kontroversielle synspunkter, bliver aldrig no

Edda-2013-1.book Page 89 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM
B OKMELDINGER
kontroversielle synspunkter, bliver aldrig nogensinde kedelig, men der mangler i alt for
mange tilfælde argumentation for de firkantede
og ofte urimelige påstande, der fremsættes.
Havde der været en grundig fordybelse og gen-
89
nemarbejdning af det uhyre spændende stof,
som den norske kritikhistorie vitterligt er, havde denne bog også været en mere berigende
oplevelse.
Peter Stein Larsen
Johan Schimanski, Cathrine Theodorsen og
Henning Howlid Wærp (red.):
Reiser og ekspedisjoner i det litterære Arktis
Tapir Akademisk Forlag: Trondheim 2011.
Skønlitterære fremstillingsmåder er privilegerede, i og med at de i højere grad end andre
tekster både har evnen til at udøve samtidskritik
og muligheden for at gå over i historisk hukommelse. Men på samme tid kan alle tekster, også
de såkaldte videnskabelige, siges at indeholde
»litterære« strategier. Disse forhold danner
grundlag for en overvejende litteraturvidenskabelig og postkolonial informeret tilgang til det,
som her sammenfattes under betegnelsen arktiske diskurser. Undersøgelserne skal belyse,
hvordan stereotyper om det høje nord opstår i
skæringspunktet mellem egentlige erfaringer
og forskellige konventioner, herunder de skønlitterære, og hvordan klichéerne (re)produceres, forandres og formidles i såvel rejse- og ekspeditionslitteratur som i forskellige andre genrer og medier. Arktis er spændende, fordi
stereotyperne bevæger sig i meget forskellige –
til dels direkte modsatte – retninger. Det, der
kendetegner Arktis som forestilling, er netop
denne på en gang stereotype flertydighed, som
påberåber sig det koldes og hvides »lyse« felt
(uskyld, renhed, jomfruelighed) eller koncentrerer sig om de »mørke« sider (faren, døden,
det uhyggelige, det djævelske) eller også spiller
på begge siders konnotationer samtidigt. Når
Arktis opfattes som uberørt, kommer det polare nord til at stå for det oprindelige og primitive, som enten reservat for noget, der ellers
desværre er gået tabt for altid, eller også noget,
der skal erobres i fremskridtes tegn. Modsætningen mellem natur og henholdsvis civilisation
eller kultur spiller selvfølgelig en meget fremtrædende rolle. Det nordlige bruges enten som
eksempel på udviklingsmuligheder (sml. f.eks.
Komarovas og Gaupseths bidrag) eller instrumentaliseres med civilisations-, imperialismeeller tilmed menneskehedskritisk sigte (sml.
f.eks. Hanssons og Theodorsens læsninger).
Nogle gange imagineres arktis som sted for renselse, som modgift mod civilisatorisk dekadence (sml. f.eks. Kudrjavtseva), eller også i mindre spirituel forstand som ultimativ prøvelse af
fysisk og mental styrke, med det resultat at polarhelten bliver alle mandlige dyders bærer –
arktis er i det hele taget velegnet til at gøre det
ud for mange versioner af »det andet« i såvel
positiv som negativ forstand.
Officielle og uofficielle ekspeditionsrapporter, videnskabelig litteratur, populære beretninger og dagbøger fra ekspeditioner, men også
romaner, film, karikaturer og illustreret børnelitteratur fra begyndelsen af 1800-tallet til i
dag udgør analysekorpusset. Bogen, som er en
af flere publikationer indenfor det tværfaglige
forskningsprojekt »Arktiske Diskurser« ved
Universitetet i Tromsø, rummer 15 bidrag i tre
afdelinger. Første sektion belyser materiale fra
videnskabelige ekspeditioner under en historisk, men frem for alt litteraturvidenskabelig
synsvinkel, anden del fokuserer på kulturmøder i arktiske egne, mens tredje del behandler
kulturelle produkter, der nærmer sig det høje
nord på mere decideret fiktionale præmisser.
Edda-2013-1.book Page 90 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM
90
BOKMELDINGER
Selv om de enkelte analyser tager afsæt i nogle
forskelligartede tekster, gælder det »litterære«
fra bogens titel for de enkelte bidrag for så
vidt, at forhandlinger mellem fiktion og realitet er et af de centrale temaer for hele bindet.
Desuden har de fleste artikler en fremgangsmåde tilfælles, der sætter fokus på narratologien. Den udforsker, hvordan og ud fra hvilket
perspektiv der fortælles, og ved hjælp af hvilke
strategier fortællestemmens autoritet skrives.
