1. No category

POLITIKEN
Fredag 13. November 2015
8 Debat
20%
af 18-34-årige danskere på Sjælland har
røget hash inden for det seneste år.
8%
af svenskerne i samme aldersgruppe i Skåne
har røget hash inden for det seneste år.
Kilde: Statens Institut for Folkesundhed
INDLANDSIS. I takt med at indlandsisen smelter, bliver det arktiske område mere tilgængeligt. Derfor stiger både indvinding og transport af olie i de arktiske farvande – og dermed risikoen for uoprettelige skader på det arktiske miljø. Arkivfoto: Joachim Adrian
Værn. Sådan undgår vi miljøkatastrofer i Arktis
analyse
ELLEN MARGRETHE BASSE
OG SØREN RYSGAARD
I
ET OLIEUDSLIP i de arktiske områder er
særlig problematisk. For det første er det
svært at opdage, fordi havoverfladen
mange steder dækkes af havis. For det andet kan olien spredes til et enormt område, fordi den føres med havisen, der helt
uforudsigeligt kan bevæge sig i alle retninger inden for kort tid. Situationen forværres af, at en del af olien indlejres i havisen og vil flyde rundt indtil foråret, hvor
isen smelter. Dermed frigives olien i netop den periode, hvor forårsopblomstringen af alger starter – de alger, der skal
danne grundlag for de arktiske marine
økosystemer og mad nok til havfugle,
fisk, krebsdyr, havpattedyr og mennesker
til resten af året.
Danmark har en speciel forpligtelse til
at værne om havmiljøet i Arktis, da vi
gennem rigsfællesskabet med Grønland
og Færøerne er til stede i de arktiske farvande. I dag har selvstyret retten til at
indvinde olie og gas på havområdet ud
for Grønland – men Danmark har både i
forhold til Grønland og internationalt
ansvaret for havmiljøet. I dag placeres ansvaret for miljøsikkerhed i forbindelse
med eftersøgnings- og indvindingstilladelser efter grønlandsk lovgivning i hænderne på den virksomhed, der får lov til
at bore efter olie og gas. Så det ansvar,
Danmark kan komme til at stå med, er afhængigt af den forsigtighed, der udvises,
og af kontrollen med aktiviteterne. De
arktiske stater har aftalt, at de skal hjælpe
hinanden, hvis der opstår et olie- eller
gasudslip. Men hovedansvaret for at afværge miljøskader, den dag olien vælter
op fra en læk midt i Ishavet, vil være placeret hos den stat, der er ansvarlig for
havmiljøet – herunder Danmark i havområdet omkring Grønland.
Det kolde miljø i Arktis bevirker, at nedbrydningen af olie går langsommere end
i varmere dele af verden. Det tager lang
tid at komme sig efter en olieforurening.
’Exxon Valdez’-olieudslippet i Alaska i
1989 er et illustrativt eksempel. Hundredtusindvis af havfugle, tusindvis af havoddere, hundredvis af sæler og ørne og et
ukendt antal fisk og krebsdyr omkom.
Selv 25 år efter er der stadig massevis af
olie i sandet ved kysterne, og olien nedbrydes meget langsommere end forventet. Katastrofen viser os, at man skal tæn-
Arealet af arktisk havis
10
9
8
7
1978 1982 1986 1990 1994 1998 2002 2006 2010 2014
Kilde: National Snow and Ice Data Center . 15409
nteressen for indvinding og transport af olie i de arktiske farvande stiger, i takt med at området bliver mere tilgængeligt. Som ansvarlig for havmiljøet i Grønland, er det nødvendigt, at
Danmark foretager en realistisk risikovurdering af offshoreaktiviteter. Risikoen
for uoprettelige skader på miljøet kan
bedst reduceres ved at udvide samarbejdet med EU og anvende EU’s sikkerhedskrav.
Vi har hørt det før. Temperaturen på
kloden stiger – og den stiger ekstra kraftigt i Arktis. Isen smelter med rekordfart
og letter adgangen til de arktiske farvande. Det får os til at satse på nye aktiviteter,
herunder indvinding og transport af olie
i Arktis. Vi står derfor i en situation, hvor
udfordringen med de globale klimaforandringer blandes med en risiko for øget
forurening i et af de mest skrøbelige områder i verden.
