1. No category

Børn af psykisk syge forældre
En kvalitativ undersøgelse af de udfordringer børn af psykisk syge oplever
under deres opvækst og udvikling
Children of mentallty ill parents
A qualitative study of the challenges children of mentally ill parents
experience during their growth and development
Udarbejdet af: Nurcan Berivan Atceken (of11v015) & Thea Lykke Roos (or000295)
Hold nr. Or2011vb
Bachelorprojekt – 7. Semester
University College Sjælland, Roskilde – Juni 2015
Afleveringsdato: 8. Juni 2015
Vejleder: Charlotte Rosenberg
Bachelorprojektet er udarbejdet af socialrådgiverstuderende ved University College Sjælland som led i
uddannelsesforløbet. Projektet foreligger urettet og ukommenteret fra University College Sjællands side,
og er således udtryk for de studerendes egne synspunkter. Dette projekt – eller dele heraf – må kun
offentliggøres med forfatternes tilladelse. Må gerne udlånes.
Resumé
Bachelorprojektet ”Børn af psykisk syge forældre” undersøger, hvilke konsekvenser det kan
have for børn at vokse op med en psykisk syg forælder. Projektet er udført på baggrund af
semistrukturerede kvalitative interviews med to voksne, der begge er vokset op med en mor,
der er psykisk syg. Vi har derudover udarbejdet et interview med Charlotte Diamant, der er
psykolog hos Psykiatrifonden og bl.a. står for samtalegrupper for børn med psykisk syge
forældre og deres familier. Vores fokus har været på, hvordan det kan påvirke et barns
udvikling og opvækst samt hvilken påvirkning inddragelse kan have på dette. Projektet er
udarbejdet ud fra en filosofisk hermeneutisk videnskabsteoretisk vinkel og analyseres ud fra
Eriksons 8 livsfaser samt Goffmans begreber. Opvæksten har efter Eriksons opfattelse stor
indvirkning på livsudviklingen, som han kategoriserer ud fra 8 livsfaser med hver deres
udviklingskrise, der skal løses. Goffmans stemplingsteori belyser de mulige konsekvenser af
den stigmatisering, der kan ske i det sociale samspil, der kan have indvirkning på individets
udvikling af identitet. Psykiatrifonden arbejder i forlængelse af dette, da de i
samtalegrupperne danner rammer for, at børnene kan gå tilbage og arbejde med tidligere
udviklingsfaser og løse dem optimalt.
Abstract
The thesis ”Children of mentally ill parents” investigates the possible consequences of being
brought up by a parent with a mental illness. The thesis is based on semi-structured
qualitative interviews, two with adults who have been brought up with a parent with a mental
illness, and one with a psychologist from Psykiatrifonden, who amongst other is in charge of
group therapy sessions with children of mentally ill parents and their families. Our focus is on
the influence on children’s upbringing and development, and in which way involvement in
the illness of the parent affects children of children. The thesis applies a philosophical
hermeneutic scientific perspective and the analysis is carried out useing Erikson’s 8 stages of
development and Goffman’s theoretical terms. In Erikson’s opinion the upbringing has great
influence on the future development of life, which he categorizes as 8 development stages of
life each containing a crisis that must be solved. Goffman’s theory describes how the possible
consequences of stigma in the social interaction can affect the individual development of the
identity. In extension to this Psykiatrifonden provides group therapy sessions, which helps the
children to go back to their earlier development stages and help them to solve them optimally.
2
Indholdsfortegnelse
1. INDLEDENDE OVERVEJELSER ................................................................................. 4
PROBLEMFORMULERING .......................................................................................................... 5
AFGRÆNSNING ........................................................................................................................ 5
2. VIDENSKABSTEORETISKE OVERVEJELSER ........................................................ 6
DEN FILOSOFISKE HERMENEUTIK ............................................................................................ 6
FORSTÅELSESHORISONT .......................................................................................................... 6
DEN HERMENEUTISKE CIRKEL ................................................................................................. 7
HORISONTSAMMENSMELTNING ............................................................................................... 7
3.
EMPIRISKE UNDERSØGELSESMETODER ............................................................. 8
KVALITATIVE METODE ............................................................................................................ 8
DET SEMISTRUKTUREREDE KVALITATIVE INTERVIEW ............................................................. 8
VALG AF INFORMANTER .......................................................................................................... 9
RAMMER OMKRING INTERVIEWENE ......................................................................................... 9
METODEREFLEKSIONER......................................................................................................... 10
DATABEARBEJDNING............................................................................................................. 11
ANALYSESTRATEGI OG KODNING .......................................................................................... 12
VALIDITET OG RELIABILITET ................................................................................................. 12
4. PROJEKTETS TEORETISKE UDGANGSPUNKT .................................................. 13
ERIK H. ERIKSON: PERSONLIGHEDSMODELLEN OG DE 8 LIVSFASER ...................................... 13
ERVING GOFFMAN: STIGMA, FRONTSTAGE OG BACKSTAGE .................................................. 17
5. ANALYSE ........................................................................................................................ 19
OPVÆKSTEN .......................................................................................................................... 21
UDVIKLINGEN ....................................................................................................................... 25
DELKONKLUSION .................................................................................................................. 34
6. TEORIDISKUSSION...................................................................................................... 35
7. KONKLUSION................................................................................................................ 36
8. LITTERATURLISTE ..................................................................................................... 38
3
1. Indledende overvejelser
Ifølge Psykiatrifonden rammes ca. hver 3. af psykisk sygdom på et tidspunkt i deres
liv uafhængig af alder og status. Det vil sige, at ca. 80.000 børn og unge vokser op i
familier med psykisk sygdom, hvilket betyder, at disse børn har en øget risiko for selv
at udvikle en psykisk sygdom eller at have andre følgevirkninger i barndommen eller
senere i livet1. Denne erkendelse er vigtig og er med til at understrege vores ansvar
som professionelle. Vi skal anvende vores viden og indsigt i problematikkerne, og
være med til at klæde familierne på til at kunne takle de udfordringer de møder og
også selv turde at tage de svære samtaler. Det kan vi ikke, hvis vi først bliver
berøringsangste. Ellers medvirker vi som fagpersoner til at svigte børnene. Vores
forforståelse og udgangspunkt for projektet var, at børn af psykisk syge forældre, er i
risiko for at blive overset, og at dette kan have en negativ påvirkning på deres
udvikling.
Helt overordnet set, startede dette projekt med en særlig interesse for psykiatrien, hvor
vi havde et ønske om at fordybe os yderligere inden for feltet. Vi blev opmærksomme
på ”de usynlige børn”, fordi emnet er så tabuiseret og forbundet med så stor risiko for
stigmatisering. Dette projekt vil derfor tage udgangspunkt i de konsekvenser, børn til
psykisk syge forældre kan stå med.
Emnets relevans for socialt arbejde tager udgangspunkt i Peter Bundesens definition af
et socialt problem:
”Det er en iagttaget, uønsket (livs)situation, som der er en udbredt opfattelse af, at
offentlige institutioner har et ansvar for at søge afhjulpet gennem en hjælpeindsats.
Dette kan gøres alene eller i samarbejde med andre institutioner2”.
Bundesens definition på et socialt problem og vores problemstilling, bekræfter at børn
af psykisk syge forældre er et samfundsmæssigt problem, da det kan få mere
vidtrækkende konsekvenser for samfundet både i forhold til det økonomiske,
sundhedsmæssige og det menneskelige, hvis det ikke afhjælpes. Denne forpligtelse er
1
2
http://www.psykiatrifonden.dk/om-os.aspx
Bundesen, 2011: 15
4
blandt andet beskrevet i Lov om social service § 463, der omhandler vores forpligtelse
til at gribe ind, hvis vi får kendskab til, at et barn eller en ung har brug for særlig
støtte.
Som kommende socialrådgiver er det vigtigt at være opmærksom på denne
målgruppe, og de forskellige tilbud der eksisterer, for at kunne give de udsatte sårbare
børn og unge den rette hjælp, så de ikke kæmper alene med problemerne. Vi har
nemlig en antagelse om, at vi som kommende socialrådgiver vil møde dem alle steder
- både inden for Børne og Unge området, i Jobcentrene og inden for Handicap og
Psykiatri etc.
Problemformulering
-
Hvordan kan det påvirke opvæksten og udviklingen for et barn at vokse op med en
forælder med en psykisk lidelse?
-
Hvordan inddrages barnet til en psykisk syg forælder og hvordan påvirker det
barnet?
Afgrænsning
Vi har bevidst valgt ikke at fokusere på de forskellige psykiske lidelser, men valgt at
se på de psykiske lidelser i en helhed, da det ville fjerne fokus fra vores egentlige
fokusområde. Vi har heller ikke lagt os fast på aldersgruppen, da vi har valgt at se på
de ydre faktorer, der har påvirket barndommen (opvæksten), for derefter at forstå
hvilke påvirkninger det giver sig udslag i, i de indre påvirkninger i voksenlivet
(udvikling). Vi har valgt at interviewpersonerne er voksne, hvilket giver mulighed for
at få deres egne refleksioner over de påvirkninger det har haft for deres opvækst og
udvikling. Vi har valgt at tage udgangspunkt i Psykiatrifondens ekspertviden på
området, fordi de har et stort indblik i, hvordan man bedst hjælper mennesker, der
lider af en psykisk sygdom samt deres familie og netværk for at give alle en mulighed
for at leve et godt liv – hvad enten vejen dertil er en længere recoveryproces, at
komme gennem en mere kortvarig krise eller noget helt tredje.
3
www.socialjura.dk
5
2. Videnskabsteoretiske overvejelser
Vi har til dette projekt valgt at tage vores videnskabsteoretiske udgangspunkt i den
filosofiske hermeneutik, da vi ønsker at undersøge den subjektive oplevelse af en
opvækst med en forælder med en psykisk sygdom.
Den filosofiske hermeneutik
Hermeneutik er græsk og betyder fortolkning eller fortolkningskunst4. Den filosofiske
Hermeneutik står i kontrast til positivismen og dens idé om en enhedsvidenskab, som
er typisk for naturvidenskaben. Hvor naturvidenskabens genstandsfelt består af
forklarlige
naturlige
fænomener,
består
meningsfulde fænomener, der må forstås
åndsvidenskabens
5
genstandsfelt
af
. Hans-Georg Gadamer, som er
hovedtænkeren bag den filosofiske hermeneutik, forsørger at bevise, at fortolkning og
forståelse er essentielt for den menneskelige tilværelse6.
