1. No category

1
Abstract
The present is an examination of what lies behind the need for artistic expression in
the human being and what kind of effect this can provide in relation to the process of
personal formation. The motivation and interest is based upon my own experiences
with art. The thesis is that the figurative expression of the unconsciousness
constitutes an important part of the human psyche, why the need for artistic
expression exist and of which reason art holds a function of release and integration.
With the theoretical point of departure in the theory of the unconscious and how it
works through the symbolic of dreams of Carl Gustav Jung, I display the
unconsciousness as a basic term of the human psyche and why the need for artistic
expression can be grounded herein, because there hereby can be gained insight to the
materiel of the unconscious. Furthermore I elaborate the foregoing by viewing the
existential meaning of the need for artistic expression in relation to Rollo May and his
work of The Courage to Create. By viewing art from the two perspectives I argue the
artistic expression as an existential need grounded in the complexity given by the
unconscious level of the human psyche.
2
Indholdsfortegnelse
1 Erfaringer ................................................................................................ 5
1.0 Grunden ................................................................................................................. 5
1.1 Processen ................................................................................................................ 6
1.2 Tilstanden ...............................................................................................................7
1.3 Det kunstneriske udtryk ........................................................................................ 8
2 Indledning .............................................................................................. 9
2.0 Motivation ............................................................................................................. 9
2.1 Problemfelt ........................................................................................................... 11
2.2 Problemformulering............................................................................................. 12
2.3 Teoretiske perspektiver ........................................................................................ 12
2.4 Strukturen ............................................................................................................ 16
2.5 Kunstnerisk udtryk............................................................................................... 16
3 Videnskabsteoretisk metode.................................................................. 17
3.0 Tænkning .............................................................................................................18
3.1 Refleksioner ......................................................................................................... 25
4 Sagsudfoldelse ...................................................................................... 28
4.0 Drømme .............................................................................................................. 29
4.1 Symbolisering ...................................................................................................... 39
4.2 Psykens totalitet .................................................................................................. 42
4.3 Det ubevidste ....................................................................................................... 48
4.4 Tilblivelse ............................................................................................................ 52
4.5 Kreativitetens psyke ............................................................................................ 60
5 Begrebssystematisering ........................................................................ 65
5.0 Det ubevidste ....................................................................................................... 65
5.1 Tilgængelighedens port ....................................................................................... 66
5.2 Det transcendente koblingsstadie ....................................................................... 67
5.3 Transcendentation .............................................................................................. 67
5.4 Inderlighedens velvære ....................................................................................... 68
5.5 Kreativitetens psyke ............................................................................................ 68
5.6 Kreativ logik ........................................................................................................ 69
3
5.7 Fantasi ................................................................................................................. 70
5.8 Magisk realisme ................................................................................................... 71
5.9 Tilblivelse............................................................................................................. 72
5.10 Selvindsigt ..........................................................................................................73
5.11 Kunsten .............................................................................................................. 74
6 Konklusion............................................................................................ 78
7 Litteratur............................................................................................... 80
4
1 Erfaringer
Udforskningen af kunstens virkningskraft er funderet i egne erfaringer vedrørende
mit kunstneriske udtryk, hvorfor en uddybelse af udgangspunktet for interessen,
motivationen og tesen og herudfra grundlaget for problemformuleringen, syntes
relevant.
1.0 Grunden
Mit kunstneriske udtryk synes at være influeret af noget umiddelbart og intuitivt fra
mit indre. Jeg udtrykker mig via det billedmæssige symbolske igennem maleriet. Det
er ikke noget jeg bevidst har bestemt mig for, det føles blot som mit væsens behov.
Udeladelse af min udtrykken via det maleriske forårsager en følelsesmæssig reaktion
som en ophobning af indestængthed, hvorfor jeg fornemmer det kunstneriske udtryk
som mit væsens grundliggende behov for inderlighedens velvære. For at denne
inderlige velvære kan fuldstændiggøres, må bevidstheden og det ubevidste arbejde
sammen, og dette forekommer mig at være muligt ved udtrykkelse for det ubevidste
via maleriet hvorved det fremsættes for min bevidstheds videre analyse og
integrering, således at hele mit væsens karakter kan udgøres af en helhedsorienteret
tilblivelse, og jeg kan leve i overensstemmelse med mig selv.
Jeg er udelukkende visuel, alt knyttes til noget billedmæssigt, og jeg har altid haft
svært ved at udtrykke mig verbalt. Det er muligt, at det er grundet min
opfattelsesevnes visuelle karakter, jeg generelt har svært ved at ordsætte, og derfor
har behov for at udtrykke mig på anden vis igennem det billedmæssige. Men ligeledes
at, der i mig, som værende menneske og derfor generelt i den menneskelige psyke,
forefindes en del ubevidst materiale af betydning for en helhedsorienteret
tilblivelsesproces, hvilket uagtet bevidstheden, tilsynekommer på den ene eller anden
måde.
Som før nævnt, opererer det ubevidste på en anden måde end bevidstheden, hvilket
blandt andet udtrykkes igennem drømmes billedsymbolske verden, hvorfor mit fokus
5
på og sidestillingen med det billedlige aspekt fra drømmeverdenen og dettes
betydning, grunder i min fornemmelse af den samme form for funktion med hensyn
til de spontant opstående billeder, mit kunstneriske udtryk er baseret på. Det, der
udgør størstedelen af mit kunstneriske udtryk, er umiddelbare, intuitive, spontane
opståede billeder, hvilke jeg opfatter både som grundet i mit væsens visualitet, og
som det ubevidstes gennembrydning. Grunden til at jeg opfatter dette opståede som
stammende fra det ubevidste er, at jeg gennem efterfølgende analyseren, kan
konkludere, at symboliseringerne refererer til noget følelsesmæssigt ikke altid på
daværende tidspunkt helt bevidst for mig og derfor indeholder materiale til
selvindsigt. Jeg er på lignende vis blevet opmærksom på de følelsesmæssige
referencer igennem andres tolkning af mit kunstneriske udtryk.
For bevidstgørelse af det ubevidste, er der således behov for et
konkretiseringsmiddel, der konfronterer bevidstheden. Altså må der foreligge et
andet mentalt niveau, hvorigennem noget følelsesmæssigt perciperes på en mere
egentlig måde, enten fordi det ikke har været udsat for bevidsthedens rationalitet,
eller fordi det er bevidst eller ubevidst fortrængt og derfor ikke bearbejdet.
1.1 Processen
Udgangspunktet og grundformen for mine malerier er de umiddelbare intuitive
billeder, der opstår spontant, efterfulgt af et behov for at udtrykke disse via maleriet,
hvorudfra efterfølgende mere eller mindre bevidste elementer kan forekomme
afhængende af følelsesmæssige tilstande i maleriets tidsmæssige udførelsesperiode.
En griben af det, på lærredet, tilfældigt opståede, hvori jeg ser noget specifikt eller
abstrakt, må ej forglemmes som en del af min kunstneriske proces, hvilket jeg anser
som et samarbejde med materialet. De indre billeder opstår ofte, når der er
tankemæssig ro, det vil sige, når der er ro til at lytte og lade psykens niveauer
infiltrere hinanden. Ligeledes kan det billedmæssige opstå i en tilstanden mellem
vågenhed og søvn, hvor der til dels stadig er bevidsthed, men i en form, hvor der er
åbenhed for det ubevidstes gennembrydningskraft. Herigennem kan der ligeledes
opstå løsninger, indsigter og visualiseringer. Dette kan være grundet i, at netop i
denne tilstand arbejder bevidstheden og det ubevidste sammen, et transcendent
6
koblingsstadie, hvor det ubevidste kan udfolde dets viden, og bevidstheden kan gøre
brug heraf. Altså kan der i denne tilstand, hvor bevidstheden og det ubevidste mødes,
udfoldes og gøres brug af alt, hvad individet indeholder.
1.2 Tilstanden
Følgende er en beskrivelse af det transcendente koblingsstadie. Forsidebilledet er
min afbildning heraf, dog i inverteret udgave, eftersom det repræsenterer
nærværende undersøgelse, som en invertering af sagen, for herved at kunne tilnærme
mig de tilgrundliggende faktorer.
Når jeg lukker mine øjne, ser jeg i punktet imellem dem to runde former i evig
gentagen, overtagen bevægelse. I begyndelsen var det en indadrettet bevægelse og på
nuværende tidspunkt, er det en udadrettet bevægelse. De to cirkler udgøres af lilla og
gul med skiftende intensitet. Lillaheden kan blive fra klar og skarp til mat og mørk.
Gulligheden kan blive fra svag gul til neon syrlig grøn. Deres rundhed og
bevægelsesmønster kan variere fra komplet rundhed i kontinuerlig bevægelse til
fuldkommen kaotisk sammenflydenhed. Jeg har igennem studeren af dette fænomen
i forhold til min psykiske tilstand på fornemmelsen, at det kan repræsentere mit
balancepunkt. Samtidig forekommer der løsninger, indsigter og spontant opståede
billeder. Men det er ligeledes her, jeg afkobler og finder ro samt energi. Tilstanden
indebærer en fysisk fornemmelse udtrykt via forvrængethed af opfattelsen af verden,
hvor intet er rumligt og visuelt, som det 'burde' være, samt ved en svævende,
flydende, opløsende og fuldstændig sammenslutning med den molekylere
egentlighed, det eksistens består af, i hvad der konstituerer alt - at være i ét med altet.
Tilstanden har altid forekommet hos mig, og jeg har med tiden lært at holde af den,
og det den fysisk og psykisk er i stand til at bevirke og derfor at fremkalde den
bevidst. Liggende på ryggen med pegefingerspidserne let berørernde, med
baghovedet rammende et bestemt punkt medfølgende en særlig følelse mellem mine
øjne, ser jeg cirklerne og mærker den beskrevne fysiske fornemmelse.
Fingerspidsernes og baghovedets berøring tænker jeg som havende den effekt at
koble hjernehalvdelene og psykens niveauer. Altså, stimulering af noget fysisk
7
tilknyttet noget psykisk, en helhedskontakt - der hvor bevidstheden og det ubevidste
mødes.
1.3 Det kunstneriske udtryk
Efter at have nærstuderet mine malerier, observerede jeg noget overordnet
gennemgående ved mit kunstneriske udtryk, hvilket jeg kan knytte til min altid
tilstedeværende grundliggende følelsesmæssige tilstand. Herudfra kan det
kunstneriske udtryk anses for havende virkningskraft som et bindeled, hvorigennem
det egentlige følelsesmæssige, der er ubevidst lagret, kan bevidstgøres, da
bevidstheden herved bliver faktisk konfronteret med det ubevidste. Mit kunstneriske
udtryk udgøres af materielle ting og disses symboliseringsværdi, drømmemateriale og
spontant opståede billeder. Mit behov for kunstnerisk udtryk kan således anses som
havende udgangspunkt og værende grundet i noget mere tilgrundliggende for mit
væsens karakter som helhed. Min bevidsthed kan efterhånden hurtigere og nemmere
afkode det ubevidstes kommunikationsforsøg, enten som fremkommet via drømme
eller det spontant opståede. Jeg er for nylig begyndt at kunne se lillaheden i vågen,
bevidst tilstand med åbne øjne i mørke. Altså, kan erfaringsmæssig processuel
udvikling med bevidsthedens møde med det ubevidste muliggøre
helhedsinfiltreringen i og med bevidsthedens opmærksomhed på afkodningen af det
ubevidstes symbolske kommunikationsform.
8
2 Indledning
Med interesseudgangspunkt i egne erfaringer med det kunstneriske udtryk ønsker jeg
at undersøge dennes virkningskraft i forhold til individets tilblivelsesproces.
Menneskets behov for kunstnerisk udtryk kan anses som et middel for psykisk
afbalancering og hermed en helhedsintegrerende tilblivelsesproces. Nødvendigheden
af denne afbalancering kan være grundet i psykens kompleksitet på grund af det
ubevidste aspekt. Teoretisk vil jeg undersøge, hvordan psykens ubevidste element
influerer individet, og hvorledes det kunstneriske udtryk kan fungere som et redskab
i forhold til en helhedsorienteret tilblivelsesproces og heraf grunden til menneskets
behov for kunstnerisk udtryk.
2.0 Motivation
"You do not know what wars are going on down there where the spirit meets the
bone." (Miller Williams 1997). Citatet fremhæver et interessant fænomen i den
menneskelige psyke - eksistensen af det ubevidste: "[...] down there where the spirit
meets the bone." Det der gør udforskningen af den menneskelige psyke komplekst er,
at den ikke kun indeholder bevidste tankefænomener. I citatet peges der ligeledes på
det ubevidste som værende af utilgængelig art: "You do not know what wars are
going on [...]". Interessen for hvorledes de forskellige psykiske niveauer fungerer, er
udsprunget af egen oplevelse af det ubevidstes indflydelse som medkonstituerende i
forhold til det kunstneriske udtryk. Dette er grundet i oplevelsen og erfaringen af, at
mit kunstneriske udtryk ofte tager afsæt i umiddelbart intuitivt opståede billeder,
hvor betydningen og meningen først lader sig vise efterfølgende, da disse viser sig at
være knyttet til noget faktisk følelsesmæssigt, der ikke endnu har været mig fuldt
bevidst. Baggrunden for min sidestilling af det ubevidstes fremkomst i det
kunstneriske udtryk med drømmenes symbolverden er, at jeg på samme måde her
oplever et dybere og mere indsigtsfuldt psykisk niveau komme til udtryk. I
drømmenes domæne er mennesket fuldt overgivet til det ubevidste, men fordi jeg på
lignende vis i overgangen fra vågen tilstand til søvnens tilstand oplever en forbindelse
til det ubevidste, oplever jeg derfor, at det ubevidste ligeledes er tilgængeligt ved
9
bevidst opmærksomhed på dette ubevidstes symboliseringsformer, hvilket jeg
ligeledes fornemmer at værende det tilgrundliggende for mit behov for kunstnerisk
udtryk. Igennem det kunstneriske udtryk, synes der derfor tilsyneladende at være en
tilgængelighedens port til det ubevidste, da noget egentligt følelsesmæssigt
herigennem bliver konkretiseret via bevidst fokus herpå. Grunden herfor kan
muligvis være, at det ubevidste opererer via en særlig udtryksform, der består af
billedmæssige symboliseringer, hvilke udtrykkes spontant uden om bevidstheden.
Dette forekommer i drømme, men det synes ligeledes at være tilfældet ved og en
væsentlig del af mit kunstneriske udtryk. Tanken om, at der kan opnås indsigt i det
ubevidste via det kunstneriske udtryk skabt via det spontant opståede, er grundet i
fascinationen af, hvorledes det ubevidste synes besiddende en form for dybere viden
omkring det egentlige følelsesmæssige grundet den førnævnte personlige erfaring
hermed. Dette kan anses som en måde, det ubevidste kommunikerer med
bevidstheden på og derfor som en væsentlig del af psyken som helhed, hvilket gør det
til et spændende og væsentligt undersøgelsesområde. Det interessante i forhold til det
kunstneriske aspekt er, at selve udførelsen synes bevirket af noget umiddelbart
uintenderet, men dybere meningsfyldt. Dette har til tider været anset som
stammende fra noget udefrakommende - geniet, der har adgang til noget højere. Men
synes nærmere at skulle forefindes i noget indefrakommende - geniet, der har adgang
til noget dybere. Eftersom alle mennesker er udgjort af samme stof, må alle ligeledes
besidde alle denne adgang, hvorfor det er centralt i forhold til menneskers
tilblivelsesproces. Interessefeltet er derfor at udfolde, på hvilken måde det ubevidste
er tilgængeligt, og hvilken betydning det har for psyken som helhed. Som nævnt
synes adgangen til det ubevidste niveau, at kunne forefindes i drømme, og eftersom
det kunstneriske udtryk udgøres af brugen af forskellige former for symbolverdener,
kan disse sidestilles som stammende fra samme psykiske materiale. Derfor synes der
igennem kunst, ligesom i drømme, at kunne åbnes en kanal til det ubevidste, hvorfor
kunsten kan have en virkningskraft som forløsende faktor. Det ubevidste opererer
uafhængigt af bevidstheden på et dybere mentalt niveau, hvilket udtrykkes i det
kunstneriske ved, at der herigennem udtrykkes noget umiddelbart intuitivt, der
herved bringes til bevidstheden. Igennem det kunstneriske udtryk symboliseres
psykens ubevidste materiale, hvorfor en forståelse af drømmenes symbolverden kan
sidestilles med den kunstneriske udtryksform og dennes betydning. Tilsvarende
10
drømmen som bindeled fra det ubevidste til bevidstheden, transcenderes den
ubevidste viden i og med den kunstneriske udførelse. Det betyder, at mennesket har
brug for et transcenderende bindeled, for at det ubevidste kan bevidstgøres og
hermed muligheden for indsigt, forløsning og integrering af psykens hele med
inderlighedens velvære som formål, forstået som individets levemæssige udfoldelse
og overensstemmelse med sit eget væsen. Som antaget kan et middel herfor være det
kunstneriske udtryk og en mulig forklaring på menneskets behov herfor. Via den
kunstneriske frembringelse hentes der materiale fra det ubevidste, der kan
bevidstgøres via fortolkning og analyse og integreres i tilblivelsesprocessen, hvilket er
essentielt for menneskets inderlige velvære.
2.1 Problemfelt
Interessefeltet er menneskets behov for kunstnerisk udtryk. Hvorfor har mennesket
et kunstnerisk behov som udtryksform? Hvad er tilgrundliggende herfor? Er
kunstnerisk udtryk en konsekvens af menneskets psykiske bevidsthedsniveauer og
psykens perceptionsniveauer? Kan kunstnerisk udtryk være en kompensationsform,
et middel til bearbejdning og refleksion, gennem en konkret sanselig symbolisering af
det ubevidste?
Individet kan menes at befinde sig i en form for natur/kultur-konflikt. For at kunne
være en del af den sociale praksis må individet tilpasse og indordne sig ydre
omstændigheder, hvilket kan være modstridende med individets indre væsen,
hvorfor de dele af individet, der anses som socialt uacceptable eller forbudte,
overføres eller forskydes til det ubevidste og herved fortrænges fra bevidstheden. Det
ubevidste udtrykkes, som nævnt, i drømme via billedsymboler, hvilket på denne
måde udgør en del af menneskets psyke, der ligeledes igennem det kunstneriske
udtryk kan bevidstgøres for individet, hvormed bearbejdning og refleksion
muliggøres, hvorved der foreligger mulighed for selvindsigt og tilblivelse af et mere
sammenhængende selv. Herudfra kan der ligeledes spørges til, om og på hvilken
måde, det kunstneriske udtryk udgør en forløsende faktor, som giver individet indsigt
i dets eget væsen og mulighed for at leve i overensstemmelse hermed trods kulturens
tryk. Tesen er derfor, at det ubevidstes billedsymbolske udtryk udgør en væsentlig del
11
af menneskets psyke, hvorfor behovet for kunstnerisk udtryk forekommer, af hvilken
grund kunstens virkningskraft er en forløsende faktor.
2.2 Problemformulering
Hvorledes kan det ubevidste være tilgrundliggende for menneskets behov for
kunstnerisk udtryk, og hvordan har dette betydning for tilblivelsesprocessen?
2.3 Teoretiske perspektiver
I sig selv anfægter emnet en teoretisk metode via udfoldelsen af det ubevidste som et
menneskeligt psykisk grundvilkår, måden hvorved det opererer og influerer og
herudfra undersøge, hvorvidt menneskets behov for kunstnerisk udtryk kan være
grundet heri. Dette er grundet i førnævnte tese om, at menneskets behov for
kunstnerisk udtryk er grundet i, at der herigennem kan opnås indsigt i den ubevidste
del af psyken, som har betydning for en mere helhedsorienteret tilblivelsesproces.
For udfoldelse af sidestillingen af det kunstneriske udtryks tilblivelsesform med
måden hvorpå der kan gives adgang til den ubevidste del af psyken, har jeg fundet
Carl Custav Jungs (1875-1961) dybdepsykologi også betegnet analytisk psykologi
relevant, hvilket giver mulighed for at benytte begreber, der sammenkobler drømme
og kunst. Det er vigtigt for forståelsen af menneskets behov for kunstnerisk udtryk
som forløsende faktor for det ubevidste, som psykisk fænomen, og hvordan dette har
betydning for tilblivelsesprocessen, at forstå menneskets evne til symboldannelse og
betydningen af denne. Jung beskæftigede sig med, hvad der styrer menneskets
ubevidste psyke (Jung 2001: 121). Ifølge Jung indeholder det ubevidste ressourcer,
som mennesket kan få adgang til igennem fortolkning og analyse af drømmen og
dennes symboler (Jung 1991). Jung opfatter det ubevidste som en del af psykens
helhed grundet dens perceptionsmåder (Jung 2001: 135). Jungs arbejder er derfor
anvendeligt til forståelsen af på hvilken måde, det ubevidste udgør en fundamental
del af den menneskelige psyke, og hvorledes dette psykiske niveau opererer via
symboler, samt hvorfor menneskets behov for kunstnerisk udtryk er en konsekvens af
det ubevidstes måde at tilsynekomme i bevidstheden på. Valget af Jung er med fokus
12
på begreber, der er relevante i forhold til eksistensen af den ubevidste del af psyken,
hvorfor og hvordan der heri forligger indsigt, samt hvorledes denne er tilgængelig
igennem en symbolverden for at vise, hvordan dette psykiske niveau opererer på et
andet plan end de bevidste fænomener. Jungs begreber inddrages i forhold til
afklaring af menneskets behov for kunstnerisk udtryk, som tilgrundliggende i
psykens ubevidste aspekt, det der er relevant for forståelsen af det ubevidstes
eksistens, hvorledes denne manifesteres i bevidstheden, og hvilken betydning
bevidstgørelsen har for tilblivelsesprocessen.
Det ubevidste, som en del af menneskets psykiske totalitet, kan anses som et
menneskeligt eksistentielt grundvilkår, hvorfor det er centralt for forståelsen af
kunstens virkningskraft. For at belyse dette i et bredere perspektiv, har jeg fundet det
relevant at inddrage et mere eksistentielt perspektiv og herudfra se på menneskets
eksistenspsykologiske grundvilkår. Hertil har jeg fundet Rollo Mays (1909-1994)
eksistentielle psykologi interessant i forhold til, hvad det er, der eksistentielt udfoldes
via det kunstneriske udtryk og hvorfor menneskets behov herfor. Det kunstneriske
udtryk synes, som nævnt, at være influeret af noget umiddelbart intuitivt opstået som
en konsekvens af det ubevidste. May undersøger dette fænomen, som kunstner og
videnskabsmand, i The Courage to Create (May 1994: 7). Uddybelsen af kreativitet er
væsentlig i forhold til forståelsen af, hvad der er tilgrundliggende for menneskets
behov for kunstnerisk udtryk. Ifølge May udtrykker menneskets dets væren via
skabelse i form af meningstillæggelse, og kreativitet er derfor en nødvendighed ved
selve det eksistentielle. May mener, at menneskets kreativitet og hermed
skabelseskraft er funderet i det ubevidste. Yderligere fokuseres der på mod, hvilket
betragtes som ontologisk, og er derfor essentielt for den kreative handling.
Udfoldelsen af det ubevidste kan derfor anses som en eksistentiel naturlighed.
Hermed er May relevant i forhold til udforskningen af det kunstneriske udtryk som
værende en konsekvens af den menneskelige psyke og derfor som noget eksistentielt.
