skal vende
blikket mod, hvis der for alvor
skal gang i gaveræs og julesalg.
Bortset fra et par uldne sokker og
nye sandaler er der helt andre ting,
der tæller, når avisens sælgere skal
komme med deres bud på, hvad de
har brug for.
Deres ønsker er ikke pakket ind,
og de kan heller ikke ligge under
noget kendt juletræ. Det samme
gælder for ønskerne til det nye år.
Læs selv med, og bliv inspireret til
en anderledes jul med kærlighed
og omtanke – for jer selv, for
hinanden – og for resten af verden.
af Hasse Kronkvist og Maria Nagel
foto Holger E. Henriksen og Lars Ertner
26
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
Peter, sælger nr. 335
JULEØNSKER: Nogle flere tykke
sokker og et par sandaler. Jeg går
nemlig i sandaler hele året .
NYTÅRSØNSKER: At jeg får en bolig.
Helst i stueplan eller med elevator og
gerne med en lille have til.
Birgit Straube, sygeplejerske
Ønsker til jul og Nytår: Bedre
tider for alle.
Ole P. Knudsen, pensioneret
informationschef i Post Danmark
Ønsker til jul og Nytår: Fred
på jorden. God jul i familien og godt
helbred.
Eric, sælger nr. 745
JULEØNSKER: Ikke at blive
misforstået.
NYTÅRSØNSKER: Mere omtanke
for mig selv og fra omverdenen.
køb vores
årskalender
& vind en rejse
værdi: 5.000 kroner
læs mere på
www.husforbi.dk
og på facebook
Karen Szöllösi, pensioneret
kontormedarbejder
Ønsker til jul og Nytår:
Fred og sameksistens.
Silvia Brandiüru, pensionist
Ønsker til jul og Nytår:
Retfærdig behandling af alle socialt
udsatte. Mere hjælp fra myndighederne.
Liff, sælger nr. 313
JULEØNSKER: At jeg må se mine børn
og børnebørn. Det er år siden, jeg har
set dem.
NYTÅRSØNSKER: At få en beskyttet
bolig, hvor jeg kan få støtte og hjælp.
Lee, sælger nr. 641
JULEØNSKER: En familie, som jeg kan
drage omsorg for. Og dem for mig.
At dem, der betyder noget for mig, har
det godt.
NYTÅRSØNSKER: Et knap så
stressende år, hvor jeg ikke skal rende
det offentlige på dørene hele tiden.
Ragnar Bylund, musiker
Ønsker til jul og Nytår: Alt
godt for alle, men især for Hus Forbisælgerne.
Gitte Famme, frisør
Ønsker til jul og Nytår: At blive
rask! Og at børnene har det godt, og at
verden bliver bedre.
Linda Brønd, pensionist
Ønsker til jul og Nytår: En
gymnastikbold!
Marianne Kvist, pensionist
Ønsker til jul og Nytår: Godt
helbred og alt godt for familien.
Tina, sælger nr. 315
JULEØNSKER: Ingenting til mig selv,
men at alle får en god jul.
NYTÅRSØNSKER: At Hus Forbi laver
en julekalender, hvor overskuddet går
til at give noget til de hjemløse, for
eksempel en julekurv. Og at min kæreste
og jeg får en lejlighed. Gerne i Nordvest
eller på Nørrebro.
John, sælger nr. 456
JULEØNSKER: Da jeg er ungkarl,
ønsker jeg mig en sød kæreste.
NYTÅRSØNSKER: At alt går godt, at
jeg får en sød pige, en familie og børn.
Og så en bedre verden med fred og
kærlighed.
Karsten, sælger nr. 129
JULEØNSKER: At vinde i lotto og
verdensfred. At politikerne tager sig
sammen, og at jeg får min tandprotese
til at sidde rigtigt, så jeg igen kan tygge
min mad.
NYTÅRSØNSKER: Mere samkvem med
mine børn. Og at jeg får en samlever, jeg
kan have et stabilt forhold til.
K.E. Nørgaard, musiker
Ønsker til jul og Nytår: Jeg
ønsker at flere mennesker ville være lidt
mere medmenneskelige.
Heidi, sælger nr. 590
JULEØNSKER: At blive ædru.
