nemlig com åbner Skandinaviens største varelager

PRESSEMEDDELELSE
nemlig.com, 29. oktober 2015
nemlig.com åbner Skandinaviens største dagligvarelager
Med en investering i Skandinaviens største varelager inden for dagligvarer på nettet vil
nemlig.com nu for alvor udfordre den danske dagligvarehandel ved at tilbyde kunderne
et endnu større og mere inspirerende varesortiment, bedre priser og flere fleksible
leveringsmuligheder. Målet er at vokse minimum 50 pct. over de næste 12 måneder.
Siden fødslen i 2010 har nemlig.com investeret massivt i forretningen og er vokset til Danmarks største
online supermarked. Nu har virksomheden åbnet Skandinaviens største varelager inden for dagligvarer på
nettet.
”Vores vision er at skabe et bedre liv for danskerne ved at give dem mere fritid til alt det i livet, der er meget
sjovere end at handle ind. Med Skandinaviens største varelager inden for dagligvarer på nettet kan vi nu i
langt højere grad sætte handling bag ordene,” siger stifter og direktør Stefan Plenge, nemlig.com.
Det nye varelager er på 36.000 kvadratmeter, hvilket svarer til tre og en halv fodboldbaner.
Mest anbefalede danske onlinebutik
Indtil videre har forbrugerne taget godt imod nemlig.com, og nu skal potentialet for indkøb af dagligvarer på
nettet foldes yderligere ud, fortæller Stefan Plenge, der forventer, at nemlig.com minimum vil vokse 50 pct.
over de næste 12 måneder.
En dugfrisk *e-handelsanalyse fra FDIH viser, at nemlig.com er den butik blandt alle danske online butikker,
som flest vil anbefale videre til andre.
Investerer i kunderne
I 2014 fik Stefan Plenge og nemlig.com selskab af Bestseller-ejeren Anders Holch Povlsen, der købte 49 pct.
af aktierne. Sammen har de to erhvervsfolk sat sig for at tage virksomheden til helt nye højder gennem en ny
investeringsoffensiv.
”Ud over Skandinaviens største varelager til dagligvarer på nettet har vi investeret massivt i it-systemer,
organisation og markedsføring. Alt, hvad vi gør, er med kundernes behov for øje. Vi ønsker at give vores
kunder det ultimative indkøbssted ved at sikre, at vi har den bedste kvalitet, et bredt og varieret sortiment,
stærke varepriser og fleksible leveringsmuligheder. Med det nye, store varelager er vi nu for alvor klar til at
skabe en nemmere hverdag for danskerne,” siger Stefan Plenge.
Som et led i de ambitiøse vækstplaner forventer nemlig.com at øge medarbejderstaben med 30 pct. i 2016.
*E-handelsanalyse fra FDIH, 7. oktober 2015
For yderligere information, kontakt venligst
Lars Volle, direktør for medier og marked
LEAD Agency
Mobil: 5050 7413
Mail: [email protected]