hus 46.3, gr. 5 anslag 151.979

Abstract
Being motivated by the controversial focus on the happiness research phenomenon and
wellbeing in our society today, despite the rising consumption of antidepressants and booming
sale of self-help-books, has led us to think of and produce a set of questions that will help us
answer and address our focus regarding the issues included, towards a conclusion.
It goes as follows; Based on philosophical and psychological theorists, we wish to uncover what
the good life inclines. And following we will elaborate the prerequisites for the good life, and
evaluate if these are realistic to achieve today.
In our choice of theorists we wanted to span our focus broadly, in order to get a wider
understanding of who have been important for the research field over time. Therefore we have
chosen ancient Greek philosopher Aristotle, antecedent with his virtue ethics. To follow in the
category of philosophy we bring in Charles Taylor, with his modern society concerns for the
individual. In the spectra of psychology we have focused on the psychologists Abraham Maslow
and Mihaly Csikszentmihalyi. Maslow gives an useful insight in the question, with his hierarchy
of needs, essentially culminating in self-realization, and Csikszentmihalyi as the architect of the
notion flow, a state of concentration or complete absorption with the activity at hand. To
conclude the choice in theorists we have chosen to draw Danish psychologist Svend Brinkmann,
into the discussion, because he has become very popular with his new book 'Stå Fast', a very
relevant critic of the rapidly growing society and positive psychology tendencies.
Our report is a critical discussion on each of the five theorists’ view on how to pave the road for
living a good life, in the context of western modern societies. Then concluding which
prerequisites the theorists have in common, and we find realistic, which need to be present in
order to live the good life. By inserting these into a Quick Exit Tree, a theory by Nancy
Cartwright which help you, by asking a question leading to either a yes or no answer, to follow
down the line of questions and check if all support factors are present in order to make a policy
happen. In our case the Quick Exit Tree consists of all the prerequisites extracted from our
theorists, which we conclude all need to be present in order to live towards the good life. But we
are aware of the fact that it takes an individual effort in our society, because there is a tendency
to think that happiness is only subjective, and the road towards it also. We conclude that the
extracted prerequisites need to be adjusted into a more modern perspective, in order to lead the
good life.
1 af 73
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ……………………………………………………………………………
4
1.1 Problemformulering …………………………………………………………………
4
1.2 Metode ………………………………………………………………………………. 4
1.2.1 Begrebsafklaring …………………………………………………………………... 5
1.2.2 Empiri ……………………………………………………………………………… 6
1.2.3 Litteratur- og teoriovervejelser ……………………………………………………. 7
1.2.4 Kritisk diskussion af litteratur ……………………………………………………..
9
1.2.5 Afgrænsning ……………………………………………………………………….
10
1.2.6 Rapportens indre struktur ………………………………………………………….
10
2. Præsentation af teori ………………………………………………………………….. 11
2.1 Aristoteles …………………………………………………………………………… 11
2.2 Charles Taylor ……………………………………………………………………….. 15
2.3 Svend Brinkmann ……………………………………………………………………. 20
2.4 Abraham Maslow ……………………………………………………………………. 24
2.5 Mihaly Csikszentmihalyi …………………………………………………………….. 29
2.6 Kritisk metode afsnit …………………………………………………………………. 32
3. Sammenstilling af teorier ……………………………………………………………… 35
3.1 Bevidsthed ……………………………………………………………………………. 35
3.2 Anerkendelse af fortiden ……………………………………………………………… 37
3.3 Dydighed ……………………………………………………………………………… 38
3.4 Viden …………………………………………………………………………………. 39
3.5 Mål ……………………………………………………………………………………. 40
3.6 Autonomi ……………………………………………………………………………… 42
3.7 Selvrealisering og Flow ………………………………………………………………. 43
3.8 Social interaktion ……………………………………………………………………… 46
4. Diskussion ……………………………………………………………………………… 49
4.1 Samfundsovervejelser ………………………………………………………………... 50
4.2 Positiv psykologi …………………………………………………………………….. 51
4.3 Diskussion af positiv psykologi ……………………………………………………… 52
2 af 73
4.4 Diskussion af forudsætninger ………………………………………………………… 55
4.4.1 Bevidsthed ………………………………………………………………………….. 55
4.4.2 Anerkendelse af fortiden …………………………………………………………… 56
4.4.3 Dydigheder …………………………………………………………………………. 56
4.4.4 Viden ……………………………………………………………………………….. 58
4.4.5 Mål …………………………………………………………………………………. 58
4.4.6 Autonomi …………………………………………………………………………… 60
4.4.7 Selvrealisering og Flow …………………………………………………………….. 61
4.4.8 Social interaktion …………………………………………………………………… 62
4.5 The Quick Exit Tree ………………………………………………………………….. 63
5. Konklusion …………………………………………………………………………….. 64
6. Kritisk refleksion over projektarbejdet ………………………………………………… 66
7. Litteraturliste …………………………………………………………………………… 67
8. Bilag ……………………………………………………………………………………. 69
8.1 Nancy Cartwright Evidence-Based Policy (s. 247-250) ……………………………… 69
8.2 Aristoteles’ etiske dyder ……………………………………………………………… 70
8.3 Maslows behovs- og personlighedspyramide ………………………………………… 71
8.4 Diagram over flow-oplevelser ………………………………………………………... 72
8.5 Quick Exit Tree ………………………………………………………………………. 73
3 af 73
1. Indledning
Lykken er her, der og alle vegne, men alligevel møder vi ingen steder et entydigt svar. Lykke er
et ord, som er svært at beskrive, og for nogle forskere et tabubelagt emne, men hvorfor dog det?!
Kan man med forskning ikke beskrive et subjektivt fænomen, eller hvad er meningen?
Vi kender og benytter os alle sammen af ordet lykke, men hvis denne lykke er så vigtig, hvorfor
har ingen hidtil kunne nå til en entydig definition af lykken. At lykken, modsat et Ikea samlesæt
og bageopskrifter, ikke er håndgribelig, gør blot fænomenet endnu mere komplekst og
spændende.
Findes der mon forudsætninger, som skal være tilstede for at være lykkelig? Både psykologer og
filosoffer har i mange årtier beskæftiget sig med lykkestudier, men kan disse to grene af
forskning forenes, og kan de indgå i en symbiose, og give et samlet svar på hvad der kan
forudsætte et menneskets personlige lykke?
Da vi ikke, med simpel dialog, har kunne finde et entydigt svar på ovenstående spørgsmål, blev
vi motiveret til at lave et studie, som forsøger at belyse emnet fra forskellige vinkler og skoler,
og til sidst forhåbentligt blive klogere på hvad lykken er.
1.1 Problemformulering
Vi vil, ved at forene filosofiske og psykologiske teoretikere, afdække hvad det gode liv kan
indebære. Derudfra udlede en række mulige forudsætninger for hvad det gode liv er, og vurdere
om de er realistiske at opnå i dag.
1.2 Metode
Denne rapports formål er at belyse hvilke forudsætninger, der har indflydelse på det gode liv.
Disse forudsætninger vil blive udarbejdet på baggrund af vores empiri ud fra fem forskellige
teoretikere indenfor filosofien og psykologien, og fungere som bud på, hvad der skal være til
stede for at kunne skabe og leve et godt liv.
Gennem en komparativ analyse vil formålet være at analysere os frem til en tendens for fælles
forudsætninger, som vi udleder af overordnede fællestræk mellem teoretikerne. Derefter vil de
fælles forudsætninger sættes i en samfundsmæssig kontekst, hvor deres relevans og mulighed for
opfyldelse vil diskuteres.
4 af 73
Dimensionsforankring:
Dette projektarbejde er forankret i dimensionerne Subjektivitet og Læring samt Videnskab og
Filosofi.
1.2.1 Begrebsafklaring
Den såkaldte lykke er yderst subjektiv. Hvad der fremkalder lykkefølelse hos det enkelte
menneske, kan strengt taget ikke bedømmes af andre udenforstående. Denne subjektive lykke
medfører utallige varianter af, hvordan lykke opleves og opfattes.
I forbindelse med denne subjektive tilgang til lykken, kan der også opstå andre misforståelser,
forstået på den måde, at en subjektiv oplevelse altid vil være svær at fremføre og indsætte andre
i. Derfor vil vi ikke dvæle ved selve ordet Lykke og dets betydning, men udlede hvad dette
overordnede begreb kunne gemme på, hvad vi egentlig har i tankerne, når vi udtrykker os ved
hjælp af dette.
Af den grund, at der findes utallige bud på, hvad lykke egentlig er, har vi valgt at afgrænse vores
undersøgelse ved i stedet for at anvende begrebet lykke, at benytte os af udtrykket det gode liv.
På denne måde har vi mulighed for at fokusere på, hvad der kan være med til at præge og skabe
et godt liv. Her indebærer det gode liv at kunne udleve egne potentialer, at forbedre egen
livskvalitet, og at glæde sig over sit liv.
En anden overvejelse bag denne fælles betegnelse, har været, at vores anvendte teori peger i
forskellige retninger. Vi er her opmærksomme på den subjektive skelnen mellem brug af
bestemte ord og begreber, der viser sig havende vidt forskellige betydninger.
Og det ses tydeligt, hvordan der gøres brug af forskellige begreber til at nærme sig fænomenet
lykke. Samtidig har vi også kunne udlede vidt forskellige betydninger af de samme ord, og har
derfor set det som en nødvendighed, at finde frem til en fælles betegnelse for at kunne bevare et
overordnet fokus.
5 af 73
1.2.2 Empiri
Gennem en filosofisk samt psykologisk indfaldsvinkel, har vi mulighed for at belyse den stillede
problemformulering ud fra et bredere spektrum af teori.
Vores teorivalg bygger derfor på et filosofisk og psykologisk grundlag, hvorpå vi har udvalgt
teori og empiri fra filosoffer og psykologer. Vores projekt er primært bygget op om den empiri,
der her kort vil blive præsenteret.
Fra filosofiens side har vi valgt at inddrage; Aristoteles og Charles Taylor.
Aristoteles er inddraget i belysningen af det gode liv, da han giver en definition på hvordan
mennesket lever en potentiel lykkelig tilværelse. Definitionen giver et indblik i hvordan hans
tænkning er samfundsrelevant, da han bl.a. hævder at menneskelig lykke afhænger af lykkens
varighed og af fællesskabet.
Herudover udleder vi på baggrund af Modernitetens Ubehag - Autenticitetens etik af Charles
Taylor, en forståelse af hvilke forudsætninger Taylor mener, der i moderniteten er og burde være
for det gode liv. Forudsætningerne for det gode liv vil, ifølge Taylor, findes i hans
autenticitetsideal.
I gråzonen mellem filosofien og psykologien befinder psykologen Svend Brinkmann sig. Han
har med sin nyligt udgivne bog Stå Fast, fået meget mediebevågenhed, da denne berører og
kritiserer den ellers fremadstormende populære positive psykologi. Vi finder en sådan
kontroversiel udgivelse interessant, og betragter denne som en kærkommen mulighed for at
udvide måske ellers fastgroede opfattelser.
Indenfor psykologien anvender vi teori af Maslow og Csikszentmihalyi. Vi er interesserede i
Abraham Maslows teori omkring behovs- og personlighedspyramiden, da dennes udvikling er
bygget op omkring, hvilke behov, der skal tilfredsstilles for at opnå det gode liv.
Endvidere gør vi brug af teori af Mihaly Csikszentmihalyi, der med sit begreb Flow, beskriver
hvordan det er muligt at forbedre egne oplevelser og bevæge sig mod det gode liv.
Sluttelig anvendes teori af Nancy Cartwright på baggrund af bogen Evidence-Based Policy1.
Herfra har vi udvalgt strategien Quick Exit Trees, der bestemmer at der skal være visse support
factors (forudsætninger) til stede, for at opnå i dette tilfælde; det gode liv. De udledte support
factors indsættes i et træ, der har to grene; ja og nej. Hvis svaret på om den enkelte support factor
1
Her henvises til bilag: 8.1 – Evidence-Based Policy.
6 af 73
er til stede er nej, kan man ikke komme videre. Er svaret derimod ja, er det muligt at fortsætte til
næste support factor og så fremdeles. Hvis alle support factors er til stede, kan man opnå det
ønskede mål (Cartwright, 2012, s. 248-249).
Denne teori vil igennem rapporten fungere som pejlemærke. Overvejelserne bag denne
konstellation vil blive uddybet i det efterfølgende afsnit omkring litteraturovervejelser.
1.2.3 Litteratur- og teoriovervejelser
Først og fremmest har det været nødvendigt at overveje, om der overhovedet er hold og mening
i, at anvende fem så forskellige teoretikere. Overvejelser omkring dette har gået på, om det er
muligt at se en sammenhæng, og en måde hvorpå de anvendte teoretikere vil supplere hinanden,
eller om vi kunne risikere at skabe splid, hvis en sådan fremgangsmåde blot ville medføre at det
gode liv i en sammenkobling, ville udfolde sig som urealistisk og uopnåeligt.
Efterhånden nåede vi dog frem til, at netop denne sammensætning, ville kunne danne grundlag
for et bredt udsnit af forudsætninger for det gode liv, hvilket er, hvad vi igennem projektet vil
udlede. Ved at sammenstille de fem teoretikere; Aristoteles, Taylor, Brinkmann, Maslow og
Csikszentmihalyi, vurderer vi at kunne opnå en større og bredere forståelse af det valgte
problemfelt. Det er dog uundgåeligt at pointer fra de enkelte teoretikere vil gå tabt, men eftersom
området også vil blive udvidet, har vi valgt at se bort fra tab af visse pointer, og at fokusere på
det bedst mulige kompromis.
Om de fem teoretikere som enkeltstående har vi gjort os følgende overvejelser:
Af Aristoteles’ overlevende oversættelser har vi valgt at læse Aristoteles’ Eudemiske Etik,
oversat af Poul Helms til Vejen til Livslykken, da hans mening om bogen i forhold til de andre
overlevende etikker af samme filosof er, at det nok så meget er en bog om lyksalighed som en
etik. Dette kan jo siges at være en overvejelse der er foretaget for os med stor relevans for vores
projekt, men især med henblik på besvarelse af vores problemformulering og afdækning af
forudsætningerne til det gode liv, eller Eudaimonia som betegnes som den græske oversættelse
af ordet lykke.
Andre overvejelser om Aristoteles har været, at hans teorier beror på tanker om individ og
samfund, der ligger langt tilbage i tiden. På trods af dette er Aristoteles stadig en af de førende
teoretikere indenfor dette problemfelt, og vi har af denne grund set det som en nødvendighed at
inddrage ham i projektet. Ved at inddrage ældre teoretikere, kan der i nogle tilfælde ses en
sammenhæng med nyere teoretikeres holdninger.
7 af 73
Taylor findes relevant da hans teorier tager udgangspunkt i moderniteten, og han er derfor
samtidsrelevant. Vi har også valgt at inddrage Taylor på baggrund af hans autenticitetsideal, og
indenfor dette vil behovet for autonomi og social interaktion blive omtalt i projektet. Dog skal
man bemærke at Taylor ikke bruger ordet lykke i hans teori. Derimod vil man, hvis man tilslutter
sig autenticitetsidealet, have et bedre grundlag for øget livskvalitet i samfundet og dermed det
gode liv.
Brinkmann har vi valgt at anvende, da han for nyligt har udgivet bogen Stå Fast, som er et
modsvar på den ellers så populære positive psykologi, som denne opgave delvist omhandler i
form af teori af Maslow og Csikszentmihalyi. Brinkmann understøtter sin teori med den stoiske
skole, sociologer og andre meritter, hvilket bevirker at projektet får et mere nuanceret perspektiv
på lykken.
Maslows bog Motivation and personality har vi valgt at anvende, da denne er hovedværket
bag Maslows udvikling af behovs- og personlighedspyramiden. Det er den første bog hvori
teorien, og hvad der ligger til grund for denne, bliver fremvist.
Selvom denne teori af Maslow blev udviklet i 1954, er den stadig brugt i dag, og har om muligt
inspireret til udvikling af andre psykologiske teorier. Hans teori om behovs- og
personlighedspyramiden er endvidere valgt, fordi vi ser en lighed for, hvad man ønsker som
menneske i det nutidige samfund, og hvilke behov Maslow opsætter.
På baggrund af Csikszentmihalyis hovedværk Flow - Optimaloplevelsens Psykologi, vil vi
redegøre for teorien Flow og dens elementer. Csikszentmihalyi hævder, at mennesker ikke er
kommet nærmere et fyldestgørende svar på, hvad lykken eller det gode liv er for en størrelse,
siden Aristoteles’ tid. Med denne betragtning i baghovedet, mener han dog, at han med sin teori
om flow nærmer sig det, der må betragtes som lykke.
Vi finder det særligt interessant, at der igennem denne teori om flow er mulighed for bevidst at
indrette livet, så der opstår flest mulige flowtilstande, og dermed aktivt at kunne præge sin egen
livskvalitet og mængden af nydelsestilstande.
Nancy Cartwright anvendes som afrunding på diskussionen, hvor vi som tidligere nævnt vil gøre
brug af Quick Exit Tree, og heri indsætte vores udledte forudsætninger.
Igennem rapporten vil vi formulere bestemte forudsætninger. Disse forudsætninger vil udgøre,
hvad Nancy Cartwright beskriver som support factors. Ved at udlede forudsætninger, kan vi
8 af 73
gennem hele rapporten trække en gennemgående rød tråd, der til sidst vil samles i denne exitstrategi.
Nancy Cartwright har udviklet denne form for teori, hvor der enten kan svares ja eller nej til et
stillet spørgsmål, for at gøre det nemmere at vurdere om en support factor (forudsætning) er til
stede, og dermed gøre en beslutningsproces mere effektiv.
Forudsætningerne er i denne rapport tilfældigt indsat i et Quick Exit Tree, da rækkefølgen af
support factors ifølge Nancy Cartwright er underordnet, grundet at alle support factors skal være
til stede for at kunne opfylde målet.
Foruden selve litteratur- og teoriovervejelserne har vi gjort os overvejelser omkring, hvordan
filosofisk og psykologisk teori på hver sin måde kan bidrage til en større forståelse.
Gennem den psykologiske empiri, er det muligt at opnå mere håndgribelige resultater, da der ofte
vil ligge en større videnskabelig undersøgelse bag.
Ved filosofien vil mindre håndgribelige synspunkter ofte blive præsenteret, hvilket kan bidrage
til en reflekteret forståelse af problemfeltet.
1.2.4 Kritisk diskussion af litteratur
Det er en gennemgående del af vores litteratur, at denne er blevet oversat fra et sprog til dansk. I
sådanne oversættelser kan der opstå sproglige uenigheder, omkring bestemte ord. Måske kan der
endda opstå deciderede fejl i oversættelserne. Ydermere for at understrege denne pointe kan man
se nærmere på den brugte litteratur på baggrund af filosoffen Aristoteles. Hans originale værker
blev skrevet mange år tilbage, og det er klart at man må gå ud fra, at der højst sandsynligt er sket
nogle sproglige/skriftlige fejl eller mangel på enighed i oversættelsen af hans værker. Med
hensyn til hans etikker, er Den Eudemiske Etik svært oversættelig, men giver stadig nogle lidt
anderledes overvejelser og fremføringer af argumenter som ikke er nøjagtig de samme i de andre
Etikker. Dette er fordi den angiveligt er en tidlig uredigeret version af den endelige etik, og bærer
derfor præg af mere ungdommelige Aristoteliske tanker. Bl.a. giver Aristoteles i hans Eudemiske
Etik en mere udførlig oversigt over de forskellige karakterdyder som ikke er listet i Den
Nikomacheiske Etik. Af selvsamme grund er Den Nikomacheiske Etik blevet anvendt til at
udfylde hullerne hvor Den Eudemiske Etik muligvis kommer til kort.
9 af 73
1.2.5 Afgrænsning
Da formålet med dette projekt ikke direkte er at undersøge, om konklusionen på det gode liv er
universel, men nærmere at vurdere hvilke forudsætninger, der kan bidrage til det gode liv, har det
været nødvendigt at sætte forudsætningerne i en kontekst. På denne måde har vi bedre kunne
vurdere i hvilken grad de er realistiske, og om de er til stede i dag. Derfor har vi på baggrund af,
hvilke tendenser Taylor og Brinkmann ser i det vestlige moderne samfund, valgt at fokusere på
netop dette, og herudfra diskutere og vurdere forudsætningerne.
Vi har i denne sammenhæng fravalgt at beskæftige os med andre teoretikere, der dog med fordel
kunne forklare det moderne og senmoderne samfund, og dermed uddybe forudsætningernes
betingelser. Dette har vi gjort, da vi har vurderet at en besvarelse af den stillede
problemformulering ville blive væsentligt mindre uddybet, hvis vi valgte at bruge ressourcer på
en større undersøgelse af de samfundsmæssige strukturer.
Som allerede beskrevet, er formålet med denne rapport at belyse hvilke forudsætninger, der
har indflydelse på det gode liv, på baggrund af den valgte empiri. Dermed er der ikke tale om en
måling af lykke, og en bedømmelse af, i hvilken grad det enkelte menneske er lykkeligt eller
lever et godt liv. Der er fokus på menneskets indre betingelser frem for de ydre, hvorfor vi har
fravalgt at inddrage en diskussion af ydre betingelser såsom økonomisk status og materielle
goders indflydelse på det gode liv.
Det må understreges at det gode liv i denne rapport bygger på teoretikernes forudsætninger, og at
disse altså ikke udgør en endegyldig konklusion indenfor et større problemfelt. Der er et utal af
muligheder, som vi, grundet vores valg af projektets struktur og empiri, ikke undersøger.
