Boganmeldelse Hjertebånd af Lise Trap ved tidligere underviser på Danmarks Sygeplejerskehøjskole og foredragsholder Vibeke Frimodt ”Hjertebånd” er titlen på sognepræst Lise Traps fine bog, som handler om, ”at leve med sine døde”. Grundtanken er, at sorg er kærlighed, og at ens døde ikke er noget, man kan lægge bag sig. Sorg går ikke over. Lise Trap lægger afstand til teorierne om sorgfaser, som den sørgende skulle igennem: chokfase, reaktionsfase, bearbejdningsfase og nyorienteringsfase. De teorier har været dominerende i en årrække, men ifølge Lise trap er de på retur. Den nye erkendelse er, at sorg er forskellig fra menneske til menneske, at der er to spor i den sørgendes liv. Den teori tager udgangspunkt i, at man som sørgende svinger mellem at se tilbage på alt det, man mistede og at orientere sig og forholde sig til den virkelighed, der nu er opstået. Eller med andre ord: modellen illustrerer netop det, at sorgen forløber i to spor – det ene rettet mod den døde, tabet, følelserne og det andet rettet mod det nye forandrende liv, der skal leves fremover. Pointen er, at den naturlige, almindelige sorg forløber i begge spor – samtidigt – og hele tiden vekslende mellem at have tabet og det forandrende liv som henholdsvis forgrund eller baggrund. Den sørgende lever i begge spor og er skiftevis, svingene som et pendul, i det tabsorienterede spor med alle følelserne, der er forbundet med sorgen, og i det reetablerende, der er forbundet med de handlinger, der er knyttet til det nye, forandrende liv. Den sorg, der forløber i en fleksibel, levende bevægelse mellem de to spor vil med tiden føre den sørgende mere over i det reetablerende spor, og vil hjælpe ham eller hende til at være i livet med sorg og længsel, men også med glæder. Sorgen er en besværlig, smertefuld følelse, men den har sin rod i glæde over og kærlighed til livet, og til den, der var i livet sammen med én. Derfor er sorg og glæde ikke enten-eller, men tæt forbundne. Som to spor ud af den samme vej. Hjertebånd brister ikke, og man er ikke skrupskør, når man bærer sine døde med sig. Hvordan kan vi leve med båndende til vore døde? Det gør mennesker på forskellige måder. Lise Trap reflekterer over, hvordan mennesker lever med deres døde, over tøj, mærkedage, kirkegårdsbesøg, lystænding og andet. Og ind imellem er der fotos og fortællinger af mennesker, der har mistet, og som hver især har fundet en måde at bringe den døde videre i livet, fortællinger om sorg og livsduelighed. Her er Carl, der mistede sin kone efter 59 års ægteskab og fik smedet vielsesringene sammen til én ring. Rie der har et par af sin mands slidte fodformede sko stående i soveværelset, ”skoene giver mig et nænsomt spark, og jeg kan høre Jørgen sige: Det kan du da”. Per, der mistede sin voksne datter, men altid bærer hende med sig som en tatovering nær hjertet. Christina, der mistede sin nyfødte datter og har samlet alt på ét sted om den lille Lærke, i en bog, så hun selv kan bestemme, hvornår hun betræder sorgens rum. Kirken. Et af de afsluttede kapitler handler om kirken. Lise Trap har nogle meget kloge refleksioner over kirkens betydning for både levende og døde. Kirken er et sted, hvor man kan være med sin sorg. Hvor andre kan undre sig over, at man kan sørge, selvom det er fem år siden, man har mistet, er det legitimt i kirken, hvor menneskelivet ses under evighedens synsvinkel. Kirken er et sted, hvor man kan gå ind bag de solide mure og være i sin sorg, hvad enten det er til en gudstjeneste, eller uden for gudstjenestetid. Den er et sted, hvor andre har grædt og råbt og bedt for én selv, og hvor man selv kan gøre det. Det er det, vi også har kirkerne til. Samtidig er den et sted, man kan forlade igen for at gå ud til alt det, der venter. Lise Trap har tidligere skrevet bogen ”Sorg – den største ære glæden kan få” ud fra erfaringer som præst og sjælesøger og erfaringen af at miste en voksen søn. ”Hjertebånd” er en fortsættelse om at leve med sorgen og har samme fine lødige kvalitet, som ”Sorg”. Lise Trap formår på en nuanceret måde at beskrive, at der er mange faktorer der påvirker menneskers sorg. Bogen peger på, at det er værdifuldt at forstå sorgen – ikke som en række kronologiske faser, der skal føre frem til en afsluttet, afklaret sindstilstand – men som et forløb, der kører i flere spor med varierende intensitet. Sorgen skal ikke overstås, men accepteres som en del af livet. Bogen er en vigtig hjælp og håndsrækning til det menneske, der møder den store sorg at miste et menneske. Bogen henvender sig også til pleje – og sundhedspersonale, som i deres virksomhed møder de pårørende og efterladte efter et dødsfald. Lise Trap. Hjertebånd. - At leve med sine døde 116 sider. 200 kr. Alfa 2013.