Projektorienteret forløb (praktik) – hvordan gør jeg? Kandidatuddannelserne i Statskundskab og Samfundsfag Hvad kan du bruge et projektorienteret forløb til? Studieordningen giver mulighed for at tage et projektorienteret forløb/praktikophold som en del af din kandidatuddannelse. Her kan du uden for universitetet opleve, hvad den viden, du har opnået på studiet, kan bruges til i praksis. Ved samme lejlighed kan du prøve dig selv af på nogle konkrete arbejdsopgaver, hvor dine faglige kompetencer kommer i spil. Derfor kan et praktikophold både give dig faglig inspiration til dine videre studier og give dig blod på tanden til at blive færdig med dine studier og komme ’ud i virkeligheden’. I det projektorienterede forløb kan du også trække de første tråde til et netværk på arbejdsmarkedet. Fagbeskrivelsen for projektorienterede forløb findes på studiets hjemmeside: kandidat -> statskundskab -> projektorienteret ophold (praktik). Du kan kun taget ét projektorienteret forløb i løbet af din kandidatuddannelse. Det er dig selv, der skal finde dit praktiksted. Der er links til opslag på studiets hjemmeside(kandidat -> statskundskab-> Jobsøgning -> Praktikpladser) og på SDU’s jobbank (Information til studerende ved SDU -> Job og karriere -> Jobbank -> Praktikpladser). Du kan naturligvis også selv opsøge et sted, hvor du kunne tænke dig at prøve dig selv af. Der er vide rammer for, hvor du kan komme i praktik: en offentlig myndighed, en interesseorganisation, en privat virksomhed, en selvejende institution eller lignende. Tilmeld dig det projektorienterede forløb i god tid Hvis du overvejer at tage et projektorienteret forløb i det kommende semester, skal du tilmelde dig et forløb via Studenterselvbetjeningen – helt på samme måde og samtidig med, at du tilmelder dig almindelige fag i det kommende semester. Du skal allerede på dette tidspunkt vælge, om dit praktikforløb skal tælle 10 eller 20 ECTS. Husk også, at du skal tilmelde dig det projektorienterede forløb, selvom du måske endnu ikke har fået kontakt til et praktiksted. Hvis du inden semesterstart har fundet ud af, at du alligevel ikke kan komme i praktik, eller hvis du ønsker at ændre ECTSvægten af praktikken, kan du nå at ændre din fagtilmelding. Det skal ske senest den 14. september eller 14. februar. Indtil da kan du ændre det projektorienterede forløb og evt. skifte hele eller dele af det ud med et eller flere almindelige fag (husk dog, at du på dette tidspunkt ikke kan ændre det samlede antal ECTS, du er tilmeldt for semestret). Hvis du stadig står tilmeldt til projektorienteret forløb den 15. september/15. februar, kan du ikke ændre tilmeldingen. Du kan heller ikke ændre valget mellem, om det projektorienterede forløb skal tælle 10 eller 20 ECTS. Skriftlig aftale med praktikstedet Det projektorienterede forløb er en del af dit studium. Derfor skal der være et klart fagligt indhold. Det lægges fast i en skriftlig aftale med praktikstedet om forløbets indhold og varighed. Hvis forløbet skal tælle 10 ECTS, skal det indebære mindst 248 arbejdstimer (svarende til to måneders fuldtidsarbejde). Hvis forløbet skal tælle 20 ECTS, skal det indebære mindst 406 arbejdstimer (svarende til tre måneders fuldtidsarbejde). Du kan godt arbejde på deltid. Det kan f.eks. aftales, at du har fri en dag om ugen for at deltage i undervisning i et eller flere fag. Endelig skal det stå i aftalen, hvem der på praktikstedet har ansvaret for dit ophold og dit faglige udbytte. Det er vigtigt at få den skriftlige aftale med praktikstedet på plads i god tid. Praktikaftalen skal vedhæftes den elektroniske blanket der skal godkendes af en vejleder så hurtigt som muligt og senest den 1. september (hvis du skal i praktik i efterårssemesteret) eller senest den 1. februar (hvis du skal i praktik i forårssemesteret). Praktikaftalen skal indeholde følgende elementer: - Praktikstedet: Arbejdssted, varighed og arbejdstid (i alt mindst 248 timer eller mindst 406 timer) – herunder evt. aftale om frihed til at deltage i undervisning på universitetet - Arbejdsopgavernes faglige indhold - Ansvarlig for det faglige udbytte på praktikstedet - Evt. økonomiske forhold. HUSK, at