Samtidig er det vigtigt at være opmærksom på, at der bag hver enkelt opstillet forudsætning,
også ligger en række forudsætninger. Vi har i denne rapport fokuseret på de overordnede
forudsætninger, og derfor afgrænset os i forhold til, hvad der yderligere kræves af den enkelte
forudsætning.
1.2.6 Rapportens indre struktur
Rapporten er opdelt i tre hoveddele. I den første del af rapporten vil vi gennemgå teorier
omhandlende det gode liv, og herfra udlede forudsætninger for det gode liv fra teoretikerne hver
især. Ud fra disse forudsætninger er vi i stand til at danne os et billede af ligheder samt forskelle
mellem de fem teoretikere. Vi vil herefter, i rapportens anden del, sammenstille udvalgte
forudsætninger for det gode liv i en komparativ analyse. I rapportens tredje del, vil vi afklare
10af 73
hvilken samfundsmæssig kontekst, som vi vil diskutere de opstillede forudsætninger i. Samt
hvad der forstås ved positiv psykologi, da denne i stigende grad ses i samfundet i dag, og da
Maslow og Csikszentmihalyi begge er forankret i denne. Vi vil efterfølgende diskutere de
enkelte forudsætningers relevans og vurdere om de er realistiske at kunne opnå i dag. Slutteligt
vil forudsætningerne indsættes som support factors i et Quick Exit Tree, hvilket vil illustrere,
hvordan det enkelte menneske vil kunne vurdere sin egen mulighed for at kunne opnå det gode
liv. Det gode liv vil selvsagt i dette tilfælde dikteres ud fra det konkluderede bud på, hvilke
forudsætninger der må være for det gode liv på baggrund af den valgte empiri.
2. Præsentation af teori
I nedenstående afsnit vil vi redegøre for hver af de valgte teoretikeres syn på det gode liv. Det
drejer sig om Aristoteles, Charles Taylor, Svend Brinkmann, Abraham Maslow og Mihaly
Csikszentmihalyi. De mest relevante holdninger og synspunkter vil derfor blive præsenteret, og
på baggrund af disse vil der for hver teoretiker blive udledt de vigtigste forudsætninger for det
gode liv.
2.1 Aristoteles
Aristoteles2 er den dag i dag stadig anset og anerkendt som en af vestens største tænkere, med
hans bidrag til blandt andet logikken, retorikken og etikken.
Det er yderst interessant at undersøge og belyse Aristoteles' holdning til lykken, eller
Eudaimonia (det græske ord for lykke), som han refererer til som den sande lykke, i hans dog
ekstremt mangelfulde og til tider svært oversættelige Eudemiske Etik. Aristoteles stiller
spørgsmål ved, om denne sande lykke er medfødt, en viden, en øvelse eller en guddommelig
inspiration, og sætter sig for grundigt at besvare disse spørgsmål ud fra hans logiske principper
og undersøgelsesmetoder. Det er ud fra disse besvarede overleveringer fra den græske oldtid at
vi vil redegøre for hans definition på den sande lykke.
Aristoteles behandler spørgsmålet om Eudaimonia, ved først at se hvorpå den rette levevis beror
og hvorledes man opnår den. Bliver mennesker lykkelige af natur på samme måde som folk har
forskellig hudfarve, højde og andre udseende, eller sker det ved indlæring efter bestemte
2
Aristoteles (384-322 f.Kr), græsk filosof
11af 73
principper? Aristoteles mener at det at være lykkelig, at leve saligt og skønt, først og fremmest
må afhænge af tre goder, som mennesket frem for alt foretrækker.
Menneskets tre største goder defineres som indsigten, dyden (som inkluderer praktisk udøvelse,
da viden ikke alene giver dyd) og nydelsen, som han alle kendetegner værende betydningsfulde i
deres sameksistens og udførlighed i det individuelle liv (Aristoteles, 1955, s. 4).
Aristoteles understreger at den rette livsførelse er bestemt af et mål, uafhængigt af hvad dette
vil være, som individet vil udføre alle sine handlinger med henblik på. Dette beror på hans
antagelser om at det bedste liv hviler på “[...] at man selv har en bestemt karakter og gerninger
ligeså, så det gode i højere grad kan blive fællesbesiddelse og mere guddommeligt.” (Aristoteles,
1955, s. 6)
For det første er Eudaimonia forbeholdt mennesket, der er det eneste væsen som har noget
guddommeligt ved sig. Dyr kan man ikke kalde lykkelige i egentlig forstand. Eudaimonia er som
tidligere nævnt knyttet til handling; dermed bliver den til noget menneskeligt, da han mener, at
guderne måske nok kan være lykkelige uden at foretage sig noget. Altså står Eudaimonia som
noget menneskeligt imellem det dyriske og det guddommelige (Aristoteles, 1955, s. 14).
Ifølge Aristoteles, består Eudaimonia blandt andet i at opnå, gennem et helt livsforløb, de
forskellige goder (helbred, rigdom, viden, venskab osv.), som er formål for individets
bestræbelser. Goderne er dels ydre, dels indre eller sjælelige (hertil hører alt hvad der direkte
falder ind under den menneskelige personlighed såsom sundhed, styrke m.m.), og der skelnes
igen på ny mellem indsigt, dyd og nydelse (Aristoteles, 1955, s. 22). Her defineres, at alt hvad
der findes i sjælen er beskaffenheder eller evner, andet dens virksomheder og bevægelser.
Endvidere må der skelnes mellem sjælens beskaffenhed og den deraf fremgående virksomhed.
Den første måles ved den sidste, for det er denne, der direkte retter sig mod formålene, og derved
viser hvorledes den sjælelige beskaffenhed eller karakter er. Yderligere er dyden den bedste
beskaffenhed, eller indstilling sjælen kan have, da sjælens virksomhed er at bevirke liv, og dette
beror Aristoteles på at man bruger livet og er vågen, da søvnen er uvirksom og er lig med ro
(Aristoteles, 1955, s. 24). Da sjælen og dens 'dydsværk' er et og samme, må dydens værk være et
retsindigt liv. End den blotte tilstand er virksomhed overalt mere værdifuldt på grund af det
aktives prioritet. Men sjælens egentlige virksomhed er at gøre det gode, og kun ved dette får livet
overhovedet mening og dermed mener Aristoteles, at det er givet, at den sande lykke er knyttet
til sjælens formålsbestemte etiske virksomhed.
12af 73
Ydermere definerer Aristoteles dyden i to dele, nemlig den etiske og den intellektuelle, som han
adskiller på følgende måde:
”Da nu de intellektuelle dyder er forbundet med fornuft, så tilhører den slags den sjæledel som
indeholder fornuft og som er den styrende del af sjælen netop for så vidt som den indeholder
fornuft, medens de etiske dyder nok tilhører den del som står uden for fornuften, men af natur er
indstillet på at følge den del der indeholder fornuft.” (Aristoteles, 1955, s. 27)
Aristoteles anerkender samtidig følelseslivets betydning over for etikken, da følelserne ved deres
forskellige beskaffenhed giver udtryk for de forskellige menneskers individualiteter, der har
større eller mindre mulighed for at blive etisk dannede (Aristoteles, 1955, s. 31). Selve dette sker
ved en tilvænning, der reguleres af fornuften, og denne må ikke opfattes som en medfødt
psykologisk egenskab, men som den kultiverede fornuft, der er blevet præget gennem
opdragelsen, dannelse og samfundets krav. Det der er essentielt er at denne fornuft vinder styrke
nok til at kunne regulere følelseslivet.
Dertil kommer Aristoteles med et nyt hovedpunkt; nemlig dyden som den rette midte mellem
yderpunkter. De forskellige yderpunkter (såsom vrede/følelseskulde, dumdristighed/fejhed,
behagesyge/selvbehagelighed), karakteriseres som følelsestilstande uden fornuftens regulerende
indflydelse. Derimod opstår dyderne, når følelserne gøres afhængige af den rette fornuft
(Aristoteles, 1955, s. 32).
Dette er eksemplificeret, hvis vi kigger på mandigheden, som Aristoteles kategoriserer som en
dyd. Det afgørende for Aristoteles er understregningen af, at den rette mandighed må være
fornuftreguleret og stå lige langt fra dumdristighed og frygtagtighed, og dens motiver må være
rettet imod det gode liv (Aristoteles, 1955, s. 64). Er dette ikke tilfældet, kan der kun tales om
forskellige følelsestilstande, der nok ligner mandigheden, men alligevel ikke er den og således
ikke når op i det etiske plan3. Men af selve de omtalte følelser, som Aristoteles klarlægger, er der
forskellige former, der benævnes efter deres forskel, med hensyn til at gå for vidt enten i tid, grad
eller i forhold til noget af det, der fremkalder følelserne. Der må da konkluderes, at da sjælen har
to dele, så er også dyderne adskilt i overensstemmelse hermed. Dem som tilhører delen, der
indeholder fornuft, er tankedyder, hvis opgave er sandheden, enten med hensyn til hvorledes
3
Her henvises til bilag: 8.2 Aristoteles’ etiske dyder
13af 73
noget faktisk forholder sig, eller med hensyn til dets tilblivelse. Mens de andre tilhører delen
uden for fornuften, som indeholder viljetilskyndelser (Aristoteles, 1955, s. 36).
Aristoteles deler yderligere fornuften op i to dele, den teoretiske, der har de egentlige
videnskaber som objekt, hvis principper er uforanderlige, og den praktiske, der omfatter de
overvejelser som er bestemmende for det etiske. Dette er objekt for et forsæt, der sammenfatter
vilje eller en stræben med omtanke. Forsættet må derfor enten kaldes en stræbende fornuft eller
en tænkende stræben. Aristoteles benytter sig af begrebet Fronesis om indsigt, og han hævder at
det ikke uden videre kan kaldes en viden, men at den er er den rette praktiske beskaffenhed i
forbindelse med fornuften angående alt, hvad der er godt og ondt for mennesket (Aristoteles,
1955, s. 4). Som besindig overvejelse må den derfor kaldes en dyd, mens den egentlige kilde er
tanken. Han bestemmer derfor dens forskel fra visdommen, der beskæftiger sig mest med de
oversanselige og evige ting, mens Fronesis holder sig til det menneskelige. Visdommen står for
så vidt højere, men den praktiske indsigt har større betydning i det almindelige menneskeliv. Her
gør erfaringen sig gældende, og derfor kan unge mennesker nok være begavede og
kundskabsdygtige, men etisk visdom eller indsigt får de først med alderen (Aristoteles, 1955, s.
7).
For at vende tilbage til Eudaimonia, skal vi undersøge Aristoteles' syn på venskaber. For
Aristoteles er venskaber en af de vigtigste dyder med forsæt om at nå den sande lykke. Mens der
er forskellige arter af venskaber, er for Aristoteles den vigtigste det venskab som bygger på
dyderne (Aristoteles, 1955, s. 94). Dette venskab bygger på at en person ønsker det bedste for
deres ven(ner) uanset hvad nytte- eller følelsesforholdet kan vise sig at være. Aristoteles drager
paralleller mellem de virkelige og tilsyneladende goder, da nemlig venskabet må rette sig mod
nogen man holder af, og derfor bliver det beslægtet med enhver glæde der kan komme en til
gode. Og på det højeste trin er sådanne glæder virkelig lykke.
Da det højeste venskab beror på dyden, kan det kun forekomme blandt gode mennesker,
hvorimod de ringere former også kan knytte dårlige mennesker sammen. Men for de virkelig
gode mennesker må venskabet være præget både af det absolut gode og behagelige, da de to
sider falder sammen. Den sande lykke hos mennesker forudsætter nogen at dele den med,
ligesom det er en trøst i modgang, hvis andre viser deltagelse. Men selv den inderligste forening
kan ikke blive som guds enhed med sig selv. Menneskene er og bliver forskellige
individualiteter, hvor nært de end står hinanden. Men det stærkeste venskab betyder den
14af 73
inderligste forening, og deraf følger at de sande venner altid kun kan være få (Aristoteles, 1955,
s. 95).
Den Eudemiske Etik slutter med en samling af resultaterne af hele udviklingen i
bestemmelsen af den forening af skønhed og godhed, som er dydens og lykkens egentligste
væsen, og som de ydre goder nok kan bidrage til, men dog ikke begrunde (Aristoteles, 1955, s.
147). Kun det virkelige gode menneske kan få det rette udbytte af dem. Det sidste og højeste mål
er beskuelsen af gud, som også må være normen og reglen for det etiske menneskeliv.
Vi kan konkludere følgende forudsætninger ved Aristoteles' Eudaimonia; at lykke ikke blot er
glæder, det er heller ikke dyd. Det er udøvelsen af dyderne.
Lykke er perfektion af den menneskelige natur. Da mennesket er et rationelt og fornuftigt
tænkende væsen, afhænger menneskelig lykke af udøvelsen af sin fornuft.
Lykke afhænger af at erhverve en moralsk karakter, hvor man udviser dyder såsom mod,
mandighed, gavmildhed, retfærdighed, venskab og medborgerskab i ens liv. Disse dyder
indebærer et mål om at opnå balance mellem en overdrivelse og en mangel.
Lykke kræver intellektuel fordybelse, for dette er den ultimative realisering af vores rationelle
evner.
2.2 Charles Taylor
For at forstå lykke i forhold til Charles Taylor4 må man tage det gode med det onde. Samfundet
som vi lever i idag er nemlig, ifølge Taylor, kilde til tre bekymringer.
Den første bekymring er det, som Taylor kalder individualismen. Individualismen mener Taylor,
trækker en indadvendt tankegang med sig. For at forstå dette startes der med en tilgang som går
gennem historien. Taylor beskriver, at vi er gået fra tidligere tider til moderniteten. Taylor
beskriver denne overgang således: "Den moderne frihed blev vundet ved, at man gjorde op med
tidligere tiders moralske horisonter." (Taylor, 2002, s. 62)
Det som Taylor kalder moralske horisonter, skal forstås på den måde, som de ting som engang
var det rigtige at gøre. Det kan forstås ved hjælp af en af de ændringer, som menneskene er gået
igennem. Nemlig det, at det engang var en normal del af samfundets opbygning, at man gik mere
eller mindre i ens forældres fodspor. Hvis din far var læge, og du var en dreng, skulle du en dag
4
Charles Taylor, (1931-), canadisk filosof
15af 73
overtage hans lægepraksis. I dag ser det ikke ud på den måde længere. Individet ser langt mere
indad for at finde ud af, hvad personen vil opnå med livet.
En anden ændring inden for afskafningen af de moralske horisonter, kan forstås via følgende
citat; "[…] menneskene havde deres egen plads blandt engle, himmelske legemer og alle de
andre jordiske skabninger." (Taylor, 2002, s. 62). Taylor forklarer, at menneskenes plads, i
forhold til naturen, døde hen. Man begyndte at fjerne sig fra et helt grundlæggende værdisæt.
Dengang var gud og himmelske skabninger hævet over individet. Råmaterialer var ej heller bare
et stykke instrument vi skulle bruge til vores projekt, som råmaterialer har tendens til at blive set
som i dag. De var en del af noget større, altså naturen. (Taylor, 2002, s. 62)
For at tage menneskenes plads i forhold til naturen, må vi erkende at det typiske vestlige
menneske ikke er i lige så dyb kontakt med naturen og det himmelske mere. Taylor beskriver, at
denne fjernelse fra naturen og det himmelske kommer på baggrund af, at vi er blevet mere
individuelle, og ikke har tid til at fokusere på andet end os selv. Men samtidig med at vi bliver
mere individuelle bliver vi, ifølge Taylor, fattigere på mening, og samtidig bliver vi mindre
opmærksomme på andre mennesker i samfundet. Taylor mener, at vi får en beklagelig
selvoptagethed, og at vi går imod et mere narcissistisk samfund (Taylor, 2002, s. 63).
Det ses altså, at når de tidligere moralske horisonter bliver afskaffet, vokser individualismen.
På baggrund af den øgede individualisme taler Taylor efterfølgende om relativisme. Taylor
tillægger sig en holdning om, at vi har relativisme, når vi mener, at vi har ret til at have vores
egne værdier. På baggrund af Allan Blooms5 beskrivelser, udleder Taylor at relativisme er en
holdning hvor, vi ikke stiller spørgsmålstegn ved andres værdier. Ud fra dette ses, hvordan
relativismen er en slags udgren for individualismen, som Taylor også beskriver (Taylor, 2002, s.
70).
“[...] som om mennesker bare kunne bestemme, hvad der er betydningsfuldt, enten ved
beslutning eller måske udforvarende og uvilkårligt, fordi de bare føler, det er sådan. Det er
vanvid.” (Taylor, 2002, s. 89)
Udover dette præsenteres begrebet selvrealiseringens individualisme også. Inden for dette
begreb, har den enkelte ret, til at bestemme egen livsform ud fra hvad, der findes værdifuldt.
5
Allan David Bloom, (1930-1992), filosof
16af 73
Samtidig skal personen have en form for ærlighed og søgen efter egen selvrealisering, uden
hjælp fra andre (Taylor, 2002, s. 70).
Selvrealiseringens individualisme fører, ifølge Bloom, til en negativ konsekvens. Bloom mener,
at individet kun ser ind i sig selv og at livet indskrænkes. Dette fører til, at individet ikke kan se
at deres liv, kan leves anderledes, og at de ikke længere har kontakt til det, der måtte ligge
omkring dem (Taylor, 2002, s. 71).
Taylor viser midlertidigt, at han er enig med Blooms mening omkring dette. Han skriver også at
denne relativisme meget hurtig kan gå hen og få folk til at stræbe for meget efter at være dem
selv. Dette kan føre til at folk tyer til eksperter, åndelige vejledere, coaches og
selvhjælpslitteratur for at få hjælp til denne opnåelse af det indre selv, men stadig ikke præsterer,
at se uden for selvet. Et menneske som stræber for meget efter at være dem selv, forklarer
Taylor, vil miste viden omkring det religiøse, historiske og politiske og personens liv vil
indskrænkes (Taylor, 2002, s. 71), (Brinkmann, 2014, s. 100).
Man kan altså sige at overgangen fra tidligere tider til moderniteten har trukket
selvrealiseringens individualisme og relativisme med sig, og at disse bliver set som en negativ
ting af Taylor. Men Taylor synes ikke at det, at se ind i sig selv er en endegyldig dårlig ting. Man
kan i hvert tilfælde lave den om til en god ting, som vi behøver som mennesker. Her præsenteres
autenticitetsidealet. Det er et ideal, som er værd at tilslutte sig og stræbe efter. Det er ikke
nødvendigvis noget vi har lyst til at stræbe efter, men Taylor beskriver det som en norm for,
hvad vi burde stræbe efter (Taylor, 2002, s. 72).
"Autenticiteten er et aspekt ved den moderne individualisme, og det er et kendetegn ved alle
former for individualisme, at de ikke bare betoner individets frihed men også udvikler modeller
for det sociale." (Taylor, 2002, s. 95)
Her ses der den store forskel mellem relativisme/selvrealiseringens individualisme og
autenticitetsidealet, og der ses også en tankegang som Taylor er stemt positiv overfor. Nemlig, at
vi skal se udover os selv.
"Jeg har indtil nu afbildet autenticitetskulturen som en kultur, der selv i sine mest ‘narcissistiske’
varianter er drevet af et autenticitetsideal, der, når det forstås rigtigt, fordømmer disse udskud."
(Taylor, 2002, s. 115)
17af 73
Taylors syn på autenticitetsidealet går altså ikke ind for den meget selvcentrerede fokus på
selvet. Autenticitetsideal, skal ikke forstås som narcissistisk, men derimod som noget der kræver
interaktion med andre mennesker. Taylor forklarer, at:
“Det, at man føler noget på en bestemt måde, kan aldrig udgøre en tilstrækkelig grund til, at éns
holdning skal respekteres, eftersom éns følelse ikke kan bestemme, hvad der er betydningsfuldt.”
(Taylor, 2002, s. 89)
Taylor argumenterer for, at ens holdning kan være forkert, og at man ikke bare kan fornægte
andre muligheder (Taylor, 2002, s. 89). Det er vigtigt at man hører på andre og har en dialog med
andre. For på den måde at forstå andres synspunkter og værdier, så man ikke bare tillægger sine
egne holdning urimelig status. Udover dette, er det også vigtigt, at have dialog med andre da det
er her man danner noget af sin egen identitet og også henter anerkendelse (Taylor, 2002, s. 88),
(Taylor, 2002, s. 96). Dog skal man stadig huske på, at Taylor, mener at en del af
selvrealiseringens individualisme er relevant for mennesket i dag. Vi må nemlig, og skal faktisk
helst, selv bestemme vores egen livsform og værdier. Vi skal og må også være ærlige og søge
efter denne selvrealisering. Der hvor Taylor stiller sig på tværs overfor selvrealiseringens
individualisme, er blot at han mener, at vi skal hente hjælp til at opnå dette ved hjælp af andre
mennesker.
Den anden bekymring, den instrumentelle fornufts forrang, udspringer af, at der i takt med den
øgede individualisme ingen hellig struktur er mere. Nu er vores egen stræben efter det gode liv
blevet vores mål, og alt bliver nu målt efter den instrumentelle fornufts målestok. I og med der
ingen hellig struktur er mere, kan man behandle de skabninger som er omkring os, som man har
lyst (Taylor, 2002, s. 64).
