Dannelse 2015

Dannelse 2015
Anders Carstensen
pk10C0505
Bachelor
1
Studienr.: pk10C0505
Navn: Anders Carstensen
Vejleder: Troels Poul Bjerrum
Dato: 08.01.2015
Opgavens titel: Dannelse 2015
Opgavens titel (Engelsk): Formation 2015
Denne opgave er udarbejdet af (en) studerende på Pædagoguddannelsen UC Syddanmark – Campus
Kolding. Dette eksemplar af opgaven er ikke rettet eller kommenteret af uddannelsesinstitutionen. Kopiering
eller anden gengivelse af opgaven eller dele af den er kun tilladt med forfatterens(nes) tilladelse (jf. dansk
lov om ophavsret).
Beregningsgrundlaget ved skriftlig opsætning: Ved en side forstås formatet A4 med 2.500 typeenheder i
gennemsnit pr. side inkl. mellemrum. Forside, indholdsfortegnelse og litteraturlister indgår ikke i det
maksimale sidetal.
Denne opgave består af i alt _____64.854_____ typeenheder inkl. mellemrum.
Tro- og love erklæring: Det erklæres herved på tro og love, at undertegnede egenhændigt og selvstændigt har
udformet opgaven, samt at de opgivne typeenheder er oplyst korrekt. Alle citater i teksten er markeret som
sådanne, og opgaven eller væsentlige dele af den har ikke tidligere været eller er ikke fremlagt i anden
bedømmelsessammenhæng.
Jeg er blevet gjort bekendt med, at overtrædelse af reglerne behandles i henhold til § 18 i Bekendtgørelse om
prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser nr. 714 af 27.06.2012
Studerendes underskrift: ______________________________________
Studerendes underskrift: ______________________________________
Studerendes underskrift: ______________________________________
Studerendes underskrift: ______________________________________
Opgaven må efter endt bedømmelse gøres tilgængelig for udlån: X Ja
Nej
UC Syddanmark – Campus Kolding Pædagoguddannelsen Dyrehavevej 116 6000 Kolding
2
Dannelse 2015
Indhold:
side:
Indledning
4
Oplæg til denne opgave
5
Problemformulering
6
Dannelsens oprindelse
6
Dannelse historisk set
7
Dannelse i vores tid
9
Pædagogens dannelse
11
Dannelse og sprog
12
Dannelse og didaktik
14
Dannelse og konsekvens
16
Er dannelse blevet til selvdannelse?
18
Moral, etik og opførsel
19
Dannelse og kompetence
22
Status på dannelse
22
Konklusion
25
Litteratur
27
3
Dannelse 2015
Indledning
Hvis man slår ordet dannelse op i Gyldendals den store encyklopædi, beskrives det som resultatet af den
proces der foregår, når et menneske erhverver sig kulturelle værdier, færdigheder og holdninger. Individet
påvirkes af de mennesker det omgås, og de er med til at forme mennesket i en bestemt retning. Samtidig kan
man måske også tale om mangel på dannelse, hvis idealer og værdier har været nedprioriteret i et barns
opvækst. Ordet dannelse klinger hos mange lidt gammeldags, også hos mig, og hvis det leder tanken hen på
Emma Gad eller tidligere tiders ”Sorte Skole” kan det virke ligefrem antikvarisk.
Hvis man derimod lister de begreber op, der har relation til dannelse, er sagen pludselig en helt anden. Etik,
opførsel, opdragelse, uddannelse, empati, medmenneskelighed og situationsfornemmelse er nogle af de
begreber som jeg vil fremhæve. Disse ord er alle absolut relevante i vores tid, men skulle man samle dem
under et begreb, så vil det stadig være dannelse. I fig. 1 har jeg samlet nogle af de elementer som jeg mener
fører til dannelse, de egenskaber som dannelse bør føre til og nogle af de egenskaber og færdigheder der
kommer til udtryk gennem dannelse.
Fig. 1
4
Man kunne ønske sig et moderne begreb der er dækkende, men det er vanskeligt at finde. En af de få bøger
der giver et bud på hvad et nutidigt dannet menneske er, er historikeren Henrik Jensen. Han bruger dog ordet
ordentlighed i bogen ”Det ordentlige menneske”. (Jensen, 2009)
Ordentlighed lyder i mine ører lige så gammeldags, men det kunne være interessant at se, hvad han forstår
ved begrebet. Grundlæggende har han en interessant tese om, at vi bevæger os fra et samfund hvor alle havde
nogle pligter, til et samfund hvor vi mest tænker på vores rettigheder, og hans tanker om at samfundet bliver
mere individualistisk, deles af de fleste forfattere og forskere. Men desværre bruger han bogen til at lange ud
efter de grupper, han ikke mener lever op til hans forståelse af ordentlighed. Det bærer præg af, at han ikke
har respekt for den frihed moderne mennesker har tilkæmpet sig, når han tager afstand fra mennesker, der
gerne vil holde sig unge, søger mod en subkultur, eller blot ikke fremstår velklædte og pæne. Hvis
ordentlighed handler om facade, og indebærer mangel på forståelse for anderledestænkende, i en søgen efter
gamle dyder, så har vi ikke flyttet os meget siden Emma Gad, og jeg vil tillade mig at afskrive dette begreb
som relevant i tidens pædagogik. Da vi tilsyneladende ikke kan finde et mere tidssvarende ord, må vi holde
fast i det gamle begreb dannelse.
Den tyske politiker og filosof Wilhelm von Humboldt beskrev tilbage i 1800’tallet en overordnet forståelse
af dannelse på denne måde:
”Menneskets sande mål er den højeste og mest afbalancerede dannelse af dets kræfter.
Frihed er den første og nødvendige betingelse for dannelse”
(Broström & Vejleskov, 2008, side 16)
Han skrev desuden, at frihed ikke danner et menneske alene. Kun gennem det han kalder situationernes
mangfoldighed dannes det velfungerende og uafhængige menneske. Det kan vanskeligt ske hvis man er
undertrygt eller opvokser i ensformige livsomstændigheder. Man kan sige at dannelse er det at være et helt
menneske. Men det er en levende proces, der altid vil være til debat, og ikke et færdigt produkt.
Oplæg til denne opgave
Denne opgave omhandler specifikt samspillet mellem pædagogen og barnet/borgeren. Den er ikke målrettet
en helt konkret gruppe eller type institution, men jeg tager udgangspunkt i mine erfaringer fra børnehave,
SFO og som ”hjælpelærer” i en 0. klasse. Jeg mener dog, at begrebet dannelse er noget der angår os alle,
også pædagogen selv. Jeg vil forsøge at spore mig ind på, hvad vi forstår ved dannelse i dag, og derved give
et bud på, om det stadig er lige så relevant som tidligere, om vores dannelsesidealer har ændret sig, er blevet
udvisket, eller eventuelt er på vej tilbage. Jeg vil kort sagt forsøge at tage temperaturen på vores syn på
5
dannelse anno 2015 og give et bud på, hvordan jeg kan påvirke menneskers dannelse. For at gøre det, må jeg
studere debatten i medierne. Artikler bringer ofte mere stof til den aktuelle debat, mens litteraturen
cementerer dens grundbegreber. Derfor supplerer jeg med en række artikler undervejs. Jeg vil, gennem mine
egne, så vel som andres oplevelser, og en række definitioner og teorier, gennemgå nogle af de delelementer
der hver især er et led i menneskets dannelse. Her vil jeg bl.a. anvende den tyske filosof Wolfgang Klafki.
Jeg vil give et bud på, hvor jeg kan gøre en forskel, og hvor jeg befinder mig i dannelsesteorien, for til slut at
forsøge også at se lidt frem i tiden. Da teorier ofte går i forskellige retninger, kan jeg ikke forvente at give
fuldgyldige svar, og ingen giver en præcis opskrift på spørgsmålet i min problemformulering. Der vil derfor
undervejs stå ubesvarede spørgsmål, der blot skal opfattes som stof til eftertanke. Der er tale om en
pædagogikopgave, men den indeholder også elementer fra faget Institution, Individ og Samfund.
Der er ingen tvivl om, at emnet bevæger sig, hvor der er mange holdninger, og i diskussioner om dannelse
kan det være vanskeligt at undgå at tangere politik og ens helt eget menneskesyn. Det har jeg ikke forsøgt at
undgå, men hvis mine refleksioner omkring dannelse kan føre til, at jeg lærer mig selv og andre bedre at
kende, betragter jeg det som sandsynligt, at jeg bedre kan videregive almene værdier til andre mennesker.
Dette fører til følgende problemformulering.
Problemformulering
Hvordan kan jeg som pædagog brugeetik og forståelse af dannelse, når jeg skal bidrage til at danne nye
generationer af samfundsborgere?
Dannelsens oprindelse
Så længe der har været mennesker på jorden, har der været regler for opførsel. Skrevne såvel som uskrevne.
Det har altid stillet krav til individets sociale evner at kunne begå sig blandt andre. Selv om man kan se
dannelse som noget universelt, er det alligevel defineret af vores samtid og kultur, hvad der er god skik, og
hvad der betragtes som acceptabelt. Dannelsesbegreber vil derfor altid ændre sig over tid.
