Euroforbeholdet – baggrund og argumenter for deltagelse i euroen ISBN: 87-87803-40-2 Euroforbeholdet – baggrund og argumenter for deltagelse i euroen Udgivet af tænketanken Ja til Europa © 2003 Europabevægelsen Produktion: VBO Speed Tryk Design: Dark Design Cph Gengivelse er kun tilladt med tydelig kildeangivelse Euroforbeholdet – baggrund og argumenter for deltagelse i euroen Udgivet af Europabevægelsens tænketank Ja til Europa Den danske Europa-debat er indadvendt. Den handler mest om Danmarks forhold til EU. Konstruktiv og fremadrettet debat om Europa har trange kår. Derfor har Den Danske Europabevægelse etableret den tværpolitiske tænketank Ja til Europa. Ja til Europa samler forskere, politikere, erhvervsledere, kommentatorer og kulturpersoner med et grundlæggende positivt syn på EU-samarbejdet. Med løbende produktion af debatoplæg og bøger vil Ja til Europa arbejde for en mere konstruktiv og fremadrettet dansk Europa-debat. Synspunkter som udtrykkes i Ja til Europas udgivelser, er forfatternes egne og kan ikke tilskrives Ja til Europa eller Europabevægelsen. Formand: Europabevægelsens landsformand, Erik Boel Rådgivende komité: • MEP Lone Dybkjær, Det Radikale Venstre • Tidligere udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, Venstre • Bestyrelsesformand Niels Due Jensen, Grundfos • Redaktør Annegrethe Rasmussen, Berlingske Tidende • Chefredaktør, Tøger Seidenfaden, Politiken • Professor Niels Thygesen, Københavns Universitet • Direktør Asger Aamund Sekretariat: Anders Panum Jensen, sekretariatsleder Henriette Rald, medlem af Europabevægelsens forretningsudvalg Søren Toft, sekretariatsleder Søren Sass Pedersen, informationskonsulent Kontakt: Tlf: 33 141 141 E-post: [email protected] Hjemmeside: www.europabevaegelsen.dk Indholdsfortegnelse Forord: Euroen et år efter... 7 Af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen Faktaboks 1: Danmarks forbehold overfor “Den Økonomiske og Monetære Union” Hvorfor kom euroen? 8 11 Af Professor Niels Thygesen Faktaboks 2: “Fra EMS til euro” 12 Bør stabilitetspagten ændres? 25 Af Professor Niels Thygesen Nationalbanken – fra centrum til periferi 33 Af Nationalbankdirektør Jens Thomsen Danmark, eurolandene og den økonomiske politik i EU 37 Af Afdelingschefer Henrik Fugmann og Per Callesen Faktaboks 3: Det Økonomiske samarbejde i EU 39 Hvor skal det fremtidige økonomiske samarbejde i EU hen? 43 Af Karin Riis-Jørgensen, Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, og næstformand i Europabevægelsen Devalueringens irrelevans som økonomisk politisk instrument 48 Af projektchef Christian Thygesen Forbrugerpriser og inflation 52 Af Villy Dyhr, chef for Forbrugerrådets Politiske Afdeling Argumentsamling om euroforbeholdet 57 Ordforklaring 68 Euroen et år efter… Af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen Vi har nu i godt et år levet med euro-mønter og -sedler i omløb. For Europabevægelsen er det en naturlig anledning til at gøre status over konsekvenserne af den danske afvisning af at deltage i den fælles valuta. Derfor dette argumentationshæfte, hvor vi har bedt en række personer, som til daglig arbejder professionelt med euro-spørgsmålet, om at bidrage med deres viden om euro-samarbejdet anno 2003. Europabevægelsen har også samlet en række argumenter for og imod Danmarks deltagelse i euroen, både dem vi hørte under folkeafstemningen i 2000, samt en række nye argumenter, der er kommet til i de sidste par år. Prisen for at stå uden for euro-samarbejdet har været langt højere, end selv de mest inkarnerede ja-sigere fra folkeafstemningen i 2000 forudså. Og under alle omstændigheder må nej-sigerne i dag sidde tilbage med røde ører. Det kan konstateres, at udviklingen har demonstreret, at det danske forbehold i virkeligheden er udtryk for suverænitetsafgivelse. Hvis vel at mærke suverænitet er at have indflydelse på forhold, der under alle omstændigheder påvirker Danmark. I virkeligheden er vi medlemmer i økonomisk henseende, i den forstand at Danmark følger de økonomiske spilleregler og den linie, euro-landene anlægger – vi har blot sagt nej til den politiske indflydelse. Det er vel højst enkelte fantaster blandt nej-sigerne, der kunne drømme om at benytte sig af den devaluering, vi i princippet har mulighed for som ikke-medlem. Danmark efterlever som en duksedreng i klassen de krav, der stilles til den økonomiske politik i euro-samarbejdet. Men danske virksomheder kan kun benytte sig af euroen som finansieringsvaluta, hvis de er parate til at betale transaktionsomkostninger og valutarisiko. Det samme gælder forbrugerne, når de f.eks. tager på skiferie 7 eller ønsker at handle i udlandet. Danmark er allerede med i den økonomiske integrationsproces, på bl.a. finans- og kapitalmarkederne, men vi er ikke med til at bestemme spillereglerne for disse markeder. Først og fremmest er det bemærkelsesværdigt, at de politiske argumenter for euroen er blevet styrket, siden Danmark afviste at deltage i samarbejdet. Mange har spurgt, om EU ville konsolidere sig i bredden eller i dybden. Svaret har vist sig at være både-og. Den fælles valuta er i realiteten det mest vidtrækkende integrationsprojekt i Europa siden oprettelsen af EF i sin tid. Men Danmark har sat sig selv uden for indflydelse i f.eks. den europæiske Centralbank og i det samarbejde, euro-landene har etableret omkring Faktaboks 1. Danmarks forbehold overfor ”Den Økonomiske og Monetære Union” 1. Protokollen om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet til Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, giver Danmark ret til at underrette Rådet for De Europæiske Fællesskaber om sin holdning vedrørende deltagelse i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union. Danmark har meddelt, at det ikke vil deltage i tredje fase. Denne meddelelse vil få virkning samtidig med, at denne afgørelse træder i kraft. 2. Danmark vil derfor ikke deltage i ordningen med en fælles valuta og vil ikke være bundet af de regler vedrørende økonomisk politik, som kun gælder for medlemsstater, der deltager i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, og det vil bevare sine nuværende beføjelser med hensyn til pengepolitik i henhold til danske love og forskrifter, herunder Danmarks Nationalbanks beføjelser i pengepolitiske anliggender. 3. Danmark vil deltage fuldt ud i anden fase af Den Økonomiske og Monetære Union og vil fortsat deltage i valutasamarbejdet inden for EMS. Kilde: Edinburgh afgørelsen – Protokol tilknyttet Maastricht traktatens slutakt. 8 E u r o f o r b e h o l d e t økonomi, beskæftigelse og miljø. Selv den såkaldte Lissabon-proces, hvor EU-landene har forpligtet sig til at skabe verdens mest konkurrencedygtige økonomi bliver først diskuteret blandt euro-gruppens medlemmer, inden den efterfølgende kommer på ECOFIN-mødet. I virkeligheden ved vi meget lidt om, hvad der overhovedet foregår i dette samarbejde. Den danske minister får kun en nødtørftig orientering efter møderne. Alle de lande, der på topmødet i København fik grønt lys for EU-medlemskab har sagt ja til at deltage i euroen. Når de i løbet af en kortere årrække kommer med i samarbejdet, vil den pris Danmark betaler for at stå udenfor blive forøget. Det vil genere os handels- og investeringsmæssigt, især fordi en række af disse lande er blevet vigtige økonomiske partnere for Danmark, først og fremmest Polen og de baltiske lande. Vi stiller os simpelthen uden for det dynamiske vækstcenter som Østersøregionen har mulighed for at udvikle sig til, hvor alle lande omkring Østersøen på nær Danmark, Sverige og Rusland vil bruge euro som en fælles handelsvaluta. Den svenske statsminister Göran Persson har besluttet sig for en svensk folkeafstemning om deltagelse i euroen til september. Hvis Persson vinder den folkeafstemning, hvilket bestemt ikke er usandsynligt, står Danmark isoleret og alene med sit forbehold over for en central del af det europæiske samarbejde. Vi kan ikke dække os ind under, at Storbritannien stadig ikke lever op til kravene for medlemskab. For det er jo en helt anden situation end den danske – vi har for længst tilpasset vores økonomi til medlemskab, men vi mangler kun at høste frugterne. Udviklingen fremover vil utvivlsomt gå stærkt i retning af en styrkelse af euro-samarbejdet. Der har været talt om fælles repræsentation af eurolandene i Den internationale Valutafond og i Verdensbanken. Det vil styrke EU’s rolle i verden. Som situationen er nu har USA, i kraft af dollarens dominans, mulighed for at bestemme, hvilke lande der skal have lån og hvilke der ikke skal og på hvilke betingelser. Heri ligger en utrolig magt til at være med til at skabe en bedre verden. I takt med, at euroen bliver en mere og mere betydningsfuld internationalt valuta, vil det være naturligt at bruge euroen som led i den mangesidet udenrigspolitik, som EU allerede i dag fører. 9 Det understreger behovet for øget koordination, hvilket har fået flere af euro-landene, mest markant Frankrig, til at udtrykke ønske om en ”økonomisk regering” i Europa. Der er næppe tvivl om, at des mere indgribende samarbejdet bliver, f.eks. omkring beskæftigelsen, des stærkere vil kravet blive om, at det også får en styrket demokratisk legitimering. Det hører med i en vurdering af euro-samarbejdet, at det har vist sig at være tilpasningsdygtigt. Blandt andet har Frankrig og Tyskland haft svært ved at opfylde kravene om budgetdisciplin. Og Romano Prodi, formanden for den Kommission, der har til opgave at overvåge euro-samarbejdet, har sågar kaldt stabilitetspagten for ”stupid”. Nu har Kommissionen lagt op til, at de eksisterende grundregler i euro-samarbejdet fastholdes. Men at der samtidig gives mulighed for at sætte gang i økonomien, når der er behov for det. Der er tale om et fornuftigt kompromis, som også vil fremme den folkelige forståelse for projektet. Befolkningen har for længst taget bestik af situationen: I meningsmålingerne fører ja-siden med 25%. Nu venter vi blot på politikerne. 10 E u r o f o r b e h o l d e t Hvorfor kom euroen? Af Professor Niels Thygesen For at svare på dette spørgsmål er det nødvendigt at gå omkring 20 år tilbage. I midten af 1980’erne var De Europæiske Fællesskaber ved at genvinde noget af den dynamik og ambition, som havde præget de første 15 år efter underskrivelsen af Romtraktaten. Efter 1970’ernes økonomiske tilbageslag og medlemslandenes meget forskellige reaktioner på de voldsomme forstyrrelser i form af olieprisstigninger og overgangen til flydende valutakurser i det internationale monetære system, var der fra Niels Thygesen, 1934 1979 kommet lidt fastere rammer for og en Dr.polit., 1971, Danske Bank noget bredere deltagelse i valutasamarbejProfessor i international det inden for Det Europæiske Monetære økonomi ved Københavns Universitet 1998-; Professor System (EMS). Forskelle i den økonomiske siden 1971; Blandt andet politik i de to vigtigste deltagerlande, Tyskmedlem af Delors-udvalget land og Frankrig, i 1981-83, gjorde imidlerom ØMU 1988-89. Dansk medlem af EF-kommissiotid en hurtig konsolidering af dette samnens udvalg om skabelsen af arbejde umulig. Men fra omlægningen af økonomisk og monetær Frankrigs økonomiske politik i mere union, af ekspertgrupper om valutakurs- og pengestabilitetspræget retning i foråret 1983, politik, 1973-1977; har blev der en forståelse inden for EMS om, at skrevet adskillige bøger om deltagerne fremover ikke kunne påregne, økonomiske forholds indvirkninger på samfundet. at valutakursændringer ville blive accepteret som en sikkerhedsventil i samme omfang som hidtil, når et lands økonomiske politik og resultater afveg fra de øvriges. Omkostningerne ved et så løst system, med tiltagende inflation i det devaluerende land samtidig med, at devalueringer betød pludselige forringelser af afsætningsforholdene hos handelspartnerne, oversteg simpelthen fordelene ved at fastholde en høj grad af selvstændighed i de enkelte deltagerlandes økonomiske politik. 11 Handlingsplanen for det indre marked Faktaboks 2. ”Fra EMS til euro” 1969 – Efter flere års ustabilt valutasamarbejde i verden kom et tættere europæisk samarbejde om økonomisk og monetær politik på dagsordnen i den såkaldte Barre-rapport. Rapportens forslag udmøntede sig i, at landene på topmødet i Haag i december 1969 besluttedes at gøre Den Økonomiske og Monetære Union til et officielt mål og nedsatte en gruppe med den luxembourgske premierminister Pierre Werner som formand. 1970 – Wernerrapporten forelå i oktober 1970. Gruppen foreslog, bl.a. at man indførte den økonomiske og monetære union over en tiårig periode efter en tre fase-plan. 12 Den ændrede ramme for det monetære samarbejde var en vigtig forudsætning for det dristige initiativ, som blev taget af Kommissionen i 1985 gennem fremlæggelsen af en Hvidbog om gennemførelsen af det indre marked. Efter den hurtige afvikling af toldsatserne inden for EF i 1960’erne var der reelt kun sket lidt for at udbygge EF’s centrale formål: At skabe et velfungerende fælles marked for varer og tjenesteydelser ledsaget af fri bevægelse af kapital og arbejdskraft. Den opfattelse bredte sig, at den skuffende udvikling i produktivitet og vækst igennem de seneste 15 år næppe alene kunne tilskrives uhensigtsmæssig og ukoordineret penge- og finanspolitik i de europæiske lande. Strukturelle hindringer på produkt- og faktormarkederne måtte også spille en rolle, og hvad kunne give en mere virkningsfuld saltvandsindsprøjtning til europæisk økonomi med sklerotiske træk end en markant fordybelse af markedsintegrationen? Denne diskussion tog særlig fart i 1983-85, hvor det viste sig, at en sammenligning med USA efter den internationale recession i begyndelsen af 1980’erne absolut ikke faldt ud til Europas fordel. Klimaet for Kommissionens Hvidbog for det indre marked var derfor gunstigt – samtlige regeringer, tilsluttede sig den omfattende arbejdsplan, og tillige den markante udvidelse af spillerummet for flertalsafgørelser snarere end enstemmighed, som var en forudsætning for Hvidbogens gennemførelse. Kommissionsformand Jacques Delors søgte allerede under traktatforhandlingerne i 1985 at inddrage dannelsen af en økonomisk og monetær union i regeringskonferencen i er- E u r o f o r b e h o l d e t kendelse af, at selv et rimeligt velfungerende EMS ville være for svag en underbygning af markedsintegrationen. Hvordan skulle man kunne bevare fremdriften og tålmodigheden i gennemførelsen af Hvidbogens næsten 300 konkrete forslag i en situation, hvor betydelige valutakursændringer kunne ændre vilkårene for samhandlen markant? Målet burde være en eliminering af valutakursændringer mellem deltagerlandene. Men der var ikke tid til at tage denne udfordring op i 1985. Den fundamentale inspiration for ØMU med en fælles valuta som et komplement til det indre marked fremstod dog helt klart allerede på dette tidspunkt. Frigivelse af kapitalbevægelserne Vekselvirkningen mellem dannelsen af det indre marked og en fælles valuta kom tydeligere frem, da regeringerne i det næste par år nåede frem til at forhandle om frigivelse af kapitalbevægelserne. Med den fjernelse af alle resterende restriktioner, der var lagt op til med det indre marked, ville selv et velfungerende EMS blive sårbart over for små forskelle imellem den økonomiske politik i deltagerlandene – eller blot over for politisk debat om fremtidige ændringer i denne. Det var en almindelig opfattelse, mest tydeligt i Storbritannien, Tyskland og Holland, at frigivelse af kapitalbevægelserne – udover at medføre effektivitetsgevinster af samme type som fri varehandel – også giver en væsentlig disciplinerende effekt på den økonomiske politik i deltagerlandene. Men så snart Frankrig, Belgien og Italien – og i et langsommere tempo Spanien og Portugal – havde accepte- Første fase kom imidlertid aldrig i gang, på grund af oliekrisen og den internationale valutauro, der opstod som følge af Bretton Woodssystemets sammenbrud. 1978/1979 – Det europæiske monetære system – EMS – blev oprettet. Der var to hovedelementer i EMSsamarbejdet: fastkurssamarbejdet ERM og ECU. ERM står for “Exchange Rate Mechanism”, og skulle sikre valutakursstabiliteten ved at begrænse valutakursernes udsving til +/- 2,25%. ERM fungerede gennem en aftale blandt de deltagende staters nationalog centralbanker om gensidigt at købe og sælge valuta for at rette kursen op, hvis en valuta nåede ud- 13 svingsgrænsen, og samtidig hæve renten, hvis valutaerne kom under pres. ECU’en – European Currency Unit – blev brugt af EU’s institutioner som regneenhed ved fastlæggelse af landbrugspriser og udmåling af strukturfonde og budget. 