Millioner km2
Danmark bør spille en
større rolle for at sikre
havmiljøet i Arktis.
ke sig godt om, inden man sejler ud i
isfyldte farvande eller placerer olieboreplatforme i arktiske havområder.
Området er kæmpestort, mange steder
er vanskeligt tilgængelige store dele af
året, og der er meget få forsknings- og
overvågningsskibe deroppe. I parentes
bemærket kan det virke en smule ejendommeligt, at Danmark som en nation,
der lige har gjort krav på Nordpolen, end
ikke har et skib, der kan nå derop.
SOM MEDLEM af EU er Danmark omfattet
af de nye strenge offshoresikkerhedskrav,
der er fastlagt til beskyttelse af havmiljøet. Når man tager de alvorlige risici i betragtning, Danmarks loyalitetspligt over
for EU og det internationale ansvar for
havmiljøet, vil det være nærliggende, at
de danske myndigheder sikrer, at standarderne også er gældende i de arktiske
farvande, hvor Danmark har ansvaret. En
dansk gennemførelse af standarderne i
Arktis vil kunne indgå i et samspil med
den påvirkning, der kommer via de regionale samarbejdsrelationer, herunder
via Ospar, som bl.a. arbejder med retningslinjer og opstiller grænseværdier
for udledning fra offshore-olie-gas-industrien i det nordøstlige Atlanterhav.
Den nuværende praksis på det miljø-
retlige område i Arktis kan bedst beskrives som et kludetæppe af internationale
og regionale konventioner samt nationale love, der ikke tilsikrer en tilstrækkelig høj og fælles standard for miljøsikkerheden omkring offshoreaktiviteter. Derfor er der behov for fælles høje standarder.
I DISSE DAGE samles politikere, forskere
og diplomater fra ind- og udland i Aarhus
til MatchPoints Seminar – en af de største
udenrigspolitiske konferencer de senere
år. Det er vores opfordring, at man fra politisk hold bruger det som anledning til
at lægge sporene til et øget samarbejde
med EU om standarder, der kan nedbringe risikoen for miljøkatastrofer i Arktis.
Der er brug for et tættere samarbejde
mellem myndigheder, forskningsinstitutioner, forskningsstationer og forsvar i
og omkring Grønland for at kunne løfte
det store ansvar, der er forbundet med
udviklingen af området, samtidig med at
man bevarer et sundt havmiljø.
[email protected]
Ellen Margrethe Basse og Søren Rysgaard
er begge professorer, Aarhus Universitet.
De deltager 12.-13. november på MatchPoints Seminar på Aarhus Universitet
... Det europæiske asylsystem er dysfunktionelt
omkring 1 mia. euro til flygtninge i Mellemøsten, ændrer det ikke det forhold, at
der er et A- og et B-hold, når det gælder
flygtninge og asylmigranter: dem, som
lykkes med at rejse til de vestlige EU-lande og søge asyl, og dem, som ikke gør.
Spørgsmålet er, om det er rimeligt og
moralsk forsvarligt at anvende så mange
ressourcer på den relativt lille andel af
asylmigranter og samtidig så lidt på det
store flertal af flygtninge andre steder i
verden?
HERTIL MÅ man ikke glemme alle de millioner mennesker, som ikke er flygtninge, men så fattige, at de er truet på deres
eksistensgrundlag. Våben dræber, men
det gør sult også. Ifølge Verdensbanken
lever 12 procent af verdens befolkning for
under 2 dollars om dagen.
Den lille pige med svovlstikkerne findes stadig, måske ikke i Danmark, men
eksempelvis i Nepal, hvor hun som gadebarn eller børnearbejder fryser sig gennem nætterne i de kolde perioder. Eller i
andre udviklingslande, hvor millioner er
ekstremt fattige og livet skrøbeligt.
