1. No category

Weekendavisen
# 35 28. august 2015
Ny kræftprofessor. Vi skal gå
målrettet efter mutationerne.
Side 12
Hvid religion. Jødisk kulturarv
spiller nøglerolle i brasilianernes
nye blandingskirke. Side 4
Ideer
Afgang.
Den danske
astronaut skal
på overarbejde
for at nå sit
program.
Side 8
Troværdigt?
Psykologiens
resultater kan
ikke testes.
Side 6
FOTO: SCANPIX
Siden Freud. Studier af enker og enkemænd afslører, at de selv længe efter et tab ikke har sagt farvel til den døde, men lever med
fornemmelsen af en fortsat tilstedeværelse. For nogle indgår den døde endog i nye ægteskaber. Ny erkendelse i sorgarbejdet tager form.
Sorgforståelsen slår et herresving
Af LONE FRANK
Til Morten
»
Sorg viser sig at være et sted, ingen
af os kender, før vi når frem,« skriver den amerikanske forfatter Joan
Didion. Hendes bog The Year of
Magical Thinking om året efter manden John
Gregory Dunnes pludselige død var det første,
jeg læste, da jeg igen kunne læse. Det var flere
måneder efter, at jeg havde stået ved en seng
på Bispebjerg Hospitals palliative afdeling
og mærket et menneske forsvinde. Et halvt
år med aggressiv kræft var gået forud, og nu
gjorde en sygeplejerskes morfinsprøjte det sidste stykke arbejde for sygdommen. Manden,
der havde været min de sidste 13 år, var der
ikke længere.
»Livet ændrer sig på et øjeblik,« skriver
Didion videre, og sådan var det. I det hele
LAYOUT: ANDREAS PERETTI
taget viste overraskende mange af den 80-årige
kvindes erfaringer sig at spejle mine egne. Der
var den særegne smerte, som blev fysisk, slog
ud i kroppen og satte sig i led og muskler. Der
var måden, mad mistede sin appel på, og kilo
efter kilo forsvandt. Der var den uendelige
udmattelse. Og så var der den besynderlige
og hårdnakkede tro på, at jeg på magisk vis
kunne få ham tilbage, at han bare ikke kunne
være forsvundet ud i den blå luft.
Nu må du godt komme hjem, hviskede jeg
længe ud i mørket ved sengetid og lyttede efter
hoveddøren.
»Går det bedre?« spørger folk mig i et tonefald, der beder om et »ja«. Og på et tidspunkt
i samtalen falder der uundgåeligt nogle velmente bemærkninger om, at det selvfølgelig er
en svær tid, men at jeg nok skal komme videre.
Sorg er et ukendt sted, men vi bærer alligevel
rundt på forventninger til, hvordan tingene
foregår her. Antagelsen – som også var min
egen – er, at man starter på bunden af en dyb
afgrund, men langsomt kravler op og følger en
nogenlunde jævnt stigende kurve, der ender på
overfladen. I noget der ligner et »før«.
Så hvordan kunne det være, at kurven føltes
underlig savtakket? Savnet, som ikke blev
svagere, men derimod stærkere på den anden
side af de to første måneder. Og afgrunden,
som med mellemrum og selv efter ni måneder
stadig åbner sig, så jeg kan indtage min plads.
»Ideen om sorgarbejde har domineret
hovedparten af det kliniske og forskningsmæssige arbejde siden Freuds essay Mourning and
Melancholia fra 1917,« skriver den amerikanske
religionspsykolog Dennis Klass. Freud talte
i sin klassiske tekst om, hvordan vores libido
hænger ved den afdøde og må frigøres for at
kunne geninvesteres et andet sted. Det var et
kraftfuldt billede, og for eftertidens psykologer
og psykiatere blev beskeden, at sørgende måtte
slide sig igennem deres sorg for endelig på den
anden side at løsrive sig fra den døde. Lykkedes
det ikke, var der tale om patologisk sorg.
Samme tankegang går igen og forstærkes
med de senere modeller, der taler om særlige
stadier i sorgarbejdet. Især den schweiziske
psykiater Elisabeth Kübler-Ross satte sig dybe
spor i den kollektive bevidsthed med de fem
faser, hun introducerede i bestselleren On
Death and Dying fra 1969. Når chokket melder sig, reagerer vi umiddelbart med benægtelse og bevæger os derefter gennem faser med
vrede, forhandling og nedtrykthed for at ende
i accept – tolket som en løsrivelse.
