Sorgforståelsen slår et herresving
Weekendavisen # 35 28. august 2015 Ny kræftprofessor. Vi skal gå målrettet efter mutationerne. Side 12 Hvid religion. Jødisk kulturarv spiller nøglerolle i brasilianernes nye blandingskirke. Side 4 Ideer Afgang. Den danske astronaut skal på overarbejde for at nå sit program. Side 8 Troværdigt? Psykologiens resultater kan ikke testes. Side 6 FOTO: SCANPIX Siden Freud. Studier af enker og enkemænd afslører, at de selv længe efter et tab ikke har sagt farvel til den døde, men lever med fornemmelsen af en fortsat tilstedeværelse. For nogle indgår den døde endog i nye ægteskaber. Ny erkendelse i sorgarbejdet tager form. Sorgforståelsen slår et herresving Af LONE FRANK Til Morten » Sorg viser sig at være et sted, ingen af os kender, før vi når frem,« skriver den amerikanske forfatter Joan Didion. Hendes bog The Year of Magical Thinking om året efter manden John Gregory Dunnes pludselige død var det første, jeg læste, da jeg igen kunne læse. Det var flere måneder efter, at jeg havde stået ved en seng på Bispebjerg Hospitals palliative afdeling og mærket et menneske forsvinde. Et halvt år med aggressiv kræft var gået forud, og nu gjorde en sygeplejerskes morfinsprøjte det sidste stykke arbejde for sygdommen. Manden, der havde været min de sidste 13 år, var der ikke længere. »Livet ændrer sig på et øjeblik,« skriver Didion videre, og sådan var det. I det hele LAYOUT: ANDREAS PERETTI taget viste overraskende mange af den 80-årige kvindes erfaringer sig at spejle mine egne. Der var den særegne smerte, som blev fysisk, slog ud i kroppen og satte sig i led og muskler. Der var måden, mad mistede sin appel på, og kilo efter kilo forsvandt. Der var den uendelige udmattelse. Og så var der den besynderlige og hårdnakkede tro på, at jeg på magisk vis kunne få ham tilbage, at han bare ikke kunne være forsvundet ud i den blå luft. Nu må du godt komme hjem, hviskede jeg længe ud i mørket ved sengetid og lyttede efter hoveddøren. »Går det bedre?« spørger folk mig i et tonefald, der beder om et »ja«. Og på et tidspunkt i samtalen falder der uundgåeligt nogle velmente bemærkninger om, at det selvfølgelig er en svær tid, men at jeg nok skal komme videre. Sorg er et ukendt sted, men vi bærer alligevel rundt på forventninger til, hvordan tingene foregår her. Antagelsen – som også var min egen – er, at man starter på bunden af en dyb afgrund, men langsomt kravler op og følger en nogenlunde jævnt stigende kurve, der ender på overfladen. I noget der ligner et »før«. Så hvordan kunne det være, at kurven føltes underlig savtakket? Savnet, som ikke blev svagere, men derimod stærkere på den anden side af de to første måneder. Og afgrunden, som med mellemrum og selv efter ni måneder stadig åbner sig, så jeg kan indtage min plads. »Ideen om sorgarbejde har domineret hovedparten af det kliniske og forskningsmæssige arbejde siden Freuds essay Mourning and Melancholia fra 1917,« skriver den amerikanske religionspsykolog Dennis Klass. Freud talte i sin klassiske tekst om, hvordan vores libido hænger ved den afdøde og må frigøres for at kunne geninvesteres et andet sted. Det var et kraftfuldt billede, og for eftertidens psykologer og psykiatere blev beskeden, at sørgende måtte slide sig igennem deres sorg for endelig på den anden side at løsrive sig fra den døde. Lykkedes det ikke, var der tale om patologisk sorg. Samme tankegang går igen og forstærkes med de senere modeller, der taler om særlige stadier i sorgarbejdet. Især den schweiziske psykiater Elisabeth Kübler-Ross satte sig dybe spor i den kollektive bevidsthed med de fem faser, hun introducerede i bestselleren On Death and Dying fra 1969. Når chokket melder sig, reagerer vi umiddelbart med benægtelse og bevæger os derefter gennem faser med vrede, forhandling og nedtrykthed for at ende i accept – tolket som en løsrivelse. »Ethvert naturligt og normalt menneske vil, når det rammes af et tab, gå fra chok og hele vejen til accept,« udtalte Kübler-Ross i et