1. No category

1
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
Kapitel 3: Rektor Rossing (1912-1994)
Samme år hvor vi startede på skolen blev der oprettet gymnasium – Sct Annæ
Gymnasium var en realitet. Til et sådant behøver man en akademisk uddannet
rektor. Mogens Wöldike´s ambitioner havde været at få Aksel Schiøtz (19061975) som rektor. Han var foruden en berømt og tidligere meget anvendt solist
ved kirkekoncerterne i Christiansborg Slotskirke også cand.mag. i dansk og
engelsk. Han blev imidlertid diskvalificeret af Københavns skolevæsen – nok
fordi man antog, der så ville blive for lidt tilgodeset matematik og naturfag. Det
var en stor nedtur for Aksel Schiøtz, som havde fået stemmen spoleret ved en
operation i 1950, så kort tid efter i 1954 emigrerede han til Toronto i Canada og
blev sangpædagog dér. I stedet fik vi matematikeren Erling Rossing som rektor.
Erling Rossing
Erling Rossing var en ganske usædvanlig person. Han var barsk og lunefuld, og
samtlige elever frygtede ham, - selv lærerkollegerne. Hans ledelse foregik ved
højlydte ordrer til alle sider. Han var ret høj og slank, han var rødblond og havde
et mindre overskæg, og vi kunne nemt forestille os at han havde været en af de
slemme krigsforbrydere under 2. Verdenskrig der hørte til Hitlers inderkreds –
for de tilhørte jo vores værste fjendebilleder. Hele året tog rektor S-toget fra den
palæagtige bolig på Storkevænget i Holte til Østerport station, hvorfra han i
hurtigt trav begav sig til skolen - uden overtøj sommer og vinter. Og hvor vi
andre tilbagelagde strækningen på 10-12 minutter, gjorde Rossing det på den
halve tid. Den høje mands holdning var karakteristisk: en anelse skæv over
skuldrene og med en ryg, som var rank, næsten stiv og svingende nærmest
demonstrativt den ene arm. Når Rossing drejede om gadehjørnet ved
Borgergade, gjaldt det om at få ryddet Hindegade-trappen, så der var plads til at
chefen kunne komme ind, og at få huen af som hilsen. Var man ikke hurtig nok,
flåede Rossing hovedbeklædningen af eleven, og man så var man heldig, hvis
der ikke fulgte hår med. Der måtte kun ske telefonisk henvendelse i kontortiden
til rektor hvis forældrene skulle bede om fri i forbindelse med f.eks. en rund
18. marts 2015
2
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
fødselsdag i familien. Det var helt umuligt på forhånd at vide, om svaret var: “Nej,
det kan der ikke være tale om”, eller: “Jamen, naturligvis, hvor mange dage skal De
bruge?” Rossing var en chef af den gamle skole, som fordrede ubetinget og
øjeblikkelig lydighed af elever og personale. Sin entré i et lokale annoncerede
han ved et bank med sin ring på ruden i døren. Når han med hurtige skridt gik
fløjtende hen ad gangen, skulle man passe på, for så var noget gået ham imod.
Engang hvor vi kom fra gymnastiksalen i kælderen op af trappen, mens der
fortsat var undervisning havde jeg af vanvare fløjtet i en hundefløjte, som gjorde
at Rossing kom farende og rev den fra mig og løftede mig op fra gulvet og
hægtede mit hoved ind mellem to knager på knagerækken og lod mig hænge dér
mens jeg fik en overhaling. Det gjorde voldsomt ondt på kraniet hvor jeg havde
hængt, så min karriere som fløjtenist var hermed definitivt slut. Rossing var
en fremragende underviser, og i den egenskab var han afholdt af sine elever, dog
først på de større klassetrin - eller i det mindste af dem, som var nået inden for i
klasseværelset. Rektor havde klæbehjerne: ved en enkelt lejlighed optrådte han
som vikar i en af vore klassetimer i 3. mellem, - ganske uventet. Vi har vel været
omkring 30 elever til stede, og Rossing tog protokollen frem og bad os én efter
én om at give os til kende, når han i alfabetisk rækkefølge nævnede vore navne.