”Det er en epistemologiske grundantagelse i den filosofiske hermeneutik, at forskeren
aldrig kan sætte sin ”væren i verden” i parentes og opnå et sikkert fundament for
erkendelsen (de rene fænomener)7”.
Dette vil sige, at den filosofiske hermeneutik har sit afsæt i forskerens forforståelse og
udfordrer denne og sammen udgør dette en ny virkelighed. Undersøgeren må være
åben for denne udvikling og under hele undersøgelsen og herunder alle trin sætte
denne i spil og italesætte denne fortolkning.
Forståelseshorisont
Gadamer definerer forståelseshorisonten, som noget der er styret af vores fordomme
og forforståelser, som er opbygget gennem de erfaringer, vi har gjort os i samspillet
Juul & Pedersen, 2012: 107
Juul & Pedersen, 2012: 404
6 Olsen & Fuglsang, 2007: 320
7 Juul & Pedersen, 2012: 404
4
5
6
med andre mennesker. Vores forståelseshorisont er afgørende for, hvordan vi forstår
verden, og hvordan vi orientere os og handler i verden8.
Den hermeneutiske cirkel
Vores fordomme og forforståelser kører i
en cirkulær begrundelsesstruktur, som
kaldes den hermeneutiske cirkel 9 . I den
filosofiske hermeneutik rykker forskeren
sig ind i den hermeneutiske cirkel, hvor
den hele tiden bevæger sig mellem sin
egen forforståelse og de nye erfaringer den
gør sig i mødet med virkeligheden
(informanterne)10.
Horisontsammensmeltning
Horisontsammensmeltning er fasen, hvor
forståelse og mening fremkommer, da man
mødes med genstanden, som i vores
tilfælde er vores informanter. Der opstår
en gensidig processuel meningsdannelse mellem forskeren og genstanden. Det er heri
ikke meningen, at forskeren og informanten skal opnå enighed, men kun, at der er en
gensidig forståelse for det hinanden mener11. Hver person har sine forforståelser og
fordomme,
der
tilsammen
udgør
vores
forståelseshorisont.
Hvis
horisontsammensmeltningen lykkes, lykkes det at forstå hinandens forståelseshorisont.
Under interviewene er åbenhed og måden spørgsmålene stilles på, vigtige i forhold til
horisontens bevægelighed og foranderlighed. Gadamer påstår, at vi som forskere
Olsen & Fuglsang, 2007: 323
Olsen & Fuglsang, 2007: 323
10 Juul & Pedersen, 2012: 404
11 Olsen & Fuglsang, 2007: 324
8
9
7
bliver ved med at fortolke og stille spørgsmål, indtil man opnår en forståelse af
hinanden12.
Horisontsammensmeltning, som vil finde sted efter vores interviews med vores
informanter, har en stor betydning for at få besvaret vores problemformulering, da det
er her at vores forståelseshorisonter mødes.
3. Empiriske undersøgelsesmetoder
Kvalitative metode
Da vi har vores videnskabsteoretiske afsæt i hermeneutikken, er det naturligt at
benytte de kvalitative undersøgelsesmetoder, herunder interview, til at indhente vores
empiri. Vores sigte i projektet er at komme i dybden med at undersøge, hvordan det
subjektivt påvirker et barns opvækst og udvikling at vokse op med en forælder med en
psykisk lidelse samt hvilke følgevirkninger der kan opstå, som kan påvirke
voksenlivet. Det kvalitative interview giver os mulighed for større åbenhed og
fleksibilitet i forhold til kompleksiteten af problemstillinger hos vores informanter.
Det kvalitative interview kræver mindre forhåndskendskab end kvantitativ
dataindsamling13.
Det semistrukturerede kvalitative interview
Vi har valgt at bygge vores interview ud fra det semistrukturerede kvalitative
interview, da det giver os mulighed for fleksibilitet til at stille uddybende og
supplerende spørgsmål for at forstå vores informanters dagligverden ud fra deres egne
perspektiver 14 . Strukturen ligger sig tæt op af en hverdagssamtale, men tager
udgangspunkt i en på forhånd lavet professionel interviewguide, der har fokus på
vores problemformulering. Da vores forståelse er bundet til vores for-domme, som
Gadamer er kendt for at sige, er det semistruktureret element oplagt at bruge, da den
Olsen & Fuglsang, 2007: 325
Thagaard, 2014: 14
14 Kvale & Brinkmann, 2009: 41
12
13
8
lader os komme udover interviewsituationen for at forstå interviewpersonens egen
oplevelse af emnet, som er kontekstbestemt15.
Valg af informanter
Vi har til dette projekt valgt at udarbejde tre interviews, hvor to af dem er
livstilinterviews med informanter, som er vokset op med en psykisk syg forælder og et
ekspertinterview med en psykolog, der er ansat hos Psykiatrifonden. Vi har valgt at
forholde os til kun to livstilinterviews, da vi mener, at det er tilstrækkeligt til at belyse
vores problemformulering, da vi ønsker at fremhæve processer og mening, der ikke
kan måles i kvantitet16. De to informanter vi har valgt til livsstilsinterviews, kendte vi
begge i forvejen; den ene i fagligt regi og den anden i privat, hvilket gav os mulighed
for at opnå en tættere relation end hvis det havde været en fremmed. Vi gjorde os dog
også overvejelser om, hvorvidt det kunne være en ulempe i forhold til et så privat
emne. Det er forskernes oplevelse, at det forudgående kendskab, har været en fordel.
Rammer omkring interviewene
Det har været vores intention ved alle tre interviews, at informanten skulle føle sig så
godt tilpas som muligt og har derfor ladet det være op til informanterne at vælge, hvor
de forskellige interviews skulle foregå. Inden vi startede interviewene, havde vi en
grundig gennemgang af aftalerne i feltarbejdsaftalen, hvori aftalerne omkring
interviewet og brugen af de oplysninger, der bliver givet under interviewene står
beskrevet. Vi havde på forhånd udarbejdet nogle spørgsmål, som vi byggede op, så vi
lagde ud med at spørge til mere overordnede ting og derefter mere dybdegående, i takt
med, at relationen og frotroligheden blev opbygget. Vi sluttede derefter af med lidt
mere neutrale spørgsmål, for at runde interviewene af på en ordentlig måde17.
Ayse: Interviewet foregik på en uddannelsesinstitution. Informanten kendte ikke til
spørgsmålene på forhånd, men har fået at vide, hvad vores fokus i opgaven har været:
at det var hendes oplevelse, tanker og følelser vi gerne ville undersøge. Vi har spurgt
Kvale & Brinkmann, 2009: 69
Thagaard, 2014: 18
17 Thagaard, 2014: 97-98
15
16
9
og fået lov til at lave lydoptagelse af interviewet. Informanten ønsker at være anonym,
hvorfor vi har ændret navnet. Har intet ønske om at læse transskriberingen.
Henrik: Informanten kendte ikke spørgsmålene på forhånd, men har fået at vide, hvad
interviewet skulle bruges til og hvem, der ville være til stede under interviewet. Vi har
spurgt om og fået tilladelse til at lave lydoptagelse af interviewet. Interviewet er
foregået i privat regi. Informanten ønsker at være anonym, hvorfor vi har ændret
navnet. Har intet ønske om at læse transskriberingen.
Charlotte: Vi havde sammen med anmodningen om interviewet, beskrevet hvad det
skulle bruges til og hvad vores fokus for projektet var. Informanten kendte ikke
spørgsmålene på forhånd. Vi har indhentet informantens samtykke til at lave
lydoptagelse af interviewet. Vi startede med at gennemgå aftalerne i feltarbejdsaftalen.
Interviewet foregik på informantens kontor hos Psykiatrifonden. Vi havde her valgt at
starte med at spørge uddybende ind til det mere generelle i Psykiatrifondens arbejde,
ud fra det vi i forvejen havde kunnet læse os frem til på deres hjemmeside. Derefter
spurgte vi mere ind til de konkrete igangværende indsatser. Har intet ønske om at læse
transskriberingen.
Metoderefleksioner
De to livsstilsinterviews havde begge varighed af ca. to timer. Ekspertinterviewet
havde varighed af ca. 1 time. Begge forskere har været tilstede sammen med
informanten til alle tre interviews. Det var på forhånd besluttet, at det var den ene
forsker, der stillede spørgsmålene og den anden havde mulighed for at stille
supplerende eller uddybende og afklarende spørgsmål samt være observatør. Til alle
tre interviews har der været en god og uformel stemning, og vi har haft oplevelsen af
at der var en god relation. Vi blev især under interviewet med Henrik følelsesmæssigt
påvirkede, da han var meget gestikulerende og mere udadvendt i sit kropssprog og i
sin intonation. Når han fortalte om noget, der bragte vrede op i ham, hævede han
stemmen og hvæsede det nærmest ud mellem tænderne og læberne var helt smalle. Da
han fortæller om at miste sin mormor, måtte han synke flere gange, og man kan høre
at stemmen bliver tyk og han er tydeligt berørt. Flere gange udtrykker Henrik, at han
har været ”strid som knægt”, og på et tidspunkt må forskerne begge bryde ud af
10
forskerrollen og i stedet tage rollen som socialrådgivere og sige til ham, at det ikke var
hans skyld, at hans mors reaktioner var så voldsomme, men derimod sygdommen, der
kunne gå ind og påvirke hendes væremåde og virkelighedsopfattelse og dermed få
hende til at reagere uhensigtsmæssigt.
Interviewet med Ayse foregik i et jævnt toneleje, og hun virkede kontrolleret og
udviste ingen tegn på følelsesmæssig påvirkning. Forskerne havde en klar
fornemmelse af, at fortællingen foregik frontstage: det virkede nærmest indstuderet.
Informanten læser til socialrådgiver og den måde hun fortalte på, var så distanceret, at
det ligeså godt kunne have været en helt anden familie hun havde fortalt om. På
forhånd havde vi gjort os overvejelser omkring vores egen påvirkning på
informanterne og deres livsverdens fortællinger. Vi var især opmærksomme på, om
det ville påvirke interviewet med Ayse, at hun har samme etniske oprindelse, som den
ene af forskerne i dette projekt, og derfor kunne føle sig i fare for at blive
miskrediteret ud fra de episoder hun fortalte om under interviewet. Vi besluttede os for
at give det et forsøg og derefter vurdere om vi kunne bruge den indsamlede empiri fra
det interview. I forhold til Henrik, er begge forskere overbevist om, at der aldrig var
kommet noget interview på tale, hvis han ikke havde kendt intervieweren på forhånd,
også set i lyset af, at han ikke har talt med andre end sine allernærmeste om det
tidligere.