Den ovennævnte postkoloniale forståelsesramme bevirker at blikket vendes mod de hybride
genrer, hybride identiteter samt det, at læsningerne fremanalyserer asymmetriske magtforhold af forskellig art. Denne interesse for det
politiske i det æstetiske og omvendt resulterer
i, at læseren får præsenteret et udvalg af materiale, der stadigvæk er aktuel og relevant i dag,
selv om det måske ikke i alle tilfælde er fuldt
ud tidstypisk i den forstand, at det som oftest
kun spejler majoritetsopfattelsen ex negativo.
Vægten lægges ikke på de respektive tidspunkters dominerende former men netop på moddiskurserne, der muliggøres af det samme historiske apriori. Bogen viser, at disse ikke-hegemoniale arktiske diskurser er til stede i hele
den undersøgte periode, sommetider skal der
bare lidt arbejde til, for at hive dem frem fra
glemslen – hvilket er et af formålene med bogen (sml. s. 26) –, andre gange ligger de forbavsende tæt på overfladen. Udgiverne kommenterer i deres instruktive indledningskapitel
som deres mest overraskende fund, at der hele
vejen var så meget plads til ironisk moddiskurs,
vel at mærke fra vestlig/hvid/europæisk hold
(ibid.) – fra aktører med andre ord, der kunne
have benyttet sig af den hegemoniale matrice.
Det er måske ikke så forunderligt, at man finder det, man leder efter, men der ligger helt
klart en pointe i at få øjnene op for, at ikke engang grupper, der kunne bedømmes som overlegne med hensyn til magtfordelingen i samfundet, nødvendigvis er homogene i deres kulturelle produktion.
I bogens første afdeling, Arktis i ekspeditionslitteraturen, præsenteres læseren for berømte ekspeditioners mere ukendte sider. Nils
Magne Knutsen analyserer endda en stort set
glemt ekspedition fra 1800-tallets første halvdel og leverer på denne baggrund et mønster
for en vellykket ekspedition. Geografiske opdagelser og andre banebrydende forskningsresultater skal der helst til, for at en ekspedition kan
huskes, men først og fremmest skal det være en
god historie med lidt dramatik og nogle heltegerninger. I forlængelse af dette viser Henning
Howlid Wærp og Silje Solheim Karlsen i deres
respektive bidrag, hvorledes den vellykkede litterære præsentation efter endt ekspedition er
afgørende for bedriftens eftermæle. Teoretisk
tager Wærp afsæt i dokumentarfilmteorien,
ifølge hvilken dokumentaren kendetegnes ved
en kreativ omgang med realiteten – ingen dokumentar uden fortælleteknik –, og i John Tallmadges undersøgelser af fortællestrategier i ekspeditionslitteratur. Også Karlsen refererer til
Tallmadge og fremhæver især tre strategier: at
vise, at man har forberedt sig ordentlig, hvilket
man gør ved at citere forgængere; at føre bevis
for egen ekspertise ved at formidle tekniske detaljer, gerne angående udstyret; og især: at skabe en »narrative persona«, en kraftfuld fortællestemme til sig selv (sml. s. 117). Måske lidt
utilsigtet fremstår Nansen endnu en gang som
genrens overfader, når det skildres, hvorledes
det for andre mislykkes at konstruere et holdbart plot ud af begivenhederne eller iscenesætte sig selv lige så genialt som Nansen. Karlsen
udvider sit materiale med senere, skønlitterære
værker, der på en eller anden måde tager samme stof op (her: Fram-ekspeditionen 1893–96).
Hun tolker de rent litterære værker som »korrigerende stemmer« (s. 134), der sætter et lille
spørgsmålstegn ved Nansens heltestatus, men
som alligevel i lang udstrækning følger den diskurs, Nansen selv fik etableret med sin tekst om
Fram-færden. Johan Schimanski og Ulrike
Spring er inde på de måske mest interessante
Edda-2013-1.book Page 91 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM
B OKMELDINGER
emner i denne del af bogen, når de undersøger
modtagelsen af den østrig-ungarske nordpolsekspedition under ledelse af Weyprecht og
Payer (1872–74). De er især optagede af processer, der leder frem til litterære behandlinger
af begivenheden, og det, de kalder for »diskursive overføringer«, som når f. eks. festtalernes
hyldningsretorik invaderer andre genrer, eller
føljetonens refleksive ironi kan genfindes i de
satiriske vittighedsblade. Ikke bare karakteriseres føljetonen i sig selv med Matthias Nöllkes
ord som »interdiskurs«, også selve 1870'ernes
realistiske litteratur ses i sin hybriditet mellem
romantik og videnskab, journalistik og samfundskritik. Jules Vernes egen hybridgenre med
sin popularisering af videnskaben, som er nærtbeslægtet med ekspeditionslitteraturen (sml.
s. 85), fastslås som et vigtigt orienteringspunkt
for tidens forfattere.