De gamle grækere udviklede, længe før vores tidsregning, dannelsesidealer sideløbende med filosofi, og de
lagde vægt på retorik og grammatik. Man betragtede sproget som erkendelsesmiddel til at opnå indsigt, og
definerede dannelse som formålet med opdragelse og undervisning. (Gyldendal)
En af de første europæere, der brugte ordet dannelse, var den tyske digter, filosof og videnskabsmand Johann
Wolfgang Von Goethe. (Øhrstrøm, 2008, side 14) Goethes filosofi handlede om, at ethvert menneske kan
6
udvikle sig til et frit tænkende individ. Det at kende sine rødder beskrev han som altafgørende for et
menneskes dannelse, og med til det hører respekt for andre. Dannelse har altid været anvendt til at skabe
ballance, f.eks. mellem det traditionsbestemte og kritiske, det tænkende og det handlende eller det sproglige
og sansede. Dannelse tager udgangspunkt i den konkrete tid og kultur, og ofte sættes lighedstegn mellem
oplysning og dannelse. Emanuel Kant skrev tilbage i 1784:
”Oplysning er menneskets udtrædelse af en selvforskyldt umyndighed. Umyndighed er
manglende evne til at bruge sin forstand uden andres ledelse” (Klafki, 2001, side 32)
Man kan undre sig over ordet ”selvforskyldt”, da det faktum at mange mennesker ikke fik mulighed for
megen skolegang i 1700 tallet næppe var selvforskyldt. Der er nok heller ingen tvivl om, at dannelse
oprindeligt mest var en dyd hos overklassen. Den tyske professor Wolfgang Klafki tilføjer, at oplysning
handler om at have mod til at bruge sin egen forstand. Han nævner også, at dannelse er at forbedre sig og at
frembringe moralitet hos sig selv. Oplysning er altså vigtigt i vejen til god moral, og en nødvendighed for at
blive en aktiv samfundsborger. Men dannelse er defineret på mange vidt forskellige måder gennem tiden.
Dannelse historisk set
I 1700 tallet skrev den franske filosof Rousseaus i poetiske vendinger, at man danner blomster ved dyrkning
og mennesker ved opdragelse. (Søelund, 2010, side 38) Han var en af de første der beskrev barndommen
som et selvstændigt fænomen. Med oplysningstiden opstod, i hele verden, en kritik af de herskende idéer
som de herskendes idéer, og med filosofisk argumentation begyndte man at gøre op med religiøse dogmer og
samfundsmoral. Oplysning, og dermed dannelse, begyndte at gøre sig gældende for den brede befolkning.
(Sørensen, 2003, Side 80)
I 1800-tallets Danmark var to af de mest fremtrædende inden for dannelsesteori præsten og digteren N.S.
Grundtvig og Kulturministeren Madvig. Mens Madvig stod for den elitære dannelse, var Grundtvig af den
opfattelse, at dannelse kommer fra folket. Grundtvig var netop manden, der med højskolebevægelsen ville
skabe folkeoplysning for den jævne befolkning. Hermed blev dannelse relevant for alle samfundslag. Men
Madvig var til gengæld foregangsmand for et moderne uddannelsessystem med mange studieretninger. Før
Madvigs reformation havde man kun Latinskolen, hvor der blev undervist i tre sprog og hvor man fortrinsvis
tog udgangspunkt i oldtiden. Også Kristen Kold var en pioner inden for folkeoplysning. Med oprettelse af
mange høj- og friskoler, arbejdede han videre på Grundtvigs tanker omkring at gøre dannelse, både i form af
åndelighed og viden, til hvermandseje.
Den teknologiske udvikling tog for alvor fart i 1800 tallet og samfundet udviklede sig mod et langt mere
komplekst samfund, hvor uddannelse krævede specialisering. I 1850 grundlagde man de første gymnasier.
7
Med Madvig tog vi dermed for alvor hul på begrebet uddannelse, der også må siges at være et vigtigt
element i det samlende begreb dannelse.
Søren Kirkegaard formulerede dannelse som en kombination af det individualistiske, hvor det gælder om at
finde sit eget ståsted, og socialiseringen hvor man samtidig tilegner sig omgivelsernes måde at agere på. Lige
som der er bred enighed blandt teoretikere om, at læring er noget socialt, kan dannelse også vanskeligt finde
sted uden socialisering. (Øhrstrøm, 2008, side 40)
I midten af 1800-tallet var en af de mest solgte børnebøger ”Den store Bastian” der i sin oprindelige danske
version (oversat fra Tysk) hed ”Vær lydig!” Dannelsesidealet var lydighed og dydighed, og midlet kunne
være skræmmende historier om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke opfører sig pænt. De frække drenge blev
dyppet i tjære eller gennemgik diverse pinsler i bogen, mens andre ligefrem døde, på grund af at de var
kræsne eller legede med tændstikker. Midlet til at opnå disciplin var tilsyneladende at skabe frygt. Fysisk
straf var ikke blot lovligt i både skole og hjem, men blev anvendt i vid udstrækning.
I starten af 1900-tallet begyndte vi at udvikle os som demokratiske borgere. Tidligere var valgret forbeholdt
en snæver elite. Man skulle dog være mand og være fyldt 30 år for at have stemmeret, og først fra 1915 fik
kvinder samme ret. Samfundets dannelsesidealer blev defineret af modne mennesker, der var en meget
magtfuld voksenautoritet og samfundets syn på børn og unge var meget anderledes end det vi kender. Den
seneste nedsættelse af valgretsalderen skete så sent i 1978.
I 1950’erne udførte man sociale eksperimenter med Grønlandske børn der, i dannelsens tjeneste, blev sendt
til Danmark for at lære dansk og lære at leve efter danske normer, hvilket resulterede i, at de vendte tilbage
til et liv i et børnehjem i stedet for hos deres familie, og at de måtte leve resten af livet som fremmede i et
hjemland, hvor de ikke engang kunne sproget. Af de ansvarlige er dette sikkert blevet opfattet som et
forfejlet eksperiment, der skulle glemmes. Vi ser det i dag som et forkvaklet og nationalistisk forsøg på at
danne andre mennesker efter vores forbilleder, og vi ser det som et billede på, hvor lidt forståelse vi i
Danmark havde for Grønlands kultur, men det viser også hvor meget forståelsen af dannelse har ændret sig
på ganske få år. I 1967 blev fysisk afstraffelse afskaffet i folkeskolen. Der er ingen tvivl om at ´68
generationen vendte ryggen til tidligere tiders metoder og forståelse af dannelse. I de følgende år oplevede
man en antiautoritær bølge med fri opdragelse og mindre disciplin, men måske fik både forældre, lærere og
pædagoger, i de følgende årtier, en skræk for at fremstå som autoritære, så vi, som kritikere hævder, havnede
i den modsatte grøft. Den norske professor Erling Lars Dale fik betydning for den pædagogiske uddannelse,
da han skrev bogen Pædagogik og samfundsændring i 1972. En bog der omhandler betingelserne for en
frigørende pædagogik. Denne frigørelse, der også medførte en vis nedbrydning af autoriteter, har på mange
måder påvirket faget frem til i dag, og sammenhængen mellem den hastige samfundsudvikling og de nye
pædagogiske tanker var, på daværende tidspunkt, tydelige. (Dale, Lars Erling, 2004, side 45-47)I en
8
fortsættelse af bogen, skrevet i 1992, har Dale dog anerkendt autoriteter, omend som et underordnet
fænomen.
I slutningen af 70’erne gik jeg i en almindelig folkeskole, og mærkede på egen krop hvordan idéen om lighed
var slået igennem. Det var hårdt for en dreng, der f.eks. ikke kunne og ville spille fodbold. Skolen kunne
ikke håndtere at en dreng var anderledes. Det resulterede i en form for mobning og chikane fra lærerne, og
mine forældre følte sig nødsaget til at flytte mig til en privatskole. Omkring 1980 startede jeg i en noget mere
traditionsbunden privatskole, og her blev vi rent faktisk informeret om, at lærerne havde ret til at slå.
Privatskolens dannelsesideal gik nærmere i retning af respekt frem for lighed. Niels Egelund skriver i bogen
Rummelighed og konsekvens, at det helt op til slutningen af 90’erne ikke var god tone at tale om respekt,
lederskab eller klasseledelse. Man betragtede det som ”Løvetæmmerpædagogik” men meget tyder på at
noget herefter har ændret sig. (Egelund, Larsen, 2005, side 13)
Også begrebet ”tankpasserpædagogik” har huseret som et spøgelse siden 70’erne. Det hentyder til en tid,
hvor man opfattede viden som noget der kunne overføres direkte fra et individ til et andet, selv om
modtageren var passiv. Pædagogikken har derfor i en årrække taget afstand fra denne tankegang, der
indbefatter udenadslære og en formynder eller mester med stor autoritet. I tidligere tider også en som barnet
var bange for.
I 2003 færdiggjorde dr. Phil. Harry Haue sin afhandling om ”almendannelse” (Øhrstrøm, 2008, side 22)
Hermed har vi et begreb, der kan sidestilles med ”almenviden” og altså noget grundlæggende universelt.
Siden er forskellige former for dannelse blevet beskrevet meget oftere i dansk litteratur, men almendannelse
var ikke noget nyt. Udtrykket var bl.a. blevet anvendt af fysikeren H.C. Ørsted helt tilbage i 1824. Betyder
det mon, at dannelsesbegrebet nu er kommet på mode igen, efter at have været lagt på is i en periode?
Dannelse i vores tid
I 2002 formulerede den daværende regering, i en ny handlingsplan, værdierne for uddannelse med denne
indledning:
”Uddannelse skal udvikle elever og studerende som selvstændige individer, ved at fremme
egenskaber som initiativ, mod, entusiasme og lyst til at lære nyt. Uddannelse skal gøre det
muligt for den enkelte at klare sig selv, udfolde sine potentialer og give sit bidrag til det
civile samfund” (Ulriksen, 2008, side 54)
9
De enkelte uddannelser indeholder naturligvis hver deres faglige specifikke stof, men disse generelle
vendinger, kredser omkring det alment menneskelige. Ud fra denne beskrivelse er uddannelse andet og mere
end at mestre et fag, det er også almen dannelse.