En stor del af Jung og Mays teoretiske arbejde omhandler hvorledes, en del af det
ubevidste er funderet i menneskets kollektivitet, som en kollektiv psykisk funktion,
hvilken bevirker de arketypiske fælles referenceelementer i form af det kollektive
ubevidste, samt på hvilken måde kreativitet er skabende i forhold til det
13
samfundsmæssige. Til trods for natur/kultur-konfliktens inddragelse er
interessefeltets fokusering på kunstens virkningskraft i forhold til individets
tilblivelsesproces. Derfor er den begrebsmæssige udfoldelse afgrænset fra det
kollektive perspektiv. Som følge heraf er Jungs teori om drømme, symboler og det
ubevidste afgrænset fra de forskellige typer af drømmesymboler og selve
fortolknings- og analysemetoden samt det kollektiv ubevidste. Mays undersøgelse er
ligeledes afgrænset fra kreativiteten, som skabende kraft i forhold til kollektive.
Risikoen ved at forsøge afklaring og forståelse og herved udfoldelse af et sagområde,
via Jung og May, er at de ikke rigtig er blevet anerkendt inden for den
videnskabsteoretiske verden, hvorfor sandhedsværdien er blevet betvivlet. Davis
Tacey (1953), som er en intellektuel og anerkendt international ekspert inden for det
psykoanalytiske og spirituelle med bachelorgrad i litteratur, filosofi og kunsthistorie
og PhD i litteratur og psykoanalyse (latrobe.edu.au 23-06-2015), argumenterer for
Jungs videnskabelige status på linje med det paradigmemæssige anerkendte. Mays
udforskning kan betragtes som værende af samme art umiddelbare abstrakthed som
Jungs og derfor kan der via Tacey, argumenteres for begges videnskabelige
berettigelse. Ifølge Tacey burde videnskabelig forskning være objektivt, men mener,
at det udelukkende er de perspektiver eller modeller, hvilke er accepterede af tidens
paradigme, der anses som videnskabelige. Som Thomas Kuhn demonstrerede,
afgøres den videnskabelige sandhed af det givne paradigme og det der ikke passer
herindunder anses som ugrundede produkter af trosmæssig overbevisning (Tacey
1997: 269). En trosmæssig overbevisning anses som grundet i det individuelle, men
tro og overbevisning kan ligeså vel være grundet i en 'akademisk sandhed', som en
overleveret overbevisning af hvad anses som sandt (Tacey 1997: 270). Ifølge Tacey
opfattes de akademiske discipliner ikke mere som spekulative og filosofiske, hvilket
Jungs arbejder grunder i, men mener, at dette aspekt ikke kan undgås (Tacey 1997:
271). Tacey beskriver Jungs arbejder som essentialistisk og ahistorisk og tilføjer, at
hvert paradigme har sit eget betvivlede område og denne tids er det essentialistiske
og ahistoriske (Tacey 1997: 272). Tacey fremstiller Jungs begreber som værende af
metaforisk og eksperimentel natur, hvilke således fungerer som redegørende i forhold
til forskellige aspekter af det psykiske liv (Tacey 1997: 279). Hertil pointerer Jung selv
sine ideer som eksperimentale og relativistiske, opfordrende til at udvikle egne
14
modeller og ikke blot godtage hans (Tacey 1997: 280). Taceys pointe er, at ingen
former for verdensanskuelser og teorier er unddraget paradigmemæssig og hermed
troens og overbevisningens indflydelse. Ifølge Tacey er Jungs studie både en
intellektuel teori og en overbevisningsmæssig sag. Tacey argumenterer for, at der er
en trosmæssig overbevisning tilknyttet alle intellektuelle teorier, i form af projektiv
identifikation. Taceys morale er, at andres 'forkerte' overbevisninger ses, mens ens
egne ignoreres eller projekteres. En forskning som Jung og Mays ligger altså uden for
det nuværende paradigme, fordi det er en forskning omkring det abstrakte og den
universialiserende form er nærmest altid blevet miskrediteret som mystisk og
usammenhængende. Det er en diskurs, som udfordrer den akademiske basis,
hvorudfra alt det som bevæger sig ud over det partikulære til en abstrakt verdens
universale principper, betragtes med stor skepticisme (Tacey 1997: 281). Tacey
benytter et buddhistisk ordsprog til beskrivelse af hvorledes viden skabes: "if you
meet the Buddha on the road, kill him." og uddyber: "Kill him because, as it is said in
Buddhism, attachment to the guru is an obstacle to enlightenment." (Tacey 1997:
282). Såfremt guruen anses som de videnskabelige paradigmer, kan oplysning og
indsigt ikke forekomme ved udelukkende at anskue verden igennem disse. En total
udelukkelse af andre mulige perspektiver end det paradigmemæssige anerkendte,
kan således føre til forudindtagethed og begrænsning af vidensmæssige perspektiver
og aspekter. En gylden mellemvej mellem åbenhed og kritisk overvejelse synes
herudfra at være det mest berigende. Ifølge Tacey foreligger den paradigmemæssige
overbevisning som både rationel og følelsesmæssig, altså i alle former for teorier,
hvorfor Jung og Mays forskning kan betragtes som havende videnskabelig
berettigelse.
Dybdepsykologisk udforskning af det indre følelsesmæssige, er væsentlig, fordi der i
dette kan forefindes noget tilgrundliggende for den essentielle meningsfulde
eksistens, hvorfor den eksistentielpsykologiske udforskning er relevant i forhold
hertil og herved retningernes gensidighed. Jungs analytiske dybdepsykologi og Mays
eksistentielle psykologi benyttes således til at tydeliggøre det kunstneriske udtryks
abstrakte aspekt som del af den menneskelige psyke og eksistens og herved fungere
som oplysende teori omkring sagen og herved klarlægning og forståelse af mulige
tilgrundliggende faktorer.
15
2.4 Strukturen
I sagsudfoldelsen af kunstens virkningskraft via de teoretiske perspektiver
præsenteres teorierne med efterfølgende pointerelation i forhold til problemfeltet,
problemformulering og tesen. Herved bidrages med oplysende belysning til forståelse
af sagen, hvorved der fortløbende udfoldes nye perspektiver, hvilke kan sættes i
relation til det forrige, der således giver en ny udvidet sammenhæng. Den totale
vidensudvidelse udformes i samlede begrebsmæssige sagselementer, fordi
sagsudfoldelsen kontinuerligt beriger med udvidende viden. Grundet heri synes det
strukturmæssigt bedst overskueligt med en samlende begrebssystematisering. På
baggrund heraf besvares problemformuleringen afslutningsvis.
2.5 Kunstnerisk udtryk
Kunstnerisk udtryk dækker over et generelt menneskeligt behov for at give udtryk for
noget indre væsensmæssigt, der ligger dybere end bevidsthedsplanet grundet psykens
forskellige perceptionsniveauer, og inkluderer derfor alle former for udtryk, der er
skabt på baggrund af noget umiddelbart intuitivt, spontant opstået, hvor drivkraften,
bevidsthedsforhold og erkendelsesprocessen er funderet i det individuelle. Altså at
oprindelseskilden til kunstnerisk skabelse som udtryk for det ubevidste, uanset
udtryksform, kan forefindes sammesteds.
16
3 Videnskabsteoretisk metode
Udforskning inden for kunstens område er underlagt abstraktionens domæne og i
særdeleshed i kombinationen med psykens ubevidste del, er det derfor svært
videnskabeliggjort, eftersom undersøgelsesområdet beror på det følelses- og
fornemmelsesmæssige, hvilket imidlertid har en form for egenrationalitet, fordi det
er tilknyttet noget indre, der ikke har samme udformning som det
bevidsthedsmæssige og ikke er underlagt bevidsthedens opfattelsesmåde. Jung og
May påpeger begge det abstrakte og mystiske inden for disse områder, hvilke udgøres
af det følelsesmæssige og kreative aspekt. Videnskabsteoretisk kunne denne form for
undersøgelse derfor betegnes videnskabens særling, hvorfor en særlig tilgang er
påkrævet. Grundet heri kan den videnskabsteoretiske baggrund henligges til noget
mere tænkningsmæssigt, hvilket Martin Heidegger (1889-1976) argumenterer for
som værende det egentlig berigende i forhold til forståelsesmæssig udforskning og
tilegnelse af viden. Sagsområdets umiddelbare diffussitet, kan underligges
videnskabelighed, fordi tænkningen er bindeleddet mellem det helt indre og det, for
så vidt mulige, objektive, to former for lige gyldige sandheder. Ifølge Heidegger
tænker videnskaben ikke, hvorfor der foreligger en mere åben tilgang til det
udforskede via tænkningens udgangspunkt. Ved denne åbenhed er der større
mulighed for en tilnærmelse af sandheden og undgåelse af opfindelse. En tilgang
mere funderet i menneskets umiddelbare perception. Alt kan dog betragtes som
noget til dels opfundet, da menneskets tilgang til verden altid netop vil være
underlagt denne specifikke perception. Altså et sandhedsideal, der udgøres af den
menneskelige sandhed og ikke nødvendigvis en objektiv sandhed. Denne tilgang af
tænkelig åbenhed kan ikke indsnævres i videnskabelige indsnævrede rammer. Min
tilgang er derfor, i en åben omgang med sagen og de teoretiske perspektiver, at
forholde mig åbent over for og lade mig berige af det der fremkommer. Denne
tænkningens metode udfoldes herunder med efterfølgende refleksioner i henhold til
nærværende undersøgelse.
17
3.0 Tænkning
Ifølge Heidegger har mennesket en rammesat og hermed begrænset tilgang til
undersøgelsesområder, hvorfor egentlig indsigt ikke kan fremkomme (Heidegger
2012: 13). Heidegger argumenterer, som nævnt for, at videnskaben ikke tænker,
hvorfor disse fastlagte rammer ikke brydes, hvilket ville bryde selve videnskaben, da
dette er dens væsen. Herudaf stammer den overordnede betegnelse tænkning
(Heidegger 2012: 15). Forskellen er, at videnskaben opfinder, og tænkningen opfatter.
Heidegger mener derfor, at mennesket ikke tænker, fordi det der bør tænkes over
herved unddrager sig mennesket. Men unddragelse er tildragelse. Den antagede
virkelighed, grundet i videnskaben, er muligvis ikke den egentlige virkelighed, fordi
denne kan forblinde for det egentlige væsentlige. Forblindelse af det egentlige og
herved en opfundet og derfor antaget virkelighed, kan således være grundet i de
videnskabelige paradigmemæssige perspektiver, en indsnævret metodetilgang.
Heidegger mener, at tænkningen kan åbne mere op for disse begrænsende tilgange.
Mennesket må derfor lære at tænke, hvilket kræver en ny forståelse af tænkning
(Heidegger 2012: 16).
Unddragelsens tildragelse betyder tillige, at den egentlige virkelighed unddrager sig
mennesket, men herved drages mennesket, og tænkningen er det, der tildrages ud fra
forholdet mellem verden og mennesket. Menneskets væsensmæssighed beror på
tænkningen. Viden forefindes således via tildragelse af verdens unddragelse
(Heidegger 2012: 17). Det handler om mere fordomsfri forholden, en mere åben og fri
tænkning end den sædvanlige anskuelsesmåde. Videnskaben og tænkning må
differentieres, men tænkningen er ikke i opponent (Heidegger 2012: 21). Ifølge
Heidegger må mennesket, som nævnt, lære at tænke. At lære betyder at skabe en
relation til det, der skal læres oms væsensmæssighed. Altså handler det om en åben
tilgang, en forståelse ud fra sagens egne præmisser (Heidegger 2012: 22). Mennesket
tænker kun i dets omgang med verden, det vil sige, i et dynamisk virke (Heidegger
2012: 24). Tænkning er at være draget ind i det unddragedes henvendelse og på
denne måde være i dets unikke, gådefulde nærvær. Det dynamiske består herved i, at
tage imod det omverdenen henvender sig med (Heidegger 2012: 25).
18
At opleve er at stå i nærværet af det oplevedes henvendelse, hvorfor sandhed kan
anses som afdækning af det skjulte. At opleve og opfatte nogets sande væsenhed
handler derfor om den relation der indgås til et undersøgelsesområde (Heidegger
2012: 26). Udforskning og undersøgelse via tænkningen kræver en
hengivenkastenhed i det, der skal forstås. En åbenhed, der rækker ud over
videnskabens logiske rammesætning. For egentlig forståelse må mennesket derfor
lade verdens mystiske henvendelser være ligeså berettigede som de umiddelbart
logisk forståelige (Heidegger 2012: 28). Egentlig tænkning omhandler i første
omgang en lytten efter, hvilket kræver afvænning af den tilvante ensporede tænkning,
en rammesat tænkning, og i stedet en frisat tænkning (Heidegger 2012: 32).
Ifølge Heidegger er den ensporede tænkning funderet i et menneskeligt
tryghedsbehov, hvilket forårsager en etableret entydighedstænkning (Heidegger
2012: 33). Tænkningen må derfor befris fra rationalets refleksion over tænkning selv,
altså mennesket må lære umiddelbar åben tilgang, der ikke i første omgang
underligges rationalets rationalisering, og derfor er en mere ren oplevelse og
opfattelse (Heidegger 2012: 34). Heidegger mener, at indsnævretheden truer med
tilintetgørelse af verden i det meningsløses intethed, hvilket må besejres med
rammeudvidelse. Således kan meningsløs intethed forstås som de begrænsninger,
mennesket sætter for det selv og mening som modtagelse og forståelse af verden, som
den er (Heidegger 2012: 34-35). Heidegger påpeger, at videnskaben nødvendigvis må
bevæge sig inden for bestemte områder, ellers ville den være det tomme intet. Men
områdernes væsen er en sag for tænkningen, hvorfor tænkningen kan nå til sagens
kerne givet området. Altså bevæger videnskaben sig på et afspærret overfladeniveau
(Heidegger 2012: 38-39).
I forhold til sandhedsbetingelser og -kriterier, fremstiller Heidegger det, der anses for
rigtig, som den forestilling, der retter sig efter sin genstand. Denne forestillingens
rigtighed er blevet sat lig sandheden, mennesket har bestemt sandhedens væsen ud
fra forestillingens rigtighed. Domsfældelse er at forestille sig noget rigtigt. Men
forestilling er noget, mennesket har inden i sig, en forestilling af genstandene, hvilket
muligvis ikke modsvarer virkeligheden. Verden og virkeligheden er som den
forestilles af mennesket. Udforskning af forestillingerne opnår derfor ikke viden om
19
disses væsensmæssighed. Videnskabelige resultater er som følge heraf tvivlsomme,
men rigtige, i det de er menneskets forestillinger. Forskning uden for
videnskabeligheden, tænkningen, er beskæftiget med det egentlige (Heidegger 2012:
42-45). Ifølge Heidegger afgør videnskaberne altså, hvad gælder som rigtigt. Så for at
komme bag om forestillingens filter gælder det om at lade noget være, der er i dets
egentlighed og ikke at underligge det videnskabens rationalitet (Heidegger 2012: 4749). Forskeren har altid brug for nye opdagelser og indfald, ellers går videnskaben i
stå og bliver urigtig. Tænkeren har kun brug for én eneste tanke. Tænkningen
adskiller sig således fra videnskaben, ved kun at være fokuseret på det egentlige via
sammenkobling ud fra den ene tanke (Heidegger 2012: 52-53). Tænkningens
befrielse foreligger i menneskets frigivelse af sagen ud fra sagen selv (Heidegger
2012: 54). Det kræver en sætten-sig-udover sig selv at udforske og herved udsige
noget om sig selv (Heidegger 2012: 59-60). Fornuftens opfatten udfoldes som en
forestillen (Heidegger 2012: 63). Men ingen tænkning skaber det element, den
bevæger sig i modsat fornuften, der er en afart af forestillingen. Således opfinder
videnskaben, mens tænkningen opfatter (Heidegger 2012: 66-67).
Heidegger mener, at mennesket har potentiale for at lade nærværende tilsynekomme
(Heidegger 2012: 69). Tænkning er at være i dialog, et dialektisk forhold mellem
mennesket og verden, en gensidig relationalitet. Flertydigheden er elementet, hvori
tænkningen må bevæge sig, ellers forbliver alt tillukket (Heidegger 2012: 71-72). For
selvbevidsthed må der være en åbenhed, for at kunne lade det absolutte ind, en
åbning ind i det metafysiske (Heidegger 2012: 87). Herved kan for-ståelse anses for
en ståen-for-det-som-er, og menneskesindet kan opfatte flertydigheder, for så vidt
det lader tænkningen frisætte (Heidegger 2012: 89). Ifølge Heidegger udgøres sindets
forløsning fra begrænsninger af den nævnte dialektiske relation, hvilket er
tænkningen. Det egentlige forekommende i dets nærværende nærvær er tilgængeligt
for mennesket, men svært anskueligt, fordi mennesket eksisterer i det. Grundet
forestillingen, opfattes verden altid allerede ud over den selv - meta. Dette er metatænkning, og mennesket tænker egentligt ikke, så længe det tænker metafysisk
(Heidegger 2012: 95-96, 101-102). Tumlen rundt i det vanlige er den fastholdte
naturlige menneskefornuft, hvilket begrænser opfattelse af det egentlige. Tænkning
er sindets sætten sig herudover, hvorfor der herved kan nås mere egentlig frem til
20
sagen (Heidegger 2012: 114). Ifølge Heidegger er det, der giver mennesket noget at
tænke, det betænkelige og det, dette giver mennesket at tænke, er den gave, det giver i
form af det selv (Heidegger 2012: 116). Tænkningen er menneskets
væsensbestemmelse, hvilken er dialogisk, og Heidegger beskriver dette som
kunstnerens brug af materialet, således tænkningens brug af det betænkelige
(Heidegger 2012: 120, 122). Det, der i første omgang kommer mennesket i møde, er
aldrig det egentlige, men altid det vanlige, hvilket er et blokerende filter for egentlig
oplevelse, opfattelse og forståelse. Mennesket må bort fra og ud over og abstrahere
fra vanligheden for en ren observation (Heidegger 2012: 123). Ifølge Heidegger
foreligger tænkningens frihed således via gaven fra det betænkelige, i relationen til
det betænkelige, hvorfor friheden aldrig er noget rent menneskeligt (Heidegger 2012:
126).
Videnskaben tænker ikke i samme forstand, som tænkeren tænker, hvorfor
tænkningen, som nævnt, ikke opfinder (Heidegger 2012: 127-128). Der, der er,
kommer overvejende til syne inden for den objektivitet, der indrettes og fastholdes
igennem den videnskabelige objektivisering af alle domæner og områder (Heidegger
2012: 129). Tænkningen formår at samle og klarlægge en sags flertydighed.
Klarlægning indebærer frisindet, ikke sådan at det bliver mere ubundent, men det
omhandler et åbent syn ind i væsensforhold og gives derfor muligheden for en saglig
binding og herved forståelse (Heidegger 2012: 132-139). Mennesket eksisterer i kraft
af dets forholdende relation til det verden, og Heidegger mener derfor, at menneskets
væsen som værende tænkende, i sig selv indeholder betingelserne og kriterierne for
udfoldelse af viden. Videnstilnærmelsesmåden i form af tænkningen foreligger altså i
selve det at være menneske. Heri består tænkningens berettigelse, sindets frisættelse
af rammer, da udforskningen herved kan tage udgangspunkt i mennesket selv som
tænkende. Menneskesindet kan derfor anses som tilstrækkelig og nødvendig
betingelse og kriterium (Heidegger 2012: 140).
Ifølge Heidegger begynder den vesterlandske tænkning med den forsømmelse at lade
det betænkeligste i glemslen. Det, der bør tænkes, er mennesket nært, og det forbliver
kun skjult, så det ikke opdages på grund af den tilvante forudindtagethed, hvilken
heraf har fået sin egen sandhed, og hvorfor logikken råder over, hvad der skal forstås
21
ved tænkningen (Heidegger 2012: 143-144). Ydermere beskriver Heidegger, hvordan
den hidtidige tænkelære beror på logik, og herved bevæges tænkningen væk fra det
egentlige tankeværdige. Fritstillet kommunikation med sagen er således nødvendig
for tænkningen. For egentlig beskæftigelse og tilnærmelse af en sag, er det
nødvendigt at frisætte sindet fra forudindtagenhedernes rammesætning og herved
ikke en specifik udelukkende holden fast i et perspektiv (Heidegger 2012: 145). Logik,
episteme logos, betyder forståelse via logikken, at fremsige noget om noget. Det
logikken fremsiger noget om, er subjektet for det udsagte, prædikatet. I den logiske
tænkning er det altså ikke muligt at udsige noget om noget, der indeholder
flertydigheder, umiddelbare modsætningsfuldheder, hvilket bevirker tankemæssig
rigiditet. Der forefindes genstande og genstandsområder, hvilke fordrer en anden
fremgangsmåde for tænkningen. Tænkning om noget går igennem det selv og dets
eget domæne. Tænkningen er således dialektisk. Hermed kan det umiddelbart ikke
logisk fattede blive inden for dets synsvinkel, som a-logisk, meta-logisk, over-logisk.
Altså kan dette anses som en form for udvidet logik og hermed dennes videnskabelige
berettigelse (Heidegger 2012: 145-147).
Heidegger stiller følgende spørgsmål til tænkningen: Fører tænkningen frem til
nogen viden ligesom videnskaberne? Bringer tænkningen nyttig livsvisdom med sig?
Løser tænkningen verdens gåder? Bibringer tænkningen mennesket handlekraft?
(Heidegger 2012: 150). Tænkningen er noget væsensmæssigt, en menneskelig
kendsgerning, og mennesket kan bringe det betænkelige ind i dets egen passende
tankeværdighed (Heidegger 2012: 152). Tænkning, som tilgang, er anvendelse af
menneskets egen væsenlighed, hvorudfra verden forstås igennem. I forhold til
videnskabelighed betyder dette altså, at videns-skabelse er funderet i tænkningen,
hvorved det bringes tilbage til det oprindelige udgangspunkt for tilegnelse af viden,
livsvisdom og gådeløsning (Heidegger 2012: 155). Heidegger beskriver tænkningens
metode som tænkningens veje. Tænkningen er selv en vej, hvorpå mennesket må
forblive. Vejen strækker sig ikke nogetsteds fra eller nogetsteds hen. Vejstrækningen
er at lade vejen fremkomme. Tankevejens karaktertræk tilhører tænkningens
foreløbighed, hvilken beror i en gådefuld ensomhed, fordi ingen kan sætte sig i en
andens sind. Tænkningen indebærer således ingen forudindtagethed med hensyn til
udgangspunkt og slutresultat, hvorfor det indebærer sindets åbenhed og ved denne
22
en mere ren, ægte, egentlig opfattelse, og derfor må mennesket forblive i denne
åbenhedens tilgang, hvilken kan synes ensom grundet den subjektive verdensrelation
(Heidegger 2012: 159). Heidegger beskriver yderligere tænkningen som eventyrlig
svæven i det ubestemte. Bevægelsen skridt for skridt er det væsentlige, fordi det er i
denne spørgende gang tænkningen bygger vejen. Vejbygningen er sælsom, fordi det
byggede ikke bliver liggende tilbage, men bygges ind i det nye i de efterfølgende skridt
og bygges forud for dem. Følgelig er der ingen vej, før den bygges, men vejen bygges
af byggesten, og derfor handler det om at bygge eventyrligt svævende videre i det
ubestemte, altså en vidensskabelse baseret på en åben relation med det forrige
materiale, en slags sindets metode. Kun denne ubestemte svævende metode kan give
fuld berigelse af sagen ikke en på forhånd rammesætning af tilgangens måde. Ergo
kunne dette betegnes en a-metodisk, meta-metodisk, over-metodisk tilgang
(Heidegger 2012: 160).
