1. No category

+ DØDEN 2015 +
Helsingør stift
#4 | 2015
Til JORD SKAl Du BlivE
JEG TAGER DET SOM DET KOMMER | DET uAfvEnDEliGE | Af JORDEn SKAl Du
iGEn OPSTÅ | TiDEn ER ET BEDRAG | MinDESMÆRKER | i viRKEliGHEDEn |
lAD OS TAlE OM DØDEn | fAKTA OM DØDEn | DEnnE ØDElÆGGER Af AlT
1
+ Håbet +
+ folk&kirke 2015 +
+ DØDEN 2015 +
Memento mori –
husk at du skal dø
Vanitas – Pieter Claesz, 1630.
KOlOfOn Folk & Kirke
udgives af Helsingør Stift
Hestemøllestræde 3A
3000 Helsingør
4921 3500
Ansvarshavende redaktør
Rebecca Rudd
Redaktion
Ninna Brenøe, Jannik Theilgaard, Rebecca Rudd
Redaktionsudvalg
Lise-Lotte Rebel, Anders Haubart Madsen,
Grethe Bøje, Kirsten Diemer, Ove Kollerup,
Grafisk tilrettelæggelse
salomet grafik
Fotograf
Miklos Szabo
Magasinet er finansieret af stiftsrådet, Helsingør stift.
1. udgave, 4. årgang, 2015
ISBN 2245-8816
Tryk PE Offset, Tømrervej 9, 6800 Varde
Papir Munken Lynx
A
t leve er at miste – og der er
mange måder at miste på. Vi kan
miste os selv. Vi kan miste den
virkelighed, som er vores verden. Vi kan
miste en, vi holder af. Hver gang det sker,
er det samtidig en øvelse i at indse, at vi
selv og de vigtigste mennesker i vores liv
skal væk herfra. For det skal de, og det
skal vi, i en fjern fremtid måske, eller allerede i morgen.
og slægtninge? Når vi nu ikke lever for
os selv, hvorfor skulle vi så dø for os selv?
Når vi er sammen og erindrer de familiemedlemmer, der er døde, er de så ikke
til stede – på en eller anden måde i hvert
fald? Hvordan føles sorgen, og hvor gør
man af den? Hvad har kristendommen at
sige om det evige liv og opstandelsen? Det
er emner som disse, man kan læse om i
dette magasin.
Ingen kan gå igennem tilværelsen uden at
miste. Tabet af en nærtstående person er
en kilde til sorg og savn. Udsættes tabet,
kan man ånde lettet op. Det blev gudskelov ikke nu. Det menneske, hvis liv man
frygtede for, forblev ved siden af en. Men
efter en sådan erfaring bliver vi dødelige
på en mere håndgribelig måde. Du skal dø.
Jeg skal dø. Vi skal dø.
At beskrive døden som et tabu er efterhånden blevet en banalitet – og nok heller
ikke helt sandt længere. Men i de lange
perioder, hvor døden ikke trænger sig på,
vender vi den gerne ryggen. Langt hen ad
vejen er det sikkert ganske sundt. Vi skal
jo først og fremmest leve. Men vi er også
nødt til at se på døden med åbne øjne i forskellige faser af livet. Om ikke andet bør
vi vide, hvad der skal ske, når vi selv eller
vores nærmeste er ved at dø. Hvad med
begravelsen? Skal der være et gravsted,
skal vi jordfæstes eller bisættes? Døden er
også konkret.
På magasinets omslag kan man se en
moderne udgave af et Memento mori eller
det, som også kaldes et Vanitas-motiv.
Det viser et kranium, et timeglas, mønter
og andre elementer, der peger på livets
forgængelighed. I 1600-tallet var disse motiver udbredt. Memento mori betyder husk,
at du skal dø. Allerede de gamle romerske
hærførere lod en slave hviske ordene i deres øre som en advarsel mod overmodig.
Men et er at huske på og lære at, man
skal dø, noget andet er, hvad der er på den
anden side af livet. Er der et sted, hvor
vi engang skal samles med vores venner
Læs Folk&Kirke på tablet,
computer eller smartphone
www.fkmagasin.dk
2
Intet menneske er uberørt af døden, for
den er det givne vilkår, vi har allermest
tilfælles, hvad enten vi er rige eller fattige,
konger eller korsangere. Og netop derfor
er tanken om døden, vores egen og andres,
måske også det som mest af alt kan huske
os på vores kærlighed til livet og til hinanden, nær som fjern. Nu mens vi er her på
jorden.
Redaktionen
4
JEG TAGER DET SOM DET KOMMER
Forfatteren Maria Marcus er 88 år og
ikke bange for at tale om døden.
8
Det uafvendelige
Antropologen Kathrine
Tschemerinski fortæller om
bisættelsen af sin reservebedstemor, Karen.
14
TIL JORD SKAL DU BLIVE
Vi har mødt dem som bugserer den
døde krop, begraver eller brænder
den og hugger vores navne i sten.
20
AF JORDEN SKAL DU IGEN OPSTÅ
Hvad forstår vi ved kødets opstandelse, og i hvilket sprog kan vi tale
om hvad der sker efter døden?
29
MINDESMÆRKER
Hvordan mindes og fastholder
vi de døde i de levendes verden?
32
I VIRKELIGHEDEN
Om døden på nettet og
den virtuelle sorgproces.
36
lad os TALE OM DØDEN
Sundhedsvæsenet og folkekirken
har mødet med den døende og
de efterladte tilfælles.
42
Denne ødelægger af alt
Biskop Lise-Lotte Rebel lader
troen, håbet og kærligheden
få det sidste ord.
28
TIDEN ER ET BEDRAG
Gertrud Højlund skriver om tabet
af sin far, højskoleforstanderen
Niels Højlund.
Folk & Kirke er et gratismagasin
udgivet af Helsingør Stift
– en del af Folkekirken
3
+ livet +
”
Forfatteren Maria Markus om døden
Jeg er indstillet på
at tage det
som det kommer
Kan man tale om sin egen forestående død?
Forfatteren Maria Marcus har aldrig været bleg for at skrive om de
intime sider af tilværelsen, og derfor vovede vi pelsen og bad hende
svare på en række spørgsmål om døden. Ikke den abstrakte død,
men den konkrete død, som hun – og vi alle – må møde om ikke før,
så siden.
Du er født i 1926, så du er 88 – hvordan
har du det med tanke på, at der nok ikke
er så længe til, at du skal dø?
”Jeg har aldrig været bange for at dø,
og det er jeg heller ikke i dag. Selvfølgelig har jeg en selvopholdelsesdrift
– hvis nogen skulle finde på at pege på
mig med en pistol, ville jeg nok skrige
så højt jeg kunne. Men ellers – nej! Når
jeg er død, så er jeg der jo ikke, hvorfor
skulle jeg så være bange? Og jeg ved
jo, at jeg skal dø under alle omstændigheder, så jeg er indstillet på at tage det
som det kommer. Måske endda som en
fantastisk oplevelse, som jeg for så vidt
ser frem til – jeg er jo født nysgerrig, så
jeg kommer vel også til at dø nysgerrig!”
Har du altid haft det sådan – eller hvad
skyldes det, at du i dag ikke er bange for
døden?
”Jeg har læst en hel masse om døden.
I 1970'erne slugte jeg Raymond Moodys
4
bøger med interviews med mennesker,
der har været klinisk døde, men vendte
tilbage til livet, og de fortæller næsten
enstemmigt om en stor salighed og et
vidunderligt hvidt lys, der møder dem.
Det lyder jo ikke ligefrem skræmmende. Og det samme fortæller mennesker
herhjemme, der har været igennem
en såkaldt nærdødsoplevelse. Hvad
der så sker efter den fase … ja, der er jo
mennesker, der har en særlig evne til at
følge dødsprocessen et stykke længere
ind, og noget af det de fortæller, lyder
knap så rosenrødt. Men jeg vil indtil
videre holde fast ved min barnlige tillid
til, at enten så sker der ikke noget, fordi
jeg simpelt hen forsvinder – eller også
sker der noget godt.”
Er du da totalt ligeglad med døden?
”Nu har jeg jo ingen små børn, som
jeg ville efterlade uden mor det ville
være så forfærdeligt, ikke til at over-
Q
5
”
Jeg vil for
eksempel
gerne have en
pæn neglelak
på – ja, nu
ryster du nok
på hovedet og
det gør jeg også
selv! – men jeg
vil altså gerne
så vidt muligt
have en værdig død på det
ydre plan.
+ livet +
skue, hvordan det ville være. I dag er det
nærmest omvendt: Jeg kan ikke overskue,
hvordan det ville være, hvis nogen af mine
nærmeste døde – ordet savn slår slet ikke
til. Og det bliver mere og mere aktuelt hele
tiden; for med den alder jeg har, er jeg jo
altid den ældste. Så det tynder ud blandt
dem jeg har regnet som en del af mit liv
– pludselig er de der ikke mere! Det er en
meget underlig, absurd fornemmelse: Mit
eget liv bliver mere og mere indskrænket.
Og samtidig er de der på en måde alligevel
for altid – de har jo været der! Men jeg har
en veninde, der har det ligesom jeg, og jeg
har lovet hende, at hun godt må have lov til
at dø før mig …”
Hvordan forbereder du dig til døden?
”Rent praktisk, så har jeg allerede for
mange år siden skrevet nogle sider ned
om, hvordan jeg gerne vil have, at det skal
foregå: At jeg gerne vil dø på et hospice,
hvor der er fred og ro. Hvordan jeg vil
begraves, at der skal være gravøl, at jeg
gerne vil se ordentlig ud når jeg ligger dér
og er død. Jeg vil for eksempel gerne have
en pæn neglelak på – ja, nu ryster du nok
på hovedet og det gør jeg også selv! – men
jeg vil altså gerne så vidt muligt have en
værdig død på det ydre plan. Og så har jeg
selvfølgelig skrevet op, hvor mine vigtigste
papirer ligger, og den slags, så det ikke
bliver mere besværligt for mine børn end
højst nødvendigt.”
Du lyder meget realistisk …
”Det er jeg nok også. Endda så realistisk, at jeg ganske vist ikke er bange for
døden – men jeg er til gengæld bange for
det modsatte: Nemlig at jeg ikke får lov til
at dø den dag, hvor jeg har det forfærdeligt
og ikke kan hverken det ene eller det andet, så jeg bogstaveligt talt ikke er mig selv
længere. Så er jeg bange for, at jeg ikke
selv kan gøre en ende på mit liv, nu hvor
de gammeldags sovepiller ikke eksisterer
mere og hvor aktiv dødshjælp er kriminelt
– hvor får man så nogle piller, så man selv
kan bestemme, hvornår man ikke vil være
her længere?”
6
+ livet +
Har du nogle bestemte forestillinger om,
hvad der sker til allersidst?
”Jeg tror, jeg har hørt lidt for meget om
den korrekte død, sådan rent energimæssigt – hvordan energien forlader kroppen,
hvilke centre eller chakraer eller hvad
man nu vil kalde det, der holder op med
at fungere i hvilken rækkefølge, alt efter
hvilken spirituel retning man selv eller ens
nærmeste følger. Men jeg stoler så meget
på døden, at jeg nok vil have mig frabedt at
skulle leve op til andres korrekthedsdirektiver, når jeg dør. Jeg stoler på, at det går af
sig selv og at det ender godt.”
Har du gjort dig tanker om, hvad der sker
bagefter?
”Jeg er jo ikke katolik, så jeg er ikke
bange for at havne i helvede. Men derfor
kan det jo godt tænkes, at når tid og rum
forsvinder, at der så er en slags skærsild,
eller dommedag, hvor jeg på en måde
kommer til at stå til regnskab og bliver
konfronteret med, om jeg nu har fuldført
min mission her i livet – hvordan jeg har
forvaltet mine talenter, for at tale bibelsk.”
Tror du på et liv efter døden?
”Det ved jeg ikke, det vil vise sig.
Spørgsmålet er jo også, om der var et liv
før fødslen. Jeg ved jo, at der vitterlig er
almindelige mennesker, der via en slags
hypnose, en form for regressionsterapi,
kan komme i kontakt med noget der virker
som et tidligere liv. De oplever steder, hvor
de aldrig har været i dette liv, og hvor de
beskriver bygninger helt ned i detaljer –
som ved nærmere undersøgelse viser sig
at være autentiske. Jeg afskriver ingen
muligheder, men igen: Jeg får det jo nok at
vide, når det sker.”
Hvad tænker du selv?
”Der er jo så mange utrolig spændende
tanker og praksisser omkring døden i
de forskellige religioner. Den tibetanske
Dødebog som den mest kendte – men også
vestlige bøger, f.eks. af Elisabeth KüblerRoss. Eller af vores egen Jes Bertelsen,
som har så usædvanlige erfaringer med
sin kontakt til … skal vi kalde det Dødsriget? Jeg synes det er utrolig interessant at
høre andres beretninger – men for mit eget
vedkommende, så vedkender jeg mig mine
begrænsninger. Jeg venter, til jeg selv får
førstehåndskendskab til processerne.”
Hvordan har du det så med de danske,
kristne begravelsesritualer?