1986 – Vedtagelsen om at oprette Det Indre Marked, hvor både varer, tjenester, arbejdskraft og kapital kan bevæge sig frit mellem landene. Etableringen af det indre marked har til formål at bidrage til større vækst og lavere priser gennem større konkurrence. Mange mente, at det indre marked ikke ville få sin fulde virkning, på grund af de forholdsvis høje vekselomkostninger og usikkerhed om bare små valutaudsving. Der- 14 ret at frigive kapitalbevægelserne i juni 1988, kunne disse lande vende spørgsmålet om: Var det ikke rimeligt, at lande, som nu viste sig villige til at udsætte deres økonomiske politik og resultater for de internationale finansmarkeders vurdering, fik en øget sikkerhed for, at en nationalt orienteret pengepolitik – også fra tysk side – med risiko for efterfølgende divergenser ikke længere var mulig? Tyskland havde svært ved at afvise denne argumentation på baggrund af den vægt, tyske forhandlere havde lagt på den disciplinerende virkning af frie kapitalbevægelser. To uger efter beslutningen herom i ECOFINrådet vedtog Det Europæiske Råd at nedsætte Delors-udvalget om ØMU. Mens koblingen til udviklingen af det indre marked, herunder ikke mindst frigivelsen af kapitalbevægelserne, er åbenbar og det afgørende økonomiske element i forklaringen af, hvorfor ØMU-planerne tog form sidst i 1980’erne, vil nogen utvivlsomt efterlyse hvilke mere rent politiske motiver, der spillede ind. Hvad var den politiske dagsorden? Et “politisk” argument: Mere symmetri Det væsentligste politiske argument var, at efterhånden som flere andre deltagere i EMS i løbet af anden halvdel af 1980’erne nåede resultater af deres økonomiske politik, der ikke var markant ringere end Tysklands mht. prisstabilitet, og uden at dette havde givet alvorlige indre balanceproblemer, var det svært at se, hvorfor pengepolitikken inden for hele området skulle indrettes alene med tyske indikatorer for øje, således som det skete i det E u r o f o r b e h o l d e t af Forbundsbanken ledede EMS. En sådan asymmetri mellem deltagerne savnede i stigende grad begrundelse, hævdede især Frankrig. Indflydelsen burde snarere lægges i en fælles europæisk centralbank, hvis beslutningsgrundlag ville være den økonomiske situation i hele deltagerkredsen, og hvor alle deltog i beslutningerne. Det var igen et synspunkt, som det var vanskeligt at afvise på anden måde end ved at kræve en vidtdreven forudgående konvergens i retning af stabil økonomi i et EMS-land, som følte sig parat til at tage medansvar for europæisk pengepolitik. Forståeligt nok var de mest stabilitetsorienterede lande – Tyskland og Holland – bekymrede over udsigten til, at gennemsnitlig adfærd mht. inflation kunne blive normen for et kommende fælles valutaområde. Selv om større lande som Frankrig og Italien – ligesom en række mindre EMS-deltagere – havde gjort gode fremskridt gennem deltagelsen i det mere stabile EMS i retning af lav inflation, kunne der endnu rejses tvivl om holdbarheden i denne tendens. Bekymringerne blev bestyrket af den franske og italienske forkærlighed for den såkaldte parallelvalutastrategi, iht. hvilken den europæiske valutaenhed, ECU’en, et gennemsnit af de 12 daværende valutaer i EF, gradvis skulle udbredes som værdiopbevarings- og transaktionsmiddel. Det tyske svar på denne udfordring var at insistere på, at en kommende fælles valuta og fælles centralbank skulle ligne D-marken, hhv. Forbundsbanken, mest muligt. for kom diskussionen om en fælles valuta igen på dagsordnen. 1988 – I juni godkendte Det Europæiske Råd, at EU havde som mål gradvist at skabe en økonomisk union. Der blev nedsat et udvalg ”Delorsudvalget”, med bl.a. EF-landenes centralbankchefer, Alexandre Lamfalussy, daværende generaldirektør for Den Internationale Betalingsbank, Niels Thygesen, professor i økonomi ved Københavns Universitet, og Miguel Boyer, daværende chef for Banco Exterior de España. Udvalgets arbejde mundende ud i “Delors-rapporten”, der foreslog en overgang til en økonomisk og monetær union i tre adskilte, men fremadskridende faser. 15 Var der i øvrigt en politisk dagsorden? 1989 – På grundlag af Delors-rapporten besluttede Det Europæiske Råd i juni 1989, at første fase af Den Økonomiske og Monetære Union skulle indledes 1. juli 1990, hvor alle restriktioner i kapitalens frie bevægelighed mellem medlemsstater i princippet blev ophævet. 1991 – Der blev afholdt en regeringskonference om ØMU’en parallelt med regeringskonferencen om Den Politiske Union. Resultatet af forhandlingerne blev Maastricht-traktaten, som blev underskrevet den 7. februar 1992. Protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og den Europæiske Centralbank og protokollen om statutten for Det Europæiske 16 Der er, ikke mindst i den danske debat, en tilbøjelighed til at betegne ØMU som et politisk, snarere end et økonomisk projekt. En fælles valuta ses i dette perspektiv først og fremmest som en løftestang for dybere politisk integration. Det var klart, at overgangen til ØMU ville medføre en tendens til europæisering af tilrettelæggelsen af økonomisk politik mere generelt og ikke blot af pengeog valutapolitikken. Men der var samtidig tegn i det politiske system, i lidt mindre grad i centralbankerne, på, at argumenterne for centralisering af beslutningerne var langt svagere uden for det penge- og valutapolitiske område. Her havde synspunkterne ændret sig markant siden den 20 år ældre plan for en økonomisk og monetær union – “Wernerplanen” – som måtte skrinlægges i løbet af første halvdel af 1970’erne. Denne version havde med overdreven optimisme mht. de finanspolitiske styringsmuligheder – og med en overraskende politisk naivitet – lagt op til en omdannelse af ECOFIN-rådet til et beslutningscentrum ved siden af en føderalt opbygget europæisk centralbank. Problemstillingen to årtier senere var mere realistisk, både økonomisk og politisk: at nøjes med at begrænse den nationale handlefrihed i den øvrige økonomiske politik til, hvad hensynet til en stabil fælles valuta måtte kræve. Der kan måske yderligere fremhæves to andre elementer af delvis politisk karakter, som inspirerede ambitionen om at igangsætte ØMU-processen: For det første et ønske om at styrke den europæiske indflydelse i det internationale mone- E u r o f o r b e h o l d e t tære system. Denne ambition havde allerede inspireret de to initiativtagere til det langt mindre vidtgående EMS i 1978, de daværende tyske og franske politiske ledere, forbundskansler Helmut Schmidt og præsident Valery Giscard d’Estaing. Det var en torn i øjet på disse og andre ledere, at det var så svært for de europæiske lande at få en indflydelse på globale økonomiske beslutninger, der svarede til deres relative størrelse sammenlignet med USA. Illustrationer herpå var vanskelighederne ved at koordinere den økonomiske politik med USA med henblik på at afdæmpe voldsomme udsving i de europæiske valutaer i forhold til dollaren og den svage europæiske indflydelse på styring af internationale finansielle problemer, i 1980’erne mest markant den globale gældskrise. Det blev i løbet af 1980’erne klart, at EMS-samarbejdet reelt ikke bidrog til løsningen af disse problemer; sårbarheden over for de store udsving i dollarkursen forblev særdeles markant, så længe D-marken var den eneste reelle alternative valuta til dollaren i Europa. Ved at indføre en fælles valuta for en række europæiske lande kunne man gøre sig mindre sårbar over for udsving i dollaren; den ville i al fald ikke længere true relationerne mellem de europæiske valutaer. Samtidig hermed kunne skabelsen af en europæisk reservevaluta danne grundlaget for større indflydelse bilateralt i forhold til USA, hvis økonomiske politik med store betalingsbalance- og offentlige underskud fortsat gav anledning til stærk kritik fra europæisk side i de internationale institutioner. Monetære Institut (EMI) trådte i kraft 1. november 1993. 1992/1993 – Efter mange års stabile valutakurser, blev en række europæiske valutaer inkl. den danske krone udsat for voldsom spekulation og ERM-udsvingsbåndet blev afløst af et bånd på +/- 15%. 1994 – 1. januar markerede indledningen af ØMU’ens anden fase, og samtidig opløstes Centralbankchefkomitéen. 1995 – Det Europæiske Råd besluttede i december 1995, at den nye europæiske valutaenhed skulle kaldes “euro”, og at ØMU’ens tredje fase skulle indledes 1. januar 1999. For det andet viste det sig uundgåeligt i EMS at hindre jævnlig gensidig kritik i fuld offent- 17 1996 – I december forelagde EMI de udvalgte designserier af eurosedler, der skulle sættes i omløb 1. januar 2002, for Det Europæiske Råd og senere for offentligheden. 1997 – Hovedelementerne i den nye valutakursmekanisme (ERM II), blev vedtaget i juni. Ligeledes vedtog Det Europæiske Råd stabilitets- og vækstpagten i juni 1997 de respektive forpligtelser blev uddybet i en deklaration fra Det Europæiske Råd i maj 1998. 1998 – Den 2. maj besluttede Rådet for Den Europæiske Union enstemmigt, at 11 medlemsstater (Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Por- 18 lighed deltagerne imellem. Det var destabiliserende i relation til de finansielle markeder ved at nære forventninger om forestående kursjusteringer, og det var politisk belastende. Ved at fjerne muligheden for sådanne justeringer og flytte diskussionerne om den økonomiske politik, især pengepolitikken, til europæiske institutioner, kunne man reducere de økonomiske og politiske irritationsmomenter. De europæiske politikere, som støttede tanken om en økonomisk og monetær union, var realistiske med hensyn til dette projekts stærkt begrænsede muligheder for at løfte en vidtgående politisk integration igennem på områder, som ingen direkte forbindelse havde til økonomi og valuta. Her tænkes først og fremmest på de to store områder, som senere i Maastricht-traktaten blev skilt ud som selvstændige “søjler” i et samarbejde mellem regeringerne omkring fælles sikkerheds- og udenrigspolitik på den ene side, og retligt samarbejde på den anden side. Ingen har vel illusioner om, at en inddragelse af disse store politiske områder i et traktatfastsat samarbejde skulle kunne afgøres på andet end på egne præmisser. Delors-udvalgets arbejde På Det Europæiske Råds møde i Hannover i juni 1988 nedsattes det såkaldte Delorsudvalg, med henblik på at undersøge og foreslå konkrete etaper hen imod en økonomisk og monetær union. Spørgsmålet til udvalget, som skulle besvares inden stats- og regeringschefernes møde i Madrid et år senere, havde reelt karakter af et klassisk eksa- E u r o f o r b e h o l d e t mensspørgsmål: “Antag, at man ønsker at danne en økonomisk og monetær union. Hvordan skal den se ud, og gennem hvilke skridt kan den realiseres?” Udvalget blev ikke bedt om at vurdere, om ØMU var ønskelig eller ej. Det var der delte meninger om i det noget usædvanligt sammensatte udvalg, bestående af de daværende 12 centralbankchefer, Kommissionens formand og næstformand samt tre uafhængige eksperter. Centralbankcheferne var for en dels vedkommende naturligt nok tilhængere af det EMS, de selv havde udviklet med betydelig succes og bekymrede over politisering af samarbejdet og afdækning af underliggende meningsforskelle, især mellem Tyskland og Frankrig, som kunne ventes, i al fald i overgangsfasen. Men der var også den gensidige tillid og åbenhed mellem dem, som er resultatet af mange års tæt samarbejde – aktiver, som foreløbig kan iagttages i dag i Den Europæiske Centralbank. De øvrige medlemmer af Delors-udvalget havde den implicitte rolle at bidrage til at øge tempoet i diskussionerne og afprøve mere radikale ideer. Navnlig de britiske og danske holdninger til initiativet var kritiske. Begge havde insisteret på, at udvalget skulle beskæftige sig ikke blot med en monetær union, men også med det noget vagere begreb, en økonomisk union, og de havde modsat sig omtale af en fælles centralbank og en fælles mønt i mandatet. Begge ventede tilsyneladende, at Forbundsbankens præsident ville blokere for enighed i udvalget. Det skete imidlertid ikke; imødekommelsen af tyske snarere end sydeuropæiske visioner for processen var tilstrækkelig til ikke at give problemer med tysk tilslutning. tugal og Finland) opfyldte de nødvendige betingelser for at kunne indføre den fælles valuta 1. januar 1999. Direktionen for ECB blev udpeget. 1999 – 1. januar indledtes ØMU’ens tredje og sidste fase med fastlåsning af vekselkurserne for valutaerne i de 11 medlemsstater. 2000 – 19. juni traf Rådet for Den Europæiske Union beslutning om, at Grækenland opfyldte konvergenskriterierne. 2001 – 1. januar steg antallet af deltagende medlemsstater til 12, da Grækenland gik ind i ØMUens tredje fase. 2002 – 1. januar kom euromønterne og sedlerne i omløb i de 12 euro-lande. 19 Ser man tilbage på forløbet gennem 1990’erne med dannelsen af ØMU, må man betegne Delors-udvalgets besvarelse af de stillede spørgsmål som tilfredsstillende. Den kom til at give retningslinierne for regeringskonferencen om Maastricht-traktaten, og ØMU’en blev gennemført i de tre etaper, som var foreslået og med flere deltagere, end man kunne have forestillet sig i 1988-89. Man kan imidlertid indvende, at udvalgets rapport kun svarede tilfredsstillende på det første af de to stillede hovedspørgsmål – skitsen til den fuldt udbyggede ØMU – mens overgangsfaserne var beskrevet så vagt og med så mange udskydelser af beslutninger og manglende forberedelse af fælles styring, at projektets overlevelseschancer så ret skrøbelige ud. Men tiltrækningskraften ved udformningen af slutfasen var tilstrækkelig til at overvinde problemerne på trods af en decentral tilrettelæggelse af de to overgangsfaser. EMS-krisen i 1992-93 blev i denne sammenhæng en afgørende faktor i overvindelsen af problemerne. Hovedkonklusionerne i Delors-udvalgets rapport Udvalget koncentrerede sig om at beskrive en europæisk centralbank med to afgørende karakteristika: lav og stabil inflation som primær målsætning, og en høj grad af uafhængighed i pengepolitikkens tilrettelæggelse af nationale og europæiske myndigheder. Disse to grundpiller var solidt funderet i økonomisk teori og i de europæiske landes praktiske erfaringer. Herudover konkluderede udvalget hurtigt, at det ville være ønskeligt, af hensyn til projektets troværdighed og en dybtgående integration af de europæiske finansielle markeder at overgå til en fælles valuta kort efter starten på slutfasen. Der er væsentlige forskelle mellem selv det mest veludviklede fastkurssystem og en fælles valuta i disse henseender. Mest kontroversielle var udvalgets konklusioner mht. kravene til den nationale finanspolitik i slutfasen. Her ansås det for nødvendigt at fastsætte bindende regler for øvre grænser for offentlige budgetunderskud, samt at udelukke muligheden for direkte lån hos centralbanken og andre former for monetær finansiering heraf. Disse konklusioner, som vakte megen diskussion også i udvalget, var især baseret på en forventning om, at deltagerlandene ville udvise overdreven finanspolitisk ekspansionslyst, når risikoen for markedsmæssige sanktioner gennem stigninger i det nationale renteniveau og valutauro fortonede sig i ØMU’ens slutfase. Der var betydelig skepsis mht. de finansielle markeders evne til at sanktionere af- 20 E u r o f o r b e h o l d e t vigende adfærd efter etableringen af den fælles valuta, en vurdering, der synes bekræftet gennem de små kreditrisikopræmier, som eksisterer i dag inden for euro-området. Det var måske ikke så overraskende, at Delors-udvalgets konklusioner vandt tilslutning inden for udvalgets noget specielle medlemskreds. Det var mere overraskende, at forslagene vandt bred tilslutning i det politiske system under Maastricht-forhandlingerne, hvor også de foreslåede bindende retningslinier for offentlige budgetunderskud blev vedtaget i ganske håndfast form – og siden væsentligt præciseret gennem den i 1997 vedtagne “stabilitetspagt”. Ratifikationen af Maastricht-traktaten og EMS-krisen Ratifikationen af Traktaten trak væsentligt længere ud end ventet. Danmark stemte nej den 2. juni 1992, og en fransk folkeafstemning blev kun knebent vundet, selv om ØMU’en ikke mindst var et fransk projekt. Da Danmark havde sagt nej, suspenderede Storbritannien sin ratifikation et års tid, og behandlingen i Tysklands forfatningsdomstol forsinkede tysk tiltræden til efteråret 1993. Samtidig, og i høj grad forbundet med den politiske usikkerhed, kom EMSsamarbejdet ind i en række kriser, først gennem angreb på to klart overvurderede valutaer – den italienske lire og sterling – devalueringer af tre andre og flere angreb på de tilbageblevne EMS-valutaer, trods pæne økonomiske nøgletal for disse økonomier. Forløbet var en klar illustration af nogle af de svagheder ved det eksisterende samarbejde. EMS-samarbejdet var blevet utilstrækkeligt, ikke mindst som følge af den større kapitalmobilitet. Tilrettelæggelsen af pengepolitik i deltagerlandene især på baggrund af tyske indikatorer, som i perioden 1991-93 var