Taylor siger at hele denne situation i og for sig kan virke frigørende. Men det større problem ses
først når man ser, at den instrumentelle fornuft også truer med at overtage kontrollen over
menneskenes liv (Taylor, 2002, s. 64). I og med man tyr til den instrumentelle fornufts forrang,
skal alt gøres op i det bedste forhold mellem udbytte og omkostning. Dette ses også når man
kigger på teknologien og f.eks. lægevidenskaben. Her påpeger Taylor, at samfundet overser
vigtigheden i at pleje en patient som et menneske med en livshistorie, og ikke bare som et
18af 73
teknisk problem. Patienten mister altså den menneskenære pleje, hvilket ellers kunne fungere
som et større led i behandlingen (Taylor, 2002, s. 65).
På baggrund af Albert Borgmann6 beskriver Taylor begrebet apparatparadigme, som omhandler,
at vi ikke længere tænker på miljøet, men at vi skaffer os produkter, som er lavet til en begrænset
nytte. Alt skal være hurtigere og nemmere og bedre. Vi mister vores forbindelse med naturen for
i stedet at bruge tid på teknologiske hjælpemidler (Taylor, 2002, s. 65). Taylor mener, at vi på
baggrund af den øgede teknologi bliver sat i situationer hvor vi bliver nødt til at træffe inhumane
valg. Samt at der er en idé i at den instrumentelle fornuft måske burde spille en mindre vigtig
rolle end den gør. Den instrumentelle fornufts rolle kan ikke blot ændres ved at enkeltindividet
får et andet syn på sagerne, men at der sker institutionelle ændringer (Taylor, 2002, s. 66).
Den tredje bekymring er det politiske niveau. Her snakker Taylor om konsekvenserne ved den
instrumentelle fornuft og individualismen for det politiske liv. Ligesom i den instrumentelle
fornufts forrang, bliver der også i politik truffet valg hvor man moralsk set ikke går ind for det
valg som træffes, men det bliver truffet fordi det er en god forretning. Et andet tab som Taylor
beskriver er, at individer er lukket inde i deres egne hjerter. Hvor man selvfølgelig må gå ud fra,
at dette kommer på baggrund af individualismen. Taylor mener med dette, at folk hellere vil
nyde deres eget privatliv, så længe at politikerne tilpasser sig den enkeltes interesser (Taylor,
2002, s. 67).
Taylor mener, at relativismen og selvrealiseringens individualisme har taget over, og at dette kan
ses i hans tre bekymringer.
Dermed er forudsætningen for det gode liv, ifølge Taylor, at vi ikke skal bortkaste relativismen
og selvrealiseringens individualisme fuldstændigt, men at vi i fællesskab skal tilslutte os
autenticitetsidealet. I autenticitetsidealet beskriver Taylor, at vi skal kigge mere ud på vores
medmennesker og samfundet omkring os. Han beskriver også, at der i autenticitetsidealet ligger
en form for autonomi, men samtidig det at vi skal have en social interaktion med mennesker
omkring os. Disse to holdninger, som ligger i autenticitetsidealet, vil senere i opgaven blive
brugt som forudsætninger, som leder mod en bedre måde at være menneske på, og et bedre liv.
6
Albert Borgmann, (1937-), Tyskfødt amerikansk filosof
19af 73
2.3 Svend Brinkmann
Du sidder sikkert og læser dette projekt i en fart, og måske du endda kun vælger at skimme
teksten, fordi du jo har så travlt, og er bange for ikke at nå de ting som du gerne vil. Måske du
gudhjælpemig har så travlt, at du slet ikke registrerer disse sætninger. Uanset hvad, så har dette
afsnit til formål, at referere Svend Brinkmanns7 bog ”Stå fast”, som netop handler om hvorfor vi
i dag har så travlt med at skulle nå det hele. Brinkmanns bog slår nemlig ned på problematikken
ved den accelererende kulturs negative indvirkning.
Bogen er en anti-selvhjælpsbog som har til formål, at inspirere til ændring af måden hvorpå vi
betragter og lever vores liv i dag, samt at vende sandheder om positivitet og udvikling på
hovedet (Brinkmann, 2014, s. 18).
Brinkmann er inspireret af den klassiske stoiske tænkning og filosofi, hvor sindsro,
selvbeherskelse, værdighed, pligtfølelse og en anerkendelse af døden spiller en stor rolle
(Brinkmann, 2014, s. 18). Disse lovpriste stoiske dyder står i stor kontrast til nutidens
accelererende selvhjælpskultur, som i høj grad påvirker samfundet i dag. Brinkmann italesætter
denne kontrast ved, at man i dag har travlt med at løbe rundt på sine fødder, og hele tiden
forsøger at udvikle og omstille sig, i stedet for at stå fast på det man er og har – og dermed slå
rødder (Brinkmann, 2014, s. 20). Brinkmann trækker i sin bog blandt andet på fortidens store
stoikere, heriblandt Seneca, Epiktet, Marcus Aurelius og til dels Cicero. Brinkmann anvender
den stoiske filosofi, da han mener at den har stor relevans for vores tid og dens udfordringer
(Brinkmann, 2014, s. 18).
Brinkmann mener, at det er tid til at sige nej, og finde nej-hatten frem og sige fra overfor den
accelererende kultur. Brinkmann siger i sin bog nej til normen, om at man i dag skal gøre mere,
bedre og længere uden at skele til indholdet eller meningen med det, vi gør. Nej til at udvikling i
dag er blevet et mål i sig selv, og nej til at selvet er blevet et centralt omdrejningspunkt i livet
(Brinkmann, 2014, s. 16). Brinkmann mener, globaliseringen og herunder den flydende
modernitet, gør at vi i dag mangler faste holdepunkter i livet, og derfor løber rundt efter den
seneste opskrift på lykke, udvikling og succes (Brinkmann, 2014, s. 17).
Brinkmann kritiserer især den omsiggribende anvendelse af selvhjælpsbøger og positiv
psykologi som værktøj til at opnå et lykkeligere liv. Stå fast er derfor et modsvar og et nej til den
positive psykologi og selvhjælpsindustrien. Dog har Brinkmann meget paradoksalt valgt at
7
Svend Brinkmann, (1975-), professor i almenpsykologi og kvalitative metoder
20af 73
opbygge sin bog, som hvilken som helst anden selvhjælpsbog, som en guide – en 7-trins guide.
En guide som ifølge Brinkmann kan hjælpe dig til at opnå en mere realistisk livsindstilling,
sindsro og herunder et mere tilfredsstillende liv. Brinkmanns 7-trins guide indeholder følgende
punkter:
1.
Hold op med at mærke efter i dig selv
2.
Fokuser på det negative i dit liv
3.
Tag nej-hatten på
4.
Undertryk dine følelser
5.
Fyr din coach
6.
Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi
7.
Dvæl ved fortiden
Disse syv råd kan ikke stå alene, og kræver yderligere forklaring, hvorfor Brinkmann i sin bog
har dedikeret et kapitel til hver af disse trin:
Brinkmanns 1. råd lyder: Hold op med at mærke efter i dig selv. Her stiller han spørgsmålstegn
ved, om man overhovedet kan finde sig selv, og om man bør prøve. Brinkmanns svar på dette er
særdeles afkræftende, da man i stedet for at kigge indad, skal lære at kigge udad, og hermed være
åben for natur, kultur og ikke mindst andre mennesker. Altså kan man ikke finde svar på livets
store spørgsmål inde i sig selv (Brinkmann, 2014, s. 24). Som eksempel på dette nævner
Brinkmann, at man ikke kan finde svar på, hvorvidt man kan begå sig som en god ingeniør, ved
blot ved at kigge ind i sig selv. Uanset hvor længe og hvor meget du mærker efter i maven, vil du
ikke komme frem til et svar før du har gjort dig konkrete erfaringer. Brinkmann hævder at jo
mere man mærker efter i sig selv, desto dårligere får man det (Brinkmann, 2014, s. 29).
Brinkmann mener at have lægevidenskaben i ryggen, når han argumenterer for at man skal
stoppe med at mærke efter i sig selv. Han fremhæver nemlig sundhedens paradoks, som betyder
at mennesker i takt med den fremskredne videnskab er begyndt konstant at mærke mere efter i
sig selv, og på baggrund af dette begyndt at føle sig mere syge (Brinkmann, 2014, s. 29). Altså er
Brinkmanns 1. råd, at man skal lad være med at mærke efter i sig selv, for svaret er der ikke.
Desuden risikerer man blot at blive skuffet og deprimeret, når man efter lang tid finder ud af at
svaret på livets spørgsmål ikke kan findes inde i sig selv.
21af 73
Brinkmanns 2. råd lyder: Fokuser på det negative i dit liv. Dette råd lyder meget paradoksalt i
forhold til målet om at opnå sindsro. Men Brinkmann mener, at der er flere fordele ved at
fokusere på de negative sider af livet. Først og fremmest giver dette lov til at ytre sig, som man
har lyst til, dog medgiver han, at det ikke er livets mening at brokke sig, men at det kan være
hæmmende, hvis man ikke får lov til det. Som John Stuart Mill sagde i 1800-tallet: “Hellere
være en ulykkelig Sokrates end en glad gris.” Desuden nyder mange mennesker, ifølge
Brinkmann, at brokke sig (Brinkmann, 2014, s. 48-50).
For det andet fremhæver Brinkmann, at man ved at fokuserer på det negative kan fremhæve sider
hvor der er plads til forbedring. F.eks. hvis man arbejder under dårlige arbejdsforhold, kan det
føre til en indebrændt utilfredshed ikke at kunne brokke sig og lette sit hjerte.
For det tredje mener Brinkmann, at man ved at fokusere på det negative, og desuden at erkende
at alting har en ende, vil man opnå en større taknemmelighed og glæde for det man har
(Brinkmann, 2014, s. 40). F.eks. kan man ved at erkende livets endelige, opnå en større
taknemmelighed ved sit liv. Sidst men ikke mindst mener han, at man ved at fokusere på det
negative, er bedre forberedt på dårlige og svære tider i livet. Brinkmann anvender i sin
negativitets visualisering den gamle stoiker Seneca, som i et brev til en mor, der efter tre år
stadig er i dyb sorg over sin søns død, skriver at hun må forstå at livet kun er til låns (Brinkmann,
2014, s. 51).
Altså mener Brinkmann, at man er nødt til at fokuserer på det negative i livet for undgå
indebrændt utilfredshed, kunne påpege områder med plads til forbedring og for ikke mindst at
være forberedt på at livet til tider vil være svært.
Brinkmanns 3. råd lyder: Tag nej-hatten på. Dette råd står i diametral modsætning til nutidens
almene accept til ja-hatten. Brinkmann mener, at vi skal lære at sige nej, og at der ligger en
enorm styrke og integritet i et nej. Det er ifølge Brinkmann kun programmerede robotter, som
bør sige ja til alting, da der er meget, som vi bør sige nej til i den accelererende kultur
(Brinkmann, 2014, s. 57). Dog mener han ikke at en dybere glæde ved livet opnås ved blot at
sige nej (Brinkmann, 2014, s. 18). Men derimod at man skal tænke over sine valg, og at det
desuden er sundt at tvivle, da tvivl kan føre til åbenhed overfor andre forståelser af verden
(Brinkmann, 2014, s. 62).
22af 73
Altså skal vi lære at sige nej, da kravet om altid at skulle svare ja til alting er nedværdigende, og
reducerer mennesket til en robotslig tjener for samfundet.
Brinkmanns 4. råd lyder: Undertryk dine følelser. Dette råd er baseret på Brinkmanns mening
om, at det er problematisk at basere beslutninger på indre følelser, og at man ikke må lade
følelser være fundament for livet, da følelser kommer og går, og forandres i takt med skiftende
tendenser (Brinkmann, 2014, s. 77).
Derfor må vi altså lære at undertrykke vores følelser, og i stedet træffe vigtige beslutninger
udelukkende baseret på et rationelt og fornuftigt grundlag.
Brinkmanns 5. råd lyder: Fyr din coach. Dette råd er for Brinkmann uomgåeligt, hvis man skal
opnå en større sindsro. En coachs fornemmeste opgave er nemlig at stille spørgsmål til
problemstillinger, som man så selv skal svare på ved at kigge indad, hvilket ifølge Brinkmann er
farligt og i høj grad en illusion. En ydre samfundskritik kan ifølge Brinkmann altså resultere i en
indre selvkritik, hvis man benytter sig af coaching (Brinkmann, 2014, s. 90). Brinkmann omtaler
ydermere, at coaching måske er det aller tydeligste udtryk for, hvad der er galt med den
accelererende kultur - alt for mange stræber efter udvikling og konstant forandring, man er aldrig
god nok, og bliver dermed forstyrret i at opnå den vigtige sindsro.
Brinkmanns 6. råd lyder: Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi. Dette råd giver
Brinkmann, da selvhjælpsbøger og biografier ifølge ham opfordrer til en konstant udvikling, som
er hæmmende for et menneskes udvikling af sindsro. Dette begrunder han med, at man lige så
snart man har læst, lært og indført eksempelvis mindfulness i sit liv, vil en ny og mere relevant
teori om selvhjælp vinde frem, da samfundet hele tiden ændrer sig. Derfor vil man som læser af
selvhjælpsbøger blot opleve en konstant aldrig afsluttet forbedring, men derimod kan en roman
præsentere livet mere tilfældigt, kaotisk og multiperspektivisk.
Altså kan man ved at læse en roman erkende ydmyghed, og måske endda hjælpe med at udleve
pligter, i stedet for at være centreret om sig selv og sin selvudvikling (Brinkmann, 2014, s. 101).
Brinkmanns 7. råd lyder: Dvæl ved fortiden. Dette råd bringer han som modsvar på den
accelererende kulturs holdning om at nuet er det nye sort, og at fortiden er yt. Brinkmann mener i
det hele taget at kan man kan drage stor nytte ved at dvæle ved fortiden. Herunder nævnes at
23af 73
trække på tidligere erfaringer, både i relation til egen livsførelse, og dels i relation til kulturens
udvikling (Brinkmann, 2014, s. 122). Fortiden kan ifølge Brinkmann lære os ufatteligt meget,
eksempelvis nævnes i bogen, hvordan man i gamle dage var i stand til at lave musikinstrumenter,
der kunne holde i 300 år, til forskel fra nutidens masseproducerede objekter, som har en yderst
begrænset levetid (Brinkmann, 2014, s. 130). Desuden er det ifølge Brinkmann, en forudsætning
for at kunne stå fast og have sindsro, at man kender sin fortid (Brinkmann, 2014, s. 124).
Endvidere kan man ikke, hvis man ikke kender sin fortid, etablere sammenhæng mellem i går, i
dag og i morgen. Hvilket vil bevirke at folk ikke har grund til at kunne stole på hinanden, da der
ikke længere vil være nogen stabilitet at stole på (Brinkmann, 2014, s. 125). Brinkmann
anvender i denne sammenhæng Seneca, som mener, at det kun er de fortravlede, som ikke
fordyber sig i fortiden, da disse folk vil være alle steder på en gang, og derfor ikke kan stå fast
noget sted (Brinkmann, 2014, s. 129).
Altså er man nødt til at kunne dvæle ved fortiden for at være til at stole på, og desuden for at
kunne stå fast i tilværelsen.
Sammenfattende og refererende handler Brinkmanns 7-trins guide om at stoppe op og stille
spørgsmålstegn ved nutidens accelererende tendenser, samt hvordan man kan stå imod vores
krævende samfund. Forudsætningerne for det gode liv er ikke at opleve så meget så muligt, men
derimod at leve et dydigt liv med sindsro.
2.4 Abraham Maslow
Behovs- og personlighedspyramiden
Abraham Maslow var en af grundlæggerne af den humanistiske psykologi (Madsen, 1981, s. 10).
Behovs- og personlighedspyramiden, som han har udviklet, bygger først og fremmest på hans
motivationsteori som har tre principper. Det første er det humanistiske princip, som betyder at
teorien bygger på mennesker. Det andet princip er det sundheds psykiske princip, som henvender
sig til, at teorien skal kunne bygge på sunde såvel som syge mennesker. Det tredje og sidste
princip handler om ubevidste og bevidste motiver. Det ubevidste er de basale behov som
mennesket har og det bevidste er midlerne, der skal til for at tilfredsstille dem (Madsen, 1981, s.
32-34).Det skal gøres klart at pyramiden er ikke universel, men at den skal betragtes ud fra
24af 73
hvilket samfund man lever i, og hvilke behov der derfor motiverer mest (Maslow, 1970, s. 54).
Behov og motiv er vigtige begreber i Maslows teori. Han mener de hænger sammen, fordi vores
behov motiverer os til bestemte handlinger (Halse, 2008, s. 276).
Motivation forstås som en“[...] betegnelse for adfærdens aktiverende eller dynamiske processer
(og strukturer).” (Madsen, 1981, s. 34), mens behov er en ”[...]betegnelse for de centrale
aktiverende processer i individet.” (Madsen, 1981, s. 34). Denne motivationsteori er blevet lavet
med det formål at give en årsagsforklaring af menneskers adfærd.
Når Maslow kalder behovene for basale, mener han at disse behov er medfødte og derfor
instinktive i menneskets natur (Madsen, 1981, s. 37). Han har valgt at give dem en hierarkisk
fordeling, som bygger på hans hypotese om, at der er et hierarkisk forhold mellem behovene
(Madsen, 1981, s. 36). Med det hierarkiske forhold mener Maslow, at de lavere behov er
stærkere end de højere, og derfor skal de opfyldes først (Madsen, 1981, s.39-40).
Man skal have opfyldt et behov, før man kan gå videre til det næste. Der vil hele tiden være et
behov som dominerer ens tilværelse, og når man så har tilfredsstillet det, er der et nyt behov der
vil tilfredsstilles. Behovene går fra at være overlevelsesbehov, til den mere sociale retning og
hvis et behov er tilfredsstillet, er det ikke længere et behov. Adfærden er organiseret efter at søge
behov der ikke er tilfredsstillet (Maslow, 1970, s. 38). Der er dog nogle mennesker, såsom
kunstnere, der kan se bort fra andre dominerende behov, og forblive i selvrealiseringsniveauet
efter de har nået det (Madsen, 1981, s.40).
Nedenfor vil de fem behov, hvilke er inddelt i niveauer, blive listet:8
Det første behov, som er det nederste i pyramiden, kaldes for det fysiologiske behov. Det er
dette niveau Maslow mener, indeholder betingelserne for overlevelse. Det dækker f.eks. over
mad, væske, søvn, varme, sex m.m. (Maslow, 1970, s. 36-38).
Det andet behov kaldes for sikkerhedsbehovet. Det handler i bund og grund om, at man gerne
vil føle sig sikker, stabil, beskyttet og alt i alt være fri fra de ting der skaber kaos i ens tilværelse.
Man vil, hvis man føler sig udsat, søge sikkerhed (Maslow, 1970, s. 39-43).
Det tredje behov er kontakt eller social behovet, som handler om at søge kærlighed og kontakt
til andre mennesker, for at føle et tilhørsforhold. Det handler om, at man skal trives og kunne
udvikle sig. Maslow siger, at vi har brug for andre mennesker, og vi har brug for at føle, at vi
bliver elsket (Maslow, 1970, s. 43-44).
8
Her henvises til bilag: 8.3 Maslows behovs- og personlighedspyramide
25af 73
Det fjerde behov kaldes for egobehovet. Her søger man selvrespekt, selvtillid, status m.m.
Man vil gerne have succes, uafhængighed og frihed, men på samme tid også søge andre
menneskers respekt og anerkendelse. Man vil gerne have en funktion i verden, føle sig nyttig og
nødvendig. Man skal se dette behov som en opbyggelse af sin selvagtelse om at fortjene andres
respekt og ikke kun tænke på de ydre værdier (Maslow, 1970, s. 45-46).
Det femte og måske vigtigste behov af dem alle er selvrealiseringsbehovet. Dette behov nås,
når alle de andre behov er dækket, og det er her man kan virkeliggøre sine mål og evner og opnå
de såkaldte højdepunktsoplevelser. Man søger hele tiden efter at udfordre og udvikle sig selv til
noget bedre. På dette niveau er man et sundt menneske fordi man blandt andet handler ud fra sin
egen vilje (Maslow, 1970, s. 46-47). Men mere om selvrealiseringsbehovet senere.
De basale behov som her er præsenteret, har Maslow delt op i to forskellige slags behov:
Vækstbehov og mangelbehov. Mangelbehovene ser han som alle behovene undtagen det øverste.
De kaldes for mangelbehov, fordi de opstår som motiverende processer, når man mangler noget.
Når de så tilfredsstilles kommer der ligevægt i tilværelsen igen, og den motiverende proces
ophører. Vækstbehovet, som er selvrealiseringsbehovet, kan ikke tilfredsstilles fuldt ud, da dette
er drivkraften i individets vækst, og udviklingen vil derfor aldrig stoppe (Madsen, 1981, s. 37).
Men som nævnt bygger pyramiden på flere teorier, nemlig også Maslows teori om individets
personlighed. Han mener nemlig, at personligheden i individet har to dele. Der er den del der
kaldes for personlighedssyndromet, som bunder i at man har et system af personlighedsfaktorer,
som er bestemt karakteriseret for hvert individ, og den anden del handler om at vores
personlighed dannes ud fra hvilke behov der dominerer vores adfærd (Madsen, 1981, s. 41).