Alle disse, som er sårbare og fattige i
deres hjemlande langt fra Europa, får under den nuværende migrationskrise
mindre opmærksomhed og mindre
hjælp, end dem som det lykkes at migrere. I Danmark benyttes nu over 20 procent af den samlede udviklingsbistand til
asylmodtagelse, og i Sverige er det næsten 30 procent, mens svenskerne i øjeblikket overvejer at halvere udviklingsbistanden for at finansiere asyludgifterne.
Sida, som er ansvarlig for svensk udviklingsbistand, har netop advaret mod
konsekvenserne af
en halvering af bistanden og peger
på, at det konkret
Den lille pige
kan resultere i, at
med svovlstikblandt andet 4,5
kerne findes
mio. færre får adstadig
gang til rent vand,
at 244.800 børn
ikke vaccineres mod mæslinger og
156.000 børn ikke får behandling mod
underernæring, at 50.000 børn ikke
kommer i skole, og at 9.000 lærere ikke
uddannes.
Dette rammer adskillige udviklingslande inklusive såkaldt flygtningeproducerende lande som f.eks. Afghanistan. Flere, inklusive den kendte udviklingsøkonom Jeffrey Sachs, har netop kritiseret
det ironiske i, at man tager penge fra udviklingsbistanden og bruger på asylsystemet.
DET EUROPÆISKE asylsystem er ikke alene dyrt og uretfærdigt, det er også dobbeltmoralsk, fordi man med den ene
hånd gør alt for at opretholde høje menneskerettighedsstandarder, og dermed
et selvbillede som civilisationens højborg, mens man med den anden forsøger at holde asylmigranter ude og bekæmper menneskesmuglere, som om de
var kernen af problemet.
Det er imidlertid asylsystemet og den
skævvredne fordeling af ressourcer, som
er en af grundpræmisserne for, at der er
et marked for menneskesmuglere, nemlig den enorme forskelsbehandling, der
er mellem asylmigranter uden for EU og
dem, som det lykkes at sætte en fod på
europæisk jord og dermed kan påkalde
sig rettigheder.
Flere vesteuropæiske lande har høje
standarder for menneskerettigheder og
relativt pæne og meget dyre asylsystemer. Men samtidig vender de ryggen til
det faktum, at langt de fleste aldrig får
muligheden for at få hjælp på det niveau,
som dem der når Europa. Man ignorerer,
at det ikke er muligt at hjælpe alle rundt
omkring i verden, der reelt ville have ret
til asyl op på et niveau, som man tilbyder
inden for Europa.
SPØRGSMÅLET er, om der ikke er behov
for et paradigmeskift – en total nytænkning af asylsystemet, som vi kender det i
dag?
Udfordringerne er store og problemerne reelle, men nytænkning og modet til
at reagere anderledes er nødvendigt. Ikke
mindst set i lyset af, at den nuværende
situation kan virke ekstraordinær, men
desværre kan vise sig at blive en ny normalsituation.
Borgerkrigen i Syrien har skabt en
enorm flygtningesituation, men også en
ketchupeffekt, hvor andre grupper af migranter hopper med på vognen. Der er tale om mixed migration flows, dvs. en
uigennemsigtig blanding af både reelle
flygtninge og økonomiske migranter,
der kommer som ambassadører for forfejlede stater og fattigdom.
En af de første forhindringer for nytænkning er imidlertid, at debatten fortsat er meget polariseret, og at der er opstået en slags moralsk panik, som er styret af følelser. Enkelte billeder og situationer trækker al opmærksomhed, mens
der mangler overblik og koordination.
EU er med andre ord ved at blive fanget
i the thick of thin things, hvor der ikke prioriteres ud fra den samlede udfordring,
men blot sporadisk sættes ind, alt efter
hvad der dukker op. Man er blevet en
kortsigtet symtombehandler i stedet for
at tage fat om problemernes rødder og
takle dem ud fra de langsigtede perspektiver og konsekvenser.
Her burde man snarere følge de helt
elementære regler for krisestyring: a) bevar roen, og få overblik, b) stands ulykken, og sørg for egen sikkerhed, c) prioriter ressourcerne og indsatsen, således at
de, der har mest behov, hjælpes først.
