6 Arv&Testamente Kristeligt Dagblad Lørdag 23. maj 2015 eksempler fra bogen ”SORG – NÅR ÆGTEFÆLLEN DØR” Lone Emig, mistede sin mand, Bjarne: Per Hoff, mistede sin hustru, Bitten: Jens Sand, mistede sin hustru, Else: 33”Det er kedeligt, at det liv, vi havde planlagt sammen, drejede i en helt anden retning. Det talte vi også om: Dette her havde vi ikke set komme. Alt det, vi havde planlagt, vi skulle sammen, når vi forlod arbejdsmarkedet, nyde livet, rejse, gøre alt det, som vi ikke havde haft tid til, mens vi havde et travlt arbejdsliv, hus og børn. Så blev det hele bare så anderledes. Det er da en stor sorg. Det handler både om, at man ikke får det, man havde ønsket sig, og om at give afkald – det skabte en stor tristhed og en frustration i lang tid.” 33”Jeg savner mest, at jeg ikke kan give hende et knus. Vi plejede at begynde og afslutte hver dag med et kys. Hun var helt ligeglad med andres reaktioner på den slags. Var vi omgivet af sygeplejersker, da hun var indlagt, så skulle jeg kysse hende uanset hvad. Den fysiske kontakt – det er et stort savn.” 33”Jeg møder jo mange mennesker, for eksempel er jeg fortsat med at gå til træning i et nærliggende ældrecenter, hvor Else og jeg gik sammen. Vi er mange her, som har kendt hinanden i flere år, men så går man hjem og er alligevel alene. Der er ingen at dele oplevelserne med, tankerne, ingen, man kan afstemme sine meninger med. Jeg erkender, at jeg ikke ’kommer over’ Elses død, ens liv bliver aldrig det samme igen. Jeg tænker på hende hver dag. Sommetider hører jeg en lyd i huset og tror, det er hende, og der er øjeblikke, hvor jeg tænker, at nu må hun da snart komme hjem. Jeg får lyst til at råbe: Hvorfor kommer du ikke? Det er ikke sygeligt, mener jeg, det er bare sådan, det er. Det er et vilkår at føle sig ensom i min situation.” Den afdødes alder definerer ikke retten til at sørge Når man mister sin ægtefælle gennem mange år, bliver man ofte mødt med bemærkninger om, at man trods alt fik mange gode år sammen. Men sorg handler slet ikke om alder, påpeges det i ny bog Af Vibeke Mikkelsen Hansen [email protected] Er ens sorg mindre berettiget, fordi man har mistet en ægtefælle, som var ”godt oppe i årene”? På ingen måde, slår Jorit Tellervo fast. Hun er projektleder i Pavi, Videncenter for Rehabilitering og Palliation, hvor hun arbejder med indsatsen over for ældre mennesker, der mistet deres ægtefælle. Det har hun udgivet en bog om, ”Sorg – når ægtefællen dør”, som netop er udkommet. Alligevel er det en opfattelse, som er ganske udbredt. Så snart et gammelt menneske dør, vælter klichéerne ned over den efterladte ægtefælle. ”I fik så mange gode år sammen”, ”Det er naturens gang”, ”Han havde jo alderen til det”, ”Du må se at komme videre”. Men sorgen efter tabet af en ægtefælle er mere kompleks, end vi jævnligt gør den til. ”I dag ved vi faktisk, at sorg ikke handler om alder, men om relation. Når et menneske dør, spørger folk: ’Hvor gammel blev han?’. Alder får en WW Død og sorg er noget, som gør de fleste bange, fordi vi ved, at det kommer til at indbefatte os selv på et tidspunkt. Derfor bruger vi i hverdagen meget tid på at fortrænge, at vi skal dø. Jorit Tellervo projektleder tydelig placering i forbindelse med et dødsfald, fordi vi tidligere har troet, at når vi blev ældre, så kunne vi indstille os på at acceptere tabet, fordi det er naturens gang, og det på den måde kunne blive meningsfuldt,” siger Jorit Tellervo. Hun henviser til en række forskningsresultater, der afslører, at når gamle mennesker mister deres ægtefælle, gennemgår de en risikofyldt overgang i deres liv, hvor det kan være svært at leve med sorgen. ”Mange fortæller mig, at det er en underdrivelse, når der bliver sagt, at to bliver til én. Rigtig mange efterladte, der har mistet