1. No category

På svinebrug skal sædskiftet bidrage til at sikre en stor og stabil foderproduktion.
Sædskiftet må tilrettelægges, så der er balance mellem at producere mest muligt foder,
udnytte næringsstoffer, fordele arbejdsopgaverne, udnytte maskiner og undgå
opformering af ukrudt, jordbårne sygdomme og skadedyr. Jordtype og
jordbearbejdningssystem har stor betydning ved tilrettelæggelse af sædskiftet. Et alsidigt
sædskifte vil modvirke opformering af bestemte ukrudtsarter, forebygge en række
sædskiftesygdomme og ikke mindst forsinke udvikling af pesticidresistens.
Krav om 3 afgrøder
Alle konventionelle bedrifter med 10 ha - 30 ha i omdrift skal have mindst to afgrøder på
deres omdriftsareal, mens alle konventionelle bedrifter over 30 ha skal have mindst tre
afgrøder på deres omdriftsareal.
Efterafgrøder
Ved valg af arter, der skal indgå i MFO-efterafgrøde-blandinger eller som pligtige
efterafgrøder er der en række forhold, der skal tages i betragtning. Det drejer sig om:
Omkostninger ved etablering (pris på udsæd og udsædsmængde),
Skadevoldere (kålbrok og roecystenematoder),
Jordtype (er det vigtigt, at efterafgrøden er overvintrende?)
Såtidspunkt (før eller efter høst).
I sædskifter med vinterraps vælges arter, der ikke opformerer kålbrok. Korsblomstrede
efterafgrøder kan opformere kålbrok, men olieræddike og foderradisen Structurator er
kun meget lidt modtagelige for kålbrok. De bedst egnede efterafgrøder i et sædskifter
med korn og raps er olieræddike, honningurt, rug, stauderug og vårbyg. I sædskifter
med uden raps er også gul sennep velegnet.
Mageskifte
Mageskifte af marker med f.eks. kartoffelavlere eller kvægbrugere (majs/græs) giver
mulighed for at opnå et mere varieret sædskifte. Svinebruget kan have brug for at
sanere for græsukrudt, kartoffelavleren større afstand mellem kartofler af hensyn til bl.a.
kartoffelbrok, og kvægbrugeren kan have brug for at få majs ind i rotation for ikke at få
problemer med især hanespore og grøn skærmaks samt rodukrudt.
Afgrøder
Stor produktion af energi
På god jord har vinterhvede et højt udbyttepotentiale og vil udgøre en høj andel af
kornarealet. Ved afvejning af hvor stor andel af arealet med vinterhvede må fylde, er det
især nødvendigt at vurdere dyrkningssikkerhed af 2. og flerårshvede og hvor stor andel
der er acceptabel, uden at der bliver problemer med græsukrudt. På god
dyrkningssikker lerjord er der ved praktisering af pløjning mulighed for den højeste andel
af vinterhvede.
Vinterrug har en høj dyrkningssikkerhed, godt udbytte og lave omkostninger på
sandjord. Rug har også vist et højt udbyttepotentiale på lerjord. Rug er den
vintersædsart, som bedst tåler sen såning, og er derfor en meget interessant afgrøde på
lerjord, hvis der er behov for at sanere græsukrudt. I nogle år kan meldrøjer være et
problem.
Rug har et lavere energiindhold end hvede, som skal opvejes af et højere udbytte eller
en lavere pris ved indkøb eller lavere dyrkningsomkostninger. Indholdet af råprotein er
også lavere end i hvede, så der skal suppleres med en anden proteinkilde. Ved
hjemmeblanding kan det betale sig at fodre slagtesvin med omkring 40 procent rug. Der
kræver man kan håndtere en ekstra kornart, hvilket f.eks. kan give øgede omkostninger
til en ekstra silo.
Dyrkning af både vinterhvede og vinterrug giver spredning af risikoen som følge af
Efterafgrøde af
olieræddike visner ned
hen over vinteren.
Foto: Poul Henning
Petersen
udvintring.
Proteinafgrøder
Hestebønne er en fortrinlig forfrugt, der som andre vårafgrøder sanerer mod græsukrudt.
