6 Arv&Testamente
Kristeligt Dagblad Lørdag 23. maj 2015
eksempler fra bogen ”SORG – NÅR ÆGTEFÆLLEN DØR”
Lone Emig, mistede sin mand, Bjarne:
Per Hoff, mistede sin hustru, Bitten:
Jens Sand, mistede sin hustru, Else:
33”Det er kedeligt, at det liv, vi havde planlagt sammen, drejede i en
helt anden retning. Det talte vi også om: Dette her havde vi ikke set
komme. Alt det, vi havde planlagt, vi skulle sammen, når vi forlod
arbejdsmarkedet, nyde livet, rejse, gøre alt det, som vi ikke havde haft
tid til, mens vi havde et travlt arbejdsliv, hus og børn. Så blev det hele
bare så anderledes. Det er da en stor sorg. Det handler både om, at
man ikke får det, man havde ønsket sig, og om at give afkald – det
skabte en stor tristhed og en frustration i lang tid.”
33”Jeg savner mest, at jeg ikke kan give hende et knus. Vi plejede at
begynde og afslutte hver dag med et kys. Hun var helt ligeglad med
andres reaktioner på den slags. Var vi omgivet af sygeplejersker, da
hun var indlagt, så skulle jeg kysse hende uanset hvad. Den fysiske
kontakt – det er et stort savn.”
33”Jeg møder jo mange mennesker, for eksempel er jeg fortsat med at
gå til træning i et nærliggende ældrecenter, hvor Else og jeg gik sammen. Vi er mange her, som har kendt hinanden i flere år, men så går
man hjem og er alligevel alene. Der er ingen at dele oplevelserne med,
tankerne, ingen, man kan afstemme sine meninger med. Jeg erkender,
at jeg ikke ’kommer over’ Elses død, ens liv bliver aldrig det samme
igen. Jeg tænker på hende hver dag. Sommetider hører jeg en lyd i
huset og tror, det er hende, og der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu
må hun da snart komme hjem. Jeg får lyst til at råbe: Hvorfor kommer
du ikke? Det er ikke sygeligt, mener jeg, det er bare sådan, det er. Det
er et vilkår at føle sig ensom i min situation.”
Den afdødes alder definerer ikke
retten til at sørge
Når man mister sin ægtefælle gennem mange år, bliver man ofte mødt med bemærkninger om, at man trods alt
fik mange gode år sammen. Men sorg handler slet ikke om alder, påpeges det i ny bog
Af Vibeke Mikkelsen Hansen
[email protected]
Er ens sorg mindre berettiget,
fordi man har mistet en ægtefælle, som var ”godt oppe i
årene”?
På ingen måde, slår Jorit
Tellervo fast. Hun er projektleder i Pavi, Videncenter for
Rehabilitering og Palliation,
hvor hun arbejder med indsatsen over for ældre mennesker, der mistet deres ægtefælle. Det har hun udgivet en
bog om, ”Sorg – når ægtefællen dør”, som netop er udkommet.
Alligevel er det en opfattelse, som er ganske udbredt. Så
snart et gammelt menneske
dør, vælter klichéerne ned
over den efterladte ægtefælle.
”I fik så mange gode år
sammen”, ”Det er naturens
gang”, ”Han havde jo alderen
til det”, ”Du må se at komme
videre”. Men sorgen efter tabet af en ægtefælle er mere
kompleks, end vi jævnligt gør
den til.
”I dag ved vi faktisk, at sorg
ikke handler om alder, men
om relation. Når et menneske
dør, spørger folk: ’Hvor gammel blev han?’. Alder får en
WW Død og sorg er
noget, som gør de fleste bange, fordi vi
ved, at det kommer til
at indbefatte os selv
på et tidspunkt.
Derfor bruger vi i
hverdagen meget tid
på at fortrænge, at vi
skal dø.
Jorit Tellervo
projektleder
tydelig placering i forbindelse med et dødsfald, fordi vi
tidligere har troet, at når vi
blev ældre, så kunne vi indstille os på at acceptere tabet,
fordi det er naturens gang, og
det på den måde kunne blive
meningsfuldt,” siger Jorit Tellervo. Hun henviser til en
række forskningsresultater,
der afslører, at når gamle
mennesker mister deres ægtefælle, gennemgår de en risikofyldt overgang i deres liv,
hvor det kan være svært at leve med sorgen.