Databearbejdning
I transskriptionerne har vi udeladt ord som ”hmm”, ”øh” osv., da vi synes, at det
virkede forstyrrende, og da det desuden ikke er relevant i forhold til det vi har valgt at
fokusere på i vores analyse.
Vi har valgt at optage og derefter transskribere det hele af alle tre interviews, for at
have mulighed for at anvende teksten til brug til vores analyse, og samtidig for at
kunne koncentrere os fuldt ud i interviewsituationen, om at være til stede og kunnet
observere, uden at skulle flytte fokus ved at skulle sidde og skrive noter undervejs.
Dette giver os også mulighed for at kunne høre/se i hvilken kontekst det blev sagt og
kunne høre nuancerne i måden det blev udtalt og betonet. Efter interviewet talte vi
(forskerne) om, hvad vi havde bemærket/observeret under interviewet og disse er
11
blevet skrevet ind i parenteser i transskriptionerne. Dette har vi valgt at gøre, fordi vi
ønsker at forstå og høre om interviewpersonernes beretninger18.
Analysestrategi og kodning
Vi har til vores analyse, valgt at dele vores indhentede empiri som genstand for
meningskondensering op i to grene: Opvækst og Udvikling. Under de to grene har vi
valgt at sætte det op imod, hvordan man i dag hjælper barnet og hvordan inddragelsen
af børnene foregår. Dette giver os mulighed for at tage udgangspunkt i
hovedtemaerne i vores interview og for at fortolke og analysere ved hjælp af de teorier
vi har valgt 19 . Empirien har genereret overskrifterne i analysen.
Vi har desuden valgt at præsentere vores to informanter fra livsstilsinterviewene, som
narrative fortællinger, der understreger, at det er mennesker og deres livshistorier det
handler om 20 . I den narrative analyse anvender vi informantens egne ord, men vi
sammensætter dem, så de er medvirkende til at skabe billeder for læseren.
Validitet og reliabilitet
Validitet og reliabilitet forbindes oftest med den videnskabelige objektivitet, hvorfor
der kan dukke undring op omkring interviewforskningens karakter. Objektivitet er et
dog et flertydeligt begreb, og da vi har taget udgangspunkt i den filosofiske
hermeneutik, vil vi benytte os af den refleksive objektivitet. Dette betyder, at vi vil
reflektere over vores eget bidrag som forsker til produktionen af viden, hvor
objektiviteten i det kvalitative forskningsmiljø betyder, at vi vil stræbe efter en
objektivitet, der berører subjektiviteten i vores indsamlede empiri fra vores interview.
Med andre ord, giver os et øjebliksbillede af en livssituation beskrevet som
informanten har oplevet det og følt det i de rammer, der har været under interviewet.
På denne måde opnår vi en objektiv viden, fordi vi er bevidste om vores subjektive
fordomme, som forskere, der gør os i stand til at forstå vores informanter21.
Kvale & Brinkmann, 2009: 203
Kvale & Brinkmann, 2009: 227-228
20 Rosenberg, 2013: 64-66
21 Kvale & Brinkmann, 2009: 268
18
19
12
4. Projektets teoretiske udgangspunkt
Med udgangspunkt i vores problemformulering, har vi valgt at benytte to forskellige
teorier i vores analysedel. Den ene teori er personlighedsmodellen af teoretikeren Erik
H. Erikson samt teoretikeren Erving Goffman og hans begreber; frontstage, backstage
og stigma. Vi har valgt at anvende disse teorier, da vi ønsker at analysere vores
problemformulering ud fra disse teoretiske perspektiver, for at opnå en bredere
forståelse af vores problemstilling. De valgte teoretikere er ikke hermeneutiske, men
vi anvender dem hermeneutisk.
Erik H. Erikson: Personlighedsmodellen og de 8 livsfaser
Erik H. Erikson (1902-1994) hævder, at personligheden ikke er et færdigudviklet
produkt inden for de første leveår, men noget der udvikler sig hele tiden gennem livet.
Ud fra denne holdning, tilrettelagde Erikson 8 livsfaser, som personligheden udvikler
sig igennem. Særligt for hver fase er, at den har sin egen bestemte psykosociale
livsopgave eller udviklingskrise, hvoraf løsningen på disse, er bestemmende for
individets udvikling af styrker og svagheder. Og da faserne bygger ovenpå hinanden,
er måden hvorpå en bestemt fases opgave/krise løses på, afgørende for hvordan de
efterfølgende faser mestres. Bliver fasen løst optimalt, har individet gode
forudsætninger for at løse de andre faser, men forløber udviklingen i tidligere faser
ikke optimalt, kan det have konsekvenser for, at individet er dårligere stillet til at løse
den efterfølgende fases opgave/krise. Dog mener Erikson, at hvis en fase ikke udvikler
sig optimalt, kan man på et senere tidspunkt i livet, sagtens arbejde på dette vha.
venner, familier og terapi, for at udvikle de manglende personlighedssider fra den
gældende fase22.
1. Fundamental tillid kontra fundamental mistillid (0-1 år)
Denne fase, kaldes for oralsensoriskfasen og beskrives for værende fasen, hvor
spædbarnet opnår tillid eller mistillid til det omgivende miljø. ”Det første udtryk for
spædbarnets tillid til milieuet23 er den ro, der omgiver dets måltider, dets søvns dybde
22
23
Koester & Frandsen, 2011: 315-316
Det omgivende miljø som mennesket indgår i, og som definerer rammen for dets tilværelse.
13
og afspændingen i dets tarme24”. Som citatet giver udtryk for, dannes den basale tillid
ved at barnets fysiske og psykiske behov for trygge og kærlige rammer dækkes. Når
denne fase er opfyldt tilstrækkelig, vil barnet sagtens opleve moderens manglende
tilstedeværelse uden angst og vrede, da barnet har opnået en bevidsthed om moderen,
der gør, at hun er blevet en indre sikkerhed for barnet. Men hvis disse ovennævnte
behov ikke dækkes tilstrækkeligt, vil barnet opleve frustration og dermed give
anledning til en svækkelse af barnets tillid til omgivelserne25.
2. Selvstændighed kontra skamfuldhed og tvivl (1-3 år)
I denne fase, også kaldet muskulæranal, får barnet modnet sit muskelsystem, hvilket
betyder, at den nu har mulighed for at eksperimentere med sine motoriske
færdigheder. Erikson nævner disse færdigheder som ”to samtidige sæt af sociale
adfærdsformer: at holde fast ved og slippe 26 ”. Barnet er i denne fase præget af
nysgerrighed for at udforske omverdenen, hvor den selv kan og selv vil. Autonomi er
det styrende begreb i fasen. Det optimale i denne fase er forældrenes ros af barnets
mestrings- og autonomibestræbelser. Og det modsatte er forældrenes kritik og
ignorering af barnets bestræbelser. Udlever barnet denne fase med anderkendelse og
ros fra sine omgivelser, udvikler det viljestyrke. Men oplever barnet denne fase med
afvigende respons fra omgivelserne, kan dette resultere i skamfuldhed eller en
tvangspræget undgåelse af det, man ikke kan mestre27.
3. Initiativ kontra skyldfølelse (3-5 år)
”Det {barnet} synes at være mere ”sig selv”, mere kærligt, afslappet og intelligent,
mere aktiveret og mere aktiverende. Det disponerer frit over et energioverskud, der
tillader det hurtigt at glemme fejlslag og at nærme sig det, der forekommer attraktivt
(selvom det også virker usikkert eller endog farligt) med uformindsket og mere præcis
målrettethed 28 ”. Således beskriver Erikson denne fase, hvor barnet fortsat tager
initiativ til at afprøve sig selv, for at forstå hvad den kan og har tilladelse til at gøre
både fysisk og socialt. Det optimale i denne fase, er, at barnet bekræftes og anerkendes
i dets initiativ af dets omgivelser. Dette fører til, at barnet udvikler målorienterethed,
24
Erikson, 1971: 232
Erikson, 1971: 232
26 Erikson, 1971: 236
27 Koester & Frandsen, 2011: 318
28 Erikson, 1971: 239
25
14
hvor det opnår et realistisk syn på egen handlekraft og styrke i forhold til andre. Men
hvis denne fase ikke udvikler sig fuldent grundet negativ respons, fremkaldes
skyldfølelsen over for barnets egen handlingsstyrke og initiativevne, som vil føre til
skyldfølelse29.
4. Flid kontra underlegenhedsfølelse (6 år til puberteten)
”Det {barnet} udvikler en følelse af flid – dvs. at det tilpasser sig redskabsverdenens
uorganiske love. Det kan blive en ivrig og interesseret deltager i en produktiv
sammenhæng30”. Som citatet beskriver det, lærer barnet glæden over at lære og selv at
skabe produkter med stor opmærksomhed og flid. Med medspil fra de sociale
omgivelser, opmuntres barnet til at være produktiv, da det kan fremvise brugbare og
relevante resultater, men også i stand til at vide, at der er begrænsninger. Oplever
barnet derimod modspil fra sine omgivelser, vil det føle sig utilpas og mindreværd31.
5. Identitet kontra sammenblanding af roller (Pubertet til 18 år)
I denne fase, er pubertetens psyke i fokus. Erikson beskriver fasen som ”…et
psykologisk stadium mellem barndom og det voksne liv, og mellem den moralitet,
barnet har lært, og den etik, som skal udvikles af den voksne32”. Her ses, at opgaven
ligger i at danne en identitet, da al den identitet og kontinuitet man har opbygget
gennem barndommen, kommer i tvivl under puberteten og ungdomstiden grundet
udviklingen i legemsvæksten. De unge forsøger at styrke deres roller i samfundet, ved
at identificere sig med andre og ved at søge anderkendelse af sine omgivelser. Det er
en periode præget af, hvordan de opfattes af andre til sammenligning med hvordan
man selv opfatter sig33. Det er i denne fase, at individet eksperimenterer med sit liv og
sine senere voksenroller, og hvis samfundet og andre nære relationer responderer
positivt på dette, formår den unge at forme sin identitet. Men er responserne negative
og uden støtte til den unges eksperimenter, kan faren ligge i, at personen oplever en
sammenblanding af roller. Man får ikke en afklarende fornemmelse for hvem man er,
29
Koester & Frandsen, 2011: 318
Erikson, 1971: 243
31 Koester & Frandsen, 2011: 318
32 Erikson, 1971: 247
33 Erikson, 1971: 245
30
15
eller også får man en negativ identitet grundet dårlige forbilleder og/eller negative
miljøer34.
