Sygeplejeetisk Råd 2015
Notat angående hjertestartere, set i et etisk perspektiv
Hjertestartere i det offentlige rum
Som følge af den teknologiske udvikling er der udviklet hjertestartere, der er
små og relativt nemme at betjene, blandt andet fordi de er udstyret med en
stemmeguide. Derfor er hjertestartere ikke længere noget, der kun forefindes på sygehuse, i
ambulancer og tilsvarende steder, hvor der er sikkerhed for, at der er
sundhedsfagligt uddannet personale til stede.
Etiske dilemmaer ved opsætning på ældrecentre
Beboere på plejehjem er ofte helbredsmæssigt svækkede, og de har ofte mere behov for pleje og
behandling for sygdomme og symptomer end mennesker, som bor uden for plejehjem. Det er
vigtig, at et plejehjem ikke er et sygehus, men borgerens eget hjem, også selv om det er en
offentligt sted. Et plejehjem er et sted, hvor den sidste del af livet skal leves – altså et sted, hvor
beboere er præget af livets sidste faser. Der færdes også mange andre mennesker end beboere
på plejehjemmene, og da hensigten med hjertestartere er at redde liv på mange flere mennsker,
kan der være god mening i opsættelse af hjertestartere her.
Sygeplejetisk Råd holdning til debatten omkring hjertestartere på plejehjem tager ikke
udgangspunkt i om det er en rigtig eller forkert beslutning at have hjertestarter på plejehjem.
Det som er vigtigt for Sygeplejetisk Råd er, at beslutningen om hjertestarter på et plejehjem,
tages på baggrund af nogle gode og velovervejede diskussioner, hvor forskellige konsekvenser
medtænkes. Begrebet værdighed er ofte omtalt i debatten. Men hvad er værdighed? Dette
spørgsmål må debatteres og overvejes nøje, da der ikke findes et enkelt svar på det.
Beslutningen skal følges op af information og løbende debat med borgerne, pårørende og
sikres at personalet kender og er fortrolig med de faglige forpligtelser, som er præciseret i
Sundhedsstyrelsens vejledning.
Pligt til genoplivning
Det har altid været, og er fortsat, personalets pligt at starte førstehjælp/genoplivning ved
hjertestop og ved uventede dødsfald, da kun en læge må erklære en person død.
Derfor er det vigtigt, at sygeplejersker taler med borgerne om deres ønsker for livet og tanker
om døden, og om de ønsker genoplivning. Hvis en borger ikke ønsker genoplivning, skal den
praktiserende læge orienteres, og det er derefter en lægelig vurdering af borgerens helbred,
som afgør om genoplivning kan undlades. Kun i disse sitationer kan personalet undlade at
påbegynde livreddende genoplivning. Derved handler genoplivning ikke om hjertestarter eller
ej, men om at godt og respektfuldt samarbejde mellem borger, plejepersonalet og lægen.