»Ethvert naturligt og normalt menneske
vil, når det rammes af et tab, gå fra chok og
hele vejen til accept,« udtalte Kübler-Ross i et
interview i 1981. Og selvom hverken hun eller
Freud byggede på egentlige data, blev deres
fornemmelser til kanoniseret praksis på det
FORTSÆTTES SIDE 2
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
2
Weekendavisen
Ideer
# 35 28. august 2015
FALSIFICERET
Lokkefrøeffekten
Rational choice er en model,
som finder anvendelse i
analyser af økonomisk og
social adfærd. Men den har
også – hidtil – domineret
inden for den seksuelle selektionsteori, som omhandler de
partnervalg, der (som oftest)
foretages af hunner.
Et nyt studie af den mel-
lemamerikanske minifrø af
arten túngara har imidlertid
vist, at hunfrøen træffer
irrationelle partnervalg, og
hermed rystes hele rational
choice-teorien i sin grundvold.
Selvom det rationelle valg
for den feminine frø ville
være at give efter for den mest
attraktive hanfrøs tilnærmelser – det vil for resten
sige den han med den dybest
klingende kvækken – sker
der noget mærkeligt, når
en tredje og endnu mindre
attraktiv kandidat hopper
ind i parringsarenaen. For
så er hunnen pludselig mest
tilbøjelig til at vælge den af de
to første kandidater med den
mindst æggende kvækken.
Forskerne bag undersøgelsen – ledet af en zoolog fra
University of Texas – tilskriver dette den såkaldte lokkedue-effekt. Det er ligeledes en
økonomisk og social model,
som viser, at præsenteret for
en tredje valgmulighed – en
lokkedue så at sige – som
er ringere end de to første,
vil det endelige valg oftest
falde på det mellemgode
valg i stedet for det oplagte,
rationelle. En fyldestgørende
forklaring på de ambivalente
amfibiers irrationelle adfærd
er fortsat flygtig. Måske,
foreslår forskerne, er det i
socialt komplekse situationer
som denne for tidskrævende
og risikabelt for frøen at finde
den rationelle løsning. røsk
Science, 27. august
Flotte ben,
helt uden voks
Det har længe undret
forskningen, hvordan myg
er i stand til at gå på vandet.
Man har på forhånd antaget,
at myg hverken besidder
magiske eller guddommelige
kræfter. I stedet har man haft
den hypotese, at et lag voks
på underbenene gør sit til,
at myggen ikke synker ned
igennem vandoverfladen,
men så at sige flyder ovenpå.
Nu har et hold forskere
med den kinesiske fysiker
Jian-Lin Liu fra Kinas
Petroleum Universitet
i Qingdao imidlertid
lavet en tilbundsgående
undersøgelse, hvor de
indledte med at skrælle såvel
voks som et beskyttende lag
af mikroskopiske skæl af
myggenes ben.
Dette indgreb viste sig
ganske overraskende kun at
gøre en lille forskel. Fysikerne
opgør voks og skæl til at have
en 12,5 procents betydning
for, at myg kan gå på vandet.
I stedet har fysikerne
interesseret sig for selve
konstruktionen af myggebenene og konkluderer,
at det er selve hældningen
og svajet på benene, der er
det helt afgørende: jo mere
parallele med vandoverfladen
benene er, jo bedre er det,
hvis man skal gå på vandet.
En hældning over 62 grader
betyder, at myggen synker
direkte igennem og drukner.
Et andet forhold, som har
stor betydning, er, at det
tilsyneladende kræver gode
kræfter og stærke ben at gå
på vand, og det har myg.
Deres ben kan bære hele 23
gange deres egen vægt, og
hermed overgår myg klart
andre vandgående insekter,
vandløbere og den slags. eiby
New Scientist, 26. august
FORTSAT FRA FORSIDEN
Sorgforståelsen slår et herresving
marked for sorgrådgivning, der voksede frem
fra 1970erne.
afsluttede sorgforløb. Den såkaldte to-sporsmodel blev introduceret i 1999 og er udviklet
og formuleret af de hollandske psykologer
Margaret Stroebe og Henk Schut. For at erstatte spekulationer med evidens byggede de to
psykologer oprindelig på data fra mange kilder
og har lige siden arbejdet på at efterprøve deres
model.
Tilsammen peger en mængde analyser på,
at sorg er en fortsat vekslen mellem to mentale
spor – henholdsvis tab og genoprettelse. I det
ene spor vender man sig ind i selve savnet og
alt det, som gør ondt, mens man på det andet
et par måneder henne den psykolog, som palliativ afdeling havde sendt.
