Tyske soldater på Østfronten
Tyske soldater på Østfronten Indhold Indledning.................................................................................................................................................................................................... 3 Problemformulering............................................................................................................................................................................... 3 Afgrænsning................................................................................................................................................................................................ 4 Metode ........................................................................................................................................................................................................... 4 Kildepræsentation og kildekritiske overvejelser .................................................................................................................... 8 Forskningsdiskussion ......................................................................................................................................................................... 12 Goldhagen-debatten ....................................................................................................................................................................... 15 Ideologiens "forvandling" af den almindelige tysker .................................................................................................... 19 Et nyt perspektiv .............................................................................................................................................................................. 20 History from below ......................................................................................................................................................................... 21 Ideologiens væsen ........................................................................................................................................................................... 24 Analyse ....................................................................................................................................................................................................... 26 Anton Steinacher .............................................................................................................................................................................. 26 Indledning ...................................................................................................................................................................................... 26 Tonis syn på krigen.................................................................................................................................................................... 27 Det mandlige ideal...................................................................................................................................................................... 28 Den tyske genoprejsning ........................................................................................................................................................ 30 En fjendehadsk tradition? ...................................................................................................................................................... 31 Fædrelandet .................................................................................................................................................................................. 32 Livet ved fronten ......................................................................................................................................................................... 33 Den nazistiske ideologi ............................................................................................................................................................ 34 Fjendebillederne ......................................................................................................................................................................... 35 Delkonklusion ............................................................................................................................................................................... 36 Kuno Rinker ........................................................................................................................................................................................ 37 Indledning ...................................................................................................................................................................................... 37 Kunos syn på krigen og sin egen rolle.............................................................................................................................. 38 Fædreland og fjendeland ........................................................................................................................................................ 43 Den ideologisk motiverede soldat? ................................................................................................................................... 47 Delkonklusion: Hvad motiverede Kuno til at kæmpe i krigen? .......................................................................... 48 1 Hellmut K. ............................................................................................................................................................................................ 48 Indledning ...................................................................................................................................................................................... 48 Hellmuts syn på krigen ............................................................................................................................................................ 49 Fjenden og nazismens indflydelse ..................................................................................................................................... 51 De mandlige idealer ................................................................................................................................................................... 52 Kammeratskabet mellem soldaterne ............................................................................................................................... 53 Frygten for døden ....................................................................................................................................................................... 54 Troen på Gud ................................................................................................................................................................................. 55 Savnet af familien ....................................................................................................................................................................... 56 Delkonklusion ............................................................................................................................................................................... 57 Konklusion................................................................................................................................................................................................ 57 Litteraturliste .......................................................................................................................................................................................... 60 2 Indledning Under Anden Verdenskrig blev soldaterne på Østfronten udsat for utallige rædsler og befandt sig i, hvad man kan karakterisere som en håbløs situation. De barske realiteter, som soldaterne mødte på deres vej, fordrede at soldaterne måtte tilpasse sig den absurde virkelighed, som de befandt sig i. Denne situation forudsatte, at soldaterne var nødsaget til at finde visse motiverende faktorer, der betød, at de fortsatte deres kamp for en tysk sejr. Dette projekt tager udgangspunkt i en bearbejdelse af tre brevsamlinger, der i perioden fra 1940-1945 blev skrevet og hjemsendt af tre menige soldater på Østfronten. Brevene illustrerer tydeligt både den hverdag og de krigsmæssige oplevelser, som soldaterne oplevede under deres udstationering. De viser på en gang de opture og nedture samt de håb og drømme, der fyldte soldaternes hverdag. Projektet har fokus på soldaternes egne beskrivelser og formuleringer, og kan på baggrund heraf kategoriseres som et mikrohistorisk projekt. Projektets metode lægger sig dermed op ad den del af historieforskningen, der kan karakteriseres som History from below. Dermed er projektet en del af et større og moderne forskningsfelt, men skiller sig ud i den forstand, at vi i kraft af den mikrohistoriske metode lader soldaternes breve tale for sig selv. På den måde får vi et indblik i, hvilke motiverende faktorer, der har præget soldaterne gennem krigen. Netop de motiverende faktorer har været i fokus i store dele af den tidligere forskning på området. Gennem tiden er der blevet lagt vægt på en række forskellige faktorer, og vi ønsker at sammenligne tendenserne fra denne tidligere forskning med de tendenser, som vi i dette projekt finder gennem kildematerialet. Dette leder op til følgende problemformulering: Problemformulering Hvilke motiverende faktorer til at kæmpe for fædrelandet kommer til udtryk i soldaternes breve fra Østfronten, og ændres disse over tid? For fyldestgørende at kunne besvare denne problemformulering på baggrund af de anvendte kildesamlinger, har vi udvalgt forskellige temaer, som vi ønsker at holde fokus på under analysearbejdet. De motiverende faktorer finder vi indenfor disse temaer: soldaternes holdning til krigen, beskrivelsen af fædreland og fjendeland, herunder også soldaternes selvopfattelse og beskrivelser af fjenden, og til sidst om der i brevene udtrykkes en ideologisk ladning. Selvom disse temaer ikke vil udgøre overskrifterne på de forskellige afsnit i analysen, er det disse som har været grundlæggende for udarbejdelsen af analysen. 3 Afgrænsning Problemformuleringen lægger altså op til at belyse flere aspekter, der alle har til formål at give en idé om, hvilke faktorer, der motiverede østfrontssoldaterne til at kæmpe under Anden Verdenskrig. For at projektet ikke skal favne for bredt, har vi valgt at benytte os af nogle konkrete afgrænsningsmæssige forhold. Først og fremmest skal projektets problemformulering besvares gennem en analyse af tre udvalgte brevsamlinger, skrevet af soldater på Østfronten med tilknytning til værnemagten. Brevene er skrevet og sendt fra fronten hjem til soldaternes familier i Tyskland. Projektet bygger på brevsamlinger fra tre soldater: Anton ”Toni” Steinacher, Kuno Rinker og Hellmut K., der alle befandt sig på Østfronten ved forskellige delinger. Brevsamlingerne er tilfældigt udvalgt blandt breve, der opfyldte følgende krav: Brevene skulle være skrevet i krigsårene; de skulle stamme fra soldater, som havde været udstationeret på Østfronten; soldaterne, som skrev brevene, skulle have haft tilknytning til den tyske værnemagt. Alt i alt bygger projektets analyse på 86 breve og projektet vil sigte mod at sætte konklusionerne fra disse brevlæsninger op imod den tidligere forskning inden for netop dette område, hvorfor der er lagt særligt vægt på, hvordan forskningen har udviklet sig. Metode I kraft af dette projekts problemformulering lægges der op til undersøgelse af to aspekter. Denne omhandler først og fremmest, hvordan motiverende faktorer for soldaternes deltagelse i krigen på Østfronten kom til udtryk i feltpostbrevene, der blev sendt hjem til soldaternes slægtninge i Tyskland. Dog lægger den ligeledes op til en undersøgelse af, om der skete en ændring i forhold til soldaternes argumentation for krigen og deres aktivitet i den. Til dette formål vil der blive gjort brug af en mikrohistorisk kvalitativ analytisk tilgang, der skal kunne klargøre, ud fra soldaternes egne ord, hvad der påvirkede deres syn på krigen, fjenden, Tyskland, ideologi m.v., samt om der skete en udvikling i forhold til disse temaer. Det skal dog påpeges, at der forud for sådan en analyse skal klargøres for omfanget af indholdet af soldaternes breve, hvorfor en baggrundsundersøgelse for soldaternes breve må foretages. Denne må tage højde for soldaternes geografiske såvel som sociale forhold, status og levevilkår. Hertil er det også af stor vigtighed at klargøre brevenes modtagere, samt soldatens relation til disse, i forhold til soldatens ønske om at skåne modtageren – altså en form for selvcensur – eller betro sig til modtageren. Spørgsmålet om censuren uddybes i kildepræsentationen. En metode, hvorpå man kan vælge at organisere læsningen af feltpostbrevene, kan være gennem organisering af brevenes temaer i kategorier såsom; synet på hjemmefronten, fjendebilleder samt Krigen. Dette hænger sammen med, at man må sortere soldatens private betragtninger fra de militære og poli- 4 tiske betragtninger således, at man kan få en overordnet forståelse af brevenes indhold og budskaber. Ligeledes gør denne tematisering det lettere i forhold til læsningen af brevene at besvare projektets problemformulering fyldestgørende og sammenligneligt med tidligere forskning.1 Analysen skal via denne tematisering af brevenes indhold bidrage med en fortolkningsmæssigt konstrueret forståelse af soldaternes egne opfattelser, tanker og forestillinger i forhold til, hvad der motiverede dem gennem krigen. Feltpostbrevene skal i den forbindelse forstås som levninger, og altså ikke kilder, der skal tydeliggøre begivenheders udvikling, men snarere give en forståelse af den menneskelige, og på den måde personlige, opfattelse af soldaternes motivation. Dette sker i kraft af, at brevene ikke alene anviser en ufiltreret vurdering af soldaternes oplevelser og opfattelser, men de illustrerer i højere grad en bestemt subjektiv virkelighedskonstruktion, som er knyttet til det man kan betegne som soldaternes personlige holdninger eller habitus.2 Dette anviser ligeledes den vinkel vi vælger overordnet at føre for projektet, og godtgør samtidig, hvorfor vi netop har valgt at anvende feltpostbreve til at besvare projektets problemformulering. På den måde fokuserer projektet på en personlig vinkel i og med, at vi anvender soldaternes egne ord til at forklare deres tanker og følelser, samt de strømninger de eventuelt har været påvirket af. Der er i projektet kun brugt et lille antal brevsamlinger, hvormed projektets analyse kan forekomme ufuldstændig, da et bredere kildemateriale ville resultere i en mere statistisk repræsentativ konklusion. Dog kan man argumentere for, at alene det store antal af feltpostbreve, der blev udfærdiget af soldater ved Østfronten under Anden Verdenskrig, gør det vanskeligt at udfærdige et fuldt repræsentativt projekt baseret på feltpostbreve. 3 Derfor må vi i højere grad fokusere på udvælgelsen samt læsningen af brevene for at legitimere projektets relevans. Projektet bygger på brevsamlinger fra tre forskellige soldater, der er igennem lettere tilfældig udvælgelse er blevet valgt blandt breve, som opfyldte følgende krav: Brevene skal være skrevet i krigsårene, 1939-1945; de skal stamme fra soldater, der har været udstationeret på Østfronten, samt; Soldaterne skal have haft tilknytning til den tyske værnemagt. Projektet vil sigte mod at sætte den tidligere forskning i et nyt mikrohistorisk perspektiv, hvor breve fra menige soldater benyttes til at drage konklusionen. Fordelen ved at anvende en mikrohistorisk metode til dette projekt er, at mikrohistoriens styrke netop er, at den nedbryder de store generaliserende historiske teser. Mikrohistorien fokuserer i stedet på, at analysen skal baseres på de begreber og kombinationer, der anvendes i teksten selv, i stedet for at benytte sig af forskellige begreber, med forskellig baggrund, optik og historie, til at undersøge de konkrete cases. Mikrohistoriens fordele om- Peter-Christian Brøndum og Bo Odgaard Rasmussen, Breve fra Østfronten. Den tyske Værnemagt og krigen mod Sovjetunionen 1941-1945, Historie-nu.dk, 2006, s. 234 2 Brøndum og Rasmussen, s. 235-236 3 Brøndum og Rasmussen, s. 228 1 5 handler eksempelvis afdækning af kulturelle kategoriseringer, samt forandringer inden for disse, hvortil dens svagheder til gengæld omfatter forklaringer af kvantitative sammenhænge.4 I forhold til dette projekt er fokus dog at belyse den udvikling, der sker i forhold til ordlyden i soldaternes breve, hvilket vil blive fortolket på baggrund af afsendernes egne beskrivelser og begreber, hvorfor netop den mikrohistoriske metode er oplagt til dette projekt. Ud fra denne metode vil det på den måde være relevant at føre en snæver diskursiv læsning af brevene, hvor der bl.a. vil blive taget udgangspunkt i soldaternes beskrivelser, diskurser samt positivt- eller negativt ladede ord, der kan give indtryk af soldaternes motivationsfaktorer. Dette betyder ydermere, at mikrohistorien kun benytter sig af en reduceret analyseskala, og dermed kommer dybere ned i udvikling, modsætninger og hvad der ellers kunne forekomme ubetydeligt, så er den på den måde også afhængig af andre historiske analyser, der kan tilføre analysen en bredere kontekstualisering.5 Derfor har vi ved dette projekt lagt særligt vægt på at udarbejde en bred forskningsdiskussion, der skal bidrage til analysen såvel som til projektets konklusion. Hensigten er, at forskningsdiskussionen skal fremstå som diskussionsbaggrund for de tendenser, der kommer til udtryk i projektets analyse, hvortil den endelige konklusion vil blive sammenholdt med den tidligere forskning. Problemet ville i andet fald blive, at den analyse, der bliver udarbejdet, kun vil have en begrænset rækkevidde, såvel som relevans. På baggrund heraf vil det desuden være projektets fokus at sammenholde de temaer og synspunkter vi oplever i tidligere forskning med konklusionerne af vores egen læsning af feltpostbrevene, for på den måde at få et bredere perspektiv, der på den måde vil bidrage med et mere præcist svar på projektets problemformulering. I kraft af at projektets fokus ligger på at udarbejde en mikrohistorisk analyse, ønsker vi at anvende det, der betegnes som den almindelige undtagelse. Denne metode bygger på en forventning om, at vi ved at rette fokus på de undtagelser, uregelmæssigheder og afvigelser, der forekom i forhold til indholdet i brevene, eksempelvis beskrivelser af krigshandlinger, vold, fjendehadske ytringer, eller mangel på samme, vil skabe et indtryk af soldaternes holdninger. I kraft af at disse elementer netop er usædvanlige i soldaternes breve hjem, vil vi ud fra kilderne ligeledes kunne vurdere, hvorledes disse følelser prægede eller kom til at præge soldaterne, og derved kan vi belyse normen inden for soldaternes opfattelse af fjenden, Tyskland, krigen, dem selv eller endda ideologierne.6 På den måde bruger vi ligeledes soldaternes selvcensur til at illustrere, hvilke krigshandlinger de muligvis ikke er stolte af at fortælle deres familier om, samt hvilke de lægger vægt på at fortælle om. Det må dog også tages i betragtning, at mange udeladelser af oplysninger har haft sin naturlige forklaring i et ønske om at skåne dem Liv Egholm, ”Fire ting jeg ved om Mikrohistorie”, Historie-nu.dk, 2005, s. 5 Egholm, s. 5-6 6 Michael Harbsmeier, ”Mikrohistorie - et plaidoyer”, Den Jyske Historiker, nr. 85, 1999, s. 14-15 4 5 6 derhjemme. Dog kan det give os et billede af, hvordan de tendenser, der er inden for den nazistiske propaganda, påvirkede soldaterne. En kritik af den mikrohistoriske metode omhandler dog, på baggrund af den reducerede analyseskala, problemet om repræsentativiteten, som vi også oplever i forhold til dette projekt. Dog har de forskellige cases i mikrohistoriske analyser den styrke, at de repræsenterer diskurser, strukturer og strategier, i stedet for nødvendigvis at fungere repræsentativt for en bestemt epoke. I den mikrohistoriske metode består vigtigheden i lige så høj grad af at påpege de forskellige bestanddele i det kulturelle verdensbillede, som i at kunne udpege hvilke komponenter, der er de dominerende.7 Dette genspejler sig ligeledes i den rolle de tre brevsamlinger spiller i forhold til dette projekts mikrohistoriske analyse. Ydermere er det relevant at påpege, at dette projekt, modsat store dele af tidligere forskning, ikke blot tager udgangspunkt i at fokusere på soldaternes antisemitiske synspunkter. Dette projekt skal i højere grad belyse den overordnede argumentation for, hvilke faktorer, der motiverede soldaterne på Østfronten. På baggrund heraf vil beskrivelser omhandlende både jøder, bolsjevikker, partisaner, russere mm. blive inddraget når vi diskuterer soldaternes fjendebilleder, og altså ikke kun jøder. Ligeledes finder vi det vigtigt i denne sammenhæng også at vurdere soldaternes opfattelse af sig selv, og hvilken rolle de havde i forhold til omgivelserne og fjendebillederne. Til dette formål vil den diskursive analyse, på baggrund af den mikrohistoriske metode, give et indtryk af, hvilke tendenser vi ser i brevene og derpå sammenligne dem med de konklusioner, der er præsenteret i forskningsdiskussionen. I dette projekt vil der blive gjort brug af en metodisk opbygning, der vil fokusere på nogle konkrete analysedele. Disse analysedele vil have til formål at belyse de retoriske ændringer, der fremtræder i de udvalgte brevsamlinger. Analysedelene vil ydermere gøre det muligt at sammenligne og diskutere de udviklinger, der skete i forhold til krigens varighed, samt soldatens deltagelse i krigen. Analysedelene vil hver især tage udgangspunkt i hver af de tre brevsamlinger. I hver analysedel vil der på baggrund af de tidligere nævnte temaer blive foretaget en gennemgang af brevene, hvor der vil blive fokuseret på at belyse, hvilke fjendebilleder, samt hvilke beskrivelser af fjenden der optræder, hvordan Tyskland og Hitler beskrives i brevene, såvel som soldaternes selvsyn og ikke mindst, hvordan krigen som helhed beskrives. Ligeledes vil de tendenser, der optræder igennem de forskellige analysedele, blive sammenholdt med de resultater forskningen har frembragt (jf. forskningsdiskussionen). Slutteligt vil hver analysedel indeholde en delkonklusion, der, i henhold til brevsamlingerne, skal forsøge at besvare problemformulerings søgepunkter. Endeligt vil delkonklusionerne fra de tre analysedele danne grundlag for en samlet konklusion. 