”Jeg har det rigtig godt med dem. Jeg vil
faktisk helst have, at det foregår i en kirke,
selv om jeg ikke er medlem af folkekirken
– hvis der ellers er nogen præst, der vil stå
for det. Jeg har også skrevet ned, hvilke
salmer der skal synges til min begravelse.
Jeg har elsket de danske salmer, fra jeg var
barn, og kan mange af dem udenad den
dag i dag. Vi skulle jo lære salmer udenad,
da jeg gik i skole, og jeg kan huske vores
klasselærerinde fortalte en historie om en
gammel kvinde, der var blevet blind og døv,
men i sit hoved havde hun stadig de gamle
salmer hun havde lært udenad. De var
hendes faste holdepunkt. Den historie har
jeg aldrig glemt.”
Hvordan tænker du om de sidste år af dit liv
– uanset hvor mange det bliver?
”Jeg er optaget af, hvad jeg kan nå. Hvad
det er vigtigt for mig at bruge mine kræfter
på, om jeg har gjort det, jeg skulle her på
Jorden – i det hele taget: Hvordan jeg skal
udnytte min sidste tid så ordentligt som
muligt. Og da mit arbejde altid har været
noget, der virkelig har optaget mig, så satser jeg da på, at jeg kan fortsætte ad den vej.
Altså skrive, have klienter i min konsultation – og så elske mest muligt! Af jord er jeg
kommet, til jord skal jeg blive – men jeg er
jo ikke bare jord og krop, jeg er jo også noget mere, hvad enten vi kalder det sjæl eller
ånd eller hvad ved jeg. Og i virkeligheden
har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig
noget af alt, det vi snakker om her.” +
”
Jeg er optaget af, hvad
jeg kan nå...
Hvordan jeg
skal udnytte
min sidste tid
så ordentligt
som muligt.
Maria Marcus, f. 1926. mag.art i litteraturvidenskab, kulturjournalist og debattør på diverse dagblade og i DR’s Kulturafdeling 1962-79.
I dag privatpraktiserende psykoterapeut MPF og aut. sexolog. Forfatter til en lang række bøger, især om kvinder og seksualitet.
7
+ Bisættelsen +
Først nu bliver
døden
helt uafvendelig
“Hvad tid begynder begravelsen?” spørger jeg min mor. “Bisættelse,”
retter hun mig. “Karen skal bisættes”. Af Kathrine Tschemerinsky
S
ommeren er purung, og Karen, som i en årrække levede
sammen med min morfar,
er død femogfirs år gammel.
Hun var min, min bror og
vores kusiners reservebedstemor – selvom vi aldrig
italesatte det med titler. Nu er hun væk, og
vi skal til hendes bisættelse. Den begynder
klokken tolv.
Vi ankommer i god tid. Hendes datter
tager imod os og peger på midtergangen,
som allerede er dækket af blomster. Selv
i døden, og måske endda særligt i døden,
konfronteres man med menneskers
sociale kapital. Var der bårebuketter?
Hvor mange? Og fra hvem? Var kirken
fyldt, halvtom eller helt tom? Karen betød
tydeligvis noget for mange, og for enden
af kirketjenerens sirligt udførte blomsterløber ligger hun. Det vil sige; står kisten.
Den er også dækket af blomster.
På hele turen derop har jeg tænkt over,
hvor i kirken vi mon skal sidde. Stolene
tættest på kisten er forbeholdt de nærmeste slægtninge. De forreste bænkerækker
er til nære venner. Bænkerækkerne nærmest udgangen er til de perifere bekendt-
8
skaber. Siddepladserne i kirken er altså
ikke kun ren logistik, men afslører også,
hvordan vi betragter – og placerer – os selv
og hinanden i forhold til den afdøde. Men
hvad er det egentlig, der gør os nære eller
fjerne for hinanden? Og hvad nu hvis ens
plads i kirken ikke afspejler det tab, man
føler?
Jeg deltog engang i en begravelse for en
ældre herre. Han havde tilbragt sine sidste
år på et plejehjem, og udover familie og
venner var personalet fra plejehjemmet
også til stede. Både i kapellet og under den
efterfølgende kistenedsættelse holdt personalet sig i den absolutte baggrund. Det var,
som det skulle være – deres relation til den
døde var jo på den ene side udelukkende
af professionel karakter – men jeg kunne
samtidig ikke lade være med at bemærke,
at det alligevel var lidt underligt, at de, som
i vores tid ofte ender med at pleje og leve
allermest intenst med vores ældre i deres
sidste år, stod og gemte sig lidt akavet i
begravelsesoptogets absolutte ende, som
om de var i vejen.
Selvom der her er tale om en helt anden
situation, havde Karen også sin egen familie. Men et vink med hånden og et nik fra
Q
9
+ Bisættelsen +
+ Bisættelsen +
Det er underligt
at få noget nyt
at vide om
en person til
vedkommendes
begravelse.
Uddrag
af præstens tale
Når et menneske dør,
et menneske man har
haft det privilegium at
kende – og som mange
af jer har kendt godt og
gennem mange år – og
der så stilles det krav
til én, at den sindsstemning, som dette
dødsfald vækker, på en
eller anden måde skal
komme til udtryk og
formes i ord, så melder
der sig – helt af sig selv
– visse tankeforbindelser, der efterhånden
tager skikkelse og bliver
til et billede af den
døde.
Sådan går det måske
ikke altid, men allerede
i mandags faldt der
mig nogle linjer ind
af Søren Kirkegaard.
Sådan siger han i en
af sine taler: ”Hvad er
glæde, eller det at være
glad? Det er: I sandhed
at være sig selv nærværende; men dette at
være sig selv i sandhed
nærværende, det er
dette ”i dag”, dette at
være i sandhed i dag.
Og i samme grad at det
er sandere, at du er i
dag, i samme grad som
du mere er dig selv ganske nærværende i at
være ”i dag”, i samme
grad er ulykkens dag i
morgen ikke til for dig.
Glæden er den nærværende tid, med hele
eftertrykket på ”den
nærværende tid.”
10
”
hendes datter sender os op til stolerækkerne, og denne rørende gestus
fjerner både logistisk angst og smålig
jalousi. Der er plads til os alle.
Og så går begravelsen i gang. Orglet
bruser, vi synger en salme, og præsten, som kendte Karen og besøgte
hende kort før hun døde, stiller sig
klar for enden af kisten.
Med udgangspunkt i et citat af
Kirkegaard og på ikke mere end ti
minutter oprulles et helt liv. Barndom.
Karriere. Kærlighed. Sorg. Børn og
børnebørn. Men en prædiken er, som
præsten også selv bemærker, ikke
blot en biografi, men også et forsøg på
at fremkalde et billede af den døde.
Deres essens, så at sige. Når det lykkes
– hvis det lykkes – efterlader præstens
prædiken de efterladte med et aftryk
af den afdøde, som man kan tage med
sig videre i livet. I Karens tilfælde
fremhæver præsten hendes evne til
gennem hele livet at forblive nysgerrig og nærværende – både når det
gjaldt sig selv og andre. Men som det
præsenteres, er det ikke blot et minde
der overdrages, men et ideal, man kan
tage til sig og efterleve i sit eget liv.
Men begravelsestalen beskæftiger sig
ikke kun med de sider af personen,
vi i forvejen kender til og er fortrolige
med. Karen skiltede for eksempel
sjældent med sin tro og tilknytning
til kirken. Men det er, som præsten
bemærker, ikke usædvanligt. ”Der er
nok altid en vis blufærdighed knyttet
til at beskæftige sig med den side af
tilværelsen, med metafysik.”
Det er underligt at få noget nyt at
vide om en person til vedkommendes
begravelse. Som om aftrykket afslører
noget mere om personen – eller i hvert
fald noget andet – end personen nogensinde selv kunne eller ønskede at
vise. Eller også spurgte jeg bare aldrig.
Vi synger Se, nu stiger solen, og præsten
hælder jord på kisten med en lille skovl.
11
Q
+ Bisættelsen +
”
Min
lillebror
begynder
at græde.
Det er som
om døden
først nu
bliver helt
uafvendelig.
Af jord er du kommet, til jord skal du blive,
af jorden skal du igen opstå
Min lillebror begynder at græde. Det er
som om døden først nu bliver helt uafvendelig.
Orglet spiller igen, og selvom vi ikke har
modtaget en drejebog på forhånd, ved vi
alle, hvad der nu skal ske. Begravelsen er
nemlig i store træk fuldkommen identisk
med enhver anden begravelse forrettet
af den danske folkekirke, og selvom det
hele føles utroligt intimt og særligt, er vi
samtidig også del af et ritual, som er det
samme, fælles og tilgængeligt for enhver,
der vælger at være en del af det.
Kisten løftes op fra gulvet af medlemmer
fra den nærmeste familie, og begravelsesoptoget begynder langsomt at bevæge
sig ud ad kirken. Uanset om der er tale om
en begravelse eller en bisættelse, har jeg altid betragtet dette øjeblik som begravelsesritualets absolut mest dramatiske. Uafven-
+ Bisættelsen +
delig er nemlig i alle tilfælde adskillelsen.
Men netop i sådanne øjeblikke tror jeg, at
begravelsesritualets industrielle kvalitet er
en fordel. Udover at de efterladte ikke selv
skal til at opfinde et begravelsesritual, men
kan give sig hen til sorgen, er trøsten også
eksistentiel; selvom ritualet handler om et
bestemt individ, er det ikke forbeholdt et
enkelt individ. Døden er uafvendelig, og
idet uafvendeligheden afspejles i ritualet,
anerkendes døden både som noget meget
sørgeligt, men også ganske naturligt.
Og så pludselig er bisættelsen forbi.
Rustvognen kører væk, og præsten hilser
på alle, før han skridter over kirkepladsen
med præstekjolen flagrende efter sig.
Den tyske syttenhundredetalsdigter Novalis skriver et sted: ”Døden er på samme
tid afslutning og begyndelse, på samme tid
adskillelse og tættere forbundenhed.” Deri
ligger en trøst. Også – og måske særligt –
for det moderne menneske. +
CV: Journalist Kathrine Tschemerinsky (f. 1988) master i social antropologi fra Columbia University. Medredaktør af ATLAS Magasin.
Tak til personale og beboere ved Reerslev kirke, til bedemand John Schärfe og til blomsterhandler Casa Blanca i Hedehusene for velvillighed og engagement ved fotooptagelsen.
12
13
Til jord skal du blive
14
Det er os, der konstaterer, hvornår dit liv er slut. Vi beder en bøn,
bugserer din døde krop, brænder den eller graver den ned i jorden.
Vi hugger dit navn i sten. Af Anders Haubart Madsen
Q
15
+ til jord skal du blive +
+ til jord skal du blive +
Jeg lytter først til dit hjerte
Helle Kristensen, læge, Glostrup Hospital
Jeg har kun været læge i to år, og derfor
er det en af mine opgaver at konstatere
dødens indtræden hos patienter. Det er
nyuddannede læger, der laver det, vi kalder ‘ligsyn’, og de første gange var det lidt
grænseoverskridende for mig.
Når du er død, skal du gennem en længere kontrol, så vi sikrer os, at du er det, vi
kalder ‘uopretteligt død’. Jeg kommer som
regel ind på din stue, når plejepersonalet
og dine pårørende mener, du er sovet ind.
Har du været syg længe, kan du blive kold
flere timer, inden du dør, omvendt kan du
stadig være varm, hvis du dør meget pludseligt. Jeg lytter først til dit hjerte og dine
lunger, så løfter jeg dine øjenlåg og lyser
med en lygte for at se, om pupillerne reagerer. Nogle gange er der bare tale om en
stille søvn, der har fået sygeplejersken og
din familie til at tro, at du har forladt dem.
Men får jeg ingen reaktion fra disse tre
steder, kan jeg erklære dig død. Det slutter
dog ikke her. Jeg skal være helt sikker, så
jeg åbner et par vinduer og lader dig ligge
på din stue i seks timer. Så undersøger
jeg dig for ‘sikre dødstegn’.
Efter seks timer ser jeg efter purpurrøde pletter på huden. Tegnet kaldes
livores mortis eller ligpletter, som
opstår, fordi proteinet hæmoglobin
bundfalder sig i kroppen sammen med
blodet, når hjertet stopper med at slå.
Det manglende protein skaber misfarvninger, og opstår allerede efter cirka en
halv time. Ligesom tegnet rigor mortis,
også kaldet dødsstivhed, kan det bruges
til at konstatere, hvornår døden præcis
er indtrådt. Rigor mortis indtræder typisk efter to til fire timer, og kan ses ved,
at albueleddet springer tilbage som en
springkniv ved udfoldelse. Når jeg har
konstateret de sikre dødstegn, udfylder
jeg side ét på dødsattesten og attesten
bliver overdraget til begravelsesmyndigheden. Som ung læge var ligsyn lidt
skræmmende, nu har jeg vænnet mig
til det. Døden er i virkeligheden meget
fredfyldt. +
”
Efter seks
timer ser jeg
efter purpurrøde
pletter på huden.
