1. No category

Bachelor gr nr. PS12ABACH-05
Konkurrence og pædagogisk idræt
Bachelorrapport 2015
Emne: Konkurrence i daginstitutioner
Children, Sport, Play and Movement
Forfatter: Kristian Chandren Gleerup Naidu
Vejleder: Grethe Sandholm
Pædagoguddannelsen Peter Sabroe
Anslag: 82.446
Indholdsfortegnelse
Indledende del ..................................................................................................................................... 3
Indledning/emnebegrundelse .......................................................................................................... 3
Problemformulering ......................................................................................................................... 4
Metode ............................................................................................................................................. 4
Begrebsafklaring ............................................................................................................................... 6
Beskrivende del .................................................................................................................................... 6
Videnskabsteori – hermeneutik og fænomenologi.......................................................................... 6
Forforståelse og idrætssyn ............................................................................................................... 8
Et samfundsmæssigt perspektiv....................................................................................................... 9
Pædagogisk idræt ........................................................................................................................... 12
Pædagogisk idræt i idrætsbørnehaver ........................................................................................... 15
Inklusion ......................................................................................................................................... 16
Sociale kompetencer ...................................................................................................................... 18
Vygotsky – den nærmeste udviklingszone ..................................................................................... 21
Konkurrence ................................................................................................................................... 22
Konkurrence i et historisk perspektiv............................................................................................. 22
Konkurrence og motivation ............................................................................................................ 24
Selvopfattelse og identitet ............................................................................................................. 25
Sociale og pædagogiske perspektiver på konkurrence .................................................................. 27
Slåskultur ........................................................................................................................................ 28
Analyserende del................................................................................................................................ 29
Case 1 ............................................................................................................................................. 29
Analyse af case 1 ............................................................................................................................ 30
Case 2 ............................................................................................................................................. 31
Analyse af case 2 ............................................................................................................................ 32
Pædagogisk praksis ........................................................................................................................ 34
Afsluttende del ................................................................................................................................... 36
Konklusion ...................................................................................................................................... 36
Perspektivering ............................................................................................................................... 37
Bibliografi ........................................................................................................................................... 39
2
Indledende del
Indledning/emnebegrundelse
Idræt og bevægelse er i dag en del af børns liv fra en tidlig alder. Der er i dagens samfund et stort
fokus på fysisk aktivitet som en vigtig del af bestræbelsen på at fremme sundhed blandt
befolkningen. Det har betydet, at der i løbet af de senere år er udviklet dagtilbud, der i særlig høj
grad indarbejder fysiske aktiviteter i dagligdagen. Disse dagtilbud kaldes oftest idrætsbørnehaver.
Her arbejder personalet med pædagogisk idræt, der defineres som ”idræt, leg og bevægelse i en
pædagogisk sammenhæng” (Sandholm & Sørensen, 2012, s. 8). Pædagogisk idræt er idræt, der er
tilpasset en bestemt målgruppe, f.eks. børn i alderen 3-6 år. Pædagogisk idræt baserer sig på
idrættens kerneværdier, bl.a. fascination, tabe-vinde, sociale relationer, mestring og brugen af
konkurrence som drivkraft. Pædagogikken kommer dog altid før idrætten (Sandholm & Sørensen,
2012).
Det fremgår af formålet for dagtilbud (§7, stk. 2), at dagtilbud i samarbejde med forældrene skal
give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd
(Dagtilbudsloven, 2015). Ifølge dagtilbudsloven skal alle dagtilbud udarbejde pædagogiske
læreplaner inden for 6 områder, bl.a. barnets alsidige personlige udvikling. I
dagtilbudsvejledningen til læreplanerne står i forhold til den alsidige personlige udvikling, at
barnet skal ”lære at se og forstå samspillet og de konflikter, der kan opstå med andre – både børn
og voksne” (Dagtilbudsloven, 2015).
Begrebet konkurrence er altså et aspekt, som indgår i det pædagogiske felt, der kaldes
pædagogisk idræt. Der findes ikke noget direkte lovgrundlag angående konkurrencebegrebet i
dagtilbudsloven, men jeg mener, at konkurrenceelementet er en del af det pædagogiske arbejde
med børnenes alsidige personlige udvikling – særligt i forhold til at kunne forstå samspil og kunne
håndtere konflikter, som nemt kan opstå i en konkurrencesituation. Derudover er børnenes egne
mål om forbedrede præstationer eller konkurrence mod sig selv en del af deres udvikling i forhold
til identitet og selvopfattelse. I dagens samfund bliver man ofte målt på sine præstationer af den
ene eller anden slags. Jeg mener, det er vigtigt, at børn lærer at håndtere dette præstationsfokus,
3
og derfor er det hensigtsmæssigt, at de lærer at forholde sig til konkurrenceaspektet i en tidlig
alder under pædagogisk vejledning.
Jeg arbejder til daglig i Idrætsbørnehaven Motalagade i Aarhus Nord, og jeg har i løbet af min tid i
børnehaven opdaget, at både pædagoger og forældre kan være skeptiske over for at anvende
konkurrenceelementet i aktiviteter med mindre børn. Det skyldes ofte en frygt for, at nogle børn
oplever at blive ”taberne” i aktiviteten og derved får påvirket deres selvværd i en negativ retning.
Derfor har jeg fået interesse for at undersøge, hvorfor konkurrence overhovedet er noget, man
som pædagog bør beskæftige sig med, og hvordan man kan implementere konkurrenceelementet
på en hensigtsmæssig måde i fysiske aktiviteter med børn i en idrætsbørnehave.
Problemformulering
Med baggrund i ovenstående overvejelser har jeg udarbejdet en problemformulering, der lyder
som følger:

Hvilke faktorer gør sig gældende, når pædagoger anvender konkurrenceaspektet i
aktiviteter med mindre børn (3-6 år) i dagtilbud?
Metode
Jeg har valgt at dele min opgave op i fire overordnede dele: en indledende, en beskrivende, en
analyserende og en afsluttende del. Dette har jeg gjort, fordi jeg mener, at det er med til at give en
god sammenhæng mellem teori og praksis i forhold til opgavens emne.
I den indledende del af opgaven begrunder jeg, hvorfor emnet konkurrence er relevant i
pædagogisk sammenhæng, og jeg redegør for opgavens problemformulering.
I den beskrivende del af opgaven vil jeg belyse forskellige teorier og begreber, som er
betydningsfulde at inddrage, når pædagoger skal gøre sig overvejelser over, hvorfor og hvordan
konkurrence er relevant at arbejde med i en pædagogisk sammenhæng.
4
Som det første vil jeg redegøre for videnskabsteori i form af hermeneutikken, som forklarer,
hvordan ens forforståelse danner grundlag for en ny forståelse af en sag. Jeg vil også beskrive,
hvad der kendetegner en fænomenologisk tilgang samt gøre rede for min egen forforståelse af
opgavens emne.
Dernæst vil jeg forklare begrebet konkurrence set i et samfundsmæssigt perspektiv. Jeg vil se på,
hvilke faktorer, der kendetegner dagens samfund for at give et billede af det samfund, som børn i
dag vokser op i, og hvilke kompetencer, de får brug for for at kunne begå sig og leve i det samfund.
Jeg vil tage udgangspunkt i sociologen Anthony Giddens´ teori om det refleksive moderne samfund
og desuden inddrage begrebet konkurrencestaten.
Dernæst vil jeg beskrive den pædagogiske metode og indgangsvinkel pædagogisk idræt. Jeg vil
gøre rede for grundtankerne bag metoden, og hvordan pædagogisk idræt danner grundlag for det
pædagogiske arbejde i idrætsbørnehaver.
Efterfølgende ser jeg på begreberne inklusion og sociale kompetencer, som er begreber, der er
vigtige at kende til, når man gør sig pædagogiske overvejelser over inddragelse af
konkurrenceelementet i idrætsaktiviteter i en daginstitution. Jeg vil også inddrage Vygotskys
læringsteori om den nærmeste udviklingszone, som klargør, hvilken betydning
mellemmenneskelig interaktion har for børns læring.
Derefter vil jeg undersøge konkurrence i et historisk perspektiv og redegøre for selve begrebet
konkurrence samt beskrive, hvilke faktorer inden for begrebet, der er relevante i pædagogisk
sammenhæng.
Som det sidste i opgavens beskrivende del, vil jeg definere og beskrive begrebet slåskultur, da
dette begreb er meget brugbart i den pædagogiske praksis som en metode til at arbejde med
konkurrence.
I opgavens analyserende del har jeg valgt at tage udgangspunkt i to cases. Disse to cases er baseret
på forskellige praksiserfaringer, jeg har gjort mig i forbindelse med mit arbejde i Idrætsbørnehaven
Motalagade. Jeg vil analysere praksis ved hjælp af den teori, jeg har skildret i den beskrivende del,
og som jeg finder relevant i forhold til de to cases.
Efterfølgende vil jeg kommentere på pædagogisk praksis. Jeg vil tydeliggøre, hvorfor det er vigtigt
5
at have en viden omkring konkurrenceaspektet, når man arbejder med idræt i den pædagogiske
verden samt hvordan konkurrenceaspektet kan implementeres i det pædagogiske arbejde.
I den afsluttende del vil jeg konkludere på opgavens problemstilling og lave en perspektivering.
Begrebsafklaring
For at kunne diskutere konkurrence, må vi først vide, hvad det er. Jeg har derfor valgt at afklare
begrebet konkurrence.
Konkurrence: Ordet konkurrence kommer af det latinske ord concurrere. Hvis det oversættes til
dansk, betyder det at ”løbe mod hinanden" og dermed betyder det også at prøve kræfter med
hinanden. Konkurrence har fået en stor betydning i vores tilværelse. Hvis vi ser på det fra et
bevægelses- eller idrætsmæssigt perspektiv, så er konkurrence drivkraften i at prøve kræfter med
hinanden (Wikipedia, 2015).
Beskrivende del
I det følgende vil jeg redegøre for forskellige begreber og teorier, som er relevante for at kunne
svare på opgavens problemformulering.
Videnskabsteori – hermeneutik og fænomenologi
Hermeneutikken er en filosofisk retning, som har givet inspiration til de kvalitative
forskningsmetoder. Hermeneutikken handler om, hvordan tekster eller andre meningsfulde
enheder fortolkes og forstås. Ifølge denne filosofi er det en forudsætning for enhver forståelse, at
man besidder en forforståelse af det forhold eller den sag, man ønsker at forstå. Forståelse og
forforståelse forudsætter altså hinanden, og derfor kan videnskabelig virksomhed på et
hermeneutisk grundlag aldrig være fuldstændig neutral, idet alle forskere i en eller anden grad er
påvirkede af deres forforståelse (Lund, Bjørnlund, & Sjöberg, 2010, s. 41-42). Grundtanken i
hermeneutikken kan forklares ved hjælp af den hermeneutiske cirkel: ”at vi kun kan forstå
6
meningen med enkelte dele ved at se dem i sammenhæng med deres helhed og kun kan forstå
helheden ud fra de enkelte dele, der skaber helheden” (Dahlager & Fredslund, 2012, s. 159, l. 7-10).
Den hermeneutiske cirkel: Man vender tilbage til udgangspunktet, men nu med nye
forudsætninger, en ny forståelse (Grunnet, 2015).
Enkeltdele
Helhed
Forforståelse
Ny forståelse
(Grunnet, 2015)
Forforståelsen kan f.eks. være et menneskes egne personlige og faglige erfaringer, dets antagelser
om genstandsfeltet eller dets teoretiske grundlag. Filosoffen Gadamer kalder også forforståelse
for fordom. Fordomme kan både være negative og positive. De negative fordomme kan hindre en i
at være modtagelig for ny viden, hvorimod de positive fordomme netop er en forudsætning for ny
viden, idet positive fordomme kan forandres i kraft af den nye viden. Forforståelse er altså et
uundgåeligt vilkår, men forforståelsen kan forandres, når den konfronteres med virkeligheden.