klart afvigende fra andre landes pga. genforeningen i 1990, vakte stærk kritik blandt de øvrige EMS-deltagere. Det store flertal af deltagerlande drog den konklusion, at gennemførelsen af ØMU’en nu var blevet påtrængende. Desværre drog beslutningstagerne i Storbritannien og Danmark – til dels som følge af ønsketænkning, inspireret af disse to landes stilling med forbehold over for ØMU-deltagelse – den modsatte konklusion: når man ikke engang kunne fastholde et vel- 21 indarbejdet løsere samarbejde som EMS, måtte den fælles valuta udskydes som et utopisk projekt og energien koncentreres om andre udfordringer, ikke mindst udvidelsen med en række central- og østeuropæiske lande. Som følge af det økonomiske tilbageslag i de fleste europæiske lande i 1991-93 måtte tidsplanen for at nå frem til slutfasen strækkes til det yderste. Afgørende for projektets gennemførelse blev formentlig, at der i Maastricht-forhandlingernes sidste stadier blev nået et kompromis omkring automatisk start på slutfasen senest den 1. januar 1999 selvom kun et mindretal af lande måtte være økonomisk forberedte til at indtræde. Frygten for at blive midlertidigt udelukket fra en central del af samarbejdet inspirerede lande, som mange iagttagere i begyndelsen anså for usandsynlige deltagere, til at yde en stor anstrengelse for at opfylde kvalifikationskravene: Italien, Spanien, Portugal, Irland og Finland. Slutfasen kunne således begynde i 1999 med ikke mindre end 11 deltagere, uden det blev påkrævet at foretage nogen egentlig udvanding af konvergenskriterierne. Det centrale resultat af dannelsen af ØMU Fra begyndelsen af det pengepolitiske samarbejde i EF var hovedemnet, hvorledes man kunne reducere ændringer i de indbyrdes valutakurser som tilpasningsinstrument. Der blev gjort gode fremskridt hermed under EMSsamarbejdet, men ikke tilstrækkelige til de opgaver ambitionen i markedsintegrationen krævede. Samtidig gav den høje inflation i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne en stærk motivation til at indføre en mere stabilitetsorienteret økonomisk politik i deltagerlandene med henblik på at opnå en lav og stabil inflation i hele området. Andre lande har nået dette sidste hovedresultat fuldt så godt som de nuværende deltagere i euroen. Sverige og Storbritannien har efter deres ufrivillige udtræden af et valutasamarbejde med imponerende konsekvens fået inflationen under kontrol. Men forventningen om, at en inflationsudvikling, parallel med euro-områdets, indirekte også ville stabilisere valutakursen for svenske kroner og sterling over for euroen, har vist sig illusorisk. Hvis man vil opnå begge de to væsentlige velfærdsgevinster – både lav inflation og stabil valuta over for de vigtigste handelspartnere – er der ikke noget alternativ til deltagelse i euroen. 22 E u r o f o r b e h o l d e t Forfatterne til Maastricht-traktaten – og Delors-udvalgets medlemmer – var så opsatte på at nå dette dobbelte resultat, at andre mulige ambitioner ved dannelsen af ØMU trådte i baggrunden. Man kan se det klarest ved at betragte, hvordan Traktaten behandler de tre mulige trusler imod pengepolitisk stabilitet og en centralbanks muligheder for at opfylde dette mål: Store offentlige underskud, valutamarkedsinterventioner og løsning af kriser i den finansielle sektor. Disse trusler blev søgt begrænset ved at fastsætte overgrænser for offentlige underskud og udelukke monetær finansiering, ved at lave regler for beslutninger om interventioner, som gjorde det usandsynligt, at de ville blive taget i anvendelse, samt ved at lægge ansvaret for opretholdelsen af finansiel stabilitet uden for den kommende centralbanks ansvarsområde. Udfordringen i dag, efter at euroen succesfuldt blev introduceret 1. januar 2002, er at vurdere, hvorledes ønsker om tættere koordination af national finanspolitik, om lejlighedsvise operationer på valutamarkedet – og især mere fælles optræden udadtil fra euro-området – samt en koordinerende rolle for ECB i opretholdelsen af finansiel stabilitet kan tilgodeses inden for Traktatens forskrifter. En vis udstrækning af samarbejdet i disse retninger, der alle blev diskuteret for 10-12 år siden i foreløbig form, synes ikke at kræve nye traktatbestemmelser, men blot en mere intensiv udnyttelse af allerede eksisterende muligheder. Men det er klart, at udviklingen i verdensøkonomien risikerer at påvirke alle de europæiske økonomier, hvilket i stigende grad forudsætter et tættere samarbejde mellem de nationale politiske myndigheder med en central rolle for ECOFIN-rådet og eurogruppen. Hvordan det tætte samarbejde skal udvikles er under diskussion, og vi vil løbende opleve forbedringer og justeringer af samarbejdet. Mens Danmark spillede en væsentlig rolle i opbygningen af den fælles valuta er situationen nu en helt anden. Efter at danskerne i september 2000 besluttede, at Danmark ikke skulle deltage i eurosamarbejdet, måtte vi samtidig acceptere at stå udenfor indflydelse på opbygningen af det økonomiske samarbejde, vi ellers indtil nu har været med til at præge. Det danske Formandskab for EU i sidste halvår af 2002 viste tydeligt de politiske problemer. Danmark var kun formelt set formand for ECOFIN-rådet, mens Grækenland spillede en langt mere afgørende rolle i de uformelle, men reelle beslutninger i euro-gruppen. 23 Danmark står derfor i en helt anderledes situation, end vi har gjort før. Virkeligheden er nu omsider ved at indhente os og vil desto hurtigere indhente os, hvis svenskerne stemmer ja til euroen den 14. september 2003, og hvis Storbritannien efterfølgende tager en folkeafstemning. Helt klart er det allerede nu, at de nye medlemslande fra Central- og Østeuropa vil gøre alt for at blive parate til at komme med i euro-samarbejdet. Vi vil i de kommende år opleve et handlekraftigt europæisk samarbejde, som vi ikke er tjent med ikke at kunne påvirke. 24 E u r o f o r b e h o l d e t Bør Stabilitetspagten ændres? Af Professor Niels Thygesen* I de senere måneder er det europæiske regelsæt for medlemslandenes finanspolitiske adfærd – Maastricht Traktatens overgrænse for nationale budgetunderskud og elaboreringen heraf i den såkaldte Stabilitets- og Vækstpagt (herefter “Stabilitetspagten”) – kommet under alvorlig beskydning. Med stærkt aftagende økonomisk vækst i 2001-02 har de offentlige indtægter overalt været mindre end forudset ved budgetlægningen. Et par lande – Portugal i 2001, Tyskland i 2002 – og muligvis flere har allerede overskredet overgrænsen for de offentlige underskud og vanskelighederne ved at holde sig inden for grænsen synes nærmest at tiltage under de fortsat vanskelige konjunkturer, der forudses for 2003. Det er på denne baggrund ikke overraskende, at ønskerne om en revision af regelsættet fremføres af flere af de lande, der er under observation. Kan det virkelig være rimeligt at stramme finanspolitikken og dermed bidrage yderligere til at svække en i forvejen svag efterspørgsel? Således formulerede den franske premierminister det for nylig, og mange økonomer og iagttagere uden for EU synes at være enige. I oktober 2002 sluttede selv den øverste vogter af Stabilitetspagten, Kommissionsformand Romano Prodi, sig tilsyneladende til kritikken ved at hæfte adjektivet “stupid” på Stabilitetspagten. Kommissionen fremkom i slutningen af november med forslag til smidiggørelse af fortolkningen af reglerne, dog således at der ikke sættes spørgsmålstegn ved den traktatmæssigt fastsatte overgrænse på 3% for budgetunderskud. Kommissionens forslag er gennemgående blevet velvilligt modtaget, og de vil formentlig blive godkendt i ECOFIN-rådet og Det Europæiske Råd i løbet af de nærmeste måneder. Nogle lande vil imidlertid gerne gå videre end det forestående, og en kommende version af Traktaten giver principielt mulighed herfor. Men er kritikken af Stabilitetspagten overhovedet velbegrundet? 1 * Se side 11. 1. Udgangspunktet for denne artikel er et notat udarbejdet til Europaparlamentets Økonomiske og Monetære Udvalg (EMAC) i november 2002: “The Stability and Growth Pact: Any Need for Revision?”, note for EMAC, 15 November 2002. 25 Finanspolitiske regler i en monetær union Under forhandlingerne om Maastricht Traktaten i 1990-91 var der bred tilslutning til det synspunkt, at den forskellige behandling af penge- og finanspolitikken – fuld centralisering af pengepolitikken i et europæisk centralbanksystem på den ene side, og opretholdelse af national suverænitet i finanspolitikken på den anden side – gjorde det påkrævet at indføre et minimalistisk regelsæt til begrænsning af spillerummet for divergerende national adfærd. Under de tidligere samarbejdsformer i Det Europæiske Monetære System (EMS) udøvede stigende nationale rentesatser, ofte ledsaget af pres på et afvigende lands valuta, en disciplinerende begrænsning på lande, der førte ekspansiv finanspolitik. I en monetær union forsvinder dette pres og tanken om at lade det erstatte af gensidig overvågning baseret på regler for budgetunderskuddet – og eventuelt den offentlige gældsstørrelse – vandt tilslutning, først blandt centralbankerne, men derefter også hos de finanspolitiske beslutningstagere, i første række finansministrene. Tankerne om nogle simple økonomiske regler gik tilbage fra Delorsudvalget (se ØMU’ens historie) i 1988-89. Her blev det diskuteret, om man kunne nøjes med at sætte en overgrænse for de faktiske underskud, eller om man tillige eller især burde sætte normer for det konjunkturrensede eller strukturelle underskud for at undgå at presse lande, der var kommet i nærheden af en overgrænse for det faktiske underskud til at rette op på det under dårlige konjunkturer og derved svække finanspolitikkens automatiske stabiliseringsvirkninger. I udvalget var der klar præference for at basere reglerne på det faktiske underskud, fordi regeringer kan fastholdes på et ansvar for det faktiske underskud, mens de har gode muligheder for at bestride rigtigheden af det beregnede strukturelle underskud. I planerne for ØMU’en blev det også diskuteret, om den finanspolitiske regel burde lægge hovedvægten på størrelsen af den offentlige gæld snarere end på de løbende ændringer i denne, der vil sige det årlige underskud (eller overskud). Dette synspunkt kunne finde støtte både i økonomiske analyser af den langsigtede holdbarhed af de offentlige finanser og i de store forskelle i udgangssituationen mellem deltagerlandenes offentlige gæld. Men da måden til at kontrollere gældens størrelse ligger i de offentlige finansers udvikling fra år til år, valgte man at lægge hovedvægten herpå – dog med fastholdelse af det mål, at den offentlige gæld 26 E u r o f o r b e h o l d e t ikke burde overstige 60% af bruttonationalproduktet (BNP). Dette tal svarede nogenlunde til gennemsnittet for de 12 EU-medlemslande i 1990. Er der et objektivt grundlag for de 3% af BNP, som Maastricht Traktaten fastsatte som overgrænse for de offentlige underskud? Det vil være svært at finde nogen økonom, som ville svare bekræftende herpå, men tallet var dog ikke grebet ud af luften. Dels havde dette tal vundet tilslutning som målsætning i nogle lande, især Frankrig, i løbet af 1980’erne, dels har de 3% en logisk sammenhæng med normen på 60% for ”Der vil undertiden den offentlige gæld – under forudsætninger, som ved opstå situationer, Traktatens underskrivelse forekom realistiske, nemlig at hvor det forekommer (det nominelle) BNP i deltagerlandene trendmæssigt hensigtsmæssigt at ville vokse med ca. 5% om året, eksempelvis som sumanlægge en fleksibel men af 3% realøkonomisk vækst og 2% inflation. Det fortolkning af reger måske værd at betænke for dem, der ønsker en lerne eller endda susvækkelse af ØMU’s regelsæt, at de seneste års udvikspendere dem midlerling nærmest tilsiger det modsatte i et mere langsigtet tidigt. Når de alligevel perspektiv. Efter nogle år med skuffende produktiviopretholdes over tetsudvikling anslås den trendmæssige vækst i BNP nu lange perioder er det kun at være 11⁄2-2%, og ECB’s pengepolitiske strategi kan fortolkes som sigtende på en inflationstakt på 11⁄2% fordi de positive virkom året. Hvis den typiske vækst i det nominelle BNP ninger af stabilitet og dermed er aftaget fra 5 til 3% om året, og målet om forudsigelighed i ikke over 60% gæld fastholdes, kan det kun nås ved at gennemsnit anses for sænke det maksimale budgetunderskud fra 3 til 1,8% fuldt ud at opveje ta(dvs. 60% af 3%). bet af fleksibilitet.” Ideelt set bør en finanspolitisk regel tilfredsstille en række kriterier, især enkelthed, gennemskuelighed, mulighed for håndhævelse og fleksibilitet. Maastricht Traktatens 3%-regel for underskud, og de dertil knyttede procedurer for gensidig overvågning prioriterede klart de første tre af disse kriterier højt på bekostning af fleksibilitet. Fleksibiliteten kunne i princippet være tilgodeset gennem hensyntagen til de enkelte deltagerlandes specifikke situation ved at inddrage f.eks. balancen mellem privat opsparing og investering, størrelsen af offentlige investeringer og gældsniveauet, som nu fra flere sider foreslås inddraget. Men regeringerne valgte ikke at tage denne opfordring op ved udformningen af Maastricht Traktaten – fornuftigvis så længe der ikke var villighed til at lægge væsentligt større politisk autoritet i ECOFIN-rådet. Trods de indhøstede er- 27 faringer med gensidig overvågning over det seneste tiår synes dette argument for enkelthed frem for fleksibilitet stadig at gælde. En simpel finanspolitisk regel har i princippet samme rationale som normer i pengepolitikken i form af en fast valutakurs eller en inflationsmålsætning. De er alle metoder til at binde de økonomisk-politiske beslutningstagere til et adfærdsmønster, som er stabilt og tillidvækkende. Der vil undertiden opstå situationer, hvor det forekommer hensigtsmæssigt at anlægge en fleksibel fortolkning af reglerne eller endda suspendere dem midlertidigt. Når de alligevel opretholdes over lange perioder er det fordi de positive virkninger af stabilitet og forudsigelighed i gennemsnit anses for fuldt ud at opveje tabet af fleksibilitet. I tilfældet med Maastricht Traktatens overgrænse for budgetunderskud er fordelene ved reglen også knyttet til de relativt klare bestemmelser om, hvorledes overskridelser behandles. I forberedelsesfasen til ØMU var sanktionerne særligt klare: Et land, der overskred de 3% kunne ikke påregne optagelse i ØMU’ens tredje fase. Dette fremmede en markant budgetkonsolidering igennem de sidste tre år inden beslutningen om deltagerkredsen skulle tages, om end denne budgetkonsolidering også blev kraftigt hjulpet, direkte og indirekte, af rentefald til et historisk lavt niveau i de lande, der havde de største underskud. Det var hele tiden hensigten at 3%-reglen skulle fortsætte uændret efter ØMU’ens start pr. 1. januar 1999 mellem de oprindelige elleve deltagere, men det var samtidig erkendt, at sanktionerne ved overskridelser derefter ville blive mindre håndfaste. Det var baggrunden for det tyske forslag om en stabilitetspagt fra 1995, endeligt vedtaget i Amsterdam i juni 1997. For at styrke deltagerlandenes motiver til at holde sig på sikker afstand af overgrænsen på 3% blev det nu vedtaget, at deltagerne skulle tilstræbe budgetbalance eller et lille overskud i gennemsnit på mellemfristet sigt. Ved at klargøre en strategi, der rakte ud over det enkelte år – og derved imødekomme mange økonomers ønske om større vægt på den strukturelle budgetbalance – søgte man at minimere risikoen for at presse et deltagerland til at skulle føre stram finanspolitik i dårlige tider. Spejlbilledet af dette var selvsagt, at deltagerne skulle afstå fra i gode tider at benytte de automatisk voksende offentlige indtægter til større udgifter og/eller ufinansierede skattelettelser, således som det var sket under det kraftige opsving i Europa i slutningen af 1980’erne. 28 E u r o f o r b e h o l d e t Med øget vægt på den gennemsnitlige budgetbalance over en årrække genåbnedes muligheden for at tage individuelle hensyn til karakteristika ved de enkelte deltageres økonomier. Afgørende for størrelsen af det spillerum inden for den uændrede overgrænse på 3%, som fortsat er gældende for det årlige faktiske underskud, er graden af følsomhed i et lands budgetbalance over for konjunkturudsving. Det var derfor logisk, at de tre nordiske EU-lande – Finland, Sverige og Danmark – var ansvarlige for at skærpe kravet til den strukturelle budgetbalance. Disse lande med relativt store offentlige sektorer og høje og progressive indkomstskatter har særligt konjunkturfølsomme budgetsaldi, og de har i praksis siden tilstræbt små overskud på omkring 2% af BNP som mellemfristet norm, hvor en del andre EU-lande kunne hævde at kunne klare sig med en mindre sikkerhedsmargen. De tre nordiske lande er i dag de mest loyale håndhævere af Stabilitetspagtens regler – uanset at to af dem ikke endnu har indført euroen. Ved Stabilitetspagtens vedtagelse blev imidlertid også et andet motiv til at skærpe de langsigtede krav til finanspolitikken synligt. Den offentlige gældsbyrde måtte i en række deltagerlande tilstræbes reduceret i et overgangsvis hurtigere tempo end oprindeligt tilsigtet i Maastricht Traktaten for at skabe plads for øgede offentlige udgifter som følge af aldringen af befolkningerne. Ser man 2-3 årtier frem kan øgede udgifter til pensioner og sundhedsvæsen, hvis lovgivningen ikke ændres, anslås at ville vokse med mellem 4 og 8% af BNP. En relativ håndfast fortolkning af Stabilitetspagten kunne således forsvares ved mere fundamentale argumenter end den korte eller mellemfristede stabilisering af økonomierne. Konvergens i retning af et væsentligt lavere gældsniveau end Traktatens 60% – i princippet nul så længe strukturel budgetbalance iagttages konsekvent – og dermed klart lavere offentlig rentebyrde stillede i realiteten større krav til finanspolitikken end Stabilitetspagtens regler. Som bekendt har det været et vigtigt træk i den danske debat om finanspolitikken siden midten af 1990’erne at lægge hovedvægten på dette argument for en forsigtig linie, hvilket har givet en større vælgermæssig forståelse end i f.eks. de tre største EU-lande, selv om det “nationale” argument burde have mindst lige så stor vægt som i Danmark. Indtrykket af, at en forsigtig finanspolitik især er et resultat af udefra kommende pres for at overholde regler af til dels vilkårlig karakter, har ikke gjort det lettere for regeringerne i de største EU-lande at vinde tilslutning. 