6. Intimitet kontra isolation (18-35 år)
Denne fase handler om, at den unge voksen, har lyst til at sammensmelte sin identitet
med andres. Det vil sige, at individet er i stand til intimitet, hvor det engagerer sig i
samhørighed og samarbejde med andre mennesker og relationer, på trods af at det
kræver kompromiser og ofringer35. Livsopgaven er således at kunne håndtere nærhed
til andre mennesker, fx pardannelse, forelskelse, nære venskaber etc. uden at miste sig
selv36. Men vælger individet at undgå denne oplevelse grundet frygt for at tabe sin
identitet, kan det udvikle sig til en stærk følelse af isolation, hvor man bevidst undgår
kontakter for at undgå intimitet37.
7. Forplantning kontra stagnation (35-55 år)
”Det modne menneske har behov for, at nogen behøver det, og den modne alder
behøver både vejledning og opmuntring fra det, den har frembragt, og som den skal
drage omsorg for38”. Med disse ord, forklarer Erikson, at forplantning skal forstås
som fasen, hvor det modne menneske har interesse for at lære fra sig til andre fx børn,
børnebørn, venner, nærmiljø etc. i form af det man har erfaret og lært gennem livet.
Formår det voksne menneske ikke at udleve denne livsopgave, kan det føre til
stagnation39. Ligeledes kan det også udvikle sig til en overdreven overbeskyttende,
vejledende og dominerende personlighed eller en utilgængelig og afvisende person40.
34
Koester & Frandsen, 2011: 318-319
Erikson, 1972: 248
36 Koester & Frandsen, 2011: 318-319
37 Erikson, 1971: 248-251
38 Erikson, 1971:251
39 Erikson, 1971: 251
40 Koester & Frandsen, 2011: 319
35
16
Erving Goffman: Stigma, frontstage og backstage
Erving Goffmans (1922-1982) teorier har skabt grundlaget for den symbolske
interaktionisme. Hans fokus ligger i de forskellige aspekter af social samhandling.
Goffman var interesseret i de mange forskellige måder vi i det personlige møde
interagerer med hinanden på – den afvigelse og stigmatisering der foregår mennesker i
mellem og de måder mennesker definerer virkeligheden på.
Frontstage – Backstage
Goffman betragtede interaktionen metaforisk, som en teaterscene – ikke forstået som
om at man iscenesætter sig selv bevidst og ’spiller’ en rolle, men at man gerne vil
’tage sig godt ud’ og påvirke det indtryk, som andre får af en. Goffmans øje var ikke
på det indtryk individet gerne ville give, men i stedet på det indtryk, der blev givet –
altså som de andre ’skuespillere’ oplevede. Det man viser udadtil betegner han som
frontstage, som er det der bliver præsenteret for ”publikum”/de øvrige deltagere i
interaktionen og backstage er der, hvor man kan være ”sig selv” og sige, hvad man
virkelig mener41.
Stigma
Ifølge Goffman findes der 3 forskellige former for stigma42:
-
De kropslige vederstyggeligheder: der er de forskellige fysiske misdannelser hos
individet.
-
Karaktermæssige fejl: der giver sig til kende som eksempelvis viljesvaghed,
dominerende eller unaturlige egenskaber, forræderiske og kompromisløse
overbevisninger eller uhæderlighed (baseret på forudgående kendskab til
vedkommendes fortid, der kan for eksempel være tale om psykisk sygdom,
fængselsophold, afhængighed, homoseksualitet, arbejdsløshed, selvmordsforsøg
eller politisk radikalisme).
-
De tribale (slægtsbetingede) stigmata: som fx race, nationalitet eller religion, der
kendetegnes ved, at de kan overføres fra slægt til slægt og kan mærke alle
familiemedlemmer.
41
42
Hutchinson og Oltedal, 2006:102
Goffman, 2009:20
17
At besidde et eller flere af disse stigma kan føre til en stempling som ”afviger” af det
”normale”, hvilket ifølge Goffman vil sige dem, der ikke afviger fra det forventelige i
en given situation eller ved en given lejlighed. Stigma er altså med andre ord særlige
kendetegn, der tiltrækker uønsket opmærksomhed, og besiddelse af disse vil gøre, at
de der møder vedkommende vil se bort fra vedkommendes øvrige (positive)
egenskaber.
Den miskrediterede - potentielt miskrediterede
Personen, der bærer stigmaet vil være den stigmatiserede. Hvis den stigmatiserede
tænker, at stigmaet allerede er kendt af de tilstedeværende eller er synligt, vil
vedkommende blive betegnet som den miskrediterede. Hvis den stigmatiserede
tænker, at de tilstedeværende, hverken kender til eller umiddelbart vil lægge mærke til
stigmaet, vil vedkommende betegnes som potentielt miskrediteret. Ifølge Goffman vil
den stigmatiserede blive udsat for forskellige former for diskrimination i tillæg til
stigmaet - f.eks. blive tillagt andre negative egenskaber og overbevise os selv, at
vedkommende udgør en trussel, som man skal beskytte sig selv mod43. I andre tilfælde
vil vi se begrænsninger for vedkommende, der ikke eksisterer hos personen i
virkeligheden, f.eks. ved at tale højere til et menneske, der er blind.
Den stigmatiserede bliver frataget muligheden for at blive mødt med respekt og
accept. Den stigmatiserede vil i stedet acceptere stigmaet, som en legitim grund for
andre at ’dømme’ for44.
43
44
Goffman, 2009:44
Goffman, 2009:51
18
5. Analyse
I dette afsnit vil vi analysere vores indsamlede empiri i forhold til vores
problemformulering ved at bruge vores valgte teoretikere og begreber. Vi har valgt at
dele vores problemformulering op i 2 grene: Opvækst og Udvikling, der hver giver et
indsigt og perspektiv i, hvordan det kan påvirke et menneske at vokse op med en
forælder med en psykisk lidelse. Vi har valgt at dele det op på denne måde, da de hver
har forskellige betydning og påvirkning og derfor fortjener at blive behandlet hver for
sig, for derefter at opnå en større helhed over vores problemformulering. Disse ydre
faktorer er alle med til at forme mennesket, hvoraf disse påvirker til enten en sund
eller usund udvikling, således at ens personlighed bliver formet.
I vores analyse vil vi besvare vores problemformulering ved at redegøre for og
analysere på, hvilke betydninger det kan have for et barn at vokse op med en psykisk
syg forælder og derefter, hvordan man i dag inddrager børnene og på den måde
forsøge at mindske de følger det kan have for børnene. Hertil vil vi inddrage vores
ekspertinterview med psykologen, Charlotte Diamant fra Psykiatrifonden samt
forfatteren Karen Glistrups bog om børneinddragelse, som vi er blevet inspireret af,
som nævner om nogle gode redskaber til at anvende i praksis, som kan være brugbare
og relevante til socialrådgivere samt vores syn på dette felt.
Vores udgangspunkt og forforståelse var, at børn ikke bliver set og hørt i det
nødvendige omfang og at de derfor går rundt med en følelse af at noget er galt, men
uden at være i stand til at kunne sætte ord på det.
Da vi ikke har taget udgangspunkt i en bestemt forvaltning, vil den inddragende del
have en mere overordnet og generel karakter. Vi kan møde mennesker, der er berørt af
psykiske lidelser i alle grene af forvaltningen og derfor er det så vigtigt, at vi har
kendskab til problematikkerne og de følgevirkninger det kan have. Et af de vigtigste
redskaber vi har som socialrådgivere, er at kunne skabe en relation til mennesker og
være med til at dæmme op for tavsheden, om hvad det egentlig er, der rører sig i de
mennesker vi møder. Vi skal holde fast i, at det er individet og det subjektive, der er i
fokus, og derefter kunne formulere det, så det kan dokumenteres og måles.
Som indledning til analysen vil vi præsentere vores informanter i en narrativ form:
19
Henrik
Jeg er 46 år gammel.
Mine forældre blev skilt da jeg var 5 år. Og så derfra røg jeg frem og tilbage mellem
dem konstant.
Det var jo decideret slåskampe, hvor vi tæskede løs på hinanden med knytnæver
altså...
Men jeg vidste også hvordan jeg trykkede på hendes knapper.
Men jeg var streng som knægt. Det var jeg.
Det skal også siges, at min far sad i fængsel, da jeg var knægt også. Han blev taget for
smugleri og sad 5 år i fængsel også. Så som lille dreng var det rundt i alle landets
fængsler og så.
Jeg synes altid, at hun kunne hidse sig utroligt meget op – altså virkelig voldsomt –
råbte og skreg.
Det var meget voldsomme reaktioner på handlinger fra et barn.
Jeg blev bortvist.
Jeg elskede min mormor. Hun var sgu nok mere mor for mig end min mor var, tror
jeg. Det var svært, da hun døde.
Altså selvfølgelig har der da også været kærlige tider, men det kan jeg ikke rigtig
huske.
Ayse
Jeg er 34 år, gift og har to børn. Er oprindeligt fra Tyrkiet – kurder.
Så har jeg bare boet i Hundige og gået i skole der, folkeskole, gymnasiet, og så nu
læser jeg til socialrådgiveruddannelsen og er næsten færdig.
Vi fik også altid at vide da vi var små, ”ja, hendes mor har det ikke så godt”. De
sagde aldrig, at hun var syg. Men hun er bare meget jaloux, sagde de.
Jeg er i midten. Det mellemste kan man så sige, ikke.
Jeg synes ikke, at jeg blev præget så meget af (det), da jeg var lille. Jeg tænkte ikke så
meget over hun var syg. Jeg vidste ikke hun var syg. Vi vidste bare, at der var et eller
andet galt, men ikke på den måde, at hun var syg.
Min mor og mine søskende (og jeg) vi fløj til Danmark alene. Min far, han var i
Danmark i forvejen.
Min far, han var det man kaldte fremmedarbejder på det tidspunkt. Han kom i 1972,
tror jeg nok.
20
Så flyttede vi op til Danmark. Eller jeg var ikke født på det tidspunkt, men når vi
kommer herop, så føder hun så mig. Men min mor… Der bliver hun faktisk syg.
Opvæksten
Oplevede virkelighed
Til at begynde med, havde vi en forståelseshorisont i forhold til vores informanter, der
sagde os, at de i en meget tidlig alder var opmærksomme på, at der var ”noget”, der
var forkert eller anderledes i deres familier. Denne forståelseshorisont blev dog
udfordret og ændret under mødet med vores to livsstilsinformanter og ved at erfare,
hvordan det så ud fra deres forståelseshorisont.