interview i 1981. Og selvom hverken hun eller Freud byggede på egentlige data, blev deres fornemmelser til kanoniseret praksis på det FORTSÆTTES SIDE 2 KORREKTUR: FLEMMING GERTZ 2 Weekendavisen Ideer # 35 28. august 2015 FALSIFICERET Lokkefrøeffekten Rational choice er en model, som finder anvendelse i analyser af økonomisk og social adfærd. Men den har også – hidtil – domineret inden for den seksuelle selektionsteori, som omhandler de partnervalg, der (som oftest) foretages af hunner. Et nyt studie af den mel- lemamerikanske minifrø af arten túngara har imidlertid vist, at hunfrøen træffer irrationelle partnervalg, og hermed rystes hele rational choice-teorien i sin grundvold. Selvom det rationelle valg for den feminine frø ville være at give efter for den mest attraktive hanfrøs tilnærmelser – det vil for resten sige den han med den dybest klingende kvækken – sker der noget mærkeligt, når en tredje og endnu mindre attraktiv kandidat hopper ind i parringsarenaen. For så er hunnen pludselig mest tilbøjelig til at vælge den af de to første kandidater med den mindst æggende kvækken. Forskerne bag undersøgelsen – ledet af en zoolog fra University of Texas – tilskriver dette den såkaldte lokkedue-effekt. Det er ligeledes en økonomisk og social model, som viser, at præsenteret for en tredje valgmulighed – en lokkedue så at sige – som er ringere end de to første, vil det endelige valg oftest falde på det mellemgode valg i stedet for det oplagte, rationelle. En fyldestgørende forklaring på de ambivalente amfibiers irrationelle adfærd er fortsat flygtig. Måske, foreslår forskerne, er det i socialt komplekse situationer som denne for tidskrævende og risikabelt for frøen at finde den rationelle løsning. røsk Science, 27. august Flotte ben, helt uden voks Det har længe undret forskningen, hvordan myg er i stand til at gå på vandet. Man har på forhånd antaget, at myg hverken besidder magiske eller guddommelige kræfter. I stedet har man haft den hypotese, at et lag voks på underbenene gør sit til, at myggen ikke synker ned igennem vandoverfladen, men så at sige flyder ovenpå. Nu har et hold forskere med den kinesiske fysiker Jian-Lin Liu fra Kinas Petroleum Universitet i Qingdao imidlertid lavet en tilbundsgående undersøgelse, hvor de indledte med at skrælle såvel voks som et beskyttende lag af mikroskopiske skæl af myggenes ben. Dette indgreb viste sig ganske overraskende kun at gøre en lille forskel. Fysikerne opgør voks og skæl til at have en 12,5 procents betydning for, at myg kan gå på vandet. I stedet har fysikerne interesseret sig for selve konstruktionen af myggebenene og konkluderer, at det er selve hældningen og svajet på benene, der er det helt afgørende: jo mere parallele med vandoverfladen benene er, jo bedre er det, hvis man skal gå på vandet. En hældning over 62 grader betyder, at myggen synker direkte igennem og drukner. Et andet forhold, som har stor betydning, er, at det tilsyneladende kræver gode kræfter og stærke ben at gå på vand, og det har myg. Deres ben kan bære hele 23 gange deres egen vægt, og hermed overgår myg klart andre vandgående insekter, vandløbere og den slags. eiby New Scientist, 26. august FORTSAT FRA FORSIDEN Sorgforståelsen slår et herresving marked for sorgrådgivning, der voksede frem fra 1970erne. afsluttede sorgforløb. Den såkaldte to-sporsmodel blev introduceret i 1999 og er udviklet og formuleret af de hollandske psykologer Margaret Stroebe og Henk Schut. For at erstatte spekulationer med evidens byggede de to psykologer oprindelig på data fra mange kilder og har lige siden arbejdet på at efterprøve deres model. Tilsammen peger en mængde analyser på, at sorg er en fortsat vekslen mellem to mentale spor – henholdsvis tab og genoprettelse. I det ene spor vender man sig ind i selve savnet og alt det, som gør ondt, mens man på det andet et par måneder henne den psykolog, som palliativ afdeling havde sendt. »Vi taler ikke længere om patologi,« svarede MAN kan sige, at det er