Validiteten af ens fortolkning baseres i en hermeneutisk kontekst på, at man er bevidst om sin
forforståelse, kan forholde sig kritisk til den og formidler den til sine læsere (Lund, Bjørnlund, &
Sjöberg, 2010, s. 42).
7
Den filosofiske tradition fænomenologi, har filosofferne E. Husserl (1859-1938), M. Heidegger
(1889-1976) og M. Merleau-Ponty (1908-1961) som grundlæggere. Fænomenologi er en
betegnelse for metodiske og analytiske tilgange inden for human- og samfundsvidenskaberne,
som søger at beskrive den menneskelige bevidsthed og erfaring (Kristensen, 2012, s. 182).
Fænomenologi kan defineres som ”menneskers beskrivelse af begivenheder og handlinger, sådan
som de tager sig ud” (Lindahl & Juhl, 2007, s. 200, l. 20). Fænomenologien fokuserer på den
menneskelige bevidsthed og livsverden, da disse to aspekter definerer det felt, hvor verden
fremstår. Fænomenologien står derfor i modsætning til objektivismen og positivismen, som har en
målsætning om at eliminere subjektivitetens indflydelse på det videnskabelige resultat.
Fænomenologien handler om sammenhængen mellem subjekt og verden. Merleau-Ponty (1945)
hævder, at verden er uadskillelig fra subjektet og omvendt. Når man i fænomenologien tilstræber
at forstå, hvordan f.eks. sociale processer kan fremstå, tager man udgangspunkt i
intentionaliteten, dvs. i en forståelse af de subjekter, for hvem fænomenet fremtræder. Derfor er
det grundlæggende i fænomenologien, at forskeren ikke er adskilt fra de fænomener, han
studerer (Kristensen, 2012, s. 182-183). Ifølge en fænomenologisk tilgang bør man ikke tage for
givet, at man ved, hvad en anden person tænker, ønsker eller føler. Man bør derfor tilsidesætte
sin egen forforståelse og i stedet nøje spørge og lytte for at se ”ting, som de er”, dvs. se
fænomenernes essens (Kristensen, 2012, s. 184).
Forforståelse og idrætssyn
I forlængelse af det ovenstående afsnit om videnskabsteori vil jeg redegøre for min egen
forforståelse af emnet for denne opgave, da jeg ifølge hermeneutikken ikke kan undgå at være
påvirket af denne forforståelse i udarbejdelsen af opgaven. Jeg vil dog alligevel tilstræbe en
fænomenologisk tilgang og forsøge at forholde mig så åbent og objektivt til emnet som muligt.
Min egen forforståelse af og mit eget syn på idræt, bevægelse og konkurrence bærer præg af, at
jeg er en person, der godt kan lide at prøve mig selv af og gerne i en sammenhæng, hvor idræt og
konkurrence indgår.
Mennesker har en naturlig trang til eller behov for at måle sig og prøve at være bedre end andre.
Det behov har man allerede som barn. Man har altid hørt på legepladsen ”hvem kommer først? ”
8
Selv en leg som fangeleg kan man sige er en konkurrenceleg, hvor børn afprøver, hvem der kan
bevæge sig eller løbe hurtigst. Efter min overbevisning er konkurrence sundt for alle, også for
børn. Børn må godt lære, at hvis man vil opnå noget, skal man arbejde for det. De skal også lære,
at man kan være god til noget, men at der en dag kan være nogen, der er bedre, og det må de så
kunne håndtere.
Bevægelse er vigtig i børnelivet, nu mere end nogensinde. Da mange mennesker i dag lever et
temmelig inaktivt liv, er det vigtigt at børn oplever glæde ved at bruge kroppen, så de grundlægger
nogle gode bevægelsesvaner tidligt i livet. Idræt og bevægelse er derfor vigtige at implementere
fra en ung alder, så de gode vaner forhåbentlig bliver ved med at være en del af børnenes hverdag
hele livet.
Idræt og bevægelse har også andre fordele. Som jeg har erfaret på min arbejdsplads, har børn
nemmere ved at finde ro og fordybe sig i andre ting f.eks. tegning og højtlæsning, hvis de først har
været fysisk aktive. Når det er sagt, mener jeg ikke, at idræt og bevægelse kun er midler til at opnå
sundhed og rolige børn. Idræt har en stor egenværdi og er derfor et mål i sig selv. Glæden ved at
bevæge sig, udfordre sig selv og efterstræbe et mål er værdier inden for idrætten, som er vigtige
at erkende og prioritere.
Et samfundsmæssigt perspektiv
I nedenstående afsnit vil jeg skitsere nogle faktorer, der kendetegner dagens samfund for at tegne
et billede af, hvad børn i dag skal forholde sig til, når de vokser op. Jeg vil i denne sammenhæng
beskrive sociologen Anthony Giddens’ teori om det moderne samfund og redegøre for begrebet
konkurrencestaten samt den betydning, begrebet har i forhold til børnenes opvækstvilkår.
Samfundet i dag er præget af globalisering. Den britiske sociolog Anthony Giddens har indkredset
tre forskellige årsager til dette. Disse er:
-
Adskillelse af tid og rum
-
Udlejring – mekanismer
-
Modernitetens refleksive karakter (Kaspersen, 2001, s. 121)
9
For det første er der sket en adskillelse af tid og rum. Tidligere udgjorde hjemmet og
lokalsamfundet det centrale sted for individet. En familie kan i dag interagere med hinanden og
omverdenen uden problemer. På grund af moderne teknologi og medier kan vi nu befinde os i
samme ”rum” uden at være fysisk på samme sted.
Det andet aspekt er, at der er sket en udlejrings-mekanisme. Det betyder, at sociale relationer bliver
til abstrakte systemer. De sociale relationer løftes ud af den lokale interaktionskontekst og
omstruktureres på tværs af tid og rum til f.eks. ekspertsystemer. Et ekspertsystem er et system af
teknisk art, som organiserer store dele af vores materielle og sociale omgivelser (Olesen & Pedersen,
2005, s. 221).
Derfor må individet have tillid til disse ekspertsystemer. Individet må dog også selv tage stilling, da
eksperterne ofte kommer med forskellige udsagn og meninger.
Giddens tredje aspekt er det mest interessante i denne sammenhæng, da det omhandler
refleksivitet, som er et vilkår for mennesker i dag, derfor også for børnene. Individet har mange
muligheder i dag, hvilket gør, at alt er til diskussion. Der har været et opgør med traditionerne. Det
betyder, at tradition og struktur ikke er eviggyldige. Vi vælger oftest ikke at følge traditioner, som
vi gjorde tidligere. Hvis vi gør, gør vi det med en viden om, at vi kunne have valgt anderledes. Vi
former vores tilværelse og os selv ved de valg, vi træffer. Institutionerne er i en stadig
forandringsproces, og dette stiller krav til individet om forandrings- og omstillingsparathed. Livet
bliver derfor et refleksivt projekt, som er grundlæggende eksistensvilkår i det moderne samfund,
både for individer og institutioner (Kaspersen, 2001, s. 123-127).
Ifølge Giddens er det moderne menneske individualistisk og selvrefleksivt. En afgørende faktor for
selvets refleksive projekt er det rene forhold. Dette forhold er karakteriseret ved personlige og
intime relationer samt et nært forhold til en konkret anden. I modsætning til, hvordan det var i det
i det traditionsbundne samfund, vælges forhold i dag for ens egen skyld. Et personligt forhold er
altså et mål i sig selv og ikke et middel. Et menneskes selvidentitet skabes derfor i højere grad i
forhandling med den anden (Olesen & Pedersen, 2005, s. 226).
Et samfundsvidenskabeligt begreb, som er blevet populært inden for de senere år, er
konkurrencestaten. En konkurrencestat kan defineres som en stat, der agerer ud fra, at nationens
økonomiske vækst og den deraf afledte velfærd er betinget af erhvervslivets evne til at klare sig i
10
den internationale konkurrence. Nogle af de foretrukne midler i konkurrencestatens økonomiske
politik er regulering, rammestyring og aktivering af ledige. Konkurrencestatens menneskesyn er
derfor, at borgeren er en personlighed, der skal udvikle sine kompetencer, om nødvendigt med
staten som drivkraft. Uddannelsessystemet bliver tilsvarende et redskab til at udvikle kompetente
medarbejdere til et stadigt mere fleksibelt arbejdsmarked. Velfærdsstaten bygger primært på
ideen om den demokratisk aktive borger. Derimod bygger konkurrencestaten på ideen om
borgeren som forbruger af den offentlige sektor. Det er statens opgave at regulere borgernes
adfærd på markedet, særligt arbejdsmarkedet. (EMU, 2015)
Der er i dag meget fokus på, at børn og unge oplever et stort pres i forhold til at præstere. Det
handler fortrinsvist om uddannelsesområdet, men generelt lægges der op til, at børn og unge skal
præstere godt i dagens samfund. Konkurrencen opleves fra den tidligste barndom frem mod livet
på arbejdsmarkedet. Børneforskeren Per Schulz Jørgensen stiller spørgsmålet, om det er
konkurrencestatens skyld, og svarer selv, at ja, det er det et stykke hen ad vejen. Han mener, at
man bør sætte ind i forhold til opdragelse af børnene, så de opdrages til at kunne modstå presset
fra konkurrencestaten. Nogle børn bliver lette ofre for konkurrencestatens krav og følger ukritisk
trop. Andre giver op, f.eks. i forhold til uddannelse, da motivationen forsvinder, når kravene
konstant opleves som for høje (Jørgensen, 2014).
Det individualiserede samfund stiller en helt ny type krav til det at være et velfungerende
menneske, der hviler i sig selv. Jo større mentalt pres, der er på den enkelte – og det er stort i
konkurrencestaten – desto større bliver kravet til selvstændighed og indre styring. Kort sagt er
autonomien vigtig. Den helt store udfordring er at styrke det enkelte menneskes dømmekraft, så
det kan sige fra og bliver i stand til at vælge sin egen retning. Det handler om at udvikle en indre
målestok i forhold til det ydre pres – og om at kunne forvalte et personligt ansvar. Det drejer sig
altså om at udvikle karaktertræk som robusthed og modstandskraft (Jørgensen, 2014).
Det er derfor vigtigt, at forældre har mod til at opdrage deres børn til at udvikle en indre
fornemmelse af værdi. Selvfølgelig er det ikke kun en opgave for familien. Det er et projekt, der
skal støttes systematisk af institutioner og uddannelsessystemet. Derfor peger pilen også i retning
af både daginstitution og skole, hvor man bør gøre op med den blinde præstations- og
konkurrenceorientering. Udviklingen skal drejes i retning af at styrke børn og unges mentale
11
robusthed og autonomi. Samfundet bør ifølge Per Schultz Jørgensen satse på at udvikle børn og
unge som hele mennesker og ikke bare fokusere på ydre målbare præstationer (Jørgensen, 2014) .
Pædagogisk idræt
Pædagogisk idræt danner grundlag for arbejdet med idræt og bevægelse i de certificerede
idrætsbørnehaver, deriblandt mit eget arbejdssted Idrætsbørnehaven Motalagade. Pædagogisk
idræt er således det metodiske udgangspunkt, når konkurrenceelementer implementeres i en
idræts/bevægelsesaktivitet, og derfor vil jeg i nedenstående afsnit redegøre for, hvad pædagogisk
idræt er, og hvad det bruges til.
Begrebet idræt handler i dansk tradition om to elementer. På den ene side dækker begrebet over
spillet, sport og atletik, hvor der er fokus på konkurrence og styrkeprøver, der går ud på at være
hurtigst, stærkest, eller at ens hold vinder over et andet hold. Dette element af idrætten
indeholder oftest tydelige regler, der skal følges. På den anden side er idræt kendetegnet ved
legen og det legende. I denne forståelse af idrætten kan der godt være regler, men de kan evt.
