Skoleblad V. Skerninge Friskole Jul 2015 1 Kære alle Her på kalenderårets faldereb står nyhederne i kø. For ikke at overfylde skolebladet, kommer der et nyhedsbrev umiddelbart op til juleferien. Her vil jeg dog fremhæve glæden over de flotte afrundinger af kalenderåret – ikke mindst gennem en stemningsfyldt torsdag aften den 3. dec. med Jul i den gamle Friskole. Aftenen var en kulmination på både børn og voksnes intense forberedelser gennem ugen – ja, for folkedanseres og korets vedkommende gennem lang tid. Således går aftenen op i en højere helhed, når børn og voksne på skolen kan vise resultater af anstrengelserne for et drømmepublikum af forældre og familier. Specielt 5. klasse, med Vibe, Andreas og forældre på sidelinjen, havde travlt med at forberede bespisningen af omkring 400 mennesker! Og så er det glædeligt at så mange piger helt nede fra 4. klasse er med til at holde liv i den stemningsfyldte tradition med Luciaoptog som afslutning på aftenen. Folkedanserne og Karen Rasmussen skabte magi med et fl a s h - b a c k til jubilæumsopvisningerne. Det er enestående hvad Karen kan skabe med børnene, spillemændene og både nuværende og tidligere forældre, der gør et stort arbejde med børnenes dragter. Karen vil gerne tilbyde mere i foråret og drømmer endda om at rejse med en gruppe mellemtrinsbørn til internationale stævner indenfor ”Barnlek” – f.eks. på Færøerne eller i Finland. Hvis det skal lykkes skal der nok lægges en langtidsplan – f.eks. for en klasse hvor dansen er skemalagt. Vi må se på, hvad der er muligt. Det er meget fristende at udnytte de unikke resurser omkring Karen og al hendes særlige talent og energi. Det har også været dejligt at se, hvordan storekor har fundet sin nye form med Louise Hviid. Hvis tilslutningen fortsætter de 2 kommende år – med fuld tilslutning nedefra – ender det helt klart som et STORT kor, akkurat som det oprindelig var drømt – til stor musik-glæde og –oplevelser for hele skolen. Som det er bekendtgjort, er der nu lavet ansættelsesaftale med Louise fra august, hvor hun bliver en del af mellemtrins-teamet og musikskolen – og selvfølgelig fortsætter sin kor-tjans. Skønt at den kabale faldt så fint på plads. Se Louises præsentation her i skolebladet. Meget glædelig var det også – igen - at se OB-teater. Fantastisk, hvad de kan skabe i løbet af 7 arbejdsdage! Kreativt, klogt, tankevækkende, hylende morsomt og dygtigt hjemmelavet hele vejen rundt: Musik og tekster, skuespil, kulisser, lys, video og maser af effekter. Så særdeles talentfuldt at det fortjener et langt større publikum, end hvad der er plads til på de 4 forestillinger! En anden glædelig overraskelse her på falderebet var besøget af chefredaktør Troels Mylenberg fra Fyns Amts Avis med 1. præmien i aviskonkurrencen til 8. klasse. Vi har alle – elever, forældre og skole – grund til at være stolte over, at vi i snart mange år har gjort os så positivt bemærket på det område. I skrivende stund er der endnu en glædelig oplysning på dette område: Vores 9. klasse er vurderet blandt de tre bedste i Fyns Stiftstidendes aviskonkurrence. Mandag den 14.12. er de inviteret til Odense, hvor det afsløres hvilken af de tre førstepladser, de har vundet! Og endeligt er det jo glædeligt, at vi nu nærmer os det tidspunkt på året, hvor lyset vender, og dagene langsomt bliver længere. I år har vi så oven i købet det at glæde os til, at alle vores nyplantede træer giver os det første signal i april og maj på, om de har tænkt sig rigtig at slå rod og blive store og flotte her hos os på Nyvej 7! Læs meget mere i nyhedsbrevet. Tak for samarbejdet i 2015. I ønskes alle en glædelig jul og et godt nytår! Kærlige hilsner Jens Fabricius 3 Hilsen fra bestyrelsens medlemmer af pædagogisk udvalg 2015 lakker mod enden og i bestyrelsen kan vi se tilbage på et spændende år. af Britt Krull, Mette Dubert og Annegrete Gohr Månsson. I foråret fyldte jubilæet meget og vi synes, vi havde nogle fantastiske gode dage. Her i efteråret har vi afholdt et dialogmøde, hvor vi drøftede de store linjer om skolefællesskabets betydning – både på det overordnede politiske plan og på det helt nære og praktiske plan, for forældre og ansatte på vores skole. Vi synes det var en spændende aften - først med et godt oplæg fra Friskoleforeningens formand Peter Bendix ud fra artiklen "Må vi være fri?" - og herefter med en god og konstruktiv dialog på trinene - i indskoling, mellemtrin og overbygning. Drøftelserne tog udgangspunkt i oplægget og vores visionsfolder med fokus på, hvor vi ser spor i hverdagen og hvor vi ønsker at sætte spottet hen. I alle 3 team var der en livlig snak, som efterfølgende blev delt i