1. No category

Transskription af lærer 1 klasselærer i vækstklassen på Skole Y
Tilstede var resterende gruppemedlemmer bestående af Ismail + Sonny
Det skal nævnes at dialogen foregik over telefon
Vejledning:
Lærer 1
L: Lennert Petersen
Forløbet over telefon:
L: Hvilke udfordringer giver den nye skolereform rent fagligt
L1: I det specialregi som jeg arbejder indenfor, stiller den det helt specifikke krav at vi skal tage alle vores
elever op til en FSA. Der er nogle dispensationsmuligheder men hvis vi gør det, betyder det vi ikke kan
tilbyde vores elever en uddannelse. Fordi det kræves på alle uddannelsesinstitutioner at man skal have
bestået den afsluttende folkeskole eksamen. Så det stiller nøje faglige krav – især når vi beskæftiger os med
børn der har generelle indlæringsvanskeligheder.
L: Ja, sådan et slag på tasken – hvor mange procent tror du så der kan inkluderes på normal vis?
L1:Altså ud fra den elevgruppe jeg arbejder med som er 8 styks, der ser jeg ikke lige noget potentiale lige
nu. Så det ikke så mange procent …
L: Hvordan er perspektiverne så for at eleverne kan blive inklusionsparate
L1: Lige pt ser jeg ikke nogen der kan blive inklusionsparate. Jeg har været klasselærer for gruppen i 5-6
måneder. Og når man sådan lærer relationen med børnene, så kan man jo se, at det ikke er de der
generelle indlæringsvanskeligheder der fylder mest – det faktisk de sociale!
Og derfor træner vi enormt meget det nu. Men det betyder jo ikke man kan få en afsluttende eksamen
bare fordi man kan indgå socialt i et fælleskab.
L: Hvilke værktøjer anvender I så for at kunne inkludere dem socialt og fagligt?
L1:Jamen de værktøjer der bliver taget i brug er først og fremmest den ressource der hedder ”støtte”.
Min tidligere arbejdsplads hvor jeg arbejde med autister i Solrød, inkluderede jeg en pige i 3. årgang. Hun
var en fantil autist, og det hun havde det bedst med det var at der var nogle trygge voksne omkring hende.
Så derfor brugte jeg mange ressourcer på at gå med hende til undervisning i den her 3. klasse, hvor hun
skulle klare tingene meget alene. Men ellers er det igennem de samtaler man arbejder nemlig med den der
integrering med andre børn og voksne. Og når man fx har en fentil autist så det rigtig svært at sige ”hvorfor
har du så store øjne” eller ”dit tishul stå åben” – og det oftest der hvor man bliver skillet ud og den mangel
på almendannelse er det vigtigste at lære. Og selvfølgelig er der den faglige dimension også, men den kan vi
kun opfylde ved de tilrettelagt overgangstest – så der har man et batteri der kan teste lige nøjagtig det man
gerne vil teste på.
L: Ja nu hvor du siger hun er meget overladt til sig selv, hvordan klarer hun sig så bagefter?
L1: Altså imellem tiden har jeg skiftet arbejdsplads men hvad jeg hører fra forældre og gamle medarbejdere
lyder det til at gå rigtig godt, men hun bliver teenager her om et par år – og dér er udskillelsesprocessen
1
rigtig stor. Og det også derfor vi i specialklasser regi modtager rigtig mange børn 5.-6. klassetrin, fordi der
kan man simpelthen ikke holde på det længere og man få en selvindsigt – det gør det bliver svært.
L: Er din arbejdsdag blevet ændre efter den nye skolereform – vil du uddybe
L1: Der kommet rigtig meget dokumentationsarbejde og det gør jeg jo i min forberedelsestid. Og i min
forberedelsestid – og jeg underviser i 8 fag og jeg har 6 lektioner altså 6x35 min at forberede til alt inklusiv.
Så det gør jo at jeg skal prioritere meget, og i’er med jeg hængt op på alle de her dokumentationskrav bl.a. i
forhold til inklusionsegnet, inklusionsparat og fagligt egnet mm.
Så kører jeg meget på autopilot.
L: Nu havde du nogle fagbegreber såsom inklusionegnet og inklusionsparat kan du prøve at uddybe hvad de
betyder?