Ifølge Heidegger indebærer tænkningens åbenhed, at der gives plads tilovers for
tilliden til, at fremstillingen af en sag i sig selv kunne være kraftfuld nok (Heidegger
2012: 161). For at belyse noget, sådan som det er, må det belyses ud fra det selv, for
hvis det pålægges alt for meget udefrakommende forudindtagethed, bliver det til
noget, det ikke er. Noget er, det er ikke ikke, men det kan blive til denne ikke ikkeeksisteren. Således kan sandheden sættes i perspektiv. Sandhedsbetingelser og kriterier må herudfra anses som forudtindtagethedens frisættelse via sagens
belysning ud fra den selv. Ifølge Heidegger har det vanlige allerede domsfældelsen
parat over alt og alle, som om det almengyldige og tilvante allerede derfor måtte være
sandheden. Ægte videnskabelige byggesten stammer derimod fra det naturligt
opståede. I forhold til Heideggers egen metafor er den videnskabelige vej således
allerede på forhånd brolagt, hvorfor der ikke kan banes vej for nyt. Sandhed kan
derfor tilsynekomme via en dynamisk dialektisk processuel tilgangsmåde.
Sandhedens byggesten stammer altså fra det naturlige, sagen selv. Dette betyder
derfor, at der altid kan gås tilbage til det oprindelige, hvilket betyder, at der ikke
nødvendigvis behøves bygges ud fra og videre på de allerede fastlagte byggesten. Det
fastlagte kan og må dog benyttes, men med påpasselighed over for forudindtagethed
og med tankemæssig frisættelse (Heidegger 2012: 186-187).
23
Heidegger udlægger en tese, thesis, som det satte, beliggenheden, hvori noget ligger
og en hypotese som grundlaget, grundens lag, det som allerede foreligger. Som det for
alle og enhver allerede åbenbare, det hvorved man lader det ligge. Det fore-liggende
er det, som er tættest på hos alting. At tænke er at opfatte, i betydningen af at tage fat
på, foretage noget, hvilket betyder, at tænkning er at opfatte med aktiv deltagelse. En
særskilt tagen fat på noget, foretage noget med det. Dette betyder altså, at
udforskning indebærer opfattelse af det satte grundlag, som allerede foreligger, fordi
der er noget allerede givet, som derfor må udfoldes ud fra det selv. Altså kan en tese
eller hypotese være fremsat af naturlighedens given, men man må om nødvendigt
være villig til at begive sig ud over sin egen tese, i bestræbelsen af indsigtsopnåelse
via tænkningens vej (Heidegger 2012: 187-190). Videre uddyber Heidegger
tænkningen, hvilken oprindeligt ikke indebærer nogen begriben, hvilket betyder, at
der ikke bearbejdes med noget som helst begreb. Tænkningens væsensudfoldelse
bliver derfor ikke indesluttet begrænsningen grænser. Den senere følgende
indskrænkning af den oprindelige tænkning er netop grundet i den som et
begrebsarbejde. Tænkningen er derfor begrebsløst, hvilket således udgør det
frisættende aspekt. Dette gør den ikke usaglig, den er derimod sagligt passende.
Tænkningen bliver herved på sin vej, hvilken er vejen ind i det tænkeværdige.
Tænkningen er en kontinuerlig søgen, hvilket viser sig som det usikre, skøre og
skrøbelige, hvorfor mennesket har haft behov for en sikring, som sammenstiller
alting i en overskuelig sikkerhed. Den sikrende sammenstilling er systemet, og denne
systematiske og systemdannende forestilling er blevet den herskende vejspærring
(Heidegger 2012: 199-200).
For så vidt verden eksisterer uagtet mennesket, eksisterer der en sandhed uagtet
menneskets forestillen (Heidegger 2012: 204). Men denne konkrete sandhed
eksisterer som et abstraktionens konkret (Heidegger 2012: 207-208). Tænkningen
overstiger denne menneskelige forestillen, en transcendens mod det metafysiske for
herigennem at kunne komme til forståelse af det fysiske, hvorved det metafysiske
manifesteres i verden. Tænkning betyder at lade foreligge og på denne måde også at
iagttage (Heidegger 2012: 209-210). Tænkningen spørger således efter nogets
manifesteren i verden (Heidegger 2012: 213). Transcendensen vandrer herved
igennem alle mulige eksistensmåder via det relationelle dialektiske forhold
24
(Heidegger 2012: 214). Tænkningen beror altså på det dybereliggende
transcendentionelle.
3.1 Refleksioner
Jeg vil betegne det ovenfor udlagte som tænkningens videnskabelige metode, fordi
denne tilgangsmåde, hvilken ligeledes synes forefindes i Heideggers udlægning, er en
vejudvidelse baseret på åben omgang med det allerede brolagte funderet i sagens
natur. Tænkningens videnskabelige metode beskrevet som eventyrlig ubestemt
svæven, kan virke som noget af et abstrakt kunststykke, men beror egentlig blot på
det menneskelige sinds kreative tilgang og udvidelse af det foreliggende.
Formålet med nærværende udforskning er ikke bevisførelse, men snarere
forståelsesmæssig indsigtsgiven, ved at udfolde den erfaringsbaserede tese igennem
uddybende perspektiver for herved at berige denne med forståelsesmæssig baggrund.
I forhold til en sandhedsmæssig forståelsesudfoldelse kan det udledes, at sandhed er
at forstå noget på dets egne præmisser i interrelation med det menneskelige sind. For
så vidt sandhed anskues som denne form for forståelse, kan den tilnærmes igennem
tænkningen, da det er denne, der åbner for forståelse af nogets sandhed.
Men kan det udelukkes at skabe en fast ramme, hvorudfra udforskningen peger og
derfor ikke kunne være åben? På hvilken måde er det muligt at nå bag
forestillingerne? Hvad indebærer beskæftigelse og tilnærmelse egentlig?
For egentlig domsfældelse må der ses ud over forestillingerne. Forestillingerne er
videnskabens rigtighedsafgørelse. Tænkningen beskæftiger sig med det egentlige,
fordi den ikke er underlagt videnskabelighedens rationelle paradigmemæssige
sandhedskriterium. Dog forekommer der tvetydighed i påstanden om, at
forestillinger ikke er rigtige og at tænkning, som tilgang, er anvendelse af menneskets
egen væsenlighed, hvorudfra verden forstås igennem, altså menneskesindets
forestillinger. Men i forhold til videnskabelighed kan dette betyde, at vidensskabelse
funderet i tænkningen, bringer udgangspunktet og sagen tilbage til det oprindelige
udgangspunkt for tilegnelse af viden, livsvisdom og gådeløsning. I den menneskelige
perception, som relationelt dialektisk forhold med verden foreligger et
25
fornemmelsesaspekt af sandhedsopfattelse. Herved kan perception anses som intuitiv
opfattelse og forståelse af noget i dets væsensmæssige omfang, hvorigennem
tænkningen er funderet. Verdensanskuelsens betingelser og kriterier går derfor ad
tænkningens veje. Det er muligvis ikke så meget forståelse, det i første omgang
omhandler, men det overhovedet at opleve og opfatte nogets egentlighed, for dernæst
at kunne forstå noget sandhedsmæssigt heromkring.
Hvad angår videnskabens nødvendige områderammer, er tænkningen på åbenhedens
præmisser muligvis kun tilnærmelig via forskellige valgte perspektivers nye
sammenkobling og hermes bidrag til en udvidende rammeåbning. Dette betyder at
lade sagen åbne sig igennem det lærende materiale, altså igennem sagen selv og det
valgte perspektiv. Der skabes således en bestemt relation til undersøgelsesområdet
via det valgte teoretiske perspektiv og herigennem åbne for tænkningens mulige veje.
Ved at inddrage videnskabelige teorier, men lade disse udfoldes i et ubestemt
svævende dialektisk forhold med sagen selv og herved ikke forudindtaget perspektiv,
åbnes op for indsigtsudvidelse. Altså, den videnskabsteoretiske tilgang, som en
sindets frisættelse, tænkning i sagens nærvær i den perspektivmæssige relation. For
så vidt tænkningen anskues som en art videnskabelighed, kan menneskesindet i det
selv anses som tilstrækkelig og nødvendig betingelse og kriterium. Således kan
tænkningens videnskabelige metode udledes som en tilnærmelsesvis
transcendentionalitet.
Videnskabens særling fordrer altså særlighedens tilgang, tænkningens særlighed,
som ikke er en særlighed, men menneskesindets oversete særlighed i form af
menneskevæsenet, som værende tænkende og herved det fornemmelsesmæssiges
berettigelse, fordi det er givet af sagen selv, og i relationen kan tænkes noget om.
Tænkningen beror på dialektikken, ikke på logikken. Altså, videnskabelig berettigelse
af sindets abstrakte flyvskhed via tænkningens frisættelse. En vidensproduktionstype
baseret på tænkningen, hvilket således egentlig blot er funderet i selve
menneskevæsenets særlighed som tænkende. Dette dialektikken forhold bevirker en
kontinuerlige vidensudvidelsen, der grundet perspektivudfoldelsen, åbner op for
sagens kompleksitet og forårsager elementernes sammenkædethed, hvorfor dele
gentagelsesvis infiltreres.
26
Med afsæt i tænkningens videnskabelige metode, forsøger jeg at forholde mig så
åbent som muligt i forhold til tesen baseret egne erfaringer, hvilket netop herved kan
udgøre en vis forudindtagethed, der af denne grund udgør objektivitetens
sværhedsgrad. Men grundet min egen interesse i belysning og forståelse af sagen,
foreligger der heri et muligt åbent samarbejde mellem mig, sagen og de teoretiske
perspektiver. Åbenheden forårsager ligeliges nye berigende betragtningsmåder,
hvilke jeg ikke har i sinde at afholde mig at udfolde og herved lade
problemformuleringen være en tankemæssig begrænsning.
Udtrykke betyder at trykke det indre ud i det ydre (Heidegger 2012: 50). Herudfra
kan min metodiske tilgang betegnes som et udtryk, fordi jeg via det valgte teoretiske
perspektiv forsøger at få forståelse for de tilgrundliggende psykiske faktorer for det
kunstneriske udtryk, menneskets behov herfor og dets virkningskraft og på denne
måde tilnærme mig dennes sandhed og således udtrykke kunstens indre væsen.
Til slut kan der spørges til selve betegnelsen speciale. Et speciale kan betragtes som
udforskning af en individuel særinteresse - individets specialitet i dialektisk
udfoldelse. For så vidt et speciale kan defineres således, så kan et sådant
nødvendigvis kun udfoldes som en ekstension af individets særegenhed.
27
4 Sagsudfoldelse
C.G. Jung og Rollo May argumenterer begge for, at der foreligger noget indholdsrigt
dybere i menneskets totalitet end bevidstheden, hvilket er essentielt i forhold til
individets tilblivelsesproces. Dette betegnes det ubevidste og er en psykologisk og
eksistentiel fundamental del af den menneskelige psyke.
Ifølge Jung udgøres det ubevidste til dels af det fortrængte og undertrykte, men dets
egentlighed udgøres af det subliminalt perciperede, det under bevidsthedstærsklens
opfattede, og indeholder derfor udvidende muligheder og potentiel målrettethed i
forhold til den bevidsthedsmæssige tilblivelsesproces. Det er studiet af drømme, der
har givet viden om dette ubevidste aspekt af psyken (Jung et al. 1991: 23), og
eftersom drømmen er en hyppig og normal ytring af den ubevidste psyke, leverer den
størstedelen af erfaringsmaterialet til udforskningen af det ubevidste (Jung 2001a:
315). Udfoldelsen af det ubevidste er altså knyttet til drømme og disses
udtryksformer, hvorfor det er relevant at tage udgangspunkt i drømme i forhold til
det ubevidstes fremkomst via det kunstneriske udtryk. Det ubevidstes
gennembrydning til bevidstheden sker, som nævnt, blandt andet i form af drømme
udtrykt via billedmæssige symboler, der er knyttet til menneskets
symboliseringsevne. Det er dette aspekt af den menneskelige psyke, hvilket ofte
tilsyneladende virker irrationelt og ulogisk, der kan være medvirkende til menneskets
behov for kunstnerisk udtryk. For så vidt det kunstneriske udtryk er funderet i
spontant opståede billedsymboler, og eftersom dette er det ubevidstes
kommunikationsform, er det muligt, at det er det ubevidste, der derfor er
tilgrundliggende herfor. Tilgængeligheden til det ubevidste aspekt af psyken må
derfor ligeledes kunne forefindes som influerende i den menneskelige kreativitet og
herved det kunstneriske udtryk og behovet for dette.
Ifølge May er der ikke noget egentligt ubevidst blot psykiske dimensioner under
bevidstheden, der indeholder potentialer for opmærksomheden, fordi de udgøres af
ubevidste oplevelsesaspekter, hvilke frembringer perspektiver i opposition til
bevidstheden. Ydermere mener May, at individets tilblivelse er en skabelsesproces
28
baseret på kreativitet i form af et meningsgivende aspekt, og det ubevidste er derfor
potentialet for kreativitet, hvis opmærksomheden rettes herimod (May 1994: 55, 58,
134-135). Det ubevidste kunne således anses for en psykisk bearbejdningsdimension
tilgrundliggende for noget udvidende, en skabende faktor, konstituerende i forhold til
en helhedsintegrerende tilblivelsesproces og herved inderlighedens velvære.
Menneskets symboliseringsevne i forhold til det ubevidste og bevidstgørelse heraf
tager, som nævnt, udgangspunkt i drømmenes billedsymbolik, og det kan muligvis
være i den ubevidste del af psyken, kreativitetens potentiale foreligger, hvorfor noget
tilgrundliggende for det kunstneriske udtryk kan være funderet i det ubevidste. May
påpeger, at en sådan undersøgelse altid vil være underlagt kreativitetens mysterium
og derfor være ufuldstændig, men at dette netop er en del af den kreative proces og
derfor en del af tilblivelsesprocessen (May 1994: 8). Kompleksitetens mysterium af
den menneskelige psyke kan derfor foreligge i dens totalitet som værende
kreativitetens psyke.
Alt dette udfoldes, som nævnt, herunder, i pointerelatering til undersøgelsessagen.
4.0 Drømme
Jungs arbejde viser, at den ubevidste og spontane symbolbrug fremkommer i
drømme, hvilket er væsentligt i forhold til sidestillingen af det ubevidstes
bevidstgørelse via det kunstneriske udtryk med selvsamme via drømme. På grund af
psykens forskellige perceptionsniveauer er mennesket begrænset i dets bevidste
opfattelse og erkendelse af verden, da denne er afhængig af mængden og kvaliteten af
sansningen, hvor meget og på hvilken måde (Jung et al. 1991: 20-21). Jung mener, at
der foreligger et ubevidst aspekt ved menneskets perceptionsevne, fordi denne
sanselige reaktion på fænomener omsættes fra virkelighedens verden til psykens
verden. Dette indebærer, at erfaringer rummer ukendte faktorer, fordi mennesket
derfor ikke kan erkende objektivt, den egentlige virkelighed (Jung et al. 1991: 23).
Realitetsopfattelse er altså altid relativ, eftersom den afhænger af den menneskelige
perception, der udgør et slags filter, hvilket er grundlaget for mennesket orientering i
verden.
29
Ifølge Jung registreres alle erfaringer ikke bevidst som følge af den sanselige reaktion,
men subliminalt, og betydningen af disse lagres ubevidst og kan derfor ikke
fremkomme igennem den rationelle tankegang, men fremkommer derimod som
symbolske billeder ofte via drømme (Jung et al. 1991: 23). Den subliminale
perception og efterfølgende betydning lagres altså som symbolsk billedmateriale. I
drømme er der givet slip på de vågne bevidste rationelle fænomener, hvilket tillader
psyken at udtrykke det ubevidste. Dette kan sidestilles med det intuitive og spontant
opståede udtrykt i kunsten, hvilket derfor ligeledes kan udgøre tilgængelighedens
port til det ubevidste.
Jung anser det ubevidst lagrede som værende i besiddelse af en dybere og mere
omfangsrig viden end bevidstheden grundet det subliminale perceptionsniveau,
hvorfor bevidstheden og det ubevidste derfor begge må inddrages i den samlede
menneskelige psyke (Jung et al. 1991: 23). Dette kan være en mulig forklaring på det
forunderlige fænomen, at der er noget i én selv, der kan synes at være i besiddelse af
noget mere indsigtsfuldt end bevidstheden.
Jung beskriver menneskets evne til at spalte det psykiske på to måder. Dele af det
bevidst perciperede kan fraspaltes for koncentrationen skyld eller grundet dets
umiddelbare uønskede og ikke håndterbare følelsesmæssige aspekt. Men når
materiale fra det ubevidste er så langt fortrængt fra bevidstheden, at den samlede
psyke ikke længere er i overensstemmelse, at individet ikke længere er i fuld
overensstemmelse med sig selv, kan det blandt andet udtrykkes i form af neuroser,
hvilket på samme måde som ved drømme, er det ubevidstes symboliserende måde at
komme til udtryk i bevidstheden på, hvorfor en del af drømmenes værdi foreligger i
forløsningen af undertrykte følelser (Jung et al. 1991: 25-26). Eftersom det ubevidste
udtrykkes uanset og grundet muligheden for neurose, er det essentielt at det
ubevidste bevidstgøres og integreres for en fyldestgørende, helhedsorienteret
tilblivelsesproces, hvilket således kan forårsage inderlighedens velvære. På samme
måde kan værdien i det kunstneriske udtryk foreligge i denne bevidstgørelse og
integrering og herved eventuelle forløsning, og hermed kan forklaringen på
menneskets behov for kunstnerisk udtryk ligeledes forefindes. Kulturmæssig
30
tilpasning med undertrykkelse af det individuelle til følge kan føre til individets
uoverensstemmelse med sig selv. Men via det kunstneriske udtryk kan individet
(gen)skabe dets egentlige væsen, fordi det undertrykte, der foreligger i det ubevidste,
herved kan bevidstgøres via det ubevidstes symbolske form og igennem
bevidstgørelsen integreres i psykens helhed for således at lette trykket fra
kulturtilpasning.
Jung mener, at psykoanalysens terapeutiske brug af frie associationer i forhold til det,
der er fremkommet i søvnens tilstand, ligeledes kan fremkomme i en bevidst vågen
form for drømmetilstand, hvor der på lignende vis gøres brug af frie
tankestrømninger (Jung et al. 1991: 27). Det ubevidste kan altså, ud over i drømme,
fremkomme i form af neuroser, men også via et fantasiens element og er derfor
tilgængeligt på flere måder og ligeledes i form af et bevidsthedsmæssigt aspekt. Men
ifølge Jung indebærer fantasimæssige tankestrømninger en risiko for bevidsthedens
overtagelse. Det er derfor vigtigt udelukkende kun at forholde sig til elementer fra
drømme og inddrage alle drømmens aspekter, fordi den til dels bevidst frie
tankestrømningsproces kan indebære ideer og associationer, der fører væk fra
drømmens egentlige betydning, samt at disse ligeledes kan opnås via bevist rationel
tankegang, hvorfor indsigten fra det ubevidste fjernes. Vigtigheden af det ubevidstes
symbolverden findes i drømmens helt bestemte brug af billedsymboler, hvorigennem
en mere præcis viden kan opnås. Ved den frie, men bevidste proces, kan psykens
rationelle del overtage i forsøget på fortolkning, hvilket er grundet drømmens
uoverensstemmelse med virkeligheden og tid og rum og herved føre det væk fra
drømmens, det ubevidstes, egentlige udtryk, hvorigennem drømmen fungerer som
psykens afbalancering (Jung et al. 1991: 28-29, 31). Bevidstgørelse af det ubevidste
kræver således en fuldstændig åben opmærksomhed, hvorfor et bindeled kan være
essentielt som konkretiseringsmiddel. Dette kan være i form af kunst skabt på
baggrund af den intuitive, spontane umiddelbare frembringelse, hvilket kan indebære
samme symboludtryk som i drømme, og derfor ligeledes være herigennem det
ubevidste kommer renest til udtryk i dets ægte form. Det kunstneriske udtryk
frembragt ved det intuitive og spontane kan derfor bevirke kunstens virkningskraft
som sidestillet med en form for terapeutiske funktion. For opnåelse af den ægte
indsigt må det ubevidste materiale først udfoldes i dets rene form for efterfølgende
31
fortolkning og herigennem integrering. Det kunstneriske udtryk kan altså på lignende
vis fungere som afbalancering, hvis frembringelsen er funderet i det umiddelbart
opståede uden rationel underligning.
Som nævnt skal den menneskelige psykes evne til symboldannelse, ifølge Jung,
forstås igennem drømme. Drømme har mening og er et udtryk for det ubevidste. Det
ubevidste består af indtryk og tanker optaget subliminalt på det ubevidste niveau
eller forskudt hertil, hvilke påvirker den bevidste psyke (Jung et al. 1991: 32). Bevidst
indhold kan forsvinde til det ubevidste, hvilket ligeledes er en måde for psyken ikke at
blive overbelastet på samt for pladsgørelse af nyt. På samme måde kan nyt indhold,
der aldrig har været bevidst, grundet den subliminale perception, opstå fra det
ubevidste. Dette hører ikke kun fortiden til, men kan være en kilde til nye tanker og
ideer og problemløsning (Jung et al. 1991: 37-38). Drømmes symbolverden er
struktureret på en anden tilsyneladende ulogisk måde end bevidsthedens struktur,
fordi den udgøres af ubevidst lagret materiale, der ikke er underlagt bevidsthedens
rationelle logiske rum- og tidsopfattelse. Erfaringer knyttes til noget individuelt
emotionelt ubevidst (Jung et al. 1991: 39-40). Menneskets bevidste tanker begrænses
af rationaliteten. I drømme åbenbares noget mere fyldestgørende i form af den
symbolske frembringelse af det ubevidste materiale. Menneskets bevidsthed mangler
forståelse for et følelsesladet billedsprog. I dagligdagen må mennesker udtrykke sig
gennem verbaliseringens præcision, hvorimod et billedligt symbol kan være upræcist
grundet den eventuelle nødvendige tolkning heraf. Mennesket har ligeledes lært at
styre fantasien i tanker og handlinger og dermed mistet en kvalitet, der indebærer en
mere sanselig, åben verdensopfattelse, og de fantasifulde psykiske associationer
bliver derfor overført til det ubevidste. Fornuftverdenen har afgrænset mennesket fra
en mere omfangsrig verdenserkendelse (Jung et al. 1991: 43-44). Dette kan anskues
som den tilpasningskonsekvens, mennesket er underlagt, hvilket kan betegnes den
førnævnte natur/kultur-konflikten, hvorfor det ubevidste indeholder betydeligt
materiale af en mere omfangsrig art. Ved en mere sanselig åbenhed er psyken i en
mere integreret helhed, hvorfor forløsningen forekommer ved bevidstgørelse af det
ubevidste materiale, og hermed hvorfor mennesket har et behov for den kunstneriske
udtryksform, der ligesom det ubevidste og drømme udgøres af en omfangsrig
symbolverden, der ikke altid følger bevidsthedens logik.
32
Jung mener, at drømmeverdenens associative billedsymboler er bindeleddet mellem
bevidsthedens rationelle verden og instinktets verden (Jung et al. 1991: 47).
