Koordinerende Styregruppe for Engrosmodellen og

Koordinerende Styregruppe for Engrosmodellen
og DataHub Drift, møde 10
Tid
Tirsdag 22. september 2015, kl. 15.00 - 17.00
Sted
Energinet.dk, Erritsø
Deltagere
Styregruppens medlemmer:
Adm. dir. Peder Ø. Andreasen, Energinet.dk – afbud
Direktør Finn Dehlbæk, Sekretariatet for Energitilsynet
Vicedirektør Martin Hansen, Energistyrelsen – afbud
Direktør Knud Pedersen, DONG Energy Eldistribution
Direktør Chris Dahlerup, TREFOR Energi
Produktchef Simon Vestergaard Pedersen, OK a.m.b.a.
Projektleder Roberto Møller Bentsen, NRGi - afbud
Afdelingschef Filip Sundram, Dansk Energi - afbud
Adm. dir. Jette Miller, De Frie Energiselskaber
Direktør for Systemudvikling og Elmarked, Søren Dupont
Kristensen, Energinet.dk
13. oktober 2015
JHH/SHR
Øvrige deltagere:
Marie Hindhede, Energistyrelsen
Torben Møller Pedersen, Dansk Energi
Henrik Hornum, Dansk Energi
Anders Dalgaard, Energinet.dk
Signe Horn Rosted, Energinet.dk
Martin Lervad Lundø, Energinet.dk
Joan Haahr Hemmingsen, Energinet.dk
Referent
Joan Haahr Hemmingsen, Energinet.dk
Dagsorden
1.
Statusrapportering på Engrosmodel
a. Status på Engrosmodelprojektet
b. Status for brancheaftaler
c. Status for lovgivning
2.
Andre aktuelle emner (DataHub forbedringsforslag m.m.)
a. Høringsnotat for de reviderede forskrifter
b. Markedsovervågning i elmarkedet
c. Aktørsamarbejde efter Engrosmodellen
3.
DataHub – driftsrapportering
4.
Eventuelt
15/10012-14
1/6
1. Statusrapportering på Engrosmodel
1.a
Status på Engrosmodelprojektet
v/Anders Dalgaard, Energinet.dk
Bilag 1: Engrosmodel statusrapportering september 2015
Projektleder Anders Dalgaard præsenterede status for Engrosmodelprojektet.
Efter sommerferien har aktørerne for alvor startet deres E2E-test, og det er nu
blot 12 netvirksomheder og 20 elleverandører, som endnu ikke er i gang med at
teste. Ift. netvirksomhedernes datamigrering er status ligeledes positiv, idet det
nu blot er 2 helt små netvirksomheder, som mangler at migrere data ind.
Anderledes er risikobilledet på datakonsistens. Energinet.dk har tilbudt, at netvirksomheder og elleverandører kan anvende en central datakonsistens-løsning
udviklet af Energinet.dk, hvor aktørerne kan indsende deres data til Energinet.dk for en kontrol af, om aktørens data er konsistent med data i DataHub. To
tredjedele af aktørerne har valgt denne løsning fremfor decentrale løsninger,
hvor de selv kontrollerer data. Det er imidlertid kun et mindre antal aktører, der
er i gang, bl.a. fordi brugen af den centrale løsning kræver udvikling af itfunktionalitet hos aktørerne. Utilstrækkelig datakonsistens og -kvalitet kan efter
Engrosmodellens idriftsættelse føre til forkert engrosafregning.
Styregruppen aftalte, at Energinet.dk følger op ift. fremdriften hos de enkelte
selskaber overfor Dansk Energi og De Frie Energiselskaber med mulighed for, at
de kan tage ledelsesmæssig kontakt til udvalgte selskaber for at sikre øget fokus
på datakonsistens-arbejdet.
Styregruppen understregede væsentligheden af, at de indbyrdes afhængigheder
i milepæle og eventuelle forsinkelser tydeliggøres. Det blev aftalt, at Dansk
Energi og De Frie Energiselskaber kommer med oplæg til de kunderettede konsekvenser og afhængigheder og koordinerer arbejdet med Anders Dalgaard. Det
blev derudover aftalt, at Energinet.dk udarbejder et notat om konsekvenserne af
forsinkelse på projektets milepæle for de forskellige aktører.