L1: Altså jeg skal jo hele tiden dokumentere – fordi det er jo et statsligt krav at der skal inkluderes en masse
børn. Der har jeg en faktor som hedder en individuel elevplan. Det et stort kompendium på knap 15 sider,
hvor jeg skal beskrive ét barn ude fra kompetencer, potentialer og mål. Og jeg skal pædagogisk begrunde
med hvad og hvilken didaktik at jeg vil anvende for at gøre det her barn inklusionsparat. I bund og grund er
det et materiale der bliver brugt til CVE som er den Centrale Visitions Enhed i X Kommune, som har 1 gang
om året børnene op til visitation, hvor min leder skal sidde forsvare hvorfor dit eller hvorfor dat. Og det jo
den der inklusionsegnethed man eksempelvis vurderer. Og det simpelthen om barnet er klar eller er barnet
ikke klar. Og der ligger jeg meget vægt på at, selvfølgelig er der en faglig dimension ingen tvivl om det, men
netop det sociale sammenspil det er det vigtigste, og specielt lige for min gruppe, der er de der 2-3. klasse,
sådan som de kan spille bold med de andre og blive inviteret ind i forskellige fælleskaber – fordi så lærer du
altså bedre.
L: Ja nu har du sådan set svaret på hvordan den er blevet ændre. Så kommer vi så til næste spørgsmål som
omhandler implementering. Hvordan får I den fulført. Hvad skolens krav til den nye skolereform
L1: Ja nu er det sådan at skolen stiler efter at det kun er 3-4%, det kan jeg ikke lige huske, der må hænge i
vækstklassen. Men nu er det sådan at kvoten er nået, men alligevel vil man rigtig gerne har flere speciel
grupper ind i den almen klasse. Og der sigter man simpelthen imod at den mindste tanke om at hvis barnet
kan have en mulighed for at kunne indgå i en almen – så bliver den spekulation analyseret til mindste
detalje. Og det gør ledelsen egentlig hvis vi indstiller til noget. Vi bliver prikket på skulderen og får spurgt
om der er nogle inklusionsparate, og hvis der er det så går den til ledelsesgruppen og så får man refleksion
tilbage, men det altså ikke prøvet endnu.
L: Okay, ja vi kan jo se I arbejder rigtig meget med børnene men hvad gør I sådan helt formelt for at opfylde
de krav?
L1: Ja vi prøver selvfølgelig at styrke barnet i dets relation og dets faglige formåen. Vi kører på det der går
rigtig godt. For eksempel er det som regel sådan at enten er du et talgeni eller også er du et bogstavgeni.
Og så dyrker jeg kompetencerne frem for det andet.
L: Jo – føler du så den nye skolereform er en byrde eller lettelse for din arbejdsgang?
L1: Det kommer an på hvad det er – for jeg synes jo at jeg har arbejdet så meget i specialregi, hvor jeg kan
se at dokumentationsarbejdet er blevet væsentlig udvidet og det selvfølgelig ikke særlig fedt – fordi det jeg
bedst til det er at arbejde med børnene og være sammen med børnene på gulvet – så her er skolereformen
en byrde. Men jeg synes stadig et eller andet sted at det meget fedt med tilstedeværelsen, fordi så burde
2
jeg jo kunne gå hjem for at sige – når jeg har haft min 39,22 timer så har jeg fri. MEN sådan er verden ikke.
Så det både på godt og ondt, men primært så synes jeg det går ud over børnene, at man skal være kreativ
fra 8-15.15 eller fra 8-17 – og det kan man ikke, det er der ikke nogen mennesker der kan, og lærerene kan
det slet ikke!
L: Det opfølgende spørgsmål kommer så nu: ”hvordan har læreren og elev det når klokken begynder at
blive 15.00. Vi tænker på at man sådan skal være rimeligt rustet pædagogisk til at kunne håndtere de børn
kunne vi jo se.
L1: Altså man keder sig jo aldrig i den klasse. Men jeg synes man er brugt, fordi det er også en lang skoledag
og skal have opmærksomheden når man har noget myre i bukserne og myre i bøgerne. Det kræver enormt
meget af de her unger det gør det. Og det gør at de bliver trætte. Og forældre vil jo gerne opfylde de krav
som vi stiller – det betyder lektielæsning når man kommer hjem, og man når lige at omstille sig 1-2 timer i
en SFO før man skal hjem og læse Søren og Mette eller lave matematik. Det kræver enormt meget af
børnene, det en anden verden en den de kom fra d 27/6 hvor de gik på sommerferie!