Fra bakspejlet i rustvognen
Genkendeligheden ved en præst
Christian Andersen, bedemand, Albertslund
Trine Kernel, hospitalspræst, Glostrup Hospital
Jeg sammenligner mig selv med en
tandlæge – du kan ikke rigtig komme uden
om at skulle besøge mig, og det er ikke
ligefrem lykke, du får for pengene. Sådan
er mit lod i livet. Jeg holder af at snakke
med dine pårørende, og kan gøre det både
hurtigt og længe.
Når nogen dør, sidder jeg nogle gange
med de efterladte allerede en halv time
efter. Med mig har jeg min sorte skuldertaske, der rummer min ‘bibel’, som jeg
kalder den – et opslagsværk med telefonnumre på præster, kordegne og alle de
andre, der ledsager dig på din rejse efter
døden. Den udgør mit vigtigste redskab
til at udfylde rollen som den, der sørger
for alt det praktiske. Den rigtige bibel har
jeg ikke noget imod, men jeg har valgt at
fjerne den fra vinduet i min forretning
– hinduer, muslimer og jøder skal også
kunne føle sig velkomne.
Du kan måske tro, at folk som mig
udnytter, at man er i sorg. Jeg er lidt træt
af den fordom, for jo, man kan godt spare
noget – for eksempel ved selv at fragte
urnen fra krematoriet til kirkegården –
16
men de fleste ting, kan man ikke komme
uden om, og derfor koster et menneske i
gennemsnit 20.000 kroner at sige farvel
til. Det er de færreste, der selv kan lave en
kiste og selv have den med på bagsædet til
kirkegården. Ni ud af ti vælger den samme
hvide kiste og mange putter enten en tegning, en pakke cigaretter eller et brev ned i
den. Det mest pudsige jeg har hørt om, var
en undulat, men dyr er faktisk forbudte
ledsagere.
Ni ud af ti dage ligner også hinanden for
mig. Jeg udfylder de samme papirer og frekventerer de samme kirker, krematorier
og kapeller. Hvad får jeg så ud af at være
din praktiske altmuligmand? Menneskeliv, lyder det korte svar. Alle de historier,
jeg får om dit levede liv. Jeg kunne også
forklare min glæde ved jobbet med den
tilfredshed, jeg nogle gange føler, når du
ligger på bagsædet i rustvognen, og jeg
kigger i bakspejlet. Jeg ser din familie stå
sammen med præsten, mens vi kører væk.
“Det gik godt, det her,” kan jeg tænke.
“Det hele faldt i hak, blomsterne var
flotte og måske skinnede solen endda.” +
Det er ofte bedemanden, der kontak-
”
Ni ud af ti vælger den samme
hvide kiste og
mange putter
enten en tegning, en pakke
cigaretter eller
et brev ned i
den.
ter mig på din families vegne, efter du
er død. Vi aftaler tid og sted for, hvornår
du skal bisættes eller begraves, og for
en personlig samtale med din familie.
Hvis det er muligt, foregår samtalen i
dit hjem eller hos noget af din familie.
Jeg medbringer min ritualbog og nogle
salmebøger, og mange gange vil din
familie byde på kaffe eller te, mens vi
taler sammen. Der er mange ting, vi
skal omkring ved sådan en samtale, for
jeg vil gerne nå både at få et indtryk af
dig som person, høre om din livshistorie, hvilke begivenheder, der har formet
dig og gjort dig til det menneske, du var.
Vi taler også om tro og om, hvordan dit
liv kan ses i lyset af Guds historie med
os mennesker. Kristendommen lover
os, at døden aldrig er det sidste, der er at
sige om et menneskes liv.
Vi skal også vælge salmer til den
kirkelige handling. Havde du nogle
ønsker til begivenheden? Hvem skal
bære kisten ud, og hvor skal man sidde?
Derefter går jeg hjem og skriver en tale
ud fra det, vi har talt om. Jeg vælger
bibeltekster og bønner, som jeg mener,
vil være meningsfulde og trøsterige
for netop dine pårørende, og fletter dit
livs historie sammen med evangeliets
budskab.
Hvis du eller dine pårørende ønsker
det, hjælper jeg også med afskeden til
livet, når du er døende. Jeg tilbyder en
åndelig bistand i en overgang, der kan
være svær for mange. “Det er i orden at
give slip på livet,” kan jeg eksempelvis
sige til dig.
Ved dødslejet oplever nogle pårørende en barriere ved at skulle røre en død,
fordi vi ikke ser døde så ofte længere.
Men det er en god måde at sige farvel
på, så jeg spørger, om de vil lægge en
hånd på dig. Så lyser jeg velsignelsen
over alle, der er tilstede: “Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit
ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og giv dig
fred!” +
”
Der er mange
ting, vi skal omkring ved sådan
en samtale, for jeg
vil gerne have et
indtryk af dig.
Q
17
+ til jord skal du blive +
+ til jord skal du blive +
Skrøner fra krematorieovnen
Henning Bahn, krematoriearbejder, Glostrup krematorium
Jeg har sådan et job, der får folk til at
træde tre skridt tilbage, første gang de hører mig fortælle, hvad jeg laver otte timer
om dagen; jeg brænder lig af. Fire til fem
kister med kroppe kan jeg nå at forvandle
til aske i løbet af en arbejdsdag. Jeg sender
kisten ind i den 872 grader brændende
naturgas, og derefter monitorerer jeg nøje
forløbet på tre computerskærme; en på mit
kontor, en på væggen i pausekøkkenet og
en ved ovnen. Det tager omkring to timer
at brænde et menneske, der ligger i en
kiste.
Når ovnen er i gang, åbner jeg af og til
et vindue i lågen for at følge processen,
men de fleste brændinger ligner hinanden,
når først kisten er opslugt af ilden. Eneste
tydelige forskel er, at for eksempel kræftramte kan være længere tid om at brænde,
fordi de har mindre fedt på kroppen. Efter
brændingen tager det tre til fire timer at
køle asken ned, før den kommer i en urne.
Noget af varmen fra din brændte krop
bliver genbrugt hos os. For at rense røgen
fra ovnen bliver den kølet ned til 159
grader og sendt gennem støv- og kulfiltre.
18
knoglerester for at få plads til din kiste. En
kistegrav er fredet mindst 20 år, men for
det meste er det ikke nok til at opløse knogler, så hvis jeg finder nogle, graver jeg dem
længere ned end de 1,6 meter, du skal ligge
på. Til sidst placerer jeg gangstativer rundt
om hullet, og derefter trækker jeg mig
tilbage, mens begravelsen står på. Efter at
alle dine pårørende har forladt kirkegården,
fylder jeg hullet med jord. Medmindre, du
er blevet brændt, og der derfor skal afholdes
en bisættelse, for så er det faktisk mig, der
både graver hullet ud til urnen, ligesom
jeg er til stede iført sort jakkesæt. De fleste
vælger en urnebisættelse.
En stor del af mit job begynder først,
når du ligger under jorden, og det er faktisk den del, jeg holder mest af. Kirkegården er livsbekræftende, og menneskene,
der besøger den, giver mig en oplevelse af
nærvær. Hvis du er som de fleste, er det
blevet nemmere for dine efterladte at tale
åbent om døden med mig. Mange fortæller
mig fantastiske historier om dit liv. +
”
Det tager
omkring
to timer
at brænde
et menneske, der
ligger i en
kiste.
Stig Andersen, stenhugger, Raadvad Stenhuggeri, Gilleleje
Mads Jensen, graver og gartner, Søndre Kirkegård, Glostrup
nelse, er det ikke mig, der graver hullet ud
til din kiste. Når jeg får beskeden om, at du
skal begraves her på kirkegården, ringer vi
til en entreprenør, der så kommer med sin
gravemaskine for at lave et 1,6 meter dybt
hul. Min moderne titel, gartner, er derfor
mere dækkende, for det meste af min arbejdstid går med at pleje – jeg pusler med
både huller, planter og pårørende.
Min første rolle er at tage imod dine
nærmeste, når de skal finde en plads til dig
på kirkegården. Alternativt kan asken med
en særlig tilladelse strøs ud over havet eller
urnen kan blive begravet i en tilpas stor privat have. Ellers vil jeg finde en tom plads til
dig her, og er dine efterladte som de fleste,
vil de have lysindfald på din grav, måske et
træ tæt på og omkranset af en hæk.
Inden du i tilfælde af en begravelse
ankommer i kiste, vil jeg glatte hullet ud
og afstive det med metalspænder, som jeg
efterfølgende dækker med grønne tæpper.
Du skal vide, at det kan være, jeg har fjernet
samme, man bruger til at beklæde rumskibe med.
Debatten om etikken ved ligbrænding
har efterhånden lagt sig lidt. Når jeg fortæller om mit arbejde til en udenforstående nu, er de fleste mest nysgerrige efter at
høre, om ikke liget rejser sig inde i ovnen.
Det er åbenbart en myte, der er opstået.
Arme og ben kan godt flytte sig lidt, i takt
med, at sener og muskler brænder væk fra
knoglerne. Jeg plejer at forklare bevægelsen med det samme, der sker, hvis du
klipper snoren på en bue.+
Jeg er stolt af
mine hænders arbejde
Når hullet i jorden er fyldt
Trods min traditionelle stillingsbeteg-
Den overskydende varme bliver sendt
gennem rør under jorden fra krematoriet
til Glostrup Hospital, hvor du sikkert også
kom fra, da du kom hertil – halvdelen af os
dør jo på hospitalet. Men du skal huske, at
det kun er omkring 15 procent, der kommer fra dig.
Resten af energien kommer fra kisten og naturgassen. Har du en kunstig
hofte, ryger den ned i en spand, der står
ved siden af ovnen. Proteserne er lavet af
titanium, og de smeltes om i Holland til
nye proteser. Kunstige hofter er lavet af det
Tålmodighed. Jeg er den sidste, der
”
Er dine
efterladte
som de fleste,
vil de have
lysindfald på
din grav.
besøges ved din død, men egentlig ville jeg
gerne have, at dine pårørende ventede lidt
længere med at komme til mig. Jeg laver
symbolet på din død, den sten, dine pårørende og forbipasserende vil forbinde dig
med, når de står ved din grav. Jeg kan godt
forstå, at mange bare gerne vil have det
overstået, men lad mig alligevel fortælle
lidt om de valgmuligheder der er.
Det er fint med mig, hvis du eller dine
pårørende bare ønsker at passe ind i
mængden – stenen må ikke være større
end de andre, og må gerne have efterskriften “Hvil i fred” eller “Altid i vore hjerter”.
Stenen skal være billig, så den er sendt fra
Kina eller Indien, hvorfra den koster ned
til 300 kroner at importere. Måske står der
kun “Grethe” eller “Far”, og skriften er ofte
designet af en computer og sandblæst med
maskine.
Men jeg holder nu af kulturhistorien.
Vi er kun omkring 50 rigtige stenhuggere
tilbage i Danmark, og koryfæet som Niels
Hansen Jacobsen er næsten glemt. Ved århundredeskiftet gjorde han stenhuggeriet
kunstnerisk anerkendt med sine mønstre
og ansigter, sirligt formet med hammer og
mejsel. Stenhuggerne tjente dengang ikke
nok på skulpturer, og begyndte derfor at
tage gravstenene til sig. Når man hugger
bogstaver i hånden, hugger man fordybninger formet som v´er. Jeg synes, det
giver et fantastisk lysindfald og et personligt præg.
Nu står computere og maskiner for hovedparten. Fladt og fantasiforladt. Jeg ser
det, fordi jeg er begyndt at genbruge gravsten fra kirkegården, de ligner alle sammen hinanden. De fleste står højest i 25 år,
før de normalt bliver knust og brugt til at
producere asfalt. Jeg synes, det er spild.
Nu kan man også få QR-koder, som gør
det muligt at skanne en digital fortælling
om dig med en telefon, men det er ikke rigtig slået igennem endnu. Til gengæld er en
gammel tendens kommet igen. Måske har
du set ældre gravsten med titler som “professor”, “revisor” eller “husejer”. Forleden
ønskede en kvinde, at jeg huggede “landinspektør” ind i hendes afdøde mands
gravsten. Han var så stolt af sit job. +
”
Når man
hugger
bogstaver
i hånden,
hugger man
fordybninger
formet som
v’er.
19
... af
jorden
skal du
igen opstå
20
21
+ kødets opstandelse +
+ kødets opstandelse +
I 1952 holdt den danske teolog P.G. Lindhardt et foredrag på
Askov Højskole, hvor han agiterede mod datidens forestillinger
om kødets opstandelse og det evige liv. Lindhardts opfordring til
at fokusere mere på dette liv mødte først stor modstand, men er
med tiden blevet så udbredt, at kirken, ifølge nogle præster og
teologer, er kommet til at mangle et sprog til at tale om, hvad der
sker efter døden. Af Kathrine Tschemerinsky
Opstandelsestro er ikke fremtidstro, men gudstro er ikke et
forsøg på at redde sig en tilværelse ud over den, som er os
beskåret, men er just vores bekendelse af, at vi ingen anden
tilværelse har end den, Gud
har undt os. Opstandelsestroen
siger om fremtiden kun det, at
fremtiden er Guds. For hans er
riget, magten og æren.
m
ed disse ord afsluttede den danske
teolog P.G. Lindhardt (1910-1988) sit
foredrag på Askov Højskole den 14.
september 1952. Ifølge Lindhardt
kunne mennesker ikke gøre krav på
at få et liv efter døden ved at opføre sig
moralsk pænt i dette liv. Menneskelig
moral og kristendom er to forskellige
ting, og hvor tilværelsen her og nu er
vores, hører fremtiden til Gud. Det
evige liv er altså nu, og ikke noget der
ligger ude i fremtiden.
