1. No category

4.0 Ekspansion 1960 - 1990
4.1 Personale: Uddannelse og sammensætning
Uddannelsen på Danmarks Biblioteksskole er stadig 1956-ordningens med
små årgange og først i 1967 træder den nye 4-årige bibliotekaruddannelse
med dens øgede kapacitet i kraft. Den uddannelse, der med sin vægtning af
teoridelene - 3 års teori og 1 års praksis - skal give bibliotekerne nogle medarbejdere med kvalifikationer til at imødekomme samfundets øgede krav til
bibliotekernes informations- og kulturarbejde. Polyhistorbegrebet var på vej
ud og fordybelse og valgfrihed anslog nye toner for uddannelsen.
Aalborgafdelingens oprettelse 1973 udvider den årlige kapacitet til ialt 300
studerende samtidig med at uddannelsestilbudet decentraliseres geografisk,
da der fortsat manglede bibliotekarer ikke mindst i det vestlige Danmark. Fra
1981 reduceres det samlede optag til 220 studerende, fra 1983 yderligere til
ialt 200. Dette niveau opretholdes frem til 1994 hvor afsætningen på bibliotekarisk arbejdskraft ved det kommende generationsskifte giver grundlag for en
udvidelse af optaget.
Den foreløbig sidste reform af bibliotekaruddannelsen er sammenlægningen
af de to grunduddannelser på Sektion I og II og etableringen af en fællesuddannelse fra 1985 for bibliotekarer til folebiblioteker, forskningsbiblioteker og
private virksomheder. Teori og metode opprioriteres og valgfrie kurser skulle
sikre en fortsat profilering af færdigheder i relation til de potentielle ansættelsesområder.
Pr. 1.4.1961 var der ansat ialt 1.355 personaleenheder ved 94 biblioteker
med heltidsansat personale. Heraf var 661 bibliotekarer, 94 bibliotekarelever
og 600 'andre'.
Med anvendelsen af kontoruddannet personale i langt større omfang end tidligere opstod også behovet for efteruddannelseskurser for folkebibliotekernes kontoruddannede
personale. Et udvalg nedsat af Biblioteksrådet afgav i juni 1965 en betænkning hvori de
henstillede at Danmarks Biblioteksskole etablerer et efteruddannelseskursus der skulle
føre til betegnelses biblioteksassistent ved folkebibliotekerne (Bogens Verden, 1965, p.
331-344).
På kurset skulle optages ikke blot kontorfunktionærer fra folkebibliotekernes
katalogafdelinger - som tidligere foreslået af Rationaliseringskomiteen - men
også kontorfunktionærer hvis arbejdsområde lå indenfor bibliotekernes
administration og udlånsekspedition. Personalekategorien 'biblioteksassistent
ved folkebibliotekerne' er derfor ikke identisk med Rationaliseringsbetænkningens K1-personalekategori, og forslaget til arbejdsdeling
mellem K1- og K2-personalekategorierne skulle revideres efter etablering af
det nye biblioteksassistentkursus.
I udvalgsarbejdet om etablering af biblioteksassistentuddannelsen deltog
bl.a. kontorassistent Henny Heegaard Christensen og overassistent Jessie
Hinge som repræsentanter for kontoruddannede i henholdsvis folkebibliotekernes katalogafdelinger og administration. Der deltog i udvalgsarbejdet ikke
repræsentant for kontoransatte i bibliotekernes udlånsekspedition, men
kurset sigtede på at biblioteksassistenter kunne varetage bl.a. ledelsesfunktionen i de tre nævnte afdelinger, hvori der overvejende var ansat kontoruddannet personale. En specialisering efter afdeling var på tale i udvalget, men
kurset etableres som et enhedskursus hvorpå der senere kunne føjes
specialmoduler:
"Der er imidlertid i udvalget enighed om at fremsætte forslag til et enhedskursus for alle
kontoruddannede i folkebibliotekerne, herunder også de i publikumsafdelingerne ansatte, ud fra den betragtning, at biblioteksassistenterne allerede i forhold til de kontoruddannede i kommunernes øvrige forvaltningsgrene ville blive specialiserede med de begrænsede bevægelsesmuligheder dette indebærer." (Bogens Verden, 1967, p.333)
Kurset til biblioteksassistent forudsatte at assistenterne havde gennemgået
Dansk Kommunalkursus og det første kursus afholdes på Danmarks
Biblioteksskole i april og juni 1967 (Harbo 1991).
4.2 Lokaler
Et nubrud i biblioteksindretningen indtræffer i 1958 med indvielsen af det nye
etrumsbibliotek i Hørsholm hvor indre bærende mure er undgået og i stedet
erstattet af en fleksibel ruminddeling hvor inventar benyttes til adskillelse.
Ekspeditionsområdet var i Hørsholm placeret lige indenfor indgangen, i selve
udlånslokalet og fælles for børn og voksne med formidlingsarbejdet udskilt.
En udførlig manual for planlægningen af de mange nye biblioteksbyggerier
forelå 1967 med udgivelsen af 'Folkebiblioteksbygningen' ved biblioteksinspektør Sven Plovgaard (Plovgaard 1967). Fleksibilitet og modulopbygning
var nøglebegreber i fremstillingen. Og for ekspeditionsskranken gjaldt det
først og fremmest om at få defineret de væsentlige funktioner, der hører
hjemme her og at få saneret skranken for den mangfoldighed af kontor- og
bibliotekararbejde der fandt sted i området. Alle funktioner der ikke vedrører
udlånsnoteringen og kontrollen af de tilbageleverede bøger, bør foregå
andetsteds i biblioteket.
Det hedder heri om indretning af ekspeditionsområdet:
"Ingen anden enkelthed ved planlægningen af den nye biblioteksbygning er så bestemmende for det øvrige hele som fastlæggelsen af ekspeditionsområdets funktioner, placering og udformning(...)
Foruden at være hjemsted for den manuelle del af betjeningsarbejdet har skrankeområdet andre funktioner af ikke uvæsentlig betydning for lokaleplanen. Skranken er bibliotekets reception. Her modtager den besøgende sit første indtryk af biblioteket og
dets servicestandard. Endvidere fungerer den som trafikdeler til, henholdsvis bindeled
mellem vigtige publikumsafdelinger. Også disse forhold spiller ind ved skrankens
formgivning og placering i mønstret(...)".(Plovgaard 1967, p. 88-89)
Blandt de punkter der fremhæves som væsentlige i forbindelse med overvejelser om indretningen af ekspeditionsskranken nævnes følgende retningslinier:
* Skranken er fælles for børn og voksne.
* Dens udformning og placering skal sikre en naturlig arbejdsgang for
benytteren og medføre hensigtsmæssige trafiklinier i udlånslokalerne.
* Skrankeområdet skal som urogivende arbejdsfelt være klart adskilt fra
bibliotekssalen, evt. afgrænset herfra ved reolopstillinger eller placeret i
forhal.
* Færrest mulige funktioner henlægges til skranken.
Publikationen foreligger 1984 i en revideret udgave, der indeholder enkelte
supplerende specialafsnit om lys- og lydforhold, grafisk design og sikringsforhold, men iøvrigt udmærker sig ved konsekvent ikke at forholde sig til de
ændrede krav som introduktionen af informationsteknologi i løbet af
1980'erne og 1990'erne stiller til planlægning og indretning af folkebibliotekernes lokaler (Plovgaard 1984). Der bringes forslag til funktionsindretning for biblioteker der anvender fotonoteringssystem eller Newark, men
der formidles ingen hjælp for de biblioteker der sidst i 1980'erne implementerer udlånskontrol i ekspeditionen, et teknologiskift som primo 1990'erne
fører til en gennemgribende nyorientering i den hævdvundne udformning af
ekspeditionsområdet.
De funktioner der i 1984-udgaven vurderes som hørende hjemme i ekspeditionsområdet omfatter:
* Lånerindmeldelse
* Orientering om reglerne for biblioteksbenyttelsen
* Udlånsnotering, herunder opbevaring og udlevering af reserveret materiale,
incl. interurbanlån samt fornyelse af lån
* Afleveringskontrol, herunder opkrævning af erstatningsbeløb og - i biblioteker der praktiserer bødesystem - indkassering af beløb for forsinket afleveret
materiale
* Opbevaring af reserveringsregistranten
* Opbevaring af lånerfortegnelse i de tilfælde hvor en sådan eksisterer
* Pasning af telefon efter sekretariatets lukketid.
Følgende funktioner
peditionsområdet:
defineres
som
ikke-hjemmehørende
i
eks-
* Pasning af omstillingsbord
* Betjening af musikpanel
* Opbevaring af kassettebånd
* Pakning og frankering af post
* Opbevaring af publikumstasker.
Afdelingsopbygningen med klar adskillelse af de enkelte biblioteksfunktioner
var stadig fremherskende, men der var en begyndende strømning med nye
signaler om større åbenhed i planløsningerne og en mindre skarp opdeling
mellem publikumsrummene. Dette 'anti-departementale' bibliotekskoncept
kommer bl.a. til udtryk i Folkebiblioteksbygningen (Plovgaard 1967) med
dens krav om indre fleksibilitet i planløsningen og ses fysisk udtrykt i en
række af nyere mere frit udformede biblioteksbygninger i løbet af 1980'erne:
Aalborg, Holstebro og Esbjerg.
4.2.1 Skrankeindretning
Den begyndende arbejdsdeling og bibliotekarens placering ved et særligt
arbejdsbord i udlånet er til diskussion på Bibliotekardagen 1959, og i Viggo
Bredsdorffs indlæg indgår overvejelser om hvilke konsekvenser dette vil have
for skrankepartiets fysiske udformning:
"En forenkling af udlånsskrankens processer vil naturligvis medføre, at vi må tage
spørgsmålet om selve skrankens udformning op til drøftelse. Det har gennem mange år
været god tone at udforme biblioteket således, at skranken var det dominerende møbel,
centrum for hele bibliotekets virksomhed. Her fandtes bibliotekaren, her samledes alle
tråde, her skulle der være plads til at flere mennesker kunne gøre deres arbejde side om
side. Denne arbejdsplads skulle strax falde i øjnene, når låneren kom ind på biblioteket.
Tænker man sig nu nogle af de foran skitserede rationaliseringsforanstaltninger gennemført, vil resultatet blive, at færre mennesker skal arbejde i skranken - på de fleste
biblioteker skal 1 til nød 2 kontorister kunne klare det, bibliotekarens plads er blandt
bøgerne, ingen plads til noteringen, lånerfortegnelsen formindsket o.s.v. Det vil sige, at
skranken kan blive det nødvendige stoppested på vej ind og ud af biblioteket, men bibliotekarens plads må være det centrale sted i biblioteket (...) Bibliotekarens plads er ude
i udlånet." (Bredsdorff 1959, p.156)
FKB foretog i 1980/82 omfattende ændringer i planløsningen på det i 1935
indviede hovedbibliotek. Fællesskranke for børn og voksne var tidligere
indført, og nu gav flytningen til 1.sal af børnebibliotekets kontorer plads til at
ekspeditionsskranken fik rådighed over et stort sorteringsareal, samtidig med
at skranken blev udskiftet og hele forhallen nyindrettet.
Ved overgangen til fotonotering har den nye biblioteksteknologi også
konsekvenser for den fysiske indretning af skrankepartiet:
"Udlånsskrankens indretning spiller en vis rolle for systemets succes. Aflevering og
notering skal være delt i 2 tydelige afsnit, hvor låneren passerer ind langs det ene og ud
langs det andet. Apparaterne skal stå bekvemt for personalet, der skal være så kort et
stykke som muligt at række fra skranke til apparat, helst skal apparatet stå i en forsænk-
ning af skranken. Når en kontorist stationeres fast ved et apparat, skabes der adgang for
vedkommende til at sidde ned, og hvilket personale vil ikke hilse denne forbedring velkommen." (Nielsen 1959, p.12)
I vejledningen 'Fotonotering' (Bredsdorff 1962) nævnes at fotonotering kan
indføres i enhver lokaletype, men der må tages hensyn til flere faktorer der
får indflydelse på lokalets udnyttelse.
Dels må der skabes plads til bibliotekaren udenfor skranken. Dels må der
være plads til sortering af afleverede bøger, evt. i et særligt lokale utilgængeligt for publikum af hensyn til reserveringskontrollen. Endelig skal der være
lagerplads til de datokort, der ikke er i brug. Da det ofte er nødvendigt at
foretage kontrol op imod kortstammen taler dette for at placere kortstammer
enten i skrankeparti eller tæt ved.
"Skrankens udformning skal ikke beskrives i detaljer her, idet man altid vil være afhængig af de bygningsmæssige forhold. Men opmærksomheden henledes på, at den
såkaldte "Lidingö-skranke", der er afbildet og kommenteret i 'Organisation och arbetsmetoder i kommunala bibliotek', Sth.1960, side 100-103, danner et udmærket udgangspunkt (...) Betjening bør kunne foregå i stående og siddende stilling, hvorfor
skrankehøjden bør være 90 cm (ved fællesskranke muligvis lidt lavere). En ekstra høj
kontorstol på hjul er selvskreven ved fotoapparatet. Bogvogne, f.eks. under skranken,
bør foretrækkes for faste hylder i skranken." (Bredsdorff 1962, p.42-43)
"Det er en fordel ved den fotografiske udlånsnotering i forhold til de traditionelle systemer, at den ekspederende kontorist kan placeres siddende på en høj stol (evt. på
hjul), hvilket giver de bedste muligheder for udløsning af den fotografiske mekanisme,
enten ved håndkraft eller ved hjælp af pedal. I umiddelbar nærhed af apparatet bør dagens datokort placeres i skuffe i skranken." (Bredsdorff 1962, p.20)
Der blev således tidligt i 1960'erne udfoldet ihærdige anstrengelser på at få
personale og den ny mekaniske registreringsteknologi til at indgå i en
harmonisk sammenhæng.
4.3 Arbejdsorganisering
Det bibliotekariske arbejde stod overfor at undergå store ændringer i
perioden, da udbygningen af formidlingsarbejdet i 1960'erne sammen med
mangelen på bibliotekarisk arbejdskraft nødvendiggjorde arbejdsorganisatoriske ændringer, herunder inddragelse af kontoransatte i biblioteksarbejdet
på landsplan.
Om det bibliotekariske arbejdes karakter oplyses følgende i en redegørelse
'Arbejds- og lønforhold for faguddannede bibliotekarer ved folkebibliotekerne'
(Bibliotekarforeningen 1958) udsendt af Bibliotekarforeningens normeringsudvalg 1958. Redegørelsen rummer oplysninger der er via tillidsrepræsentanterne er indsamlet om bibliotekararbejdet på landets folkebiblioteker, og
kortlægningen sigter mod forestående forhandlinger med Købstadsforeningen om nye vedtægter for de tjenestemandsansatte bibliotekarer ved
købstadskommunerne.
"Spørger man om den uddannelse, en bibliotekar ved folkebibliotekerne gennemgår, er
nødvendig for at han kan magte de opgaver, der stilles ham, må svaret ligge i en redegørelse for arbejdets karakter. Af en sådan redegørelse skulle det fremgå, at den mistanke pure kan afvises, at man af løntaktiske grunde puster uddannelsen op til at skulle
opfylde fordringer, der intet har med det faktiske behov at gøre.
Bibliotekets karakter som en almen kulturel og pædagogisk foranstaltning falder måske
ikke umiddelbart i øjnene for den, der iagttager, hvorledes de enkelte borgere - børn
såvel som voksne - bevæger sig frit mellem reolerne i et folkebiblioteks udlånsafdeling
eller på læsesalen. Tilsyneladende stiller den anvendte selvbetjeningsmetode ikke krav
til bibliotekarerne, og den ikke indviede kunne få den forestilling, at den manuelle ekspedition, der står i forbindelse med bøgernes udlevering og aflevering, var det centrale
kontaktpunkt mellem biblioteket og læserne.
Ved nærmere eftersyn vil enhver betragter imidlertid snart opdage, at de "åbne hylders"
princip netop muliggør en frivillig kontakt med det bibliotekariske personale, som udnyttes til et vejledende og informativt arbejde af meget betydeligt omfang, et arbejde
der ikke kunne udføres, hvis bibliotekarerne var bundet til den ekspeditionsmæssige
opgave.
I de fleste biblioteker vil en væsentlig del af det manuelle ekspeditionsarbejde og det
rene kontorarbejde være overdraget medhjælpere og kontorpersonale. En sådan ordning
muliggør en økonomisk anvendelse af arbejdskraften og en frigørelse af den bibliotekariske arbejdskraft til det egentlige bibliotekararbejde". (Bibliotekarforeningen 1958,
p.3-4)
En højnelse og forfining af bibliotekararbejdet var målet, og en ændret
arbejdsdeling og personalesammensætning var de midler der var nødvendige for i forhandlingerne med Købstadsforeningen at opnå en forbedring af
normering og aflønning af bibliotekarer. Og arbejdet hermed skulle snart
intensiveres og opnå støtte fra flere magtfulde interessenter i biblioteksvæsenet. Af Allerslev Jensens eget eksemplar af redegørelsen fremgår det at
der ved understregninger og kommentarer i margenen er arbejdet intenst
med også redegørelsens tabelmateriale, og denne redegørelse har været en
forudsætning for hans tale året efter og dermed for rationaliseringsbetænkningen (RDF 1964) og biblioteksudviklingen generelt i 1960'erne.
4.3.1 Bibliotekardagen i Odense 1959
Året før Allerslev Jensen i 1960 tiltrådte som biblioteksdirektør var han i 1959
af Bibliotekarforeningen blevet opfordret til at tale på Bibliotekardagen i
Odense, hvor emnet var rationalisering af biblioteksarbejdet. Siden 1930'erne
havde Allerslev Jensen været stærkt engageret i samarbejde om standardisering og udvikling af fællesløsninger for folkebibliotekerne, opgaver der
løses ude af huset ved centrale instanser frem for at hver enkel biblioteksenhed skal bruge tid og arbejdskraft herpå. (Allerslev Jensen 1979)
Dette emnefelt med central fremstilling af katalogkort, trykte kataloger og
bibliotekstekniske hjælpemidler indgår også med betydelig vægt i hans foredrag på Odensemødet i 1959. Men det blev hans tanker og initiativer omkring
udviklingen i bibliotekernes interne organisation og arbejdsfordeling, der
lagde grunden til den personaleanvendelse og den jobfordeling på personalekategorierne, vi har kendt på folkebibliotekerne fra 1960'erne til 1990'erne.
Følgende citatmosaik vil give et indtryk af hovedlinierne i Allerslev Jensens
Odense-foredrag 1959 og de intentioner der lå bag nyorienteringen i
arbejdstilrettelæggelsen:
"Med den stadig større betydning folkebibliotekerne har fået som kulturfaktor og de
stadig større udgifter, der er forbundet med disse bibliotekers drift, følger også en forpligtelse til fra tid til anden at undersøge, om organisationen og arbejdsmetoderne er
tidssvarende. Det vil støde på vanskeligheder, for bibliotekarer har ikke meget sans for
disse spørgsmål. Tværtimod kan man sige at bibliotekarer gennemgående er ret konservative med hensyn til arbejdsmetoder (...)
Fra bibliotekernes pionertid har man bestræbt sig for at få uddannet en særlig bibliotekarstand, som kunne påtage sig arbejdet i bibliotekerne. I USA og England er man på et
tidligt tidspunkt begyndt at tage også anden arbejdskraft i brug til kontorarbejde, bogopsætning, stempling o.s.v. Også herhjemme har man benyttet sig af sådan arbejdskraft ved siden af den bibliotekariske. Det er imidlertid sket noget tilfældigt og er ingenlunde altid udtryk for en klar erkendelse af, hvordan arbejdet kan opdeles (...)
Vi er simpelthen tvunget til at tage spørgsmålet om arbejdsfordeling op til undersøgelse, således at det kan fastslås, hvilke funktioner, der kræver bibliotekarisk arbejdskraft,
og hvilke der ikke gør det, samtidig med at vi finder ud af forholdet mellem de to kategorier af arbejde (...)
Man hører ofte bibliotekarer anvende udtrykket kvalificeret og ukvalificeret om henholdsvis bibliotekarisk arbejde og kontorarbejde. Mere uheldigt kan man næppe udtrykke forskellen på de to personalekategorier. Der er i biblioteket tale om arbejde, der
kræver forskellige kvalifikationer, men kontorpersonalet skal - som stadsbibliotekar
Krogh-Jensen engang har udtrykt det - ikke udføre andenklasses bibliotekararbejde,
men førsteklasses kontorarbejde. Problemet arbejdsfordeling kan først løses rigtigt, når
dette er erkendt, og man samtidig er klar over, at kontorpersonalet må have betydelig
større mulighed for avancement og for fast ansættelse end det almindeligvis er tilfældet
(...)
Jeg mener ... man skal stræbe efter oprettelse af en særlig kategori af biblioteksassistenter d.v.s. bibliotekskontorister med en særlig biblioteksuddannelse, som gør det muligt at benytte dem til en stor del af det arbejde, der idag udføres af bibliotekarer (...)
Det er et rimeligt krav fra samfundets side, at den højt betalte arbejdskraft ikke anvendes til arbejde, der kan udføres billigere, og det kan blive farligt for bibliotekarernes
kommende lønkrav, hvis det fra myndighedernes side bliver fremført, at bibliotekarerne
udfører kontorarbejde. Man kan undre sig over at det ikke allerede er sket. Vi kender
ikke idag det virkelige behov for bibliotekarer, og vi kan ikke omlægge vort arbejde, før
en gennemført arbejdsundersøgelse har givet os oplysningerne (...)
Det er i den forbindelse vigtigt, at vi selv tager initiativet og får hånd i hanke med undersøgelsen, thi vort arbejde skaber værdier der ikke kan måles i kroner og øre, og som
måske derfor vanskeligt erkendes af en professionel rationaliseringsekspert. Det endelige resultat af en arbejdsundersøgelse skal efter min mening ikke være at nedbringe omkostningerne, men at frigøre bibliotekarerne til bibliotekarisk arbejde, således at vi for
de midler, vi råder over, kan yde en bedre service, end vi hidtil har gjort. Der er nok af
uløste opgaver (...)
... og jeg opfordrer bibliotekarforeningen til at tage initiativet til gennemførelse af en
arbejdsundersøgelse." (Allerslev Jensen 1959)
Så vidt Erik Allerslev Jensen. Med udsyn til folkebibliotekernes arbejdsorganisering i USA og England og med professionalisering og lønløft som
incitamenter lægges der i foredraget op til en arbejdsundersøgelse, hvis
hovedsigte er at frigøre bibliotekarer fra kontormæssige arbejdsopgaver. Det
er udfra en forståelse for biblioteksarbejdets ikke-kvantificerbare dele at
anbefalingen går på, at standen selv tager hånd om undersøgelsesarbejdet,
frem for at overlade det til eksterne rationaliseringseksperter.
Men der var gamle forestillinger der stillede sig hindrende i vejen for en
systematisk introduktion af arbejdsdeling på folkebibliotekerne som påpeget
af Viggo Bredsdorff i hans opfølgende indlæg om 'Rationaliseringsmuligheder
i publikumsarbejdet, også i Odense 1959:
"Jeg har hørt kolleger udtale i fortvivlelse: "Hvad skal vi dog bestille om morgenen,
hvis alt skrankens morgenarbejde overlades til kontorister?" Jeg håber, at en sådan udtalelse må være den undtagelse, der bekræfter reglen om, at bibliotekarer er nogenlunde
enige om at skulle bruge deres arbejdskraft til at formidle bøgernes indre til lånerne det ydre må i det store og hele overlades til kontorister (...)
Må det være mig tilladt at slutte af med en atter lidt skarpt formuleret passus fra Göte
Carlids artikel: "Den umiddelbare følge af en omorganisering af arbejdet fordelt mellem
bibliotekarer og kontorister medfører en skærpelse af kravene til bibliotekarerne. Man
må kunne kræve, at enhver bibliotekar udover en omfattende almenuddannelse besidder
evne til at benytte sin bogkundskabs aktivt, at alle bibliotekarer kan fungere som arbejdsledere og organisatorer, psykologisk skolede studievejledere og oplysningsarbejdere og lokale kulturapostle. For den, der bliver afskrækket af disse krav står vejen altid
åben for kontorarbejde." [i: Biblioteket och Vi. 1949, p.40-46].
Og må jeg slutte med at sige: det er idag pinende nødvendigt, at vi tager vore arbejdsprocesser helt fordomsfrit op til fornyet undersøgelse, gør op med gammel vanetænkning og prøver at bane nye veje for vort rutinemæssige arbejde til gavn for bibliotekets
publikum." (Bredsdorff 1959, p.157)
At en udvikling og professionalisering af det bibliotekariske arbejde var en
tvingende nødvendighed fremgår med al tydelighed af den debat der fulgte
efter Viggo Bredsdorffs indlæg, stadig på Bibliotekardagen 1959:
"Stadsbibliotekar Carl Thomsen omtalte den fremtrædende plads som skranken ofte
indtager i bibliotekerne - ikke mindst i København. Man forsøger imidlertid at ændre
denne praksis, som hidtil har medført, at en del arbejde, som ikke nødvendigvis skal
udføres i skranken, alligevel henlægges hertil, da personalet her er nogenlunde 'beskyttet'. Stadsbibliotekaren forstod bibliotekarernes 'flugt fra publikumsarbejdet' og
præciserede, at en bibliotekar ikke kan holde til intenst publikumsarbejde i 6 1/2 time
om dagen (...) Det hyppigst fremførte argument for bibliotekarens placering i skranken,
kan ikke godtgøres, der er kontaktmuligheder nok ude ved reolerne. Stadsbibliotekaren
foreslog, at man skulle undersøge muligheden for i praksis at afprøve alle de udlånsnoteringssystemer, der kan komme på tale (...)
