Kvindeliv ndrup Mette Ta(4 0) n Madse mor til med Klaus, Privat: Gift 11 år. og Daniel på Louise på 18 for børn et m af Ungetea Job: Leder te. r særlig støt med brug fo 78 Mette Tandrup Madsen har oplevet det mest afmægtige: at se sin datter forsvinde ind i sig selv og ikke kunne nå hende. Men hun nægtede at give op uden sit livs kamp, og i dag er de begge på vej tilbage til livet. magasinetliv.dk Mette Tandrup Madsens datter er psykisk syg: “Jeg mistede min datter – i fem år” Efter fem år med selvmordsforsøg, psykiatrisk indlæggelse og forsøg på at forstå sin datters smerte tør Mette Tandrup Madsen trække vejret. Dette er historien om, hvad mobning kan gøre ved vores sensitive børn og om at turde vælge livet, også når det gør alt for ondt. Af Louise Thorsted / foto: winnie methmann ‘Klokken er 2 om natten. Min krop føles som en træstamme, helt stiv. Mit ansigt er opløst i tårer, jeg har en oplevelse af at have grædt alt for længe. Mine tanker søger efter muligheder og svar på, hvordan jeg kan opfylde min rolle som mor. Hvordan jeg kan overtage din smerte? Alt dette mens jeg stille og forsigtigt stryger min hånd hen over dine hænder, som ligger tæt oven på den hvide dyne. De er kolde og pakket ind i gazebind. Lyden, der indikerer din puls, svinger meget. Nogle gange går den helt i stå og får mit hjerte til at slå endnu hurtigere. Jeg frygter, du aldrig vil vågne op. hår og makeup: gitte samsøe De var tre drenge, der kaldte hende en tyk and. I tre år fastholder hun selvtilliden udadtil. En sygeplejerske kommer ind og tjekker dig - og nok også mig. Hun spørger, om ikke jeg vil ind og sove? Men jeg forsikrer hende om, at jeg bare gerne vil være ved din side. Jeg håber ikke, at hun mærker, at jeg ikke stoler på, at hun kan passe på dig. Men hvordan skal hun kunne det, når vi lige har fejlet i den opgave? Højt begynder jeg at sige det sværeste, jeg nogensinde har sagt, men aldrig fortrudt: ‘Louise, du må gerne slutte nu. Du må gerne sige stop. Jeg vil ikke længere bede dig holde fast. Du har kæmpet for livet, men det har kun givet dig smerte, så det er magasinetliv.dk okay at sige farvel. Så meget holder jeg af dig. Vælger du alligevel at leve, er jeg med dig hele vejen. Uanset hvor svært det bliver, vil jeg altid være ved din side og løfte dig sikkert op over alle de store sten, som må fylde på livets vej’. “Jeg har skrevet dagbog siden den august-nat i 2009, hvor jeg sad ved min dengang 14-årige datters side og ventede på, at hun ville vågne efter sit første alvorlige selvmordsforsøg. Den skarpe pige Jeg husker stadig morgenen den 7. april 1995, hvor vi gik rundt på fødegangen på Holstebro Sygehus og ventede på at møde vores førstefødte, som skulle tages ved kejsersnit. Vores lille stjernekigger kom til verden klokken 8.41 og gjorde os til verdens lykkeligste forældre. Det gør hun stadig. Jeg er sådan et menneske, som sætter mål i mit liv. Jeg havde et mål om, at jeg ville være leder, inden jeg blev 40 år. Jeg har også altid tænkt, at jeg skulle have hus, mand og børn. Ikke et luksusliv. Bare godt. Den drøm brast for fem år siden. Vi mistede vores Louise og har først fået hende igen nu. Hun er en anden Louise i dag, en pige med masser af ar på sjælen. Men hun er i live. Som barn var Louise altid den, der hjalp de børn, der faldt udenfor og blev drillet. Hun var enebarn, indtil hun fyldte syv år, og har altid fået meget opmærksomhed. Hun var tidligt skarp retorisk. Så skarp, at hun kunne jage de drenge væk, som drillede de andre. Det var, indtil de fandt ud af at ramme Mettes elskede, smukke datter, Louise, som hun har været ved at miste til selvmord. To gange. hende