Lolland-Falster Undersøgelsen Ny forskning: Danmarks største befolkningsundersøgelse i et landområde - 25.000 deltagere og 100 forskere skaber ny viden sammen Den 1. oktober åbner Lolland-Falster Undersøgelsen – en stor, unik befolkningsundersøgelse, der skal gøre det muligt at forske i sundhed, helbred og trivsel på Lolland-Falster. Der står op mod 100 forskere bag, fra både ind- og udland, og det ventes at op mod 50.000 borgere over en periode på fire år vil få en invitation til at være med. Det svarer til næsten halvdelen af områdets befolkning! Lolland-Falster Undersøgelsen er dermed det hidtil største forskningsprojekt på Lolland og Falster, og det er første gang i Danmark at der bliver gennemført en så omfattende befolkningsundersøgelse i et landområde. ”Lolland-Falster Undersøgelsen går ud på at skabe ny viden. Der bliver forsket i alt fra kræft, diabetes og nyresygdomme, til livskvalitet, folkesundhed og social ulighed. Det er viden, der kan komme alle til gode – både nu og i de næste generationer”, forklarer Eva Benfeldt, der er forskningschef i Region Sjælland. Det ventes, at undersøgelsen vil skabe op mod 20 nye arbejdspladser og et nyt forskningsmiljø på Lolland-Falster: ”Region Sjællands forskningspolitik lægger op til at forske i de store folkesygdomme, som vi ved påvirker både livskvalitet, arbejdsevne og levealder. I det lys er Lolland-Falster Undersøgelsen et unikt initiativ, der kan være med til at sætte området positivt på det store landkort ”, fastslår Benfeldt. Undersøgelsen gennemføres i et samarbejde mellem Region Sjælland, Lolland Kommune og Guldborgsund Kommune. Der er mere information på www.regionsjaelland.dk/lofus. Pressen kan desuden kontakte: - Eva Benfeldt, forskningschef: 60 22 02 84 - Randi Jepsen, projektchef: 40 57 03 60 - Arne Cyron, direktør, via Suzanne Wittrock: 30 84 30 06 Nykøbing Falster Sygehus, den 14. september 2015 Lolland-Falster Undersøgelsen Mål: Lolland-Falster Undersøgelsen skal være med til at; opbygge en database og en biobank, der kan bruges i forskning både nu og i mange år frem, kortlægge områdets sundhedsprofil, og undersøge hvem der kan være i risiko for at få de store folkesygdomme. Baggrund Lolland-Falster Undersøgelsen er en opfølgning på tidligere befolkningsundersøgelser. F.eks. fra Næstved og Østerbro i København. Men det er første gang, at der bliver indsamlet data i så stort omfang fra en landbefolkning. Det er desuden nyt, at der i LollandFalster Undersøgelsen er fokus på husstande og familiemønstre. Ikke kun på det enkelte individ. Indhold: Lolland-Falster Undersøgelsen består af tre dele: En fysisk undersøgelse af blandt andet hjerte- og lungefunktion, blodtryk og kropssammensætning. Biologiske prøver af f.eks. blod og urin. Et spørgeskema med spørgsmål om deltagerens helbred og hverdag. Det er en styrke, at undersøgelsen både omfatter målbare data og deltagernes egne selvopfattelser. Deltagere: Undersøgelsen skal være repræsentativ. Der er derfor ikke åben adgang. Alle deltagere bliver udtrukket tilfældigt via folkeregisteret og personligt inviteret. Sted: Undersøgelsen er tilpasset de store geografiske afstande på landet: Den finder sted i tre centrale byområder og i to specialindrettede autocampere. Typisk ved deltagerens eget hjem.
© Copyright 2024