Når vores adfærd domineres af et bestemt behov, kan man blive neurotisk fikseret. Man kan
blive neurotisk fikseret, hvis man har haft frustrerende oplevelser eller erfaringer på det bestemte
behov. Når man er neurotisk, dvs. har en neurose, er man ikke et psykisk sundt menneske. Dette
fører til at man standses i udviklingen, for at nå selvrealiseringsbehovet. Man sidder fast i et
lavere behov, og for at komme væk fra det, vil det ifølge Maslow kræve psykoterapi eller en
personlighedsforandring (Madsen, 1981, s. 41-43). Det bringer ikke sundhed at tilfredsstille et
neurotisk behov, men det bringer sundhed at tilfredsstille et instinktivt basalt behov (Maslow,
1970, s. 274)
Selvom pyramiden er bygget op hierarkisk, er det en meget personlig pyramide, forklaret på den
26af 73
måde, at den er meget individuel fra person til person. Man kan nemlig godt mene at nogle
behov er vigtigere end andre (Halse, 2008, s. 280).
Det er vigtigt at fastlægge at Maslow pointerer, at ingen mennesker er perfekte, ikke engang
selvrealiserende mennesker (Maslow, 1970, s. 151). For at finde ud af, hvornår et menneske er
selvrealiserende, har Maslow været nødt til at forske og studere nogle bestemte personer. Disse
personer, som han har valgt at forske i, opfylder de basale behov, og behovene for viden og
forståelse (Maslow, 1970, s. 150). Behovet for viden og forståelse bunder i, at vi drives til at få
større viden hele tiden. Vi søger efter en mening, der bidrager til dannelsen af værdisystemer
(Maslow, 1970, s. 50). Maslows forskning i selvrealisering er baseret på en klinisk undersøgelse,
der startede ud fra hans egen nysgerrighed (Maslow, 1970, s. 149).
Derfor var han meget selektiv i sin udvælgelse af forsøgspersoner, og udvalgte derfor personer,
som var forskellige, med det formål at studere sin hypotese ud fra personernes opfyldelse af
behov (Maslow, 1970, s. 151). Ved sin udvælgelse af mennesker, brugte han forskellige metoder,
blandt andet interviews (Madsen, 1981, s. 54).
De selvrealiserende mennesker indeholder egenskaber, der er anderledes end andre.
Kendetegnende ved selvrealiserende mennesker er at:
•
De har en virkelighedsopfattelse der er mere effektiv og afbalanceret
•
De accepterer sig selv og deres medmennesker
•
De er spontane
•
De er problemcentreret i forhold til metodecentret
•
De er selvstændige og uafhængige af den kultur de lever i og dens normer
•
De har en friskhed i deres opfattelse og vurdering af livets gentagne oplevelser
•
De har en fællesskabsfølelse
•
De har gode interpersonelle relationer
•
De har en demokratisk personlighedsstruktur
•
De har en filosofisk humoristisk sans
•
De er kreative
•
De har en integration af modsætninger
•
De har højdepunktsoplevelser
(Madsen, 1981, s. 44-45).
27af 73
Maslow nævner dog selv, at der ikke findes mange selvrealiserende mennesker (Halse, 2008, s.
285)
Gennem interviews af selvrealiserende mennesker, omhandlende deres bedste oplevelser, og de
følelser der var involveret, har Maslow defineret indholdet af højdepunktsoplevelser (Halse,
2008, s. 284).
Højdepunktsoplevelserne er en bevidsthedstilstand der karakteriseres ved intense og positive
følelser. Disse udfolder forskellige former for glæde, og er bevidsthedsudvidende (Madsen,
1981, s. 46). De træk, der er fælles for alle højdepunktsoplevelserne er at verden opleves som en
forenet enhed, der er fuld koncentration i oplevelsen, verden opleves som en værdi i sig selv,
man glemmer sig selv i oplevelsen, man glemmer tid og sted, frygt forsvinder og man føler sig
lykkelig af tilværelsen. Højdepunktsoplevelserne kan have indvirkning i personlighedsudvikling,
som går i en retning mod selvrealisering (Madsen, 1981, s. 47-48).
Man er et mere lykkeligt menneske, når man har højdepunktsoplevelser, da disse er med til at
styrke den psykiske sundhed og identitetsfølelsen (Halse, 2008, s. 284).
Maslow lægger også meget vægt på, om man er et sundt eller sygt (neurotisk) menneske.
Han lægger stor vægt på, at det er sunde mennesker, der kan få alle de basale behov opfyldt
(Maslow, 1970, s. 67). Selvom man er selvrealiserende kan det godt ske at man ikke har
højdepunktsoplevelser. Alle mennesker er født med behovet om at få disse stærke og intense
oplevelser, men grunden til at nogen ikke får dem, kan for eksempel bunde i, at ens tilværelse
sætter grænser for det, eller man kan have indre hæmninger, der gør at man ikke vil lade sig selv
have dem (Halse, 2008, s. 284-285).
Ifølge Maslows behovs- og personlighedspyramide er forudsætningerne for det gode liv en
opfyldelse af alle de basale behov, at have højdepunktsoplevelser og at være et psykisk sundt
menneske. Et tilfredsstillende liv er ensbetydende med det gode liv; Når man har tilfredsstillet
alle de basale behov, betyder det også at man er et selvrealiserende menneske, og har mulighed
for at få højdepunktsoplevelse, og idet man er et selvrealiserende menneske betyder det også at
man er psykisk sund.
28af 73
2.5 Mihaly Csikszentmihalyi
Flow – optimaloplevelsens psykologi
“De mennesker, som lærer at styre indre oplevelser, vil også være i stand til at bestemme
kvaliteten af deres liv, hvilket nok er så tæt på at være lykkelig som vi kan gøre os håb om at
komme.” (Csikszentmihalyi, 1991, s. 10)
Mihaly Csikszentmihalyi9 er psykolog og stor fortaler for den positive psykologi.
Csikszentmihalyi hævder, at trods fremskridt på uendelig mange områder, siden Aristoteles’ tid,
er mennesket ikke kommet tættere på en forståelse af lykkebegrebet. Lykke er ikke noget, der
sker. Det afgørende for tilstedeværelsen af lykke, er hvordan det enkelte menneske forstår og
bearbejder de ydre begivenheder.
Begrebet Flow beskriver, hvad Csikszentmihalyi også omtaler som optimaloplevelse.
Denne teori kan ses som et muligt svar på spørgsmålet om, hvad der gør, at vi som mennesker
føler os lykkelige (Csikszentmihalyi, 1991, s. 9-10).
For at opnå optimaloplevelsen, altså flow-oplevelsen, må der oprettes orden i bevidstheden. Da
menneskers bevidsthed er begrænset, og ikke kan optage al information, vil den information som
mennesket udvælger, tillade adgang til bevidstheden, og være med til at danne grundlag for livets
indhold og kvalitet (Csikszentmihalyi, 1991, s. 43).
Information udvælges af opmærksomheden, der af Csikszentmihalyi også opfattes som psykisk
energi (Csikszentmihalyi, 1991, s. 46). Denne udvælgelse af information og hvad den styres af,
italesættes af Csikszentmihalyi selv som opmærksomhed. At kunne styre sin opmærksomhed er
altså ensbetydende med, at have kontrol over egen bevidsthed (Csikszentmihalyi, 1991, s. 44).
Orden i bevidstheden, også kaldet negentropi, medfører altså, at de oplevelser, som den psykiske
energi retter sig mod, meget vel vil kunne have karakter af flow (Csikszentmihalyi, 1991, s. 5355). Lykkes denne positive tilgang til bevidstheden ikke, vil bevidstheden mangle orden, hvilket
også betegnes som psykisk entropi. Psykisk entropi afleder opmærksomheden og den psykiske
energi i retninger, der har negativ indflydelse på bevidstheden. Dermed kan bevidstheden ikke
styres og vende sin opmærksomhed mod egentlige ønsker og mål (Csikszentmihalyi, 1991, s. 4950).
9
Mihaly Csikszentmihalyi, (1934-), ungarsk psykolog
29af 73
Uafhængig af aktiviteten, der fremkalder flow, findes der nogle fællestræk, der gør sig gældende.
Disse fællestræk opdeles i otte dimensioner (Csikszentmihalyi, 2008, s. 231):
En faktor, der er afgørende for, at muligheden for at opleve flow er til stede, er en
overensstemmelse mellem udfordring og evne10. Der er altså tale om en udfordrende aktivitet, der
kræver bestemte færdigheder, for at kunne lykkes. Findes aktiviteten for let eller for svær i
forhold til personens færdigheder, vil aktiviteten ikke bidrage til udvikling af den enkeltes
optimaloplevelse (Csikszentmihalyi, 1991, s. 69).
Er overensstemmelsen mellem udfordring og evne derimod til stede, vil al opmærksomhed og
psykisk energi være rettet mod udfordringen. Derfor er bevidstheden fuldt fokuseret på denne
handling og retter sig heller ikke mod at skelne handling fra bevidsthed. Dette kan ses som en
sammensmeltning af handling og bevidsthed og resultere i, at udførelsen af aktiviteten nærmest
foregår automatisk (Csikszentmihalyi, 1991, s. 70).
Klare mål og feedback spiller en stor rolle i denne optagethed af selve aktiviteten. Det at få
feedback på de udførte handlinger, holder hele tiden personen optaget af aktiviteten, og bevirker
en styrkelse af egne evner. Derudover vil personen kunne udlede nydelse, af den feedback der
kommer, da denne er med til at bekræfte målet.
Målene kan dog variere fra at være meget konkrete, til at være mere flygtige, men fælles for
disse er, at der fra begyndelsen findes en bevidsthed om, at der findes et mål i sidste ende
(Csikszentmihalyi, 1991, s. 71-75).
I forlængelse af den førnævnte sammensmeltning af handling og bevidsthed, er koncentrationen
om udfordringen stor, og ligger ud over hvordan koncentrationen ellers bruges i
hverdagssammenhænge. Personen vil med flow-oplevelsens koncentration være i stand til at yde
sit ypperste, og denne koncentration om den foreliggende opgave bevirker altså en udelukkelse
af forstyrrelser, og der skabes orden i bevidstheden (Csikszentmihalyi, 1991, s. 75-77).
Muligheden for at kunne styre begivenhedernes gang, indvirker på optimaloplevelsen. Dette
styringens paradoks indebærer, at personen besidder en følelse af styring, og samtidig er uden
bekymring for at miste styringen og kontrol (Csikszentmihalyi, 1991, s. 77-79). Der er her tale
om oplevelsen af egne potentialer, der kan gøre sig gældende, frem for følelsen af decideret at
være konstant styrende.
10
Her henvises til bilag: 8.4 - Diagram over flow-oplevelser
30af 73
I Flow-oplevelsen sikrer de allerede beskrevne faktorer, at personen i denne tilstand ikke vil
opleve, at føle sig truet på selvet. Der sker et tab af bevidstheden om selvet. Dette tab betyder
dog ikke, at selvet er en inaktiv del af flow-oplevelsen, men at der på denne måde ikke bruges
unødvendig psykisk energi på, at genoprette orden i bevidstheden omkring opfattelsen af selvet.
Csikszentmihalyi beskriver det, at være i stand til at glemme, hvem vi er, som nydelsesfuldt.
Flow-oplevelsen vil medføre et styrket selv, til trods for at selvet under aktiviteten ikke har været
selvbevidst, men senere har mulighed for at integrere aktiviteten i bevidstheden
(Csikszentmihalyi, 1991, s. 81-84).
Et andet aspekt af flow-oplevelsen er ændringen i tidsfornemmelse. Det forekommer at flowoplevelsen har sin egen rytme, der ikke er en del af tiden, som vi kender den.
At være i stand til at frigøre sig fra tidens struktur vil, om end dette skyldes den store
koncentration, eller om selve ændringen i tidsfornemmelse er en selvstændig faktor, derfor spille
en vigtig rolle (Csikszentmihalyi, 1991, s. 85-86).
Den autotele oplevelse betegner oplevelsen eller aktiviteten, som værende et mål i sig selv.
Der findes altså ikke bagtanker bag opnåelse af optimaloplevelsen, da denne er afhængig af
netop ikke, at udføres på baggrund af opnåelige fordele (Csikszentmihalyi, 1991, s. 86-90).
Nogle mennesker har til forskel fra andre en såkaldt autotelisk personlighed.
Kendetegnende for autoteliske personer er, at disse indgår i livet med særligt engagement og
entusiasme, og har langt flere flow-oplevelser (Csikszentmihalyi, 2005, s. 137).
Der findes hos disse personer et stort overskud af psykisk energi, og denne psykiske energi
anvendes i en langt mindre grad til opretholdelse af eget selv. Dette gør det muligt, at rette mere
opmærksomhed og interesse væk fra sig selv og ud mod verden (Csikszentmihalyi, 2005, s. 144146). Autoteliske personligheder mestrer evnen til, at kunne se det værdifulde i en hvilken som
helst aktivitet, som ellers ville betragtes, som en uinteressant pligt (Csikszentmihalyi, 2005, s.
138).”Det afgørende er ikke arten af aktiviteten, men ens holdning til den.” (Csikszentmihalyi,
2005, s. 151).
Csikszentmihalyis teori om flow blev til at starte med udviklet og baseret på baggrund af
interviews af mennesker, der hver især bevidst beskæftigede sig med aktiviteter, de fandt stor
nydelse i (Csikszentmihalyi, 1991, s. 12).
Flow-teorien er derefter blevet videreudviklet via The Experience Sampling Method (EMS)
(Csikszentmihalyi, 1991, s. 123). Denne metode er udviklet af Csikszentmihalyi selv, til at
31af 73
undersøge kvaliteten af oplevelser (Csikszentmihalyi, 1991, s. 123). Metoden består i, at
personerne, der deltager i undersøgelsen, bliver udstyret med en elektronisk personsøger i en
uge. En radiosender udsender med vilkårlige mellemrum signaler ca. otte gange dagligt. Hver
gang personsøgeren bipper, noterer personen tanker og sindsstemning i en notesbog, og giver
denne øjeblikkelige sindstilstand points (Csikszentmihalyi, 1991, s. 123). Med EMS-metoden har
det været muligt at indsamle store mængder af data fra en bred vifte af mennesker verden over
(Csikszentmihalyi, 1991, s. 12-13).
Selve begrebet Flow, har fået dette navn, da mange af personerne, der deltog i undersøgelsen,
benævnte tilstanden af optimaloplevelse som at flyde, at blive ført med af strømmen
(Csikszentmihalyi, 1991, s. 54).
Forudsætningen for at flowoplevelsen kan opstå, vil ifølge Csikszentmihalyi være, at der oprettes
orden i bevidstheden. Er bevidstheden bragt i orden, vil en tilstedeværelse af de otte dimensioner
indvirke på opnåelsen af flow. Csikszentmihalyi vurderer gentagne flow-oplevelser som værende
en forudsætning for det gode liv.
2.6 Kritisk metodeafsnit
Refleksion over Maslows og Csikszentmihalyis metodeanvendelse
I dette afsnit vil vi i forlængelse af redegørelsen for de psykologiske teorier, rette et kritisk blik
mod de, af Maslow og Csikszentmihalyi, anvendte metoder til udarbejdelsen af deres respektive
teorier.
Maslows selvrealiseringsbehov
På baggrund af Maslows teori om behovspyramiden, har det været en nødvendighed at
undersøge det øverste behov, selvrealiseringsbehovet, nærmere.
Om Maslows udvælgelse af mennesker til undersøgelsen af selvrealiserende mennesker nævner
han selv:
“Der var mange ting, som var forkert, ved min udvælgelse af undersøgelsestilfælde, i
virkeligheden så mange at den udfra klassiske synspunkter må betragtes som et dårligt eller
utilstrækkeligt experiment.” (Madsen, 1981, s. 55)
32af 73
Ud fra dette citat kan der udledes, at Maslow selv betragter reliabiliteten af denne undersøgelse
som værende relativt lav, selvom han har støtte fra andre psykoterapeuter (Madsen, 1981, s. 55)
og validiteten som relativt høj, idet at det han vil undersøge, rent faktisk bliver undersøgt.
Maslow har som nævnt tidligere udvalgt mennesker som opfyldt hans kriterium om at opfylde
de basale behov, og behovet for viden og forståelse, og har derfor været meget selektiv i hans
udvælgelse. Han nævner dog ikke meget om hvilken metode han har brugt for at finde frem til de
selvrealiserende mennesker han har brugt i sin undersøgelse. Meget kort nævnes at han blandt
andet har brugt Rorschachtesten, men ellers er interviews af hans udvalgte selvrealiserende
mennesker hans mest anvendte metode, for at komme frem til hvilke egenskaber de indeholder,
som er anderledes end normale mennesker (Madsen, 1981, s. 54). Der er dog næsten ingen
konkrete data omhandlende undersøgelsens resultater, og det er dette faktum, der kan sætte
spørgsmålstegn ved hans undersøgelse. De resultater som Maslow er kommet frem til, er de
egenskaber som selvrealiserende mennesker indeholder (Madsen, 1981, s. 55). Disse egenskaber
bliver nødt til at opfattes som hypoteser, fordi Maslow ikke har givet en definition ved
kvalitative, deskriptive ord. Det samme gælder selve det selvrealiserende behov, som ikke
refererer til direkte observerbare strukturer og processer (Madsen, s. 1981, s. 57).
Som nævnt tidligere ser Maslow psykisk sundhed som en forudsætning for at man kan
tilfredsstille det selvrealiserende behov (Maslow, 1970, s. 67). Derfor har han også været
opmærksom på dette, i sin udvælgelse af mennesker som han ville undersøge. Han beskriver
blandt andet at han har valgt relativt sunde studerende til sin undersøgelse, fordi han havde brug
for både unge og gamle til at understøtte hans hypotese om selvrealiserende mennesker (Maslow,
1970, s. 150).
Teorien om Flow
Allerede som ganske ung gjorde Csikszentmihalyi sig tanker om, hvordan nogle mennesker
tilsyneladende forholder sig anderledes og betydeligt mere positivt til visse situationer og
aktiviteter end andre. Denne undren opstod på baggrund af 2. Verdenskrig og de omvæltninger
denne krig førte med sig. Csikszentmihalyi registrerede, hvordan nogle voksne var i stand til at
opretholde deres liv i en mere eller mindre komplet tilstand, til trods for, at deres
33af 73
omkringliggende verden syntes at være i opløsning. Han stillede sig selv spørgsmålet; Hvad
bidrager til et liv, der er værd at leve?11
Senere foretog Csikszentmihalyi undersøgelser omhandlende hvordan mennesker, der bevidst
beskæftiger sig med en aktivitet, som de finder stor nydelse i, egentlig har det og hvorfor.
Hermed var grunden lagt for videre forskning omkring dette emne, og denne bestod af
spørgeskemaer og kvalitative interviews (Csikszentmihalyi, 1991, s. 12).
The Experience Sampling Method hævder, at kunne undersøge kvaliteten af subjektive
oplevelser. EMS-metoden er udviklet med det formål at kunne give et mere nøjagtigt billede af
kvaliteten af subjektive oplevelser, end selve spørgeskemaerne og de kvalitative interviews har
været i stand til at give (Csikszentmihalyi, 1991, s. 12).
Signalerne, der ca. otte gange dagligt sendes til personsøgeren, sikrer at ramme vilkårlige
tidspunkter og dermed vilkårlige aktiviteter og sindstilstande. På denne måde er det gennem
denne metode muligt, at tydeliggøre, hvordan forskellige aktiviteter frembringer forskellige
tanker og sindsstemninger. Det er muligt at skelne mellem og opdele aktiviteter og tanker, som
deltagerne gør sig, og at udlede hvilke af disse, der oftest ses i forbindelse med, at deltageren
oplever nydelse og måske en eller flere af de otte dimensioner bliver opfyldt.
Som nævnt har denne metode gjort det muligt for Csikszentmihalyi at indsamle data fra en bred
vifte af mennesker verden over, da undersøgelsen ikke er afhængig af særlige krav eller hensyn
for at kunne gennemføres. Da personen, der deltager i undersøgelsen, skal give sin egen
sindstilstand point, må dette siges at være en yderst subjektiv bedømmelse. På den anden side,
har vi allerede tidligt i denne rapport fastslået at lykkefølelsen uomtvisteligt må være subjektiv.
En udfordring, der kunne ligge i dette er, om det er muligt at sikre sig, at deltagerne er så ærlige
som overhovedet muligt.
Undersøgelserne synes dog at bekræfte metodens formål:
“Undersøgelserne syntes at vise, at optimale oplevelser blev beskrevet på samme måde af mænd
og kvinder, af unge og gamle, uanset kulturel baggrund.” (Csikszentmihalyi, Flow, s. 12)
Dermed må undersøgelsen af flow og metodens reliabilitet vurderes som værende høj. Samtidig
måler undersøgelsen ved hjælp af EMS-metoden, hvad den har til hensigt at måle, og har derfor
også høj validitet.
11
TED, 2004
34af 73
Delkonklusion
I de ovenstående redegørende afsnit er relevante holdninger og teorier blevet præsenteret på
baggrund af vores fem teoretikere. Vi har for hver teoretiker udledt hvilke forudsætninger, der
skal være til stede, for at netop deres teori vil kunne opfyldes.
Ud fra enigheder samt uenigheder blandt teoretikerne, har vi i det efterfølgende analyseafsnit
opstillet forudsætninger for det gode liv. I en dialog mellem gruppemedlemmerne har vi fundet
frem til følgende otte forudsætninger, ud fra hvor vi så flest enigheder mellem teoretikerne, og
dermed synes at betragte som uomgængelige for det gode liv: bevidsthed, anerkendelse af
fortiden, dydighed, viden, mål, autonomi, selvrealisering og flow og social interaktion.