fælles plenum og her viste det sig, at der var en fælles rød tråd, der omhandlede balancegangen mellem de 6 områder i visionsfolderen med plads til fællesskaber, tid til undren og fokus på faglighed som bindemiddel. Både for den enkelte elevs menneskelige udvikling og på tværs i hele skoleforløbet, så sammenhængskraften forstærkes. Dialogmøderne startede for ca. 2 år siden på baggrund af forældreønsker om at bestyrelsen satte rammen for at øge mulighederne for at forældre kunne komme i dialog med hinanden på kryds og tværs og derved stille skarpt på de områder, som rører sig i forældregruppen. En proces som har bidraget til at kvalificere og nuancere samt styrke det afsæt bestyrelsen har truffet forskellige beslutninger på – eksempelvis dialogen omkring børnehave. Planen var, at der skulle afholdes et dialogmøde om foråret kort tid efter generalforsamlingen, og én gang i efteråret, når alle klasseforældremøder var afholdt. Efter to år ville vi evaluere og tage bestik af om der fortsat er ønske og behov fra forældre og ansatte, og om der evt. skulle justeres i form og indhold. Det er vi i gang med nu – og høre meget gerne, hvis I har input, ris eller ros til dialogmøderne. Skriv gerne til Jens Fabricius. Derudover har vi haft fokus på at få etableret et forældreråd, hvis formål er at få en tættere 4 kontakt ud i klasserne og fremme en god kommunikation, idéudvikling samt et tæt samvær på tværs af klasserne og trin som kan være med til at styrke skolefællesskabet og dets værdier og visioner. Vi glæder os meget til samarbejdet med klasserepræsentanterne og er spændte på, hvad det udvikler sig til. Som bestyrelse har vi naturligvis en idé med rådet – men det er gensidigt samarbejde – så hvad der er af ideer, drivkraft og ønsker i forældrerådet bydes velkomment. I pædagogisk udvalg synes vi således, at vi har haft et spændende år, hvor der er bygget nye relationer og rammer op. Det tror vi på kan understøtte og styrke vores skolefællesskab endnu mere – sammen med alle de andre gode tiltag vi har. Vi er en forældredrevet skole, så jo flere der bidrager til den fælles dialog og bakker op om skolefællesskabet – desto bedre. Bestyrelsen og pædagogisk udvalg ønsker en rigtig glædelig jul og et godt nytår. 5 En gave fra fonden og 6. klasse til glæde for hele skolen. - af Vicki og 6. klasse I foråret søgte nuværende 6. klasse om midler fra fonden til en airtrack til skolen. Pengene blev bevilliget i foråret, men det var ikke helt nok til at dække udgifterne til en spritny airtrack. Derfor udviste eleverne i klassen selv velvilje til at skaffe 5000 kr. ekstra. Det har klassen nu gjort ved at samle brugte batterier, som de har forvandlet til penge, og ved at sælge sodavand til sommerafslutningen. Vi er nu kun få kroner fra at være i mål. Vi glæder os til at præsentere airtracken for jer, og vi glæder os især til at bruge adskillige timer med leg, spring og grin på den oppustelige springbane. Efterlysning Mette Berg Hansen Kære alle, Vi har de dejligste musiklokaler her på friskolen. Vi nyder de store lyse lokaler og har efterhånden en god samling af musikinstrumenter, som vi bruger i hverdagen. MEN, vi vil så gerne lidt mere. Der er stadig instrumenter, vi ikke har og samtidig, vil vi gerne gøre lokalerne endnu smukkere. Så har du et instrument liggende, som du gerne vil forære til skolen, så henvend dig til musiklærerne. Det kunne være en sej trompet, en smuk violin, en harmonika, en saxofon, en tenorfløjte eller et helt andet instrument. Måske har du et ældre instrument, som ikke længere virker så godt, så kan vi måske bruge det alligevel til vægdekoration. Så kontakt os endelig! Mettes første guitar 6 FEBRUAR 20 FONDEN V.SKERNINGE FRISKOLE Ansøgningsfrist 20. februar Ansøgningsrunde vinter 2016 Har du, dine kamerater eller din klasse en god ide til, hvordan I kan tilgodese fællesskabet på skolen, så send en ansøgning inden d. 20 februar VENLIG HILSEN BESTYRELSEN FOR FONDEN 7 En cirkusoplevelse Efter en travl, arbejdsom og dejlig juleemneuge, var der en herlig “juleoverraskelse” til alle elever og voksne på friskolen. Hele skolen fik serveret et juleshow i særklasse af Troldmanden fra Samsø med gak og gøgl, musik på flasker, grise med udbrydertrang, høns med magiske æg, Fætter Helmer med tænderne, flyvende hunde og meget mere. Her er lidt cirkusreaktioner og cirkustegninger fra 1.kl. Reaktioner på Troldmandens jule-cirkus-show Julle : Han var så sjov og god. Han sagde så mange fjollede og frække ting, som man egentlig ikke må sige. Johanne : Jeg kunne godt lide, at han kunne smøre sig ind i ild på armene uden at han begyndte at brænde. Sander : Jeg synes, at det var vildt sjovt, at han halshuggede Carls PØLSEfingre og ikke hans hoved. 