BAG OM
Sika Design, Vipp, Multiform, Malling + Living
TEMA: RUM & ARKITEKTUR
Tidsånden har sat sig igennem i byplanlægningen
Fremtidens boligudtryk
Når hotellet bliver en destination
MESSEOPTAKTER OG NYT FRA BRANCHEN
01
2 0 1 5
TRENDS OG FARVER
Forår/sommer 15 og efterår/vinter 15/16
NO. 01 2015 · UDGIVET AF PEJ GRUPPEN
365
ARTI–
KEL
AF LENE NYGAARD
SAMTALE MED ARKITEKT HANS BØLLING (FØDT 1931)
Design med
menneskelige dimensioner
Han er mest (aner-)kendt for Bakkebordet og træfigurer som And og Ælling, Oscar
og Strit. Men arkitekt Hans Bølling er også en historiefortæller og en formgiver
med noget på hjerte. I denne artikel fortæller han om, hvad der har karakteriseret
de klassiske arkitekter og produktudviklingen dengang - og hvad han tænker om
nutidens designtendenser. Og lidt om fremtidens udvikling.
I Charlottenlunds gamle ismejeri ligger en særlig tegnestue.
Vinduesudstillingen er netop udskiftet - igen. Nærmest dagligt
ses nye, nysgerrige næser mod ruderne. Store stykker papkonfekt, smukke planter og klassiske designikoner kommer til syne i
finurlig harmoni. Man fornemmer håndværk, smittende fortællertrang og leg hos arkitekt Hans Bølling. Med mere end 80 år på
bagen har han været en del af gamet fra klassisk møbeldesign til
i dag. Og han tager stadig turen fra hjemmet til tegnestuen hver
dag. Han ved noget om design og arkitektur. Og om livet.
Dengang, der var tid til håndværk
Hans Bølling blev uddannet på Kunstakademiets Arkitektskole
i 1960. Dengang var der ca. 40 færdiguddannede arkitekter
om året. Og alle kendte hinanden. Man lærte af de bedste, af
hinanden, og alle fik job enten i Danmark eller hos dygtige arkitekter i Sverige. Eksempelvis var Poul Kjærholm lærling hos Ole
Wanscher - og Ole Wanscher hos Kaare Klint. Og Hans Bølling har
lært meget af både Ole Wanscher og Poul Kjærholm, som sættes
lig med dygtig materialebearbejdning og fokus på håndværket i
det hele taget.
Hans Bølling fortæller: ”Det, der var fælles dengang, var, at vi
alle var tæt på håndværket. Man var som oftest uddannet murer,
tømrer eller snedker, inden man blev arkitekt. Jeg selv har en
uddannelse som kunsthåndværker og tømrer. Vi kunne tegne i
hånden og måle op. Når eksempelvis Ole Wanscher arbejdede
med sine armlæn, stod han side om side med snedkeren og forfinede gradvist, indtil de var færdige - i både udtryk og funktion.
Når vi tegnede, var det for at skabe nyt til noget eller nogen. Til
en særlig bygning, til en større udstilling, eller fordi en samarbejdspartner spurgte. FDB-møblerne blev jo skabt af en årsag.
Mit bakkebord blev også til, fordi Ørskov specifikt spurgte efter
et bord, som var nemt at forsende. Man kan sige, at produkterne
afspejlede vores tid og havde et formål. Det var så roligt og ligetil,
da jeg blev arkitekt. Man gjorde sig umage, og der var hyggelige
dialoger med bygherren. Det var ikke så kompliceret at drive en
tegnestue. Man var omgivet af venner og familie. Vi var 12 mand
på en tegnestue, og produktudvikling handlede ikke så meget om
pris og effektivitet, men om at lave det rette. Det var sågar gratis
at parkere i indre København.”
Gælder det om at sikre sig?
Der uddannes i dag væsentlig flere designere, arkitekter og
andre kreative, som alle drømmer om et liv i det kreative miljø.