Broström og Vejleskov beskriver en række forskellige former for, eller forståelser af dannelse i vores tid:
(Broström og Vejleskov, 2008, side 15 og 64)
Klassisk dannelse: Tidligere hang vores dannelsesbegreb sammen med, om man havde læst nogle særlige
litterære værker, om man kunne salmevers, Katekismus m.v. Denne betragtning har man gjort op med efter
ungdomsoprøret, og man har siden hovedsaligt anvendt de andre dannelsesbegreber. Men det faktum kan
også have bevirket at dannelsesbegrebet har været skubbet i baggrunden. Kritiske røster hævder, at de senere
års kulturkanoner er et forsøg på at genindføre den klassiske dannelse, ved at koble almen dannelse sammen
med konkrete bøger, teaterstykker, musikstykker m.v.
Personlighedsdannelse: Den proces der foregår i mennesket. Den kan f.eks. anskues som konstruktivisme,
der er en teori, der bygger på at mennesker tilegner sig viden om verden via sanseindtryk og bygges op som
en konstruktion. At vi udvikler os kognitivt gennem socialt samspil, men også har nogle medfødte særlige
evner og begrænsninger.
Dannelse som resultatet af skolegang, opdragelse, pædagogik og uddannelse: Det processen har ført til.
Om personen fremstår som dannet.
Social dannelse: At kunne omgås andre og fungere i det sociale liv. En vigtig egenskab der kræver
forståelse for medmennesker og social intelligens.
Politisk dannelse: Et demokratisk samfund kan kun fungere, hvis mennesker er demokratiske
samfundsborgere. Det vil sige, at mennesker er ansvarlige og har respekt for andres holdninger. For at vi kan
værne om demokratiet, er det vigtigt at danne nye generationer til at blive bevidste om demokratiets
spilleregler.
Formal dannelse: De almene funktioner som at kunne læse, skrive, forstå matematik m.v. at lære udenad for
at styrke sin hukommelse, eller med tiden at opbygge sit mod og sin modenhed. Et eksempel kunne være, at
man først springer i vandet fra 1 meter vippen, derefter fra 3 meter vippen for til sidst at få mod til at prøve
fra 5 meter vippen.
Selvdannelse: eller selvvirksomhed, der handler om, at individet/barnet stimuleres til selv at udvikle sig mod
at blive et selvstændigt menneske. Samtidig med at man kan danne eller forme et menneske, kan man også
hjælpe mennesket til at få evnen til at danne sig selv. Det kan dog også fremstå som et resultat af manglende
opdragelse og uddannelse.
10
Den tyske professor Wolfgang Klafki delte dannelse op i to hovedområder: formaldannelse og material
dannelse.
Ved formal dannelse lagde han vægt på det åndelige og sjælelige, hvilket på nudansk kan opfattes som evnen
til at reflektere samt tilegne sig og anvende viden. Det er en universel evne, der vil være afgørende for
mennesket til enhver tid.
Ved material dannelse lagde han vægt på encyklopædisk viden, og på at individet kender konkrete litterære
og musikalske værker. I 2015 vil man nok betegne det som almen viden, omend der er mange der ikke har
læst Goethe eller kender Bethovens 9. symfoni. Nogle vil opfatte det som problematisk, at andre har
defineret kulturel dannelse med helt konkrete værker. Det moderne menneske har desuden al tænkelig viden
lige ved hånden, og da paratviden ikke er nødvendigt på samme måde som tidligere, udvikler vi evnen til at
finde og anvende information i nuet på en helt anden måde end tidligere. Måske har man for længst taget
Klafki’s opfattelse af material dannelse op til revision.
Jeg finder det svært at placere begreber som medmenneskelighed og opførsel i hans to overordnede
dannelsesteorier, så spørgsmålet er, om disse to hovedgrupper inden for dannelse er tilstrækkelige.
Rousseaus satte nærmest lighedstegn mellem dannelse og opdragelse. Da børn i dag er i institutioner i så
mange timer, må man samtidig gå ud fra, at pædagogikken har overtaget noget af opdragelsens rolle, og
derved også en del af barnets dannelse.
Pædagogens dannelse
En anekdote:
Efter en orlov var jeg på indkald i praktikperioden, med en klasse jeg ikke kendte. Læreren havde sat en
overhead op, men var gået efter noget. En ung pædagogstuderende kom sjoskende ind i lokalet med en
ugidelig attitude, og på vejen gennem klassen sparkede han til ledningen, så den blev rykket ud. Han kastede
et irriteret blik på den, som om at den var i vejen for ham, og fortsatte bare. Mange så det, ingen så ud til at
tænke videre over det, men jeg krummede tæer. Da læreren kom, måtte han naturligvis sætte stikket i igen.
Jeg kender ikke fyrens navn, og har ikke set ham siden, men jeg formoder at han snart fungerer som
pædagog i en institution.
Foran skolen har jeg set studerende smide cigaretskod på fliserne selv om der var ca. en meter til nærmeste
askebæger. Det er bestemt ikke sådan, at jeg generelt betragter mine klassekammerater som mennesker uden
dannelse, men af og til kan jeg ikke få tankerne fra det fænomen, at nogle unge tilsyneladende aldrig har lært
at vise hensyn til andre, og åbenbart er vant til at andre rydder op efter dem overalt. Når jeg reagerer så
11
negativt på det nævnte, kan det måske hænge sammen med, at jeg er noget ældre. Men er dannelsesidealer
noget der ændrer sig meget fra generation til generation? Jeg har haft en relativ fri opdragelse. Jeg ser mig
selv som et frisindet og frihedselskende menneske. En stor del af min personlighed er præget af, at jeg er
rockmusiker, at jeg har et stort behov for at skabe, udtrykke mig og optræde. Musikken og den tilhørende
attitude og livsstil, indebærer en vis del anarki og frækhed, og i min verden bliver alt kunst, kultur og humor,
ja hele vores samfundsudvikling, skabt af folk, der gør sig fri af konventioner og ordentlighed, og af folk der
har mod til at fremstå med kant og ridse lidt i lakken. Uden anarkister ville livet være usandsynlig kedeligt.
Men når jeg oplever intolerance og egoisme er det en ganske anden sag. Så savner jeg en større bevidsthed
om, at man bør behandle andre, som man gerne selv vil behandles.
Det specielle ved at arbejde som pædagog er, at man ikke har noget fysisk værktøj i det daglige arbejde. Vi
bruger først og fremmest vores egen personlighed, dømmekraft og de idealer og værdier som vi har tilegnet
os gennem vores opvækst, livserfaring og uddannelse. Vi giver noget af os selv videre til andre, og det er
uanset hvem målgruppen er. Vi har altså at gøre med hele fundamentet for det at være menneske og
pædagog. Alt andet bygges ovenpå. Derfor kan det også være problematisk, hvis en pædagogstuderende ikke
af sig selv viser hensyn til andre. Hvad skal den erhvervede viden og kunnen bygge på, hvis vedkommende
ikke har dette fundament? Det må være vigtigt, at kunne se indad og have en bevidsthed om sine egne
værdier for at kunne give noget videre til andre. Som pædagog skal jeg og alle andre have fokus på
målgruppen, men huske at alting starter hos en selv.
Dannelse og sprog
I den senere tid har der været meget tale om folks formuleringer på de sociale medier. Både politikere og
andre samfundsdebattører får både svinske bemærkninger og mordtrusler dagligt. Mellemøstenekspert og
politisk kommentator Naser Khader er under konstant politibeskyttelse grundet sine holdninger og etniske
baggrund, og i november meldte politikeren Søren Espersen (DF) ud, at han lukker sin Facebook profil ned,
på grund af chikane. Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) har netop stået frem på TV og fortalt om, hvor mange
hademails og modbydelige beskeder hun får. Kvinder der blander sig i den offentlige debat, må ofte stå
model til ekstreme seksistiske formuleringer som trusler om voldtægt, og selv på foraer der omhandler langt
fredeligere emner end politik, kan man forundres over hvor hårdt et sprogbrug der anvendes. Disse historier
kan måske forekomme at være et stort spring fra pædagogens hverdag, men det vi ser må være resultatet af
vores kultur, opdragelse, uddannelse og opvækst – kort sagt vores dannelse, så det er også resultatet af
pædagogernes arbejde og tidens pædagogik der afspejles i det offentlige rum og på de sociale medier.
Pernille Zahl Larsen skriver i en artikel på ungunivers.dk: ”Internettet har det med at skabe et frirum, hvor
folk føler, at de kan tillade sig mere.” Hun skriver endvidere:
12
”Høflighed forekommer, når man overholder de sociale konventioner, som dikterer,
hvordan man kan tillade sig at opføre sig overfor andre mennesker.”(Larsen, 2014 )
Men sociale konventioner er ikke præciseret noget sted, og befinder man sig selv i et miljø, hvor sproget er
hårdt, er man måske ikke bevidst om, at man kan såre mennesker, ved at tage de samme udtryk med over på
en anden arena, når man kommenterer fremmede menneskers synspunkter.