8 Noah : Det var altså ret vildt at han kunne få en høne til at lægge æg, som så kunne trylles til pebernødder, som vi fik efter forestillingen! Falke : Jeg syntes, det var fedt at jeg fik lov til at komme på scenen. Det var sjov at hjælpe ham og sjovt at han drillede os. Savannah : Jeg kunne rigtig godt lide hans hundeshow. Hundene var dygtige. De har nok øvet i meget lang tid! Nor : Grisene var så sjove. De var sjove på scenen og det var vildt sjov at de stak ud af deres bur. Sander : Han lavede faktisk lidt fejl en gang imellem, men det gjorde ikke noget. Da han jonglerede med æblerne, tabte han dem et par gange. Men pyt, det var så sjovt, at han spiste æblet, samtidig med at han jonglerede med det. 9 Juleemneuge værksted med træ og garn i Bålhuset af Storm og Mads 6. klasse Vi har været på træ og garnværkstedet. Det var fedt at bruge sine hænder og det var fedt at lave noget andet i skolen. Det var hyggeligt at være blandet store og små. Vi har lavet mange forskelige ting fx. smørknive og nisser af træ og meget andet. Det har været megahyggeligt. 10 11 Parkour tur - retur af Sebastian og Gustav 5. klasse Parkour er en sportsgren, som handler om at komme fra A til B hurtigst muligt. Sebastian 5.kl, Gustav 5.kl, Viktor 8.kl, Asger 9.kl, Oskar 7.kl og Jeppe fra Rantzausminde Skole tog hen til Viktor tidligt om morgenen. Viktors far kørte os til Flintholm Station i København. Derfra gik vi hen og fik noget at spise, mens vi ventede på en af vores træners venner, Steffen Nielsen. Da han kom gik vi videre til hal-x en lille parkour-hal. Efter vi havde været der et par timer tog vi toget til Hovedbanegården og derfra tog vi toget til Helsingør, hvor vi sejlede til Helsingborg. Vi fandt Helsingborg Arena. Da vi kom ind, var der megahøjt musik og røg på scenen. Det var mega sjovt at se alle de gode parkour-atleter. Da det var slut, fik vi billeder med Pasha, Zen, D.K, Jesse Laflair, Jesse Peveril, Dante Grazida og Kirya Kolesnikov, som er megadygtige parkour-atleter. 12 1. klasses restauranter i 5. klasse af Liva og Thea 5.kl Vi blev alle sammen overraskede, da vi fik at vide at vi skulle lave en restaurant. En i overbygningen, en i farveladen og en i mellemtrinet. Da vi fik at vide hvor vi skulle være gik vi straks i gang med at lave julepynt i grupperne. Der blev lavet julehjerter, julestjerner, juletræer og alt muligt andet julepynt. Og endelig fandt hver gruppe på deres eget navn til restauranterne: Farveladen: Stjerneskuddet, Mellemtrinet: Skrup skør jul, Overbygningen: Rudolf’s røde tud. Tirsdag kom alle forældrene og hentede varer til at lave risengrød, chili con carne (mild eller hot) og sandwichbrød. Onsdag blev en rigtig travl dag. Vi skulle både lave vagtplaner, skitser over alle restauranterne, menukort og prisskilte og det sidste julepynt. Torsdag var en dag hvor Vibe og Andreas snakkede meget om samarbejde og disciplin :) Vi skulle putte fyld i sandwichbrødende, lave bacon, skære agurker, lave dressing, skrælle gulerødder osv. Klokken fire skulle vi alle komme op på skolen igen og gøre restauranterne klar. Vi skulle flytte rundt på bordene og hænge alt julepynten op, så der så rigtig hyggeligt ud. Vi stillede os klar i restauranterne og ventede på at alle kom.Lige pludselig vrimlede det med mennesker og vi fik rigtig travlt. Dem, der stod ved kassen havde rimelig travlt for han eller hun skulle hele tiden regne ud hvad folk skulle have tilbage i byttepenge. Da klokken var 18.30 begynde folk at strømme op i overbygningen for at høre det store kor synge og derefter Lucia, så derfor lukkede alle restauranterne. Selvom det var rigtig stressende, var det rigtig hyggeligt og en vild fed oplevelse. 13 Træer kan da ikke snakke? Redaktionen har spurgt skolens nyplantede træer om de er tilfredse med deres nye hjem? af Lene V - Jeg nyder at have god plads til rødderne og at der er rigeligt med fugt i jorden. Jeg er altid så skrækkelig tørstig, udtaler en af de nyplantede elletræer langs cykelstien. - Jeg er blevet plantet det helt rigtige sted med udsigt til samlingspladsen ved den nye shelter, forklarer en vinter-eg stolt. Og så kan jeg følge med i fodboldkampene også. - Vi er de heldigste, kvidrer vortebirkene samstemmigt i den nyplantede hæk langs fodboldbanen. Vi kommer til at rage op mellem avnbøgene og alle kan se vores hvide, slanke stammer og flotte grene, der hænger nedad som pigernes lange hår. - Jeg ved godt at jeg er helt særlig og nærmest majestætisk, fortæller en søjle-eg, der er en ud af fire indkøbte, til at vokse sig høje og bryde den store facade på