De fire bidrag i bogens mellemste del, Rejsebeskrivelser og arktiske kulturmøder, spænder
vidt og byder på alt fra mindre almindelige emner i skandinavisk arktisdiskussion til et eksempel fra en af yndlingsslagmarkerne. Olga
Komarova gør læseren bekendt med etnografen, krigskorrespondenten og forfatteren Vasilij
Nemirovitj-Dantjenkos forskningsrejse fra Arkhangelsk ved Hvidehavet til Vadsø i Nordnorge
i år 1873. Ifølge Komarova betragtes Nordvestrusland traditionelt som et reservat for den
russiske essens. I virkeligheden har det altid været det interetniske samspil i regionen, der har
frembragt dette »urrussiske« (sml. s. 163). Rejse- og forskningsberetningen er ingen selviscenesættelse som sådan, men Nemirovitj-Dantjenko træder alligevel i karakter i møderne.
Hans sans for humor er til stor hjælp, specielt
når sprogkundskaberne ikke slår til (sml.
s. 173). Det kan slås fast, at humor er en vigtig
kvalifikation for etnografer i almindelighed.
Den er afgørende for at etablere kontakt, og
den fremmer forståelsen, i og med ægte humor
indebærer evnen til at træde et skridt tilbage og
se sig selv udefra med andres øjne. Marie-The-
91
res Federhofer vælger Adelbert von Chamissos
deltagelse i den anden russiske jordomsejling
under Otto von Kotzebue (1815-18) som udgangspunkt for at belyse ambivalenserne i forestillingen om Arktis i begyndelsen af 1800-tallet. Chamisso er et oplagt eksempel, fordi hans
litterære og videnskabelige tekster skildrer det
samme rum ved hjælp af fuldstændigt forskellige kulturelle teknikker (sml. s. 139), hans tekster i de forskellige genrer vidner om »en bemerkelsesverdig samtidighet av ulike polardiskurser« (s. 158). Som en af de første tyske
forskere dokumenterer Chamisso et etnologisk
møde. Han er sig sine egne begrænsninger som
iagttager bevidst og reflekterer over sit eget
ståsted, samtidigt med at han bestræber sig på
kun at præsentere det andet og så vidt muligt at
glemme sig selv. Chamissos beretning adskiller
sig markant fra Kotzebues nedladende syn på de
urbefolkningsgrupper, de møder i Alaska og Sibirien. I sin selvforståelse som tolk og kulturoversætter virker Chamisso højaktuel den dag i
dag. Silje Gaupseth bevæger sig på mere klassisk
terræn, når hun med støtte i Johannes Fabians
teoridannelse skitserer, hvilke strategier Vilhjalmur Stefanssons tekst »The Friendly Arctic:
The Story of Five Years in Polar Regions«
(1921) anvender i sin skildring af de canadiske
inuitter (allokroni, etnografisk præsens, kommentar-genre). Selv om inuitterne får tildelt en
rolle som arktiske eksperter, betragtes de samtidigt som børn i forhold til »supereskimoen«
(Richard Finnies, s. 218) Stefansson, der tilegner sig deres færdigheder som en bonuskvalifikation, uden af den grund at opgive sin overlegenhed med hensyn til »logisk tænkning«: »Selv
om Stefansson utvilsomt både beundrer og respekterer inuittene, er han – i motsetning til
dem – med andre ord i posisjon til å skille fakta
fra fiksjon. Han kan skrelle vekk de overtroiske
elementene i de inuittiske fangstmetoder og
omforme dem til ›polarteknikk‹ eller vitenskap.« (s. 217). Anden dels højdepunkt er Fredrik Chr. Brøggers indlæg i debatten om Knud
Edda-2013-1.book Page 92 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM
92
BOKMELDINGER
Rasmussens eventuelle indre splittelse. Der er
skrevet så meget om dette emne og ud fra så
mange vinkler, at man kunne tro, det var unødvendigt med endnu en gennemgang – men ved
at koncentrere sig om den succesfulde, midaldrende Rasmussens tobindsværk Fra Grønland til
Stillehavet og læse den meget grundigt, leverer
Brøgger, klogt og sagligt argumenterende, et
tiltrængt overblik. Brøgger tager udgangspunkt
i en tese om Knud Rasmussens »to persepsjonsfiltre, et som er inuitisk og et som er eurosentrisk« (s. 183) og undersøger, hvordan dette viser sig i beretningen fra 5. Thule-ekspedition
(1921–24) gennem bratte skift i fortælleperspektivet. I visse passager handler det endda om
et gennemført dobbeltperspektiv, der stiller
vurderinger fra modsat hold side om side med
hinanden uden at kommentere eller hierarkisere. Rasmussen udviser ifølge Brøgger respekt
og kritik, identifikation og distance over for
begge kulturer (sml. s. 183), hans holdning er
præget af en dobbelt kulturel loyalitet (sml.