”Mange fortæller mig, at
det er en underdrivelse, når
der bliver sagt, at to bliver til
én. Rigtig mange efterladte,
der har mistet ægtefællen og
været sammen gennem længere tid, siger, at to bliver til
en halv. Ud over at miste den
anden mister de alt det fælles, de har haft. Hvordan vil
det være at bevæge sig ud i
verden uden den anden, ikke
at have nogen at sige godnat
til eller spise aftensmad sammen med og at komme hjem
til et hus, der ikke har været i
bevægelse, når man lukker
sig ind. Det er en helt ny
identitet, man skal have dannet, og mange får en følelse
af, at de har mistet overordentligt meget,” siger Jorit
Tellervo.
Tidligere har sorgen været opfattet sådan, at den gennemløb nogle faser og derefter
blev overstået i løbet af et år
eller to. Vi kunne derefter være klar til at reinvestere vores
energi i noget nyt. Men i dag
ved man, at man ikke kom-
mer over sorg. Derimod finder man en måde at integrere
tabet og den afdøde i sit liv
på. Det gør man blandt andet
igennem en række ritualer og
erindringer om den afdøde.
En sorgbearbejdning, som
kan lindre og støtte i tiden,
efter at man har mistet sin
ægtefælle.
”Vi kalder det den afdødes
vedvarende livskraft, når vi
tager den afdødes betydning
med videre i vores liv. De efterladte fortæller om ritualer
i hverdagen, hvor de eksempelvis siger godnat til et billede, sover i den afdødes seng,
bærer vielsesringen i en kæde om halsen eller skriver
breve til den afdøde for at
kommunikere og have kontakten. Andre har større ritualer, hvor de ved fødselsdag,
bryllupsdag, allehelgensdag
eller til jul gør noget særligt
med hele familien for at genkalde sig erindringen om den
afdøde. Det er ritualer, der
kan gå gennem generationer,” siger Jorit Tellervo, der
forklarer, at den afdøde for
mange bliver en rådgiver og
vejleder.
Det er naturligvis ofte ubærligt at miste et barn eller et
ungt menneske, og denne
sorg er også fuldkommen anerkendt for de fleste, understreger Jorit Tellervo. Men alderen hos den afdøde har sat
en målestok for, hvornår det
er værst at miste.
”Det er i virkeligheden retten til at sørge, der er på spil.
Når man mister et barn, er
det en off time-begivenhed
(en begivenhed, der sker for
tidligt, red.), men når det er
et gammelt menneske, der
dør, er det en on time-begivenhed (en begivenhed, der
sker, når den skal, red.) og
noget, vi kan forvente. Jeg er
ikke tilhænger af, at man laver en sammenligning. Sorg
er individuel, og man kan ikke sammenligne sorg. Børn,
der mister en gammel forælder, oplever også, at sorgen
bliver bagatelliseret. Hvis
man som 50-årig mister sin
80-årige mor, oplever man
sommetider, at omverdenen
underkender den relation.
Men sorg handler om kærlighed, og derved negligerer
man også kærligheden,” siger Jorit Tellervo, der ser det
som en forsvarsmekanisme,
når vi forsøger at give døden
mening ved at underlægge
den alderen.
”Død og sorg er noget, som
gør de fleste bange, fordi vi
ved, at det kommer til at indbefatte os selv på et tidspunkt. Derfor bruger vi i
hverdagen meget tid på at
fortrænge, at vi skal dø. Ved
at negligere ældre menneskers død holder vi det væk
og tænker, at det kun vedrører mennesker over 80 år.
Men prisen for det er også, at
vi er uforberedte på, hvordan
det bliver, når vi selv kommer
i den situation,” siger Jorit
Tellervo.
”Det er en måde, vi har besluttet os for at holde døden
skjult ved at negligere den.
Og mange efterladte oplever
at blive rost for, at de kan holde sig på den banehalvdel,
der hedder, at ’du klarer det
flot, hvor er det godt, du så
hurtigt er på banen igen’. Vi
bliver bekræftede i, at det er
den rigtige måde at sørge på
ved ikke at skildre sorgen.
Den her kollektive angst og
uro for døden bliver en kollektiv tavshed, som gør, at
når man så står der, er man
meget uforberedt på, at det
kan være den direkte vej ’til
helvede’, som nogle efterladte udtrykker det, efter ægtefællens død.”