Opsporing af traumer hos flygtningebørn
Opsporing af traumer hos flygtningebørn - En kvalitativ undersøgelse af det forebyggende arbejdes betydning for opsporingen Udarbejdet af: Aysha Østergaard – 176292 – RA12F1B & Mads Peter Blomgren – 176192 – RA12F1B Foto: Bulent Kilic (www.dr.dk). Bachelorgruppe 7 Hovedvejleder: Bente Adolphsen VIA University College – Socialrådgiveruddannelsen i Aarhus Juni 2015 Denne projektrapport er udarbejdet af studerende på socialrådgiveruddannelsen ved VIA University College som et led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og ukommenteret fra VIA University College side, og forfatterens synspunkter er ikke nødvendigvis sammenfaldende med VIA University College i øvrigt. Projektrapporten eller uddrag heraf må kun offentliggøres med forfatternes tilladelse. Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Resumé Bachelorprojektet er en kvalitativ undersøgelse af det forebyggende arbejdes betydning for opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn i skolealderen. Konteksten er integrationsvejledernes arbejde i Silkeborg Kommune. Der er i projektet særligt fokus på, at integrationsvejlederne er en forebyggende indsats og på integrationsvejledernes samarbejde med skolerne. Herunder hvordan indsatsen og samarbejdet kan bidrage til opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn. Projektet er udarbejdet på baggrund af interviews med to integrationsvejledere i Silkeborg Kommune, og der er inddraget relevante artikler, rapporter og litteratur. Ud fra den indsamlede empiri er der foretaget en analyse med inddragelse af Erving Goffmans teori om stigmatisering og Urie Bronfenbrenners udviklingsøkologiske teori. Der er anvendt kvalitative forskningsinterviews og fokus er på, hvordan integrationsvejlederne oplever arbejdet med opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn. På baggrund heraf belyser projektet kompleksiteten i at opspore mulige traumer hos flygtningebørn, samt hvilke dilemmaer integrationsvejlederen står i, i arbejdet med målgruppen. 2 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Indholdsfortegnelse 1. Indledning ..................................................................................................................................... 5 1.1 Problemformulering: ........................................................................................................................ 7 2. Afgrænsning .................................................................................................................................. 8 2.1 Målgruppeafgrænsning .................................................................................................................... 8 2.1.1 Flygtningebørns livsvilkår .............................................................................................................................. 8 2.2 Kontekst ................................................................................................................................................ 9 2.2.1 Organisation ...................................................................................................................................................... 9 2.2.2 Serviceloven §11 ........................................................................................................................................... 10 2.2.3 Integrationsvejlederens jobfunktion ..................................................................................................... 11 2.3 Begrebsafklaring .............................................................................................................................. 11 2.3.1 Forebyggende indsats ................................................................................................................................. 11 3. Metode ......................................................................................................................................... 12 3.1 Videnskabsteori ............................................................................................................................... 12 3.1.1 Kvalitetskrav i filosofisk hermeneutik .................................................................................................... 13 3.2 Forskningsdesign ............................................................................................................................. 14 3.2.1 Den forstående forskningstype ................................................................................................................ 14 3.2.2 Casestudiet ..................................................................................................................................................... 15 3.3 Indsamling af empiri ....................................................................................................................... 15 3.3.1 Kvalitative interviews .................................................................................................................................. 15 3.3.2 Det semistrukturerede interview ............................................................................................................ 16 3.3.3 Interviewguide ............................................................................................................................................... 