Som sagt, så gjort. Derefter lukkede han protokollen i og startede fra en ende af:
du hedder, du hedder o.s.v., helt uden fejl.
Rossing til venstre og HG til højre
I 1.g i juleferien var vi på skitur til Norge med Foreningen Norden. Rossing, hans
datter og kone Ranghild var også med. På en langrendts tur hvor vi var en 8-9km
fra vores hotel i Geilo var Ragnhild så uheldig at falde og brække sin ankel. Der
blev straks sendt en hurtigløber afsted efter hjælp. Det var Henrik Gotthardt
Olsen fra nysproglig 2.G, som var halvt nordmand; men Ragnhild (1912-2011)
var begyndt at fryse, så jeg måtte her optræde med mit ypperste udi spejder
sporten, at få tændt et bål op – det var ikke så let at finde tørt kvas nede i de sne
18. marts 2015
3
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
begravede grantræer - men det lykkedes så godt, og Rossing var synlig
imponeret, hvilket var med til at ”frede” mig det meste af gymnasiet. Rossing
havde været en del sammen med min far Aage Knudsen på en koncerttur til
Edinburgh, hvor de var blevet (havde drukket) dus, - så i hele min gymnasietid
hed jeg ikke andet end Aage!! – og jeg fik nok højere karakterer end mine
præstationer kunne klare. Dette blev tydeligt da vi fik en ny matematiklærer HG
Hansen ”HG” – så røg min karakter gevaldig ned! – han titulerede os aldrig med
andet end ”høvle”.
HG Hansen
Rossing kunne faktisk være ganske morsom. Ved at stille nogle spørgsmål om
emner Rossing brændte for – så kunne vi få ham til at tale timen væk uden
undervisning – hvilket jo også var vores hensigt. Hvem der snød hvem, er jo nok
det store spørgsmål – vi lærte i hvert fald ikke vores pensum. Når han entrede
timen med spørgsmålet ”Halløj børn, har nogen af jer været i Liberia? – nej vel;
men det har jeg”, - så var der så godt som sikret en time uden undervisning.
Rossing havde været gæsteprofessor og havde haft orlov 1955-56, for som
UNESCO-udsending til Liberia, at varetage undervisningen i matematik ved
universitetet i Monrovia. Lektor Mammen var så konstitueret rektor. På 3.
G’ernes sidste skoledag det år han var væk blev der lavet en happening i gården,
hvor Rossing blev kogt i en gryde og ædt af de vilde kannibaler. Ved årets
studenterafslutning sagde elevtaleren til Mammen:”—tak for et år i fred”!
Mammen var ellers ikke nogen speciel elev venlig lærer. Han var den type
gymnasielærer, der arbejdede metodisk på at slippe af med de tungeste elever i
1.G. Da så Rossing kom hjem fra Liberia og første gang skulle skrive de
fraværende i en 2.G ind i protokollen, undrede han sig over, hvor mange syge der
var. Det viste sig at Mammen havde fået 6 elever udmeldt og nedrykket 2 i det
forløbne år hvor Rossing havde været væk. Det var ikke noget der passede
rektor! Mammen gav meget lave karakterer i det daglige. Således havde flere 3.
G’er dårlige termins og årskarakterer i skriftlig engelsk; men de gik op og fik ug
og ug- til eksamen. Selvom vi kun gik i 5.klasse så kom vi også til at mærke
18. marts 2015
4
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
Mammen’s strenghed, for han skulle være med til at bedømme
mellemskoleprøven, om vi kunne rykke op fra underskolens 5.klasse til
1.mellem – flere var på vippen og en del røg ud af skolen. I starten af skoleåret
1956 havde vi Mammen i engelsk – det var ikke behageligt; men så fik vi vor
gamle klasselærer ”chrissefar” så alt blev godt igen.