Pulsens vestside. - Jeg skal lige finde ud af om jeg bryder om at stå på en skråning. I hvert fald har pedellerne gjort deres til at give mig en god start. De har gravet et mægtigt hul, puttet den fineste jord og kompost ned til mine rødder, så jeg kan få en god start. Det er jeg glad for, men jeg synes jeg er lidt vindudsat her. - Jeg kan være lidt bange for at blive trampet på, udtaler en lille fyr, der er bange for at falde i ét med græsset. Måske kan man sætte bånd rundt om mig, så jeg bliver lidt mere synlig. Jeg vil så nødig brække mine nåle. Jo, der er ingen tvivl om at træerne har det godt og nyder et perfekt efterår med milde temperaturer og rigeligt væde. Ingen af dem klager over overlast eller drillerier, fra de mange børn, der løber omkring dem. Tværtimod er træerne enige om at det er en ære at vokse op et sted, hvor så mange børn kommer på besøg og nærmest siger at de ejer træet. Det har de ikke prøvet før. Katrine og Selma fra Bh-klassen ved lige præcis, hvor deres træer er plantet: - Det sjoveste var at lægge jorden tilbage i hullet, da vi plantede træet, siger Katrine. - Jeg kigger tit til mine træer, ser om de vokser, siger Selma. Begge piger er enige om at passe godt på deres træer og så glæder de sig begge til at klatre i dem, når de bliver store nok. 14 En cykeltur til forbrændingen i Svendborg af Vicki Malmer En grå og våd novemberdag cyklede 5. og 6. klasse til forbrændingen i Svendborg. Her blev vi undervist i alt fra A til Z om affald. Vi så hvordan affaldet blev omdannet til varme, som kan forsyne husstande. For at producere varme nok, er det nogen gange nødvendigt at opkøbe affald fra andre steder, så varmeproduktionen ikke pludselig ophører. Skørt at affald er blevet noget man handler med. Vi blev vist rundt i det store anlæg, og vi fulgte affaldets rejse fra når det kommer ind med skraldemændene, til den sidste filtrerede damp. Den sidste rest af tungmetaller og slagger bliver sejlet til en ø i Norge, hvor det bliver gravet dybt ned i en kalkgrav. Kalken forsegler tungmetallerne, så det ikke siver ud i undergrunden. Man mener at graven er fyldt op i 2030. Hvad man gør herefter.......Tjah, det ved ingen endnu. Man kan roligt sige at vores besøg blev lidt af en øjenåbner for vores ældste på mellemtrinnet. 15 Allehånde med ipad,- sjov leg til juledagene Kunstner Lasse Snorgaard fra Ulbølle ringede for et par uger siden og spurgte om han måtte låne nogle elever til at afprøve et ipad-program. Lenes allehåndehold fik lov at være prøvekaniner. af Søren 6. klasse Vi brugte app´en Paper og skulle tegne et eller flere træer, som skulle afleveres til Lasse på Showbie. Lasse havde først fortalt om alle de muligheder der er i app´en, som rummer en hel butik af tegneredskaber, tusser, farveblyanter og meget mere. Man kan også indsætte en baggrund fra internettet, som Anton M har gjort. Vi tegnede løs og timen sluttede med at Lasse lavede billedet at skoven, hvor alle vores træer er på. Se vores sjove træer herunder og prøv selv. Appen Paper downloades fra App store og ser sådan ud 16 Det første lærerjob er måske det allermest særlige, frygtindgydende og romantiske. Det er der idealerne står sin prøve, der alle teorierne og de fiktive forældre og elever pludselig bliver virkelige. De kategorier man har brugt til at forstå det hele med er væk og erstattes nu af mennesker med hver deres øjne, ører og hjerter, som alle skal mødes. For mig er det ingen undtagelse at det er noget helt særligt, at mit første rigtige lærerjob bliver som en del af familien på Vester Skerninge friskole. Jeg er meget spændt og mest af alt glæder jeg mig helt vildt. Siden jeg trådte ind på friskolen første gang har jeg følt mig hjemme, og mærket hvor særlig en skole det er. Luften er helt tydeligt fuld af glæde, tryghed og tillid. Jeg går på 5. årgang på lærerskolen og står overfor det afsluttede speciale, sidste heat inden det er farvel til fem meget givende år. Jeg var ikke i tvivl om, at det skulle være lærerskolen, der skulle give mig en læreruddannelse, dengang jeg besluttede at skifte spor fra de store akademiske bøger på Københavns Universitet. Jeg har siden mit eget efterskoleophold på Ollerup Musik-efterskole været meget draget af den frie skole og den ånd, der hersker der. En ånd der på magisk vis fører folk tættere sammen gennem fællessang, fortælling og en kreativ tilgang til undervisning. Det er uden tvivl de elementer som driver mig som lærer – at få børnene til at opleve, at de udvikler sig som mennesker og mestrer livet med alle dets facetter. At de bruger sig selv i undervisningen og både undres, bevæges og bliver klogere. Det er ingen hemmelighed