Anders Dalgaard præsenterede risikoanalysen for projektet, der er udarbejdet i
samarbejde med Dialogforum og dermed er udtryk for et fælles risikobillede for
projektet i branchen.
Vedr. risiko om flexafregning (R10) oplyste Marie Hindhede, Energistyrelsen, at
Energistyrelsen arbejder for en hurtig afklaring af spørgsmålet. Søren Dupont
Kristensen, Energinet.dk, gjorde opmærksom på, at det ikke vil være muligt
umiddelbart efter Engrosmodellens idriftsættelse og frem til 1. juli 2016 at implementere væsentlige it-mæssige systemændringer.
Henrik Hornum, Dansk Energi, udtrykte bekymring vedr. tests af engrosafregningen (R03) herunder om de planlagte tests er tilstrækkelige. Netselskaberne
skal lægge et fuldt sæt af korrekte priselementer ind i DataHub, som elhandlerne skal kunne varsle slutkunderne fra 1. december. Dog ser det med de planlagte tests ikke ud til, at aktørerne kan blive præsenteret for hvilke engrosafregninger dette fulde datasæt vil resultere i. De planlagte test ser ud til at baseres
på stikprøver og delmængder.
15/10012-14
2/6
Styregruppen besluttede, at punktet skal behandles i Teknik- og Implementeringsgruppen samt i Dialogforum. Er der herefter udeståede spørgsmål, kan de
drøftes på næste Koordinerende Styregruppemøde.
Styregruppen godkendte statusnotatet for Engrosmodelprojektets fremdrift. Der
var fra styregruppen opbakning til tættere opfølgning og visning af den enkelte
aktørs fremdrift.
1.b
Status for brancheaftaler
v/Henrik Hornum, Dansk Energi
Bilag 2: Status for Dansk Energis branchevejledninger til brug i engrosmodellen
Bilag 3: Informationsindsats vedr. indførelse af engrosmodel og leveringspligt
Henrik Hornum, Dansk Energi, orienterede kort om status for Standardaftalen og
Servicevilkårene, der ligger til metodegodkendelse hos Energitilsynet, herunder,
at Dansk Energi så det ønskeligt, hvis Servicevilkårenes metodegodkendelse
kunne ligge klar den 1. november. Søren Dupont Kristensen, Energinet.dk, kvitterede for det gode informationsmateriale fra Dansk Energi.
Jette Miller, De Frie Energiselskaber, kommenterede, at De Frie Energiselskaber
ikke har været en del af Dansk Energis branchehøring ift. Standardaftalen og
Servicevilkårene, der bl.a. kan pålægge elleverandørerne ekstra omkostninger,
og bad om en fortsat dialog med Energitilsynet om dette. De Frie Energiselskaber har ligeledes rettet skriftlig henvendelse til Energistyrelsen og Energitilsynet
denne uge om punktet. De Frie Energiselskaber måtte hejse et flag ift., at det
kunne påvirke tidsplanen, hvis der kom forsinkelser som følge af ændringer i
såvel Standardaftale og Servicevilkår. Givet den knappe tid understregede De
Frie Energiselskaber, at de gerne stiller sig til rådighed for snarlige drøftelser
heraf.
Finn Dehlbæk, Energitilsynet, bekræftede, at Standardaftalen forventes behandlet på Tilsynsmødet d. 27. oktober, mens Servicevilkårene skal sekretariatsbehandles og forventes godkendt omkring 1. december 2015.
Styregruppen tog status for brancheaftaler til efterretning.
1.c
Status for lovgivning
v/Marie Hindhede, Energistyrelsen og Finn Dehlbæk, Sekretariatet for Energitilsynet
Bilag 4: Status på bekendtgørelser om Engrosmodellen (Energistyrelsen)
Marie Hindhede, Energistyrelsen, orienterede om status for bekendtgørelser om
Engrosmodellen. Elleveringsbekendtgørelsen forventes udstedt inden uge 42.
Høringen er afsluttet, og der er ingen væsentlige udeståender. Afklaring vedr.
indtægtsrammebekendtgørelsen, der skal ændres som følge af lov nr. 577 af 4.
maj 2015, er på plads, og bekendtgørelsen sendes i høring i efteråret.