»Vi taler ikke længere om patologi,« svarede
MAN kan sige, at det er modernismen, der
han, »men om kompliceret sorg«.
sætter sig igennem hér. Religiøse forestillinVisse psykiatere har ikke desto mindre foreger om et efterliv bliver lagt i graven, og man
slået, at rubricere tilstanden som en decideret
kan ikke som tidligere regne med at se sine
lidelse, og folkene bag den store amerikanske
døde igen på den anden side. Når man ved, at
diagnosemanual DSM-5 overvejer at give den
døden virkelig er afslutningen, er den logiske
diagnosestatus. Det regnes for kompliceret
følge, at man må rive sig løs fra dem, man
sorg, når man efter mere end seks måneder
mister.
stadig er så hårdt underdrejet, at man ikke kan
Mig forekom det som en syg tanke. Man
fungere i en hverdag og genoptage nødvendige
bærer da rundt på sine døde, hvor skulle de
gøremål.
ellers være? Manden, jeg kendte så godt, sidder
Det er mennesker, som er kørt fast i ét spor –
uhjælpeligt fast i min bevidsthed og er der fra
enten kan de kun orientere sig mod deres tab,
det øjeblik, jeg slår øjnene op om morgenen.
eller de evner ikke at anerkende tabet og bruger
Nogle gange meget tæt på, som om han er i
al energi på at undgå sorgen. Symptomerne
rummet ved siden af og til andre tider mere
men de får overtaget og stiller sig i
»Vi tror, vi ikke skal tale om veksler,
fjern og i skikkelse af erindringsbilleder, der
vejen for et liv. Fænomenet ser ud til at ramme
viser sig. Den særlige måde han kunne sidde
den afdøde, fordi det ripper mellem 10 og 15 procent efterladte, og foreløpå sengekanten og sige »skat« på. Hans fuldbige undersøgelser udpeger nogle risikofaktorer.
op i smerten. Men vi skal
stændig overgivne latter.
Det er blandt andet at være kvinde, pessimiFortsatte bånd, hedder det i den moderne
snarere være nærværende stisk indstillet, have tidligere diagnosticerede
sorgforskning, og deres entré udgør det første
depressioner og et højt stressniveau.
og nysgerrige over for den
markante brud med fortiden. En milepæl er
Jeg kan svare ja til det hele, men jeg har
antologien Continuing Bonds: Another View of
alligevel undgået den komplicerede sorgs
sørgende – det bringer den hængedynd. Jeg oplever tunge dage, jeg græder
Grief fra 1996, som samler studier af forskellige kulturers omgang med sorg og grundige
jævnligt, men jeg kan igen gå på arbejde, og jeg
døde tættere på.«
empiriske undersøgelser af sørgende, der har
er i stand til at tænke på andet. Undertiden har
mistet nære familiemedlemmer.
jeg dårlig samvittighed over det – jeg elskede
Psykologerne Phyllis Silverman og Stephan spor vender sig mod udfordringerne med at
ham jo og burde ikke kunne undvære ham –
Nickman følger således en stor gruppe børn og skulle leve et liv uden den anden. I dag erken- men forskere ville kalde mig resilient. Hvorfor?
viser, hvordan de konstruerer en rolle for deres der man, at sorg forløber individuelt og ikke
»Personlighed forudsiger kun omkring 10
døde forældre og bliver ved med at have et ak- følger noget manuskript. Men som Stroebe
procent, når det kommer til resiliens,« siger
tivt mentalt forhold til dem. Studier af enker
og Schut udtrykker det: »Et vigtigt postulat i
sorgforsker ved Columbia University, George
og enkemænd afslører, at de selv årevis efter et modellen er, at en vekslen mellem de to spor er Bonnano, i bogen The Truth About Grief fra
tab ikke har sagt farvel til den døde. Et flertal nødvendig for en adaptiv håndtering.«
2011. »At have penge hjælper, et socialt netværk
fortæller, hvordan de lever med fornemmelsen
hjælper, men der findes ikke én ting, som er
af en slags tilstedeværelse – for nogle endda
LÆNGE håndterede jeg ikke noget som helst. den afgørende faktor.«
på kanten til hallucination – og at den døde
Dagene gik med at ligge i en sofa og lade radio
Jeg har hverken penge eller noget overvælpå sin vis indgår i selv nye ægteskaber. Det
eller fjernsyn gå for lydens skyld. Alle tanker
dende socialt netværk, men jeg genkender
handler ikke om fastfrosne minder, men om et klæbede til manden – hans sygdomsforløb og en faktor, som Michael Norton og Francesca
egentligt forhold, der udvikler sig i tid.