Den giver desuden mulighed for radrensning ved etablering på 25 centimeters
rækkeafstand. Der er nu godkendt en række ukrudtsmidler, så der også er gode
muligheder for at gennemføre en sikker kemisk bekæmpelse af ukrudt. Ofte vil der også
være mulighed for at bekæmpe ukrudt med glyphosat før fremspiring.
Hestebønne kan angribes af forskellige bladsvampe og bladlus, som i nogle år vil udløse
bekæmpelse. Der bør være 4 frie år mellem dyrkning af hestebønne.
Udfordringerne ved hestebønne er, at udbyttevariationen kan være stor og at
proteinholdet varierer. Hestebønne kan fortrænge en del af det normale indhold af
sojaskrå i svinefoder. Der kan ifølge vejledende grænser for iblanding indgå op til 20
Hestebønne kan sås på
25 cm rækkestand og
radrenses.
Foto: Poul Henning
Petersen
procent hestebønne i foderblandinger til slagtesvin.
Salgsafgrøder
Vinterraps
Vinterraps er en god forfrugt og giver mulighed for udbringning af gylle om efteråret. I
vinterraps kan græsukrudt bekæmpes med Kerb, som sammen med Stomp/Activus har
en anden virkemekanisme end de øvrige græsukrudtsmidler, og forsinker derfor
udvikling af herbicidresistens.
Kernemajs
Majs er som vårafgrøde en god sanerende afgrøde på arealer med græsser som
agerrævehale, ital. rajgræs og væselhale. Med et forholdsvis sent såtidspunkt, bliver der
også mulighed for falsk såbed, dvs. at gøre såbedet klar 10-14 dage før såning og
nedvisne med glyphosat før såning eller før fremspiring. Er der be-gyndende udvikling af
herbicidresistens, vil radrensning kunne bidrage til at øge effekten mod de arter, som har
udviklet resistens.
Monitering af fusariumtoksiner i kernemajs viser, at der ofte kan findes indhold over
grænseværdien for svin. Problemet løses ved at tilpasse mængden af majs i
foderrationen.
Frøavl
Frøafgrøder er gode forfrugter og kan indgå som efterafgrøde. Frøavl kan ikke baseres
på arealer, hvor græsukrudt er et problem, men ved udlæg i en vårafgrøde, vil frøavlen
modvirke opformering af græsukrudt.
Det er nødvendigt at kunne tørre og lagre frøet efter høst.
Jordtype
Sandjord
På sandjord er goldfodsyge i 2. og flerårshvede ofte udbredt. Det giver plads til at
ukrudt, som ikke er helt bekæmpet, kommer i vækst igen. Rug er mere dyrkningssikker
og en veletableret rugafgrøde giver generelt en større konkurrence mod ukrudt.
Vårafgrøder i sædskiftet forebygger problemer med græsukrudt.
Goldfodsyge medfører
ofte tab i 2. og
flerårshvede på
sandjord.
Foto: Ghita C. Nielsen
Lerjord
På svære lerjorde og skrånende arealer er pløjefri dyrkning et velegnet dyrkningssystem,
og etablering af vinterafgrøder er normalt mere bekvem og sikker. Samtidig øges
infiltrationsevnen og risikoen for overfladeafstrømning mindskes. For at forebygge
problemer med græsukrudt, er det imidlertid nødvendigt med en vis andel af
vårafgrøder.
Gold hejre og blød hejre optræder ofte som et problem på svær lerjord, som er vanskelig
at pløje. Det skyldes, at frøene ikke kan lægges ned i ensartet dybde på furebunden, og
derfor får mulighed for at spire imellem knoldene.
Pløjning eller pløjefri dyrkning
Der er et samspil mellem sædskifte og jordbearbejdningssystemer. Ved pløjefri dyrkning,
er der generelt behov for en betydelig større andel af vårafgrøder i sædskiftet, for
at have styr på græsukrudtet.
