Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse Kommissionen har afgjort, at de selektive skattefordele til Fiat i Luxembourg og Starbucks i Nederlandene er ulovlige i henhold til EU's statsstøtteregler Bruxelles, den 21 oktober 2015 Europa-Kommissionen har truffet afgørelse om, at Luxembourg og Nederlandene har givet henholdsvis Fiat Finance and Trade og Starbucks selektive skattefordele, der er ulovlige i henhold til EU's statsstøtteregler. Konkurrencekommissær Margrethe Vestager udtaler: "Skatteafgørelser, der på kunstig vis reducerer en virksomheds skattebyrde, er ikke i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler. De er ulovlige. Jeg håber, at dagens beslutninger vil bidrage til, at dette budskab vil blive hørt af både regeringerne og virksomhederne i de enkelte medlemsstater. Alle virksomheder, hvad enten de er store eller små, nationale eller multinationale, bør betale deres del af skatten." Efter grundige undersøgelser, der blev iværksat i juni 2014, har Kommissionen konkluderet, at Luxembourg har tildelt selektive skattefordele til Fiats finansieringsselskab, og at Nederlandene har gjort det samme til Starbucks' kaffevirksomhed. I begge tilfælde blev det beløb, som virksomheden skulle betale i skat, kunstigt sænket af en skatteafgørelse fra de respektive nationale skattemyndigheder. Skatteafgørelser som sådanne er fuldt ud lovlige. De er tilsagnserklæringer fra skattemyndighederne, der har til formål at give en virksomhed klarhed over, hvordan dens selskabsskat udregnes, eller hvordan særlige skattebestemmelser anvendes. I de to undersøgte skatteafgørelser var der imidlertid tale om godkendelse af kunstige og komplekse metoder til fastlæggelse af virksomhedernes skattepligtige overskud, der ikke afspejler den økonomiske virkelighed. Det skete især ved at fastsætte priser på de varer og tjenesteydelser, der sælges mellem de forskellige virksomheder i Fiatog Starbucks-koncernerne (såkaldte "interne afregningspriser"), der ikke svarer til markedsforholdene. Det meste af overskuddet fra Starbucks' kaffevirksomhed blev således overført til udlandet, hvor det heller ikke beskattes, og Fiats finansieringsselskab betalte kun skat af det for lavt vurderede overskud. Det er ulovligt i henhold til EU's statsstøtteregler: Skatteafgørelser må ikke anvende metoder, uanset hvor komplekse de måtte være, til fastsættelse af interne afregningspriser, der ikke kan begrundes økonomisk, og som uretmæssigt overfører overskud med henblik på at nedbringe de skatter, som virksomheden betaler. Det ville give selskabet en urimelig konkurrencefordel i forhold til andre virksomheder (der typisk er små og mellemstore), som beskattes af deres faktiske overskud, fordi de betaler markedspris for de varer og tjenesteydelser, som de gør brug af. Kommissionen har derfor meddelt Luxembourg og Nederlandene, at de skal inddrive de ubetalte skatter fra henholdsvis Fiat og Starbucks for dermed at fjerne de to koncerners urimelige konkurrencefordel og genoprette ligebehandlingen med andre virksomheder i lignende situationer. Fra hver af virksomhederne skal der inddrives mindst 20 mio. EUR. Det betyder også, at virksomhederne ikke længere kan udnytte den fordelagtige skattebehandling, som de gældende skatteafgørelser giver dem. Kommissionen vil desuden fortsat undersøge praksis for skatteafgørelser i alle EU-medlemsstaterne. Den kan ikke afvise, at der vil blive indledt yderligere formelle undersøgelser af skatteafgørelser, hvis der er tegn på, at EU's statsstøtteregler ikke overholdes. De formelle undersøgelser af skatteafgørelser i Belgien, Irland og Luxembourg er stadig i gang. Hver enkelt sag vurderes individuelt, og de afgørelser, der er truffet i dag, foregriber ikke resultatet af Kommissionens igangværende undersøgelser. Fiat Fiat Finance and Trade, der har hovedsæde i Luxembourg, leverer finansielle tjenesteydelser, såsom koncerninterne lån, til andre virksomheder i FIAT-koncernen. Finansieringsselskabet foretager mange forskellige transaktioner med europæiske virksomheder i Fiat-koncernen. Kommissionens undersøgelse viste, at en skatteafgørelse, som de luxembourgske myndigheder traf i 2012, gav Fiat