du ikke må modtage løn i et praktikforløb. Hvis du får løn, kan du hverken få SU eller ECTS-points for opholdet. Din arbejdsgiver må dog gerne dække dine transportomkostninger og yde tilskud til dine boligudgifter mv. Du skal finde en vejleder Du skal vise praktikaftalen til den underviser på dit studium, du kunne tænke dig at have som vejleder. Vejlederen skal være fuldtidsansat underviser ved Institut for statskundskab og skal skrive under på, at han/hun anbefaler forløbet og vil være din vejleder. Det foregår via en elektronisk blanket, som du finder på: http://www.sdu.dk/Information_til/Studerende_ved_SDU/Din_uddannelse/Kandidat/Statskundsk ab_kandidat/Ansoegningsskemaer. Du kan danne dig et indtryk af, hvem du kan bruge som vejleder ved at se på oversigten over forskningsnetværk og centre på instituttets hjemmeside (Om SDU -> Institutter og centre -> Institut for Statskundskab -> Forskning -> Forskningsgrupper og -netværk). Vær opmærksom på, at vejledningstiden er begrænset til 2 timer for et praktikforløb på 10 ECTS og til 4 timer for et praktikforløb på 20 ECTS. Hvis du ikke kan finde en vejleder, er du velkommen til at kontakte studielederen. Det formelle – vær i god tid! Det er vigtigt at være i så god tid som muligt for at få det hele på plads. Sidste frist for indsendelse af den elektroniske blanket til godkendelse er 1. september for forløb, der afvikles i efterårssemesteret, og 1. februar for projektorienterede forløb, der afvikles i forårssemesteret. • Du skal tilmelde dig det projektorienterede forløb på Selvbetjening ved den almindelige fagtilmelding, enten 10 eller 20 ECTS (20 ECTS kun for statskundskabsstuderende). Fagtilmeldingen foregår mellem den 10. og 25. maj for praktik der er placeret i efteråret og mellem den 10. og 25. november for praktik der er placeret i foråret. Det projektorienterede forløb er et fag. Derfor kan du kun tage ét projektorienteret forløb – dvs. være i praktik ét sted én gang – enten 10 eller 20 ECTS. • Du skal hurtigst muligt få en aftale på plads med praktikstedet, så du kan indgå aftale med en vejleder inden den 1. september eller 1. februar. • Du skal have en elektronisk aftale om vejledning med en fuldtidsansat underviser på Institut for Statskundskab. Hvis din praktik skal starte på et andet tidspunkt end hhv. 1. september eller 1. februar, er det vigtigt, at du udfylder den elektroniske blanket i god tid inden den planlagte start med henblik på at få godkendt praktikaftale og vejledningsaftale og at få gjort opmærksom på det særlige starttidspunkt. Hvor meget tæller praktikken? Det projektorienterede forløb kan tælle 10 eller 20 ECTS. For at få godkendt 10 ECTS skal du arbejde mindst 248 timer (svarende til 2 måneder på fuld tid) på praktikstedet, og du skal aflevere en redegørelse, der dokumenterer, at du har arbejdet med noget fagligt relevant. For at få 20 ECTS (dette er kun muligt for statskundskabsstuderende) skal du have arbejdet på praktikstedet mindst 406 timer (svarende til 3 måneder på fuld tid), og du skal aflevere en rapport, der fagligt set svarer til en seminaropgave. Rapporten skal dokumentere, at du har arbejdet med noget fagligt relevant, og at du kan sætte dine erfaringer ind i et fagligt relevant perspektiv. Du kan evt. vedlægge et produkt fra din praktiktid. På eksamensbeviset erstatter et projektorienteret forløb på 10 ECTS et valgfrit fag, mens et projektorienteret forløb på 20 ECTS (kun muligt for statskundskabsstuderende) erstatter ét valgfrit fag og ét politologisk seminarfag. Hvem har ansvaret? Undervejs i det projektorienterede forløb fungerer du som en normalt ansat på praktikstedet. Alt hvad du laver foregår på vegne af praktikstedet og den, der i praktikaftalen er angivet som ansvarlig for dit forløb. Det er også praktikstedets ansvar, at du kommer til at arbejde med noget fagligt relevant, som du kan forholde dig til i rapporten. Opgaven for din vejleder på universitetet er alene at vejlede dig i forhold til denne rapport, hvor der maksimalt gives to (ved 10 ECTS) eller fire (ved 20 ECTS) timers direkte vejledning. Hvis du under forløbet får praktiske eller faglige problemer, skal du søge hjælp hos