Akademi-info I dette nummer: • Elevholdet 2015-2016 tegner sig så småt • Landsholdsaktuelle HIA elever • Afsked med ressourcepersoner • Træningslejrene 2015 • Ingen fup, ingen snyd – bare rigtig MAD! • God påske! Kommende elevhold 2015-2016 tegner sig I denne forårstid, har vi på Haderslev Idrætsakademi, blandt meget andet travlt med, at kigge frem mod næste akademi år 2015-2016. Vi har passeret ansøgningsfristen, og feltet af ansøgere til de fem linier fodbold, håndbold, svømning, ishockey og multisport ser absolut spændende og lovende ud. Daglig leder Calle Stenger er i fuld gang med afholdelse af optagelsessamtaler, og det samlede billede af elevholdet 2015-2016 tegner sig så småt med sammensætningen af nye elever samt elever som fortsætter på deres 2. eller 3. år på Haderslev Idrætsakademi. Haderslev Idrætsakademi ser samtidig frem til de sidste måneders gode arbejde med vort nuværende elevhold, som på linierne og i klubberne har mange spændende udfordringer foran sig inden eksamenstiden melder sig for alvor. Læs om nogle af udfordringerne herunder… Flere landsholdsaktuelle HIA elever Når flere af ungdomslandsholdene i fodbold og ishockey i slut marts og ind i april måned tørner ud, er det med flere nuværende og tidligere elever fra Haderslev Idrætsakademi i den rød-hvide trøje! På grønsværen i Frankrig er Casper Olesen med U19 landsholdet til Elite Round, som er sidste kvalifikationsrunde i kampen om billetter til EM slutrunden i Ungarn til sommer. Holdet skal slutte bedst af de fire hold i puljen for at sikre sig den eftertragtede billet, og modstanderne er hhv. England den 26/3 (resultat 3-2 til England), Frankrig den 28/3 og Azerbaijan den 31/3. I Istanbul var Morten Beck og Jeppe Simonsen, begge tidligere akademielever og nu kontraktspillere i SønderjyskE udtaget til U21 landsholdet i en venskabskamp mod Tyrkiet den 27/3. Kampen var en del af forberedelserne til EM kvalifikationsrunden i efteråret, hvor landstræner Jess Thorups tropper skal dyste med Wales, Bulgarien, Rumænien og Armenien. Kampen mod Tyrkiet endte med et nederlag til de danske drenge på 2-0. Ishockeyelev Daniel B. Nielsen er udtaget til den U18 trup, som rejser af sted mod Division I-VM i Ungarn den 5. april. Truppen spiller træningskamp den 9. april, hvorefter truppen reduceres med tre mand til den endelige besætning, som skal repræsentere Danmark mod hhv. Hviderusland, Frankrig, Kazakhstan og Norge i dagene 12.-19. april 2015. Vi ønsker alle fire drenge rigtig god fornøjelse med landsholdsaktiviteterne og pøj pøj! Sponsorer Afsked med flere ressourcepersoner I det kommende akademi år 2015-2016, vil sammensætningen af trænere og ressourcepersoner i miljøet se en del anderledes ud. Det betyder, at vi skal tage afsked med flere kompetente folk, som alle har gjort et fantastisk stykke arbejde i deres tid på Haderslev Idrætsakademi og Haderslev Elite. Yannick Durand, fysisk træner, slipper delvist tøjlerne og fortsætter som fysisk træner for SønderjyskEs superligatrup samt dele af talentsektoren. Dette betyder, at han fortsat skal have Haderslev Idrætsakademis fodboldelever under sine vinger, men slipper tøjlerne på de resterende linier samt sine forpligtelser hos Haderslev Elite. Haderslev Idrætsakademi og Haderslev Elite er i skrivende stund på udkig efter en ny fysisk træner som kan overtage de spændende arbejdsområder og fortsætte Yannick Durands grundige arbejde. Jan L. Jensen, mangeårig ishockeytræner, stopper som træner for Haderslev Idrætsakademis ishockeylinie samt i sit job som sports- og talentcheftræner i Vojens Ishockeyklub. En ægte ildsjæl takker af, og vi takker Jan for hans mangeårige store indsats og ønsker ham held og lykke med de fremtidige udfordringer! I samarbejde med Vojens Ishockey Klub arbejdes der på at finde en kompetent besætning til at dække alle Jans arbejdsområder. Jane S. Lauridsen, ernæringsvejleder, stopper efter