16 3.3.4 Informanterne ............................................................................................................................................... 17 3.3.5 Transskribering .............................................................................................................................................. 17 3.3.6 Kvalitetsbedømmelse af interviews ....................................................................................................... 18 3.4 Teori ..................................................................................................................................................... 18 3.4.1 Urie Bronfenbrenners udviklingsøkologi .............................................................................................. 18 3.4.2 Erving Goffmans teori om stigmatisering ............................................................................................. 20 3.5 Projektets opbygning ...................................................................................................................... 22 4. Undersøgelse ............................................................................................................................. 23 4.1 UP1: Hvad er et traume, og hvordan kan det komme til udtryk hos flygtningebørn? ....................................................................................................................................................................... 23 4.1.1 Hvad er et traume? ...................................................................................................................................... 23 4.1.2 Normal efterreaktion eller symptom på traumer? ........................................................................... 25 4.1.3 Hvad har børnene brug for? ..................................................................................................................... 27 5. Analyse ........................................................................................................................................ 27 5.1 UP2: Hvordan oplever integrationsvejlederen, at den forebyggende indsats bidrager til opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn? .............................................. 28 5.1.1 Integrationsvejlederens syn på den forebyggende indsats ........................................................... 28 5.1.2 Integrationsvejlederens arbejde med opsporingen af mulige traumer ..................................... 33 5.1.3 Sammenfatning ............................................................................................................................................. 41 3 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 5.2 UP3: Hvordan kan samarbejdet med skolen understøtte den forebyggende indsats med henblik på opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn? ...................................... 43 5.2.1 Samarbejdet mellem integrationsvejlederne og skolen ................................................................. 43 5.2.3 Udfordringer i samarbejdet ...................................................................................................................... 46 5.2.4 Forudsætninger for et godt samarbejde .............................................................................................. 50 5.2.5 Sammenfatning ............................................................................................................................................. 51 6. Konklusion ................................................................................................................................. 52 7. Kritisk refleksion ..................................................................................................................... 54 7.1 Metode ................................................................................................................................................. 54 7.1.1 Reliabilitet og validitet ................................................................................................................................ 55 7.2 Teori ..................................................................................................................................................... 56 8. Perspektivering ........................................................................................................................ 57 9. Litteraturliste ............................................................................................................................ 59 9.1 Artikler ................................................................................................................................................ 59 9.2 Bøger .................................................................................................................................................... 59 9.3 Lovtekster ........................................................................................................................................... 60 9.4 Publikationer .................................................................................................................................... 