ændres eller tilpasses. Det handler om at have det sjovt og godt og via idrætten opnå en sund sjæl
i et sundt legeme, også op i alderen (Sandholm & Sørensen, 2012, s. 19).
Med baggrund i disse to aspekter af idrætten er der opstået et nyt begreb – pædagogisk idræt,
som har fokus på idræt, leg og bevægelse. Pædagogisk idræt er et begreb og en pædagogisk
tilgang. Det er også en pædagogisk forståelsesramme i forbindelse med pædagogisk arbejde i
f.eks. idrætsbørnehaver. I pædagogisk idræt kommer pædagogikken altid før idrætten, hvilket
betyder, at idræt, leg og bevægelse både er et middel, en metode og et omdrejningspunkt i
pædagogisk praksis (Sandholm & Sørensen, 2012, s. 20). Når man arbejder med pædagogisk idræt
har man altid et pædagogisk mål, f.eks. at fremme børnenes sociale relationer. Idræt og
bevægelse bruges som et pædagogisk redskab til at nå målet (Børnehuset Stjernen: Pædagogisk
idræt - PDF, 2015, s. 2). Det er en vigtig opgave for pædagogen, at vedkommende er i stand til at
kunne øge børnenes motivation og kunne igangsætte aktiviteter, hvor børnene oplever at kunne
noget. Derved kan aktiviteten bidrage til at udvikle barnets kropslige og sociale kompetencer
(Sandholm & Sørensen, 2012, s. 20).
Pædagogisk idræt er defineret som følger:
12
Pædagogisk idræt er:
-
Idræt, leg og bevægelse tilpasset målgruppen
-
Kendetegnet ved at pædagogikken kommer før idrætten – på holdnings- og værdiplan
-
Et praksisbegreb, et middel og en metode til at opnå et pædagogisk mål
-
Tilrettelagt så alle kan være med
-
En bevidst pædagogfaglig og idrætsfaglig anvendelse af elementer fra idræt, leg og
bevægelse
-
Et grundsyn, som danner grundlag for hele det pædagogiske arbejde, virksomhedsplaner,
design af rum og rammer, organisering samt personalets rolle og udtryk
-
En forståelsesramme, der fokuserer på udvikling, læring og dannelse gennem kroppen.
(Sandholm & Sørensen, 2012, s. 20)
Indholdet af pædagogisk idræt og idræt, leg og bevægelse kan illustreres via nedenstående model,
hvor pædagogisk idræt vises som det overordnede niveau. Derunder befinder sig idræt, leg og
bevægelse som ligestillede elementer. Idræt repræsenterer sporten, spillet, atletikken og
konkurrencen. Legen dækker over kropslige lege, f.eks. at hoppe, gynge, sjippe og andre sjove og
lystbetonede aktiviteter. Bevægelsen består af det sanselige, det motoriske, koordination af
kroppen samt kroppens puls og rytme.
Pædagogisk idræt
Kroppen som grundlæggende vilkår
Traditioner, vaner og normer
Idræt
Leg
Bevægelse
Løb, spring, kast,
færdigheder,
konkurrence, kamp
Universelle lege,
rollelege, regellege
Grundmotorik,
grundlege, sanser,
motorik, koordination,
puls, rytme
13
(Sandholm & Sørensen, 2012, s. 21)
Pædagogisk idræt rummer en række kerneværdier, som pædagogen må være sig bevidst.
Pædagogen har ansvar for at skabe en inkluderende ramme, hvor der tages højde for deltagernes
forskellige forudsætninger, så der skabes mulighed for læring og udvikling for alle deltagere. Det
må således ikke udelukkende være legens/aktivitetens regler, der er fokus på. Pædagogisk idræt
er et redskab, hvormed pædagogen kan skabe rammer, så børnene har mulighed for at lære noget
ud over selve idrætten, f.eks. bevægelsesglæde, samarbejde, konfliktløsning, at ville vinde og
kunne tabe m.m. Pædagogen må gennem tilrettelæggelsen af en aktivitet sørge for at sikre, at
både børn med meget gåpåmod og de mere forsigtige børn kan deltage og blive udfordret. Det er
et grundsyn inden for pædagogisk idræt, at man som menneske hele tiden skal være i bevægelse
og dermed i udvikling. Det pædagogiske arbejde må derfor heller ikke være en statisk tilstand,
men skal være præget af en dynamisk basis, der hele tiden er i bevægelse (Sandholm & Sørensen,
2012, s. 22-23). Leg er en vigtig værdi i pædagogisk idræt, idet legen er børnenes vigtigste
aktivitet. Børnene oplever og indtager verden igennem legen, og de erfarer sig selv og hinanden.
Leg styrker fællesskabet og børnenes relationer til hinanden. Desuden er leg med til at udvikle
børnenes fantasi, kreativitet, tolerance og bidrager til at fremme demokratiske spilleregler.
Bevægelse er en anden central værdi. Gennem bevægelse styrker børnene deres
grov - og finmotorik og udfordrer deres sanser. En velfungerende motorik giver børnene gode
forudsætninger for at udvikle sig og lære nye ting. Idræt indgår som en naturlig del af bevægelse.
Idræt er fascinerende og har konkurrenceelementer, der virker motiverende og udfordrende for
børnene. Igennem idrætten lærer børn at forstå, følge og udfordre fælles regler. Børnene får
desuden erfaring med egne og andres styrker og begrænsninger. Derved vokser deres forståelse
og tolerance af forskellighed (Børnehuset Stjernen: Pædagogisk idræt - PDF, 2015, s. 4). Nogle
andre kerneværdier i pædagogisk idræt er at:
-
Der er aldrig kun én fanger i fangeaktiviteter, da dette kan risikere at udstille nogen eller
virke demotiverende.
-
Der skal være medtænkt en pædagogisk bagdør i aktiviteten - en tilgang som kan benyttes,
hvis en deltager bliver utryg, uden at deltageren behøver at melde sig helt ud af
aktiviteten.
-
Aktiviteterne skal kunne justeres og tilpasses deltagerne, ikke omvendt.
14
(Sandholm & Sørensen, 2012, s. 24)
Pædagogisk idræt har vundet indpas i daginstitutioner i de senere år som følge af et voksende
samfundsmæssigt fokus på befolkningens sundhed. Bevægelse og fysisk aktivitet er i stigende grad
noget, man går til i sin fritid frem for at være en naturlig del af hverdagen. Bl.a. grundet
manglende tid oplever man mange forældre, der kører deres børn i bil frem for at lade dem cykle
eller gå til daginstitutionen.
Pædagoger i daginstitutioner, hvor der arbejdes med pædagogisk idræt kan være med til at
fremme sundhed og trivsel for børnene ved at tilrettelægge muligheder for bevægelse.
Bevægelsesaktiviteter skal ikke kun finde sted pga. pædagogiske læreplaner eller fordi sundhed er
på den politiske dagsorden, men fordi de gode idræts- og bevægelsesvaner grundlægges i
barndommen. Børnene lærer gennem deres krop, og desuden styrkes selvværd og selvtillid via
oplevelser med krop og bevægelse. Gennem pædagogisk idræt kan børns bevægelsesglæde
bibeholdes og udvikles, når idrætskulturen implementeres som en selvfølgelig og sund del af deres
liv. Pædagogisk idræt styrker tillige børns kompetencer inden for leg og læring, da børn med
alsidige motoriske færdigheder generelt har større selvværd og har lettere ved at indgå i sociale
sammenhænge (Sandholm & Sørensen, 2012, s. 14-15).
I forbindelse med pædagogisk idræt er pædagogens rolle vigtig. Pædagogen skal have engagement
og vilje til at gennemføre planlagte aktiviteter på trods af evt. modvilje hos børnene. Pædagogen
skal kunne noget, både i form af teoretiske kompetencer og praktiske kompetencer, dvs. evne til
at planlægge, organisere og gennemføre en pædagogisk aktivitet. Desuden skal pædagogen være
tydelig og turde træde frem og demonstrere med egen krop, hvad der skal foregå (Sandholm &
Sørensen, 2012, s. 15).
Pædagogisk idræt i idrætsbørnehaver
For børn er leg og bevægelse centralt. Gennem tilrettelagte bevægende aktiviteter kan pædagoger
i idrætsbørnehaver give det enkelte barn mulighed for at finde ud af, hvad det kan med sin krop –
alene og sammen med andre. En fælles aktivitet kan både give barnet sociale og psykologiske
erfaringer gennem samspil og koncentration såvel som fysiske, kropslige erfaringer. Barnet
mærker sin egen krops møde med verden, mærker styrken i sine muskler, mærker at blive
15
forpustet og få sved på panden. Alle disse erfaringer bidrager til øget kropsbevidsthed og
kropskontrol samt til selvbevidsthed og identitetsdannelse (Sandholm & Sørensen, 2012, s. 43-44).
Pædagoger i dagtilbud har en vigtig dannelses- og opdragelsesopgave i at støtte børn i deres
socialiseringsproces og deres tilegnelse af samfundets værdier og normer. Derudover består
pædagogens opgave også i at støtte barnets udvikling og læring samt at give omsorg.
Pædagogerne skal stimulere barnet til at deltage aktivt i både voksenstyrede og voksenfrie
aktiviteter samt skabe rammer, der udfordrer det enkelte barn på dets aktuelle udviklingstrin
(Sandholm & Sørensen, 2012, s. 44).
At være en idrætsbørnehave betyder, at personale og institution har et fælles værdigrundlag, et
fælles sprog og en fælles forståelse af læring og udvikling med basis i anvendelsen af pædagogisk
idræt som den grundlæggende metode i det pædagogiske arbejde. Det er centralt, at hverdagen i
en idrætsbørnehave er præget af bevægelse og idræt og at personalet fokuserer på, hvordan børn
leger og lærer gennem kroppen. Kroppen ses som grundlaget for den menneskelige eksistens i
verden, og pædagogisk idræt anvendes som central metode og samværsform i pædagogernes
daglige arbejde. Idræt og bevægelse er derfor en fuldstændig integreret del af hverdagen i
institutionen, hvor lege/aktiviteter finder sted både i det formelle og uformelle rum (Sandholm &
Sørensen, 2012, s. 45).
Inklusion
Jeg har medtaget begrebet inklusion i denne opgave, da det er vigtigt at inklusion er en af
overvejelserne, når man skal arbejde med konkurrenceelementet i en daginstitution. Når det
handler om konkurrence, kan man ikke altid gøre alle børn fuldstændigt ligestillede, da de fysisk og
mentalt er forskellige. Der er en vis risiko for eksklusion af børn, der ikke klarer sig så godt i fysiske
aktiviteter, og det er meget vigtigt at forsøge at imødegå dette i planlægningen og tilrettelæggelsen
af aktiviteterne.
Inklusion er et begreb, som er meget oppe i tiden og diskuteres flittigt, ikke mindst i politisk
sammenhæng. Det er et politisk ønske, at flest mulige børn inkluderes i almindelige dagtilbud og
skoler, hvilket medfører en stor pædagogisk udfordring i forhold til at få alle børnene til at fungere
16
sammen i et fællesskab. I forbindelse med inklusion kan man derfor ikke undgå også at medtænke
begrebet eksklusion, som man i pædagogisk sammenhæng må forsøge at modarbejde.