på, at hun var svajrygget. De var tre drenge, der kaldte hende en tyk and og mobbede hende, når de kunne slippe af sted med det. Ingen stod op for hende, heller ikke klasse læreren, som tværtimod foreslog Louise at holde lidt igen med forsvaret. Jeg tog rundt til drengene og deres forældre, men blev i døren mødt med: ‘Det kan ikke være min søn’. Min mand, Klaus, og jeg ender med at foreslå Louise at skifte skole, men det har hun ikke lyst til. Hun forsikrer os, at alt er okay nu. Jeg tror, hun havde en oplevelse af, at vi rendte panden mod en mur, når vi forsøgte at kæmpe hendes kamp. I tre år formår hun at fastholde selvtilliden udadtil. Hun kan som få rejse sig og holde en tale. Hun har gode veninder, men til hendes konfirmation studser vi over, at tre af dem i deres telegrammer til Louise skriver: ‘Du er vores bedste psykolog’. Jeg kan huske, at jeg siger til Klaus: ‘Det er ikke godt. Det skal hun jo ikke være’. Louise kan bedre forholde sig til andres problemer end sine egne. Alt for ofte oplever hun at blive mobbet, når hun er sig selv, så i stedet skaber hun en falsk identitet, som går ud på at være noget for alle andre i stedet. Skader sig selv Kort efter sin konfirmation begynder Louise at tage sine plakater ned ad væggene. Hun sætter ikke nye op, men dækker hullerne i væggen med labels, fordi hun tror, hun bliver filmet. Hun undgår alt samvær med andre, også os, og 79 Kvindeliv “Vi har sat vores hus til salg. Det er forbundet med en oplevelse, vi ikke kan smukkesere væk. Vi har fjernet badeværelset og byttet rundt på værelserne, men det har ikke ændret på, at vi ikke er glade her.” Louise med to af dem, der altid er der for hende: lillebror Daniel og far Klaus. sidder bare på sit værelse og lytter til musik og synger for sig selv. Hun vil ikke tale med os. Jeg arbejder på samme skole, som Louise går på, og en torsdag tager jeg fat i skolesyge plejersken. Min mavefornemmelse siger mig, at den er helt gal, så jeg beder hende tage en snak med Louise. Om tirsdagen kommer sygeplejersken op til mig. Hun har lige talt med Louise og fortæller mig, at den er helt gal. Louise har selvmordstanker og har skåret i sig selv i det små. Vi var ikke i tvivl om, at hun var trist og måske depressiv, men vi havde ikke opdaget hendes selvskadende træk. Jeg ringer til kommunen og beder om hjælp, mens sygeplejersken stadig står ved mit bord. Jeg får fat i en socialrådgiver, om hvem jeg i dag kun kan tænke, at hun har været træt. Rigtig træt. Hun gjorde sikkert det bedste, hun formåede, men hun fejlede. Selv om jeg fortæller, at min datter er selvmordstruet, kan hun først se os fire uger senere. Jeg forsøger i stedet vores læge, som heldigvis siger, at vi skal komme med det samme. Han ringer straks til akutvagten på børnepsykiatrisk afdeling ved Herning Hospital. Louise følger med til undersøgelserne og samtalerne, men er trist og græder bare. Overlægen er slet ikke i tvivl. Louise er depressiv, men måske er der også noget mere. Han sætter os på listen til en superakut tid. Vi får besked på, at vi skal være omkring Louise hele tiden. Det er maj måned. Vi holder fri på skift for at være hos Louise, som bare ligger og sover. Vi tænker, at en superakutsamtale må være lige om lidt. Da vi når juni, har vi stadig ikke hørt fra børnepsykiatrisk. Sidst i juni ringer jeg og siger, at jeg ikke forstår det begreb: superakut. Vi kan ikke fortsætte på den her måde, for Louise bliver bare mere og mere trist. På børnepsy80 De åbner døren til badeværelset, og så hører jeg Klaus råbe. På gulvet ligger Louise. kiatrisk undrer de sig. De kan ikke finde os på listen. Da overlægen ringer