1. No category

1
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
Kapitel 6: Lærerne
Det var blevet os fortalt, at lærerne på De Forenede Kirkeskoler var helt specielle
og hørte til landets bedste. Det tror jeg gerne selvom jeg ikke har prøvet noget
andet, effektive var de i hvert fald, og der blev virkelig stillet store krav til os
drenge. Der var ingen plads til afslapning eller slendrian, det var kun hårdt
arbejde, hvilket selvfølgelig også var nødvendigt, når der oven i det normale
skolepensum skulle lægges de mange timers sanguddannelse. Den foregik
sideløbende i to spor: med stemmedannelse og med hørelære, hvert fag med 3
timer om ugen altså 6 timer oven i det daglige skema. Blev man udtaget til
solistklassen hvad jeg blev, var det 2 timer mere. Dertil kom senere
aftenprøverne til koncertrepertoiret, som var 2 timer prøve to gange om ugen. I
hørelære havde vi Povl Fledelius – kaldet Fido, som lærte os at synge
intervaller efter særlige håndtegn: Stor tone, en lille tone, en kvart, en kvint, sang
vi med denne tekst, først i opadgående retning, siden nedad, mens Povl
Fledelius stod ved sin spillekasse og pumpede blæsebælgen op med den ene
hånd og gav begyndelsestoner med den anden. Min far blev ofte gal når jeg
kaldte det en stor og lille tone når det nu hed en prim og sekund – det andet var
hvis man spillede kraftigt eller svagt – tordnede han! Der blev terpet tonenavne,
taktarter og undervist i krydser og b’er, og vi lærte, at de faste krydser indtrådte
i rækkefølgen f, c, g, d, a, e, h, hvilket man kunne huske på remsen ”Far Cykler
Gennem Døren Af Et Hus”, eller det de kaldte kvintcirklen; mens b’erne havde en
anden remse: ”Her Er Alle De Gode Chokolade Frøer,” - eller ”-Fabrikker”, hvis
man syntes, det var bedre. Vi lærte kvint-cirklen til at holde redde på dur
tonearterne og en terts ned for den tilsvarende mol toneart. For b´erne at
næstsidste b svarede til dur-tonarten. Det var det rene røversprog hvor der er
nogle jeg ikke længere husker meningen af:”fru Andersen cykler elendigt” og ”en
gås har dejligt fedt”. Sangøvelserne”hængekøjen” og ”kryds- og tværs’en” skulle
blot lige angives sådan så var vi straks på. Til støtte for indlæringen af intervaller
havde vi en oversigt over melodibegyndelser. For eksempel lærte vi, at en kvart
var ligesom begyndelsen af I østen stiger solen op, en lille sekst Udrust dig, helt
fra Golgatha, mens den lille septim var En højbåren jomfru, svarende til femte
linie af sangen Vort modersmål er dejligt.
”Fido” var meget tør, men en fortrinlig underviser. Han lærte os at synge
intervallerne ved hjælp af et særligt tegnsprog, der mindede om tegnene når
9. april 2015
2
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
man ”klunser” og som man skulle tro var opfundet på døveskolen. En knyttet
hånd – ”en sten” i klunsning - var et tonespring på en oktav, som skulle gå op
eller ned svarende til hvordan han førte hånden. De mindste tonespring var
enten en ”lille tone” eller en ”stor tone” hvilket min musiker far til stadighed
belærte mig om hed en prim og en sekund; men da jeg troede mere på ”Fido”
blev det som han sagde: ”Lille tone” var blot pege- og langfinger der pegede til
siden så det lignede en dobbeltløbet pistol fra de cowboyfilm jeg havde set. En
”Stor tone” lignede klunsetegnet ”en saks” eller den hilsen vi brugte som
ulveunger i Det Danske Spejderkorps, eller V-tegnet som Churchil gjorde. En ”lille
terts” lignede en ”lille tone”; men nu strittede der en tommeltot op bag de to
pistolløbs fingre
Lille terts
– og en ”stor terts” var blot alle tre fingre, tommel-, pege- og langfinger
strittende ud på samme måde katolske præster viser tegnet for treenigheden og
den måde man giver tegn til tjeneren på kroen om at bestille tre genstande. En
”kvart” var tomlen skjult bag fire strittende fingre og en ”kvint” var alle fem
fingre spredt ud. En knyttet hånd var en ”oktav”.
”Fido” alias Povl Fledelius
9. april 2015
3
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
Hos ”Fido” havde vi også rytmelære, som var en blanding af ”klappekage”
øvelser og nedskrivning af rytmer når han på kanten af spillekassen med den
stumpe ende af en blyant frembragte nogle rytmiske lyde. Han sluttede altid
med at læse op for os af Peter Plys. Det var heller ikke så ringe.
Bente Møller
Til stemmedannelse havde vi ganske kort Minna Haahr, som hun dengang hed.
Hun blev siden til Minna Hess Thaysen, den navnkundige leder af N. Zahles
Pigekor. Derpå fik vi Bente Møller og Carsten Hatting. Så vi var i gode hænder.