7 Egholm, s. 6 7 Kildepræsentation og kildekritiske overvejelser I dette afsnit vil vi præsentere vores eget kildemateriale, samt gøre os nogle kritiske overvejelser om anvendelsen af feltpostbreve. Allerførst må vi erkende, at det på ingen måde er muligt at arbejde med et repræsentativt udsnit af feltpostbrevene, og det er der flere årsager til. For det første blev der skrevet ufatteligt mange breve under Anden Verdenskrig; fra krigsudbruddet i september 1939, hvor det tyske feltpostvæsen blev oprettet med 12.000 ansatte, til krigens afslutning, blev der sendt over 40 milliarder 8 feltpostbreve på kryds og tværs mellem de tyske frontafsnit og soldaternes hjemstavne. Derved fungerede brevene som det vigtigste forbindelsesled mellem hæren og den civile befolkning. Ca. tre fjerdedele af disse breve blev sendt fra hjemstavnen til fronten, så ’kun’ ca. 10 milliarder breve blev sendt af soldaterne fra fronten, men det er stadig et voldsomt stort antal breve.9 For det andet er det vanskeligt at sige noget om repræsentativiteten i andelen af overleverede breve; ifølge Peter-Christian Brøndum og Bo Odgaard Rasmussen, der har udgivet deres renskrevne speciale om feltpostbreve, menes der at være omkring 200.000 feltpostbreve tilbage fra Anden Verdenskrig, hvoraf omkring de 80.000 er tilgængelige på statslige arkiver, mens mange andre breve stadig opbevares privat hos tidligere soldater eller pårørende.10 Når man på forhånd må afvise at kunne arbejde med et repræsentativt udsnit af feltpostbrevene, må man arbejde ud fra andre udvælgelseskriterier. Til besvarelsen af vores problemformulering har vi udvalgt tre brevsamlinger. Vi har ikke mulighed for at danne os overblik over feltpostmaterialet i større omfang, så vores udvælgelse er foregået efter rent kvalitative overvejelser, som nævnt i metodeafsnittet. Den første brevsamling består af 38 breve skrevet af Anton ”Toni” Steinacher mellem 29. september 1940 og 3. december 1945. Toni blev født 28. januar 1911 i Sulz im Wienerwald i Østrig og døde i 1997 i Breitenfurt bei Wien. Toni havde været i købmandslære og havde et fast job, da han som 29-årig blev udtaget som rekrut til den tyske hær. Barnebarnet Markus Steinacher fandt brevsamlingen i bedstefaderens dødsbo, og har transskriberet samtlige breve og offentliggjort disse på internettet. 11 Der er dog en kildekritisk hage ved denne brevsamling; selvom brevene virker ganske ægte, kan vi, når alt kommer til alt, ikke validere ægtheden af disse. Eftersom de er udgivet at en privatperson på internettet, Tallet er et cirkatal. Michaela Kipp estimerer i artiklen ”The Holocaust in the letters of German soldiers on the Eastern front (1939-44)” at omkring 44 milliarder feltpostbreve blev sendt i løbet af Anden Verdenskrig, men vi bygger her på Buchbender og Sterz. 9 Ortwin Buchbender og Reinhold Sterz, Das Andere Gesicht des Krieges: Deutsche Feldpostbriefe 1939-1945. Verlag C. H. Beck, 1982, s. 13-14 10 Brøndum og Rasmussen, s. 228-229 11 http://www.clooney.at/feldpost/ 8 8 kommer vi ikke udenom risikoen for, at brevene er opdigtede. De virker dog indholdsmæssigt legitime, og vi har valgt at medtage brevsamlingen i analysen, men er opmærksomme på, at den manglende validering af ægtheden bevirker, at vores endelige konklusion ikke kan bygge på denne brevsamling alene, men må komplementeres af de to øvrige brevsamlinger. En anden ting vi er opmærksomme på, er, at det er brevskriverens barnebarn, der har offentliggjort brevene. Når det er en nær slægtning frem for en neutral forsker, der har lagt brevene ud til offentlig beskuelse, er der naturligvis en risiko for, at udgiveren har været selektiv i sin udvælgelse af brevene. Angiveligt er alle Tonis breve at finde på hjemmesiden, men vi kan jo ikke vide, om barnebarnet har valgt bevidst at overse et par breve, der på den ene eller anden måde måtte fremstille bedstefaderen i et mindre heldigt lys. Som kilde til at analysere, hvad der motiverer soldaterne til at kæmpe i krigen, er de 38 breve dog rigeligt, og da vi har Tonis breve fra begyndelsen til slutningen, danner de et fint grundlag for at undersøge, hvor vidt der skete en udvikling i hans synspunkter. Den anden brevsamling består af 25 breve skrevet af Kuno Rinker i perioden 3. marts 1941 til 30. december 1942. Kuno blev født 21. december 1921 i Hermaringen bei Heidenheim i det sydlige Tyskland, og mødte efter al sandsynlighed sit endeligt i Stalingrad som en del af den 6. Armé, der blev omringet af de sovjetiske styrker og spærret inde i Stalingrad. Kunos sidste brev til familien er dateret 30. december 1942, og siden da er der ingen spor efter ham. 12 Kunos breve er udgivet på internettet af slægtninge, og vi har stor lid til transskriptionen, da de originale breve er scannet ind side om side med transskriptionen, og stikprøver viser fuldstændig overensstemmelse mellem de to versioner. Desværre er de 25 breve kun en del af den samtlige bestand på 75 breve fra Kunos hånd, 13 så udgiveren har altså på forhånd foretaget en kvalitativ udskilning af nogle af brevene. De 25 breve, der er tilgængelige for os, rækker til vores analytiske formål, da vi får start og slut på Kunos krigsoplevelser, samt en pæn tidsmæssig fordeling over hele perioden. Således vurderer vi, at udsnittet er tilstrækkeligt. Desuden ønsker vi, som nævnt, at analysere hvordan motiveringen til at kæmpe i krigen træder frem i brevene, og til sådan en analyse er det ikke nødvendigt med en fuld brevsamling, hvorfor 25 breve er rigeligt til at analysere, hvordan Kuno beskriver sine krigsoplevelser. Ligesom i tilfældet med Tonis breve, er vi her opmærksomme på, at brevene er udgivet af slægtninge, hvilket indebærer en risiko for et bevidst fravalg af særligt kompromitterende breve. Den sidste brevsamling, som vi har udvalgt som kildemateriale til vores analyse, har vi fundet i en bog udgivet af Ingrid Hammer og Susanne Zur Nieden, som har udført et større indsamlingsarbejde efter dagbøger og breve, bl.a. via annoncering i aviser. Deres udvælgelseskriterier har været at skaffe breve og dagbøger fra så forskellige mennesker som muligt, for at vise diversiteten blandt de mennesker, der 12 13 http://www.kriegstagebuch.gottfriedrinker.bplaced.net/kuno.html http://www.kriegstagebuch.gottfriedrinker.bplaced.net/kuno.html 9 deltog i eller blev påvirket af Anden Verdenskrig. De holder sig strengt til originalteksterne, og har endda ladet grammatiske fejl stå urørte hen. I visse tilfælde har de dog følt sig nødsaget til at forkorte teksterne af pladshensyn,14 men det påvirker ikke vores arbejde, da vores valgte brevsamling indholdsmæssigt leverer nok beskrivelser af krigen til at skrive en fyldestgørende analyse. Den brevsamling, som vi har udvalgt til vores analyse, er skrevet af Hellmut K., som voksede op i et nationalistisk barndomshjem i byen Wernigerode i delstaten Sachsen-Anhalt. Han var fra 1932 medlem af Hitlerjugend, og blev som 19-årig i foråret 1941 tilknyttet rigsarbejdstjenesten og sendt til Polen. Efter sin militære grunduddannelse blev han i 1942 indsat som skarpskytte i et infanterikompagni i Kaukakus. Efter den tyske værnemagts nederlag i Stalingrad, flygtede Hellmut mod Vest, og tog i 1943 det drastiske tiltag at skyde sig selv i benet for at slippe for yderligere militærtjeneste, men benet helede, og i 1944 blev han på ny kommanderet til Østfronten, hvor han blev såret, og tilbragte krigens sidste måneder på et feltlazaret.15 Brevsamlingen består af 23 breve skrevet i perioden fra april 1941 til juni 1944. Brevene er givet til udgiverne af Hellmuts søn, så selvom brevsamlingen i dette tilfælde, modsat Tonis og Kunos breve, rent faktisk er udgivet af fagpersoner, er det stadig en slægtning, der har indleveret brevene, så igen møder vi risikoen for, at visse breve er udeladt. Det er dog vilkårene når det drejer sig om private breve, og igen må vi understrege, at selv et udvalg af breve er nok til at gennemføre vores analyse. Vi har altså i alt 86 breve fordelt på tre kvalitativt udvalgte brevsamlinger, der på ingen måde repræsenterer tyske soldater som helhed, men de repræsenterer dog forskellige soldatertyper: Anton Steinacher var ikke helt ung, da han blev sendt i krig; han var fyldt 29 år, og var godt etableret på arbejdsmarkedet, i modsætning til Kuno Rinker og Hellmut K., der begge var ganske unge da trådte ind i krigen. De tre soldater adskiller sig også ved at komme fra forskellige egne af det tyske rige; Toni fra Østrig, Kuno fra Sydtyskland og Hellmut fra Nordtyskland. Politisk adskiller de sig også; Toni viser ingen tydelige tegn på at have haft nogen særlig tilknytning til den nazistiske ideologi, mens Kuno var ud af en militærfamilie, i og med at hans fader deltog i Første Verdenskrig, og var dermed vokset op med en vis patriotisme overfor fædrelandet, og Hellmut K. var ud af en direkte nationalistisk familie og havde været medlem af Hitlerjugend. Censur Fælles for alle tre brevsamlinger er, at det er slægtninge der har udgivet eller indleveret brevene, så der er selvfølgelig en risiko for bevidst udeladelse af kompromitterende breve, men som nævnt ovenfor, er det et vilkår man ikke kommer udenom når man arbejder med private breve som kildemateriaIngrid Hammer og Susanne Zur Nieden, Sehr selten habe ich geweint: Briefe und Tagebücher aus dem Zweiten Weltkrieg von Menschen aus Berlin. Schweizer Verlagshaus, 1992, s. 7-11 15 Hammer og Zur Nieden, s. 141 14 10 le. En anden ting man må være opmærksom på er, at breve i en krigssituation normalt er underlagt censur, så brevskriverne har været begrænset af regler for, hvad de måtte – og ikke måtte – skrive. Det, der i særdeleshed er vigtigt ved læsning af feltpostbrevene, er at vurdere, hvorvidt censuren har haft begrænsning for brevenes indhold og budskaber, samt hvilke emner soldaterne ikke havde tilladelse til at meddele om til de, der var på hjemmefronten. Hertil havde værnemagten nogle konkrete retningslinjer, der bestod af seks punkter som feltpostbrevene ikke måtte omhandle: 1) Oplysninger om tjenstlige hændelser underlagt bestemmelser om fortrolighed, 2) Spredning af rygter af enhver art, 3) Forsendelser af fotografier og billeder/tegninger, der var underlagt bestemmelser om fortrolighed, 4) Forsendelser indeholdende fjendepropaganda, 5) Kritiske ytringer omkring foranstaltninger foretaget af værnemagten og Rigsregeringen, 6) Udsagn der ville øge mistanke om spionage, sabotage og undergravende virksomhed.16 Dog kan man stadig ud fra soldaternes breve skabe sig et billede af den stemning og det liv soldaterne oplevede ved fronten. Dog må man sætte spørgsmålstegn ved hvilke indskrænkelser eller tilføjelser, der opstod på baggrund af brevcensurens retningslinjer, samt frygten for konsekvenser for at overtræde disse. Brevcensuren kan ligeledes være en af årsagerne til, at feltpostbreve ikke har været synderligt anvendt i historieforskningen før 1990’erne. Selvcensuren kan ligeledes give et skævt billede af virkeligheden ud fra soldaternes breve i og med, at soldaterne ofte ville tilbageholde informationer for at skåne modtagerne for frygt og bekymring. Dog kan man i nogle tilfælde se, at soldaterne eksempelvis fortæller fædrene om flere brutale detaljer, end de der fremgår af brevene til mødrene. Dette kan dog også give os et indtryk af, hvilke informationer og oplevelser soldaterne selv fandt makabre eller amoralske, hvorved vi igennem udeladelsen kan danne et billede af afsenders holdninger. Selvcensuren kunne nemlig ligeledes bruges til at skåne sig selv for ikke at erindre ubehagelige oplevelser. På den måde bliver selvcensuren ligeledes en central del af projektets analyse og konklusion Som historikeren Stephen G. Fritz17 påpeger, måtte soldaterne ikke skrive direkte om de militære operationer, og særligt negative ytringer om regimet kunne medføre dødsstraf, så historikere, der arbejder med feltpostbreve må være opmærksomme på censurens rolle. På den anden side mener Fritz, at brevene alligevel leverer mange oplysninger, der burde være bortcensureret, men på grund af de ufatteligt mange breve sendt til og fra fronten under krigen, har kun en del af disse været grundigt undersøgt, og mange breve er gået uåbnede gennem kontrollen, hvilket soldaterne udmærket var klar over, og derfor efterhånden blev mere og mere ligeglade med, om de skrev forbudte ting. Det, vi læser i brevene, er altså efter stor sandsynlighed udtryk for soldaternes egne holdninger. Ingen tvang soldaterne 16 17 Brøndum og Rasmussen, s. 17-18 Uddybes i forskningsdiskussionen. 11 til at skrive positivt om regimet, så hvis de har beskrevet Hitler og nazismen positivt, kan vi regne med, at det er deres egne synspunkter, der skinner igennem. 18 Forskningsdiskussion I det følgende vil der blive givet et overblik over den forskning, som har haft fokus på de tyske soldater på Østfronten. Der vil især være fokus på den tidligere forsknings konklusioner og påstande i forhold til hvilke faktorer, der var med til at motivere de tyske soldater på Østfronten i kampen for deres fædreland. Siden afslutningen på Anden Verdenskrig har værnemagtens indblanding i krigen på Østfronten været udsat for utallige undersøgelser, undersøgelser som gennem tiden har ændret både kildegrundlag og fokus. Overordnet set kan forskningen inddeles i tre faser; den første og tidligste fase kan kaldes for konsensustiden, den anden fase bød på en mere kritisk tilgang til emnet, mens den tredje og sidste fase kendetegnes ved et skift i fokus.19 I årene umiddelbart efter krigen byggede undersøgelserne af værnemagten på erindringer og påstande fra hærens højst rangerede mænd, hvilket resulterede i skabelsen af en myte. Denne myte byggede på ideen om den rene værnemagt, som blot søgte at beskytte de tyske værdier, og hvis ageren i krigen ikke var præget af den nazistiske ideologi og de nazistiske målsætninger.20 Denne myte var belejlig til at skyde skylden for de grusomme krigsforbrydelser på en lille udvalgt skare af ledende nazister, mens den bredere skare af menige, tyske soldater kunne vaske hænderne. Udover dette var der i denne tid ligeledes fokus på, hvad der motiverede soldaterne til at udkæmpe krigen på Østfronten. Allerede i februar 1945, og dermed inden krigens endelige afslutning, udkom artiklen Why He Fights af Peter Weidenreich, hvor der netop blev sat fokus på de motiverende faktorer. I denne artikel konkluderer Weidenreich, at soldaternes kampånd blev opretholdt grundet flere forskellige faktorer, heriblandt: ”comradeship, fear, good leadership, and faith in Hitler”21 Denne konklusion er i fuld overensstemmelse med tidens tendens til at afnazificere den tyske værnemagt, idet Weidenreich ikke angiver den nazistiske ideologi som en motivationsfaktor. En anden artikel fra denne periode er Cohesion and Disintegration in the Wehrmacht af Edward Shils og Morris Janowitz. Til forskel fra Weidenreich, anerkender de to forfattere i denne artikel, til en vis grad, at nationalsocialismen havde en indvirkning på soldaterne. Stephen G. Fritz, “”We are trying . . . to change the face of the world"-Ideology and Motivation in the Wehrmacht on the Eastern Front: The View from Below”, The Journal of Military History, vol. 60, No. 4, 1996, s. 686687 19 Torben Jørgensen, ”Udforskningen af folkemordet på de europæiske jøder”, i Den Jyske Historiker, nr. 90, 2000, s. 61-65 20 Omer Bartov, “The Myths of the Wehrmacht”, History Today, Vol. 42, Issue 4, 1992, s. 32-33; Ben shepherd, “The clean Wehrmacht, the war of extermination, and beyond”, The Historical Journal, vol. 52 (02), 2009, s. 455456 21 Fritz, 1996, s. 683 18 12 Trods denne anerkendelse slår de fast, at dette kun gjorde sig gældende for en meget lille del af soldaterne, og får dermed i samme omgang antydet, at nationalsocialismen hverken havde en stor eller afgørende betydning i forhold til motiveringen af soldaterne. Hvad der i stedet motiverede soldaterne, var ifølge Shils og Janowitz, at soldaterne gennem deltagelsen i krigen, og dermed med en tilknytning til en gruppe, kunne få opfyldt visse personlige behov, såsom: ”comradeship, esteem, concern, and a sense of well-being and power.”22 Igen ses en konklusion, som i høj grad stemte overens med tidens tendenser. Forklaringen om den rene værnemagt, som ikke var drevet af nazismens målsætninger, fik dog ikke lov at eksistere længe. Omkring midten af 1960’erne indledtes en ny fase i forskningen, hvor forestillingen om den uskyldige og ikke-nazistiske værnemagt begyndte at smuldre, da historikere rettede det kritiske blik mod værnemagtens handlinger på Østfronten. Dette ses især hos Manfred Messerschmidt, tidligere videnskabelig leder af det militærhistoriske forskningsinstitut, hvis værk Die Wehrmacht im NS-staat, Zeit der Indoktrination fra 1969, brød med den tidligere forestilling og i stedet konkluderede, at værnemagten allerede fra 1930’erne var blevet påvirket af den nazistiske ideologi, og derfor ikke længere kunne anses som en uafhængig institution uden nazistiske holdninger. Mens det kritiske blik på værnemagten forblev, begyndte historikerne omkring 1980’erne at nærstudere de menige tyske soldaters rolle i krigen, som hidtil havde været et stort set ubeskrevet emne, frem for at fokusere udelukkende på de øverstbefalende i hæren. Martin van Creveld hører under denne kategori med sit værk Fighting Power: German and U.S. Army Performance fra 1982. I dette værk konkluderer han, at: ”The average German soldier ... did not as a rule fight out of a belief in Nazi ideology ... Instead he fought for the reasons that men have always fought: because he felt himself a member of a wellintegrated, well-led team whose structure, administration, and functioning were perceived to be ... equitable and just.”23 Dette nye fokus på de menige soldater betød, at flere forskere med tiden begyndte at arbejde med de tilgængelige feltpostbreve fra krigstiden. Disse fandtes særdeles brugbare når det angik mentalitetshistorie, som især blev et populært emne i forskningen fra omkring 1990’erne og frem. 24 Historikeren Omer Bartov er en af de forskere, som hovedsageligt har arbejdet med de menige soldaters rolle i krigen. Først i The Eastern Fornt, 1941-45, German Troops and the Barbarisation of Warfare fra 1985, som søger at klargøre i hvor høj grad de tyske soldater var præget af den nazistiske ideologi. Dette værk udkom imidlertid i en redigeret udgave i 2001, og netop denne nyere udgave er blevet benyttet i forbindelse med udarbejdelsen af denne forskningsoversigt. Gennem Bartovs værk er det tydeligt, at hans Fritz, 1996, s. 683 Fritz, 1996, s. 684 24 Brøndum og Rasmussen, s. 237, 240 22 23 13 fokus har været på den nazistiske ideologi, men trods dette påpeger han indimellem, at også andre faktorer, udover ideologien, kunne have betydning for soldaternes motivation til at kæmpe for Tyskland. Dette er f.eks. kammeratskabet mellem soldaterne, frygten for russerne, frygten for at miste livet, eller se ens kammerater miste livet. Desuden påpeger han også, at soldaterne ofte ikke deserterede fordi de var bange for den straf, der ville tilfalde dem. Han udtrykker, at mange troede, at deres bedste muligheder for at overleve var at fortsætte kampen.25 De konklusioner, som Bartov udtrykte i værket fra 1985, arbejdede han efter udgivelsen videre på, og som følge heraf blev værket Hitlers Army, Soldiers, Nazis, and War in the Third Reich udgivet i 1991. Selvom han i dette værk også anerkender, at der var flere ting som soldaterne kæmpede for, såsom egen overlevelse, soldaterkammeraterne, familien og den tyske sejr, er det tydeligt, at han er meget fokuseret på nazismens indflydelse på soldaterne. Han konkluderer, at de tyske soldaters deltagelse i krigsforbrydelserne på Østfronten kan forklares med soldaternes påvirkning af den nazistiske ideologi, kort sagt var værnemagten ifølge Bartov Hitlers hær, og soldaterne: ”[…] fought for Nazism and everything that is stood for.” 26 Det kan påpeges, at værket fra 1991 er mere fokuseret på den nazistiske ideologi som motivationsfaktor for soldaterne, end det fra 1985. Det lidt unuancerede syn på soldaterne i værket fra 1991 var da også blandt de dele af hans forskning, som blev udsat for kritik. I denne forbindelse påpegede Theo J. Schulte, at de forhold, som de tyske soldater arbejdede under, var forskellige fra sted til sted, og netop disse forhold havde, ifølge Schulte, også stor indvirkning på soldaternes handlinger og deres motivation for at kæmpe i krigen.27 Derudover blev kritikken også rettet mod kildegrundlaget, hvilket af kritikerne blev vurderet som utilstrækkeligt i forhold til at kunne drage en konklusion, der lød på, at størstedelen af de tyske værnemagtssoldater var motiveret af den nazistiske ideologi, og at deres brutale handlinger var et resultat af dette. Bartovs valg om at revidere sit værk fra 1985, og ikke det fra 1991, kan føre til en vis undren. Et sådan valg kunne tyde på, at Bartov havde taget kritikken af sit værk fra 1991 til sig, og derfor valgte at revidere det værk, som havde en mere nuanceret tilgang til de faktorer, der havde betydning for soldaternes motivation. Udover den publicerede forskning, viste debatten om værnemagtens frivillige deltagelse i krigsforbrydelserne sig også i form af den tyske udstilling, Vernichtungskrieg – Verbrechen der Wehrmacht 1941 bis 1945 fra midten af 1990’erne. Udstillingen havde det specifikke formål at slå fast, at værnemagtens soldater ikke blot var almindelige mænd uden skyld, men snarere mænd, som villigt tog del i krigsforbrydelserne på Østfronten. Til trods for denne udstillings specifikke formål, sluttede debatten ikke Omer Bartov, The Eastern Front, 191-45, German Troops and the Barbarization of Warfare. 