Mennesket udsættes for mange påvirkninger, der fører til handling i modstrid med
det individuelle væsens karakter, hvilket kan føre til en spaltning af psykens
helhedssammenhæng og forårsage individets psykiske fremmedgørelse fra det selv,
fordi det herved føres væk fra instinkter, det naturlige og sandheden. Drømmes
funktion er at forsøge at etablere psykisk ligevægt via drømmemateriale, hvilket
betegnes den kompensatoriske funktion. Igennem kompensationen gør det ubevidste
opmærksom på den psykiske ubalance (Jung et al. 1991: 49-50). Menneskets behov
for kunstnerisk udtryk kan anses som grundet i den abstrakte sanselige
verdensopfattelse på grund af psykens behov for sammenhæng, hvilket er muligt via
et bindeled. Kunstens virkningskraft kan derfor anses som havende lignende
kompensatorisk funktion og hermed virke forløsende, grundet skabelse på baggrund
af det ubevidste og dennes indsigter.
Ifølge Jung har mennesket bevæget sig væk fra det instinktive og som konsekvens af
civilisationens kontrolprægede rationelle levevis, er bevidstheden blevet spaltet fra de
dybere lag i psyken. Dette grundlæggende instinktive lag er ikke forsvundet, men er
en del af det ubevidste, hvilket kommer til udtryk i form af drømmenes symboler. De
instinktive fænomener er af væsentlig betydning for drømmes kompensatoriske
funktion. Den psykiske stabilitet er afhængig af bevidsthedens samspil med det
ubevidste, hvilket sikrer, at individet er i en helhedsforståelse med sig selv, ellers kan
der opstå psykologiske forstyrrelser. Drømmesymbolerne er bindeleddet mellem det
instinktive og det rationelle i den menneskelige psyke og er derfor nødvendige (Jung
et al. 1991: 52). På samme måde kan det umiddelbare kunstneriske udtryk fungere
som bindeleddet, og derfor kan det menneskelige behov for kunstnerisk udtryk
muligvis forefindes heri.
Jung mener, at drømme altid skal tolkes individuelt på grund af at det perciperede,
som nævnt, altid knyttes til det individuelt erfarede, samt at fortolkning af gentagne
drømme forløser for videre gentagelse (Jung et al. 1991: 53). Der kan altså opnås
33
selvindsigt og forløsning via det ubevidstes symbolverden, derfor behovet for og
vigtigheden af at udtrykke og herved bevidstgøre det ubevidste.
Jung beskriver symboler som noget, der indeholder mere end dets umiddelbare
mening og opstår naturligt og spontant. De kan ikke frembringes via en rationel
tanke med en logisk konklusion eller bevidst hensigt. Et symbol peger mod noget
endnu ukendt for den bevidste del af psyken. Drømme er kilden til kendskabet til
symboler, fordi drømme ikke opfindes, men sker i en ikke-bevidst tilstand, hvilket
betyder, at de ikke er rationelt gennemtænkte ideer, men opstår uden om
bevidstheden ud fra det ubevidste. Eftersom det ubevidst lagrede aldrig har været
underlagt psykens rationelle udtryksformer, udtrykkes det igennem analogisk
billedsymbolsk form uden logisk tids- og rumopfattelse (Jung et al. 1991: 63-64). Det
der opstår intuitivt og spontant er derfor mere ægte, fordi det ikke har været igennem
bevidsthedens rationelle påvirkning, hvorigennem betydningen kan fordrejes.
Ifølge Jung er drømmens særlige budskab meddelelsen fra det ubevidste til
bevidstheden (Jung et al. 1991: 56). Drømmen er et normalt psykisk fænomen,
hvorigennem der overføres ubevidste reaktioner eller spontane impulser til
bevidstheden (Jung et al. 1991: 67). Drømmes symbolskabende funktion er at bringe
den oprindelige psyke frem til bevidstheden, hvor den aldrig har befundet sig før, og
derfor ikke er blevet underkastet en kritisk selvrefleksion. Den oprindelige psyke
udgjorde hele et individs personlighed, men i takt med bevidsthedens udvikling,
mistede den bevidste psyke kontakten med en del af den oprindelige psyke. Den
bevidste psyke har derfor aldrig kendt den oprindelige, da den blev kasseret under
udviklingen af den differentierede bevidsthed, som kunne have erkendt den (Jung et
al. 1991: 98). Det er derfor vigtigt at integrere psykens forskellige niveauer for en
helhedsorienteret tilblivelsesproces (Jung et al. 1991: 99). Drømme er det ubevidstes
måde at kommunikere til bevidstheden på (Jung 2001b: 31). Derfor foreligger
drømmeanalysens gyldighed som grundet i anerkendelsen af det ubevidste, fordi
drømme er af den praktiske betydning som det ubevidstes gennembrydningsform
(Jung 2001a: 246). Drømmen skildrer drømmerens indre situation, mens
bevidstheden ikke eller modvilligt anerkender situationens virkelighed og sandhed.
Drømmen er en ytring af en uvilkårlig, ubevidst, sjælelig proces, der er frigjort fra
34
bevidsthedens indflydelse og derfor fremstiller den indre virkelighed og sandhed. Det
der eksisterer i drømme, eksisterer i virkeligheden og er derfor en form for sandhed
(Jung 2001a: 249). Drømme er ikke kun årsagsforklaringer grundet i det fortidigt
fortrængte, men det ubevidste udsiger herigennem ligeledes noget fundamentalt om
individets aktuelle følelsesmæssige situation (Jung 2001a: 250). "Drømme forholder
sig kompensatorisk til den til enhver tid rådende bevidsthedstilstand." (Jung 2001a:
280). Drømme kan altså anses for værende fremstillingen af det egentlige
følelsesmæssige. På samme måde kan det spontant opståede i vågen tilstand være et
psykisk fænomen for det ubevidstes måde at kommunikere til bevidstheden på om
indre egentlige følelsesmæssige forhold.
Ifølge Jung indeholder drømme flere funktioner, den førnævnte kompensatoriske
funktion, den prospektive funktion, den reducerende funktion og reaktionsdrømme.
Den kompensatoriske funktion indebærer, som nævnt, at det ubevidste, betragtet
som relativt i forhold til bevidstheden, knytter alle subliminalperceptionelle
elementer til bevidsthedstilstanden enten af fortrængningsgrunde, eller at de har
været for svage til at nå bevidstheden. Kompensationen betragtes som
hensigtsmæssig, fordi den indgår i den psykiske organismes selvstyring. Den
prospektive funktion er positiv-kompenserende, fordi den optræder i det ubevidste
som en mulig foregribelse af det fremtidige bevidste, som løsningsgivende
vedrørende aktuelle konflikter og problemer (Jung 2001a: 283). Den prospektive
funktion kan benyttes som inspirerende vejledning. Den fremgår af
sammensmeltningen af elementer under bevidsthedstærsklen og er herved en
kombination af alle de iagttagelser, tanker og følelser, der, grundet deres svage
betoning, er gået uden om bevidstheden. Herudover indeholder den erindringsspor
under bevidsthedstærsklen, der ikke længere indvirker på bevidstheden. Derfor kan
den være fordelagtigere stillet end bevidstheden (Jung 2001: 284). Den reducerende
funktion er negativ-kompenserende, fordi den er sammensat af personlige
fortrængninger, der via disse giver et mere selvrealistisk billede (Jung 2001a: 285288). Reaktionsdrømme er indirekte-kompenserende, fordi de er
gentagelsesdrømme, hvorigennem der fokuseres på nødvendigheden af bearbejdning
(Jung 2001a: 288-289). Drømme er følgelig "(...) en spontan selvfremstilling af det
ubevidstes aktuelle tilstand i symbolsk udtryksform." (Jung 2001a: 291). Det
35
ubevidste materiales funktion udfoldes altså via drømme, hvilke fungerer som
balancemæssig kompensation og består af bevidsthedsmæssige tanker, der ikke
anerkendes af individet samt bevidstgørelse af det ubearbejdede. Hvis det ubevidste
er tilgrundliggende for det kunstneriske udtryk, må dette ligeledes have samme
funktion og herved kan det menneskelige behov for kunstnerisk udtryk være funderet
i det kompensatoriske med forskellige funktioner og det kunstneriske udtryk have
virkningskraft i forhold til inderlighedens velvære.
Jung mener, at drømmeudtryk skal opfattes symbolsk, for så længe drømme opfattes
konkret, findes der kun umiddelbare, ydre og konkrete løsninger. Det ubevidste
forsøger igennem drømmen at kommunikere med bevidstheden via symboler, der
derfor må adskilles fra disses virkelige egenskaber og knyttes til individet, fordi
drømmen (Jung 2001a: 292) "er som ethvert stykke af den psykiske sammenhæng et
resultat af psykens helhed." (Jung 2001a: 305) samt at "Den psykiske proces [skal]
opfattes som psykisk, og ikke som en organisk celleproces." (Jung 2001a: 308).
Drømmen er en uvilkårlig psykisk aktivitet, der lige akkurat har bevidsthed nok til at
reproduceres i vågen tilstand. Umiddelbart synes den at være af irrationel karakter
uden logik, kausalitet og mening (Jung 2001a: 310). Men drømme har en
meningsfyldt struktur, en drømmens lovmæssighed. Ud fra gentagne drømme, slutter
Jung, at der må foreligge en kausal meningssammenhæng. Drømme refererer til en
bevidsthed af en bestemt beskaffenhed og til en bestemt sjælelig situation, hvilken er
identisk med en bestemt mening, udtryk for en psykisk situation. Drømmes rødder
ligger dybt forankret i det ubevidste. Drømmens væsen kendes ikke i sig selv, men på
baggrund af observeringen af bestemte virkninger, kan dens væsen sluttes tilbage til
den ubevidste psykes natur (Jung 2001a: 311-312, 314). Jung antager, at det
ubevidste har en selvstændig funktion, fordi drømmes mening ikke er
sammenfaldende med bevidsthedens tendenser, men afviger herfra, hvilket betegnes
det ubevidstes autonomi. Drømmen adlyder ikke altid viljen, den er ofte i
modsætning til bevidsthedens hensigter i mere eller mindre grad, men kan ligeledes
falde sammen med bevidsthedens indhold og tendenser. Dette forhold er den
førnævnte kompensation og er en sammenholden og sammenligning af forskellige
data og standpunkter, hvorved en udligning eller berettigelse kan forekomme.
Kompensationens funktion er altså at udtrykke, hvorvidt individet er i
36
overensstemmelse med sit eget væsens tendenser (Jung 2001a: 315).
Kompensationen er vejledende i forhold til den sjælelige ligevægt og fungerer som en
slags selvstyring i det psykiske system til overensstemmelse mellem bevidstheden og
det ubevidste. Drømme, og hermed det ubevidste, frembringer erindringer, indsigter,
oplevelser og udtrykker ubevidste faktorer (Jung 2001a: 316). Ved bearbejdning af
det ubevidste materiale udvides og beriges individets horisont. Drømmeserier kan
derfor være udtryk for en slags udviklingsproces (Jung 2001a: 317). Det kunstneriske
udtryk kan herudfra menes at indeholde en yderligere funktion i forhold til
selvindsigt angående integrering af det ubevidst fremkommet. Drømme frembringer,
som nævnt, væsentlige kompensationer, men kan være uforståelige, fordi drømmen
er en naturbegivenhed, og at naturen ikke udviser tilbøjelighed til at udtrykke viden i
overensstemmelse med menneskelige forventninger (Jung 2001a: 321). Men "Hvad
naturen efterlader ufuldkomment, fuldender kunsten!" (Jung 2001a: 322). Det vil
altså sige, at hvad der er givet af naturen på en af mennesket ufuldkommen opfattet
og derfor uforståelig måde, kræver den menneskelige psykes analyse og fortolkning
og på denne måde, kan kunsten, ment som menneskets abstraktionsevne, fuldende
naturen.
Derfor har bevidstheden, ifølge Jung, en væsentlig funktion. Det ubevidste må ikke
overvurderes, da det hæmmer den bevidste beslutningsdygtighed. Det ubevidste
fungerer kun tilfredsstillende, når bevidstheden opfylder dets opgaver til
mulighedernes grænse, altså via dens samspil med det ubevidste. Drømmen kan
hjælpe med det manglende. Men hvis det ubevidste var bevidstheden overlegen, så
ville det ikke være til at indse, hvori bevidsthedens nytte skulle bestå, hvorfor
bevidsthedsfænomener nogensinde skulle være optrådt som en nødvendighed i
menneskehedens udvikling (Jung 2001a: 323-324). Den menneskelige psykes
totalitet kan altså ikke opdeles, men udgøres af gensidigheden af alle dens
dimensioner. Konfrontationen med det ubevidste udgøres af en proces betegnet den
transcendente funktion, fordi det er en funktion, der er funderet i det reelle og
imaginære, rationelle og irrationelle data, og herved er bindeleddet mellem
bevidstheden og det ubevidste. Konfrontationen er en naturlig proces, en
manifestation af modsætningsspændingsenergien og består af spontane
fantasiprocesser i drømme og visioner. Den naturlige modsætningsproces var Jungs
37
grundlag for en metode, der består i bevidst fremkaldelse af det, der naturligt sker
ubevidst og integrere det i bevidstheden (Jung 2001b: 90). Det kunstneriske udtryk,
som grundet i det ubevidste, kan på samme måde have den transcendente funktion,
som et transcenderende bindeled. Behovet for et sådant er grundet i, at det ubevidste
er i besiddelse af mere indholdsdyb og omfangsrig viden end bevidstheden på grund
af det ubevidstes mere nuancerede perceptionsniveau. Det som bevidstheden
fortrænger lagres i det ubevidste, der forsøger at kommunikere dette frem, fordi det
er af betydning for inderlighedens velvære, at tilblivelsesprocessen er en
helhedsintegration af alle følelsesmæssige aspekter.
Ifølge Jung, er "(...) de fleste drømme af kompensatorisk natur. De understreger det,
der til en given tid er den anden side, af hensyn til opretholdelsen af den psykiske
ligevægt." (Jung 2001b: 112). Drømme kan ligeledes indeholde en korrektion til
opfattelsen, hvilken har vejledende funktion (Jung 2001b: 112). Den transcendente
funktion fører til åbenbaringen af det sande menneske, individet egentlige væsen.
Umiddelbart er det en naturproces, der sker automatisk, igennem, hvilken
betydningen af det ubevidste forekommer, fordi "Processens mening og mål er
virkeliggørelsen af den oprindelig i den embryonale kim anlagte personlighed med
alle dens aspekter. Det er tilvejebringelsen af og udfoldelsen af den oprindelige,
potentielle helhed." (Jung 2001b: 118). Denne ubevidste kompensation indeholder,
som nævnt, virkningsfulde og helende elementer, som, hvis de gives opmærksomhed
og integreres i bevidstheden, kan fungere som medvirkende til individets
helhedsdannelsesproces (Jung 2001b: 119). Tilgængeligheden af det ubevidste
materiale, foreligger via de impulser, der stammer fra en psykisk sfære, hvilken er
unddraget menneskets bedreviden og hensigter - drømme. Drømme indeholder
billeder og tankemæssige sammenhænge, som ikke er frembragt med bevidst hensigt.
De opstår spontant og udgør herved en psykisk aktivitet, der er unddraget viljens
kontrol. Drømme er derfor et objektivt produkt, et naturprodukt af psyken, hvorfor
der i drømme kan være henvisninger til og antydninger om grundtendenser i den
sjælelige proces. Fordi den psykiske livsproces, som enhver livsproces, ikke kun er et
årsagsbestemt forløb, men ligeledes en formålsbestemt, målrettet proces, foreligger
der i drømmen, som er en selvafbildning af den psykiske livsproces, belæg med
hensyn til en objektiv årsagsbestemthed og objektive tendenser (Jung 2001b: 138).
38
Dette kan sidestilles med det intuitivt spontant opståede, et kunstnerisk udtryk kan
bero på, fordi der igennem begge forehavender foreligger en bestemt form for
udtryksmåde, hvorigennem det ubevidste kan udfoldes. Det kunstneriske udtryk kan,
som drømmesymbolers fremkomst, ligeledes bero på det spontant opståede, hvilket
det kunstneriske udtryks forskellige former for symboludtryk kan være grundet i.
Jung mener, som før nævnt, at drømme gentager bevidstheden minus den bevidste
kritik, der bliver ignoreret af drømme. De gentager bevidsthedens indhold, ikke i dets
totalitet, men sætter det fantasiprægede igennem over for det fornuftsmæssige (Jung
2001b: 139). De ubevidste tendensers formål, hvilket udtrykkes gennem drømme, er
ikke kun fantasier, men selvfremstillinger af ubevidste udviklinger, som lader psyken
vokse ud over det uhensigtsmæssige i den personlige bundethed. Ubevidst udvikles
der et overpersonligt kontrolpunkt, hvilket udtrykkes i en symbolsk form (Jung
2001b: 141). Der foreligger mulighed for at det fortrængte indhold kan gøres bevidst
og holdes bevidst, når det én gang er erkendt. Drømmen henter væsentlige punkter
frem, der ved tilføjelse til bevidstheden, resulterer i en udvidelse, en dybere
selverkendelse og herved en mere sammenhængende tilblivelsesproces (Jung 2001b:
142-143). Det kunstneriske udtryk kan på lignende vis, som drømme, anses for
selvfremstilling, fordi udtrykket er funderet i det ubevidste materiale minus den
bevidste kritik og herved have samme værdi som drømmes kompensatoriske funktion
og derfor udgøre behovet og nødvendigheden for, at det ubevidstes symbolske
udtryksform kan bevidstgøres og herved integreres i individets tilblivelsesproces.
4.1 Symbolisering
Et centralt element i udforskningen af fremkomsten og tilgængeligheden af ubevidst
materiale er menneskets evne til symboldannelse. Denne symboliseringsevne, som
en del af det ubevidste, kan muligvis til dels være tilgrundliggende for behovet for
kunstnerisk udtryk. Jung mener, at mennesker gør brug af symboler både bevidst og
ubevidst grundet psykens abstrakte aspekt, menneskets evne til at opfatte
omverdenen på et abstrakt niveau, opfattelsen af det, der rækker ud over
genstandsverdenen og tanker, der ikke er knyttet hertil, og derfor er svært
omsættelige i ord (Jung, von Franz, Henderson, Jacobi & Jaffe 1991: 20-21).
39
Ifølge Jung, har den rationelle bevidsthed som nævnt overtaget og alt, hvad der ikke
refererer til noget sanseligt reelt, afvises som ikke-eksisterende. Men bevidstheden
står ikke i direkte forbindelse med materielle objekter. Mennesket opfatter kun
billeder formidlet indirekte gennem et kompliceret nerveapparat. Perception af det
materielle foregår via en ubevidst forvandlingsproces. Mellem sanseorganernes
nerveender og det billede, der fremtræder for bevidstheden, er der indkoblet en
ubevist proces, hvilken forvandler det perciperede til psykiske billeder. Den synlige
virkelighed består derfor af forarbejdede billeder, hvorfor mennesket følgelig
umiddelbart lever i en billedverden (Jung 2001a: 12). Jung uddyber ikke dette
nærmere, men det kan eventuelt skyldes det faktum, at de fleste menneskers
umiddelbare møde med verdens materialitet er gennem det visuelle, og at de bevidste
billeder har været igennem og underlagt bevidst rationel fortolkningsproces, hvilket
forårsager et fremmedgørende aspekt i opfattelsen, hvorimod de billeder, der er
subliminalt perciperede og stadig kun forefindes i det ubevidste, indeholder noget
mere ægte.
Ifølge Jung udgøres menneskets realitetsopfattelse følgelig af en psykisk verden og
ikke en materiel verden. Alt tankemæssigt, rationelt som irrationelt, der tilhører den
psykiske verden, er derfor af relevans som en del af menneskets verdensopfattelse.
Det er de ubevidste faktorer, der frembringer bevidstheden og er grundlaget for
eksistensen af en verden overhovedet. Jung argumenterer for en omvendt
verdensopfattelse, hvor sjælen ikke er afledt af materielle årsager, men perceptionen
af det materielle er afledt af det sjælelige (Jung 2001a: 13). Symboliseringsevnen kan
altså anses som en tilgrundliggende faktor for erkendelse. Det er således igennem det
ubevidste, at bevidstheden tillægger verden eksistens, forstået som mening.
Hertil argumenterer May for erkendelsens kreative element som menneskets
meningstillæggelse, og hvorledes kunsten grunder i dette. May foreslår en teori om
kreativitet: "Creativity occurs in an act of encounter and is to be understood with this
encounter as its center." (May 1994: 77). Møde er altid et møde mellem to poler. Den
subjektive pol er det bevidste individ i den kreative handling. Den objektive pol er
mødet med verden. Verden betyder mønstret af meningsfulde relationer i hvilke,
40
individet eksisterer og deltager. Verden har objektiv realitet, men er mere end det.
Verden er hele tiden interrelateret med individet en kontinuerlig dialektisk proces
mellem verden og selvet, hvor den ene forudsætter den anden, og ingen kan forstås
uden den anden. Derfor kan kreativitet ikke være et subjektiv fænomen og kan aldrig
undersøges kun på subjektive betingelser. Verdenspolen er en uadskillelig del af
individets kreativitet (May 1994: 50). Den ydre verden, som et medium til åbenbaring
af den indre, en åbenbaring af underliggende psykologiske og spirituelle forhold til
verden via symbolisering (May 1994: 52). May fremstiller den kreative proces som et
møde mellem disse to poler. Polerne betegnes ligeledes som væren og ikke-væren
(May 1994: 78). Subjektet søger mening i verden. Mødet er ikke et møde med selve
det objektive, men et møde mellem det subjektive (individet, væren) og det objektive
(verden, ikke-væren). Kreativitet er den subjektive meningstillæggelse af det
objektive. Kunstnerens vision er det mellemliggende bestemmende mellem subjektet
og objektet, hvilket er ikke-væren, indtil subjektet frembringer væren via dets
meningstillæggelse. Det kunstneriske udtryk er ikke en afbildning af det observerede
eller oplevede, men afbildning af kunstnerens vision forårsaget af mødet med
realiteten (May 1994: 79).
May kritiserer den psykoanalytiske tolkning af kreativitet, forsøget på at finde noget
indeni i individet, der er projekteret i det kunstneriske udtryk. Noget indre kan ikke
udtrykkes udelukkende ud fra noget indre, der må nødvendigvis forefindes et møde
med noget ydre, fordi det kræver en symboliseringsform som et transcenderende
bindeled til bevidstgørelse (May 1994: 85). Kreativitet, og således det kunstneriske
udtryk, kan være et udtryk for individets måde at udtrykke noget indre via noget ydre
objektivt. Ydermere kan det indre anses som opstående i mødet med verden. Den
psykoanalytiske kreativitetstolkning er muligvis ikke i modstrid med Mays
udlægning, men det kunstnerisk udtryk kan betragtes som funderet i noget indre i
individet, der er skabt på baggrund af mødet med verden. Erkendelse som grundet i
meningstillæggelsen kan som følge heraf anses som en del af menneskets
symboldannende evne. Verden er for mennesket således ikke-væren, indtil væren
skabes via menings-tillæggelse. Den menneskelige symboliseringsevne kan altså være
symbolsk brug af den ydre verden til udtrykkelse af den indre. May pointerer,
hvorledes kreativitet opstår grundet det dynamiske møde mellem subjektive og
41
objektive poler: "The poet marries the language, and out of this marriage the poem
is born." (May 1994: 85). For at understrege betydningen og vigtigheden af mødet
udgøres det kunstneriske udtryk af et samspil, hvilket betyder, at der nødvendigvis er
behov for et transcenderende bindeled til udtrykkelse af det ubevidste.