at mit hjerte virkelig banker for musik, og særligt for det at få børnene til at opleve fællesskab via musik. Jeg har gået i musikskole siden jeg var barn og har haft musikken med mig altid i mange former og genrer. Jeg er derfor meget glad for, at jeg nu på fuld tid bliver en del af en skole, hvor musik er så meget på dagsordenen. Jeg er meget glad for at være landet, ikke bare på Vester Skerninge Friskole, men på Sydfyn i det hele taget. Jeg er vokset op på Fyn og er faldet fuldstændig for Svendborg, hvor jeg nu bor med min kæreste Stig og hans tre børn på 9, 13 og 15. Jeg bruger havet og skoven så meget som muligt og nyder at være i dette hjørne af Danmark, hvor det flyder med dejlige mennesker og gode initiativer. Jeg ser frem til samarbejdet med jer alle næste år og vil gå med åbent hjerte og ydmyghed til opgaven. Jeg kan næsten ikke vente. De bedste hilsner Louise 17 En musisk oplevelse i 2. klasse af Mette Berg Hansen I november var 2. klasse på tur til Svendborg Musikskole. Her skulle de sammen med sanger Sophus Simonsen spille og give koncert. Svendborg Kommune har lavet noget, der hedder “Minkulturel Rygsæk”. Børne- og Ungekulturelt Netværk i Svendborg har en vision om “at ruste alle børn med en kulturel bagage i løbet af deres skoletid og gøre deres møde med kunst og kultur til en særlig kvalitetsoplevelse, hvor de får mulighed for at skabe selv” 2. klasse mødte Sophus med stort gå-på-mod. Sophus havde skrevet musikstykket “De fire årstider. Her kom børnene gennem årstiderne med både sang og instrumentspil. Alt sammen med flotte effekter, som skulle fremhæve stemninger og vejr. Det samlede værk blev sidst på dagen flot spillet for fremmødte forældre og bedsteforældre. En god dag i musikkens tegn. 18 7. Klasses tur til Tjekkiet af Louise, Cecilie og Angelina Søndag d. 4. Oktober mødtes vi med 8. Klasse på skolen kl. 06.00. Vi skulle køre i bus i 18 timer. Vi kom ind i bussen, hvor vi skulle sidde forrest i bussen. Sådan har det været alle årene, 7. skal sidde forrest og 8. bagerst. Vi kørte fra skolen Kl.06.15. Det var mørkt, men blev langsomt lysere. Der var en rigtig hyggelig stemning i bussen, nogen sov, andre snakkede og nogen spiste. Vi havde kørt i 12 timer og det var nu tid til at vi skulle sætte 8. klasserne af i Leipzig, ved en tysk skole. Vi kørte videre, der var nu 6 timer tilbage og vi rykkede om bagerst i bussen. Det begyndte langsomt at blive mørkere, vi kom hurtigt af motorvejen og ud på nogle små landeveje. Vi kunne snart ikke vente og der gik heldigvis ikke længe før vi var der. Vi kom ud, tog vores bagage og fik lige at vide hvordan vi skulle opføre os. Vi kom op på værelserne og vi pakkede lidt ud, børstede tænder og gik i seng. Vi boede på pension Neco der ligger i byen Mála Skála. Der var en virkelig smuk udsigt fra pensionatet. Man kunne se alle de bjerge der lå omkring, der var også nogle rigtig smukke solopgange. Det var nogle rigtig fine værelser med både køkken, stue, badeværelse og soveværelse, der var nogle fine senge og et lille køleskab. Hvis man gik lige over vejen lå der en lille hytte hvor vi havde et fællesrum, med klatrevæg, bordtennis og en lille scene, så vi manglede ikke noget. I byen Mála Skála hvor vi boede lå der også en lille købmand, hvor vi kunne gå ned og købe godter. Der lå også en plads med basketbane, klatrebane og en lille legeplads. Den første dag kunne man vælge imellem at mountainbike eller skyde med bue og pil. Alle dem der valgte mountainbike, fik udleveret en mountainbike og så gik turen op i bjergene, omkring Mála Skála. Dem der valgte bueskydning mødtes omme på en af græsplænerne bag pensionatet, hvor vi fik at vide hvad vi skulle. Derefter var der en prøverunde. Efter prøverunden blev vi delt ud på nogle små hold, hvor vi til sidst skulle dyste mod hinanden. 19 Dag 2 skulle vi allesammen ud og lave noget der hed High Rope, der minder om at være i klatrepark. Det var store træstammer, der var otte meter høje, hvor der var forhindringsbaner imellem. Når man var kravlet op af en af de høje træstammer, og man havde klaret forhindringen, skulle man bare hoppe og lade sig dingle i den "snor" man var spændt fast til. Da vi var færdige med at klatre skulle vi ud og ro i kano. Man skulle være sammen to og to om en kano og så skulle man sejle 8 kilometer på en stor flod. Da vi havde roet hele vejen ned af floden, blev vi hevet op og så skulle vi ind i en bus og køres ned på den lokale kro i Mála Skála. Der fik tjekkisk mad, som fx brød med suppe i og wienerschnitzel. Dag 3 startede ud med, at vi blev kørt ud til et stort slot, hvor vi skulle gå rundt i en skov og følge forskellige