tilbage, er han vred og helt oppe at køre. Der er sket en fejl i systemet. Vi skal komme med Louise med det samme. Hun får antidepressiv medicin og kommer med os hjem igen. Hun skal møde til samtaler hver 14. dag, og vi skal fortsat skærme hende. Louise er helt dopet af medicinen, der lukker ned for alle hendes følelser. Klaus og jeg går til samtaler, hvor vi kortlægger Louises liv fra fødsel til nu i håb om at finde roden til depressionen. En makaber stumfilm Vores hverdag er styret af indbyrdes aftaler. En af os skal hele tiden være på Louise, men der er også hendes lillebror, Daniel, som ikke skal glemmes i det her. En augustdag sidder Daniel og jeg på kontoret ovenpå. Louise vil i bad, og selv om der også er et badeværelse i underetagen, hvor børnene har deres værelser, får hun besked på, at hun skal gå i bad oppe ved os. Klaus venter uden for døren, da hun kommer ud af badet og er sjældent glad og virker helt lettet. Jeg hører Klaus sige: ‘Hvor skønt at se dig smile’. ‘Ja’, svarer Louise: ‘Nu vil jeg lige ned og putte noget lækker creme på’. Jeg går ud fra, at Klaus går med, men her sker der et par misforståelser. Louise går ned. Daniel går ind til Klaus, mens jeg sidder fordybet i noget helt andet. Klaus kommer ind og siger, at Daniel gerne vil i seng, så de vil gå ned og børste tænder og putte. Jeg skal til at smøre madpakker. De går ned, åbner døren til badeværelset, og så hører jeg Klaus råbe. Daniel går desværre forrest, og der på gulvet ligger Louise omringet af blod. Hun har skåret begge sine håndled. Det er et hvidt badeværelse, og med alt det røde er det bare så makabert. Klaus får Daniel ud og råber efter mig. Den dag i dag oplever jeg det stadig i slowmotion. Louise er livløs. Klaus holder hendes arme op og binder håndklæder omkring håndleddene. Jeg skal ringe til 112 og til min mor og far, så de kan hente Daniel, men går fuldstændig i panik. Det ender med, at Daniel, som bare er syv år, selv ringer sin mormor op og siger det, han skal sige: ‘Louise har skåret sig. Der er en ambulance på vej. Vil I komme og hente mig?’. Det hele føles som en dårlig stumfilm, der varer evigt. Louise går i trance, da de bærer hende ud i ambulancen. Hun skriger og vil ikke med. Jeg sidder ved siden af hendes båre på vej til hospitalet, Klaus følger efter i vores egen bil. Jeg græder. Falckmanden spørger om en hel masse, men jeg kan intet sige. Selv om vi har skærmet Louise i flere måneder, så har vi slet ikke set det her komme. Tænkt selvmord. Louise bliver opereret på skadestuen i Holstebro. Så sender de os til Herning børneafdeling med vagt på. Klaus tager hjem for at gøre rent. Jeg har det svært med det, fordi vi ellers har besluttet, at vi er sammen om det her. Det er svært, at Daniel er så langt væk, når jeg bare gerne vil passe på ham. Det er den nat, jeg siger farvel til Louise. Hun vågner i løbet af natten. Hun er meget ulykkelig og undskylder. Louise ligger på børnepsykiatrisk i seks måneder, indtil hun får hospitalskuller, og de Hvis du skulle stå i en lignende situation … vil Mette Tandrup Madsen gerne give dig det, der har virket for hende. Den bedste støtte ... “... er i foreningen Bedre Psykiatri, hvor jeg har mødt ligesindede. Både dem, der var nået længere end os og kunne sige: ”I tror det måske ikke, men I får et næsten almindeligt liv igen.” Og dem, som vi har kunnet være noget for. Alt for mange udenforstående forstår ikke vores situation og tror, at en frisk gåtur løser alle problemer.” Den bedste terapi … “... har været at skrive mine refleksioner og oplevelser ned. Jeg har læst op af dem et par gange for andre i samme situation og oplevet, at det hjalp dem at høre, at andre har haft de samme tanker og følelser. Mit mål er at få dem udgivet.” Den største sejr … “... var den dag i april, hvor vi fejrede Louises 18-års fødselsdag. Den dag har vi af og til tvivlet på, at vi ville komme til at opleve.” magasinetliv.dk Vidste du, at ... ... 