2. Udg., Palgrave, 2001, s. 36-37 26 Omer Bartov, Hitler’s Army: Soldiers, Nazis, and the War in the Third Reich. Oxford University Press, 1991, s. 181-182 27 Brøndum og Rasmussen, s. 239 25 14 med denne.28 Den såkaldte Goldhagen-debat har også haft fokus på soldaternes indblanding i krigsforbrydelserne på Østfronten. Christopher Browning og Daniel Jonah Goldhagen udgjorde med deres værker Ordinary Men,29 fra 1992 og Hitlers Willing Executioners fra 1996, de to yderpunkter i debatten. Trods debattens begyndelse i de tidlige 1990’ere, fortsatte den op på den anden side af årtusindeskiftet, hvilket bl.a. bevirkede, at Browning ændrede sit synspunkt. Udover Browning og Goldhagen har historikerne Rolf-Dieter Müller og Hans-Erich Volkmann med deres antologi fra 1999, Die Wehrmacht, Mythos und Realität, også taget del i debatten. Antologien udkom primært som et modsvar til udstillingen, men kan ligeledes ses som en reaktion på både Bartovs og Goldhagens værker, da den havde til formål at skabe et mere alsidigt billede af værnemagten og skyldsspørgsmålet.30 Alt i alt er det meget grundlæggende for forskningen, at der ofte har været fokus på skyldsspørgsmålet og de faktorer, der motiverede soldaterne til at fortsætte deres kamp for det tyske rige. Ovenfor er der blevet givet et overblik over den forskning, som har haft fokus på disse elementer. Dette forskningsfelt bærer dog i høj grad præg af den førnævnte Goldhagen-debat, hvorfor denne og de to centrale værker i forbindelse hermed, vil blive belyst. Goldhagen-debatten Der hersker til stadighed stor uenighed indenfor Holocaustforskningen om, i hvor høj grad den almindelige tysker deltog i jødeudryddelserne. Efter Anden Verdenskrig, da omfanget af det organiserede folkedrab på jøderne kom frem i dagens lys, opstod der i den tyske befolkning et naturligt behov for at placere et ansvar og på den måde bearbejde traumet og skyldfølelsen. Der har i forskningen været udbredt enighed om, at Holocaust hovedsageligt var karakteriseret af ’skrivebordsbeslutninger’, ordrer givet af ledende nazister, og udført af et fåtal af SS-soldater i koncentrationslejrene. I 1990’erne blev den almindelige tyskers deltagelse i jødeudryddelserne for alvor genstand for forskernes interesse, og to væsentlige bidrag på området er de tidligere nævnte værker, Ordinary Men af Browning og Hitler’s Willing Executioners af Goldhagen. Begge disse forskere analyserer politibataljonernes medvirken i jødeudryddelserne i Polen, men stiller sig i hver sin grøft når det handler om politimændenes moral og vilje til at udføre de grufulde handlinger, hvilket mere end antydes i titlerne på de respektive bøger. Brownings Ordinary Men er et casestudy af Reserve Police Battalion 101 (herefter RPB 101), der bestod af ca. 500 politimænd, hovedsageligt fra Hamborg. Det empiriske grundlag for studiet består af Brøndum og Rasmussen, s. 239 Jørgensen, s. 68 30 Brøndum og Rasmussen, s. 239-240 28 29 15 afhøringer af 125 af disse mænd, foretaget i 1960’erne. 31 RPB 101 var en del af Ordnungspolizei, og bestod mest af politifolk, der aldersmæssigt var i 30’erne og opefter, og var derfor, for manges vedkommende, hverken villige eller egnede til at kæmpe ved fronten. I stedet blev disse mænd sendt til Polen for at deltage i arbejdet med at flytte rundt på befolkningsgrupper. Browning lægger meget vægt på almindeligheden ved disse mænd; grundet deres fremskredne alder var de fleste vokset op før Hitlers magtovertagelse i 1933, og var derfor ikke blevet indpodet med den nazistiske ideologi fra barnsben, men kunne derimod for så vidt være vokset op i kommunistiske eller socialdemokratiske hjem. Det var også kun et fåtal af politimændene, der var medlemmer af nazistpartiet, og endnu færre SS-medlemmer. Mange af dem var gift og havde børn, samt var etableret med arbejde og familieliv i Hamborg, altså ganske almindelige tyskere. 32 I sommeren 1942 blev RPB 101 sendt til Polen for at deltage i omrokeringen af store befolkningsgrupper, da de nye tyskbesatte områder skulle ryddes for at gøre plads til ariske tyskere.33 Det kom som en overraskelse for bataljonen, da de en morgen i den polske by Józefów fik at vide hvad deres opgave egentlig bestod i: At skyde store mængder jøder og deportere endnu flere. For mange af mændene var det en stor menneskelig belastning at tage livet af andre mennesker, og flere brød sammen og måtte sættes til at udføre andre opgaver.34 Józefów-massakren var kun den første episode, og gennem halvandet år i Polen dræbte RPB 101 omkring 38.000 jøder og deporterede mere end 45.000. 35 Browning fører os gennem de forskellige episoder, og viser hvordan politimændene gradvist blev mere brutale og ligeglade, hvilket skyldtes, at mændene blev påvirket af de barske begivenheder. Brownings konklusion er, at mændene fra RPB 101 var ganske almindelige mænd i en ualmindelig situation; han vinkler studiet psykologisk, og ender med retorisk at spørge: ”If the men of Reserve Police Battalion 101 could become killers under such circumstances, what group of men cannot?”36 Goldhagens Hitler’s Willing Executioners kan ses som et direkte svar på Brownings bog. Den bærer undertitlen Ordinary Germans and the Holocaust, hvilket er en slet skjult hentydning til Ordinary Men. Goldhagen analyserer forskellige aspekter af Holocaust, hvoraf ca. en fjerdedel af bogen omhandler Ordnungspolizei og politibataljonerne generelt, og specifikt analyseres RPB 101. Ligesom Browning har han benyttet sig af afhøringerne fra 1960’erne. De to forskere har altså analyseret samme kildemateriale, men deres konklusioner adskiller sig alligevel markant fra hinanden. Goldhagen stiller sig i sit værk kritisk overfor en stor del af den hidtidige socialhistoriske holocaustforskning, ved at pålægge Christopher R. Browning: Ordinary Men. Reserve Police Battalion 101 and the final solution in Poland. Penguin Books, 1992, Preface s. xv. 32 Browning, 1992, s. 47-48 33 Browning, 1992, s. 53-54 34 Browning, 1992, s. 61-62 35 Browning, 1992, s. 225-226 36 Browning, 1992, s. 189 31 16 den almindelige tysker en tungtvejende del af skylden for jødeudryddelsen, hvilket står i kontrast til Browning. Hermed lagde værket op til en omfattende, nødvendig og hidtidig fortrængt debat, omhandlende almindelige tyskeres medvirken i Holocaust, samt graden af det individuelle ansvar.37 Titlen på Goldhagens værk er sigende: Hans budskab er, at politimændene i RPB 101 ikke kan undskyldes som almindelige mænd i en ualmindelig situation. Han starter med at fastslå, at det var tyskere, der udførte jødeudryddelserne, ikke bare nazister, SS-folk eller lignende grupperinger, som eftertiden har yndet at give skylden for Holocaust, men tyskere generelt. 38 Han peger på den dybe antisemitisme, der var rodfæstet i det tyske samfund som årsagen til, at sådanne rædsler kunne foregå. Mens Browning udpenslede menneskeligheden ved politimændene i RPB 101, mener Goldhagen, at de kort og godt dræbte jøderne fordi de hadede dem. Goldhagen og Browning har altså studeret samme kildemateriale, så på mange områder er de selvfølgelig enige, når det handler om faktuelle kendsgerninger. Goldhagen inddrager da også politimændenes stærke reaktioner på den første nedskydning af jøder, men hvor Browning så det som et udtryk for mændenes forfærdelse over at dræbe jøder på klos hold, sammenligner Goldhagen det med andre situationer, hvor mænd for første gang dræber et andet menneske. Mange soldater, der kæmpede ved fronten, oplevede også større eller mindre mentale sammenbrud efter deres første drab; det er menneskeligt at reagere voldsomt på sådan en handling, og har ikke noget at gøre med, at politimændene følte skyld ved at skyde jøderne.39 Et andet eksempel på hvordan de to forskere udleder noget vidt forskelligt ud fra samme kildemateriale, handler om villigheden til at deltage i skydningerne: Ifølge vidneafhøringerne i 1960’erne fik politimændene før den første operation i Józefów muligheden for at slippe udenom, hvis de ikke havde lyst til at deltage i skydningerne. Nogle få stykker trådte frem, resten blev stående.40 Browning udleder, at de fleste blev stående, fordi de ikke havde lyst til at fremstå svage i kammeraternes øjne, og senere hen, efter deres første stærke reaktioner på drabene, valgte langt de fleste alligevel at fortsætte deres deltagelse, hvilket Browning tillægger et solidarisk aspekt: Hvis én valgte ikke at deltage i drabene, ville han overlade en større del af den ubehagelige opgave til de andre politimænd.41 Goldhagen ser på dette med helt andre øjne: Politimændene fik valget om at deltage eller ej, men kun ganske få valgte ikke at deltage. Hvorfor? Fordi de fleste i bund og grund ikke havde noget imod opgavens karakter. Mændene i RPB 101 nød simpelthen at dræbe jøderne, fordi de Karl Chr. Lammers, ”Debatten i Goldhagens Holocausttolkning. En fagligt vigtig eller fagpolitisk nødvendig diskussion?”, Historisk Tidsskrift, Bd. 16 række 6, 1997, s. 117-118 38 Daniel Jonah Goldhagen, Hitler’s Willing Executioners. Ordinary Germans and the Holocaust, Alfred A. Knopf, 1996, s. 6 39 Goldhagen, s. 220-222 40 Browning, 1992, s. 57; Goldhagen, s. 250-251 41 Browning, 1992, s. 184-185 37 17 tilhørte et samfund, hvor jøder var forhadte.42 De udførte det arbejde de var udpeget til, og mere end det; de satte en ære i at udføre det: ”They did not just do their job. In service to the German nation, they killed with distinction.”43 Det er bemærkelsesværdigt at Browning og Goldhagen er kommet frem til så forskellige konklusioner ud fra samme kildemateriale, hvilket selvfølgelig er et fortolkningsspørgsmål. Det er et følsomt emne og personlige holdninger kan have indflydelse på, hvilke briller man læser kilderne med. Det er også et emne, der er svært at nå helt til bunds i, bl.a. i nævnte case, hvor kildematerialet består af vidneafhøringer foretaget i 1960’erne. Vi kan læse hvad politimændene fortæller, men vi ved ikke, hvad de undlader at fortælle, ligesom tidens tand også kan have påvirket deres erindringer. Desuden er der ikke gået længere tid siden Anden Verdenskrig, end at tyskerne, der deltog krigen, stadig kan være i live, eller i hvert fald har børn og børnebørn, der ikke har lyst til at få kendskab til deres slægtninges mulige krigsforbrydelser. Det er sandsynligvis én af grundene til, at den almindelige tysker ikke rigtigt har været til stede i Holocaustforskningen før Browning og Goldhagens værker i 1990’erne. På trods af Goldhagens eget udsagn om, at hans værk fungerer som en milepæl i holocaustforskningen, har værket modtaget megen kritik i akademiske kredse. Især Goldhagens teori og metode er blevet udsat for kritik, f.eks. af den tyske Holocaustforsker Dieter Pohl, der opfattede Goldhagens værk som værende særdeles kritisabelt grundet sin "uhistoriske" fremgangsmåde. Kritikken fortsætter således: "[...] hans [Goldhagens] metode må siges at være yderst kritisabel, idet den sammenblander et personniveau med et kollektivt og slutter fra det ene til det andet. Der syndes groft mod mange historieteoretiske og metodiske forskrifter. I sin fremstilling reviderer Goldhagen radikalt og med løs og usensitiv hånd, han skyder historikere opfattelser i skoene, som de ikke har fremsat i den form, Goldhagen gengiver det, og han vælger at inddrage og bruge de kilder, der støtter hans skematiske model, mens han vælger dem fra, der fortæller noget andet. Måske også for at få sig selv fremstillet som mere original, end han i virkeligheden er."44 Således bliver Brownings kritik af Goldhagen, som går på at Goldhagen udnævnte de almindelige tyske mænd i RPB 101 til at have været gennemsyret af en morderisk antisemitisk agenda, også delt af andre forskere på området. Trods kritikken af Goldhagens værk, hvad angår metoden, og værkets lidt blandede modtagelse, fik Goldhagens konklusioner indvirkning på Brownings videre forskning. Denne ind- Goldhagen, s. 238 Goldhagen, s. 262 44 Lammers, s. 122 42 43 18 virkning viste sig tydeligt, da Browning i 2005 udgav et nyt værk, som indeholdte en konklusion, der talte for en revideret opfattelse.45 Ideologiens "forvandling" af den almindelige tysker I sit værk The Origins of the Final Solution fra 2005 har Browning arbejdet videre på sine konklusioner fra det tidligere værk Ordinary Men. Formålet med denne nye analyse er, ifølge Browning selv, at undersøge den nazistiske jødepolitik, men ikke lægge fokus på ofrenes oplevelser. Værket er en efterfølger til en udgave omhandlende førkrigsårene, så dets tidsmæssige afgrænsning strækker sig fra september 1939 til marts 1942.46 Browning lægger i løbet af analysen op til flere problemstillinger, hvoraf det mest centrale spørgsmål fokuserer på, hvordan den tyske befolkning, på kun tre korte år havde udviklet sig fra "Ordinary German Onlookers" til "Willing executioners"?47 I forhold til dette spørgsmål ser vi desuden en tendens til, at Brownings tidligere teori om Ordinary Men, der på sin vis var moralsk tvunget ud i krigsforbrydelser, har udviklet sig til en teori, der bygger på, at soldaterne ved Østfronten var frivillige bødler, ligesom Goldhagen påpeger i sit værk. Dette tyder på at Browning har ændret sit synspunkt efter Goldhagen-debatten. Dykker vi længere ned i Brownings analyse, ser vi dog stadig flere uenigheder imellem Browning og Goldhagen. Dette kommer til udtryk i kraft af, at Browning påpeger, at de frivillige bødler bl.a. var et produkt af Hitlers ukritiske loyalister, der forsøgte at identificere sig helt og holdent med Hitler og hans visioner. I og med at Hitlers officielle handlingsplan for Polen var at udføre "a war of destruction", blev dette også formålet for nazistiske tilhængere.48 Dog lægger Browning yderligere fokus på, at endnu en årsag til denne 'forvandling' af almindelige tyskere kan skyldes den diskurs, der var lagt af nazistpartiet, der gik på, at de tyske mænds ære og ansvar var at beskytte den tyske stat mod det onde. Hermed kommer det altså til at handle om en slags mandligt ideal, som skulle overholdes, hvis man skulle accepteres som mand og forsvarer af tyske interesser og værdier i krigstider. 49 Netop krigssituationen har, ifølge Browning, spillet en rolle i forhold til forvandlingen af de tyske soldater. Krigen og den isolerede placering på Østfronten betød, at den kritiske stillingstagen blev tilsidesat af mange af de udsendte. I kraft heraf blev loyaliteten overfor nationen langsomt sat lig med loyaliteten overfor regimet, hvormed man accepterede de ordrer, regimet befalede, uanset konsekvenserne af disse. Dette kombineret med den dominerende propaganda, som især var orienteret mod skabelsen Lammers, s. 122-123 Christopher R. Browning: The Origins of the Final Solution. The Evolution of Nazi Jewish Policy, September 1939 March 1942. Arrow Books, 2005, s. xi-xii 47 Browning, 2005, s. 429 48 Browning, 2005, s. 425-426 49 Browning, 2005, s. 429 45 46 19 af fjendebilleder, har med tiden haft en ideologisk påvirkning af den almindelige tysker, der derfor accepterede det fjendebillede af jøderne, som nazisterne skabte. 50 Brownings billede af de tyske soldater kan dermed siges stadig at bære præg af ideen om "Ordinary men", men ikke desto mindre tager han ikke afstand fra, at det var soldaternes egne valg og handlinger, der lå bag krigsforbrydelserne i Østeuropa. Analysen påpeger dog, at det i høj grad var den nazistiske ideologiske tænkning, samt ansvarsfølelsen i forhold til at beskytte sit eget land, der bevirkede denne forvandling, der ifølge Browning, i mange tilfælde, skete indenfor relativt få år. Et nyt perspektiv Ifølge Browning adskiller hans værk sig fra andre bl.a. i kraft af, at han ikke anser The Final Solution og kampen på Østfronten som en masterplan fra Hitlers side. I stedet påpeger han, at begivenhederne udviklede sig på baggrund af de realiteter, der udfoldede sig med tiden og krigens forløb. 51 I henhold til denne opfattelse adskiller værket af den tyske militærhistoriker Rolf-Dieter Müller sig. Müllers værk går under titlen The Unknown Eastern Front og er udgivet i 2012, hvormed det udgør det nyeste værk inddraget i denne historiografiske oversigt. I værket påpeger Müller muligheden for, at der var tale om en reel masterplan fra Hitlers side i forhold til krigen og udrensningerne på Østfronten. Dette understøttes af det tidligt klart formulerede nazistiske ønske om "the Greater Germanic Reich of the German Nation", samt det tyske herrefolks magt over verdensherredømmet. 52 I The Unknown Eastern Front lægger Müller dog mest vægt på at diskutere hvilken betydning de udenlandske frivillige, der tilsluttede sig og hjalp den tyske hær på Østfronten, fik for Hitler i forbindelse med krigen på Østfronten. Derved lægger værket ikke lige så åbenlyst op til dette projekts problemstilling som eksempelvis Browning og Goldhagen, men Müllers værk repræsenterer den moderne forskning inden for militærhistorien med fokus på Østfronten, hvormed det er klart gennemgående for værket, at Müller langt hen ad vejen forsøger at undgå at diskutere skyldsspørgsmålet, som ellers tidligere har været det dominerede tema, og anledningen til Goldhagen-debatten. Dog formår han alligevel ikke helt at leve op til dette i og med, at han påpeger, at Hitlers ordrer om at skyde alle, der så meget som så mistænkelige ud, førte til en brutalisering af tysk politik, der igen påvirkede den ideologiske motivation, der prægede den tyske værnemagt.53 Hermed ser vi altså ydermere, at Müller er enig i Brownings antagelse fra The Origins of the Final Solution, der handlede om, at soldaternes handlinger var påvirket af en ideologisk prægning, der yderligere blev forstærket af Hitlers urokkelige karakter og Browning, 2005, s. 429 Jennie Rothenberg, “An Insidious Evil”, Atlantic Unbound, 2004 52 Rolf-Dieter Müller: The Unknown Eastern Front. The Wehrmacht and Hitler's Foreign Soldiers, I.B. Tauris & Co. Ltd., 2012, s. xxii 53 Müller, s. xxvi-xxvii 50 51 20 vedholdende udmeldinger om, at de kæmpede for fædrelandet og havde stor succes. Sidstnævnte er dog et element, som Müller påpeger ofte er blevet overset af historikere i militærhistorisk forskning.54 Det er dog et interessant perspektiv, at Müller i sin konklusion påpeger, at der var meget få af de almindelige tyske soldater, der kæmpede på Østfronten af egen fri vilje. Årsagen til hvorfor kun et fåtal var frivillige, kan Müller dog ikke klargøre, hvortil han påpeger, at årsagsforklaringen må ligge i individets egen natur.55 Ikke desto mindre blev de nazistiske ordrer stadig håndhævet, hvilket Müller forklarer ud fra tidligere nævnte argumenter. History from below Ét er ideologiens påvirkning af en politibataljon, men hvordan ser forskningen ud, når det drejer sig om almindelige værnemagts- og mandskabssoldaters breve? I det forrige har vi fokuseret meget på Goldhagen-debatten, der, som nævnt, omhandler graden af den overordnede ideologiske påvirkning af politimændene i RPB 101. Hvor Browning og Goldhagen har anvendt forhørsprotokoller fra 1960’erne som empiri, vil vi analysere feltpostbreve skrevet in medias res, samt udvide problemfeltet til at omhandle soldaternes generelle motivering for at kæmpe i krigen; ideologien vil også spille en rolle i vores analyse, men vil ikke stå alene. Her vil vi fremstille, hvordan andre forskere har anvendt breve som kildemateriale. Feltpostbreve som kildemateriale er benyttet af en del forskere side om side med andre typer empiri, f.eks. afhøringsprotokoller, dagbøger og fotografier, men da vi her retter vores fokus udelukkende mod brevene, vil vi tage fat i nogle af de udgivelser, der hovedsageligt er baseret på feltpostbreve. I 1982 udkom Das andere Gesicht des Krieges. Deutsche Feldpostbriefe 1939-1945, udgivet af Ortwin Buchbender og Reinhold Sterz. Sterz var i 1970’erne primus motor bag indsamlingen af ca. 50.000 feltpostbreve, hvoraf en stor del