modernismen, der han, »men om kompliceret sorg«. sætter sig igennem hér. Religiøse forestillinVisse psykiatere har ikke desto mindre foreger om et efterliv bliver lagt i graven, og man slået, at rubricere tilstanden som en decideret kan ikke som tidligere regne med at se sine lidelse, og folkene bag den store amerikanske døde igen på den anden side. Når man ved, at diagnosemanual DSM-5 overvejer at give den døden virkelig er afslutningen, er den logiske diagnosestatus. Det regnes for kompliceret følge, at man må rive sig løs fra dem, man sorg, når man efter mere end seks måneder mister. stadig er så hårdt underdrejet, at man ikke kan Mig forekom det som en syg tanke. Man fungere i en hverdag og genoptage nødvendige bærer da rundt på sine døde, hvor skulle de gøremål. ellers være? Manden, jeg kendte så godt, sidder Det er mennesker, som er kørt fast i ét spor – uhjælpeligt fast i min bevidsthed og er der fra enten kan de kun orientere sig mod deres tab, det øjeblik, jeg slår øjnene op om morgenen. eller de evner ikke at anerkende tabet og bruger Nogle gange meget tæt på, som om han er i al energi på at undgå sorgen. Symptomerne rummet ved siden af og til andre tider mere men de får overtaget og stiller sig i »Vi tror, vi ikke skal tale om veksler, fjern og i skikkelse af erindringsbilleder, der vejen for et liv. Fænomenet ser ud til at ramme viser sig. Den særlige måde han kunne sidde den afdøde, fordi det ripper mellem 10 og 15 procent efterladte, og foreløpå sengekanten og sige »skat« på. Hans fuldbige undersøgelser udpeger nogle risikofaktorer. op i smerten. Men vi skal stændig overgivne latter. Det er blandt andet at være kvinde, pessimiFortsatte bånd, hedder det i den moderne snarere være nærværende stisk indstillet, have tidligere diagnosticerede sorgforskning, og deres entré udgør det første depressioner og et højt stressniveau. og nysgerrige over for den markante brud med fortiden. En milepæl er Jeg kan svare ja til det hele, men jeg har antologien Continuing Bonds: Another View of alligevel undgået den komplicerede sorgs sørgende – det bringer den hængedynd. Jeg oplever tunge dage, jeg græder Grief fra 1996, som samler studier af forskellige kulturers omgang med sorg og grundige jævnligt, men jeg kan igen gå på arbejde, og jeg døde tættere på.« empiriske undersøgelser af sørgende, der har er i stand til at tænke på andet. Undertiden har mistet nære familiemedlemmer. jeg dårlig samvittighed over det – jeg elskede Psykologerne Phyllis Silverman og Stephan spor vender sig mod udfordringerne med at ham jo og burde ikke kunne undvære ham – Nickman følger således en stor gruppe børn og skulle leve et liv uden den anden. I dag erken- men forskere ville kalde mig resilient. Hvorfor? viser, hvordan de konstruerer en rolle for deres der man, at sorg forløber individuelt og ikke »Personlighed forudsiger kun omkring 10 døde forældre og bliver ved med at have et ak- følger noget manuskript. Men som Stroebe procent, når det kommer til resiliens,« siger tivt mentalt forhold til dem. Studier af enker og Schut udtrykker det: »Et vigtigt postulat i sorgforsker ved Columbia University, George og enkemænd afslører, at de selv årevis efter et modellen er, at en vekslen mellem de to spor er Bonnano, i bogen The Truth About Grief fra tab ikke har sagt farvel til den døde. Et flertal nødvendig for en adaptiv håndtering.« 2011. »At have penge hjælper, et socialt netværk fortæller, hvordan de lever med fornemmelsen hjælper, men der findes ikke én ting, som er af en slags tilstedeværelse – for nogle endda LÆNGE håndterede jeg ikke noget som helst. den afgørende faktor.