s. 191). Hvis Rasmussen skal forsøges syntetiseret, så kun som pluralistisk identitet i overensstemmelse med f.eks. Gloria Anzaldúas konception af »mestiza«-bevidstheden, der overvinder dualiteten og udvikler en tolerance mod
flertydigheder og modsigelser. Rasmussens
tekst viser ingen steder tegn på problematisk
identitetssplittelse og Brøgger konkluderer:
»Hvis det er grunntone i Rasmussens personlige livsanskuelser på den femte Thule-ekspedisjon, er den humoristisk snarere enn tragisk.«
(s. 195–96).
Med sine syv bidrag er bogens sidste afdeling,
Fortællinger om Arktis, samtidigt den mest omfangsrige og den mest heterogene. Den lægger
ud med en tekst af Liv Lundberg, der skiller sig
markant ud fra de andre i bogen. Mens antologiens øvrige bidrag mange gange analyserer hybride genrer, er Lundbergs tekst selv en lyrisk-essayistisk hybrid. En kobling til andre tekster, der
beskæftiger sig med Arktis, kan muligvis etableres via abstraktions- og frigørelsesproblematik-
ken. Lundberg er klar over illusionen, der ligger
i at tage til et formentligt øde sted – og formentligt uden bagage –, når hun med umiskendelig ironi skriver: »Uten fast bopel og vanedannende familie / reiser jeg lett med plastkort og
pass / mot de ytterste strøk« (s. 235). Fortællinger om Arktis indeholder to bidrag om film,
Tanja Kudrjavtseva undersøger den arktiske ø
som liminalt rum i Pavel Lungins film »Ostrov«
(Øen; 2006) og Roswitha Skare bedriver editionsfilologi på filmens område med sit forsøg på
at finde frem til den originale udgave af Robert
Flahertys »Nanook of the North« (1922). Navnlig retter Skare opmærksomheden mod de
forskellige forord, som filmen i tidens løb har
fået. Disse og andre paratekster, som f.eks. filmplakater eller anden reklame, spiller en vigtig
rolle i receptionsprocessen, men de kan også
være interessante i sig selv, i og med at de rummer information om den respektive historiske
opførelsessituation. Filmen bringer ellers uundgåeligt spørgsmålet om fakta og fiktion på bane.
Flahertys forståelse af »autentiske inuitter« har
blandt andet ført til Vilhjalmur Stefanssons
dom, at det hele er så sandt som historien om
julemanden (sml. s. 350). Uanset hvad blev filmen en stor publikumssucces og var med til at
præge forestillingen om inuitterne i lang tid
fremover, hvilket leder til spørgsmålet om ansvaret af massekulturens producenter. Lill Tove
Fredriksen bidrager med en præsentation af samisk litteratur, nærmere bestemt af JovnnaÁnde Vests romantrilogi Árbbola at (Arvingerne), hvis sidste bind udkom i 2005. Mere givende med hensyn til teoretiske overvejelser virker
dog afdelingens resterende tre kultur- og litteraturvidenskabelige artikler. Heidi Hansson behandler alternative arktiske diskurser i britisk
populærkultur i perioden 1890–1930. Der er
tale om en maskulinitetskrise og en frygt for civilisatorisk svækkelse i samfundet, som leder til,
at især beretninger fra polarekspeditioner anses
som velegnet læsning for børn og unge. De formidler mandlige værdier og er således moralsk
Edda-2013-1.book Page 93 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM
B OKMELDINGER
opbyggelige. Det er denne officielle og klassebevidste heltediskurs, karikaturtegnerne reagerer
på. Samtidigt med, at helterollen dekonstrueres,
latterliggøres etablissementet og den imperiale
diskurs. Med Alan Alexander Milnes Winniethe-Pooh (Peter Plys/Nalle Puh/Ole Brumm)
som eksempel diskuterer Hansson, om imperialistisk tænkning endda gennemsyrer børnelitteraturen, eller om Milnes bog subtilt kritiserer al
erobringsvirksomhed, når den diskrediterer
Nordpolen som mål og skildrer hele ekspeditionsforetagendet som lattervækkende. Ifølge
Kirsten Thisteds gennemkomponerede artikel
er Kim Leines romaner et af de mest markante
nutidige forsøg på at bryde med gængse danske
grønlandsstereotyper. Navnlig lever den danske