Bibliotekar Bredsdorff kunne ikke anerkende, at en arbejdsdag på 6 1/2 time i en publikumsafdeling skulle være for anstrengende. Lånervejledning er så tilfredsstillende og
afvekslende en gerning, at man ikke trættes." (Bredsdorff 1959, p. 159-60)
Opfattelsen af bibliotekargerningen som et kald og 'mission' slår her i nogen
grad igennem, medens den gennemgående linie i de fremlagte forslag netop
bryder med den helhedsorientering i publikumsarbejdet der havde været
fremherskende indtil o.1960.
Også i tilrettelæggelsen af bibliotekernes interne arbejde fremtræder de
gennemgående økonomisk-rationelle markeringer med al ønskelig tydelighed:
"Ole Hovmann: Kontorister er billigere, fordi de kan gøre arbejdet hurtigere og bedre
end bibliotekarer, som ingen kontormæssig kunnen har. Man bør måske sætte et spørgsmålstegn ved, om vi, med den uddannelse vi får, er i stand til at tilrettelægge kontorarbejde rationelt. Grænsen mellem bibliotekarisk og kontormæssig arbejdskraft ligger
ikke så fast som skitseret. Arbejdsfordelingen bør følges op af en arbejdsbeskrivelse,
for at der ikke skal opstå tvivlspørgsmål, hvis et led i kæden brydes (...)
E. Allerslev Jensen: Man kan få kontorister, og de er billigere, fordi det er billigere for
samfundet at uddanne en kontorist end en bibliotekar (Koch 1959, p.168)
Og med lanceringen og diskussionen på Bibliotekardagen 1959 om de nye
arbejdsformer var bolden spillet videre til Bibliotekarforeningen. En Bibliotekarforening, der bl.a. organiserede biblioteksledere, der var konservativtraditionsbundne og uden større forståelse for og viden om organisationsforhold og behovet for ændringer i den lokale arbejdstilrettelæggelse. Og en
Bibliotekarforening, der på den anden side ønskede en arbejdsundersøgelse,
som kunne bidrage til en professionalisering af bibliotekarfaget og dermed
* højne fagets og standens anseelse generelt,
* give et tiltrængt løft i kommende lønforhandlinger og
* muliggøre en lokal faglig og servicemæssig udvikling.
Fig. 16. Fotonotering. København indfører fotografisk udlånsnotering på
hovedbiblioteket på Kultorvet 30. oktober 1958 og indleder dermed en ny
fase i biblioteksteknologien.
Introduktionen af fotonotering i danske folkebiblioteker i 1960'erne er en
teknologiske nyskabelse der indvirker direkte på arbejdstilrettelæggelsen og
muliggør den professionalisering af det bibliotekariske arbejde der fandt sted
i den efterfølgende periode. Disse nye samarbejdsformer skitseres i 'Fotonotering' (Bredsdorff 1962) allerede et par år før Rationaliseringsbetænkningen
foreligger, og det er her værd at mærke sig den ånd og holdning til personalet som udtrykkes i følgende betragtninger:
"6. Arbejdsfordeling
Ethvert bibliotek, der indfører fotonotering, bør, hvis det ikke allerede tidligere har
gjort det, benytte den mulighed, der her foreligger for en fornuftig arbejdsdeling imellem det bibliotekariske og det øvrige personale.
a. Skrankepersonale
Fotonoteringen er i sin daglige rutine så enkel, at det udfra et økonomisk og driftsmæssigt synspunkt vil være uforsvarligt at lade den udføre af bibliotekarisk personale. Man
må derfor mange steder regne med at indføre en ny personaleenhed: Ekspeditionsmedhjælperen (...)
Man bør til sådant arbejde ikke kræve kontoruddannelse, men vil kunne bruge ufaglærte. Dette betyder naturligvis ikke, at kvalifikationerne er uden betydning. Først og
fremmest må man huske på, at ekspeditionsmedhjælperen i høj grad vil være bibliotekets ansigt udadtil. Positionen i skranken og som bogopsætter ude blandt reolerne giver
lejlighed til publikumskontakt, hvis betydning ikke må underkendes. Derfor må denne
medhjælpertype være præsentabel, høflig og have en kultiveret fremtræden i overensstemmelse med den ånd, man i øvrigt ønsker skal præge et bibliotek. Andre krav må
være: Evnen til aflæsning af tal - især af hensyn til datokortenes angivelser - og fuldt
kendskab til alfabetet. Måske bør også kravet om maskinskrivning indgå i en stillingsbeskrivelse, idet det er praktisk at f.eks. omskrivning af lånerkort kan ske i skranken
(...)
Lønnen vil variere med om man beslutter at ansætte ganske unge mennesker, f.eks. piger, der efter afsluttet skolegang venter på at komme i gang med deres faglige uddannelse, eller om man foretrækker de mere modne årgange. Medens de unge vil lade sig
nøje med gældende medhjælperløn, vil betalingen til de ældre ligge væsentlig højere.
Erfaringsmæssigt viser det sig, at man vil kunne klare sig med de unge til den lave løn,
men det er klart, at man i så tilfælde stærkest møder de problemer der er knyttet til arbejdsdelingen.
Ekspeditionsmedhjælperne vil som regel ikke have nogen dybere interesse for biblioteksarbejdet og må derfor, hvis deres arbejdskraft skal udnyttes effektivt, være under
stadigt tilsyn og vejledning. Det er derfor i biblioteker, hvor flere medhjælpere antages,
tilrådeligt at forudse, at der til udlånet må knyttes en kontorist som arbejdsleder for
dem. Samme kontorist vil man kunne pålægge ansvar for at udlåns- og hjemkaldelsesrutinerne fungerer. Det vil være nødvendigt at udarbejde en stram arbejdsinstruks for
ekspeditionsmedhjælperne. Publikum sondrer ikke mellem bibliotekarer og andre, men
mener at skrankepersonalet og dem, der sætter bøger på plads må vide, hvad de har med
at gøre. Det er meget vigtigt at forklare medhjælperne, at de ikke må give nogen form
for boglig publikumsbetjening (...)
b. Bibliotekarer
Et vigtigt resultat af den gennemførte arbejdsdeling er bibliotekarens fjernelse fra
skrankeekspeditionen og udlånsrutinerne. Fordelen skulle umiddelbart være den, at
publikum får en bedre service, og at bibliotekaren kommer til at udføre det arbejde, han
er uddannet til og betalt for.
I denne forbindelse må det understreges, at bibliotekarens placering i udlånslokalet er
meget vigtig. Han må ikke placeres under hensyn til, at man ønsker at holde skranken
under opsyn. Snarere må bibliotekarbordet anbringes i centrum af udlånssalens ganglinier.
At bibliotekaren er frigjort fra gamle rutiner må ikke medføre, at han indfører andre i
stedet ved f.eks. at medføre kontorarbejde til sin publikumstjeneste. Publikum forstyrrer
ikke en person, der er bøjet over papirer. Den del af bibliotekarens tid, der ikke er optaget af service, må foretrækkes anvendt til aktivt arbejde iblandt hylderne med bogpleje
og anden faglig gerning. Under planlægning af udlånsarbejdet under fotosystemet må
man tage stilling til hvilke funktioner, der henhører under bibliotekarbordet og hvilke
under skranken. Der tænkes her på indmeldelse af lånere, afgivelse af bestillinger, udlån
af bøger fra fremmede biblioteker m.m. Det anbefales her som det normale, at de her
nævnte tre funktioner henhører under bibliotekarens bord, mens afhentning af bøger
reserveret af egen bogbestand, modtagelse af penge m.m. henhører under skranken (...)
Hertil [udover arbejdskraftbesparelse] kommer så de fordele, der unddrager sig egentlig
måling: Stærkt forbedret publikumsbetjening og større arbejdsglæde hos personalet."
(Bredsdorff 1962, p. 39-42)
Flere af de her fremførte holdninger og myter om andre ansættelsesgruppers
syn på deres jobsituation skulle trives blandt bibliotekarer og holde ved langt
frem i perioden, hvorved der på sigt kan stilles spørgsmål ved om de sidst
anførte betragtninger om bedret publikumsbetjening og større arbejdsglæde
totalt set også har deres rigtighed.
4.3.2 Rationaliseringskomiteens betænkning 1964
Og den ønskede arbejdsundersøgelse kom. Allerslev Jensens henstilling til
Bibliotekarforeningen blev efter mødet kanaliseret videre til Danmarks
Biblioteksforening, som den faglige organisation, Bibliotekarforeningen, på
daværende tidspunkt var i fælles interesseorganisation med. En rationaliseringskomite nedsættes i 1960, og bibliotekar Henning Gimbel bliver ansat til
at forestå arbejdsundersøgelsen og redigere den rapport, som arbejdet skulle
munde ud i.
Efter ca. 3 års arbejde foreligger så den betænkning, der kom til at blive
normgivende for folkebibliotekernes arbejdsorganisation og personaleanvendelse i en mere end 30-årig periode. Betænkningens titel er: 'Rationalisering i danske folkebiblioteker' (RDF 1964), i daglig tale kaldet "den grønne
betænkning" efter omslagets farve, og dens udgivelsestidspunkt er september 1964 - samme år som den visionære bibliotekslov af 1964 ser dagens
lys. Og dermed er der lagt op til et tæt parløb mellem betænkning og
bibliotekslov, to skelsættende papirer for folkebibliotekernes nyere udvikling og hånden og ånden bag begge var Allerslevs.
I årene 1958-60 var der blevet gennemført en arbejdsundersøgelse i svenske
folkebiblioteker (Organisation 1960), og for at afgrænse sig i forhold til denne,
valgte man i den danske arbejdsundersøgelse specielt at focusere på det
interne forberedelsesarbejde, men at knytte bibliotekar Bengt Holmström,
Malmø, som konsulent til komiteen for at udnytte hans erfaringer som leder
af den tilsvarende svenske undersøgelse.
Interessen for bibliotekernes indre organisation, personale- og arbejdsorganisationen, kom i svenske folkebiblioteker først i focus i slutningen af
1940'erne, hvor interessen samlede sig om erfaringer fra USA om principper
for rationel biblioteksvirksomhed. Allerede 1940 fandt den første svenske
arbejdsundersøgelse sted ved Stockholms stadsbibliotek, men der skulle gå
over ti år før den næste arbejdsundersøgelse fulgte i Norrköping 1951 og
interessen for arbejdsmetoder efterfølgende slog igennem på nationalt
niveau.
Et temanummer af 'Library Trends' 1954:2 om scientific management har i
organisationsforståelsen og i introduktionen af metodestudier og amerikansk
inspireret cost-benefit tænkning øvet indflydelse på såvel den svenske
organisationsredegørelse (Organisation 1960) som den danske rationaliseringsbetænkning (RDF 1964), og til forudsætningerne for den svenske
arbejdsundersøgelse hører også en artikel af den toneangivende chef for
Göteborgs Stadsbibliotek Sigurd Möhlenbrock i Biblioteksbladet 1953:38.
Udredningsarbejdet fandt sted på grundlag af arbejdsundersøgelser på en
række svenske folkebiblioteker 1958-1960, udfra følgende målsætning for
undersøgelsen:
"Utredningen har til syftemål att skapa riktlinier med generell giltighed för en effektiv
organisation vid bibliotek av olika storleksordning och struktur, varigennom den förbättrade arbetsorganisationen skulle kunne stärkt bidraga till realiserandet av den allmänna
målsätningen för biblioteken, sådan denna skisserats av folkbibliotekssakkunniga, och i
överensstämmelse med gällande biblioteksförfattning. Utredningen skall därvid särskilt
beakta frågor rörande bibliotekslokalernas rationelle utformning, vidare en långtgående
arbetsfördeling samt tillämpning av arbetsförenklande metoder. I organisatorisk avseende bör utredas de närmare förusättningarna för en samprdning av verksamheten vid
skolbibliotek och stadsbibliotekens barn- och ungdomsavdelningar." (Organisation
1960, p. 14)
I et interview fra 1978 kommer Allerslev Jensen ind på forholdene omkring
den danske rationaliseringsbetænknings tilblivelse:
"Tankerne fik jeg først og fremmest fra USA og Sverige. I Sverige havde man en rationaliseringskomité med den meget effektive Bengt Holmström som sekretær. Der forelå
adskillige amerikanske betænkninger om at opnå rationalisering i bibliotekerne og for
mig var det indlysende, da jeg så hvordan de tekniske processer var organiseret rundt
omkring i bibliotekerne, at der måtte til at ske noget (...)
Da man havde den svenske betænkning i forvejen og da de svenske og danske folkebiblioteker lignede hinanden så meget som de nu engang gør, så var vi enige om at lægge
hovedvægten på arbejdsfordelingen i forberedelsesarbejdet hos os. Medens derimod
den svenske betænkning især beskæftigede sig med udlånsarbejdet, og der var jo ingen
grund til at overlappe mere end højst nødvendigt. Man kan godt sige, at den grønne
betænkning hører hjemme i en sammenhæng med den svenske (...)
Det viste sig så heldigt, at Gimbel var ganske overordentlig interesseret i de spørgsmål
og så engagerede vi ham. Han arbejdede så med materialet og forelagde problemerne og
efterhånden dele af rapporten for Rationaliseringskomiteen. Som var meget alsidigt
sammensat. I høj grad Tordenskjolds soldater, men absolut nogle af de bedste af Tordenskjolds soldater." [Interview med Allerslev Jensen] (Evald 1978)
Forordet i Rationaliseringsbetænkningen henviser til Thomas Døssing og
Georg Krogh-Jensen der i 1930'erne arbejdede med rationalisering og
arbejdsdeling af biblioteksarbejdet:
"Disse to rationaliseringspionerer fandt imidlertid kun ringe tilslutning til deres ideer,
og såvel i arbejdsfordelingen i bibliotekerne som i bibliotekernes arbejdsmetoder er der
indtil nedsættelsen af rationaliseringsbetænkningen kun sket små fremskridt". (RDF
1964, p.12)
Men siden har udviklingen aktualiseret behovet for at underkaste bibliotekernes arbejdstilrettelæggelse en nærmere undersøgelse:
"Samtidig har bibliotekerne nået et udviklingstrin, som medfører, at bibliotekernes
medarbejdere ikke længere føler sig som pionerer. Biblioteksarbejdets tilrettelæggelse,
fordeling og metoder er ikke længere noget ligegyldigt i arbejdet for bibliotekssagens
fremgang, men hensigtsmæssige arbejdsmetoder og arbejdets fordeling i overensstemmelser med de enkelte personalekategoriers uddannelse og kvalifikationer er tværtimod
idag væsentlige muligheder for at kunne yde god biblioteksservice og for medarbejdernes tilfredsstillelse ved en effektiv arbejdsindsats. Det er derfor ikke overraskende, at
initiativet til rationaliseringskomiteens nedsættelse kom fra bibliotekarforeningen."
(RDF 1964,p.13)
Denne slutning er dog noget af en tilsnigelse, da det er uden for enhver tvivl,
at det var Allerslev Jensen, der som initiativtager, taktisk forstod at kanalisere
ønsket frem gennem Danmarks Biblioteksforening og dens Gruppe C,
Bibliotekarforeningen.
Vedrørende udlånsarbejdet, som behandles indgående i den svenske
betænkning, valgte man at referere enkelte af den svenske rationaliseringskomités væsentligste konklusioner og at overføre nogle beregninger til
danske forhold (Bilag 4.).
Rationaliseringsundersøgelsens metode var en kombination af:
* arbejdsredegørelser, hvor den enkelte medarbejder over en periode selv
registrerer arbejdstidens anvendelse til de enkelte processer.
* frekvensstudier, hvor en observatør ved stikprøveundersøgelser registrerer medarbejdernes aktivitet på en række tilfældigt valgte tidspunkter i
undersøgelsesperioden.
Arbejdsundersøgelsen fandt sted i 14 repræsentativt udvalgte biblioteker i 4
uger i september-oktober 1961, og undersøgelsesarbejdet udmøntes i
betænkningen i en lang række forslag til ændret arbejdsorganisering i
bibliotekerne.
Dels en række forslag, der har at gøre med arbejdsdelingen mellem det
enkelte lokale bibliotek og de centrale instanser på nationalt niveau. Bibliotekscentralen (BC) og Indbindingscentralen (IBC) ekspanderer kraftigt i
1960'erne ved at udvikle og tilbyde bibliotekstekniske hjælpemidler til bibliotekernes bogvalg. Seddelfortegnelser, lektørudtalelser og udenlandsk
bogvalgsvejledning er eksempler på opgaver der udfra betænkningens
forslag tages op på centralt niveau for derved at frigøre arbejdskraft lokalt til
formidlingsarbejdet, og i Bekendtgørelsen om Folkebiblioteker fra 1965 står
ligefrem at læse en anbefaling om arbejdsorganiseringen og om at benytte
de centrale instansers servicetilbud:
"§1, stk.4. Biblioteket bør ved en hensigtsmæssig arbejdsfordeling mellem de forskellige personalekategorier og en rationel arbejdsgang, bl.a. ved anvendelse af egnede tekniske hjælpemidler og biblioteksvæsenets centrale fællesforetagender, sikre den bedst
mulige udnyttelse af de bevilgede midler. Danmarks Biblioteksforenings Rationaliseringskomites betænkning: "Rationalisering i danske folkebiblioteker (Kbh. 1964)" kan
være vejledende ved tilrettelæggelse af arbejdet."
Hermed er der også henvist til betænkningens anden type af forslag vedrørende den lokale arbejdsdeling: Hvordan kan arbejdsopgaverne mest
rationelt fordeles på de forskellige medarbejderkategorier?
Der citeres her fra afsnittet om Biblioteksarbejdets klassifikation i Rationaliseringsbetænkningen:
"Gennem arbejdsprocessernes og de enkelte arbejdsmomenters (eller aktiviteters) fordeling mellem personalekategorierne må det sikres, at de krav de enkelte biblioteksaktiviteter stiller til de medarbejdere som skal varetage dem, i størst mulig udstrækning
modsvares af medarbejdernes uddannelse og kvalifikationer. Biblioteksaktiviteterne må
derfor søges opdelt i grupper, der svarer til medarbejderkategoriernes faglige uddannelse og kvalifikationer.
Efter disse kriterier kan biblioteksarbejdet opdeles i følgende fire grupper:
I. Biblioteksarbejder, som forudsætter bibliotekaruddannelse:
1. Bogvalg og bogpleje.
2. Lånervejledning og public relationsarbejder.
3. Egentlig katalogisering og klassifikation af titler, som ikke katalogiseres af Bibliotekscentralen, samt bibliografisk verificering og udarbejdelse af litteraturlister.
4. Visse arbejdsopgaver og fastlæggelse af "politikker". (Bogvalgspolitik, indkøbspolitik, indbindingspolitik, registreringspolitik o.s.v.)
5. Arbejde for biblioteksbestyrelsen og planlægningsarbejder, herunder budgetlægning.
6. Faglige møder og kurser. Hertil kommer for centralbiblioteker:
7. Rådgivning overfor centralbiblioteksområdets deltidsbiblioteker.
II. Biblioteksarbejder, som forudsætter kontoruddannelse, og som derudover forudsætter en biblioteksmæssig oplæring af betydeligt omfang:
1. Registreringsarbejder, incl. forfatteropgørelse og hyldelisterevision.
2. Lettere katalogisering og verificering.
3. Arbejdslederopgaver indenfor registreringsarbejdet.
4. Medvirken ved planlægningsarbejder.
5. Faglige møder og kurser.
III. Biblioteksarbejder, som forudsætter kontoruddannelse, og som derudover kun forudsætter en biblioteksmæssig oplæring af begrænset omfang:
1. Arbejde i forbindelse med udlånsekspeditionsarbejdet og ledelse af arbejdet i udlånsekspeditionen. Medvirken ved visse registreringsarbejder.
2. Regnskabsarbejde.
3. Diverse skrivearbejder.
4. Medvirken ved planlægningsarbejder.
5. Faglige møder og kurser.
IV. Biblioteksarbejder, som ikke forudsætter nogen
form for faglig uddannelse:
1. Udlånsekspeditionsarbejde og arbejde i forbindelse hermed.
2. Alfabetiserings- og ordningsarbejder.
3. Plastning af forlagsindbundne bøger m.v.
4. Pakkearbejde, budtjeneste og transport.
Ovenstående grove opdeling omfatter kun det egentlige biblioteksarbejde og ikke rengøringsarbejde og eventuelt portner- og garderobearbejde. Ved arbejdets opdeling er
der samtidig taget stilling til de uddannelsesmæssige krav, de fire grupper af biblioteksarbejder stiller til medarbejderne. De fire medarbejderkategorier vil i det følgende blive
benævnt:
I. Bibliotekarer (B)
II. Biblioteksassistenter (K1)
III. Kontorassistenter (K2)
IV. Medhjælp (M)
Ved fordeling af de enkelte biblioteksaktiviteter mellem de fire medarbejderkategorier
må det væsentligste fordelingskriterium være, at de krav, aktiviteternes udførelse stiller,
skal modsvares af medarbejderens faglige uddannelse, men derudover må der tages
hensyn til økonomiske faktorer. I rationaliseringskomiteens forslag til aktiviteternes
fordeling mellem personalekategorierne (tabel 86) er der taget hensyn til, at bibliotekarerne er bibliotekernes kostbareste arbejdskraft efterfulgt af biblioteksassistenterne og
at medhjælperne er bibliotekets billigste arbejdskraft." (RDF 1964,p.243-44)
Intentionen er således en øget inddragelse af assistenter og medhjælpere,
der kan overtage arbejdsopgaver, der traditionelt er blevet løst af den
bibliotekariske arbejdskraft. Og de anvisninger der blev givet i den svenske
arbejdsundersøgelse skulle også få effekt på tilrettelæggelsen af publikumsarbejdet ved danske folkebiblioteker:
"Kommittén rekommenderar,
att upplysningsarbetet, vilket bör utföras av bibliotekarier, i största möjliga omfattning
särskiljes från rutinmässigt utlåningsarbete, som bör utföras av kontorspersonal, samt
att de båda funktionerna om möjligt anvisas skilda arbetsställen, varvid upplysningsdisken ges en central placering i förhållande till de lokaleenheter som skal betjänes,
att upplysningsarbetet aktiviseras genom tillvaratagande av alla möjligheter till kontakt
med kunderna och utnyttjande av en effektiv intervjuteknik,
att man vid valet av utfyllnadsarbete i upplysningsdisk undviker arbeten, som sänker
beredskapsgraden hos den tjänstgörande genom att de fördrar mera permanent uppmärksamhet eller är kundstyrda". (Organisation 1960, p. 121)
Ved den nye tilrettelæggelse af biblioteksarbejdet skulle der blive frigjort
bibliotekartid til at udvikle de mange nye opgaver som 1964-loven lagde op
til:
*
*
*
*
øget decentralisering ved filialudbygning
udbygning af det opsøgende biblioteksarbejde
nye audio-visuelle medier
udbygning af børnebiblioteksarbejdet m.m.
Alt sammen opgaver, som den hidtidige arbejdsorganisering ville have
umuliggjort løsningen af. For konjunkturerne i 1960'ernes begyndelse
adskiller sig markant fra 1930'ernes økonomiske krise, hvor Døssing udfra
datidens forhold argumenterede bravt for en ændring af de driftsøkonomiske
metoder.
Situationen i 1960'erne er kendetegnet ved en stærk mangel på bibliotekarisk
arbejdskraft, og det er vanskeligt at forestille sig 1960'ernes biblioteksudbygning med intensivering og specialisering af det bibliotekariske formidlingsarbejde uden den frigørelse af bibliotekarisk arbejdskraft, der blev muliggjort ud fra Rationaliseringsbetænkningens anvisninger.
Betænkningen blev formidlet til bibliotekerne via en række møder på
Hindsgavl, og med rygvind fra Bibliotekarforeningen var grunden lagt til den
massive gennemslagskraft betænkningen havde på landsplan og som kan
aflæses i ændringerne i folkebibliotekernes personalesammensætning med
inddragelse af et stigende antal kontoransatte i 1960'erne og 1970'erne.
Samlet forløb møderækken på Hindsgavl i perioden 1962-1965 opdelt på
flere enkelte møderækker:
∗
∗
1.møderække 1962-63 om arbejdsmetoder og arbejdsforenkling
2.møderække 1963-64 om organisatoriske og arbejdspsykologiske
problemer
Formålet med disse møderækker var at stimulere biblioteksmedarbejdernes
interesse for og kendskab til rationalisering samt at formidle impulser og
forslag fra bibliotekernes medarbejdere til Rationaliseringskomiteen. Begge
disse formål blev opfyldt tilfredsstillende, og efter udsendelsen af Rationaliseringskomiteens betænkning arrangeredes en
* 3.møderække 1964-65 med ialt 10 møder af 2 1/2 dags varighed for
heltidsbibliotekernes medarbejdere (7 møder) og bestyrelsesmedlemmer (3
møder). Ialt 415 biblioteksansatte - 320 bibliotekarer og 95 kontorfunktionærer - deltog i de 7 møder for biblioteksansatte.
Denne møderækkes formål var nu at diskutere Rationaliseringskomiteens
undersøgelsesresultater og forslag samt at diskutere planlægningen og
gennemførelsen af forslagene. Mødernes form sigtede på deltagernes aktive
medvirken, og der deltog derfor ikke eksterne foredragsholdere som på de to
første møderækker, men formen var lagt an på diskussioner i arbejdsgrupper
og plenarmøder.
De fire første møder i møderækken 1964-65 har desuden behandlet fotonoteringsproblemer, med korte diskussionsoplæg - af Flemming Christiansen,
Rødovre, og Johs. Petersen, Esbjerg - om arbejdsfordeling i udlånsekspeditionen, mens dette emne på de tre sidste møder udgik til fordel for fremvisning af et par amerikanske film om arbejdspsykologi.