Det kræver mod at handle rigtigt, og
prioriteringer i krisesituationer er hverken kønt eller rart, men klogt og nødvendigt. Krisestyring i denne sammenhæng
burde reelt betyde migration management. Det vil sige, at EU-landene tager
kontrol, udviser lederskab og beslutter,
hvordan hjælpen til flygtninge forvaltes
og fordeles ud fra den samlede udfordring og de ressourcer, der er til rådighed.
Det vil kræve et opgør med hele ideen
om ’spontan asylansøgning’ og territorialkontakt som afgørende for at kunne søge asyl i Europa, hvilket formentlig kun
er muligt ved en reform af FN’s flygtningekonvention fra 1951.
MAN KUNNE tage ved lære af tidligere historiske erfaringer fra eksempelvis flygtningesituationen i Sydøstasien i 1970’erne og -80’erne hvor man efter at have oplevet kaotiske forhold og menneskelige
tragedier oprettede modtagelejre i nabolandene og herfra behandlede sager om
genbosættelse.
Forhenværende assisterende højkom-
missær i UNHCR
Søren Jessen-Petersen har tidligere
foreslået denne
Det handler
model, men mangikke om at
ler dog den væhjælpe mindre, sentlige pointe, at
men om at
modtagelejre i
hjælpe flere,
nærområderne
næppe er en holdmere effektivt
og på en måde, bar løsning, hvis
forthvor vi ikke øde- asylmigranter
sat ved hjælp af
lægger vores
menneskesmugleegne samfund i re kan tage til EUlandene og søge
processen
asyl på egen hånd.
Kort og konkret kunne en migration
management plan således omfatte:
a) gennemgribende reform af det nuværende asylsystem, b) mere hjælp til
flygtninge i nærområder, c) oprettelse af
EU-FN-støttede modtagelejre i nærområderne eller andre sikre lokaliteter, d)
screening af asylmigranter i modtagelejrene, hvor beskyttelsesberettigede kan
blive og andre afvises, e) genbosættelse af
reelle flygtninge, ud fra hvilke kvoter
modtagerlandene accepterer.
Her kunne være tale om midlertidig
genbosættelse, hvor der skal returneres
til hjemlandet, når det er muligt, eller
permanent genbosættelse, defineret af
modtagerlandet.
Oprettelsen af sådanne modtagelejre,
som eneste mulighed for asyl og genbosættelse inden for EU ville øjeblikkelig
ændre asylmigranters motiv for at søge
mod Europa.
Det ville medvirke til at sikre, at ressourcerne for dem, der havde beskyttel-
sesbehov, blev mere ligeligt fordelt – og
det ville ødelægge forretningsmodellen
for de menneskesmuglere, som i øjeblikket profiterer på at facilitere asylmigration til Europa. Det ville reducere antallet
af døde i Middelhavet, og det ville betyde,
at Europa tager kontrollen over situationen tilbage.
UD FRA DE nuværende konflikt- og migrationsscenarier er det formentlig urealistisk at forestille sig, at alle i lejrene ville
kunne blive genbosat. Det ville afhænge
af modtagerlandenes kapacitet og velvilje. Der vil således fortsat være en berettiget politisk diskussion om en global – ikke kun en europæisk – fordeling. Den diskussion må veje flygtninge og migranters rettigheder op mod destinationslandenes lokalbefolkningers ret til at vælge
deres egen fremtid. Herunder den fremtidige befolkningssammensætning og
socioøkonomiske udvikling.
Det handler ikke om at hjælpe mindre,
men om at hjælpe flere, mere effektivt og
på en måde, hvor vi ikke ødelægger vores
egne samfund i processen. Tværtimod
bør vi sikre, at vi fortsat mange år fremover har ressourcer og evner til at bidrage positivt med udviklingen i verden.
Det kræver valg og prioriteringer. Det
kræver nytænkning, en helt ny viljestærk
og målrettet indsats, både på kort og
langt sigt, og både internt i EU og internationalt. Det kræver en velkoordineret
kombination af sikkerhedspolitik, konfliktløsning, udvikling og humanitær
indsats. Alternativet er det kaos, som vi
kun har set starten af, hvis vi fortsætter
den nuværende kurs.
ANDERS LISBORG