kun omhandlede personlige oplysninger, men ca. 8000 af brevene vurderedes at indeholde oplysninger af samtidshistorisk relevans. ”Nach sorgfältiger Prüfung” udvalgte udgiverne 327 breve til bogen, 56 men hvad denne omhyggelige gennemgang gik ud på, får vi ikke oplyst. Efter en indledende del omkring feltpostbrevenes karakteristika, er bogen delt op i 16 kapitler omhandlende forskellige temaer i Anden Verdenskrig, deriblandt besættelsen af Danmark og Norge, den sovjetiske vinteroffensiv, den allierede luftkrig og jødeforfølgelsen. Hvert afsnit indledes af en kort redegørelse for emnet, hvorefter brevene (i uddrag) fungerer som eksempler på disse temaer. På den måde fortælles historien om Anden Verdenskrig gennem brevskrivernes egne ord, og udover de indledende kontekstskabende tekststykker, står brevene ukommenterede hen. Müller, s. xxxii Müller, s. 257 56 Buchbender og Reinhold, s. 9 54 55 21 I 1995 udkom »Es gibt nur eines für das Judemtum: Vernichtung« af Walter Manoschek, som på mange måder minder om Buchbender og Sterz’ bog, men hvor Buchbender og Sterz præsenterede flere aspekter af krigen, fokuserer Manoschek udelukkende på jødespørgsmålet. Manoscheck har benyttet sig af samme kildemateriale som Buchbender og Sterz, nemlig Reinhold Sterz’ store indsamlingsarbejde af 50.000 feltpostbreve, der opbevares på Bibliothek für Zeitgeschichte i Stuttgart.57 Manoschek gør ikke rede for sine udvælgelseskriterier, men det er tydeligt, at han har arbejdet kvalitativt ligesom Buchbender og Sterz. Mens førnævnte opdelte deres udgivelse i 16 hovedtemaer, arbejder Manoschek kun med ét tema, jødespørgsmålet, så alle de breve, han har trykt, handler på en eller anden måde om jødeforfølgelse, udryddelse og antisemitisme, og optræder i kronologisk rækkefølge. Fælles for de to nævnte udgivelser, er deres rent kvalitative udvælgelse af kildematerialet. Ingen af dem redegør klart for deres udvælgelseskriterier, men man må formode, at de har valgt de breve, der tydeligst præsenterer de temaer, som udgiverne har ønsket at belyse. Det er også en vanskelig opgave at opstille kriterier for udvælgelsen af et overskueligt udsnit af det enorme materiale, som feltpostbrevene i sin helhed udgør. En lidt anden måde at udvælge et udsnit af kildematerialet, finder vi i Breve fra Østfronten af Peter-Christian Brøndum og Bo Odgaard Rasmussen. Denne udgivelse bygger på forfatternes speciale, skrevet ved Institut for Historie og Samfundsforhold ved Roskilde Universitetscenter,58 så der har naturligvis været krav om redegørelse for udvælgelseskriterier og grundige metodiske overvejelser. De har anvendt militærarkivet i Freiburg og feltpostarkivet i Berlin. Kildematerialet i Freiburg var af en overskuelig størrelse, så der har de rent kvalitativt udvalgt fire anvendelige korrespondancer. I Berlin er den samlede mængde feltpostbreve anslået til omkring 50.000 breve fordelt på i alt 630 brevsamlinger, så der har de ikke kunnet gennemgå samtlige breve. I stedet har de via oplysninger om brevenes herkomst frasorteret breve skrevet af andre end værnemagts- og mandskabssoldater, og stod således tilbage med 225 brevsamlinger, hvoraf de tilfældigt udtrak ca. 10 %, hvilket gav dem 24 brevsamlinger. Denne metode har de anvendt for at bevare en vis form for neutralitet i udvælgelsen af kildematerialet, og sammen med de fire kvalitativt udvalgte brevsamlinger fra Freiburg, har de altså i alt benyttet 28 brevsamlinger indeholdende tilsammen 1394 feltpostbreve. 59 Måden hvorpå de så har bearbejdet kildematerialet, minder meget om Buchbender og Sterz’ tematiske opdeling. Brøndum og Rasmussen har inddelt deres bog i 7 overordnede kapitler med overskrifter som f.eks. ’Udryddelseskrig og fjendebilleder’ og ’Familiens betydning for soldaterne’. Hvert kapitel er yderligere delt op i en række underafsnit, og på den måde præsenteres mange aspekter af Anden Verdenskrig gennem soldaternes egne ord. Walter Manoschek, »Es gibt nur eines für das Judentum: Vernichtung«: das Judenbild in deutschen Soldatenbriefen, Hamburg, 1995, s. 7 58 Brøndum og Rasmussen, s. 7 59 Brøndum og Rasmussen, s. 228-233 57 22 Fælles for de tre nævnte udgivelser, er, at de præsenterer historien ”nedefra”, altså Anden Verdenskrig beskrevet af soldaterne selv. Denne form for historieskrivning står i stærk kontrast til den konsensustradition, der prægede den første tid efter krigen.60 Buchbender og Sterz’ samt Manocheks bøger lader kilderne stå forholdsvis ukommenterede hen, og konkluderer altså ikke noget ud fra brevenes indhold. De er derfor langt hen ad vejen at betragte som kildesamlinger, mens Brøndum og Rasmussen arbejder mere analyserende med kilderne. Med baggrund i forskningslitteraturen sættes konteksten på plads, mens forfatterne lader kildematerialet udtrykke en mere jordnær beskrivelse af omstændighederne. Feltpostbrevene bruges altså til at illustrere den bredere forsknings fremstillinger. Omer Bartov anvender også feltpostbreve i udarbejdelsen af sit værk Hitler’s Army. Udover breve har han ligeledes benyttet sig af bl.a. dagbøger og forskellige militær rapporter. Hans formål med værket var at undersøge i hvor høj grad værnemagten var Hitlers hær. Dette undersøgte han ved brug af det han selv benævner som ”bottum-up”-metoden, en metode som også den amerikanske historiker Stephen G. Fritz har benyttet. Fritz har forsket i tyske soldaters krigshverdag gennem soldaternes egne breve, og placerer sig i den modsatte grøft af efterkrigstidens ”top-down”-forskning, hvor SS og de ledende nazister var i fokus. Det giver god mening at analysere en krig med fokus på de øverst rangerede beslutningstagere, når man vil fastslå et hændelsesforløb, men for at forstå krigens væsen fuldt ud, kan et ”bottom up”-perspektiv vise sig bedre egnet. Den tyske hær under Anden Verdenskrig bestod af næsten 20 millioner mænd, hvoraf langt størstedelen var værnepligtige, underofficerer eller juniorofficerer. Under 1 procent var officerer med rang af major eller derover. 61 Fritz ønsker at fortælle en historie, hvor mennesket, den almindelige mand, er i fokus. Krigen er uomtvisteligt tilstedeværende i hans analyse, men fungerer mere som baggrund, som en arena for de almindelige soldaters krigshverdag. Den tyske værnemagt har naturligvis været lagt for had efter Anden Verdenskrig, og Fritz påpeger, at et ”bottom up”-perspektiv ikke nødvendigvis behøver at betyde, at man føler empati med soldaterne, der trods alt tog del i det nazistiske regimes krigsforbrydelser, men derfor kan man alligevel godt analysere soldaterne som almindelige mænd i en voldsomt ubehagelig situation. 62 Som Fritz selv beskriver det: ”In order to understand the real war, the war from below, then, the historian has to provide a face for the anonymous Landser and examine his dual role as both perpetrator and victim.”63 60 61 3 62 63 Se forskningsdiskussionen. Stephen G. Fritz: Frontsoldaten: the German Soldier in World War II. The University Press of Kentucky, 1995, s. Fritz, 1995, s. 5 Fritz, 1995, s. 3 23 Selvom soldaterne var en del af en større ødelæggelsesmaskine, villige til at dræbe og ødelægge for deres fædreland, var de samtidig også ofre for krigen, og var udsat for store fysiske og psykiske belastninger, ikke mindst frygten for at blive dræbt i kampen. For at forstå hvad der motiverede soldaterne til at kæmpe i Anden Verdenskrig, må man kaste et blik tilbage på Første Verdenskrig, krigen, der for alvor førte krigsførelse ind i den moderne æra med en brutalisering af de almindelige soldaters vilkår til følge. I mellemkrigstiden udkom en del litteratur om soldaternes oplevelser i Første Verdenskrig, og Fritz peger på forfatteren Ernst Jünger, der selv deltog i krigen, som én af de særligt toneangivende. Hvor det tidligere var forbundet med hæder og ære at drage i krig, skabte den brutale skyttegravskrig en ny type soldat; en teknologisk kriger, en mand af stål, der fungerede automatisk som en del af den velsmurte tyske krigsmaskine; et væsen, der kombinerede ”a minimum of ideology with a maximum of performance.”64 Ideen om den automatiserede dræbermaskine, der ikke kæmpede af ideologiske årsager, men køligt og uovervejet fungerede som en del af et større maskineri, kan da også spores i feltpostbrevene fra Anden Verdenskrig; Fritz mener ikke, at ideen er ukorrekt, men i høj grad ukomplet. 65 Selvom soldaterne på nogle områder kan sammenlignes med maskiner, brutaliseret af krigens væsen, kan man ikke se bort fra, at ideologien har været markant tilstedeværende i soldaternes begrebsapparat. Antisemitisme, antikommunisme og ideen om Lebensraum har alle været tæt knyttede til soldaternes verdensopfattelse, og krigen blev generelt set som en forsvarskrig; en krig mod den ’jødisk-bolsjevikiske konspiration’, der truede de tyske kerneværdier.66 Ideologiens væsen Den ideologiske påvirkning af soldaterne er et flygtigt begreb, da det er svært at konkludere noget direkte ud fra breve, hvilket Michaela Kipp også tager forbehold for i sin artikel The Holocaust in the letters of German soldiers on the Eastern front (1939-44): ”One problem of the research emphasizing indoctrination as a unidirectional, sender–receiver process of mass communication is that it involves a number of questionable preconditions: propaganda only functions in special circumstances, people have to be positive about the items beforehand, and, most importantly, it has to be compatible with their everyday convictions.”67 Fritz, 1996, s. 688 Fritz, 1996, s. 692 66 Fritz, 1996, s. 693 67 Michaela Kipp, “The Holocaust in the letters of German soldiers on the Eastern front (1939-44)”, Journal of Genocide Research, 9(4), 2007, s. 605 64 65 24 Desuden kan selvcensur have nedtonet ideologien, eller omvendt; ideologiske udsagn kan være skrevet ned uden at soldaten nødvendigvis har identificeret sig fuldt ud med det, men nærmere har været påvirket af en generel omgangstone med rod i ideologisk retorik. Når vi i forlængelse af problemformuleringen vælger at analysere ideologiens tilstedeværelse i soldaternes breve, er det vigtigt at have for øje, at der er flere forskellige former for ideologi. Ideologi som overordnet begreb er meget bredspektret, og blandt de forskere, som vi har nævnt i forskningsdiskussionen, ser vi forskellige definitioner af ideologibegrebet. Browning og Goldhagen fokuserer især på antisemitismen, mens Bartov og Fritz inddrager flere aspekter. Goldhagen-debatten centrerede omkring spørgsmålet om, hvad der fik de ”almindelige” politimænd til at deltage i de massive jødeudryddelser og –deportationer i Polen; især Goldhagen har grundigt analyseret den tyske antisemitismes rødder, som han mener var årsagen til politimændenes villige deltagelse i Holocaust, mens Browning som udgangspunkt så bort fra ideologiens rolle, men senere hen har inddraget den tyske antisemitisme som medvirkende årsag til politimændenes mere eller mindre frivillige deltagelse i krigsforbrydelserne. Der er dog andre dele af ideologien end antisemitismen alene, som er værd at tage med i betragtning. Ifølge Fritz var den nazistiske propaganda og ideologi med til at fremmane en forestilling om slægtskabet mellem jødedommen og bolsjevismen, og værnemagtssoldaterne var generelt præget af ideen om, at Tyskland var truet af en jødisk-bolsjevikisk konspiration, og derfor blev krigstjenesten set som en uundværlig opgave.68 Ansvarsfølelse, venskab, oprigtighed og idealisme var tæt knyttet sammen, og de propagandapåvirkede soldater anså krigen som et korstog til forsvar for den europæiske civilisation og det tyske samfund.69 Det var slet ikke givet, at soldaterne på forhånd var indpodede med den nazistiske ideologi, men under krigen sørgede de øverstbefalende for at opildne til racistisk had, og propagandaen blev indført både via generelle ordrer om f.eks. at udrydde jøderne og skriftlige såvel som mundtlige kilder. Den skriftlige propaganda bestod især af frontaviser, hvor fjendebillederne blev tydeligt tegnet op, mens den mundtlige propaganda især skete gennem føringsofficerer, der formidlede ideologien videre til de menige soldater. Mund til mund-metoden viste sig særligt effektiv, da soldaterne lyttede ivrigt til officererne, der, ligesom dem selv, var soldater i kamp.70 Ideologien kom til udtryk som mere end blot et racistisk had; mange soldater havde en forestilling om Sovjetunionen som arbejdernes paradis, og udviste både afsky og dyb overraskelse over de egentlige forhold, når de mødte de primitive tilstande og tilbagestående samfund ansigt til ansigt. På den måde blev den nazistiske propaganda selvforstærkende, når soldaterne med egne øjne kunne betragte de dårlige forhold i Sov- Fritz, 1996, s. 693-694 Fritz, 1996, s. 697 70 Fritz, 1996, s. 695-697 68 69 25 jetunionen, og kæde disse sammen med det onde jødisk-bolsjevikiske regime, der truede de tyske kerneværdier og trygge hjemlige samfund.71 Bartov og Fritz er enige på mange punkter, men Fritz inddrager et yderligere aspekt af ideologien; den positive ideologiske virkning af Volksgemeinschaft. Bartov mener, at soldaterne især kæmpede for hjem, familie og fædreland, mens Fritz mener, at man ikke må se bort fra vigtigheden af det nationale samfund, Volksgemeinschaft. Efter nederlaget i Første Verdenskrig var det tyske samfund i mellemkrigstiden ved at komme godt på fode igen, og nød social, økonomisk og national fremgang, som mange takkede det nazistiske styre for. Tysklands genrejsning i form af Volksgemeinschaft var altså, ifølge Fritz, en særligt motiverende faktor for soldaternes krigsindsats, og er at betragte som en mere positiv side af ideologien.72 Ideologien kan altså fremtræde i forskellige former, og i løbet af vores analyse vil vi være opmærksomme på, hvilken form for ideologisk påvirkning, der kan spores i soldaternes breve, om det så er direkte antisemitiske ytringer, et negativt syn på den sovjetiske befolkning eller et ønske om at kæmpe for sit fædreland og de tyske værdier. Analyse Anton Steinacher Indledning Denne brevsamling består af 38 breve sendt fra fronten, og strækker sig over perioden fra 29. september 1940 til 3. december 1945, hvormed afsenderen Anton Steinacher var en af de soldater, der overlevede krigen på fronten. Anton, kaldet Toni, blev født 28. januar 1911, og var dermed kun 29 år gammel, da han blev indkaldt som rekrut i krigen. Toni tilbragte primært sin udstationering på Østfronten, men var alligevel meget berejst igennem krigen, hvor han var udstationeret i Polen, Ukraine, Ungarn, Østrig, Tyskland og ikke mindst i Frankrig. Selvom projektet er afgrænset til kun at tage udgangspunk i brevene sendt fra Østfronten, har vi også valgt at inddrage brevene fra Tonis to måneders lange ophold i Frankrig. Dette skyldes, at disse breve gør sig særligt interessante i forhold til den "os og dem"retorik Toni fører i disse breve, hvilket kan sammenlignes med den retorik han fører i brevene sendt fra Østfronten. Denne brevsamling indeholder breve primært sendt til Tonis moder og søster; Lisl. Dog er der også nogle få breve til Roman, Tonis broder, og Fredi, hans svoger. Roman og Fredi var ligesom Toni selv udstationeret under Anden Verdenskrig, hvilket sandsynligvis er en af årsagerne til, at antal71 72 Fritz, 1996, s. 697-698 Fritz, 1996, s. 700 26 let af breve mellem dem er meget få. Dette naturligvis fordi brevforsendelse mellem fronterne har været besværligt, og at de kun sjældent har haft kendskab til, hvor de hver især befandt sig. Overordnet kan man se en indholdsmæssig udvikling i Tonis breve. Særligt i de første to år af krigen omhandler brevene til moderen og søsteren i store træk omgivelser, levevilkår og ikke mindst et håb om snarlig ferie. Brevene til moderen og søsteren indeholder ikke dybere beskrivelser af krigssituationer. Dette gælder dog primært den tidlige del af brevene. Særligt i brevene fra Frankrig ser man en ændring i retorikken fra Tonis side. Ligeledes ses der en stor forskel på de breve, der hhv. er henvendt til Tonis moder og søster, og så de breve han skriver til Roman og Fredi. Årsagen hertil kan eksempelvis være, at krigshandlinger, politik og lignende, ikke var emner man på dette tidspunkt normalvist drøftede med kvinder. Dog kan en årsagsforklaring også være, at Fredi og Roman, ligesom Toni, var udstationeret under krigen, hvormed de lignende oplevelser gjorde det lettere for Toni at dele sine synspunkter med dem. Dog skal man heller ikke undervurdere betydningen af, at Toni muligvis tilbageholdte informationer, idet han ikke ønskede at bekymre eller forskrække sin moder og søster med de eventuelle kendsgerninger han oplevede under krigen. Dette udtrykkes også igennem brevene, idet han flere gange skrev hjem til moderen, at hun ikke skulle bekymre sig om ham, da han overordnet var rask og havde det godt. Tonis syn på krigen Toni var begyndelsesvist ikke udstationeret på fronten, men havde, ifølge brevene, et primært kontorbaseret arbejde under krigen, hvor han dog deltog i marcher og lignende. I de første breve han sendte hjem til sin moder, udtrykte han en stor sympati for de soldater, der var udstationeret på fronten, hvortil han samtidig berettede, at selvom livet i krigen var hårdt, så var det noget man hurtigt vænnede sig til. Det kommer til udtryk på den måde, at han forsøgte at opretholde en positiv indstilling til sin situation igennem brevene. På trods af dårlige madforhold og et særdeles koldere klima, hvor han flere gange måtte se sig nødsaget til at skrive hjem og bede om strikkede sokker og varmt tøj, så oplever man en vedvarende legitimering af hans aktive tilstedeværelse i krigen. Dette udtrykkes bl.a. ved at han påpegede, at alle tyskere måtte tage del i krigen, og samtidig gjorde det klart i sine breve, at der trods alt ikke var nogen grund til bekymring.73 Denne positive indstilling ændrer sig dog en kende i brevet til Fredi, sendt fra Bad Reichenhall i Tyskland 26. marts 1942. I dette brev skrev Toni følgende: "Das Soldatenleben ist halt schon kein Honiglecken und ewig dauern wird es ja auch nicht. Ich glaub es nicht!!!???".74 73 74 Anton Steinacher, 29.9.1940 A.S., 26.3.1942 27 På trods af denne sætnings korte længde, er den alligevel meget sigende i forhold til Tonis opfattelse af krigen. At livet som soldat var hårdt, bliver berørt langt mere direkte her, end i brevene til moderen, hvor man snarere læser det igennem beskrivelserne af omgivelserne. Men hvad endnu mere interessant er, udtrykker Toni for første gang i sine breve et ønske om krigens afslutning i kraft af, at han ikke mener den kan vare evigt. Ydermere taler tegnsætningen ligeledes sit eget tydelige sprog: "Ich glaub es nicht!!!???"75 Denne udmelding fremstilles meget desperat, og måske endda en anelse fortvivlet eller usikkert, hvortil Tonis eneste motivation for at deltage i krigen ud fra dette brev tilsyneladende er, at kæmpe for dens afslutning. Dette perspektiv er ligeledes interessant i forhold til Omar Bartovs tese fra 2001, i værket The Eastern Front, 1941-45, hvor han påpeger, at de tyske soldater kæmpede på fronten grundet hhv. frygten for russerne, frygten for at miste livet, og/eller frygten for at se deres kammerater miste livet. Desuden påpeger han, at soldaterne ofte undlod at desertere i og med, at de var bange for den straf, der i så fald ville tilfalde dem. Toni udtrykker dog ikke frygt på disse områder i sine breve, muligvis fordi dette ville være et svaghedstegn for en mand, hvis pligt var at beskytte Tyskland. Dog udtrykker han vigtigheden af kammeratskabet på fronten i et af sine seneste breve, fra 21. september 1944, til moderen: "An der Front ist es immer leichter, wenn man wenigstens einen alten Kumpel hat."76. Det er dog ikke usandsynligt, at mange soldater troede, at deres bedste chance for at overleve krigen var at fortsætte kampen til dens slutning. Ud fra helheden af brevsamlingen fra Toni, er det dog ikke disse faktorer, der overordnet lader til at være Tonis motivationsfaktor. Det mandlige ideal I begyndelsen af krigen opleves der en gennemgående opfattelse igennem Tonis breve af, at han finder krigen hård og krævende. Dog lægger han særligt vægt på at betone vigtigheden af krigen, samt hans tilstedeværelse i den. I sit første brev til moderen, 29. september 1940, blot en måned efter sin ankomst, betegner han det som en pligt for tyskerne at deltage i krigen, på trods af de hårde præmisser: "Ansonsten brauchst du aber keine Sorge um mich zu haben, denn soweit bin ich gesund, was ja die Hauptsache und was alles andere betrifft ist es ja die Pflicht von Millionen anderer auch."77 Dette er en tilsyneladende motiverende faktor for Toni, hvilket yderligere kommer til udtryk i kraft af, at han i flere tilfælde indirekte beklager sig over de strenge vilkår, men alligevel vedvarende påpeger, at det er en absolut nødvendighed, og at intet kan standse ham. Overordnet er Toni allerede tidligt påvirket af en nationalistisk opfattelse af krigen. Han kommenterer dog ikke direkte på den nationalsocialistiske ideologi. Dette kan til dels skyldes, at brevene primært er sendt til moderen, hvilket naA.S., 26.3.1942 A.S., 21.9.1944 77 A.S., 29.9.1940 75 76 28 turligvis kan have flere årsagsforklaringer, som tidligere nævnt. Opfattelsen af det mandlige ideal altså manden som beskytter af det tyske samfund - var dog et væsentligt element i den nazistiske propaganda, både før og under Anden Verdenskrig, hvilket på den måde alligevel indikerer en vis