Hohn Hasle skriver, i bogen ”Fuck dig”, at sproget blandt børn og unge er blevet væsentligt grovere, også
over for voksne, og han påpeger, at det er vigtigt at både forældre og pædagoger gør sig klart, hvilke
spilleregler der er for sprogbrug i institutionen og hjemme. Det er også vigtigt at vi som pædagoger har en
dialog med forældrene om det. Vi må som voksne påtage os ansvaret og vejlede barnet. (Halse, 2006, Side 9
og 44) Problemet opstår, for alvor, hvis vi ikke kan få forældrene i tale. Halse nævner bl.a. medier og musik
som formidling af dette sprogbrug, og giver eksempler på, hvordan mindre børn tager seksistiske tekster til
sig, uden at forstå hvad de i virkeligheden handler om. Halse skriver dog også, at de unge rent faktisk ikke
bander oftere end deres forældre, det er blot voldsommere og helt andre ord de anvender.
I fjerde semester var jeg med i et DKK gruppeprojekt, hvor vi undersøgte unges sprogbrug i en
ungdomsklub. Ikke overraskende blev der også brugt voldsomme gloser blandt kammeraterne, men vores
konklusion var dog, at de var gode til at variere deres sprog efter omgivelserne, og de sagde enstemmigt at de
talte helt anderledes over for lærere eller bedsteforældre end i ungdomsklubben. Vores målgruppe havde
altså en veludviklet fornemmelse for, hvilken arena de befandt sig på, men her var der også tale om mundtlig
kommunikation.
Samtidig med at tonen på nettet er blevet væsentligt grovere, er antallet af politianmeldelser om trusler og
chikane faldet.(JP.) Hvordan hænger det mon sammen? Er vi blevet så vant til grimt sprog, at vi holder op
med at reagere? Eller er menneskers vrede flyttet fra næverne til tasterne? Film er fyldt med ord som ”fuck”.
De fleste dansksprogede sange på Danmarks Radios P3 indeholder, for tiden, forskellige synonymer for
kønsorganer, omgangstonen blandt unge mennesker er blevet mere voldsorienteret og seksistisk. Måske er
det ikke så underligt at især unge mænd, med en kort lunte, forfalder til at bruge disse udtryk, i den offentlige
debat, over for personer de ikke sympatiserer med. Især når vejen fra tanke til handling blot er enkelte ord på
tastaturet og når man kan blive personlig uden at skulle se vedkommende i øjnene. I folkeskolen er sproget
over for lærere også blevet hårdere, og mange lærere oplever, at en uoverensstemmelse med forældre kan
ende op i ren krig. Camilla Bangsgaard Stoustrup, der er lærer og debattør fortalte i en P1 debat den 3.12
2014 om en situation, hvor en elev ikke selv måtte vælge siddeplads. Eleven ringede hjem, og et øjeblik efter
stod en far i klassen for højrøstet at kæmpe barnets sag. (P1, 2014) Der må findes en forklaring på denne
udvikling. Man kunne forestille sig, at der er en eller måske flere generationer der aldrig har oplevet, at det
man siger eller gør er forbundet med en konsekvens, og derfor har svært ved at se grænsen for hvad man kan
tillade sig. Der må være børn der aldrig har oplevet at blive sagt imod, og derfor ikke kan håndtere, at der
13
findes højere autoriteter end dem selv, men er det ikke en nødvendighed, at lærere og pædagoger har en vis
autoritet i forhold til børnene?
Hvis vi kaster et blik på formal dannelse, skal man ikke være meget på Facebook før man opdager, at der er
et par generationer af danskere, der ikke forstår så basal grammatik som at anvende et nutids r. Vi hører ofte
om foruroligende PISA test, og om børn der går ud af 9. klasse med færdigheder på 3. klasses niveau. Noget
tyder altså på, at vores dannelse halter på mange forskellige fronter, også skriftligt.
Hans Henningsen, der har specialiseret sig i teologen og filosoffen og K.E. Løgstrup, skriver om
idealdannelse, et begreb der måske kan være med til at give et svar på denne udvikling. Før 1800 tallet
udviklede samfundet sig meget langsomt, det var ikke almindeligt at stille sig kritisk over for
samfundsordenen. I et sådant statisk samfund var det ikke muligt for den jævne befolkning at ændre meget,
og der blev ikke stillet så mange spørgsmål til samfundets mening. I det man kalder den moderne tid, ændrer
samfundet sig ekstremt hurtigt. Tabuer bliver brudt ned og vores syn på dannelse bliver gang på gang
revideret, eller begrebet bliver ligefrem afskrevet. Så hurtige omvæltninger i et samfund er ikke
uproblematiske, det kan også skabe rodløshed. K.E. Løgstrup skrev, at det er vigtigt at der følger en
idealdannelse med en samfundsændring. På Grundtvigs tid blev samfundsændringen skabt af
industrialiseringens indtog, dermed opstod også muligheden for at afskaffe fattigdom, og mennesker havde
nogle klare idealer. (Henningsen 2002, side 174)Denne idealdannelse, der også kunne formuleres som
skabelse af fælles værdier, kan man ikke umiddelbart overføre til nutiden. Til gengæld har vi fået mange
flere valgmuligheder, der gør vores eksistens meget mere kompleks, og vi befinder os meget langt fra den
tid, hvor vores livsbane var givet på forhånd og de fleste fulgte i forældrenes fodspor. I 70erne vægtede man
demokrati og lighed høj, men værdidebatten tegner ikke helt det samme ønske om lighed længere. Løgstrup
lagde også afstand til begrebet ”Det homogene samfund” da han så os som alt for forskellige til, at folket kan
betragtes som en homogen størrelse.
Dannelse og didaktik
Didaktik i pædagogik kan helt kort beskrives som mål og metode, altså også noget der formes med
samfundsudviklingen. Wolfgang Klafki beskrev i 1985, at vores uddannelsessystem er meget
resultatorienteret. Som de fleste andre på daværende tidspunkt, var også han i gang med et opgør med en
pædagogik, hvor alt skulle kunne måles. Han efterlyste, at der blev lagt mere vægt på alternative læringsstile,
kreativitet og åndelige processer, på kommunikation og på at børn udvikler en kritik, f.eks. af andres
argumentation. (Klafki, 2001, side 94) Der er ingen tvivl om at dette ønske var fornuftigt på daværende
tidspunkt, og pædagogikken har draget stor nytte af, af frigøre sig fra gammeldags didaktik. Det der er
spørgsmålet er, om vi med den diskurs har fået øje på de krav, som globaliseringen stiller.
14
Den engelske filosof Gilbert Ryle skelner mellem to former for læring: ”knowing that” og ”knowing how”.
At vide hvordan man gør noget konkret betyder ikke, at man har forståelsen af hvorfor man gør som man
gør, hvad der ligger bag og om der er alternative løsninger. (Broström og Hansen, 2006, side 56) Her synes
jeg, at vi har fat i noget essentielt. Jeg har ofte set kolleger formane børn om, at de f.eks. ikke må stå på
stolene. Engang spurgte jeg et barn hvad der kan ske, når man står på stolen. Her fik jeg at vide, at man ikke
skal stille for mange spørgsmål til børnehavebørn, men i mellemtiden havde barnet sagt, at man kunne falde
ned og slå sig. Barnet modbeviste dermed pædagogens teori med en enkelt sætning. Alle børn har fået
formaninger om ting de ikke må. Vi ved også, at det tit medfører, at de kun gør det, når der ikke er nogen der
ser det. Min påstand er, at det aldrig er for tidligt at lade et barn reflektere. Det er meget bedre at barnet
tænker over hvad der kan ske, frem for at lære udenad at man ikke må.
Mit bud på en ”dannelsesdidaktik” er så ofte som muligt at være i dialog med barnet, og tale om hvorfor det
er en god idé at vise hensyn, tale pænt osv. ved at tage udgangspunkt i konsekvenserne. Hvad gør vi mod de
andre, hvis vi ikke viser hensyn? hvordan har du det, hvis andre taler grimt om dig? Den slags spørgsmål kan
selv små børn forholde sig til og reflektere over.
Broström og Hansen stiller sig lidt kritisk til, hvad de kalder et romantisk legesyn, hvor man forudsætter, at
selvstædig leg, som beskrevet i Vygotsky’s teorier om nærmeste udviklingszone, altid udvikler barnet. De
mener dermed, at man ikke må undervurdere værdien af, at pædagogen udfordrer barnet, frem for blot at
iagttage. (Broström og Hansen, 2006, side 133)
Hvis vi springer til de voksnes verden, så oplever man, på de videregående uddannelser, at udenlandske
studerende klarer sig langt bedre end de danske, da deres dannelse har medført en helt anden arbejdsmoral,
mens danskere netop er vant til, at alt er til diskussion og tingene sjældent har en konsekvens. Denne påstand
bekræftes af en række artikler, bl.a. af Professor Anders Holm ved sociologisk institut i København.
(Ugebrevet A4, 2014) Også en undersøgelse i 2011, tyder på at danske studerende har fået vanskeligere ved
at koncentrere sig om studier end tidligere. (Politikken, 2011)
Her kan forskellen på tillid og kontrol ganske enkelt måles og vejes, og resultatet er tydeligt. Da jeg tog
folkeskolens afgangsprøve var det ikke almindeligt at elever med et gennemsnit under 8 fortsatte på
gymnasiet. Nu tales der om, hvorvidt der skal åbnes op for elever, der ikke har bestået folkeskolens
afgangsprøve i visse fag. Dvs. elever der ikke har opnået en karakter på 02. Betyder det, at vi sænker
forventningerne samtidig med at vi slækker på kravene? Er det ikke farligt i et globalt konkurrencesamfund,
hvor andre nationer bliver dygtigere og langt bedre uddannet end os? Da DR i 2013 viste en udsendelse i fire
dele, hvor man testede en dansk 9. klasse mod en kinesisk, vandt kineserne ikke uventet på de fleste faglige
punkter. Danmarks Lærerforenings formand, Anders Bondo Christensen, sagde i udsendelsen, at vi ikke skal
uddanne Klods Hans’ storebrødre, men i stedet skabe individer, der kan anvende viden i praksis. Den store
overraskelse var dog, at kineserne også var bedre til at samarbejde og tænke kreativt. (DR, 2013)
15
Udsendelsesrækken skabte stor debat, og det kan diskuteres, om vi bør sammenligne os med et samfund som
det kinesiske, men det som kritikere kalder ”det lade danske uddannelsessystem”, må ses som et udtryk for
den pædagogiske kurs vi har lagt. Debatten og litteraturen om dannelse udspringer som regel af folkeskolen
og uddannelsessystemet, men hvis vi står over for et samfundsproblem, hvad meget tyder på, og tendensen
skal vendes, så starter processen allerede før skolealderen. Derved er det også en problematik, vi som
pædagoger skal tage alvorligt.