"Der er delte og uforenelige meninger om mødernes "indoktrinerende indflydelse. Nogle giver udtryk for at det var for let og for fristende at sige "Rationaliseringskomiteen
har talt - amen", andre kunne have ønsket arrangørernes løsninger til de 3 behandlede
fiktive bibliotekers problemer skrevet med større bogstaver og slået fast med større søm
(...) Hindsgavlmødernes forløb (bl.a.) viser at næsten alle heltidsbiblioteker nu er igang
med store arbejdsomlægninger og at Rationaliseringskomiteens forslag er under gennemførelse." (Gimbel, 1965, p.191)
Det må pointeres, at rationaliseringsbetænkningens forslag er fremkommet i
en konkret historisk situation og opererer med den forhåndenværende biblioteksteknik og dens betingelser for tilrettelæggelsen af den lokale arbejdsorganisering.
Og dermed er antydet, at den aktuelle biblioteksteknologiske udvikling i
1990'erne åbner mulighed for på et nyt teknologisk stade at samle og integrere de funktioner som en tidligere biblioteksteknologi havde opsplittet og
adskilt. Edb-teknikken var i begyndelsen af 1960'erne introduceret i udenlandske bibliotekssystemer, men syntes på daværende tidspunkt ikke
umiddelbart at være aktuel i en dansk folkebibliotekssammenhæng. Hvad da
også følgende citat fra Rationaliseringsbetænkningens afslutningskapitel
peger på:
"Rationaliseringskomiteen har af økonomiske og tidsmæssige grunde valgt i undersøgelser og forslag at stile mod arbejdsomlægninger, som ikke afgørende bryder med bibliotekets nuværende praksis. I komiteens overvejelser er anvendelse af den elektroniske
databehandling i bibliotekerne således ikke indgået. Undersøgelser af den elektroniske
databehandling i folkebibliotekerne kan dog ret hurtigt blive aktuelle ... til en fremtidig
erstatning af bibliotekernes kortkataloger". (RDF 1964, p. 274))
Bibliotekstilsynet opretter efter betænkningens udsendelse i 1964 en særlig
Rationaliseringsafdeling, der med Henning Gimbel som fast medarbejder fik
til opgave at yde rådgivning overfor heltidsbibliotekerne. Denne afdelings
rådgivningsarbejde har sammen med de allerede nævnte Hindsgavl-møder
en markant placering i de diskussioner og den holdningsbearbejdning af
bibliotekerne, der var nødvendig for at betænkningens ideer kunne vinde
genklang.
Også på den nordiske fortsættelsesskole for bibliotekarer i Kungälv blev
vordende biblioteksledere undervist i biblioteksadministrative emner af
Allerslev og Sigurd Moöhlenbrock, bibliotekschef for Göteborg Stadsbibliotek.
For at placere folkebibliotekerne centralt i folkeoplysningsarbejdet lagde
undervisningen i Kungälv vægt på organisationsforhold og rationalitet i
arbejdsorganiseringen, og dermed bidrog Kungälv-kurserne til en professionalisering af bibliotekarstanden og en styrkelse af bibliotekarernes
kvalifikationer inden for organisationsområdet.
Der viste sig dog til trods for disse initiativer i biblioteksvæsenet at være en
vis inerti og aversion mod bl.a. at uddelegere ledelsesfunktioner til biblioteksassistenter, der ved kursusdeltagelse havde opbygget de fornødne
kvalifikationer. En situation der foranledigede biblioteksdirektør Allerslev
Jensen til følgende kommentar:
"I beretningen på årsmødet 1966 rettede jeg en indtrængende appel til forsamlingen om
at gennemføre de nødvendige ændringer i arbejdsfordelingen og sluttede med at sige
"det skulle nødigt gå sådan, at vi må oprette særlige kurser for biblioteksledere i den
rigtige anvendelse af biblioteksassistenter." (Allerslev 1985)
Denne replik er ikke mindre aktuel i 1990'erne, hvor teknologiudviklingen
afføder nye organisations- og samarbejdsformer. Og dengang som nu er en
bibliotekarisk åbenhed og nyvurdering af rollefordelingen mellem personalegrupperne en nødvendig forudsætning for fornyelse.
4.3.3 Arbejds- og samarbejdsforhold
Hvordan det på 1964-lovens tilblivelsestidspunkt forholdt sig med folkebibliotekernes interne organisation, fremgår af en betænkning, der er optrykt i
Bibliotekaren 1963. Betænkningen er afgivet af et udvalg nedsat af Bibliotekarforeningen "til overvejelse af personalets forhold". Dens titel er 'Arbejdsog samarbejdsforhold i folkebibliotekerne' og udvalgets kommissorium for arbejdet var formuleret således:
"Udvalget fik til opgave at drøfte principielle og praktiske forhold i samarbejdet mellem
ledelse og personale i folkebibliotekerne samt formulere forslag til bestemmelser om
personalets forhold i bekendtgørelsen til den kommende bibliotekslov, herunder forslag
til arbejdsfordelingsplaner." (Bibliotekaren 1963)
Deltagerne var: Kommunebibliotekar Bent W. Andersen, bibliotekar Jørgen
Bro Glistrup, afdelingsbibliotekar Erik Buch Vestergaard (formand), bibliotekar Henning Gimbel, overbibliotekar Birger Knudsen, bibliotekar Karen
Skipper Jensen og børnebibliotekar Bodil Skov. Bibliotekarforeningens
forretningsfører Carsten Tofte Hansen var sekretær for udvalget.
Diskussionerne i udvalget focuserede på begrebet demokratisk arbejdsledelse, hvorved medarbejderne søges engageret i virksomhedens trivsel gennem
information, medindflydelse og uddelegering af myndighed og ansvar.
'Vi skal have demokrati i bibliotekerne - det er rationelt', er også konklusionen
i det foredrag Henning Gimbel, Danmarks Biblioteksforenings Rationaliseringskomité, holdt på 'Bibliotekardagen' (Gimbel 1962). Oplægget tematiserede rationalisering og arbejdsledelse og overfører erfaringer fra erhvervslivet
bl.a. om delegering til mødedeltagerne, og der opregnes følgende vægtige
grunde til at begrebet rationalisering er relevant også for folkebibliotekerne:
Fig. 17. Udstyr og hulkort til fotonotering. Skitse af et Remington Rand
kamera som blev benyttet på de første biblioteker med fotonotering. Desuden
nålekort til sortering med strikkepind og de efterhånden udbredte hulkort til
maskinel sortering. Fra ”Fotonotering”, 1962.
"Hvorfor skal vi da rationalisere?
D.v.s.: Hvorfor skal vore arbejdsmetoder være effektive? Hvorfor skal vort arbejde være vel organiseret? Hvorfor skal arbejdet opdeles hensigtsmæssigt på personalekategorier og på de enkelte personalemedlemmer?
Svarene er selvfølgelige, men vi har nok godt af at minde os selv om hensigten med den
rationalisering, som det nu er kommet på mode iblandt os at tale om.
1. De 97 købstadsordnede biblioteker koster idag samfundet over 40 mill.kr og beskæftiger 1.400 heltidsansatte. Vore arbejdsgivere: myndighederne må snart begynde at
interessere sig for beløbenes anvendelse. Vi skal komme denne interesse i forkøbet.
2. Den svenske rationaliseringsundersøgelse udsprang af lønforhandlinger mellem
Stadsförbundet og den svenske bibliotekarforening. Forhandlingerne blev afsluttet
under den betingelse - fra Stadsförbundet - at en rationaliseringsundersøgelse omfattende en arbejdsfordelingsundersøgelse skulle iværksættes, så man kunne konstatere, om bibliotekarer, som vil lønnes for at udføre bibliotekarisk arbejde, virkeligt
udfører sådant arbejde eller i hvor høj grad de er ukvalificerede kontorister eller
medhjælpere. Vor undersøgelse skal komme sådanne krav i forkøbet.
3. Der er andet end lønnen, der har betydning. Vil vi være tilfredse med vort eget arbejde, hvis vi har en fornemmelse af, at vore metoder er utidssvarende? Rationalisering
er idag et "modebegreb", som ingen af os undgår at tage stilling til. Undlader vi det
alligevel, vil vi sidde tilbage med fornemmelsen af, at det er vor egen skyld, at vi
ikke når det vi skal. Det er ingen rar fornemmelse.
4. Det hidtil nævnte vil nok tale til alle bibliotekarer, men mest til overbibliotekarer. Det
sidstnævnte tema kan udbygges: en væsentlig faktor er det at utilfredshed blandt
medarbejdere ofte opstår på grund af, at medarbejdere bliver sat til arbejde, som ikke stiller de rette krav til medarbejdernes evner og uddannelse. Det er ikke alene
uøkonomisk, at lade bibliotekarer skrive bogkort på maskine med 2 fingre, det er
også ødelæggende for arbejdsmoralen.
Konklusion: Vi skal rationalisere:
1. For at bevare vore myndigheders tillid.
2. For at blive lønmæssigt rigtigt placeret.
3. Og for at bevare eller opnå respekt for og tilfredshed med eget arbejde.
4. De nævnte grunde er måske ikke så direkte som industriens overlevelses- og tjenepenge-motiver. Men de er lige så reelle og vel overvejet lige så hårdtslående."
(Gimbel 1962, p.114-115)
Der bliver i samme foredrag formidlet nogle foreløbige resultater fra den
igangværende arbejdsundersøgelse (RDF 1964). Det nævnes således, at
såfremt de 700 heltidsansatte bibliotekarer ophørte med at udføre arbejde,
som ikke kræver bibliotekaruddannelse, kunne 100 heltidsansatte frigøres til
udførelse af nye bibliotekariske opgaver. Den aktuelle arbejdskraftanvendelse illustreres ved at
* 37% af den arbejdstid, der medgår til skrivning af boghandlerlister, hviler på
bibliotekarer, og
* 40% af selve klipsningsarbejdet under reservering varetages af bibliotekarer, og
* 52% af arbejdet med notering af modtagne aviser og tidsskrifter varetages
af bibliotekarer, og
* 34% af den tid der medgår til magasinering af ældre numre af aviser og
tidsskrifter, er bibliotekartid.
Foredraget er en samlet appel til de forsamlede bibliotekarer om at berede
sig på nye tider i bibliotekernes arbejdsorganisering, demokratisering og
motivation tjener rationelle og effektivitetsmæssige hensyn, og efter denne
opsang kunne Gimbel atter hellige sig arbejdet med Rationaliseringsbetænkningen (RDF 1964).
Den lovforberedende rundbordskonference i september 1962 havde bl.a.
behandlet personaleforhold, og det var biblioteksdirektør Allerslev Jensen der
foranledigede, at Bibliotekarforeningen (Danmarks Biblioteksforenings
Gruppe C) gennem et udvalgsarbejde skulle stille forslag til bestemmelserne
om personaleforhold i den nye bibliotekslov.
Arbejdsfordelingsplaner samt bestemmelser vedrørende bogvalgets organisation indgik i bekendtgørelsen, hvorimod udvalgets forslag om i arbejdsplanen også at indarbejde regler for afholdelse af personalemøder for det
voksende antal medarbejdere, gled ud ved lovforslagets 3.behandling.
Bibliotekarforeningen forhandlede spørgsmålet videre med Danmarks Biblioteksforenings Gruppe A, og der opnåedes i 1967 enighed om at anbefale afholdelse af personalemøder i folkebibliotekerne. Forventningen var, at
personalemøderne ville fremme et sagligt samarbejde, tilvejebringe og
bevare gode arbejdsforhold, øge de ansattes trivsel samt udvikle deres
interesse i forbedring af bibliotekernes virksomhed.
Den nævnte kvalificering af den faglige virksomhed knytter an til en formidlingsorienteret selvforståelse i bibliotekarstanden. Det var det faglige,
kulturpolitiske bibliotekararbejde der var i centrum, og personalemødereglerne havde en motivationspsykologisk rolle i denne sammenhæng. Samtidig
betød de vejledende regler (ODF 1970, side 282-284) en foreløbig imødekommelse af de ønsker om forbedrede samarbejdsforhold der var blevet
stillet af bibliotekar Per Deskov i 1962. Deskov foreslog oprettelsen af et
bibliotekarråd som den øverste faglige instans for biblioteket, og han
formulerede følgende om rådets funktion og kompetence:
"Bibliotekarrådet er bibliotekets øverste faglige instans og har ret til og pligt til at drøfte
alle spørgsmål vedrørende bibliotekets drift og personale. Bibliotekarrådet afgiver i alle
sager samlet indstilling med eller uden dissens, til bibliotekets bestyrelse, der som folkevalgt organ er ansvarlig for den økonomiske forvaltning af bibliotekets midler (...)
Den ledende bibliotekar kan ikke i noget tilfælde afgive indstilling til bibliotekets bestyrelse uden som medlem af bibliotekarrådet." (Bibliotekaren 1962)
Den kollektive arbejdsform som organisatorisk ramme om det faglige
formidlingsarbejde blev afvist af Bibliotekarforeningens udvalg med følgende
begrundelse:
"Et forslag som tilsigter alle ansattes sideordnede indflydelse på bibliotekernes drift,
anser udvalget ikke for praktisk gennemførligt. Det er herved forudsat, at ikke blot bibliotekarer som i Deskovs forslag, men også det øvrige personale, må have krav på medindflydelse på bibliotekernes drift.
Sammenfattende skal udvalget udtale, at man bl.a. under hensyn til de fremførte betænkeligheder ikke kan anbefale Per Deskovs forslag om anvendelse af den kollektive arbejdsledelses principper i praktisk biblioteksadministration." (Bibliotekaren 1963)
Det samlede personale, herunder kontorpersonalet, er i de vejledende
personalemøderegler fra 1967 sikret deltagelse i personalemøderne.
Danmarks Biblioteksforenings Gruppe A har dermed udvirket, at den store
skare af nye kontormedarbejdere, der rykkede ind på folkebibliotekerne i
løbet af 1960'erne, også i personalemøderegi fik lejlighed til at drøfte bibliotekets virksomhed og interne forhold. Det er værd at notere sig, at personale-
mødereglerne også rummer en passus der - omend i tilpasset form - viser
tilbage til Deskovs forslag om kommunikationsvejen mellem personale og
biblioteksbestyrelse. Det hedder herom i personalemødereglerne:
"§7. Bibliotekets ledelse kan gennem den ledende bibliotekar forelægge spørgsmål til
udtalelse for personalet, ligesom bibliotekets personale kan fremsætte forslag og afgive
udtalelser til bibliotekets ledelse. Personalets forslag og udtalelser tilstilles bibliotekets
ledelse gennem den ledende bibliotekar med udskrift af mødeprotokollen." (ODF 1970)
Tankerne i Deskovs artikel om en syntese af de organisatoriske og formidlingsorienterede dele af biblioteksarbejdet lå i 1960'erne underdrejet i forhold
til de fremherskende rationaliseringsinteresser. Kollektiv ledelse som
fænomen dukker i biblioteksdebatten atter op omkring 1970 som en modreaktion til organisationsforståelsen i den publicerede betænkning om
Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker, 1970.
4.3.4 Formidlingsarbejdets institutionalisering
Rationaliseringstiltagene havde nogle umiddelbare konsekvenser for lånerne
og deres brug af biblioteksinstitutionens lokaler og personale. I pionertidens
biblioteker havde bibliotekaren, som beskrevet i de foregående afsnit,
naturligt haft sin arbejdsplads i ekspeditionsområdet, hvor såvel udlånsnoteringen som lånervejledningen havde hjemme. I 1962 havde allerede 35 ud
af 94 heltidsbiblioteker valgt at foretage en adskillelse af skrankefunktioner
og lånervejledning og til det formål oprettet et særligt oplysningsbord i udlånslokalet. Men først ud fra 1964-betænkningens anvisninger oplever vi en
landsdækkende aktivitet med oprettelse af adskilte bibliotekarbemandede referenceborde og ansættelse af medhjælpere i udlånsekspeditionen.
Arbejdsdelingen var et bindeled til den stigende professionalisering og
specialisering indenfor bibliotekarfaget, og denne udvikling havde nogle
direkte negative konsekvenser for bibliotekets formidlingsarbejde overfor
lånerne.
Den dialogmulighed, bibliotekaren tidligere havde haft med låneren i afleveringssituationen, gik nu tabt, og låneren måtte af en ny personalekategori i
skranken henvises til det nyoprettede referencebord i udlånslokalet, hvor den
bibliotekariske vejledning var samlet (cf. Elberling 1932). Henvisningsproblematikken er fortsat et nøgleproblem i udlånets formidlingsarbejde, og det
kan antages, at disse forringede muligheder for i sammenhæng at ekspedere
en låner - "Det er ikke her, vær rar at henvende Dem ved..." - har haft en
betragtelig negativ indflydelse på de ansattes jobtilfredshed samtidig med at
det for låneren har medført en tiltagende uoverskuelighed og uigennemsigtighed. Hvor mange lånere der i tidens løb har fået "henvisnings-fingeren", og
er blevet henvist uden at nå frem, derom kan kun gisnes.
Hvad vi oplever i kølvandet på Rationaliseringsbetænkningen er et brud i
sammenhængen mellem de bibliotekariske arbejdsområder. Arbejdets kvalitet var historisk blevet defineret ud fra begreber som helhed og sammenhæng, og dette integrerede formidlingsarbejde på individniveau afløses nu af
en ændret arbejdsorganisering i form af arbejdsdeling og specialisering. En
formidlingsorienteret standsbevidsthed forskydes herved over mod en mere
teknokratisk orienteret selvforståelse, med opfattelsen af organisationen som
en ramme for specialisering og faglig perfektionisme indenfor de bibliotekariske arbejdsområder.
Der er i EXIT-projektet også spurgt om bibliotekernes fysisk/organisatoriske
adskillelse af udlånsnoteringen og det vejledende publikumsarbejde.
Blandt centralbibliotekerne oplyser seks biblioteker at adskillelsen er
foretaget i 1960'erne (Helsingør, Odense, Roskilde, Slagelse, Viborg og
Århus), medens en endnu tidligere funktionsopdeling forekommer i Gentofte,
FKB og Herning (1930-39), i Rønne (1940-49) og i Esbjerg (1940-49). To
centralbiblioteker (Vejle og Aabenraa) oplyser at en funktionsopdeling først er
foretaget i perioden 1970-79.
Centralbiblioteker:
I gruppen af større folkebiblioteker med aktuelt over 20.000 indbyggere i
virkeområdet anfører Kolding at de i 1930'erne har foretaget denne udskillelse af bibliotekarerne fra bibliotekets skrankeområde, Hvidovre og Søllerød
følger efter i 1940'erne og Silkeborg i 1950'erne. Den store organisatoriske
ændring efter Rationaliseringsbetænkningen i 1964 følger i 1960'erne med
14 biblioteker, og i 1970'erne med 10 biblioteker. Ringsted og Varde foretager først denne adskillelse i løbet af 1980'erne og Brønderslev i 1995 i
forbindelse med nyindflytning.
Blandt de mindre biblioteker med aktuelt under 20.000 indbyggere i virkeområdet - ialt 191 - anfører de 71 at de aldrig har foretaget denne fysiskorganisatoriske adskillelse af det bibliotekariske vejledningsarbejde fra
ekspeditionsarbejdet. 57 biblioteker anfører at en adskillelse er foretaget i
perioden 1960-1989. Grenå, Møn, Struer og Værløse anfører at adskillelse er
foretaget før 1960.
På Grønland er det kun på biblioteket i Nuuk at der i 1976 er foretaget denne
adskillelse, hvorimod bibliotekerne i Qaqortoq/Julianehåb ig Aasiaat/Egedesminde aldrig har haft publikumsvejledningen adskilt fra noteringsarbejdet.
Organisationsændringerne afspejler også en forskydning i holdninger og
værdier bort fra en tidligere formidlerrolle, der knyttede an til begreber som
folkeoplysning og kulturpolitik. Biblioteksinstitutionen blev i løbet af 1960'erne
rammen om et neutralt professionelt servicearbejde, en forestilling der faldt
fint i tråd med en stigende lønarbejderbevidsthed indenfor bibliotekarlaget af
medarbejdere.
Den institutionelle ramme segmenteres nu op i uddannelsesmæssigt
definerede lag af medarbejdere og i en vifte af fagligt specialiserede afdelinger der forfiner og professionaliserer arbejdet indenfor det givne delområde
af den samlede virksomhed. Grænser blev et nyt organisatorisk nøglebegreb.
Faggrænser mellem faggrupper og afdelingsgrænser mellem specialafdelinger. Der udvikledes en tydelig skilteskov med 'Adgang forbudt'-skilte
udenfor de afmærkede revirer og arbejdsområder, en opdeling og fragmentering der legitimeredes med anvisningerne i betænkningen om Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker.
4.3.5 Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker 1970
Bekendtgørelsen om Folkebiblioteker fra 1965 rummede i §1, stk.4 den
tidligere omtalte henstilling om at lade Rationaliseringskomiteens grønne
betænkning være vejledende ved tilrettelæggelsen af arbejdet. Men 1964loven med tilhørende bekendtgørelse indeholder også bestemmelser, der
pålægger bibliotekerne at udarbejde en arbejdsfordelingsplan med stillingsbeskrivelser for de enkelte medarbejdere som led i en samlet organisationsplan.
Dette obligatorium er indeholdt i bibliotekslovens §4, stk.2, der lyder:
"I biblioteker med heltidsbeskæftiget personale skal der desuden findes en arbejdsfordelingsplan, som stadfæstes af bibliotekets ledelse".
Og lovbestemmelsen uddybes efterfølgende i bekendtgørelsens §17, stk.9
og i §18, stk.3.
"§17, stk.9. Heltidsbibliotekernes arbejdsfordelingsplan jfr. lovens §4, stk.2 stadfæstes
af biblioteksudvalget (-bestyrelsen). I arbejdsfordelingsplanen redegøres for fordelingen
af bibliotekets arbejdsopgaver på bibliotekets afdelinger og enkelte medarbejdere og for
de beføjelser og det ansvar, der er tillagt hver enkelt stillingsindehaver. Planen, der stadig skal være ajourført, forelægges mindst én gang årligt for biblioteksudvalget (bestyrelsen)."
"§18, stk.3. Bestemmelser om bogvalgsmyndighedens placering fastsættes i arbejdsfordelingsplanen, jfr. §17, stk.9."
Bibliotekslovens krav om udarbejdelse af arbejdsfordelingsplaner førte sidst
på året 1964 til nedsættelse af et arbejdsfordelingsplanudvalg under Bibliotekstilsynet. Udvalget blev nedsat af biblioteksdirektøren - efter forslag fra
Bibliotekarforeningen - og fik fra starten til opgave at udarbejde mønsterarbejdsfordelingsplaner, en opgave der senere blev omdefineret til udarbejdelse af generelle retningslinier for organisations- og arbejdsfordelingsplaner
i folkebibliotekerne.
Betænkningen fra udvalget forelå først i 1970 med nogle års forsinkelse i
forhold til den oprindelige tidsplan. Igen var det Henning Gimbel, nu fra
Bibliotekstilsynets Rationaliseringsafdeling, der var pennefører på betænkningen, i den afsluttende fase i samarbejde med konsulentfirmaet T. Bak
Jensen. Titlen var: 'Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker' (ODF
1970).
Arbejdsfordelingsplanudvalget
havde
i
forbindelse
med
undersøgelsesarbejdet udsendt et spørgeskema til de 104 da eksisterende
heltidsbiblioteker. Af disse havde 16 en skriftlig plan over arbejdsfordelingen
mellem bibliotekets afdelinger eller mellem enkelte medarbejdere, men kun i
5 biblioteker omfattede disse planer alle bibliotekets afdelinger og medarbejdere. I 15 af de 16 biblioteker var planerne enten udarbejdet eller
revideret efter januar 1962. Derudover havde 20 biblioteker skriftlige planer
under udarbejdelse for hele biblioteket eller for visse afdelinger. Af andre
organisatoriske hjælpemidler forefandtes på 32 biblioteker beskrivelser af
arbejdsgang og arbejdsmetoder, medens 17 biblioteker havde såkaldte
'instrukser' for overbibliotekaren, stillingsbeskrivelser mv. Et enkelt bibliotek
havde desuden en organisationsplan, men for de fleste af papirerne var der
tale om at de havde et foreløbigt og skitsemæssigt præg og for en stor dels
vedkommende var stærkt forældede (ODF 1970, p.17-18).
Organisationsbetænkningens langvarige tilblivelsesperiode gjorde, at den
først publiceredes efter oprøret mod den centralt styrede biblioteksdrift og de
autoritære ledelsesformer i folkebibliotekerne. En ændring i værdiopfattelsen,
der fandt sted i 1960'ernes slutning, uden at denne anti-autoritære strømning
blev medreflekteret i betænkningens retningslinier. Som i Rationaliseringsbetænkningen fra 1964 var sigtet også her i 1970 øget effektivisering af bibliotekernes ydelser over for lånerne. Tidens brændende spørgsmål om kollektiv
arbejdsledelse tages ikke op i betænkningen, der i stedet bygger på den
bestående samfundsmæssigt accepterede ledelsesstruktur - 'gorpesystemet'- nu med inddragelse af effektivitetsbetingede, trivselsfremmende
foranstaltninger som delegering, medindflydelse og medansvar.
"Efter endt læsning, er den første tanke, der melder sig: "Ak, hvor forandret!"
Dette indtryk skyldes ikke alene anvendelsen af det forkætrede gorpesystem, men også
et tydeligt indtryk af, at udvalget har sat sig en milepæl i 1964, og ikke har flyttet den
siden, skønt dansk biblioteksvæsen måske ikke tidligere har gennemført en så iøjnefaldende udvikling som i perioden 1964-70.