May mener, at det kunstneriske udtryk, i form af de to poler, ligeledes kan anses som
udtrykket for forbindelsen mellem bevidsthedens og det ubevidstes perceptioner som
opstående indsigter via mødet i et dialektisk forhold, en gensidig kontinuerlig
influeren (May 1994: 86). Dette betyder, at det kreative møde i det kunstneriske
udtryk er totalt, det udtrykker en helhedsoplevelse (May 1994: 87). Det menneskelige
erkendelsesfilter er som følge heraf den meningsgivende symboliseringsevne.
Bevidsthedens interrelation med det ubevidste og dettes subliminale
oplevelsesaspekter udgør en mere ægte erkendelse. Ligesom drømmes
symboliseringer udtrykker noget mere ægte i forhold til individets indre, fordi
erfaringer knyttes til noget emotionelt ubevidst, kan kunsten som udtryksmedium
ligeså, således at den derfor fuldender naturen, fordi menneskets verdenstolkning er
baseret på meningsgivende symboliseringer. Det kunstneriske udtryk kan altså anses
som funderet i mødet mellem bevidstheden og ubevidste.
4.2 Psykens totalitet
Udforskningen af den menneskelige psyke er, som nævnt, kompleks grundet dens
forskellige operationsniveauer, og der må tages højde for udforskningens abstrakte
element, hvilket Jung ligeledes fremhæver ved påpegningen af, at udforskningen af
psykens totalitet beror på det erfaringsmæssige, og derfor kan synes vagt udfoldet og
ubegrundet, fordi det er (Jung 2001b: 126):
"(...) en psykologi, der stammer fra det virkelige liv og hvilken virker på
det virkelige liv, kan den ikke påberåbes (...) et intellektueltvidenskabeligt standpunkt, men er bundet til også at tage tilbørligt
hensyn til følelsesstandpunktet, altså følgelig til alt, hvad sjælen rent
faktisk indeholder. Det drejer sig om denne praktiske psykologi ikke om
en eller anden almen menneskelig sjæl, men om de individuelle
42
mennesker med alle de mangfoldige problemer, der umiddelbart plager
dem. En psykologi, der kun tilfredsstiller intellektet, er aldrig praktisk;
thi sjælens totalitet kan aldrig fattes af intellektet alene. Hvad enten vi vil
det eller ej: verdensanskuelsens moment trænger sig på, fordi sjælen
higer efter et udtryk, der omfatter dens totalitet." (Jung 2001b: 127).
Ifølge Jung er det ubevidstes funktionsniveau bevidstheden overlegen og derfor en
yderst essentiel del af psykens helhed. "Uforbundethed med det ubevidste betyder
instinkt- og rodløshed." (Jung 2001b: 124). Men fortvivl ej:
"Hvis det lykkes at etablere den funktion, [Jung] betragter som
transcendent, er uenigheden med én selv ophævet, og så kan man glæde
sig over det ubevidstes gunstige side. Da giver det ubevidste nemlig al
den støtte og hjælp, som en velvillig natur kan give mennesket i
overstrømmende fylde. Det har jo muligheder, som er lukkede for
bevidstheden, for det disponerer over alle de psykiske indhold, der ligger
under tærsklen (er subliminale), over alt det glemte og oversete (...)".
(Jung 2001b: 124).
Ifølge Jung, indeholder psyken perciperet materiale, der ikke har været i berøring
med bevidstheden grundet det subliminale perceptionsniveau, hvilket betyder, at
materialet udelukkende er optaget på et ubevidst niveau. Det er dog muligt for
individet at transcendere dette materiale, der grundet den subliminale perception
foreligger i det ubevidste, til bevidstheden, hvilket har en fuldstændiggørelse af
individets tilblivelsesproces til følge (Jung et al. 1991: 23). Det ubevidste indeholder
altså indsigter på grund af de forskellige psykiske perceptionsniveauer og som en del
af den psykiske helhed, er det ubevidste derfor essentielt i forhold til
tilblivelsesprocessen. For at forstå hvorledes det ubevidste opererer, er det væsentligt
at betragte psykens funktionelle struktur i dens helhed.
Ifølge Jung er den vesterlandske virkelighedsopfattelse blevet indskrænket til kun at
omfatte direkte eller indirekte perciperet sansedata. Denne materielle virkelighed
forårsager en afskæring fra opfattelsen af verdenshelheden (Jung 2001a: 11). Dette
43
kan ses i forhold til mennesket som værende i en natur/kultur-konflikt. Men grundet
mennesket som socialt væsen, har denne konflikt muligvis altid forekommet som et
menneskeligt grundvilkår. Men som Jung påpeger, kan denne have tiltaget i og med
en bestemt udvikling af det samfundsmæssige liv og en udvikling af menneskets
fokuseren væk fra det mere instinktive. Ydermere beskrives, hvorledes denne
natur/kultur-konflikt udfoldes som en konsekvens af spændingen mellem norm og
individ: "Ved neurosen består der to tendenser, som står i skarp modsætning til
hinanden, og af hvilken den ene er ubevidst." (Jung 2001b: 29).
Ifølge Jung er det et kendetegn for kulturmennesket at være uenig med sig selv som
følge af, at skulle forene natur og kultur. Kulturprocessen består i tilbageholdelse af
instinkter (Jung 2001b: 29). Det er ikke kun den menneskelige driftsnatur, der
konflikter med kulturen, men ligeledes nye ideer fra det ubevidste. Neurose
indebærer en uforening af psykens bevidste del, der stræber efter tilpasning og den
ubevidste del, der udgør det individuelle særegne (Jung 2001b: 30). Det er af yderste
vigtighed at komme i kontakt med og forholde sig til det ubevidste, og Jung mener, at
afbalancering af psykens natur/kultur-konflikt er væsentlig for tilblivelsesprocessen i
forhold til foreningen af den indre natur og den ydre kultur, hvilken ligeledes er en
instinktivt handlingsregulator (Jung 2001b: 37). Altså: "For meget dyr forvansker
kulturmennesket, for megen kultur skaber syge dyr." (Jung 2001b: 38). I forbindelse
hertil kan Mays påstand om at individet ikke kan være i et vakuum tages i betragtning
(May 1994: 8). Vakuummet kan være som udtryk for, at hvis individet ikke udfolder
dets helhed og derved særegenhed, vil det befinde sig i en form for eksistentiel
tomhed, derfor nødvendigheden af udtryk for det ubevidste for individets inderlige
velvære.
I relation til psykens totalitet argumenterer May for et interessant aspekt ved
bevidsthedsdannelse og kreativitet. Ifølge May indebærer det at være menneske
nødvendigvis fysiske og psykiske begrænsninger. May udforsker hvorledes
begrænsningerne er værdifulde og diskuterer det fænomen, at kreativitet kræver
begrænsninger, fordi kreativitet opstår ud fra menneskets kamp med og mod det, der
begrænser dem (May 1994: 113). Bevidsthed er opstået på grund af
opmærksomheden på disse begrænsninger. Menneskets bevidsthed er dets særlige
44
karakteristiske kendetegn og uden begrænsninger, ville mennesket aldrig have
udviklet bevidstheden. Bevidstheden er opmærksomheden, der opstår ud fra den
dialektiske spænding mellem muligheder og begrænsninger. Gennem en mængde
begrænsende oplevelser lærer individet at udvikle evnen til at differentiere sig selv fra
andre individer og objekter samt at udskyde tilfredsstillelse. Hvis der ikke havde
været begrænsninger, havde der ikke været bevidsthed (May 1994: 114). Ud af indre
begrænsninger såsom angst, fremmedgørelse og skyld opstår noget værdifuldt såsom
ansvar og kærlighed, hvorfor begrænsninger er udvidende. Begrænsninger er kilden
til kreativitet, en skabelsesproces, hvorigennem harmoni udgøres af modsatte
spændinger, og det der opstår herudfra (May 1994: 115). Denne dialektiske spænding
er tilstede i kunsten (May 1994: 116). Kunsten som medium udtrykker spændingen i
form af kunstnerens absorberingen af denne spænding og herved det meningsgivende
aspekt udtrykt via symbolisering, fordi verden formes i det, den tager menneskets
form (May 1994: 117). Fantasien er af afgørende betydning i forhold til menneskets
indtagelse af omverdenen i form af impulser, ideer, billeder og alle andre slags
psykiske fænomener samt se visioner og overveje muligheder (May 1994: 120). Men
fantasiaspektet indebærer ligeledes muligheden for at miste orienteringen og faren
for total isolation, miste de grænser, der muliggør realitetsorienteringen. En form
udgjort af begrænsninger er derfor vigtig (May 1994: 121). En lignende oplevelse kan
forefindes i det kunstneriske udtryks destruering af grænser i skabelsen af nye.
Balance mellem fantasi og begrænsninger er en nødvendighed (May 1994: 122).
Ifølge Jung har psyken ikke nogen absolut realitet, den er et gensidigt forhold mellem
bevidstheden og det ubevidste, der begge er virkelige psykiske oplevelser og udgør
menneskets erkendelse af verden. Der vides intet om det eksisterendes inderste
væsen og om det absolut værende, en ren objektiv erkendelse forefindes ikke.
Mennesket oplever forskellige virkninger udefra gennem sanserne, og indefra
gennem fantasien. Det ubevidstes symbolverden er sat i stedet for noget ukendt, men
virkeligt (Jung 2001b: 227). Fortløbende bevidstgørelse af ubeviste fantasier under
aktiv deltagelse har den konsekvens, at bevidstheden udvides, da det ubevidste
indhold bliver bevidst, at det ubevidstes dominerende indflydelse reduceres og i
stedet bevidst integreres, hvorved der sker en personlighedsudvikling. Der sker en
ændring af den generelle indstilling, en ændring i ensidigheden i den bevidste
45
indstilling. Den bevidste generelle indstilling giver nogle funktioner fortrin, hvorved
de andre trænges i baggrunden. Via oplevelsen og bevidstgørelsen bliver det
ubevidste materiale assimileret med bevidstheden igennem den transcendente
funktion (Jung 2001b: 228). Oplevelsens totalitet er en gennemgribende ændring af
personligheden. Det er et forløb i personlighedsudviklingen, hvilken udgøres af en
lang, sammenhængende serie af forvandlinger, der har til formål at nå frem til
personlighedens centrum. Personlighedens centrum er et punkt i midten mellem
bevidstheden og det ubevidste, en ny centrering af den samlede personlighed, det er
punktet for den nye ligevægt forårsaget af assimileringen af det ubevidste, hvilket er
en slags tilnærmelse mellem bevidstheden og det ubevidste. Grundet dette centrums
centrale beliggenhed mellem bevidstheden og det ubevidste frembryder et nyt sikkert
grundlag for personligheden (Jung 2001b: 230). Processen omhandler frigørelse for
modsætninger. Personlighedsforvandlingen udgøres af processen via den aktive
deltagelse, at individet blander sig med de ubevidste processer og tager dem i
besiddelse på den måde, at lade sig tage i besiddelse af dem. Således forbindes
bevidstheden og det ubevidste, og personligheden udvides. Den transcendente
funktion opstår altså som følge af foreningen af modsætningerne (Jung 2001b: 232).
Denne helhedsforening betegnes individuation og vigtigheden af et menneskes
individuation er at leve i overensstemmelse med det selv. Grundet
sammenblandingen med andre mennesker, kommer individet i tilstande og begår
handlinger, der gør det uenigt med sig selv. Fra enhver ubevidst sammenblanding og
manglende udskillelse udgår der en tvang til at være og handle på måder, som man
ikke selv er på (Jung 2001b: 234). Det ubevidste er en psykisk faktor, som er aktiv og
på den utroligste måde kan unddrage sig den bevidste vilje (Jung 2001b: 237). Det
ubevidste er en naturproces med potentiel målrettethed. Når bevidstheden deltager
aktivt og oplever hvert enkelt trin af processen og forståelsesmæssigt har en anelse
om, hvad der foregår, så begynder det næste billede på det vundne højere
selvindsigtstrin, og på den måde opstår målrettetheden. Det næste formål for
konfrontationen med det ubevidste er opnåelsen af en tilstand, i hvilken det
ubevidste indhold ikke længere er ubevidst og udtrykkes indirekte (Jung 2001b: 241).
Det ubevidste består af naturprocesser, der ligger hinsides det menneskeligtpersonlige. Kun bevidstheden er personlig (Jung 2001b: 243). Mennesket står med
46
sjælen midt imellem betydningsfulde virkninger indefra og udefra og må derfor
tilgodese dem begge. Dette kan kun gøres i forhold til den individuelle evne (Jung
2001b: 246).
Selvet er et psykologisk begreb, der udtrykker en eksistentiel totalitet, der er
mennesket uerkendeligt, og som overstiger fatteevnen. Begyndelsen til det sjælelige
liv synes at udspringe af Selvet og bevæge sig hen imod det. Selvet og Jeget må ikke
forveksles (Jung 2001b: 247). Selvet kan karakteriseres som en slags kompensation
for konflikten mellem Indre og Ydre. Selvet har karakter af noget, der er et resultat, et
opnået mål, noget der gradvist er kommet i stand og blevet muligt at erfare. Derfor er
Selvet også livets mål, for det er det mest fuldstændige udtryk for den kombination,
der kaldes individ. Med fornemmelsen af Selvet som noget irrationelt, udefinerbart
værende, som Jeget ikke står i modsætning til, og som det ikke er underkastet, men
forbundet med, og omkring hvilket det roterer, er individuationens mål nået. Brugen
af ordet fornemmelse, er grundet i den perceptoriske karakter af forholdet mellem
Selv og Jeg. I dette forhold er der noget, der ikke kan erkendes, for der kan ikke
udsiges noget om Selvets indhold. Jeget er det eneste indhold i Selvet, der kendes.
Det individuerede Jeg fornemmer sig som objekt for et ukendt og overordnet subjekt.
Ideen om et Selv er en transcendent påstand, der kan retfærdiggøres psykologisk,
men ikke bevises videnskabeligt (Jung 2001b: 249).
Psykens totalitet udgøres altså af mere end bevidsthedens niveau, hvilket er
væsentligt i forhold til en afbalanceret tilblivelsesproces i menneskets møde med
verden i form af natur/kultur-konflikten. Det kunstneriske udtryk og behovet herfor
som udtryk for dette dialektiske spændingsforhold, hvor der skabes på baggrund af
en begrænsningsfølelse, kan derfor være grundet i noget følelsesmæssigt fortrængt,
der trænger sig på. Begrænsningernes skabelseskraft kan således udgøre en faktor i
forhold til det kunstneriske udtryk, hvilket kan anses som skabt på baggrund af
begrænsninger, forstået som kulturens begrænsninger af individets udfoldelse af dets
særegen væsens natur. Den menneskelige fantasi fører bevidstheden og det ubevidste
sammen i oplevelsens totalitet med opnåelsen af personlighedens centrum som
formål i målrettetheden af individuation, en helhedsintegrerende tilblivelse. Det
kunstneriske udtryk kan herved anses som en form, mennesket har behov for, for
47
udtrykkelse af det udvidende ubevidste materiale således, at der i tilfældet af en
uoverensstemmende væsensfølelse, kan forekomme en destruering af noget ikke
oprigtigt i skabelsen af noget mere helhedsintegrerende overensstemmende oprigtigt,
sådan at Selvet realiseres og Jeget er afbalanceres i den eksistentielle totalitet udgjort
af inderlighedens velvære.
4.3 Det ubevidste
Jungs opfattelse af det ubevidstes indhold rækker ud over det fortrængte eller
undertrykte, da dette ligeså godt kunne være bevidst, eftersom dette er en konsekvens
af ydre omstændigheder. Det ubevidste består, som nævnt, ligeledes af det psykiske
materiale, der ikke har nået bevidstheden, da en ophævelse af fortrængningen ellers
ville gøre, at mennesket aldrig ville glemme noget. Det ubevidste indeholder således
fortrængt materiale, det psykiske, der er optaget under bevidsthedstærsklen,
subliminale sanseperceptioner og materialer, der endnu ikke har nået bevidstheden.
Dette er oprindelserne til senere bevidst indhold (Jung 2001b: 134). Det ubevidste er
hele tiden i beskæftigelse med dets indhold og er normalt koordineret med
bevidstheden i et kompensatorisk forhold. Dette forhold er af personlig natur på
grund af den individuelle erfaring. Grundet psykens forskellige perceptionsmåder er
det ubevidste en altid tilstedeværende del af psykens helhed (Jung 2001b: 135).
Derfor må det ubevidste nødvendigvis medtages som et menneskeligt grundvilkår,
hvorfor mennesket som konsekvens heraf har behov for at give udtryk for herfor.
Jung mener, at der i det ubevidste må udsondres et personligt ubevidst lag, der
indholdsmæssigt er af personlig natur karakteriseret af erhvervelser af den
individuelle eksistens, og ligeledes er psykologiske faktorer, hvilke kunne være
bevidst. Dette personlige indhold genkendes ved påvisningen af dets virkninger eller
delvise opdukken med oprindelse i den personlige fortid. Det er integrerende
bestanddele af personligheden, hvis fravær fremkalder et mindreværd i bevidstheden,
hvilket har karakter af en undladelse, hvorved der trænger sig et moralsk ubehag på.
Mindreværdet, der påvirker moralsk, angiver, at det manglende element er noget,
som i overensstemmelse med individets følelser, ikke burde mangle, som kunne være
bevidst. Denne moralske mindreværdsfølelse stammer fra konflikten med individets
48
eget Selv, der af hensyn til den sjælelige ligevægt kræver udligning af underskuddet.
Mindreværdsfølelsen angiver ikke kun kravet om assimilation af det ubevidste, men
ligeledes muligheden for assimilation. Det er menneskets moralske kvaliteter, der
tvinger det til at assimilere dets ubevidste Selv og holde det bevidst. Ved at føre
indholdet af det personligt ubevidste over i bevidstheden og på denne måde realisere
det ubevidste Selv, udvides personlighedens omfang (Jung 2001b: 142-143). Dette
moralske aspekt kan være grundet i, at individet føler sig umoralsk i forhold til sit
eget væsens karakter, Selvet. Derfor forligger inderlighedens velvære via selvindsigt
nødvendigvis igennem udfoldelse af det ubevidste materiale, der herved vil give den
rette moralske følelse af overensstemmelse med Selvet, individets væsensmæssighed.
Jung beskriver konfrontation med det ubevidstes meddelelser, som en frisættelse af
ubevidste processer, der i form af fantasier træder ind i bevidstheden. Det er af
afgørende vigtighed at opleve fantasierne fuldstændigt og forstå dem, for så vidt som
en intellektuel forståelse ligeledes hører med til oplevelsens totalitet. Men fortolkning
og forståelse er ikke af højeste prioritet, det er oplevelsen. En virkelig konfrontation
med det ubevidste kræver, at der sættes et bevidst standpunkt op over for det
ubevidste (Jung 2001b: 222). Det ubevidste viser igennem fantasier, psykiske
påvirkninger af det følelsesmæssige. Intellektet kan forstå dem og erkende, at de er
ugyldige, men følelserne består stadig, de kan ikke angribes intellektuelt, fordi de
ikke beror på nogen intellektuel eller fornuftsmæssig basis, men på et ubevidst
irrationelt fantasiliv, der ikke er tilgængeligt for en bevidst kritik. Det ubevidste må
derfor gives lov til at udtrykke denne fantasiverden (Jung 2001b: 223). Ubevidste
lagrede følelser kan kun befris via fokus på de fantasibilleder, der svarer til dem. Det
er karakteristisk for den ubevidste del af psyken, at den udtrykker sig på sin egen
facon og ikke tager hensyn til den bevidste del. Det, som er i det ubevidste, fastholdes
der, ligegyldigt om bevidstheden lider under det eller ej. Men det ubevidste har en
mening, en hensigt og et formål. "Der findes sjælelige formål, der ligger hinsides
bevidste formål (...)" (Jung 2001b: 224). Det ubevidste kan besidde følelsesmateriale,
der ikke er bevidst for individet, og derfor må føringen overlades til det ubevidste og
gives muligheden for at blive til bevidsthedsindhold i form af det ubevidstes
symbolske udtryk via fantasier og drømme (Jung 2001b: 224). Fuldstændig oplevelse
af det ubevidste indhold kræver aktiv deltagelse, ikke kun konstatering og accept, og
49
herigennem kan det ubevidste erkendes for individet (Jung 2001b: 225). Fantasierne
må ikke konkretiseres, da de er individuelle symboliseringer, der derfor kræver
individuel fortolkning, eftersom de altid er tilknyttet individuelle erfaringer. Med
Jungs ord virker noget bag ved fantasibilledernes slør. Dette er noget virkeligt,
hvorfor dets ytringer må tages alvorligt. Det ubevidstes symbolverden er ikke sagen
selv kun et udtryk for noget virkeligt (Jung 2001b: 226). Integrering af det ubeviste
kræver således bevidst fokusering og fortolkning, hvilket kan anses som menneskets
kunstneriske kunnen, hvorfor kunsten fuldender naturen.
Til uddybelse af dette i forhold til det kunstneriske udtryk fremstiller May kreativitet
som funderet i det ubevidste. May bruger betegnelsen det ubevidste om det domæne,
hvorfra oplevelsen af gennembrydningen af ideer fra et dybere plan end bevidstheden
stammer. Det ubevidste dækker over underbevidsthed, førbevidsthed og andre
dimensioner under bevidstheden. May mener ikke, at der eksisterer noget, som det
ubevidste, betegnelsen, refererer til ubevidste dimensioner, aspekter eller kilder af
oplevelser. May definerer det ubevidste som potentialerne for opmærksomhed eller
handling, hvilke individet ikke kan eller vil realisere. Disse potentialer er kilden til
det, som kan kaldes fri kreativitet (May 1994: 55). May undersøger naturen og
karakteristikaene for den kreativitet, der har oprindelse i disse ubevidste dybder
(May 1994: 56).
Ifølge May bryder det ubevidste igennem i opposition til bevidstheden og beskriver
denne gennembrudsoplevelse via fire karakteristika. Det første er, at det ubevidstes
gennembrud ikke kun er en udvidelse af opmærksomheden, det er en dynamisk
proces mellem den bevidste tænkning og perspektiver fra det ubevidste. Indsigternes
gennembrud bevirker, ud over glæden herved skyld og angst. Skyldfølelsen
forårsages, fordi der destrueres en overbevisning. Angstfølelsen opstår, fordi der
rykkes ved selv/verden-forholdet (May 1994: 58-60). Det andet er, at gennembruddet
medfører en klarhed, en skærpet perception, en transcenderethed af verden. Denne
indre og ydre intensive verdensoplevelse kan virke momentant overvældende. Dette
er et aspekt af, hvad der betegnes ekstasen, foreningen af ubevidst oplevelse med
bevidstheden. En forening, der ikke er abstrakt, men en dynamisk umiddelbar fusion.
Det ubevidstes gennembrud involverer en øget sensorisk oplevelse. Denne form for
50
oplevelse kan defineres som en tilstand af øget bevidsthed. Det ubevidste er en dybere
dimension af bevidstheden, og når den strømmer ind i bevidstheden på denne
polariske måde, er resultatet en intensivering af bevidstheden, hvilket øger
tænkeevnen samt sansningsprocesserne og hukommelsen intensiveres (May 1994:
61). Det tredje er, at indsigter stammer fra ubevidste niveauer præcis på de områder,
hvor individet er mest intensivt bevidst engageret, en fuldførelse af det ufuldførte.
Det fjerde er, at indsigter fremkommer i overgangen mellem arbejde og afslapning.