22.000 børn har en psykiatrisk diagnose. 10-15 procent af alle børn får på et tidspunkt psykiske vanskeligheder. Kilde: Sundhedsstyrelsen udskriver hende. Hun er 14 år, fortsat på medicin og forsøger stadig at skade sig selv. Hendes stue er flere gange blevet ransaget for spidse hæfteklammer fra magasiner og knivskarpt papir. Hun kommer ikke i skole, men bliver i stedet undervist af sin gamle skoleleder, som virkelig er helt fantastisk i det her forløb, og som Louise har rigtig god kontakt med. Vores sagsbehandler anbefaler, at Louise kommer på efterskole. Der er hun kun kort tid. Da hun kommer hjem, er det til vores sagsbehandler nummer fire i rækken. Endelig en dame med begge ben plantet solidt i jorden. Et menneske, som formår at være den rådgiver og vejleder, vi har savnet. Louise bliver dårligere og dårligere, og min far går på efterløn, så han kan tage formiddagene med hende. Jeg planlægger mit arbejde, så jeg kan tage over om eftermiddagen. Sådan går det meste af et år. Louises jævnaldrende bliver færdige med 8. klasse og er teenagere på godt og ondt. Louise har kun dystre sorte tanker, men fordi hun er kognitivt skarp og altså ikke fejler noget i hovedet, får hun ingen terapi eller anden hjælp end medicinen. Psykiatriske diagnoser har det med at ændre sig, og derfor undgår man helst at diagnosticere børn under 18 år. Det nærmeste, vi kommer en diagnose, er: personlighedsforstyrrelse. Klaus og jeg får ingen hjælp eller vejledning, men vi lærer, at når man er så sort-hvid i tankerne, som Louise er, så skal vi ikke give hende valg, men kun stille helt enkle spørgsmål. Det bliver vi ret gode til. Hvis vi forsøger at lokke hende til noget, hun ikke har lyst til, reagerer hun som et lille barn og skriger i afmagt. Jeg kan blive så irriteret på hende, at jeg råber og skriger og truer med at give hende en røvfuld. Jeg er gået hjemmefra i vrede uden overtøj. Jeg bare gik. Og skreg. Kærlighed helbreder ikke Louise tilbringer hele dagen på sofaen. Vi er behandlere i vores eget hjem, men følelser kan ikke behandle. Kærlighed kan ikke gøre det. Kærlighed kan pakke ind og i bedste fald være livlinen til vores Louise. Det er nu oktober måned, og jeg har fået magasinetliv.dk nok. Jeg har været ansat i det offentlige i 15 år og selv siddet som socialrådgiver i handicap psykiatri. Jeg er souschef i en sfo i den kommune, jeg nu sidder og slås med. Jeg ender med at gøre det, jeg hader, at andre gør. Jeg skriver om Louises selvmordsforsøg i detaljer og om vores forgæves råb på hjælp til Louise, Daniel og os selv. Brevene sender jeg på en onsdag til borgmesteren, viceborgmesteren, kommunal direktøren, socialudvalget og børn- og ungeudvalget. Får vi ikke hjælp, er jeg bange for, at Louise ikke vil blive 16 år. Torsdag bliver jeg ringet op af borgmesterens sekretær, og mandag får vi et brev med indkaldelse til møde i familiecentret og med kommunens pædagogiske og psykologiske rådgivning, som ellers hidtil ikke har villet se os. Tirsdag klokken 14 går vi fra familiecentret med deres accept til et bosted til Louise og med en henvisning til psykolog til Daniel og os. To måneder senere flytter Louise ind i Holmstrupgårds afdeling i Thorning, et op- Jeg sender Louise en sms hver aften. Så skriver jeg: ‘Jeg elsker dig’. Aldrig: ‘Godnat’. holdssted for unge med psykiatriske vanskelig