3. Sammenstilling af teorier
Det er utroligt svært, tæt på umuligt at komme med opskriften på det gode liv, da lykken er
subjektiv. Men selvom lykken er subjektiv er det muligt at fremsætte generelle forudsætninger,
der bør have størst indvirkning på et menneskets lykkefølelse. Disse generelle forudsætninger
udledes af en komparativ analyse af ovennævnte teoretikeres konkluderede forudsætninger.
Så hvis du pudser brillerne, åbner sindet og læser dette afsnit kan du blive meget klogere på otte
bud på de mest nødvendige forudsætninger for det gode liv.
3.1 Bevidsthed
“[...] selvet er noget, der skabes, ligesom når en kunstner skaber et kunstværk. Det eksisterer
ikke forud for dets skabelse, og det skaber ikke sig selv.”- Foucault (Brinkmann, 2014, s. 108).
Igennem de foregående afsnit, tegner der sig et billede af, at bevidste handlinger og bevidstheden
om at træffe valg, har betydning for at bevæge sig mod det gode liv. Som citatet ovenfor
påpeger, er livet ikke noget, som skaber sig selv, men derimod noget som skabes af bevidste
handlinger, som når en kunstner skaber et kunstværk.
Dette gør sig gældende i Taylors autenticitetsideal, hvor vi bevidst skal tilslutte sig kriterierne for
dette ideal, hvis vi skal leve i et samfund styret af autenticitetsidealet (Taylor, 2002, s. 78), og i
Csikszentmihalyis teori om flow. Her er det, at have kontrol over og orden i egen bevidsthed, og
35af 73
dermed at kunne styre sin psykiske energi mod bevidste valg og handlinger, essentiel for
udvikling af flow (Csikszentmihalyi, 1989, s. 43).
Om bevidstheden giver Aristoteles ikke megen forklaring, men mener at der et mål for hver
handling, og at alle disse mål ikke er endelige, men mål som tjener et højere formål. Det
individuelle mål og det gode ved en handling er, at handlingen er udført godt. Ligeledes er det
med alle gerninger og handlinger, de er hver især tilknyttet et mål i dygtighed, og det højeste
gode ved en persons liv er altså at opnå dygtighed indenfor den ypperligste dyd (Aristoteles,
1955, s. 37). Men for at komme tilbage til baggrunden for en livsførelse imod den ypperste dyd,
mener han:
”[…] at enhver der kan leve efter sit eget forsæt må opstille et bestemt mål for sin rette
livsførelse […] idet han så vil udføre alle sine handlinger med henblik på dette, for det ikke at
indrette sit liv efter et eller andet formål er tegn på stor tåbelighed.” (Aristoteles, 1955, s. 5)
I dette ligger overvejende afgørelser med en selv om, hvilke muligheder der må søges imod, for
at opnå den rette livsførelse. Dette betyder implicit at individet er (eller i hvert fald bør være)
bevidst om en vej, eller et mål som man vil udføre sine handlinger imod. Menneskets særegne
gerning – som Aristoteles bestemte til at være et liv med fornuft – har altså et mål og et gode,
som er at leve fuldstændig efter fornuften, og mellem fornuften og det gode liv er der forbindelse
til bevidstheden, eller nærmere betegnet velovervejelsen.
Anderledes fra denne bevidsthed, er Maslows basale behov instinktivt forankret i mennesket,
og gør sig derfor ikke gældende som bevidste. Men de midler man tager i brug for at tilfredsstille
behovene er bevidste (Madsen, 1981, s. 34). Det vil sige, at man bruger nogle bevidste midler til
at tilfredsstille ubevidste behov.
Som nævnt tidligere bliver individets bevidsthed og adfærd domineret af et utilfredsstillet behov
(Madsen, 1981, s. 38), hvilket er forklaret i personlighedssyndromet (Madsen, 1981, s. 41). At
ens bevidsthed bliver domineret af et utilfredsstillet behov betyder, at denne mangel er alt, man
er bevidst om på det givne tidspunkt.
Et andet sted hvor bevidstheden spiller ind er hos de selvrealiserende mennesker, hvor Maslow
nemlig nævner, at de har en overlegen bevidsthed om blandt andet deres egne impulser, ønsker
og meninger (Maslow, 1970, s. 158). Dette er endnu en grund til, at Maslow mener de
selvrealiserende mennesker er på et højere niveau end normale mennesker.
36af 73
Man kan nå frem til det faktum at selvom de basale behov er ubevidste, er det en bevidst
handling at prøve at tilfredsstille dem, det vil sige, at man har en bevidst motivation til at
tilfredsstille sine mangler (Maslow, 1970, s. 54)
De fem teoretikere, giver ikke udtryk for at bevidsthed hos mennesket vil føre de samme
resultater med sig, men der er enighed om vigtigheden i have en bevidst tankegang. Bevidsthed
om egne valg og handlinger er en forudsætning, da det gode liv ikke indtræder af sig selv.
3.2 Anerkendelse af fortiden
I dette afsnit fremstilles vigtigheden af at anerkende sin fortid, og dens nødvendighed, ifølge
Brinkmann, for det gode liv.
Er man ikke bekendt med fortiden og dens traditioner, er det ikke muligt at skabe noget nyt, der
er brugbart. Det er en forudsætning og karakteristika ved et voksent og dannet menneske, at
kunne trække på tidligere livserfaring, og træffe valg baseret herpå (Brinkmann, 2014, s. 122).
Desuden er det en forudsætning for det gode liv at kende sin fortid, foruden fortiden er der
nemlig intet fast holdepunkt i livet (Brinkmann, 2014, s. 124). Flere filosoffer, heriblandt Charles
Taylor, har igennem de seneste år argumenteret for at en orientering i nuet kun er mulig, hvis
man har en fortid at forholde sig til (Brinkmann, 2014, s. 124). For at leve et lykkeligt liv, er det
desuden en forudsætning at vide hvem man er, og derudfra danne sig et tidsligt-biografisk
perspektiv i sit liv. Altså for at leve et lykkeligt liv, skal man vide hvem man er, og for at vide
hvem man er, er man nødt til at forstå hvor vi kommer fra og trække på fortiden (Brinkmann,
2014, s. 125). Fortiden er altså en uundgåelig forudsætning for at have et lykkeligt liv. Paul
Ricoeur12 forsøger i sit hovedværk at bevise, at mennesker kun kan være moralske, hvis de
kunne forholde sig til deres liv, som en enhed i helheden. Ricoeur fortsætter, og stiller det
retoriske spørgsmål:
“Hvordan skulle et handlende subjekt kunne give sit liv en etisk karakter som en helhed, hvis
dette liv ikke var samlet på en eller anden måde, og hvordan skulle dette kunne ske, hvis ikke,
netop, i form af et narrativ?” (Brinkmann, 2014, s. 125)
12
Paul Ricoeur, (1913-2005), fransk filosof
37af 73
Altså er det en forudsætning for et lykkeligt liv at have et narrativ i form af fortiden, hvad
Ricoeur kalder selv-konstans, fordi har man ikke dette, har andre folk ingen grund til at stole på
dig. Denne anerkendelse af fortiden, og herunder selv-konstans er en grundlæggende
forudsætning og er fundamental for at der findes tillid og menneskelige relationer (Brinkmann,
2014, s. 125). Filosoffen og stoikeren Seneca13 tilslutter sig holdningen om, at det er en
forudsætning at være bevidst om sin fortid for at have sindsro, som ifølge stoikerne er en
nødvendighed for det gode liv.
“Det kendetegner et trygt og roligt sind er at kunne færdes frit i alle sit livs faser; kun de travle
sjæle kan, som var de under et åg, ikke vende sig og se tilbage. Deres liv løber således ud i det
bundløse.” - Seneca (Brinkmann, 2014, s. 129)
3.3 Dydighed
I dette afsnit sammenstilles Aristoteles’ formulering af de etiske dyder og Brinkmanns forståelse
af og syn på disse.
De etiske dyder, som de betegnes af Aristoteles, forstås som karaktertræk eller en egenskab til at
tænke og føle på en bestemt måde (Aristoteles, 1955, s 31). Eksempelvis er mod, retfærdighed
og besindighed (at man ikke lader følelserne løbe af med sig), noget der ligger potentielt i den
enkelte, og som på forskellig vis kan udfoldes og aktualiseres (Aristoteles, 1955, s 33). Disse
karakteregenskaber sætter, ifølge Brinkmann, mennesker i stand til at leve et liv i
overensstemmelse med sin natur. Og for at leve i overensstemmelse med sin natur, skal man gøre
sin pligt. Eksempelvis er knivens dyd at skære, og det er en god kniv, hvis den skærer godt. Men
hvad er så menneskets dyd, og forudsætning for at være et godt menneske? Ifølge Aristoteles er
menneskets funktion at bruge fornuften. Dette begrundes med at mennesket er det eneste levende
væsen, som er i besiddelse af rationel fornuft. Fornuften bevirker at mennesker er i stand til at
tale i sproglige begreber, tænke logisk, og udforme fornuftsprincipper (love), som kan opretholde
orden og menneskelige samkvem. Vi skal derfor ved hjælp af fornuften distancere os fra et liv
baseret på drifter, men på pligter forudsat af fornuften (Brinkmann, 2014, s. 141). Et liv uden
dydighed vil altså være et liv uden sindsro, og et liv uden sindsro, vil være et liv hvor det er
svært at falde til ro og affinde sig med det eksisterende. Men samtidig vil det ikke være muligt at
13
Seneca, (ca. 4 f.Kr.-65 e.Kr.), romersk filosof - stoiker
38af 73
leve et dydigt liv uden sindsro. Sindsro og dydighed er altså afhængig af hinanden, og ingen af
dem kan stå alene. Sindsro ses af stoikerne som trædesten til fornuften, som er nødvendighed for
dydigheden. Det er lidt historien om hønen eller ægget. De to ting hænger sammen, og kan ifølge
stoikerne og Aristoteles ikke skilles ad.
Ifølge Aristoteles er det, der i første omgang karakteriserer dyden, at det er en holdning, nærmere
betegnet den rette holdning, hvilket vil sige den rette måde at forholde sig til sine lidenskaber.
Det nytter ikke, at vi lader de oplevelser af nydelse, smerte, glæde og sorg vi måtte have, styrer
vores liv, da dette fører til ugennemtænkte resultater. Det er, ifølge Aristoteles, på grund af
lysten at vi handler uetisk og på grund af smerten at vi fravælger det etisk gode (Aristoteles,
1955, s. 33), og dyden bliver derfor evnen til at kunne beherske livets emotionelle sider. Kunsten
er at oparbejde en evne til at handle retfærdig, modigt, besindigt osv., og altid i det rette mål,
hvorved de etiske dyder bliver midlet til at lære, at handle retmæssigt i moralske dilemmaer.
Ydermere mener Aristoteles at den rene tanke må være den højeste dyd med det højeste mål.
Dette er fordi, den rene tanke, ifølge Aristoteles, overgår den sammensatte menneskelige natur,
og derfor ligger denne højere i os, end de mål som er bestemt af vores naturlige instinkter. Derfor
må den rene tanke være noget guddommeligt, og et liv ført i overensstemmelse med denne, være
guddommeligt eller i hvert fald højere end noget andet gode (Aristoteles, 1995, s. 219). At
filosoffen, altså tænkerens dyd er den højeste, bevises også ved, at alle andre dyder kræver
mange ydre goder for at kunne udføres tilstrækkeligt godt, mens tænkerens ikke kræver nogle
ydre goder (Aristoteles, 1995, s. 220).
En forudsætning er derfor at leve i overensstemmelse med fornuften, og tilstræbe at leve dydigt i
forhold til sine medmennesker, og at handle korrekt og etisk er belønningen i sig selv. Det er
nemlig udøvelsen af dyderne der er en forudsætning for det gode liv.
3.4 Viden
Vi vil her analysere os frem til en forståelse af vigtigheden af en tilstedeværelse af og stræben
efter viden. Dette vil vi gøre på baggrund af Maslow og Aristoteles.
Maslows behov for viden og forståelse kan føre en parallel til Aristoteles. Ifølge Maslow skal
man opfylde behovet for viden og forståelse for at kunne være et selvrealiserende menneske.
39af 73
Man har hele tiden et behov for at tilstræbe mere viden, eller lede efter relationer og meninger,
der er med til at konstruere et system af værdier. Viden skaber nysgerrighed efter at finde en
mening og derved at kunne forstå (Maslow, 1970, s. 50).
Som allerede understreget, skelner Aristoteles mellem den psykologiske medfødte evne til at
søge viden, som helt bestemt medfører begavethed. Samt den indsigt som kommer af et helt liv
levet og tilpasset i forlængelse af denne givne viden, i overensstemmelse med dydigheden.
Der er hermed enighed om vigtigheden af viden og forståelse for henholdsvis det
selvrealiserende menneske samt det tænkende menneske.
Endvidere mener Aristoteles, at indsigten og fornuften udvikles igennem et helt liv og individet
tilvænnes til at styre sine handlinger imod det fornuftsprægede og ikke det emotionelle. Dette
medfører implicit at lysten til at udvide sin videnshorisont skal være blomstrende, så man lærer at
handle efter fornuften, som fører til at man træffer de rigtige beslutninger i en given situation og
handler korrekt. Til forskel fra Sokrates, mener Aristoteles ikke, at viden alene er lig lykke, men
at det derimod er essentielt at man forstår at handle korrekt i den enkelte situation (Aristoteles,
1955, s. 10). Dette trækker paralleller til Maslow, for hvilken nysgerrighed og stræben efter mere
viden også gør sig gældende. Det konstruerede system af værdier også gøre det muligt, at træffe
beslutninger og handle korrekt.
Ifølge Aristoteles er det altså vigtigt at have viden og baggrundsviden, da dette er vigtig for at
kunne træffe fornuftige beslutninger. Maslow mener derimod, at man skal have viden, for at
forstå meninger som er med til at danne ens værdisystemer. Selvom Maslow og Aristoteles ikke
har samme syn på, hvordan viden præcis har indflydelse på det gode liv, må man gå ud fra, da de
begge bruger viden som en essentiel del af deres teorier, at viden er en forudsætning for det gode
liv.
3.5 Mål
Aristoteles og Csikszentmihalyi italesætter, hvordan mål, i mere end en forstand, har indflydelse
på det gode liv.
Det gode for Aristoteles er målet for enhver handling. Altså er der ikke kun ét gode, og ikke kun
ét mål for hele livet, men ét gode og ét mål for hver enkelt handling et individ foretager sig
(Aristoteles, 1995, s. 11). På samme måde tydeliggør Csikszentmihalyi, hvordan målet i den
autotele oplevelse ligger i selve aktiviteten og baggrunden for at udføre denne er målet i sig selv.
40af 73
Vil den autotele oplevelse efterstræbes, for på denne måde at opfylde forudsætninger for
udviklingen af flow, må aktiviteten eller handlingen indeholde målet (Csikszentmihalyi, 1991,
s.86-90).
Aristoteles slår dog fast, at blandt alle livets goder, at der er et enkelt gode, eller mål, som er det
højeste, og som er eftertragtet af alle. Dette højeste og ypperste gode er lykken (Aristoteles,
1995, s. 13). Dette kommer han frem til, fordi det ypperste gode må være et, som man ikke
ønsker for noget andets skyld, men kun for dets egen skyld: ”Hver ting i verden, så at sige,
vælger vi for en anden tings skyld, undtagen lykken. Thi den er mål i sig selv.” (Aristoteles,
1995, s 216).
Til trods for enighed omkring tilstedeværelsen af målet, synes der at være uenighed om, hvilket
formål dette mål skal tjene. Hvor Aristoteles betragter målet og opfyldelsen af dette, som vejen
mod det ypperste gode, altså lykken, vil den autotele oplevelse, ifølge Csikszentmihalyi,
argumentere for, at hvert eneste mål ikke opnås med et større mål i tankerne.
Dog påstår Csikszentmihalyi, at klare mål vil fungere som motivation og at der skal være en
bevidsthed omkring et mål, om det så er konkret eller ej. Man kender ikke nødvendigvis til
processen, men man ved, at der er et mål forud. Denne form for mål er dermed ikke direkte
autotele, men der gives feedback, som kan bekræfte disse (Csikszentmihalyi, 1991, s. 71-75).
Den autotele oplevelse vil herudover være til stede, hvis selve optimaloplevelsen, altså flow, skal
opleves.
Som tidligere nævnt er der et mål for hver handling, men ifølge Aristoteles er alle disse mål ikke
det endelige mål, men mål som tjener et højere formål. Det individuelle mål og det gode ved en
handling er, at handlingen er udført godt. En persons individuelle ønsker og lyster spiller en
væsentlig rolle, idet hver person finder livet værd at leve ved at gøre det, som denne selv kan lide
og finder behageligt.
Mål og deres formål udmønter sig ifølge Aristoteles og Csikszentmihalyi forskelligt. Der ses en
forskel i, om en aktivitets eller handlings mål udelukkende tjener til at opfylde netop dennes mål,
eller om målet er en vej til opnåelse af det ypperste gode; lykken. Trods denne forskel, er der dog
enighed omkring vigtigheden af tilstedeværelsen af mål som forudsætning for at bevæge sig mod
det gode liv.
41af 73
3.6 Autonomi
I dette afsnit sammenkobles Taylor og Aristoteles’ syn på autonomi.
“Den moderne frihed og autonomi samler os om os selv, og autenticitetsidealet kræver, at vi
opdager og udtrykker vor egen identitet” (Taylor, 2002, s. 122).
Taylor forklarer, at i tidligere tider, var det vigtigt at man var i kontakt med det guddommelige.
Det guddommelige og det større, gav engang grundlag for moralske horisonter, og på baggrund
af disse vidste mennesket, hvad der var rigtigt og forkert. Som beskrevet i redegørelsen skete der
dog en forskydning af de moralske horisonter. Han forklarer, at vi i dag har en moralsk sans for,
hvad der er rigtigt og forkert, men denne henter vi nu på baggrund af vores moralske følelser.
(Taylor, 2002, s. 80). Taylor beskriver at, de moralske følelser i dag har en selvstændig og
grundlæggende moralsk betydning og, at de findes dybt inde i mennesket selv. På baggrund af
dette, tænker vi på os selv som væsner med indre dybder (Taylor, 2002, s. 81).
“Der er en bestemt måde at være menneske på, som er min måde. Jeg er kaldet til at leve mit liv
på denne måde og ikke som en efterligning af nogen som helst andens livsmåde. Men dette
tilfører en ny betydning til det at være tro mod sig selv. Hvis jeg ikke er det, misforstår jeg
meningen med mit liv, jeg miskender, hvad det at være menneske er for mig.” (Taylor, 2002, s.
83)
Ovenstående, er et citat over hvad, Taylor betegner som et moralsk ideal for mennesket. Dette
moralske ideal viser, at mennesket skal være i kontakt med sine indre dybder, og sin egen indre
natur. Dette er et essentielt moralsk ideal i Taylors tankegang, og denne beskriver han, som
definerende for individet selv, og en del af autenticitetsidealet. Dog mener han også, at
mennesket er i fare for at miste denne indre stemme. Dels på grund af et øget krav om, at man
skal være i overensstemmelse med de ydre regler. Men også på grund af, en instrumentel
tankegang omkring mennesket selv. (Taylor, 2002, s. 83)
Det højeste og mest eftertragtede gode er lykken ifølge Aristoteles, og herunder spiller en
persons individuelle ønsker og lyster en væsentlig rolle, idet hver person finder livet værd at leve
ved at gøre det, som denne selv kan lide og finder behageligt.
42af 73
“[...] når talen er om hvad der beror på menneskene selv, så er der meget af den slags (der kan
være anderledes end det er), og udgangspunkterne herfor er menneskene selv. Så er det da klart,
at alle de handlinger mennesket selv er udgangspunkt for og herre over, både kan ske og lade
være med at ske , og at det kommer an på mennesket selv, om det ene eller det andet sker, for så
vidt som det selv er herre over det enes eller det andets virkelighed”. (Aristoteles, 1955, s. 41)
Taylor nævner den moralske sans (på baggrund af vores moralske følelser), selvstændighed og
kategoriserer individet som væsner med indre dybder. Hertil tillægger Aristoteles sig Taylors syn
på autonomi i forlængelse af selvbestemmelsen, som vi mennesker besidder som handlende
udgangspunkter. Han redegør for, at dyderne og lasterne angår de tilfælde hvor man selv er årsag
til og udgangspunkt for handlingerne, og at man har en frihed, altså en frivillighed, til at handle
med omtanke efter fornuften (Aristoteles, 1955, s. 43).
Det er dog ikke alene frivilligheden til at handle efter sit begær der fører til den rette livsførelse,
men selvbeherskelsen (som han kendetegner som en dyd) til at handle efter fornuften imod
begæret. Så ved at mestre selvbeherskelsen, handler det menneskelige individ retfærdigt,
hvorimod ved ubehersket handling følger uret, da man ikke behersker sit begær og dermed
handler imod sin fornuft (Aristoteles, 1955, s. 43).
En forudsætning for det gode liv vil derfor være autonomi, altså selvbestemmelse. Den egenskab
som vi mennesker besidder som handlende udgangspunkter. Endvidere forstås der også med
autonomi, at mennesket har ens egen måde, at være menneske på og, at denne skal hentes fra
menneskets egne dybder.
3.7 Selvrealisering og flow
Det er interessant at se nærmere på Maslows højdepunktsoplevelse og Csikszentmihalyis
optimaloplevelse, og sætte disse i relation til hinanden, hvilket vi her vil gøre.