Angående "gorpe" contra kollektiv ledelse siger udvalget s.164, at det ikke har set det
som sin opgave at udarbejde forslag, som bryder med vort samfundssystems principper
for strukturopbygning o.s.v.
Dette standpunkt kan måske forsvares, men ret beset kan det ikke forsvares, at man ikke
har haft øje for, at der på linien mellem "gorpe" og kollektiv ledelse er andre og mere
demokratiske muligheder, end de foreslåede." (Paaske 1970)
De hierarkiske strukturmodeller får også drøje hug med på vejen i Bibliotek
70, hvor kredsen fra Yngre Bibliotekarer og det hedengangne Biblioteksdebat
giver betænkningen prædikatet "den gule fare" og anholder dens manglende
formidlingsorientering i de materialebaserede retningslinier for den interne
pyramidale struktur. Kritikken rettes også mod betænkningens problematisering og afskaffelse af den ledende børnebibliotekar- og souschefstillingerne
og kun de udviklede modeller for bogvalgets organisation opnår at få et par
rosende ord med på vejen.
Indholdet af betænkningen er i hovedtræk:
* Forslag til funktionsanalyse af eksisterende biblioteksorganisation. Selvregistrering ved hjælp af de af Bibliotekscentralen tilbudte skemaer.
* Sortering af analysematerialet i hovedgrupper, der benyttes ved opstilling af
principskitser for den interne organisationsstruktur, herunder alternative
modeller for bogvalgets organisation. Der opstilles fem teoretiske organisationsplaner med fire alternativer, og en skitse af den interne organisering af
mødevirksomheden.
* Udarbejdelse af arbejdsfordelingsplaner, også udfra Bibliotekscentralens
skemaer, med udførlig beskrivelse af arbejdets faser. Her optræder 'Idealarbejdsfordelingsplanen' der i et eksempel er anvendt på organisationsmodel 3.
* Endelig omtales stillingsbeskrivelser samt organisationsplanlægningens
tilrettelæggelse og der sluttes af med en påvisning af behovet for videreuddannelse inden for de emner, betænkningen har berørt.
I betænkningens afsnit om bibliotekernes organisatoriske struktur opfordres
til at samle arbejdet med notering af materiale i en fællesekspedition, der ikke
er tilknyttet en enkelt publikumsafdeling, og det hedder videre om bibliotekernes udlånskontrol:
"I bibliotekernes publikumsarbejde stiller udlånskontrollen ensartede krav, og det vil
være rimeligt at samle den i én afdeling for hvert betjeningssted. Udlånskontrolafdelingen kan således tage sig af al udlånsnotering uanset om det drejer sig om bøger
for voksne, bøger for børn, musikalier og musikplader eller andre materialer (...) Bibliotekernes traditionelle todeling af organisationsstrukturen i afdelinger for børn og afdelinger for voksne præger stadig flertallet af bibliotekerne, idet ikke alene publikumsvejledningen, men også udlånskontrollen, indkøbet, katalogiseringen og klargøringen af
bøgerne, og en række andre funktioner er delt i afdelinger for voksne og afdelinger for
børn, uden at denne todeling af udlånskontrol og stabsfunktioner kan siges at have været begrundet i en nødvendig eller hensigtsmæssig specialisering." (ODF 1970, p. 4446)
Det har holdt hårdt at få gjort op med den traditionelle opfattelse af at
børnebiblioteksarbejdet hører til i en kategori for sig, en opfattelse der
historisk bunder i den adskillelse der i 1930'erne fandt sted mellem biblioteksarbejdet for voksne og biblioteksarbejdet for børn. Biblioteksloven fra
1931 favoriserede denne adskillelse i to tilskudsberettige bibliotekstilbud, og
mange biblioteker så deres fordel i at udskille biblioteksarbejdet for børn i et
særligt 'Børnebibliotek' med selvstændig status.
Den stærke faglige reaktion mod Organisationsbetænkningen 1970 førte til at
Bibliotekarforeningen opfordrede sine medlemmer til boykot af møderækken
om betænkningen på Hindsgavl slot, og den stærke modstand mod betænkningen - Bibliotekarforbundets initiering og deltagelse til trods - adskiller
modtagelsen af den gule betænkning radikalt fra den medvind, der bar den
grønne Rationaliseringsbetænknings arbejdsmetoder frem og ud i praksis:
"Bibliotekarforeningens hovedbestyrelse opfordrer sine medlemmer til at boykotte Bibliotekstilsynets møderække og har udsendt følgende udtalelse:
"Bibliotekstilsynet vil i nær fremtid afvikle en møderække på Hindsgavl slot, hvor arbejdsfordelingsplanudvalgets betænkning "Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker" vil blive gennemgået for et bredt udsnit af bibliotekernes personale.
Bibliotekarforeningens hovedbestyrelse har allerede i en foreløbig udtalelse konstateret,
at betænkningen truer med at hæmme de offentlige bibliotekers udvikling, hvor den
ikke ligefrem tvinger dem tilbage til for længst forladte stadier.
I sin egenskab af tilstandsbeskrivelse kan betænkningen passende indgå i Biblioteksskolens fremtidige undervisningsstof som historisk kildeskrift.
På denne baggrund fraråder Bibliotekarforeningen sine medlemmer at deltage i møderækken om betænkningen på Hindsgavl slot." (Bogens Verden, 1970, p.406)
Debatten i 1970'ernes begyndelse affødte hos Bibliotekarforeningen et modudvalgsarbejde omkring kollektiv ledelse, men gennemslagskraften af organisationsbetænkningens forslag bør - kritikken til trods - ikke overses.
1970'ernes voksende bibliotekssystemer trak i deres ekspansionsfase i vid
udstrækning på betænkningens forslag til stillingsbeskrivelser og fastlæggelse af den interne mødestruktur.
Medens lovens påbud om udarbejdelse af arbejdsfordelingsplaner langt fra
blev fulgt i de mindre biblioteksorganisationer, førte betænkningens retningslinier for de større biblioteksorganisationers vedkommende til en
stigende institutionalisering samt en formalisering af det interne kommunikationssystem. Et formidlingsorienteret samtaleklima afløstes af en formaliseret
mødestruktur, hvor personalegrupper og specialafdelinger kunne udføre
deres respektive interessevaretagelser af ritualistisk karakter. Med øget
ressourceforbrug på interne processer og tabet af et formidlingsperspektiv til
følge.
4.3.6 Kollektiv ledelse
Fra Per Deskovs forslag om kollektiv arbejdsledelse i 1962 er der et vacuum i
denne debat, der i bibliotekssammenhæng først genoptages i Biblioteksdebat
i årtiets sidste år for så at komme til fuldt udtryk i en modreaktion på betænkningen Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker, 1970.
Biblioteksdebat (1965-69) publiceredes af Yngre Bibliotekarer og indeholdt
engagerede debatartikler vendt i en slagkraftig opposition mod de etablerede
autoritetshierarkier på både lokalt og centralt niveau. Organisationsdebatten
rettedes også mod Bibliotekarforeningens bibliotekslederdominerede
apparatjik og Yngre Bibliotekarers gennemslagskraft kan aflæses ud fra den
dominerende rolle organiseringen havde i forbindelse med væsentlige fænomener ultimo 1960'erne: Bibliotekarforeningens kollektive udmeldelse af
Danmarks Biblioteksforening, overtagelsen af magtapparatet i Bibliotekarforeningen og ændringen af foreningens organ Bibliotekaren til Bibliotek 70,
1970 -.
Bevægelsen afspejler også en ændring i de yngre medarbejderes opfattelse
af den bibliotekariske identitet. Holdninger og normer ændrede sig i en antiautoritær retning der fremkaldte brudflader i standsbevidstheden.
På dagsordenen stod nu bibliotekets samfundsmæssige rolle og begreber
som enhedskultur, finkultur og kvalitet trængtes i defensiven af en mere
åben, pluralistisk holdning til tegneserier og brugslitteratur.
Men av-området og de gryende musikafdelinger fandt ikke nåde for Yngre
Bibliotekarers systemkritikere. Selvom Bibliotekstilsynets signaler på dette
område var mere fremsynede end de oppositionelle bibliotekarer, valgte man
refleksagtigt at være imod signalerne fra centralt hold, deres indhold ufortalt.
Debatten om arbejdspladsdemokrati udfoldede sig bredt i samfundet, og til
belysning af muligheden for mere demokratiske ledelsesformer i folkebibliotekerne nedsatte Bibliotekarforeningen i 1972 et udvalg med følgende kommissorium:
"Generalforsamlingen anmoder hovedbestyrelsen om inden Hellig Tre Konger 1972 at
tage initiativ til gennem et udvalgsarbejde at belyse de praktiske og juridiske muligheder for at anvende et kollektivt ledelsesprincip i danske folkebiblioteker. Ved kollektivt ledelsesprincip forstås et sådant system, hvor ledelsesfunktionen udøves enten af
alle medarbejdere eller repræsentanter for disse. Der lægges vægt på at udvalgsarbejdet
sker i samarbejde med repræsentanter for kommunerne og andre personalekategorier."
(Kollektiv 1975)
Udvalgets betænkning er imidlertid hele tre år undervejs og publiceres først
som pamflet den 1. maj 1975 under titlen: Kollektiv ledelse i folkebiblioteker
(Kollektiv 1975).
Betænkningen falder i tre dele:
I. Beskrivelse af det nuværende ledelsessystem i folkebibliotekerne.
II. Gennemgang af juridiske og praktiske konsekvenser af et kollektivt
ledelsessystem.
III. Beskrivelse og vurdering af tre folkebibliotekers mødesystemer og omtale
af forsøg med alternative ledelsesformer i andre offentlige institutioner.
De gengivne mødesystemer fra folkebibliotekerne i Gentofte, Helsingør og
Skive bygger alle på den traditionelle ansvars- og kompetencefordeling
mellem kommunens kulturelle udvalg, biblioteksleder og personale. Men
mødeformerne fra de tre biblioteker ligger i front blandt samtidens folkebiblioteker hvad angår inddragelse af personalet i ledelses- og beslutningsprocesser.
Fig. 18. Nyindretning til fotonotering. Forhallen på Frederiksberg i 1985
efter at skrankepartiet er blevet flyttet og udvidet. Sammenlign med den
oprindelige indretning 1936 i Fig. 12. Fra: En milepæl, 1985.
De økonomiske konjunkturer i samfundet havde under betænkningens lange
tilblivelsesperiode ændret sig, og debatten om kollektiv ledelse lod sig kun
med træghed genoplive for en kort stund omkring pamflettens udsendelse.
To forhold inden for biblioteksverdenen kan sammen med de ændrede
samfundsmæssige betingelser med højkonjunkturens ophør indgå i en forklaringsramme for at pamfletten om kollektiv ledelse viste sig langt svagere i
sin gennemslagskraft end Organisationsbetænkningens traditionelle ledelsesopfattelse.
Dels havde Bibliotekarforeningen indgået nye lønaftaler i forbindelse med
Kommunalreformen i 1970. Her havde man forhandlet sig frem til en hierarkisk lønstruktur med avancementsstillinger/afdelingslederstillinger i hobetal,
hvis lønmæssige indplacering næppe har virket befordrende på lokale initiativer omkring ændrede ledelsesformer. Langt snarere har lønaftaler og
stillingsstruktur passet som fod i hose til Organisationsbetænkningens afdelingsstruktur og ledelseshierarki.
Dertil kommer, at Bibliotekarforeningens - siden 1975 Bibliotekarforbundet udmeldinger til det bibliotekariske personale i forbindelse med de begyndende sparerunder i 1970'ernes sidste år har haft deres andel i at det blev "den
gule fare" og ikke kollektivpamfletten, der leverede modellen for bibliotekers
ledelsesstruktur. Bibliotekarforbundet pålagde sine medlemmer ikke at tage
del i de diskussioner om neddrosling af virksomheden som de ændrede
økonomiske vilkår nødvendiggjorde. Dermed trak det bibliotekariske personale sig fra den faglige prioriteringsdiskussion og fra deltagelse i beslutningsprocessen. De beslutninger den økonomiske lavkonjunktur nødvendiggjorde, blev således på traditionel vis overladt til bibliotekets ledelse og til
politikerne, og signalerne fra det centrale fagforeningsapparat førte dermed til
en lokal handlingslammelse, der også på det bevidsthedsmæssige niveau
satte organisationstænkningen år tilbage. Vi skal op i midten af 1980'erne før
de centrale, konserverende signaler ændrer sig og der atter gives rum for
personalets kreativitet og ideudvikling i forsøgsvirksomhed og projektarbejde.
Der har sidst i 1980'erne været tilløb til genoptagelse af diskussionen om
kollektiv ledelse i fagpressen. Nu med udgangspunkt i en organiseringsform
med selvstyrende grupper, som folkebibliotekernes teknologianvendelse
peger henimod. Det må være på sin plads at pege på en uheldig begrebsmæssig sammenblanding af de anvendte termer: kollektiv ledelse og selvstyrende grupper. Arbejdsorganisatorisk kan selvstyrende grupper indgå i
bibliotekets opgaveløsning indenfor de rammer, der er afstukket af bibliotekets ledelse. Det må vurderes som højst uheldigt, hvis oplagte forsøg med
delvis selvstyrende grupper afspores på grund af uklarhed om de organisatoriske begreber. En uklarhed der forringer mulighederne for en kvalitativ lokal
jobudvikling, der ikke nødvendigvis behøver anfægte den aktuelle ledelsesform i folkebibliotekerne.
4.4 Overgang til fotonotering
Med stigningen i folkebibliotekernes udlånsvirksomhed og den samfundsmæssige udvikling med stigende industrialisering var det omkring 1960
nærliggende at underkaste også folkebibliotekernes udlånsmetoder et kritisk
gennemsyn og overveje om nye tekniske løsninger var på sin plads.
Den økonomiske rationalitet som formidledes gennem Allerslev Jensen
oplæg på Bibliotekardagen 1959 (Allerslev 1959) blev sekunderet af Viggo
Bredsdorff, der indledte en diskussion om de tidligere nævnte 'Rationaliseringsmuligheder i publikumsarbejdet', og i denne forbindelse plæderede for et
teknologiskift i folkebibliotekernes anvendelse af udlånskontrolsystemer.
En rationel tilrettelæggelse af udlånsprocessen forudsatte i større biblioteker
en overgang til mekanisk fotonotering, og der rettes en velvalgt kritik mod
den nyeste 1959-udgave af 'Lærebog i biblioteksteknik' som næsten uændret
havde valgt at beskrive de traditionelle teknikker i udlånsarbejdet - Browne,
Newark og Detroit - uden at komme ind på de eksperimenter med nyere
noteringsmetoder der fandt sted i såvel USA som i nordiske folkebiblioteker
(Bredsdorff 1959). Dette indlæg af Viggo Bredsdorff på Bibliotekardagen
1959 må iøvrigt karakteriseres som det nyeste væsentlige indlæg om
arbejdet i skranken forfattet af en bibliotekar. Og den kritik som Bredsdorff
fremfører mod den meget nedtonede opmærksomhed fagets udøvere retter
mod udlånsarbejdet kan med fuldt samme ret gentages i 1990'erne:
"Når man skal undersøge udlånsarbejdet ved danske folkebiblioteker, er det naturligt at
vende sig til den publikation, der er vor officielle lærebog i vort fag, Lærebog i biblioteksteknik. Men når man ser, at afsnittet om udlånsarbejde i udgaven af 1959 står omtrent uændret i forhold til 1.udgaven af lærebogen, må der være noget helt galt i den
almindelige indstilling til de meget vigtige processer, der optager så megen tid i alle
folkebiblioteker. Man havde håbet, at forfatteren til dette afsnit havde bragt stof om alle
de eksperimenter, som i de senere år har fundet sted ved talrige biblioteker verden
over." (Bredsdorff 1959, p.150)
De nyere tekniske metoder til udlånsregistrering der præsenteres i Viggo
Bredsdorffs oplæg omfatter følgende udlånsmetoder:
* Fotonotering. I Göteborg med nedfældet Remington fotoapparat i skranken,
i Københavns Kommunes Biblioteker med Kodak-apparatur placeret på
skranke.
* McColvins Token-system. Jetons der cirkulerer mellem låner og bibliotek
svarende til det lånte antal bøger.
* Bookamatic. Eksperimentalvirksomhed i Göteborg med amerikansk
udlånssystem med kundeplader af plastik der fungerer som både låner- og
bogkort. Systemet vurderedes som ikke rentabelt og blev opgivet.
* Wayne-county system. Låner skriver selv kvittering med accessionsnummer for hvert hjemlån. Datokort - som ved fotonotering - placeres i bogen
efter at løbenummer er ført på kvittering, og hjemkaldelse finder sted på de
accessionsnumre der ikke er afleveret.
* Best-systemet, konstrueret af Bengt Hjelmqvist. Låneren slår sit lånernummer samt bogens accessionsnummer ind på en slags kasseapparat der
registrerer oplysningerne på kontrolstrimmel og på kontrolkupon der følger
bogen.
* Brodac-registrering. Et amerikansk lyskopieringsapparat som automatisk
frembringer en nummerordnet notering på kort.
* Umeå-metoden med farvedifferentierede datokort; hver uge sin farve som
skulle lette kort-i-sætning og reservering.
En analyse af udlånssystemernes effektivitet er foretaget i Göteborg hvori
følgende systemer indgik: Fotonotering med Recordak, Detroit, Bookamatic
og Wayne-county systemet. Undersøgelsens resultat blev at fotonoteringssystemer viste sig mest økonomisk ved større biblioteker, Wayne-county ved
mindre biblioteker. Begge systemer vurderes at kunne benyttes sideordnet i
større bysamfund med filialer.
Flere af de nævnte noteringssystemer kræver i varieret omfang medvirken af
publikum og da denne udvikling henimod selvbetjening udvikler sig i
1990'erne kan det være interessant at høre hvilke betænkeligheder Bredsdorff havde herom, vel at mærke udfra datidens noteringsmetoder:
"Det forekommer mig imidlertid betænkeligt ved Wayne-county metoden, at den kræver så stor indsats fra lånerens side. Kan man virkelig overlade til lånerne at skrive navn
og adresse samt bogens nr. på disse kvitteringer? Vil det ikke afskrække lånerne fra at
komme på biblioteket? Hvad med gamle og børn? Kan vore lånere i virkeligheden ikke
godt forlange registreringsprocessen foretaget af bibliotekspersonalet - er det ikke en
naturlig service at yde vort publikum? (Bredsdorff 1959,p.152)
Diskussionen om lånernes selvbetjening i udlånsregistreringen genoptages
senere i 1990'ernes folkebiblioteker med elektronisk udlånskontrol. For det er
introduktionen af fotonotering der er det centrale svingningspunkt i Bredsdorffs arbejde omkring 1960 (Bredsdorff 1959a).
Fotografisk udlånsnotering indførtes på København Kommunes Hovedbibliotek på Kultorvet fra 30.oktober 1958, efter erfaringer gjort i USA og
England siden 1940'erne - først taget i brug på Gary Public Library USA i
1940 - samt i andre nordiske folkebiblioteker i Göteborg, Norrköping og
Deichmanske Bibliotek i Oslo.
Hvidovre havde som det første danske folkebibliotek taget fotonotering i brug
1958, men opgav forsøget efter tre måneder. Årsagen hertil skal søges i dels
bibliotekets størrelse, dels i mængden af bortkomne datokort angivelig
begrundet i mangelfuld information overfor lånerne ved systemets ibrugtagen
(Nielsen 1959). Ved tilskrivning på spørgeskema til EXIT-projektet oplyses
det
"Hun [Eva Raae Schultz, ansat 1937] kan også huske publikums meget negative reaktion på forsøget med fotonotering i 1957." (Hvidovre).
I 1962 har fem danske folkebiblioteker indført fotonotering: København,
Roskilde, Esbjerg, Gladsaxe og Næstved.
Systemet baseres ved udlån på en fotografisk aflæsning af lånerkort i
kombination med identifikationsdata på boglommen og dertil et datokort/transaktionskort i boglommen. Ved aflevering fjernes datokortet fra
boglommen og bogen kan gå til eftersyn for reservering og på-plads-sætning.
De hjemkomne datokort/transaktionskort ordnes evt. maskinelt og de
manglende numre fremfindes i et læseapparat på filmen hvor de fremtræder
koblet med lånerkortet.
Nummereringen af datokortene kunne være i lukkede serier med fortløbende
nummerering, eller i åbne serier hvor hver dag begynder med en kortstamme
med nr.1. De trykte datokort lader sig ikke fejllæse, og København havde fra
starten valgt ar anvende et sæt kort for hver dato, med påtryk af fire datoer,
en i hvert kvartal. Herved kan hvert kort bruges fire gange om året. Ultimo
1970'erne ændres brugen af datokort fra genanvendelse af kortstammer til
èngangskort.
Sorteringen af de hjemkomne datokort til genplacering i kortstammen kan
være
* manuel
* ved hjælp af hulkort der i siderne har huller til ordning manuelt ved hjælp af en strikkepind, 'Cope-Chat'/McBee Rand hulkort (anvendt i Gladsaxe)
* maskinel sortering evt. på anden kommunal institution. IBM's 51-kolonner hulkort
anbefales (Bredsdorff 1962).
Et stort skift for bibliotekerne ved fotonotering er også overgangen til at
benytte eksterne leverandører i et løbende samarbejde omkring produkter og
ydelser. Denne afhængighed af eksterne parter i bibliotekets udlånsnotering
var ny i forhold til de tidligere metoder, der kunne løses med lokal arbejdskraft og teknologi, men det eksterne afhængighedsforhold peger fremad mod
den næste fases leverandører af udlånskontrolsystemer til bibliotekerne.
Der lægges i vejledningen 'Fotonotering' også op til en kommende udbygning
af samarbejdet med biblioteksvæsenets centrale instanser:
"Det er blevet pålagt den under Dansk Bibliografisk Kontor oprettede Inventarcentral at
følge udviklingen inden for udlånssystemer i ind- og udland.
Biblioteker, der overvejer indførelse af fotonotering, opfordres derfor til at rette henvendelse til Inventarcentralen, der vil yde assistance ved tilrettelæggelsen af systemet
og være behjælpelig med at etablere kontakt med de forskellige firmaer." (Bredsdorff
1962, p.48)
Firmaet Remington Rand A/S repræsenterede i Danmark det svenske
apparat og overtog fra 1.2.1962 al forhandling og service på apparaterne.
Bibliotekscentralen skulle snart tilbyde centrale løsninger til biblioteker med
fotonotering, men funktionaliteten af det tilbudte fotoapparatur medførte
nogen turbulens i de biblioteker der anvendte Bibliotekscentralen som
leverandør, og Bibliotekscentralen ophørte da også i 1970-71 med deres
leverancer af kamera og servicering.
På et senere tidspunkt i 1970'erne ændrede Kommunedata pr.1.4.1978 sit
hulkortsystem til et system med optisk læsbare engangs-datokort til afløsning
af de hidtil anvendte kortstammer med hulkort. Dette medførte på den ene
side, at biblioteker der overgik til fotografisk udnotering efter dette tidspunkt
sparede investering i hulkortstammer, medens til gengæld engangskortsystemet blev noget dyrere end det tidligere system med genbrug af kortstammen.
Udover apparatur og service var eksterne leverandør nødvendig både til
maskinel hulkortsortering og til fremkaldelse af den film der skulle benyttes til
hjemkaldelse. Denne fremkaldelse og fremsendelse blev først i 1960'erne
varetaget af fotofirmaet 'Nova' i København.
Lånerkortet er nu udelukkende til identifikation af låneren og aflæses
fotografisk ved udlån.
Efter at have haft systemet i brug på Kultorvet i fem måneder oplistes
følgende erfaringer med systemets brug (Bredsdorff 1959a, p.154):
"De væsentligste ulemper ved systemet er følgende:
1. En detailleret klassedelt statistik kan kun foretages ved optælling af hjemkomne bøger.
2. Der skal arbejdes efter nye metoder ved revision af bogbestanden. I København skal
vi først til sommer forsøge dette, hvorfor vi endnu ingen erfaringer kan meddele på
dette område.
3. Det kan være vanskeligt, men er dog ikke umuligt, at forny lån pr. telefon - en service, som mange biblioteker gerne vil yde publikum, men som vi i København med
det meget store udlån har måttet opgive.
4. I de tilfælde - som forøvrigt ikke har været særlig mange - hvor lånere har forlist dato-kontrolkort, forsinkes ekspeditionen i modtagerskranken, når man skal træffe de
nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for at undgå fejlvarsling m.m.
5. Man må renoncere på til enhver tid at kunne fastslå, hos hvem en bog befinder sig.
Det er udelukket at gennemlæse alle film for at finde fem til en bestemt bog.
Imidlertid indebærer systemet så mange fordele, at vi i København går helt og fuldt ind
for det som en betydelig aflastning og rationel arbejdsforbedring i skranken. De væsentlige fordele ved systemets indførelse har vist sig at være følgende:
1. Det skulle være udelukket at komme til at rykke en forkert låner for en bog. Der findes ikke længere muligheder for at skrive fejl i lånernumre eller for Københavns
vedkommende distriktsbiblioteksmærke. Det kan altid dokumenteres overfor låneren, at han har lånt en bestemt bog ved at konfrontere ham med filmen.
2. Det er lettere at udskrive rykkerskrivelser direkte fra filmen i stedet for at skulle gå
gennem lånerkartoteket.
3. Selve noteringsprocessen er hurtigere - ihvertfald end Newark-systemets. Browne og
Detroit har vi ikke haft muligheder for at sammenligne med.