60 9.5 Websider ............................................................................................................................................. 61 10. Bilagsoversigt ......................................................................................................................... 62 4 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 1. Indledning Antallet af flygtninge, der får opholdstilladelse i Danmark, er steget markant de seneste år. I første kvartal af 2015 er der 3539 personer, der har fået opholdstilladelse med flygtningestatus. Derudover er der 444 personer, der er blevet familiesammenført som ægtefælle til en flygtning, og 847 mindreårige børn der er familiesammenført til en herboende flygtning. Sammenlignet med første kvartal i 2014 var tallene her henholdsvis 1129, 222 og 371 personer (Danmarks Statistik, 2015). Det stigende antal flygtninge er blevet et centralt punkt på den politiske dagsorden, hvilket senest kom til udtryk i marts måned med regeringens nyeste integrationsudspil. Udspillet har - ikke overraskende - fokus på de voksne flygtninges integration på det danske arbejdsmarked, og at de voksne flygtninge, der kommer til Danmark, skal i job hurtigst muligt (Beskæftigelsesministeriet, 2015). Ét sted i det 26-siders lange udspil nævnes flygtningebørnene og endda kun med det fokus, at der i asylcentrene skal være mulighed for børnepasning, så forældrene kan deltage i asylsamtaler (Beskæftigelsesministeriet, 2015, s. 12). Udspillets bidrag til, hvad der skal gøres i forhold til de mange børn og voksne, der er i risiko for at udvikle traumer, er ligeledes mangelfuldt. I en rapport udarbejdet af ”OASIS - Behandling og rådgivning for flygtninge” bliver der argumenteret for, at børn i flygtningefamilier ofte bliver overset, fordi opmærksomheden i høj grad er rettet mod de voksnes arbejdsmarkedsdeltagelse (Ryding & Leth, 2014, s. 10). I rapporten “De glemte børn i flygtningefamilier” understøttes dette, og det pointeres, at der i Integrationsloven ikke fremgår en decideret integrationsindsats i forhold til flygtningebørn eller i forhold til det, at skulle være forælder i et land med et anderledes børnesyn end i hjemlandet (Hansen, L., 2010, s. 9). I rapporten påpeges desuden, at det at børnene ikke fremhæves i lovgivningen, kun kan tolkes sådan, at der er en forventning fra samfundets side om, at børnenes integration automatisk vil følge forældrenes integration på arbejdsmarkedet (Hansen, L., 2010, s. 9). I mødet med denne forventning kan mange flygtningeforældre komme til kort, idet de kan være både fysisk og psykisk påvirkede af traumatiske oplevelser, som de har været udsat for både i hjemlandet og under flugten til Danmark og dermed være i høj risiko for at udvikle traumer. Hvis forældrene har problemer med at fungere grundet mulige traumer, hvad så med børnene? 5 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Fælles for alle børn og unge - uanset alder og nationalitet – er, at de er ekstra sårbare, fordi de vokser og er i udvikling både emotionelt, fysisk, socialt og kognitivt. Dette betyder, at de er afhængige af deres omgivelser, og især at de er afhængige af de nære voksne, de har i deres liv. For at et barn skal kunne udvikle sig normalt og hensigtsmæssigt, er det vigtigt, at de voksne i barnets liv er i stand til og villige til at sørge for, at barnet har et sundt miljø at kunne udvikle sig i (Montgomery & Linnet, 2012, s. 13). Flygtningebørn, hvis liv har været præget krig og andre former for organiseret vold og dermed utryghed og ustabilitet, har ikke haft dette sunde miljø at kunne udvikle sig i. De traumatiske hændelser, de har været udsat for, kan have stor betydning for deres udvikling både nu og i fremtiden. (Montgomery & Linnet, 2012, s. 13). Overlæge ved Indvandrermedicinsk Klinik Morten Sodemann, understøtter at det kan blive et problem i fremtiden, hvis traumer hos flygtningebørn ikke opspores: ”Børn i de her familier er nok det mest oversete sundhedssociale problem, vi har i Danmark lige nu. Her snakker vi forældre med fem-syv børn. Hvis ikke vi har styr på forældrene, står vi pludselig med fem-syv ekstra problemer i næste generation. Det er der nogen på et lidt højere plan, der er nødt til at indse”. (Pedersen, 2013, 28. november). Børnene i flygtningefamilierne vil - ligesom etnisk danske børn - skulle varetage samfundets interesser i næste generation. Det kan uopdagede traumer sætte en stopper for, og vi risikerer dermed at stå med en eller flere generationer, der ikke har mulighed for at bidrage til samfundet. Traumer er noget der har stor betydning for barnets udvikling og trivsel, og det er derfor vigtigt, at det bliver opdaget og afhjulpet, hvis et barn udviser symptomer på at være traumatiseret. Landets kommuner er dem, der er ansvarlige for styringen af flygtningefamiliernes integrationsproces, men i en undersøgelse udarbejdet af LG Insight fremgår det, at hovedparten af kommunerne ikke gør en særlig indsats for at opspore flygtninge med traumer (LG Insight, 2013, s. 11). I forlængelse af de kommunale aktørers muligheder for at opspore traumer peger flere undersøgelser på, at skolen spiller en central rolle i forhold til denne opsporing (Hansen, L., 2010, s. 30 og Ryding & Leth, 2014, s. 53). Skolen bliver hurtigt efter barnets ankomst til en kommune, det sted hvor barnet