« på kanten til hallucination – og at den døde Dagene gik med at ligge i en sofa og lade radio Jeg har hverken penge eller noget overvælpå sin vis indgår i selv nye ægteskaber. Det eller fjernsyn gå for lydens skyld. Alle tanker dende socialt netværk, men jeg genkender handler ikke om fastfrosne minder, men om et klæbede til manden – hans sygdomsforløb og en faktor, som Michael Norton og Francesca egentligt forhold, der udvikler sig i tid. det groteske forfald, det desperate og pludseGino fra Harvard Business School i 2014 De fortsatte bånd er bygget ind i den nye lige dødsfald en tidlig morgen. Urimeligheden beskriver i Journal of Experimental Psychology. sorgforståelse. En forståelse, som endnu ikke i det hele. Savnet slog ind over sofaen i bølger, De to finder, at de sørgende, som emotionelt har banet sig vej ind i vores hverdag, men som og den virkelighed, som bankede på, kunne er mest modstandskraftige, er vældig forskelhar indtaget professionelle cirkler, og som jeg ikke tage mig af. lige, men har én ting til fælles: Ritualer. Små endeligt gør op med ideen om det lineære og »Hvornår bliver sorg patologisk,« spurgte jeg private handlinger, som er ladet med betydning LAYOUT: ANDREAS PERETTI KORREKTUR: FLEMMING GERTZ Ideer Weekendavisen Kuldioxid og varm luft Kina har i et årti været verdens største CO2 udleder især takket være et stærkt stigende forbrug af kul. De kinesiske statistikker, som ligger til grund for opgørelserne, kommer imidlertid ofte med modstridende tal og bliver jævnligt revideret. Økologen Zhu Liu fra Harvard University og hans team havde derfor en fornemmelse af, at det reelle tal kunne være langt højere, da de gik i gang med at lave deres egen opgørelse på grundlag af oplysninger fra omkring 5.000 kinesiske kulminer. Forskergruppen var derfor overrasket over, at deres analyser viste, at Kina udsender omkring 15 procent mindre CO2, end man hidtil havde ment. Forklaringen er, at FN’s Klimapanel hidtil er gået ud fra, at de kinesiske kul var af samme kvalitet som kul, der bliver brugt i Europa og Nordamerika, men undersøgelsen viste, at de kinesiske kulminer producerer kul og brunkul af en langt lavere kvalitet, der indeholder hele 40 procent mindre kulstof. og med til at skabe en slags orden i et mentalt kaos. I tiden efter tænkte jeg ikke på det som ritualer, men der var ting, jeg gjorde. Igen og igen lod jeg Leonard Cohen brumme sig igennem en bestemt sang, mens jeg hylede mig til udmattelse uden hensyn til naboer og forbipasserende. Efter det kunne jeg sove. I løbet af dagen kunne jeg styre uden om sorte huller med motionsøvelser på stuegulvet – antallet af gentagelser var altid 56. Det antal år han fik. »TANKEN om at sorg kan være et nyttigt biologisk træk, formet af naturlig udvælgelse, synes både absurd og en anelse kuldslået,« skriver den amerikanske læge og evolutionsbiolog Randolph Nesse. Jeg giver ham ret. Tanken virker nærmest kynisk – da især, når man selv står midt i det. Det skriger vel til himlen, hvorfor vi sørger. At sorg, hvor slem og biologisk bekostelig den end er, ganske simpelt er den uundgåelige bivirkning af kærlighed. Noget lignende hævder den britiske psykolog John Archer i The Nature of Grief fra 1999. Sorgens reaktioner følger af selve vores evne og trang til at skabe bånd til andre mennesker, og er altså en omkostning, vi betaler for at være hyper-sociale flokdyr. Forkert, argumenterer Randolph Nesse. Sorgen er en decideret evolutionær tilpasning, som har været en overlevelsesmæssig fordel. Sorgreaktioner er formentlig ikke noget unikt menneskeligt, men forekommer hos mange dyr, fordi den kan være en meget effektiv læremester. Det intense ubehag ved at miste har tilbage i evolutionens dyb fået os til at lede efter afkom, der blev væk, og til aldrig igen at lade en unge ude af syne ved et vandhul, når man én gang havde oplevet at få én snuppet af en krokodille. Det er for mekanistisk, svarer den unge psykolog Bo Winegard og tre kolleger fra Florida State University. De argumenterer i Personality and Social Psychology Review, som udkom sidste år, for, at sorg er udviklet som et socialt signal. Evnen til at sørge har signaleret til andre mennesker – både eksisterende og potentielle partnere og sociale forbindelser – at man er i stand LAYOUT: ANDREAS PERETTI At den kinesiske CO2udledning nu bliver reduceret med 15 procent