Foredraget skabte stor opstand.
Nogle var begejstrede; endelig var
der en teolog, som tog menneskets
eksistens her og nu alvorlig. Kritikere
derimod mente, at Lindhardts fortolkning lagde låg på enhver forestilling
om det hinsides, og derved fjernede en
helt central idé i den kristne tro.
Tres år efter Lindhardts foredrag
22
er hans eksistensteologi for længst
accepteret, men samtidig konstaterer
både præster og teologer, at der de
seneste par år er opstået en fornyet
interesse for at tale om kødets opstandelse og det evige liv. Det, forklarer
de, skyldes både tendenser i vores tid,
men kan også ses som en modreaktion til den stilhed, der indfandt sig
efter Lindhardts tale, når det gjaldt
spørgsmål om kødets opstandelse og
det evige liv. Menneskets interesse for
hvad der sker efter døden, er dog på
ingen måde ny.
De gode belønnes
“På Jesu tid var der langtfra enighed
om opstandelse og evigt liv,” fortæller
lektor Søren Holst fra Afdeling for
Bibelsk Eksegese på Københavns Universitet. “På det tidspunkt eksisterede
der flere jødiske bevægelser, som hver
især havde meget forskellige forestillinger om de dødes opstandelse. Farisæerne havde en forventning om, at
de dødes legemer engang i fremtiden
bogstaveligt talt ville stå op af graven
eller på anden vis bringes til live.
Sadukæerne derimod afviste helt et liv
efter døden, og så var der Essæerne,
som troede på, at der ventede sjælen et
andet liv, umiddelbart efter man døde,
hvorimod kroppen blev tilbage.”
At interessen for efterliv og opstandelse overhovedet opstår skyldes, ifølge Søren Holst, flere ting. “Der er ikke
kun ét godt svar. Men man kan sige,
at det var en almen tendens i denne
periode at skifte fokus fra det, man
kan se, til det man kan forestille sig.
En række historiske begivenheder fik
datidens jøder til at genoverveje deres
skæbne. I de apokryfe skrifter finder
man beretninger om en lang række
opstande og krige, hvor unge mænd
blev nedslagtet på grusomste vis. Indtil da eksisterede en tro på, at vi kun
har dette ene liv, og at det er godt, men
eksemplet viste, at det ikke engang
er sikkert, at de frommeste får deres
belønning i dette liv, og det resulterede
i en tilpasning af deres skæbneforståelse. Regnskabet må nødvendigvis
først gøres op efter døden.”
Denne problematik omtaler Geert
Hallbäck, tidligere lektor ved Afdeling
for Bibelsk Eksegese, som “retfærdighedsproblematikken”.
“I den gammeltestamentlige
jødedom opstår forestillingen om et
differentieret efterliv. Det vil sige, at
de gode belønnes, og de onde straffes.
Kristendommen overtager denne forestilling.” Hallbäck påpeger dog, at den
kristne opstandelsestanke også adskiller sig på andre måder: “Ifølge kristen
tro er Kristus opstået som både Gud
og menneske, og som Paulus skriver
i sit første brev til Korintherne: Hvis
man tror på Kristus, tror man også på
opstandelse.”
Men, som Hallbäck påpeger, forstod
de tidlige kristne ikke kun opstandelsen som et åndeligt fænomen. “Paulus
skriver sit brev til Korintherne på et
tidspunkt, hvor nogle har afvist forestillingen om en legemlig opstandelse
og i stedet forestiller sig opstandelsen
som en tilstand, hvor sjælen lever
videre befriet for legemet. Men Paulus
mener altså også, at opstandelsen er
legemlig.”
Som en illustration af opstandelsens legemlighed formulerer Paulus
lignelsen om bonden, der planter et
sædekorn, som vokser og bliver til
en plante, og som skal symbolisere
den forvandling, der finder sted ved
opstandelsen. På den ene side er der
kontinuitet mellem sædekornet og
planten, på den anden side er der
også tale om en helt anden form for
legemlighed – opstandelseskroppen
er altså både den samme og en helt
anden, end den vi er givet i dette liv.
“Og gudskelov for det.” Konstaterer
Geert Hallbäck. “For hvilken krop
skulle det i så fald være? Vores gamle
krop? Unge krop? Hvornår i vores liv
er vi mest os selv?”
Mistro til kroppen
Diskussionerne om hvorvidt opstandelsen involverer krop, sjæl eller begge
dele er, ifølge Geert Hallbäck, blandt
andet en reaktion på datidens stærke
påvirkning fra den hellenistiske
tradition, som den tidlige kristendom
forsøgte at gøre op med.
“Alt det her skal ses som et forsøg
på at formulere et alternativ til antikkens Grækenland, hvor man nærede
stor mistro til kroppen. Grækerne var
ekstremt kropsfokuserede og forsøgte
blandt andet gennem stor anstrengelse at disciplinere kroppen, men
samtidig var der også en kolossal opmærksomhed på kroppens sårbarhed.
Lidt ligesom i dag.”
Hvor grækerne måske mest af alt
ønskede sig befriede fra kroppen, og
betragtede den fysiske verden som
mindre værdifuld, var der blandt de
tidlige kristne et behov for at fremhæve det legemlige og skabte som
noget godt. Som Søren Holst forklarer:
“Denne modsætning ser man komme
til udtryk i den apostolske trosbekendelse, som stadig siges den dag i dag,
og hvori man netop bekræfter troen på
kødets opstandelse.” Trosbekendelsen
er, ifølge Søren Holst, en programQ
”
Troen på
kødets
opstandelse
er i høj grad
med i
begravelsestaler og når
jeg taler med
pårørende.
Det er en
helt central
del af den
kristne tro.
Sognepræst Eva Holmegaard
Larsen fra Nøddebo sogn
23
+ kødets opstandelse +
erklæring, der har til formål at
understrege, at krop og sjæl er
forbundne og ligeværdige. “Gud har
nemlig skabt begge ting, og derfor
må det være godt.”
Kødets opstandelse
Selvom det er over to tusinde år
siden, Paulus formulerede sin
lignelse om sædekornet, er det
stadig den, som præster og teologer
tager i brug, når de skal sætte ord
på kødets opstandelse. Som sognepræst Eva Holmegaard Larsen fra
Nøddebo sogn forklarer: “Troen
på kødets opstandelse er i høj grad
med i begravelsestaler og når jeg
taler med pårørende. Det er en helt
central del af den kristne tro. Men
det er vigtigt at få gjort klart, at vi
ikke taler om kød i slagtermæssig
forstand. Enhver kan jo se, at kroppen ligger tilbage som efterårets
blade.” Men ligesom for oldtidens
kristne er kristendommen fortsat
kendetegnet ved en høj agtelse for
det levede liv. “Det legemlige handler om det levede liv og er vigtigt
for at udtrykke, at Gud favner hele
den afdødes livshistorie. Et menneske er en helhed af krop og ånd.
Og at tale om kødets opstandelse er
en agtelse for ethvert menneskeliv,
som det leves her på jorden i krop,
kød og blod. Derfor gør vi os også
umage med at sige noget ved hvert
eneste dødsfald, om det så kun er
bedemanden, der er mødt op til
bisættelsen.”
Sognepræst Ole Backer Mogensen fra Græsted sogn oplever
generelt et stort behov for at finde
ord til at beskrive det evige liv, og
i den forbindelse finder han det
vigtigt at understrege, at kødets
”
Kristus er
gået i forvejen, og
derfor går
man ikke
alene ind i
døden.
opstandelse ikke kun sker symbolsk
men også konkret. ”Kristus har gjort
noget ved døden, og det har gjort noget
ved os.” Denne håbsdimension er ifølge
Ole Backer Mogensen helt central for
hans tro, da den giver ham noget at rette
sin taknemlighed mod, men troen er
også en trøst, da den gør døden mindre
dramatisk. ”Kristus er gået i forvejen, og
derfor går man ikke alene ind i døden.
Det giver mig en tro på, at mine håb og
tvivl en dag vil afløses af skuen og viden,
samtidig med at det også giver mig et
håb om, at jeg en dag vil blive genforenet med mine elskede.”
Tusinde år
Også Eva Holmegaard Larsen fremhæver opstandelsen som helt central for
den kristne tro. ”Det giver simpelthen
ikke mening at tale om Gud, hvis man
ikke taler om en skabende Gud. Hvad
er Gud så? Med Gud må man gå all in.
Man kan ikke have en Gud, der kun lige
får lov at smutte ind i de få mellemrum,
vi tillader holdes åbne for det gådefulde.
Og tror man på en skabende Gud – en
Gud, der har sat hele universet i spil og
derfor er herre over tiden – så er troen
på de dødes opstandelse en helt naturlig
del af det hele.” Hun understreger til
gengæld samtidig også vigtigheden af at
formidle, at det evige liv ikke skal forstås som en fortsættelse af det liv, man
slap ved døden. ”At vi er i Guds hånd, er
netop den trøstende tanke, der gør det
muligt at slippe den døde – ligesom det
er vigtigt at lade den døde slippe os. Der
er noget, der er definitivt forbi. Og det
liv, vi tror, Gud fortsat bevarer os i, er i
en anden dimension, uden for tiden og
afgrænset fra jordens liv.” Eva Holmegaard Larsen talte på et tidspunkt med
en ung kvinde, som havde mistet sin
mor. Det viste sig, at den unge kvinde
gik med tanker om at skynde sig at følge
efter, hvis hendes mor sad og ventede.
”Oplevelsen fik mig til at tage sætningen
fra Det Gamle Testamente ’tusind år er i
dine øjne som én dag’ alvorligt. Den døde
sidder ikke og venter. Den døde er hos
Gud, og der er fred. Også fred fra os.”
At der skulle være et stigende behov
for at tale om kødets opstandelse og
det evige liv, er noget, tidligere sognepræst Johannes Værge kan nikke
genkendende til. ”Min bog Efter Døden
udkommer nu i femte oplag, men også
i forbindelse med foredrag oplever jeg
stor interesse for dette emne.” Ifølge
Johannes Værge indfandt der sig, som et
resultat af Lindhardts tale, en modvilje
mod at beskæftige sig med spørgsmål
om døden og det evige liv, som er fortsat
helt op til i dag. ”Lindhardt ville gerne
gøre op med diverse folkelige forestillinger om det evige liv. I stedet mente han,
at vi bør have tillid til Gud.” Problemet
er, ifølge Johannes Værge, at spørgsmålet optager folk uanset hvad. ”Vi har
brug for billeder. Vi har brug for sprog.
Og hvis kirken ikke kan besvare vores
spørgsmål, begynder vi bare at trække
på andre traditioner.” Af samme grund
finder han det meget positivt, at der især
blandt yngre præster er langt mindre
berøringsangst, når det gælder spørgsmål om opstandelsen og det evige liv.
Tomme begreber
Selvom der i dag også er andre spørgsmål, der optager os, bør Lindhardts
kritik, ifølge Johanne Stubbe Teglbjærg
Kristensen, lektor fra Afdeling for Systematisk Teologi på Københavns Universitet, hverken betragtes som forkert
eller irrelevant.
”Langt hen ad vejen kan jeg sagtens
følge Lindhardt i hans opgør. Hans
eskatologi [eskatologi er læren om
Q
Sognepræst Ole Backer Mogensen
fra Græsted sogn
24
25
”
Vores tid
er præget
af ekstremt
høje forventninger
både til
os selv og
andre.
Vi tæller
kalorier.
Vi tæller
skridt.
Måske folk
i dag har
behov for
andre fortolkninger.
Sognepræst Eva Holmegaard
Larsen fra Nøddebo sogn
+ kødets opstandelse +
+ fakta om dØDEN +
52.110
verdens undergang og den yderste dom,
red.] var både et opgør med den naturlige
teologi, altså ideen om at vi kan vide noget
om opstandelsen ud fra vores egen natur,
og gerningsretfærdigheden, ideen om at
opstandelse er noget, man kan gøre sig
fortjent til. Derfor er det også en fejl at tro,
at man skal gå bag om Lindhardt. Hans
kritik er i mine øjne ikke et sidespor, men
et af højdepunkterne for dansk eskatologi
i det 20. århundrede.”
Men også hendes eget ph.d.-projekt var
anfægtet af, at den danske kirke og teologi
stort set ikke har beskæftiget sig med
opstandelsestanken siden Lindhardts
foredrag.
”Mens Lindhardts ambition var at
skelne mellem begreber, så man kunne
værne om opstandelsestankens sande
indhold, så er jeg optaget af, hvordan den
gør sig gældende under bestemte vilkår og
sammenhænge. For det er dybt problematisk, hvis en forfinet distinktion har som
konsekvens, at vi slet ikke kan sige noget
om indholdet af vores håb.”