4. Modtagelsen af bøgerne er hurtigere, da der ikke skal sættes kort i bøgerne. Disse
kan gå på plads, såsnart de er efterset i reserveringsnoteringen. der spares plads, når
man hverken skal have siddeplads til kort-i-sætning eller beregne aflægningsplads
til bøgerne, før der bliver sat kort i dem.
5. Ingen ordning af bogkort. Hvis man - som vi mener det vil være rigtigt - lader kontrolkortene være hulkort og får disse ordnet ad mekanisk vej, udelukker man derved
en menneskelig fejlkilde mere og bliver fri for at anvende tid til ordning af disse
kort. Af økonomiske grunde kunne hulkortordning ikke etableres, men det overvejes
at indføre dem ved det næste bibliotek i København, hvor fotonotering bliver anvendt.
6. Systemet kræver næsten ingen omskrivning af bogkort. I København benytter vi stadig Newark-systemet ved udlån til distriktsbibliotekerne, hvorfor bogkortene stadig
er nødvendige, men iøvrigt ville de kunne afskaffes.
7. Der spares tid ved reserveringsprocessen, når der ikke længere skal clipses.
8. Begrebet "rodebøger" med manglende bogkort eksisterer ikke mere.
9. Man kan eventuelt afskaffe den numeriske lånerfortegnelse.
Alle disse fordele er indlysende. På Københavns kommunes hovedbibliotek har der
også siden indførelsen af det fotografiske system kunnet konstateres mere ro over
skrankens arbejde, mere tilfredshed blandt kontoristerne og en kendelig besparelse på
medhjælperkontoen - ca.3-4 heltidsbeskæftigede, hvorfor vi ikke tager i betænkning at
anbefale systemet til indførelse på andre danske biblioteker, der ligger på 100-150.000
udlån om året eller derover." (Bredsdorff 1959a, p.154-55)
Bibliotekstilsynet anmodede Viggo Bredsdorff, Christian Götzsche og
Johannes Petersen om at udarbejde en almindelig vejledning for folkebibliotekerne om indførelse af fotografisk udlånsnotering. Denne vejledning forelå
1962 med titlen 'Fotonotering' (Bredsdorff 1962) og formidler ved Bredsdorffs
mellemkomst erfaringerne fra fotonoteringen på hovedbiblioteket i København til de øvrige folkebiblioteker på nationalt niveau.
Sammenholdt med det i Danmark mest udbredte udlånssystem, Newarksystemet, undgår bibliotekerne således ved at indføre fotonotering en række
af de indlysende ulemper der var forbundet med stempelnoteringen:
* Manuel fejlskrivning af lånernummer på bogkort med efterfølgende fejlhjemkaldelser
forekommer ikke. Filmen er begge parters bevis.
* 'Rodebøger' hvor bogkortet ikke umiddelbart har ladet sig fremfinde, forekommer
ikke ved fotonotering. Ingen sætten-kort i bøger, bøgerne kan straks gå til sortering
og eftersyn for reserveringer.
* Alle processer med udnotering og aflevering er langt mindre tidskrævende ved fotonotering end ved Newark.
* Rationalisering af hjemkaldelsesproceduren hvor kopi af hjemkaldelseskortet nu kan
benyttes ved 2.hjemkaldelse. Numerisk lånerfortegnelse kan afskaffes, hvorimod det
anbefales at bibeholde den alfabetiske lånerfortegnelse (Bredsdorff 1962,p.31-32).
Overgang til fotonotering har som konsekvens af tidsbesparelsen indbygget
muligheden for en besparelse også i arbejdskraftanvendelsen. Denne
personaleindskrænkning blev vurderet som en fordel ved systemomlægningen (Nielsen 1959), men er omkring introduktionen af fotonotering sidst i
1950'erne endnu ikke tænkt sammen med den nye arbejdsdeling der i
1960'ernes løb skulle ændre biblioteksarbejdets organisering markant.
Ressourcebesparelsen svarede på Kultorvet i København til de ovennævnte
3-4 heltidsbeskæftigede medhjælpere. På centralbiblioteket i Roskilde har
indførelse af fotonotering o.1960 betydet en udskydelse af ellers uomgængelige stillingsbesættelser.
De væsentligste ulemper ved fotografisk udlånsnotering ligger som nævnt af
Bredsdorff omkring fornyelser, hvor bogen og dens datokort ikke er for
hånden, d.v.s. ved lånerhenvendelse på biblioteket om fornyelse uden at
bogen er medbragt eller ved telefonfornyelse. København nægtede helt
enkelt ved systemets indførelse at forny lånet, når bogen ikke var fysisk
medbragt med datokort isat.
At statistikopgørelsen i den traditionelle og lovbefalede opdeling i skøn- og
faglitteratur ikke ved fotonotering var en mulig fremgangsmåde, medførte en
række lokale løsninger for de biblioteker der fortsat prioriterede denne
specifikation i opgørelsen. Eksempelvis ved en manuel tæller placeret ved
fotoapparatet der aktivers ved hvert udlån af faglitteratur.
På Kultorvet i København blev kravet om en fuldstændig optælling og
fordeling af udlånte bøger på en række faggrupper opretholdt. Bøgerne
sorteredes på opsætterhylder og optaltes umiddelbart før de gik på plads på
hylden. En stikprøveoptælling efter datokortets slutcifre på filmen anbefaledes som den mest hensigtsmæssige metode hertil (Bogens Verden, 1961,
p.504-05), men kravet til den findelte statistiske optælling ophæves af
Bibliotekstilsynet i begyndelsen af 1960'erne.
Reserveringen af bøger skete ikke længere ved hjælp af 'clipsning', men ved
gennemgang af de afleverede og finsorterede bøger på bogvogn sammenholdt med fortegnelsen over reserverede bøger, evt. på et kardex-system. En
reserveringsfangst der på Kultorvet/KKB var foregrebet ved 'Tokensystemet'. Modsat 'clipsningen' af bogkortet i 'vasken' fanger denne metode
det først afleverede eksemplar af titlen, men det forudsætter en omhyggelighed i arbejdsprocessen der kunne være ganske tidskrævende. Reserverede
bøger kan med fotosystemet naturligt ikke lokaliseres hvis de ikke afleveres
af låner, og der kræves generelt et stadig tæt opsyn af reserveringsregistret
for at opfange om en enhed er udlånt eller bortkommet.
Eftersyn for reserverede bøger blev som hovedregel foretaget af bibliotekarer
på udlånsvagt, en arbejdsproces der kunne kombineres med bogpleje og fratagning af bøger til reparation eller kassation. Denne proces med bogpleje og
kassation understøttes nu ikke længere med afstemplinger over antal udlån
på bogkortet men afgøres af bibliotekaren udfra bl.a. bogens fysiske stand.
At denne anledning til en tættere daglig bibliotekarisk omgang med den
cirkulerende materialebestand havde sine klare fordele påpeges også i
rapporten om fotonotering:
"Det er i øvrigt udvalgets mening, at den ændrede form for bogpleje, som fotonoteringen medfører, i høj grad vil aktivere bibliotekarernes bogkundskab både med henblik
på bogbestandens pleje og dens anvendelse i publikumsarbejdet. Ligeledes vil man
tvinges til en mere aktiv stillingtagen i bogvalget." (Bredsdorff 1962, p.37)
Ved den senere implementering af udlånskontrolsystemer bortfalder denne
mulighed, men den kan i 1990'erne fastholdes ved at integrere bibliotekarisk
arbejdskraft i på-plads-sætning af materiale.
Udlånsnotering indgår i begrænset omfang i Rationaliseringskomiteens
undersøgelser, da der for publikumsarbejdets vedkommende er foretaget en
afgrænsning til arbejdet i den tilsvarende svenske arbejdsundersøgelse
(Organisation 1960). Lånervejledning og kontrol er således kun i kort form
behandlet i Rationaliseringsbetænkningens afsnit 15 (RDF 1964, side 223242), men dette afsnit refererer såvel svenske som amerikanske undersøgel-
ser og tidsstudier indenfor området (Organisation 1960). Amerikanske
systemer beskrives og deres funktionaliteter sammenholdes i en ALApublikation, der kan forudsætte at være bekendt for de beslutningstagere der
i 1950'ernes slutning introducerer mekaniske fotonoteringssystemer til det
danske folkebiblioteksvæsen (Carr 1955). Sammenligningen mellem
systemerne er optrykt i Bilag 5.
Den amerikanske undersøgelse (Study 1961) er en statuskortlægning af
anvendte registreringssystemer og et varsel om at edb-systemer i en ikke alt
for fjern fremtid ville deres indtog i bibliotekernes arbejdsprocesser. Rapporten inddeler udlånssystemerne i fire grupper:
1. Bogkortsystemer, som ikke kræver medvirken fra lånerne ved udlånsnoteringen.
2. Bogkortsystemer, som kræver medvirken fra lånerne ved udlånsnoteringen.
3. Transaktionskortsystemer, som ikke kræver medvirken fra lånerne ved
udlånsnoteringen.
4. Transaktionskortsystemer, som kræver medvirken fra lånerne ved
udlånsnoteringen.
Indenfor disse fire grupper peger tidsstudierne på at følgende udlånssystemer kan opvise den mest fordelagtige økonomi, d.v.s. kan gennemføres med
de mindste samlede udgifter pr. udlånt bog:
1. Newark. (I den amerikanske undersøgelse kaldt "Newark Staff Charge Numerical").
2. Detroit. (I den amerikanske undersøgelse kaldt "Newark Self Charge Signature").
3. Fotonotering.
4. Wayne-County. (I den amerikanske undersøgelse kaldt "Self Charge
Transaction").
Der er i den svenske undersøgelse ikke foretaget omkostningsberegninger af
Newark-systemet, da dette system anses for at være for tidskrævende til at
det kan anbefales til benyttelse i svenske folkebiblioteker.
Omkostningsberegningerne for de enkelte noteringssystemer er foretaget
ved hjælp af MTM-studier (Method-Time-Measurement) og fremgår af Bilag
5. Investeringsudgifterne er holdt på et niveau der ikke nødvendigvis sikrer
en hensigtsmæssig arbejdspladsindretning til det rutineprægede arbejde der
foregår i udlånsekspeditionen. Inventaranskaffelse som besparelsesområde
kan vi nikke genkendende til ved 1990'erns overgang til IT som nyt værktøj i
ekspeditionsområdet.
"I beregningen af ovennævnte investeringsudgifter indgår billigste standardinventar,
således er udgifterne til skranke ansat til prisen for Bibliotekscentralens billigste siddeskranke. Investeringsudgifterne vil være stigende med stigende årligt (eller dagligt)
udlån". (RDF 1964, p.236)
Fig. 19. Funktionsdiagrammer for ekspeditionsområdet. Ekspeditionsområdet er centralt placeret i bibliotekets trafiklinier for såvel besøgende som
personale. Og ligeledes et knudepunkt i materialecirkulationen. Fra Sven
Plovgaard: Folkebiblioteksbygningen. 1967.
Det konkluderes at Wayne County-systemet kræver en så betydelig medvirken fra lånerne under udlånsnoteringen, at dette system ikke kan anbefales
til anvendelse i folkebiblioteker. Men systemet kan evt. benyttes som
nødsystem ved strømsvigt i biblioteker som anvender et fotonoteringssystem.
"Under hensyntagen til såvel økonomiske som servicemæssige faktorer må rationaliseringskomiteen foreslå, at et fotonoteringssystem indføres i biblioteker, hvis udlån pr.
udlånssted er af en sådan størrelse, at overgang til et fotonoteringssystem må skønnes at
være økonomisk fordelagtig (...) Under de i disse beregningseksempler valgte forudsætninger vil overgang fra Newark-systemet med identitetskort til Remington Rand
Bibliotekskamera-systemet være økonomisk fordelagtig, når det daglige udlån overstiger ca. 130 bind svarende til et årligt udlån på ca. 40.000 bind, og overgang fra Detroitsystemet med datokort til Remington Rand Bibliotekskamera-systemet vil være økonomisk fordelagtig, når det daglige udlån overstiger ca. 340 bind svarende til et årligt udlån på ca. 100.000 bind." (RDF 1964, p.139 & 241)
De biblioteker hvis årlige udlån ikke er af en sådan størrelse at overgang til
fotonotering må skønnes fordelagtig, anbefales at benytte Detroit- eller
Newark-systemerne med den række varianter der er udviklet og som gør
overgangen mellem de to hovedsystemer ganske flydende.
Rationaliseringsbetænkningen stiller afsluttende følgende forslag til bibliotekernes lånervejledning og udlånskontrol, hvoraf flere ses direkte gengivet fra
den tidligere omtalte svenske organisationsbetænkning (Organisation 1960):
"15.3 Forslag vedrørende lånervejledning og udlånskontrol
Rationaliseringskomiteen foreslår:
58. at lånervejledning og udlånsekspedition adskilles effektivt.
59. at en høj kvalitet i lånervejledningen tilstræbes, og at bibliotekarernes orienteringstid i forbindelse hermed overvejes.
60. at udlånskontrollen og alle arbejdsmomenter i forbindelse hermed overvejes på
grundlag af de i den svenske rationaliseringsbetænkning "Organisation och arbetsmetoder vid kommunala bibliotek" rapporterede undersøgelser, og at rekommandationer i
denne betænknings kapitler 6 og 7 følges med undtagelse af rekommandationen vedrørende ophør af reservering af skønlitteratur og rekommandationerne vedrørende valg af
udlånssystem.
61. at fotonoteringssystem indføres, hvis og når en overgang til et fotonoteringssystem
må anses for økonomisk fordelagtig.
62. at Detroit-systemet eller dette systems variant A eller Newark-systemet med modifikationerne indeholdt i varianterne A og B anvendes, hvis overgang til et fotonoteringssystem ikke kan anses for økonomisk fordelagtig". (RDF 1964, p.242)
Der er i spørgeskemaundersøgelsen til EXIT-projektet også spurgt om
bibliotekernes anvendelse af fotonoteringssystemer.
Centralbiblioteker:
Blandt centralbiblioteker mv. har som nævnt KKB indført det nye system i
1958, og derefter følger i 1960'ernes løb syv centralbiblioteker (Vejle,
Esbjerg, Gentofte, Nykøbing F., Odense, Roskilde og Slagelse) og i løbet af
1970'erne yderligere syv centralbiblioteker (Rønne, NLJ, Helsingør, Herning,
Viborg, Århus og FKB). Aabenrå overgik til fotonotering efter 1980.
I gruppen af større biblioteker med aktuelt over 20.000 indbyggere i virkeområdet anfører otte biblioteker (Frederikshavn, Gladsaxe, Hillerød, Hjørring,
Lyngby-Taarbæk, Næstved, Randers og Rødovre) at overgang til fotonotering er sket i 1960'ernes løb, medens 21 biblioteker anfører 1970'erne som
den periode hvori overgangen til den nye fotomekaniske kontrolform har
fundet sted.
For Brønderslevs vedkommende er Newark-system anvendt frem til overgangen til elektronisk udlånskontrol i 1995 uden mellemliggende introduktion
af fotonotering. Også Hvidovre anfører at Newark-systemet er benyttet helt
frem til bibliotekets overgang til elektronisk udlånskontrol i 1993, efter at biblioteket i 'en fem-måneders periode i 1957' (Hvidovre) havde anvendt
fotonotering med et ikke tilfredsstillende resultat. Dermed synes Hvidovre at
være så klart det største bibliotek der er gået direkte fra stempelpuden til
håndscanneren. Men også et så stort bibliotek som Søllerød er gået direkte
fra Newark til elektronisk udlånskontrol ligesom Hvidovre.
I gruppen af mindre biblioteker med aktuelt under 20.000 indbyggere i
virkeområdet er spørgsmålet besvaret af 31 biblioteker, og heraf anfører de
20 at overgang til fotonotering er sket i løbet af 1970'erne. Langt den største
del af disse biblioteker har fortsat med stempelsystemer helt frem til overgangen til elektronisk udlånskontrol i 1990'erne. 120 biblioteker anfører i
denne gruppe at overgang til elektronisk udlånskontrol har fundet sted 19901995.
Forskningsbiblioteker fortsætter i perioden med brug af seddelsystem - evt.
BC Standard 58-blanket - til registrering af udlån frem til overgang til elektronisk udlånskontrol i løbet af 1980'erne. Om det tidsforbrug der har været
forbundet med nedstikning og fremfinding af flere seddelfløje kan vi få et
indtryk af i Ulla Larsens afsnit om 'Udlånsvirksomhed' (Forvaltningsbiblioteket
1985, p.93-101).
Med overgang fra håndstempling til fotonotering viser der sig en række
konsekvensområder for bibliotekerne. Afhængighed af eksterne leverandører, behov for tilpasning af skrankeinventar samt nye kvalifikationer hos
enkelte medarbejdere til at håndtere den på nogle punkter mere krævende
tekniske registreringsform. Og dermed fik vi et forvarsel om den række af
konsekvenser som den senere overgang til elektronisk udlånskontrol i
ekspeditionen medførte for folkebibliotekernes udlånsarbejde.
4.5 Kortlægning af udlånspraksis i 1970'erne
Vel var folkebibliotekssektoren et langt stykke hen ad vejen en homogen og
standardiseret sektor i såvel arbejdsmetoder som service tilbud, en udvikling
der ikke mindst skyldtes Bibliotekstilsynets virksomhed. Men nye medier,
musik og av, samt afvigende udlånspraksis på bibliotekerne bl.a. i det
storkøbenhavnske område gjorde det nødvendigt at undersøge området
nærmere, ikke mindst i lyset af at det sidst udarbejdede standardreglement
forelå i en 3. udgave 1961 og i en senest revideret udgave 1968. Teksten
kunne være vejledende ved udformningen af lokale reglementer, men så vidt
muligt burde reglementet anvendes uændret.
Standardreglementet taler kun om lån af bøger, idet den frie låneret ikke
gælder for audiovisuelle materialer. Det var ikke tilsigtet, at indførelsen af
standardreglementet skulle føre til en ændring i den lokale praksis for
udlånsvirksomheden, men udviklingen i de større bysamfund gjorde det
vanskeligt at fastholde den liberale holdning som de fleste af bibliotekerne
var gået ind for. Således havde flere af bibliotekerne i det storkøbenhavnske
område følt sig tvunget til at ændre deres praksis og stramme reglerne for
benyttelsen, medens andre biblioteker havde fastholdt liberaliseringen. En
kortlægning af hele området trængte sig på.
'Udvalget vedr. Udlånspraksis' blev nedsat den 15.juni 1973 af Arbejdsudvalget vedr. de Storkøbenhavnske Folkebibliotekers Fællesopgaver, og fik til
opgave at bearbejde de oplysninger, der var indsamlet om udlånspraksis i
Storkøbenhavn og udarbejde forslag til fælles retningslinier for området.
Arbejdsudvalget sammensattes af repræsentanter for fagudvalgene, ialt syv
personer, heraf en kontoruddannet, Lis Andersen, Gladsaxe fra Fagudvalget
af Skrankeledere. Rapporten forelå marts 1974 (Rapport 1974) og omhandlede udlånspraksis vedrørende indmeldelse, lånerkort, hjemlån, fornyelser,
reserveringer, hjemkaldelser, katalogmateriale og åbningstider. Rapportens
oplysninger stammer overvejende fra et spørgeskema udsendt i januar 1973
til storkøbenhavnske folkebiblioteker.
Rapporten udmunder i en række forslag til fælles udlånspraksis, der vil have
konsekvenser for de enkelte bibliotekers reglementer og blanketter. Da
rapportens anbefalinger er rettet mod de storkøbenhavnske biblioteker, er
det ikke hensigten at de skal have konsekvenser for standardreglementer og
for de centralt fremstillede blanketter fra Bibliotekscentralen.
"Udvalget foreslår
1. at bibliotekerne søger kommunalbestyrelsernes tilladelse til at indføje i reglementet,
at lånerne er pligtige til at oplyse deres personnummer.
2. at der kræves forevisning af legitimation med personnummer (sygesikringsbevis) ved
indmeldelse i biblioteket.
3. at der ved indmeldelse af børn og unge under 16 år kræves forevisning af vedkommendes personnummerbevis plus sygesikringsbevis for en af forældrene.
4. at biblioteker med manuel notering opfører personnummeret i lånerfortegnelsen.
5. at biblioteker med fotonotering bruger sygesikringsbeviset som lånerkort til alle over
16 år.
6. at der kræves legitimation med personnummer med kvittering for engangslån og ved
udstedelse af erstatningslånerkort.
7. at musikafdelingerne indfører særlige pladelånerkort med personnummer og foto
samt pick-up kontrol.
8. at bibliotekerne udlåner tidsskriftnumre fra den løbende årgang.
9. at biblioteker med manuel notering afskaffer begrænsninger i antallet af fornyelser.
10. at der indføres ensartede frister for afhentning af reserveret materiale.
11. at det noteres på reserveringskortet hvor længe det pågældende materiale har interesse for låneren.
12. at der opkræves bøde når udlånstiden er overskredet med én uge.
13. at der indføres ensartede bødetakster for børn og voksne.
14. at bødetaksterne søges reguleret én gang om året.
15. at ændringerne i reglerne for bibliotekets benyttelse følges op med en oplysningskampagne overfor lånerne.
16. at problemstillingerne omkring erstatningsreglerne tages op til drøftelse i Bibliotekstilsynets reglementudvalg." (Rapport 1974, p.11-12)
Som vi senere skal se, opfattes 1974-rapporten ikke som værende en
dækkende statusbeskrivelse af udlånsarbejdet, og efter henstilling fra
biblioteksledermødet 1974 nedsætter Bibliotekstilsynet 24.4.1974 en
'Arbejdsgruppe om folkebibliotekernes udlånspraksis', omtalt i Bibliotekstilsynets beretning 1974/75. Dette arbejde skulle aldrig føre til en afsluttende
rapport, bl.a. fordi vurderingen i Bibliotekstilsynet antagelig har været den, at
udviklingen omkring Biblioteksdata-projektet ultimo 1970'erne ville medføre
en helt anderledes gennemgribende ændring i udlånsregistrering.
"Tidligere forsøg på ensartethed i området [hjemkaldelser] har været totalt mislykkede,
så vi har ikke store forventninger, men ser dog alligevel frem til resultatet af Bibliotekstilsynets arbejdsgruppe om folkebibliotekernes udlånspraksis, nedsat 24.4.1974, og som
har til opgave at:
"undersøge bibliotekernes nuværende udlånspraksis med særlig opmærksomhed på procedurer i forbindelse med indmeldelse og hjemkaldelse. På grundlag af undersøgelsens
resultater skal gruppen vurdere, om der er mulighed for at foreslå et vejledende reglement (standardreglement) for alle bibliotekstyper eller om der snarere bør udarbejdes
alternative modeller". (Bibliotekstilsynets beretning 74/75)
Arbejdsgruppen blev nedsat efter ønske fra biblioteksledermødet i 1974, og
bibliotekerne blev dengang anmodet om at vente med at foretage ændringer i
reglement og bødetakster indtil resultatet forelå. Arbejdsgruppen eksisterer
stadigvæk og bliver troligt omtalt hvert år i Bibliotekstilsynets beretninger.
Vi finder det forståeligt, at arbejdsgruppen/Bibliotekstilsynet har travlt med
andre sager, men vi anser det for bydende nødvendigt at der etableres en
form for normer for dette meget rodede område." (Rapport 1979, p.28)
Det synes som om arbejdet med 1974-rapporten ikke blev vurderet som
værende fuldt tilstrækkeligt i sin kortlægning af praksis indenfor udlånsekspeditionen. Den store repræsentation af bibliotekarer i udvalget sikrede at
anbefalingerne havde rod i bibliotekernes formidlingspraksis, men medførte
måske også at en række påtrængende daglige problemområder for de
kontoransatte ikke var blevet afklaret tilstrækkeligt.
Den i 1975 nedsatte bibliotekskommission - landets første bibliotekskommission havde arbejdet i midten af 1920'erne - foretog et meget omfattende
udredningsarbejde og kortlægning af den samlede biblioteksvirksomhed i alle
dens facetter. En række specialudvalgsbetænkninger danner grundlag for
selve hovedbetænkningen 'Biblioteksbetænkningen 1979' (Betænkning 878,
1979) og blandt disse er der særlig grund til at hæfte sig ved Specialudvalgsbetænkning nr.7 om 'Folkebibliotekernes arbejdsmetoder og driftsøkonomiske forhold' (Su 7) da der i denne fremstilling er en gennemgang af ekspeditionsområdet, dets funktioner og ressourceforbrug.
DAU 72-undersøgelserne havde beregnet ekspeditionsområdets andel af
bibliotekets samlede ressourceforbrug, og i samklang med disse resultater
betegner specialudvalgsbetænkningen udlånsekspeditionen som folkebibliotekernes største samlede hovedarbejdsfunktion. Og det hedder videre om de
to anvendte noteringssystemer, manuel notering og fotonotering:
"Der er gennem DAU-undersøgelserne foretaget en kortlægning af arbejdsmetoderne
og -præstationerne for begge udlånskontrolsystemers vedkommende, idet det har været
ønsket at få påvist, om der kan opnås driftsøkonomiske fordele fx ved overgang fra manuel notering til fotonotering.
DAU-resultaterne giver ikke et entydigt svar på dette spørgsmål ud fra beregningen af
enhedsomkostninger til de aktiviteter, som direkte indgår i registreringssystemet; notering, modtagelse, bogkortsortering og -isætning/hulkortrutiner og materialeopsætning.
Dette skyldes bl.a., at der kun er indgået ialt 4 biblioteker med manuel notering i DAU
og at disse alle har tilhørt gruppen mindre heltidsbiblioteker, hvorimod de større heltidsbiblioteker og centralbibliotekerne alle har haft fotonotering. Der kan derfor ud fra
DAU kun opstilles en driftsøkonomisk sammenligning mellem de to udlånssystemer i
mindre biblioteker.