I Maslows femte og øverste behov i behovspyramiden, altså selvrealiseringsbehovet, har
højdepunktsoplevelser stor betydning. Højdepunktsoplevelser indebærer blandt andet, at man
glemmer tid og sted, at der er fuld koncentration i oplevelsen, at verden opleves som en værdi i
sig selv og at man glemmer sig selv i oplevelsen (Madsen, 1981, s. 47).
43af 73
Mens koncentration om den foreliggende opgave, tab af bevidsthed om selvet, ændringen af
tidsfornemmelse og den autotele oplevelse, beskrives som dele af optimaloplevelsen i
Csikszentmihalyis teori om flow (Csikszentmihalyi, 1991, s. 75-90).
Overensstemmelsen mellem disse to beskrivelser af intense oplevelser er bemærkelsesværdig, da
de begge udtrykker en række af de samme kendetegnende faktorer.
Der er enighed omkring en følelse af, at glemme tid og sted, altså en ændret tidsfornemmelse og
opslugthed af selve oplevelsen. Her gør koncentrationen sig også gældende i begge beskrivelser
af oplevelsen, samt at glemme sig selv, altså et tab af bevidsthed om selvet for en kortere stund.
Ifølge Maslow vil verden i højdepunktsoplevelsen opleves som en værdi i sig selv. Denne tilgang
til verden, kan sammenstilles med Csikszentmihalyis autotele oplevelse, hvis tilstedeværelse er
afgørende i forbindelse med optimaloplevelsen. I begge tilfælde bærer verden, selve oplevelsen,
eller aktiviteten altså en belønning i sig selv. Sagt med andre ord udføres en handling eller
aktivitet ikke med det formål, at stræbe efter senere opnåelige fordele, men derimod for selve
den værdi, som er indkapslet i denne.
Af overensstemmelsen mellem de to psykologers beskrivelser om, hvilke faktorer, der er med til
at skabe henholdsvis højdepunktsoplevelse og optimaloplevelse, kan der udledes en relativ klar
tendens. Denne tendens må ses som en forudsætning for opnåelsen af det gode liv. En
forudsætning, der beror på ikke kun en gang, men gentagne gange gennem livet, at opnå disse
oplevelser for at opretholde en lykkelig tilværelse.
Det må fastslås at disse oplevelser ikke nødvendigvis er ensbetydende med et konstant lykkeligt
liv, men er med til at skabe det gode liv (Csikszentmihalyi, 1991, s. 12).
Hos Csikszentmihalyi ses optimaloplevelsen som tilstanden af flow, og hos Maslow er
højdepunktsoplevelsen en del af at være et selvrealiserende menneske.
Hvor Maslow anvender højdepunktsoplevelsen som en del af selvrealiseringsbehovet, har
Csikszentmihalyi udviklet en komplet teori omhandlende netop optimaloplevelsen.
Højdepunktsoplevelser er ikke nødvendige for at befinde sig i selvrealiseringsniveauet, men en
udvikling i dette niveau vil muliggøre at opnå disse. Hvorimod optimaloplevelser udgør selve det
at være i flow. Dermed kan der heller ikke sættes lighedstegn mellem disse to former for
oplevelser og deres betydning for de respektive psykologiske teorier.
Selvrealiserende mennesker er ikke ensbetydende med konstant lykkelige, ligesom flow er
oplevelser, der opløfter mennesket, men på samme tid skal mennesket også forholde sig til en
44af 73
lang række hverdagssituationer. Det er ikke muligt at kontrollere og styre alt hvad livet bringer,
og ethvert menneske skal udføre nødvendige pligter, for at få livet til at fungere
(Csikszentmihalyi, 1991, s. 88).
Tilstanden af selvrealisering og flow kan på hver sin måde blive afbrudt. En faktor der kan gå ind
og forstyrre selvrealiseringen og højdepunktsoplevelserne er:
”Ifølge hierarki-hypotesen vil et lavere behov i hierarkiet altid være stærkere, mere dominerende
end et højere behov.” (Madsen, 1981, s.39-40)
Det vil sige, at selvom man er på selvrealiseringsniveauet vil der altid være en chance for at, der
er et lavere behov der styrer adfærden, hvis dette lavere behov ikke er tilfredsstillet længere.
Det kan også ses som at man slet ikke kan nå selvrealiseringsniveauet fordi ens adfærd styres af
et andet lavere behov (Halse, 2008, s.280).
Selvom man har nogle behov der kan være mere adfærdsbestemt end andre, kan det som nævnt
tidligere godt gå hen og blive et neurotisk umætteligt behov. Dette vil sige, at alt fokus ligger på
at tilfredsstille f.eks. sikkerhedsbehovet, fordi man måske har været arbejdsløs og nu har fået et
job, vil man bruge meget tid og energi på at sikre sig at det ikke sker igen (Madsen, 1981, s. 41).
Når man er neurotisk fikseret på et lavere behov, har man ikke mulighed for at opfylde de
resterende behov, som det kræver for at nå selvrealiseringen, og derved have mulighed for at
opnå højdepunktsoplevelser. Man stoppes dermed i udviklingen for det gode liv.
Der er dog nogle mennesker, som har mulighed for at modvirke den dominerende kraft som de
lavere behov har. Det er f.eks. forskere eller kunstnere (Madsen, 1981, s. 40). Det vil sige, at de
har mulighed for at blive på selvrealiseringsniveauet og have disse højdepunktsoplevelser uden,
at et lavere behov forstyrrer.
På samme måde har personer med en autotelisk personlighed lettere ved at opnå
optimaloplevelse, og dette i et betydeligt omfang (Csikszentmihalyi, 2005, s. 137).
Der ses tydelige ligheder mellem personer, der befinder sig i selvrealiseringsniveauet og
personer med autotelisk personlighed. De ses også som værende kreative og selvstændige
(Madsen, 1981, s. 44), og i begge tilfælde oplever personerne henholdsvis højdepunktsoplevelser
og optimaloplevelser.
Af disse to psykologiske teorier kan vi hermed udlede en fælles forudsætning: At have
højdepunktsoplevelser som såvel optimaloplevelser (flow) er en forudsætning for det gode liv.
45af 73
3.8 Social interaktion
Hos samtlige af de anvendte teoretikere kan vi udlede en vigtighed af social interaktion, hvilken
vi i dette afsnit vil se nærmere på.
Ved omgang med (med)mennesker er der to udgangspunkter vi mener er vigtige for denne
rapports indhold, som Aristoteles beskriver. Den første og essentielle faktor er at uddanne
individet i en tidlig alder, så man lærer unge mennesker at forme begæret efter fornuften, så de
går fra at være utilregnelige og styret af følelserne, til at kunne være i stand til at bedømme hvad
der er godt i bestemte situationer, samt at man, i tilfælde af fejl er i stand til at opdage det. I
samvær med moralsk dygtige personer, mener Aristoteles at det derfor er muligt at tilvænne
mennesket til at handle korrekt i kraft af de rette følelsesmæssige reaktioner, altså at handle ud
fra den rette situationstilpasset holdning. Det er en proces, hvor dannelse, ikke kun gennem ydre
påvirkninger, men i høj grad også ved selvstændige bestræbelser, udformes til den gode
handling. Det er alene ved at øve sig at man bliver dygtig til at handle moralsk, og de kortsigtede
fristelser, som kunne give anledning til at handle forkasteligt, mister derfor efterhånden deres
tiltrækningskraft i takt med at mennesket forstår at forme sine tilbøjeligheder i retningen af
dyden, og opretholde en balance mellem følelsestilstandenes yderpunkter (Aristoteles, 1995, s.
37).
Når individet har tillært sig dyderne, og forstår virksomheden bag en etisk livsførsel, er der en
vigtig dyd som Aristoteles bestemt karakteriserer som værende af betydning. Denne er som
tidligere nævnt venskabet. Venskaber er for Aristoteles en af de vigtigste dyder med forsæt om at
nå den sande lykke, og det vigtigste det venskab som bygger på dyderne. Dette venskab bygger
på at en person ønsker det bedste for deres ven(ner) uanset hvad nytte- eller følelsesforholdet kan
vise sig at være. I samvær med moralsk dygtige personer, mener Aristoteles at det derfor er
muligt at tilvænnes til at handle korrekt i kraft af de rette følelsesmæssige reaktioner, altså at
handle ud fra den rette situationstilpasset holdning. Det er en proces, hvor dannelse, ikke kun
gennem ydre påvirkninger, men i høj grad også ved selvstændige bestræbelser, udformes til den
gode handling og det gensidige venskab. Derfor er den sande lykke hos mennesker forudsat af at
have nogen at dele den med, da det stærkeste venskab betyder den inderligste forening, og deraf
følger at de sande venner altid kun kan være få. På det højeste trin er sådanne glæder virkelig
lykke (Aristoteles, 1955, s. 129.) Brinkmann tilslutter sig Aristoteles’ holdning, om at man ikke
kan være lykkelig uden at interagere med andre mennesker, da man skal finde sin inspiration og
46af 73
lære af andre mennesker. Brinkmann udtrykker at når personer, som har studeret videnskab,
kunst og filosofi, fortæller at kendskab til Bohr, Mozart eller Wittgenstein kan berige et
menneskets liv, så er det med at lytte ører (Brinkmann, 2014, s. 24).
Csikszentmihalyi nævner hvordan dette sande venskab med stor sandsynlighed vil bygge på
fælles mål og aktiviteter (Csikszentmihalyi, 1991, s. 223), men at tilstedeværelsen af udfordring
også er afgørende for venskabets udvikling og den enkeltes udbytte heraf (Csikszentmihalyi,
1991, s. 225). Han påpeger i et citat af Aristoteles at: “uden venner ville ingen vælge at leve, selv
om han havde alt andet.” (Csikszentmihalyi, 1991, s. 225).
Der kan muligvis være noget om, at venner er den familie, vi selv vælger. I venners selskab er
der stor mulighed for at lære sig selv at kende, og denne interaktion vil være yderst styrkende for
den enkeltes selv. (Csikszentmihalyi, 1991, s. 226)
Csikszentmihalyi har ved hjælp af sin EMS-metode konkluderet, at autoteliske personer (i denne
undersøgelse teenagere), der altså har langt flere flowoplevelser, tilbringer mere tid med familie
end andre. Der er i familien mulighed for at prøve ting af og eksperimentere, uden at skulle
forholde sig til omverdens reaktioner. Denne interaktion i trygge rammer, menes at skabe
grobund for at lære at nyde forskellige aktiviteter mere (Csikszentmihalyi, 2005, s. 143-144).
For Csikszentmihalyi er interaktionen med andre ikke en direkte forudsætning for at opnå flow,
men flow kan meget vel opstå i interaktion med andre, og har uden tvivl indflydelse på det gode
liv.
For Taylor, er det en vigtig del, af hans tankegang at mennesket realisere sig selv og finder ud af
hvad det er, at være menneske for dem. Dette skal til dels gøres på baggrund af det moralske
ideal og kontakten med individets indre dybder, som beskrives i autonomi afsnittet ovenfor, men
det skal også gøres ved hjælp af andre mennesker omkring individet.
Taylor, forklarer:
“Vi bliver komplette menneskelige agenter, der er i stand til at forstå os selv og dermed definere
en identitet i og med, at vi tilegner os en bred vifte af menneskelige udtrykssprog.” (Taylor,
2002, s. 86)
47af 73
Taylor, forklarer, at intet menneske lærer disse udtrykssprog alene. Udtrykssprogene skal bruges
til at definere individets identitet, og læres gennem sproglig kontakt med andre mennesker. Den
menneskelige bevidstheds genese, som Taylor kalder det, læres altså gennem en dialog med
andre. (Taylor, 2002, s. 86)
Taylor præsentere også det som han kalder vore betydningsfulde andre. Ligesom Aristoteles og
Csikszentmihalyi mener Taylor også, at det er vigtigt at have mennesker som man holder af.
Disse betydningsfulde andre hjælper individet til at lære sig selv at kende og danne sin identitet,
da individet, i en dialog med dem, vil danne en identitet på baggrund af hvilken identitet de giver
individet (Taylor, 2002, s. 87).
Ydermere mener Taylor også, at der er behov for en vis grad af anerkendelse hos det moderne
menneske. “[...] Erkendelsen af, at vor identitet hviler på andre menneskers anerkendelse.”
(Taylor, 2002, s. 96). Taylor forklarer, at det altid har været en normal del af samfundet at blive
anerkendt. I ældre tider tog anerkendelsen blot udgangspunkt i de sociale strukturer, da man for
eksempel blev anerkendt ved at blive kaldt ‘Lady’ eller ‘Lord’. I dag kan man stadig godt få en
vis form for anerkendelse gennem ens karriere, men det meste af ens anerkendelse afhænger dog
af andre mennesker, og skal hentes gennem en dialog med andre (Taylor, 2002, s. 98).
Maslow mener ikke, at kontakten med andre mennesker er lig med det gode liv. Men det er et
behov man skal have opfyldt for at kunne udvikle sig til et selvrealiserende menneske (Maslow,
1970, s. 43). Ligesom Taylor, tilslutter Maslow sig en idé om, at man skal have kontakt med
andre mennesker for, at få et tilhørsforhold og søge anerkendelse (Maslow, 1970, s. 44-45).
Dette gøres ved at være i dialog med andre og derved få dækket sit 3. og 4. behov i pyramiden,
som omhandler kontaktbehovet og egobehovet.
Anerkendelsen af andre mennesker er især noget man vil have dækket på egobehovet.
Anerkendelse er nemlig med til at udvikle selvtillid hos den enkelte, og giver en følelse af at man
har en vigtig rolle i verden (Maslow, 1970, s. 45).
Altså er Taylor og Maslow enige i at kontakten med andre mennesker også udleder en form for
anerkendelse som er vigtig i forhold til at kunne opnå det gode liv.
En del af det som man kan udlede af de forrige afsnit omkring social interaktion, er at man på
den ene eller anden måde skal lære af ens medmennesker. Brinkmann tilslutter sig denne
holdning, og mener at man er nødt til at lære af andre mennesker, da svar på livets spørgsmål
ikke findes inde i en selv. Her er den gamle sige, om at mennesket kun har en mund og to ører af
48af 73
den grund, at man skal lytte dobbelt så meget som man taler, yderst relevant. Hvis man ikke gør
det, risikere man at leve et liv uden tvivl, og dermed få et enøjet syn på tilværelsen. Altså skal
man acceptere at man ikke er verdens centrum, og i stedet lære at kigge udad og være åben
overfor andre menneskers holdning, erfaring og tilstedeværelse, hvis man skal leve et godt liv i
denne komplekse verden. (Brinkmann, 2014, s. 129).
Social interaktion er for samtlige af vores teoretikere betydningsfuld for at leve et godt liv. Der
er enighed om, at man er nødt til at interagere med andre mennesker af flere årsager, såsom
styrkelse af selvet, dannelse af identitet, at lære af og udfordres af andre, at føle et tilhørsforhold,
at opnå anerkendelse og at have nogen at dele lykken med. Vi kan derfor konkludere at selve
interaktionen med andre mennesker er en vigtig del af det gode liv.
Delkonklusion
Vi kan ud fra dette analyseafsnit konkludere otte forskellige forudsætninger for det gode liv på
baggrund af de fem teoretikere. Følgende opstillede forudsætninger er dermed resultatet af en
sammenkobling af fællestræk blandt enkelte eller flere af teoretikerne: Bevidsthed, anerkendelse
af fortiden, dydigheder, viden, mål, autonomi, selvrealisering og flow, social interaktion.
Trods uenigheder blandt teoretikerne, har det været muligt at sammendrage forudsætninger, der
på denne måde er blevet mere fyldestgørende.
Disse forudsætninger vil i en diskussion blive sat i en samfundsmæssig kontekst, og vi vil ud fra
dette diskutere og vurdere deres relevans og om de overhovedet er realistiske forudsætninger.
4. Diskussion
Vi har i analysen fundet frem til relevante forudsætninger, for at opnå det gode liv. Det vil i
følgende afsnit blive diskuteret hvorvidt disse forudsætninger er relevante og realistiske at opnå,
i det samfund vi lever i i dag. Vi vil i denne diskussion ikke forholde os til andet samfundsteori,
end den som frembringes af de anvendte teoretikere.
49af 73
4.1 Samfundsovervejelser
En diskussion og vurdering af forudsætningernes relevans og opnåelighed, må på baggrund af
vores teoretiske grundlag, sættes ind i en kontekst. I denne kontekst vil det være muligt at
bedømme forudsætningerne. Vi har blandt andet valgt at udlede et sådant fokus, da Maslow
pointerer, at hans behovspyramide ikke er universel. Behovspyramiden og opfyldelsen af de
enkelte behov er afhængig af, hvilket samfund mennesket lever i, og dermed, hvad der ligger til
grund for menneskets bevidste motivation i netop dette samfund (Maslow, 1970, s. 54). Da
denne behovspyramide er delt ind i forudsætninger, der skal være til stede for at opnå
selvrealiseringen, tillægger vi Maslows overvejelser omkring de samfundsmæssige forhold stor
værdi. Vi ser det som en nødvendighed at sætte de udledte forudsætninger ind i en
samfundsmæssig kontekst, som kunne muliggøre en opfyldelse af forudsætningerne. Vi har valgt
at fokusere på det vestlige samfund, og vil derfor i diskussionsafsnittet diskutere, om vores
forudsætninger er opnåelige i et sådant samfund.
Taylor og Brinkmann beskriver begge tendenser i det samfund, vi har i dag, og på baggrund af
disse tendenser vil vi diskutere forudsætningerne for det gode liv.
Som beskrevet i redegørelsen under Taylor-afsnittet ses det hvordan vi har gjort op med
tidligere moralske horisonter, i form af blandt andet det himmelske og naturen(Taylor, 2002,
s.62-63). Dette har gjort, hvis du spørger Taylor, og om muligt mange andre, at vi har fået øget
relativisme og øget selvrealiseringens individualisme (Taylor, 2002, s. 70-71).
Ifølge Brinkmann præges vores samfund i dag af udvikling, fleksibilitet og globalisering. Der er
ikke længere samfundsmæssige holdepunkter at bygge sit liv omkring, fordi alt er under
forandring og udvikling. Denne omsiggribende udvikling af blandt andet humanisering og
effektivisering af arbejdspladser fører til stress-epidemider og en inhuman nedbrydning af
menneskelige relationer. Altså hersker der i vores tid en form for livsfilosofisk forvirring, der gør
det svært at stå fast i sit liv (Brinkmann, 2014, s. 32).
Samfundet udvikler sig på baggrund af kræfter, hvilket ikke kan diskuteres. Dog kan det
diskuteres hvordan det enkelte individ vælger at leve sit liv i samfundet, samt hvordan samfundet
har indvirkning på individets muligheder for det gode liv.
50af 73
4.2 Positiv psykologi
Eftersom vi i denne rapport anvender psykologerne Maslow og Csikszentmihalyi og
psykologiske teorier, der bevæger sig indenfor den positive psykologi, samt Brinkmann, der
bruger den positive psykologi som skydeskive, ser vi det som oplagt at rette fokus mod den
positive psykologi og at diskutere denne.
På baggrund af en kort introduktion om positiv psykologi af Hans Henrik Knoop, der er lektor
ved Aarhus Universitet samt præsident for European Network for Positive Psychology, vil vi
indkredse, hvad der forstås ved positiv psykologi, og på hvilken måde den gør sig gældende i
denne rapport.
Den positive psykologi udspringer af den humanistiske psykologi, som Maslow var en af
grundlæggerne af (Knoop, 2013, s. 7). Knoop omtaler, at den gængse opfattelse af, hvornår der
gøres brug af psykologisk viden, vil være, når noget først er kørt helt af sporet. Den positive
psykologi skal ikke opfattes som en psykologisk viden, der bliver gjort brug af på denne måde,
men derimod kan den positive psykologi ses som forebyggende, en måde at skabe vækst og
udvikling, både i forhold til sig selv og andre (Knoop, 2013, s. 58-59).
Den positive psykologi kan ses som en modreaktion til negativiteten, der på langt de fleste
områder er lettere at tilslutte sig. “Vi grubler kort sagt mere over problemer og fiaskoer, end vi
påskønner glæder og succeser.” (Knoop, 2013, s. 24). Det kræver altså mere af os, at fokusere
på det positive frem for det negative.
Positiv psykologi er ikke bare et spørgsmål om, at beslutte sig for at være positiv, det må altså
siges være lettere sagt end gjort. Dog er det vigtigt at fastslå, at det ikke skal forstås som hokus
pokus, men en mulighed for aktivt at sætte sig i førersædet og tage kontrollen over eget liv.
“Viden åbner nye muligheder for os, og positiv psykologi er dybest set ikke andet end brugbar
viden.” (Knoop, 2013, s. 6). Med den rette tilgang, hvilken forudsætter en viden om denne, vil
begrænsninger udviskes og nye muligheder opstå. I og med at den positive psykologi retter fokus
mod helt grundlæggende, at give sig selv mulighed for at have det godt, må denne positive
tilgang til tilværelsen ikke forveksles med en negligering af livets negative sider. Ved at erkende
negative følelser, ligger der samtidig et potentiale i, at træffe et valg om, hvordan man ønsker at
omgå disse følelser, og altså hvor stor betydning man vælger at tillægge dem (Knoop, 2013, s.
58-59). I denne rapport anvendes den positive psykologi som nævnt i forbindelse med Maslow
og Csikszentmihalyis psykologiske arbejde. Og netop dét at have en viden om, at kunne skabe
51af 73
nye muligheder for sig selv, og at turde at kaste sig ud i nye udfordringer, for på den måde at
udvikle sig, indkredser disse to psykologers anvendelse af positiv psykologi.