selvopfattelse som »de gode kolonisatorer« i
bedste velgående. Leines selvbiografiske roman
»Kalak« (2007) er efter Thisteds mening mere
vellykket end efterfølgeren »Tunu« (2009), selv
om lighederne i stoffet er åbenlyse. »Kalak«
vedkender sig sit subjektive ståsted, og det faktum, at bogens danske protagonist Kim bærer på
et ungdomstraume og udvikler et voldsomt medicinmisbrug, bryder med det sædvanlige mønster, der stiller »et velfungerende beskrivende os
over for et dysfunktionelt beskrevet dem, som i
den grad præger den danske grønlandsdiskurs«
(s. 283). Forsøget på at skrive en kollektivroman i »Tunu« leder derimod til at tekstens
udsagn kan opfattes som et almengyldigt
helhedsbillede, hvorigennem det får mere autoritativ karakter. Der findes ikke noget endegyldigt svar på, hvilken rolle Grønland spiller i
Kims deroute i »Kalak«. Men i Thisteds læsning
af romanen bliver det tydeligt, at forholdet »kun
lader sig beskrive og forstå, hvis man ophæver
det tabu, der hviler over det faktum, at gamle
koloniale relationer mellem Danmark og Grønland fortsat er indskrevet i krop og køn og gengangeragtigt genopføres hver eneste dag i de
mest intime relationer mellem mennesker.«
(s. 270). Dette betyder til syvende og sidst, at
Kim gentager sin fars misbrugsstrategier. Han
93
udnytter de grønlandske kvinder, simpelthen
fordi han kan, alt imens det hele påstås at være
frivilligt. Cathrine Theodorsen analyserer, hvordan de tre fortællenivauer i Christoph Ransmayrs hybridroman »Die Schrecken des Eises
und der Finsternis« (1984; på norsk som »Isens
og mørkets redsler«, 1991) overlejrer hinanden
og blandes sammen, sådan at selve fortællestrukturen og det, der skildres på de enkelte
niveauer, samles i et fælles udsagn om absurditet, tab af orientering og udviskede grænser
mellem fiktion og realitet, skønt Ransmayr i vid
udstrækning bruger kildemateriale fra
Weyprecht-Payer-ekspeditionen. Theodorsen
argumenterer for, at fiktionen på en måde er
mere sandfærdig end de officielle ekspeditionsberetninger, der dog ifølge genrekonventionen
skulle være forpligtede til at levere sandheden.
Fiktionen afmystificerer helten, sådan at han
pludselig fremstår i naturlig størrelse. Theodorsen afslutter sit bidrag med et af de klassiske topoi angående det polare. Arktis mærker menneskene for livet, men forbliver selv et ubeskrevet blad, et projektionsrum: »Isverden, som det
tomme stedet det representerer, kan fylles av de
mest fantastiske historier – og derav finnes det
noen historier som faktisk også har skjedd i virkeligheten.« (s. 309).
Set ud fra en norsk synsvinkel håber man
med publikationen af Reiser og ekspedisjoner i
det litterære Arktis at kunne udvide horisonten
ved at fremme kendskabet til andre landes polarforskere og -tekster, men også ved indirekte
at berøre det skift i diskursiv strategi, der er på
færde, når det subarktiske Nordnorge af regeringen omdefineres til en del af Arktis. Men
også i et mere globalt perspektiv tror udgiverne, at det kan være nyttigt med grundforskning
med udgangspunkt i mere historiske tekster.
Beskæftigelsen med såvel fiktionalt som faktuelt
orienterede bearbejdelser af kulturmøder gennem tiderne kan bidrage til et nyt syn på problemer, der aktuelt trænger sig på.
Edda-2013-1.book Page 94 Tuesday, February 26, 2013 7:22 PM
94
BOKMELDINGER
Bogen indeholder mange interessante faktuelle oplysninger og leverer til tider glimrende
nær- og krydslæsninger af teksterne. Det er helt
klart positivt, at der er tale om en fælles referenceramme de enkelte bidrag imellem. Sammensætningen virker langt hen ad vejen gen-
nemtænkt, og selv om ikke alle bidrag holder
samme høje standard som især Schimanski/
Spring, Brøgger og Thisted, lykkes det antologien at give et bemærkelsesværdigt overblik over
et stort felt af (populær)videnskabelig, skønlitterær og populærkulturel tekstproduktion.
Michaela Hanke