tilbringer det meste af sin dag. Lærerne bliver i den forbindelse ofte dem, der bemærker de første symptomer og tegn på traumer. Tidligere nævnte OASIS-rapport understøtter betydningen af, at skolen også er opmærksom på 6 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO opsporingen: “Skolen kan på mange måder ses som flygtningebørnenes fremtid i samfundet. Her kan de erhverve sig grundlæggende kompetencer til at klare sig i samfundet, og den danner ofte også rammen om deres sociale liv.” (Ryding & Leth, 2014, s. 10). Skolen spiller altså en stor rolle i flygtningebarnets liv, og dermed giver det også mening, at lærerne ofte er dem, der først bliver opmærksomme på symptomer på traumer. Med afsæt i ovenstående vil formålet med projektet være at undersøge, hvad der kan bidrage til opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn. Den kontekst, hvori vi har valgt at undersøge dette, er Silkeborg Kommune. Flygtningefamilier med børn under 18 år, der ankommer til kommunen, får tilknyttet en integrationsvejleder som en forebyggende indsats efter Serviceloven §11, stk. 3. Integrationsvejlederne, der er ansat i Silkeborg Kommune, er både socialrådgivere, pædagoger og lærere, og udgangspunktet vil således være integrationsvejledernes arbejde med flygtningefamilierne, og på hvordan dette arbejde bidrager til opsporing af traumer. Dette vil blive forsøgt besvaret ved hjælp af følgende problemformulering: 1.1 Problemformulering: HP: Hvordan arbejder integrationsvejlederen i Silkeborg Kommune med opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn, og hvordan kan den forebyggende indsats efter Serviceloven §11 stk. 3 bidrage til opsporing af disse traumer? UP1: Hvad er et traume, og hvordan kan det komme til udtryk hos flygtningebørn? UP2: Hvordan oplever integrationsvejlederen, at den forebyggende indsats bidrager til opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn? UP3: Hvordan kan samarbejdet med skolen understøtte den forebyggende indsats med henblik på opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn? 7 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 2. Afgrænsning Der vil i det følgende redegøres for projektets målgruppe, og projektets kontekst vil blive præciseret. Der vil endvidere gives et kort beskrivelse af flygtningebørns livsvilkår for at give en forståelse af, hvilke fælles problematikker og udfordringer målgruppen står over for. 2.1 Målgruppeafgrænsning Målgruppen i projektet er flygtningebørn i alderen 6-12 år, der går i folkeskole. Aldersafgrænsningen er foretaget på baggrund af, at vi har erfaret, at folkeskolen er en vigtig aktør i opsporingen af mulige traumer. Vi er bevidste om, at børn i aldersgruppen 13-15 år stadig går i folkeskole, men der skelnes her mellem forskellen på barn og teenager/ung. Projektet omhandler flygtningebørn i familier, der har fået opholdstilladelse efter Udlændingelovens §§ 7, 8 eller 9 og som dermed har flygtningestatus. Målgruppens forældre er omfattet af Integrationsloven og deltager i det treårige integrationsprogram (Integrationsloven §16). Forældrene modtager således kontanthjælp (Aktivloven §11). Det er et bevidst valg, at vi ikke koncentrerer os om en bestemt nationalitet, da fokus er på traumet, og hvad der sker, når et flygtningebarn udvikler et traume. Denne traumeproces er uafhængig af nationalitet, og udviklingen af et traume vil derfor være den samme. Det ønskes ligeledes specificeret, at når der tales om flygtningebørn med traumer, vil det være traumer forårsaget af hændelser i hjemlandet og/eller på flugten til Danmark. Der vil i projektet ikke skelnes mellem primært og sekundært traumatiserede flygtningebørn, da fokus i projektet er på opsporingen af mulige traumer og integrationsvejledernes arbejde med dette. Slutteligt ønskes det tydeliggjort, at målgruppen i projektet ikke er traumatiserede flygtningebørn, men flygtningebørn i pågældende aldersgruppe, der grundet deres baggrund, er i stor risiko for at udvikle traumer. Der vil således heller ikke være fokus på Post Traumatisk Stress Disorder (PTSD), da dette er en diagnose og en eventuel diagnosticering skal foretages af en psykiater, efter opsporingen. 2.1.1 Flygtningebørns livsvilkår At være flygtningebarn i Danmark indebærer en række udfordringer. Fra praktiske udfordringer i hverdagen til større eksistentielle spørgsmål, der har stor betydning for barnets 8 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO udvikling. At være nyankommet flygtning i Danmark betyder, at man det første stykke tid ikke kan tale sproget, hvilket i sig selv giver store udfordringer. Derudover skal man forholde sig til mødet med en ny ukendt kultur, hvor andre normer gør sig gældende. Flygtningebørn lever under særlige forhold, der kan betyde, at de er under stort pres både udviklings- og følelsesmæssigt. Når de kommer til Danmark, møder de en ny virkelighed, som de skal forholde sig til. Det omfatter både at skulle forholde sig til nye samfundsstrukturelle og sociale forhold. Samtidig skal de stadig have familiens historiske, kulturelle og sociale forhold med sig. Mellem de to verdener vil flygtningebarnet skulle forsøge at forholde sig til sig selv og opbygge et nyt personligt ståsted, samtidig med at det skal bearbejde de oplevelser, det har været udsat for i hjemlandet og på flugten til Danmark. Barnet kommer nemt til at stå alene med disse oplevelser og følelsen af, at der ikke er en forståelse for barnets sorg, savn og fortvivlelsen fra menneskene omkring det (Bovbjerg & Kahler, 2007, s. 65-66). 