Pløjning
Ved en velgennemført pløjning vil ca. 95 procent af de nykastede ukrudtsfrø blive
begravet i 15-20 cm’s dybde, hvorfra ukrudtsfrøene ikke kan spire, mens ca. 35 procent
af de gamle frø kommer op i det øverste 5 cm jordlag. Opformering af ukrudt og
udvikling af herbicidresistens forløber derfor betydeligt langsommere i pløjede systemer.
Ved nedbringning er strårester fra samme afgrøde er der mindre risiko for fusarium,
hvedebladplet og andre bladpletsvampe, hvor smitstof findes på halm.
Ved pløjning vil 65-70
procent
græsukrudtsfrøene
miste spireevnen, når
de er nedpøjet et år.
Foto: Poul Henning
Petersen
Pløjefri dyrkning
Ved pløjefri dyrkning, hvor jorden bearbejdes intensivt i de øverste 8-10 cm, skønnes
omkring halvdelen af de nykastede ukrudtsfrø at få spiremulighed, mens ca. 10 procent
af de gamle frø i jorden vil komme op og få spiremulighed.
Når pløjefri dyrkning med en vis frekvens bliver kombineret med pløjning, vil der ske et
henfald af ukrudtsfrø, som bliver placeret i den nederste del af pløjelaget. Ukrudtsfrøene
har forskellig levetid, f.eks. lever gold hejre mindre end et år, mens kornvalmuefrø kan
holde sig i live op til 50 år. De fleste frø af græsser har en levetid nede i jorden på 2-4
år. Så effekten af det, der går under betegnelser som strategisk pløjning eller
behovsbestemt pløjning, vil være forskellig fra art til art. Effekten er stor mod græsser,
fordi frøene har en forholdsvis kort levetid.
Ved pløjefri dyrkning er det nødvendigt at nedvisne ukrudt med glyphosat før såning.
Tidlig såning
Der er en række fordele og ulemper ved tidlig såning af vintersæd.
Ukrudt
Tidlig såning må frarådes, hvor agerrævehale, rajgræs og væselhale er et problem, samt
hvor der generelt er meget græsukrudt. På sådanne arealer bør der foreligge en strategi
for at nedbringe problemerne, hvilket bl.a. bør omfatte øget dyrkning af vårsæd og/eller
sen såning af vintersæd. En strategi er ikke mindst vigtig ved reduceret
jordbearbejdning, hvor græsukrudtsfrøene får spiremulighed samme år, som de bliver
kastet.
Goldfodsyge
Tidlig såning fremmer angreb af goldfodsyge, da svampens smittespredning går
hurtigere ved høje temperaturer. Risikoen for goldfodsyge er størst i 2. og 3. års
vinterhvede, men forekommer også efter flere års hvede eller anden korndyrkning
(havre undtaget). Angrebsgraden varierer fra år til år og fra mark til mark. Svampen
udvikler sig bedst i varme og fugtige efterår.
Der findes ingen vinterhvedesorter, som er resistente overfor goldfodsyge. Bejdsning
med Latitude (silthofam) udsætter angrebene, og afhængig af angrebsstyrken kan der
derfor komme angreb på forskellige tidspunkter, når effekten af bejdsning ebber ud. Det
vurderes, at der i 2. og 3. års vinterhvede ved såning før den 20. september er mellem
50-75 pct. sandsynlighed for at få et goldfodsygeindeks over 20, som er betydende
angreb og betyder, at 20 procent af rodnettet er angrebet af goldfodsyge. Det må også
forventes, at jo tidligere der sås før d. 20. september, jo større er sandsynligheden for at
for at få et rentabelt merudbytte for Latitudebejdsning.
Havrerødsot
Risikoen for havrerødsot er større ved tidlig såning. Havrerødsotviruset overføres til
vinterhvede ved bladlusenes sugning i efteråret. Der ses flest angreb af havrerødsot i de
mest milde områder af landet, hvor bladlusene trives bedst.
Ukrudt
Et kraftigt angreb af
goldfodsyge på sandjord
har givet god plads til
storkenæb, som ikke
har været helt
bekæmpet.