4.3 Diskussion af positiv psykolog
Ifølge Brinkmann er den positive psykologi over os som aldrig før, og den påvirker i høj grad
måden hvorpå vi kommunikerer og agerer i verden. Biblioteker og boghandler bugner
efterhånden med bøger om, hvordan man hurtigst muligt opnår et lykkeligt liv ved hjælp af
positiv psykologi. Brinkmann vender ryggen til denne almene måde at agere i verden på, han
sætter spørgsmålstegn ved og fremstiller paradokset om hvorvidt den positive psykologi
egentligt har en positiv virkning. Brinkmann fremhæver i sin kritik af den positive psykologi, at
man ikke kan have et klart syn på tilværelsen, hvis man udelukkende har positive briller på.
Derfor risikerer vi at den positive tænkning faktisk kan give anledning til flere problemer end
løsninger.
Forfatter og psykolog Thomas Geuken fra Institut for Fremtidsforskning har arbejdet og studeret
positiv psykologi i forbindelse med virksomhedsledelse og er enig med Brinkmann:
”Når man laver en idealkonstruktion og hele tiden fortæller en bestemt historie om sig selv,
nemlig den positive, viser konstruktionen sig i 9 ud af 10 tilfælde ikke at passe med
virkeligheden. Det fører til næste væsentlige problem, nemlig mennesker, der tænker: »Her går
jeg omkring og er så positiv, og jeg vil alt det gode, men jeg opnår det ikke alligevel. Der må
være noget, jeg gør forkert. Livet lykkes ikke for mig.« Sagt helt firkantet: I stedet for, at vi føler
os succesrige og lykkelige, når vi vælger et positivt livssyn og opfatter livets vanskeligheder som
»udfordringer«, ender vi med at føle os forkerte og mislykkede.” (Bølling, 2012)
Brinkmann mener desuden at den positive psykologi negligerer, tabulægger og fejer de negative
følelser ind under tæppet, og derfor ikke forholder sig til livets problemer, hvilket kan gøre os
deprimerede og ulykkelige den dag et reelt problem faktisk indtræffer.
Dette synspunkt bekræfter ifølge Knoop, hvordan den positive psykologi kan og bliver
misforstået. Csikszentmihalyi vedbliver, at livet aldrig vi være uden problemer, men at en
stillingtagen til opfattelsen af disse vil betyde ikke at fastlåse sig selv i den negative synsvinkel:
52af 73
“At benægte, undertrykke eller misforstå den (en smertefuld begivenhed, red.) duer heller ikke,
så vil den bare blive ved med at rumstere i underbevidstheden og dermed beslaglægge psykisk
energi på anden vis. Det er nødvendigt at kunne se det smertefulde i øjnene, at konfrontere det
og acceptere, at det er der, for dernæst så hurtigt som muligt at koncentrere sig om noget andet,
om noget som man selv vælger.” (Csikszentmihalyi, 2005, s. 149-150)
Endvidere påpeger Brinkmann at den form for lykke, som positiv psykologi lægger op til, har det
svage punkt, at man risikerer at få en særdeles egocentreret livsindstilling. Han ser målet med
den positive psykologi som værende at skabe sin egen lykke, og udvikle potentialer til gavn for
sig selv – og ingen andre (Bølling, 2012). Taylor er enig i, at en øget egocentrering kan føre til
bekymringer inden for; Den instrumentelle fornufts forrang, individualisme og det politiske
niveau. Endvidere pointerer Brinkmann at denne egocentrerede væremåde har en klar faldgrube,
da hvad der virkelig kan have indvirkning på lykken, ifølge ham, er at udvise næstekærlighed og
dele livets glæder, uden selv at drage fordel af det.
Desuden mener Brinkmann, modsat den positive psykologi, at lykken ikke er en række
højdepunkter, men en helhed (Bølling, 2012). Dette tilslutter Aristoteles sig, da man ikke kan
vurdere en persons liv som værende lykkeligt, før det er tilendebragt i fuldstændighed da “[...]
intet ufuldendt kan kaldes lykkeligt; det er jo nemlig ikke noget hele.” (Aristoteles, 1955, s. 25).
Netop dette synspunkt er i sig selv yderst interessant. Skal lykke opfattes som en konstant, altså
en helhed, eller udgøres den af en række enheder, der lyser tilværelsen op? Og kunne disse
enheder om muligt bidrage til en samlet helhed, der kunne gøre det ud for det gode liv?
Her synes rollerne at være byttet om, da Brinkmann stiller sig optimistisk i forhold til at kunne
opleve lykken som en helhed, mens fortalerne for positiv psykologi, Maslow og
Csikszentmihalyi, vil mene at et menneske ganske enkelt ikke er i stand til f.eks. at være i en
konstant tilstand af flow. På samme måde illustreres det, hvordan lykke som sammenhængende
enheder gør sig gældende for mennesker, der har nået selvrealiseringsniveauet, da udviklingen
ikke stopper af den grund. Skulle lykken kun gøre sig gældende som en helhed, ville det være
mildest talt uoverskueligt at stille sig denne i sigte.
Det behagelige, det gode og det meningsfulde liv har været betydningsfulde for den positive
psykologis empiriske forskning. Dette flugter helt parallelt med Aristoteles' opfattelse af det
gode liv og den rette livsførelse, hvor det behagelige liv er præget af ubeherskede
handlingsmotiver rettet mod begæret og ikke imod fornuften, og det gode liv er et liv i
53af 73
overensstemmelse med sin naturs fornuft og indlæring af dyderne.
Der hvor Aristoteles nok ville være uenig med den positive psykologi og fremføre en
argumentation imod, er at den største faktor for en lykkelig tilværelse basalt går ud på at forblive
mentalt positiv og få vendt situationen til egen vindings skyld, samt at lykke er en subjektiv
tilstand. Som allerede nævnt er lykke for Aristoteles ikke en tilstand, men et helt liv levet i
harmoni med de etiske dyder, som kræver at vi gennem social omgang med dydige mennesker
tillærer os de oprigtige dyder, og motiver bag de etiske korrekte handlinger. Dette kommer af at
du er født med en naturlig fornuft, men at det ikke er givet af man anvender denne korrekt uden
justeringer, tilvænning og praktisk udførsel.
Som Brinkmann forklarer er der fare for at den positive psykologi kan føre til en egocentrisk
selvopfattelse, hvilket Aristoteles ville være modstander af. Det gode liv skal ikke leves
egocentreret, men fornuftsorienteret, hvilket fører til en følelse af at lykkes i samfundet, da man
handler korrekt i forhold til omstændighederne og af hensyn til sine medmennesker. Så selvom
man er og forbliver positiv af sind, er det ikke alene nok til at gøre en lykkelig, da man nok kan
foretage et valg eller en handling som ikke er i retning af de etiske dyder, eller fornuftpræget,
men blot i retning mod begæret, som det ofte er kendetegnet livsnyderen.
Dog argumenterer Csikszentmihalyi for, at der i flow ikke er fokus på en egocentrisk
selvopfattelse. Personer med autotelisk personlighed vil være i stand til at rette mere
opmærksomhed og interesse væk fra sig selv og ud mod verden (Csikszentmihalyi, 2005, s. 144146). I selve flowoplevelsen vil der indtræde et decideret tab af selvet, der senere vil bidrage til
en styrkelse af selvet (Csikszentmihalyi, 1991, s. 81-84). Netop dette sidste forhold, er højst
sandsynligt, hvad Brinkmann ville anse som værende egocentrisk og udelukkende for egen
vindings skyld.
Csikszentmihalyi opfatter en udvikling af eget selv som essentiel for også at kunne bidrage til
andre menneskers udvikling, og pointerer også hvordan “Opgaven er den at lære, hvordan man
kan nyde sin dagligdag uden at mindske andres mulighed for at nyde deres.” (Csikszentmihalyi,
1991, s. 90)
Den positive psykologi og dens måder at tænke på har vundet indpas, men om den positive
psykologi har taget overhånd, og bevæget sig i en forkert retning, der har knap så positive
konsekvenser, er der delte meninger om.
54af 73
En mulig forklaring på hvorfor den positive psykologi har vundet så stort indpas i vores hverdag,
er ifølge Brinkmann, at vi i dag lever i, hvad sociologer vil kalde et risikosamfund, der konstant
producerer risici gennem udviklingen. Hvilket betyder, at man er bange for at blive hægtet af
samfundets konstante udvikling, hvis man ikke er positiv, fleksibel og åben for nye tiltag
risikerer man ikke at komme med bussen. Filosoffen Anders Fogh Jensen beskriver vores tid som
projektsamfundet, hvor aktiviteter og praksisser nedfattes i tidsbegrænset projekter. Dette
betyder, at vi overbooker os selv med aftaler og projekter, da det forventes at man siger ja og er
positiv, hvilket er grunden til at den positive psykologi er så alment accepteret i dag (Brinkmann,
2014, s. 60).
Vi vil her ikke argumentere for, om den positive psykologi enten er eller ikke er en tankegang,
man skal vedtage sig for at opnå det gode liv. I stedet vil vi begive os ud i en videre diskussion af
de otte forudsætninger, og om de er realistiske at opnå for et menneske i det nutidige samfund.
4.4 Diskussion af forudsætninger
4.4.1 Bevidsthed
Da det gode liv ikke indtræder af sig selv, er bevidsthed om egne valg og handlinger en
forudsætning, for at kunne nærme sig det gode liv. En sådan bevidsthed er ikke ensbetydende
med at en person for eksempel behøver at være bevidst om, at den følelse som han/hun oplever, i
en mere videnskabelig sammenhæng karakteriseres som flow. På samme måde er der ikke tale
om at være bevidst om Maslows behovs- og personlighedspyramide, men at være bevidst om at
have nogle mål, som man gerne vil realisere.
Vi har i det foregående afsnit konkluderet, at der i vores samfund, ses en klar tendens i retning af
anvendelse af positiv psykologi. Uafhængig af, om man forholder sig kritisk eller ukritisk til
denne tendens, kræver en beslutning om at træffe et valg, en bevidst stillingtagen til, i hvilken
retning, man ønsker at bevæge sig. Dermed er bevidstheden mere eller mindre til stede i måden,
hvorpå det enkelte menneske vælger at fokusere.
Det er ikke til at komme udenom, at mennesket ganske enkelt ikke er i stand til at være bevidst
om alt omkring sig selv, men vil vi opnå det gode liv, eller gøre os forhåbninger om dette, må vi
på bedst mulig vis forsøge at danne overblik over egne valg og handlinger.
Om dette gøres gennem den positive psykologi og dens redskaber, eller opnås via andre veje, er i
denne rapport ikke afgørende for selve forudsætningen omkring tilstedeværelse af bevidsthed.
55af 73
Forudsætningen bevidsthed beskriver, hvordan mennesket selv må handle aktivt, og dermed
bevidst, da det gode liv ikke opstår af sig selv.
4.4.2 Anerkendelse af fortiden
Samfundet i dag er beskrevet af Brinkmann, som en accelererende kultur, som er optaget af nuet
og af fremtiden fremfor at fokusere på og lære af fortiden. Brinkmann stiller det provokerende
spørgsmål til tilhængerne af nuet: ”Hvem der egentligt er i stand til at være mest muligt til stede
her og nu?” (Brinkmann, 2014, s. 120). Svaret er ifølge Brinkmann den som anerkender
fortiden, og bygger på tidligere tiders erfaringer. Derfor kan anerkendelse af fortiden diskuteres
som værende et bedre alternativ til at være forberedt på fremtiden, modsat den maniske
udviklingsimperativ, som præger vor tid (Brinkmann, 2014, s. 133). Fortsat kan en ændring af
fokus fra spekulation om fremtiden til anerkendelse af fortiden være særdeles relevant i dag, da
en fokusering på fremtiden faktisk kan være fremtidsskabende, og dermed forstyrrende for
samfundets naturlige udvikling. Et gammelt sociologisk teorem (læresætning) kaldet Thomasteoremet lyder, hvis mennesker definerer noget som virkeligt, får det virkelige konsekvenser.
Ifølge filosoffen Simon Critchley er fremtidsfokuseringen dybt skadelig: “Vi bør så systematisk
som muligt afskaffe vores fremtidsideologi og fremskridtskulten. Ideen om fremskridtet er kun et
par hundrede år gammel, og det er en meget dårlig idé. Jo hurtigere vi slipper af med den, desto
bedre.” (Brinkmann, 2014, s. 122)
Altså er der brug for denne forudsætning og dermed en ændring af mindset, og ændring af fokus
fra værende fremtidsorienteret til fortids anerkendende, da samfunds tendensen i dag er en tæt på
enøjet fokusering på fremtiden, hvilket kan være manipulerende for samfundets egentlige
udvikling.
4.4.3 Dydigheder
Når Aristoteles lister de forskellige karakterdyder op, opdeler han dyderne i, universelle dyder og
dyder der knytter sig til det bestemte. Han nævner mod, visdom, selvbeherskelse og
retfærdighed, som dyder mennesket altid skal besidde, hvorimod en dyd som mildhed knytter sig
til en bestemt situation. Har Aristoteles derimod indfanget nogle universelle dyder, eller er disse i
høj grad præget af hans eget samfund?
Vi vil mene, at en universel dyd, som retfærdighed, synes at præge alle andre samfund, men at
56af 73
fortolkningerne af dydens indhold synes forskellig. I vesten mener vi for eksempel ikke, at en
fundamentalistisk Sharia familielovgivning kan være retfærdig. En lov der påbyder
voldtægtsforbryderen at gifte sig med sit offer, eller kvindens familie at begå æresdrab mod
kvinden vil aldrig være retfærdigt i forhold til vestlige kvinderettigheder.
Et sådan eksempel viser, at det i det hele taget er svært at opstille generelle love i verden, da
menneskers adfærd i høj grad afhænger af den kultur, den er affødt af. På baggrund af
Aristoteles’ dydsetik kan vi blive enige om, at godhed, gavmildhed, sandfærdighed og storhed
synes at være etiske dyder, der er gode – hvordan de så kommer til udtryk i de bestemte
samfund, er derimod udtryk for tolkninger af godhed og gavmildhed.
Et andet væsentligt problem er i forhold til midtermålet, nemlig at det synes svært at ramme.
Hvad der er det rigtige at gøre afhænger i hver situation af individet og situationens mulige
udfald. Og kan man overhovedet tale om et midtermål, når det defineres som midten for en selv?
Derfor kan det tolkes som subjektivistisk og relativistisk, når en etisk handling knyttet til en
person i en bestemt situation, som det er personens eget ansvar at bedømme, ikke er det samme,
der er rigtigt for alle og enhver til enhver tid.
Verden er i dag fragmenteret, globaliseret og ligner langt fra den afgrænsede bystat, som
udgjorde fundamentet for Aristoteles' samfundsmoral. Vi er ikke entydige fornuftsvæsener, ikke
nødvendigvis født gode og en dyd som fleksibilitet eller omskiftelighed synes langt mere
anvendelig i en moderne hverdag end Aristoteles' mod eller storsind. Alligevel synes
dydsetikken på et almenmenneskeligt plan at kunne genfindes og komme til sin ret endnu i dag.
Vi vil ikke påstå, at menneskeheden kan opdrages til de eksakt samme karakterdyder, eller at
mennesket altid vil handle i overensstemmelse med sin ideale karakter. Men det giver mening at
tale om dyder, der i særlige situationer og inden for bestemte samfund, kontekster eller
tidsperioder synes gode at besidde. Derfor kan det indenfor en begrænset kontekst lade sig gøre
at blive enige om, hvilke dyder, der bør opfostres i mennesket, og opgaven bliver så at opdrage
borgere fra barnsben til at besidde visse dyder med det formål, at de efterfølgende vil søge at
handle i overensstemmelse med disse.
I dag er dyderne også afhængige af et menneskes daglige praksis, men dyderne er nogle andre
end i det antikke samfund, der bestod af slaver og bønder. Det er anderledes dyder der stadig er
vigtige for arbejderen end for arbejdsgiveren, så forudsætningen for dette er, at der for alle
gælder moderne dyder, som samarbejdsvillighed, fleksibilitet, omskiftelighed og evnen til
57af 73
nytænkning. Disse nye dyder vurderer vi som værende vigtige karakteregenskaber og en
forudsætning i tilstræbelsen mod det gode liv i nutidens omskiftelige og hektiske samfund.
4.4.4 Viden
I forlængelse med diskussionen om dyderne tillægger vi en diskussion om tilegnelsen af viden i
det moderne samfund. Som allerede nævnt er fornuften og indsigten med til at skabe baggrund
for en ret livsførsel, og dydsetikken som vi har analyseret er yderst relevant (Aristoteles, 1955, s.
27), men beror på andre værdier i dag end da Aristoteles fremførte den i det antikke Grækenland.
I dag har vi i det vestlige samfund gode uddannelsesmuligheder og -institutioner, da strukturen er
opbygget om velfærdssamfundet, og netop den forudsætning er essentiel. Ikke blot for at opdrage
individer ud fra fælles normer og værdier, som vi anser som værende gældende og rigtige ud fra
et samfundsperspektiv, og derved benytte fornuften til at handle i overensstemmelse med netop
disse. Men i høj grad også for at mulighederne for at lykkes i livet, afhænger af at man
gennemfører visse uddannelseskriterier, for at kunne tilpasse sig kulturen og derved udvikle sig i
en retning som man nu finder tilfredsstillende og karaktergivende. Tilstræbelsen af teoretisk og
praktisk viden er derfor en forudsætning for, hvordan man end ønsker livet skal udfolde sig, da jo
mere viden man tillægger sig, i samspil med den rette fornuft, større handlingsmuligheder kan få
i livet, hvilket underbygger ens selvbestemmelse i forhold til de valg man fører mod det gode liv.
4.4.5 Mål
I forbindelse med mål kan man i dag se en af Taylors tre bekymringer, nemlig den instrumentelle
fornufts forrang. I og med vi selv vælger vores mål, må man gå ud fra, der ligger en form for
realisering på baggrund af disse mål. Mål er altså noget som det enkelte individ individuelt har
fundet frem til at han/hun gerne vil opnå. Derfor ses der igen et problem i den allerede opstillede
bekymring; den instrumentelle fornufts forrang. Det er ikke sikkert, at denne bekymring bliver
aktuel hos mange mennesker, men som Taylor forklarer er det en bekymring, som vi skal og må
tage højde for. Når den instrumentelle fornufts forrang bliver aktuel hos en person med nogle
høje moralske mål, kan man derfor forestille sig, at disse mål vil blive sværere at opnå på grund
af den instrumentelle fornuft. Her kan man igen tage udgangspunkt i Taylors eget eksempel:
Hvis en sygeplejerskes mål er, at hun skal pleje og være menneskenær med sine patienter, og på
den måde give sine patienter den bedst mulige pleje, vil dette være et mål som er sværere at opnå
på grund af den instrumentelle fornuft forrang, som lægger op til at det er billigere og hurtigere
58af 73
at undlade denne form for menneskenære pleje. Dette vil medføre at sygeplejersken i netop dette
tilfælde, måske vil opleve en følelse af ikke at udføre jobbet ordentligt i overensstemmelse med
hendes egen subjektive målsætning om hvilke karakteregenskaber hendes profession indebærer
(Taylor, 2002, s. 65).
I en sådan forbindelse vil det være tæt på umuligt at have mål, der er i overensstemmelse med
Aristoteles’ og Csikszentmihalyis betragtninger af hvilke mål, der må ses som gavnlige.
Her vil enhver handling indebære et mål. Vi har erfaret, at der ligger en uenighed i, om en
handlings mål udelukkende tjener til at opfylde dens eget mål, eller om den enkelte handlings
mål er et led i opnåelsen af selve lykken.
Men som udgangspunkt for at føle at man lykkes indenfor en kategori, hvorend det indebærer
profession, uddannelse eller venskaber, kræver det at man opstiller et motiverende mål, som man
stræber at leve efter, da man derefter vil udføre sine handlinger med henblik på dette. Hvis målet
for sygeplejersken er at være en menneskenær sygeplejerske, bliver hun nødt til at stille sig et
mål, eller en målsætning, som hun i praksis kan udføre sine handlinger imod. Uden målet i mod
det gode, er der risiko for at forblive fastlåst og måske glemme vurderingen af egne handlinger,
hvilket ikke kan føre til en revurdering af egenskaber og målsætninger, som i høj grad kan føre
til at du aldrig yder dit bedste.
Der ses i dag en tendens til at udføre handlinger på baggrund af ydre mål, altså med senere
opnåelige fordele som udsigt og motivation for at udføre selve handlingen.
Brinkmann italesætter tidens og den accelererende kulturs krav om at kunne overskride
grænserne for hvad der allerede er, og om konstant at være på vej mod det næste innovative og
kreative træk (Brinkmann, 2014, s. 32).
Den autotele oplevelse vil i sygeplejerskens tilfælde dikteres af, at sygeplejersken udfører sit
arbejde på baggrund af, at hun finder samværet med patienterne nydelsesfuldt. Forudsætningen
for målene vil derfor være at man udfører handlinger, for at disse er mål i sig selv. Oplevelser,
der udelukkende er autotele, eller at udlede mål i enhver handling, vil kræve en stor indsats af det
enkelte menneske i det nutidige samfund. Dermed ikke sagt at disse mål i dag er uopnåelige, men
til trods for alt må vurderes som realistiske.
59af 73
4.4.6 Autonomi
Er det realistisk at have fuld autonomi? Eller er det fint bare at have lidt? Vi ved i dag, at der
bliver fokuseret en masse på, at vi skal se ind i os selv. Dette ses både gennem den positive
psykologi samt Taylors og Brinkmanns betragtninger af samfundet.