Kapitel 4: Mogens Wöldike (1897-1988)
Hvor Rossing var forvalteren på stedet så var Mogens Wöldike fyrsten eller
den enevældige konge i Sangskolens rige. Han gav sine ordrer stille men bestemt
og forventede, at de blev fulgt, og alle, såvel lærere som elever, havde stor
respekt for ham og vi var vel også lidt bange for ham. Vi vidste og blev ofte
mindet om, at han var en meget berømt person. Vi drenge var hans instrument,
som han mesterligt spillede på, men vi fik aldrig i drengeårene noget personligt
forhold til denne fine og ophøjede, fjerne person, som ikke havde noget
umiddelbart behov for at stige ned til os. Mens vi var klar til at gå i døden for
Niels Møller (1918-1998), var det samme næppe tilfældet over for Wöldike.
Men hans musikalske autoritet var ikke til at tage fejl af, og hans intellekt og
strategiske evner var forudsætningen for Drengekorets eksistens og fornemme
niveau. Når man kender trægheden i Københavns kommune kan man ikke andet
end beundre hele ideen og strukturen i Københavns Drengekor, forbilledligt
tænkt - og ved hjælp af en fremragende medarbejderstab på det musikalske
område tillige forbilledligt gennemført. Alle sanglærerne havde akademiske
grader i musik mindst cand. mag. i musikvidenskab. Så det var en særdeles
kompetent sanguddannelse vi fik gennem næsten 10 års skolegang når man også
tager gymnasietiden med hvor vi jo var aktive mandsstemmer.
Mogens Wöldike
18. marts 2015
5
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
Wöldike, Wølle eller Løven, som vi også kaldte ham, var lille og slank med tyndt
blågråt hår ”hentehår”, som vi mistænkte ham for at lade tone. Han var
aristokratisk af væsen og altid meget elegant, næsten lapset klædt, og han kørte i
en lille sportvogns agtig Opel cabriolet. Som dirigent var han meget spændstig og
elegant i sine bevægelser. Den lille mand formelig dansede på podiet med alle
ordenerne på kjolereversen. Mogens Vipperøv var hans mindre pæne tilnavn
opfundet af Det kgl. Kapel og videreført til Radiosymfoniorkestrets musikere. Han
talte med en tynd, svag stemme, men han behøvede heller ikke at råbe, og skulle
der endelig tales højt, var der andre til at tage sig af den side af sagen.
Var Løven lille af vækst, var han til gengæld en mægtig mand også i den danske
musikverden uden for Hindegade. Han havde titel af sanginspektør i Københavns
Kommune, han var organist ved Christiansborg Slotskirke, og toneangivende
inden for dansk kirkemusik, både som udgiver af koralbøger og liturgisk musik,
og inden for Dansk Kirkesang forrest i videreførelsen af Thomas Laubs ideologi.
I mange år dominerede han på samme måde organisternes fagforening, Dansk
Organist- og Kantorsamfund. Indtil 1958 havde Wöldike næsten udelukkende
benyttet sig af Det kgl. kapel ved sammensætning af orkestre til fredags
koncerter i Slotskirken og oratorier i Odd Fellow Palæet, hvilket min far Aage
Knudsen ofte arrangerede. Derefter blev Wöldike leder af DR SymfoniOrkestret
og dirigerede også ofte Radiokoret. Så i musikerkredse og blandt sanglærerne
blev han med ærefrygt omtalt som ”kapelmesteren”. Ved talrige
torsdagskoncerter stod han i spidsen for store oratoriekoncerter med kor og
orkester, men han dirigerede også, omend med mindre succes, rene
symfonikoncerter. Universitets-professoren og den verdenskendte musikforsker
Jens Peter Larsen (1902-1988) var, skønt næsten jævnaldrende, Wöldikes
svigersøn, og de to arbejdede på enestående vis sammen omkring opførelser af
Haydns og Händels værker. Jeg tror ikke hans måde at fortolke værkerne på i
dag ville finde genklang hos nutidens barokmusik fortolkere: orkestret var ofte
for stort, og der blev spillet på moderne instrumenter med metalstrenge, i
moderne stemning og uden de udtryksfulde fraseringer, som er blevet helt
almindelige i nutidens anmelderroste fremførelser af barokmusik. Men
Wöldikes oratoriekoncerter var dengang banebrydende.