Ayse: ”Det er jo altså – det kommer ikke som pludselig ”årh, nu kan jeg mærke, at
der er et eller andet” – altså du har levet med den her kvinde siden du var baby, altså,
du ved ikke, hvad der er normalt. Det ved du ikke45”.
Henrik: ”Det har jeg ikke tænkt over rigtigt før her måske i de senere år. Man vokser
op i den virkelighed, så det er ikke noget man går og tror46”.
Ud fra Ayse og Henriks udtalelse, kan vi se, at det ikke er tilfældet, at man opfatter sin
mor ”unormal” til at starte med, da man er født ind i den virkelighed, og har levet med
personen lige siden man kom til verden. Netop denne virkelighed taler Gadamer om,
som er medbestemmende for personens forståelse af verden, og dermed bliver ens
forståelseshorisont47.
Ny virkelighed
Det er fx først med alderen, at Ayse begynder at opfatte nogle episoder med moren,
hvor hun opfatter dem uden for det ”normale”.
Ayse: ”(…)jeg kan bare huske en oplevelse, der har sat præg på mig. Det var, da jeg
var 5 år, og jeg kunne høre, at min mor, hun skreg og råbte foran et hus – vores nabo,
Bilag 2, s. 5, l. 27-29.
Bilag 3, s. 2, l. 1-2
47 Fuglsang & Olsen, 2007: 323
45
46
21
hvor hun skreg at: ”Min mand skal komme ud derfra. Jeg ved, at han er derinde”(…)
Så det med, at min mor skreg og råbte, og at min onkel kom løbende og prøvede at
berolige hende og tale med hende: ”Kom nu ind, ikke. Han er ikke derinde, i det hus”.
Der vidste jeg godt, at der var et eller andet underligt, der ikke var helt normalt48”.
Denne episode viser, at Ayses forståelse af virkeligheden, som hun førhen antog for
værende ”normal”, udfordres og sættes på spil, hvilket fører til at hun opnår en ny
forståelseshorisont, der fortæller hende, at der er noget i vejen med moren.
Denne episode med moren, er normalt noget, der ville høre under backstage, men nu
bliver udstillet på ”frontstage” foran publikum (naboer), hvilket hendes onkel er
bevidst om, og derfor insisterer på at hive hende ind i huset, og derved forsøger at
mindske hendes stigmas udstilling.
I dag har Psykiatrifonden indsatser og projekter kørende, der skal udbrede kendskabet
til psykisk sygdom. Dette gøres blandt andet ved at udsende nyhedsbreve til skolerne
med kurser, der har til formål at klæde lærerne på til at undervise eleverne om dette
via projekter eller temaer, som supplement til den øvrige undervisning, for på den
måde at være med til at nedbryde tabuet, der er omkring psykisk sygdom.
” Det er det vi prøver ude i Rødovre, ved at det ikke er igennem en sagsbehandler eller
igennem psykiatrien. Og bare finde alle de der almindelig børn, der lever i almindelig
familier, hvor en eller anden har en sygdom(...) Og gør det lovligt – der er så meget
tabu omkring det, som netop øger skamfølelsen49”.
Ved at oplyse børnene om, hvad psykisk sygdom er, gør man det lettere at tale om og
åbne op omkring, også hvis det er noget man kan relatere til fra derhjemme. Ved at
åbne op om den snak, der kan tages med en lærer frem for, at det skal være en
udefrakommende
fra
enten
Psykiatrien
(behandlingssystemet)
eller
en
fra
Psykiatrifonden, der skal tale med børnene om det, er det lettere, der er en som barnet
eller børnene allerede kender og måske føler en vis fortrolighed med i forvejen.
Samtidig udbredes kendskabet til Psykiatrifonden og dennes arbejde også til familien
eller det øvrige netværk.
48
49
Bilag 2, s. 1, l. 14ff
Bilag 5, s. 5, l. 9-14
22
Isolation og stigma
Ayse fortæller her om, hvordan faren skærmede familien fra andre indvandrere, fordi
han frygtede, at de opdagede morens sygdom.
Ayse: ”Min far ville ikke til Ishøj, fordi han vidste, at der var indvandrere. Jeg tror, at
sådan som jeg forstår ham i dag, så tror jeg, at han var lidt flov over, at han skulle
flytte over til nogen indvandrere, som kunne se, at hans kone var psykisk syg, og så vil
de have rig mulighed for at bagtale ham og min mor, det ville han ikke have, så han
prøvede at skærme hende, men samtidig så prøvede han også at skærme os, fordi han
vidste, at for mange indvandrere på samme sted - det vil ikke skabe noget godt. Det
har jeg altid fået at vide: "Det vil ikke være sundt for jer, så jeg har skærmet jer ved at
lade jer være isoleret for vores eget samfund”…Vi har boet meget isoleret lige siden…
Indtil jeg var tyve år, tror jeg50”.
Det er interessant at se, at faren bevidst vælger at isolere familien fra omverdenen
grundet moren, der bærer stigmaet. Da stigmaet ikke er tilstedeværende fysisk, men
psykisk, og derfor ikke lægges mærke til med det samme, betegnes moren som
potentielt miskrediteret, hvorfor det forklarer, at faren bevidst prøver at undgå dette,
for ikke at blive stemplet, når muligheden for at blive opdaget opstår. Derudover er det
også tydeligt, at der ligger nogle kulturelle motiver, der også viser, at det tribale
stigma er medvirkende, fordi der er andre normer involveret, hvor psykiske lidelser
eller generel utilpasset adfærd anses for at være truende for ens ære og ry. Det
kulturelle aspekt kommer tydeligere til udtryk i nedenstående citat;
Ayse: ”Vi kommer jo fra en klan kan man sige, hvor der er den her struktur, hvor den
der er rigest og den der har mest viden, er dem der har magten. Altså vi kommer fra
en stærk familie af, som har været med til at grundlægge den her landsby, den er
kæmpe stor nu. Men sådan noget, at der kommer pludselig en sygdom, det går hen og
ødelægger det her magtforhold der er, fordi så kan de andre mennesker begynde og
angribe det her familiestruktur, og sige: ”der er et eller andet galt her, ikke”. Så, det
snakker man ikke om, man sagde ikke, at hun var syg, man sagde bare hun er meget,
50
Bilag 2, s. 6, l. 13-22
23
meget, meget, meget jaloux på sin mand! Fordi han boede i Danmark, og hun troede
at han havde kærester51”.
Her ses, hvordan familiens ære og respekt er i fare, og hvordan man bevidst og
konsekvent vælger at beskytte sit ry ved at skærme, for ikke at blive afsløret, da det er
skamfuldt og tabuiseret. Man udvikler strategier og løgne, som i dette tilfælde er, at
fortælle en opdigtet historie om jalousi, der ikke er et ligeså alvorligt stigma, som en
psykisk lidelse ville være.
Ydre faktorer
For begge informanter har det været gældende, at der har været en omsorgsperson til
stede under opvæksten, som har tilført en vis form for ”normalitet” i deres liv.
”… Men heldigvis havde jeg så en lærer, der var så god altså. Hun vidste jo godt, at
min mor var syg. Hende kunne vi ikke rigtig skjule for, altså… Hun sørgede for jeg
kom igennem de her ting, og hun vidste også godt… Jeg havde de her undskyldninger
for hvorfor.. Så bakkede hun dem op, og hun sørgede også for på en eller anden måde
at sætte mig i centrum, så jeg ikke, hvad hedder det, var den stille og rolig pige, der
var genert af alt. Hun skubbede og gav mig et skub.. Hele tiden: ”kom nu, du kan godt
ikke - jeg skal nok støtte dig, hvis der er et eller andet”. Og hvis vi ikke havde råd til
at komme på lejretur, penge, det skulle man jo betale. Så søgte hun altid de der penge,
så kunne jeg jo være med52”.
Læreren har bidraget til, at Ayse havde de samme muligheder, som sine
klassekammerater og har forhindret yderligere isolation og hjulpet hende til at blive en
del af fællesskabet – herunder ved at hjælpe med at søge økonomiske midler, så Ayse
også fik mulighed for at komme med på koloni og være ligesom sine jævnaldrene.
Hun har derudover været en personlig støtte og opbakning for Ayse.
Henrik: ”Jeg blev tit plantet der (hos bedsteforældrene). For mig så var det herligt,
altså… De havde et hus jeg kunne… Jeg kravlede rundt i hækken og lavede sådan en
51
52
Bilag 2, s. 5, l. 1-9
Bilag 2, s. 8, l. 22-29
24
gå gang rundt i deres store hæk dér og skød med bue og pil og op på taget og… En
rigtig dreng…(…) Jeg elskede min mormor. Hun var sgu nok mere mor for mig end
min mor var, tror jeg. Det var svært, da hun døde53”.
I Henriks tilfælde er det mormoren, der har givet ham følelsen af at være en helt
almindelig dreng. Han beskriver i citatet, hvordan mormorens tilstedeværelse, har
givet ham tryghed og dermed en stor tilknytning, hvor han har haft mulighed for at
være en ”rigtig dreng”. Noget som hverken moren og faren har formået, grundet
omstændighederne. Vi kan i citatet også se, hvordan Henrik bliver produktiv i sin
adfærd ude i mormorens have, fordi han får medspil fra sine omgivelser, der i dette
tilfælde er mormoren, som skaber gode og trygge rammer, der opmuntrer Henrik til at
være aktiv og lege, som en almindelig dreng også ville havde gjort det. Netop
vigtigheden af dette medspil fra de sociale omgivelser, nævner Erikson også i sin 4.
Fase (Flid kontra underlegenhedsfølelse), der medvirker til, at barnet får mod til at
udfolde sig.
Udviklingen
Vi har nu analyseret opvækstens vilkår, som ifølge Erikson, spiller en vigtig rolle i
udformningen af individets personlighedsudvikling, hvorfor vi nu vil gå videre til at
analysere, hvordan opvæksten påvirker den videre udvikling.
Ansvarsfølelse
Ayse mindes en anden episode fra barndommen, hvor morens adfærd ændrer hendes
måde at opfatte og agere over for moren på.