L: Nu bliver det en subjektiv betragtning men det jo næsten som at det en voksens skoledag børnene må gå
igennem, hvad mener du om det?
L1: Altså nu det længe siden jeg har været studerende til at kunne fortælle om det er sådan. Men der er
hele tiden nogle deadlines, der hele tiden noget som skal opfyldes og hele tiden nogle krav der bliver stillet,
hvor vi ikke længere kan arbejde så pædagogisk, men vi nødt til at fokusere på det faglige, og det klart det
smitter af, man bliver træt! Og når man kognitiv ikke er aldersvarende. Vi kører ikke alderssvarende
materiale men de skal stå på tæer hele tiden – og det ved vi jo alle sammen hvordan er …
L: Ja hvilket materiale kører I?
L1: Primært i dansk noget lydret fordi man indlærer hurtigst alfabetet i form af lyd og udtale. Derudover har
jeg tilrettelagt min undervisning rigtig meget efter speciealforlaget Delta, som fagligt tilrettelægger
opgaverne sådan så det bliver afkodningsopgaver. På den måde får man også et højere selvværd hvis man
lærer at afkode. Men man skal jo ligesom have indarbejdet det til noget automatisering fx læse et
ordbillede eller afkode at nu står der minus så betyder det at jeg skal have det store tal foroven og det lille
tal forneden. Og jeg supplerer hele tiden med eget fremstillet materiale da jeg har 8 forskellige niveauer
fagligt. Og så har jeg supplerende materiale hvor jeg går ud og henter fx bøjningen af navneord på en anden
måde, sådan så børnene lære at afkode at sådan bøjer man navneord i kategorier, men omvendt kan man
også gøre det på andre måder, som jeg forsøger at supplere med de andre metoder. Så det kræver jo et
kæmpe stort arbejde at tilrettelægge det med kopimapper, indkøb af bøger.
L: Ja det kan vi sagtens forestille os. Det næste tema er trivsel – hvordan trives de specielle elever når de
sammen med normale elever. Nu så vi jo selv at I var afskærmet?
L1: Vi oplever oftest børnene som lidt indadvendte. Og det fordi mange af dem har ADHD-diagnosen oveni.
Derfor hvis man så deltager i et fælles arrangement, som da vi var ude at sende balloner op med helium på
grund af skolens 200-års fødselsdag. Der var det som om at de godt ved de er en lille smule anerledes, men
man bliver grebet af at løbe efter den ballon som man nu har sluppet. Og der måske ikke helium nok i
ballonen som gør at den flyver langs jorden. Det gør så at man bliver meget impulsiv og at man derfra
udstiller sig selv på en lidt anden måde. Man er mere impulsiv og ikke så godt til at tilsidesætte sin egen
behov.
3
L: Ja nu hvor I er afskærmet fra de almene klasser tror du det med hensyn til at eleverne ikke skal blive
stigmatiseret eller hensyn til at der kommer ballade i skolegården, hvis det er at de kommer sammen?
L1: Helt overordnet er det fordi der ikke har været nok lokaler i vores udskolings grupper. Og da lærer 2 og
jeg og vækstklassen inden ved siden af er overflyttet fra skole A, hvor vi har haft al indskoling med elever
med indlæringsvanskeligheder som nu er flyttet ud til skole X, så var det simpelthen lokale mangel, der
gjorde at vi kom ned til de to SFO lokaler. Men når det så er sagt så kræver det et andet pædagogisk
personale at have sådan 8 ”bavianer” fordi de kræver mere guidning med interaktionen med den almene
del.
L: Oplever du så nogen at dine specialelever bliver mobbet?
L1: De bliver oftest udset som syndebukke fordi det sku lidt nemmere, så skal man ikke tage slåskampen
med ham fra 3.klasse når man går i 2.klasse, så det nemmer at sige at det er dem fra vækstklassen der har
gjort noget dumt. Det ligger jo lige til højrebenet og det lidt nemmere at slippe afsted med. Men der vi
rigtig gode til at arbejde med konfrontation eller det hedder egentlig ”meditation”, hvor lad os sige en af
mine drenge er kommet op at skændes eller slås med en anden dreng, så bruger jeg oftest det at jeg tager
begge drengene og så sidder jeg som mægler hvor den ene har taletid og vi andre tier stille. Så det den
anden der får taletid så sidder jeg så som konfliktløser. Så det via dialog vi ordner det
L: I frikvarteret oplevede jeg (Lennert) at de var sammen med nogle andre elever hvor de for eksempel ikke
måtte lege på klatrestativet sammen med dem – er det noget I oplever tit?