nationalsocialistisk prægning af Toni.78 I sit brev til moderen, 17. november 1940, beskriver han en episode, hvor der fra Tonis deling skulle udstationeres mænd til fronten, hvor Toni grundet problemer med en byld lå på sygeafdelingen, og derfor ikke blev udtaget. Selvom denne passage umiddelbart har til formål at berolige modtageren om, at han på den måde er i sikkerhed, kommer en undertone af skuffelse til udtryk i og med, at han i den forbindelse udtrykker, at han nu er nødt til at blive på kasernen.79 Årsagen hertil kan findes i sammenhæng med et andet udtryk, som Toni i denne periode benytter sig af, nemlig pligt. Dette kunne tegne et billede af, at Toni ser det som en del af det mandlige ideal at deltage i krigen, hvortil han også i nogle tilfælde omtaler sig selv om kriger.80 Netop det mandlige ideal som en motiverende faktor for de tyske soldater, er også et element, der optræder i Christopher Brownings værk The Origins of the Final Solution fra 2005. Browning påpeger herved, at en af årsagerne til den tidligere nævnte 'forvandling' af den almindelige tysker under krigen, kunne forklares ud fra den diskurs, der var anvendt af nazistpartiet, omhandlede, at det var den tyske mands pligt og ære at beskytte Tyskland og de tyske værdier imod det onde.81 På den måde kan man altså tale om, at der blev skabt en idé hos de tyske soldater om, at de ikke var rigtige mænd af ære, hvis ikke de udførte deres ansvar for at beskytte de tyske interesser og værdier i krigstider. For Toni har det tilsyneladende været et vigtigt signal at sende hjem, at han udførte sin pligt og gjorde det, om ikke med glæde, så fordi han ønskede at tage sit ansvar som mand på sig. Dette kommer også til udtryk da Toni på et tidligere tidspunkt, 29. september 1940, betegner det som enhver mands pligt at drage i krig.82 Ifølge Brøndum og Rasmussens værk Breve fra Østfronten, var det en del af nazistisk propaganda at indoktrinere nogle konkrete normer og værdigrundlag for at motivere soldaternes fortsatte kamp mod russerne. Her kommer pligtfølelsen altså igen til udtryk, hvortil Brøndum og Rasmussen, ud fra konklusioner baseret på deres kildemateriale, fastsætter at netop pligtfølelsen var noget ganske særligt i og med, at den havde en høj personlig værdi blandt soldaterne.83 Brøndum og Rasmussen, s. 14-16 A.S., 17.11.1940 80 A.S., 17.11.1940 81 Browning, 2005, s. 12-14 82 A.S., 29.9.1940 83 Brøndum og Rasmussen, s. 122-123 78 79 29 Den tyske genoprejsning Opfattelsen af denne mandlige pligt kan umiddelbart sammenholdes med Stephen G. Fritz' konklusioner fra 1995/1996, hvori han præsenterer, hvordan ideen om Volkgemeinschaft fik stor betydning for de tyske soldaters motivation under krigen. Man kan på den måde tale om, at der herskede en idé om, at soldaterne kæmpede for det genrejste Tyskland, både i forhold til et nationalt aspekt, men også i forhold til et socialt så vel som økonomisk aspekt. Man kan på den måde måske ligefrem tale om en form for patriotisme hos de tyske soldater, som også kan genspejles i Tonis breve, hvor pligten til at forsvare og genopbygge det tyske samfund, efter ydmygelserne efter Første Verdenskrig, blev drivkraften for både soldaternes deltagelse i krigen, såvel som handlingerne under krigen. Netop traumet efter Første Verdenskrig er noget, der i løbet af krigen kommer mere til udtryk i Tonis breve, især under hans ophold i Frankrig. Dette kommer eksempelvis til udtryk i et brev til Roman, afsendt fra Frankrig 17. september 1942, hvor han i forbindelse med en beskrivelse af sin oplevelse af franskmændenes utilfredshed over tyskernes tilstedeværelse i Frankrig, skriver følgende: "Anfangs standen uns die Leute mit Hass gegenüber. Nun sehen sie, nach den wenigen Wochen unseres Hierseins, dass wir uns nicht so benehmen, wie die Tommies, die ja zu Kriegsbeginn bloß bis hierher „vorstießen“, und das wir auch nicht so sind, wie sie, die Franzosen selbst, bei der Besetzung unseres Rheinlandes und Ruhrgebietes im Jahre 1918 und später noch."84 Denne beskrivelse af franskmændene som undertrykkende overfor Tyskland i mellemkrigstiden kan i høj grad forbindes med de mange taler fra nazistpartiet, omhandlende Europas, og i særlig høj grad Frankrigs, undertrykkelse af Tyskland efter Første Verdenskrigs afslutning, på baggrund af Versaillestraktatens uretfærdigheder.85 Ud fra Tonis brev til Roman, er det netop denne arv fra Første Verdenskrig, der i al sin tydelighed står bag Tonis forholdsvist fjendtlige syn på franskmændene. Dette fremgår overordnet igennem Tonis argumentation for sin tilstedeværelse i Frankrig i og med, at han udtrykker et generelt tysk behov for at gøre oprør mod Frankrig. Dette kommer i særdeleshed til udtryk i følgende citat fra et brev, også fra 17. september 1942, men afsendt til moderen og Lisl: "Schließlich dürfen sie sich ja nicht beklagen, denn bei uns stand es im Jahre 1918 wesentlich anders und wie haben sich die Franzosen, mit ihren Negern usw. bei der Besetzung des Rheinlandes und Ruhrgebietes benommen. Hier stehen alle Pferde, Kühe und Schweine im Stall und die Abgaben sind weit geringer als bei uns im Reich. Hier sieht man erst recht die Weitherzigkeit unseres Füh84 85 A.S., 17.9.1942, "Lieber Roman" Mary Fulbrook, A history of Germany 1918-2008. Wiley-Blackwell, 2009, s. 42-44 30 rers, den Besiegten gegenüber. Die verdienen eine solche humane Behandlung gar nicht und ich würde da schon andere Anordnungen treffen."86 Dette citat afspejler tydeligt et klart nationalistisk standpunkt for Toni, hvor han ikke lægger skjul på sin foragt overfor den franske befolkning, hvortil han nærmest påpeger, at de burde være taknemmelige for den behandling tyskerne gav dem, efter ordre fra den gavmilde Fører, sat i kontrast til, hvordan franskmændene behandlede tyskerne i Rhinlandet og Ruhrområdet i 1918. På den måde opstår der, i den forbindelse, på baggrund af bl.a. dette citat, en kraftig "os og dem"-retorik i Tonis breve, omhandlende den franske befolkning. På baggrund af Første Verdenskrig er Frankrig i Tonis perspektiv blevet et fjendeland, og i den forbindelse oplever man i brevene - ligesom det kommer til udtryk i overstående citat - en helt anderledes aggressiv retorik fra Tonis side. Det særligt interessante ved Tonis brev til Roman, er bl.a., at Toni i et tidligere brev, til moderen, påpegede Romans ideologi, hvortil Toni tilføjer, at han selv har udviklet en større forståelse herfor. Ud fra brevets øvrige kontekst er der meget, der tyder på at denne ideologi, der bliver henvist til, drejer sig om den nazistiske ideologi, selvom det dog ikke bliver sagt direkte. 87 I brevene til Roman og Fredi har Toni overvejende været mere informerende omkring ideologiske overvejelser, end man oplevede det i de tidlige breve til moderen og Lisl, hvorfor det tillige er interessant, at dette pludselig ændrer sig, da Toni begynder at beskrive den franske befolkning som fjendebilleder, også i brevene til moderen og Lisl. En fjendehadsk tradition? I og med at Toni ikke længere kun skriver denne slags proklamationer om sine ideologiske overvejelser til Roman, men også til moderen og Lisl, skabes der et indtryk af, at Toni må have haft en forventning om en samfølelse, også hos de der ikke oplevede krigen på nærmeste hold. Dette skal også ses i forhold til, at Toni ikke tidligere har delt denne form for ideologiske oplæg i brevene til moderen og søsteren. Ud fra dette kan man ligeledes forestille sig, at det har været en udbredt opfattelse i Tonis familiære baggrund af, at netop Frankrig havde været en undertrykkende instans i forhold til Tyskland efter Første Verdenskrig. Ud fra forrige citat skabes der en klar opfattelse af, at Toni mente, at Frankrig blev behandlet for godt. Dette set i forhold til Tonis personlige opfattelse af, hvordan franskmændene burde behandles. Dette sammenlagt indikerer, at Tonis ønske om at gengælde den franske undertrykkelse opstår i kraft af, hvad man tilnærmelsesvist kan kalde en hadsk eller hævngerrig bevæggrund. 86 87 A.S., 17.9.1942, "Liebe Mutter und liebe Lisl" A.S., 5.2.1942 31 Netop denne form for fjendehad, som en nedarvet tradition, er ligeledes et element der genkendes fra Daniel Goldhagens teori fra 1996, der dog kun omhandler en tysk antisemitisk tradition. En central del af Goldhagens teori bygger dog på netop en nedarvet tradition hos befolkningen, hvilket også er en tendens man oplever igennem Tonis beskrivelser af franskmændene. Altså en tradition for et nedarvet fjendehad til den franske befolkning opstået på baggrund af Første Verdenskrig, hos den tyske befolkning. Dog kan der ikke ud fra Tonis breve spores yderligere tendenser, der peger på en fjendehadsk tradition, hvilket brevet alene heller ikke ville kunne repræsentere. Der er dog indicier for, at Toni mente, at hans negative syn på Frankrig ville blive delt af brevenes modtagere, hvilke igen indikerer, at der, om ikke andet så blot i Tonis familie, eksisterede en kollektiv erindringstradition med et negativt syn på Frankrig, der bl.a. var opstået på baggrund af Frankrigs invadering af Rhinlandet og Ruhrområdet i 1918. Fædrelandet Det overstående citat, fra 17. september 1942, præsenterer dog også en meget nationalistisk patriotisk udgave af Toni. Dette kommer eksempelvis til udtryk i og med, at han i forbindelse hermed fremsætter kampen for tysk genoprejsning særdeles højt. Igen er det altså en idealistisk motivationsfaktor, der skinner igennem i Tonis fremstillinger i sine breve. I denne forbindelse kan man ej heller udelukke en indflydelse fra den nazistiske propaganda, da netop Tonis retorik i disse beskrivelser lægger sig tæt op ad den retoriske formidling af Versaillestraktatens, og hermed også Frankrigs, uretfærdige behandling af Tyskland. Ydermere vælger Toni at fremhæve Hitlers gavmildhed overfor franskmændene i sit brev til moderen og søsteren, hvilket kan give et indtryk af Tonis opfattelse af Tyskland som det gode rige samlet under Føreren. Dette leder os videre til at tage Tonis opfattelse af fædrelandet i betragtning. Toni beskriver kun meget sjældent og meget kortfattet fædrelandet, dog udtrykker han i en stor del af brevene, at man som soldat måtte ofre sig for fædrelandet, som det bl.a. kommer til udtryk i følgende citat fra et brev til moderen og Lisl fra december 1943: "Wenn der heilige Abend auch ernst und einsam für uns ist, bedenken wir, dass es heute allen so geht, die Opfer fürs Vaterland bringen."88 Igennem hele krigen udtrykker Toni et stort savn til sin familie og til Tyskland, hvilket eksempelvis udtrykkes ved, at han vedvarende igennem stort set alle brevene påtaler et ønske og en forventning om ferie, hvor han kan komme hjem til Tyskland. Dette fremgår af følgende citat til moderen fra september 1943: 88 A.S., 12.12.1943 32 "Auch sehne ich mich schon riesig nach ein paar ruhigen schönen Tagen, die ich immer bei Euch in Stangental gefunden habe. Vielleicht ist es wirklich bald, dass ich komme, aber es kann auch noch lange dauern. Jedenfalls bleibt mir halt gesund und wohlbehalten."89 De overordnede fædrelandsbeskrivelser skal man dog lede længe efter i Tonis breve. Alligevel tegnes der et klart billede af, at Toni opfatter Tyskland som en fælles enhed, der sammen må kæmpe for at beskytte Tyskland og de tyske værdier. Ligeledes kommer det klart til udtryk, at Toni selv er præget af en nationalistisk tankegang, der går på, at alle må lide deres ofre for det fælles bedste. På samme måde afspejler brevene, at Toni tror på det pæne og det gode, hvilket bl.a. kommer til udtryk, når andre tyske soldater drikker sig fulde, eller på anden måde opfører dig upassende, eksempelvis overfor civilbefolkningen i de forskellige områder, hvor de er udstationeret.90 I disse tilfælde udtrykker Toni forargelse, og endda flovhed, på sine medsoldaternes vegne og tilføjer, at det bringer skam over hele delingen, hvormed han giver denne form for opførsel skylden for, at soldaterne fra kasernen bliver dårligt behandlet af civilbefolkningen.91 Livet ved fronten Et andet interessant perspektiv kommer til udtryk i og med, at Toni aldrig direkte skriver i sine breve, at han bliver forflyttet til fronten. Dog indikeres det, i et brev til moderen og Lisl fra 20. januar 1943, hvor han var vendt tilbage til Østfronten efter sit ophold i Frankrig, at han nu er i en meget anderledes situation end ellers.92 Ligeledes i brevet fra 29. december 1943, til moderen og Lisl, oplever man, at Toni beskriver en kampsituation, meget kortfattet, men det klargøres, at der er sket en ændring i hans omgivelser. Dette er en tendens der, i løbet af krigen, bliver mere og mere hyppig i Tonis breve, også i brevene til moderen og søsteren. Eksempelvis i brevet fra 29. december 1943, hvor tonen i høj grad bliver mere dyster, og den optimistiske Toni i højere grad forsvinder væk bag beretninger om krigsoplevelser og hjemve: "Augenblicklich herrscht hier starke Artillerietätigkeit und die Kanonen und Granaten rumoren ununterbrochen. Am Schlimmsten ist aber die Spähtrupptätigkeit bei Nacht und Nebel. Wie die Kameraden erzählen, habe sich selbst die Essenholer verirrt und sind beim Ivan gelandet. Also mal eine andere Art von Krieg, wie ich ihn noch nicht ganz kenne. [...]. Der Anfang ist also wieder ge- A.S., 15.9.1943 A.S., 25.12.1943 91 A.S., 5.2.1942 92 A.S., 20.1.1943 89 90 33 macht und wie es weiter wird bleibt halt wie immer abzuwarten. Das Ärgste ist halt vorläufig die große Kälte, die uns noch bevor steht."93 Dette citat indikerer ydermere en større bevidsthed om krigens negative betydning i Tonis breve. Selvom Toni langsomt i sine breve begynder at fortælle mere om krigen ved fronten, så er beretningerne stadig kortfattede, som i dette tilfælde. Han fortæller kort om de problemer de har, samt hvad han hører fra de andre kammerater. Dog virker det overordnet som om at selve krigen, og i særlig grad fronten, har haft en demotiverende effekt på Toni, ud fra de senere breve. I flere af brevene efter 1942 udtrykker han klart, at han ser frem til krigens ende.94 Den nazistiske ideologi Toni lægger ikke, igennem sine senere breve, skjul på en forventning om den endelige tyske sejr. Dette fremtræder tydeligt i følgende citat, fra et brev skrevet fra Ukraine 12. december 1943, i et brev til moderen og Lisl: "Hoffen wir nur, dass sich die allgemeine Lage wieder bessert. Die Hauptsache ist und bleibt ja doch unser Endsieg."95 Udtrykket Endsieg er et særligt udtryk anvendt i den nazistiske propaganda. Det var et begreb, der i Tyskland blev særligt populært under Første Verdenskrig, og som senere optrådte i Hitlers bog Mein Kampf fra 1925, hvor udtrykket bl.a. blev anvendt til at beskrive den endelige sejr over jøderne.96 Selvom Toni overordnet ikke har vist tegn på at være motiveret på baggrund af nazistiske betragtninger, kommer der dog flere mindre tegn på, at Toni har delt dele af de nazistiske varemærker. Dette kommer også til udtryk i og med, at han i flere tilfælde udtrykker en loyalitet overfor Tyskland og Hitler. Som nævnt i tidligere afsnit var den nazistiske censur overordnet ikke velorganiseret nok til i de senere år at skræmme de tyske soldater. På baggrund heraf, mener bl.a. Fritz, at de soldater, der åbent i deres breve udtrykte sympatiserende følelser til det nazistiske regime, var de soldater der oprigtigt mente det.97 Tonis hengivelse til Hitler ses bl.a. som eksempel i dette citat, fra et brev sendt fra Østrig 22. december 1940, til moderen og Lisl: A.S., 29.12.1943 A.S., 15.9.1943 95 A.S., 13.12.1943 96 Browning, 2005, s. 10-11 97 Fritz, 1996, s. 686-687 93 94 34 "Und wenn nicht die viele Arbeit wäre daheim, müsst ihr euch nicht sorgen, da wir hier an unseren Posten schon unseren Mann stellen, alle in grauen Ehrenkleider unseres Führers und der deutschen Nation."98 Toni beskriver altså allerede i denne sammenhæng et Tyskland samlet under Hitler, og udtrykker en stor tillid til Føreren. Dette er noget der løbende i Tonis breve kommer kraftigere og kraftigere til udtryk. Under Tonis ophold i Frankrig i 1942 kommer der langt flere nazistiske undertoner til udtryk i brevene. Tonis tilsyneladende urokkelige tillid til Hitler bliver yderligere bekræftet ved, at han, trods uforståenhed overfor den pæne behandling af franskmændene, påpeger at: "Doch der Führer ist ein großer Diplomat und wird schon wissen, warum er so handelt." 99, hvilket i bund og grund er et citat der taler for sig selv. Fjendebillederne Igennem krigen ser man altså i Tonis breve noget, der kunne tyde på en gennemgribende påvirkning af den nazistiske ideologi. Siden Tonis første breve har han ikke kommenteret på jødespørgsmålet, som ellers var et højt prioriteret emne i den nazistiske ideologi. Dette ændrer sig dog i løbet af krigen, hvilket understeges i et brev fra Ukraine 12. december 1943, til moderen og Lisl, hvor han skriver følgende: "Wie ihr mir geschrieben habt, waren feindliche Flieger über Stangental. Die Frau Lensky hat mir auch mitgeteilt, dass in Wien Fliegeralarm war. Hoffentlich bleibt es nur immer beim Alarm. In Berlin haben die Bomben fürchterlich gewütet. Solche Angriffe auf die wehrlose Bevölkerung sind wohl das Gemeinste was es gibt. Einmal wird aber auch für diese Banditen der zahlende Tag kommen. Wenn nur die Rache der ganzen Menschheit endlich über die Juden, die an allem schuld sind, hereinbrechen würde."100 I dette citat fremgår det, at fjendtlige fly nåede Tonis hjemstavn, Stangental, hvortil Toni naturligvis udtrykker bekymring. Det interessante opstår dog i kraft af, at Toni bebrejder jøderne det, og på den måde placerer skylden for den militære fjendes gerninger, hos jøderne. Hertil udtrykker han et ønske om, på menneskelighedens vegne, at få hævn over jøderne. Dette er en stærk nazistisk udmelding, i en grad der ikke tidligere er set igennem brevene. Citatet i sig selv maler et klart fjendebillede af den jødiske befolkning som helhed. A.S., 22.12.1940 A.S., 19.9.1942 100 A.S., 12.12.1943 98 99 35 Overraskende nok kommer sådanne negative beskrivelser af den russiske civilbefolkning, den russiske hær, bolsjevikkerne eller partisanerne, ikke rigtigt til udtryk i Tonis breve. De eneste nedladende eller negative beskrivelser af disse udtrykker sig i brevene ved, at Toni eksempelvis beskriver civilbefolkningen på Østfronten som et folkefærd, der lever under primitive og usle vilkår, i nogle tilfælde. 101 På et senere tidspunkt beskriver Toni i brevet til Roman, 17. september 1942, at han havde til ordre at spore og fange partisaner og bolsjevikker. Dette er dog en særdeles kortfattet passage i brevet, og han udtrykker sig ikke om sin holdning til dette arbejde. 102 Delkonklusion Tonis jødehad sammenlignet med beskrivelserne af franskmændene fra tidligere breve, tegner et billede af, at Toni igennem krigen udviklede en større grad af fjendebilleder, hvortil kløften imellem de gode tyskere og de onde jøder og franskmænd, for Toni, blev større og større. Det jødehad, der blev repræsenteret i sidstnævnte citat, forstærkes endvidere i forhold til Tonis nazistiske betragtning, i kraft af, at han efterfølgende påpegede sin store hengivenhed til Hitler: "Überlassen wir die Lenkung unserer Geschichte ruhig Gott und dem Führer, dann wird’s schon recht werden."103 Herudfra er det højst plausibelt at påstå, at Toni igennem krigen oplevede en stærk ideologisk påvirkning af nazismen. Dog kan man ikke ud fra dette kildemateriale vurdere om Toni allerede før krigen har sympatiseret med den nazistiske ideologi, men der tegner sig et tydeligt billede af dette, igennem hans beskrivelser af krigen, fjenden og fædrelandet. Tonis retoriske formidling omhandlende disse, gennemgår altså en betydelig udvikling i løbet af krigen, til i højere grad at basere sig på nazistiske argumentationer, end blot at omhandle en patriotisk nationalisme. Dette bekræftes desuden af, at Toni beskriver en større forståelse for Romans ideologi, hvilket blev beskrevet i et brev til moderen fra 1942, hvor man langsomt begynder at opleve et skifte i retorikken i Tonis breve. Overordnet set er det altså en ideologisk motivation vi ser i kraft af Tonis breve. Ideologien ændrer sig dog i løbet af krigen, hvilket, ud fra Tonis breve, bekræfter Brownings teori fra The Origins of the Final Solution, om at en ideologisk prægning af soldaterne kunne være den motiverende faktor for deres handlinger under krigen. Dette stemmer i høj grad overens med Tonis breve, på trods af, at han aldrig beskriver nogen krigsforbrydelser. Alligevel ses en klar ændring over tid, hvor Toni i sin retorik bliver hhv. mere retorisk aggressiv og ligeledes skaber flere fjendebilleder, som han ytrer sig om i sine breve. A.S., 24.10.1941 A.S., 17.9.1942 103 A.S., 12.12.1943 101 102 36 Kuno Rinker Indledning Kuno Rinker blev født 21. december 1921 i Hermaringen bei Heidenheim i det sydlige Tyskland, og døde efter al sandsynlighed i Stalingrad i starten af 1943, da de sovjetiske styrker omringede og udryddede den 6. Armé. Hans sidste livstegn til familien er et brev skrevet 30. december 1942. Kunos familie prøvede senere hen at skaffe oplysninger om deres søns skæbne, men ligesom så mange andre soldater, var han blot anført som "in Stalingrad vermisst", og datoen 15. januar 1943 er at betragte som hans dødsdag, selvom de præcise omstændigheder er uafklarede.104 Han blev altså blot 21 år gammel. Kuno gjorde tjeneste i byen Ulm, hvor han fik sin militære grunduddannelse, og det første brev i samlingen er sendt herfra 3. marts 1941. 