Heri foreligger momentet af åbenhed, fordi gennembruddet kræver en vekslen
mellem intenst, bevidst arbejde og afslapning, hvorfor indsigten ofte fremkommer i
overgangen (May 1994: 62-63). Dette betegnes elegance, fordi den har en anvendelig
del, en harmoni af intern form udgjort af en indre overensstemmelse og
sammenhæng. Indsigterne opstår, fordi de har en bestemt form, en form, der er
smuk, fordi den fuldender det ufuldendte (May 1994: 68).
Psyken arbejder altså på forskellige niveauer samtidig. Det ubevidste er således en del
af psykens helhed, fordi den intense bevidste fokusering samtidig bearbejdes
ubevidst, hvilket fremkommer i bevidstheden, når psyken har ro til åbenheden af
gennemstrømningen af det ubevidste, ro til niveauernes transcenderethed, hvorfor
det virker som en umiddelbar intuitiv spontant opstået indsigt, som adgangen til
noget udefrakommende højere indsigtsfuldt, men i virkeligheden er adgangen til
noget indefrakommende dybere indsigtsfuldt. Det er en indre viden, som individet
ved uden at vide det, fordi denne viden er opstået på det ubevidste psykiske niveau,
der arbejder på en anden måde end bevidstheden, og som denne ikke umiddelbart
har adgang til. Dette kan uddybe Jungs påstand om kunstens fuldendelse af naturen.
Det kunstneriske udtryks virkningskraft som hjælpemiddel til fastholdelse og
herudfra tolkning og forståelse. Elegancen kan altså anses som den selvindsigt, der
kan medføre oplevelsen af individets fuldendelse af det selv.
May pointerer, at der i det moderne menneske er opstået en angst for irrationelle
fænomener, for det ubevidstes tilsyneladende irrationalitet, og derfor har blokeret for
de dybere dimensioner af opfattelsesevnen og herved for funktionen af psyken som
helhed. Dette er en blokering for den kreativitet, der åbner for noget dybere og
udvidende menneskeligt essentielt og derfor for noget meningsfuldt. Blokeringen
51
skærmer ligeledes for angsten for det ukendte, destruktionen af et kendt fundament
og en etableret overbevisning. Det er modet til at konfrontere angsten, der udvider
individet og skaber menneskeheden (May 1994: 70-71). Det essentielle og
meningsfulde foreligger altså ved en åbning for individet som helhed og derfor for
sammenhængende og overensstemmende eksisteren.
4.4 Tilblivelse
Igennem drømmes arrangement og mønster viser der sig en form for skjult
målrettethed, der er skabende for den psykiske vækst, hvilket Jung betegner
individuationsprocessen. Denne kan ikke frembringes via bevidstheden, men sker
uvilkårligt og naturligt. Dette opstår ud fra det, førnævnte, indre center, Selvet,
hvilket er udtrykket for individets fuldstændighed (Jung et al. 1991: 161). Selvet er en
form for indre retningsgiver, som kun kan forstås igennem tolkning af drømmenes
symbolik. Det er et styrende center, der bevirker en konstant udvidelse og modning af
personligheden, hvis Jeget er åben herfor. Jeget har til formål at virkeliggøre psykens
helhed, da det er det, der tillader psykens dele at blive bevidstgjort.
Individuationsprocessen har til formål at realisere det unikke i et individ. Processen
sker af sig selv og ubevidst, da den er en del af den menneskelige natur, men er
egentlig kun virkelig, hvis individet er bevidst herom. Individuationsprocessen
indebærer altså menneskets evne til at deltage bevidst i egen udvikling. Men
individuationsprocessen indebærer mere end at skabe overensstemmelse mellem den
indre helhed og de ydre omstændigheder. Den subjektive oplevelse giver en følelse af
at noget, der ligger uden for individet selv, griber aktivt og skabende ind. Dette
skabende aspekt kan kun udfoldes, hvis Jeget forsøger at få en dybere og mere
grundlæggende form for eksistens. Dette kræver Jegets opfyldelse af denne indre
trang til en fuldstændiggørende helhedsorienteret tilblivelsesprocesproces (Jung et
al. 1991: 162). Virkeliggørelse af individuationsprocessen kræver altså bevidst
overgivelse til det ubevidstes kræfter for den indre helheds skyld (Jung et al. 1991:
163). Det er nødvendigt med eftergivelse for den umærkelige stærke impuls, der
kommer fra den indre stræben mod egenartet, skabende selvrealisation på baggrund
af psykens helhed, Selvet (Jung et al. 1991: 164). Den egentlige individuationsproces
er en bevidst kommen overens med den psykiske kerne, Selvet (Jung et al. 1991: 166).
52
Selvet kan altså være udtryk for det ubevidstes mere omfattende indsigtsfuldhed som
en del af individet selv, der besidder selvindsigt, og fordi individuationsprocessen
foregår via bevidst åbenhed over for det ubevidste, kan indsigten i Selvet ligeledes
gives via det kunstneriske udtryks intuitivitet, fordi forståelsen udelukkende
foreligger via symboliseringer. Den dybere og mere grundlæggende form for eksistens
kan ses i forhold til det, at mennesket nødvendigvis ikke kan befinde sig i et vakuum,
da dette indebærer en tomhedsfølelse af ikke-eksistens. Altså eksisterer et individ
først i og med udfoldelsen af dets særegne væsen.
Jung betegner dette bevidstgørelse af skyggen. Gennem drømme bliver mennesket
bekendt med aspekter af egen personlighed, som bevidst er blevet overset, da disse er
sider, individet ikke vil vedkendes, men som er impulser fra Selvet. Skyggen er en del
af det ubevidste og repræsenterer ukendte eller kun lidt kendte egenskaber og
kvaliteter hos Jeget. Aspekter som tilhører den personlige sfære, hvilke lige så vel
kunne være bevidste. Kollektive faktorer, som dirigerer individets liv fra det ydre, kan
også indgå. Skyggen repræsenterer sider af individet selv, som det ikke vil anerkende,
og derfor er blevet forskudt til det ubevidste. Disse forskydes, hvis den kollektive
tilpasning kræver handlen, der ikke er i overensstemmelse med Selvet (Jung et al.
1991: 168-169). Dette udfolder således den natur/kultur-konflikt, der synes at være et
eksistentielt grundvilkår. En side individet oplever som forbudt eller ikke acceptabel i
forhold til ydre omstændigheder, hvorfor den forskydes, og individet hermed ikke
oplever følelsen af et helhedsorienteret Jeg, at være i fuld overensstemmelse med sig
selv. Yderligere mener Jung, at opdagelsen af det ubevidste medfører et krav om
selvransagelse (Jung et al. 1991.: 176). Opdagelsen af at der foreligger et aspekt af
psyken indeholdende noget mere væsensoverensstemmende giver således individet
bevidstheden om udgangspunktet for muligheden for selvrealisering, hvilket
forårsager en form for selvansvar.
Ifølge Jung kan drømme, og følgelig det ubevidste, give kulturmennesket en tiltrængt
vejledning til problemløsning i forhold til det ydre og det indre. Mange drømme er
knyttet til det ydre liv, men ikke til en tilpasning af dette. De fleste drømme
omhandler Jegets ønske om at udvikle det rigtige indre forhold til Selvet, da dette er
53
alvorligt forstyrret hos det moderne menneske, der ikke er i forbindelse med dets
indre kerne, men hvis bevidsthed er viklet ind i de ydre omstændigheder. Selvet er
derfor svært tilgængeligt i helhedsintegrationsprocessen. Den bevidste psyke
opretholder en virkelig ydre verden, hvilken lukker af for indre fornemmelser (Jung
et al. 1991: 207-208). Herudfra kunne det anses som et menneskeligt grundvilkår at
være indviklet i de ydre omstændigheder og hermed være i en form for ubalance og
derfor et menneskeligt grundvilkår at have et behov for at lade det ubevidste, det
egentlige væsensmæssige, komme til udtryk.
Dog findes der, ifølge Jung, en metode til denne helhedsintegration. Ved at leve sit
ydre liv med samtidig daglig opmærksomhed på de tegn Selvet benytter for at
symbolisere dets hensigter. Det handler om en afbalancering mellem
Jegbevidstheden og det ubevidstes kerne, Selvet (Jung et al. 1991: 212-213). Den
bevidste opmærksomhed er således af afgørende betydning for en
helhedsintegrerende tilblivelsesproces. Den førnævnte individuation omhandler det
at blive et selvstændigt individ, at blive sit eget Selv og kan derfor ligeledes betegnes
selvrealisering eller selvvirkeliggørelse. De udviklingsmuligheder, der ikke indebærer
dette, er selvafviklinger, selvopgivelse til fordel for en ydre rolle eller indbildt
betydning. Det kollektive har overtaget, og Selvet træder enten i baggrunden i forhold
til den sociale anerkendelse eller i forhold til et indbildt "bør". Selvopgivelsen i
forhold til det kollektive svarer til et socialt ideal. Individuation betyder en bedre og
mere fuldstændig opfyldelse af menneskets kollektive bestemmelse, fordi en
tilstrækkelig hensyntagen til individets egenart betyder bedre social ydelse, end når
egenarten bliver forsømt eller undertrykt. Individets egenart må ikke forstås som en
fremmedartethed i dets substans eller komponenter, men snarere som et specielt
blandingsforhold af funktioner og evner, hvilke er universelle. De universelle faktorer
er variable, og variabiliteten muliggør den individuelle egenart. Individuationen
betyder derfor en psykologisk udviklingsproces, der opfylder de givne individuelle
bestemmelser. Det menneskelige individ er som levende enhed sammensat af
universelle faktorer og er derfor kollektivt. Individuationen tilstræber en levende
samvirken mellem alle faktorer. Men fordi de universelle faktorer altid kun er til
stede i individuel form, frembringer den fuldstændige hensyntagen til dem en
individuel virkning (Jung 2001b: 183-184).
54
Så længe det ubevidste er ubevidst, kan der ikke udsiges noget herom. Men de
ubevidste processer manifesteres igennem symptomer, handlinger, meninger,
affekter, fantasier og drømme. Herigennem kan der drages indirekte konklusioner.
Men det ville være en illusion at tro, at de ubevidste processers virkelige natur kan
erkendes. Det ubevidste er aldrig i ro. Der synes altid at være aktivitet (Jung 2001b:
186). Om natten synliggøres det ubevidste i form af drømme. Om dagen bryder den
kun af og til igennem den hæmning, der udgår fra bevidstheden. Hypotesen er, som
før nævnt, at de ubevidste processer står i et kompensatorisk forhold til
bevidstheden. Bevidstheden og det ubevidste supplerer hinanden gensidigt til en
helhed, Selvet. Selvet er derfor større end det bevidste Jeg, der omfatter både den
bevidste og den ubevidste psyke. Selvet vil aldrig kunne bevidstgøres og erkendes i
dets totalitet, da der altid vil eksistere en ubestemt og ubestemmelig mængde af
ubevidst, der hører med til Selvets totalitet. Selvet vil derfor altid være overordnet
individet. De ubevidste processer, der kompenserer det ubevidste Jeg, indeholder alle
de elementer, der er nødvendige for totalpsykens selvregulering. På det personlige
plan er det de personlige motiver, oversete betydninger eller konklusioner, affekter
individet ikke har tilladt og kritik, individet har skånet sig selv for, der ikke er
anerkendte i bevidstheden (Jung 2001b: 187). Altså en menneskelig grundvilkårlig
kontinuerlig tilblivelsesproces i et balancemæssigt spændingsfelt.
Ifølge Jung, må det ubevidste ikke tillægges en bevidsthedspsykologi, da dets
mentalitet er instinktiv, det har ingen differentierende funktioner, det tænker ikke på
det alment forståede ved tænkning, det skaber derimod billeder svarende til
bevidsthedens situationer og som indeholder lige så meget ide som følelse og er ikke
et produkt af rationelle overvejelser. Dette kunne snarere betegnes som en
kunstnerisk vision. Et problem er ofte for drømmeren ikke et intellektuelt problem,
men et dybt emotionelt (Jung 2001b: 192). En konflikt kan være forårsaget af noget,
der er afhængigt af tid og sted. Drømmens mærkelige rammende, billedlige
udformning er fordelagtig, som en psykisk grundlov, for den primitive, naturlige ånd,
der lever i os alle og kun er formørket på grund af en ensidigt udviklet bevidsthed.
Det ubevidstes drivende motiv synes kun at være en drift til selvvirkeliggørelsen
(Jung 2001b: 193). Forklaringen af trangen til selvvirkeliggørelse er blot menneskets
55
trang til at følge dets naturlige væsen. En slags forsinket modning af personligheden.
Det må derfor antages, at de ubevidste processer fører indhold frem til bevidstheden,
som, hvis de erkendes, vil udvide bevidsthedens omfang. Hvis det ubevidste kun var
reaktivt i forhold til bevidstheden, kunne det betegnes som psykens spejlverden, og så
ville kilden til alle indhold og aktiviteter ligge i bevidstheden, og der ville i det
ubevidste kun forefindes forvrængede spejlbilleder af bevidst indhold. Den kreative
proces ville da finde sted i bevidstheden, og alt nyt ville ikke være andet end bevidst
opfindelse eller udspekulering. Men kendsgerninger, der bygger på erfaring, viser, at
uvilkårlighed er den væsentligste egenskab ved den kreative tanke. Da det ubevidste
er en selvstændig, produktiv aktivitet, er dets erfaringsområde en særskilt verden, en
særskilt realitet, hvilken virker på mennesket (Jung 2001b: 194). Derfor mener Jung,
at balanceaffindning er essentielt for det menings-givende aspekt i den individuelle
tilblivelsesproces. Det betyder vigtigheden af et helhedsintegreret Jeg med
afbalancering af kollektiv tilpasning og inderlig overensstemmelse (Jung 2001b: 86).
Herved indeholder det ubevidste altså mere sand viden om individets sindstilstand.
Inderlighedens velvære kan altså anses som opstående i et dialektiske forhold.
Hertil mener May, at Selvet skabes ud fra forskelligt psykisk indhold, hvilket giver det
retning i dets selvskabelse, hvilket er en kontinuerlig proces. Ud fra Kierkegaards
beskrivelse af selvet, som kun værende det, som det er i tilblivelsesprocessen, mener
May, at tænkning og selvskabelse er uadskillelige (May 1994: 99). Ud fra Sartres
argument om, at individet skaber det selv i kraft af mængden af valg, anser May den
menneskelig frihed som involverende evnen til at vælge, hvad det vil vægte. Evnen til
selvskabelse, baseret på denne frihed, er uadskillelig fra bevidstheden og
selvbevidstheden. Selvskabelse er realiseret ved håb, idealer og forestillinger. Disse
modeller fungerer bevidst som ubevidst (May 1994: 100). Det egentlige virkelige,
individets sande selv kan udtrykkes via et medium, og herigennem kan individet være
mere oprigtig og ærlig omkring dets nye sandhed (May 1994: 105). I forhold til
drømme, mener May, at deres værdi ikke er, at de giver et specifikt svar, men at de
åbner op for nye områder af psykisk realitet, ryster grundvoldende, kaster lys over en
ny del af individets liv. Dette skal ikke modtages passivt, men modtageren må "leve"
sig ind i beskeden (May 1994: 106).
56
I forhold til den terapeutisk del af kreativitet er det individets erkendelse og
anerkendelse af egne muligheder, nye aspekter og interpersonelle forhold, der er
individets kreative udspring (May 1994: 108). Dette dialektiske processuelle forhold
forekommer hele tiden i kunsten: "(...) the objective pole necessary for calling forth
the subjective progress of consciouness." (May 1994: 109). May argumenterer for, at
der herigennem kan forekomme udfrielse, og at indsigter fremkommer via en
symbolsk proces involverende både subjektive og objektive faktorer i et dialektisk
forhold. Yderligere mener May, at dette kan stamme fra oplevelsesniveauer, der
underligger og transcenderer individets almene bevidsthed og en måde at opnå
indsigter på, der ikke ville kunne opnås på anden måde (May 1994: 110). Kunstens
virkningskraft kan sidestilles med drømmes funktion som en åbnen op for nye
områder af den psykiske realitet. Altså kan det kunstneriske udtryk, på samme måde
som drømme, fungere som transcenderende bindeled både som forløsende og
udvidende faktor for det ubevidst perciperede i tilblivelsesprocessen via symbolernes
indsigtsgiven, og derfor kan menneskets behov for kunstnerisk udtryk forefindes i og
anses som værende tilgrundliggende i det ubevidste.
Ifølge May har mennesket evnen til at influere dets egen eksistens via den
skabelseskraft, der udgøres af kreativitet, hvilken indebærer en særlig intensiv
opmærksomhed på sindets indre givet dets vekselvirkning med verdenen. Men i
skabelsesprocessen kastes mennesket ud i ukendtheden, hvilket kræver en bestemt
grad af mod (May 1994: 12). Mod er relateret til fortvivlelse, fordi det ikke er fravær
heraf, men evnen til at trodse dette. Mod indebærer individets udtrykken af egen
originalitet, en lytten til eget væsen, ellers forråder individet det selv. Karakteristisk
for modet er, at det kræver en centrerethed i egen inderlige væren, uden hvilken
individet ville føle sig i et vakuum. Hvis dette inderlige vakuum, som korresponderer
med yderlig apati, får lov at bestå, medfører det fejhed. Derfor må individets
engagement være funderet i dets væsens center, ellers vil intet engagement være
autentisk (May 1994: 13). Mennesket har derfor et behov for eget væsens
udtrykkenhed for ikke at føle eksistentiel tomhed, altså en tomhed som følelsen af
ikke at leve i overensstemmelse og udfolde væsenskarakterens eksistentielle totalitet,
Selvet, hvilket kan være en del af den moralske mindreværdsfølelse, der således kan
medføre individets apatiske eksisteren, fordi det vil være et tomt individ grundet
57
fraværet af en væsensmæssig kerne og dennes eksistensudfoldelse. Men udfoldelsen
af den væsensmæssige eksistens kræver mod, fordi individet kan blive konfronteret
med noget tilsyneladende ukendt indre. Altså modet til konfrontation med det indre
skyggelagte.
Ydermere må mod, ifølge May, ikke blandes sammen med letsindighed, eftersom
dette kan være en kompensation for ubevidst angst. Mod er ikke en personlig værdi,
men er det underliggende fundament, som giver realitet til alle andre personlige
værdier, der foruden ikke er ægte, men blot en efterlignelse. Ordet courage stammer
fra det franske coeur, hvilket betyder hjerte. Mod muliggør, med samme livgivende
fysiske funktion som hjertet, alle psykiske værdier. Menneskets natur har som
konsekvens nødvendigheden af mod for realiseringen af væren og tilblivelse. En
hævdelse af selvet, et engagement, er essentielt, hvis selvet skal have nogen realitet,
hvilket betyder, at individets selvrealisering udgøres af valg, hvilket kræver mod. Mod
er ontologisk, fordi det er essentielt for væren (May 1994: 13-14). Det kræver altså
mod at eksistere i overensstemmelse med sig selv, hvilket kan anses som egentlig
eksistens, fordi menneskelig eksistens består af udfoldelse af individets
væsenskarakter, hvor det ellers ville være en tom eksistens, altså en ikke-eksistens.
Mod udgør altså fundamentet for eksistens og det kunstneriske udtryk og modet til
transcendentation herigennem kan anses for eksistensgivende grundet dets
tilgrundliggelse i det ubevidste rummende den egentlige væsensmæssighed.
May beskriver tre former for mod. Den første er fysisk mod, hvilket betyder en
kultivering af sensitiviteten, en udvikling af kapaciteten til at lytte med kroppen, en
empati med andre (May 1994: 14). Den anden er moralsk mod, hvilket ofte er
ensbetydende med afstandtagen fra vold (May 1994: 14). Dette har udgangspunkt i
sensitivitet og empati. May refererer ligeledes til denne form for mod, som
perceptuelt mod grundet åbenheden for oplevelsen af lidelse og herved kravet om at
gøre noget i modsætning til apatisk lukkethed heroverfor. Den tredje er socialt mod,
hvilket er modsætningen af apatiskhed. Dette er modet til at relatere til andre
mennesker, evnen til at risikere én selv i håbet om en meningsfuld intimitet, en
investering af en selv indebærende en øget åbenhed. Modet er påkrævet, fordi
risikoen ved en sådan åbenhed er uundgåeligt, det eneste sikre er en påvirkning (May
58
1994: 17). Fysisk mod er lettere end psykisk mod. Men uden psykisk mod, til at dele
det egentlige meningsfulde inderlige, udebliver autenciteten, hvilket forårsager en
tomhed. Autentisk socialt mod kræver intimitet på mange niveauer. Kun ved at
udvise psykisk mod overvindes den personlige fremmedgørelse (May 1994: 18). Mod i
det hele taget er således essentielt for at eksistere som menneske givet socialiteten,
men ligeledes for at eksistere som individ i den heraf forårsagede natur/kulturkonflikt.
Med udgangspunkt i den tidligere psykoanalytiker Otto Rank, beskriver May, socialt
mod som krævende to forskellige konfronteringer med angst. Livsangst er angsten
for selvrealisering. Dette betyder angsten for at leve i forening med og udfoldelse af
eget absolutte væsen, angsten for at blive forladt, behovet for afhængigheden af en
anden. Konsekvensen for individet er, at selvet forsvinder og hermed ikke kan
relateres til og tilbage er refleksionen af en anden (May 1994: 18). Dødsangst er
modsætningen hertil. Dette betyder angsten for at blive totalt absorberet af den
anden, angsten for at miste én selv og ens autonomi, at uafhængigheden fratages.
Hele livet svinger mennesket mellem disse to former for angst. Selvrealisering sker
ved angstens konfrontationen (May 1994: 19). Altså mennesket som grundvilkårligt
svingende mellem tilpasning og udfoldelse. Livsangst er angsten for eksistens
medførende ikke-eksistens, og dødsangsten er angsten for eksistens, hvilket kan
anses som psykens fundament for havende mod som ontologisk.
Ifølge May indeholder mod et paradoks. Modets paradoks er samtidigheden af
sikkerhed og tvivl. Dette betyder forpligtelse, ikke uden tvivl, men på trods af tvivl. En
åbenhed over for hvad der kan gemme sig af sandheder i sindets inderlige afkroge
samtidig med en overbevisning om, og herved modet til at udvise, ens væsens
egentlighed (May 1994: 20-21). May anser kreativt mod som den vigtigste form for
mod. Dette beskrives som evnen til at turde overskride almene normer og grænser,
hvorved en udvidelse indtræffer (May 1994: 21-35). Evnen til at turde overskride ved
at udfolde den individuelle særegne helhed, hvilket kræver mod grundet en social
risiko. Overskridelse af de almene normers barrierer for accepteret væren for
overensstemmelse og inderlig velvære kræver derfor nødvendigheden af modet til
udtryk for den individuelle helhed, modet til at konfrontere skyggen. Kreativitet kan
59
således anses for noget grundliggende ved menneskets eksistentielle
værensudfoldelse i form af individets væsensmæssige selvrealisering.
4.5 Kreativitetens psyke
May mener, at menneskets kreative egenskab ofte er blevet set som en kompensation
for mangler og associeret med psykiske problemer, individer, der ikke passer ind i
den givne kultur. May afviser ikke direkte, at kreativitet kan være en kompensation
for mangler, men er skeptisk, da det ikke forklarer selve den kreative proces, og
ligeledes henstiller kreativitet som en pseudoværdi (May 1994: 37-39). Men i forhold
til den kompensatoriske funktion kunne der i det, ikke at føle sig tilpasset kulturen,
muligvis forefindes et modets udgangspunkt, eftersom der ikke er noget at tabe.