Vi har muligheden for at forberede børn på de krav, der vil blive stillet i fremtiden og forsøge at modvirke at
de svageste bliver tabt på gulvet allerede fra 1. klasse. Med den nye folkeskolereform og heldagsskole, er der
desuden langt op til et større samarbejde mellem pædagoger og lærere, og problematikken omkring læring er
endnu mere relevant for pædagoger end tidligere. Læring og uddannelse, og derved også dannelse, fylder
meget i den offentlige debat. ”Lærere og pædagoger har som professionelle en særlig forpligtelse til løbende
at analysere børnenes opvækst i det moderne samfund” skriver Broström og Hansen. Vi skal altså forholde
os til og perspektivere tidens dannelsesidealer. (Broström og Hansen, 2006, side 88)
Dannelse og konsekvens
Da jeg første gang satte mine ben i en børnehave som pædagogmedhjælper, blev jeg overrasket over, hvor
meget konsekvens fyldte i dagligdagen. Jeg havde måske en opfattelse af, at pædagogik byggede på
eftergivenhed og bløde værdier. Jeg fik derimod oplevelsen af, at der var mange regler der skulle overholdes
og at der altid var mulighed for en konsekvens, hvis de ikke blev det. Det var tydeligt, at når der blev sagt
noget, skulle det efterleves, og denne konsekvens førte tydeligvis til en respekt for de voksne. En lignende
anvendelse har jeg både iagttaget og selv praktiseret i mine praktikker sidenhen. Under min uddannelse er
jeg blevet lige så overrasket over, at ordet konsekvens aldrig er blevet nævnt i undervisningen og den
tilhørende litteratur. Hovedparten af den litteratur der bruger ordet konsekvens omhandler kriminelle unge,
og det er en ganske anden form for konsekvens end den jeg efterspørger. Har den pædagogiske verden mon
en skræk for dette begreb? Er det et tabu i den teoretiske del af uddannelsen, mens det er et af de vigtigste
værktøjer ude i institutionerne? Disse spørgsmål vil jeg aldrig få besvaret til fulde, men mine oplevelser vil
utvivlsomt påvirke min måde at være pædagog på.
Nogle ville måske opfatte konsekvens som en modsætning til anerkendelse, men sådan anskuer jeg det slet
ikke. Bodil Bang Larsen skriver:
”Børn som har fået udpeget deres succeser og er blevet anerkendte for deres indsats,
bliver mere sikre på sig selv og mere tillidsfulde, når de nærmer sig andre. Derfor afspejles
barnets selvværd i den måde, det er sammen med andre på.” (Larsen, side 74)
16
Hun beskriver selvværdet som det indre. At tro på sig selv og kende sin egen værdi. Selvsikkerhed er mere
facaden udadtil. Hvordan en person fremstår kan, som bekendt, dække over vedkommendes sande jeg.
Anerkendelse i pædagogik er meget vigtig, men netop i kombinationen med en forståelse af hvad der er godt
og skidt, og hvad konsekvensen kan være, mener jeg at den giver mest mening. Bodil Bang skriver endvidere
at mange børn har lavt selvværd og det kan blokere for læring. De kan have svært ved at fungere socialt, og
især i skolen vil de ofte være urolige og ukoncentrerede. De kan have brug for hjælp til at fungere socialt,
især hvis de føler at de ikke bliver forstået. Her kan faste rammer også være med til at gøre deres hverdag
mere enkel, men kun hvis vi forstår baggrunden for deres adfærd og dermed kan hjælpe dem til at blive mere
harmoniske. Bodil Bang beskriver desuden den amerikanske teori om ”Classroom management” (Egelund,
Larsen, 2005, side 67) Teorien tager udgangspunkt i behaviorristisk tankegang. Fokus ligger på strukturering
og detaljeret planlægning af undervisningen med det formål at forebygge uro og styrke læringsmiljøet.
Overordnet kan det beskrives som en adfærdsregulerende form for klasseledelse. Ud fra denne teori er alle børns
opførsel indlært, uanset om den er hensigtsmæssig eller ej. Der gives nogle meget enkle regler: Først handler
det om at observere en given adfærd, dernæst at lære en ny og ændret adfærd i bestemte situationer. Så langt
lyder det næsten for simpelt, som var det hundedressur, men forklaringen kommer i konsekvensen. Hvis
barnet oplever en positiv konsekvens, i form af f.eks. mere imødekommenhed og anerkendelse ved den
ændrede adfærd, vil barnet opleve at det kan betale sig. Det lærer derved ikke af formaninger men af den
positive konsekvens. Jeg mener bestemt, at denne teori har fat i noget basalt, men den kan også virke meget
forenklet, når den forudsætter at al adfærd er indlært.
Camilla Bangsgaard Stoustrup fortalte på P1, at hun gang på gang oplever at forældre tillader børn at gå
over grænser og behandle voksne respektløst. Det skaber en ubehageligstemning. Hun argumenterede for, at
hvis barnet får sit første nej tidligt i livet, er det meget bedre rustet til alle de gange det senere får et nej. Til
gengæld bruger hun også sætningen ”Jeg blander mig i alt” og lige præcist her bliver jeg forsigtig. Jeg har
selv set især unge mænd, hvis mor blandede sig i alt. Også efter at de var flyttet hjemmefra. Som forælder
skal man også opdrage barnet til at blive selvstændigt tænkende, derfor bør man allerede på et tidligt
tidspunkt begynde at øve sig i at give barnet frihed til selv at tage beslutninger. Børnepsykolog John Halse
tilføjede, i samme program, at børn ikke er fjernstyrede. I dag er børn så mange timer i skole og institution,
at forældre ikke kan have hele ansvaret for opdragelse. Her må lærere og pædagoger også på banen. Han
efterlyser en værdisætning. Vi ved præcist hvad vi ikke vil, som f.eks. at slå, men vi mangler en klar retning
for hvad vi vil. (P1)
Jeg kunne tilføje, at jeg kunne tænke mig, at den nødvendige konsekvens jeg oplever praktiseret i alle
institutioner, også eksisterede som et emne i lærer- og pædagoguddannelserne.
Har samfundet skabt en langt større beskyttertrang end tidligere, også lovgivningsmæssigt? Og er det
positivt? Da jeg gik i børnehave tog jeg vitterligt selv bussen hjem. Vi skal i dag op til de ældste SFO børn,
17
før det kan komme på tale. Dette handler naturligvis om at verden er blevet hårdere, at vi har fået mere fokus
på potentielle farer, og at ingen kan tage ansvar for f.eks. at et børnehavebarn selv tager bussen, men det er
ikke just et udtryk for at børn er blevet mere selvstændige. Vi stiller færre krav og pakker dem mere ind end
tidligere, men det gør vi netop i en verden, der vil vise sig at stille flere krav end tidligere. Derved bliver vi
senere udviklet og den stigende ulighed defineres ud fra vores evne til at begå os i den komplekse verden.
Med dette samfundssyn ville Asger Sørensen sikkert kategorisere mig som konsekvensialist. Han skriver at
konsekvensialismen, gennem en praktisk-moralsk diskurs, gør krav på at være etik, men at den, som i enhver
anden isme, ikke er videnskabeligt underbygget. (Sørensen, 2003, side 158)
Den Norske filosof Frode Nyeng anvender også begrebet konsekvensialisme, men her som fundament for
konsekvensetik. En konsekvensetisk handling beskrives som den af flere mulige, der frembringer de bedste
konsekvenser. I konsekvensetikken forstås konsekvensen dermed ikke som noget ubehageligt eller en straf.
Her fokuseres på positive konsekvenser, men i relation til de valg der kunne medføre en negativ konsekvens.
(Nyeng, 2000, side 39)
Er dannelse blevet til selvdannelse?
Kernen i dannelse er personlighedsdannelse, men kan man danne sin helt egen personlighed, hvis autoriteter
hele tiden skal vise vej? Og findes sådanne autoriteter i 2015? Carl Steen Pedersen skriver i bogen Oplysning
– uden autoritet, at der ikke længere er en universel sandhed og et alment mål med dannelsen. Han beskriver
hvordan dannelse kommer gennem erfaringsdannelse, innovation og refleksion. Som autonomt individ skal
man kunne håndtere den konfliktuerende verden, og forholde sig kritisk.(Pedersen, 2009, Side
142)Tendensen er, at viden ikke kan begrænses til afgrænsede fag og præcise sandheder, men kan man stille
spørgsmålstegn ved alt? Er videnskab og faglighed kun teorier som er til diskussion? Hvis alt er til
diskussion, så er det også til diskussion, om vi har brug for dannelse, god opførsel eller pædagogik.