Foto: Poul Henning
Petersen
En høj andel vintersæd i sædskiftet giver udfordring med græsukrudt. Konkurrence mod
ukrudt fra afgrøden afhænger både af afgrøden og sort. For vintersædsarterne er
konkurrenceevnen størst i rug, næststørst i vinterbyg og mindst i hvede. Der er
sortsforskelle i konkurrenceeven, men desværre bliver der pt. ikke målt
konkurrenceindeks i sortsafprøvningen. Forsøg i UK har vist, at vinterbyghybrider kan
give en meget stor konkurrence mod græsser. Dog er der i vinterbyg meget dårligere
muligheder for kemisk bekæmpelse af græsser, især om foråret.
Vårbyg sanerer mod
græsukrudt og har ved
god etablering og hurtig
vækst en god
konkurrence over for
tokimbladet ukrudt.
Foto: Poul Henning
Petersen
Herbicidresistens
Risiko for resistensudvikling skal forebygges gennem sædskifte, således at der ikke
opstår en situation, hvor de samme få ukrudtsmidler anvendes igen og igen. Gennem
sædskifte undgås en ensidig opformering af nogle enkelte arter og skiftet mellem
afgrøde giver mulighed for at anvende ukrudtsmidler med flere forskellige
virkemekanismer. Vinterrapsdyrkning giver mulighed for at anvende Kerb.
Agerrævehale i
vinterbyg, som er
resistent over for både
Primera Super/Foxtrot
og Lexus.
Foto: Poul Henning
Petersen
Ukrudtsfrø i stub
Hvis ukrudtsfrø får lov at ligge oven på jorden i stubben, vil de fleste arter spire første
gang, der kommer en fugtig periode, blive ødelagt af svampe eller spist af fugle og
insekter. Når frøene kommer mere end nogle få cm ned i jorden, er holdbarheden meget
større end på jordoverfladen. Gold hejre er eneste art, hvor harvning i stub er en fordel.
Håndtering af ukrudtsfrø i stub. Generelt går flest frø til ved at ligge urørt i stub så længe
som muligt efter høst. Gold hejre går i spirehvile, derfor er let harvning undtagelsesvis
en god foranstaltning mod denne art.
Spredning af ukrudt
Maskinerne spreder ukrudt, ikke bare inden for marken, men også over lange afstande.
Mejetærskeren og halmpresseren er de værste. Det bidrager til, at agerrævehale,
væselhale, ital. rajgræs og andre besværlige ukrudtsarter bliver spredt til stadig nye
arealer. Det vil i praksis være vanskeligt helt at undgå spredning, fordi det er næsten
umuligt - både teknisk og tidsmæssigt - at gøre maskinerne helt rene mellem skift fra
mark til mark. Men det betaler sig at tænke sig om og forsøge at begrænse spredningen
bedst muligt.
Frarens fra rensning af korn til produktion af eget foder eller egen udsæd bør ikke føres
tilbage til marken direkte eller via gylle, hvor en stor del af frøene bevarer spireevnen i
mange måneder.
Rodukrudt
Ved forekomst af kvik og andet rodukrudt bekæmpes dette med glyphosat før høst eller i
stub. For en række arter er der også mulighed for at bekæmpe i afgrøderne.
Sygdomme
En sortsblanding med 2-4 sorter giver en større stabilitet, end når sorterne vokser hver
for sig. Sortsblandinger er mest brugt i vinterhvede og vårbyg, men er også velegnede i
andre afgrøder. De kan fremstilles hjemme på bedriften. Sortsblandinger i rug frarådes
på grund af øget risiko for meldrøjer.
Fodsyge
Et alsidigt sædskifte forebygger sædskiftesygdommen goldfodsyge og reducererer
risikoen for angreb af knækkefodsyge.
Fusarium
Jordbearbejdningen, forfrugt og stubrester har betydning for risikoen for forekomst af
Fusariumtoksiner i hvede. Risikoen for aksfusarium er størst ved forfrugt majs og ved
forfrugt hvede/triticale og samtidig reduceret jordbearbejdning. Der er ingen
svampemidler, der kan give en fuldstændig bekæmpelse og dermed sikre mod indhold af
toksiner.
Kålbrok
Kålbrok i vinterraps forebygges ved højst at dyrke korsblomstrede afgrøder hvert 5. år.