det groteske forfald, det desperate og pludseGino fra Harvard Business School i 2014
De fortsatte bånd er bygget ind i den nye
lige dødsfald en tidlig morgen. Urimeligheden beskriver i Journal of Experimental Psychology.
sorgforståelse. En forståelse, som endnu ikke
i det hele. Savnet slog ind over sofaen i bølger, De to finder, at de sørgende, som emotionelt
har banet sig vej ind i vores hverdag, men som og den virkelighed, som bankede på, kunne
er mest modstandskraftige, er vældig forskelhar indtaget professionelle cirkler, og som
jeg ikke tage mig af.
lige, men har én ting til fælles: Ritualer. Små
endeligt gør op med ideen om det lineære og
»Hvornår bliver sorg patologisk,« spurgte jeg private handlinger, som er ladet med betydning
LAYOUT: ANDREAS PERETTI
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ
Ideer
Weekendavisen
Kuldioxid og
varm luft
Kina har i et årti været verdens største CO2 udleder især
takket være et stærkt stigende
forbrug af kul. De kinesiske
statistikker, som ligger til
grund for opgørelserne, kommer imidlertid ofte med modstridende tal og bliver jævnligt
revideret. Økologen Zhu
Liu fra Harvard University
og hans team havde derfor
en fornemmelse af, at det
reelle tal kunne være langt
højere, da de gik i gang med
at lave deres egen opgørelse
på grundlag af oplysninger
fra omkring 5.000 kinesiske
kulminer.
Forskergruppen var derfor
overrasket over, at deres analyser viste, at Kina udsender
omkring 15 procent mindre
CO2, end man hidtil havde
ment. Forklaringen er, at FN’s
Klimapanel hidtil er gået ud
fra, at de kinesiske kul var
af samme kvalitet som kul,
der bliver brugt i Europa og
Nordamerika, men undersøgelsen viste, at de kinesiske
kulminer producerer kul og
brunkul af en langt lavere
kvalitet, der indeholder hele
40 procent mindre kulstof.
og med til at skabe en slags orden i et mentalt
kaos.
I tiden efter tænkte jeg ikke på det som
ritualer, men der var ting, jeg gjorde. Igen og
igen lod jeg Leonard Cohen brumme sig igennem en bestemt sang, mens jeg hylede mig til
udmattelse uden hensyn til naboer og forbipasserende. Efter det kunne jeg sove. I løbet af
dagen kunne jeg styre uden om sorte huller
med motionsøvelser på stuegulvet – antallet af
gentagelser var altid 56. Det antal år han fik.
»TANKEN om at sorg kan være et nyttigt
biologisk træk, formet af naturlig udvælgelse,
synes både absurd og en anelse kuldslået,« skriver den amerikanske læge og evolutionsbiolog
Randolph Nesse.
Jeg giver ham ret. Tanken virker nærmest
kynisk – da især, når man selv står midt i det.
Det skriger vel til himlen, hvorfor vi sørger. At
sorg, hvor slem og biologisk bekostelig den end
er, ganske simpelt er den uundgåelige bivirkning af kærlighed.
Noget lignende hævder den britiske psykolog
John Archer i The Nature of Grief fra 1999.
Sorgens reaktioner følger af selve vores evne og
trang til at skabe bånd til andre mennesker, og
er altså en omkostning, vi betaler for at være
hyper-sociale flokdyr.
Forkert, argumenterer Randolph Nesse.
Sorgen er en decideret evolutionær tilpasning,
som har været en overlevelsesmæssig fordel.
Sorgreaktioner er formentlig ikke noget unikt
menneskeligt, men forekommer hos mange dyr,
fordi den kan være en meget effektiv læremester. Det intense ubehag ved at miste har tilbage
i evolutionens dyb fået os til at lede efter afkom,
der blev væk, og til aldrig igen at lade en unge
ude af syne ved et vandhul, når man én gang
havde oplevet at få én snuppet af en krokodille.
Det er for mekanistisk, svarer den unge psykolog Bo Winegard og tre kolleger fra Florida
State University. De argumenterer i Personality
and Social Psychology Review, som udkom sidste
år, for, at sorg er udviklet som et socialt signal.
Evnen til at sørge har signaleret til andre mennesker – både eksisterende og potentielle partnere og sociale forbindelser – at man er i stand
LAYOUT: ANDREAS PERETTI
At den kinesiske CO2udledning nu bliver reduceret
med 15 procent er dog ikke
nok til at rokke ved Kinas
førerposition som verdens
absolut største CO2-udleder.