ægtefællen og været sammen gennem længere tid, siger, at to bliver til en halv. Ud over at miste den anden mister de alt det fælles, de har haft. Hvordan vil det være at bevæge sig ud i verden uden den anden, ikke at have nogen at sige godnat til eller spise aftensmad sammen med og at komme hjem til et hus, der ikke har været i bevægelse, når man lukker sig ind. Det er en helt ny identitet, man skal have dannet, og mange får en følelse af, at de har mistet overordentligt meget,” siger Jorit Tellervo. Tidligere har sorgen været opfattet sådan, at den gennemløb nogle faser og derefter blev overstået i løbet af et år eller to. Vi kunne derefter være klar til at reinvestere vores energi i noget nyt. Men i dag ved man, at man ikke kom- mer over sorg. Derimod finder man en måde at integrere tabet og den afdøde i sit liv på. Det gør man blandt andet igennem en række ritualer og erindringer om den afdøde. En sorgbearbejdning, som kan lindre og støtte i tiden, efter at man har mistet sin ægtefælle. ”Vi kalder det den afdødes vedvarende livskraft, når vi tager den afdødes betydning med videre i vores liv. De efterladte fortæller om ritualer i hverdagen, hvor de eksempelvis siger godnat til et billede, sover i den afdødes seng, bærer vielsesringen i en kæde om halsen eller skriver breve til den afdøde for at kommunikere og have kontakten. Andre har større ritualer, hvor de ved fødselsdag, bryllupsdag, allehelgensdag eller til jul gør noget særligt med hele familien for at genkalde sig erindringen om den afdøde. Det er ritualer, der kan gå gennem generationer,” siger Jorit Tellervo, der forklarer, at den afdøde for mange bliver en rådgiver og vejleder. Det er naturligvis ofte ubærligt at miste et barn eller et ungt menneske, og denne sorg er også fuldkommen anerkendt for de fleste, understreger Jorit Tellervo. Men alderen hos den afdøde har sat en målestok for, hvornår det er værst at miste. ”Det er i virkeligheden retten til at sørge, der er på spil. Når man mister et barn, er det en off time-begivenhed (en begivenhed, der sker for tidligt, red.), men når det er et gammelt menneske, der dør, er det en on time-begivenhed (en begivenhed, der sker, når den skal, red.) og noget, vi kan forvente. Jeg er ikke tilhænger af, at man laver en sammenligning. Sorg er individuel, og man kan ikke sammenligne sorg. Børn, der mister en gammel forælder, oplever også, at sorgen bliver bagatelliseret. Hvis man som 50-årig mister sin 80-årige mor, oplever man sommetider, at omverdenen underkender den relation. Men sorg handler om kærlighed, og derved negligerer man også kærligheden,” siger Jorit Tellervo, der ser det som en forsvarsmekanisme, når vi forsøger at give døden mening ved at underlægge den alderen. ”Død og sorg er noget, som gør de fleste bange, fordi vi ved, at det kommer til at indbefatte os selv på et tidspunkt. Derfor bruger vi i hverdagen meget tid på at fortrænge, at vi skal dø. Ved at negligere ældre menneskers død holder vi det væk og tænker, at det kun vedrører mennesker over 80 år. Men prisen for det er også, at vi er uforberedte på, hvordan det bliver, når vi selv kommer i den situation,” siger Jorit Tellervo. ”Det er en måde, vi har besluttet os for at holde døden skjult ved at negligere den. Og mange efterladte oplever at blive rost for, at de kan holde sig på den banehalvdel, der hedder, at ’du klarer det flot, hvor er det godt, du så hurtigt er på banen igen’. Vi bliver bekræftede i, at det er den rigtige måde at sørge på ved ikke at skildre sorgen. Den her kollektive angst og uro for døden bliver en kollektiv tavshed, som gør, at når man så står der, er man meget uforberedt på, at det kan være den direkte vej ’til helvede’, som nogle efterladte udtrykker det, efter ægtefællens død.”
© Copyright 2024