2015 – uge 28 Bekendtgørelse om plantedække er nu offentliggjort Bekendtgørelse om plantedække og om dyrkningsrelaterede tiltag træder i kraft 1. august 2015. Efterafgrødekravet forbliver på 10/14 pct., og de nye efterafgrødearter og ændringer i alternativerne består. Uændret krav om 10/14 procent pligtige efterafgrøder i efteråret 2015 Der er indgået nyt politisk forlig, hvorved kravet om de ekstra 60.000 ha efterafgrøder, der blev aftalt i vækstforliget fra april 2014, udgår. Kravet til pligtige efterafgrøder for planperioden 2015/16, der skal etableres i efteråret 2015 er derfor uforandret, så bedrifter der i planperioden 2013/2014 har udbragt husdyrgødning under 0,8 DE/ha skal etablere 10 pct. efterafgrøder, og bedrifter der har udbragt 0,8 DE/ha eller mere skal etablere 14 pct. efterafgrøder. De 10/14 procent skal beregnes ud fra efterafgrødegrundarealet på ansøgningsfristen for grundbetaling 2016. Flere efterafgrødearter med etableringsfrist 20. august Det er nu muligt at etablere almindelig rug, stauderug, vårbyg og honningurt ud over korsblomstrede arter som pligtig efterafgrøde frem til og med 20. august. Pågældende arter kan også etableres i blandinger så de samtidig kan tælle som MFO-efterafgrødeblanding og som pligtig efterafgrøde. Det vil sige, at betingelserne for at opfylde MFO-kravet med efterafgrødeblandinger kan ske uden risiko for opformering af kålbrok. Alternativet ”Tidlig såning af vinterhvede” er udvidet Tidlig såning af vinterafgrøder, som alternativ til efterafgrøder, udvides, så der udover vinterhvede, kan anvendes vinterbyg, vinterrug og triticale. Afgrøderne skal sås senest 7.september. Omregningsfaktoren ændres fra 1:5 til 1:4. Det vil sige, at 4 ha vinterkorn kan erstatte 1 ha pligtig efterafgrøder. Nyt alternativ: Brak som alternativ til pligtige efterafgrøder Som noget nyt kan brak anvendes som alternativ til pligtige efterafgrøder. Det gælder både arealer med brak og MFO-brak. Det vil sige, at man kan anvende det samme areal som MFO-brak og som alternativ til efterafgrøder. Der er dog en række skærpede regler til brakarealer, der indgår i alternativet, som skal overholdes for, at arealerne kan tælle med begge steder: Arealet skal være etableret med græs, der er sået senest den 1. januar 2015 for at kunne tælle med som alternativ i efteråret 2015. Der må dog gerne være spredte forekomster af naturligt etablerede planter. Arealet må tidligst pløjes den 20. oktober, og skal efterfølges af vårsæd, eller bibeholdes som brak i det efterfølgende kalenderår. Arealet ikke må være omfattet af randzoneloven. Arealet må ikke gødskes eller sprøjtes. Selektiv bekæmpelse af hejrearter, giftige og aggressive arter er dog tilladt. Arealet må ikke være omfattet af tilsagn om tilskud til miljø- og klimavenligt landbrug eller af tilsagn til økologisk landbrug under det nuværende eller tidligere landdistriktsprogram. 2 Omregningsfaktoren bliver 1:1. Rent fagligt vurderes effekten af brak til, at 1 ha brak kan erstatte 1,8 - 2,0 ha efterafgrøder. Når omregningsfaktoren kun er 1:1 skyldes det, at eksisterende brak kan tælle med som alternativ. Alternativet med braklagte arealer langs vandløb og søer er gjort mere fleksibel Arealer, der kan indgå i alternativet, kan nu etableres langs alle vandløb og søer, uanset om der er krav om randzone eller ej. Selve den lovpligtige randzoner kan ikke anvendes i alternativet. Derudover gælder en række specifikke krav for det braklagte areal. Omregningsfaktoren er uændret 1:4, det vil sige, at 1 ha brak langs vandløb erstatter 4 ha pligtige efterafgrøder. Oversigt over indberetningsdatoer og omregningsfaktor for alternativer Type Omregningsfaktor Indberetningsfrist i Tast selv-service* Pligtig efterafgrøder - 31. august Mellemafgrøder 2 ha = 1 ha pligtig efterafgrøde 31. august Energiafgrøder 0,8 ha = 1 ha pligtig efterafgrøde 31. august Afbrænding af fiberfraktion 25 DE = 1 ha pligtig efterafgrøde 31. august Braklagte arealer (Brak + MFO-brak) 1 ha = 1 ha pligtig efterafgrøde 31. august Brak langs vandløb og søer 1 ha = 4 ha pligtig efterafgrøde 31. august Tidligt såede vinterafgrøder 4 ha = 1 ha pligtig efterafgrøde 10. sept. *) NAER forventer, at skemaet gødningskvote og efterafgrøder er tilrettet med de nye ændringer den 16. juli 2015. Udover ovenstående alternativer til efterafgrøder, er det fortsat muligt at opfylde efterafgrødekravet med overskud af efterafgrøder fra en tidligere planperiode, ved overførsel af efterafgrøder fra anden virksomhed eller ved reduktion i planperiodens kvælstofkvote. Dette skal indberettes i Tast selv-service i foråret 2016, hvor også det er muligt at indberette konvertering af opsparede efterafgrøder til øget kvælstofkvote. Pligtige efterafgrøder der anvendes som MFO-efterafgrøder Vær opmærksom på, at der er forskellige frister for indberetning af MFO-efterafgrøder og for pligtige efterafgrøder. Det er kun muligt at anvende efterafgrødeblandinger både som pligtig efterafgrøde og som MFO-efterafgrøde hvis marken er anmeldt som MFO-efterafgrøde i Fællesskema 2015 senest på fristen 18. maj. Derudover skal fristen for indberetning af pligtige efterafgrøder også overholdes. Hilsen Mollerup Mølles markservice
© Copyright 2024