Ayse:”… der var jeg vist nok 7 år. Vi skulle flyve til Danmark. Nu havde vi pakket det
hele og var sat på flyveren, og skulle bo hos min far nu, ikke. Så skal vi ind i det der
checkpoint, hvor man lige skal have kontrolleret sit pas og så når man er færdig med
det, så skal man gå ud. Min mor, hun nægtede at gå ud. Vi sad her, de der 5 børn og
ventede på, at vores mor skal gå ud af den dør, hvor min far og onkel ventede på at
køre os væk, ikke. Vi sad i 3 timer i det der checkpoint, og vi græd og bad hende og
tiggede hende: ”Kom nu mor. Vi skal ud herfra. Han kommer ikke og henter dig. Han
53
Bilag 3, s. 9, l. 13ff
25
må ikke komme herind”. Alt det der. Jeg kan huske den oplevelse, fordi at jeg syntes,
at det var så ydmygende, på en eller anden måde. Og folk kiggede. Og min mor blev
bare ved med at sige: ”Nej nej, han kommer og henter os. Vi skal ikke nogle steder
hen”. Og søskende, der græd. Det påvirkede mig rigtig meget! Altså, det var virkelig,
virkelig pinliiiigt for mig!54”
Denne episode viser, hvordan Ayse føler skam over morens opførsel i lufthavnen. Især
hendes og hendes søskendes reaktioner, hvor de græder, tigger og beder moren om at
gå med ud derfra, viser deres frygt for at blive stemplet af omgivelserne i lufthavnen.
Netop denne stempling, taler Goffman om i sine tre former for stigma, hvor man kan
sige, at morens opførsel rækker mod det karaktermæssige stigma, der i denne situation
giver sig til kende i form af en opførsel, der vil afsløre at moderen lider af en psykisk
lidelse og føre til at familien tiltrækker unødig og uønsket opmærksomhed.
Det er også tydeligt, at det er her, at der er sket et rolleskift mellem Ayse og hendes
mor, hvor Ayse nu har overtaget moderrollen. Ifølge Sind.dk’s pjece55 om de følelser
og
tanker
børn
af
psykisk
syge
forældre
oftest
sidder
med,
er
ansvarsbevidsthedsfølelsen oftest udviklet meget, hvilket i denne situation viser sig
som, at hun må tage sig af moren, da hun i den beskrevne situation ikke selv er i stand
til det. Denne situation beskriver hvordan Ayse ”hopper” videre til det som Erikson
definerer som 5. fase (Identitet kontra sammenblanding af roller), da hun her påtager
sig voksenrollen over for sin mor og derved kommer der ”rod” i fasernes rækkefølge.
Dvs. at der sker en hurtig udvikling i Ayses liv, hvorved man måske kan stille
spørgsmålstegn ved, om hvorvidt Eriksons teori i ”praksis” forholder sig til den
rækkefølge, som han udtrykker i sin teori.
Savn
En anden følelse børn af psykisk syge forældre oplever ifølge Sind.dk56, er morens
eller farens manglende tilstedeværelse, hvor børnene decideret savner moren eller
faren, når deres sygdom tager over.
Bilag 2, s. 2, l. 20-30
Bilag 7, s. 2
56 Bilag 7, s. 2
54
55
26
Ayse: ”Hun har været optaget af sin egen sygdom. Hun har ikke eksisteret. Hun har
ikke været involveret i mit liv på den måde som en rigtig mor vil have været. Det var
hun ikke. Altså. Det var sådan hun sad og drak sin kaffe og så fik hun sine piller, og så
skulle hun sove”.
Vi ser her, at Ayse også har oplevet dette savn, da hun nævner, at hendes mor aldrig
rigtig har været en del af hendes liv, og at hun havde en meget passiv rolle. Denne
manglende følelsesmæssige tilstedeværelse af moren, har især ført til, at Ayse til tider
har påtaget sig voksenrollen i forhold til familien og de yngre søskende, hvilket hun
nævner i følgende citat.
Ayse: ”(…) Skulle i vaskeriet dengang nede og vaske tøj. Sørgede for mine søskende…
Jeg var faktisk en mor... Søskende fik tøj, madpakke, ja og sørgede for, at de ikke blev
mobbet på skolen. Og de fik lavede deres lektier og fik sovet på et tidspunkt, og fik
vaskede deres hår alt de der ting… Sådan noget ansvar det tog vi.. på os”57.
Alle disse pligter og opgaver, som normalt tilhører forældrene, har hun og hendes
søskende måtte påtage sig i en meget ung alder, hvilket vi kan genkende fra Sind.dk’s
pjece 58 , hvor børn af psykisk syge forældre, ofte hjælper meget til og påtager sig
meget af ansvaret. Man ser også, at hun er opmærksom på, at hendes søskende ikke
bliver mobbet på skolen, fordi hun er bevidst om stigmaet, hvor familien er i zonen for
potentielt miskreditering, hvis morens sygdom opdages. På denne måde påtager Ayse
sig også ansvaret for en del af indtryksstyringen, der er en del af frontstage, da hun er
med til at opretholde billedet af, at alt er i orden på hjemmefronten. Der er ingen
udefra, der kan sætte en finger på noget og familien undgår derfor stigmatiseringen.
Henriks far har en del af hans opvækst siddet nogle år i fængsel, hvilket har betydet, at
Henrik har savnet en faderrolle i sin barndom.
Henrik: ”Ja, det var sgu en hård tid med hende… Man var jo også vokset lidt op
uden en far eller en deltidsfar. Altså, at man mister respekten for moderen, fordi han
ikke er der til at ligesom at tage fat i kraven på én. Altså jeg respekterede hende ikke
57
58
Bilag 2, s. 24-25, l. 32ff
Bilag 7, s. 2
27
rigtigt. Altså, jeg var ikke bange for hende eller… Hvis jeg var hjemme hos min far, så
skulle han bare kigge på mig, det var nok”.
Henrik nævner selv, at han har manglet en, der har kunnet vise ham, hvor grænserne
var. Hans mor har ikke formået at lære ham, om hvordan man overholder grænser og
at sætte dem, da sygdommen har udvisket hendes egne evner til at respektere og
acceptere grænser for hvad ”man” gør eller ikke gør, heriblandt hendes søns. Det kan
tyde på, at det har bevirket, at Henrik derved ikke har lært at kunne mærke grænser og
derved i sin søgen efter disse udviklet en nærmest grænseløs adfærd59, som i
eksemplet, der vil blive uddybet senere, hvor han tænder for HFI-relæet, mens læreren
stod og var ved at skifte en sikring i det. Han fortsætter selv i forlængelse til det:
”Grænsen for hvad man kunne finde på… Der var ikke rigtig nogen. Man kunne finde
på hvad som helst. Der blev jeg så også smidt ud af dén dér efterskole”60.
Bryd tavsheden
Under vores interview med Charlotte spurgte vi hende om, hvilken betydning det har
for barnet, at blive inddraget eller ikke at blive inddraget i forældrenes sygdom.
Charlotte: ”Har I læst Karen Glistrups bog, hvad børn ikke ved - har de ondt af?
Altså hendes bog er et rigtigt godt eksempel på, at alt andet end at tale med børnene
er jo i virkeligheden omsorgssvigt, så de skal inddrages. Vi siger jo, at de skal
inddrages helt fra spæde nærmest – bare begynde at snakke om det, fordi de netop
render rundt og laver en fejltolkning af hvad der forgår og laver deres egen
virkelighed, og hvis ikke den bliver realitetskorrigeret, så er det en fejlhed de render
rundt med, som jo er skadeligt. Men det skal selvfølgelig være aldersvarende –
inddragelsen skal være aldersvarende(...)Det er vigtig at adskille det der med at have
en viden og en realitetstestning på hvad der forgår”.61
I netop den bog Charlotte nævner, understreger Karen Glistrup vigtigheden af, at man
skal bryde tavsheden, da den ikke gavner, men kun gør ondt værre. Glistrups bog
”Hvad børn ikke ved…Har de ondt af”, handler om hvordan man skal skabe gode
Koester og Frandsen, 2011: 318
Bilag 3, s.29, l. 4-5
61 Bilag 5, s. 13, l. 4ff
59
60
28
samtaler med børn og familier om svære og tabubelagte emner, som f.eks. når ens
forældre er ramt af psykiske lidelser.
Samtalens vigtighed fortsætter Karen med at understrege ved at tage udgangspunkt i
Jesper Juul, der fortæller, at mange mennesker i praksis udfører en forkert teoretisk
metode, som ikke ”lukker op” for børnene.
”Jesper Juul har ofte sagt, at mange af os begår den fejl, at når det, vi ønsker at opnå
med et barn, ikke lykkes, så gør vi bare lidt mere af det samme… der heller ikke
lykkes. De fleste kender f.eks. nok til situationer, hvor man over for et barn, der er
”lukket”, bliver ved med at stille spørgsmål til barnet ud fra en overbevisning om, at
de helt rigtige spørgsmål kan få barnet til at ”lukke sig op”. Men sandheden er, at
børn, der er usikre, sårbare og måske bange, beskytter sig ved at ”lukke af”. De ved
ikke, hvad de skal svare. De venter på at nogen bryder tavsheden og fortæller dem,
hvad det er, der sker omkring dem. De venter på, at der er nogen, der fortæller dem:
”Jeg ser dig!62”
Den måde som ovenstående citat beskriver fejlene i den teoretiske del, fremhæver
hvor vigtigt det er for børn, at der er andre der tager over og bryder tavsheden, da det
er svært for børnene selv at gøre det. Psykiatrifonden tager netop hånd om dette i
praksis, hvor de fører samtalegrupper, både mellem barnet og forældrene og mellem
andre jævnaldrende, der skal være med til, at børnene kan italesætte de mange følelser
og tanker de sidder med gennem professionel hjælp.
”Det som vi laver i Psykiatrifondens samtalegrupper – det er et forløb, hvor
forældrene og barnet mødes med to gruppeledere, og så hører man lidt om grupper og
familien, og hvordan det ser ud hjemme hos jer og så forklarer gruppelederne, at
børnene mødes ti gange med nogle andre børn, som ved hvordan det er og som er
nogenlunde samme alder. Og i mellemtiden mødes forældrene med nogle andre, som
har børn og ved lige hvordan det er. (…) Den indsats vi laver for børnene er for at
øge deres samarbejdsevne, øge deres følelsesmæssige kompetencer, øge deres
handlings- og mestringsstrategi, mindske deres ensomhed og mistrivsel og hvad der
62
Glistrup, 2014:14
29
nu er på dagsordenen i forhold til de børn vi lige sad med der – kan blive sådan
forbundet til forældrene, sådan så, der er bedre grobund – for at have dialog
derhjemme, sådan så, barnet får noget hjælp, fordi hvis en syv årige barn får noget
hjælp og forældrene ikke er involveret, så er effekten ikke så god, når det slutter, fordi
så er barnet jo bare hjemme igen, og så er der ikke noget andet input fra miljøet, fordi
det var noget isoleret der skete herover ikke. Så vi mødes ti gange i to timer, og har
det rigtig hyggeligt og rart og snakker om det svære, man griner også og spiser boller
og drikker kakao, og slå koldbøtter laver kluddermor afhængig af alder. Også har vi
så en samtale til slut sammen med forældrene og barnet og fortæller hvad vi har set
og oplevet eller er det noget vi er bekymret for i forhold til barnet og fremtiden. ”63
Disse samtalegrupper som Psykiatrifonden kører, viser hvor vigtig denne indsats er,
for at få løst de problematikker børnene oftest føler sig alene med, da de opdager at
der er også er andre børn og familier, der går igennem de samme ting, og dermed får
italesat deres indre verden, som de både kan afspejle med de andres og få professionel
hjælp til at få bearbejdet. Samtidig får familierne redskaber til at tackle udfordringerne
på en mere hensigtsmæssig måde. Psykiatrifonden skaber rammer for børnene, hvori
de får mulighed for at gennemleve de tidligere faser, som de ikke har opnået en
optimal udvikling af.