ruter. Da vi var færdige med at gå, blev vi kørt ud til et sted oppe i bjergene, hvor der var rapelling. Der var to små klatrebaner og en stor klippe man kunne rapelle ned af. Den store klippe var 25 meter høj og de små var 8 meter. Da vi var færdige med at rapelle, blev vi kørt hjem på hotellet, hvor vi skulle lave et talentshow. Der var 5 der deltog og to gik videre til finalen. Men der var kun én der vandt, eller egentlig var det to, for det var Twerkerboys. Dag 4 skulle vi pakke alle vores ting sammen, sætte os ind i bussen og køre mod Prag. Da vi kom til Prag, startede vi med at gå ind på det gule marked. Der gik vi rundt i 3 timer. Vi skulle selv finde et sted at spise frokost inden vi skulle videre. Da de 3 timer var gået, mødtes vi allesammen ved indgangen, og gik videre ind mod centrum af Prag. Der var mange der tog billeder da vi gik ved de smukke huse og broer. Da vi kom ind til centrum, fik vi 2 timer til at gå rundt i Prag, for at shoppe eller hvad man nu havde lyst til, inden vi skulle mødes der hvor vi startede. Da vi mødtes igen, gik vi op for at se Karlsbroen. Vi havde nu været i Prag en hel dag og det havde været rigtig hyggeligt. Klokken var 19.00 og vi skulle med bussen. Vi fik vores tasker ind og vi var klar til at køre. Vi fik besked på, at vi skulle sidde bagerst. Vi kom til Berlin og fik 8. klasse med i bussen. Tiden gik, mange af os faldt i søvn og snart var vi hjemme. 20 Helene Fischer møder Rasmus Seebach 8. klasse var i uge 41 på udveksling i Grossbardau, en lille landsby, som ligger ca 40 km fra Leipzig i det tidligere DDR. af Britt Stockholm Vi samarbejdede med jævnaldrende elever på den lille friskole " Schulzentrum Muldental". 6 elever boede på skolen og resten hos de tyske elever og deres familier. Overskriften for vores fællesprojekt var " Forskelle og Ligheder". De danske elever havde inden vi tog afsted lavet plakater med deres forestillinger og fordomme om, hvad de forventede af de unge tyskere, deres dagligdag og omgivelserne. I skolen dernede arbejdede eleverne i blandede grupper med at sammenligne forskellige ting fra tysk og dansk kultur, fx. Folkedragt møder Lederhosen, Rasmus Seebach møder Helene Fischer, Rød grød med fløde møder Eisbein mit Sauerkraut osv. Eleverne lavede film, skuespil, plancher, madretter, som blev præsenteret under jubel for hinanden, forældre og lærere til en afslutningsfest med buffet, hvor alle familier medbragte en ret. Vi kunne efter 4 dage konkludere at vi er mere ens end vores fordomme bød os inden afrejse og at der er mange fællestræk i vores kultur, sprog - og ikke mindst skole. Vi var også på tur ud i skoven hvor vi hørte spændende historier fra DDR om skjulte bunkers, og grotter der skulle skjule kunstskatte under 2.verdenskrig. I Leipzig var vi på skolemuseum og prøvede at være elever i " Der Kaiserzeit" med drengene i matrostøj og pigerne med sløjfer og forklædekjoler. På tavler og med grifler lærte vi at stave og skrive med meget gamle og svære bogstaver, der nærmest var ulæselige for os. Den strenge skolelærerinde lærte os mange tyske remser om ro, regelmæssighed og renlighed, og så hun de mindste tegn på ulydighed, kom eleverne i skammekrog eller fik en dumme-hat på og måtte sidde ved et særligt bord sammen med et æsel! 21 Om torsdagen tog vi afsked med vores nye venner og rejste ind til Berlin. Her cyklede vi i silende regn på en 4 timers guidet cykeltur langs Muren. Humøret var alligevel højt og vi hørte mange spændende Øst/Vest historier undervejs. Vi spiste fælles aftensmad på et pizzaria ved Alexander Platz og tog så ind til Hovedbanegården, hvor vi kl 00.30 blev hentet af bussen med 7. kl. der kom fra Prag. Næste morgen kl. 8 var vi hjemme i Vester Skerninge igen og gik trætte på efterårsferie med gode oplevelser i bagagen. 22 Der er ingen vej udenom Årets teaterforestilling i OB blev til udfra ordet VEJE. Læs om processen. af Lene V “Velkommen til årets teaterforestilling, I kan godt glæde jer.” Britt byder velkommen til publikum med stolthed i stemmen. Forud er gået 7 intense dage. Den første uge går med at skrive, øve, filme, vælge til og fra, rette til og gøre scenen klar, flytte instrumenter op fra morgensangslokalet og invitere gæster. Set udefra er det som en myretue af aktivitet, der har et klart mål, men som kan se ganske tilfældig ud, i hvert fald i den første uge, hvor alle myrer rundt i forskellige retninger. Mange elever er vilde med teaterugerne, fordi de her kan folde sider af sig selv ud, der ikke normalt er på skemaet og udfordre sig selv ud i både skuespil, musik og film. Andre elever bryder sig ikke om at være i fokus, men udfylder en stor rolle