Finance and Trade en selektiv fordel, der siden 2012 uretmæssigt har nedbragt selskabets skattebyrde med 20-30 mio. EUR. Eftersom Fiat Finance and Trade kan sammenlignes med en bank, hvad selskabets aktiviteter angår, kan dets skattepligtige overskud fastsættes på samme måde som for en bank: som en beregning af afkastet af den kapital, som selskabet anvender til sine finansieringsaktiviteter. Skatteafgørelsen indebærer imidlertid en kunstig og særdeles kompleks metode, der ikke er egnet til beregningen af et skattepligtigt overskud, der afspejler markedsforholdene. Især på to måder sænker afgørelsen på kunstig vis det beløb, som Fiat Finance and Trade betaler i skat: - På grund af en række antagelser og nedjusteringer, der ikke kan begrundes økonomisk, er det omtrentlige kapitalgrundlag, der fastsættes ud fra skatteafgørelsen, meget lavere end virksomhedens faktiske kapital. - Det beregnede skattemæssige afkast, der af skattemæssige hensyn anvendes på den allerede meget lavere kapital, er igen meget lavere i forhold til markedsrenten. Som følge heraf har Fiat Finance and Trade kun betalt skat af en lille del af dens faktiske bogførte egenkapital og på basis af et meget lavt afkast. Hvis det skattepligtige overskud beregnes ud fra kapital, skal virksomhedens kapitaliseringsniveau principielt være tilstrækkeligt i forhold til de finansielle industristandarder. Det beregnede afkast skal desuden svare til markedsforholdene. Hvad angår Fiat Finance and Trade, viste Kommissionens vurdering, at det skattepligtige overskud i Luxembourg ville have været 20 gange større, hvis beregningerne af kapital og afkast havde svaret til markedsforholdene. Starbucks Starbucks Manufacturing EMEA BV ("Starbucks Manufacturing"), der har hovedsæde i Nederlandene, er Starbucks-koncernens eneste europæiske kaffevirksomhed. Den sælger og distribuerer ristet kaffe og kafferelaterede produkter (f.eks. kopper, emballerede fødevarer og kager) til Starbucks-butikker i Europa, Mellemøsten og Afrika. Kommissionens undersøgelse viste, at en skatteafgørelse, som de nederlandske myndigheder traf i 2008, gav Starbucks Manufacturing en selektiv fordel, der siden 2008 uretmæssigt har nedbragt virksomhedens skattebyrde med 20-30 mio. EUR. Især på to måder sænkede afgørelsen på kunstig vis det beløb, som Starbucks Manufacturing betalte i skat: - Starbucks Manufacturing betaler en meget høj afgift til Alki (en britisk virksomhed i Starbuckskoncernen) for dennes ekspertise inden for kafferistning. - Den betaler også en højere pris for grønne kaffebønner til Starbucks Coffee Trading SARL, der har hovedsæde i Schweiz. Kommissionens undersøgelse viste, at den afgift, som Starbucks Manufacturing betaler til Alki, ikke kan begrundes, idet de ikke i tilstrækkelig grad afspejler markedsværdien. Faktisk er det kun Starbucks Manufacturing, der er forpligtet til at betale for at gøre brug af denne ekspertise. Ingen andre virksomheder i Starbucks-koncernen og ingen uafhængige risterier, som ristningen udliciteres til, er forpligtet til at betale en afgift for at gøre brug af den samme ekspertise i stort set den samme situation. Hvad angår Starbucks Manufacturing, betyder eksistensen og størrelsen af afgiften imidlertid, at en stor del af virksomhedens skattepligtige overskud uretmæssigt overføres til Alki, der hverken er selskabsskattepligtig i Det Forenede Kongerige eller i Nederlandene. Undersøgelsen afslørede desuden, at Starbucks Manufacturings beskatningsgrundlag ligeledes nedbringes uretmæssigt af den meget høje pris for grønne kaffebønner, som virksomheden betaler til Starbucks Coffee Trading SARL, der er et schweizisk selskab. Indtjeningsmarginen for bønnerne er faktisk steget til mere end det tredobbelte siden 2011. Den store prisstigning betyder, at den kafferistning, som Starbucks Manufacturing foretager, ikke i sig selv giver et overskud, der er stort nok til at betale afgiften til Alki for deres ekspertise inden for kafferistning. Gennem afgiften får Alki derfor hovedsagelig overført overskuddet fra salg af de andre produkter, som Starbucks-butikkerne sælger, f.eks. te, kager og kopper, hvilket udgør størstedelen af Starbucks Manufacturings