heder. Det var ikke for sent, men det kunne det have været. Var hun kommet dertil lige efter udskrivelsen fra børnepsykiatrisk, havde vi været meget længere, og hun havde ikke skullet miste sin ungdom. at tage livet af sig endnu engang. Denne gang med smertestillende medicin, hun havde købt i Bilka ved at gå fra kasse til kasse og købe en pakke hvert sted. Dagen før, de fandt hende på hendes værelse i dyb, dyb søvn, havde vi været nede og spise med hende, fordi hun gerne ville se os. Hun var så glad. Hun kom til udpumpning, og til min store overraskelse kunne jeg denne gang tage beskeden helt anderledes. Jeg vidste, der var gode mennesker med hende fra bostedet, så vi valgte at holde vores aftale med nogle venner og først se hende dagen efter. For mig var det en sejr. Jeg er nået dertil, at jeg har tillid til, at andre kan være der for hende. Det er blevet legalt at sige, at nu er det Mette-tid, Klaus-tid, os-tid. Jeg kan godt lade være at tage min telefon, hvis jeg er midt i noget, når Louise ringer. Min psykolog har lært mig, at jeg kun skal gøre ting for Louise, når det giver mening for mig. Og det giver ikke mening for mig eller Louise, at jeg tager telefonen, hvis jeg kun har fem minutter. Jeg skal kunne gennemføre samtalen, til hun er tryg. Hun ringer ofte, når jeg skal hjælpe hende med at få ting til at give mening. Så hun forstår, hvorfor folk gør eller siger, som de gør. Og hvorfor ting er, som de er. Uanset hvad sender jeg Louise en sms hver aften. Så skriver jeg: ‘Jeg elsker dig’ eller: ‘Du er for sej’. Men aldrig: ‘Godnat’. At skrive til hende er blevet et fast ritual efter i mange år hver dag at have tænkt: ‘Mon hun stadig er her i morgen?’. Jeg skal sende den kærlighedserklæring af sted. Så hvis hun pludselig ikke er her mere, så nåede jeg det alligevel.” Andre kan være der Louise er i dag i gang med at tage en hf og er lige fyldt 18 år. Hun drømmer om at blive børnelæge. Uanset hvad hun gør, er jeg stolt af hende. Jeg ved, hun kommer til at bidrage så meget til vores samfund med de erfaringer, hun har med sig. Hun er nede på halv dosis af sin medicin og er begyndt at græde rigtigt og ikke bare af forvirring. Sidste måned flyttede hun fra bostedet. Hun lider fortsat af en personlighedsforstyrrelse, men er i bedring. Hun higer efter at være normal, men frygter også, at hendes omgivelser for tidligt betragter hende som helbredt, så de glemmer at tage særlige hensyn. Hun har så stor selvindsigt, at hun er bevidst om, at hun har brug for støtte. Nu bor hun i sin egen etværelses og får kun besøg tre timer om ugen af en pædagog fra bostedet. Jeg har været panisk ved tanken om, at hun skulle flytte for sig selv. Som når du spiller Ludo og er på vej til målet med den sidste brik og er så bange for at blive slået hjem. Tilbage til start. Det er kun et år siden, Louise forsøgte her er hjælp for pårørende til en psykisk syg: Bedre Psykiatri Med mere end 50 lokalafdelinger af Bedre Psykiatri landet over har du god mulighed for at møde andre pårørende i dit lokalmiljø. Alt efter behov og lyst kan du gå til foredrag eller deltage i samtalegrupper. Har du endnu ikke mod på at møde andre som dig selv, tilbyder Bedre Psykiatri også netrådgivning. bedrepsykiatri.dk SINDs pårørenderådgivning Pårørende-afstikkeren af det oprindelige Landsforeningen for Sindslidendes Vel, nu SIND, tilbyder samtale- og gruppeforløb. Men også mulighed for en snak med en psykolog og andre erfarne rådgivere som for eksempel jurister, der kan guide dig igennem et til tider kringlet system. Hvis du vil videre, kan du ringe til foreningen eller møde op i deres åbne rådgivning. sindspaa.dk 81