bag kulisserne med at skabe rammen til de andre med lyssætning, teknik og opbygning af publikumspodier, kreationer af rekvisitter, mørklægning af fællesrummet og dekoration af scenen. I OB - teaterugernes spæde start valgte eleverne sig på enten musik, scenografi, skuespil eller på film, men i de seneste år, har det vist sig at mange elever gerne vil bidrage flere steder. Denne udvikling er både fantastisk, fordi det medfører så meget medejerskab fra elevernes side, og frustrerende i forhold til at nå alle de ting der er sat i søen og få samling på tropperne, når bidderne skal samles til et hele. Mandag og tirsdag i anden uge handler om at “gå” og løbe stykket igennem med musik, film og kostumer, finpudse, så der opstår det nødvendige flow, og magien holder hele vejen. Dette års forestilling bød på såvel sjove, tankevækkende og alvorlige scener i et skønt mix. VEJE blev vendt og drejet og scenerne bød på ægteskabelige veje, vejledere, berømmelsens vej, statens forventninger til borgernes vej gennem arbejdslivet, et kig ind til beboere på Vejlevej, Jens Vejmand og ikke mindst den eneste sikre vej, som vi alle går imod, - mødet med St. Peter ved himlens port. Nej, der er ingen vej udenom! 23 Nye muligheder for undervisning i Hvidkildeskoven? Den seneste måned har man kunnet iagttage stor aktivitet i Hvidkildeskoven, nær Egebjerg Mølle. En stor flok frivillige knokler for at skabe Danmarks bedste MTB-spor. - af Morten Eeg, Kirkeby Samarbejde med Hvidkilde Gods Den nystartede Forening Egebjerg Bakker MTB-spor har lavet en brugsaftale med Hvidkilde Gods om et 150ha stort område mellem Skovmarksvej mod vest og Løvehavevej mod øst, hvor der ikke længere skal drives jagt, men etableres et 15-20 km langt MTB-spor. Frivilligt arbejde Projektet er finansieret af fondsmidler mm. men baseret på, og meget afhængig af, frivillige lokale kræfter. Og interessen har været enorm, 20-30 mænd, kvinder og børn er hver weekend i gang med motorisede trillebør, buskryddere, økser, motorsave, hamre, skovle, spader og river. Der laves også bål og ristes skumfiduserBetalingsspor Hvidkilde Gods skal have kompensation for den mistede jagtleje og sporet skal løbende vedligeholdes og udvikles med diverse støttefaciliteter. Derfor er det nødvendigt at opkræve betaling for brugen af sporet. Det forventes at komme til at koste 500,- /år. Sporet er eksklusivt for betalende medlemmer af foreningen på MTBcykler, alle andre brugere kan bruge skoven andre steder som hidtil, men faktisk i større omfang, da skoven fremover ikke vil være lukket pga jagt. Natur- og sportsoplevelse for lokale og turister Sporet vil ud over at give brugerne nogle førsteklasses MTB oplevelser, føre folk igennem dele af skoven som aldrig før har været åbne for offentligheden, de frivillige der har haft deres gang i skoven i mange år, udtrykker stor begejstring for hvad skoven også rummer uden for de etablerede skovstier. Sporet går over vandløb, gennem mergelgrave og har udsigtspunkter både mod syd over Øhavet og mod nord over Issøen. Følg med i arbejdet Alle kan følge arbejdet gennem foreningens Facebook gruppe ”Egebjerg MTB Sporbyggerlaug” Dette er et forum hvor det frivillige arbejde koordineres og der deles billeder, men siden følges også af mange der blot vil følge med i hvad der sker, og det er man velkommen til. Hensyn til natur, fortidsminder og andre brugere. Sporføringen er godkendt af diverse myndigheder og tager behørig hensyn til de mange fortidsminder i skoven. Ligesom der er udlagt store områder der ikke gennemkøres af hensyn til dyrelivet. Erfaringer fra andre skove viser i øvrigt, at når der køres på en fast rute og ikke på kryds og tværs, så tilvænner dyrene sig til dette og falder til ro. Sporet går kun i begrænset omfang ad de etablerede skovveje og hvor de krydser vejene, er der lavet naturlige chikaner der begrænser farten så man undgår overraskelser. Alle konstruktioner der laves bliver lavet af naturmaterialer og det tilstræbes at de falder så naturligt ind i skoven som muligt. 