omsætning. Tilbagesøgning EU's statsstøtteregler kræver principielt, at uforenelig statsstøtte tilbagesøges for at begrænse den fordrejning af konkurrencen, der skabes gennem støtten. I sine to afgørelser har Kommissionen beskrevet metoden til beregning af værdien af den konkurrencefordel, der uretmæssigt kommer Fiat og Starbucks til gode, dvs. forskellen mellem det beløb, som de to virksomheder har betalt, og det beløb, som de skulle have betalt uden skatteafgørelsen. For både Fiat og Starbucks drejer det sig om 20-30 mio. EUR, men det nøjagtige beløb, der skal tilbagesøges, skal nu afgøres af de luxembourgske og nederlandske skattemyndigheder på grundlag af den metode, der er fastsat i Kommissionens beslutninger. Nye undersøgelsesredskaber I de to undersøgelser har Kommissionen for første gang anvendt redskaber til anmodning om oplysninger i henhold til Rådets afgørelse ved medlemsstaterne af 22. juli 2013 (forordning 734/2013). Hvis der ikke foreligger tilstrækkelige oplysninger fra den medlemsstat, der er genstand for statsstøtteundersøgelsen, kan Kommissionen i kraft af disse beføjelser anmode om, at en anden medlemsstat såvel som virksomheder (herunder den virksomhed, der drager fordel af støtteforanstaltningen, eller dennes konkurrenter) sender alle de markedsoplysninger, der er nødvendige for, at statsstøttevurderingen kan afsluttes, direkte til Kommissionen.Disse nye redskaber (i henhold til forordning 734/2013) er en del af det initiativ til modernisering af statsstøttepolitikken, som Kommissionen iværksatte i 2012 for at gøre det muligt for den at koncentrere sig om de former for statsstøtte, der med størst sandsynlighed vil fordreje konkurrencen. Yderligere baggrund Siden juni 2013 har Kommissionen undersøgt medlemsstaternes praksis for skatteafgørelser. Den udvidede sin undersøgelse til alle medlemsstaterne i december 2014. Kommissionen er også i færd med at foretage tre dybdegående undersøgelser, idet den har udtrykt bekymring over skatteafgørelser, der kan rejse spørgsmål om statsstøtte i forbindelse med Apple i Irland, Amazon i Luxembourg og en belgisk skatteordning. Bekæmpelsen af skatteunddragelse og skattesvig er en af denne Kommissions vigtigste prioriteter. I juni 2015 fremlagde Kommissionen en række foranstaltninger, som skal bekæmpe skatteundgåelse, sikre bæredygtige skatteindtægter og styrke det indre marked for erhvervslivet. De foreslåede foranstaltninger, der er en del af Kommissionens handlingsplan for en fair og effektiv beskatning, sigter mod en betydelig forbedring af selskabsskattemiljøet i EU, så det bliver mere fair, mere effektivt og mere vækstfremmende. De centrale indsatsområder omfatter en ramme, der skal sikre effektiv beskatning dér, hvor overskuddet skabes, og en strategi for relancering af det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag (FKSSG), som der forventes et nyt forslag om i løbet af 2016. Den første succes som følge af den pakke om gennemsigtighed på skatteområdet, som Kommissionen fremlagde i marts, kom i oktober 2015, da medlemsstaterne efter kun syv måneders forhandlinger nåede til politisk enighed om en automatisk udveksling af oplysninger om skatteafgørelser. Denne lovgivning vil gøre det muligt at opnå langt større gennemsigtighed og vil afskrække virksomheder fra at anvende skatteafgørelser som et instrument til skatteunddragelse, hvilket er gode nyheder for virksomhederne og for forbrugerne, der fortsat vil kunne drage fordel af denne nyttige skattepraksis, men under meget nøje kontrol med henblik på at sikre en ramme for fair skattekonkurrence. Den ikke-fortrolige udgave af afgørelserne vil kunne findes under sagsnumrene SA.38375 (Fiat) og SA.38374 (Starbucks) i statsstøtteregisteret på hjemmesiden for Generaldirektoratet for Konkurrence, så snart eventuelle spørgsmål om fortrolighed er blevet afklaret. State Aid Weekly e-News indeholder en oversigt over nye statsstøtteafgørelser, der er offentliggjort på internettet og i EU-Tidende. IP/15/5880 Pressehenvendelser: Ricardo CARDOSO (+32 2 298 01 00) Yizhou REN (+32 2 299 48 89) Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail Photos & Videos C C
© Copyright 2024