den fagligt ansvarlige på praktikstedet. Hvis du har brug for yderligere hjælp, skal du kontakte studielederen, som er instituttets ansvarlige for alle projektorienterede forløb. Afslutning af forløbet Det projektorienterede forløb afsluttes med, at du afleverer en rapport inden for den normale eksamensperiode – dvs. ultimo januar måned, hvis forløbet har været i efterårssemesteret eller ultimo juni måned, hvis forløbet har været i forårssemesteret. Du afleverer via upload i Blackboard i faget ”Projektorienteret forløb 10 eller 20 ECTS”. Følg vejledningen i afleveringslinket og husk på opgavens forside at angive, hvem der er din vejleder. Rapporten bliver internt bedømt. Det betyder, at det kun er din vejleder, der bedømmer den. Endelig er bedømmelsen altid Bestået/Ikkebestået. Tæller det projektorienterede forløb 10 ECTS, må rapporten højst fylde 10 sider. Rapporten skal indeholde en redegørelse for dit arbejde og nogle overvejelser, der relaterer til dine erfaringer til statskundskabsstudiet. Overvejelserne kan f.eks. handle om hvilke dele af studiet, du har haft nytte af i praktikforløbet. En rapport, der skal tælle 20 ECTS må højst fylde 20 sider og kan evt. vedlægges et produkt fra det projektorienterede forløb. Rapporten skal sætte erfaringerne fra forløbet ind i et fagligt relevant perspektiv – f.eks. ved at inddrage teoretisk eller anden faglig litteratur. Et eksempel er en faglig diskussion af baggrunden for og indholdet i en af de konkrete opgaver, du har arbejdet med. Et andet eksempel er en analyse af praktikstedets politiske/administrative rolle i lyset af en eller flere teorier fra studiet. Fagligt set skal rapporten svare til en seminaropgave, sådan som den er beskrevet i en særskilt fagbeskrivelse (kandidat -> statskundskab -> uddannelsens opbygning -> fagbeskrivelser). Ofte stillede spørgsmål: Hvilke opgaver kan jeg påtage mig på praktikstedet? Du forventes at indgå på lige fod med praktikstedets øvrige personale og at blive behandlet på samme måde som en nyansat og uerfaren akademisk medarbejder. Det betyder, at der er en øvre og en nedre grænse for, hvad en praktikant kan og må påtage sig. Du er under den nedre grænse, hvis du udelukkende bliver sat til at udføre kontor-service: f.eks. udelukkende at lave kaffe og kopiere, samle og omdele materiale m.v. Det er arbejde, som er uden relevans for dit studium, og som derfor bør udføres af en studentermedhjælp eller kontorbetjent. Du er over den øvre grænse, hvis du får et selvstændigt ansvar for at løse bestemte opgaver med direkte konsekvenser for borgere, kunder, organisationer eller andre. Det er arbejde, som er alt for ansvarsfuldt at pålægge en studerende, og som derfor bør udføres af en erfaren, færdiguddannet medarbejder. Her er nogle eksempler på opgaver, du kan påtage dig: - Lave mødereferater - Indsamle og strukturere data - Foretage indledende dataanalyse - Udarbejde foreløbig afrapportering om afgrænsede emner - Formulere ideer til løsningsforslag - Udforme egentlige løsningsforslag - Drøfte argumenter for og imod forskellige løsningsforslag Nogle praktikanter oplever at indgå i en hektisk hverdag med mange forskellige opgaver. Andre får mulighed for at følge nogle få projekter over en længere periode. Uanset hvad du laver, må du ikke stå alene med ansvaret for et stykke arbejde hverken indadtil i organisationen eller udadtil i forhold til omverdenen. Hvad skal jeg leve af? – Økonomi Du må ikke modtage løn under et projektorienteret forløb/,praktik, som godskrives på din uddannelse. Du vil derimod være SU-berettiget i hele praktikperioden. Hvis der er ekstraudgifter forbundet med praktikopholdet, kan praktikstedet yde tilskud hertil, f.eks. til boligudgifter eller til rejsegodtgørelse. Legater - Ved et praktikophold i et andet europæisk land kan du søge om et Erasmus-stipendium. Stipendiestørrelsen varierer fra år til år. Legaterne søges via Det Internationale Kontor. Du finder ansøgningsskemaet her: http://www.sdu.dk/Information_til/Studerende_ved_SDU/Ophold_i_udlandet Hvordan undgår jeg at komme bagud med studierne? Et projektorienteret forløb kan tælle 10 eller 20 ECTS, mens du er forpligtet til at følge