Skolens viceinspektør var Ejnar Mortensen, som vi var så heldige at have i
danmarkshistorie. Viceinspektøren Ejnar Mortensen var en trivelig, ældre
herre, som tog sig af bibelshistorie undervisningen. På en meget kærlig måde
lærte han os stoffet, herunder også salmevers, som skulle læres udenad. Siden er
denne udenads læren blevet lagt for had, men jeg kan for min egen part kun sige,
at den måde, den blev grebet an på både på Ellebjergskolen hos hr. Mortensen,
slet ikke havde præg af ubehagelig tvang, men snarere var en leg.
Som klasselærer og lærer i dansk fik vi Henry Christensen som vi kaldte
”Chrissefar” da han var gift med Helga Christensen – ”Chrissemor”. Ham holdt
vi meget af. Han var meget høj og rank hvorfor vi også kaldte ham ”Høje C”, men
det var nok bare os der også var små, og så var han knald rødhåret med en
karakteristisk stor krum næse og høj hvælvet pande. Han brød sig ikke meget
om rektor Rossing, så vi følte os stærkt solidariske når han bag rektors ryg
vrængede af ham. ”Chrissefar” var eminent til at skabe ro i timerne. Sidst på
lektionerne var der belønning til dem der kunne sidde mest stille med
9. april 2015
4
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
fremstrakte arme med en håndflade på en håndryg – man kunne score op til tre
flag, der blev klistret ind i en bog. Et vist antal flag udløste så en guld stjerne, og
så en rød kongekrone osv. Det var især Karsten Sørensen og Max Petersen der
var topscorerne! Willy Nielsen, en ganske ung og meget sympatisk lærer, som vi
havde i tegning og gymnastik. Han var vildt forelsket i en ung smuk
sanglærervikar Hélen Sølvsteen Møller, der boede nabo til skolen. Så når han
havde gårdvagt var hans øjne stift rettet mod Sølvsteens vinduer og altan hvor
hendes trusser, BH og andet intimbeklædning hang til tørre! Dette gav os et stort
frirum i gården for Willy ænsede slet ikke vore gale streger. Når vi i
mellemskolen havde Willy Nielsen i tegning i 2 timer blev vi tit sendt ud i
nærområdet for at lave tegninger – så hvad lavede Willy mon imens?
Regneundervisningen foregik under lille Kjeld´s bestemte ledelse og frk. Inger
Schierbeck – en ældre dame vi havde i naturhistorie og geografi. At være
”opdrættet” under snævre forhold på Hindegade skolen betød det et befriende
frihedsrum at gå rundt i nabolaget – i skoletiden! Vores historielærere havde
fortalt os om, at der fandtes særlige hemmelige ruter for at sikre at de royale
kunne flygte fra Amalienborg via en tunnel til Marmorkirken og derfra ad en
skjult rute til Kongens Nytorv. Sidstnævnte skulle også frihedskæmperne have
anvendt. Så i tegnetimerne jagtede vi rundt og fandt hvad vi troede var disse
ruter. Vi fandt en rute fra en opgang ved et bilmekanikerværksted ved Store
Kongensgade ud for Marmorkirken hvorfra vi gennem kældre, tørrelofter og
opgange i ejendomme fandt en rute op til Kongens Nytorv uden at komme ud på
gaderne. Ved Dronningens Tværgade forekom det lidt skummelt – dér hvor DKP
(Det Kommunistiske Parti) havde sit hovedkvarter – det var bevogtet; men vi
slap igennem uden tilfangetagelse og deportationer til Sibirien. En anden tur var
op i toppen af Marmorkirken hvor der ved opgangen til en snæver vindeltrappe
stod et bord med en cigarkasse og en henstilling til at betale entré på et mindre
beløb, hvilket vi ignorerede, ja der var sågar nogen der tømte kassen! At gå op af
trapperne henover den enorme murstenshvælving føltes skræmmende selvom
der omkring trappen var et trådnet så man ikke så let kunne falde ned på
murværket. Lugten var speciel lidt sødlig fra tømmer-konstruktionen og stærk
støvlugt. Fra toppen var der en overdådig udsigt til Malmø, Roskilde m.fl.
Undervejs slog vi nogle streger på papirblokken, som vi ved tilbagekomsten til
skolen kunne fremvise til tegnelæreren. Fra vi gik i 2.mellem (svarende til
7.klasse) i 1957 blev Frihedsmuseet åbnet på Esplanaden og meget af det vi selv
9. april 2015
5
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
havde fundet ud af kunne bekræftes af de ansatte – og så åbnede det en hel ny
verden af krigshistorier og en vaskeægte kampvogn parkeret ved indgangen ved
siden af en ny opstillet pølsevogn hvor man kunne få en ”kradser”-pølsebrød
med sennep - for 15 øre. Parallelklassen ”Syd” havde Sigurd Christensen som
deres højt elskede klasselærer; men jeg havde et mere anstrengt forhold til ham
som vores gymnastiklærer. Når vi skulle springe over bukken havde han en lille
bambusstok i hånden, som man fik et sviende svirp af, hvis man ikke kom over –
så jeg fik et svirp næsten hver gang. Til gengæld blev jeg vældig god til øvelser i
ringene. Axel Truels Jensen ”trullerfar” var også mest parallelklassens lærer;
men han var en meget behagelig vikar. Han stod for udstedelse af sporvognskort
og bogudlån og var meget næn for at sikre bøgerne ikke led nævneværdig
overlast ved diverse indbindings teknikker. Ligeledes var Lille Kjeld ansvarlig
for skolens inventar og han berettede, som et skræmmeeksempel, om at Gustav
Winkler, som havde gået på skolen, blev smidt ud på grund af et smadret
skolebord. Gustav havde ødelagt bordpladen med en metal lineal; Men det der
gjorde at han blev smidt ud var at han skød skylden på en kammerat, og da dét
kom frem, at det i virkeligheden var Gustav selv der havde gjort det – så blev
han smidt ud af skolen.