Yderligere er det netop ikke en pseudoværdi, såfremt det kunstneriske udtryk
sidestilles med drømmes kompensatoriske funktion og heraf udvidelsen af
bevidstheden i forhold til en helhedsintegrerende tilblivelsesproces.
May definerer kreativitet og kunstnere, som noget og nogen, der bidrager med en ny
realitet. Det kunstneriske udtryk, som udtryk for selve væren og derfor en udvidelse
af den menneskelige bevidsthed (May 1994: 39-40). I forhold til den individuelle
bevidsthedsudvidelse kan der således via det kunstneriske udtryk foreligge
muligheden for en ny og mere ægte realitet på grund af udtrykket af individets helhed
og herved et udtryk for selve væren og en udvidelse af den bevidstheden, fordi det
ubevidste udtrykkes herigennem. May anser kreativitet som en naturlig egenskab,
hvilken må undersøges som repræsentation for den højeste grad af følelsesmæssig
sundhed, som udtrykket for menneskets selvrealisering. Kreativitet er en overordnet
gennemgående del af det at være menneske, værens skabelsesproces (May 1994: 40).
Herved kan det kunstneriske udtryk anses som en konsekvens af den menneskelige
psyke.
May undersøger den kreative proces' natur i forhold til det, der sker i individet i den
kreative handlings moment (May 1994: 40). Det førnævnte møde udgør det første
element. Den kreative handling er først og fremmest et møde med noget ydre eller
indre, og materialet er mødets medium. Mødet kan til dels involvere frivillighed,
60
defineret som viljekraft, men pointen er ikke tilstedeværelsen eller fraværet af denne
bevidsthed, det er graden af absorbering, graden af intensitet, et bestemt
kvalitetsmæssigt engagement. May beskriver dette via distinktionen mellem
pseudokreativitet, eskapistisk kreativitet og ægte kreativitet. Ved eskapistisk
kreativitet forekommer behovet for udtryk, men selve mødet mangler, udførelsen af
det kunstneriske udtryk udebliver og herved mødet med realiteten (May 1994: 41).
Den menneskelige psyke, som kreativitetens psyke, kræver altså et transcenderende
bindeled, hvor ægtheden foreligger i modet til skabelse herudfra.
Ydermere forklarer May kreativitet i forhold til talent. Det er ikke talentet, der er
afgørende, men intensiteten af mødet, som modet til at turde udtrykke uagtet talentet
(May 1994: 43-44). Intensiteten af mødet er det andet element. Ægte kreativitet er
karakteriseret ved opmærksomhedens intensitet, en øget bevidsthed (May 1994: 44).
Dette indebærer en skærpelse af sanserne som det neurologiske modstykke til angst
og frygt, men som en følelse af glæde ved oplevelsen af aktualiseringen af individets
potentiale. Opmærksomhedsintensiteten er ikke nødvendigvis forbundet med bevidst
formål eller vilje, da dette kan forekomme i drømme eller stamme fra psykens
ubevidste niveauer (May 1994: 45). Denne øgede opmærksomhed er relateret til
selvbevidsthed, men har at gøre med frigørelses-given-sliphed og absorbering og
involverer en øget opmærksomhed i hele personligheden. Det indsigtsmæssige
udkom af øget opmærksomhed er et resultat af individets bevidste fokusering.
Formål i mennesket er et mere komplekst fænomen end det som før betegnede
viljestyrke og involverer alle niveauer af oplevelser. Mennesket kan ikke ville indsigt
og kreativitet, men det kan ville mødet med dedikationens og engagementets
intensitet, hvorved dybere aspekter af opmærksomheden aktiveres (May 1994: 4647). Via intensitetens møde kan mennesket følgelig overkomme angsten. Dette kan
være givet den mere ægte eksistensudlevelse grundet helhedsspektret i og med
relationen til psykens dybere lag, det ubevidste. I relation til Jungs beskrivelse af det
ubevidstes formålrettethed, forligger der via intensiteten en udlevelsesmulighed af
denne.
Ifølge May er intensiteten af den kreative handling relateret til mødet, objektivt.
Mødet opstår ikke på baggrund af subjektiv forandring, men repræsenterer et ægte
61
forhold med den objektive verden. Den bevidsthedsmæssige intensitet, der
forekommer ved den kreative handling, udgøres af den førnævnte ekstase i
betydningen, at blive befriet fra den sædvanlige opsplitning mellem subjekt og objekt.
Dette er ikke ensbetydende med given-slip, men involverer individets totalitet med
det underbevidste og ubevidste i forening med bevidstheden. Dette er en form for
overrationalitet udgjort af intellektuelle, viljebestemte og følelsesmæssige funktioner.
May påpeger, at fornuft er blevet placeret som havende højere værdi end følelser,
hvorudfra det antages, at den mest korrekte observering ikke involverer følelser. Men
data peger på, at mennesker har mere korrekt og præcis observeringsevne, når de er
følelsesmæssig involveret. Fornuften virker bedre ved følelsernes tilstedeværelse. Et
objekt kan ikke rigtig observeres uden følelsesmæssig involvering, hvorfor fornuft
muligvis virker bedst i ekstasetilstanden (May 1994: 48-49). Det intense er et møde
mellem de to poler (May 1994: 50). May slutter med en definition af kreativitet, som
mødet mellem det intense bevidste menneske og dennes verden (May 1994: 54).
Menneskets erkendelsesmæssige møde med verden udgøres altså af noget
følelsesmæssigt symboliserende, meningsgivende, erkendelse lagres og udtrykkes
derfor symbolsk, hvilket kan være givet af psykens fantasimæssige aspekt.
May foreslår hypotesen om fantasi og kunst, som værende grundlaget for
menneskelig oplevelse. Men fremsætter spørgsmålet om dette bringer mennesket
nærmere realiteten? (May 1994: 124). For så vidt indsigter fra det ubevidstes dybder
fremkommer via det kunstneriske udtryk, og såfremt indsigterne er det
erkendelsesmæssige på baggrund af psykens fantasimæssige aspekt, så kan det bringe
mennesket nærmere en indre realitet. May benytter data om drømme fra personer i
terapi. Drømme foregår på et dybere niveau end psykodynamik. Ved drømme
kæmper individet med dets verden, at skabe mening ud af kaos, sammenhæng ud af
konflikt. Dette gøres via fantasi ved at konstruere mening i denne indre verden (May
1994: 125). Ordet symbol bringes i denne sammenhæng tilbage til originalmeningen trække sammen (sym-ballein) (May 1994: 127).
Menneskets bevidsthed forsøger at skabe mening med verden. Heri er der altid en
kvalitet tilstede, hvilken May betegner passion for form. Dette er konstruktionen af
drømme via gentagne elementer, der udgør en helhed (May 1994: 128). Elementer
62
som symboler grundet foreningen af krop og verden, menneskets uundgåelige
forbundethed med verden (May 1994: 130). Fantasien former en helhed for at skabe
mening. Passion for form har holistisk betydning. Mennesket har en passion for
meningsskabelse (May 1994: 131). Indsigter fra ubevidste dimensioner opstår, fordi
de har en bestemt form, en form, der er smuk, fordi den fuldender det ufuldendte i
individet (May 1994: 132). Formningen og omformningen af verden i
erkendelsesprocessen, foregår ikke kun via intellektet, men ligeledes via fantasien og
følelserne, det er menneskets totalitet, der erkender (May 1994: 133). Heraf brugen af
ordet passion. Mennesket er ikke kun engageret i at erkende verden, men
engagementet foreligger i passionen for formning og omformning af verden i kraft af
interrelationen. Passionen for form er en måde at forsøge at skabe mening i livet.
Dette er ægte kreativitet. Fantasi, i bred betydning er grundlaget for forståelse, for
konstruktionen af realiteten. Kreativitet er derfor involveret i alle oplevelser i forsøget
på at skabe mening i selv/verdens-forholdet (May 1994: 134). Passion for form
betyder forening, helhed, identitet (May 1994: 134-135). Det kreative udtryk er
udtrykket for denne passion for sammenhængende og herved meningsgivende form.
Det er kampen for integrering, kampen for at give eksistens til nye former for væren,
som giver harmoni og integration (May 1994: 139-140). Ægte kreativitet er altså selve
menneskets eksistensgrundlag. Den menneskelige psyke kan derfor anses som
værende kreativitetens psyke, fordi dens eksisteren overhovedet er funderet i
erkendelse udgjort af fantasiens helhedsformning på baggrund af den individuelle
meningstillæggelse. Fantasien skaber via kunstens form ud fra indsigter fra det
ubevidstes dybder. Indsigter fra det ubevidste i mødet med bevidsthedens
fantasiformende meningsskabelse er den menneskelige psykes smukke kunstneriske
fuldendelse, den menneskelige psykes kunstneriske fuldendelse af naturen,
menneskets behov for kunstnerisk udtryk, som menneskets passion for form Kreativitetens psyke.
Yderligere beskriver May dog, hvorledes en Rorscachlignendetest viste at "normale"
personer valgte de ordentlige symmetriske billeder, et tilpasset univers, og "kreative"
personer valgte de kaotiske usymmetriske billeder med udfordringen og interessen i,
at kunne forme et brudt univers tættere på deres inderste ønsker. Kreative personer
har således modet til at konfrontere angsten ved en truet identitetsfølelse,
63
ingentingsangsten, en konfrontation med ikke-væren og meningsløshed for at forme
denne til væren og meningsfuldhed (May 1994: 92-93). I forhold til den menneskelige
psyke som kreativitetens psyke, synes mod at være af afgørende betydning for dennes
fulde udfoldelse. Kreativitet er en naturlig egenskab i forhold til følelsesmæssig
sundhed, som udtryk for menneskets selvrealisering. Kunstneren absorberer
spændingen mellem muligheder og begrænsninger, og kunsten er udtryk for denne
dialektiske spænding. På denne måde udtrykkes det meningsgivende aspekt,
meningstillæggelsen, via kunsten i form af symboliseringer, hvilke derfor er udtryk
for individets indre. Symboliseringerne er det ubevidstes gennembrydning med
indsigter, fordi oplevelsesaspekterne er i opposition til bevidstheden og
symbolreferencer, og indre ønsker er således sammenhængende. En kreativ person
kan anses som en, der er i stand til og har mod til at udtrykke og forme en ny
værensrealitet på baggrund af modsætningsenergierne og det ubeviste og herved
udvide bevidstheden.
I relation til hypotesen om den menneskelige opfattelse som grundet i fantasi og
kunst, fremsætter May spørgsmålet, om dette bringer mennesket nærmere realiteten?
(May 1994: 124). Svaret er nej og ja. Nej, fordi objektiv erkendelse kan menes at være
umulig, fordi realitetsopfattelsen, som nævnt, altid vil være relativ grundet
menneskets perceptionsmåde. Ja, fordi det bringer mennesket nærmere dets egen
eksistensrealitet. Grundet psykens meningstillæggelse og det fantasimæssige aspekt
kan den menneskelige erkendelse betegnes Magisk realisme.
64
5 Begrebssystematisering
Tesen om det ubevidste som tilgrundliggende for det kunstneriske udtryk og behovet
herfor, er mere komplekst end som først tænkt, givet de teoretiske perspektivers
åbning for dybereliggende forståelse af sagen. Herudfra formede mine tanker
umiddelbart begrebsmæssige udfoldelser af allerede eksisterende samt nye begreber
dannet på baggrund af yderligere berigende indsigter omkring tilhørende aspekter.
Tesen grundet egne erfaringer er altså blevet åbnet og beriget med forståelse og nye
aspekter baseret på de fremkomne pointer, hvilke, grundet den nævnte
umiddelbarhed, forekommer mig bedst udfoldet via en art begrebssystematisering.
5.0 Det ubevidste
Psyken optager og lagrer via forskellige perceptionsniveauer, hvoraf det subliminalt
perciperede samt det fortrængte og undertrykte udgør det ubevidste. Det ubevidste
indeholder således en mere omfangsrig viden end bevidstheden og er derfor en
essentiel del af den menneskelige psykes totalitet. Det ubevidste kan ligeledes
betragtes som en dimension indeholdende ubevidste oplevelsesaspekter, der udgør
potentialerne for noget urealiseret, hvilket er kilden til kreativitet. Altså kan
potentialerne i det ubevidste foreligge på grund af den subliminale percipering og det
forskudte og fortrængte, hvorfor det er kilden til og grunden for menneskets behov
for kunstnerisk udtryk. Fordi det subliminalt perciperede aldrig har været bevidst,
kan det ubevidste ved integrering i bevidstheden ligeledes åbne op for nye tanker,
ideer, løsninger og indsigter. Oplevelsens totalitet, på baggrund af det ubevidstes
integrering i bevidstheden, kan derfor betragtes som et resultat af ekstasen. Ekstasen,
som oplevelsens totalitet, er på denne måde en psykens helhedsinfiltrering.
Konfrontationen med det ubevidste, som en frisættelse af ubevidste processer via
fantasier, betyder, at disse nødvendigvis må anskues i deres rene udtryksform, frisat
fra bevidsthedens påvirkninger. Fordi det er en følelsesbefrielse via de modsvarende
fantasibilleder, er et bindeled som konkretiseringsmiddel for den renest mulige
oplevelse af fantasierne, derfor nødvendigt for efterfølgende tolkning af de
individuelle symboliseringer. Fuldstændig oplevelse af det følelsesmæssigt ubevidst
65
lagrede forekommer således i et interaktionelt forhold bevidstheden og det ubevidste
imellem. Behovet for udfoldelse og integrering af det ubevidste, kan være grundet i
den moralske mindreværdsfølelse, hvilken forekommer hvis disse aspekter ikke
medtages i individets værenseksistens. Det ubevidste indeholder altså en væsentlig
del af det individmæssige, men fordrer et bindeled for tilgængeliggørelse i
bevidstheden. Det ubevidste kan herudfra anses som tilgrundliggende for det
kunstneriske udtryk og menneskets behov herfor og kreativitet, som en åbnen op for
noget meningsfuldt i form af en eksistentiel helhedsudfoldelse. Interaktionen mellem
bevidstheden og det ubevidste indeholder kimen til den menneskelige kreativitetens
psyke, fordi denne indeholder både et bevidst og ubevidst aspekt i dens totalitet,
hvilket udgør grundlaget for kreativitet. Det ubevidste har en særlig lovmæssighed,
en selvstændig funktion som det ubevidstes autonomi, hvilket kan anskues igennem
drømmes lovmæssighed. Der kan altså opnås mere egentlig erkendelse via det
ubevidste, fordi det er tids- og rumløst og det, der lagres, er menneskets egentlige
perception, grundet den følelsesmæssige meningstillæggelse. Det rationelt logiske
tids- og rumaspekt er blot den menneskelige opfattelsesforms erkendelsesfilter. Det
ubevidstes vidensbesiddelse kan kun virkeliggøres via bevidsthedens
opfyldelsesfunktion af mulighedernes grænser, hvilken forårsager det ubevidstes
funktion. Mulighederne opstår således i bevidsthedens interaktion med det
ubevidste, og derfor er psykens totalitet funderet i en gensidighed. Alt i alt kan
bevidstheden anses som skabt på baggrund af det ubevidste, hvorfor det ubevidste
faktisk er det fundamentale grundlag. Såfremt bevidstheden anses som skabt på
baggrund af det ubevidste, er det ubevidste et fundamentalt grundliggende psykisk
fænomen.
5.1 Tilgængelighedens port
For så vidt det kunstneriske udtryk er på baggrund af det spontant opståede, har
samme funktion som drømme, kan det på lignende vis udgøre tilgængelighedens port
med forløsning og helhedsintegrering som formål i tilblivelsesprocessen. Det
ubevidste er, udover via drømme, tilgængeligt i form af et bevidsthedsmæssigt aspekt,
og det kunstneriske udtryk kan anses som tilgængelighedens port, såfremt udtrykket
er funderet i det spontant opståede. Tilgængelighedens port kan ydermere anses som
66
den port, der åbnes i ekstasetilstanden. Tilgængeligheden udgøres således af
bevidsthedens åbning for det ubevidstes gennembrydning forårsagende en
sammenhængende helhedsfølelse, altså som porten til det transcendente
koblingsstadie.
5.2 Det transcendente koblingsstadie
Det transcendente koblingsstadie er der, hvor bevidstheden og det ubevidste mødes,
hvor indsigter opstår og nyt skabes. Skabelse fremkommer via mødet mellem to
positionerende poler, et spændingsfelt udgjort af sammenkoblingen mellem
forskellige perspektiver eller aspekter fra det ubevidste og bevidstheden. Dette
psykiske stadie indebærer, ligesom drømmestadiet, en slipgiven på de bevidste
rationelle fænomener. I personlighedens centrum, grundet bevidsthedens og det
ubevidstes samspil, skabes en udvidelse af Jeget grundet foreningen af
modsætninger, en personlighedsforvandlingsproces, hvilken omhandler frigørelse for
modsætninger. Dette kan betragtes som punktet for Selvets udfoldelse og forening
med Jeget, et selvindsigtspunkt. Denne afbalanceringsmekanisme kan ligeledes ses i
forhold til mødet, hvilket er mellem den subjektive pol og den objektive pol, og er
formskabende for individets meningstillæggelse, hvorved ikke-væren forvandles til
væren. Såfremt individets helhedseksistens skabes i et balancepunkt grundet det
modsætningsfyldte, kan det transcendente koblingsstadie menes at være af vigtighed
for tilblivelsesprocessen og derfor muligvis en faktisk psykisk funktion.
5.3 Transcendentation
Transcendentation forekommer via det transcendente koblingsstadie, hvilket kan
kræve et transcenderende bindeled i form af det kunstneriske udtryk, som
tilgængelighedens port. Det ubevidstes autonomi kan anses for udgørende
fundamentet herfor. Det ubevidstes skjulte formålrettethed er rettet mod
individuationen som mål via den transcendente funktion, der udgør bevidstgørelse
som grundlaget for individuationsprocessen som en helhedsintegreret
tilblivelsesproces. Denne transcendering kan herved anses som psykens
mangfoldighedshelhedskoblingsfunktion. Transcendentation er følgelig den funktion,
67
der kobler de psykiske niveauer, således at tilblivelsesprocessen udgøres af noget
mere helhedsorienteret og herved individets overensstemmelse med det selv
forårsagende inderlighedens velvære.
5.4 Inderlighedens velvære
Inderlighedens velvære kan anses som Jegets ubevidste stræben for Selvets
udfoldelse i individuationen. Eftersom Selvet kun er tilgængeligt via det ubevidstes
symboliseringer, og såfremt inderlighedens velvære forefindes ved Jegets
anerkendelse og udfoldelse af Selvet, kan kunstens virkningskraft betragtes som
Selvets medium og derfor som essentielt i tilblivelsesprocessens tilstræbelse mod
inderlighedens velvære. Såfremt den menneskelige erkendelse anses som magisk
realisme, foreligger der i de ubevidste sindslige afkroge en anseelig mængde af
individets særegne væsensmæssighed, hvilket er essentielt at integrere i bevidstheden
i forhold inderlighedens velvære og herved en meningsfuld eksistens-udfoldelse, altså
følelsesmæssig sundhed i form af selvrealisering. Individuationens mål kan således
betragtes som inderlighedens velvære, fordi denne psykologiske udviklingsproces
indebærer individets selvstændighed via udfoldelsen af den individuelle særegenhed.
5.5 Kreativitetens psyke
Den menneskelige psyke er potentiel kreativ i og med dens multifunktionelle
perceptionsevne. Modets ontologiske status forefindes i den fulde benyttelse heraf.
Forudsat at mod er essentielt for væren og udgør en del af kreativiteten, må det være
en del af den menneskelige psyke. Psyken, som kreativ, er dens egentlige
helhedsfunktion, men fordrer det individuelle mod. Opstået angst for det irrationelle
i det moderne menneske har medført en kreativitetsblokering, fordi dette har lukket
af for psykens dybere dimensioner, hvilken rummer en anden form for
opfattelseevne, hvorfor det ubevidste er udvidende, lukket af for psykens funktionelle
helhed. Derfor kan psyken, udfoldet i dens funktionelle helhed, betegnes
kreativitetens psyke. Forudsat at kreativitet opstår i mødet, og herved anses for den
subjektive meningstillæggelse af det objektivt sansede, og det kunstneriske udtryk er
funderet i det spontant opståede fra det ubevidste, så kan menneskets behov for
68
kunstnerisk udtryk anses som et menneskeligt grundvilkår grundet psyken, som
kreativitetens psyke. Det kunstneriske udtryk, som det konkrete bindeled for det
transcendente koblingsstadie, altså som den transcendente funktion, funderet i det
reelle og imaginære, det rationelle og irrationelle, udgør en væsentlig begrundelse for
den menneskelige psyke, som kreativitetens psyke, fordi den beror på en
vekselvirkende funktion for den udfoldelsesmæssige mulighed. Det ubevidste kan
herudfra betragtes som en slags kunstnerisk vision, fordi det skaber billeder svarende
til det egentlige følelsesmæssige. Denne ubevidstes særskilte realitet, fundamenteret
på uvilkårlighed, kan derfor være grundlaget for den kreative tanke. Kreativitetens
psyke har således værdi i dens formål som helhedsorienteret eksistensudfoldelse, og
kreativitetens værdi er derfor foreliggende i det erkendelsesmæssige i form af
selvindsigt. Den kreative psyke helhedsfunktion kan således anses som havende
værdi som passion for form, da denne er via fantasien former en helhed for at skabe
mening. Den kreative psyke er på denne måde helhedsforendende identitetsskabende
i dens stræben mod inderlighedens velvære. Såfremt det transcendente
tilkoblingsstadie sidestilles med den bevidst vågne form for drømmetilstand
indebærende et fantasien element, kan kreativitet betragtes som den transcendente
funktion, altså den transcendente funktion som tilgrundliggende for kreativitet.
Kunstnerisk udtryk kan derfor anses som stammende fra denne kreative udfoldelse.
Menneskets behov for kunstnerisk udtryk er ikke kun grundet i det ubevidste, men i
psykens komplekse helhedsfunktion, fordi det ubevidste fordrer bevidsthedens
tolkning for integrering i individets helhed. Men især forligger grunden ved
menneskets særlige måde at percipere verden på, via den symboliserede
meningstillæggende perceptionsform. Den menneskelige psyke kan altså anses som
kreativitetens psyke, fordi psykens komplekse helhedsfunktion fungerer via
kreativitet i form af bevidsthedens og det ubevidstes interaktionelle forhold.
Kreativitetens psyke er følgelig menneskets kunstneriske evne, hvilket fuldender
naturen.
5.6 Kreativ logik
Kreativitetens psyke benytter sig af kreativ logik ved bevidsthedsniveauernes
interageren. Såfremt det ubevidste er kreativitetens ophav, og bevidstheden er den
69
logiske tolkning, forståelse og meningsdannelse, beror kreativitetens psyke på kreativ
logik. En begrundelse herfor er menneskets symboliseringsevne, fordi symboler er
naturligt opstående, og ikke kan frembringes via den bevidst rationelle tankes logik
og hensigt og ligeledes indeholder en dybere mening. Således indeholder den totale
psyke et abstrakt kreativt aspekt. Dette kan betragtes som en ikke-begrænset
perceptionsmåde, fordi symbolerne, der er symptomperne herpå, fremkommer via en
analogisk symboliseringsform uden logisk tids- og rumopfattelse, altså indeholder
psyken en mere omfangsrig indoptagelse af indtryk. Det ubevidste beror således på
andre og mere flertydige oplevelsesformer, hvorved der kan forekomme en
åbenbaring af noget mere fyldestgørende grundet befrielse fra rationalitetens
ensidige logiske rum- og tidsopfattelse. Men denne udvidende faktor ved
selverkendelsen, grundet det individuelt emotionelt ubevidst tilknyttet, fordrer
bevidstheden som mulighedsudfoldende mekanisme. Denne kreative logik kan derfor
anses som psykens egentlige funktionsmåde, som den egentlige helhedsudfoldelse af
psykens totalitet. Den psykiske organismes selvstyringsmekanisme er således
funderet i den kreative logik, fordi psykens helhedsfunktion udgøres af den samlede
helhed af alle psykens dimensioner. Psykens lovmæssighed kan herudfra anses som
kreativ logik, en meningsfyldt struktur i form af en kausal meningssammenhæng.