Skyld
Et andet kendetegn ved et barn, der har haft en opvækst med en forælder med en
psykisk lidelse er følelsen af skyld. Barnet kan i nogle tilfælde endda påtage sig
skylden for, at forældreren har en psykisk lidelse i det hele taget.
Ayse: ”(….) Jeg tror, at vi måske har følt skyld. Det har jeg, fordi hendes sygdom
satte sig jo… Kom til syne, da jeg blev født. Og jeg har faktisk følt en skyld over.. Jeg
havde altid troet, at hun har haft en fødselsdepression, som hun aldrig har kommet
over. Så har hun fået sådan en psykose, det havde jeg altid troet. Så jeg havde gået
rundt med lidt den der tanke: ”okay, det er måske mig, der har sat det i gang”64. (….)
Jeg har jo snakket med min far om det. Han siger: ”at det er sludder vrøvl, det passer
slet ikke, fordi allerede som lille, så havde hun været sårbar”.
63
64
Bilag 5, s. 2, l. 23ff
Bilag 2, s. 23-24, l. 33-5
30
I dette tilfælde kan man sige, at Ayse er gået tilbage til den livsopgave65, som Erikson
beskriver som fase 2 (Selvstændighed kontra skamfuldhed og tvivl) og har udfordret
den følelse af skyld hun havde, fordi hun er begyndt at lære om de psykiske lidelser og
hvad der kendetegner dem. Hun har dermed opnået viden om sygdommen og de
påvirkninger det kan have, også på de pårørende, som hun er begyndt at reflektere
over og på den måde sætte spørgsmålstegn ved ting, hun tidligere har taget for givet.
På denne måde går hun tilbage og fuldfører denne livsfase og kan ifølge Erikson på
den måde komme videre i sin udvikling.
Henrik: ”Ja. Jeg kan ikke rigtig huske gode tider med hende. Og det er stadig
problematisk i dag altså. Der er noget helt galt, hvis man holder sig væk fra sin mor i
10+ år . Bare prøver at undgå hende.”66
Indirekte reflekterer Henrik over de 10 år, hvor han ikke havde kontakt med sin mor
og han føler på den ene side skam over at have taget afstand til hende, men nævner
samtidig at han følte behov for at undgå hende, da kontakten var og stadig er så
problemfyldt.
Skyldfølelsen kommer til udtryk på forskellige måder hos informanterne; Ayse
påtager sig skylden for, at sygdommen er brudt ud hos moren, da hun som barn har
troet, at det var en fødselsdepression, der opstod efter hendes fødsel. Henrik føler
skyld på den måde, at han til dels forsøger at retfærdiggøre, at hun reagerer voldsomt
og dernæst over at måtte tage afstand fra hende i en periode.
Voldelig overgreb – mentalt overgreb
I både Ayses og Henriks tilfælde har opvæksten været præget af utrygge og ustabile
rammer, hvor det i Ayses tilfælde har være mest på det mentale plan, hvor overgrebet
handlede om hemmeligholdelsen og fortielsen af den psykiske lidelse, og hvor det hos
Henrik kommet til udtryk i en voldelig og aggressiv form, da moren har udøvet vold
overfor ham over selv små bagateller.
65
66
Erikson, 1971:236 og Koester & Frandsen, 2011:318
Bilag 3, s. 17, l. 13-15
31
Henrik: ”Altså det (skizofrenilidelsen) var ikke så udviklet, da jeg var lille. Men vi
havde mange voldsomme ting, da jeg var dreng som sådan67( ... ) Som for eksempel, at
hælde mælk ud i vasken. Det endte så med en kæmpe slåskamp med smadrede
madvarer og vi tæskede løs på hinanden indtil hun bed mig så hårdt i fingeren, at jeg
stak af fra hjemmet i 3 dage og så måtte op og stivkrampevaccineres68”.
Citatet understreger Henrik og morens voldelige forhold. Ifølge Eriksons teori om de 8
faser, kan man allerede her se, at Henriks opvækst allerede i 1. fase har været præget
af utrygge rammer, hvor både hans psykiske og fysiske behov ikke er blevet dækket
tilstrækkeligt, fordi moderens opførsel har ført til mistillid. Erikson påpeger, at hvis
barnet ikke oplever de trygge rammer, kan morens, som er den primære
omsorgsperson, manglende tilstedeværelse skabe angst og vrede hos barnet, der vil
føle sig frustreret over den svækkede tillid til omgivelserne.
Hos Henrik har opvæksten medført en udadreagerende adfærd, især hvis han har følt,
at noget har været uretfærdigt. Dette kommer blandt andet til udtryk i en episode på
den efterskole han kommer på:
”Én af lærerne hun flippede helt ud… og så var der en episode, hvor denne her lærer
hun skulle skifte den sikring i en af pærerne og havde slået HFI-relæet fra… Mens hun
stod med fingrene oppe i det, så tændte jeg for relæet… For at hævne mig eller sådan
et eller andet… Så det viser bare at det var ikke rigtig… Grænsen for, hvad man
kunne finde på… Der var ikke rigtig nogen. Man kunne finde på hvad som helst. Der
blev jeg så også smidt ud af dén dér efterskole. På sammen efterskole var der en fyr,
der tog en dagbog fra en pige som jeg synes var sød og gik og læste op af den…
Hvorefter jeg fandt ham og så gennembankede jeg ham, så… Der kunne man også
bare have sagt ”Er du sød lige at lade være med det” men det var ikke lige nok. Han
skulle bare smadres”.
Vi ser her hvordan Henrik ligesom sin mor overreagerer, når en given situation
indebærer frustration og giver ham en følelse af magtesløshed. Da han reflekterer over
episoden under interviewet, kan han godt se, at hans reaktioner var meget voldsomme.
67
68
Bilag 3, s. 1, l. 16-17
Bilag 3, s. 1, l. 22-25
32
Man ser også, hvordan Henriks ustabile opvækst har ført til, at Henrik i dag har
tilknytningsproblemer og oplever rastløshed.
”Jeg har haft svært ved at binde mig til nogen, sådan… Det har altid været svært
Forhold…(…) Altså alle mine forhold… Det er svært at binde mig… Plus en enorm
rastløshed…(...) Ja, jeg har en enorm rastløshed… Det har jeg altid haft… altså har
siddet sammen med nogen et sted og så allerede i tankerne har været det næste sted…
Altså altid har været rastløs ligesom… På farten altid… og jeg har aldrig følt mig
hjemme nogen steder…”
Ifølge Eriksons 6. fase (intimitet kontra isolation), forklares det hvordan denne fase
kan udvikle sig, hvis individet ikke får løst livopgaven optimalt. I dette tilfælde vil
individet opleve besværligheder med at håndtere nærhed til andre mennesker, hvilket
vi ser er tilfældet med Henrik, fordi han altid har haft negative erfaringer i sine tætte
relationer, fordi hans opvækst har været ustabil.
Misforstået hensyn – både privat og professionelt
Vi ser med Ayse og Henriks livshistorier, at inddragelsen fra børneperspektivet har
været ikkeeksisterende. Tværtimod har det i forhold til Henrik, haft den betydning, at
han er blevet stemplet som årsagen til ”problemet”.
Henrik: ”Og så da jeg så også kom tilbage derfra så flyttede jeg for mig selv… Som
15-årig. Det kan måske forklare lidt om, at der har været problemer, ikke… At man
flytter hjemmefra som 15-årig. Nok også fordi jeg var så vild. Altså, det var
problematisk at være sammen med hende. Jeg kunne simpelthen ikke holde hende ud.
Men hun endte også med at sidde oppe på kommunen og græde… ”I må tage ham væk
hjemmefra”. Vi sad begge to deroppe og hun brød sammen og græd oppe på
kommunen og sagde: ”I må tage ham væk- I må få ham væk”, du ved. Det var
svært”69.
Ayse: ”Men min mor hun blev indlagt i… da vi lige var flyttet til Danmark(…)Det var
ikke kommunen der spredte os – det var familiemedlemmerne, der tog hver af os ind til
69
Bilag 3, s. 11, l. 24-30
33
sig(…)Ja. Ja, jeg mener myndighederne. Altså, det den begrænset hjælp vi fik fra
myndighederne. Så, men de må have vist det siden hun havde været indlagt, fordi de
kunne godt se, at det ikke var holdbart for os, som børn at bo i et
etværelseslejlighed70”.
Eksemplerne fra Ayse og Henriks historier illustrer her, at kommunerne har været
opmærksomme på, at der har været noget galt – og i Ayses tilfælde endda, at det har
noget med psykisk sygdom i familien at gøre, men i begge tilfælde vælger kommunen
ikke at gøre noget for at inddrage børnene, men i stedet forholde sig til nogle af de
andre problematikker. På denne måde har det været op til Ayse og Henrik selv, at
danne sig et billede af virkeligheden, der for begges tilfælde har været
fejlfortolkninger. I Henriks tilfælde kan man sige, at han er på det stadie, som Erikson
vil betegne som den 5. Fase (Identitet kontra sammenblanding af roller), hvori der
ligger en opgave i at eksperimentere med sit liv, da han på dette tidspunkt er i
puberteten. Af omgivelserne bliver dette opfattet som værende negativt, hvor han
udstilles hos kommunen, som den der er ”problemet” frem for moren, hvorfor han
derfor kan komme til at opleve en sammenblanding af roller idet omgivelserne
opfatter ham anderledes end hvad han selv opfatter sig. At han udstilles som
”problemet” hos kommunen, kan også medvirke til, at han udvikler en dårlig
selvopfattelse.