Ifølge Schou og Pedersen betyder inklusion: ”at det enkelte individ har ret til deltagelse i
fællesskabet, fordi det er gennem fællesskaber, at vi som mennesker udvikler os. Opmærksomheden
flyttes fra barnets ret til udvikling til barnets ret til deltagelse, fordi deltagelse i fællesskaber antages
at være forudsætning for udvikling”. (Schou & Pedersen, 2008, s. 177). Med dette citat menes, at
mennesker har et grundlæggende behov for at være en del af fællesskabet for at kunne udvikle sig
optimalt. Derfor er det meget vigtigt at arbejde med inklusion af alle børn i dagtilbuddet for at
fremme deres generelle udvikling og læring.
Bent Madsen, cand. pæd. pæd. og lektor, mener da også, at et af målperspektiverne inden for social
inklusion er at skabe betingelser for alles sociale deltagelse i institutionelle og ikke-institutionelle
fællesskaber af jævnaldrende og betydningsfulde voksne. Ifølge Bent Madsen handler inklusion om
at forsøge at minimere ekskluderende mekanismer. Disse ekskluderende mekanismer kan være
strukturelle, f.eks. gruppeopdelinger eller relationelle, f.eks. et barn som har en dårlig relation til
nogle andre børn eller en voksen (Madsen, 2005, s. 209).
For at fremme inklusion må man sikre deltagelsesmuligheder for alle børn. Ifølge Gitte Bendix,
pædagogisk leder i en idrætscertificeret daginstitution, handler inklusion om, at der skal være plads
til alle børn i et dagtilbud, at alle børn har ret til at høre til et fællesskab, og at pædagogiske
medarbejdere har pligt til at skabe de rette betingelser for deltagelse i fællesskabet. Ifølge flere
undersøgelser handler læringsparathed om at have tilegnet sig sociale kompetencer, da læring sker
i samspil med andre. Ved at arbejde for størst mulig social inklusion opnår man, at børnene føler sig
som en del af fællesskabet, og desuden optimerer man det enkelte barns mulighed for senere at
kunne deltage i samfundslivet. For at opnå inklusion må man skabe gode deltagelsesmuligheder for
alle børn med hensyntagen til deres forskellige opvækstvilkår, ressourcer og kompetencer. Derfor
er det påkrævet, at der skabes rum for børnenes forskellige behov i fællesskabet og tilpasser
rammerne efter de forskellige behov (Bendix, 2012, s. 45) .
Igennem pædagogisk idræt forsøges det netop at lære børnene, at alle har stærke og svage sider,
og at det er okay. Legene og aktiviteterne bruges til at børnene kan lære deres egne og hinandens
stærke og svage sider, og hvordan de kan gøre brug af hinandens kompetencer. Pædagogisk idræt
17
er meget brugbart i forhold til at arbejde inkluderende. I aktiviteterne kan man f.eks. skrue op og
ned på både regler, form og indhold, så alle kan være med, og alle bliver udfordret (Bendix, 2012, s.
46, 50).
I forbindelse med pædagogisk idræt er begrebet den pædagogiske bagdør et vigtigt værktøj. Den
pædagogiske bagdør bruges, når man ønsker at skabe mere inkluderende aktiviteter. Det handler
om, at der skal være en udvej i legen/aktiviteten, så barnet kan trække sig uden at ødelægge
aktiviteten for de andre involverede. Det kan f.eks. være, at man altid bruger to fangere i fangeleg,
så ingen bliver udstillet alene. Den pædagogiske bagdør giver mulighed for deltagelse på forskellige
niveauer, så barnet hele tiden kan føle sig trygt (Bendix, 2012, s. 50). Den pædagogiske bagdør er
også et oplagt værktøj at bruge, når man implementerer konkurrenceelementet i en aktivitet. F.eks.
kan man lade børnene løbe en stafet i hold i stedet for individuelt. På den måde bliver et barn ikke
udstillet alene som taber af konkurrencen. Barnet har også mulighed for at trække sig undervejs og
måske lade en af holdkammeraterne løbe en ekstra tur. På den måde går hele aktiviteten ikke i stå.
Sociale kompetencer
I det følgende afsnit vil jeg gøre rede for begrebet social kompetence. Det er et relevant begreb at
inddrage i min opgave, fordi social kompetence er vigtig i forbindelse med idræt og konkurrence.
Man kan sige, at det at kunne vinde og tabe på en hensigtsmæssig og afbalanceret måde i sig selv
er en social kompetence, som er oplagt at arbejde med inden for pædagogisk idræt.
Social kompetence er ifølge Liv Vedeler noget, som børn lærer, og læringen begynder allerede i de
første leveår. I daginstitutioner og skoler er man i dag meget optagede af sociale kompetencer og
sociale færdigheder hos børn og unge, eller måske snarere mangel på samme. Hvis et barn har
problemer med social mestring i kammeratskabsgrupper, kan det få følger for barnet helt ind i
voksenalderen. Problemerne kan observeres tidligt i børns legegrupper i børnehaven. Omvendt
kan man også allerede fra de første leveår observere børns sociale potentialer og ressourcer og
stimulere disse, så problemer forebygges, og social kompetence udvikles (Vedeler, 2008, s. 37).
Social kompetence er evnen til at integrere sig med andre, at opbygge venskaber, løse konflikter
og kommunikere med andre. Gennem forskning og vurderingskriterier benyttet i faglitteraturen
har Rose-Krasnor (1997) inddelt sociale kompetencer i nedenstående 4 kategorier:
1. Sociale færdigheder
18
2. Status i kammeratskabsgruppe
3. Relationer og venskabsforhold
4. Funktionelt perspektiv på sociale kompetence
(Vedeler, 2008, s. 39)
Sociale færdigheder bliver ofte vurderet efter en slags afkrydsningsliste, hvor sociale værdier ses
som indikatorer på social kompetence. Det kan f.eks. være hjælpsomhed, selvstændighed, empati
m.m. En sådan afkrydsningsliste kan imidlertid kritiseres for at virke tilfældig og baseret på
subjektive skøn. Derudover kan den være kulturrelativ og vanskelig at måle. Én pædagog vil måske
vurdere, at et barn er selvhævdende på en positiv måde, mens en anden pædagog vil synes, at
barnet mangler empati. Alligevel er det svært at komme uden om brugen af sociale færdigheder,
når social kompetence skal vurderes. Man kan lave en liste over ønskede sociale færdigheder og
tegn på disse, som kan danne et godt grundlag for evt. intervention (Vedeler, 2008, s. 39-41).
Status blandt kammeraterne ses ofte som en indikator på social kompetence. At være populær og
vellidt giver en høj sociometrisk status. Det er dokumenteret, at afvisning fra kammerater kan
være forbundet med senere problemer som f.eks. kriminalitet og problematiske skoleforløb. Det
kan være nyttigt at vurdere børns sociometriske status for at identificere de børn, der mangler
social kompetence og/eller har sociale relationer til de andre børn. Imidlertid afgør et barns
sociometriske status ikke nødvendigvis dets evne til social kompetence. Sociometriske vurderinger
måler ikke et barns evne til at initiere og opretholde venskaber. Meget tyder på, at evnen til at
etablere venskaber og andre relationer er en vigtigere indikator på social kompetence end det at
være populær og have en høj status blandt kammeraterne (Vedeler, 2008, s. 41-42).
Et barns evne til at etablere positive relationer og venskabsforhold er vigtig for dets udvikling af
social kompetence. Ud fra dette perspektiv vurderes social kompetence baseret på kvaliteten af
barnets relationer. Dette afhænger imidlertid af begge relationspartneres færdigheder, f.eks. to
børn i en børnehave. Dette perspektiv på social kompetence er i overensstemmelse med
Vygotskys læringsteori om stilladsering og mediering. Når et barn interagerer med en dygtigere
partner, vil barnet kunne fremvise kognitive evner ud over det, som det ville kunne gøre alene. Det
gælder også for det sociale område, hvilket betyder, at hvis et barn interagerer med en partner,
19
der besidder en god social kompetence, vil barnet sandsynligvis have en relation med højere
kvalitet og på den måde fremstå mere kompetent, end hvis barnet interagerer med et barn med
dårligere sociale færdigheder. Kvaliteten af et barns venskabsforhold kan ifølge en række forskere
være en god indikator på barnets sociale kompetence (Rose-Krasnor, 1997). Gennem venskaber
får barnet bl.a. information, følelsesmæssig støtte, praktisk hjælp, værdsættelse, selskab og
mulighed for at lære konstruktiv konfliktløsning i et støttende miljø. Venskab giver mulighed for at
udvikle mange sociale færdigheder og giver muligheder, som børn uden venner ikke får. Venskab
kan defineres som: ”stabile følelsesmæssige, dyadiske relationer, der er præget af, at man
foretrækker hinandens selskab og præget af gensidighed og deling af positive følelser”. Børns
venskaber er karakteriseret ved, at børnene gensidigt foretrækker at lege med hinanden. Børns
forsøg på at etablere relationer til andre børn begynder tidligt, og venskaber mellem børn kan
observeres allerede fra første leveår. I slutningen af første leveår kan man se de første tegn på
social interaktion. I to-tre-års-alderen kan observeres social gensidighed med social udveksling,
dvs. børnene skiftes til at agere, og langvarige interaktioner kan finde sted. Da meget tyder på, det
har stor betydning for børns udvikling, at de kan tage initiativ til venskab i en tidlig alder, er det en
vigtig pædagogisk opgave at støtte dem i dette (Vedeler, 2008, s. 42-44).
Et funktionelt perspektiv på social kompetence handler om, at de fleste mennesker har behov for
at høre til i et socialt fællesskab og derfor justerer deres adfærd, så de opnår dette. I dette
perspektiv er der både fokus på resultaterne af social adfærd og på de processer, der fører frem til
disse resultater. Resultatet er det fælles produkt af barnets handlinger og andres respons på
barnets handlinger. Barnet vælger et socialt mål, f.eks. at være med i en legegruppe i børnehaven.
Barnet vælger en strategi, der kan give adgang, f.eks. at spørge om lov til at være med. Resultatet
afhænger så af de andre børns respons. Måske får barnets strategi et negativt udfald, og det får
afslag på sin forespørgsel. Så kan barnet vælge en anden strategi eller ende med at opgive. Det
funktionelle perspektiv på social kompetence giver gode muligheder for pædagogisk intervention
og forebyggelse (Vedeler, 2008, s. 44-46).
Sammenfattende kan siges om de ovenstående perspektiver, at social kompetence udvikles på
basis af en dynamisk proces, som involverer integrering og organisering af sansemotoriske,
kognitive, følelsesmæssige og sociale udviklingsdomæner. Organiseringsprocessen begynder i den
20
tidligste barndom, den er unik for hvert enkelt barn og opstår i et dynamisk samspil med andre
børn og voksne (Vedeler, 2008, s. 47-48).
Vygotsky – den nærmeste udviklingszone
I følgende afsnit har jeg medtaget Vygotskys læringsteori af den grund, at teorien kan bruges i
forbindelse med læring af konkurrencekultur. Interaktionen med andre mennesker er central for
udvikling ifølge Vygotsky. Derfor har daginstitutionen og pædagogerne stor betydning for børns
udvikling, da en stor del af deres mellemmenneskelige interaktion foregår her.
Den russiske psykolog Vygotsky udviklede begrebet den nærmeste udviklingszone. Begrebet
omhandler den betydning, som interaktion imellem mennesker har for det enkelte individs læring
og udvikling. De fælles sociale handlinger er således med til at fremme børns læring, også i
pædagogisk sammenhæng (Bråten, 2006, s. 143).
Vygotskys udviklingsteori handler om det dialektiske forhold mellem menneske og kultur. Teorien
dækker derfor over udvikling både på individplan og på samfundsplan. Det er barnets fælles
handlinger med omgivelserne og barnets interaktion med andre i et kulturelt fællesskab, som
danner grundlag for barnets udvikling som individ (Bråten, 2006, s. 144).