Inklusive Lille Kjeld var forholdene næsten paradisiske. Men der var nu også en
stramtandet, ældre lærerinde ved navn frøken Willy Holst Christensen – kaldet
”hyldemor”. Hun har givetvis været fagligt dygtig, men vi hadede hende, og
hendes undervisning var præget af tvang. Hun lærte os at skrive efter et
frygteligt system med kanter på bogstaverne. Hun var nærmest en levende
mumie og blev ansat som lærer på skolen i 1913 e.kr. og fastansat i 1919 (det år
min mor blev født)! Men der var også andre farlige dyr i urskoven, selv om de
ikke befandt sig i selve klasselokalet. Nogle af gårdvagterne havde lettere
sadistiske tilbøjeligheder, og den værste var overlærer Karl M Sørensen, også
kaldet Knalde-Karl. Han var et uhyggeligt bekendtskab med et frygteligt
temperament, og dertil lettere utilregnelig. Hvis en dreng blev ”sat til vægs”,
kunne Knalde-Karl finde på at give ham valget mellem en sveder, - betegnelsen
for en eftersidning, - eller en på skrinet. Hvis den arme dreng bad om en sveder,
for vi vidste alt for godt at Knalde-Karl slog meget hårdt, så kunne han finde på
at slå en hånlatter op: “Nå, du vil helst have en sveder? Jamen, så skal du få en på
kassen!” Det værste var, at han var så lunefuld at det ikke kunne nytte at
9. april 2015
6
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
spekulere i Knalde-Karls opstillede muligheder og vælge det fra, som man ikke
ønskede. For måske var hr. Sørensen i et humør, så man fik sit ønske opfyldt.
Han fratrådte heldigvis da vi gik i 4.klasse. Adskillige andre lærere var også
ganske kontante i deres disciplinære metoder. Knalde-Karl fik i mangt og meget
en værdig arvtager i Kaj Rømer ”gang-kaj-skræk” (navnet inspireret af den
Taiwanske generalissimo Chiang Kai Check) kontant afregning; men han slog
knapt så hårdt. Både Knalde-Karl og Rømer ville have fået langvarige
fængselsstraffen hvis det var sket i dag!! Rømer var vores lærer det meste af
folkeskolen fra 5. Klasse og op. Han havde mange faglige mangler, derfor kaldte
vi ham også undertiden ”Tågernes Kaj” for især i fysik måtte vi hjælpe ham
igennem så han ikke tabte ansigt alt for meget, bl.a. stærkt svedende da han
skulle åbenbare ”Det frie fald”, og han fattede aldrig det med lysets brydning i et
spejl - at indfaldsvinkel er lig udfaldsvinkel, vinkelret på spejlfladen; men vi
hjalp ham så godt vi kunne; men han forstod det vist alligevel aldrig helt!
Christian Petresch valgte siden fysik som studie idet han var lige ved at få
Rømer’s åndelige tåger til at lette!
Referencer:
1. Sørensen S: Københavns Drengekor gennem 50 år, København (1974). Opstillet på
Center for Musik og Teater, signatur YNF MEKH Søre. Indeholder liste over
kompositioner opført ved Drengekorets kirkemusikaftener indtil 1974. Wilhelm
Hansen Musikforlag, København (1974)
2. Møller N: Sangskolen 1929-1989. Selskabet Københavns Drengekors venner,
København (1998)
3. Munk Ebbe, Palsmar Henrik: Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori 75 år
1999. København (1999)
4. Lasson F, Skaarup H: Baron og Bajads Aage Haugland fortæller. Gyldendal (2001)
5. Palsmar Henrik: For Skolen og for Livet, Festskrift 75 år, Sangskolen på Sankt Annæ
Gymnasium. København (2004)
6. Lindholm S: Melodien der blev ved – erindringer fra et liv i musik. Forlaget Bostrup
(2009)
7. Flemming P: Skolen der slår tonen an. Artikel i Berlingske Tidende Søndag 2.
september (1979)
8. Den Store Danske: Vilhelm Schepelern. Gyldendahl’s åbne Encyclopædi stammer fra
Dansk Bibliografisk Leksikon 3.udgave, (1979-84)
9. april 2015