Så ønsker jeg mig en stor suppegryde,
så jeg kan lave en masse suppe til at
fryse ned. Da min mor ikke længere
laver mad, så jeg ville også kunne lave
mad til hende.
NYTÅRSØNSKER: At blive ædru, og at
min nye kat og jeg får det godt.
Bo Nielsen, bogholder, selvstændig
Ønsker til jul og Nytår: At der
bliver fastsat en fattigdomsgrænse, og
at der bliver gjort noget mere for de
socialt udsatte.
Randombage, sælger nr. 734
JULEØNSKER: Ønsker mig en lille
legetøjsbil, jeg kan give min søn.
Et headset, der er stort og kan dække
mine ører, så jeg ikke taber dem hele
tiden. En lille mp3-afspiller, så jeg kan
høre min egen musik.
NYTÅRSØNSKER: En bil. Den behøver
ikke være ny, men så jeg nemmere kan
komme omkring. Selvfølgelig med GPS i.
Michael, sælger nr. 644
JULEØNSKER: At min ven, der har
brækket armen, får det bedre. Og at vi
sammen får en god jul med min far i den
Grå Hal på Christiania.
NYTÅRSØNSKER: Jeg har fået
lejlighed for to uger siden. Jeg ønsker,
at det går godt, og at jeg får det godt i
lejligheden.
i december kan du på www.grop.dk
se nogle af de gratis glæder i julen.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 27
HUS FORBI-kalender 2012
er på gaden nu!!!
Her er et smugkig af nogle af de medvirkende.
Se, hvad de drømmer om
og læs om hvorfor.
Årskalenderen er ikke en del af avisen og må kun
sælges efter særlig tilladelse i november, december og
januar. Sælgerne investerer selv 20 kroner i hver kalender og tjener 30 kroner, hvis de får kalenderen solgt.
Kalenderen er støttet af:
Køb kalenderen af
din Hus Forbi-sælger
Pris 50 kroner
– sælgeren tjener 30 kroner
HERBERGSCENTRET på SUNDHOLM
28
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
'førstehjælp’ på mobilen
Hvordan finder jeg det rigtige
vaskeprogram? Hvordan skifter jeg
en sikring? Hvor meget medicin
skal jeg tage? Alt sammen daglige
gøremål, der kan synes små, men
som godt kan udfordre hjemløse,
der pludselig står og skal finde sig
til rette i en bolig – eller skal klare
flere ting selv på herberger og institutioner. På Det Sociale Døgncenter
Sølyst bliver der for øjeblikket optaget masser af den slags små film
på mobiltelefonen. Optagelserne er
led i Projekt Den Mobile Hjemløse,
som Sølyst har taget initiativ til i
samarbejde med firmaet Lommefilm
Aps. Projektet skal løbe i 2 1/2 år.
- Brugerne har ofte svært ved
at læse instrukser og huske dem.
Det problem kan løses ved at give
dem oplysningerne visuelt. Samtidig er det en win-win-situation
for både brugere og personale. De
hjemløse bliver mere selvhjulpne,
og personalet får frigjort mere tid
til at koncentrere sig om, hvordan brugerne rent faktisk har det,
fortæller Marianne Larsen, der er
konstitueret leder af Det Sociale
Døgncenter Sølyst. Erhvervs- og
Byggestyrelsen støtter økonomisk
projektet gennem puljen Medarbejderdreven innovation.
ok at stikke
20'eren i lommen
mænd tænker
mest – også på sex
Forleden fik Hus Forbi en henvendelse fra en oprørt køber,
der netop havde købt avisen. Til
køberens store undren, stak sælgeren de tyve kroner i lommen.
Køberen stillede spørgsmålstegn
ved, om salget nu var i overensstemmelse med reglerne. Og ja!
Hus Forbi kan berolige alle. For
sælgeren har selv investeret de
12 kroner i avisen, og kan efterfølgende beholde tyveren, som
er salgsprisen. Nogle sælgere
vælger at stå med en kop eller
kande, mens andre altså tyr til
lommerne.
Flere sælgere kombinerer de
to opbevaringsmodeller for at
undgå tyveri eller tab af penge.