De fire basisfunktioners tidsforbrug varierer i DAU fra 1,21 min pr udlån til 1,89 min
pr udlån (nettoarbejdstid excl tillæg for generel administration og "social tid"). I biblioteker med manuel notering kræver notering af lån samt bogkortsortering og -isætning
længere tid pr udlån end i biblioteker med fotonotering og hulkortrutiner. Til gengæld
er modtagelsen af materiale ved manuel notering så meget hurtigere pr udlån end ved
fotonotering, at de to modsat rettede tendenser må siges stort set at opveje hinanden (...)
Analyser af produktivitet og præstationsniveau i DAU-undersøgelserne viser, at i de
mindre heltidsbiblioteker kan der ikke opnås rent driftsøkonomiske fordele ved over-
gang fra manuel notering til fotonotering. Men en sammenligning mellem de to systemer må ikke foretages ud fra en ren driftsøkonomisk vurdering og måling af tidsforbrug
pr udlån. Der bør også tages hensyn til den service, som lånerne vil møde i biblioteket i
forbindelse med udlånsekspeditionen, samt dennes afledede virkninger på produktivitet
og serviceniveau inden for andre af bibliotekets aktiviteter. Et enkelt eksempel kan belyse dette:
Selve udlånsnoteringen, der ved fotonotering som oftest er afhængig af kun ét fotonoteringsapparat, gennemføres smidigere ved manuel notering, hvor det er ukompliceret at
variere arbejdsstyrken efter belastningstidspunkterne med bedre service til følge. Ved
manuel notering er endvidere enkelte oplysninger til brug i materialebestandens pleje
umiddelbart tilgængelige på bogkortene, mens tilsvarende oplysninger ikke lader sig
indhente ved fotonotering. Omvendt afbødes ved fotonotering ophobning af materiale i
skranken, som det ofte vil være tilfældet ved manuel notering, fordi bogkortisætningen
ikke kan følge med. Dette medfører, at større dele af materialebestanden kan gøres tilgængelig for lånerne, hvilket igen kan mindske antallet af reserveringer (...)
I DAU-72 er det blevet målt, at udlånsekspeditionsvirksomheden for ca. 60%'s vedkommende udføres af biblioteksmedhjælpere, medens kontoruddannet personale udgør
lidt under 30%". (SU 7 (1978), p.78-79)
Det fastslås således i rapporten, at ressourceforbruget i udlånsekspeditionen
er stort og voksende i takt med stigningen i det samlede udlån, og tre veje til
nedsættelse af dette ressourceforbrug bliver diskuteret:
a) rationalisering af nuværende arbejdsrutiner
b) svækkelse af kontrollen
c) indførelse af ny teknik.
Yderligere rationalisering vurderes ikke at være mulig i nævneværdig grad, ej
heller skønnes det ikke forsvarligt at gennemføre en svækkelse af kontrolniveauet. Tilbage står så kun muligheden for at indføre ny teknik for at lette på
ressourceforbruget i ekspeditionen, og det er da også denne mulighed
udvalget rekommanderer. Nye forsøg foreslås gennemført med elektronisk
udlånskontrol, men som vi skal se går der endnu ti år før det første udlånssystem på edb kan tages i brug i Bjerringbro i 1988.
Efter opfordring fra Arbejdsudvalget under De storkøbenhavnske folkebibliotekers Samarbejdsudvalg blev samtidig med kommissionsarbejdet 'Arbejdsgruppen vedrørende kortlægning af udlånsekspeditionsområdet i de Storkøbenhavnske folkebiblioteker' nedsat på et møde i Fagudvalget for skrankearbejde den 1.12.1977 (Rapport 1979).
Det hedder heri om den tidligere omtalte 1974-rapport:
"Udvalget afgav en "Rapport" 1.marts 1974, som blev ret kritiseret i bibliotekerne - af
de "milde" for at være for skrap, og af de mere "strenge" for ikke at være skrap nok.
Bibliotekerne kunne indsende bemærkninger til Rapportens forslag, Udvalget udsendte
så ændringsforslag, og der blev også afholdt et livligt fællesmøde.
Siden fusede det hele ud med en lidt vag henstilling om at Bibliotekstilsynets dengang
netop nedsatte Arbejdsgruppe vedr. folkebibliotekernes udlånspraksis ville tage problemerne omkring erstatningsregler op til drøftelse.
De Storkøbenhavnske folkebiblioteker viste sig dengang meget uinteresserede i en tilnærmelse til mere ensartede regler på udlånskontrolområdet og fortsatte med deres helt
specielle lokale særregler." (Rapport 1979, p.82)
Ønsket var nu i 1977 en tilstandsbeskrivelse af de forskellige funktioner i
udlånsekspeditionerne og efter nogen betænkelighed besluttede Fagudvalget
at deltage i arbejdet, da man vurderede at en kortlægning og efterfølgende
anbefalinger kunne danne grundlag for lokalt udviklingsarbejde indenfor
området. Der blev lagt megen vægt på at det indsamlede materiale skulle
bearbejdes på en sådan måde, at det ikke kunne benyttes til en evt. negativ
sammenligning af de forskellige udlånsekspeditioner, og at de enkelte
biblioteker ikke kunne identificeres i materialet, men sikredes anonymitet og
optrådte uden navn på. Dette forhold medfører nogen indskrænkning i
materialets brugbarhed, da det næppe kan være uden betydning om de
indhentede oplysninger stammer fra eksempelvis KKB eller Ledøje-Smørum i
området. 3 biblioteker (Gladsaxe, Hvidovre og Ishøj) ønskede ikke at deltage
i kortlægningsopgaven.
Fagudvalget udpegede 6 skrankeledere som deltagere i arbejdsgruppen.
For hovedbibliotekerne:
Ely Larsen, Ballerup
Lone Jacobsen, Gentofte
Inge Pedersen, Glostrup
For filialerne:
Kirsten Lau, Albertslund (Trippendal)
Winnie Madsen, Lyngby-Taarbæk (Virum)
Inger Zaber, Rødovre (Islev).
Som ved den foregående 1974-undersøgelse blev oplysningerne overvejende indsamlet ved et spørgeskema forår 1978, suppleret ved diskussioner og
konsultering af biblioteksfaglig litteratur. At såvel undersøgelsesmetode som
rolleopfattelse har givet anledning til usikkerhed i udvalgets arbejde kan
uddrages af følgende passus i rapportens indledning:
"Rapporten er ikke bevidst struktureret med henblik på fremtidsaspektet, skrankefunktionerne er jordnære områder med en række daglige, praktiske og konkrete arbejdsopgaver, så det er begrænset med de helt store visioner, men vi håber selvfølgelig, at rapporten vil virke inspirerende.
Vi betragter rapporten som et oplæg til en faglig drøftelse i udlånsekspeditionerne/bibliotekerne og håber, at den kan danne grundlag for forsøg på mere ensartede arbejdsgange og fælles retningslinier for udlånskontrol og udlånsekspeditionsområdet."
(Rapport 1979, p.2)
En lang række af de forhold der tages op i rapporten er problemområder der
såvel historisk som aktuelt her i 1990'erne tiltrækker sig opmærksomhed.
Således anføres i rapporten under organisatoriske forhold ønsket om:
"- mere "respekt" og anerkendelse af skrankefunktionen og -arbejdet
- bedre samarbejde med udlånsbibliotekarerne
- større biblioteksfaglig interesse hos udlånsekspeditionspersonalet." (Rapport 1979, p.
12)
Efter at have refereret status og problemer vedrørende lånerkort hedder det:
"For at få ryddet op i hele dette område, håber vi inderligt, at den arbejdsgruppe om
folkebibliotekernes udlånspraksis ("med særlig opmærksomhed på procedurer i forbindelse med indmeldelse og hjemkaldelse") Bibliotekstilsynet nedsatte i 1974, bl.a. med
henblik på at få udarbejdet et nyt standardreglement, vil tage sig sammen og forsøge at
foreslå et vejledende reglement, og ud fra en vurdering af bibliotekernes yderst forskelligartede praksis på indmeldelses- og legitimationsområdet, opstille forslag/anbefalinger
til en mere ensartet praksis, navnlig ensartede regler for:
legitimation børn/voksne
cpr-numre
lånerfortegnelse børn/voksne
underskrift myndige/umyndige
lånerkort/sygesikring
- for slet ikke at tale om bøder/hjemkaldelsesomkostninger og hele erstatningsområdet."
(Rapport 1979, p. 19)
Den fysisk/organisatoriske placering af skranken tages også op, foranlediget
af ikke mindst de nye medier og med anbefalinger der også aktualiseres i
1990'ernes ekspeditionsområder med edb:
"I lighed med Bibliotekstilsynets Sparevejledning anbefaler arbejdsgruppen - af både
praktiske, rationelle og principielle grunde - en samlet fælles udlånsekspedition for alt
udlånsmateriale (bøger børn/voksne og av musikplader/bånd, m.v.) incl. ensartede regler for indmeldelse, udlånskontrol, hjemkaldelse m.v., og kan derfor ikke gå ind for, at
musikafdelingerne har særskilt skrankefunktion.
Men da musikafdelingerne ofte er placeret i selvstændige bygninger eller indrettet meget fjernt fra bogskranken, og da det i høj grad er afhængigt af lokale indretningsmuligheder og et (beklageligt) spørgsmål om sikring af materialerne mod tyveri, samt
en kedelig tendens til træghed hos bogskrankepersonalet mod at påtage sig nye arbejdsopgaver, forventer vi ikke spørgsmålet taget op til nyvurdering i de etablerede musikafdelinger/biblioteker.
Vi vil anbefale at problemerne omkring fællesskranke/flere skranker drøftes grundigt i
forbindelse med evt. nyt byggeri.
Iøvrigt skal vi henlede opmærksomheden på, at fælles musik og bogudlån over samme
skranke kører problemfrit i en lang række filialbiblioteker.
Arbejdsgruppen har besøgt en fælles udlånsekspedition bøger/musik i et bibliotek, hvor
en stor del af udlånet er plader og bånd.
Biblioteket er ikke med i undersøgelsen, men skal nævnes som et eksempel på en virkelig fælles udlånsekspedition, hvor ekspedition af bøger og plader/bånd over samme
skranke går gnidningsløst.
Det skal selvfølgelig præciseres, at de fysiske og personalemæssige rammer skal være i
orden, fælles ekspedition kræver både plads, hensigtsmæssig indretning og ordentlige
personalenormeringer, men det er stadig langt mere rationelt, økonomisk og - ikke
mindst - publikumsvenligt end opdeling i flere småskranker." (Rapport 1979, p.36).
Til varetagelse af de funktioner der er henlagt til udlånsekspeditionen på et
hovedbibliotek peger rapporten på at følgende krav bør stilles til personalet:
"Til opfyldelsen af disse formål kræves:
- et veluddannet kontorpersonale med en biblioteksfaglig og kommunal baggrund, samt
godt oplærte biblioteksmedhjælpere
- grundig viden om bibliotekets øvrige afdelinger
- løbende information fra bibliotekets øvrige afdelinger, samt bibliotekets ledelse/kommunen
- et godt samarbejde med bibliotekarerne i de tilknyttede udlånsafdelinger
- hensigtsmæssig indretning af afdelingen, det bedst mulige fysiske arbejdsmiljø
- gode arbejdsrelationer og tekniske hjælpemidler." (Rapport 1979, p.41)
Spørgsmålet vedrørende personalenormeringer har for arbejdsgruppen
været noget vanskeligt at klarlægge, da indberetningerne fra de enkelte
biblioteker ikke synes at være konsistente.
"Sammenholder vi dette tal med det samlede tal på normerede personaleenheder i udlånsekspeditionerne får vi, at ca. 40% af bibliotekernes kontorpersonale + "øvrige",
altså det såkaldt "ikke bibliotekariske" personale, er beskæftiget i udlånsekspeditionerne, hvilket ikke kan forbavse (...)
Procentsatsen (af total) svinger iøvrigt fra 9 til 37%, gennemsnitlig er tilsyneladende
25-30% af bibliotekernes personale beskæftiget i udlånsekspeditionen.
DAU-undersøgelserne målte udlånsekspeditionen til at udgøre mellem ca. 20 og 40% af
bibliotekernes samlede virksomhed, gennemsnitlig 25.01% af nettoarbejdstiden og
17.46% af nettoarbejdstidslønnen (...)
Arbejdsfordelingen mellem de enkelte personalekategorier er nok så interessant, men
må igen ses i sammenhæng med de enkelte udlånsekspeditioners størrelse og arbejdsopgaver.
I følge DAU-undersøgelserne udfører biblioteksmedhjælperne ca. 60% af udlånsekspeditionsvirksomheden, mens kontoruddannet personale udgør lidt under 30%
(/landsgennemsnit).
I det Storkøbenhavnske område er forholdet tilsyneladende omvendt, selv med de lidt
usikre tal vi har, er der væsentligt mere kontorpersonale (med eller uden kontoruddannelse) ansat i udlånsekspeditionerne.
Det har ikke været arbejdsgruppens opgave at udarbejde en nøjere analyse og vurdering
af arbejdsfordelingen blandt de enkelte personalekategorier i udlånsekspeditionerne.
Vi vil derfor nøjes med at citere fra Bibliotekstilsynets Sparevejledning:
"60% af udlånsekspeditionen udføres af personalekategorien medhjælpere i DAU-72
(landsgennemsnit). Denne personalekategori består for hovedpartens vedkommende af
timelønnede løst ansatte medarbejdere, ofte skoleelever, som hver især kun arbejder få
timer om ugen i biblioteket. Arbejdsundersøgelserne viser, at der ikke er lønomkostningsdifference pr udført præstation mellem biblioteker der anvender løst tilknyttet
timelønnet personale til udførelse ag biblioteker der anvender voksenmedhjælpere eller
kontorfunktionærer. I sidste tilfælde opvejes en højere løn af et lavere tidsforbrug.
Det kan derfor ikke anbefales bibliotekerne at forsøge at opnå besparelser gennem øget
anvendelse af korttidsansatte medhjælpere på bekostning af fastansatte højere lønnede
medarbejdere, hverken indenfor udlånsekspeditionen eller indenfor andre områder af
virksomheden. Den kortere arbejdstid og den løse tilknytning til institutionen, manglen
på overblik og forståelse af en opgaves betydning i en større sammenhæng bidrager
ikke til opgavens effektive løsning. Hertil kommer at mange medarbejdere med en arbejdstid på få timer om ugen medfører ulemper af personaleadministrativ art (skemalægning, timeregnskab, lønanvisning)." BT 1977, p.31-32)
og fra DAU-undersøgelsen:
"Det er således en generel erfaring fra DAU at medarbejdernes motivation, der vil være
påvirket af en fast tilknytning til biblioteket, af overblik over virksomheden og forståelse af sammenhængen mellem de enkelte aktiviteter og funktioner, spiller en betydelig
rolle for den hurtighed og præcision hvormed et arbejde udføres. Dette gælder indenfor
alle et biblioteksvirksomhedsgrene men specielt indenfor de publikumsorienterede.
Hensynet til publikum og de ulemper det medfører at administrere et større antal timelønnede medhjælpere må indgå i overvejelser af hvilken medarbejderkategori der bør
foretrækkes, specielt til udlånsekspedition hvor modenhed og konduite har så stor betydning." ( DAU 1976, bd.1, p.115)
og fra Specialudvalgsbetænkning nr.7:
"Det er udvalgets opfattelse at gruppen af biblioteksmedhjælpere, der oprindelig har
været personale med en løsere tilknytning til biblioteket, er ved at ændre sig til at blive
en fast personalegruppe. Udvalget ønsker at præcisere, at skrankepersonalets større
kontakt med lånere stiller krav til viden om bibliotekets tilbud og formål, som gør det
muligt at udvise fornøden konduite ved publikumsbetjeningen. Deltids- eller korttidsansatte medhjælpere vil ofte mangle overblik over virksomheden og forståelse af opgavens betydning i større sammenhæng, hvilket kan have indvirkning på den hurtighed og
præcision, hvormed arbejdet udføres, og indebære dårligere service og dermed dårligere
driftsøkonomi." (SU 7 1978, p.79)
Om personalet generelt må vi iøvrigt tilslutte os samme Specialudvalgsbetænkning (7)'s udtalelser om uddannelse og efteruddannelse:
"En forudsætning for, at øget medarbejderindflydelse gennem en højere grad af delegering af ansvar og beføjelser kan fungere i praksis og give den størst mulige driftsøkonomiske effekt, er at der gives uddannelsestilbud til det fast tilknyttede personale i bibliotekerne, som bibringer alle et fælles udgangspunkt m.h.t. viden om kommunal virksomhed, folkebibliotekernes placering heri, dets målsætning, lovgrundlag og organisatoriske opbygning. Endvidere kundskaber i intern kommunikation, samarbejds- og ledelsesforhold og arbejdspsykologi. Udvalget peger også på ønskeligheden af, at der i en
sådan "medarbejderuddannelse" indgår grundlæggende kundskab i bibliotekernes opgaver i den fysisk-økonomiske planlægning (...)
Udvalget skal i denne forbindelse foreslå, at det endelig afklares og fastslås, at det i
biblioteksvæsenet ansatte personale (ledere og medarbejdere) har adgang til alle relevante kurser og uddannelser i det kommunale regi." (SU 7 1978, p.71-72)
Fig. 20. Fotonoteringssystem. Planløsning og arbejdspladsindretning for
biblioteker med fotonoteringssystem. Fra: Sven Plovgaard: Biblioteksbygning
1984, 1984.
Denne vægtning af personalesiden i rapporten tyder på en udbredt erkendelse af at personalets kvalifikationer og rolleopfattelse er et udpræget indsatsområde i 1970'erne folkebiblioteker. Disse forhold bliver ikke mindre relevante i et ekspeditionsområde med udlånskontrol på edb, en teknologiændring
som rapporten iøvrigt forbigår totalt til trods for at Biblioteksdataprojektet
tager form i 1970'erne slutning.
Vedrørende den fysiske indretning af udlånsekspeditionen opstiller rapporten, i forlængelse af det citerede om fællesekspedition, en række ideelle krav
til indretning i et nyt bibliotek. Området skal være en samlet fælles udlånsekspedition for alle lånerkategorier og alle udlånsmaterialer. Det bør tilstræbes at udlånsekspeditionen rent fysisk består af:
1) ekspeditionsområde (skranken)
2) sorteringsrum - adskilt fra selve skranken
3) kontorer, incl. hjemkaldelseskontor og selvstændigt kontor til skrankelederen.
Selve ekspeditionsområdet skal rumme plads til følgende funktioner:
a) aflevering, modtagelse
b) udlån, fotonotering
c) indmeldelse
d) arbejdspladser til andre funktioner,
e) evt. særnoteringer (udlån/aflevering af specielle samlinger)
Indretningen bør veksle mellem høj og lav, telefonomstilling aldrig anbringes i
ekspeditionsområde og uhensigtsmæssigt indrettede lokaler vil indvirke på
såvel arbejdsprocessernes udførelse, det fysiske arbejdsmiljø og dermed på
bibliotekets driftsøkonomi (Rapport 1979, p.75-78)
Afsluttende henviser 1979-rapporten til "Den grå" (Rapport 1974) og vurderer
at dens anbefalinger her fem år efter kun i yderst begrænset omfang ses
gennemført. Der ventes stadig på udredningen fra Bibliotekstilsynets 1974arbejdsgruppe, men også andre forhold virkede ind på 1979-rapporens
ønsker om standardisering og entydighed i biblioteksbenyttelsen. Kommunalreformen i 1970 havde medført en ændret byrde- og opgavefordeling mellem
stat og kommuner, og i takt med den øgede kompetence til lokalt at fastlægge niveauet for også biblioteksvirksomheden sås en svækkelse af Bibliotekstilsynets mulighed for ved standarder og normer at sikre den ligelighed i betjeningen på landsplan som traditionelt havde været målet.
Og edb var undervejs. De seks skrankeledere i 1979-rapporeten udtaler sig
positivt om edb til en arbejdslettelse for ekspeditionens rutinearbejder, og
derved markerer de en afvigende holdning sammenholdt med udtalelserne
fra Bibliotekarforbundet som vi skal se i næste afsnit. Det er for dem vigtigt at
det bliver de direkte involverede medarbejdere der øver indflydelse på
systemudviklingen i ekspeditionsområdet:
"I øvrigt må vi generelt opfordre udlånsekspeditionspersonalet til at tage mere del i debatten, som ikke bør føres af bibliotekarer alene. Det er meget vigtigt, at det personale,
der skal arbejde med edb/udlånskontrol m.v., får indflydelse på systemets udformning
og at udlånsekspeditionspersonalet opstiller sine egne krav til systemet". (Rapport 1979,
p. 21)
4.6 Forsøg med elektronisk udlånskontrol
Edb-teknikken var i begyndelsen af 1960'erne introduceret i udenlandske
biblioteker, og erfaringer fra studierejser blev viderebragt til den danske
biblioteksoffentlighed. På daværende tidspunkt forekom en automatisering af
folkebiblioteksarbejdet ikke at være aktuel i en dansk folkebiblioteks-
sammenhæng, hvad også følgende citat fra Rationaliseringsbetænkningens
afslutningskapitel peger på:
"Rationaliseringskomiteen har af økonomiske og tidsmæssige grunde valgt i undersøgelser og forslag at stile mod arbejdsomlægninger, som ikke afgørende bryder med bibliotekets nuværende praksis. I komiteens overvejelser er anvendelse af den elektroniske
databehandling i bibliotekerne således ikke indgået. Undersøgelser af den elektroniske
databehandling i folkebibliotekerne kan dog ret hurtigt blive aktuelle ... til en fremtidig
erstatning af bibliotekernes kortkataloger" (RDF 1964, side 274).
På Roskilde Centralbibliotek arbejdes der i efteråret 1968 med styring af
cirkulationsprocesser, og Folkebibliotekernes EDB-Udvalg (FEU) tager initiativ til flere lokale forsøg med edb i biblioteksarbejdet. Bedst dokumenterede
er forsøgene på Grønlandstorv-filialen i Aalborg i perioden 1969-1971 med
udlånsnotering på lokal RC-mikrodatamat (Madsen 1973), og i Ølstykke på
NCR-udstyr. Forsøget i Ølstykke forløb uden problemer og må betegnes som
en succes (FEU-nyt nr.4). Forsøgene i Roskilde vurderes at være forløbet
godt i forhold til oplægget efter en noget besværlig start. Oplægget til
forsøget karakteriseres dog som værende på et relativt lavt niveau, men
befæster Roskilde som et centralbibliotek der under Oluf Abitz ved flere lejligheder har markeret sig med udviklingsarbejde i ekspeditionsområdet. (cf.
Hulkortcentral 1961)
Forsøget i Aalborg forløb mindre godt, hovedsageligt på grund af systemmæssige problemer og på grund af det forsøgsmæssige terminaludstyr
(FAUST-information 1976:4). Projektleder var vicestadsbibliotekar Knud
Madsen, og forsøget blev støttet af Bibliotekstilsynet med midler fra rådighedssummen, udstyr fra Regnecentralen og manpower fra Aalborg kommunes systemtekniske afdeling. Der havde lydt optimistiske toner ved omtalen
af systemet i forbindelse med lovrevisionsarbejdet 1970:
"Projektet skal først og fremmest undersøge mulighederne for anvendelse af edb i forbindelse med udlånskontrol ved hjælp af dataindsamlingsudstyr, der kan give en hurtigere og sikrere publikumsbetjening, en de metoder der anvendes i dag.
Der bliver til projektet udviklet en terminal, bestående af en optisk læser, der læser optiske etiketter på bindet af bøger, der passerer læseren på et transportbånd. Transportbåndet bliver så enkelt, at publikum selv kan betjene det, hvilket både vil give en hurtig
ekspedition og en personalebesparelse. (...)
De umiddelbare erfaringer, der kan hentes i Det nordjyske Landsbibliotek med hensyn
til anvendelsen af databehandling herunder brugen af nyt udlånskontroludstyr og erfaringer i at håndtere en bogbestand gennem radikalt andre metoder, vil være så værdifulde, ar projektet må følges med den største interesse i forbindelse med planlægningen
af et landsomfattende automationssystem". (Bibliotekslovrevisionen 1970, p.30-31)
I konklusionen i forsøgsrapporten formuleres resultatet således, under
inddragelse af lokalets temperatur som medvirkende årsag til udstyrets
tekniske uformåen:
"Det primære i forsøget - at konstatere, om det er muligt at etabler en udlånsregistrering, der i det væsentlige bygger på EDB teknik, må siges at være lykkedes, men det
skal også straks siges, at der forestår et udviklingsarbejde inden der fremkommer en
maskine og en læsbar etikette, som opfylder alle rimelige krav nemlig:
Etiketterne skal være lette at fremstille og til en rimelig pris. de skal være holdbare (De
anvendte var for dyre og fremstillingsprocessen omstændelig).
Etiketterne er lette at fjerne eller ødelægge, og de mørkfarves af lyset.
Det optiske læseudstyr og den dertil hørende elektronik var for ringe - ikke at det læste
forkert, men snarere at det ofte ikke kunne læse teksten. Det menes, at temperaturen i
filialen har noget af skylden.
Teletypen, der bl.a. producerede en hullestrimmel var ofte årsag til funktionssvigt".
(Madsen 1973, p.57)
Omkring samtidig med pilotvirksomheden indenfor udlånskontrol i folkebibliotekerne ser vi indenfor forskningsbibliotekerne det første udlånskontrolsystem i en driftsfase på Roskilde Universitetsbibliotek. Da der ikke ved det
nyoprettede bibliotek var traditionelle bibliotekstekniske rutiner at bygge
videre på, blev der lige fra starten besluttet at anvende edb til styring af
bibliotekets virksomhed. Systemet tages her i brug i februar 1973, som det
første administrative udlånskontrolsystem på et bibliotek i Danmark, og efter
en ikke helt problemfri indkøringsfase vurderes de fleste problemer at være
løst i perioden frem til foråret 1974, alt med datakraft fra NEUCC, Det
regionale edb-center ved Danmarks Tekniske Bibliotek (Rosengren 1975).