Til gengæld kan det muligvis
opveje, at der i årevis har været
massiv svindel med kinesiske
CO2-kvoter. EU har således
betalt kinesiske fabrikker store
milliardbeløb for at destruere drivhusgasser, som var et
biprodukt fra produktionen af
kølemidler.
Da kompensationen for at
destruere gasserne var mange
gange større end udgiften ved
at producere kølemidlerne,
viste det sig, at mange fabrikker alene var opført for at producere den drivhusgas, som de
blev betalt for at destruere.
En ny undersøgelse fra
Miljøinstituttet i Stockholm
har nu afsløret, at også
# 35 28. august 2015
3
Rusland og Ukraine i flere
år har fået milliardbeløb for
at destruere drivhusgasser fra
fabrikker, der alene producerede gasserne for at kunne få
betaling for at destruere dem
igen.
jopp
Nature, 19. august og Nature
Climate Change, 24. august
Fantasiløst
At tælle får, at genkalde sig
sine nærmestes ansigter for
sit indre øje eller at nyde
malende beskrivelser er ikke
alle forundt.
Først beskrevet i 1880 af
Sir Francis Galton, Charles
Darwins hyperintelligente
halvfætter, findes der faktisk
mennesker, som ikke er i
stand til at visualisere. En
undersøgelse fra det 20. år-
hundrede anslår, at det drejer
sig om 2,5 procent af Jordens
befolkning, men hidtil er det
kun blevet studeret og undersøgt i sammenhæng med
omfattende hjerneskader eller
psykisk sygdom.
Nu har den kognitive
neurolog, Professor Adam
Zeman fra University of
Exeter påtaget sig at afdække
den indre blindhed. Det har
resulteret i en ny diagnose for
en medfødt manglende evne
til at visualisere: aphantasia.
De, som dækkes af den nye
diagnose, beskriver, at de ikke
kan fremkalde sig indre bille-
der af nogen art. Oftest gælder
det også for de øvrige sanser:
duft, tekstur, smag, lyde eller
endda følelser. Ufrivillige
billeddannelser som dem, der
finder sted i drømme, oplever
de diagnosticerede dog stadig.
Visualisering finder sted
ved hjælp af et omfattende
netværk spredt over flere
dele af hjernen. Hvor i dette
netværk, det indre øjes syn er
blevet svækket eller slukket,
vil måske vise sig ved nærmere
undersøgelser af de mennesker, som lider af aphantasia.
røsk
Cortex, 26. august
til at skabe tætte og forpligtende bånd. Det har
været et tegn på, at man var værd at satse på.
MEN hvorfor virker sorg da så provokerende
og skræmmende på os? Der er ikke noget som
et dødsfald, der kan få venner og bekendte til at
trække sig ud i periferien og have travlt. Tanken
om at blive udsat for et andet menneskes gråd
og fortvivlelse er stærkt ubehagelig for de fleste i
vores kultur.
Jeg fornemmer, at meget af det handler om
modviljen mod selve døden. Vi formår at leve
med en lille hverdagsillusion om, at den rette
levevis og behørig medicinsk behandling kan
udsætte afslutningen – måske helt undvige den.
Døden føles som en urimelighed.
»Vi oplever, at folk bliver dybt overraskede
over sorgen, fordi de er helt uforberedte,«
fortæller Jorit Tellervo fra Videncenter for
Rehabilitering og Palliation. »Vi er opflasket
med de gamle klicheer om at komme over og
komme videre. Vi tror, vi ikke skal tale om den
afdøde, fordi det ripper op i smerten. Men vi
skal snarere være nærværende og nysgerrige over
for den sørgende – det bringer den døde tættere
på.«
Selv er jeg blottet for religiøse tendenser og
har aldrig troet på livet efter døden. Men jeg
ser en smuk ironi i den måde, sorgforståelsen
har foretaget et herresving på siden Freuds ideer
om endelig afsked. Og i at moderne forskning
bringer os tilbage til erkendelsen af – i hvert fald
en slags – efterliv.
Sorg er et ukendt sted, indtil vi når frem. Det
er til tider barsk men dog et sted, vi kan lære at
leve – også med vores døde.
Jorit Tellervo: »Sorg – når ægtefællen dør«.
Kan hentes på www.pavi.dk
Højtlæsning
Hvis De er abonnent, kan De
høre Lone Frank læse sin
artikel på Lydavisen.dk
KORREKTUR: FLEMMING GERTZ