er dog ikke nok til at rokke ved Kinas førerposition som verdens absolut største CO2-udleder. Til gengæld kan det muligvis opveje, at der i årevis har været massiv svindel med kinesiske CO2-kvoter. EU har således betalt kinesiske fabrikker store milliardbeløb for at destruere drivhusgasser, som var et biprodukt fra produktionen af kølemidler. Da kompensationen for at destruere gasserne var mange gange større end udgiften ved at producere kølemidlerne, viste det sig, at mange fabrikker alene var opført for at producere den drivhusgas, som de blev betalt for at destruere. En ny undersøgelse fra Miljøinstituttet i Stockholm har nu afsløret, at også # 35 28. august 2015 3 Rusland og Ukraine i flere år har fået milliardbeløb for at destruere drivhusgasser fra fabrikker, der alene producerede gasserne for at kunne få betaling for at destruere dem igen. jopp Nature, 19. august og Nature Climate Change, 24. august Fantasiløst At tælle får, at genkalde sig sine nærmestes ansigter for sit indre øje eller at nyde malende beskrivelser er ikke alle forundt. Først beskrevet i 1880 af Sir Francis Galton, Charles Darwins hyperintelligente halvfætter, findes der faktisk mennesker, som ikke er i stand til at visualisere. En undersøgelse fra det 20. år- hundrede anslår, at det drejer sig om 2,5 procent af Jordens befolkning, men hidtil er det kun blevet studeret og undersøgt i sammenhæng med omfattende hjerneskader eller psykisk sygdom. Nu har den kognitive neurolog, Professor Adam Zeman fra University of Exeter påtaget sig at afdække den indre blindhed. Det har resulteret i en ny diagnose for en medfødt manglende evne til at visualisere: aphantasia. De, som dækkes af den nye diagnose, beskriver, at de ikke kan fremkalde sig indre bille- der af nogen art. Oftest gælder det også for de øvrige sanser: duft, tekstur, smag, lyde eller endda følelser. Ufrivillige billeddannelser som dem, der finder sted i drømme, oplever de diagnosticerede dog stadig. Visualisering finder sted ved hjælp af et omfattende netværk spredt over flere dele af hjernen. Hvor i dette netværk, det indre øjes syn er blevet svækket eller slukket, vil måske vise sig ved nærmere undersøgelser af de mennesker, som lider af aphantasia. røsk Cortex, 26. august til at skabe tætte og forpligtende bånd. Det har været et tegn på, at man var værd at satse på. MEN hvorfor virker sorg da så provokerende og skræmmende på os? Der er ikke noget som et dødsfald, der kan få venner og bekendte til at trække sig ud i periferien og have travlt. Tanken om at blive udsat for et andet menneskes gråd og fortvivlelse er stærkt ubehagelig for de fleste i vores kultur. Jeg fornemmer, at meget af det handler om modviljen mod selve døden. Vi formår at leve med en lille hverdagsillusion om, at den rette levevis og behørig medicinsk behandling kan udsætte afslutningen – måske helt undvige den. Døden føles som en urimelighed. »Vi oplever, at folk bliver dybt overraskede over sorgen, fordi de er helt uforberedte,« fortæller Jorit Tellervo fra Videncenter for Rehabilitering og Palliation. »Vi er opflasket med de gamle klicheer om at komme over og komme videre. Vi tror, vi ikke skal tale om den afdøde, fordi det ripper op i smerten. Men vi skal snarere være nærværende og nysgerrige over for den sørgende – det bringer den døde tættere på.« Selv er jeg blottet for religiøse tendenser og har aldrig troet på livet efter døden. Men jeg ser en smuk ironi i den måde, sorgforståelsen har foretaget et herresving på siden Freuds ideer om endelig afsked. Og i at moderne forskning bringer os tilbage til erkendelsen af – i hvert fald en slags – efterliv. Sorg er et ukendt sted, indtil vi når frem. Det er til tider barsk men dog et sted, vi kan lære at leve – også med vores døde. Jorit Tellervo: »Sorg – når ægtefællen dør«. Kan hentes på www.pavi.dk Højtlæsning Hvis De er abonnent, kan De høre Lone Frank læse sin artikel på Lydavisen.dk KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
© Copyright 2024