Delkonklusion
Til trods for, at begge informanter har haft en mor med en psykisk lidelse, har både
opvæksten, udviklingen og den måde det har givet sig udslag på været vidt forskellig.
Fælles for dem kan være, at de har været påvirket af det syn, der har været på dem.
Ayse har været den ansvars- og omsorgsfulde og Henrik har været den ”stride”, der
klarede sig med næverne og har kæmpet sine kampe på den måde. For begge kan det
dog siges, at de har fundet hver deres måde at leve på, der vil regnes inden for det
”normale”. De ydre faktorer kan have været medvirkende årsager til, at de ikke har
udviklet en psykisk lidelse, på trods af at de begge har været påvirket af opvæksten og
at dette har sat sine spor hos dem. Vi kan ydermere konkludere ud fra vores analyse af
70
Bilag 2, s. 6-7, l. 34ff
34
vores livstilinformanter, at de ikke er blevet inddraget tilstrækkeligt i deres forældres
sygdom, da de var børn, og derfor ikke har haft muligheden for at komme ud med ”det
oplevede” til professionelle fagpersoner. Vi ved nu ud fra vores inddragelse af
fagpersoner, at en åben dialog omkring forældrenes sygdom, ville havde været med til
at aftabuisere de følelser og tanker, Ayse og Henrik har siddet med.
6. Teoridiskussion
Begge vores teoretikere forholder sig til individet i samfundet, måden hvordan
individet forstås i samfundet, som får afgørende betydning for, hvordan individet
kommer til at opleve og opfatte sig selv. Vægten hos Erikson er lagt på hvordan
udviklingen i al almindelighed forløber hos individet, hvorimod Goffman, har mere
fokus på hvordan det sociale, i tilfælde af, at man udskiller fra det normale, kommer
til at præge individets selvforståelse.
Kritikken i Goffmans teori ligger i, at han ikke tager højde for de samfundsmæssige
udviklinger.
Med henblik på Erikson teorier, der beskæftiger sig med 8 livsfaser, er den
overordnede kritik, at han godt kan komme til at virke for "firkantede", da teorien er
meget "enten eller", og derfor ikke altid fungerer optimalt i praksis, som vi også har
erfaret i vores analysedel. Et eksempel, hvor Eriksons teori viser, at den ikke altid
stemmer overens med virkeligheden, ses i vores to livstilsinterviews. I Eriksons 2.
Fase (selvstændighed kontra skamfuldhed) ses det, at fordi man udvikler skamfuldhed,
er det ikke ensbetydende med, at man ikke også udvikler selvstændighed. Dette fik vi
bekræftet via vores informant Ayse, der føler skam over at vise moren til
skolekammeraterne, men som alligevel har formået at udvikle en selvstændighed i
form af, at hun har måtte tage mere ansvar på skuldrene end sine jævnaldrende ved at
påtage sig de huslige pligter og beskytterrollen i forhold til sine søskende grundet
morens tilstand. Der hersker en meget statisk udvikling hos Erikson, hvor det positive
karaktertræk altid står overfor det negative. Det er åbenlyst, at man hellere foretrækker
fx intimitet frem for isolation, men dette er ikke helt tilfældet for fx Henrik. Hos
Henrik ser vi, hvordan han foretrækker isolation frem for intimitet, og dermed træffer
"det negative valg" i sit tidlige voksenliv, som er det modsatte af, hvad Erikson
35
betegner som det optimale. Netop derfor, sker der en form for "stagnation" i Henriks
videreudvikling i forhold til næste fase. Ved at Henrik har svært ved at binde sig i sine
forhold, og derfor bevidst vælger isolation, i stedet for at få det bearbejdet, gør, at han
videreudvikler sig negativt i sin voksenalder, hvor udviklingsopgaven er forplantning
kontra stagnation på trods af, at han er 46 år i dag.
Derudover er det bemærkelsesværdigt at se, at Erikson ikke er opmærksom på de
kulturforskelle, der også kan forekomme og derfor også kan have betydning for
individet og dets udvikling. Ud fra dette kan vi derfor konstatere, at Eriksons teorier
tager udgangspunkt i det vestlige samfund, han selv er opvokset i. Når dette er sagt,
kunne det være interessant at se, hvilken rolle kulturforskellen spiller, for at se, om det
så igen er de samme livsfaser, der gør sig gældende eller om disse ændrer sig grundet
de forskellige normer og værdier, der er kulturbestemte.
Selvfølgelig er det umuligt, at en teori kan passe 100 % til empirien, men siden
Erikson opridser faserne så firkantet, kunne man let få en forventning om, at kunne
følge disse faser slavisk, også i det virkelige liv. Men konstateringen af, at Eriksons
teori mangler dynamik, når den skal bruges i virkeligheden, bekræfter os blot i, at livet
er en kompleks størrelse, og ikke altid kan presses ned i en teori eller metode. Derfor
kan man sige, at vores videnskabsteoretiske udgangspunkt, som er den filosofiske
hermeneutik, egentlig passer godt ind i denne sammenhæng. Gadamer gør nemlig op
med den tanke, at metode altid fører til sand viden i sit hovedværk "Sandhed og
Metode". Han mener, at fortolkning og forståelse er det vigtigste, når det gælder det
menneskelige eksistens. Af denne grund, kan opnåelsen af forståelse af det givne
"værk", ikke begrænses til metodiske teknikker og redskaber, men at forståelse er det,
mennesket er. Og derfor skal Gadamers tilgang forstås som en begrundelse og
argumentation for, hvorfor vi mennesker er fortolkende væsner.
7. Konklusion
Vi har i vores bachelorprojekt interesseret os for at undersøge, hvordan det er at vokse
op med psykisk syge forældre. Endvidere har vi interesseret os for, hvordan disse
opvækstvilkår påvirker barnet og dets udvikling. Til belysning af vores
problemstilling har vi valgt at anvende Erik H. Eriksons og Erving Goffmans teorier.
Vi har valgt at anvende to personer, som er vokset op med psykisk syge forældre og
36
dertil draget nogle refleksioner fra en psykolog som arbejder med børn, unge og
familier, der er berørt af psykiske lidelser. I forhold til metoden, har vi taget
udgangspunkt i den filosofiske hermeneutik og de kvalitative undersøgelsesmetoder.
Hos vores livstilsinformanter har vi oplevet genkendelighed i forhold til de
problematikker, som også er beskrevet både hos Psykiatrifonden og Sind. Med
udgangspunkt i vores to livstilinformanter, har vi netop set denne genekendelighed i
følelsen af skyld og skam, som de i en meget tidlig alder oplevede, da det gik op for
dem, at noget var udover det ”normale” i deres familier. Netop disse opvækstvilkår
har resulteret i, at Ayse har udviklet en ansvarsfølelse udover det sædvanlige i forhold
til at opretholde en ”facade”, og at Henrik grundet egen voldelig opvækst også selv
har udviklet en voldelig adfærd, hvortil de ustabile og utrygge rammer har givet ham
tilknytningsproblemer og gjort, at han har udviklet en rastløshed, der gør at han ikke
kan blive det samme sted længere tid af gangen.
Endvidere har vi haft fokus på at undersøge, hvilken betydning inddragelse har for
barnet. Med vores livstilsinformanter, fandt vi frem til, at de ikke er blevet inddraget i
deres forældres sygdom. Der hvor vi virkelig har fået rykket ved vores forforståelse er,
hvad angår vigtigheden af inddragelsen, der går ind og påvirker og afhjælper
tabuisering og stigmatiseringen af psykisk syge og deres familier. Ved hjælp af
kendskab til de konkrete tiltag, der er hos bl.a. Psykiatrifonden og med udgangspunkt i
de redskaber vi har fået via Karen Glistrups bøger om inddragelse af børn, er dette
blevet yderligere tydeliggjort.
Med denne viden i bagagen, er det nu vores opgave som socialrådgivere at bruge
vores opnåede viden og viderebringe det i vores arbejde som socialrådgivere, fordi vi
med dette projekt har fået medansvar til at turde at åbne snakken, for hvis vi ikke gør
det, er vi medvirkende til at svigte børnene og familierne.
37
8. Litteraturliste
Bundesen, Peter (2011): ”Sociale problemer og socialpolitik”. 4. udgave. Syddansk
Universitetsforlag.
Erikson, Erik H. (1971): ”Barnet og samfundet”. 3. udgave. Hans Reitzels Forlag.
Glistrup, Karen (2014): ”Hvad børn ikke ved…har de ondt af”. 3. udgave. Hans
Reitzels Forlag.
Goffman, Erving (2010): ”Stigma – om afvigerens sociale identitet”. 2. udgave.
Samfundslitteratur.
Goffman, Erving (2014): ”Hverdagslivets rollespil”. 1. udgave. Samfundslitteratur.
Hutchinson, Gunn S. & Oltedal, Siv (2006): ”Modeller i socialt arbejde”. 2. udgave.
Hans Reitzels Forlag.
Juul, Søren & Pedersen, Kirsten B. (2012): ”Samfundsvidenskabernes videnskabsteori
– en indføring”. 1. udgave. Hans Reitzels Forlag.
Koester, Thomas & Frandsen, Kim (2011): ” Introduktion til psykologi”. 2. udgave.
Frydenlund.
Kvale, Steinar & Brinkmann, Svend (2009): ”InterView – introduktion til et
håndværk”. 2. udgave. Hans Reitzels Forlag.
Olsen,
Poul
B.
&
Fuglsang,
Poul
L.
(2007):
”Videnskabsteori
i
samfundsvidenskaberne – på tværs af fagkulturer og paradigmer”. Roskilde
Universitetsforlag.
Thagaard, Tove (2014): ”Systematik og indlevelse – en indføring i kvalitativ metode”.
1. udgave. Akademisk Forlag.
38
Internet
www.socialjura.dk siden er besøgt den 02.06.2015
www.sind.dk siden er besøgt den 29.04.2015
http://www.psykiatrifonden.dk/om-os.aspx siden er besøgt 29.04.2015
Bilag
Bilag 1: Interviewguide - Barn af psykisk syg forælder.
Bilag 2: Livstilsinformant – ”Ayse”
Bilag 3: Livstilsinformant – ”Henrik”
Bilag 4: Interviewguide – Fagperson (Psykolog)
Bilag 5: Ekspertinterview – Charlotte Diamant
Bilag 6: Feltarbejdsaftaler
Bilag 7: Sinds pjece – ”Børn i familier hvor der er en psykisk sygdom”.
39