29 Desværre gentog navnlig Tyskland og Frankrig omkring år 2000 nogle af fejltagelserne fra det tidligere opsving ti år tidligere. Med den pæne økonomiske vækst i 1998-2000 kom der flere penge i de offentlige kasser og fristelsen til at anvende dem, især til ufinansierede skattelettelser, blev for stærk. En gradvis forringelse af det strukturelle budget blev synlig; og med tilbageslaget i 2001-02 blev det faktiske underskud forøget som følge af såvel strukturelle som konjunkturbestemte årsager. Særligt skuffende var afmatningen i den tyske økonomi, hvor det tyske underskud i 2002 nåede op på 3,8%. I Portugal måtte en ny regering i sommeren 2002 konstatere, at underskuddet i 2001 var blevet groft undervurderet; det viste sig at være 4,1% i stedet for de tidligere indberettede 2,8%. Kommissionen måtte derfor bruge de procedurer som Stabilitetspagten foreskriver med henblik på budgetkonsolidering til under 3% i året efter overskridelsen. Det synes p.t. som om Portugal netop har klaret at presse sit underskud ned under grænsen i 2002, og Tyskland har taget skridt til at opnå et lignende resultat i 2003. Frankrig udgør i dag den mest åbenlyse udfordring til regelsættet, idet den franske regering har tilkendegivet, at den ikke har til hensigt at styrke den strukturelle budgetposition. Med en nedjustering af forventningerne til fransk økonomisk vækst fra 21⁄2 til 11⁄2% i 2003 kan det næppe undgås, at det faktiske budgetunderskud (også) i år vil ligge over 3%. Er Stabilitetspagten ved helt at smuldre eller kan Kommissionens nylige forslag give et grundlag for at bevæge sig i retning af mere fleksibilitet uden at sætte hele regelsættet på spil? Den aktuelle diskussion Det er tydeligt, at det uventet hurtigt efter ØMU’ens endelige gennemførelse har vist sig vanskeligt at fastholde intentionerne bag såvel Maastricht Traktatens enkle overgrænse for det faktiske budgetunderskud som de mere komplicerede regler for det mellemfristede eller strukturelle underskud i Stabilitetspagten, og de dertil knyttede gensidige overvågningsprocedurer. Der er sket en markant indsnævring i flere af de store landes tidshorisont i finanspolitikken. Og den aktuelle diskussion afspejler en noget større tillid til finanspolitikkens stabiliserende rolle på kortere sigt end den holdning, der var udslagsgivende ved Traktatens og Stabilitetspagtens udformning. Det er ikke en tillid, der finder støtte i nyere økonomisk forskning, som nærmest trækker i retning af en yderligere afsvækkelse af forventningerne til stabiliseringspolitikken, i hvert fald så 30 E u r o f o r b e h o l d e t længe den ikke er fulgt af nødvendige reformer, der løser mere grundlæggende strukturelle problemer i landenes økonomier. Men holdningsændringen er ikke desto mindre en politisk realitet – og den skærpes naturligt i situationer, hvor en regering reelt anmodes om at korrigere sin forgængers fejltagelser, som det er tilfældet i Frankrig, Portugal og i nogen grad Italien. Her er det en tidligere regerings overoptimistiske politik to-tre år tidligere, som har indskrænket råderummet eller helt fjernet det. I næsten alle lande har der været tale om en undervurdering af omfanget af opbremsningen i europæisk økonomi gennem de seneste to år. Disse fejlskøn har samtidig undermineret de fornuftige procedurer for gensidig overvågning, som blev indført med Stabilitetspagten. Kommissionen har herunder den opgave at udstede såkaldt tidlige advarsler, når udviklingen i det faktiske budgetunderskud nærmer sig overgrænsen. Med de undervurderinger heraf, som især det portugisiske tilfælde illustrerer, vil sådanne advarsler ofte komme for sent til at være nyttige. ECOFINrådet afviste tilmed i begyndelsen af 2002 at følge op på Kommissionens forslag om advarsler til Portugal og Tyskland, som siden viste sig særdeles velbegrundede. Og for lande, som endnu befinder sig et langt stykke fra overgrænsen, har mulighederne for kritiske vurderinger været endnu skrøbeligere. I bagklogskabens lys burde der være givet advarsler til Tyskland og Frankrig for disse landes finanspolitiske lempelser i år 2000, men det kom ikke dengang på tale. Forslagene til forbedret gensidig overvågning, som Kommissionen har foreslået 2, sigter på at styrke rettidige advarsler gennem en forskydning af overvågningen af udviklingen i de strukturelle underskud. Mere konkret er hovedforslaget, at lande, der ikke opfylder kravet om et strukturelt underskud “tæt på nul eller i overskud”, skal forpligtes til at reducere deres underskud mindst svarende til 0,5% af BNP pr. år, indtil kravet er opfyldt. Forpligtelsen bør skærpes for de lande, der har de højeste underskud og/eller gæld. Foreløbig har kun Frankrig fremført reservationer over for denne skærpelse af overvågningen. Til gengæld foreslår Kommissionen samtidig, at der ses med mere velvilje på finanspolitiske lempelser i lande, der klart har nået balance eller et lille overskud, ligesom det antydes, at man for lande med en gæld på et stykke under 60% af BNP kan forestille sig, at “tæt på balance” for det strukturelle underskud fortolkes som et 2. Communication from the Commission to the Council and the European Parliament, “Strengthening the Coordination of Budgetary Policies”, Brussels, 21 November 2002. 31 lille underskud. Under alle omstændigheder fremhæves det flere steder i Kommissionens forslag, at deltagerlandene bør fastholde en “tilstrækkelig sikkerhedsmargin” i forhold til den traktatmæssige overgrænse for det faktiske budgetunderskud på 3%. Kommissionen er utvivlsomt gået så langt, som den kan i retning at smidiggøre den gensidige overvågning inden for Stabilitetspagtens rammer. Forslaget går imidlertid ikke langt nok for enkelte lande. Storbritannien har lagt særlig vægt på at skabe plads for de øgede offentlige investeringer, som ligger i de britiske budgetplaner for dette og de kommende år, men i betragtning af den store usikkerhed i en grænsedragning mellem forbrug og investeringer, ville en imødekommelse heraf være meget svær at håndtere i praksis. Den mere fleksible fortolkning af udviklingen i det strukturelle budgetunderskud vil ikke kunne give nogen løsning for de lande, hvis faktiske underskud allerede ligger i nærheden af 3% – og det er tilfældet også for Storbritannien (som for Tyskland og Frankrig). Smidiggørelsen, kombineret med forpligtelsen til at nedbringe strukturelle budgetunderskud med mindst 0,5% af BNP årligt, vil kunne virke hensigtsmæssigt ved på længere sigt at undgå dristige finanspolitiske eksperimenter i fremtidige mere gunstige udgangssituationer, med andre ord en gentagelse af lempelserne i 2000. De nye procedurer vil bidrage til at skabe større klarhed over den ubehagelige kendsgerning, at størstedelen af de aktuelle underskud efterhånden er af strukturel karakter. Så længe 3%-grænsen håndhæves er der således næppe nogen vej uden om igangsættelse af de i Traktaten forudsete sanktionsprocedurer over for flere lande i 2003-04. Det vil være en politiske belastning, men de økonomiske konsekvenser er trods alt til at overskue. Sanktionerne er forsigtigt udformede; hvis det viser sig i løbet at det år, der følger den konstaterede overskridelse, at et land ikke har taget skridt til at korrigere situationer skal det i de følgende to år “kun” deponere et beløb på rentefri konto, og det går således kun glip af renteindtægterne på det deponerede beløb. Det har således yderligere to år til at tilpasse budgettet med henblik på at undgå en egentligt tyngende bøde. Det er ganske milde sanktioner – især når man erindrer de langt mere omfattende økonomiske omkostninger ved store budgetunderskud inden ØMU’en blev dannet. 32 E u r o f o r b e h o l d e t Nationalbanken – fra centrum til periferi Af Nationalbankdirektør Jens Thomsen Togene kører, posten bringes ud, og solen står op hver dag. Euroens indførelse 1. januar 1999 medførte ingen jordskælv i Danmark. Det gjorde den introduktion af euro-sedler og mønter, der blev gennemført i januar 2002 ej heller. Jens Thomsen, 1942 Cand. polit., 1969, Nationalbankdirektør, 1995-; tidl. Departementschef i Økonomiministeriet 198894, og bl.a. Stedfortræder i EF’s Monetære Komité 197988, Personlig repræsentant ved regeringskonferencen om Den Økonomiske og Monetære Union 1990-91, mv. Den 30. juni 1998 var der stor festivitas i den gamle opera i Frankfurt. Wim Duisenberg hilste på flere hundrede gæster ved indgangen. Riverdance var på scenen. Taler blev holdt. Man fejrede starten på Den Europæiske Centralbank, ECB. Der var etableret en ny EUinstitution med 11 lande som deltagere. Alle femten lande var inviteret med til festen, men så var det også slut med den fulde deltagelse for Danmark, Grækenland, Sverige og UK. Grækenland blev først fuldt medlem fra 2001. Fra Danmarks indtræden i EF i 1973 havde vi været en del af inderkredsen i det monetære samarbejde i Fællesskabet. Først som et af få lande, som “holdt ud” hele vejen igennem i det såkaldte slangesamarbejde i 1970’erne. Siden som et af “kernelandene” i samarbejdet inden for Det Europæiske Monetære System, EMS, fra 1979 – og navnlig fra skiftet til den erklærede danske fastkurspolitik fra 1982. Den 30. juni 1998 var derfor skelsættende for Nationalbanken. Vi havde bevæget os fra at være en del af kernen til at befinde os et sted i periferien blandt den lille flok af såkaldte “udelande”. 33 Nationalbanken og ECB Hvad er så konsekvenserne blevet for Nationalbanken af denne udestatus. Indtil oprettelsen af ECB i maj 1998 deltog Nationalbanken fuldt og helt i Det Europæiske Monetære Institut, EMI, som var ECB’s forgænger og forberedte ØMUen fra 1994-98. I samarbejdet i Den Europæiske Centralbank er Nationalbanken derimod blevet marginaliseret på næsten alle punkter. De tolv landes centralbankchefer mødes hver 14. dag i Styrelsesrådet. Enkelte af disse møder afholdes dog som telefonmøder. Møderne i Det Generelle Råd, som omfatter alle 15 centralbanker, afholdes kun hver 3. måned og varer højst en time og kan erstattes af telefonmøder. Disse telefonmøder foregår så ved, at de 12 nationalbankdirektører og ECB’s 6 direktører er samlet i Frankfurt og de 3 udelandes nationalbankdirektører sidder ved telefonen på deres eget kontor. Når man er færdig med telefonmødet fortsættes med et normalt møde i Styrelsesrådet. Når de nye medlemslande begynder at deltage i samarbejdet, vil antallet af udelande øges stærkt. Det må imidlertid forventes, at de fleste nye lande hurtigt vil opfylde betingelserne for medlemskab af euroen. Det var ikke nogen overraskelse, at ECB fik et Styrelsesråd, hvor kun eurolandene deltager og et Generelt Råd, hvor alle EU-lande deltager. Det kunne man læse i Maastricht-traktaten! Til gengæld var udelandenes deltagelse i ECB’s komitéstruktur overladt til ECB’s beslutning. Selv de sager, der henhører under Det Generelle Råd som statistik, drøftes først blandt Styrelsesrådets medlemmer. Derefter tages de på dagsordenen i Det Generelle Råd, og nogen bredere drøftelser bliver der ikke lejlighed til. ECB’s 12 komiteer og store mængde af underkomiteer og arbejdsgrupper har vi fra dansk side kun meget begrænset adgang til. Kun på nogle få tekniske områder og på tilsynsområdet har vi fuld adgang. Europas finansielle engrosmarked befinder sig i London. Derfor er drøftelser af finansiel stabilitet i Europa ikke særlig interessante uden engelsk deltagelse. Nationalbanken har for eksempel heller ikke deltaget i ECB’s samarbejde med de 12 ansøgerlande til EU på trods af, at udvidelsen er et område, der i mange år har været en officiel dansk mærkesag. Hvorfor er det af betydning at være med i ECB’s arbejde? Vi klarede os fra dansk side udmærket uden at deltage i Bundesbanks interne arbejde, selv om vi i 25 år deltog i et snævert valutasamarbejde omkring D-marken. 34 E u r o f o r b e h o l d e t Tidligere bestod Europa af en række selvstændige valutaer, 10 flere end i dag. For alle disse økonomier, specielt de små åbne økonomier, spillede valutakursen en overordentlig stor rolle. Hver centralbank måtte sikre sin egen valutas stabilitet. Intern stabilitet afhang i vid udstrækning af ekstern stabilitet. Med etableringen af euroen blev risikoen for uheldige virkninger af ekstern ustabilitet reduceret væsentligt. Da verdensøkonomien i efteråret 1998 blev rystet af en omfattende finansiel krise og senere trykket af økonomisk afmatning, var der alt andet lige lagt op til betydelig valutauro. Der er næppe tvivl om, at etableringen af ECB og eurosamarbejdet i høj grad medvirkede til at forskåne Europa for samme turbulens på de europæiske valutamarkeder, som vi blev vidner til i forbindelse med lignende finansielle kriser i 1992/1993 og igen i 1995. ”Indtil oprettelsen af ECB i maj 1998 deltog Nationalbanken fuldt og helt i Det Europæiske Monetære Institut, EMI, som var ECB’s forgænger og forberedte ØMUen fra 1994-98. I samarbejdet i Den Europæiske Centralbank er Nationalbanken derimod blevet marginaliseret på næsten alle punkter.” Såfremt Danmark aldrig skulle deltage i ØMUen, var det ikke relevant at være med i ECB’s interne arbejde. Men kun 17 pct. af de adspurgte i en analyse fra Greens i september 2001 mente, at Danmark aldrig vil blive medlem af eurosamarbejdet. Danmarks Nationalbank må således permanent være forberedt på, ligesom Bank of England, at der kan træffes en politisk beslutning om at holde folkeafstemning om deltagelse i eurosamarbejdet. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der i nye systemer indbygges en eurokompatibilitet. Dette kan ofte gøres med ringe omkostninger ved indretningen af nye systemer, såvel IT-systemer som de almindelige procedurer, mens det er dyrere, når eksisterende systemer skal ombygges. Ved at deltage i ECB’s aktiviteter fås en løbende orientering om de for tiden gældende systemer og kravene til dem. Og endnu vigtigere, man diskuterer den fremtidige indretning af f.eks. betalingssystemer, sikkerhedsstillelse m.m. Den internationale baggrund har også ændret sig fundamentalt. Indtil 2000 havde alle større danske banker koncernhovedsæde i Danmark. Men herefter fik Nordea koncernhovedsæde i Stockholm, og man fik fire banker – der alle er af betydelig størrelse henhørende under fire centralbanker med ét koncernhovedsæde. En anden tendens er, at internationaliseringen af danskernes aktiver og passiver øges. Ingen tænkte på realkreditlån i udenlandsk valuta for få år siden. I dag har realkreditinstitutterne givet store beløb i eurolån til danske låntagere. I 1980 havde livs- og pensionssektoren kun danske aktiver. Nu er bøtten vendt; en 35 stor del af aktiverne er udenlandske. Internationaliseringen af de finansielle markeder øger de danske myndigheders behov for at følge med i den internationale udvikling. De, som ikke har betalt skolepenge, kan naturligvis ikke komme ind i skolegården, men må stå uden for og kigge ind. En gang imellem kommer der da også nogle af dem fra skolegården hen til hegnet og snakker med dem uden for! Med tiden er der nogen, der går ud af skolen og nye kommer til. De, der står uden for, bliver også gradvis skiftet ud, og efterhånden mister de kontakten med dem, der er inden for i skolegården. 