Hvis intentionen med pædagogik i nyere tid har været, at gøre unge mennesker mere kritiske og bedre til at
forholde sig til samfundet og demokratiet, burde det kunne aflæses, men også her viser undersøgelser en
sløvhed eller manglende interesse, som når en EU rapport placerer danske unge blandt de mindst
demokratiske i Europa. (Ugebrevet A4, 2013)
Når Carl Steen Pedersen skriver, at vi må åbne for en mangefacetteret tilgang til verdens kompleksitet, er jeg
helt enig i, at det er vilkårene, men jeg er ikke overbevist om, at mennesket er klar til disse vilkår. Han stiller
ikke spørgsmålstegn ved, om vi mangler autoriteter, men giver kun bud på hvordan pædagogik uden
autoriteter kan udtænkes. Jeg tror at denne indgangsvinkel skaber vindere og tabere, hvilket er stik imod
18
intentionen, og jeg tror at det er en af forklaringerne på, at individet har svært ved at finde ind til sin egen
etik, og at dannelsesbegrebet måske har været ved at forsvinde helt i forvirringen.
Det går igen hos mange teoretikere, at dannelse er blevet til selvdannelse. Selvdannelse står som
modsætningen til at blive dannet af autoriteter, men kan man helt alene skabe sig en forståelse af verden? Vil
man ikke altid læne sig op ad nogen? Teoretikere beskriver jo at både læring, udvikling og kreativitet kun
forekommer som noget socialt, derved er dannelse vel også et resultat af påvirkninger. Hvis forældre, lærere
og pædagoger ikke viser en retning, så formes individet måske nærmere af medier og kammerater, som mere
eller mindre er uden for vores rækkevidde. Modsat kan man heller ikke forestille sig, at man kan danne et
menneske, uden at der sker en vis selvdannelse. Mennesket vil altid have en kritisk sans, der især kommer til
udtryk i den frigørelsesproces der følger med at blive teenager, andet ville heller ikke være ønskeligt. Klafki
skrev også netop, at dannelse er et udtryk for en personlig eller kulturel modning.
John Halse beskrev tilbage i 80’erne en ny børnekarakter. Han forklarede at for en gruppe børn og unge var
opdragelsen blevet overtaget af kammerater, Kammeratskabsgruppen er der hvor barnet kan søge tilflugt for
ydre krav. Der er tale om en variant af selvdannelse, der måske skyldes mangel på tæt interaktion med de
voksne, der burde være forbilleder. Ofte er der tale om et individ der er svagt og usikkert, men som har
opøvet evnen til at fremstå som stærkt. Det er et individ, der har svært ved at identificere sig med den
voksne, og det er et individ der er meget vanskeligt at aflæse for os, og derved også vanskeligt at arbejde
med pædagogisk. Halses bog er ikke ny, men måske beskrev han nogle nye tendenser, der blot er blevet
forstærket siden. Uden at kunne give en konkret løsningsmodel, handler det først og fremmest om erkendelse
af problematikken for mig som pædagog. Først derefter kan jeg forsøge at komme ind på livet af det enkelte
barn og arbejde gennem en konstruktiv dialog. (Halse, 1986)
Moral, etik, og opførsel
Der hersker ingen tvivl om, at moral er en størrelse der ændres meget med tiden. Moralbegreber har indgået
store transformationer fra det tidlige industrisamfund til vores nuværende informationssamfund. Mens man i
tidligere tider betragtede det som en synd at blive gravid før ægteskabet, og det var vanskeligt at få en bolig
hvis man var ugift, for slet ikke at nævne at få børn uden for ægteskabet, er det i dag næsten mere
almindeligt at få børn før man bliver gift. Dette er blot et af de normer, der totalt er vendt på hovedet på
ganske få årtier. Ungdomsoprøret var det store vendepunkt, og det var absolut tiltrængt. Men på den anden
side er grundregler i vores moral og etik beskrevet i de 10 bud. Vores etik behøver ikke at hænge sammen
med religion, men essensen i de ti bud er lige så gældende i dag som for over 2000 år siden. De 10 bud blev
dog overleveret med en formaning om, at den der ikke overholder dem vil blive straffet. I vores del af verden
straffes i dag kun buddene om at stjæle og slå ihjel. De øvrige overlades til menneskets egen samvittighed.
19
Specielt buddet om at elske sin næste som sig selv, hænger sammen med vores moral og dannelse, og ligger
ikke langt fra mine ord på side 12om at behandle andre som man gerne selv vil behandles. Hos mig var det
dog formuleret mere som et ønske end et krav. Når den barmhjertige samaritaner hjalp sin næste, var det blot
fordi at det var et menneske der havde brug for hjælp. Ens næste defineres altså ikke blot som de nærmeste,
men alle mennesker. Også selv om de måske ikke umiddelbart har mulighed for at gengælde en tjeneste.
(Husted, 2005, side 65) De gamle grækere beskrev at moral handler om, at skabe balance mellem dyder og
laster. Vores kultur foreskriver nogle konkrete karakteregenskaber, og følger man ikke de ofte uskrevne
regler, kan det betyde udelukkelse af et fællesskab. Det har som sådan ikke ændret sig siden Platon’s tid 400
år før vores tidsregning. Det er hvordan vi balancerer mellem dyder og laster der ændrer sig over tid. Jeg vil
prøve at definere mere detaljeret, hvordan vi betragter moralen i vore dage. Asger Sørensen giver sit bud på
en definition med følgende ord:
”Moralen er resultatet af en kollektiv praksis, og som sådan har alle et ansvar for
vedligeholdelsen og udviklingen af den, men ikke alle har lige meget ansvar , fordi ikke alle
har lige meget indflydelse på disse forhold”(Sørensen 2003, side 31)
Efter 9. Z mod Kina talte hele Danmark om den respektløse måde de danske elever talte til lærerne på, og om
hvordan de kom og gik i timerne, uden at lærerne gjorde noget ved det. Her er der vel netop tale om en
kollektiv praksis. Ganske vist i folkeskolen, men som pædagog er jeg alligevel en af dem der har indflydelse.
I følge Asger Sørensen er etik moralens selvrefleksion. Moral er altså noget grundlæggende der er dannet af
opdragelsen, eller i dette tilfælde måske ikke er dannet, mens etikken er individets ståsted byggende på dets
moral. (Sørensen, 2003, side 162) Denne definition stemmer godt overens med Jørgen Husteds i bogen Etik,
moral og værdier. Med udspring i teoretikerne Mill og Kant, opstiller Husted de fire grundprincipper der ses
på fig. 2:
20
Fig. 2
Ikke skadevolde: Man må ikke lyve, stjæle, slå, krænke osv. Det er OK at vi vil gavne os selv, men det må
ikke gå ud over andre.
Godgørenhed: Man skal (eller man bør) stå bi, redde, forsvare, hjælpe osv. Set fra et moralsk synspunkt bør
vi hjælpe mennesker, der er i nød, eller blot kan bruge hjælp.
Selvbestemmelse: Man bør respektere menneskers frie selvudvikling og valg. Man bør værne om individets
frihed (under ansvar)
Retfærdighed: Der skal være ligestilling, alle er lige for loven. Man må ikke føre forskel ud fra køn,
hudfarve, religion osv.
Det der gør en begrundelse moralsk er, ifølge Husted, at den bygger på en eller flere af disse fire
grundprincipper, og samtidig kan man så sige, at hele den etiske dimension på menneskets dannelse også
bygger på disse principper, og vores opførsel over for andre mennesker, bygger på den etiske sans vi hver
især besidder.(Husted, 2005, Side 216-227)
Husted fortolker også Kant’s lidt kringlede formuleringer om, at vi skal behandle menneskeheden som
formål – aldrig som middel. Han tillægger det den betydning, at vi bør indtage en bestemt holdning til alle
mennesker og handle ud fra det, at vi ikke tvinger mennesker til noget mod deres vilje og respekterer deres
mål og holdninger. (Husted, 2005, side 110)
21
Dannelse og kompetence
Per Fibæk Laursen udtalte i en artikel påFolkeskolen.dk i 2012, at mange mennesker har bekymringen, om
unge mennesker i Danmark bliver godt nok uddannet til at klare sig på et globaliseret arbejdsmarked. Efter
Fibæk’s mening med rette. ”Statistikkerne viser, at for årtier siden havde Danmark en af verdens bedst
uddannede befolkninger, og det har vi ikke længere”. Udtalte han.
I dag er der et behov for, at alle elever får opbygget kompetencer, så de kan gå videre i en ungdomsuddannelse. For nogle årtier siden betød det mindre, at der var en del elever, der ikke fik lært så meget, da de
bare skulle være ufaglærte arbejdere. (Fibæk Laursen, 2012)
Hvis vi vender tilbage til udsendelserne om 9. Z mod Kina, så viser det sig, at de kinesiske lærere underviser
færre timer end de danske, og at de bruger færre timer til forberedelse. En stor del af arbejdstiden bruges
derimod på faglig sparring og evaluering af de enkelte elevers standpunkt. Der gøres en stor indsats for at
hjælpe de svageste, og diagnoser som ADHD findes ikke i Kina. Problemerne håndteres derimod
pædagogisk. Elevernes standpunkt hænges op i klassen, og mange danskere vil spørge: Er det ikke synd at
udstille de svageste? Niels Egelund, Professor ved Aarhus Universitet giver dette svar: ”det er det ikke, for
de ved det udmærket i forvejen, og det at hjælpe dem med at blive bedre er omsorg, mens den danske
fremgangsmåde med at vise forståelse og sige »Det er fint« faktisk er at udvise ligegyldighed.”Fænomenet at
elever går ud af folkeskolen med et niveau der svarer til 3. klasse findes dermed heller ikke i Kina.