Yderligere kan det ubevidstes selvstændige funktion, det ubevidstes autonomi, være
uddybende begrundelse for psykens funktionsmangfoldighed.
5.7 Fantasi
For så vidt det fantasimæssige består af billedmæssige opståender på baggrund af det
ubevidste, hvilke er dannet via menneskets meningstillæggelse, der udgør symboliseringsevnen, og såfremt kreativitet er grundet i det ubevidste og fantasi er
kreativitetens element, så er fantasi funderet i det ubevidste, hvilket kan være
grundlaget for det kunstneriske udtryk. Følgelig er fantasi altså det, der er dannet via
det subliminalt perciperede og lagret i det ubevidste via symboler tilknyttet en
realitetsopfattelse på et abstrakt niveau. Fantasi kræver således bevidsthedens
åbenhed over for det ubevidste. Fantasien er altså det, der gør mennesket i stand til at
abstrahere ud over det bevidst opfattede og sammenkoble dette med nye perspektiver
fra det ubevidste og herved udvide verdenstilgangsomfanget. Det er altså på
70
baggrund af fantasien, at en mere ægte erkendelse forekommer. Herved er det
ubevidste kilden til bevidsthedsmæssig udvidelse via det fantasimæssige i
kreativitetens psyke. For så vidt mødet repræsenterer menneskets ægte forhold med
den objektive verden, kan den menneskelige sandhed anses som de symboliseringer,
der opstår heraf. Og såfremt kreativitet anses som befrielse af subjekt/objektsplittelsen, er meningstillæggelse menneskets ægte møde med verden. Dette betyder
følgelig, at den menneskelige sandhed er erkendelse på baggrund af psykens
fantasimæssige aspekt, altså psykens helhedsperceptionelle funktion. Det
interrelationelle forhold mellem fornuft og følelser er nødvendigt for
sandhedsopfattelsen af noget, altså bevidsthedens og det ubevidstes nødvendige
interageren, eftersom følelser er nødvendige for bevidsthedens sandhedsoplevelse.
Erkendelse er ikke kun en intellektuel proces, men involverer fantasi og følelser og er
således grundet i menneskets totalitet. Fantasien skaber mening i det indre og er
grundlaget for den menneskelige realitet.
5.8 Magisk realisme
Mennesket realitetsopfattelse kan betegnes som magisk realisme, fordi den
menneskelige erkendelsesmåde er grundet i psykens totale kompleksitet bevidstheden, det ubevidste, abstraktionsevnen, symboliseringsevnen,
meningstillæggelse - hvilket bevirker en slags relativ realitet grundet
realitetsopfattelsens erkendelsesfilter. Den menneskelige abstrakte tilgang til verden
udgør en væsentlig faktor for menneskets eksistens. Dette abstrakte aspekt kan være
grundlaget for menneskets symboldannende evne og det ubevidstes udtryksform. For
så vidt menneskets realitet udgøres af en psykisk verden grundet i det ubevidste, det
materielle er afledt af det sjælelig, og verden gives mening via menneskets
meningstillæggelse, foreligger det magiske i en virkelighedsopfattelse, der er
tilknyttet noget inderligt følelsesmæssigt. Mennesket oplever forskellige virkninger,
indefra gennem fantasien, og udefra gennem sanserne, og i relation til mødet mellem
den subjektive pol og den objektive pol, kan menneskets realitetsopfattelse anses som
bindingen af disse. Altså udgør den indre subjektive fantasi det magiske og den ydre
objektive sansepåvirkning det realistiske, hvorfor den menneskelige
realitetserkendelse kan anskues som magisk realisme. For så vidt grundlaget for
71
menneskelig oplevelse er fantasi og kunst og heraf menneskets passion for form er
grundet i holistisk skabelse, formgives fantasiens helhedsmeningsskabelse via
kunsten. Fantasien skaber altså via kunstens form. Kunstens fuldendelse af naturen
kan hermed menes at være igennem den menneskelige psykes verdensopfattelse, som
magisk realisme.
5.9 Tilblivelse
Tilblivelse kan anskues som (gen)skabelse af individets egentlighed, en kontinuerlig
processuel skabelsesproces udformet af konstant afbalancering i
individuationsprocessen. Jegets formål er at virkeliggøre psykens helhed, hvorfor
Jeget er afgørende for en helhedsorienteret tilblivelsesproces via dens tilladelse af
bevidstgørelse af det ubevidste, altså målrettet individuationen mod Selvets
udfoldelse. Tilblivelse er således udfoldelse af individets særegne væsen. Eftersom
individuationsprocessen sker uvilkårligt og naturligt ud fra Selvet igennem det
ubevidste, er et medium påkrævet i tilblivelsesprocessen og det er således via det
ubevidste, at bevidstheden skabes og hermed det fuldstændige individ, forudsat at
individet er bevidst om denne naturlige proces. Mennesket har, grundet
bevidsthedens udvikling i og med det kulturaliseringsmæssige, forvildet sig selv væk
fra dets oprindelige psykes helhedsfunktion og herved individets samlede helhed og
befinder sig derfor i en natur/kultur-konflikt. Individets psykiske stabilitet afhænger
af helhedsforståelsen, hvilken, som nævnt, grundet menneskets kulturaliserede
eksistensmåde som menneskets kontrolprægede rationelle levevis, kan mistes. Det
kunstneriske udtryk kan anses som værende et medium for forbindelse af psykens
lag, således at det ubevidste tilsynekommer for bevidst tolkning og herved
selvforståelse via integrering af psykens forskellige niveauer forårsagende en
helhedsorienteret tilblivelse. Baggrunden herfor kan være givet af den
opmærksomhedsintensitet, der forekommer ved ægte kreativitet, hvilket er relateret
til selvbevidsthed. Fantasien skaber via kunstens form, fordi selvindsigter via det
ubevidste kan bevidstgøres herigennem. Det kunstneriske udtryk og behovet herfor,
er på denne måde tilknyttet selverkendelse og identitet. Tilblivelse kan betyde et
identitetsopbrud i form af destruering af Jegets etablerede selvopfattelse. Det
betyder, at mod er essentielt i forhold til tilblivelse, som modet til at destruere og
72
skabe identitet. Tilblivelse indebærer herudfra konfrontering og accept af sit egentlige
selv og samtidig modet til fuldførelse trods den eventuelle kulturelle
uoverensstemmelse. Det kunstneriske behov kan betragtes som til dels grundet
natur/kultur-konflikten, fordi der herved skabes ubevidst materiale på grund af fortrængning eller forskydelse, hvilket kan forårsage individets selvafvikling eller
selvopgivelse. Kunstens virkningskraft kan på baggrund heraf anses for et middel til
genskabelsesmuligheden i forhold til selvrealisering eller selvvirkeliggørelse.
Ydermere kan begrænsningens skabelseskraft betragtes som et element i det
kunstneriske udtryk og behovet herfor i forhold til tilblivelse, fordi begrænsningerne
kan betragtes som den kulturelle begrænsningskraft af individets særegne
væsensudfoldelse. For så vidt mennesket ikke kan befinde sig i et eksistentielt
tomhedsvakuum, forligger skabelseskraftens energi i menneskets søgen efter
eksistentiel mening via egen væsensudfoldelse. Tilblivelse i forhold til det kulturelle
tryk kan betragtes som en menneskelig grundvilkårlig konflikt grundet forsøget på
forening af natur og kultur. Driftsnatur samt nye ideer fra det ubevidste kan
konfliktere med det kulturmæssige, hvorfor væsensmæssig selvudfoldelse involverer
mod. Mod er ontologisk, fordi udfoldelse af menneskets oprindelige og egentlige
psyke, anset som kreativitetens psyke, fordrer mod. Modets paradoks kan således
anskues i forhold til tilblivelse, fordi kulturens tryk muligvis kan forårsage tvivl
omkring den individuelle væsensmæssighed med den samtidige overbevisning om
dennes rigtighed og modet til udfoldelse af dette egentlige selv. Herudfra kan
selvudfoldelse være ensbetydende med kreativt mod. Det er således i det kreative
element modet til konfrontation af angsterne foreligger og herved modet formning af
væren og meningsfuldhed resulterende i helhedsorienteret tilblivelse. Altså kan mod
anses som grundlaget for den menneskelige eksistentielle værensudfoldelse, fordi
selvrealisering kræver mod - tilblivelsens mod.
5.10 Selvindsigt
Selvindsigtens forunderlig fænomen. For så vidt den indre virkelighed repræsenterer
den aktuelle følelsesmæssige situation. Kan denne derfor være det sandheden, fordi
det er den menneskelige måde at eksistere i verden på. Det følelsesmæssige er mere
knyttet til det abstrakt sanselige, da det jo er det, der opfattes og ikke verden igennem
73
et sprog. Fra virkelighedens verden til psykens verden. Men måske er det netop det,
der lagres ubevidst, der er den mere sande realitetsopfattelse, og den bevidst
rationelle omdannelse til sprogformen, hvilken begrænser bevidsthedens tanker,
fordi der heri er mistet den kvalitet, der indebærer en mere sanselig åben
verdensopfattelse, og dermed fra oplevelsen af noget mere omfangsrigt, der er den
egentlige psykens verden, hvorfor mennesket selv er i besiddelse af noget mere
fyldestgørende. Såfremt bevidsthedens manglende forståelse for et følelsesladet sprog
er grundet i dennes spaltning fra de dybere psykiske lag, som fornuftens
kontrolmæssige begrænsning, foreligger der grundliggende materiale i det ubevidste
for selvindsigtsmuligheder. Indsigter fra det ubevidste fuldender det ufuldendte i
individet og er på denne måde identitetsformende via dette selvindsigtsaspekt.
Drømmes funktioner kan anses i forhold til udfoldelse og forståelse af dette
selvindsigtsfænomen. Hvad eksisterer i drømme, eksisterer i virkeligheden, altså,
hvad eksisterer i form af det ubevidste, er det, der eksisterer i virkeligheden. Drømme
er bindeleddet mellem bevidsthedens rationelle verden og instinktets verden.
Sidestillet med det kunstneriske udtryk kan dette på lignende vis have virkningskraft
som et selvindsigtsmedium. Selvindsigt kan således forekomme via fri kreativitet som
psykens niveaumæssige samtidige bearbejdning. Resultatet af denne konstante
samtidighed fremkommer ved den psykiske åbenhed heroverfor i overgangen mellem
vekselvirkningen af intens bevidst fokusering og sindslig afslapning. Indsigter opstår
således i overgangen, set som det psykiske stadie, hvor det spontant opståede
fremkommer og opleves derfor som en psykens elegance. Psykens elegante fusion via
ekstasens transcenderethed af den indre viden som forårsagende selvindsigt.
5.11 Kunsten
Drømmes funktionsmåder kan således være indsigtsberigende i forhold til, hvorledes
det ubevidste tilsynekommer og vise, hvad et bindeleds funktion kan indebære og
vigtigheden heraf. Hvis drømmesymboler sidestilles med symboler i det kunstneriske
udtryk, og disse kræver individuel tolkning på grund af menneskets
meningstillæggelse via symboliseringsevnen, er det kunstneriske udtryk, såfremt på
baggrund af det spontant opståede fra det ubevidste, et bindeled for individets
helhedsorienteret tilblivelsesproces. Såfremt det kunstneriske udtryk, ligesom
74
drømme, relateres til det individuelle individ, fordi mødet udgør den subjektive
meningstillæggelse, kan det kunstneriske udtryk anses, som et udtryk for den
individuelle symbolisering af dennes realitetsopfattelse, indbefattende psykens
totalitet, hvorfor dets virkningskraft kan betragtes som medskabende funktion for en
helhedsorienteret og overensstemmende tilblivelsesproces. Altså kan menneskets
behov for kunstnerisk udtryk være givet i denne stræben efter oplevelsens totalitet i
form af den individuelle væsensmæssige integrerende tilblivelse. Menneskets behov
for kunstnerisk udtryk kan ydermere anses som værende funderet i mødet som den
menneskelige eksisteren i natur/kultur-konflikten, hvilket kan forårsage en større
mængde ubevidst materiale grundet spændingsforholdet mellem ydre tilpasning og
indre væsensmæssighed. Altså det kunstneriske udtryk, som konsekvens af det
ubevidstes symbolske udtryksform, som forårsaget af natur/kultur-konflikten og
herved kunstens virkningskraft, som forløsende faktor grundet
individuationsprocessen og heraf muligheden for individuation. Det kunstneriske
udtryk kan således anses som et behov forårsaget af Selvet i eventuel forbindelse med
selvafvikling medførende vakuummets tomme ikke-eksistens. Det kunstneriske
udtryk kan på lignende vis, som drømme, have virkningskraft tilsvarende den
transcendente funktion, hvilken er udfoldelsen af den oprindelige potentielle helhed
på baggrund af det ubevidste. Udfoldelsens funktioner kan således sidestilles med
drømmes funktioner. Den kompensatoriske funktion som skabelse af psykisk balance
igennem anden fremkommelse og udfoldelse af det ubevidste materiale, der er svært
ordsætteligt, via symboliseringens form. Den prospektive funktion, som positivkompenserende, er løsningsorienteret og bringer via spontant opståede
symboliseringer noget løsningsgivende vedrørende konflikter og problemer, hvilket
herved bevidst kan benyttes som inspirerende vejledning. Den reducerende funktion,
som negativ-kompenserende, frembringer det personlige fortrængte, hvilket herved
kan tilsynekomme for bevidst integrering og herved danne grundlag for en realistisk
selvopfattelse. Den reaktionsdrømmelignende funktion som indirektekompenserende i form af det gentagne mønster, hvorved en gentagen spontan
opståen i det kunstneriske udtryk gør opmærksom på ubearbejdet materiale, kan
medvirke til bevidst bearbejdning og herved forløsning. Det kunstneriske udtryk kan
følgelig udledes som direkte-kompenserende ved den spontane selvfremstilling af det
ubevidstes aktuelle tilstand i symbolsk udtryksform. Fuldstændig oplevelse af det
75
ubeviste fordrer aktiv deltagelse og intensiv opmærksomhed, altså bevidsthedens
åbne fokus på det ubevidstes gennembrydning i form af det spontant opståede. Hertil
må en grad af mod forekomme i og med konfrontationen med egne eventuelle
skygger samt individets væsensmæssige mulige kulturelle modstrid. Det kunstnerisk
udtryk og behovet herfor kan herved være grundet i konkretiseringen af det
ubevidstes kommunikationsform, for herved at kunne foretage bevidst tolkning og på
baggrund heraf, integrering. Som følge heraf og såfremt kreativitetens psyke anses
som et menneskeligt grundvilkår og menneskets behov for kunstnerisk udtryk som
funderet heri, kan det kunstneriske udtryk have virkningskraft som
identitetsskabende i tilblivelsesprocessen, altså et middel til mere ren og ægte
udfoldelse af det ubevidste, for efterfølgende indsigtsgiven i den egentlige betydning.
Såfremt kreativitet er et interrelationelt fænomen grundet mødet, kan det
kunstneriske udtryk således anses som funderet i subjektets møde med den objektive
verden, hvorved meningstillæggelse forekommer, hvilket kan betragtes som gående
igennem det ubevidste, fordi det er de ubevidste faktorer, der frembringer
bevidstheden i forvandlingsprocessen og er grundlaget for den menneskelige
realitetseksistens. Det ubevidste, der forekommer via det kunstneriske udtryk, er en
åbenbaring af individets indre. Symboliseringen af de psykologiske og spirituelle
individuelle verdensforhold. Det kunstneriske udtryk som interrelationelt fænomen
er bevidsthedens og det ubevidstes sammenkobling og udtrykker herved en
helhedsoplevelse. Udtrykket for helhedsoplevelsen kan således udgøre kunstens
virkningskraft i forhold til fuldstændiggørelse af individets tilblivelsesproces. I
forhold til det kunstneriske udtryk som influeret af noget umiddelbart uintenderet,
men alligevel dybere meningsfuldt – kunstneren, som geniet, der har adgang til noget
dybere i forhold til geniet, der har adgang til noget højere. Følelsen af det højere
aspekt kan være grundet i det subliminalt perciperede, der på grund af aldrig at have
været bevidst, derfor opleves således. Men fordi det egentlig er individets egne,
ubevidste opfattelser, omhandler dette således en adgang til de indre dybere
dimensioner. For så vidt den menneskelige perceptionsevne indbefatter det
subliminalt perciperede og det undertrykte og fortrængte og disse ukendte faktorer,
der indeholdes i det ubevidste, forårsager det spontant opståede, kan dette være
grundlaget for det kunstneriske behov og udtryk og som videre heraf bevidstgørelse,
og derfor kan kunstens virkningskraft udledes som værende en forløsende faktor i
76
tilblivelsesprocessen rettet mod inderlighedens velvære. Hvis måden noget lagres på
fremkommer på selvsamme måde, og det subliminalt perciperede er omdannelse fra
virkelighedens verden til psykens verden tilknyttet individuel meningstillæggelse,
hvilket således er symboliseringerne, så kan den menneskelige kreativitet, og det
kunstneriske udtryk betragtes som essentielt eksistentielt. Det kunstneriske udtryk
kan således anses som kompensatorisk funktion, som forløsende og (gen)skabende,
såfremt efterfølgende integrering. Kunstens virkningskraft er altså givet ved dens
formgivende fuldendelse af naturen, anset som den menneskelige totalitet udmøntet i
inderlighedens velvære.
77
6 Konklusion
Undersøgelsen beror på tænkningens videnskabelige metode i form af tænkningen
som grebsmæssig frisættelse. Udforskningen tager således udgangspunkt i
mennesket selv som tænkende, hvorfor menneskesindet kan anses som tilstrækkelig
og nødvendig betingelse. Herudfra bliver et videnskabeligt sandhedskriterium
følgelig omhandlende menneskets forhold til verden, altså menneskets perceptionelle
måde, som en sindets metode - tænkningen, fordi mennesket tænker i dets dialektisk
omgang med verden. Vidensskabelse er således på baggrund af sprængning af
videnskabens etablerede begrænsende rammesætning. Ved stringent at holde sig
inden for bestemte afgrænsede metodemæssige rammer begrænses den mulige
vidensmæssige berigelse. Den videnskabelige metode er således grundet i befrielse fra
det stringente, der netop er begrænsende. Følgelig er det videnskabelige
sandhedskriterium baseret på menneskets sandhed, grundet den menneskelige
specifikke perception, magisk realisme. Det er således ikke en objektiv sandhed og
sandheden kan herved sættes i perspektiv. Den videnskabsteoretiske metodes
sandhedsbetingelser og -kriterier må herudfra anses som forudtindtagethedens
frisættelse via sagens belysning ud fra den selv.
Udkommet er altså på baggrund af tænkningens frisættelse, via kreativitetens psyke
baseret på kreativ logik, i form af griben af det umiddelbart opståede i interaktion
med bevidsthedens og for så vidt vidensskabelse anses som funderet heri, så er der
skabt viden på baggrund af psykens totalitet, dens multifunktionelle egentlige helhed
- tænkningen. Hertil er en vis mængde mod inddraget til bevægelsen ud over det
paradigmemæssige anerkendte i troens overbevisning om den videnskabelige
berettigelse, samt ud i det ukendte uden sikker grund i form af stringente
metodetilgange, hvilket kan være det der faktisk fører til vidensskabelse.
Det ubevidste kan være tilgrundliggende for menneskets behov for kunstnerisk
udtryk og have betydning for tilblivelsesprocessen, fordi det ubevidste kan anses som
et fundamentalt grundliggende psykisk fænomen, der rummer individets
væsensmæssige egentlighed samt kreativitetens kilde. Forudsat at den symboliserede
billedmæssige lagrede psykiske virkelighed indeholdende individets
78
erkendelsesmæssige meningstillæggelse udgør individets eksistentielle
væsensudfoldelses essentialitet, så er menneskets totale psyke og deraf måden hvorpå
selverkendelse og forholden sig til egen eksistens og udfoldelse af denne forekommer,
dannet af et komplekst samspil mellem psykens forskellige perceptionsniveauer.
Infiltrering af alle psykens aspekter er derfor essentielt for individets tilblivelse
målrettet inderlighedens velvære. For så vidt den menneskelige psyke anskues som
kreativitetens psyke funderet i kreativ logik, er mennesket eksistentielt stræbende
efter inderlighedens velvære, hvorfor behovet for kunstnerisk udtryk er grundet
transcendentation herigennem. Denne stræben være forårsaget af menneskets
grundvilkårlige eksisteren i natur/kultur-konflikten. Antaget at psykens totale
værensudfoldelse fordrer modet til transcendentation, kan skabelse anses som
kreativitetens ægthed. Såfremt det kunstneriske er funderet i udkommer af det
transcendente koblingsstadie, kan der herigennem udtrykkes væsentlige elementer
for individets inderlige velvære. Hvis fantasi betragtes som grundlaget for
menneskelig erkendelse, kan psyken med baggrund i magisk realisme være
grundlaget for at kunsten fuldender naturen.
Kunstens virkningskraft kan følgelig være som et selvindsigtsmedium i form af
tilgængelighedens port for udkommet af det transcendente koblingsstadie, fordi der i
mødet mellem bevidstheden og det ubevidste skabes selvindsigt: "Inderlighedens
(vel)væren: Bevidstheden, Det Ubevidste og Skabelse; de gør det sammen og det
forhold de har, skaber selvindsigt." (SBR. 2014).
79
7 Litteratur
Heidegger, Martin (2012): Hvad vil tænkning sige? 1. udgave, 1. oplag, Aarhus 2012.
Forlaget Klim.
Jung. C.G. (2001a): Den analytiske psykologis grundlag og praksis. Udgivet af Lars
Bo Bojesen. Dansk udgave 1993 by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S.
Copenhagen. 2. oplag. 2001.
Jung C.G. (2001b): To skrifter om analytisk psykologi: Om det ubevidstes psykologi.
4. udgave 1. oplag. Relationerne mellem Jeget og det ubevidste. 1. bogklubudgave 1.
oplag. Dansk oversættelse 2001 Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S,
København.
Jung, C.G. i samarbejde med von Franz, M.-L., Henderson, Joseph L., Jacobi,
Jolande & Jaffe, Aniela (1991): Mennesket og dets symboler. På dansk ved Vagn
Simonsen. Lindhart og Ringhof. Sat op hos drp, København. Trykt hos Melsa,
Madrid. 1991.
May, Rollo (1994): The Courage to Create. Copyright 1975 by Rollo May. W.W.
Norton & Company, Inc. New York, London.
SBR. Sussie Bohmann Rasmussen (2014): P2, kvindelig musiker, 2014: "Kunstner,
instrument og skabelse; vi gør det sammen og det forhold vi har skaber musik.".
Revideret 2014.
Tacey, David (1997): Jung in the academy: devotions and resistances. Melbourne,
Australia. Journal of Analytical Psychology, 1997, 42, 2.
Williams, Miller (1997): "Compassion" by Miller Williams, from The Ways We
Touch: Poems. © University of Illinois Press, 1997.
80