Det vi håber på
Og hvad er det så, der kendetegner det
kristne håb? Ifølge Johanne Stubbe
Teglbjærg Kristensen er håbet bundet
til Kristus: ”Jeg forstår ikke opstandelse
som en isoleret begivenhed, men som
en relation, en bevægelse eller forvandling. Det er et perspektiv, der hverken
er optimistisk eller pessimistisk, men
forsøger at tage menneskets endelighed
og begrænsede handlemulighed – både i
tid og rum – alvorligt. Selvom vi ikke kan
slippe for lidelsen, er der måder at omgås
endeligheden, så den bliver andet end blot
lidelsesfuld.”
Med det sagt skynder Johanne Stubbe
Teglbjærg Kristensen sig at understrege,
at hun nødigt vil lyde, som om hun fremhæver en eneste eller en bestemt udlægning af opstandelsen som ubetinget bedre
end andre. ”Det, jeg forsøger at gøre, er at
undersøge nogle erfaringer og forestillinger, og hvilke sammenhænge de blev til i.
Det er en refleksion over, hvad nogle ord
i vores tradition kunne betyde. Men ligesom Lindhardt ender man hurtigt med at
fokusere på rene begreber. Det er svært at
undgå. Jeg selv har også et dårligt sprog til
at tale om det.”
Heller ikke Eva Holmegaard Larsen
mener, at man bare skal affeje Lindhardts
kritik af datidens og tidligere tiders forestillinger om det evige liv. I stedet skal
man forsøge at forstå den i forhold til hans
samtid.
”Da Lindhardt holdt sin tale, blev livet i
visse kristne kredse betragtet som en jammerdal, der bare skulle overstås, og det
evige liv var en slags gulerod for bedre at
kunne udholde denne verdens usselhed.
Det var hverken en særlig handlekraftig
eller livsglad forståelse, hverken af jorden
eller himmelens liv. Derfor var det en
frisk og tiltrængt udrensning af den sentimentale gensynsforestilling at tænke det
evige liv mere eksistentielt.” Problemet
er bare, ifølge Eva Holmegaard Larsen, at
der med denne fortolkning følger en risiko
for, at man kommer til at gøre den kristne
forkyndelse lidt for flad og lidt for meget
fokuseret på dette liv. ”I kirken til begravelsen vil vi høre: ’Fik du set det du ville.
Fik du hørt din melodi.’ Vores tid er præget
af ekstremt høje forventninger både til
os selv og andre. Vi tæller kalorier. Vi
tæller skridt. Måske folk i dag har behov
for andre fortolkninger, ligesom dengang
Lindhardt holdt sin tale.” +
døde i Danmark i 2013 .
Det svarer til 0,9 procent
af befolkningen.
Kilde: Danmarks Statistik
1000
nygifte var over 65 år i
2006, og af dem var 36%
enker eller enkemænd.
Kilde: Danmarks Statistik
48
procent dør
på hospitalet,
viser de
seneste tal
fra 20042006.
Kilde: Dødsårsagsregistreret
122
sorggrupper er
etableret i folkekirker ud over landet,
for børn, unge og
voksne.
Se mere: sorg.folkekirken.dk
år er det
minimum antal
år et urnegravsted er
fredet. 20 år for
et kistegravsted.
Kilde: Kirkeministeriet
26
procent. Så meget
er antallet af
begravelser med
medvirken fra
sognets præst faldet
mellem 2009 og
2013.
Kilde: Danmarks Statistik
63
år og op efter, er en
alder hvor sorg over
at miste en partner
ofte betragtes som
’andenrangs’ sorg af
omgivelserne.
Kilde: Ensomme Gamles Værn
81,9
år er den gennemsnitlige levetid for danske
kvinder. Mænd bliver
78 år. Levetiden er
steget stødt for begge
køn siden midten af
1990’erne.
31
Kilde: Danmarks Statistik
1.692
ønskede i 2008 en
askespredning over
hav, mens kun 80 ytrede
samme ønske i 1988.
Kilde: Kristeligt Dagblad
hjul kan fra 2014
udgøre en
rustvogn, da
Begravelse
Danmark har
indkøbt en
motorcykel til
formålet. Årets
andet nybrud blev
en specialbygget
ladcykel.
950
kroner koster det
at få en QR-kode
på sin gravsten
med henvisning
til online-foto og
tekst.
Kilde: livsminder.dk
procent af alle døde i 2012 gik
bort på grund af kræft som landets
mest udbredte dødsårsag.
Kilde: PAVI
2
6
5,2
procent færre
begik
selvmord i
2013 i forhold
til året før.
Faldet skyldes
færre
mandlige
selvmord.
Kilde: Dødsårsagsregistreret
gange
optræder
ordet ‘dig’ i
den aronitiske
velsignelse, der
blandt andet
ledsager begravelsen.
Af Anders Haubart Madsen
10
14
27
+ tiden +
Tiden er et bedrag
Af Gertrud Thisted Højlund
D
et er torsdag. De lyse nætters tid, og
sommeren er gavmild. Naturen svulmer af liv, og mellem de grønne bakker og den blå himmel sejler hvide
totter af kumulusskyer fra evighed, og til evighed
i deres kredsløb med kloden. Af rislende vand opstået, til rislende vand skal de blive, og deraf skal
de igen opstige. Sort-hvide svaler flakser rundt
efter insekter. Hestene græsser, mens deres haler
dasker til de summende fluer. Og min far er død.
Det sidste kan jeg ikke forstå.
Vi fik kun et par dages varsel. Dage, hvor håbet
og rædslen kæmpede om pladsen. Uvirkelige
dage skåret ud i små skiver af absurde øjeblikke.
Nogle helt apatiske. Bedrageriske i deres almindelighed. Hvorfor skal ens latterlige krop stadig
på toilettet, når en man elsker ligger for døden?
Tør man gå i bad, når man føler sig helt porøs?
Står jeg og skærer i en agurk, mens jeg mister
min far? Kroppen insisterer med sine trivielle
behov, selvom det er dén, som en dag giver op og
hiver livet med i døden.
Andre øjeblikke er fyldt med panik, alle alarmer blinker og hyler og alting skriger nej-nej-nej.
Man er i oprør mod tiden. Nej, jeg vil ikke følge
med dig længere, tid. Spar mig for fremtiden. Jeg
vil slå neglene i alt, som er. I alt det som om lidt
bliver til datid. Og alligevel presser tiden mig –
med ophøjet ligegyldighed – ind i en fremtid, jeg
ikke vil kendes ved.
En fremtid, som gør mit ‘er’ til et ‘var’, og roder
rundt i alle mine tider. Jeg vil have dommen
omgjort, men døden er den ubarmhjertige knytnæve, der blæser mig baglæns ind i den uønskede
fremtid, som nu er min nutid, hvor min far herfra
pludselig skal omtales i datid. Niels Højlund var
min far. Men jeg er stadig hans datter. Hvor kan
man få sine tider synkroniseret igen?
Min far er død, og i dagene lige efter opdager
jeg, at tiden er ubrugelig, når hjertet går i stykker
af sorg. Fortiden er ubærlig, fordi den er fyldt med
den ubekymrethed, der aldrig kommer tilbage.
Fremtiden en uvelkommen gæst, fordi døden
ikke kan genforhandles. Den er så permanent, og
jeg vil ikke tænke på, at min far både er død nu og
i fremtiden. Alle dage i resten af mit liv, skal min
far være død. Forhåbentlig bliver mit liv uden
ham længere, end mit liv med ham blev.
Og når fortiden minder om savnet og fremtiden minder om sorgen – så er der kun et lille
snævert ‘nu’, et hjerteslag ad gangen, hvor livet
er udholdeligt. En smal sprække, hvor man skal
forsøge at få plads til sit skræmte væsen. Den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson skriver
bøger, der er gode at læse, når man brydes med
døden. Og han har ret, når han skriver, at “tiden
er et bedrag, den eneste brugbare måleenhed er
livet”.
Min far er død. Det er så banalt og så svært at
bære på samme tid, og alligevel ved jeg, at det er
sådan, livet skal være. Det værste er ikke at miste
sin far. Det er bare slægt, der følger slægters gang.
Det værste er at miste sit barn. Det værste ville
have været ikke at miste ham. Det er meningen,
at man skal miste sine forældre. Det forekommer
mig vanvittigt.
Døden er bagsiden af den sælsomme medalje,
vi kalder livet. Jeg forstår begge dele mindre og
mindre, des mere jeg lærer om dem. Hvordan kan
alt opstå ud af intet – for derefter endnu en gang
at blive til intet? Jón Kalman igen: “Hver bevidsthed er trods alt en verden udspændt mellem jord
og himmel, og hvordan kan noget så stort forsvinde så let, blive til ingenting, ikke engang efterlade
en smule skum, ikke engang et ekko?” Det føles
nu, som om der stadig er et ekko inde i mig. Et
ekko af faderlig kærlighed og omsorg. Fysikkens
ekko dør ud, men i sjælen runger det væsentlige
længe efter. +
CV: Gertrud Thisted Højlund (født 1981) er journalist på Radio24syv og datter af Niels Højlund, tidl. højskoleforstander og vært for tv-programmet Højlunds Forsamlinghus.
28
mindes
+ mindet +
Mindesmærke
Forskeren Anne Kjærsgaard har undersøgt, hvordan vi mindes de døde i Danmark i dag.
Kirkegårdene bærer vidnesbyrd om vores skikke og traditioner, men også derhjemme har
vi særlige måder at give den afdøde en plads i hverdagen. af Anne Kjærsgaard foto Maria Llambias
V
i sætter blomster ved
gravstenen for ære, den
dødes minde og tænke tilbage på det liv, vi engang
havde sammen. Sådan siger vi. Men måske handler
det også om noget andet.
For gravsten og andre mindesmærker kan
mere end blot at markere det, der ikke
mere er. De kan også forankre forsatte
relationer og give stof til en følelse af den
fraværendes nærvær. De kan lade fortid og
nutid mødes, så det mærkes.
Vi kommer med blomster til mormor, hvad
enten vi besøger hende hjemme eller på
kirkegården, og vi opfordrer stadig børnene til at lave en tegning eller en perleplade
og tage med til hende. Vi pusler om graven
og gør den pænt i stand på samme måde,
som vi ville have gjort med vores gamle
fars hjem eller vores barns værelse. Bænke
til at sidde på og breve på graven fortæller om ophold hos de døde og vedblivende
kommunikation, og det hænder også at
mad og drikke på et gravsted vidner om et
forsat måltidsfælleskab.
Med døden er vores relation forandret,
men ikke ophørt. Mindesmærker materialiserer denne sociale virkelighed og gør den
synlig og mærkbar. Og det sker ikke kun
på kirkegården; også andre ting kan gøre
den døde nærværende i hverdagen.
mærke
Q
29
mindes mærke
+ mindet +
+ mindet +
Stadig med i billedet
Fotos kan føles meget livagtige og opleves som noget, der gør den afbildede
nærværende. Når vi hænger fotos af levende og døde side om side på væggen,
sætter vi tiden ud af kraft og udvisker dødens abrupte adskillelse. Mange
sætter også fotos af gravstedsbesøg ind i fotoalbummet, på samme måde som
de gør med billeder fra familiesammenkomster. Når vi tager billeder på graven,
hvor stenen giver den døde krop, får vi alle med; de døde er stadig en del af
familien. +
De forsatte bånd
Døden sætter en brat stopper for vores fysiske liv med hinanden, men den døde kan forsat være en vigtig del af vores sociale virkelighed. Vi forstår stadig os
selv som den dødes søn, datter, forældre, ven eller bekendte. Derfor kan det være vigtigt for os stadig at drage omsorg for de døde, give dem gaver, berette
om sidste nyt eller spørge dem til råds, sådan som vi altid har gjort. +
Inderst inde
Den døde giver med arven også ting til os, men det er ikke
alt vi beholder. Smykker er typiske arvestykker, vi gemmer,
og bestemt ikke kun på grund af deres økonomiske værdi. De
ting, der er mest betydningsfulde for os, er ofte kendetegnet
ved, at de har været i direkte berøring med den døde. Som
de gamle udtrådte sko, der får os til at høre lyden af fars trin
på trappen. Eller sweateren der dufter af ægtefællen, og som
måske for en tid er rar at tage på og mærke mod huden, så
det er som at blive omfavnet igen. +
30
Mærkedage
Nogle dage mærkes savnet af den døde stærkere end andre; dage, hvor vi plejede at være sammen, og hvor vi skulle have været sammen. Hvordan kommer man gennem fødselsdagen uden barnet, morsdag uden mor og brylluppet uden far? Det er især på sådanne svære dage, at vi gør brug af ting og opsøger særlige steder, som kan forbinde os med den døde.
Det styrker vores oplevelse af, at den døde stadig er en del af vores liv. Døden har ændret vores relation radikalt, men ikke tilintetgjort den. +
CV: Anne Kjærsgaard f. 1974 er uddannet teolog og præst, og er pt. ph.d.-studerende ved Center for Thanatologi [læren om døden, red.] ved Radboud Universitet Nijmegen i Holland.