(Berlingske 2013)
Status på dannelse
I Klafki’s bog fra 1985nævnte han, at der, i den tyske pædagogiske debat, blev brugt argumenter som at
dannelse var udtryk for det velhavende dannelsesborgerskabs selvopfattelse, og at mange derfor var i gang
med at afskrive begrebet. (Klafki, 2001, side 59) Set fra et dansk ståsted, fulgte dannelsen nærmere med
folkeoplysningen mens afstanden mellem høj og lav blev udlignet, så afvisningen af dannelse som relevant
omdrejningspunkt kunne måske også være en forbigående proces, der netop toppede i 80’erne. Klafki
svarede igen med en påstand om at, hvis pædagogiske tiltag og læringsbestræbelser skal kunne begrundes,
må man også have et dannelsesideal at gå ud fra. Han beskrev endvidere at alt i den moderne verden hænger
sammen i al sin kompleksitet. Han giver et eksempel som globale miljø og klimaproblemer. For som
samfundsborger at kunne relatere til problematikkerne, kræver det en interesse og empati for andre
menneskers situation og levevilkår (samvittighed). Det kræver en indsigt og en teknisk forståelse (læring,
oplysning) og det kræver en bevidsthed om et ansvar som demokratisk samfundsborger. Dette er tre vigtige
dele af dannelsen, og et eksempel på hvordan alt spiller sammen. (Klafki, 2001, side 81)
22
Lad mig opsummere nogle danske artikler omkring dannelse de senere år. Hvis vi kan skabe et billede af
hvilken retning debatten tager, fortæller det også noget om samfundets tilstand.
I 2007 skrev Morten Mikkelsen i Kristeligt Dagblad:
”I en årrække blev begrebet dannelse opfattet som forældet, fordi man forbandt det med
fortidens sorte skole og regler om takt og tone. Men i de senere år er ønsket om dannelse
vendt stærkt tilbage. En af forklaringerne er, at ordet bruges i mange, vidt forskellige
betydninger”
Fem år senere skrev Lars Geer Hammershøj at den almene dannelse er i krise, og han begrundede det
således:
”Det der er vilkåret i dag er, at alt i princippet kan danne. Og det er en udfordring fordi
man kun kan tale om dannelse, hvis der er noget der er bedre end andet”
(Hammershøj 2012)
Han mener at fordi fælles dannelsesidealer er erstattet af mere individualisme, vil børn og unge fremover
ikke på samme måde dannes gennem det brede sociale samspil, men samles i interessegrupper. Dannelse.
Disse grupper af venner der ligner hinanden, udvikler sig ikke ved at give hinanden modspil, og derved
mister vi dannelse via socialt samspil. Begrebet individualisme går igen hos mange teoretikere, men i den
kulturelle debat kunne jeg samtidig henvise til mange artikler om, at vi oplever en kraftig kulturel ensretning.
Dette er endnu et paradoks, for individualisme betyder ikke nødvendigvis forskellighed eller mangfoldighed,
men det er tydeligt at udbuddet af underholdning med globaliseringen tilbyder store mængder af ens tilbud,
der har gjort det meget nemmere at lukke af, for alt det man ikke interesserer sig for, eller tror at man ikke
kan lide.
Per Fibæk Laursen udtalte i nævnte artikel fra 2012: ”For mig at se er dannelsesbegrebet ikke et centralt
begreb i folkeskolen”(Fibæk Laursen, 2012) Han tilføjer at dannelse slet ikke nævnes i folkeskolens
formålsbeskrivelse. Han mener derimod, at der foregår en kamp mellem kontrol og tillid, og han nævner at
den tidligere borgerlige regering var større fortalere for bl.a. test af skoleelever, mens den socialdemokratiske
regering drejede fokus hen på tillid. Måske bør det nævnes, at denne artikel blev til før lockout og den nye
skolereform, der nok har ændret billedet en del. Tilsyneladende er der også forskellige forståelser af begrebet
dannelse. Hvis vi holder fast i, at dannelse er at være et helt menneske, og hvis vi går ud fra de på side 4
beskrevne definitioner, dækker dannelse også over læring og faglige kompetencer.
Når Hammershøj skriver, at dannelse kun kan ske, når noget er bedre end andet, må det også betyde at han
savner autoriteter, der skærer igennem og definerer hvad der er bedre end andet. Når Fibæk Laursen bruger
23
ordet kontrol, vil jeg også sidestille det med autoritet. Lad os antage at kontrol er indført fordi man gerne vil
kunne bedømme og stille krav og derved hjælpe de svageste. Disse elementer er ikke indbygget i begrebet
tillid, og i værste fald kan tillid måske betyde ”du får lov til at passe dig selv”. Når Fibæk Laursen mener, at
dannelse ikke er et centralt begreb, kunne man tilføje, at tingene kan have mange navne, og forståelsen af,
hvad dannelse dækker over er vidt forskellig. Hvis dannelse er et overordnet og grundlæggende begreb, som
jeg har beskrevet det i fig. 1, og som underbygges af Klafki, er det noget vi ikke kan manøvrere udenom.
Men dannelse er også et slidt ord, der bærer præg af tidligere tiders tugt og prygl, af klassesamfund og
Katekismus. Et samfund hvor man lærte at bukke og neje. Det er ikke så sært, at mange vil prøve at tage
afstand fra det, men noget tyder på, at de fleste er enige om at samfundsudviklingen, i en eller anden grad,
har udfordringer når det handler om læring, uddannelse, adfærd og motivation.
Jeg lagde ud med at skrive om Henrik Jensens bog ”Det ordentlige menneske” Han spåede i 2009en fremtid i
åndelig og økonomisk forfald, men finanskrisen var ankommet og derfor knapt så vanskelig at forudsige, og
som en ældre herre er det altid nemt at beskrive udviklingen som negativ. Enhver der ikke er en ren novice,
kan være i fare for at føle, at alt var bedre før i tiden. Man kan sagtens blive fristet til at tilslutte sig denne
ideologi, men dannelsens transformering gennem årene er trods alt et bevis på, at ikke alting var bedre i
gamle dage. Udviklingen kan også, eller vil måske ligefrem som en naturlov, gå fra den ene yderlighed til
den anden, for på et tidspunkt igen at vende. Et eksempel kunne være, at efter at danske unge i en årrække
har haft verdensrekord i druk, viser en netop offentliggjort rapport fra Det Nationale Forskningscenter for
Velfærd, at de 15-19årige ryger og drikker markant mindre end for få år siden. Den viser også at der tages
færre stoffer og foregår mindre kriminalitet blandt denne aldersgruppe sammenlignet med i 2009. (DR 2014)
Der tegner sig et billede af, at den almene dannelse er udfordret, men at begrebet anvendes mere end
tidligere. Eksperterne er ganske vist uenige om løsningsmodellerne, men det er en kendt sag, at friere
opdragelse, færre krav, mindre konsekvens og færre autoriteter har tegnet samfundet og pædagogikken i de
år hvor denne udvikling har fundet sted. Det er derfor også vanskeligt at sige sig fri for, at der er en direkte
sammenhæng. Der tegner sig også et billede af at vi har to grupper af debattører, hvor den ene vil gøre op
med autoriteter, kontrol og karakterer, mens den anden lægger ansvaret for de mange socialt og fagligt svage
børn hos fri opdragelse og en kultur med få krav og autoriteter.
På Undervisningsministeriets side findes stadig en artikel fra 2001 af Steen Larsen, hvor han hævder at
moderne undervisning er dybt forankret i fortidens ”tankpasserpædagogik” og at vi derfor har svært ved at
tilpasse os den moderne komplekse verden. (Undervisningsministeriet, 2001) Men det er bemærkelsesværdigt at den er 14 år gammel. Dette synspunkt synes at fylde mindre i debatten i 2015. Det bliver ganske
enkelt overskygget af debatten om, hvorfor vi bliver overhalet af lande, der har langt mere
”tankpasserpædagogik” end os. Det synes ikke utænkeligt at fremtidens pædagogik og undervisning vil søge
24
mod mere udenadslære, flere karakterer, flere test, og et ønske om mere autoritet, men naturligvis på en
anden måde end i tidligere tider. Vi ved, at det ikke handler om at lære salmevers, men om f.eks. at træne at
huske. Vi vil opdage, at det ikke er tilstrækkeligt, at man kan Google sig til alt. Vi kan ikke altid huske hvad
vi lærte i folkeskolen, men bliver vi udstyret med gode kompetencer til at kunne lære, så er vi bedre rustet til
samfundets skærpede krav. Denne læring kan starte allerede i børnehavealderen, eksempelvis med en
forsigtig præsentation af tal og bogstaver. Ikke som undervisning men som leg.
Lektor, ph.d, Merete Wibjerg skriver i bogen Dannelse i en læringstid, at diskursen de seneste årtier har
været læring frem for dannelse. Hensigten har været at afdække og analysere læringsprocesser, og det er sket
mens Danmark var et af de mest veluddannede lande i verden, men i denne næsten nye bog konkluderer hun:
”hvis man fortaber sig i filosofiske diskussioner om, hvad der er ønskværdige mål for mennesket og det gode
liv, så forpasser man at arbejde effektivt med, at mennesker lærer noget.”(Pahuus (red.) 2013, side 9)Hun
ligestiller dannelse med et kompas, der er retningsgivende for tidens pædagogik, og dermed kan man
forledes til at tænke at læringsdiskursen har været pædagogik uden mål og retning.