36 E u r o f o r b e h o l d e t Danmark, eurolandene og den økonomiske politik i EU Af Afdelingschef Henrik Fugmann og Afdelingschef Per Callesen Afdelingschef Henrik Fugmann, 1942 Cand.polit, 1970. Afdelingschef i Finansministeriet 2001-. Afdelingschef i Økonomiministeriet, 1988-2001. Blandt andet medlem af Den Økonomiske og Finansielle Komité (EFC) i EU; den Nordisk-baltiske Monetære og Finansielle Komité; formand for Finansministeriets EU-specialudvalg vedr. Økonomisk Politik. I 1990 formand for Den Monetære Komités stedfortrædere og medlem af den danske delegation vedr. forhandling af Maastrichttraktaten. Afdelingschef Per Callesen, 1958 Cand.polit, 1984. Afdelingschef i Finansministeriet 1993-. Blandt andet: medlem af Den Økonomisk-Politiske Komité (EPC) i EU; næstformand og formand for arbejdsgruppen ”landeeksaminationer” 1999-2002; medlem af Den Økonomisk-Politiske Komité (EPC) i OECD. Danmarks forbehold over for eurosamarbejdet har både økonomiske og politiske konsekvenser. De økonomiske konsekvenser vedrører bl.a. betydningen for rente og finanspolitik af bevægelser på valutamarkederne. De mest direkte politiske konsekvenser mærkes nok i arbejdet omkring ECOFIN-ministerrådet (finansministrene). Det uformelle forum af ECOFINministre fra euroområdet – eurogruppen – har efterhånden udviklet sig til stedet for de mest åbenhjertige og grundige politiske drøftelser med den afgørende betydning for ECOFIN’s formelle stillingtagen til bl.a. de finanspolitiske spørgsmål. Det må forventes, at eurogruppens betydning vil stige fremover, til dels som følge af udvidelsen. Derfor vil den danske mulighed for indflydelse blive yderligere reduceret. Økonomi og politik Man skal ikke overdrive mulighederne for at sondre mellem de økonomiske og politiske konsekvenser af forbeholdet overfor eurosamarbejdet. De fleste spørgsmål kan rummes under den sammenhængende overskrift 37 økonomisk politik. Alligevel kan det tjene en vis klargøring at søge konsekvenserne opdelt efter de to kriterier. Der er omkostninger og besvær ved forskellig valutaer og dermed måleenheder i lande med tæt samkvem, herunder gennemsigtigheden af prisforskelle og mulighederne generelt for at høste de fulde gevinster af et fælles indre marked. De kortsigtede konsekvenser heraf er måske blandt dem, som den enkelte borger og virksomhed lettest selv kan gøre op. De overordnede økonomiske effekter vedrører penge- og finanspolitikken. Fastkurspolitikken, frem for eurosamarbejdet, er friheden til, at rentespændet kan svinge som følge af konjunkturer eller spekulative kapitalbevægelser. Udsvingene er nok begrænsede, så længe de samfundsøkonomiske nøgletal holdes bedre end i eurolandene. De historiske erfaringer viser imidlertid, at udsving i rentespændet typisk forstærker konjunkturbevægelserne. Når der er god vækst og pæn offentlig budgetbalance er rentespændet lavt – så er der ingen spekulation, i at landet måtte ønske sig en lavere pengepolitisk rente, der kunne svække valutakursen. Ringere vækst og svagere offentlige finanser presser modsat rentespændet op og forstærker derfor en økonomisk nedgang. Forbeholdets betydning på valutaområdet kommer derfor først til rigtig afprøvning i en ensidig dansk lavkonjunktur. Fordi eurolandene ikke længere er udsat for disciplinerende sanktioner fra de finansielle markeder (i form af valutapres og stigende rentespænd ved høje budgetunderskud) er der i stedet indført rammer for finanspolitikken, herunder de meget omtalte – men i realiteten mildere – økonomiske sanktioner. På grænsen mellem økonomi og politik er det naturligvis en konsekvens af forbeholdet, at Danmark ikke deltager, når den fælles europæiske centralbank, ECB, fastlægger den pengepolitiske rente. Fravalget heraf er blandt det sværeste at forklare folk fra mindre eurolande, der også selv tidligere førte fastkurspolitik. Her ses ECB ofte som en ret enestående historisk mulighed for indflydelse på pengepolitiske beslutninger, man følger alligevel. Den politiske betydning af forbeholdet strækker sig fra de umiddelbare praktiske konsekvenser for arbejdet omkring ministerrådet ECOFIN (alle EU’s finansministre) og eurogruppen til de indirekte effekter på bredere 38 E u r o f o r b e h o l d e t dele af EU-samarbejdet så som opfattelsen af commitment til samarbejdet, uformel indflydelse og integrationen i EU. Faktaboks 3. Det Økonomiske samarbejde i EU Eurolandene Landene uden for euroen Eurolandene er fælles om: • Deres valuta, euroen • Penge- og valutakurspolitik • Den Europæiske Centralbank, ECB • Eurogruppen Landene uden for euroen har egen: • Valuta • Penge- og valutakurspolitik: Danmark: Fastkurspolitik over for euroen (ERM II) og dermed stort set samme rentepolitik som i euroområdet. Sverige og Storbritannien: Flydende valutakurs og rentepolitik styret af et inflationsmål. Fælles for alle EU’s medlemslande: Samarbejdet om den økonomiske politik i ØMU’en. EU-landene har selv ansvaret for den økonomiske politik inden for rammerne af Traktaten. Samarbejdet om den økonomiske politik varetages af EU-landenes finansministre i ECOFIN: • De overordnede økonomisk-politiske retningslinjer. • Finanspolitik: stabilitets- og vækstpagten uddyber og præciserer traktatens regler om budgetunderskud på højst 3 pct. af BNP og sanktioner over for eurolande, der vedvarende har underskud på over 3 pct. af BNP; offentlig gæld på højst 60 pct. af BNP 1; skat. • Strukturpolitik og beskæftigelsespolitik samt finansielle markedsspørgsmål i samarbejde med andre ministerråd i EU. 1. Sanktionerne gælder kun for eurolandene. 39 Samarbejdet om den økonomiske politik i EU Det enkelte EU-land har selv ansvaret for at tilrettelægge sin finanspolitik og strukturpolitik inden for rammerne af traktaten og de fælles spilleregler om finanspolitik i stabilitets- og vækstpagten. Danmark deltager fuldt ud i ØMU’ens samarbejde om den økonomiske politik, selv om vi ikke deltager i euroen, den fælles penge- og valutapolitik og ECB. EU-landene er enige om, at det – som følge af den indbyrdes afhængighed mellem landenes økonomier – er nødvendigt at samarbejde om den økonomiske politik. Eurosamarbejdet gør imidlertid en forskel på deltagelse og indflydelse, som vil være stigende med tiden. ECOFIN træffer beslutninger og giver anbefalinger til finanspolitikken, skatter og afgifter, det finansielle indre marked mv. ECOFIN vedtager bl.a. de overordnede økonomisk-politiske retningslinjer, der indeholder anbefalinger til EU-landenes økonomiske politik. En række andre ministerrådsformationer arbejder, i overensstemmelse hermed, mere detaljeret på deres specifikke områder. I visse spørgsmål er det kun eurolandene, der har stemmeret i ECOFIN. Det vedrører bl.a. euroen, den fælles valutapolitik og ECB, samt økonomiske sanktioner mod eurolande, der vedvarende bryder EU-landenes forpligtelse til at undgå offentlige budgetunderskud på over 3 pct. af BNP. At Danmark – ligesom Storbritannien og Sverige – ikke har stemmeret i disse spørgsmål er en naturlig konsekvens af, at vi står uden for euroen. Eurogruppen Realiteten er imidlertid, at ECOFIN’s økonomiske og finansielle sager i stigende grad drøftes i eurogruppen, hvor kun eurolandenes ministre deltager. Eurogruppen er et uformelt forum - og det er fortsat ECOFIN, der træffer de formelle politiske beslutninger – men den reelle fastlæggelse af holdninger blandt eurolandene til en række sager sker i eurogruppen, der holder møder umiddelbart inden møderne i ECOFIN. Eurolandene har ikke behov for, at der i ECOFIN er grundig behandling af en sag, som allerede er drøftet – og måske reelt afgjort – i eurogruppen. 40 E u r o f o r b e h o l d e t Under det danske EU-formandskab var den danske finansminister formand for ECOFIN og dermed leder af EU’s forhandlinger på det økonomiske område. Men finansministeren kunne ikke, selv som formand for ECOFIN, deltage i møderne i eurogruppen, hvor formandskabet blev varetaget af det næste formandskabsland, eurolandet Grækenland. Betegnelsen ”sat uden for døren” skal således forstås meget bogstaveligt. Dette er et problem, fordi den økonomiske politik i eurolandene har stor betydning for Danmark, bl.a. som følge af fastkurspolitikken overfor euroområdet. Konsekvensen er, at Danmark godt nok er med til at træffe de formelle beslutninger i ECOFIN, men ikke har den fulde information eller kan være med til at præge indholdet i beslutninger i samme grad ”Den politiske betydsom medlemmer af eurogruppen. Informationerne fra ning af forbeholdet eurogruppen er begrænsede, fordi eurolandene skal strækker sig fra de have mulighed for at have fortrolige drøftelser og nå umiddelbare praktifrem til en fælles forståelse i spørgsmål af fælles interske konsekvenser for esse. Endvidere er den politiske realitet, at Kommissioarbejdet omkring nen nu prioriterer eurolandene relativt højt i sit arministerrådet ECOFIN bejde. I bredere perspektiv har medlemmer af og eurogruppen til de eurosamarbejdet fra andre små lande i et fortroligt og indirekte effekter på åbenhjertigt forum opnået en indsigt i og en mulighed bredere dele af EUfor indflydelse på den generelle økonomiske politik i de samarbejdet.” store lande, som aldrig har eksisteret før. Et eksempel er det igangværende arbejde med at styrke det finanspolitiske samarbejde. Arbejdet skal munde ud i et initiativ til bedre gennemførelse af EU-landenes eksisterende spilleregler for finanspolitik i stabilitets- og vækstpagten. Dette arbejde er vigtigt for alle EU-lande, idet alle lande deltager i samarbejdet om finanspolitik. Det er ECOFIN, der har ansvaret for sagen, men det har indtil nu været eurogruppen, der har drøftet sagen. ECOFIN har på nuværende tidspunkt slet ikke drøftet forslaget. Det Europæiske Råd på topmødet i Luxembourg i 1997 konkluderede, at ”ministrene fra de stater, der deltager i euro-området, kan mødes uformelt for at drøfte spørgsmål vedrørende det fælles specifikke ansvar, som de har for den fælles valuta”, og at ”hver gang der er tale om spørgsmål af fælles interesse, drøftes disse af alle medlemsstaternes ministre”. Eurogruppen har haft en stadig stigende betydning, især siden indførelsen af 41 euroen i starten af 1999. Realiteten er naturligvis, at eurogruppen drøfter de spørgsmål, som de ønsker at drøfte. Indflydelse i fremtiden – indflydelse på fremtiden EU-landene skal på den kommende regeringskonference træffe beslutning om et nyt traktatgrundlag for EU, bl.a. på baggrund af oplæg fra EU’s Konvent. De foreløbige drøftelser peger på, at eurolandenes position vil blive styrket, og at der vil ske en forøgelse af antallet af emner, som kun eurolandene drøfter og har mulighed for at træffe beslutning om. I Konventet har en række medlemmer og Kommissionen foreslået, at der skal oprettes et ECOFIN for euroområdet, hvor kun eurolandenes finansministre deltager, og hvor disse ministre har beføjelser til at træffe beslutninger på flere nye områder, der er af fælles interesse for eurolandene. Også Tyskland og Frankrig har i et fælles udspil understreget nødvendigheden af, at eurolandene selv skal bestemme i ECOFIN i større omfang end nu. Disse forslag skal bl.a. ses i lyset af, at eurolandene – der i dag udgør 12 ud af de 15 EU-lande – kun vil udgøre omkring halvdelen af alle EU-lande efter udvidelsen af EU til 25 lande i 2004. De nye lande ønsker alle at deltage i euroen og vil kunne optages, efterhånden som de opfylder adgangskravene. En stor del af de nye EU-lande kan dog ikke ventes optaget i euroen i en årrække efter udvidelsen. Derfor vil eurolandene kunne argumentere for, at det vil føre til handlingslammelse, hvis 25 lande skal træffe beslutning om forhold, der primært vedrører eurolandene. I det omfang der har været en dansk medvirken i forberedelsen af eurogruppemøderne, bl.a. som følge af sammenfald mellem sagerne i eurogruppen og ECOFIN, vil udvidelsen også medføre en reduktion heraf. Den nye vægt mellem antallet af lande i og uden for eurosamarbejdet vil alt i alt føre til en øget rolle for eurogruppen. 42 E u r o f o r b e h o l d e t Hvor skal det fremtidige økonomiske samarbejde i EU hen? Af Karin Riis-Jørgensen, Medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, og næstformand i Europabevægelsen Karin Riis-Jørgensen, 1952 Cand. Jur., 1978, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre siden 1994, næstformand for den liberale gruppe i Europa-Parlamentet; medlem af økonomiudvalget i Europa-Parlamentet, leder af Venstres eurokampagne 2000, og næstformand i Europabevægelsen siden 2001. I den europæiske debat diskuterer man, hvordan man bedst sikrer nogle fornuftige rammer for den overordnede økonomiske politik for de lande, der er med i euroen. Blandt de ideer der er på dagsordnen er bl.a. en ”europæisk økonomisk regering”. Begrebet kræver naturligvis en oversættelse. Taler vi om en fast samling af økonomisk indsigtsfulde politikere, som fremover skal have det overordnede ansvar for den økonomiske politik i EU og dermed medlemslandene? Eller taler vi om et forstærket samarbejde, men bygget på de grundpiller, vi allerede kender fra det nuværende samarbejde? Her er jeg enig med flertallet i Det Europæiske Konvent, som i øjeblikket arbejder med forslag til en kommende forfatningstraktat for EU, og Europa-Parlamentet som faktisk er enig om mere styring uden regering. Et nej tak til en økonomisk regering i traditionel forstand på europæisk plan betyder altså ikke nej tak til en grundlæggende revidering af samarbejdet om den økonomiske politik. I stedet for at tale om en “europæisk økonomisk regering” (government) kan man derfor tale om “økonomisk governance” i EU, som altså dækker over det regelsæt eller samarbejdsstruktur, man har på området. I dag består den af to grundpiller. På den ene side det monetære, dvs. pengepolitiske samarbejde, og på den anden side samarbejdet om de overordnede, makro-økonomiske retningslinjer. Disse to elementer skal også fremover være grundpillerne i den økonomiske governance i EU, men samarbejdsstrukturerne skal forbedres. Spørgsmålet er naturligvis, hvordan dette kan opnås. 43 Fællesskabsmetodens succes – og dens begrænsninger Den succes man på andre områder har opnået ved brug af den såkaldte fællesskabsmetode, bør være en lære, der tages til efterretning og bruges konstruktivt, når man skal fastlægge regelsættet for den fremtidige økonomiske governance. Det, der hidtil ikke har fungeret tilfredsstillende i samarbejdet, kan gøres bedre, hvis vi vælger også på dette område at gøre brug af de grundlæggende elementer i fællesskabsmetoden. Fællesskabsmetoden kan kort fortalt beskrives ved, at den deler kompetencerne mellem de forskellige institutioner – Kommission, Parlament og Råd (og dermed også medlemsstaterne) – og således skaber en balance mellem det overstatslige og det nationale i EU. I fællesskabsmetoden har Kommissionen initiativretten, mens det er landenes regeringer i Rådet og de direkte folkevalgte i Europa-Parlamentet, der træffer beslutningerne. Efterfølgende er det Kommissionen, der overvåger, at de trufne beslutninger bliver korrekt og rettidigt ført ud i livet af medlemslandene, og agerer ”politimand”, hvis medlemslandene svigter deres forpligtelser. Fællesskabsmetoden har på mange politikområder været fundamentet for de mange resultater, der er opnået i EU. Man kan derfor med rette spørge, hvorfor vi ikke for længst har taget fællesskabsmetoden i brug i samarbejdet om den økonomiske politik. Det mest åbenlyse svar er, at den økonomiske politik er så fundamental for medlemslandene, at man ikke har ønsket at overføre denne kompetence til EU. Samtidig er det et særligt træk ved det europæiske samarbejde, at der altid har været en arbejdsdeling mellem, hvad der besluttes i fællesskab i EU og, hvad der besluttes af medlemslandene hver for sig. Det er også grundtanken i subsidiaritetsprincippet om at beslutninger skal træffes så nært på borgerne som muligt, og at der kun skal samarbejdes, når der er tale om spørgsmål, der ikke kan løses lige så godt eller bedre af medlemsstaterne hver for sig. Vi må derfor erkende, at den klassiske fællesskabsmetode ikke direkte kan overføres på det økonomiske samarbejde. Økonomisk governance har nemlig en række særkender, som vi må forholde os til. 44 E u r o f o r b e h o l d e t Særlige træk ved økonomisk governance i EU Den nuværende økonomiske governance-struktur bygger på to søjler. Dels på det pengepolitiske samarbejde og dels på samarbejdet om de overordnede økonomiske retningslinjer. Første søjle, pengepolitikken, bestemmes – for de lande der er med i euroen – allerede i dag på overnationalt plan. Netop derfor kan man heller ikke blot overføre fællesskabsmetoden til dette område. I praksis fastlægges pengepolitikken i dag ene og alene af den Europæiske