31
+ sorgen +
+ sorgen +
I virkeligheden
internettet, fx på Facebook eller i personlige webdagbøger, blogs, kan blive en del
af sorgarbejdet omkring afgørende begivenheder i ens liv, skilsmisser, sygdomme,
dødsfald.
For syv år siden blev Stine og hendes
mand indlagt med deres nyfødte søn, som
viste sig at have en uhelbredelig hjertesygdom: Han var født med kun et halvt hjerte.
Efter et hektisk forløb med ambulance og
hjertestop, banker Klemens halve hjerte
en sidste gang, og han dør i sine forældres
arme. Fra at være nybagte forældre med
alle drømme og håb til familielivet, er de
med et slag blevet forældre til et dødt barn.
Klemens blev 22 dage gammel. ”Vi vidste
ikke, at vores søn var syg – og så kom vi
ind, og så døde han, og så stod vi dér –
bogstavelig talt på gaden; uden barn, men
med en masse følelser, chok, forvirring,
vrede og sorg. Jeg kendte ikke nogen, som
havde det ligesom mig, forældre, der havde
et dødt barn og gudskelov for det.”
viden og oplysning om sin søns sygdom. I
sin søgen på nettet forsøger hun at finde ud
af, hvordan andre har det i sorgen. ”Det var
et helt nyt landskab for mig at navigere i,”
fortæller hun, ”jeg havde knap nok fundet
ud af, hvordan man er mor til et spædbarn,
og nu skulle jeg finde ud af hvordan man er
mor til sit døde barn. Det var vigtigt for mig
at det skete på den rigtige måde, og at jeg
stadig var en god mor. Hvordan sørger man
rigtigt, og hvad er det her sorg for noget?”
Stine læser blogs fra andre, der har
oplevet lignende tab, og mens hun læser,
begynder hun også selv at skrive sin historie ned. Det giver god mening for hende, og
hun oplever at brikkerne gradvis begynder
at falde på plads. Til at begynde med, er det
bare vigtigt for hende at få skrevet Klemens historie ned og få greb om den, men
efterhånden bliver det også en fortælling
om hendes sorg. Hun vælger at oprette en
blog selv.
På den måde er hun med til at bidrage
til den virtuelle sorggruppe, der udgøres af
blogs, hvor mødre fortæller om deres sorg
og deler erfaringer og trøst. ”Jeg blev del
af et blogfællesskab for mødre, der havde
mistet et barn. Det var den mødregruppe,
jeg ikke havde, og det var det sted, hvor
vi kunne tale om det at være mødre. Her
kunne jeg spejle min sorg i de andres. Det
var et meget vigtigt fællesskab i en periode,
hvor jeg kunne genfinde nogle af de følelser, som jeg ellers stod alene med, hos de
andre. Der var andre, der havde været der
før mig, og det jeg oplevede som stærkt, var
at nogen vidste noget om, hvad jeg gik igennem, og kommenterede på min historie.”
Den virtuelle sorggruppe
Tabuer
om døden på nettet
”
Vores brug af internettet har skabt nye måder at sørge på.
Stine og Anna-Sofie fandt rum for sorgen på de sociale medier,
her var der mulighed for at give den afdøde et virtuelt efterliv og
for at dele sorgen med andre i et onlinefællesskab. Af Sarah Auken
Hvad er det
der gør, at det
er svært at
vise billeder
af døde børn?
Hvad er det
for tabuer, vi
selv er med til
at videreføre?
Stine
32
D
et er syv år siden at Klemens døde. Jeg undrer mig
stadig over hvordan vi som
forældre kunne stå på gaden
kun 12 timer efter med tom autostol, jeg
med brændende brystbetændelse og uden
livline. Jeg ved aldrig om jeg rigtig fik sagt
tak dengang til alle der greb os og var der.
Tak!
Sådan skriver Stine på Facebook på
årsdagen for sin søns død. Hendes venner
reagerer venligt og imødekommende på
hendes opdatering og de sender knus, tanker og hjerter i retning af Stine og hendes
familie.
Internettet er blevet hverdag for de
fleste. Man handler, man finder oplysninger, og man taler sammen over nettet.
Derfor er internettet også et naturligt sted
for mange at drøfte holdninger, oplevelser
og følelser. Nogle siger, at det billede, vi
tegner af os selv på internettet, er et glansbillede. Men som Stines historie viser, kan
internettet også skabe et rum for de svære
følelser. De fællesskaber, der dannes, kan
handle om dybt alvorlige emner, så det
at fremlægge og drøfte sine følelser på
Da Stine kommer hjem fra hospitalet uden
sit barn, leder hun først og fremmest efter
Stine lægger mærke til, at andre på deres
blog beroliger læserne: ”bare rolig – her
er der ingen billeder af døde børn”. Dette
provokerer hende, for hun har allerede på
det tidspunkt lagt billeder af sin lille søn
på internettet. Vel at mærke både fra de 22
dage, hvor han levede, og fra efter hans død.
”Hvad er det der gør, at det er svært at
vise billeder af døde børn?” spørger hun,
”hvad er det for tabuer, vi selv er med til at
videreføre?” Hun stiller også spørgsmålene
på sin blog, og diskussionen viser, at folk
er meget forskellige i deres sorgproces. Det
svinger fra person til person, hvor grænsen
går for, hvad de finder acceptabelt, og for,
hvad der slår dem ud. Stine selv synes ikke,
at det er billederne, hvor Klemens er død,
som er voldsomme, men dem, hvor han
ligger pakket ind i slanger og iltmaske. Da
han kommer fri af maskinerne, ligner han
sig selv – også selvom han er død.
Stines mand bakker op omkring bloggen,
men vennerne er nervøse. Er sådan en blog
for selvudleverende? Hvilket signal sender
man til kommende kolleger –
eller til arbejdsgivere? Men frygten viser
sig ubegrundet. ”Jeg har faktisk været til en
jobsamtale, hvor arbejdsgiveren var kommet forbi bloggen. Men det viste sig at være
helt igennem positivt. Hun syntes, at det var
stærkt, at jeg var åben omkring en så tragisk
og skelsættende begivenhed i mit liv.”
Mindesiden
Et andet sted på internettet, der giver plads
til død og sorg, er siden mindet.dk. Det er
en side, hvor pårørende kan gå ind, tænde
et lys for en afdød og skrive en lille hilsen.
Det er også muligt at oprette deciderede
sørgeprofiler, og der er offentlige diskussionsgrupper. Siden er ejet af Kristeligt
Dagblad, og der er tilknyttet nogle sognepræster, som man kan skrive til og få sjælesorg over nettet.
”
Jeg ved ikke,
hvorfor vi var
tavse, måske var vi for
unge. Ingen
af os havde
mødt døden
før. Vi vidste
ikke, hvordan
man gør; det
var simpelthen for svært.
Anna-Sofie
Q
33
+ sorgen +
”
Jeg bryder
mig ikke om
at gå på kirkegården, jeg
synes ikke
det er et rart
sted. Her på
Facebook er
en verden,
jeg kender,
den er mere
normal for
mig.
Anna-Sofie
Kjetil Sandvik, lektor i medievidenskab
på Københavns Universitet, har studeret
mindet.dk med specielt fokus på spædbarnsdød. Han fortæller at flere og flere
forældre søger på internettet for at finde
svar og et fællesskab i sorgen. Tendensen
er, at forældrene ret hurtigt efter et tab opretter et minde, at de er aktive i en periode,
og at intensiteten så fortager sig efter ca.
et år. Fælles for brugerne er, at de forsøger
at få greb om livet efter tabet. Det handler
om, hvordan man kommer videre. Den
fremtid, man har set for sig med sit barn,
og som man har forberedt sig på ved at
købe barnevogn og børnetøj og måske ved
at indrette et børneværelse, er forsvundet.
I stedet står man tilbage med et hul i sin
tilværelse og en forfærdelig sorg.
Brugerne ved, at mindet.dk har rum til
sorgen; her er den det normale; ikke let,
men heller ikke tabubelagt. De søger et
sted, hvor der er andre som dem selv – hvor
de kan støtte hinanden. Det meningsbærende i lang tid – alt det man ventede sig af
at skulle være forældre – er gået i smadder,
og man har brug for at få styr på livet. I en
vis forstand har man brug for at få barnet
tilbage: ”Vi er stadig forældre, selvom vores
barn døde.”
En sørgepraksis på nettet udelukker
ikke et fysisk gravsted, og en gang imellem er der en QR-kode på gravstenene, der
viser hen til en mindeside på nettet, – det
fysiske og det digitale mindested bindes
sammen. Kjetil Sandvik konkluderer: Det
er vigtigt at sådanne steder findes, døden
er en del af livet, og det er vigtigt at kunne
tale om den. Vi kan se, at det har hjulpet
mange forældre. De er kommet videre i
livet, og sorgen er bearbejdet. De har lært
at leve med sorgen og trods den – eller med
den - skabt et meningsfuldt liv.
Når de døde vågner
Men der er også dem, der ikke finder det
fællesskab, de søger, på mindet.dk. For
fire år siden kigger Anna-Sofie ind på
siden. Hun føler sig helt isoleret i sin sorg.
34
+ sorgen +
Hun kigger på de forskellige grupper for
pårørende, og finder gruppen ”For dem
der har mistet en kæreste”, men det viser
sig at trådene er flere år gamle, og hun får
ingen respons på sine indlæg. Hun fortæller: ”Jeg var 19 år gammel, og min kæreste
var lige død i en skiulykke. Jeg ledte efter
nogen, der kunne sige til mig, ’det er o.k.,
det du gør’, eller ’sådan havde jeg det også’
– nogen, der vidste noget om, hvad jeg gik
igennem. Jeg var helt alene med de her
følelser. Det allerværste var, at den, jeg
havde allermest brug for at snakke med og
blive trøstet af, var Oliver selv, og det var
ham, som var død.”
I stedet bliver det på Facebook, Oliver
får et efterliv for Anna-Sofie. Men heller
ikke det er uproblematisk. I et opslag på
den døde kærestes profil skriver hun ”Elsker dig for evigt”. Mange liker det, men
ingen skriver kommentarer eller sender
hjerter. Til gengæld får hun sendt mange
private beskeder. Sorgen over Oliver udtrykkes ikke offentligt. ”Jeg ved ikke, hvorfor vi var tavse”, fortæller hun, ”måske var
vi for unge. Ingen af os havde mødt døden
før. Vi vidste ikke, hvordan man gør; det
var simpelthen for svært. Jeg magtede heller ikke at skrive tilbage til folk. Jeg vidste
ikke, hvad jeg skulle svare – der var ingen
ord tilbage i verden, der gav mening.”
Når et menneske dør, er der mange
praktiske ting, som man pludselig skal forholde sig til. Hvad med tøjet fra skituren,
vasker man det? Hvad gør man med telefonen? Og hvordan skal man forholde sig
til den facebookprofil, Oliver har haft, og
som jo står der endnu? Tøjet bliver vasket
(undtagen en enkelt T-shirt som AnnaSofie beholder), mobiltelefonen slukkes og
bliver lagt i en skuffe, og i fællesskab bliver
man enige om, at Anna-Sofie skal prøve at
slette profilen. Hun bruger dage på at komme ind på Olivers konto, og til sidst lykkes
det. Hun kigger hele hans profil igennem,
downloader alle billederne. Men hun kan
ikke finde ud af at slette den og ender med
blot at deaktivere profilen. Det betyder, at
Når Anna-Sofie mindes Oliver, gør
hun det samme, som mange af hans venner. Hun finder hans billeder på Facebook og kigger på dem. ”Jeg bryder mig
ikke om at gå på kirkegården, jeg synes
ikke det er et rart sted. Her på Facebook
er en verden, jeg kender, den er mere
normal for mig.”
Gravstenen, der blev tavs
Olivers informationer er gemt, men at han
forsvinder fra Facebook. Hun ændrer selv
sin status fra at være ”I et forhold” til at
være ”Single”.
Deaktivering eller ej. En aften er Oliver
pludselig tilbage på Facebook, som om
han selv er online. ”Jeg kan huske, at jeg
tænkte ”han er tilbage, han har snydt os.
Nu kommer han lige om lidt, som han
plejer, og henter mig.” Hun går ind på
hans profil og det ser ud som om at han er
tilbage. Hun er ikke den eneste, der opdager det – den gamle vennekreds omkring
Oliver bliver samlet igen for at finde ud af,
hvad der sker. Det lykkes ikke at opklare
mysteriet, måske har Facebook ændret sig.
Anna-Sofie logger igen ind på hans konto
og nu beslutter hun og de andre at lade den
være. Hun ændrer dog hans profilbillede,
så det er et ordentligt billede, der vises,
ikke det fjollebillede, som var det sidste,
Oliver selv brugte.
Stine skriver ikke længere på bloggen.
Den har stået urørt i lang tid, men Stine
lader den stå som en virtuel gravsten for
Klemens. ”Siden jeg skrev på bloggen,
har mit liv ændret sig. Vi har fået tre
børn, og sorgen fylder ikke min dagligdag
i dag. Dermed glider også blogfællesskabet ud,” fortæller Stine, ”men jeg ved,
at bloggen bliver brugt af andre både til
at søge oplysning og til at finde en slags
trøst, så også derfor giver det mening at
lade den stå”.