105 I efteråret 1941 rejste han med sin deling gennem Polen, Litauen og Letland106 før de d. 27. oktober ankom til Smolensk i Rusland.107 Resten af brevene i samlingen er skrevet fra skiftende lokationer i Rusland, og Kuno nåede aldrig at gense sin hjemby, selvom han hen mod slutningen af brevsamlingen udtrykker stærke ønsker om at komme hjem på ferie. 108 Mange af brevene er udstyret med lokation i brevhovedet, men som de nærmer sig Stalingrad, forestiller vi os, at soldaterne har haft forbud mod at skrive hvor de var, men Kuno omgår censuren ved at tilføje en form for kode i brevene: Forbogstaverne i hver sætning danner tilsammen stednavnet, hvor han opholder sig. Således ved vi, at han fra 17. juli 1942 bevægede sig fra Ostrogoshsk109 mod Stalingrad,110 hvor de ankom i starten af september 1942. 111 10. oktober 1942 viser kodesproget, at Kuno stod i forsvarsstilling nordvest for Stalingrad.112 Næste gang Kuno bruger kodesprog, i et brev fra 15. december 1942, er det ikke en lokation han afslører, men derimod den sørgelige besked: ”Sind eingeschlossen”.113 Han vidste tydeligvis, at situationen så skidt ud, men håbede til det sidste på at gense familien. Således skriver han i sit sidste brev til familien 30. december 1942: ”Möge das kommende Jahr ein frohes und glückliches Wiedersehen bringen,”114 hvilket, som nævnt, ikke kom til at ske. http://www.kriegstagebuch.gottfriedrinker.bplaced.net/kuno.html Kuno Rinker, 3.3.1941 106 K.R., 16.10.1941 107 K.R., 27.10.1941 108 K.R., 22.9.1942; 10.10.1942; 21.11.1942; 15.12.1942 109 K.R., 17.7.1942 110 K.R., 14.8.1942 111 K.R., 4.9.1942 112 K.R., 10.10.1942 113 K.R., 15.12.1942 114 K.R., 30.12.1942 104 105 37 Modtagerforhold, censur og selvcensur Det er tydeligt at se, at Kuno har haft et tæt forhold til sin familie. I løbet af de knapt halvandet år, som brevkorrespondancen strækker sig over, har han ifølge udgiveren sendt ca. 75 breve, hvoraf de 25 er offentligt tilgængelige.115 Hans breve er generelt lange og udførlige, og han fortæller både om krigen og hverdagen som soldat, om maden og vejret. Mange af de mere hverdagsrelaterede emner vil vi af pladshensyn se bort fra her, og i stedet fokusere på de ting, der fortæller noget om Kunos motivation for at kæmpe i krigen og hans syn på fjenden. De fleste breve er stilet til familien som helhed, men i enkelte breve henvender han sig direkte til faderen, og det er værd at have for øje, da han i disse breve fortæller mere bramfrit om krigens gru. F.eks. skriver han følgende: ”Lieber Vater! Ich möchte Dir jetzt etwas schreiben, das darfst Du aber der lieben Mutter nicht sagen.”116 Efter denne bemærkning fortæller Kuno detaljeret, hvor frygteligt og skræmmende det er at være i kamp. Vi kan derfor udlede, at Kuno i de fleste breve udviser en vis form for selvcensur, ikke at han maler et glansbillede af krigen, men i brevene til faderen fortæller han ting, som resten af familien skal forskånes for at høre. Vi ved også, at Kuno var underlagt officiel censur; flere steder bemærker han, at han ikke kan skrive alt det, han gerne ville, som f.eks. i et af sine sidste breve: ”Recht vieles könnte ich Euch darüber und über manches andere noch schreiben. Aber ich darf doch nicht. Deshalb Schluss!!”117 Det underfundige i dette tilfælde er, at citatet stammer fra et af de breve, hvor Kuno bruger kodesprog til at afsløre lokationen; forbogstaverne i de tre linjer i citatet ovenfor danner de sidste tre bogstaver i ordet Stalingrad. På trods af generel censur og selvcensur, rummer Kunos breve mange fyldige beskrivelser, rigeligt til at analysere de motiverende faktorer bag hans krigsdeltagelse. Kunos syn på krigen og sin egen rolle I de første breve fra Kunos hånd, virker han meget spændt på, hvad den forestående krigsdeltagelse vil bringe. I sit første brev, skrevet 3. marts 1941, mens hans deling stadig opholdte sig i Ulm, florerer der rygter om, at delingen skal sendes østpå. ”Überhaupt liegt in Richtung Osten irgendein verborgenes Geheimnis. Da muss irgendetwas in der Luft liegen (Russland?)”118 Man kan næsten se for sig, hvordan soldaterne har gået rundt og talt med hinanden om rygterne, og Kuno virker også ganske ivrig efter at komme af sted: ”Hoffentlich komme ich nicht zu spät zur großen Entscheidung. Das würde mich furchtbar ärgern.”119 Vendingen ‘Die große Entscheidung’ – den store afgørelse – er værd at hæfte sig ved, da der i ordlyden ligger en forventning om tysk sejr, selvom det ikke udtrykkes eksplicit. Kuno bruger vendingen flere gange i sine breve, f.eks. 9. marts 1942, hvor krigstrætheden for alvor har sat ind efter http://www.kriegstagebuch.gottfriedrinker.bplaced.net/kuno.html K.R., 16.2.1942 117 K.R., 10.10.1942 118 K.R., 3.3.1941 119 K.R., 3.3.1941 115 116 38 en kold russisk vinter, men forårets komme får ham til at spekulere over, hvad året vil bringe: „In der großen Hoffnung, dass dieses Jahr hier die endgültige Entscheidung bringen möge.“120 Før vi beskæftiger os yderligere med Kunos senere krigstræthed, vil vi vende tilbage til hans tidlige breve, hvor han stadig var forventningsfuld, og det hele endnu var spændende. I sit brev fra 16. oktober 1941 beretter Kuno dybdegående om delingens rejse fra Ulm til Smolensk, hvor de undervejs gør holdt i mange byer, og krydser flere grænser, mens soldaterne ”voller Spannung”121 kigger ud ad togets vinduer. Især ankomsten til Rusland er noget, de har set frem til: ”So reifte allmählich der von uns mit größter Spannung erwartete Augenblick heran. Am 15.10.1941 16.00 überfuhren wir die lettisch-russische Grenze.”122 En anden måde, hvorpå vi kan se Kunos positive syn på sine oplevelser, er, at han beder familien om at passe godt på de billeder og breve, som han sender. Billederne er ”eine schöne Erinnerung,”123 og brevene kan han senere læse og blive mindet om sine oplevelser: ”Denn später ist es schön, wenn man darin wieder über alte Erlebnisse nachlesen kann.”124 Begejstringen varer dog ikke ved særlig længe, for efter ankomsten til fronten og mødet med fjendtlige styrker, får Kuno øjnene op for den barske virkelighed: ”Glaubt mir, ich weiß jetzt was Krieg ist. Ich habe ihn 4 Wochen lang in seiner tatsächlichen Wirklichkeit erlebt und werde es diesen Winter über nicht zu vergessen bekommen.”125 I de fleste af sine breve skriver Kuno egentlig i ret positive vendinger om hverdagen ved fronten; maden er udmærket, vejret er til at holde ud selvom det bliver temmelig koldt om vinteren, og han har travlt med forskellige opgaver, men glæder sig over alle de breve og pakker han får hjemmefra. Selve oplevelserne, hvor soldaterne kommer i direkte kamp med fjenden, synes dog at påvirke ham betydeligt. I brevene til hele familien fortæller han, at det er hårdt at være i krig, men er ikke så åben om sine oplevelser, som når han skriver til faderen alene; i et brev fra 16. februar 1942, fortæller Kuno malende om krigsskuepladsens forfærdeligheder: ”Du weißt was es heißt, mit der Waffe in der Hand und der Handgranate im Koppel einem mehrfach überlegenen, mit Hurragebrüll anstürmenden Gegner entgegenzustehen. Gerade dieses Hurrage- K.R., 9.3.1942 K.R., 16.10.1941 122 K.R., 16.10.1941 123 K.R., 3.3.1941 124 K.R., 16.10.1941 125 K.R., 10.12.1941 120 121 39 brüll ist was Furchtbares für mich gewesen. Dann pfeifen die Kugeln um Dich und neben Dir sinken Kameraden getroffen zusammen. Das sind Augenblicke, die werde ich nie vergessen.”126 På lignende måde udtrykker han senere på året, 4. september 1942, krigens grumme side i et brev til sin fader: ”Nachts beschießen sie [die Russen] uns mit Do-Geräten, den sogenannten Stalinorgeln. Dies ist das Furchtbarste, was man sich vorstellen kann.”127 Selvom Kuno er mere direkte i sine breve til faderen, udtrykker han dog også sin aversion mod krigen i andre breve til hele familien, f.eks. da han hører, at kammeraten Hans Renner, der er hjemme i hjembyen på ferie, skal sendes tilbage til fronten: ”Ich würde jedem, der schon einmal hier war, das nicht wieder Herkommen gönnen.”128 Og netop det med at holde ferie, vender han flere gange tilbage til. Selvom han egentlig gerne vil hjem på besøg, hvilket han især udtrykker ønsker om i korrespondancens sidste breve, er han alligevel ikke glad ved tanken om, at en ferie vil blive præget af visheden om, at man skal tilbage til fronten efter ferien: ”Uns ist es nun lieber, wenn wir nicht herausgezogen oder gar in Urlaub geschickt werden, denn mit der Tatsache gehen, dass man wieder hier her muss, nein, schon lieber beißen wir in den sauren Apfel und bleiben da, als nachher wieder her zu müssen.”129 […] ”Oh ja, ich würde gerne mal wieder für ein paar Wochen bei Euch sein, aber wenn es mir dann auch geht wie so vielen anderen, dass ich nachher wieder hierher muss, dann würde die Freude doch eben darunter leiden.”130 Kuno når heller aldrig at komme hjem på ferie, før han møder sit endeligt i Stalingrad, men der er dog små afbræk i krigen, hvor soldaterne bliver trukket lidt væk fra fronten for at holde nogle ’Ruhetage’ og lade batterierne op. Under sådanne pauser i krigen, er der tid til f.eks. at spille fodboldkamp efterfulgt af festligheder om aftenen. Vi mener, at mængden af udråbstegn i følgende citat rigeligt udtrykker hans begejstring: ”Abends ist dann Kameradschaftsabend im Saal unserer Unterkunft. Dabei gibt es Bier !!!!!!! und Schnaps.”131 Under senere ’Ruhetage’ går soldaterne også i biografen, ser varietéer og teater.132 Trods disse afbræk fra fronten, raser krigen dog stadig, og fra sommeren 1942 bevæger Kunos deling sig gradvist mod Stalingrad. Efterhånden som Kuno nærmer sig årsdagen for sin ankomst i Rusland, virker han mere lemfældig med, hvad han skriver i brevene. Vi har tidlige slået fast, at Kuno er mere åben i brevene til sin fader, så når han i et brev til familien f.eks. skriver, at han har set en udbrændt K.R., 16.2.1942 K.R., 4.9.1942 128 K.R., 14.3.1942 129 K.R., 14.3.1942 130 K.R., 30.3.1942 131 K.R., 3.5.1942 132 K.R., 1.7.1942 126 127 40 russisk kampvogn med forkullede lig indeni,133 vil vi mene, at han er ved at blive brutaliseret af krigen, på den måde, at han bare skriver det koldt og konstaterende. Han har nok vænnet sig til at se sådanne ting, men for familien derhjemme, kan det ikke have været rart at læse om. Hen mod slutningen af brevsamlingen fylder den egentlige beskrivelse af krigen ikke så meget som savnet af familien og ønsket om at komme hjem. I et brev til faderen fra 15. december 1942, efter 6. Armés indespærring i Stalingrad, mærker vi en vis skæbnesvanger stemning i Kunos retorik. Han beder indgående faderen om ikke at fortælle resten af familien om brevet. ”Es ist ihm [dem Russen] aber nie gelungen, unsere unerschütterlich dastehende Front ins Wanken zu bringen. Seine Infanteristen verbluteten. Chaotisch möchte man das beinahe nennen. Leider leiden auch wir etwas darunter. Oh, sagen wir aber immer, in 50 Jahren ist alles vorbei, und auf jeden Dezember folgt auch wieder ein Mai. So bleibt unser Mut und unser Geist immer derselbe. So muss es auch sein. Einst hast Du das alles mitgemacht. Nun bin ich es!”134 Vi får altså at vide, at tyskerne fortsat holder stand mod russerne, men det holder hårdt. Kuno lader dog til at have affundet sig med sin skæbne; med henvisning til faderens indsats under Første Verdenskrig, ved han, at det nu er hans tur til at kæmpe. Det er værd at bemærke, at han bruger flertalsform, når han skriver, at de siger, at om 50 år er det hele forbi osv.; det tyder på, at soldaterne søger at opmuntre hinanden under denne triste indespærringssituation. Dermed kan der spores et kammeratskab mellem soldaterne, noget der vel især har været vigtigt under de særligt hårde dele af krigen på Østfronten. Pligt og selvopfattelse Selvom Kuno ofte udtrykker sin lede ved krigen, og drømmer om at komme hjem til familien, giver han samtidig udtryk for, at han er pålagt en vigtig opgave, og at han må kæmpe kampen til ende. Særligt har han intet til overs for dem, der søger at undgå kamphandlingerne. Han skriver 28. december 1941, at mange melder sig syge pga. småting, og Kuno kunne gøre det samme, da hans fødder er forfrosne, men: ”[…] das machte ich nicht, denn erstens will ich nicht als Drückeberger angesehen werden, und zweitens wird jeder entbehrliche Mann gebraucht; und in erster Linie kommt der Erfolg unserer lieben Heimat, dann erst der Mann selbst. Mit diesem Grundsatz gehe ich den kommenden Tagen entgegen.”135 K.R., 17.7.1942 K.R., 15.12.1942 135 K.R., 28.12.1941 133 134 41 Vi ser altså her, hvad der kunne tyde på en særlig patriotisk opfattelse, at den gode soldat må tilsidesætte sine egne bekvemmeligheder for at kæmpe for sin hjemstavn. Det er også et af de elementer, som Omer Bartov har udpeget som vigtige motiver for at kæmpe i krigen; noget andet er det gode fællesskab mellem soldater – eller mangelen på samme. Ordet Drückeberger – kryster – viser tydeligt Kunos afsky over for dem, der ikke deltager i den fælles kamp, og vi ser ordet brugt flere gange. 16. februar 1942 skriver Kuno, at han har fået ros af en overordnet for sit gode helbred, at han altid gør sin pligt. Det stemmer også, men han mener, at de fleste andre har et lige så godt helbred, men alligevel melder de sig syge konstant for at få indendørstjeneste. ”Sie melden sich eben krank mit irgendeiner Beschwerde. So was nenne ich aber Drückebergerei und das kann ich nicht ausstehen. Zu was stehen wir den hier im Osten als Soldat. Und wenn ich einmal heimkomme, dann möchte ich mit gutem Gewissen sagen können:”Ich habe meine Pflicht erfüllt.””136 Her aner vi altså Kunos stolthed over sin egen indsats; han er i krig for at kæmpe kampen til ende, ikke for at melde sig syg og slippe let udenom de hårde ting. Netop pligtfølelsen har Brøndum og Rasmussen i Breve fra Østfronten også bemærket i deres arbejde med feltpostbreve, hvor de mener, at pligtfølelsen betød meget for soldaterne, og var med til at holde gejsten oppe i kampen mod russerne.137 Også når det handler om frivillige opgaver, er Kuno klar: ”Ich selbst mache natürlich gerne mit, denn es geschieht in der großen Hoffnung, dass es zum letzten Male mögen werde, und dass dieses Jahr die Entscheidung über diesen Feldzug bringt. Es ist auch so: letzten Endes sind wir als aktive Einheit doch so lange mit dabei, bis dieser Feldzug entschieden ist.”138 Igen ser vi ordet Entscheidung, som Kuno ofte bruger. Han kæder soldaternes indsats direkte sammen med krigens fremtidige afslutning, og vi fornemmer, at hans holdning er, at jo hårdere de kæmper, jo hurtigere når krigen sin afslutning. Selv i sit næstsidste brev, skrevet i julen 1942 under indespærringen i Stalingrad, henviser han til sin indsats: ”Ich hier im Einsatz gegen unseren großen Feind, und Ihr daheim zu Hause, auch im Einsatz für uns.”139 Vi aner en snert af ideologi i dette citat; han kæmper mod den store fjende, mens de derhjemme også gør en indsats. Vi kan ikke ud af konteksten i brevet se præcis, hvad Kuno mener, deres indsats består i, men vi formoder, at hjemme- K.R., 16.2.1942 Brøndum og Rasmussen, s. 122-123 138 K.R., 14.3.1942 139 K.R., Weihnachten 1942 136 137 42 frontens opgave må være at holde hverdagen kørende – i dette tilfælde fejre juleaften som sædvanligt – mens han holder fjenden stangen på Østfronten. I flere tilfælde udtrykker Kuno direkte stolthed over at tage del i krigen, og det er værd at bemærke, at hans synspunkter på dette punkt ikke synes at udvise nogen synderlig forandring. Således skriver han allerede 27. oktober 1941: ”Wenn in nächster Zeit eine der bedeutendsten Sondermeldungen dieses Feldzuges bekannt wird, so denkt dran, dass ich auch dabei war,”140 mens han under indespærringen i Stalingrad 15. december 1942 skriver: ”Wenn man dann später einmal von diesem Kampfe liest, dann kann derjenige stolz sagen, ich war dabei; vorausgesetzt, dass er alles gut und glücklich übersteht. Aber an etwas anderes denkt man nicht.”141 Citaterne minder indholdsmæssigt meget om hinanden; stolheden over at deltage i krigen er ikke til at overse. I sidste tilfælde kan det dog skyldes, at han har brug for på en eller anden måde at holde gejsten oppe, og motivere sig selv til at kæmpe videre, de dystre fremtidsudsigter til trods. På den anden side virker det gennem hele brevsamlingen som om han rent faktisk sætter en ære i at kæmpe for sit land. Det kan godt være, at krigen er hård og grusom, og at han drømmer om at komme hjem og blive genforenet med familien, men generelt virker det til, at han ser det som sin pligt at kæmpe, og han er indstillet på at kæmpe til det sidste, til ”die endgültige Entscheidung.“142 Så mens synet på krigen hurtigt forandrer sig fra at være præget af spænding og forventning til erkendelsen af krigens grusomheder, synes hans pligtopfattelse ikke at ændre sig spor i løbet af de halvandet år, som korrespondancen strækker sig over. Fædreland og fjendeland Når man beskæftiger sig med fjendebilleder, kan man altid starte med at undersøge, hvad fjenden kaldes. I forskningsdiskussionen slog vi fast, at mange tyske soldater var blevet fodret med ideen om en jødisk-bolsjevikisk konspiration, og derfor kunne man forvente, at et ord som bolsjevik ville optræde i brevene, men kun i ét enkelt tilfælde bruger Kuno dette ord om modstanderen.143 I langt de fleste tilfælde bruger han det neutrale ’Die Russen’ om russerne. Enkelte gange kalder ham dem ”Die Roten,”144 men for det meste bruger han den almindelige nationalbetegnelse. Der er derfor ikke meget fjendtligt i hans retorik på dette punkt, men i hans øvrige beskrivelser er der mange eksempler på ’os og dem’-retorik, hvor Rusland sammenlignes med det hjemlige Tyskland; i det følgende vil vi først K.R., 27.10.1941 K.R., 15.12.1942 142 K.R., 9.3.1942 143 K.R., 5.4.1942 144 Bl.a. K.R., 5.4.1942 140 141 43 kigge på landskabet og den civile befolkning, derefter forskellen mellem russiske og tyske styrker på slagmarken. Nationale forskelle: civilt Da Kuno blev udstationeret til Østfronten, blev han præsenteret for et helt nyt land og en lokalbefolkning, som han sandsynligvis havde haft nogle forestillinger om på forhånd. Som nævnt i forskningsdiskussionen, har Stephen G. Fritz skrevet om soldaternes møde med fremmed land, hvor mange havde en opfattelse af Sovjetunionen som et arbejderparadis, hvorfor de blev slemt skuffede og overraskede, da de så virkelighedens krigshærgede land. Brøndum og Rasmussen nævner også soldaternes sarkastiske omtale af Sovjetunionen som et arbejderparadis, og skriver, at der i værnemagtspropagandaen og brevskrivningsvejledninger faktisk blev opfordret til at ironisere over dette begreb, så det har været almindeligt forekommende.145 Referencen til Sovjetunionen som et paradis, ser vi også i Kunos brev fra 27. oktober 1941: ”Wie dieses Sowjetparadies in Wirklichkeit aussieht, kenne ich nun zur Genüge.”146 I løbet af den første tid i Rusland, skriver Kuno i sine breve langt og udførligt om lokalbefolkningen og landskabet, og han giver et indtryk af et nedbrudt land, hvor byerne ligger i ruiner, og befolkningen lever primitivt og fattigt. Især ordet primitiv bruger han ofte, hvormed vi kan se, at han bestemt ikke mener, at forholdene er at sammenligne med de hjemlige. F.eks. er han 29. oktober 1941 indkvarteret hos en bondefamilie, hvor forholdene langt fra er så gode som hjemme i Tyskland. Deres møblement er ganske sparsomt, to senge til seks personer, og derudover: ”Alle essen ihre Mahlzeit aus einem schmutzigen Napf und die Mutter stillt nebenher ihren Säugling. Tolles Familienleben.”147 Man aner en vis sarkasme i den sidste bemærkning. Han oplever flere hjem med sådanne primitive forhold, og noget af det, der virkerlig overrasker ham, er et hjem, hvor der hænger en højtaler; kun en højtaler, ingen radiomodtager. Han formoder, at programmet bliver indstillet fra en central et sted i byen, så myndighederne kan kontrollere, hvad befolkningen hører: ”Die Leute konnten, das schlossen wir daraus, nur ein von den russischen Behörden gewolltes Programm hören.”148 Hermed ser vi en vis aversion mod det russiske system, der åbenbart er lidt skrappere over for sine borgere end ventet, altså ikke just et paradis. Kuno leverer fortsat gennem hele brevsamlingen mange beskrivelser af det armod, som den russiske befolkning lever i. På et tidspunkt, hvor delingen er trukket væk fra fronten for at holde Ruhetage, ser de folk, der er nogenlunde velklædte, Brøndum og Rasmussen, s. 155-156 K.R., 27.10.1941 147 K.R., 29.10.1941 148 K.R., 16.10.1941 145 146 44 hvilket han synes er ”ganz komisch”;149 det tyder på, at for ham er det et særsyn. Vi kan derfor udlede, at langt de fleste folk ikke er særligt velklædte. I nogle tilfælde sammenligner Kuno direkte de russiske forhold med Tyskland, hvor det bliver ganske eksplicit, at han ser Rusland som tilbagestående. F.eks. er den russiske infrastruktur meget dårlig, vejene er ujævne og ødelagte, og det er langt hårdere at køre rundt end hjemme i Tyskland: ”Solch eine Fahrt ist nun aber kein Autoausflug in Deutschland. Staubbedeckte, holprige und schlechte Wege.”150 Han undrer sig også over, at russerne ikke formår at udnytte den gode, frugtbare jord, som findes i nogle områder: ”Nur nützen die Russen eben ihren Boden gar nicht voll aus. Sie haben auch nicht besonders viel zum Anbauen. Was würde in Deutschland ein solcher Boden alles hergeben. Ganz schwarze Erde.”151 Flere steder ser vi også hentydninger til, at russerne har levet under et strengt regime, og tyskerne fremstilles som befriere. I forbindelse med et af de mange fangeoptog, som Kuno ser, kommenterer han på et tidspunkt, at: ”Seine Elite hat der Russe verloren.”152 Befrierrollen ser vi allertydeligst i et brev fra 5. april 1942, hvor Kunos deling fejrer påsken i et område, hvor befolkningen ikke har haft lov til at udøve sin religion under det sovjetiske styre. Han beskriver, hvordan en præst – efterfulgt af syngende kvinder og børn - går fra hus til hus og velsigner folkene med vievand. Ifølge Kuno er befolkningen overstadisk lykkelige, og takker tyskerne for deres nyvundne ret til at udøve religiøse ritualer: ”Andererseits ist es aber für uns ein ungeheurer Gewinn, denn unter Stalins Herrschaft war dies verboten. Den Beweis lieferte uns damals unsere Russin. Sie sagte: „Oh, Germanski dobre, Germanski dobre!