L1: Det tror jeg afhænger meget af hvem af de voksne der sammen med børnene, om man kan følge den
der integrering til dørs. Det enormt vigtigt at italesætte jamen hvorfor er det ikke okay at mine drenge ikke
er sammen med nogen af de andre drenge. Men ofte er der den grund til det at mine bliver lidt
overreagerende og voldsomme fordi det så fedt at køre rundt og leget rundt på det klatrestativ. Så bliver
det lidt vildere end man lige forventet.
Nu er der fx meget fokus på en af mine piger fra vækstklassen som har meget fokus på det modsatte køn og
hun er egentlig fuldstændig ligeglad om det en børnehaveklasse dreng eller 9. klasse dreng bare at der er
en han. Og det gør også meget at man tilbyder sig selv på en anden måde, så man skal fare rundt og skage
sig bare hvis der nogle som griner sammen med hende.
L: Det sidste tema vi har hedder ”kommunikation og interaktion med det øvrige personale”
Føler du dig respekteret og værdsat i institutionen?
L1: Altså igennem mange års erfaring så man altid blevet set som de der tosser der lige har lært at holde på
en kaffekop så man ikke brænder hænderne. Og derfor har jeg arbejdet enormt meget med dels ledelsen
men også mine kollegaer i almen delen kommer ned til os. Og der er det jo skæg når man indimellem får en
vikar deroppe fra almen delen. Og se den lidt reserverede lidt distancerede holdning til det hele. Men
mange jeg vil skyde på 90% bliver overrasket over hvor fedt det egentlig er at være sammen med de her
børn, som går til tingene på en anden måde. Men jeg synes også der nogle vikarer som går derfra og
tænker ”nøje nogle tosser”. Og det hjælper helt klart at have en lidt skæv tilgang til tingene når man er i det
her regi. Det hjælper lidt at have den der værkstedshumør og jargon, det hjælper at have den her humør.
Det handler enorm meget om hvordan man vil møde andre mennesker. Og man mærker lidt den der
distancerede holdning fra vikarene. Vi snakker enormt meget om at man kunne prøve fordi det ville også
være fint for mig med min sparsomme tid at jeg kommer ud for at interagere med nogle andre børn. Men
det er der ligesom ikke stemning for, fordi man har lidt den holdning at man bliver gokket ned og de lidt
syge i hovedet hvad man nu ellers kan blive hæftet på.
4
L1: Så jeg synes jeg mærker ikke en respekt men jeg synes faktisk det lidt mere modvilje. Vi ønsker i hvert
fald en helt del mere anerkendelse også måske fra vores ledelses side, at vi gør faktisk et kæmpe stykke
arbejde. Det vil vi da gerne respekteres og anerkendes en lille smule for.
L: Vores næste spørgsmål om hvordan kommunikerer og samarbejder lærere, den inklusionsansvarlige og
det øvrige personale sammen og derigennem også lederen?
L1: Altså jeg kun i kraft af jeres ”dukken op” haft en kontakt til vores inklusionsmedarbejder. Jeg vidste
faktisk ikke hvem damen var. Men det har jeg fundet ud af nu. Og så gik vi til møde i torsdags hvor jeg fik et
ansigt på hende, men hun kunne desværre ikke blive 5 min længere fordi hun havde nogle elevsamtaler, og
det egentlig min relation med hende.
L: ja men det gør også dels at I ikke bliver anerkendt?!
L1: Et eller andet sted skær det at sætte noget i gang. Men arbejdsbyrden er enorm stor og derfor kender
jeg heller ikke noget som helst til rutiner. Og når man sådan spørger ind til min chef som er meget
opfordrende og synes det var fint I kom ud til skolen, så det altså sparsomt hvad jeg kan fortælle jer hvad
historikken og kravene er omkring inklusion for jeg ved det faktisk ikke
L: Nej, så du følte faktisk ikke der var nogen kommunikation til den inklusionsansvarlige før vi dukket op på
skolen?
L1: Nej jeg har overhovedet ikke vidste hvem hun var!
L: Vi siger mange gange tak for jeres deltagelse
L1: Det var så lidt og hvis der er mere så ringer I bare jeg står gerne til rådighed
5