18. marts 2015
6
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
Wöldike var beundret af mange; men han havde også mange fjender. Løven sad
som en mafiaboss på store dele af musiklivet hvor han havde et netværk af
meningsfæller i mange år, og det var ikke let for anderledes tænkende at komme
til orde. Han var kompromisløs i sine holdninger, og det var gennemgående at
Romantisk musik var ikke hans livret, dog var der undtagelser: for eksempel
satte han Verdi højt. Men ellers var der i stride strømme barok og
wienerklassisk musik på repertoiret, - eller renæssance motetter af gamle
mestre som f.eks. Orlando di Lasso, som vi troede var en cowboy som kastede
med lasso, og Palestrina som nok var stavet lidt forkert for han hed vel
retteligen Palle Strina. Wöldike’s dirigenttemperament var køligt, følelserne
kom sjældent direkte til udtryk. Hans direktion var ikke altid ret tydelig for
pinden flagrede lidt for meget rundt, så det var om også at have øjenkontakt med
ham samtidig. Han udstrålede en autoritet der gjorde at man ikke betvivlede at
han havde den fulde kontrol over situationen. Når han stod på dirigentpodiet
foran et fuldt symfoniorkester og alle drengene linet op samt de fornemste
solister ved sin side så udstrålede han den sikre kapelmester. Hvis han havde et
idealbillede så var det nok Egisto Tango; men han var måske sig selv nok, for
Løven havde bestemt også sine egne kraftige udtryksformer på sin musikalske
palet. Når han for eksempel en gang imellem satte sig til flyglet i forbindelse med
den fælles morgensang, ventede der altid en oplevelse. Han var en fremragende
leder af sangen med en overlegen beherskelse af tangenterne. Han fordoblede
gerne basgangen i underoktaven, - klaveret kunne næsten lyde som et helt
orkester, og vi drenge kunne blive helt høje af det.
Referencer:
1. Sørensen S: Københavns Drengekor gennem 50 år, København (1974). Opstillet på
Center for Musik og Teater, signatur YNF MEKH Søre. Indeholder liste over
kompositioner opført ved Drengekorets kirkemusikaftener indtil 1974. Wilhelm
Hansen Musikforlag, København (1974)
2. Møller N: Sangskolen 1929-1989. Selskabet Københavns Drengekors venner,
København (1998)
3. Munk Ebbe, Palsmar Henrik: Københavns Drengekor - Det Kongelige Kantori 75 år
1999. København (1999)
4. Lasson F, Skaarup H: Baron og Bajads Aage Haugland fortæller. Gyldendal (2001)
5. Palsmar Henrik: For Skolen og for Livet, Festskrift 75 år, Sangskolen på Sankt Annæ
Gymnasium. København (2004)
6. Lindholm S: Melodien der blev ved – erindringer fra et liv i musik. Forlaget Bostrup
(2009)
18. marts 2015
7
Fra Skrigeunge til skolet drengestemme
7. Flemming P: Skolen der slår tonen an. Artikel i Berlingske Tidende Søndag 2.
september (1979)
8. Den Store Danske: Vilhelm Schepelern. Gyldendahl’s åbne Encyclopædi stammer fra
Dansk Bibliografisk Leksikon 3.udgave, (1979-84)
18. marts 2015