“ D.h.: die Deutschen sind gut!”153 De ting, som Kuno lægger vægt på, er altså det tilbagestående, undertrykte Rusland, der nu bliver befriet af de overlegne tyskere. Han udviser både overraskelse og afsky over for de russiske forhold, hvilket ligger godt i tråd med Fritz’ forskning, hvor han netop påpegede de tyske soldaters overraskelse over de egentlige russiske forhold. K.R., 3.5.1942 K.R., 1.7.1942 151 K.R., 17.7.1942 152 K.R., 17.7.1942 153 K.R., 5.4.1942 149 150 45 Nationale forskelle: militært I forbindelse med kamphandlingerne, er det især hærenes styrke, der sammenlignes. Kuno har gennemgående stor lid til den tyske hærs overlegenhed, og mener til det sidste, at tyskerne nok skal vinde. Ikke kun i forhold til russerne, er tyskerne overlegne. På vej til Stalingrad møder Kuno nogle af deres alliererede styrker fra Ungarn og Italien, og beskriver deres uniformer, men ”über den deutschen Soldaten geht doch nichts.”154 Én af de gange Kuno ser de tilfangetagne russere slæbe sig ynkeligt af sted, mener han, at det er et tegn på den russiske hærs manglende styrke: ”Wer das sieht, der weiß, dass diese Armee einem deutschen Ansturm im Frühjahr nicht mehr widerstehen kann,”155 ligesom han senere får beskeden om, at byen Woronesh er faldet, og mødet med de tyske styrker fik russerne til at flygte ”wie die Hasen von der Hunden,”156 og når Stalingrad falder, hvilket han bestemt mener vil ske, ”dann kann der Russe sein Testament machen.”157 Da han fornemmer, at familien derhjemme har et indtryk af, at russerne er stærkere end som så, afviser Kuno det: ”Ihr [dürft] aber auch nicht vergessen, was unsere Infanteristen leisten. Es grenzt ans Unmögliche.”158 De tyske styrker skal altså nok sejre, mener han. I sit næste brev fra 10. oktober 1942, bemærker han dog, at russerne kæmper virkelig hårdt, og ikke giver op. Hellere gå i døden end at trække sig tilbage: ”Lieber lassen die sich zu Tode fahren oder schießen, als dass sie nur einen Schritt zurückweichen. Jedes Haus ist ja dort eine kleine Festung, wie Ihr ja bestimmt schon gelesen habt.”159 I samme brev skriver han dog også, at russerne ikke skyder så meget mere, og de ved, at hvis russerne har ammunition, skyder de ustandseligt. Derfor mener han, at russerne snart ikke har mere at give af, hvilket deres krigsfanger også bekræfter.160 Mod slutningen af brevsamlingen, forsvinder imidlertid Kunos bemærkninger om den overlegne tyske hær. Indespærret i Stalingrad kan man formode, at realiterne er gået op for ham: Russerne har overtaget førerstillingen. Det er dog ikke noget han udtrykker i ord, men at beskrivelser af den tyske overlegenhed ikke længere er tilstedeværende, er en indikation af, at udsigterne til ’die endgültige Entscheidung’ ikke længere er så åbenlyse. Især hans brev fra 15. december 1942, hvor juleaften nærmer sig, er mestendels præget af savnet til familien, hvilket nok især er fremtrædende grundet den K.R., 14.8.1942 K.R., 5.4.1942 156 K.R., 17.7.1942 157 K.R., 4.9.1942 158 K.R., 22.9.1942 159 K.R., 10.10.1942 160 K.R., 10.10.1942 154 155 46 særlige højtid, hvor han melankolsk forestiller sig, hvordan barndomshjemmet fyldes med duften af nybagt brød, og juletræet er hentet ind i stuen, mens familien med spænding ser frem til juleaften. 161 Et ord han flere gange bruger om de tyske luftstyrker, er ’brav’162 – tapper –, hvilket han også bruger 15. december 1942 under indespærringen i Stalingrad: ”Wie ein Geschenk des Himmels betrachten wir wirklich unsere braven JU 52.”163 I denne håbløse situation, er det altså flyvemaskinerne, der bringer forsyninger og post til de indespærrede soldater, og det virker som en trøst, at det trods alt er muligt for det tyske luftvåben at hjælpe de nødstedte soldater. Den ideologisk motiverede soldat? I forskningsdiskussionen har vi fokuseret meget på den ideologiske påvirkning af soldaterne, så afslutningsvist vil vi kort kigge på, hvordan ideologien repræsenteres i Kunos breve. Goldhagendebattens fokus på den antisemitiske ideologi, ser vi ikke rigtigt noget af. Et enkelt sted fra starten af sit ophold i Rusland, skriver Kuno, at jøderne kan genkendes på deres Davidsstjerner, og at krigsfanger og jøder fik nogle ”wohlverdiente”164 prygl over ryggen, hvis de ikke ville arbejde. Ordet wohlverdiente, er egentlig det eneste ladede ord i denne sammenhæng, og udover denne episode, nævnes jøderne ikke i brevsamlingen. Vi må dog også huske på, at Goldhagen-debatten handler om politimænd, der specifikt var udsendt for at deltage i jødeudryddelsen, mens Kunos rolle har været at kæmpe mod de russiske styrker, og derfor er det naturligvis russerne, der optager hans opmærksomhed. Der er dog generelt ikke megen ideologi at spore i Kunos breve, men vi ved, at soldaterne ofte hørte radio, bl.a. 10. oktober 1942: ”Neulich hatten wir Gelegenheit, die Führerrede und die Rede Görings zu hören. Wir haben doch einen Wehrmachtsempfänger bei uns. So hören wir täglich mit großer Spannung den Wehrmachtsbericht.”165 Sådanne radioudsendelser har nok været med til at indprinte billedet af den overlegne tyske hær, som vi tidlige fastslog, at Kuno var præget af. Vi ser også, at Kuno i forbindelse med kamphandlinger, hvor kammerater falder, bruger ordet ”Heldentod”,166 der også er ladet med en overbevisning om, at det er prisværdigt at falde i kamp for fædrelandet. Derudover må vi konstatere, at Kuno ikke virker som en udpræget ideologisk motiveret soldat. K.R., 15.12.1942 Bl.a. K.R., 29.10.1941 163 K.R., 15.12.1942 164 K.R., 16.10.1941 165 K.R., 10.10.1942 166 K.R., 5.4.1942 161 162 47 Delkonklusion: Hvad motiverede Kuno til at kæmpe i krigen? Hvis ikke Kuno kæmpede af ideologiske årsager, hvad kæmpede han så for? Gennem hans korrespondance står det klart, at det betød meget for Kuno at udfylde sin pligt som soldat. Hans syn på krigen ændrede sig hurtigt fra at være præget af spænding og forventning til at indse krigens virkelighed, og de voldsomme kampe fik ham til at længes efter krigens afslutning. Selvom han glædede sig til at gense familien og komme væk fra Rusland, ser vi dog gennem alle brevene en holdning om, at han som en del af den tyske hær måtte kæmpe til det sidste, for kun ved en fælles indsats, kunne de bringe krigen til ende. Hjembyen og familien stod ham nær, og Bartovs og Fritz’ ideer om, at soldaterne lige så meget kæmpede ud af et patriotisk ønske om at beskytte hjemmefronten, aner vi også i Kunos breve, men det er især pligtfølelsen, der træder frem. Han lader også til at være blevet påvirket af propaganda, på den måde, at han gennemgående har stor lid til den tyske hærs styrke, og som tysker føler sig overlegen både civilt og militært, og i sine sammenligninger af Tyskland og Rusland, aner vi også en nationalistisk undertone. Dette kan dog lige så vel skyldes propagandaens opbygning af fjendebilleder, som det kan skyldes en egentlig politisk overbevisning. Den patriotiske pligtfølelse overfor sit hjemland kombineret med en stærk tro på, at Tyskland ville nå ’die endgültige Entscheidung’, synes derfor at være de primære motiverende faktorer bag Kunos krigsdeltagelse. Hellmut K. Indledning Det følgende afsnit vil indeholde en analyse af en brevsamling, hvis afsender var den kun 19-årige Hellmut K.. Hellmut blev sendt i krig i foråret 1941; han blev først udstationeret i Polen, men efter ca. fire måneder i krig, ankom han til Rusland. Her befandt han sig indtil han i juli 1943 valgte at skyde sig selv i benet for at undgå yderligere krigstjeneste.167 Efter denne hændelse blev Hellmut sendt til Tyskland, og ud fra hans breve kan vi se, at han både har opholdt sig i Alzey i det vestlige Tyskland og i Hannover.168 Efter en lang periode på feltlazaret blev Hellmut igen kampdygtig, og i begyndelsen af 1944 blev han igen sendt mod Østfronten. Fra midt februar og ca. fem måneder frem, befandt han sig i Ukraine. Hellmuts krigstjeneste sluttede da han blev såret i slaget ved Sevastopol, herefter kom han på feltlazaret i Finsterwalde i Østtyskland, hvor han tilbragte den sidste tid af krigen. Hellmut var i løbet af krigsårene en flittig brevskriver, og sendte flere breve hjem til sin familie i Tyskland. Hans første brev blev skrevet 6. april 1941 i Polen, mens det sidste stammer fra 17. juni 1944. Oftest var det hans forældre han skrev brevene til, men enkelte gange blev brevene også adresseret til hans søster. Brevsamlingen, som er publiceret i kildesamlingen Sehr selten habe ich geweint af Ingrid Hammer og Su167 168 Hammer og Zur Nieden, s. 141 Hellmut K., 28.8.1943; 12.1.1944 48 sanne Zur Nieden, består af i alt 23 breve; om disse 23 breve udgør det samtlige antal af breve er uvist, hvilket også er pointeret i kildepræsentationen. Et element, som vi har haft fokus på i forhold til brevene er, om de afspejler censur. I Hellmuts breve afspejles dette dog ikke ligeså tydeligt som hos Kuno og Toni, en enkelt gang giver han dog udtryk for, i forbindelse med hans beskrivelse af en hændelse, at han hverken kan eller må beskrive denne.169 Hellmuts syn på krigen Når det gælder de motiverende faktorer, der havde betydning for opretholdelsen af kampgejsten, er det bl.a. relevant at undersøge, hvilken holdning Hellmut havde til den krig, han deltog i. Rettes fokus mod Hellmuts første brev, ytrer han her hverken en direkte negativ eller positiv holdning til krigen. Dog skriver han: ”Die Welt ist eben rund und schön. Aber noch jetzt sieht man, wie unsere Soldaten hier kämpfen.”170 Dette tyder på, at han på dette tidlige tidspunkt i sin krigstid er ved godt mod, trods det at vi også her får at vide, at han har set hvordan soldaterne kæmper i krigen. En anden ting, der er værd at bemærke ved dette citat, er hans brug af "unsere Soldaten", hvilket er tegn på, at Hellmut på dette tidspunkt anser sig selv som en del af hæren, og dermed som en del af et fællesskab. Samtidig viser det også, at han er i stand til at identificere sig med de soldater, der kæmper, og den sag de kæmper for. I samme brev skriver han: ”Die Bevölkerung ist aber zum Teil noch sehr verhetzt.”171 hvilket kan anses som et tegn på, at han har medlidenhed med befolkningen i Warszawa, hvor han på dette tidspunkt befinder sig. Bevæger vi os ca. 14 dage frem i tiden, hvor Hellmut skriver endnu et brev, ser vi heri ej heller en positiv omtale af krigen; tværtimod fortæller Hellmut, at han tænker på sit fredelige fædreland. Han fortsætter med at fortælle om en af sine oplevelser: ”Hier wurden einem Mann beide Ohren am hellen Tage abgeschnitten.”172 Selvom han ikke direkte udtrykker en forargelse over denne hændelse, udtrykkes en sådan alligevel mellem linjerne, idet han skriver, at dette skete ved højlys dag. Fælles for Hellmuts første to breve er altså, at han på dette tidspunkt hverken er udelukkende positiv eller negativ overfor krigen. Bevæger vi os derimod længere frem i tid, bliver hans holdning til krigen mere positiv. I brevet fra 22. juni 1941 skriver han at han har oplevet og udøvet meget, men også: “Es wird im Juli eine Entscheidung fallen, von der die Welt ewig sprechen wird.”173 At Hellmut her skriver, at han er med til at udføre noget, som verden for evigt vil huske, kan selvfølgelig for ham både have en god og en dårlig betydning. Dog tyder det på, at Hellmut i denne forbindelse taler om en stor bedrift, som vil blive omtalt med stolthed. Dette udledes grundet en af Hellmuts afsluttende kommentarer, hvor han H.K., 22.6.1941 H.K., 6.4.1941 171 H.K., 6.4.1941 172 H.K., 22.4.1941 173 H.K., 22.6.1941 169 170 49 skriver: ”Ich bin stolz, dieses miterleben zu dürfen.”174 I netop dette brev er der altså noget der tyder på, at Hellmut er drevet af en vis stolthed over at deltage i krigen og opleve den på nært hold. Derudover kan der også være tale om, at Hellmut anser de tyske bedrifter som noget stort, og af denne årsag ser det som noget betydningsfuldt at være med til at udføre disse. Denne følelse af stolthed varer dog ikke ved, og især i Hellmuts sidste to år i uniformen udtrykker han en vis foragt overfor krigen. Vi ved allerede, at Hellmut i juli 1943 tog den drastiske beslutning at skyde sig selv i benet for at undgå yderligere krigstjeneste. Dette må siges at være en ret god indikator for, at Hellmut ikke længere var positiv overfor krigen. I sine breve udtrykker han dette på flere forskellige måder. Først skriver han: ”Die Soldaten haben wohl schwerstes geleistet.”175 Med dette udtrykker Hellmut ikke blot, at soldaterne har ydet hårdt under krigen, men noget andet, som dette citat ligeledes kan afspejle er, at Hellmut ikke længere identificerer sig med de tyske soldater. Han skriver ikke længere på en sådan måde, at han sætter sig selv i forbindelse med denne gruppe af mennesker, til forskel fra hvad vi så i hans første breve, i stedet skriver han die Soldaten, og sætter dermed en vis afstand mellem sig selv og soldaterne. Det samme gør han igen da han skriver: ”… dass jeder Soldat ein rasches Ende herbeisehnt.”176 Forud for dette nævner han de hændelser, der har betydet, at alle soldater ønsker at se en hurtig ende på krigen, hvorfor han i stedet for at skrive "jeder Soldat" kunne have skrevet "wir". Udover dette udtrykker Hellmut også sin holdning overfor krigen gennem følgende: ”Vielleicht wird sich nach diesem krieg mancher aus dem Heere seines innegehabten Dienstgrades schämen…”177 Denne udmelding er tegn på, at Hellmut ser en mulighed for at flere personer i hæren kan gå hen at skamme sig over deres rang, når krigen er slut. Hermed antyder han, at han ikke længere anser det som noget positivt at have en høj rang inden for militæret. Desuden antyder han også, at der altså er ting, som disse folk har beordret, som kan udløse denne følelse af skam. Hellmut går i denne forbindelse yderligere da han i sit brev fra 28. august 1943 skriver således: ”Ein solches Blutbad wie diesen Krieg dürfte die Kultur des zwanzigsten jahrhunderts eigentlich nicht dulden.”178 Her udtrykker han meget klart og tydeligt, at krigens karakter er for brutal i forhold til kulturens fremdrift. Her er det altså meget tydeligt, at han ikke længere har en forståelse for krigen, og det lyder bestemt ikke som om Hellmut stadig er stolt over at være med i krigen, hvilket han jo gav udtryk for at være i et af de første breve. Udover ovenstående er det udtalelser som: ”… dieses verbrecherischen H.K., 22.6.1941 H.K., 11.8.1943 176 H.K., 11.8.1943 177 H.K., 11.8.1943 178 H.K., 28.8.1943 174 175 50 Krieges!”179 og ”Obgleich mir der ganz Betrieb zum Hals raus hängt…”180 der er med til at vise, hvordan Hellmut gennem de sidste år af krigen, er meget negativ overfor hele den situation, som han befinder sig i. Efter vi her har set, hvordan Hellmut i løbet af krigsårene bliver mere negativt ladet overfor hele situationen, er der relevant nu at rette fokus mod de faktorer, der gjorde at Hellmut, trods sin negativitet overfor krigen, fortsatte kampen for den tyske sejr. Fjenden og nazismens indflydelse Ovenfor ser vi, hvordan Hellmut i løbet af krigsårene markant ændrer sit syn på krigen. I de første par breve så vi en ung mand, som tilsyneladende ikke på det tidspunkt havde taget endelig stilling til, hvad han mente om krigen. Efter blot tre måneder i krig blev det dog tydeligt, hvordan Hellmut var stolt over sin deltagelse i krigen. På dette tidspunkt ses også en hadsk attitude overfor fjenden og en hård tone, der afspejler en hård mandlig karakter. Hellmut omtaler oftest russere, og bruger tit beskrivelser som "Iwan", "Die Roten" og "Die Russen" om dette folk.181 Hellmut skriver dog især i sine første breve i mere nedladende vendinger om russerne, han skriver f.eks.: “Der Russe zeigt sich so ganz als niederes Lebewesen.”182 Sådanne nedsættende udtalelser om russerne var ikke ualmindeligt indhold i soldaternes breve, hvilket også Brøndum og Rasmussen påpeger i Breve fra Østfronten.183 Denne opfattelse af russerne som laverestående væsener er da også i overensstemmelse med den følelse af overlegenhed, der ofte blev brugt i den nazistiske propaganda.184 Senere i samme brev skriver Hellmut: ”Nur die Menschen sind stur und dumm. Meistens trafen wir Mongolen an.”185 Det tyder igen på, at Hellmut følte sig overlegen i forhold til sin fjende, hvilket kan skyldes en påvirkning fra den nazistiske propaganda. Da det ikke er muligt at afgøre endegyldigt om disse nedsættende udtalelser om fjenden opstod som resultat af nazistiske overbevisninger, må vi se længere frem i tiden, for at kunne underbygge en påstand om, at Hellmut sympatiserede med nazismen. I brevet fra 12. november 1942 skriver Hellmut: “Nicht umsonst bin ich ein nordischer Mensch, der selbst bei grösseren Schicksalsschlägen einem Trost finden wird.”186 Gennem dette citat udtrykker Hellmut i høj grad en nazistisk holdning, hvorfor det heller ikke er urealistisk, at Hellmut også året forinden, i sit brev fra 9. juli 1941, var præget af de nazistiske holdninger. H.K., 27.4.1944 H.K., 12.1.1944 181 H.K., 4.5.1944; 13.7.1941; 4.4.1944 182 H.K. 9.7.1941 183 Brøndum og Rasmussen, s. 139-140 184 Brøndum og Rasmussen, s. 141 185 H.K., 9.7.1941 186 H.K., 12.11.1942 179 180 51 Hvad der yderligere kan bidrage i argumentationen for, at Hellmut var ideologisk præget, er udtalelser som denne, hvor han taler om de tyske soldater, der befinder sig nær Leningrad: “Hier leisten deutsche Soldaten das höchste, was ein Mensch leisten kann.”187 Gennem dette citat antyder Hellmut, at de tyske soldater, denne gang de der befinder sig ved Leningrad, er overlegne. Som tidligere nævnt var ideen om de overlegne tyske soldater ofte en del af den nazistiske propaganda. At Hellmut skulle være præget af de nazistiske overbevisninger, sandsynliggøres blot yderligere gennem hans opvækst i et nationalistisk hjem og det faktum, at han som ung var tilknyttet Hitler Jugend.188 Udover racelæren var mandlige idealer også noget af det, der blev forsøgt indpodet i institutionens medlemmer.189 De mandlige idealer I brevet fra 9. juli 1941, kommer Hellmut med udtalelser, der giver anledning til at opfatte ham som en hård mandlig karakter. At Hellmut, som det skal vise sig, fremstillede sig selv som mentalt stærk og en hård negl, er i overensstemmelse med Brownings udtalelser om, at soldaterne ofte undlod at vise sine svagheder, og på den måde levede op til nogle mandlige idealer. Hellmuts mandlige karakter kommer bl.a. til udtryk når han skriver: ”An die grausigen Anblicke gewöhnt man sich.”190 Han skriver altså direkte, at man med tiden vænner sig til de grufulde syn, som man møder på sin vej. Selvom det i de senere breve skal vise sig ikke at være tilfældet, da han ofte skriver, hvor forfærdelig hele situationen er for ham, udtrykker Hellmut med denne påstand en mental styrke. Det samme ses i dette citat: “Gestern in Minsk schossen aus zwei Häusern Flintenweiber auf uns. Wir heilten an und ich ging von hinten auf ein Schuppendach, sah ein Weib und knallte sie ab.”191 Her skriver Hellmut, uden at vise anger, at han har skudt en kvinde. I dette citat er det værd at lægge mærke til sprogbrugen. For det første skriver han "Weib", hvilket må siges at være en meget nedsættende omtale af en kvinde. Derudover bruger han "abknallen" om det at skyde en person, hvilket må siges at gøre hans beskrivelse af situationen mere voldsom. Generelt set får Hellmut beskrevet denne hændelse således, at det virker som om, at det for ham var et nemt foretagende, og ikke noget, som han tænkte nærmere over. Et andet eksempel findes i brevet fra 30. juli 1941, hvor han skriver: ”Feige bin ich nicht […]”192 Her ser vi, hvordan han forsøger at slå fast, at han ikke er fej. Dette gør han inden at han beskriver den følelse han ofte får ved synet af sine døde kammerater. Han forsøger altså at opretholde forestillingen om den stærke mand, selvom han må indrømme, at synet af de døde og hans døde H.K., 13.7.1941 Hammer og Zur Nieden, s. 141 189 Brøndum og Rasmussen, s. 121 190 H.K., 9.7.1941 191 H.K., 9.7.1941 192 H.K., 30.7.1941 187 188 52 kammerater har en effekt på ham. At Hellmut i dette brev faktisk indrømmer denne effekt er vigtig i forhold til det følgende afsnit, hvor vi bl.a. skal se nærmere på, hvordan kammeratskabet mellem soldaterne havde indvirkning på soldaternes lyst til at tage kampen op mod fjenden. Kammeratskabet mellem soldaterne I brevet fra 12. juli 1941 skriver Hellmut: ”Heute morgen fiel ein Kamerad von mir durch einen Heckenschützen. Es ist ekelhaft und grausig so etwas zu erleben. Nach 30 Minuten hing der Mongole am Galgen und zwar mit den Händen. Das ist der gerechte Tod für