endt barselsorlov, som ressourceperson i miljøet. Jane har søgt andre udfordringer, og vi takker Jane for den tid hun gav, og ønsker hende al det bedste i det nye job! Trine Ritz Andersson som har fungeret som barselsvikar for Jane har sagt ja til, at fortsætte som fast tilknyttet ernæringsvejleder – velkommen som fast ”mand” i teamet til hende! Træningslejrene 2015 Haderslev Idrætsakademis træningslejre 2015 har budt på to, intet mindre end fantastiske destinationer, og to, intet mindre end fantastiske uger! Ishockeylinien lagde for i slutningen af februar, med et 5 dages besøg på Red Bull akademiet i Salzburg. Et akademi, som arbejder med 400 talenter inden for fodbold- og ishockey, og som tilbyder et meget veltilrettelagt talentudviklings set up i utrolig flotte og velindrettede rammer. Drengene stiftede bekendtskab med flere aspekter fra det spændende miljø, herunder flere fællestræninger på isen med Red Bulls talenter, fysisk træning, skøjteteknisk træning på ”løbe”bånd (se billeder på www.hia.dk), oplæg om stedet og stedets dna af Academy Coordinator Andreas Mayer samt et obligatorisk besøg på Salzburgs mest berømte seværdighed, borgen "Festung Hohensalzburg". Svømmelinien, håndbold- samt fodboldlinien og deres trænere drog, en lille uge senere, af sted mod Tyrkiet i samlet flok, og mødte et mindst lige så velindrettet Hotel i Belek, Gloria Sports Arena. Et helt ny opført hotel og sportscenter i et, med fantastiske trænings- og kampfaciliteter til alverdens sportsgrene. Nævnes kan kæmpe område med alt i udstyr til fysisk træning, testcenter, icelab (”kølerum” til restitution efter hård træning med ned til -110 grader celsius…) og meget andet. Vi må ikke glemme at nævne den overdådige buffet vi satte os til tre gange dagligt, hvor kokke og tjenere stod på pinde for at yde os den bedste service. Ugen bød på masser af god træning forberedt og gennemført af de respektive linietrænere, masser af fysisk træning med Yannick Durand, HIA Games løbende over hele ugen, team-udspringskonkurrence, træningskampe for fodboldlinien samt almindelig hyggeligt samvær. To fantastiske træningslejre har det været, og hermed sender vi en varm tak til både elever og trænere for godt arbejde hele vejen rundt! Se mange flere billeder fra træningslejrene på www.hia.dk Marts 2015●Haderslev Idrætsakademi ●[email protected]●73521410 // 23440591 Ingen fup – ingen snyd – bare rigtig mad! I februar sendte DR programmet ”Madmagasinet” omhandlende protein. Her slås det endnu engang fast, at det ikke er noget problem at få dækket sit daglige proteinbehov – også selvom du træner meget (se indslag om proteinbarer 17 minutter inde i programmet). Trine Ritz Andersson vejleder også i 2015-2016 talenter og udøvere fra Haderslev Elite og Haderslev Idrætsakademi Der vises i slutningen af programmet (24.30) en dagskost til en almindelig dansker, der indeholder hele 89 g. protein. Hvis man lægger de mellemmåltider/restitutionsmåltider, som er nødvendige for aktive udøvere som vores elever på Haderslev Idrætsakademi, oveni den viste dagsration, kommer de hurtigt over det anbefalede. En elitesportsudøver på 70 kg skal maksimalt have 119 g. protein pr. dag. Dette opnås altså let ved at spise helt almindelig, nærende og rigtig MAD. Ingen fup – ingen snyd – bare rigtig mad! Haderslev Idrætsakademi Stadionvej 5 6100 Haderslev Se programmet her: http://www.dr.dk/tv/se/madmagasinet-bitzfrisk/madmagasinet-17 Trine Ritz Andersson Ernæringsvejleder Haderslev Idrætsakademi og Haderslev Elite Telefon: 73 52 14 10 Mobil: 23 44 05 91 E mail: [email protected] Websted: www.hia.dk Der er ingen akademitræning i påskeferien. HIC holder lukket 3., 5. & 6. april. Sport og Fitness har åbent for træning, indgang via bagdøren. Rigtig god påske til alle! Lad drømmen og fornuften gå hånd i hånd Marts 2015● Haderslev Idrætsakademi ●[email protected]●73521410 // 23440591
© Copyright 2024