Vygotskys teori handler om både udvikling og undervisning. Et barns læringskompetence skal ses
fra to synsvinkler ifølge Vygotsky. Barnet har på den ene side et aktuelt udviklingsniveau, som er
det stadie, barnet som udgangspunkt befinder sig på. På den anden side er der barnets potentielle
udviklingsniveau. Det er det niveau, som er inden for barnets rækkevidde, og som barnet vil kunne
nå under de rette omstændigheder (Bråten, 2006, s. 145).
Interaktion med mere kompetente personer har en afgørende betydning for barnets udvikling og
læring Ifølge Vygotskys teori. Det handler om, at barnet i samarbejde med mere kompetente
kammerater eller voksne kan præstere mere, end hvis barnet selv skulle udføre opgaven. Det vil
sige, at noget som barnet kan klare med hjælp i dag, vil det senere kunne klare selv (Bråten, 2006,
s. 146). Det gælder også i forhold til f.eks. sociale spilleregler i forbindelse med konkurrence.
Barnet vil kunne lære fra mere kompetente personer, i dette tilfælde pædagogerne i
daginstitutionen og evt. også andre børn.
21
Konkurrence
At konkurrere kan ofte sammenkædes med at præstere noget. Begrebet præstation er normalt
noget, man forbinder med elitesport, og begrebet betragtes ofte som synonymt med konkurrence
og en snæver vinde/tabe- opfattelse, hvor der ensidigt fokuseres på resultater. Imidlertid kan
selve ordet præstation oversættes med at yde noget. Det er karakteristisk for sport/idræt, at der
flyttes grænser i forhold til naturen eller egne kropsressourcer. F.eks. kan præstationen starte som
en nysgerrighed eller en udfordring, hvor et barn stræber efter at beherske en færdighed. Barnet
kan vurdere sin egen præstation enten i forhold til dets egen målsætning eller i forhold til de
andre børns færdigheder. Ordet præstation har ikke en normativ værdi. Man kan altså ikke sige, at
det enten er et positivt eller negativt begreb. Det afhænger helt af, hvem man spørger. Ordet
værdilades først i kraft af de kriterier, som samfundet, en gruppe eller andre meningsdannere
opstiller. Konkurrenceformen er en organisatorisk ramme, som ofte anvendes til at sammenligne
præstationer. Konkurrenceformen kan fungere udmærket, men kan også blive problematisk, hvis
den udelukkende er resultatfikserende (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 127).
Den værdi, som omgivelserne tillægger en præstation, har stor betydning for, hvordan den
opleves. Hvis omverdenen fremhæver vinderen og fokuserer ensidigt på resultater og medaljer og
samtidig negligerer eller nedgør taberen, kan det naturligvis ødelægge oplevelsen af og glæden
ved idræt for mange børn. Et eksempel kan være, når nogen siger: ”Du vandt ikke sølvet, men
tabte guldet” (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 187).
Konkurrence i et historisk perspektiv
Jeg har valgt at beskrive konkurrence i et historisk perspektiv for at tydeliggøre, at konkurrence
altid har eksisteret og derfor er en del af menneskets væsen. Derfor nytter det ikke at ignorere
eller negligere konkurrenceelementet, heller ikke i daginstitutionen. Det handler snarere om at
lære at implementere konkurrenceelementet på en hensigtsmæssig måde.
At konkurrere mod hinanden har altid været en del af menneskets historie og kultur. Langt tilbage
i historien er der beskrevet sportsbegivenheder i forskellige kulturer over hele verden.
22
Befolkningen i Grækenland og Centralasien har en lang og stolt tradition for at konkurrere i
atletiske udfordringer. At dyste og vinde konkurrencer var et ritual og en del af livet. Det var også
en fantastisk måde at træne soldater på, da de første dokumenterede dyste var inden for
disciplinerne brydning, løb, spring, kast med diskos, kast med spyd, hestevæddeløb og
karetvæddeløb.
Romerne gjorde også brug af en form for konkurrence. Dog var det en mere brutal form. Det var
underholdning at se to bevæbnede mænd eller kvinder kæmpe til døden. Også kamp mod dyr som
bjørne, løver og tigre fandt sted. I modsætning til den mere sportslige konkurrence, hvor
deltagerne primært var soldater, var disse gladiatorer ofte slaver eller fattigfolk. Ligesom i
Grækenland var hestevæddeløb med hestekaret også populær blandt publikum (History for kids,
2015).
En af de bedst kendte begivenheder, hvor idrætspræstationer og konkurrence er i højsædet og
inspirerer og samler mennesker verden over, er de olympiske lege. Ingen ved med sikkerhed,
hvornår de første olympiske lege fandt sted, men ifølge historiske kilder kan man gå tilbage til 776
f.Kr. Det første OL havde kun en enkelt disciplin - et løb på 192m, som blev vundet af en kok ved
navn Coroebus. Atletisk konkurrence var en stor og markant del af den græske kultur, og det var
en ære at deltage i legene. Selv Spartas krigere, som var frygtet og kendt for deres hårde militær
træning, ventede til OL var færdigt, før de sendte deres soldater i krig. De olympiske lege fortsatte
i næsten 12 århundreder indtil 393 e.Kr., hvor keiser Theodosius bandlyste legene, da han
opfattede dem som en hedensk kult (Olympic Games, 2015).
Da OL blev genoptaget i 1896 var der 241 deltagere fra 14 lande. Siden er legene kun vokset i
omfang og i 2012 deltog 10500 atleter fra 204 lande, og der blev dystet i 302 konkurrencer. I dag
er de olympiske lege fortsat den største sportsbegivenhed i verden (Wikipedia, 2015).
På flere tidpunkter og særligt i 1970’erne eksisterede en kritik af konkurrenceidrætten baseret på
mediernes elitedyrkelse fra det årti. Præstationsidrætten og særligt eliteidrætten blev af
socialistiske samfundsdebattører anklaget for at basere sig på de samme strukturer og
mekanismer, som dominerer arbejdslivet i de moderne industrisamfund. Her ses krop og sjæl som
instrumenter i arbejdslivets præstationsræs, hvilket skaber fremmedgørelse for individet. Den
tyske filosof Jürgen Habermas (1968) var en af kritikerne. Han trækker direkte paralleller mellem
23
arbejdslivets og sportens strukturer og beklager, at legen ikke har en mere fremtrædende plads i
idrætsverdenen. I 1970’erne mente kritikerne, at præstationsidrætten undertrykker individets
egne interesser og mulighed for selvbestemmelse. Derfor blev der taget afstand fra at opdrage til
præstation, da man mente, at det blokerede for selvbestemmelse og selvstændighed. Fra midten
af 1990’erne begyndte der at herske mere nuancerede holdninger, hvor der også kom fokus på de
oplevelsesmæssige og etiske aspekter af idrætten. Folketinget besluttede i 1985 at oprette Team
Danmark, hvilket bl.a. bundede i et ønske om, at Team Danmark skulle bidrage til at dæmpe de
mest uheldige sider af eliteidrætten og sikre, at eliteidræt udøves på en social og samfundsmæssig
forsvarlig vis (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 187-188).
Konkurrence og motivation
I kritikken af konkurrenceidrætten sås ofte bort fra, hvorfor mennesker egentlig dyrker bevægelse
og idræt. Nogle af årsagerne er f.eks. lyst til at lege med bevægelser/kroppen, æstetisk nydelse,
beherskelse af kroppen, behov for anerkendelse, socialt samvær, lyst til at kæmpe/prøve kræfter
og lyst til at præstere. Således er konkurrence og præstationsmotivet også en gyldig motivation i
forbindelse med bevægelse og idræt og må ikke negligeres. Motivation handler om indre og ydre
kræfter, som igangsætter noget, giver energi og styrer samt opretholder adfærden. Motivationen
påvirkes af individets egenskaber, tanker og forventninger. Desuden påvirkes motivationen af den
konkrete situation og individets opfattelse af den (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 188-189).
Når man udøver en bevægelsesaktivitet, drives indsatsen af den mening, som det enkelte individ
lægger i eller føler ved at opnå succes eller nederlag. Dette påvirker individets selvopfattelse og
kan styrke eller svække selvværdet eller identiteten. Psykologen Abraham Maslow (1972)
fokuserer på de bagvedliggende motiver for personlig vækst. Ifølge Maslow er motiveret adfærd
kendetegnet ved både at være målrettet og meningsfuld. Maslows teori er illustreret som en
behovspyramide, der er hierarkisk opbygget. I første lag findes mangelbehovene, som mennesket
tilrettelægger sine handlinger efter i forhold til at sikre overlevelse og tilfredsstille grundlæggende
psykiske behov. De nederste basale behov i pyramiden er fysiologiske behov, sikkerhedsbehov og
sociale behov. Er disse behov dækkede, kan individet fokusere på det andet lag i pyramiden, som
er vækstbehovene. Her findes egobehov og behov for selvrealisering. Disse behov har at gøre med
24
individets oplevelse af sig selv som værende respekteret og lykkelig. Herfra kan individet glide over
i selvrealisering, som handler om at realisere dets fulde potentiale, særligt kreativt og intellektuelt
(Rønholt & Peitersen, 2008, s. 189).
Illustration af Maslows behovspyramide:
Vækstbehov
Behov for
selvrealisering
Egobehov
Mangelbehov
Sociale behov
Sikkerhedsbehov
Fysiologiske behov
(Rønholt & Peitersen, 2008, s. 189)
Da Maslows behovspyramide er hierarkisk opdelt forudsætter muligheden for at nå til
selvrealiseringsfasen, at de underliggende behov er helt eller delvist dækkede. Motivationen for
bevægelse og idræt kan især baseres på Maslows fokus på behovet for anerkendelse og en positiv
selvopfattelse. Det at kunne noget og blive anerkendt for en præstation har både indflydelse på
individets selvopfattelse og den sociale placering, det har i en gruppe (Rønholt & Peitersen, 2008,
s. 190).
Selvopfattelse og identitet
I forhold til at forstå præstation og konkurrence ud fra en psykologisk vinkel, er begreber som
selvopfattelse og identitet centrale. Der er en vigtig forbindelse mellem krop, selvopfattelse og
25
identitet. Selvet opfattes gennem andre menneskers reaktioner. Det betyder, at man er nødt til at
opfatte, hvordan andre ser én for at kunne forstå, hvem man selv er. Et menneskes selvbillede
opstår gennem det billede, vedkommende tror, at andre har af én. Derfor danner mennesker hele
tiden et skiftende billede af sig selv i interaktion med andre (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 191192).
Omverdenens normer og værdier har derfor stor indflydelse på et barns selvopfattelse. Særligt
forældrene (de primære voksne) har en stor betydning under hele opvæksten, da de står for den
primære socialisation. Imidlertid påvirkes barnet også af mange andre mennesker, f.eks. andre
børn og voksne i daginstitutionen. At være god til noget påvirker et barns selvopfattelse positivt.
Omvendt kan barnet nemt udvikle en negativ selvopfattelse, hvis det ofte oplever, at det ikke
magter en opgave eller oplever, at det er dårligere end de andre børn. Sådanne oplevelser kan
betyde, at barnet sjældent har lyst til at kaste sig ud i de aktiviteter, der tilrettelægges i f.eks.
daginstitutionen. Barnet reagerer sådan, da det stræber efter at bevare et positivt selvbillede og
derfor forsøger at undgå oplevelser, der fremmer en negativ selvopfattelse (Rønholt & Peitersen,
2008, s. 192).
I bevægelse og idræt er de kropslige handlinger og præstationer meget tydelige for omverdenen.
Dermed er det svært at skjule sig, hvis der er noget, man ikke er god til. At være god eller dårlig til
noget er relativt og kan derfor kun vurderes i forhold til noget eller i forhold til andre. Af den grund
er sammenligning mellem sig selv og andre uundgåelig. Sammenligning vil altid finde sted, uanset
om man vil erkende det eller ej.
