Sygehuspræsten Birthe Gunhild Friis er en af vore syv præster, og hun er også sygehuspræst. Birthe Friis udtaler sig her om sit arbejde som sygehuspræst: En sygehuspræst laver mange forskellige ting. Der er sygehuspræster tilknyttet alle sygehuse i Danmark. De fleste af os er ansat af kirkeministeriet for at tage os af de indlagte, deres pårørende og sygehusets personale. Men de indlagte har også deres egen sognepræst hjemme i sognet, som jeg altid kan kontakte, hvis de ønsker en samtale med deres egen præst. Jeg har samtaler med mange indlagte. Når sygdom og livets smerte rammer os, begynder vi ofte at tænke over livet og døden og om alt det med Gud. Hvad er det hele for noget, og hvordan kan der være en retfærdig Gud midt i alt det grusomme og smertefulde? Jeg taler også med pårørende eller efterladte, fx. hvis en familie har mistet et lille barn. Det er smertefuldt, når det der skulle have været den største glæde pludselig ændrer sig til at blive den største sorg. Jeg har selv mistet en lille pige og været regionsrepræsentant i Landsforeningen Spædbarnsdød, så jeg har haft mange samtaler med familier, der har mistet børn. Alle Helgens søndag har vi en gudstjeneste i Nordre Kirke, hvor vi mindes vore døde børn, og det er uanset, hvor gammelt barnet blev. Jeg har også samtaler med personalet og introduktion og undervisning af personalet. Kan der være gudstjeneste og dåb og vielse på sygehuset: Ja, jeg har gudstjenester og nøddåb og nødvielser på sygehuset. Hvordan er julen på sygehuset: I juletiden er der mange arrangementer på sygehuset: Juletræstænding med Det Hvide Kor, Luciaoptog med sygeplejestuderende og præsten, julekoncert med Det Hvide Kor. Juleaften har jeg syv julegudstjenester, hvor Det Hvide Kor kommer og synger – helt uden betaling. Budskabet om at Gud lod sig føde som det lille Jesusbarn til frelse, trøst og lindring for alle mennesker kommer til udtryk på mangfoldige måder – også på sygehuset.
© Copyright 2024