Stine og hendes mand er helt bevidste om, at døden stadig er et vanskeligt
emne, så de har entradition med at begynde familiens fejringer og fødselsdage
ved Klemens grav. ”Vi ved, at det er svært
– især for de andre voksne – at starte en
samtale om den bror, der ”mangler” i børnenes liv. Derfor er det ritual en hjælp.
Det giver sorgen et rum, og Klemens er
en del af familien.”
Sådan har det også altid været for
Klemens søskende. De kender gravstedet,
for de har tit været forbi, og når de alligevel skal til legepladsen, er de nu og da
henne og hilse på. ”Der ligger min døde
bror,” råbte en af drengene en dag til en
ny klassekammerat, da de cyklede forbi
kirkegården. ”Det er jo ret overraskende,”
fortæller Stine, ”men det giver en anledning til igen at tale om det, også selvom
det måske ikke lige var dén indgangsvinkel, man selv havde forestillet sig. Men
det er jo noget, man skal kunne tale om
i mange sammenhænge. Det er en del af
livet – vores liv.” +
”
Siden jeg
skrev på
bloggen,
har mit liv
ændret sig.
Vi har fået
tre børn,
og sorgen
fylder ikke
min dagligdag i dag.
Stine
35
+ DØDEN +
+ DØDEN +
Lad os tale om
døden
”
Fortrængning og traditionstab præger danskernes forhold til døden.
De ansatte i sundhedsvæsenet og ikke mindst hospitalspræsten kan lære den døende
og de efterladte at blive bedre til at tale om døden. Af Anna-Lise Bjerager
62
-årige Claus Søndergaard og hans kone
havde aldrig talt om
døden forud for den
forårsdag i 2010, da
de sad på Herlev Hospital over for en læge,
der sagde: ”Anne-Grethe, du har kræft i
knoglerne, og der er desværre ikke noget,
vi kan gøre.”
”Det var ubeskriveligt forfærdeligt at få
den besked. Det sortnede for øjnene, og man
vidste ikke, hvad man skulle sige eller gøre.
Alligevel var vores første reaktion fornægtelse. Jeg kan huske, at vi sagde til hinanden, da vi gik ud fra hospitalet: ”Dette her
bekæmper vi”, siger Claus Søndergaard.
Han fortæller om sin kones halvandet år
lange og svære sygdomsforløb, mens han
byder på te hjemme i rækkehuset i Søborg,
hvor hendes navn stadig står på messingskiltet ved entrédøren.
Anne-Grethe var folkeskolelærer
ligesom Claus selv, og de havde kendt
hinanden i 18 år, da de besluttede sig for
at blive gift. De mente, at et giftermål ville
gøre tingene enklere, hvis en af dem skulle
falde bort.
”Vi talte faktisk heller ikke om døden
ved den lejlighed. Men jeg tænkte da i mit
stille sind, at det nok var mig, der døde
først. Jeg har røget og slet ikke levet så
sundt et liv som Anne-Grethe,” siger Claus
Søndergaard.
På et tidligt tidspunkt i sygdomsforløbet
kom parret i kontakt med hospitalspræst
Tom Kjær, og det blev af afgørende betydning.
”Anne-Grethe og jeg havde meget svært
ved at tale om døden. På en måde forstår
jeg det ikke, for jeg er vokset op med døden. Min far døde, da jeg var 14 år, og som
dreng læste jeg Johan Herman Wessels
digt ’Smeden og bageren’ i skolen. Slutnin-
36
gen på digtet kan jeg stadig huske: ’Beredt
til Døden altid vær! Den kommer, naar du
mindst den tænker nær’.
Men vi havde nok begge et stærkt håb
om, at lægerne tog fejl. Vi håbede på et mirakel til det sidste. Vi havde også så mange
fremtidsplaner. Vi skulle snart på pension
begge to, og så skulle vi rejse. Men hospitalspræsten hjalp os med at få taget hul på
det. Han talte med os både hver for sig og
sammen om vores sorg og bristede forhåbninger. Men også om begravelsen og alt det
praktiske. Det var meget forløsende.”
Døden er privat
Claus Søndergaards kone var en af de
cirka 50.000 danskere, der dør hvert år.
De fleste danskere har et ønske om at dø
som Anne-Grethe, i fred og ro derhjemme
eller på hospice, omgivet af deres kære.
Men sådan ser virkeligheden kun ud for et
fåtal. Halvdelen af dødsfaldene i Danmark
sker på hospitalet, og den anden halvdel
sker på enten plejehjem eller i eget hjem.
Kun ganske få dør på hospice. Det viser
en undersøgelse fra Pavi, Videncenter for
Rehabilitering og Palliation.
I det hele taget ligger danskernes forestillinger om deres egen død et stykke fra
realiteterne, siger centerchef Helle Timm.
”Danskerne ved faktisk ganske meget
om døden, viser vores undersøgelser. Men
samtidig drømmer de om den bedst mulige
død for sig selv og deres nærmeste. Nemlig at de må dø hjemme eller på hospice.
Det synes jeg egentlig ikke, der er noget
mærkeligt i.
Jeg vil ikke sige, at døden er tabu for
danskerne. Snarere at døden er noget meget privat, som man nødig vil tale om med
en læge, der måske kun har ti minutter til
sin rådighed,” siger hun.
Helle Timm, der er professor i sundQ
Det er
et eksistentielt vilkår,
at vores
tid på
jorden
ophører
på et tidspunkt,
men det
forsøger
vi at fortrænge.
Helle Timm, kultursociolog og
professor i sundhedsvidenskab
37
+ DØDEN +
hedsvidenskab og kultursociolog, mener
at den vestlige verden lider af en slags kollektiv fortrængning i forhold til døden.
”I vores kultur gælder det om at være
dynamisk og fremadstræbende og udnytte
tiden. Men det er et eksistentielt vilkår, at
vores tid på jorden ophører på et tidspunkt,
og det forsøger vi at fortrænge,” siger Helle
Timm, der forudser, at døden vil komme
mere på dagsordenen i fremtiden.
”For ikke så længe siden var det børnene, der udgjorde den største gruppe i
dødelighedsstatistikken. Børnene døde
ofte i deres første leveår, fordi der ikke var
medicin til at kurere de mest harmløse
sygdomme. I dag er det de gamle, der dør,
og det er i udgangspunktet godt. Men
i takt med at lægevidenskaben gør det
muligt for de gamle at leve med deres sygdomme i stadig længere tid, vil der opstå
flere dilemmaer, som vi bliver nødt til at
forholde os til,” siger hun.
Døden på film
Hospitalspræst Tom Kjær har gennem 19
år som hospitalspræst på Herlev Hospital
erfaret, at mange danskere har det svært
med døden.
Tom Kjær taler med mange patienter
og pårørende om døden. Han spørger ofte
familien, om de har taget stilling til, hvad
der skal ske, den dag den ene af dem dør,
hvis det falder naturligt i samtalens forløb.
”De fleste får våde øjne og kigger væk.
Men så sunder de sig og svarer, at det har
de ikke. Så spørger jeg: ’Kunne det være
38
+ DØDEN +
en idé at tale om det, mens jeg er her? Jeg
har siddet ved mange dødslejer og deltaget i mange begravelser, og det kunne I
måske drage nytte af.’ De fleste danskere
kender kun døden fra amerikanske film og
computerspil. Mange har ikke selv siddet
ved et dødsleje, så der er ikke den fortrolighed,” siger Tom Kjær.
For ikke så længe siden forberedte de
fleste sig på døden. Man beskikkede sit
hus, som det hed: Ideelt set skrev man
testamente, tog afsked med sine kære og
modtog nadveren for sidste gang. På landet
var det almindeligt helt op til 1900-tallet, at den praktiske side af døden var
et anliggende for familien. De fleste var
fortrolige med dødstegn som ligpletter og
dødsstivhed. Mændene snedkererede ofte
selv kisten, og kvinderne gjorde den døde i
stand og klædte ham eller hende i ligklæder. Den døde lå som regel i åben kiste, så
familie, naboer og venner kunne komme
forbi og sige farvel. Før udsyngningen
blev der drukket kaffe ved den åbne kiste,
inden turen gik til kirkegården.
Men med flytningen fra land til by og i
takt med at lægevidenskaben har udviklet
medicin til bekæmpelse af stadig flere
sygdomme og religionen fylder mindre i
danskernes liv, har danskernes forhold til
døden ændret sig.
så ventede det evige liv. I dag er håbet ofte
knyttet til, at patienten overlever. Det er
ikke et håb, der levner plads til evigheden
eller noget andet metafysisk. Den retorik,
der knytter sig til livstruende sygdomme
i dag, er: Vi har en plan. Hvis ikke planen
virker, har vi et forsøg, du kan deltage i.
Men både læger og sygeplejersker
skulle måske hellere tale realistisk med
patienten om overlevelseschancerne. Der
er meget, der tyder på, at patienten kan
få et bedre liv i den tid, der er tilbage, hvis
man ikke behandler, som om man kan
helbrede. En kvalificeret palliativ indsats
kan være et fuldt lødigt alternativ til en
meget intensiv behandling helt frem til,
patienten dør.
Men vi har en forestilling om, at livet
helst ikke må ende, og den forestilling
understøttes af sundhedsvæsenet,” siger
Tom Kjær, der finder det paradoksalt, at et
flertal af danskerne går ind for aktiv dødshjælp samtidig med, at sundhedssystemet
gør alt for at holde folk i live så længe som
muligt.
Det har blandt andet vakt debat, at der i
de senere år er blevet opsat hjertestartere
på landets plejehjem, og at en vejledning
fra Sundhedsstyrelsen fastholder, at
plejepersonalet er forpligtet til at forsøge
genoplivning af svækkede ældre, selv om
de har givet udtryk for, at de ikke ønsker
det.
”Når gamle fru Hansen vitterligt giver
udtryk for, at hun er mæt af dage, så lad
hende dog dø i fred af naturlige årsager
og tving ikke personalet ud i en uetisk
genoplivning, der strider mod alt det, de
står for,” siger Tom Kjær. ”Noget helt
andet er aktiv dødshjælp. Jeg har da en
stor forståelse for, at uhelbredeligt syge
og lidende menneske kan tænke: Hvis jeg
var en hund, havde jeg fået en sprøjte hos
dyrlægen. Men meget få, der arbejder i det
palliative system, går ind for aktiv dødshjælp. Det ville betyde, at gamle hr. Olsen
kunne blive presset til at vælge livet fra:
’Børnene har så travlt, så hvorfor spilde tid
på mig.’ Også af den grund er jeg modstander af aktiv dødshjælp.”
”
Døden
er noget
meget
privat,
som man
nødig vil
tale om
med en
læge, der
måske
kun har
ti minutter til sin
rådighed.
”Helbrede, trøste og lindre”
I dag er der en række medarbejdere i
sundhedsvæsenet, der arbejder med palliation. Det vil sige, at de arbejder for at
forebygge og lindre lidelser for mennesker,
der er ramt af livstruende sygdom.
Læger har altid skullet ”helbrede, trøste
og lindre”, men i takt med forbedret diagnostik og behandling står en mindre gruppe
patienter tilbage. Nemlig den gruppe, der
må opgives, fordi ingen behandling er mulig.
Helle Timm, kultursociolog
og professor i sundhedsvidenskab
Vi har en plan
I dag er døden blevet noget, vi må bekæmpe med alle midler, mener Tom Kjær.
”Engang håbede man, at når man døde,
Q
39
”
Men vi
har en
forestilling om, at
livet helst
ikke må
ende, og
den forestilling
understøttes af
sundhedsvæsenet.
Tom Kjær, hospitalspræst
+ DØDEN +
er døden næsten blevet gjort usynlig på
landets hospitaler. I det mindste synes jeg,
man skulle tænde et lys synligt for alle,
når en patient er afgået ved døden. Det gør
man på hospice,” siger Tom Kjær.
”Med venner i lys vi tale”
Til at tage sig særligt af denne gruppe
mennesker er der flere steder i Europa
oprettet hospicer og særlige palliative afdelinger til pleje og behandling af alvorligt
syge og døende. I middelalderen var begrebet hospice knyttet til klosterherberger
for syge og udmattede pilgrimsrejsende.
Den moderne hospicebevægelse tog fart
i England i 1960’erne, og Danmark fik sit
første hospice på Sankt Lukas Stiftelsen i
København i 1992, og den første palliative
afdeling blev oprettet på Bispebjerg Hospital i 1997.
I dag er der ni specialiserede palliative
afdelinger rundt omkring på landets hospitaler og sygehuse og 20-30 afdelinger med
særligt fokus på palliation. I nogle af landets kommuner findes der egentlige palliative teams, der består af sygeplejersker,
fysioterapeuter og andet sundhedsfagligt
personale, som hjælper syge borgere i eget
hjem.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er formålet med palliation ”at
fremme livskvaliteten hos patienter og
familie ved at forebygge og lindre lidelse
gennem tidlig diagnosticering og umiddelbar vurdering og behandling af smerter og
andre problemer af både fysisk, psykisk,
psykosocial og åndelig art”.