Præstationsmotivet indgår som en væsentlig faktor både i legekulturen og i barnets
udviklingsproces. Når man er god til noget, roses man af forældre og omgivelser, og det motiverer
barnet og gør, at barnet efterhånden opfatter sig selv som værende god til den aktivitet, som det
roses for. Indtil barnet når skolealderen har meget af dets udvikling tydelig basis i det kropslige,
ligesom mange af barnets succesoplevelser eller negative oplevelser er baseret på dets
bevægelseserfaringer. Dermed har de kropslige aktiviteter en stor betydning for
børnehavebarnets identitet og selvopfattelse. Det kropslige aspekt forsvinder aldrig, men som
barnet bliver ældre nedtones det kraftigt i forhold til andre faktorer, f.eks. kognitive og
intellektuelle aktiviteter i uddannelsessystemet (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 192-194).
26
Sociale og pædagogiske perspektiver på konkurrence
Når man som pædagog arbejder med børn og bevægelsesaktiviteter i den ene eller anden
sammenhæng, kan man være tilbøjelig til at prioritere aktiviteter, hvor konkurrence og synlige
præstationer enten negligeres eller udelukkes. Dette skyldes sandsynligvis pædagogens
bevidsthed om de uheldige oplevelser, som konkurrencesituationer kan medføre, f. eks.
selvhævdelse, hovmod, nedgørelse af taberen m.m. Derfor er det nærliggende at opstille en
mængde restriktioner med det formål at ligestille alle børn. Dette kan dog i nogle sammenhænge
medføre, at aktiviteten bliver uinteressant for børnene. Hvis barnet har den opfattelse, at idræt
handler om færdigheder, at være god til noget, og pædagogen altid formidler idrætsaktiviteter
som leg uden konkurrence og uden færdighedsmæssige krav, vil der opstå et misforhold mellem
pædagogens og barnets idrætsopfattelse og forventninger til hinanden. En ”overpædagogisering” i
forbindelse med idrætsaktiviteter kan gøre disse betydningsløse og ligegyldige for et barn, der
stræber efter at blive anerkendt for sine færdigheder. Pædagogen kan komme til at underkende
den oplevelse og læring, der ligger i at yde sit bedste, at overkomme fysiske og
bevægelsesmæssige udfordringer og at opleve glæden, når gentagen øvelse fører til, at barnet når
sit mål. Desuden må det være et pædagogisk mål, at barnet lærer at forholde sig til sin egen eller
andres succes på en følelsesmæssig balanceret måde (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 194-195).
Konkurrence og præstation må naturligvis ikke være det eneste formål eller omdrejningspunkt i
forbindelse med idrætsaktiviteter. Ellers risikerer man, at børnene præges af angst for ikke at
lykkes og derfor forsøger at undgå aktiviteterne eller trækker sig undervejs. For at det enkelte
barn kan opleve sin indsats som betydningsfuld, må man arbejde med bevidsthed om det, der
forgår. F.eks. må børnenes opfattelse af betydningen af at score et mål forrykkes til også at kunne
omfatte betydningen af sociale kompetencer i forhold til med- og modspillere, betydningen af
barnets egen fysiske kapacitet og målsætning og betydningen af kendskab til den pågældende
idrætsaktivitet samt betydningen af engagement (Rønholt & Peitersen, 2008, s. 196).
Inden for idræt er der en hårfin balance mellem det legende og det præstationssøgende, som kan
være vanskeligt at adskille. I pædagogisk sammenhæng må man være varsom med at opstille
konkurrencesituationer uden omfattende overvejelser over, hvad formålet er, og hvordan
27
børnene bevidstgøres om andre aspekter af konkurrencen end det at vinde. En vedvarende
idrætsinteresse fremmes af menneskelige relationer og venskaber (Rønholt & Peitersen, 2008, s.
196-197).
Slåskultur
Begrebet slåskultur er meget brugbart i praksis sammenhæng inden for pædagogisk idræt, når
børnene gerne vil prøve kræfter med hinanden. Særligt drengene kan ofte godt lide en slåskamp,
hvor de får lov at afprøve deres fysiske styrke. Michael Blume definerer slåskultur således: ”Ved
slåskultur forstår jeg kamplege, hvor to eller flere mennesker står over for hinanden og
gennemfører et opgør efter faste regler og ritualer i en overskuelig, beskyttet ramme” (Blume,
2002, s. 13). Disse kamplege kan organiseres under pædagogisk opsyn og vejledning og således
minimeres risikoen for, at børnene kommer til at skade hinanden. Det er netop en pædagogisk
opgave at lære børnene at tage hensyn og passe på hinanden også under denne form for
konkurrence. Det handler om, at børnene lærer nogle regler i det formelle rum, som er
slåskulturen. De vil så kunne overføre disse regler til det uformelle rum, deres egen leg, og bruge
reglerne senere i livet (Weibøl & Jensen, 2012, s. 167).
Mange pædagoger og forældre har berøringsangst over for slåskampe blandt børn. Årsagerne til
dette kan f.eks. være, at de voksne er bekymrede for at kampen kommer ud af kontrol, eller at de
synes slåsaktiviteter er uden værdi. De mangler viden om, hvad slåskultur kan bruges til, og
hvordan slåskultur bygges op. Slåskultur bidrager til barnets almene udvikling, og det pædagogiske
formål med slåskampe kan være inden for det fysiske, kognitive, psykiske eller sociale område.
Drenge styrkes i deres identitet og selvfølelse, og slåskulturen hjælper dem til at finde deres plads
i drengegruppen. Pigerne drager også nytte af kulturen, særligt i forhold til at lære at sætte
grænser. Slåskulturen øger børnenes accept af sociale spilleregler og lærer dem at sætte grænser,
respektere andres grænser samt at løse konflikter (Weibøl & Jensen, 2012, s. 167-168).
Når slåskulturen skal bygges op, er det vigtigt, at børnene starter i det små. Det vil sige, at de skal
vælge en slåspartner, de kender, at der kun er let kropskontakt i begyndelsen og at
konkurrenceaspektet først kommer til senere i forløbet. De trygge rammer er meget centrale. Der
skal laves tydelige aftaler, regler og ritualer med børnene for at sikre forudsigelighed. Det er
vigtigt, at pædagogen sørger for ligeværdighed i kamplegene. Ellers risikerer man, at aktiviteten
28
kan blive angstfremkaldende for de mere usikre børn. Det skal gøres klart over for børnene, at
man kæmper med og ikke mod hinanden. Slåskulturen giver mulighed for, at børnene opnår en
forståelse af deres egen krops formåen. De lærer også at være opmærksomme på det andet barns
signaler og reaktioner under slåsaktiviteterne. Dette hjælper børnene til at udvikle deres sociale
kompetencer (Weibøl & Jensen, 2012, s. 168).
En tilgang til konkurrence, som lektor i idræt, Erik Juhl, argumenterer for, er begrebet fair-play.
Han stiller spørgsmålet, hvordan man støtter børns læring af de positive sider ved konkurrence.
Han mener, at det at møde modstand giver udvikling og udfordring, og konkurrence er en vigtig
del af idrættens væsen. Det er dog vigtigt at respektere børns forskellige trang til konkurrence. For
megen fokus på konkurrenceelementet kan resultere i præstationsangst hos mere følsomme børn,
hvilket kan få dem til at trække sig helt fra en aktivitet. Det handler om at lade konkurrence indgå i
den rette dosis med efterfølgende refleksion. Fair-play er en del af den tilgang til idræt, som gerne
skal opmuntres hos børnene. Fair-play handler ikke kun om at overholde fastsatte regler. Det
betyder også at have respekt for sin modstander. Fair-play er således et menneskesyn ifølge Erik
Juhl. Det er vigtigt, at pædagogen eller idrætslæreren selv er et forbillede, f.eks. ved at formidle, at
det er okay at være ked af at tabe, men at man stadig opfører sig pænt over for modstanderen
(Juhl, 2002).
Analyserende del
I det følgende afsnit vil jeg beskrive to cases, som er baseret på praksiserfaringer fra mit arbejde i
Idrætsbørnehaven Motalagade. Casene handler om situationer fra hverdagen i idrætsbørnehaven,
hvor konkurrenceelementet indgår i de pædagogiske aktiviteter og om situationer, hvor børn på
en eller anden vis konkurrerer mod sig selv på baggrund af individuelle ønsker om forbedret
præstation. Efterfølgende vil jeg analysere hver case og sammenholde dem med den teori, der er
beskrevet tidligere i opgaven.
Case 1
Den første case, jeg vil tage udgangspunkt i, handler om en pige på 3 ½ år, som vi kalder Emilie.
Over længere tid har Emilie set de større børn lege på idrætsbørnehavens udendørs redskabsbane.
Redskabsbanen giver mulighed for mange forskellige fysiske udfoldelser, hvor børnene kan
udfordre sig selv. Der er bl.a. en konstruktion, hvor man kan gå armgang. Emilie kan godt deltage i
29
nogle af legens elementer på lige fod med de større børn, men hun er ikke i stand til at gå armgang
i redskabstårnet. Flere af de større børn mestrer denne fysiske udfordring uden problemer. Emilie
vil så gerne kunne det også, så da de andre børn går videre til at lege noget andet, bliver hun ved
redskabsbanen og øver sig. Over de næste par dage er Emilie konstant i gang med at øve sig i at gå
armgang. Andre børn går til og fra aktiviteten, men Emilie er meget fokuseret på at kunne
gennemføre armgangen. Både pædagogerne i børnehaven og hendes forældre tilbyder hende at
hjælpe lidt til, men det afviser hun. Hun vil kunne det selv. Hver dag demonstrerer hun, at hun kan
komme lidt længere i armgangen. Efter nogle dages intensiv øvelse, lykkes det Emilie at komme
selvstændigt helt igennem armgangen, og hun er meget stolt af sin bedrift.
Analyse af case 1
I denne case er der fokus på konkurrenceelementet. Emilie er dog ikke i direkte konkurrence med
nogle andre børn. Derimod konkurrerer hun mod sig selv i bestræbelsen på at opnå sit eget
individuelle mål. Emilie har fokus og viljestyrke nok til at blive ved med at prøve, selv om hendes
forehavende ikke bare lykkes uden videre. Man kan sige, at Emilie sandsynligvis har gode
forudsætninger for senere at klare sig i samfundet og modstå presset fra konkurrencestaten, som
Per Schultz Jørgensen formulerer det. Hun udviser den mentale robusthed og autonomi,
Jørgensen henviser til som et vigtigt opdragelsesmål i konkurrencestatssamfundet. Disse
egenskaber kan senere i livet bidrage til at beskytte Emilie mod det mentale pres om at præstere i
konkurrencestaten. Der er ikke noget, der tyder på, at Emilie forsøger at leve op til nogle
udefrakommende krav om at præstere i redskabstårnet. Hun afviser også at modtage hjælp. Det
handler om, at hun vil prøve sig selv af og måler sig efter sin egen indre standard.
Inden for pædagogisk idræt, som består af både elementer fra idræt, leg og bevægelse, finder
Emilies fysiske udfordring sig inden for bevægelsesområdet, da det primært er en motorisk
færdighed, hun arbejder på at tilegne sig. Man kommer dog ikke uden om, at der sandsynligvis
også indgår et element af leg for Emilie, da dette kan være en del af motivationen for hende. Det
er meget tænkeligt, at hun simpelthen synes, det er sjovt at gå armgang. Pædagogisk idræt
handler ikke kun om sundhed eller pædagogiske læreplaner, men i høj grad også om børnenes
alsidige udvikling. Emilie lærer rigtig meget gennem sin krop, når hun udfordrer sig selv med
30
armgang. Naturligvis fysisk, men også mentalt, da hendes selvværd og selvtillid styrkes gennem
denne bevægelsesoplevelse. Emilie opnår både en øget kropsbevidsthed og kropskontrol, men
hendes succesoplevelse med armgangsprojektet bidrager også til en stærk identitetsdannelse, da
hun lærer, at hun kan opnå det, hun sætter sig for, hvis hun arbejder for det og er vedholdende.