Bibliotekstilsynets Rationaliseringsafdeling skifter 1971 navn til Systemafdeling og markerer derved, at edb-udviklingen presser sig på også for
folkebibliotekerne. Systemafdelingen er sekretariat for FEU og afdelingens
personale får en faglig konsulentrolle i udviklingen af FAUST, samtidig med
at de udfører DAU-undersøgelserne af ressourceforbruget i biblioteksarbejdet.
DAU står for Dansk Arbejds-Undersøgelse og blev i perioden 1972-74
gennemført af Bibliotekstilsynets Systemafdeling på ialt 18 biblioteker
(Bibliotekscentralen 1976), og fra 1975-78 på yderligere 5 biblioteker.
I systemudviklingen er DAU-72 et forstudie, der sigter mod tekniske ændringer i folkebibliotekerne. En udvikling af biblioteksarbejdet, der med inddragelse af edb-teknologi skulle gøre det muligt for det samme - eller et reduceret
personale - ved hjælp af administrative edb-systemer at håndtere større
mængder af materialeenheder i såvel teknisk afdeling som udlånsekspedition.
Til konstruktionen af de automationssystemer, der indgår i det integrerede
kontor, er det nødvendigt at anvende de samme tayloristiske principper, som
vi har set taget i anvendelse for at etablere den funktionsopdelte organisering
af biblioteksarbejdet (RDF 1964). Ethvert systemarbejde, der sigter mod at
udvikle edb-tekniske løsninger, må i sin første fase analysere arten og
omfanget af det faktiske arbejde som det udføres med den forhåndenværende kontorteknologi. Dette analysearbejde udfoldes i DAU-undersøgelserne,
hvor de opsplittede arbejdsprocesser med deres elementaroperationer blev
kortlagt og analyseret ved hjælp af såvel menneske- som maskinkraft fra
Bibliotekstilsynets Systemafdeling.
Formålet med FAUST (Biblioteksdata I 1973-77) var at etablere en central
edb-kartoteksbase med oplysninger om alle bøger på danske folkebibliote-
ker. Op mod denne centrale database kunne der foretages lokal databehandling til en række biblioteksrutiner: Registrering og opdatering af materialebestand, udlånskontrol og katalogfremstilling. Perspektivet var rettet mod
såvel datasikkerhed som rationalisering i biblioteksarbejdet,
"Jeg var i branchen, men i den første fase tilbage i 1970'erne havde jeg næsten intet at
gøre med bibliotekssektoren. I branchen diskuterede man en del ting - man rystede ret
meget på hovedet og sagde som Aksel Larsen: 'Det er lidt ærgerlig man ikke har to hoveder at tage sig til'. Det var der mammutdatabasen Danmark blev kreeret, hvor du realtime i Helsingør kunne se når fru Pedersen lige for øjeblikket står og var ved at låne
Morten Korch og hvilket exemplar af de Røde Enge. Hvad skulle vi med det? Det var
en centralisering som var gået fuldstændig grassat. Man vidste godt det var teknologisk
umuligt, men det var da fantastisk. Denne bibliotekssektor tænkte i en grad af centralisme. Det var en centralisme, som man har tradition for i sektoren og som slet ikke lod
sig påvirke af virkeligheden. Jeg ved ikke, om der i bibliotekssektoren var nogle, der
sad og sagde: 'Fint, så slipper vi for edb i mange år endnu', hvis man var rigtig teknologi-modstander, som der jo var mange der var i de glade 1970'ere. Altså virkelig mente
at edb i sig selv er ondt, den holdning fandtes jo i 1970'erne" (Interview med Malthe
Jacobsen, 1993).
Under FAUST-perioden etableres ingen formel indflydelse for de kontoransatte på folkebibliotekerne, men teknologiudviklingen giver stødet til at HK i
1975 opretter et biblioteksudvalg med et kommissorium, der er godkendt af
HK/Kommunals bestyrelse. Udvalget skal bl.a. sikre HK-personalets indflydelse i biblioteksverdenens overordnede udvalgsarbejde, øve indflydelse på
teknologiudviklingen, varetage personalegruppens uddannelsesmæssige
interesser mv. Oprettelsen af HK's biblioteksudvalg er med til at sikre de
kontoransatte en repræsentation i Kommunernes Landsforenings kontaktudvalg 1978 og en senere indflydelsesmulighed på IT-udviklingen i de
organer der oprettes af Bibliotekstilsynet, Kommunedata og Bibliotekscentralen. Biblioteksudvalget udsender fra marts 1982 et informationsblad
'Edb-information' (senere 'Lyspennen: Blanketfinkernes fagblad'), der i sin
behandling af teknologiforhold på bibliotekerne har været et nyttigt og
informativt supplement til Bibliotek 70.
Til praktisk afprøvning af FAUST-systemet indgik Ølstykke Bibliotek 1973 i et
første 6-måneders forsøg med udlånskontrol på edb (FEU-nyt, 1973:4).
FAUST var senere tænkt afprøvet på ialt ti biblioteker, men det besluttedes
istedet at nøjes med et bibliotek, og Ølstykke blev valgt til at fungere som
pilot- og demobibliotek for FAUST-projektet. Aftalen herom blev indgået med
biblioteket juni 1977 (Kommunernes Landsforening 1980) (Bendtsen 1982).
"Det aller-allerførste var et NCR-system som kørte i 1973 i et halvt års tid. Det var meget lidt, og efter dette forsøg var afsluttet gik vi tilbage til det gamle stempelsystem.
FAUST-systemet havde vi så i en prototype fra december 1977, og på et senere tidspunkt begyndte Kommunedata at kalde det et driftssystem, men vi var jo de eneste der
kom til at køre med det system i en ti-årig periode. Næste fase var Kommunedatas UNI
MASTER-system, som vi kørte med fra 1987 og slutter med her i oktober 1993. Så vor
foreløbig sidste fase indledes med konverteringen til DDE her i oktober 1993 (...) Den
historiske baggrund er jo den, at det i FAUST-perioden var Bibliotekstilsynet, der havde initiativet. Ølstykke kommune fik dengang en henvendelse om de ville være piloter
på en FAUST-prøvedrift. Esbech var på daværende tidspunkt kommunalpolitiker herude, samtidig med at han var med i Danmarks Biblioteksforening, og der har været en
naturlig kontakt mellem Bibliotekstilsynet og ham. Ølstykke lå også bekvemt for de
centrale myndigheder så vi lagde hus, ryg, bogbestand og personale til uden at vi forud
havde gjort os de store overvejelser om edb. Sådan kom vi med, og siden da har det
været naturligt for os at køre med edb og enhver tilbagegang til manuelle rutiner har
siden da været utopisk (...) Som jeg husker lanceringen i sin tid så var et af hovedformålene serviceforbedringer. Men under FAUST-perioden satte de økonomiske nedgangstider ind, og ganske langsomt skete der en næsten umærkelig glidning henimod
besparelser og rationaliseringer, og det blev efterhånden det man focuserede på fra politisk hold. Modstanden mod FAUST-projektet fra bibliotekernes personale hang jo
sammen med denne udvikling, hvor Bibliotekstilsynets oprindelige involvering i edb
var en udløber af de glade 60'ere der først realiseredes i løbet af 1970'erne hvor det var
begyndt at stramme til (...) Vi havde som demo-bibliotek i FAUST-perioden sidst i
1970'erne virkelig mange besøgende, der skulle ud og se vor edb, og både Kommunedata og Bibliotekscentralen stillede med folk herude som skulle demonstrere systemet.
Carsten Dalmskov fra Kommunedata demonstrerede beholdningsregistrering og udlånskontrol, og Jørgen Riishøj fra Bibliotekscentralen demonstrerede deres mikrofilmkatalog. Det klingede af, efterhånden som det med Biblioteksdata II blev klart at FAUST
ikke som generelt bibliotekssystem ville blive tilbudt andre. Men vi var jo fortsat i
1980'erne det eneste bibliotek i landet hvor det virkeliggjorte edb kunne ses (...) Der var
i FAUST-perioden nedsat en referencegruppe med regelmæssige statusmøder hvor KL
var repræsenteret ved Hans Sylvest. Vi førte en logbog over de problemer vi havde, og
Kommunedata fik ind imellem røde ører, når der var noget de havde lovet at lave som
endnu ikke var klart. Der blev således holdt tæt øje med det der skete, og vi havde et
ganske stort ord at skulle sige her. Men denne særstilling havde vi kun indtil vi overgik
til UNI MASTER-kunde på linie med andre i 1987. De erfaringer, der blev gjort med
FAUST hos os, blev af Kommunedata nyttiggjort i deres fortsatte systemudvikling også
efter FAUST" (Interview med Flemming Andreasen, Ølstykke, 1993).
For personalet på Ølstykke Bibliotek var det langtfra uden omkostninger at
indgå aktivt i teknologiudviklingen, og der var på Bibliotekarforbundets
generalforsamlinger en ganske ophedet debat og pegen fingre af de sjællandske pionerer, der havde vovet at afvige fra den herskende teknologikritiske linie, og diskussionerne om FAUST i Ølstykke bølgede i biblioteksvæsenet.
"Alle har en mening om det, få har set det, endnu færre har prøvet det, og ingen ved
hvad der i virkeligheden er sket" (Bibliotek 70, 1982:13, side 398).
Ølstykke bibliotek modtog fra Biblioteksdataparterne udstyr, uddannelse og
support i et omfang, der bl.a. gjorde at Bibliotekstilsynet på et tidspunkt
frarådede en fortsættelse af forsøget på grund af det høje omkostningsniveau. Men for bibliotekets personale blev der skabt forudsætning for et
anderledes biblioteksarbejde og personalets besvarelse af FOLKIT-undersøgelsens spørgeskema viser da også, at teknologihistorien for de ansatte
på flere punkter har betydet en nogen anden status end det er tilfældet for
øvrige punktstudiebiblioteker.
De første rapporter om konsekvenserne ved overgang til edb på et folkebibliotek ser dagens lys i forbindelse med Ølstykke biblioteks pilotdrift af
FAUST-systemet. Den ene mere officielle rapport udarbejdes af en arbejdsgruppe nedsat af Kommunernes Landsforening (Kommunernes Landsforening 1980), medens den anden rapport er en mere kritisk vurdering
foretaget af studerende ved Danmarks Biblioteksskoles Aalborg-afdeling
(Bendtsen 1982).
De studerendes konsekvensvurdering omfatter bl.a. en brugerundersøgelse
der er foretaget for at belyse de servicemæssige konsekvenser for lånerne.
Denne brugerundersøgelse hilses velkommen af Ølstykke Bibliotek, ikke
mindst da Biblioteksdataparterne tidligere er veget tilbage for at inddrage
bibliotekets brugere i undersøgelsen fra Kommunernes Landsforening. Men
biblioteket beklager samtidig, at de studerende drager unødig negative
konklusioner på det foreliggende datagrundlag fra undersøgelsen (Bibliotek
70, 1982:16). Og rapporten går efter bibliotekets opfattelse noget let hen
over de virkelige gevinster ved systemet, eksempelvis den benyttelsesstatistik for materialecirkulationen, der kan aflæses for alle titler og eksemplarer i hyldelisten og finde anvendelse som en del af beslutningsgrundlaget for bibliotekets materialevalg.
Brugerundersøgelsen af FAUST-systemet i Ølstykke viser også at 24% af
lånerne mener personalet har fået bedre tid til at hjælpe efter indførelse af
edb, 69% svarer ved ikke og 7% mener nej (Bendtsen 1982).
De implementerede administrative systemer har i Ølstykkerapportens
konklusion tydeligvis haft større effekt for personalet end for bibliotekets
lånere. Edb har - stadig ifølge rapportens konklusion - betydet en betydelig
tidsbesparelse i skranken og i teknisk afdeling, en tidsbesparelse rapportens
forfattere frygter vil udmøntes i besparelser på personalesiden og ikke i en
udvidelse af bibliotekets aktiviteter. Sammenholdes disse forhold med
Bibliotekarforbundets edb-politik 1982, finder forfatterne grundlag for at
konkludere, at der med personalereduktion og fraværet af serviceforbedringer ikke for nærværende er basis for at indføre edb i danske folkebiblioteker.
Rapporten om prøvedriften i Ølstykke fra Kommunernes Landsforening
udkommer 1980 på et tidspunkt hvor det står klart, at FAUST-systemet var
historie og en ny Biblioteksdataaftale indgået pr. 01.01.1978.
'Man fandt det dog hensigtsmæssigt at fortsætte med prøvedriften for derved at opnå
erfaringer med et edb-system i et folkebibliotek, som kunne anvendes i udviklingen af
nye systemer til udlånskontrol og katalogområdet' (Kommunernes Landsforening 1980,
side 1).
Disse forhold betød også at den oprindelige hensigt med at afprøve FAUST i
ti pilotbiblioteker blev noget modificeret, idet kun Ølstykke bibliotek fik
systemet i drift. Det er i en supplerede konsekvensundersøgelse anført, at
besparelsen på arbejdskraft efter indføring af edb har betydet at biblioteket
har kunnet håndtere en udlånsstigning på 37% uden ansættelse af ekstra
personale (Bendtsen 1980).
FAUST-systemets ABC-plan fra 1975-77 var et centralt system uden
datakraft i det enkelte bibliotek og uden online drift. I forhold til dette centralistiske koncept er konfigurationen i Ølstykke tillempet under hensyn til den
teknologiske udvikling, og der opereres istedet med decentral datakraft på en
lokal minidatamat, introduceret på markedet i 1974.
Det er de tekniske løsninger, der focuseres på i rapporten (Kommunernes
Landsforening 1980) og det vedgås klart, at afgrænsningen er sket, da det
ikke har været formålet at foretage en biblioteksfaglig eller sociologisk undersøgelse. De tekniske problemer med driftssikkerhed, programmering og
fejlprocedurer har da også været mere omfattende end forventet, men til
trods herfor kan det i rapportens konklusion afsluttende anføres at
'Selv om den tekniske og programmæssige side i længere tid end forventet har givet
anledning til problemer, ønsker Ølstykke bibliotek ikke at vende tilbage til et manuelt
system' (Kommunernes Landsforening 1980, side 66).
Der kunne ikke i arbejdsgruppen opnås enighed om en fælles vurdering af
besparelserne på grundlag af edb-systemerne set i relation til DAU-undersøgelserne. Ved behandlingen i Kommunernes Landsforenings kontaktudvalg vedrørende biblioteksvæsen maj og juni 1980, gjorde udvalget opmærksom på, at vurderingen af arbejdslettelserne i forbindelse med overgang til
edb-udlånskontrol kun var vurderet i forhold til et tidligere manuelt system og
ikke i forhold til et fotonoteringssystem.
Kontaktudvalget for folkebiblioteker oprettes af Kommunernes Landsforening
1978 med den hovedopgave at styre kravspecifikationsarbejdet til den nye
systemkonstruktion, Biblioteksdata II 1978-1993. Udvalgets medlemmer
havde et godt kendskab til operative biblioteksmedarbejdere i ekspeditionsområdet og i bibliotekernes katalogafdelinger. Disse 'elitearbejdere' fra
bibliotekerne blev håndplukket for sammen med de centrale instansers
teknokrater at indgå i kravspecifikationsgrupper og der afgive de nødvendige
oplysninger om arbejdsfunktionerne til Kommunedatas systemkonstruktører.
Blandt deltagerne i arbejdsgruppen om udlånskontrol var Vibeke Raa,
skrankeleder i Ølstykke, Gyda Lorenzen, fuldmægtig i Herning og Gunhild
Andersen, biblioteksassistent i Værløse. Ialt var kravspecifikationsgruppen
for udlånskontrol på 10 personer, fire kontoransatte fra ekspeditionsområdet,
en overbibliotekar, overbibliotekar Kristian Grønborg, Glamsbjerg, og fem
personer fra centrale instanser: Bibliotekstilsynet, Kommunedata og Kommunernes Landsforening (Kommunernes Landsforening 1980a).
Kommunernes Landsforening havde ansvaret for denne kravspecifikationsfase og var også den drivende kraft på møderne. Sagerne og processerne blev på møderne i de to nedsatte kravspecifikationsgrupper - for
Beholdningsregistrering og for Udlånskontrol - behandlet meget afgrænset og
funktionsopdelt uden større inddragelse af publikumsarbejdets formidlingsperspektiv.
Fig. 21. Newarksystem. Planløsning og arbejdspladsindretning for biblioteker med Newarksystem. Fra Sven Plovgaard: Biblioteksbygning 1984, 1984.
Arbejdsformen kritiseredes af Københavns Kommunes Bibliotekers repræsentant, der også stillede forslag om en brugeruddannelse på en uge, der
skulle give bibliotekspersonalet forudsætninger for på mere kvalificeret vis at
komme til orde overfor deltagerne fra de centrale instanser. Forslaget vandt
ikke gehør, og det var fortsat repræsentanter fra de centrale instanser, der
var styrende også hvad angår papirgang, notatudarbejdelse og fagterminologi. For at løse op for situationen og give de operative brugere mulighed
for at komme frem med den nødvendige viden om arbejdsprocesserne uden
teknokratdominans, så Kommunernes Landsforening sig på et tidspunkt
nødsaget til at indkalde til møde med kun brugerrepræsentanter, uden deltagelse af personale fra de centrale instanser.
Også fra Bibliotekarforbundets faglige udvalg (FAU) lyder der fortsat ganske
teknologikritiske toner. I en artikel 'EDB og udlånskontrol' (Bibliotek 70,
1978:17) rettes en skarp kritik af den aktuelle systemudvikling, der lastes for
at skabe teknologisk arbejdsløshed, satse på edb frem for ved metodeudvikling at afhjælpe svagheder i de bestående udlånskontrolsystemer, og
udgiften til inddatering af beholdningen som grundlag for udlånskontrol på
edb, betegnes som ressourcespild. Det hedder videre i artiklen:
"I den forbindelse må man konstatere, at det ikke er tilstrækkeligt, at der er nedsat kravspecifikationsgrupper, og KL's kontaktudvalg er ikke nogen faglig garanti for produkterne. Der er ikke fastlagt en procedure, som garanterer, at edb-planerne kommer ud til
en bred faglig debat, før en egentlig produktion iværksættes (...)
Der er ingen tvivl om, at man fra Kommunedatas side er overordentlig interesseret i at
udvikle og markedsføre et edb-styret udlånskontrolsystem. Ser man på Kommunedatas
faglige argumentation for nytten af et sådant system, viser den sig efter vor opfattelse
ikke at kunne holde for en nærmere gennemgang (...)
BF må af de her anførte grunde fastholde, at udlånskontrol ved hjælp af edb er et overflødigt og på flere måder skadeligt system". (Bibliotek 70, 1978:17, p.454-45)
Artiklen fra FAU refererer til udvalgte afsnit af Specialudvalg 7's betænkning
om folkebibliotekernes arbejdsmetoder og driftsøkonomiske forhold (SU
1978), men forbigår det forhold at Specialudvalg 7 i betænkningen fremkommer med en anbefaling af at der gennemføres forsøg med automatiserede udlånskontrolsystemer. Og kvaliteten af de signaler der udsendes fra
Bibliotekarforbundet udsættes for en skarp kritik af Else Beck i følgende
nummer af Bibliotek 70:
"BF's faglige udvalg beklager sig over, at heller ikke den nye biblioteksdataaftale bygger på grundige faglige analyser af behovene i bibliotekerne, hvorefter udvalget fremkommer med en række indvendinger mod udlånskontrolsystemer ved hjælp af edb, som
stort set består af en følelsesbetonet usikkerhed over for edb. Hvis det skal være et udtryk for FAU'faglige standard, må jeg sige som Radiserne: Jeg græmmes". (Bibliotek
70, 1978:p.587)
Også fra Kurt Sørensens side rettes der kritik af Bibliotekarforbundets
teknologipolitik i relation til udlånskontrol, og der påpeges misforholdet
mellem de tidligere nævnte positive anbefalinger der er fremsat af de
kontoransatte i ekspeditionsområderne (Rapport 1979) og de vurderinger der
anlægges fra bibliotekarside. Dette får Kurt Sørensen til at rette spørgsmålet:
"Har bibliotekarerne forstand på udlånsnotering? Undertiden får man mistanke om, at
mange bibliotekarer ikke ved besked med udlånskontrol i bibliotekerne og at de næppe
nogensinde har arbejdet praktisk i en udlånsekspedition. Det ville naturligvis også være
ligegyldigt, hvis det ikke var fordi de trods uvidenheden frejdigt udtalte sig om emnet
(...)
Hvorfor udtaler bibliotekarer sig om disse emner, som de åbenbart ikke har forstand på?
Hvorfor overlader de ikke spørgsmålet om edb i udlånsnoteringen til de ansatte i ekspeditionerne, som ved hvor skoen trykker og som gennem deres uddannelse har fået viden
og overblik om netop udlånskontrol? Svaret er måske, at det kunne resultere i indførelse
af edb i udlånskontrollen". (Bogens Verden, 1981:7, p.502-03)
Biblioteksdata-parterne var i nogen grad i stand til at opfange modstrømninger undervejs i systemarbejdet, idet et umiddelbart resultat af Nyborg-konferencen i april 1982 blev en ændring i rækkefølgen af de tilbudte moduler.
Søgemodulet blev selvstændiggjort og fremrykket, for at imødekomme
personaleorganisationernes krav om at det primære behov var serviceudvikling og forbedring af de bibliografiske søgemuligheder, og ikke administrative moduler, der retter sig mod interne arbejdsgange, som allerede var
gennemrationaliserede udfra anvisningerne i Rationaliseringsbetænkningen
fra 1964.
Personaleorganisationernes krav var formuleret i en fælles udtalelse der,
trods visse betænkeligheder fra HK's side (Tanja Cederholm), blev fremlagt
på konferencen. Det hedder heri bl.a. følgende:
"Personaleorganisationernes repræsentanter giver udtryk for flg. synspunkter:
A. Faglige synspunkter
1. Man finder, at EDB først og fremmest bør være et hjælpemiddel til at udvide den
service, bibliotekerne kan tilbyde. Derfor anbefales det at videreudvikle de produkter,
som kan forbedre bibliotekernes betjening af publikum; her tænkes især på bibliografiske produkter.
2. Man finder derimod ikke, at processtyrings- og udlånskontrolmodulerne giver væsentlige forbedringer i forhold til de nuværende gennemrationaliserede arbejdsrutiner i
bibliotekerne." (Bibliotek 70 1982,side 227)
Teknologisk Instituts konsekvensundersøgelse Edb på folkebibliotekerne
(Drewes 1982) blev fremlagt og diskuteret på Biblioteksdata-konferencen i
Nyborg april 1982. Bibliotekarforbundets repræsentant i styregruppen kritiserede bl.a. konsekvensrapporten for den begrænsning der lå i at den isoleret analyserede konsekvenserne ved de skitserede systemer beholdningsregistrering og udlånskontrol uden at belyse deres sammenhæng med
udlånsarbejdet. Til trods for dette afgrænsede perspektiv rummer rapporten
en højst anvendelig gennemgang af udvalgte konsekvensområder, en checkliste der selv mange år senere er brugbar i folkebibliotekernes arbejde med
tilpasning til den ny teknologi. At flertallet af folkebiblioteker først omkring
1990 er i en fase med beholdningsregistrering og udlånskontrol hvor rapportens anvisninger kan nyttiggøres, udsiger noget om den usamtidighed der er
tale om i bibliotekssektorens systemarbejde.
Tidsplanen for udvikling af modulerne kunne dog langtfra overholdes af
Biblioteksdata-parterne, primært Kommunedata, og dette forhold er en
direkte årsag til at Biblioteksdata-systemet ikke fik fodfæste på folkebibliotekerne. Folkebiblioteker i Jylland påbegyndte i forbindelse med HELOS-
forsøget en udvikling som sammen med Kommunedatas og Bibliotekscentralens markedsføring af egne systemer førte frem mod et sammenbrud for Biblioteksdatas monopol på markedet i 1987 til fordel for en åben
markedssituation med flere systemleverandører på markedet.
Implementeringen af udlånskontrol på edb i Bjerringbro 1988 betegner et
gennembrud og et teknologiskift der hastigt skulle forplante sig på landsplan.
Denne udvikling med ny teknologi og dens konsekvenser for de ansatte i
ekspeditionsområdet er beskrevet i det følgende afsnit.
4.7 Sammenfatning
Med 1960'ernes anvendelse af kontoruddannet personale i langt større
omfang end tidligere opstod også behovet for efteruddannelseskurser for
folkebibliotekernes kontoruddannede personale. På et nyoprettet efteruddannelseskursus til biblioteksassistent ved folkebibliotekerne optages nu ikke
blot kontorfunktionærer fra folkebibliotekernes katalogafdelinger - som
tidligere foreslået af Rationaliseringskomiteen - men også kontorfunktionærer, hvis arbejdsområde lå indenfor bibliotekernes administration og udlånsekspedition.
På den nordiske fortsættelsesskole for bibliotekarer i Kungälv blev vordende
biblioteksledere undervist i biblioteksadministrative emner af Allerslev Jensen
og Sigurd Moöhlenbrock, bibliotekschef for Göteborg Stadsbibliotek. For at
placere folkebibliotekerne centralt i folkeoplysningsarbejdet lagde undervisningen i Kungälv vægt på organisationsforhold og rationalitet i arbejdsorganiseringen, og dermed bidrog Kungälv-kurserne til en professionalisering
af bibliotekarstanden og en styrkelse af bibliotekarernes kvalifikationer inden
for organisationsområdet.