24 Finansiering Projektet er finansieret primært af fondsmidler fra Nordea Fonden med 769.000,- herudover har LAG SØM, Hvidkilde Gods, Svendborg Kommune og Naturturisme I/S bidraget til projektet, således at det samlede etableringsbudget er på 1,3 mio. kr. herudover søges der sponsormidler til den videre drift. Deadline næste skoleblad: Redaktionen modtager løbende skolerelevante artikler til bladet. Vi har brug for tid til at sætte bladet op, så vær i god tid. Deadline til påskenummeret: 7. marts 25 På SPORdet af en avisvinder En baggrundsartikel, der forsøger at tage læserne med ind på sidelinien af medieugen. af Lene V Det starter med et ord: SPOR! Hvordan skal vi kredse os ind på ordet. Hvilke associationer får vi; tatoveringer, ar, sporhunde, usynlige, bevidste, ubevidste spor i et menneske? Fælles brainstorm! I år er det let at finde på, det er et godt tema! Hvordan bliver disse refleksioner til en artikel,- og til hvilken type; nyhedsartikel, baggrundsartikel, feature, anmeldelse, eller hvad avisens forskellige genrer nu hedder. Eleverne skal kende dem alle, samtidig med at de skal skrive, filme, fotografere og layoute i én af disse genrer. Og hvad er en blog i grunden, hvordan laver man sådan én, hvordan fungerer den og hvem vil stå for det tekniske? Det skal også på plads. Vigtigt at komme ud Vi har forlængst lært, at gode artikler kræver, at man har mødt rigtige mennesker, der vil dele deres historier. Det er ikke nok at at tale med dem i telefonen. Man skal ud af døren med alle sanser åbne og bevidsthed om, hvad man skal have med hjem. Det kræver mod, overblik og en dygtige interviewere, der dels kan skabe den nødvendige tryghed, så det menneske, de interviewer, vil åbne op og fortælle deres historie. Det kræver meget af eleverne at være nærværende, at registrere selv de mindste ting, at improvisere, at få noget på blokken, der kan bruges, og at skrive alle indtrykkene ned, så artiklen eller filmen bliver spændende og se/ eller læseværdig. En træningsopgave der har rigtig mange bolde i luften på samme tid! Helheden Vi vil have at alle elever bidrager til avisen. Nogle har særlige evner,- det særlige blik for billeder, evnen til at registrere, huske og beskrive den mindste detalje, evnen til at være teknisk klog eller dygtig til at sprælle med ord. Evnen til at se, hvornår delene tager sig godt ud og fremhæver hinanden. Og så det uundværlige rugbrød,- alle artiklerne, der er substansen i bloggen. Lærernes kritiske indblanden Det er vores opgave at være fødselshjælpere eller kniven, der skærer til eller fra, så historierne står skarpe og forståelige, at omdirigere, påpege stavefejl, sproglige uklarheder eller foreslå andre veje at gå. Skal alt med, eller giver det mening at skærpe ved at udelade eller tilføje? Dommen Det er en forløsning at sende linket afsted før deadline og sige at nu har vi gjort det, vi kunne på den tid, vi har haft til rådighed. På det tidspunkt er der ingen der aner, hvordan vi har klaret opgaven. Vi har ingen at sammenligne os med. Vi kan bare vente til avisernes journalister, - de professionelle har læst, bedømt og fundet de aviser/ blogs, de synes har klaret sig bedst og skal vinde. Uanset udfaldet, er der ingen tvivl om at processen er den vigtigste, men stolte over at vinde, det er vi! 26 Forældrerådet ved Vester Skerninge Friskole Som det blev præsenteret på efteråret klasseforældremøder, har vi sat et forældreråd i søen. Der var hurtig tilslutning til ideen på møderne, og nu skal rådet langsomt finde sin form og funktion – i dialog med os alle. Her er hvad der foreløbig er beskrevet om Forældrerådet: Hvem: Rådet består af 10 klassekontaktpersoner – en fra hver af skolens klasser – som vælges i de enkelte klasser på efterårets klasseforældremøder. I skoleåret 15/16 ser rådet således ud: 0. kl.: Luise Midtgaard (Nor) 1. kl.: Britt Bolding (Johanne og Klara) 2. kl.: Gitte Thornøe Bang (Ida) 3. kl.: Malene Agerholm (Oskar) 4. kl.: Camilla Silcowitz (Magnus) 5. kl.: Lars Thede (Nikolaj) 6. kl.: Signe Rønnest (Mathilde) 7. kl.: Susanne Clausen Riis (Karen) 8. kl.: Maiken (Gustav) 9. kl.: Marianne Leth (Adam) Hvorfor: Formålet for rådet er at fremme god kommunikation, idéudvikling, samvær, debat, ejerskab, engagement og andet til styrkelse af skolefællesskabet og dets værdier og visioner. Rådet medlemmer tænkes i den forstand som det gode, store skolefællesskabs ”ambassadører”. Hvad: Rådet skal styrke kommunikationen og engagementet omkring fællesarrangementer. Rådet skal hjælpe som kulturbærere og værdibærere af skolens grundlæggende værdier for samvær og samarbejde: Tillid, åbenhed, anerkendelse og mangfoldighed. Rådet kan tage eller understøtte alle initiativer til styrkelse af skolefællesskabet. Rådet har ikke beslutningskompetence på områder, der hører under ledelsens eller bestyrelsens overordnede ansvar – f.eks. vedr. skolens økonomi, pædagogisk linje, ansættelser, afskedigelser etc. – men kan altid inviteres med på rådslagning. Hvornår: Rådet mødes ad hoc eller med bestyrelse og ledelse mindst et par gange om året – f.eks. efter klasseforældremøderne og i forbindelse med skolens generalforsamling. Herudover fungerer den enkelte klassekontaktperson som ”fællesskabsambassadør” i dagligdagen. 27 28
© Copyright 2024