Så mange, at kun få får mulighed for at arbejde med det, de for-
»
72
Dette arbejder jeg med netop nu:
”For tiden er jeg meget optaget af fisk. Jeg arbejder med for
mer, farver og nye produktionsmetoder. De bliver sikkert ikke
til noget, men det glæder mig at eksperimentere med dem. Til
gengæld er der andet fra min hånd, som inden længe vækkes
til live. Architectmade arbejder netop nu med produktionen af
mine Diskosfugle fra 1961 og min Kvartetstage, som de kom
mer til at lancere i fremtiden.”
365 DESIGN · ISSUE 01 2015
73
365
ARTI–
KEL
DESIGN MED MENNESKELIGE DIMENSIONER
Tre af de gode:
•Ole Wanscher var utrolig dygtig til at vælge mate
rialer, der passede til designet, og at få møblet
lavet flot og rigtigt.
•
Knud Holscher beundrer jeg for formgivningen
af porcelæn på Ifös produkter og hans evne til at
skabe gode proportioner i sit design.
•Grethe Meyers stel ’Blåkant’ har jeg altid kunnet
lide. Og kan det stadig. Det var i sin tid et stel, alle
unge arkitekter skulle have, som en slags reaktion
mod det kongelige porcelæn.
74
ventede, når de er færdiguddannede. Mange større producenter
vælger at produktudvikle effektivt og med hurtigt salg for øje.
Kompleksiteten stiger også, fordi der opkøbes brands på tværs
af kategorier, og fordi der i dag inddrages kapitalfonde. Nutidens
konkurrence kræver det, og omdrejningspunktet er god forretning. Således er der ikke altid rum til at inddrage nye talenters
ideer og tage sig tiden til at skabe. Og når der investeres i større
designsatsninger hidkaldes oftest kendte designnavne i håb om
sikker satsning.
Hans Bølling bekræfter denne oplevelse af kompleksitet i branchen: ”Mit indtryk er, at der i dag uddannes et hav af arkitekter,
som specialiserer sig ud på en række områder. Der er mange om
buddet, og det virker attraktivt at være designer. Men jeg kan tvivle på, om der er plads til alle. Nyt for mig er også inddragelse af
computere i alle processer. Og alverdens papirarbejde for at drive
en tegnestue – eller et arbejdsliv i det hele taget. Alle skal sikre
sig. Man tegner på computeren frem for i hånden, men kender
ikke nødvendigvis standardmålet på en mursten. Det virker som
om, der er et større pres. At det handler om at præstere, konkurrere og være effektive.”
Det gode samarbejde
Det har altid handlet om gode samarbejder og networking.
Dengang som nu. Relationer er afgørende for at opnå succes. Og
for at føle sig godt tilpas på vejen dertil.
Hans Bølling fortæller: ”Jeg har haft mange gode samarbejder
gennem tiden – både danske og udenlandske. Store og små.
Fælles for dem har været, at dialogen har været sund og ligetil.
Jeg har været vant til, at vi snakkede om tingene og lyttede.
Vi havde ukomplicerede dialoger og spurgte til, hvad hinanden
syntes. Ikke mindst betød samarbejdet med min svigerfar, Axel
Wanscher (bror til Ole Wanscher), utrolig meget for mig. Han var
arkitekt, og han var den, der opfordrede mig til at forfølge den
retning. Jeg er gennem tiden blevet kontaktet af mange for at
arbejde andetsteds, men det har altid betydet meget for mig at
have de rette mennesker omkring mig. Og det var Axel. Af nutidige samarbejder kan jeg nævne Brdr. Krüger, som jeg efterhånden
har en lang historik med. Vi er modtagelige over for hinanden, og
jeg kan præsentere nyt og opleve konstruktiv ærlighed. Omvendt
kommer de med forslag til eksempelvis nye farver, som jeg tager
til mig og arbejder med. Architectmade er også en betydningsfuld samarbejdspartner for mig. De er gode til at tage tingene
til sig. Der findes mange søde og sjove mennesker derinde, og
de er meget kvalitetsbevidste. Desuden arbejder de meget med
at udvælge de rette forhandlere, hvilket betyder meget for mig.”