Der er kålbrokresistente sorter på markedet, men jo hyppigere man dyrker
kålbrokresistente sorter, jo større er risikoen for, at der kommer smitteracer i marken,
som kan angribe de kålbrokresistente sorter. De resistente sorter skal derfor først
dyrkes, når der er et væsentligt problem med kålbrok. Da kålbrok kun spredes via jord,
bliver man selv belønnet, hvis man prøver at begrænse bruges af de resistente sorter.
Undgå opformering af
kålbrok ved højst at
dyrke vinterraps hvert
5. år.
Foto: Ghita C. Nielsen
Skadedyr
Havrecystenematoder
Alle kornarter opformerer havrecystenematoder (havreål), men modtagelige sorter af
vårsæd og især havre skades mest af angreb, fordi vårsæd angribes på et tidligt
udviklingstrin i modsætning til vintersæd. Havrecystenematoder klækker nemlig om
foråret. Ved dyrkning af ikke værter (ærter, raps o.lign.) kan regnes med en reduktion af
nematodmængden på omkring 50 pct. om året. Der opnås en nedsættelse af mængden
på ca. 60 pct. om året ved at dyrke en resistent sort. Det anbefales at dyrke en resistent
sort af vårbyg fremfor en resistent sort af havre, indtil smitten er reduceret, da
resistente sorter af havre skades meget af angreb, mens skaden i resistente
vårbygsorter er begrænset.
Havreplanterne til
venstre er angrebet af
havreål. Rødderne er
meget korte og
fortykkede, og bladene
er tit rødlige i havre.
Angreb optræder pletvis
eller stribevis i marken.
Cyster ses endnu ikke.
Foto: Ghita C. Nielsen
Hvedegalmyg
Hyppig hvededyrkning fremmer opformeringen af hvedegalmyg. Hvedegalmyggene
overvintrer i hvedemarker, og ofte findes der derfor flest hvedegalmyg i områder og
marker med mange års hvededyrkning. Overliggere forekommer, det vil sige, hvis der
ikke er gunstige klimatiske betingelser for klækning, så ligger hvedegalmyggene over til
næste år - eller næste år igen.
Blandt de dyrkede sorter er kun KWS Cleveland resistent mod den orange-gule
hvedegalmyg, og bekæmpelse er ikke aktuel i denne sort.
Flyvningen af hvedegalmyg kan følges ved at opsætte feromonfælder i marken.
Flyvningen følges også via feromonfælder i ca. 70 vinterhvedemarker i
planteavlskonsulenternes registreringsnet. Der er kun fare for angreb i tidsrummet fra
lige før begyndende skridning til begyndende blomstring (vækststadium 41-61).
Feromonfælde til fangst
af hvedegalmyg i
marker med hyppig
hvededyrkning.
Foto: Poul Henning
Petersen
Økonomi
Nogle af de vigtigste overvejelser omkring økonomi, arbejdsfordeling og udnyttelse af
maskinkapacitet
handler om:
Hvilke arter af vintersæd klarer sig bedst på min jord?
Hvor stor andel af vårafgrøder er nødvendig for at undgå problemer med
græsukrudt?
Hvordan opnår jeg den bedste etablering af vår- og vintersæd?
Pløjefri dyrkning, pløjning eller begge dele?
Hvilke afgrøder kan håndteres, f.eks. i forhold til hjemmeblanding?
Kan jeg dyrke mere protein?
Giver afgrødesammensætningen en tilpas fordeling af arbejdsbelastningen?
Passer afgrødefordelingen til maskinkapaciteten?
SEGES tilbyder et værktøj i form af regnearket ’Økonomi i afgrøder og sædskifter’ til at
beregne økonomien i forskellige sædskifter. I artiklen IPM i vintersædsbaserede
sædskifter er givet et eksempel på beregning af konsekvenser ved udvikling af
herbicidresistens. I eksemplet vil det økonomiske resultat på kort sigt blive en smule
forringet ved at lægge sædskiftet om til højere andel af vårsæd, men til gengæld kan der
forventes en pæn gevinst på længere sigt.