Central Bank (ECB). Sådan bør det også være i fremtiden, og det er der heldigvis bred enighed om i Europa. Pengepolitikken bør ikke kunne gøres til genstand for daglige politiske opgør. Den anden del af den økonomiske governance – nemlig i samarbejdet om de overordnede (makro-)økonomiske retningslinjer – kan derimod drage stor nytte af erfaringerne med fællesskabsmetoden. Lad mig slå fast at en styrkelse af samarbejdet om de overordnede økonomiske retningslinjer ikke drejer sig om at overlade hverken finanspolitiske eller indkomstskattepolitiske beslutninger til EU. Til gengæld drejer det sig om i langt højere grad at skabe et regelsæt, der sikrer, at landene lever op til deres gensidige forpligtelser. Som traktaten er udformet i dag, betragter man allerede nu de økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse. Og det fastslås at medlemsstaterne fører deres økonomiske politikker med henblik på at bidrage til virkeliggørelsen af fællesskabets mål. Dette er for så vidt ganske ædelt, men hidtil har det knebet en del med at leve op til ordene. Dette illustreres bedst ved de problemer, der for nogle landes vedkommende har været med til at overholde stabilitets- og vækstpagten. Man skal huske på, at stabilitets- og vækstpagten er det stærkeste og egentlig også eneste sæt af faktiske økonomiske mål, som landene gensidigt har forpligtet sig til at leve op til. En slags minimumskrav. Det er ikke svært at argumentere for, at man i virkeligheden burde stille en række yderligere krav, hvis det skal tages alvorligt, at de økonomiske politikker betragtes som et spørgsmål af fælles interesse. Og det bør tages alvorligt, for det er den eneste måde, vi også for fremtiden kan sikre en bæredygtig vækst, så 45 der bliver råd til at bevare vores samfund med en høj grad af social tryghed og muligheder for den enkelte. Indtil nu må man desværre konstatere, at en række lande har haft svært ved blot at leve op til disse minimumskrav, som er udtrykt i stabilitets- og vækstpagten. Hvordan skulle det da kunne lade sig gøre ikke blot at sikre overholdelsen af denne, men også mere generelt at styrke samarbejdet om den økonomiske politik, og derved reelt komme til at overholde, hvad traktaten allerede i dag lover? Det er her, at fællesskabsmetoden og balancen mellem institutionerne kommer ind i billedet. For selvom stabilitets- og vækstpagten af mange regnes for at være “streng”, så er det i al for høj grad op til medlemslandene i fællesskab at tage stilling til, om de nu gør det godt nok. Der er simpelthen ingen, der effektivt kontrollerer dem. Sagt på en anden måde så spiller hverken Kommissionen eller EuropaParlamentet deres sædvanlige rolle i det nuværende system. Løsningen bør derfor være både at styrke Kommissionen og Europa-Parlamentet. Kommissionen bør gives mulighed for at kunne konstatere, hvornår et medlemsland er på vej til at bryde stabilitetspagten, og dermed kunne sende det pågældende land en såkaldt “tidlig advarsel”. I dag træffes denne beslutning af Rådet selv, som dermed kan tilsidesætte Kommissionens indstilling. Det skal Rådet ikke kunne gøre fremover. Kommissionen bør også gives kompetence til at stille formelt forslag om de overordnede økonomiske retningslinjer i stedet for kun at kunne lave en henstilling til Rådet, som det er tilfældet i dag. Ved formelt at være den, der stiller forslag får Kommissionen indflydelse til at sikre koordineringen af de overordnede økonomiske retningslinjer. Man giver kort sagt Kommissionen et nyt redskab til at kontrollere Rådet og dermed medlemslandene. I sidste ende vil det betyde en bedre koordinering af de økonomiske politikker til gavn for den økonomiske udvikling i alle medlemslande. Endelig bør Europa-Parlamentet høres om de overordnede økonomiske retningslinjer i stedet for blot at blive underrettet, som det sker i dag. En vigtig gevinst ved at inddrage Europa-Parlamentet er den øgede åbenhed, 46 E u r o f o r b e h o l d e t der hermed skabes, da udvalgsmøder i Europa-Parlamentet som bekendt er åbne for offentligheden. I en situation, hvor et medlemsland ikke lever op til sine forpligtelser vil denne åbenhed medvirke til at skabe større pres på det pågældende medlemsland, og dermed i sidste ende være med til at sikre en bedre koordinering af de økonomiske politikker landene imellem. Endelig kan åbenheden også sikre en større forståelse i offentligheden for de beslutninger der tages. Medlemmerne af Europa-Parlamentet fra de pågældende medlemslande vil jo være med til at blåstemple beslutningerne. Med disse tiltag nærmer man sig den måde EU fungerer på i den klassiske fællesskabsmetode, og gevinsten heraf burde være åbenlys for enhver: Vi sikrer et effektivt samarbejde, der kan være med til skabe bedre økonomiske rammer til glæde for borgerne, samtidig med, at vi skaber åbenhed om økonomiske beslutninger, der hidtil har været skabt i lukkede rum i de enkelte medlemsstater. 47 Devalueringens irrelevans som økonomisk politisk instrument Af projektchef Christian Thygesen Når Danmark tilslutter sig den Monetære Union, opgiver vi muligheden for at føre selvstændig pengepolitik i Danmark. Det er imidlertid værd at lægge vægt på, at vi ikke har ført pengepolitik i Danmark i mange, mange år. Hvis man vil være lidt polemisk kan man påstå, at vi ikke har ført pengepolitik siden vi importerede kronen fra Sverige i 1873, hvor begge lande indtrådte i den Nordiske Møntunion. Den Nordiske Krone var knyttet til Christian Thygesen, 1967 guldet. Det var stort set alle andre valutaer Cand.Polit 1996, MBA fra Inogså, og dermed var der reelt et globalt fastternational University of Jakurssamarbejde. Det brød sammen ved udpan 1995, Projektchef i Roskilde Bank 2002-, tidligere bruddet af Første Verdenskrig. Efter krigen ansat i Danmarks Nationalforsøgte flere lande, herunder Danmark, at bank 1995-1998, den Eurokomme tilbage til guldet, men det var knap pæiske Centralbank 19982002. nok lykkedes, før 30’ernes verdenskrise ødelagde verdenshandelen og rev tæppet væk under guldstandarden. Nedgangen i verdenshandelen og medfølgende valutarestriktioner var i sig selv med til at forværre verdensøkonomien. Det var klart, at det verdensøkonomiske sammenbrud var en af de væsentligste årsager til Anden Verdenskrig, og allerede under krigen arbejdede de allierede på at opbygge de institutioner, der skulle forhindre en gentagelse. En af dem var Bretton-woods aftalerne, der genindførte en form for guldstandard, hvor valutaerne bandt sig op mod dollaren, der igen bandt sig til guldet. Dette var Danmark del af indtil 1973, hvor systemet brød sammen, tildels pga. begivenheder tilknyttet Vietnamkrigen. Brettonwoods fandt ingen global afløser, men på europæisk plan indførtes først ’valutaslangen’, så EMS (det Europæiske Monetære System), ERM (Exchange rate Mechanism) og endelig ØMU. Danmark er som bekendt med i ERM men ikke i ØMU. 48 E u r o f o r b e h o l d e t I stedet for pengepolitik kan et land vælge at føre valutakurspolitik. Valutapolitik er en variant af pengepolitik, hvor Nationalbanken i stedet for at fastsætte renten, fastsætter en kurs over for en anden valuta, hvis rentepolitik man så kopierer. Ideen med at føre valutakurspolitik er dels at forhindre, at ens valuta svinger for meget i forhold til ens vigtigste handelspartner, dels at importere stabilitet fra et større land, lige som en jolle kan fortøje sig ved en olietanker for ikke lige pludselig at være alene på verdenshavet. Valutapolitik findes i forskellige grader af ’strenghed’. Hvis valutapolitikken er fuldstændig løs, sådan at man i virkeligheden slet ikke har noget valutakursmål, så er det det samme som at føre almindelig pengepolitik. Nationalbanken kan frit fastsætte renten. Til gengæld er der ikke noget ’reb’ til det større land, og det lille land importerer ingen stabilitet. I den anden ende af spekteret findes den strenge valutakurspolitik – fastkurspolitiken – hvor rebet er en tyk stålwire. Hvis et land fører fastkurspolitik, så er der ingen mulighed for at fastsætte renten selvstændigt. Hvis en bølge rammer det store skib, så følger jollen med op og ned. Til gengæld sørger den tykke stålwire for, at risikoen for, at jollen lige pludselig er alene på havet, er minimal. Danmark har med stigende succes ført valutakurspolitik i mange år. Siden 70’erne har vi kopieret den tyske Bundesbank, og siden 1999 ECB (den Europæiske Centralbank). Når jeg skriver, at det er med stigende succes, skyldes det lige netop devalueringerne. De første ca. 10 år, altså fra midten af 70’erne til midten af 80’erne, førte Danmark ikke en særlig streng valutapolitik. Vi havde ganske vist et valutakursmål, men vi ændrede det for et godt ord lige netop ved at devaluere. Og det var en rigtig dårlig ide. Set i bakspejlets klare lys er det indlysende, at devalueringerne var en del af den negative spiral, hvis øvrige bestanddele bestod af inflation, høje renter og dyrtidsreguleringer, og som førte til økonomisk krise herhjemme. Med tiden blev vi mere disciplinerede. Danmark gik fra at være et højrente til et lavrenteland. Devalueringerne blev mindre og sjældnere, og siden januar 1987 har kursen overfor D-mark/euro overhovedet ikke bevæget sig. Det har betydet en fuldstændig fralæggelse af den selvstændige pengepolitik. Når Bundesbank/ECB satte renten op, fulgte vi efter, og det samme når de satte renten ned. Til gengæld har Danmark nydt godt af en meget høj økonomisk stabilitet. Fastkurspolitikken har nok været den vigtigste grundsten i denne økonomiske stabilitet, og det er 49 efterhånden så forudsigeligt, at det næsten er overflødigt, når enhver ny regering i sit regeringsgrundlag gør klart, at de agter at fortsætte fastkurspolitikken i Danmark. Hvad er det, der er så skidt med en devaluering? En devaluering gennemføres typisk, når et land taber konkurrenceevne, enten fordi dets produktivitet (dets tekniske udvikling) udvikler sig for langsomt, eller når lønningerne udvikler sig for hurtigt. Hvis vi fremstiller for lidt per time, eller hvis vi får for meget i løn i forhold til de lande, vi konkurrerer med, så bliver vores produkter dyrere og kan ikke sælges. Den nemmeste løsning er at devaluere, sådan at vi gør hele landet mindre værd, og dermed også de produkter vi sælger. Det er imidlertid en kortsigtet løsning. Devalueringer øger inflationen især for et lille land, der importerer en stor del af sine varer. De bliver alle sammen dyrere, når vi devaluerer. For ikke at tabe købekraft vil folk kræve mere i løn, hvilket yderligere øger inflationen – og svækker vores konkurrenceevne, og så er vi tilbage, hvor vi startede. Devalueringer er en kortsigtet løsning. Det langsigtede problem, at vores produktivitet ikke kan følge med, løses aldrig af devalueringer. Det løses af investeringer, teknisk snilde og nye måder at organisere arbejdet på. Før investeringerne virker og den ny teknologi breder sig i samfundet, kan der imidlertid godt gå lang tid. Når vi i Danmark en overgang var meget glade for at devaluere var det bla. med den undskyldning, at vi ville afbøde den værste krise, indtil investeringerne begyndte at virke. Problemet er bare, at hvis erhvervslivet bliver vant til at devaluere sig ud af krisen frem for at konkurrere sig ud af den, så kommer investeringerne aldrig. Dermed opstår der det dobbelte problem, at devalueringerne i sig selv er en dårlig løsning, og at de desuden fortrænger den gode løsning. Det var denne dobbelte problematik, der prægede dansk økonomi op gennem 70’erne, hvor vi med Knud Heinesens berømte ord ”kørte mod afgrunden på 1. klasse”. Det tredje problem med devalueringer er, at det er en dybt usolidarisk politik. Hvis et land forsøger at løse sine økonomiske problemer ved at devaluere er det ensbetydende med at skubbe problemerne over på naboen. Når den danske krone nedskrives og dermed gør danske varer billigere, så er det jo nøjagtig det samme som, at den svenske krone, euroen, pundet osv. op-skrives og gør varerne fra disse lande dyrere. For at undgå arbejdsløshed herhjemme eksporterer vi den. Groft sagt var det manglen på internationalt, økonomisk samarbejde, der gav 30’ernes krise kraft til at udvikle 50 E u r o f o r b e h o l d e t sig til en verdenskrig. Det var netop for at undgå devaluerings konkurrencer mellem landene, at Bretton-woods blev indført med dets få og kontrollerede devalueringer. Op gennem 80’erne ophørte Danmark med at bruge devalueringer, og som skrevet så er de helt udgået som økonomisk-politisk instrument siden 1987. Kan vi så være sikre på, at vi aldrig nogen sinde vil få brug for dem igen? Det tror jeg faktisk. Som ovenfor beskrevet har det aldrig rigtigt været en god ide at benytte dem i Danmarks tilfælde. Det betyder ikke, at man ikke kan forestille sig en situation, hvor devalueringer kan blive anvendelige. Fra tid til anden opstår der begivenheder, der øver en voldsom påvirkning af et enkelt lands økonomi. I så tilfælde kan devalueringer blive berettiget: Frafald af et lands væsentligste ”At opgive muligeksportmarked som for Finland i slutningen af 80’erne heden for devaluering ved Sovjets opløsning, naturkatastrofer, der ødelægger er en uhyre begrænen væsentlig del af produktionsapparatet som det er set pris for at opnå sket flere gange i Mellem- og Sydamerika og Asien. den sikre økonomiske såvel som politiske Det kan ikke udelukkes, at Danmark vil blive ramt af fordel, vi vil vinde ved økonomiske problemer, der ville få nogen til at overat deltage i ØMUen.” veje, om devaluering ville være en løsning. Naturligvis kan det godt være, at der kommer en ny økonomisk krise. Eksempelvis ville det være uansvarligt at udelukke, at der kunne komme en oliekrise pga. en udbredt væbnet konflikt i Mellemøsten. Pointen er imidlertid, at alle de store og små bølger man kan forestille sig kunne ramme den danske økonomi også vil ramme den øvrige europæiske økonomi. I det omfang man overhovedet kunne forestille sig, at en devaluering ville være en god ide, ville det være, når den lille jolle blev ramt af en (stor) bølge, som ikke påvirkede den supertanker, den havde fortøjet sig ved. Sandsynligheden herfor må anses for marginal. At opgive muligheden for devaluering er derfor en uhyre begrænset pris for at opnå den sikre økonomiske såvel som politiske fordel, vi vil vinde ved at deltage i ØMUen. 51 Forbrugerpriser og inflation Af Villy Dyhr, chef for Forbrugerrådets Politiske Afdeling “Ølprisen i Berlin er den samme, man skal bare betale den i euro i stedet for i D-mark”. Det var en af mine venners første møde med euroen – nærmest en fordobling af ølprisen. Ikke ligefrem noget der gjorde ham glad. Afdelingschef Villy Dyhr, 1964 Cand.scient. i geofysik, 1992. Afdelingschef for Politisk Afdeling i Forbrugerrådet, 2001-; Afdelingschef for andre afdelinger i Forbrugerrådet 1999-2001. Har blandt andet været landsformand og international sekretær i SF-Ungdom. Medforfatter til debatbogen “Forsvar for fællesskabet” 2002. 305 millioner forbrugere skiftede i 2002 deres velkendte nationale valuta ud med euroen. Undersøgelser viser, at mange af forbrugerne føler, at overgangen til euroen medførte ualmindeligt store prisstigninger. Desværre er forbrugerens (og turistens) oplevelse reel nok. Inden for nogle sektorer er valutaskiftet blev brugt til at gennemføre store prisstigninger. Generelt har overgangen dog ikke ført til ekstraordinære prisstigninger. Udviklingen i euro-zonen Den europæiske forbrugerorganisation BEUC overvåger gennem en række nationale forbrugerorganisationer prisudviklingen i forbindelse med indførelse af euroen. Allerede midt i 2002 stod det klart, at valutaskiftet i en række brancher blev brugt til at give priserne et ekstra løft. Det fik en række nationale forbrugerorganisationer til at iværksætte protester i blandt andet Frankrig, Grækenland, Holland og Italien. I Tyskland valgte regeringen at indkalde forbrugerorganisationer og erhvervsorganisationer til en dialog om, hvordan de ubegrundede og urimelige prisstigninger kunne bekæmpes. Forbrugerrådet i Danmark får henvendelser fra mange danskere, som har været på ferie i euro-zonen og har oplevet store prisstigninger på de ydelser, turister bruger mest. Og som turist oplever man virkelig problemet, for det er størst i forhold til hoteller, restauranter, cafeer og lignende. 