Vygotskys læringsteori er meget anvendelig til analysen af casen om Emilie. Teorien siger, at
interaktionen med mere kompetente personer er afgørende for børns læring. Emilie interagerer
netop med mere kompetente personer i form af de større børn, som allerede mestrer armgangen.
Hun observerer, hvordan de gør og laver derefter sin egen strategi. Mestring af
armgangsteknikken befinder sig inden for Emilies nærmeste udviklingszone, hvilket vil sige, at det
er inden for hendes rækkevidde og hendes potentielle udviklingsniveau. De omstændigheder, som
gør at Emilies forehavende lykkes, er til dels hendes egen beslutsomhed og gåpåmod, men
sandsynligvis også opmuntring fra forældre og pædagoger, som får hende til at fortsætte sit
projekt. Derudover er de rette fysiske rammer tilstede i form af redskabstårnet, hvilket ansporer
Emilie (og børnehavens øvrige børn) til fysiske udfordringer.
Ifølge Maslows behovspyramide skal de basale behov være dækkede for, at individet kan nå til
selvrealiseringsfasen. Det er her, Emilie befinder sig. Emilies motivation for at kunne gå armgang
kan ifølge Maslows teori baseres på et behov for anerkendelse, som vil bidrage til en positiv
selvopfattelse. Det kan handle om anerkendelse fra omgivelserne, fra forældre og pædagoger,
men sandsynligvis også om Emilies anerkendelse af sig selv og sin præstation. Denne ydre og indre
anerkendelse bidrager til en positiv selvopfattelse. Maslows teori siger også, at anerkendelse har
betydning for sociale placering, et individ har i en gruppe. Man kan sagtens forestille sig, at Emilies
præstation giver hende beundring fra de andre børn og dermed styrker hendes sociale placering i
børnegruppen.
Case 2
Denne case handler om to brødre, Jonas og Otto. Der er 4 års aldersforskel på dem, så de har ikke
gået i børnehaven på samme tid, men har begge præget børnehaven på den måde, at de altid har
konkurreret meget. De har begge været ekstremt konkurrencemindede, fra de var helt små. For
begge drengenes vedkommende er det karakteristisk, at de altid vil vinde, hvis de deltager i en
31
idræts/bevægelsesaktivitet. Det kan f.eks. være fangeleg, hvor de er meget engagerede deltagere.
De kan virke temmelig voldsomme i deres bestræbelser på at vinde. De kan slå sig, vælte omkuld,
løbe ind i en væg eller andre børn og voksne, rejse sig op og løbe videre. Drengenes reaktion på en
situation, hvor de ikke er de umiddelbare vindere af en aktivitet, kan være voldsom. Hvis de taber,
bliver fanget, eller hvis der er nogen, som er hurtigere end dem, kan de finde på at begynde at
græde, skrige og til tider være aggressive og slå ud efter nogen. Jonas´ og Ottos far har været på
landsholdet i sin sportsgren, så drengene kender til idrætspræstationer hjemmefra. Jonas går
desuden til fodbold i fritiden.
Analyse af case 2
Denne case omhandler to brødres forhold til konkurrence. De hører til den gruppe børn, som
umiddelbart trives med at konkurrere, men som har brug for vejledning i, hvordan man
konkurrerer på en ordentlig måde. Pædagogerne er med til at påvirke drengenes forhold til
konkurrence, da det primært er i daginstitutionen, at de får muligheden for at konkurrere med
andre børn. Men deres syn på konkurrence dannes også derhjemme. Det er muligt, at Jonas og
Otto i hjemmet opdrages til at være konkurrencemindede, eller at de spejler sig i den ene eller
begge forældres måde at konkurrere på.
I konkurrencestatssamfundet vil Jonas og Otto muligvis få problemer med deres selvopfattelse,
hvis de vurderer sig selv meget i forhold til målbare præstationer og resultater. De vil ikke altid
kunne være bedst til alt, de deltager i, og deres reaktioner på en ”tabt” aktivitet kan tyde på, at de
vil have svært ved at håndtere den slags situationer, også senere i livet i andre sammenhænge. I
uddannelsessammenhæng kan man forestille sig, at de vil få svært ved at holde motivationen, hvis
de ikke oplever en ydre anerkendelse ved at være bedst. Ifølge Per Schultz Jørgensen er det
vigtigt, at drengene udvikler en indre fornemmelse af værdi, som ikke er afhængig af ydre
præstationer, da det vil være afgørende for deres modstandskraft over for konkurrencestatens
pres.
Jonas og Otto kan udgøre en udfordring, når der skal tilrettelægges aktiviteter inden for
pædagogisk idræt. Det er vigtigt, at både børn som Jonas og Otto samt mere forsigtige børn kan
deltage i aktiviteten og blive udfordret. Det kan være svært at tilgodese alle børnenes forskellige
32
konkurrencebehov. Pædagoger i dagtilbud har en vigtig dannelses- og opdragelsesopgave. Jonas
og Otto har muligvis brug for støtte og vejledning i forhold til, hvordan det er hensigtsmæssigt at
reagere i en konkurrencesituation. De kan risikere at overskride sociale normer, når de hidser sig
meget op og derved få de andre børn til at tage afstand fra dem. Dette kan betyde en eksklusion
fra fællesskabet.
Begrebet inklusion er interessant i sammenhæng med denne case. Ofte handler inklusion at
fremme deltagelse for børn, der måske har nogle sociale problemer eller ikke så højt udviklede
færdigheder. I dette tilfælde kan man sige, at det er en udfordring at inkludere Jonas og Otto i
pædagogiske bevægelsesaktiviteter, da de fokuserer for meget på konkurrenceaspektet. De skal
guides i at deltage i leg og aktiviteter, uden at det behøver at handle om at vinde eller at være
bedst. Det er vigtigt i pædagogisk sammenhæng at forsøge at minimere ekskluderende
mekanismer. Man kan forestille sig, at drengenes konkurrencesind nogle gange kan virke
ekskluderende på den måde, at deres voldsomhed kan påvirke deres relationer til nogle af de
andre børn.
I denne sammenhæng er det centralt at sikre deltagelsesmuligheder for alle børn, da det fremmer
inklusion. Derfor må pædagogerne være opmærksomme på at tilrettelægge aktiviteter og skabe
rammer, hvor Jonas og Otto kan udleve deres konkurrencelyst på en afbalanceret og
hensigtsmæssig måde så vel som aktiviteter, hvor konkurrenceelementet nedtones og støtte
drengene i at efterkomme dette. F.eks. kan drengene roses for at forlade legen roligt, hvis de
bliver fanget i en fangelegsaktivitet, og det er godt at trøste dem og sige, at det er okay at være
kede af det, når de taber, men gøre det tydeligt, at de ikke skal lade deres frustration gå ud over
andre.
Det er også vigtigt at overveje udviklingen af Jonas’ og Ottos sociale kompetencer. Det er en social
kompetence at være i stand til at håndtere både det at vinde og at tabe. Det er muligt at Jonas og
Otto har en høj status blandt kammeraterne, hvis de ofte vinder, men det fremgår af teorien om
sociale kompetencer, at en høj status ikke er en lige så vigtig indikator på social kompetence som
evnen til at etablere og opretholde venskaber. Der er ikke noget, der indikerer, at Jonas og Otto
ikke evner dette, men det kan måske påvirke deres relationer til deres venner, når de reagerer alt
for voldsomt i konkurrencesituationer. På den måde kan det tænkes, at drengene mangler noget
33
social kompetence i hvert fald i forbindelse med konkurrencesituationer. Social kompetence og
gode sociale relationer er meget vigtig for børns læring og udvikling. Også af den grund er det
vigtigt, at drengene lærer at styre deres reaktion, når de ikke vinder.
En mulig måde at arbejde med Jonas og Otto i forhold til konkurrence kan være ved hjælp af
værktøjet slåskultur. Her opstilles nogle helt klare regler og rammer, og der deltager kun få børn
ad gangen, så pædagogen har mulighed for at kommunikere tydeligt med børnene, hvis der er én,
der overtræder en regel. Inden for disse rammer vil Jonas og Otto have god mulighed for at udleve
deres konkurrencelyst og samtidig blive tydeligt vejledt i, hvilke regler og sociale normer, der
gælder i dette formelle rum, hvilket vil kunne gavne deres sociale læring og udvikling.
Pædagogisk praksis
I følgende afsnit vil jeg kommentere mere på konkurrence i forhold til pædagogisk praksis ude i
daginstitutionerne. Jeg vil også komme med eksempler på, hvordan man konkret kan arbejde med
konkurrenceelementet i forbindelse med pædagogisk idræt.
På min arbejdsplads implementerer vi gerne konkurrence i nogle af aktiviteterne med børnene.
Det helt centrale er balance, hvilket betyder, at konkurrence hverken skal fylde for meget eller for
lidt. Det er min overbevisning, at børn er bedst stillet med at lære at håndtere
konkurrenceaspektet fra en tidlig alder, da de uvægerligt vil møde det senere i livet, ikke mindst i
uddannelsessystemet, hvor deres præstationer vil blive vurderet og bedømt. For nogle pædagoger
er det nærliggende at nedprioritere konkurrence i pædagogiske aktiviteter af frygt for konflikter
eller børn, der bliver kede af det. Dette er dog ikke hensigtsmæssigt, da børnene i så fald blot
udskyder mødet med konkurrence til skolestarten, hvor det ikke nødvendigvis bliver nemmere for
dem. Derfor er det hensigtsmæssigt at arbejde pædagogisk med konkurrence allerede i
daginstitutionen.
Konkurrence kan være en stor motivationsfaktor for mange børn, da der er megen oplevelse,
glæde og læring i at yde sit bedste, arbejde for at nå et mål og til sidst lykkes med det, man har sat
sig for. I pædagogisk praksis inden for pædagogisk idræt er det oplagt at tilrettelægge aktiviteter,
som giver mulighed for justering af forskellige faktorer for at tilgodese inkludering og børnenes
forskellige udgangspunkter og behov.
34
Et eksempel på dette:
Hver dag i børnehaven er der morgengymnastik, og en af de mest populære lege, som er på
programmet engang imellem er en fangeleg, der hedder ”haj leg”. Udgangspunktet er, at der er en
haj (fangeren) på midten af gulvet, og resten af børnene er delt op i de fire hjørner af rummet. For
det meste er børnene opdelt efter alder i de fire hjørnegrupper med det formål at fremme
fællesskabet med jævnaldrende. Børnene hepper gerne på deres venner. Der kan være en voksen
med i hvert hjørne, men det er ikke altid nødvendigt, dog kan det være en fordel med vores
vuggestuebørn. Når musikken starter løber den første gruppe rundt om hajen, og når musikken
stopper skal de løbe tilbage til deres hjørne, mens hajen løber efter dem for at fange dem. Så
starter musikken igen, og næste gruppe udfordrer hajen. Sådan fortsætter legen. Flere hajer kan
blive tilføjet efter behov, men tit starter legen med én haj. Fra et pædagogisk idrætsperspektiv
med tanke på den pædagogiske bagdør, burde man starte med 2 hajer, men når man leger legen
med en hel børnehave vil der sjældent være en fanger, der ikke er i stand til at fange nogen.
Vuggestuebørnene deltager i legen, men bliver ikke sat til at være fangere. Man kan justere legen
til at passe til forskellige børnegrupper. Man kan f.eks. starte med flere hajer, gruppeopdele
børnene i hjørnerne på andre måder, f.eks. stuevis, eller man kan løbe rundt hånd i hånd. Man kan
også aftale, at når man bliver fanget, bliver man også en haj, så man bliver flere hajer til at fange
færre børn, eller man kan lade hajen gøre arbejdet færdigt selv, så de fangne børn sætter sig ud og
hepper på sidelinjen.
