Bestyrelsens beretning 2014, v. Marianne Asmussen Haslev Seminarium, onsdag den 4. marts 2015 Kunstklubben Faxe havde i kunstklubåret 2014 24 medlemmer. Det er målet at gøre kunstklubben til en levedygtig forening, hvor folk med interesse for billedkunst lokalt kan mødes til gode kunstbegivenheder. Derfor vil vi selvfølgelig gerne have endnu flere medlemmer og også gerne flere medlemmer i bestyrelsen. I øjeblikket er vi 5 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter, men iflg. vedtægterne kan vi være op til 7 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter, så I skal endelig ikke holde jer tilbage, hvis der skulle være nogen blandt jer, der godt kunne tænke sig at være med. Begivenheder i Kunstklubben Faxe For bestyrelsen har det i det forløbne år været vigtigt at få nogle arrangementer ”i luften” for at vise, at der faktisk er en fungerende kunstforening i Faxe Kommune. Vi har i 2014 haft tre rigtig gode arrangementer: I juni var vi på et meget vellykket besøg i Det lille Kunstnerhjem Vindheimar, hvor maleren Alfred Jensen boede og arbejdede. De 20 deltagere var meget begejstrede. Alene interiør og farver, omgivelser, de kreative påfund alle vegne og den helt igennem autentiske stemning af kunstnerhjem var hele besøget værd. Den slags er meget sjældent at finde. Dertil kommer alle de mange malerier, grafik og tegninger fra især Alfred I. Jensens store produktion livet igennem, men også af hans første kone, den islandske maler og grafiker Maria H. Ólafsdóttir plus kunst fra malervenner. Nok til flere timers fordybelse. I september besøgte vi KØS´ store udstilling ”Magt, minder, mennesker” og havde en særdeles kompetent omviser med os, som fortalte om alle de overvejelser, der går forud for valg af mindesmærke-kunst til det offentlige rum. Det var engagerende, for hvem har indflydelse på valget, og hvilke kriterier vælger man ud fra? Endelig besøgte vi i oktober Mogens Sandbergs grafiske værksted i Barup ved Karise. Også det blev en oplevelse udover det sædvanlige. Mogens Sandberg har haft sit værksted i den gamle brugs i Barup siden 1972, og hundredevis af kunstnere har i de forløbne år lagt vejen forbi og samarbejdet med Mogens Sandberg for at få det helt rigtige tryk ud af maskinen. Bolig og værksted emmer af dejlig kunst og en helt fantastisk stemning. Lokale kunstudstillinger Når jeg nu har gennemgået vores begivenheder, falder det måske i øjnene, at kunstforeningen ikke har haft nogen udstilling. Og det er da også et centralt punkt og et stort ønske at komme dertil, at vi kan arrangere udstillinger lokalt. Det står på ønskelisten! Billedkunstner Tine Meyer fra bestyrelsen er i gang med at kontakte interesserede kunstnere, der vil være med til at udstille, og hun er tovholder på den første udstilling. Så får vi se, hvornår og hvordan det kan lade sig gøre. Find os på hjemmesiden www.kunstklubben-faxe.dk Ingen forening uden hjemmeside. Vi har derfor prioriteret at få en hjemmeside i luften, hvor alle interesserede kan finde informationer om foreningen. På forsiden kan I finde foreningens aktuelle begivenheder. Desuden er der en side med tidligere begivenheder. Her kan I finde information om foreningens aktiviteter siden oprettelsen i 2013 sammen med links til det udsendte pressemateriale og eksterne links til de steder og udstillinger, vi har besøgt. Det fungerer lidt som et arkiv. På siden ´Begivenheder´ kan I også finde planlagte begivenheder for indeværende år. Gallerisiden viser billeder fra foreningens arrangementer, så alle kan få et indtryk af, hvor vi har været, og måske selv få lyst til at deltage næste gang. Siden ”Om Kunstklubben Faxe” fortæller om foreningen: formål, vedtægter og aktiviteter samt bestyrelsens medlemmer og sammensætning. Til sidst er der siden ”Bliv medlem” med oplysning om medlemsfordele, kontingentstørrelse og hvordan man kan melde sig ind i foreningen. Find os på app´en Det sker i Faxe Vi indtaster også kunstklubbens begivenheder på den elektroniske kulturkalender Kultunaut. Her kan I se vores arrangementer under app´en Det sker i Faxe. Som forening er man ikke nogen ø Det har vi fået at mærke gennem talrige invitationer til møder med Faxe Kommune og gennem opfordring til at deltage i netværk. Det koster mange resurser at deltage, både i møder og arrangementer, og vi er en lille bestyrelse. Derfor lige en kort orientering om, hvad vi har prioriteret at deltage i siden sidste generalforsamling. Frivillighed i Faxe Kommune Repræsentanter fra bestyrelsen har deltaget i Frivillighedskonferencen i Faxe Kommune den 18. november, men takket nej til Foreningernes Dag den 14. september, efter at have deltaget i det første, indledende informationsmøde den 24. juni. Begrundelsen herfor var, at foreningslivet spænder meget vidt, og vi har som kunstforening brug for et snævrere kulturfokus. Seminariet som kulturhus Foreningen har deltaget i tre såkaldte kulturmøder vedr. den fremtidige brug af festsalsbygningen på det gamle seminarium. Møderne har bl.a. handlet om, hvordan man booker lokaler i bygningen, og hvordan man udvikler nye traditioner og aktiviteter på stedet og organiserer huset i fremtiden. Et resultat af de møder er indtil videre, at vi her i aften har hørt foredrag og har vores generalforsamling her på stedet. Kulturstrømmen I perioden 2013-2014 har Kulturregion Storstrøm arbejdet på at opbygge et netværk af kulturelle aktører, ildsjæle og institutioner fra kulturregionens 6 kommuner. Som forening tilbydes man også medlemskab af dette netværk, som hedder ”Kulturstrømmen”. Netværket fortsætter under den nye 4-årige kulturaftale med Kulturministeriet, men det er dog endnu usikkert, hvordan. Puljemidlerne forsvinder, men foreningerne får i resten af 2015 gratis adgang til fonde.dk, som er en portal med oversigt over, hvor man kan søge midler til sine projekter. Det kan blive aktuelt for os, når vi skal søge midler til at dække en kommende udstilling. Men givetvis vil der stadig kunne hentes masser af inspiration på de arrangementer for regionens kulturaktører, som vil blive afholdt. Jeg deltog fx i et heldagsarrangement på Rønnebæksholm om, hvilken rolle foreningerne kan spille i den nye skolereform. Det giver rigtig meget, men man skal selvfølgelig have tiden til det. Skovbo Kunstforening Vi har desuden som bestyrelse været på et inspirerende besøg i Skovbo Kunstforening, hvor deres formand gennem 40 år, arkitekt Henry Rossle, fortalte om kunstforeningens mange aktiviteter gennem årene. Han gav os mange gode ideer til, hvordan vi som nystartet forening kommer bedst i gang. Nogle af hans klareste anbefalinger var: 1. Start stille og roligt. Det er vigtigt med en arbejdende bestyrelse og et stort netværk. 2. Gør jer så synlige som I kan med hjemmeside, pressemeddelelser, annoncer og publikationer. 3. Få nogle samarbejdspartnere. 4. Deltag i møder med kommunen. 5. Få nogle gode, gerne unikke, idéer og før dem ud i livet. Den lader vi lige stå et øjeblik … Meld dig som emne til bestyrelsen Jeg vil afslutte beretningen med at sige tak for godt samarbejde til alle i bestyrelsen. Samtidig vil jeg opfordre alle interesserede til at stille op til den nye bestyrelse. Som I kan høre, er der nok at tage fat på, og man kan hurtigt komme til at gøre en forskel, som det hedder! Næste store mål er at få en udstilling op at stå! TAK
© Copyright 2024