52 E u r o f o r b e h o l d e t Eurostat offentliggjorde i november 2002 en undersøgelse af forholdene. De konstaterer helt på linje med BEUC, at der inden for en række sektorer er sket væsentlige prisstigninger. Disse sektorer er ud over ovennævnte blandt andet aviser, tidsskrifter, frisører, mindre håndværkere og en del madvarer. Eurostats rapport bringer imidlertid også et samlet og vægtet bud på de ekstraordinære prisstigninger. Og det viser sig, at overgangen til den fælles valuta kun har ført til ekstraordinære prisstigninger på under 0,2%. At overgangen ikke har medført en stigende inflation, kan ses i nedenstående figur, hvoraf det fremgår, at inflationen i euro-zonen ikke har udviklet sig væsentligt forskelligt fra landene udenfor. Kilde: Indførelse af eurosedler og -mønter et år senere, KOM (2002) 747. Eurostat må desværre konstatere, at forbrugerne imidlertid har en helt anden opfattelse. Ifølge Eurostat mener 4 ud af 5 forbrugere, at priserne generelt er blevet rundet op i forbindelse med overgangen til euroen. Under 3% har den modsatte vurdering – at priserne er blevet rundet ned. Derfor har forbrugerne efter introduktionen af euroen en oplevelse af, at inflationen er væsentligt højere end den faktisk er. Det fremgår af figuren på næste side. 53 Opfattet inflation (venstrekurve) Målt inflation (% pr. år, højre kurve) Kilde: Indførelse af eurosedler og -mønter et år senere, KOM (2002) 747. Forklaringen på denne store kløft i oplevet og faktisk inflation er, at priserne på større forbrugsgoder (f.eks. biler og hvidevarer) og tjenesteydelser (f.eks. telefoni) er faldet. Det modsvarer prisstigningerne på mad, restauranter, aviser m.m. Eller sagt på en anden måde, så er de priser, forbrugeren oplever i dagligdagen, steget ekstraordinært, mens de priser, forbrugeren kun møder en gang imellem, er faldet. Den samlede konklusion er altså, at forbrugeren oplever, at valutaskiftet har ført til prisstigninger, hvilket desværre ikke er helt forkert. Og det skyldes ene og alene, at dele af erhvervslivet i euro-zonen ikke kunne nære sig for at snige urimelige prisstigninger ind i forbindelse med valutaskiftet. Det Indre Marked Økonomisk teori – og vel nok også sund fornuft – siger, at den fælles valuta skaber mere gennemsigtige markeder og en større konkurrence med deraf følgende lavere priser. På lang sigt vel at mærke. Det er ikke noget, som forbrugeren endnu har haft fornøjelse af. Dertil er der fortsat for mange reelle og mentale barrierer hos erhvervslivet og forbrugerne. Geografi, transportomkostninger, uigennemskuelige markeder og national 54 E u r o f o r b e h o l d e t lovgivning spænder dagligt ben for den europæiske forbrugers mulighed for reelt at shoppe i Det Indre Marked. Særligt de sidste to forhold må der tages politiske initiativer til at ændre. ”Så længe forbrugeren forhindres i at høste fordele af det europæiske projekt, er det ikke overraskende, at projektet i brede kredse opfattes som erhvervslivets og elitens projekt. Synlige fordele på den private pengepung vil give en bredere folkelig forankring af EUprojektet.” Problemerne med at gennemskue markederne og usikkerhed om forbrugerrettigheder bremser udviklingen af Det Indre Marked. Der blev i foråret 2002 offentliggjort en undersøgelse, som viser, at 6 ud af 10 danskere har tillid til, at butikkerne i Danmark overholder forbrugerlovgivningen. Kun 2 ud af 10 har tillid til, at det samme er tilfældet ved køb uden for Danmark. Så længe forbrugeren forhindres i at høste fordele af det europæiske projekt, er det ikke overraskende, at projektet i brede kredse opfattes som erhvervslivets og elitens projekt. Synlige fordele på den private pengepung vil give en bredere folkelig forankring af EU-projektet. Hvis Danmark skal tilslutte sig euroen På grund af de noget blandede erfaringer med overgangen til euro, må der stilles en række krav til overvågning og undersøgelser af prisudviklingen, hvis danskerne ved en kommende folkeafstemning vælger at lade Danmark træde ind i den fælles valuta. For at forhindre, at en række brancher udnytter situationen, kan for eksempel Forbrugerrådet foretage nogle før og efter undersøgelser af prisniveauet inden for de brancher, som må forventes at have svært ved at nære sig for at skrue lidt ekstra op for priserne. Det er ikke at forvente, at det er muligt at gøre noget fra officielt hold. Pris- og avancestop er ikke ligefrem velanskrevne instrumenter i disse årtier. Men det kan måske være et godt råd til de kræfter, som ønsker, at danskerne stemmer ja ved en kommende afstemning, at de forpligter sig til i god tid før overgangen at stille redskaber til rådighed, så forbrugeren kan se prisudviklingen måned for måned. Især med fokus på de brancher, hvor 55 erfaringerne fra euro-zonen siger, at det er vigtigst. Hvis det ikke gøres, vil man forære modstanderne nogle billige point, fordi de kan dokumentere, at der er en fare for, at overgangen til en fælles valuta kan medføre prisstigninger i nogle sektorer. Det andet gode råd til de kræfter, som ønsker at danskerne stemmer ja ved en kommende afstemning, er, at de prioriterer, at forbrugerne oplever, at de kan høste gevinster ved indførelse af Det Indre Marked. Det vil uden tvivl styrke forbrugernes ønske om en dansk overgang til euroen, hvis de inden afstemningen oplever, at løfterne i forbindelse med Det Indre Marked bliver indfriet. 56 E u r o f o r b e h o l d e t Argumentsamling om euroforbeholdet Da Danmark stemte nej til Maastricht-traktaten i 1992 og efterfølgende i 1993 ja til Edinburgh-aftalen med de fire forbehold, blev den fælles mønt omfattet af et forbehold. Danskerne blev igen i 2000 bedt om at tage stilling til det hensigtsmæssige i forbeholdet, og de stemte nej. To gange har der været folkeafstemninger om en valuta, hvis udformning eller konsekvenser ingen kendte. Baggrunden for begge folkeafstemninger har fra det politiske systems side været at give danskerne mulighed for at beslutte, om de vil være med til at præge det europæiske samarbejde på et vigtigt område, eller om de hellere vil stå udenfor. EUmodstanderne har da også ved samtlige folkeafstemninger spillet på, at danskerne jo altid kan stemme nej, for de får en chance til. Dette “vent og se” argument har været effektivt i en tid, hvor vælgerne ikke kendte euroen. I dag er situationen anderledes: Vi kender euroen, og vi kender også konsekvenserne af at deltage. Derfor er det nu udelukkende et spørgsmål, om vi i fremtiden vil være med til at betale prisen for at stå udenfor indflydelse på et så vigtigt område som den økonomiske politik. Dette kapitel vil i kort form opridse nogle af de argumenter som debatten om euro-forbeholdet stadig handler om. Vi har ventet og set – Danmark bør med i euroen Danmark er sat udenfor indflydelse ØMU’en har skabt en ramme om det økonomiske samarbejde, som Danmark ikke er fuldt ud med i. Inden EU-landenes finansministre mødes i de såkaldte ECOFIN-møder, har eurolandenes ministre et særligt møde, hvor de diskuterer en lang række spørgsmål, der vedrører Europas økonomiske politikker uden dansk deltagelse. På disse møder bliver rammerne for de efterfølgende ECOFIN-møder skabt, hvilket betyder, at Danmark mister indflydelse på EUs økonomiske politik, selvom den også påvirker os. Også på det pengepolitiske område taber Danmark indflydelse. De pengepolitiske beslutninger – eksempelvis rentesatser – i Euroområdet træffes på møder, hvor Danmark ikke er repræsenteret. Dette er problematisk, fordi Danmarks økonomiske tilstand ikke bliver taget med i overvejel- 57 serne, når ECB fastlægger rentesatser. Og det er skadeligt for Danmark, da rentesatserne har direkte indvirkning på danske forhold. Vi lever op til euroens krav, men vi høster ikke fordelene Vi opfører os som om, vi allerede har indført euroen i Danmark: Vores økonomiske politik overholder alle de krav, som indgår i vækst- og stabilitetspagten, vores rentepolitik følger den Europæiske Centralbanks, og kronekursen er låst fast til eurokursen og bevæger sig stort set ikke. En tilslutning til euroen ville have meget små ulemper – primært besværet med at udskifte de fysiske penge – men store fordele såsom besparelser for virksomheder, rejsende og låntagere samt en mulighed for Danmark for at påvirke de beslutninger, der påvirker os. Euroen er her allerede Allerede nu er euroen nærmest en parallelvaluta til kronen i Danmark. Størsteparten af butikker i København og i ferielandet tager mod euro. Mange danskere har deres huslån i euro, og et stort antal virksomheder aflægger regnskab i euro. Med euroen får vi bedre mulighed for at føre økonomisk politik i Danmark Når Danmark indfører euroen, får vi flere frihedsgrader i vores økonomiske politik, da vi ikke længere behøver at frygte valutamarkedernes reaktion på den danske økonomiske politik. Nu er Danmark nemlig tvunget til at føre en strammere finanspolitik end landene i Eurozonen, fordi vi er afhængige af valutamarkedernes tiltro til kronen for at opretholde den faste kurs over for euroen. Euro-samarbejdet er et vigtigt og nødvendigt politisk redskab i en globaliseret verden Eurosamarbejdet er et vigtigt redskab til at løse en lang række af de problemer, nationalstaterne står overfor mht. at bevare deres mulighed for at føre økonomisk politik i en mere og mere globaliseret verden. EMSsamarbejdets sammenbrud i 1992/93 viste, at selv store europæiske lande som Storbritannien ikke kunne modstå de internationale valutamarkeders pres. Nationalstaterne står som en konsekvens af dette overfor et fundamentalt valg: Enten at indordne sig 100% efter de globale valutamarkeders krav eller forsøge at opbygge nye redskaber, der kan genskabe muligheden for en økonomisk politik, som ikke udelukkende skal tilfredsstille en benhård markedslogik. Et af de mest effektive redskaber er eurosamarbejdet, 58 E u r o f o r b e h o l d e t fordi en stor valutazone er mindre sårbar overfor valutakursudsving end en lille valutazone. Euroen er med til at sikre stabilitet på de internationale valutamarkeder Undersøgelser viser, at euroen har haft en stabiliserende effekt på valutamarkederne. For eksempel viste en undersøgelse fra 2000 lavet af Bank of International Settlements et fald på 20% i omsætningen på de internationale valutamarkeder siden euroens indførelse. Det har også givet mere økonomisk ro i euro-landene. I Frankrig var der for eksempel fuldstændig ro omkring valutakursen, da der var præsidentvalg i 2002, mens sidst man havde præsidentvalg i 1995 oplevede store udsving på op til 10% i kursen på den franske Franc, hvilket krævede store interventioner fra nationalbankernes side – interventioner der ofte koster landene dyrt, mens valutaspekulanter tjener formuer. Euroen er en betydningsfuld international valuta ligesom dollaren På internationalt plan er euroen den anden mest anvendte valuta, og euroens rolle stiger stadig gradvist. Euroens markedsandel som reservevaluta hos udenlandske nationalbanker er nu mellem 25-35% i forhold til dollarens 50%. Yennens markedsandel er mellem 5-20% og andre valutaers markedsandel er ca. 5%. Euroen giver EU mulighed for at føre en mere effektiv udenrigspolitik Udviklingen fremover vil utvivlsomt gå i retning af en styrkelse af eurosamarbejdet. Der har været talt om fælles repræsentation af euro-landene i Den Internationale Valutafond og i Verdensbanken. Det vil styrke EU’s rolle i verden. Som situationen er nu, har USA, i kraft af dollarens dominans, mulighed for at bestemme, hvilke lande der skal have lån og hvilke der ikke skal og på hvilke betingelser. Heri ligger en stor magt til at være med til at skabe en bedre verden. I takt med at euroen bliver en mere og mere betydningsfuld international valuta, vil det være naturligt at bruge den magt, som en stærk international valuta giver, som led i den mangesidede udviklingspolitik og udenrigspolitik, som EU allerede i dag fører. Eurosamarbejdet er solidarisk og modvirker kortsigtede og asociale løsninger på økonomiske problemer I Europa, hvor vi i stigende grad handler på tværs af nationalgrænserne, er vores økonomiske situation og økonomiske politik afhængig af hinanden. Derfor betyder et styrket samarbejde om den økonomiske politik, at vi 59 slipper af med tidligere tiders egoistiske nationale interesser, der ofte kun resulterede i, at vi eksporterede vores økonomiske problemer til hinanden gennem f.eks. konkurrerende devalueringer (der skaffer kortsigtede konkurrencefordele på bekostning af de andre lande). Euroen er en logisk forlængelse af det indre marked Når man først har skabt en fælles markedsplads som det indre marked, er det praktisk at bruge den samme slags penge. Forskellige valutaer skaber usammenlignelige priser og fungerer dermed som en handelshindring. Det mindsker konkurrencen, hvilket i sidste ende koster forbrugerne dyrt. Danske forbrugere betaler højere priser end forbrugerne i andre EU-lande Konkurrencerådet har i 2002 anslået, at den svage konkurrence på det danske marked sammenlignet med de øvrige europæiske markeder betyder, at danske forbrugere hvert år betaler 24 mia. kroner ekstra for varerne. Det svarer til mere end 4.500 kr. pr. år pr dansker. Forbrugerne ville spare en del penge, hvis vi havde euro i stedet, fordi det vil skabe en større prissammenlignelighed på tværs af grænserne og give øget konkurrence. Euroen fjerner vekselomkostninger og giver lavere omkostninger for virksomheder Takket være euroen er de samlede udgifter i forbindelse med veksling ved udlandsrejser til eurolandene kraftigt reduceret, hvor danske virksomheder før skulle indregne udgifter til veksleudgifter og kurssikring overfor 12 europæiske valutaer, har de nu kun udgifter i forhold til euroen. Til gengæld betyder det, at danske virksomheder fortsat har nogle udgifter, som deres europæiske konkurrenter ikke har. Dermed stilles danske virksomheder i en dårligere konkurrencesituation, så længe vi står udenfor euroen. Det kan i sidste ende risikere at koste jobs og investeringer. Danmark betaler for at stå udenfor valutasamarbejdet Så længe Danmark ikke er med i euro-samarbejdet, må vi acceptere, at det koster det danske samfund hele tiden at skulle føre en stram økonomisk politik. Hvis ikke vi gør det, kan vi risikere at markedet begynder at spekulere i den danske krone, som vi oplevede i 1992 og 1993. Konsekvensen vil være at Danmark skal bruge mange ressourcer på at lave støtteopkøb for den danske krone. Samtidig betyder det også, at Danmark ikke kan tillade sig at føre en økonomisk politik, der væsentligt udskiller sig fra den, vi fører nu. 60 E u r o f o r b e h o l d e t Euroen vil gøre det nemmere at tiltrække udenlandske investeringer Når udenlandske virksomheder skal beslutte sig for, hvor de vil investere, er det en ulempe for Danmark, at vi ikke har indført Euroen. Udenlandske virksomheder, der ønsker at betjene det europæiske marked vil hellere investere i et euroland, da de derved undgår valutarisici og ikke behøver at have det dobbeltarbejde, det er at operere i to valutaer. Selv euromodstanderne synes, at euroen er praktisk Selv euroens argeste modstandere i Danmark synes, at euroen er praktisk. Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU har således udtalt til Politiken: ”Euroen er bare skidepraktisk. Det må jeg også indrømme fra min egen hverdag”. Det er vist på tide, at det ikke kun er EU-modstandernes elite, der nyder godt af euroens fordele på deres mange udlandsrejser, men også almindelige danskere. Euroen støtter integrationen i Østersøregionen – Danmark isoleres fra vores nærområde Alle de lande, der på topmødet i København i december 2002 fik grønt lys for EU-medlemskab, har sagt ja til at deltage i euroen. Når de i løbet af en kortere årrække kommer med i samarbejdet, vil den pris, Danmark betaler for at stå udenfor, blive forøget. Det vil genere os handels- og investeringsmæssigt, især fordi en række af disse lande er blevet vigtige økonomiske partnere for Danmark, først og fremmest Polen og de baltiske lande. Vi stiller os udenfor det dynamiske vækstcenter, som Østersøregionen har mulighed for at udvikle sig til, hvor alle lande omkring Østersøen på nær Danmark, Sverige og Rusland vil bruge euro som en fælles handelsvaluta. Sverige har allerede taget bestik af situationen og afholder folkeafstemning 14. september 2003. Storbankerne er blevet europæiserede, derfor er det logisk, at Nationalbankerne også bliver det Indtil 2000 havde alle større danske banker koncernhovedsæde i Danmark. Men herefter fik Nordea koncernhovedsæde i Stockholm, og man fik fire banker – der alle er af betydelig størrelse henhørende under fire centralbanker med ét koncernhovedsæde. En anden tendens er, at internationaliseringen af danskernes aktiver og passiver øges. Ingen tænkte på realkreditlån i udenlandsk valuta for få år siden. I dag har realkreditinstitutterne givet store beløb i eurolån til danske låntagere. I 1980 havde livs- og pensionssektoren kun danske aktiver. Nu er bøtten 61 vendt; en stor del af aktiverne er udenlandske. Internationaliseringen af de finansielle markeder øger de danske myndigheders behov for at følge med i den internationale udvikling, og derfor har Nationalbanken behov for at være fuldt inddraget i ECB’s beslutningsprocesser. EU-modstanderne holder stadig fast i de gamle skræmmebilleder Mister vi kronen mister vi vores nationale identitet Påstand: Under folkeafstemningen om euroen i 2000 mente mange, at mister vi kronen, mister vi en vigtig del af vores nationale identitet. Svar: Hvis euro-modstanderne virkelig har ret i, at kronen er en afgørende del af den danske nationale identitet, står det meget sløjt til med danskheden. Hvis man kigger på de lande, der har indført euroen, er der intet, der tyder på, at de har mistet deres nationale identitet. Tyskere er ikke blevet mindre tyske og franskmænd ikke mindre franske – de har bare fået en ny mønt, men stadig med deres egne nationale symboler på. Desuden er kronen, som vi kender den i dag fra 1873, hvor Danmark gik med i Den Skandinaviske Møntunion sammen med Norge og Sverige. Møntunionen bestod frem til 1914, hvor 1. Verdenskrig brød ud. Men det samarbejde kan vel ikke siges at have svækket, hverken den danske, svenske eller norske identitet. Lidt mere bramfrit har Ebbe Kløvedal Reich udtrykt det: ”Jeg er sgu da ophøjet ligeglad med, hvordan mønterne ser ud. En national identitet, der er bundet til noget så usselt som mammon, er alligevel ikke noget værd.” Mister vi kronen mister vi suverænitet Påstand: Med indførslen af euroen afgiver Danmark suverænitet. Vi har ikke længere råderet over den danske økonomi. Svar: Danmark mister måske formel suverænitet ved at indføre euroen, idet vi ikke længere vil kunne føre en selvstændig pengepolitik – men ikke reel suverænitet, da Danmarks pengepolitiske frihed i de sidste 20 år har ligget i at følge først den tyske Bundesbanks og siden den Europæiske Centralbanks beslutninger. Tværtimod vil tilslutningen til euroen betyde en øget reel suverænitet, fordi vi får reel mulighed for at påvirke de økonomiske beslutninger, der påvirker os, hvilket vi ikke har nu, hvor vi i stedet må indrette os efter, hvad andre lande har besluttet. 