ihn.”193 I dette citat ser vi ikke blot en nedsættende omtale af fjenden, vi ser ligeledes, hvordan Hellmut reagerede på at hans kammerat blev skudt. Han bruger både "ekelhaft" og "grausig" om den oplevelse han har haft. Hellmut udtrykker altså i denne forbindelse de følelser han havde, da han så sin kammerat blive skudt. Det samme var tilfældet i brevet fra 30. juli 1941, som blev omtalt i forrige afsnit, hvor Hellmut også fortalte om den følelse han fik af at se sine døde kammerater. Disse følelser var ikke at spore i det tidligere brev, hvor han beskrev, hvordan han selv skød en kvinde. Ej heller ser det ud til at Hellmut, som han tidligere udtrykte i et brev, havde vænnet sig til de grufulde syn man mødte når man var i krig. Selvom det er ganske logisk at Hellmut har reageret anderledes på en kammerats død end på en fjendes død, så er der mellem disse hændelser en meget stor kontrast i forhold til de følelser, Hellmut udtrykker i forbindelse med beskrivelsen af de to situationer. Retter vi igen blikket mod det brev, hvori han beskrev, hvordan han havde skudt en kvinde, skriver han ligeledes heri: “Unsere Gruppe hat bis heute 80 Tote, Davon 32 durch Heckenschützen.”194 Her fortæller han om sin egen gruppe, og hvor mange mænd de har mistet, uden at udtrykke sine følelser omkring dette. Vi har her altså både et eksempel på, hvordan han omtaler fjendens faldne, og sin egen gruppes faldne soldater uden at give udtryk for, at dette påvirker ham synderligt. Der er altså ikke nødvendigvis forskel på den måde, hvorpå han lader sig påvirke af dødsfald i egne rækker og i fjendens rækker. Lad os med det i baghovedet vende tilbage til hans beskrivelse af sin kammerats død. Her udtrykte Hellmut som nævnt sine følelser, hvilket taler for at det havde en påvirkning på ham, da han så sin kammerat dø. Med det kan vi udlede, at Hellmut gennem krigen havde knyttet nogle sociale bånd til sine soldaterkammerater, hvilket var helt normalt for soldaterne at gøre. 195 At kammeratskab mellem soldaterne i Hellmuts gruppe har eksisteret, findes der yderligere bevis for i Hellmuts brev fra H.K., 12.7.1941 H.K., 9.7.1941 195 Brøndum og Rasmussen, s. 129 193 194 53 13. juli 1941, hvor han, efter at have fortalt, at de havde været i skyderi med fjenden, skriver: ”Unsere Kamaraden waren froh, wie wir alle heil wieder ankamen.”196 Ser vi på den sidste del af det citat, som omhandler mordet på Hellmuts kammerat, "Nach 30 Minuten hing der Mongole am Galgen und zwar mit den Händen. Das ist der gerechte Tod für ihn", ser vi her at den skyldige er blevet hængt som følge af hans gerning. Hellmut tilføjer endda, at han anser denne straf som værende den rette. Denne del af citatet udtrykker altså en vis hævngerrighed, og det bliver tydeligt, hvordan mordet på Hellmuts ven bliver drivkraften bag tilfangetagelsen og henrettelsen af den skyldige. Netop kammeratskabet mellem soldaterne har især ifølge den tidligste forskning på området haft stor betydning for soldaternes motivation til at udkæmpe krigen for Tyskland. I dette tilfælde ser vi altså også, hvordan netop kammeratskab bevirker, at soldaterne tager kampen mod fjenden op. Dette er ikke langt fra Bartovs påstand om, at soldaterne opretholdte deres kampgejst af bl.a. den årsag, at de frygtede at se deres venner miste livet.197 Udover de sociale bånd mellem soldaterne, kunne også fællesskabsfølelsen, som soldaterne kunne få ved at være en del af hæren, motivere soldaterne til at fortsætte kampen. Især Martin van Creveld talte for dette som en af motivationsfaktorerne.198 Denne mere overordnede følelse af at være en del af et fællesskab, udover den enhed den enkelte soldat befandt sig i, er ikke ofte at finde i Hellmuts breve. Dog findes der et eksempel på, at denne fælleskabsfølelse også havde indvirkning på Hellmuts motivation for at kæmpe videre; han skriver: “Hier leisten deutsche Soldaten das höchste, was ein Mensch leisten kann. Wenn ich abends aus meinem Auto falle, reisse ich mich immer nochmal zusammen und denke, andere leisten ja noch viel mehr als du.”199 I Hellmuts tilfælde er det altså tanken om, at der er andre tyske soldater, der præsterer langt mere end ham, som får ham til at tage sig sammen og fortsætte. Frygten for døden Som pointeret i afsnittet ovenfor, angav Bartov soldatens frygt for at se sine kammerater miste livet som en motiverende faktor. Ligeledes påpeger Bartov at soldaterne også fandt motivation i frygten for at miste livet.200 At også Hellmut har haft sit liv kært og frygtet at miste dette, kommer til udtryk i flere af hans breve. I brevet fra 30. juli 1941 skriver han: H.K., 13.7.1941 Bartov, 2001, s. 37 198 Fritz, 1996, s. 684 199 H.K., 30.7.1941 200 Bartov, 2001, s. 37 196 197 54 ”[…] aber oft wird mir kalt, wenn ich unsere Toten, oder tote Kameraden sehe. Dann denke ich, kommst du auch noch dran, oder nicht.”201 Gennem dette citat ser vi, hvordan Hellmut har været bevidst om, at han med sin deltagelse i krigen risikerede at miste livet. I brevet fra 28. marts 1943 skriver han ligeledes, at han var bekendt med risikoen for at miste livet: ”Wenn man so im Graben steht, denkt man unwillkürlich manchmal an ganz bestimmte ungezogenheiten.”202 Udover at Hellmut i sine breve giver udtryk for sine overvejelser om risikoen for at gå i døden, må vi her også påpege, at Hellmut i 1943 vælger at skyde sig selv i benet, i håbet om at blive fritaget fra krigstjeneste. Denne handling er et fremragende bevis på, at Hellmut var villig til at tage drastiske midler i brug for at undgå den risikofyldte krigsdeltagelse. Trods Hellmuts selvforvoldte skade, slap han ikke for igen at blive sendt i krig. I starten af 1944 blev han igen udsendt til Østfronten, hvor hans frygt for døden fortsat eksisterede. I et af de sidste breve bliver det tydeligt, hvordan han ser sig taknemmelig for at han stadig har livet i behold; han skriver: “Na, das wichtigste ist das Leben! Wir wollen Gott danken, dass es nochmal gut ging.”203 Dette citat leder os imidlertid også hen på soldaternes tro, hvilket vi i det kommende afsnit vil undersøge nærmere, for at se om også dette havde en motiverende effekt på Hellmut. Troen på Gud I Breve fra Østfronten skriver Brøndum og Rasmussen, at religion og troen på Gud havde stor betydning for nogle af de soldater, der kæmpede på Østfronten. Som vi så ovenfor, omtaler Hellmut også Gud i sine breve, hvorfor netop troen på Gud må have haft en vis betydning for Hellmut. I det senest benyttede citat ser vi, hvordan Hellmut nærmest lægger sit liv i hænderne på Gud; han udtrykker, at Gud er at takke for, at han stadig er i live. Netop dette var ifølge Brøndum og Rasmussen normalt for soldaterne at gøre.204 I Hellmuts brev fra 11. august 1943 bliver hans tro på Gud især beskrevet. I dette brev skriver han: ”Ich glaube es ist für den kleinen Menschen keine Schande, sich in dieser schweren Zeit bei seinem Gott Kraft zu holen.”205 og senere i samme brev: H.K., 30.7.1941 H.K., 28.3.1943 203 H.K., 4.5.1944 204 Brøndum og Rasmussen, s. 127 205 H.K., 11.8.1943 201 202 55 ”Aber den Glauben beibehalten und hin und wieder neben dem neuen Testament aus der Musik Kraft scöpfen, das wird meine Seele gesund erhalten.”206 I det første citat antyder han, at det er vigtigt at holde fast i troen på Gud, når man går igennem en svær tid. Han udtrykker efterfølgende i det andet citat at det bl.a. er hans tro, der holder hans sjæl sund. Gennem de tre senest benyttede citater bliver det altså tydeligt, at det for Hellmut er af stor betydning at fastholde sin tro på Gud, og man får indtrykket af, at denne tro er en trøst for Hellmut, mens han befinder sig på fronten. Savnet af familien Et gennemgående tema i Hellmuts breve er hans forhåbninger om sin families ve og vel. I flere af brevene udtrykker han også det savn, han nærer for familien og hans hjemstavn. Som påpeget tidligere gav Hellmut allerede i sit andet brev udtryk for, at han tænkte på sit fredelige hjemland. Denne type afsavn kommer også til udtryk i brevet fra 12. juli 1941, hvor der står: ”An den schönen Sommerabenden denke ich oft an Wernigerode.”207 I den første tid, mens Hellmut var i krig, var det altså særligt savnet af hjemstavnen han udtrykte i brevene. Ser vi længere frem i tiden ændres dette, og i stedet blev det især savnet af familien, der kom til udtryk. Han skriver f.eks.: “Gern würde ich mal nur einen Abend unter Euch weilen, um miteinander zu erzählen. Es ist ja möglich, dass ich in diesem Jahr nochmal das Glück habe, und auf Urlaub fahren kann.”208 Her udtrykker Hellmut et ønske om at komme hjem til familien og tilbringe en aften i deres selskab. I forlængelse heraf fortæller han, at der kan være udsigter til en ferie, hvilket viser at Hellmut her har noget han kan se frem til. Et sådan håb om en kommende ferie og et gensyn med familien kunne meget vel forestilles at være en motiverende faktor for soldaterne; Hellmut skriver: “Oft denke ich an Euch, diesmal wird es mir so furchtbar schwer hier in Russland.” 209 I dette citat ser vi, hvordan Hellmut sætter sine tanker om familien i forbindelse med den hårde tid, han går i gennem. Således skabes der et indtryk af, at Hellmut i de svære tider tænker på sin familie, hvorved han opnår styrken til at fortsætte. Dog kan det være svært at argumentere for, at Hellmut rent faktisk finder en motivation til at fortsætte kampen af den årsag, at han selv forsøgte at komme ud af krigen. Alligevel kan savnet til familien og troen på Gud siges at være elementer, som Hellmut finder trøst i. H.K., 11.8.1943 H.K., 12.7.1941 208 H.K., 28.3.1943 209 H.K., 16.2.1944 206 207 56 Delkonklusion Igennem ovenstående har vi løbende påpeget flere forskellige faktorer, der kan siges at have haft en motiverende effekt på Hellmut. Vi så først, hvordan Hellmuts had til fjenden, især russerne, blev tydelig gennem den måde, hvorpå han omtalte dette folk. Et sådan had kan nemt have betydet, at Hellmut havde nemmere ved at føre krig. Desuden blev det også i den første del tydelig, hvordan Hellmut gennem sine formuleringer antydede, at han var præget af visse nazistiske ideer. Et andet element vi også her kan fremhæve, er den måde hvorpå Hellmut, især i det første krigsår, forsøgte at opretholde en hård facade og derved bevare sin mandlighed. Efter Hellmut ændrede syn på krigen, er det naturligt at stille spørgsmålstegn ved, hvad der herefter var med til at motivere ham til at fortsætte kampen. Selvom vi ved, at Hellmut selv forsøgte at gøre ende på sin tjenestetid, så er der flere faktorer, som kan siges at have haft betydning for hans kampånd. Heriblandt er kammeratskabet, som eksisterede mellem soldaterne, og gennem Hellmuts breve ser vi også, hvordan dette havde en effekt på ham. Yderligere i denne forbindelse så vi også, hvordan følelsen af at være en del af et større fællesskab, og ansvaret overfor andre og Hellmuts egen frygt for at miste livet, er medvirkende til at Hellmut fortsætter. Til slut kan vi også nævne faktorer som troen på Gud, savnet af familien og håbet om gensyn, som dog mest af alt virker som noget Hellmut finder en trøst i frem for motivation. Konklusion Udgangspunktet for vores analyse var at undersøge hvilke faktorer, der motiverede soldaterne til at kæmpe i Anden Verdenskrig. Krigen på Østfronten har en lang forskningstradition bag sig, hvad enten det drejer sig om et ”top down”- eller ”bottom up”-perspektiv, og feltpostbreve har også udgjort det primære kildemateriale for flere forskere. Der, hvor vi adskiller os fra den gængse forskning er, at vi har foretaget en mikrohistorisk analyse af tre brevsamlinger skrevet af hhv. Anton ”Toni” Steinacher, Kuno Rinker og Hellmut K., i modsætning til f.eks. Bartov og Fritz, der favner et bredere kildemateriale med det formål at finde generelle motiver for soldaternes krigsdeltagelse. Fordelen ved at anvende en mikrohistorisk tilgang er, at vi gennem nærstudier af tre individers krigsoplevelser får præsenteret tre forskellige historier, der på nogle punkter ligner hinanden, og adskiller sig på andre. En mikrohistorisk analyse kan ikke stå alene uden at blive spejlet i den bredere forsknings resultater, men ved at trække tre individer frem i lyset, kan vi både vise, hvordan de passer ind i de generelle mønstre, men også, hvordan de adskiller sig. Mikrohistoriens force er netop, at analysen bliver mere nuanceret end de brede strukturelle undersøgelser. Kigger vi på de tre soldaters overordnede syn på krigen, er der visse ligheder, men også forskelle. Toni ser det som sin pligt at kæmpe i krigen, men ønsker hen mod slutningen af krigen at den snart når sin 57 ende. Både Kuno og Hellmut udviser en markant ændring i synet på krigen; Kuno er i starten spændt på, hvad krigen vil bringe, men straks efter sit første møde med fronten, indser han krigens realiteter, og ser frem til afslutningen. Hellmut starter også med et positivt syn på krigen, hvor han udviser stolthed over at deltage, men bliver med tiden meget negativ over for krigen, hvilket tydeliggøres af hans forsøg på at unddrage sig krigstjeneste ved at skyde sig selv i benet. Især Kuno og Hellmut udviser altså et positivt syn på krigen i starten, mens alle tre længes efter afslutningen mod enden af deres korrespondancer. I vores forskningsdiskussion har vi vægtet Goldhagen-debatten højt, fordi den repræsenterer et skift i forskningen omkring Anden Verdenskrig til at inddrage menige soldater frem for udelukkende at fokusere på hærens højest rangerede befalingsmænd, som tidligere forskning har gjort. Goldhagendebatten centrerer især omkring antisemitismen, og det er ikke noget, der fylder særligt meget i vores udvalgte brevsamlinger, hvilket i høj grad skyldes, at Goldhagen-debatten analyserede politibataljoner, der var udpeget specifikt til at deltage i Endlösung, mens soldaterne på Østfronten hovedsageligt skulle bekæmpe russerne. Dermed ikke sagt, at soldaterne på Østfronten ikke kunne nære antisemitiske holdninger, f.eks. udviser Toni et voksende jødehad mod slutningen af sin korrespondance, men det er nogle andre fjendebilleder, der er fremtrædende i de forhåndenværende brevsamlinger. På dette punkt varierer de tre soldater dog i graden af fjendehad. Toni udtrykker især fornedrelse over for franskmændene, der har godt af at blive sat på plads, efter deres nedværdigelse af tyskerne i Versaillestraktaten og senere besættelse af Ruhr-distriktet. Selvom Toni opholdt sig længere tid i Østeuropa, og kun sendte et par breve fra Frankrig, fylder hans omtale af franskmændene langt mere end østeuropæerne, hvilket må skyldes, at det har betydet meget for ham som tysker at få hævn over franskmændene, og det virker klart til at have været en motivationsfaktor for hans krigsdeltagelse. Kuno og Hellmut, der hovedsageligt opholdt sig på Østfronten, beskriver begge lokalbefolkningerne i negative vendinger, men i forskellig grad. Kuno udviser i sine sammenligninger mellem Tyskland og Rusland en klar holdning om, at tyskerne er langt overlegne – både civilt og militært – men han virker ikke direkte fjendsk, i hvert fald ikke i forhold til den civile befolkning. Han virker nærmere overrasket over de faktiske omstændigheder i forhold til, hvad han havde forventet, hvilket bl.a. Fritz også har påpeget var tilfældet for mange soldater. Hellmut virker mere ekstrem i sin holdning til den lokale befolkning, og fører en langt mere racistisk retorik end Kuno, hvormed han virker mere drevet af fremmedhadet, hvilket kan have været en af motivationsfaktorerne for ham. Hvad er det så, der hovedsageligt motiverede soldaterne til at fortsætte i kampen for fædrelandet? Toni synes at være drevet af ideologien, som synes forstærket i løbet af krigen, og samtidig ser han det som sin pligt at kæmpe for fædrelandet. Pligt er også fremtrædende i Kunos breve; selvom han ikke bryder sig om krigen, får pligtfølelsen ham til at gøre sit bedste i håbet om, at en fælles indsats vil føre 58 til krigens snarlige afslutning. Hellmut virker som en udpræget ideologisk soldat, formet af sin opvækst i et nationalsocialistisk barndomshjem og dertilhørende medlemskab af Hitler Jugend, og han går først til opgaven med stolthed, men mod slutningen må vi konkludere, at intet motiverede Hellmut til at kæmpe. Han ønskede sig så desperat væk fra krigen, at han skød sig selv i benet, så det vi finder i hans sidste breve, er ikke udtryk for motivation, men nærmere en måde at trøste sig selv: Troen på Gud og savnet af familien har holdt hans humør oppe, men han har ikke haft lyst til at deltage i krigen. De tre soldater varierer altså fra hinanden, og det er forskellige motiver, der vægter højest hos dem, men pligtfølelsen og stoltheden ses hos alle tre. Alle tre har også i større eller mindre grad været ideologisk påvirket, og alle tre udviser fordomme og ligefrem had mod fjenden, hvilket efter al sandsynlighed er grundet en ideologisk prægning. Vi ser også kammeratskabet mellem soldaterne, som Bartov også har udpeget som et vigtigt element i feltpostbrevene; i visse tilfælde har det en stor betydning, tydeligst i Hellmuts breve, hvor hans store sorg og frustration over at miste kammerater i kamp er fremtrædende. Noget af det, som Browning har udpeget som grunden til, at mange at de politimænd, han undersøgte, ikke nægtede at deltage i jødeudryddelsen, er, at de ikke ville fremstå svage i kammeraternes øjne, og ideen kan overføres til soldaterne på Østfronten: De ville ikke fremstå svage i kammeraternes øjne, og det kan have været en medvirkende motiverende faktor for deres krigsdeltagelse, en faktor der hænger tæt sammen med pligtfølelsen, som især synes at motivere Toni og Kuno. Selvom forskellige faktorer synes at have motiveret de tre soldater mest, udviser de alle tre alligevel tendenser til at have været påvirket at flere forskellige ting. Dermed passer vores tre brevsamlinger godt ind i Bartovs og Fritz’ forskning, da de netop ud fra analysen af feltpostbreve har sporet mange forskellige motiverende faktorer bag soldaters krigsdeltagelse, og vi må her konkludere, at fælles for Toni, Kuno og Hellmut er, at de i en eller anden grad har været påvirket af den nazistiske ideologi, hvilket – i varierende grad – viser sig i deres beskrivelser af fjenden, men mange andre faktorer har påvirket dem lige så vel, såsom pligtfølelse, kammeratskab og fædrelandskærlighed. 59 Litteraturliste Bartov, Omer: Hitler’s Army: Soldiers, Nazis, and War ind the Third Reich. Oxford University Press, 1991. Bartov, Omer: “The Myths of the Wehrmacht”. History Today, vol. 42 (04) (1992), s. 30-36. Bartov, Omer: The Eastern Front, 191-45, German Troops and the Barbarization of Warfare. 2. Udg., Palgrave, 2001. Browning, Christopher R.: Ordinary Men. Reserve Police Battalion 101 and the final solution in Poland. Penguin Books, 1992. Browning, Christopher R.: The Origins of the Final Solution. The Evolution of Nazi Jewish Policy, September 1939 - March 1942. Arrow Books, 2005. Brøndum, Peter-Christian; Bo Odgaard Rasmussen: Breve fra Østfronten. Den tyske Værnemagt og krigen mod Sovjetunionen 1941-1945. Historie-nu.dk, 2006. Buchbender, Ortwin; Reinhold Sterz: Das Andere Gesicht des Krieges: Deutsche Feldpostbriefe 19391945. Verlag C. H. Beck, München, 1982. Egholm, Liv: Fire ting jeg ved om Mikrohistorie. Historie-nu.dk, 2005: http://www.historienu.dk/Forskningsportal/Mikrohistorie-intro.pdf Fritz, Stephen G.: Frontsoldaten: the German Soldier in World War II. The University Press of Kentucky, 1995. Fritz, Stephen G.: “We are trying . . . to change the face of the world”-Ideology and Motivation in the Wehrmacht on the Eastern Front: The View from Below’. The Journal of Military History, vol. 60 (04), 1996, s. 683-710. Fulbrook, Mary: A History of Germany 1918-2008. Wiley-Blackwell, 2009. Goldhagen, Daniel Jonah: Hitler’s Willing Executioners. Ordinary Germans and the Holocaust. Alfred A. Knopf, New York, 1996. Hammer, Ingrid; Zur Nieden, Susanne: Sehr selten habe ich geweint: Briefe und Tagebücher aus dem Zweiten Weltkrieg von Menschen aus Berlin. Schweizer Verlagshaus, Zürich, 1992. Harbsmeier, Michael: ”Mikrohistorie - et plaidoyer”. Den Jyske Historiker, nr. 85, Aarhus Universitet, 1999, s. 13-16 60 Jørgensen, Torben: ”Udforskningen af folkemordet på de europæiske jøder”. Den Jyske Historiker, nr. 90, 2000, s. 60-73. Kipp, Michaela: “The Holocaust in the letters of German soldiers on the Eastern front (1939-44)”. Journal of Genocide Research, 9(4), 2007, s. 601-615. Lammers, Karl Chr.: ”Debatten i Goldhagens Holocausttolkning. En fagligt vigtig eller fagpolitisk nødvendig diskussion?”. Historisk Tidsskrift, Bd. 16 række 6, 1997 Manoschek, Walter: »Es gibt nur eines für das Judentum: Vernichtung«: das Judenbild in deutschen Soldatenbriefen. Hamburg, 1995. Müller, Rolf-Dieter: The Unknown Eastern Front. The Wehrmacht and Hitler's Foreign Soldiers. I.B. Tauris & Co. Ltd., 2012. Rothenberg, Jennie: “An Insidious Evil”. Atlantic Unbound, 11 feb. 2004. På: http://www.theatlantic.com/past/docs/unbound/interviews/int2004-02-11.htm (besøgt 18.05.2014). Shepherd, Ben: “The clean Wehrmacht, the war of extermination, and beyond”. The Historical Journal, vol. 52 (02), 2009, s. 455-473. Kilder: Feldpost aus dem 2. Weltkrieg von Anton Steinacher: http://www.clooney.at/feldpost/ Feldpostbriefe aus Russland/Kuno Rinker: http://www.kriegstagebuch.gottfriedrinker.bplaced.net/kuno.html Forside: http://www.clooney.at/feldpost/ 61
© Copyright 2024