Og andre vælger at bruge den
ene lomme til penge, der skal
bruges til at reinvestere i nye aviser, mens resten kommer i foret
som lommepenge. Til orientering
er der i december tilladelse til
også at sælge Hus Forbi’s årskalender. Også her har sælgeren
investeret, men den koster vedkommende 20 kroner i indkøb,
men må altså sælges videre på
gaden for 50 kroner. Måske nogen får brug for en lommeregner
– og hvis ikke, så kan du købe
både avis og kalender af samme
sælger for 70 kroner. Sælgeren
tjener i alt 38 kroner.
hye
Når tænketanke som Kraka,
AE-Rådet og Cepos beriger
samfundet med store tanker, kan
man være helt sikker på, at der
står mænd bag. Selvom det er
bredt anerkendt, at de bedste
beslutninger skabes i samarbejde
mellem kvinder og mænd, er
der kun en kvinde ansat til at
skabe modspil til de 19 mænd,
der udgør det tænksomme lag
i Danmarks syv mest toneangivende tænketanke. Det skriver
Ugebrevet A4.
Men det er ikke kun begavet
hjernegymnastik, mændenes tanker kredser om. En ny undersøgelse refereret i Metro Xpress fra
analysefirmaet Onepoll lavet for
avisen The Daily Telegraph afslører, at en gennemsnitlig mand
tænker på sex hele 13 gange om
dagen. På et år bliver det til hele
4.745 frække tanker. Til sammenligning tænker kvinder kun
på at have sex fem gange om
dagen, eller 1.825 gange på et
år. Det lykkes dog ikke for alle
mænd at få deres seksuelle lyster
udlevet. En gennemsnitlig mand
har nemlig ifølge undersøgelsen
kun sex 104 gange om året. I undersøgelsen deltog 3.000 mænd
og kvinder, der også viste, at tre
fjerdedele af alle mændene var
tilfredse med den mængde sex,
de rent faktisk havde. Ganske
bemærkelsesværdigt var kun
godt halvdelen af kvinderne i
undersøgelsen lige så tilfredse.
hye
udsatte udsat for
udsatte-retorik
Hjemløse, skrøbeligt bosiddende,
marginaliserede, psykisk sårbare,
depressive, ulykkelige og misbrugende.
Socialt udsatte mennesker har mange
betegnelser, når forskere, medier og de
forskellige sociale aktører skal sætte
ord på mennesker, der stikker ud og er
anderledes end de fleste. Hvis de selv
bliver spurgt, tegner der sig imidlertid
et noget andet billede. Det har Landsforeningen af Væresteder sammen med
deres brugerorganisation SVID (Landsforeningen af Værestedsbrugere i Danmark) vist. En stor brugerundersøgelse
med 700 værestedsbrugere afdækker,
at over halvdelen ikke betragter sig
selv som socialt udsatte, og 61 procent
mener faktisk, at de er ret lykkelige,
selv om de har problemer og daglige
udfordringer. 48 procent drømmer om
at blive gældfri, og selv om mange
også har boligproblemer, så angiver 42
procent, at de ikke ville bryde sig om
at have stressede mennesker til naboer.
psykiatrien
stadig puljefinansieret
Brækker du en arm, behøver
du ikke at afvente SATS-puljeforhandlinger og forlig. Penge
til den slags ubehageligheder
findes hvert år på finansloven.
Sådan er det ikke, hvis du har
ondt i sjælen eller sindet.
Psykiatrien må også i årene
fremover tage til takke med
puljemidler. Efter SATS-puljeforliget i år er der afsat 830
millioner kroner til psykiatrien.
Ifølge landsforeningen SIND er
der dog lang vej igen, før der
er rettet op på års nedskæringer. Foreningen har beregnet,
at psykiatrien har mistet op
imod 1,8 milliarder kroner
om året, hvorfor de godt 200
millioner årligt i de næste fire
år ikke er noget at råbe stort
hurra for. hye
Læs mere om undersøgelsen på
www.husforbi.dk
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 29
| debat |
Verdens lykkeligste folk?
En større og større hær af danskere melder
sig til at yde en uvurderlig indsats i det frivillige
arbejde til trods for presset fra familie og arbejdsplads. Regeringen opfordrer alligevel til, at endnu
flere melder sig – naturligvis fordi 'hvad der er
sparet, er tjent'.