Men ifølge Taylor er det vigtigt at bide mærke i, at han ikke ønsker en forstærkning af at tage
holdninger indefra. Han ønsker ikke at vi bliver mere selvoptagede (Taylor, 2002, s. 63).
Tværtimod ønsker han at vi skal tage et lille pusterum og begynde at se mere udad på vores
medmennesker. Men selvfølgelig uden helt at bortkaste autonomien. Taylor mener, at alt i
samfundet ikke skal bestemmes på baggrund af hvad der findes inde i os selv. Ydermere er vores
individuelle værdier og holdninger ikke lov og ret (Taylor, 2002, s. 95).
Dog for, at svare på om autonomi er en forudsætning som kan opfyldes vil der her blive
præsenteret et citat af Taylor:
“Det indrømmer en afgørende moralsk betydning til en form for kontakt med mig selv, med min
egen indre natur, som ifølge det er i fare for at forgå, dels på grund af et krav om at leve i
overensstemmelse med ydre regler, men også fordi jeg, når jeg forholder mig instrumentelt til
mig selv, risikerer at miste evnen til at høre denne indre stemme.” (Taylor, 2002, 83)
I citatet står det beskrevet, at kontakten med ens indre selv er i fare da mennesket har tendens til
at blive påvirket af ydre regler. Disse ydre regler kommer på baggrund af blandt andet det
instrumentelle, og herunder skal der forstås den allerede præsenterede bekymring, nemlig den
instrumentelle fornufts forrang. Når vi som individ tilslutter os en idé, på baggrund af samfundet
idé, om at alt skal være hurtigere og bedre, og der skal være en fordel mellem omkostning og
udbytte, er det klart at nogle af de moralske holdninger, som vi henter indefra, vil blive svære at
føre ud i livet. Hvis en lærers moralske holdning er, at hun vil give børnene i skolen den bedst
mulige vejledning og støtte, kan dette blive svært da ledelsen måske skærer ned i hendes timer
og ikke giver tid til sådan samtaler mellem lærer og barn.
Men Taylor mener stadig, på trods af bekymringerne, at det at se ind i sig selv kan
opretholdes. Han skriver nemlig at vi kan vælge at tilslutte os autenticitetsidealet, så en
opretholdelse af autonomi er aktuel og er en realistisk forudsætning. Taylor mener nemlig, at vi
skal tilslutte os autenticitetsidealet. Autenticitetsidealet er en god blanding af både at finde svar i
60af 73
ens egne dybder og samtidig finde svar hos andre mennesker. Men samtidig ligger det også i
autenticitetsidealet, at vi samlet skal se ud på resten af samfundet, og sammen bringe samfundet
mod bedre tider. Hvis autenticitetsidealet bliver et ideal for nok mennesker, vil vi nemlig undgå
bekymringer som øget individualisme, den instrumentelle fornufts forrang og bekymringer i det
politiske niveau. Når disse bekymringer undgås, bliver vi ført mod bedre tider og dermed mod et
bedre liv (Taylor, 2002, s. 78).
Altså er, autonomi en vigtig del af Taylors tankegang. Og det er vigtigt at man hverken har for
meget eller for lidt, det er vigtigt man bliver ved med at tage imod inputs fra andre mennesker.
Autonomi ses som en forudsætning, som kan blive dækket af det moderne menneske. Men i
moderniteten skal mennesket passe på med ikke at ligge under for den instrumentelle fornufts
forrang, da de moralske holdninger som findes i individet indre ikke vil kunne opretholdes.
4.4.7 Selvrealisering og Flow
På baggrund af den af analysen udledte forudsætning, der bestemmer højdepunktsoplevelser og
optimaloplevelser som værende en del af det gode liv, vil vi diskutere disse to oplevelsers
mulighed for tilstedeværelse i det moderne samfund.
Som allerede erfaret, synes oplevelsen af flow at være uafhængig af samfundsmæssig eller
kulturel baggrund, men vi må her understrege, at til trods for en fælles oplevelse af selve
tilstanden, vil vejene til flow være mange. Og netop disse veje kan ikke sige sig fri for at være
under indflydelse af det omkringliggende samfund.
For Maslow er det dog nødvendigt at betragte de enkelte behov, her selvrealiseringsbehovet, ud
fra det enkelte samfund, som behovs- og personlighedspyramiden indsættes i. Da der ifølge
Maslow er nogle samfund eller kulturer der ikke bidrager til opfyldelsen af de enkelte behov.
Vi oplever selv, hvordan vi, som produkt af vores egen tid og samfund, læser behovs- og
personlighedspyramiden ud fra det øverste behov. Behovet om selvrealisering er det mest
tiltalende, det mest efterstræbte behov, og nærmest et mål i sig selv. Overordnet set er vi ikke
nødsaget til at bekymre os om de lavere behov, da det nutidige samfund giver os muligheden for
at opfylde disse. Mangelbehovene, altså alle andre behov end selvrealiseringsbehovet, har med
andre ord gode betingelser for at blive realiseret, og dermed er det oplagt at flytte fokus til
vækstbehovet, altså selvrealiseringsbehovet.
Der fokuseres i høj grad på at realisere sig selv, men Maslow pointerer dog at det kun er 8-10 %
61af 73
af befolkningen i Amerika der er selvrealiserende mennesker (Halse, 2008, s. 285). Maslow
udledte dette, da han kom frem med sin teori om behovs- og personlighedspyramiden, og det går
dermed nogle år tilbage. Derfor kunne tallene godt se anderledes ud i dag.
Dog opfatter vi denne lave procentdel som et billede af, at vi muligvis stræber efter noget vi ikke
kan opnå, idet at de egenskaber som selvrealiserende mennesker skal have, godt kan virke
uopnåelige.
I og med, at højdepunktsoplevelser kun er mulige at opnå, for allerede selvrealiserende personer,
altså personer, der befinder sig i det øverste behov i pyramiden, er disse oplevelser ikke
tilgængelige for alle. Anderledes fra denne afgrænsning, er flow, altså optimaloplevelsen, i
princippet opnåelig for alle. Det kan ikke afvises at flow kan opstå tilfældigt, men at bringe
orden i bevidstheden, og at imødekomme enkelte eller flere af de otte dimensioner, kan dog
læres og trænes, og er dermed mulig. Med andre ord muliggør dette at indrette en hvilken som
helst aktivitet eller tanke, så der er størst chance for indtrædelse af flow, uafhængig af ydre
omstændigheder.
Dermed må optimaloplevelsen (flow) ses som mere realistisk end højdepunktsoplevelsen.
Af denne grund vil den endelige forudsætning formuleres som flow. Denne forudsætning
indebærer dog også højdepunktsoplevelser, der forekommer for dem, der befinder sig i
selvrealiseringsniveauet.
4.4.8 Social interaktion
I forhold til det Vestlige samfund ser vi social interaktion som værende realistisk. Der kan være
sjældne omstændigheder, som gør at man ikke har mulighed for denne interaktion. Men vi vil
undgå at tage udgangspunkt i minimalen og i stedet forholde os til den almene vestlige borger.
Her må vi konkludere, at der ikke ses nogle normale omstændigheder som gør en daglig
interaktion med andre mennesker uomgængelig. Altså er social interaktion en forudsætning som
er realistisk i det moderne samfund.
Dog kan det diskuteres om man har den rette sociale interaktion. Aristoteles mener, at man
tilbringer tid sammen med ens venner for begge parters fornøjelse. Dog forklarer Brinkmann,
uden at han er enig i om det er det rigtige at gøre, at han ser en tendens til at vi blot bruger andre
mennesker til at styrke eget netværk. Brinkmann observerer, at vi ikke bruger vores venner som
venner mere (Brinkmann, 2014, s. 92-94). Denne form for venskab/netværk ville ifølge
Aristoteles ikke opfylde hans kriterier for venskab.
62af 73
Der ses altså en lille tendens i samfundet som ikke kan hamle op med Aristoteles’ form for
venskab. Dog mener vi ikke, at det er grund nok til at bortkaste social interaktion som en
forudsætning for det gode liv. Det vil stadig, være muligt for mennesket i dag, at opleve
venskaber og social interaktion som Maslow, Csikszentmihalyi, Taylor, Aristoteles og
Brinkmann beskriver det. Det er altså en realistisk og relevant forudsætning for det gode liv at
have interaktion med andre. Man skal blot som menneske huske på, at man ikke må se på
mennesker som en del af sit netværk men som rigtige venner som man kan lære og kan holde af.
4.5 The Quick Exit Tree
Vi vil i dette afsnit indsætte vores endelige support factors/forudsætninger i Nancy Cartwrights
Quick Exit Tree strategi. Ved at gøre brug af Quick Exit Trees, vil en beslutningsproces være
mere simpel i forhold til at afklare hvilke forudsætninger der er til stede, og dermed om målet er
realistisk og opnåeligt. Dog fremhæver Nancy Cartwright også i sin teori, at et Exit Tree ikke
nødvendigvis er den eneste mulige vej til det ønskede mål. Altså er der også mulige alternativer
for vejen til det gode liv, da den vej som vi opstiller i vores projekt ikke nødvendigvis behøver at
være den endelige (Cartwright, 2012, s. 249).
Dette stemmer i høj grad overens med vores indgang til selve lykken, der i og med at den altid
vil være subjektiv, vil kunne nås gennem utallige individuelle veje.
Cartwright anerkender dog at skemaet i en bestemt situation af visse mennesker benyttes på
sådan en vis, at man ikke nødvendigvis skal kunne svare ‘ja’ til alle support-factors. Hvis man
derimod går ned af hovedgrenen med ‘nej’, er det ikke ensbetydende med at målet fuldstændigt
må opgives. Der kan være alternative spørgsmål/grene med ja/nej spørgsmål der igen kan føre en
tilbage på rette spor (Cartwright, 2012, s. 248).
For at understrege denne pointe skal du som læser, se på forudsætningerne. Kan du svare ja til
dem alle? - Vil vi mene du lever et godt liv. Svarer du nej til nogle af forudsætninger? - Forestil
dig så, at der former sig en ekstra gren der hvor du har svaret nej med nu et nyt spørgsmål: “Kan
du ved en ændring i din livsform opnå denne forudsætning?”. Svarer du ja til dette har du stadig
mulighed for at opnå det gode liv på. Hvis du derimod stadig svarer nej må vi konkludere, at du
ikke kan opnå det gode liv, på baggrund af vores teoretikeres teorier men, at du må afprøve
alternative og andre livsmodeller som vil kunne føre dig mod det gode liv.
63af 73
Rækkefølgen af forudsætningerne vil i The Quick Exit Tree være underordnet, og fremgår ikke i
nogen bestemt rækkefølge, da alle forudsætninger skal være til stede for at kunne opnå af det
gode liv.
Vi henviser til bilag, for at se The Quick Exit Tree14, hvor de følgende endelige forudsætninger
er indsat: Bevidsthed, anerkendelse af fortiden, dydigheder, viden, mål, autonomi, flow, social
interaktion.
5. Konklusion
Vi har undersøgt de forskellige teoretikeres holdninger og meninger om det gode liv. Ud fra dette
har vi givet et overblik over både forudsætningerne samt om forudsætningerne er relevante og
realistiske i det nutidige samfund. Ud fra dette satte vi til sidst i rapporten alle forudsætninger ind
i Nancy Cartwrights Quick Exit Tree.
Første forudsætning i vores Quick Exit Tree er bevidsthed. Ud fra afsnittet om bevidsthed kan vi
konkludere at alle teoretikerne på den ene eller anden måde er enige i at der skal være en form
for bevidsthed omkring at lykke ikke skaber sig selv, men at man selv må skabe sig lykke. Ud fra
dette kan vi sige at bevidsthed er relevant. Udover det er bevidsthed en forudsætning som er
realistisk at opnå i moderniteten.
Dernæst er vores næste forudsætning i Exit Tree strategien anerkendelse af fortiden.
Anerkendelse af fortiden er både en relevant og realistisk forudsætning for det gode liv. Ingen
fortid, ingen bæredygtig nutid. Ingen fortid, ingen bæredygtig fremtid. Det er absolut nødvendigt
at trække på tidligere livserfaringer, store som små, for at undgå tilbagevendende negative
frustrationer, som modarbejder sindsroen, og dermed det gode liv. Brinkmann observerer i
samfundet, at det bliver sværere og sværere for mennesket at se tilbage på fortiden, men
anerkendelse af fortiden er en realiserbar forudsætning for det nutidige individ.
Endvidere har vi en forudsætning i strategien som vi kalder dydigheder. Med hensyn til dyderne
er det essentielt for den rette livsførsel og målet mod det gode liv, da vores opfattelse af
dydsetikken i forhold til et mere moderne perspektiv, stadig har en vis relevans. Den realistiske
udøvelse af dyderne, som vi konkluderer har et anderledes præg i en mere nutidig
14
Her henvises til bilag: 8.5 – Quick Exit Tree.
64af 73
samfundskontekst, skal stadig betragtes som et midtermål mellem to yderpunkter, hvor fornuften
råder over den rette handling, og begæret står for underkastelsen af ubehersket lyst.
En yderligere forudsætning for det gode liv er et krav om tilstræbelse af viden, da jo mere viden
man tillægger sig, i overensstemmelse med den rette fornuft, automatisk får flere
handlingsmuligheder i livet, hvilket underbygger ens selvbestemmelse i forhold til de valg man
fører mod det gode liv.
Mål som forudsætning kræver, at handlinger bærer målet i sig selv. Mål er motiverende og er de
ikke tilstede risikere man at blive fastlåst i handlinger som kun udføres for korte opnåelige
fordele. Disse mål er i sig selv svært opnåelige, også i dag, da samfundet bevæger sig med en
sådan fart, at der er stor risiko for at motiveres af ydre mål, for at følge samfundets og egne
ambitioner. Dog må vi konkludere at forudsætningen mål stadig er realistisk, men kan være svær
at realisere.
Autonomi har vi beskrevet ved hjælp af Aristoteles’ og Taylors tankegange. De mener begge at
mennesket har brug for en selvbestemmelse til at udføre rigtige handlinger. Det er vigtigt og
relevant at man har sin egen måde at være menneske på. Dog uddrages på baggrund af Taylor, en
tendens i samfundet, hvilken omhandler, at vi bliver påvirket af den instrumentelle fornufts
forrang. Dette gør at vi får sværere ved at opretholde de moralske holdninger som vi henter
indefra. Dog må man konkludere, at når der er mulighed for at opretholde autenticitetsidealet,
som indebærer autonomi, er autonomi en realistisk forudsætning.
Forudsætningen omhandlende flow er relevant idet, at have oplevelserne styrker selvet og
livskvaliteten. Endvidere kan vi konkludere at flow er mere realistisk end selvrealisering. Da
selvrealisering er mere uopnåeligt da det vil være svært for et menneske at indeholde alle de
kvaliteter, som Maslow beskriver, man skal have for at være selvrealiserende. Dog er det stadig
realistisk at opnå flow i det nutidige samfund, idet det er noget man kan træne sig selv i at opnå.
Vores teoretikere er alle enige i at man skal have social interaktion med andre mennesker. Der er
forskellige årsager til at man skal have denne interaktion. Blandt andet dannelse af identitet, at
lære af og udfordres af andre, at føle et tilhørsforhold, at opnå anerkendelse og en styrkelse af
selvet. Det er ikke noget problem i det nutidige samfund, at opnå en social interaktion med
andre. Dog er spørgsmålet, om vi som mennesker, har den rigtige form for social interaktion.
Brinkmann observer nemlig, at vi blot bruger vores medmennesker som netværk og ikke som
rigtige venner. På trods af denne observation er det stadig realistisk og relevant for mennesket i
dag at opnå den rigtige interaktion med andre og derved opfylde forudsætningen.
65af 73
Endeligt kan det konkluderes at de otte udledte forudsætninger er realistiske og relevante, men at
de ikke er en altomfattende vej til et lykkeligt liv, da lykken som indledningsvist er subjektiv.
Men ifølge vores projekt kan du, hvis du svarer ‘ja’, til alle forudsætningerne i exit-strategien
betegne dig selv som et menneske med det gode liv.
6. Kritisk refleksion over projektarbejdet
I og med at det for hele gruppen er første gang vi udarbejder et projekt i denne størrelsesorden,
har det været en udfordring at disponere tiden bedst muligt. Derfor vil vi i fremtidige projekter
sikre os at få en afklaring af projektets indhold tidligere i processen.
Dog kunne man forestille sig, at hvis vi ikke havde haft progressionskursus omkring
projektteknik kunne der have opstået flere problemer i projektforløbet. Vi har igennem dette
semesters progressionskursus projektteknik, tilegnet os nyttig viden om et projekts opbygning og
struktur. Det som vi især har trukket på, på baggrund af projektteknik har været korrekt brug af
referencer. Ydermere har vi fået forklaring på både sammenhængen mellem empiri, metode og
teori og har fået afklaret hvordan disse hver især skal bruges. Derudover har vi været gode til at
håndtere faglige kriser på baggrund af blandt andet det, som vi har lært i forbindelse med
gruppedynamik.
Ved kritisk litteratur udvælgelse har vi valgt at fokusere på fem teoretiker, for derved så at
sammendrage de forskellige teoretikeres holdninger om det gode liv. Ved at inddrage de fem
teoretikere i stedet for en enkelt, har vi et bredere snit i litteraturen, og sammenligneligheder,
men bestemt også forskelle som har indgået som den kritiske del i diskussionen. Det endelige
resultat ville have været betydeligt sværere at nå frem til, hvis vi ikke tidligt i processen havde
fravalgt at gøre brug af yderligere flere teoretikere, hvilket var med i vores overvejelser.
Igennem dette projektforløb kan der hermed udledes at vi både har truffet fordelagtige valg i
forhold til projektets udformning, samt stødt på udfordringer, hvilke vi har lært af.
66af 73
7. Litteraturliste
Bøger:
Aristoteles. Vejen til Livslykken. Aristoteles’ eudemiske etik. Nyt nordisk forlag Arnold Busck.
1955.
Oversat fra græsk af Poul Helms
Aristoteles. Den Nikomacheiske Etik. Frederiksberg: Det lille forlag.
1995.
Oversat fra græsk af Niels Møller.
Brinkmann, Svend. Stå Fast. 1. udgave, 2. oplag. København: Gyldendal Business, 2014
Cartwright, Nancy. Evidence-Based Policy. Oxford University Press. 2012
Csikszentmihalyi, Mihaly. Flow og engagement i hverdagen. Dansk psykologisk Forlag, 2005
Csikszentmihalyi, Mihaly. Flow - Optimaloplevelsens psykologi. Munksgaard, 1991
Csikszentmihalyi, Mihaly. »Evolution og flow«. I Selvets udvikling - Evolution, flow og det gode
samfund, s. 227-262. Dansk psykologisk Forlag, 2008
Haybron, Daniel. M. Happiness, A very short introduction. 1. udgave. Oxford University Press,
2013
Halse, John. »Humanistisk psykologi: Maslow, Glasser og Frankl.« I Udviklingspsykologiske
teorier, af Espen Jerlang, Sonja Egebjerg, John Halse, Ann Joy Jonassen, Suzanne Ringsted og
Birte Wedel-Brandt, s. 273-285. København: Hans Reitzels Forlag, 2008.
Knoop, Hans Henrik. Positiv psykologi. Århus: Århus universitetsforlag, 2013.
Madsen, K.B. Abraham Maslow. København: Forum, 1981.
67af 73
Maslow, Abraham. Motivation and personality. 2. udgave. New York: Harper and Row, 1970.
Taylor, Charles. Modernitetens Ubehag - Autenticitetens Etik. Århus C: Philosophia, 2002.
Websider:
Bølling, Christina. Berlingske 30. november 2012. http://www.b.dk/personlig-udvikling/positivpsykologi-er-ikke-altid-lykken (senest hentet eller vist den 12. december 2014).
TED. Februar 2004. http://www.ted.com/talks/mihaly_csikszentmihalyi_on_flow#t-25139
(senest hentet eller vist den 16. Oktober 2014).
68af 73
8. Bilag
8.1 Nancy Cartwright. Evidence-Based Policy (s. 247-250)
69af 73
8.2 Aristoteles' etiske dyder
Dette er en opstillingslister (oversigt) over de etiske dyder som Aristoteles fremfører dem og redegør for i
Vejen til Livslykken. Aristoteles' Eudemiske Etik.*
(Overdrivelse)
(Midte)
(Mangel)
Vredagtighed
Mildhed
Følelseskulde
Dumdristighed
Mandighed
Fejhed
Skamløshed
Undseelse, Beskedenhed
Forlegenhed
Tøjlesløshed
Selvbeherskelse
Ufølsomhed
Misundelse
Uden Navn
”Forargelse”
Fordel (Vindesyge)
Det Retfærdige
Tab
Ødselhed
Fri Holdning
(i det økonomiske)
Fedtethed
Pralesyge
Oprigtighed
Selvforringelse
Smiger
Venlighed
Uvenlighed
Behagesyge
Værdighed
Selvbehagelighed
Blødagtighed
Hårdførhed
Selvplageri
Forfængelighed
Storsindethed
Småsindethed
Flothed
Storladenhed
Smålighed
Snedighed
Forstand, indsigt (Fronesis)
Naivitet
*Fuld reference findes i opgavens litteraturliste.
70af 73
8.3 Maslows behovs- og personlighedspyramide
71af 73
8.4 Diagram over flow-oplevelser
72af 73
8.5 Quick Exit Tree
73af 73