Knud Pedersen, DONG Energy Eldistribution, gjorde opmærksom på, at elleverandørerne i december 2015 skal varsle deres kunder om ændrede vilkår, og at
det derfor er væsentligt at få Elleveringsbekendtgørelsen hurtigst muligt.
15/10012-14
3/6
Energisparebekendtgørelsen forventer Energistyrelsen på plads inden årets udgang. Den ændrede rollefordeling som følge af Engrosmodellens idriftsættelse vil
afspejles, men der forventes ingen overraskelser. Udestående er en afklaring ift.
frekvensen af fremsendelse af faktureringsoplysninger til kunderne som følge af
det europæiske Energieffektiviseringseffektiv.
Signe Horn Rosted, Energinet.dk understregede, at funktionalitetsændringer i
DataHub ikke vil kunne implementeres med virkning pr. 1. april 2016, herunder
eksempelvis fremsendelsen af kvartalssummer på en elkundes tidligere elleverandører.
Signe Horn Rosted, Energinet.dk, tilføjede, at Skatteministeriet netop har udsendt deres bekendtgørelse om elafgifter. Bekendtgørelsen er kompleks, men
indeholder ikke umiddelbart overraskelser. Energinet.dk og Dansk Energi har et
møde for tolkning af konsekvenserne af dokumentations- og verificeringskrav for
netvirksomhederne.
Sekretariatet for Energitilsynet agter at udstede regler om indberetningen på
den nye elprisportal Elpris.dk, men det er endnu ikke fastlagt, hvorvidt det bliver
i en bekendtgørelse eller en vejledning.
Styregruppen tog orienteringen fra Energistyrelsen til efterretning og understregede væsentligheden af, at der ikke kommer uforudsete ændringer til bekendtgørelserne.
2. Andre aktuelle emner (DataHub forbedringsforslag
m.m.)
2.a
Høringsnotat for de reviderede forskrifter
v/Signe Horn Rosted, Energinet.dk
Bilag 5: Høringsnotat forskrifter, sept. 2015
Signe Horn Rosted gjorde rede for, at det er tredje gang, forskrifterne er i høring, og det derfor blot er ændrede eller væsentlige nye spørgsmål, der er behandlet i høringsnotatet.
Henrik Hornum bemærkede, at flere emner omkring forskrifterne kunne fremdrages som ikke helt heldige set med branchens øjne. Energinet.dk og Dansk
Energi er i dialog om bl.a. netselskabernes manglende mulighed for at kunne
agere i de situationer, hvor engrosafregningsgrundlaget mangler, og bl.a. den
manglende mulighed for at kunne kommunikere uden om DataHub i særlige
situationer med kundeklager, genåbninger mv
Styregruppen tog høringsnotatet fra Energinet.dk til efterretning.
2.b
Markedsovervågning i elmarkedet
v/ Signe Horn Rosted, Energinet.dk
Bilag 6: Markedsovervågning og sanktionering
15/10012-14
4/6
På seneste møde i Den Koordinerende Styregruppe blev der rejst et punkt om
uklarhed i branchen vedr. rollefordelingen ift. markedsovervågning og sanktionering i elmarkedet. På baggrund af dette har Energinet.dk udarbejdet et notat,
der beskriver, hvordan Energinet.dk gennemfører markedsovervågning og sanktionering i relation til markedsforskrifterne.
Styregruppen kvitterede for en fin beskrivelse af det eksisterende regelsæt. Som
opfølgning forventer Energinet.dk at tydeliggøre governance omkring Energinet.dk’s markedsovervågning i forhold til markedsforskrifterne på hjemmesiden
www.energinet.dk. Energinet.dk vil tage en opfølgende dialog omkring notatet
med Energistyrelsen og Energitilsynet.