Langt de fleste frivillige i Sct. Nicolai
Tjenestens anonyme telefonrådgivning, hvor jeg
nu har arbejdet i godt en halv snes år, kommer fra
det grå guld. Mennesker, som efter et langt arbejdsliv, vil yde den ekstra indsats for ulykkelige
og ensomme mennesker der, til trods for stigende
velfærd, henvender sig. En større interesse blandt
unge synes på vej, viser en ny undersøgelse fra
Frivilligrådet, der er regeringens rådgivende
organ. De unge udgør dog kun to procent på det
sociale område indtil videre.
Tankevækkende er det, at de hjælpsøgende
bliver mere og mere belastede, udstødte og syge.
Mange er overladt til deres egen elendighed på
bosteder, hvor ensomheden er nærmeste nabo,
og besøg indskrænker sig til den tilsynsførende,
der skal uddele piller.
I Sct.Nicolai Tjenesten er vores fornemmeste
opgave at lægge øre til og udtrykke empati.
Det kan være svært ikke at smide røret på
og kunne give klienten det knus, de allermest
har brug for. Men vores anonymitet er jo netop
garanti for, at de kan lette deres hjerte frit til os.
Familien har i mange tilfælde opgivet at hjælpe
– mange har nok i deres eget, og ofte er de
spredt for alle vinde. Den gamle familiestruktur er
i opløsning, og professionelle netværk fungerer
ikke altid efter hensigten.
Flere og flere har brug for psykolog eller psykiatrisk behandling. De unge, fordi uddannelse
og udseende skal matche drømme, de slet ikke
kan leve op til. Ældre, fordi ensomheden sniger
sig ind på dem, efterhånden som vennerne falder
fra, og familien ikke har tid eller bor for langt
væk.
I den sammenhæng er det da mærkeligt at
forestille sig, at danskerne tilsyneladende skulle
være verdens lykkeligste folk.
Det er heller ikke den tanke, der strejfer mig,
når jeg har en tidligere professionel soldat i røret.
At vi overhovedet har sendt vores unge ud på en
slagmark, hvor de ikke aner, hvem der er ven eller
fjende, er da et paradoks af dimensioner. Afmagt
er nærliggende, når jeg hører om de traumer, de
hjemvendte skal leve med - måske resten af livet.
Hver nat angsten for de billeder, der passerer revy i
mareridt, ikke mange har fantasi til at forestille sig.
Intet under, at mange foretrækker at sove i skoven
frem for at vågne op badet i sved efter endnu et
hæsligt mareridt, der ikke vil forsvinde.
Efter en vagt, hvoraf den længste er på ni timer,
kan man føle sig godt brugt. De sidste ord fra
klienten bliver dog siddende længe og giver én
håb om, at det nyttede – også denne gang.
At vi som frivillig organisation har holdt 50årsjubilæum, er desværre kun en understregning
af, at der er brug for langt flere frivillige, der vil
bruge nogle timer om måneden på ulykkelige,
ensomme eller marginaliserede mennesker. Den
personlige tilfredsstillelse ved det frivillige hjælpearbejde bærer lønnen i sig selv.
Mia Keinke
– frivillig ved Sct.Nicolai Tjenesten Fyn
Et juleevangelium
Det skete i de dage, at Maria skulle føde. Maria
og Josef var kommet rejsende til det land, som
de troede flød med mælk og honning. De havde
rejst væk fra fattigdom og uro, og håbede på, at
de skulle finde lykken i det forjættede land. De
havde fundet lykken hos hinanden, men ikke så
meget i landet. De havde ledt alle vegne efter arbejde, men de havde ikke fundet noget og havde
ikke penge til at tage hjem igen.
Nu var det blevet vinter, og Maria skulle snart
føde. Maria og Josef tog til den store by og
gik fra herberg til herberg for at finde et sted
at overnatte. Alle steder skete det samme. Når
ejerne hørte, at de var fremmede i landet, sagde
de, at herberget var optaget. Hele aften og den
halve nat gik de fra sted til sted, mens den kolde
vind ubarmhjertigt føg mellem husene. Til sidst
kunne Maria ikke mere. Hun halvt besvimede
foran endnu et herberg, hvor de var blevet afvist.
Så sagde en af de andre hjemløse, som stod
udenfor og drak øl, at de skulle følge med ham.
Han viste dem en skurvogn, hvor han og nogle af
hans venner boede en gang imellem. Dér kunne
Maria og Josef overnatte.