mindst 30 ECTS på ét semester. Bruger du hele semesteret på din praktik, kommer du altså bagud i forhold til kravet om 30 ECTS pr. semester. Der er tre måder at løse dette problem på: - Du kan aftale med praktikstedet, at du har fri på bestemte tidspunkter til at følge et eller flere fag på studiet. I praksis kan du så være på praktikstedet f.eks. 30 timer ugentligt. - Du kan ’opspare’ ECTS på et tidligere semester. Du kan enten tage et af de udbudte sommerfag eller tage 40 ECTS fag på ét semester. - Hvis du er statskundskabsstuderende, kan du skrive en særskilt valgfri opgave inden for et selvvalgt emne (se fagbeskrivelsen for valgfri opgave på kandidat -> statskundskab -> uddannelsens opbygning). Den valgfrie opgave skal naturligvis adskille sig helt fra din praktikrapport. Blanketter og godkendelser - Elektronisk vejlederaftale. Aftalen skal indgås af dig og den underviser, der skal vejlede dig i forhold til rapporten om dit projektorienterede forløb. Den elektroniske blanket skal udfyldes af dig og din vejleder inden den 1. september/1. februar. Du finder blanketten her: http://www.sdu.dk/Information_til/Studerende_ved_SDU/Din_uddannelse/Kandidat/Sta tskundskab_kandidat/Ansoegningsskemaer - Praktikaftale. I denne aftale afklares dine og praktikstedets forventninger til samarbejdet på forhånd. Aftalen skal underskrives af dig og praktikstedet. Praktikaftalen skal scannes og vedhæftes den elektronisk vejlederaftale-blanket, når den indsendes inden 1. september/1. februar. Endelig merit for praktikopholdet Rapporten vedr. det projektorienterede forløb, der afvikles om efteråret, afleveres ultimo januar, med en evt. reeksamen ultimo februar. Afleveringsdatoen for det projektorienterede forløb, med afvikling om foråret, afleveres ultimo juni med evt. reeksamen ultimo august. Den konkrete dato vil fremgå af eksamensplanen. Vigtige datoer: For projektorienterede forløb i efterårssemesteret: • Fagtilmelding i maj: Du skal tilmelde dig projektorienteret forløb sammen med alle andre fag • 1. september: frist for indsendelse af vejleder- og praktikaftale for projektorienterede forløb i efterårssemesteret • 14. september: frist for omvalg - hvis du ikke skal i praktik alligevel, hvis du vil ændre ECTSvægten af din praktik, eller hvis du ikke har fået godkendt praktik- eller vejlederaftale for projektorienteret forløb i efterårssemesteret. Husk, at du ikke kan ændre det samlede antal ECTS, du har tilmeldt dig i semesteret. • Ultimo januar: aflevering af rapport vedr. projektorienteret forløb, der er afviklet i efterårssemesteret) For projektorienterede forløb i forårssemesteret: • Fagtilmelding i december: Du skal tilmelde dig projektorienteret forløb sammen med alle andre fag • 1. februar: frist for indsendelse af vejleder- og praktikaftale for projektorienterede forløb i forårssemesteret • 14. februar: frist for omvalg - hvis du ikke skal i praktik alligevel, hvis du vil ændre ECTSvægten af din praktik, eller hvis du ikke har fået godkendt praktik- eller vejlederaftale for projektorienteret forløb i forårssemesteret. Husk, at du ikke kan ændre det samlede antal ECTS, du har tilmeldt dig i semestret. • Ultimo juni: aflevering af rapport vedr. projektorienteret forløb, der er afviklet i forårssemesteret) Kontakt - Om praktiksteder: KarriereCenteret (Information til studerende ved SDU -> Job og karriere – herunder også opslag på (… -> Jobbank -> Projekter og praktik) Om økonomi: SU kontoret (Information til studerende ved SDU -> SU) - Om praktik i udlandet – herunder dokumentation: Det internationale kontor (Information til studerende ved SDU -> Ophold i udlandet) - Om formalia: tilmelding, afleveringsfrister, merit, rapportens omfang m.v.: De faglige vejledere og/eller studienævnssekretær (Kandidat -> Statskundskab -> Vejledning og rådgivning). - Om mulige vejledere: Studielederen via e-mail til [email protected] - Om praktiske eller faglige problemer i forhold til praktikstedet: Studielederen via e-mail til [email protected] - Formalia i forbindelse med bedømmelse af det projektorienterede forløb: Kontakt Studiekontakten på telefon 6550 2290 eller mail: [email protected]
© Copyright 2024