62 E u r o f o r b e h o l d e t ØMU’en er udemokratisk Påstand: ØMU’ens styring er helt udemokratisk og overladt til en samling teknokrater, der ikke står til ansvar for befolkningerne. Svar: Der er ikke nogen grundlæggende forskel på organiseringen af pengepolitikken i euro-området eller i Danmark. I Danmark er det Nationalbanken, der bestemmer pengepolitikken. Folketinget og regeringen kan skrue på statens finanser, men ikke på renten. Det har man demokratisk besluttet er den bedste måde at indrette sin økonomi på. Euroen er endnu et skridt mod Europas Forenede Stater Påstand: Euroen er et skridt på vejen mod Europas Forenede Stater, og indførslen af euroen vil tvinge os ind i en proces, der vil resultere i Danmarks ophør som reel politisk enhed. Svar: Tilslutningen til euroen vil ikke tvinge Danmark til at acceptere en hel masse andre uspiselige integrationsinitiativer. En valutaunion er ikke det samme som en statsdannelse, hvilket den nordiske møntunion (18731914 se ovenfor), møntunionen mellem Belgien og Luxembourg, Franczonen i Afrika, den Caribiske møntunion eller de mange lande, som har valgt at benytte den amerikanske dollar, er tydelige beviser på. Men naturligvis vil et succesfuldt eurosamarbejde betyde, at landene får interesse i at samarbejde tættere om en række andre problemer, som de er fælles om. Men udgangspunktet er, at det enkelte land skal kunne høste fordele af samarbejdet. Euroen er en trussel mod velfærdsstaten Påstand: Mønt- og valutaunionen vil være til skade for den danske velfærdsstat, som den brede befolkning hidtil har haft glæde af. Fælles valutapolitik kan nemlig ikke føres ordentligt uden en vis inddragelse af social- og skattepolitikken, og denne fælles politik vil være på et lavere niveau end den danske. Svar: Euroen er ikke en trussel mod velfærdsstaten, men snarere et vigtigt redskab i at sikre den europæiske velfærdsmodel i fremtiden. Hvis Danmark deltog fuldt og helt i euro-samarbejdet, ville vi kunne påvirke samarbejdet til at beskæftige sig med det, som vi fra dansk synspunkt mener er vigtigt, f.eks. beskæftigelsespolitik og erhvervsbeskatning på et højere niveau. I stedet for pr. automatik at tro, at niveauet sænkes, så kunne man også forestille sig at et tæt samarbejde med europæiske lande kunne lære os noget om, hvorfor Belgien næsten ikke har ventelister på deres sygehuse, hvorfor det franske sundhedssystem virker bedre end det danske, 63 hvorfor skoleelever fra andre europæiske lande lærer mere end danske elever, hvorfor Danmark har verdens højeste skatte og afgiftstryk, når velfærden stort set er den samme i andre europæiske lande. ØMU’en tager ikke hensyn til arbejdsløshed Påstand: ØMU’en lægger kun vægt på lav rente og bekæmpelse af inflation. Det var Tysklands betingelse for at opgive den stærke D-mark, at den Europæiske Centralbank skulle holde inflation og rente nede. På den måde kan landene ikke føre en politik, der bekæmper arbejdsløsheden. Svar: Den Europæiske Centralbank prioriterer rentestabilitet og lav inflation, men det forhindrer ikke ECB i at støtte eurolandenes generelle økonomiske politikker – f.eks. med henblik på at sikre høj vækst og beskæftigelse – hvis dette kan ske, uden at målet om lav inflation bringes i fare. Men ECB har kun ansvaret for pengepolitikken, mens de nationale regeringer selv tilrettelægger deres finanspolitik og deres arbejdsmarkedspolitik. Danmark vil fortsat kunne bekæmpe arbejdsløsheden, hvis vi var med i euro-zonen. Faktisk ville det være nemmere, fordi vi ikke i samme grad skulle tilfredsstille valutaspekulanternes krav om en stram finanspolitik. Danmarks økonomi vil indgå som en del af det samlede beslutningsgrundlag i eurozonen, dermed er vores økonomiske udvikling et af grundlagene for beslutninger om rentens udvikling. Vent og se – vi kan altid melde os ind, når det går godt Påstand: Man kan roligt stemme nej til møntunionen, da vi altid kan melde os ind på et senere tidspunkt. Vi ved ikke, hvordan euro-samarbejdet vil udvikle sig. Derfor skal vi vente, for når vi først er med, er der ingen vej tilbage. Svar: Vi har ventet, og vi har set. Euro-samarbejdet fungerer, derfor er der ingen grund til at vente længere. I det hele taget er ideen om, at vi i Danmark skal vente og se, om den fælles valuta bliver en succes, før vi beslutter os til at deltage, udtryk for en snæversynet tankegang. Vi kan ikke i længden forvente at få alle goderne ud af fællesskabet, når de andre har etableret det. Så er det mere ærligt at sige, at vi slet ikke under nogen omstændigheder ønsker at være med i fællesskabet. Derudover betyder al den venten bare, at vi i mellemtiden har sat os uden for indflydelse, og ikke er med til at præge et samarbejde som vi alligevel kommer med i på et senere tidspunkt. 64 E u r o f o r b e h o l d e t Euroen er en kunstig konstruktion Påstand: Euroen er en kunstig konstruktion, der tvinger alle medlemslandene til at holde samme rente og afskærer dem fra at bruge valutakursen til at regulere deres økonomi. De 15 EU-landes økonomiske strukturer er vidt forskellige, og det er kunstigt at tvinge dem til at bruge samme rente og opfylde samme mål i den økonomiske politik. Svar: Valutazoner findes ikke i naturen, derfor er det selvfølgeligt korrekt, at euroen er en kunstig konstruktion – på lige fod med kronen. Faktum er, at de 15 EU-landes økonomiske strukturer er så sammensvejsede, at EU i dag er en uafhængig økonomi, hvor eksternes forhold kun har mindre betydning for den interne udvikling. Kun 14% af efterspørgslen stammer fra lande udenfor EU. Den økonomiske værktøjskasse bliver mindre Påstand: Indfører vi euroen, mister vi et vigtigt pengepolitisk redskab: Muligheden for at devaluere. Svar: Allerede i begyndelsen af 1980’erne opgav Danmark at bruge devalueringer som en økonomisk løsning, fordi vores erfaringer med devalueringer langt fra var gode. Konsekvensen af devalueringer har næsten altid været usolidariske i forhold til de mindre velstående grupper af danskere, fordi deres løn og opsparede penge bliver mindre værd. Det rammer i særlig hård grad offentligt ansatte, personer på overførselsindkomster, pensionister (der ofte har lav gæld og en evt. opsparing placeret i obligationer), mens de relativt velhavende bolig- og aktieejere mister relativt mindre. De tjener måske endda på det, fordi deres lån også relativt bliver mindre. Stabilitetspagten vil forværre en krise Påstand: Stabilitetspagtens regler angående størrelsen af budgetunderskuddet vil forværre krisetendenser i økonomierne i de enkelte eurolande, da de forhindrer, at der kan føres en ekspansiv finanspolitik for at imødegå en lavkonjunktur. Svar: Stabilitetspagten er indført som en mekanisme, der skal sikre en sammenhængende og ansvarlig finanspolitik i euro-landene og modvirke, at det enkelte euroland kan føre en uansvarlig finanspolitik på de andre landes bekostning. Hvis der opstår en exceptionel situation – som eksempelvis en meget ondsindet lavkonjunktur kan forventes at være – åbner stabilitetspagtens bestemmelser op for, at man kan overskride reglerne for budgetunderskud. Det er endvidere værd at bemærke, at et underskud på 3% af BNP er et ret stort finanspolitisk råderum – for Danmarks vedkom- 65 mende giver det mulighed for et underskud på de offentlige finanser på op mod 40 mia. kr. (pr. 1/11 2002 forventede Finansministeriet et overskud på ca. 30. mia. kr. i 2002). Nej uden konsekvenser Påstand: Danmarks nej til euroen har ikke haft de konsekvenser, som jasiden forudsagde forud for afstemningen om euroens indførsel i september 2000. Kronen står stærkt. Forskellen mellem eurolandenes renteniveau, og det danske renteniveau er langt mindre, end der blev forudsagt. Den danske produktion og beskæftigelse misundes af så godt som samtlige euro-lande. Svar: Euroskeptikerne har (heldigvis) ret i, at Danmarks økonomiske situation er gunstig sammenlignet med en række eurolande, men det skyldes ikke, at vi ikke har indført euroen, men derimod at det er lykkedes for de skiftende regeringer at føre en fornuftig økonomisk politik samt at skabe stor troværdighed om vores fastkurspolitik ved at følge ECB’s beslutninger om renteniveau. At vores økonomiske situation er relativt gunstig betyder heller ikke, at den ikke ville være endnu bedre, hvis vi havde indført euroen, idet virksomhederne så ville kunne høste konkurrencefordelene. Euroens fordele vil især komme til udtryk i krisetider, hvor den vil kunne medvirke til at sikre stabilitet. ”Teuroen” – den dyre euro Påstand: Euroen har medført prisstigninger overalt i Europa. Svar: Historierne om, at euroen har medført store prisstigninger er stærkt overdrevne og baseret på anekdotiske eksempler. Det er ubestrideligt, at visse handlende har udnyttet situationen til at sætte deres priser i vejret, men de officielle inflationsmålinger viser, at inflationen i eurolandene generelt har været faldende siden indførslen af euroen. Nationalbanken har i deres sidste kvartalsoversigt for 2002 fastslået at inflationen generelt ikke er steget i euro-landene efter euroens indførsel, men at forbrugerne psykologisk har følt, at priserne er steget kraftigt. Årsagen til misforholdet er sandsynligvis, at varer og tjenesteydelser der købes ofte er steget i pris, mens mere sjældent indkøbte varer er faldet i pris. F.eks. er café- og restaurant-priser steget betydeligt, men dette modsvares af prisfald på andre varer, der handles sjældnere. For eksempel er el, telefoni, hvidvarer, computere, fjernsyn osv. blevet billigere i euro-landene. Det har ligeledes i Tyskland fremkaldt modbegrebet ”Freuro” (”den glade euro”). I øvrigt er Forbrugerrådet klædt på til at holde øje med erhvervslivet og sørge for, at de ikke lader sig friste i tilfælde af euroens indførsel i Danmark. 66 E u r o f o r b e h o l d e t Euroen er en svag valuta Påstand: Mange euroskeptikere fremhævede under kampagnen op til folkeafstemningen euroens faldende kurs som udtryk for, at euroen er en svag valuta: • Pia Kjærsgård: ”Euroen er en junk-valuta, et sammensurium af forskellige landes valutaer, som man skraber sammen.” • Jens-Peter Bonde: ”Flugten fra euroen markerer en grundlæggende mistillid til den nuværende konstruktion af ØMU’en.” Svar: Euroen er en stærk valuta, som i dag er blevet en vigtig reservevaluta for Nationalbanker udenfor eurozonen, der bruger euroen som alternativ til dollaren. På internationalt plan er euroen den anden mest anvendte valuta, og euroens rolle stiger stadig gradvist. Euroens markedsandel som reservevaluta hos udenlandske Nationalbanker ligger nu mellem 25-35% i forhold til dollarens 50% yennens er mellem 5-20% og andre valutaers ca. 5%. Euroen var flere gange i løbet af 2002 stærkere end dollaren. Euroen er giftig Påstand: Euroen er giftig og kan give allergi på grund af mængden af nikkel. Svar: Euroen er ikke giftig. I Danmark bruger vi også nikkel i vores mønter – ligesom alle de nu hedengangne europæiske valutaer indeholdt nikkel. Faktisk har vi i Danmark nikkel i alle danske mønter på nær 25-øren og 50øren. Euroen derimod indeholder kun nikkel i 2 ud af 8 mønter, nemlig 1og 2-euroen. Indførelsen af euroen har betydet, at den samlede mængde mønter med nikkel i EU er faldet fra 75 pct. til 14 pct. til glæde for nikkelallergikere i hele EU. Nikkel i mønter kan ikke helt undgås og har siden det 19. århundrede indgået i mønter, bl.a. fordi nikkel øger sikkerheden mod falskmøntneri. 67 Ordforklaring Inflation En vedvarende stigning over tid i det generelle prisniveau. Normalt målt via et vægtet indeks af priser for et stort og repræsentativt udvalg af varer og services, der ofte handles i den pågældende økonomi. Pengepolitik Den del af en stats økonomiske politik, der forsøger at kontrollere pengemængden i den nationale økonomi med det formål at opnå politiske mål, som ofte er delvist modstridende: Styre prisniveauet (inflationen), påvirke den økonomiske vækst gennem renteniveauet, eller påvirke valutakursen. Finanspolitik Den del af en stats økonomiske politik, der omhandler skabelsen af indtægter via skat og udgifter gennem offentligt forbrug. Gennem opkrævningen af skatter og de offentlige udgifter, kan staten påvirke efterspørgslen i samfundet og dermed påvirke den økonomiske udvikling. Devaluering At reducere prisen (valutakursen) på et lands valuta i forhold til andre valutaer. Dette gøres som oftest af stater for at sænke prisen på landets eksportvarer og hæve prisen på importerede varer for at styrke den hjemlige produktion. Strukturelt underskud Økonomier udvikler sig i økonomiske cykler, hvor økonomien skiftevis udvider sig (opsving) og trækker sig sammen (recession). Et nationalbudget, der er i strukturel balance vil således have overskud i højkonjunkturer, mens der vil være underskud i lavkonjunkturer. Et strukturelt underskud derimod opstår, når der er underskud på budgettet selvom alle produktionsfaktorer er fuldt udnyttet (det reale BNP er lig med det potentielle BNP). 68 E u r o f o r b e h o l d e t I denne argumentationssamling sætter Europabevægelsen fokus på euroforbeholdet med baggrund og argumenter. Da euroforbeholdet blev vedtaget som et af de fire forbehold, der fulgte med Edinburgh-aftalen i 1993, var der mange der mente, at en fælles mønt ikke ville have en chance. Den opfattelse blev også ”markedsført”, da danskerne endnu engang blev bedt om at stemme om euro-forbeholdet i 2000. Det forhold og argumentet om, at vi kan vente og se, om euroen bliver en succes, var slagkraftige argumenter i folkeafstemningen. Nu er euroen en realitet. 12 lande bruger den i dagligdagen, og blandt andet Sverige har besluttet at sende euro-spørgsmålet til folkeafstemning den 14. september 2003. På den baggrund mener Europabevægelsen, at der er opstået en ny situation, og vi har derfor bedt en række indsigtsfulde personer om at give deres bud på vigtige euro-spørgsmål anno 2003. Bidragsyderne er professor i økonomi Niels Thygesen, nationalbankdirektør Jens Thomsen, afdelingscheferne Per Callesen og Henrik Fugmann, fra Finansministeriet, medlem af Europa-Parlamentet og næstformand for Europabevægelsen Karin RiisJørgensen, projektchef Christian Thygesen og afdelingschef i Forbrugerrådet, Villy Dyhr. Endelig har Europabevægelsen samlet argumenterne for- og imod euroen. Støt Europabevægelsen – bliv medlem Send mig venligst information om Europabevægelsen Jeg ønsker medlemsskab af Europabevægelsen Pris kr. 195,- for alm. årskontingent, kr. 100,- for unge under 25 og pensionister Som medlem af Europabevægelsen ønsker jeg gratis abonnement på udgivelser fra Tænketanken Ja til Europa Jeg vil gerne bestille ____ eksemplarer af Euroforbeholdet (gratis) Navn Fødselsdato Gade Postnummer By E-post Kuponen sendes eller faxes til: Bremerholm 6, 1069 København K Telefon 33 141 141, telefax 33 155 434 [email protected] www.europabevaegelsen.dk
© Copyright 2024