2.c
Aktørsamarbejde efter Engrosmodellen
v/ Signe Horn Rosted, Energinet.dk
I DataHub- og Engrosmodelprojekterne har aktørsamarbejdet i branchen været
centreret omkring en række projektarbejdsgrupper af både længerevarende og
mere midlertidig karakter samt det ledelsesmæssige samarbejde i den nuværende Koordinerende Styregruppe. For at bibeholde en model for et fremtidigt
aktørsamarbejde omkring Energinet.dk’s aktiviteter på tværs i elbranchen har
Energinet.dk udarbejdet et oplæg til en samarbejdsmodel, som Signe Horn Rosted præsenterede. Det blev diskuteret, hvorvidt der var brug for et besluttende
organ udover Aktør/ekspertpanelet til eksempelvis beslutning vedr. modernisering af forretningsprocesserne i DataHub.
Marie Hindhede, Energistyrelsen, understregede hertil, at arbejdet i disse fremtidige aktørfora skal adskilles fra de politiske beslutninger, men at arbejdsgrupperne ville kunne udarbejde løsningsforslag og notater for viderebringelse til
politisk beslutningstagen.
Blandt de nordiske TSO’er er der løbende koordinering omkring udviklingen af de
nordiske detailmarkeder, herunder erfaringerne med og udviklingen af datahubs.
Fra europæisk plan er der ligeledes interesse for den danske detailmarkedsmodel og erfaringerne med DataHub.
Med ovenstående kommentarer udtrykte styregruppen opbakning til den præsenterede model for fremtidigt aktørsamarbejde efter Engrosmodellen.
3. DataHub – driftsrapportering
3.a
Markeds- og driftsrapportering september 2015
v/Martin Lervad Lundø, Energinet.dk
Bilag 7: DataHub- og markedsrapportering sept. 2015.
Martin Lervad Lundø præsenterede status på udvalgte punkter i markedsrapporteringen. I aktørperformance-målingerne af aktørernes dataindsendelse ses en
mindre forbedring. Energinet.dk kontakter fremover de 3-5 netvirksomheder,
der ligger dårligst placeret ift. eventuelle udfordringer med dataindsendelsen.
DataHub performance-målingerne ligger fint, ligesom Energinet.dk’s svartider på
support via telefon.
15/10012-14
5/6
Første halvår af 2014 refikseres nu, og tallene for den resterende periode udsendes til kontrol hos aktørerne, således at normal gænge forventes i oktober/
november 2015. Saldoafregning for 10 netområder er gennemført, men Energinet.dk støder generelt på flere fejl. Dansk Energi støtter gerne ved en dialog
med de pågældende netvirksomheder, således at saldoafregning for 2013 kan
lukkes i 2015, og revisionspåtegninger vedr. dette kan undgås hos aktørerne.
Henrik Hornum fremførte, at det er branchens ønske, at Energinet.dk får optimeret processerne omkring ændringer til DataHub, så dette efter idriftsættelsen
af Engrosmodellen 1. april 2016 sker mere agilt. Der har hidtil tegnet sig et billede af, at processerne omkring tilpasninger og justeringer af DataHub er tunge.
Styregruppen tog markedsrapporteringen til efterretning.
4. Eventuelt
Søren Dupont Kristensen, Energinet.dk, orienterede om den igangværende proces med indsendelse af timedata fra skabelonkunder, hvor DataHub på nuværende tidspunkt modtager timedata for ca. 360.000 målepunkter. Målet er til
nytår at modtage data fra over 1 million målepunkter. Testen er en mulighed for
at teste datamodtagelse og –afsendelse fra DataHub, men ligeledes også en test
af netvirksomhedernes kapacitet til indsendelse samt elleverandørernes til modtagelse af timedata. NRGi og TREFOR arbejder på at starte dataindsendelsen i
den kommende måned, men Søren Dupont Kristensen efterspurgte flere elleverandører, som kan deltage i testen af datamodtagelse.
Finn Dehlbæk, Energitilsynet, spurgte, hvorvidt den centrale datakonsistensløsning fra Energinet.dk udelukkende er et projektværktøj, eller om det også
overvejes til den efterfølgende driftssituation.
Signe Horn Rosted, Energinet.dk, bekræftede, at det i første omgang er et projektsetup, og at forskrifterne på nuværende tidspunkt beskriver den gamle metode med stikprøvekontrol af datakonsistensen. Løsningen vil efter idriftsættelsen af Engrosmodellen dog kunne evalueres i det kommende aktørforum.
15/10012-14
6/6