Mens de prøvede at sove, kunne Maria mærke,
at hun skulle føde. Til Marias store held havde
en blandt de tilstedeværende været jordemoder,
inden hun dulmede tilværelsens smerter med lidt
for megen alkohol og medicin. Hun hjalp Maria
30
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang
med at føde sit barn. I en skurvogn med byens
hjemløse som vidner og hjælpere kom Maria og
Josefs barn til verden. Begivenheden blev fejret
med sang, øl og snaps til den lyse morgen. Da
barnet var født og var lagt op til moderen, brød
de hjemløse ud i sang:
En rose så jeg skyde
op af den frosne jord,
alt som os fordum spåde’
profetens trøsteord.
Den rose spired’ frem
midt i den kolde vinter
om nat ved Betlehem.
Da lederne af landet hørte om, at de fremmede i deres land begyndte at føde børn, blev
de bekymrede. De hidkaldte de skriftkloge og
spurgte dem, om de fremmedes børn truede
deres magt. De skriftkloge fremlagde alle mulige
tal og kendsgerninger, som påpegede, at børnene
måske engang i fremtiden udgjorde en lille trussel for ledernes magt.
Lederne blev så urolig over at høre dette, at
de indkaldte landets soldater og beordrede, at de
skulle fange alle de fremmede mennesker i hele
landet og smide dem ud – helt ud af landet.
Maria havde lige ammet sit barn, da soldaterne
stormede ind i skurvognen og trak hele familien
udenfor. Maria og Josef frygtede meget for, hvad
der skulle ske med deres lille familie. Soldaterne
anbragte dem på et skib, der sejlede dem ud af
landet.
Maria og Josef vidste ikke, hvor de skulle tage
hen. De tilhørte hver sit folk, som var i krig med
hinanden, og de kunne derfor ikke tage tilbage
til deres familier. De gik fra by til by, men de blev
afvist alle vegne.
På en kold og forfrossen mark var de lige
ved at give op, men så mødte Maria og Josef en
sigøjnerflok på dens evige rejse. Den gav husly til
den lille familie. Sigøjnerne opfattede dem ikke
som fremmede eller farlige, men som mennesker
i nød.
Ikke alle var lige så heldige som Maria og
Josef. Et skib med uønskede fremmede sank på
åbent hav, og ingen overlevede. Da opfyldtes
det, som var talt ved profeten Jeremias, der siger:
I Rama høres råb
gråd og megen klage;
Rakel græder over sine børn
Hun vil ikke lade sig trøste,
For de er ikke mere.
Gymnasielærer Bent H. Jørgensen, Hjørring. (Jeg
er ikke hjemløs og har kone, børn, villa, Volvo og
vovse. Men derfor kan man vel godt være solidarisk med dem, der er i nød og ikke har så meget).
Hus Forbi samler ind til varmt tøj
Hus Forbi samler igen i år penge ind til kvalitetstøj til vores sælgere:
Jakker, bukser, undertøj og varme vinterstøvler.
Indsæt et bidrag på konto: 9541 10155088 i Danske Bank
’Gadens Konger’ er en enestående mulighed
for få et indblik i et miljø, som ellers er helt lukket land for udenforstående. Fire hundrede fotos
er der blevet plads til i bogen, og krydret med
fotograf Holger E. Henriksens historier og
anekdoter giver de et helt unikt billede af
hjemløshed i Danmark.
Holger har fotograferet på gaden i en årrække –
og I kender bl.a. hans billeder fra Hus Forbi.
Gadens Konger koster 159,Alt overskud går til at hjælpe hjemløse.
Beløbet (159,-) + porto (48,-) i alt 207,- kan indsættes på følgende konto:
Reg. 4180, konto: 0040001697, mærket Gadens Konger.
Husk at skrive din adresse – så sender vi bogen til dig.
Se også www.sandudvalg.dk for salgssteder,
eller ring til SAND på 89 93 70 60.
HUS FORBI
| nr. 12 december 2011 | 15. årgang | 31
Køb kalenderen af
din Hus Forbi-sælger
Pris 50 kroner
– sælgeren tjener 30 kroner
Køb kalenderen og
deltag i konkurrencen
om et rejsegavekort.
Værdi: 5000 kroner.
(se hvordan på www.husforbi.dk)
Hus Forbis
årskalender 2012
32
| HUS FORBI | nr. 12 december 2011 | 15. årgang