Meget af alt
Hans Bølling holder sig stadig opdateret og undres til tider: ”Når
jeg læser i nutidens boligblade, synes jeg, der er meget af alt.
Der er så meget, der kaldes design og designere. Der er utrolig
mange varianter af alting. Og nye farver eller størrelser af eksisterende produkter. Jeg ved slet ikke, om mennesker har brug for
alt det. For nyligt stødte jeg på en utrolig smuk kande fra Stelton,
kaldet Emma. Den havde vundet en pris, stod der. Og det kan jeg
godt forstå, for den havde en smuk form, gode farver og materialer. Men jeg tænkte, om den mon vil blive husket i mange år,
når der nu findes så meget på én gang. Kubus-stagen laves i dag
i flere varianter og farver, end den måske er tænkt til. Aber laves
nu også i mellemstørrelse. Kongeligt porcelæn fås i sort eller
ensfarvet blå. Hans J. Wegners stole skal have hynder på, selv
om det ikke har været arkitektens tanke. Og de små borde med
håndtag findes i mange udgaver. I sin tid lavede jeg faktisk sådan
et bord, men dengang var det nok ikke så aktuelt. Men mon ikke
de gode ting vil skille sig ud og være bæredygtige. Kvalitet holder
som oftest længere. I hvert fald er jeg meget tilfreds med, at mit
bakkebord har klaret sig vel i mere end 50 år.”
Design: Fordi man kan?
Arkitekten afrunder samtalen med en opfordring til at huske den
menneskelige dimension i designet. At vi ikke nødvendigvis skal
betræde alle nye retninger, fordi vi kan: ”Jeg har altid fornemmet,
at skandinavisk design er noget, man kan holde af. Også ude i
verden. Eksempelvis har Jørn Utzon og Henning Larsen skabt
skøn arkitektur i udlandet. Og danske arkitekter har altid været
dygtige til at forfine. Derimod synes jeg, at Starck og noget af
det italienske design er blevet nærmest hysterisk og skabt til
forbrugersamfundet. Mange ting bliver lavet, fordi det kan laves.
Det er som om, det mangler menneskelig dimension. Jeg kan
godt lide vandrette og lodrette linjer, men i dag skal alting være
skævt. Også på bygninger. Fordi teknologien nu også gør det
muligt og ikke nødvendigvis, fordi det er smukt eller funktionelt. I
dag findes der så meget stort og enormt. Muligheder der næsten
fremmedgør os fra vores omgivelser. Tænk på, at menneskebørn
stadig fødes som de mest hjælpeløse skabninger. I dag fordres
de med elektronik og udvikling, inden de kan noget selv. Kan et
menneske mon rumme alt det? Kan vi følge med? Og kommer
teknikken til at overgå etikken?”
Disse produkter har banet min vej:
•Bakkebordet, som sælges via Brdr. Krüger, har nu levet i
mere end 50 år. I generationer af hjem har det fungeret
både æstetisk og funktionelt. Og det er jeg stolt af.
•Med et mønster til tekstil vandt jeg engang en konkur
rence hos Egetæpper. Mønstret har sidenhen været
anvendt på produkter hos Ørskov, men mest af alt gav
præmiesummen mig mulighed for at investere i min
første drejebænk, som har gjort, at jeg sidenhen kunne
bearbejde min kendte træfigurer.
•Generelt er jeg glad for mine træfigurer, som i dag sæl
ges via Architectmade. Men især betyder hunden Oscar
meget. Fordi han er forbundet med så mange minder om
dengang jeg sad og lavede figurer af klemmer, nødder og
kaffebønner. Og det er imponerende, at Oscar i dag er
flyttet fra kælderen og ud i det meste af verden.
365 DESIGN · ISSUE 01 2015
75