Konklusion
Med Kant’s og Husteds formuleringer på side 21, er vi ikke så langt fra mit eget udgangspunkt, at man bør
behandle andre, som man gerne selv vil behandles. Det kan forekomme simpelt og banalt, alligevel har de
store filosoffer sat ord på det, og det virker som om, at det dækker over langt de fleste forhold i livet, når det
drejer sig om moral og opførsel.
John Halse beskrev i sin bog fra 1986, at holdningen at enhver er sin egen lykkes smed er blevet
fremherskende. 15 år tidligere havde det nok handlet mere om lighed og fællesskab. Man kan begræde denne
udvikling, der kun er blevet tydeligere siden, men vi må forholde os til den, og erkende at det skaber nogle
udfordringer for vores fag. Samfundsudviklingen går i en anden retning end det vi som pædagoger gerne vil
tro på, men vi er nødt til at følge med og måske blive gode til at sadle om, hvis det er det der kræves.
Hvad angår læring og forudsætningerne for læring, er meningerne mange, men det virker som om at den
pædagogiske verden er ved at genopdage den deduktive læring, samtidig med at man ikke har glemt
grundprincipperne for moral og opførsel. Det virker også som om at den øgede konkurrence fra udlandet, får
skole- og uddannelsessystemet til at tage de sidste 40 års pædagogik op til revision, og ændre sit syn på
autoriteter. Endelig er der en tendens til, at helt ny litteratur og indlæg i den aktuelle debat er væsentligt mere
kritiske over for den hidtidige læringsdiskurs og fri opdragelse end for blot få år siden. Lotte Rahbek Schou
bruger endda ordet ”rundkredspædagogik” om tiden fra 60erne til 90’erne (Pahuus (red.) 2013, side 87) og
hævder, at pædagogikken, i denne ret korte periode, står i stærk kontrast til det meste indenfor pædagogisk
tænkning fra Platon til i dag. Hvis mine antagelser er korrekte, og vi holder fast i dannelse som overordnet
25
begreb, tror jeg at vi vil se en genopdagelse af dannelse i de kommende år. Man kan dog spørge om
pædagogikken er i trit med samfundsudviklingen på samme måde som for 40 år siden. Jeg tror at den
kursændring vi vil se er væsentlig mere påtvungen end det vi tidligere har set.
For at kunne påvirke børnenes dannelse, kræver det først en erkendelse og en refleksion hos pædagogen selv.
Dernæst kan udfordringen ligge i, at påvirke kollegaer og ledelse, og være åben for at andre kan påvirke en,
for det at anvende værdier og dannelsesidealer kan man ikke gøre alene, det er i høj grad et teamwork, og vi
er en del af den tidsånd der hersker, men tidsånden kan påvirkes. Ofte har en pædagogisk
arbejdspladsdebatter, hvor man med sine egne erfaringer og holdninger kan forsøge at påvirke udformningen
af de strategier, der arbejdes med i det daglige, og forholde sig til ledelsens udspil. Men som i resten af
samfundet, er vi i et demokratisk spil, hvor man ikke altid vil kunne trænge igennem med egne holdninger.
Broström og Hansen skriver:
”Det praktisk pædagogiske arbejde er en stadig indre, personlig og en stadig kollegial
diskurs om ikke mindst forskelle i normer og synsmåder, inddragelse af teoretisk viden fra
forskelligt hold og forskelle i personlig stil i en udfoldet praksis.” (Broström, Hansen,
2006, side 25)
I forhold til børn eller borgere, skal man passe på med blot at overføre sine egne værdier, der kan være meget
påvirket en ens eget standpunkt. Til gengæld bør det stå klart for barnet, hvorfor pædagogen gjorde som
han/hun gjorde og hvorfor der f.eks. var ting man ikke måtte. Hvis ikke i nuet, så senere i livet. Et bud på
moderne dannelse uden formaninger og formynderi, kunne man kalde ”hjælp til selvdannelse” men
indbygget i ordet hjælp er bl.a. regler og bevidsthed om mulige konsekvenser. Jeg skal som pædagog
medvirke til, at barnet får de kompetencer der kræves, for at det kan skabe sine egne værdier og reflektere i
fremtiden. Dem får det ikke nødvendigvis ved at lære udenad hvad man ikke må, men ved selv at tænke over
eller opleve konsekvensen ved at gøre noget bestemt. Som nævnt mener jeg også at børnehavebørn kan
reflektere, det foregår blot på et andet plan end hos os. Den svenske forsker Eva Johansson påpeger desuden,
at små børn også har en etik. Barnet undersøger og tolker verden, og i en social proces reflekterer det også
over, hvad der er godt og dårligt. (Hare, 2010, side 20) I processen at danne et menneske, er jeg som
pædagog kun et led i kæden, men en bevidsthed om at man kan påvirke dannelsesprocessen hos den enkelte
og måske også institutionens pædagogik er vigtig. Før vi kan gå helt ned i detaljer omkring hvordan
fremtidens dannelsesforståelse skal bruges i det daglige, kræves en bevidsthed om, at nogle årtiers udvikling
først skal vendes. Efter at have bevæget sig én retning i mange år, kræver det en stor omstillingsproces igen
at skulle gå den modsatte vej, måske endda med inspiration fra det vi tidligere gjorde oprør imod. Da vi ikke
har et alternativt ord for dannelse, vil vi måske, med tiden, alle tage det til os igen, og måske få en moderne
forståelse af begrebet, og for at blive ved billedet af kompasset, være i stand til at lægge en ny kurs.
26
Litteratur
Jensen, Henrik, Det ordentlige menneske, 2009, Kristeligt Dagblads Forlag
Ulriksen, Lars: Introduktion til pædagogik, Finn Held, Flemming Olsen (red.), 2008, Frydenlund
Øhrstrøm, Daniel: Vild med dannelse, 2008, Forlaget Hovedland
Broström, Stig og Vejleskov, Hans, Dannelse, udvikling, erfaring, selvvirksomhed, 2008, Frydenlund
Broström, Stig og Hansen, Mogens, Pædagogik, 2006, Frydenlund
Klafki, Wolfgang, Dannelsesteori og didaktik, 2001, Forlaget Klim
Egelund, Niels, Larsen, Bodil Bang, Larsen Ole Bang, Rummelighed og konsekvens, 2005, Kroghs Forlag
Henningsen, Hans, Tilværelsesoplysning, 2002, Poul Kristensens Forlag
Dale, Lars Erling og Kirsten K. Jespersen, Uddannelse og dannelse, 2004, Klim
Halse, John Aasted, ”Fuck dig”, 2006, Dansk pædagogisk forum
Halse, John, Den ny børnekarakter, 1986, Pædagogisk Psykologisk Forlag
Sørensen, Asger, Forskning, Etik, Konsekvens, 2003, Forlaget Politisk Revy
Pedersen, Carl Steen, Oplysning – uden autoritet, 2009, Frydenlund
Søelund, Lise, Kunsten at danne mennesker – introduktion til Rousseaus pædagogik, 2010, ViaSystime
Nyeng, Frode, Etiske teorier, 2000, Gyldendal
Husted, Jørgen, Etik, moral og værdier, 2005, Filosophia
Pahuus, Mogens (red.), Dannelse i en læringstid, 2013, Aalborg Universitetsforlag
Hare, Jytte, Aabro Christian red., Pædagogers etik, 2010, BUPL
Supplerende materiale:
Gyldendal:
http://www.denstoredanske.dk/Erhverv,_karriere_og_ledelse/P%C3%A6dagogik_og_uddannelse/H%C3%B
8jskoler_og_oplysningsforbund/dannelse
Larsen, Pernille Zahl: Artikkel, Takt og tone på de sociale medierhttp://ungunivers.dk/hygge/takt-og-tonepaa-sociale-medier-facebook(set 20.11.2014)
JP: Artikkel17.11.2014 http://www.jv.dk/artikel/1879721:Krimi--Faerre-politianmeldelser-trods-haarderetone-paa-nettet (set 20.11.2014)
27
Mikkelsen, Morten, Artikkel i Kristeligt Dagblad 09.03.2007: http://www.kristeligt-dagblad.dk/livsj%C3%A6l/alle-vil-have-dannelse
Hammershøj, artikkel 20.02.2012: http://www.dr.dk/arkivP1/Eksistens/Udsendelser/2012/02/09225026.htm
Fibæk Laursen, Per, Artikkel på Folkeskolen.dk 11.09.2012: http://www.folkeskolen.dk/517565/dannelseeller-kompetence--en-pseudo-diskussion
P1: Udsendelse på DR P1 03.12.2014: http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/apropos-624#!/
DR 2014: Artikkel på dr.dk 12.12.2014: https://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/12/11/124826.htm
Ugebrevet A4: Artikkel om unge og demokrati 03.06.2013: http://www.ugebreveta4.dk/danske-unge-erdemokratisk-dovne_14080.aspx
Ugebrevet A4: Artikkel om uddannelse 17.09.2014: http://www.ugebreveta4.dk/danmark-sakker-bagud-iuddannelseskaploebet_19831.aspx
Politikken: Artikkel om undersøgelse på universiteterne 07. 10.2011:
http://politiken.dk/indland/uddannelse/ECE1416478/undervisere-nutidens-studerende-er-for-daarlige/
DR 2013: Tv udsendelse 06.07.2013: http://www.dr.dk/tv/se/9-z-mod-kina/9-z-mod-kina-4-4
Berlingske 2013: Artikkel om DR’s udsendelse 9. Z mod Kina, 11.05.2013: http://www.b.dk/kronikker/kanvi-laere-af-kina
Undervisningsministeriet, 2001: Artikkel af Steen Larsen, http://pub.uvm.dk/2001/demokrati/5.htm
28