Den begyndende arbejdsdeling og bibliotekarens placering ved et særligt
arbejdsbord i udlånet er til diskussion på Bibliotekardagen 1959, og i Viggo
Bredsdorffs indlæg indgår overvejelser om hvilke konsekvenser dette vil have
for publikumsarbejdet og for skrankepartiets fysiske udformning.
Med udsyn til folkebibliotekernes arbejdsorganisering i USA og England og
med professionalisering og lønløft som incitamenter lægges der i biblioteksdirektørens foredrag samme år op til en arbejdsundersøgelse, hvis hovedsigte
er at frigøre bibliotekarer fra kontormæssige arbejdsopgaver. Efter ca. 3 års
arbejde foreligger 1964 den betænkning, der kom til at blive normgivende for
folkebibliotekernes arbejdsorganisation og personaleanvendelse i en mere
end 30-årig periode. Betænkningens titel er: 'Rationalisering i danske
folkebiblioteker' (RDF 1964), i daglig tale kaldet "den grønne betænkning"
efter omslagets farve, og dens udgivelsestidspunkt er september 1964 samme år som den visionære bibliotekslov af 1964 ser dagens lys. Og der
var lagt op til et tæt parløb mellem betænkning og bibliotekslov, to skelsættende papirer for folkebibliotekernes nyere udvikling - og hånden og ånden
bag begge var Erik Allerslev Jensens.
Introduktionen af fotonotering i danske folkebiblioteker i 1960'erne er en
teknologisk nyskabelse der indvirker på arbejdstilrettelæggelsen og den
professionalisering af det bibliotekariske arbejde, der fandt sted i den efterfølgende periode. Intentionen er en øget inddragelse af assistenter og
medhjælpere, der kan overtage arbejdsopgaver, der traditionelt er blevet løst
af den bibliotekariske arbejdskraft. Og de anvisninger der blev givet i den
svenske arbejdsundersøgelse 1960 supplerer den danske rationaliseringsbetænkning og skulle også få effekt på tilrettelæggelsen af publikumsarbejdet
ved danske folkebiblioteker.
Situationen i 1960'erne er kendetegnet ved en stærk mangel på bibliotekarisk
arbejdskraft, og det er vanskeligt at forestille sig 1960'ernes biblioteksudbygning med intensivering og specialisering af det bibliotekariske formidlingsarbejde uden den frigørelse af bibliotekarisk arbejdskraft, der blev muliggjort ud fra Rationaliseringsbetænkningens anvisninger.
Bibliotekstilsynet opretter efter betænkningens udsendelse i 1964 en særlig
Rationaliseringsafdeling, der med Henning Gimbel som fast medarbejder fik
til opgave at yde rådgivning overfor heltidsbibliotekerne.
Hvad vi oplever i kølvandet på Rationaliseringsbetænkningen er et brud i
sammenhængen mellem de bibliotekariske arbejdsområder. Arbejdets kvalitet var historisk blevet defineret ud fra begreber som helhed og sammenhæng, og dette integrerede formidlingsarbejde på individniveau afløses nu af
en ændret arbejdsorganisering i form af arbejdsdeling og specialisering. En
formidlingsorienteret standsbevidsthed forskydes herved over mod en mere
teknokratisk orienteret selvforståelse, med opfattelsen af organisationen som
en ramme for specialisering og faglig perfektionisme indenfor de bibliotekariske arbejdsområder.
Organisationsændringerne i 1960'erne afspejler også en forskydning i
holdninger og værdier bort fra en tidligere formidlerrolle, der knyttede an til
begreber som folkeoplysning og kulturpolitik. Biblioteksinstitutionen blev i
løbet af 1960'erne rammen om et neutralt professionelt servicearbejde, en
forestilling der faldt fint i tråd med en stigende lønarbejderbevidsthed indenfor
bibliotekarlaget af medarbejdere.
Organisationsbetænkningen 'Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker' (ODF 1970) publiceres 1970 og dens langvarige tilblivelsesperiode
gjorde, at den løb ind i opgøret mod den centralt styrede biblioteksdrift og de
autoritære ledelsesformer i folkebibliotekerne.
Den kollektive arbejdsform som organisatorisk ramme om det faglige
formidlingsarbejde blev i 1960'ernes begyndelse afvist af Bibliotekarforeningens udvalg om 'Arbejds- og samarbejdsforhold i folkebibliotekerne'.
Debatten i 1970'ernes begyndelse affødte hos Bibliotekarforeningen et modudvalgsarbejde omkring kollektiv ledelse, men gennemslagskraften af organisationsbetænkningens forslag bør - kritikken til trods - ikke overses.
1970'ernes voksende bibliotekssystemer trak i deres ekspansionsfase i vid
udstrækning på betænkningens forslag til stillingsbeskrivelser og fastlæggelse af den interne mødestruktur.
To forhold inden for biblioteksverdenen kan sammen med de ændrede
samfundsmæssige betingelser med højkonjunkturens ophør forklare hvorfor
Bibliotekarforbundets pamflet 1975 om kollektiv ledelse viste sig langt
svagere i sin gennemslagskraft end Organisationsbetænkningens traditionelle ledelsesopfattelse.
Dels havde Bibliotekarforeningen indgået nye lønaftaler i forbindelse med
Kommunalreformen i 1970. En hierarkisk lønstruktur med avancementsstillinger/afdelingslederstillinger i hobetal, hvis lønmæssige indplacering næppe
har virket befordrende på lokale initiativer omkring ændrede ledelsesformer.
Langt snarere har lønaftaler og stillingsstruktur passet som fod i hose til
Organisationsbetænkningens afdelingsstruktur og ledelseshierarki.
Dertil kommer, at Bibliotekarforeningens - siden 1975 Bibliotekarforbundet udmeldinger til det bibliotekariske personale i forbindelse med de begyndende sparerunder i 1970'ernes sidste år har haft deres andel i, at det blev "den
gule fare" og ikke kollektivpamfletten, der leverede modellen for bibliotekers
ledelsesstruktur. Bibliotekarforbundet pålagde sine medlemmer ikke at tage
del i de diskussioner om neddrosling af virksomheden som de ændrede
økonomiske vilkår nødvendiggjorde. Dermed trak det bibliotekariske personale sig fra den faglige prioriteringsdiskussion og fra deltagelse i beslutningsprocessen. De beslutninger den økonomiske lavkonjunktur nødvendiggjorde, blev således på traditionel vis overladt til bibliotekets ledelse og til
politikerne, og signalerne fra det centrale fagforeningsapparat førte dermed til
en lokal handlingslammelse, der også på det bevidsthedsmæssige niveau
satte organisationstænkningen år tilbage. Vi skal op i midten af 1980'erne før
de centrale, konserverende signaler ændrer sig og der atter gives rum for
personalets kreativitet og ideudvikling i forsøgsvirksomhed og projektarbejde.
En rationel tilrettelæggelse af udlånsprocessen forudsatte i større biblioteker
en overgang til mekanisk fotonotering, og der rettes en velvalgt kritik mod
den nyeste 1959-udgave af 'Lærebog i biblioteksteknik' som næsten uændret
havde valgt at beskrive de traditionelle teknikker i udlånsarbejdet - Browne,
Newark og Detroit - uden at komme ind på de eksperimenter med nyere
noteringsmetoder, der fandt sted i såvel USA som på nordiske folkebiblioteker.
Fotografisk udlånsnotering indførtes på København Kommunes Hovedbibliotek på Kultorvet fra 30.oktober 1958, efter erfaringer gjort i USA og England
siden 1940'erne, samt i andre nordiske folkebiblioteker i Göteborg, Norrköping og Deichmanske Bibliotek i Oslo.
Hvidovre havde som det første danske folkebibliotek taget fotonotering i brug
1958, men opgav forsøget efter tre måneder. Årsagen hertil skal søges i dels
bibliotekets størrelse, dels i mængden af bortkomne datokort angivelig
begrundet i mangelfuld information overfor lånerne ved systemets ibrugtagen. Fem folkebiblioteker har i året 1962 indført fotonotering: København,
Roskilde, Esbjerg, Gladsaxe og Næstved.
Reserveringen af bøger skete ikke længere ved hjælp af 'clipsning', men ved
gennemgang af de afleverede og finsorterede bøger på bogvogn sammenholdt med fortegnelsen over reserverede bøger, evt. på et kardex-system. En
reserveringsfangst der på Kultorvet/KKB var foregrebet ved 'Tokensystemet'.
Med overgang fra håndstempling til fotonotering viser der sig en række
konsekvensområder for bibliotekerne. Afhængighed af eksterne leverandører, behov for tilpasning af skrankeinventar samt nye kvalifikationer hos
enkelte medarbejdere til at håndtere den mere krævende tekniske registreringsform.
Der foregår i 1970'ernes løb flere kortlægninger af folkebibliotekernes
udlånsarbejde. 'Udvalget vedr. Udlånspraksis' blev nedsat den 15.juni 1973
af Arbejdsudvalget vedr. de Storkøbenhavnske Folkebibliotekers Fællesopgaver, og fik til opgave at bearbejde de oplysninger, der var indsamlet om
udlånspraksis i Storkøbenhavn og udarbejde forslag til fælles retningslinier
for området. Rapporten udmunder i en række forslag til fælles udlånspraksis,
der vil have konsekvenser for de enkelte bibliotekers reglementer og
blanketter.
Efter opfordring fra Arbejdsudvalget under De storkøbenhavnske folkebibliotekers Samarbejdsudvalg blev 'Arbejdsgruppen vedrørende kortlægning af
udlånsekspeditionsområdet i de Storkøbenhavnske folkebiblioteker' nedsat
på et møde i Fagudvalget for skrankearbejde den 1.12.1977. Ønsket var en
tilstandsbeskrivelse af de forskellige funktioner i udlånsekspeditionerne og
efter nogen betænkelighed besluttede Fagudvalget at deltage i arbejdet, da
man vurderede at en kortlægning og efterfølgende anbefalinger kunne danne
grundlag for lokalt udviklingsarbejde indenfor området.
Rapporten foreligger 1979, og det hedder heri bl.a.: "I lighed med Bibliotekstilsynets Sparevejledning anbefaler arbejdsgruppen - af både praktiske,
rationelle og principielle grunde - en samlet fælles udlånsekspedition for alt
udlånsmateriale (bøger børn/voksne og av musikplader/bånd, m.v.) incl.
ensartede regler for indmeldelse, udlånskontrol, hjemkaldelse m.v., og kan
derfor ikke gå ind for, at musikafdelingerne har særskilt skrankefunktion".
Edb-teknikken var i begyndelsen af 1960'erne introduceret i udenlandske
biblioteker, og erfaringer fra studierejser blev viderebragt til den danske
biblioteksoffentlighed. På daværende tidspunkt forekom en automatisering af
folkebiblioteksarbejdet ikke at være aktuel i en dansk folkebibliotekssammenhæng, hvad også Rationaliseringsbetænkningens afslutningskapitel
påpeger. Lokale forsøg med anvendelse af elektronisk udlånsstyring foregår
o.1970 i Roskilde, Aalborg og Ølstykke.
Fig. 22. Fra håndværkstradition til arkitekttegning. Randers Folkebiblioteks lokale i Helligåndshuset 1912 med lukkede hylder adskilt fra publikum
ved balustrade, halvmåneformet skrankebord og pult til protokol. Nederst
Arne Jacobsens udformning af ekspeditionsområdet i forhallen til Rødovre
bibliotek, indviet 1969. Funktionelle rene linier og ovenlys på arbejdspladsen.
Fotonoteringsapparatur er nedfældet i bordpladen. Fra: Randers Folkebibliotek 1862-1912, og Arkitekten, 1970:4.
For personalet på Ølstykke Bibliotek var det langtfra uden omkostninger at
indgå aktivt i teknologiudviklingen, og der var på Bibliotekarforbundets
generalforsamlinger en ganske ophedet debat og pegen fingre af de sjællandske pionerer, der havde vovet at afvige fra den herskende teknologikritiske linie, og diskussionerne om FAUST i Ølstykke bølgede i biblioteksvæsenet.
Bibliotekstilsynets Rationaliseringsafdeling skifter 1971 navn til Systemafdeling og markerer derved, at edb-udviklingen presser sig på også for
folkebibliotekerne.
DAU, står for Dansk Arbejds-Undersøgelse, blev i perioden 1972-74 gennemført af Bibliotekstilsynets Systemafdeling på ialt 18 biblioteker, og fra
1975-78 på yderligere 5 biblioteker. I systemudviklingen er DAU-72 et
forstudie, der sigter mod tekniske ændringer i folkebibliotekerne. En udvikling
af biblioteksarbejdet, der med inddragelse af edb-teknologi skulle gøre det
muligt for det samme - eller et reduceret personale - ved hjælp af administrative edb-systemer at håndtere større mængder af materialeenheder i
såvel teknisk afdeling som udlånsekspedition.
Teknologisk Instituts konsekvensundersøgelse Edb på folkebibliotekerne
fremlægges og diskuteres på Biblioteksdata-konferencen i Nyborg april 1982.
Implementeringen af udlånskontrol på edb i Bjerringbro 1988 betegner et
gennembrud og et teknologiskift der hastigt skulle forplante sig på landsplan.
4.8 Litteratur
Allerslev Jensen (1959) Rationaliseringsmuligheder i biblioteksarbejdet.
(Foredrag på Bibliotekardagen i Odense 1959) / Erik Allerslev Jensen. i:
Bogens Verden, 1959, p.445-54.
Allerslev Jensen (1979) Bibliotekscentralens forhistorie og første år / Erik
Allerslev Jensen. Bibliotekscentralen, 1979.
Allerslev Jensen (1985) "Til Bibliotekssagens Fremme". Træk af Bibliotekstilsynets Virksomhed indtil 1970 / Erik Allerslev Jensen. København, 1985. 193
sider.
Andersen (1986) Esbjerg hovedbiblioteks anvendelse af edb til materialeregistrering og udlånskontrol: en analyse af arbejdsgange i forbindelse med
overgangen fra manuel til edb-baseret registrering / Leif Andersen. Informatikcenter Vest, Esbjerg, 1986. 23 sider + bilag.
Arbejdsudvalget (1974) Udvalget vedr. Udlånspraksis: Rapport / Arbejdsudvalget vedr. De storkøbenhavnske Folkebibliotekers Fællesopgaver. Marts
1974.
Bendtsen (1982) EDB i Ølstykke: en konsekvensundersøgelse / Helge
Bendtsen et.al. Danmarks Biblioteksskole Aalborgafdelingen, maj 1982. 211
sider.
Bibliotekarforeningen (1958) Arbejds- og lønforhold for faguddannede
bibliotekarer ved folkebibliotekerne: en redegørelse / Bibliotekarforeningen
for Folkebibliotekerne. Normeringsudvalget. 1958. 19 sider + bilag.
Biblioteksdata (1982b) Edb i biblioteket: bibliotekskonference Nyborg Strand
21-23 april 1982 / Biblioteksdata. 1982. [Konferencemateriale. Løsblad]
Biblioteksdata (1982c) Edb i biblioteket: orientering om folkebibliotekernes
edb-system / Udgivet af Bibliotekscentralen og Kommunedata. 1982. 56
sider.
Bibliotekslovrevisionen (1970) Arbejdsforenkling og automation: betænkning.
Bibliotekscentralen, 1970. 42 sider.
BT (1977) Sparemuligheder i folkebibliotekerne. Bibliotekstilsynet, 1977.
Brams (1970) Organisationsplanlægning: - et solidt stykke organisationsværktøj / Poul Brams. i: Bogens Verden, 1970, p.347-50.
Bredsdorff (1959a) Fotonotering på Københavns Kommunes Hovedbibliotek /
Viggo Bredsdorff. i: Bogens Verden 1959, p.151-155.
Bredsdorff (1959) Rationaliseringsmuligheder i publikumsarbejdet / Viggo
Bredsdorff. i: Bogens Verden, 1959, p.150-161.
Bredsdorff (1962) Fotonotering. En vejledning ved Viggo Bredsdorff, Christian Götzsche & Johannes Pedersen. Dansk Bibliografisk Kontor, 1962. 51
sider.
Burgin (1984) Library Overdues: Analysis, Strategies and Solutions to the
Problem. Haworth, New York, 1984. 135 sider.
Carr (1955) Charging Systems / Helen Thomton Geer. ALA, Chicago, 1955.
177 sider.
Christensen (1981) Automatisert utlånssystem: Reiserapport fra studietur til
en række bibliotek i Vest-Europa / Kari Christensen et al. Trondheim, 1981.
74 sider.
Corbett (1957) Photo-charging. Its operation and installation in a British
library / Edmund V.Corbett. 1957.
DAU (1976) DAU. Bibliotekstilsynets arbejdsundersøgelse i danske folkebiblioteker. Foreløbig rapport. Bd. 1-2. Udgivet af Bibliotekstilsynet. Bibliotekscentralen, 1976.
de Brisis (1984) Utlånssystemer i folkebibliotek: økonomiske og kvalitative
vurderinger / Katarzyna de Brisis & Arthur N.Olsen. Statens Bibliotekhøgskole, 1984. (BRODD rapport nr. 8401421).
Drewes (1982) Edb på folkebibliotekerne: en konsekvensundersøgelse / Lise
Drewes & Benny Dylander. Teknologisk Institut/Erhvervspædagogik, 1982.
59 sider + bilag.
Drexel (1965) Drexel Library Quarterly. Vol.1. No.3. July 1965. Temanummer
om: Charging systems.
Evald (1978) Interview med forhenværende biblioteksdirektør Erik Allerslev
Jensen. April 1978. 2x120 min.audiotape/48 sider. Klausuleret. Publiceret i
uddrag.
Evald (1994) Informationsteknologi i danske folkebiblioteker - systemfaser,
status og perspektiver. FOLKIT-projektet. Danmarks Biblioteksskole/Aalborg,
1994. Vol.1-2. Også i forkortet udgave: Informationsteknologi i folkebibliotekerne - de ti første år. FOLKIT-projektet. Forkortet udgave. Biblioteksarbejde,
Aalborg, 1994. 140 sider. Fuldstændig udgave medfølger i elektronisk form.
Fagudvalget (1979) Rapport fra arbejdsgruppen vedrørende kortlægning af
udlånsekspeditionsområdet i de storkøbenhavnske folkebiblioteker / Fagudvalget for skrankearbejde. København, 1979. 85 sider.
FAUST (1975) Kravspecifikation til FAUST-systemet / Biblioteksdata.
Biblioteksdata, 1975. 190 sider.
FAUST (1977) Procedurer i udlånskontrol (Niveau 2) / Biblioteksdata.
Biblioteksdata, 1977. 48 sider.
Forvaltningsbiblioteket (1985) Forvaltningsbiblioteket - etablering og drift /
Red. af Elise Holt og Ulla Larsen. Det administrative bibliotek, 1985. 161
sider.
Geer (1955) Charging Systems / Helen T.Geer. ALA, Chicago, 1955.
Gimbel (1962) Rationalisering og arbejdsledelse / Henning Gimbel. i:
Bibliotekaren 1962, p.109-119.
Gimbel (1965) Leder og deltager ser på Hindsgavlmøderne om rationalisering / Henning Gimbel. i: Bogens Verden, 1965, p.190-91.
Gimbel (1967) Arbejdsledelse og intern organisation. Samtale med Henning
Gimbel, Bibliotekstilsynet. i: Bogens Verden, 1967, p.121-217.
Hulkortcentral (1961) Hulkortsystem vedr. biblioteksexpedition / Kommunernes Hulkortcentral, 1961. 13 sider.
Intner (1987) Circulation Policy in Academic, Public and School Libraries (
Sheila S. Intner. Greenwood Press, 1987. 228 sider. (New Directions in
Information Management, Number 13)
Kirkwood (1961) Charging Systems / L.H.Kirkwood. in: The State of the
Library Art (Series) / Ralph R.Shaw (ed.). Vol.1, Part 3. 1961.
Koch (1959) Rationaliseringsmuligheder i det interne biblioteksarbejde / Ole
Koch. i: Bogens Verden, 1959, p.161-168.
Kofoed (1984) Slutrapport pilot-fase utlån: BIBSYS / Jan-Erik Kofoed et al.
Trondheim, 1984. 31 sider.
Kommunedata (1978) Udlånskontrolvejledning / Udarbejdet af Kommunedata. 1978.
Kommunernes Landsforening (1980a) Udlånskontrol på edb: forslag til
kravspecifikation udarbejdet af en arbejdsgruppe under Kommunernes
Landsforening / Udgivet af Kommunernes Landsforening. Bibliotekscentralen, 1980. 42 sider.
Kommunernes Landsforening (1980) Rapport om prøvedriften af FAUST i
Ølstykke bibliotek / Udarbejdet af en arbejdsgruppe under Kommunernes
Landsforening. Bibliotekscentralens Forlag, 1980. 79 sider.
Madsen (1973) EDB transaktioner i biblioteker / Knud Madsen (red.). Udgivet
af Det nordjyske Landsbibliotek. Bind 1: Systembeskrivelse. Udarbejdet af Bo
Hafstrøm og Morten Hein, 1970. 11 sider. Bind 2:EDB-rapport: rapport over
et forsøg med anvendelse af EDB-teknik i forbindelse med udlånsnotering i
en filial i Det nordjyske Landsbibliotek - afsluttet i 1972. Redigeret af Knud
Madsen. 1973. 64 sider.
Miller (1951) Photographic charging versus manual charging / B.A.Miller. i:
Library Journal, June 1st, 1951.
Monrad (1978) Systemvurdering og systemkonstruktion belyst gennem
FAUST, folkebibliotekernes automationssystem: rapport til dokumentation af
et specialstudie i datalogi / Ole Monrad. Nyt fra samfundsvidenskaberne,
1978. 153 sider.
Nielsen (1959) Fotonotering / Ulla Nielsen. i: Bibliotekaren, 1959, p.6-13.
Norsker (1966) Magnaphone Camera / Knud Norsker. Bibliotekscentralen,
1966. (stencileret).
ODF (1970) Organisationsplanlægning i danske folkebiblioteker. Betænkning
afgivet af Bibliotekstilsynets Arbejdsfordelingsplanudvalg. Bibliotekscentralen, 1970. 288 sider.
Organisation (1960) Organisation och arbetsdmetoder vid kommunala
bibliotek. Betänkande avgivet av särskilda kommitterade. Stockholm, Varia,
1960. 212 sider.
Pedersen (1958) 'Token-systemet'. En variant / Jane Pedersen. i: Bogens
Verden, 1958, p.177-180.
Plovgaard (1967) Folkebiblioteksbygningen: normer og standarder for
bibliotekslokaler i områder med 5.000 til 25.000 indbyggere / Udgivet af
Bibliotekstilsynets udvalg til udarbejdelse af normer for biblioteksbygninger.
Under redaktion af Sven Plovgaard. Bibliotekscentralen, 1967. 135 sider.
Plovgaard (1984) Biblioteksbygning 1984: planlægning af bibliotekslokaler i
områder med indtil 30.000 indbyggere: En vejledning udgivet af Bibliotekstilsynet / Under redaktion af Elisabeth Lylloff & Sven Plovgaard. Bibliotekscentralens Forlag, 1984. 174 sider.
Paaske (1970) Organisationsplanlægning: "Hug en hæl - klip en tå" / Gudrun
Paaske. i: Bogens Verden, 1970, p.345-347.
Rapport (1974) afgivet den 1. marts 1974. Udvalget vedr. Udlånspraksis
nedsat af Arbejdsudvalget vedr. De storkøbenhavnske Folkebibliotekers
Fællesopgaver. 1974. 13 sider.
Rapport (1979) fra arbejdsgruppen vedrørende kortlægning af Udlånsekspeditionsområdet i de storkøbenhavnske folkebiblioteker. Udgivet af Fagudvalget for skrankearbejde/De storkøbenhavnske Folkebibliotekers Samarbejdsudvalg. København, 1979. 85 sider.
RDF (1964) Rationalisering i danske folkebiblioteker: betænkning afgivet af
Danmarks Biblioteksforenings rationaliseringskomite. Bibliotekscentralen,
1964.
Rosengren (1975) Anvendelse af edb i udlånsnoteringen / Birgit Rosengren.
Lyngby, 1975. 43 sider. (Dansk teknisk litteraturselskabs skriftserie nr. 39).
Sassenberg (1964) Thermo charging / Ingeborg Sassenberg & Gertrud
Seydelmann. i: Bücherei und Bildung, 1964, p.460-65.
Study (1961) Study of Circulation Control Systems. Chicago, 1961. 138 sider.
SU 7 (1978) Bibliotekskommissionens Specialudvalgsbetænkninger, 7.
Folkebibliotekernes arbejdsmetoder og driftsøkonomiske forhold. Bibliotekscentralen, 1978.
Thomsen (1958) Fagsalsprincippet. Formål og erfaringer fra Københavns ny
hovedbibliotek / Carl Thomsen. i: Bogens Verden, 1958, p.380-87.
Thornton (1955) Charging Systems / Helen Thorton Geer. A.L.A., 1955.
Tucker (1946) Photographic charging machine / H.W.Tucker. i: Library
Journal, December 15th, 1946.
Waldner (1950) Biblioteksarbetets uppdeling: ett försök att skapa en bas för
arbetstudier / Axel Waldner. i: Biblioteksbladet 1950, p.290-294.
Ølstykke (1978) Et edb-forsøg i kuvøse? / Interview ved Jørgen Nielsen og
Per Nyeng. i: Bibliotek 70, 1978:11, p.280-84.
Øygard (1984) Stavanger første folkebibliotek i Norge med automatiseret
media-kontrolsystem / Turid Øygard. i: Bok og bibliotek, 1984, nr.4, p.168171.