Når man arbejder med konkurrence i den pædagogiske praksis er det vigtigt, at man altid gør sig
omfattende overvejelser over, hvad formålet er. Konkurrence må ikke være det eneste
omdrejningspunkt i forbindelse med idræts- og bevægelsesaktiviteter. Det er derfor vigtigt at
overveje, hvordan børnenes bevidstgøres om andre aspekter af konkurrencen end det at vinde.
Man kan undervejs eller efterfølgende lave en slags refleksion sammen med børnene, hvor man
taler om, hvad der ellers har betydning, når man konkurrerer, f.eks. hvordan man opfører sig over
for med- og modspillere, hvad fair-play betyder, hvilke individuelle mål børnene har for deres egen
fysiske formåen i forbindelse med aktiviteten og betydningen af engagement. Derudover er det i
den pædagogiske praksis vigtigt at arbejde med at lære børnene at kunne forholde sig til deres
egen eller andre børns succes i forbindelse med en idrætsaktivitet.
35
Pædagogens rolle er vigtig i arbejdet med konkurrenceelementet. Pædagogen skal kunne
tilrettelægge bevægelses- og idrætsaktiviteter og nøje overveje formål, fremgangsmåde og på
forhånd tage højde for de situationer, der kan opstå. Ikke mindst skal pædagogen med sin egen
fremtræden og væremåde formidle den tilgang til konkurrence, som man ønsker at udvikle hos
børnene. På den måde skal pædagogen være en rollemodel, når børnene skal lære at have et
balanceret forhold til at vinde og tabe.
Afsluttende del
Konklusion
Når man som pædagog anvender konkurrenceaspektet i aktiviteter med børn i dagtilbud, er der
en række faktorer, som det er godt at have kendskab til og medtage i sine overvejelser.
Samfundet i dag er præget af modernitetens refleksive karakter samt konkurrencestatens
præstationspres. Dette er de vilkår, som børn vokser op i, og som derfor lægger op til pædagogisk
refleksion.
Pædagogisk idræt danner grundlag for arbejdet med idræt og bevægelse i de certificerede
idrætsbørnehaver. Pædagogisk idræt er derfor det metodiske udgangspunkt, når
konkurrenceelementer implementeres i en idræts/bevægelsesaktivitet og en teoretisk og praktisk
ballast inden for dette felt er således yderst relevant.
Inklusion og sociale kompetencer er også faktorer, som pædagogen må overveje. Inklusion er
afgørende for børns udvikling, og derfor er det centralt at skabe deltagelsesmuligheder for alle
børn, når man tilrettelægger idræts- og bevægelsesaktiviteter. Den pædagogiske bagdør er et godt
værktøj til at arbejde inkluderende. Når man arbejder med konkurrenceelementet, er det vigtigt at
vide noget om tilegnelse af sociale kompetencer. At konkurrere på en ordentlig måde med respekt
for modstanderen er en social kompetence, som det er oplagt at arbejde med i forbindelse med
pædagogisk idræt. I forlængelse heraf kan Vygotskys læringsteori om den nærmeste
udviklingszone danne grundlag for arbejdet med børnenes sociale læring.
36
Konkurrence har altid eksisteret og er derfor en del af menneskets væsen. Man bør derfor ikke
ignorere eller negligere konkurrenceelementet, heller ikke i daginstitutionen. Som pædagog må
man derfor lære at implementere konkurrenceelementet på en hensigtsmæssig måde. Det er
vigtigt at erkende, hvorfor mennesker egentlig dyrker bevægelse og idræt. Nogle af årsagerne er
f.eks. lyst til at kæmpe/prøve kræfter og lyst til at præstere. Derfor er konkurrence og
præstationsmotivet en gyldig motivation i forbindelse med bevægelsesaktiviteter. Ifølge Maslows
behovspyramide kan motivationen for bevægelse og idræt findes i selvrealiseringsbehovet.
Motivationen baseres på behov for anerkendelse og en positiv selvopfattelse. Det at kunne noget
og blive anerkendt for en præstation har både indflydelse på individets selvopfattelse og dets
sociale placering.
Konkurrence må ikke være det eneste fokus i idrætsaktiviteter, men pædagogen må på den anden
side heller ikke underkende den oplevelse og læring, der ligger i at yde sit bedste, at overkomme
udfordringer og glæden, når gentagen øvelse fører til succes. Det pædagogiske mål må være, at
børnene lærer at forholde sig til deres egen eller andres succes på en følelsesmæssig balanceret
måde.
Slåskultur er et godt pædagogisk værktøj, når man i pædagogisk praksis ønsker at tilrettelægge en
aktivitet, hvor konkurrence indgår. Slåskultur indeholder kamplege, hvor børnene får lov at prøve
kræfter med hinanden i trygge rammer med faste regler under pædagogens opsyn og vejledning.
Børnene lærer nogle regler i det formelle rum, som er slåskulturen. De vil så kunne overføre disse
regler til det uformelle rum, deres egen leg, og lære at overholde de sociale normer, hvilket de vil
have gavn af senere i livet.
Perspektivering
I det følgende vil jeg perspektivere begrebet konkurrence. Her vil jeg inddrage min egen erfaring
og ud fra denne prøve at indkredse nogle anbefalinger for, hvordan man kan gribe
konkurrenceelementet an, når man arbejder med pædagogisk idræt.
Daginstitutioner er der, hvor børn oftest først stifter kendskab med konkurrence i strukturerede
aktiviteter. Børn vil altid konkurrere fysisk mod hinanden i deres egen leg (det uformelle rum) og
teste, hvem der er hurtigst eller stærkest. Men det er i daginstitutionens formelle rum, at de
37
kommer til at lære om regler og fair-play. Konkurrence er en vigtig del af børnenes sociale lærings
proces, og ifølge min egen erfaring har jeg kun oplevet, at børnene synes, det er sjovt at
konkurrere. Konkurrence er i udgangspunktet motiverende og glædebringende for børn, men det
er vigtigt, at pædagogens viden bruges til at sikre, at konkurrenceaktiviteten er en god oplevelse
for alle, der er med. Som pædagog skal man kunne udtrykke sig med sin egen krop og vise glæden
ved at bevæge sig og være i konkurrence. Børn lærer ikke kun motorisk af at observere, hvad de
voksne gør. De ser også, hvordan de voksne håndterer at vinde og tabe.
Som jeg ser det, er inkludering en af de store udfordringer, når man implementerer
konkurrenceaktiviteter i daginstitutionen. Det er oftest ikke muligt at ligestille alle børn i en
aktivitet. Det kan ikke undgås, at nogle børn vil have en fordel i form af gode fysiske eller mentale
færdigheder, og det er efter min mening ikke negativt, at nogle børn klarer sig bedre end andre i
fysisk konkurrence. Det skal de have lov til og på den måde styrke deres identitet og
selvopfattelse. Det er pædagogens opgave at sikre, at konkurrenceaspektet ikke tager overhånd
og ødelægger aktiviteten for nogle af børnene. Variation i aktiviteter er nøglen til inkludering i
fællesskabet. Med det mener jeg, at det er vigtigt at tilrettelægge mange forskellige aktiviteter i
løbet af en dag i daginstitutionen og tilrettelægge dem på en måde, så flest mulige børn kommer
til at opleve at deltage i noget, som de er gode til. Det kan være forskellige bevægelsesaktiviteter,
men også kreative og musiske aktiviteter. På den måde får børnene flere muligheder for at udvikle
en positiv selvopfattelse og have respekt for hinandens stærke og svage sider. Det er lettere at
acceptere og håndtere, at andre er gode til noget, hvis man ved, at man også selv er god til noget.
Konkurrence skal derfor ses i et større perspektiv end den enkelte aktivitet. Det skal ses i samspil
med alle de andre pædagogiske aktiviteter. Konkurrence i den rette dosis er den bedste
indgangsvinkel til at arbejde med dette begreb i den pædagogiske praksis.
38
Bibliografi
Bendix, G. (2012). Pædagogisk idræt og inklusion. I T. Christensen, Pædagogisk idræt i vuggestue
og børnehave (s. 43-52). Dafolo Forlag.
Blume, M. (2002). Slåskultur. En teoretisk og praktisk bog om slåskampe. Klim.
Bråten, I. (2006). Vygotski i pædagogikken. Frydenlund.
Børnehuset Stjernen: Pædagogisk idræt - PDF. (2015). Hentet fra Børnehuset Stjernen - en
institution i bevægelse: www.bornehusetstjernen.dk
Dagtilbudsloven. (21. Maj 2015). Hentet fra Retsinformation:
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=167441
Dagtilbudsloven. (21. Maj 2015). Hentet fra Retsinformation:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=168574
Dahlager, L., & Fredslund, H. (2012). Hermeneutisk analyse - forståelse og forforståelse. I S.
Vallgårda, & L. Koch, Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. Munksgaard.
EMU. (31. maj 2015). Hentet fra EMU: Konkurrencestaten:
http://www.emu.dk/modul/konkurrencestaten
Grunnet, B. (30. maj 2015). Metode. Hentet fra Viby Gymnasium:
http://web1.vibygym.dk/birgit_grunnet/metode.htm
History for kids. (4. juni 2015). Hentet fra History for kids: Athletics:
http://www.historyforkids.org/learn/games/athletics.htm
Juhl, E. (2002). Kampen - nødvendigheden, glæden og dilemmaets holdeplads. Kvan nr. 62, s. 2535.
Jørgensen, P. S. (2014). Unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten. Hentet fra
Information: http://www.information.dk/514201
Kaspersen, B. L. (2001). Anthony Giddens - introduktion til en samfundsteoretiker. Hans Reitzels
Forlag.
Kristensen, D. B. (2012). Fænomenologi. Filosofi, metode og analytisk værktøj. I S. Vallgårda, & L.
Koch, Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab. Munksgaard.
Lindahl, M., & Juhl, C. (2007). Den sundhedsvidenskabelige opgave - vejledning og værktøjskasse.
Forfatterne og FADL's Forlag A/S.
Lund, H., Bjørnlund, B. I., & Sjöberg, E. N. (2010). Basisbog i fysioterapi. Munksgaard Danmark.
Madsen, B. (2005). Socialpædagogik - Integration og inklusion i det moderne samfund. Forfatteren
og Hans Reitzels Forlag.
39
Olesen, G. S., & Pedersen, P. M. (2005). Pædagogik i sociologisk perspektiv. Forfatterne og Forlaget
PUC.
Olympic Games. (4. juni 2015). Hentet fra Olympic Games: History:
http://www.olympic.org/ancient-olympic-games?tab=history
Rønholt, H., & Peitersen, B. (2008). Idrætsundervisning - En grundbog i idrætsdidaktik. Museum
Tusculanums Forlag og Institut for Idræt, KU.
Sandholm, G., & Sørensen, H. V. (2012). Pædagogisk Idræt - en bevægende pædagogik.
Corposano.
Schou, C., & Pedersen, C. (2008). Samfundet i pædagogisk arbejde - et sociologisk perspektiv .
Akademisk Forlag.
Vedeler, L. (2008). Social mestring i børnegrupper. Akademisk Forlag.
Weibøl, A. S., & Jensen, C. H. (2012). Slåskultur i teori og praksis. I T. Christensen, Pædagogisk
idræt i vuggestue og børnehave (s. 165-174). Dafolo Forlag.
Wikipedia. (31. maj 2015). Hentet fra Wikipedia: Competition:
http://en.wikipedia.org/wiki/Competition
Wikipedia. (5. juni 2015). Hentet fra Wikipedia: Olympic Games:
http://en.wikipedia.org/wiki/Olympic_Games
40