Ifølge Sundhedsstyrelsens faglige
retningslinjer for den palliative indsats er
”det åndelige” ikke kun synonymt med det
religiøse. Snarere er der tale om ”eksistentiel og åndelig omsorg”, hedder det.
Forkyndelse eller åndelig omsorg?
”Alle sundhedsansatte skal kunne forholde
sig til åndelig omsorg. De skal som et minimum kunne se, når et menneske har brug
for at få talt om livets store spørgsmål og
kunne medvirke til at det behov dækkes.
40
+ DØDEN +
Nogle sundhedsansatte kan meget mere.
En hel del sygeplejersker gør et fint stykke
arbejde og møder patient og pårørende
omkring livets store spørgsmål,” siger Tom
Kjær.
”Sygeplejersker har ikke lov til at lade
deres egen tro spille ind, når de udøver åndelig omsorg. De må ikke missionere. Men
jeg er som præst forpligtet på at forkynde.
Jeg bliver ofte mødt af spørgsmål som:
Hvorfor skulle jeg miste mit barn? eller
Hvorfor skal jeg rammes af cancer? Hvis
patienten eller den pårørende er ateist,
eller har en anden holdning, prøver jeg at
møde dem i det. Men ofte er folk bare fortvivlede og bange. I den situation spørger
jeg dem, om de vil høre, hvad jeg tænker,
og det vil de fleste gerne. Så fortæller jeg
dem, at jeg tror på en Gud, der er nærværende midt i det lidelsesfulde, og spørger
om jeg må have lov at bede en bøn og lyse
velsignelsen. De allerfleste er meget taknemmelige for det, og de pårørende giver
ofte udtryk for bagefter, at det hjalp dem.”
Da Claus Søndergaard var kommet til sig
selv igen den forårsdag i 2010, da AnneGrethe fik sin dødsdom af lægen, var hans
første reaktion at bede en bøn til Gud.
Bønnen var meget kort. Den lød: ”Hjælp
os!” Siden han som 20-årig meldte sig ud af
folkekirken, havde han ellers ikke betegnet
sig selv som et troende menneske, men den
dag gav det mening at sende en bøn opad.
”Når man står ved meningsløshedens
yderste kant, hvad gør man så? I vores kultur har vi lært, at vi vender os til Gud. Og
det var det, jeg gjorde den dag,” siger han.
Da ægteparret først havde fået taget
hul på at tale om døden, var de heller ikke
længere så sikre på, at Anne-Grethes urne
skulle sættes ned i plænen på de ukendtes
fællesgrav på Gladsaxe Kirkegård, sådan
som de oprindeligt havde tænkt. Og det er
Claus Søndergaard taknemmelig for i dag.
”I begyndelsen gik jeg ned til AnneGrethes grav hver dag og stod og græd lidt
og tænkte på hende. Nu er der gået tre år,
og sorgen er ikke så påtrængende i dag
som dengang. Men jeg går stadig derned
mindst en gang om ugen, og det betyder
rigtig meget for mig og børnene, at vi har
det sted til at mindes. Jeg kan ikke sige, at
jeg er kommet til at tro på Gud. Men jeg er
begyndt at gå i kirke, og jeg ville oprigtigt
ønske, at jeg kunne tro. Jeg bliver altid
blød om hjertet, når vi synger Grundtvigs
’Den signede dag med fryd vi ser’, hvor det
til sidst lyder: ’så frydelig dér til evig tid,
med venner i lys vi tale.’”
”Tænk hvis det er sandt.” +
Tak til Skt. Lukas Hospice for velvillighed,
og en stor tak til Margrethe og Sacha Rudd
for medvirken som statister ved fotooptagelsen.
Ritualer ved dødsfald på hospitaler
Tom Kjær efterlyser egentlige ritualer på
landets hospitaler i forbindelse med døden.
De andre patienter opdager ofte først, at
en patient er død, når sengen pludselig er
fjernet.
”De fleste dør på en travl medicinsk eller kirurgisk afdeling. Her gør personalet
ofte et stort arbejde for at opretholde en
værdighed omkring den døende på trods
af svære betingelser. Nogle kommer måske
kun på enestue de sidste timer af deres tid
her på jorden. Når døden er indtrådt og de
pårørende har sagt farvel, kører portøren
den døde ned i hospitalets kølerum. Nogle
steder via serviceelevatoren, som også
bliver brugt til varetransport. På den måde
41
Håbet 2015
+ +
++DØDEN
+ håbet +
Memento mori –
at duaf
skal
Dennehusk
ødelægger
alt,dø
hvori vores
A glæde består
og slægtninge? Når vi nu ikke lever for
t leve er at miste – og der er
os selv, hvorfor skulle vi så dø for os selv?
mange måder at miste på. Vi kan
Når vi er sammen og erindrer de famimiste os selv. Vi kan miste den
Vanitas – Pieter Claesz, 1630.
liemedlemmer, der er døde, er de så ikke
virkelighed, som er vores verden. Vi kan
Af biskop over Helsingør stift Lise-Lotte Rebel
til stede – på en eller anden måde i hvert
miste en, vi holder af. Hver gang det sker,
KOlOfOn Folk & Kirke
udgives af Helsingør Stift
fald? Hvordan føles sorgen, og hvor gør
er
det
samtidig
en
øvelse
i
at
indse,
at
vi
Hestemøllestræde 3A
man af den? Hvad har kristendommen at
selv og de vigtigste mennesker i vores liv
3000 Helsingør
4921 3500
magt
ikke
standser
grænser, som
är Lagerkvist fortæller
i sin
selvbiograf,
sige om
det
evige livfor
og de
opstandelsen?
Det
skal væk
herfra.
For det skal de,kærligheds
og det
andre
magter
må
standse
for.
End
ikke
dødens
magt
Gæst
hos
virkeligheden,
hvordan
han
som
er emner som disse, man kan
læse om
i
skal vi, i en fjern fremtid måske, eller alAnsvarshavende redaktør
Rebecca Rudd
kan
bringe
Guds
livgivende
kærlighedsmagt
til
barn
pludselig
får
den
tunge
tanke,
at
hans
dette
magasin.
lerede
i
morgen.
Redaktion
P
Ninna Brenøe, Jannik
Theilgaard, Rebecca Rudd
standsning.
bedsteforældre
en dag vil dø. Fra det øjeblik bliver
Redaktionsudvalg
Atord
beskrive
døden som etTænk,
tabu eratefterIngen
kan
gå
igennem
tilværelsen
uden at
Evangeliets
er provokerende:
Gud
døden
noget
nærværende
og
truende.
En
gru,
som
Lise-Lotte Rebel, Anders Haubart Madsen,
banalitet
– og nok heller
Tabet af
af en
person
Grethe Bøje, Kirstenhan
Diemer, ikke
Ove Kollerup,
også vilermødehånden
os dér blevet
– midten
i dødens
mørke.
kan ryste af sig.miste.
Han fyldes
en nærtstående
angst,
Grafisk tilrettelæggelse
ikkeBodil
helt sandt
længere.
Men
i de om
lange
en kilde til sorg og savn. Udsættes tabet,
Skuespilleren
Jørgensen
har
fortalt
en
salomet grafik som ødelægger hele hans livs glæde. Fortvivlet løber
perioder,
hvor
døden
ikke
trænger
sig på,
kan
man
ånde
lettet
op.
Det
blev
gudskeFotograf
sådan
erfaring
af
Guds
nærvær.
Hun
skriver
om
han
ud
i
skoven
til
et
lille
grantræ
og
en
sten,
som
Miklos Szabo
lov ikke nu. Det menneske, hvis liv man
vender vi den gerne ryggen. Langt hen ad
er en slags alter for ham, hvor han søger hen i svære den frygtelige ulykke, der ramte hende under en
vejen er det sikkert ganske sundt. Vi skal
frygtede for, forblev ved siden af en. Men
filmoptagelse. I et interview siger hun: ”Jeg kæmøjeblikke. Et sted, hvor han føler, at Gud er ham
jo først og fremmest leve. Men vi er også
efter
en
sådan
erfaring
bliver
vi
dødelige
1. udgave, 4. årgang,
2015
pede
endø.
hel nat
fortilatatkomme
tilbage
tilåbne
livet,øjne
og så
nærmere.
Døden er fra nupåafen
blevet
del af hansmåde. Du
nødt
se på døden
med
i formereen
håndgribelig
skal
ISBN 2245-8816
Tryk PE Offset, Tømrervej
9, 6800 Varde
kom
den
stærke
forståelse
af,
at
Gud
er
der,
hvor
det
virkelighed.
Derfor må han
ud
til
sit
sted
i
skoven
skellige
faser
af
livet.
Om
ikke
andet
bør
Jeg
skal
dø.
Vi
skal
dø.
Papir Munken Lynx
hele braser sammen.”
Denne
verden
er
ikke
forladt
for at påkalde Gud mod denne frygtelige trussel. Så
vi vide, hvad der skal ske, når vi selv eller
er vi nærmeste
ikke. Såreermenneskeligt
fortælligger han dér med hænderne
knuget mod
hinanved at dø. Hvad
med
På magasinets
omslag
kan man af
se Gud,
en alenevores
ler kristendommen
om Gud,
os, hvem
han er,
den. Men han beder kun moderne
om en eneste
ting:
atMemento
han
begravelsen?
Skalviser
der være
et gravsted,
udgave
af et
mori
eller
skal
vi jordfæstes
eller
bisættes?
Døden
som ogsåingen.
kaldesFar
et Vanitas-motiv.
Kristus.
Han blev
født
i en stald
og er
ikke må dø, at ingen skal det,
dø. Absolut
skal gennem Jesus
også
konkret.
viser
et kranium,
timeglas,
mønter på et
henrettet
kors.
Men det var ham, den korsfæleve, mor, hans søskende.Det
Han
remser
dem op.etDe
og andre
peger påstede,
livetssom opstod af graven.
gamle derude på landet, alle,
alle. elementer,
Slet ingen der
af dem
er uberørt
døden,
for
forgængelighed.
I
1600-tallet
var
disse
mo- Intet
Kærligheden
ermenneske
stærkere end
døden.afDet
betyder,
skal dø, alt skal blive ved med at være, som det er, og
den
er
det
givne
vilkår,
vi
har
allermest
tiver
udbredt.
Memento
mori
betyder
husk,
at der fra nu af ikke er noget gudsforladt sted, hvor
intet forandres.
tilfælles, hvad enten vi er rige eller fattige,
at du skal dø. Allerede de gamle romerske
Jeg tror, at vi alle, som forfatteren her, husker denne Gud ikke er. Han tog de gudsforladtes plads, han
konger eller korsangere. Og netop derfor
hærførere lod en slave hviske ordene i detog vores død – og gjorde den til sin egen. Kristenangst, da det som børn gik op for os, at vi skal dø, at
er tanken om døden, vores egen og andres,
res øre som en advarsel mod overmodig.
dommen kender
tilogså
”mørket”
– til
detafonde
i verden
dem vi elsker skal dø. Denne viden – denne angst læmåske
det som
mest
alt kan
huske
og
i
os
–
men
Gud
er
altid
der,
hvor
vi
mindst
alt
rer vi så med tiden at leve med.
Eller
gør
vi?
Fortrænos på vores kærlighed til livet og tilaf
hinanMen et er at huske på og lære at, man
venter
det,
hvor
overrumplende
det
end
lyder.
Selv
ger vi måske døden for at kunne
holde
ud
at
leve?
den, nær som fjern. Nu mens vi er her på
skal dø, noget andet er, hvad der er på den
ikke
død er fjern for ham. DerDer er ét sted, hvor detanden
ikke rigtig
går
an Er
at der et sted,
jorden.
side af
livet.
hvorvores menneskelige
tør vi leve.Redaktionen
Med håb. Derfor skal døden ikke gøre
fortrænge døden. Det er i vi
kirken.
Når
visamles
samlesmed
i voresfor
engang
skal
venner
kirkens rum til en begravelse med en kiste foran os, os stumme og tavse. I kraft af Jesus Kristus kan
der siges noget nyt og andet ind i den dødsmærkede
så er døden alt for tydelig, til at vi kan tale udenom.
verden. Til os og af os kan det siges. Som det lyder
Samtidig mangler vi ord, som kan rumme os. Ord
i salme 23 fra Det Gamle Testamente: Skal jeg end
kan jo i den situation så nemt virke som bobler,
vandre i dødsskyggens dal, da er du der, jeg frygter ej
tomme, uvirkelige. Kun et andet, et anderledes ord,
ondt. +
kan bryde dødens stumhed. Og et sådant ord er
Læs Folk&Kirke på tablet,
Folk & Kirke er et gratismagasin
det
kristne
evangelium.
Ordene
om
den
Gud,
hvis
Motiv: Rudolph Tegner,
Gravmæle til min Moders Grav, 1899. Helsingør Kirkegård.
computer eller smartphone
udgivet af Helsingør Stift
Magasinet er finansieret af stiftsrådet, Helsingør stift.
www.fkmagasin.dk
42
– en del af Folkekirken
43
+ DØDEN 2015 +
Sorrig og glæde de vandre til hobe
Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår.
Alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.
Thomas Kingo, 1681 (DDS 46,4)
Helsingør S tift
44