2.2 Kontekst Konteksten afklares for at tydeliggøre de organisatoriske og lovgivningsmæssige rammer, hvori integrationsvejledernes arbejde foregår. Herunder vil integrationsvejlederens jobfunktion beskrives. 2.2.1 Organisation Der tages udgangspunkt i integrationsvejledernes arbejde i Silkeborg Kommune. Integrationsvejlederne er en del af Støtte- og vejledningsteamet, som er organiseret under Socialsektionen i Job- og Borgerserviceafdelingen (bilag 1). Støtte- og vejledningsteamet er en udførerenhed og har derfor ikke myndighedskompetence. Der er ansat syv integrationsvejledere i teamet, hvoraf der er en lærer, to socialrådgivere og fire pædagoger. Integrationsvejlederne fungerede indtil d. 1. april 2015 som et tilbud efter Servicelovens (SEL) §52, hvilket betød, at der blev udarbejdet en børnefaglig undersøgelse på familiens børn ved ankomst til kommunen. 9 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 2.2.2 Serviceloven §11 ”§ 11. Kommunalbestyrelsen skal tilrettelægge en indsats, der sikrer sammenhæng mellem kommunens generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats over for børn og unge med behov for særlig støtte… … Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde en forebyggende indsats til barnet, den unge eller familien, når det vurderes, at støtte efter nr. 1-4 kan imødekomme barnets eller den unges behov. Kommunalbestyrelsen kan tilbyde følgende forebyggende indsatser: 1) Konsulentbistand, herunder familierettede indsatser. 2) Netværks- eller samtalegrupper. 3) Rådgivning om familieplanlægning. 4) Andre indsatser, der har til formål at forebygge et barns eller en ungs eller familiens vanskeligheder.” (Serviceloven §11) SEL §11 stk. 1 er en henstilling til kommunen om at have fokus på det forebyggende arbejde, og at kommunen har en forpligtelse til at skabe en forebyggende indsats. Der træffes ikke afgørelse på baggrund af denne paragraf, men den er central i forhold til flygtningebørn, da den understøtter kommunens forpligtelse til at lave den indsats, som integrationsvejlederne netop er. Formålet er her, at kommunens generelle tilbud varetager indsatsen overfor børn, hvis behov kan imødekommes uden særlig støtte. SEL §11 stk. 3 omhandler, at kommunen skal tilbyde en forebyggende indsats, når det vurderes at denne kan imødekomme barnets behov. I Silkeborg Kommune er det integrationsvejlederne, der varetager denne forebyggende indsats i forhold til flygtningefamilier. Deres arbejde er derfor vigtigt, da opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn kan være vanskeligt. Herunder også med det udgangspunkt at det ikke er alle flygtningebørn, som har traumer, og en iværksættelse af omfattende foranstaltninger vil være en overintervention i flygtningefamiliernes liv. Flygtningefamilierne vil derfor visiteres til dette tilbud uden udarbejdelse af en børnefaglig undersøgelse (Serviceloven §50). Hvis integrationsvejlederen eller andre professionelle omkring barnet får kendskab til eller grund til at antage, at et barn har behov for særlig støtte, skal de lave en underretning til familieafdelingen (Serviceloven §153). Familieafdelingen vil herefter udarbejde en børnefaglig undersøgelse og eventuelt iværksætte foranstaltninger efter Servicelovens §52. 10 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 2.2.3 Integrationsvejlederens jobfunktion Integrationsvejlederne er tilknyttet familierne i op til to år og hyppigheden af besøgene varierer efter familiens behov. Formålet med indsatsen er dels at give de nyankomne flygtningefamilier gode forudsætninger for at blive integrerede i det danske samfund, og dels at give støtte til børnenes trivsel og udvikling. Integrationsvejlederens arbejde foregår typisk ved hjemmebesøg med tolk, hvor de hjælper familien med praktiske opgaver og vejleder omkring livet i Danmark. Integrationsvejlederen deltager ligeledes i opstartsmøder med skolen, og samarbejder med sundhedsplejersken omkring børnene. Hjemmebesøgene består både af familie- og børnesamtaler. Integrationsvejlederen taler med familien om de udfordringer, der kan være som flygtning i Danmark og giver vejledning og rådgivning omkring forældrerollen og eksistentielle problemstillinger (bilag 2). 2.3 Begrebsafklaring 2.3.1 Forebyggende indsats I Barnets Reform bruges betegnelsen tidlig indsats, som dækker over opsporing og forebyggelse af problemer og over den indsats, der skal afhjælpe problemerne så tidligt som muligt. Begrebsafklaringen opdeles i tre begreber: “Tidlig opsporing indebærer en skærpet opmærksomhed på bekymrende adfærd hos eller bekymrende forhold omkring et barn fra fagpersoner i dagtilbud, skole og sundhedsplejen”. “Tidlig forebyggelse indebærer, at fagpersoner er opmærksomme på at hindre et problem i at opstå”. “Tidlig indsats indebærer, at fagpersoner så vidt muligt afhjælper problemer via en rettighed, koordineret og kvalificeret indsats”. (Servicestyrelsen, 2011, s. 69). På baggrund af ovenstående definition vil en forebyggende indsats, i dette projekt, forstås som en social indsats, der har et forebyggende sigte. Dette indebærer, at integrationsvejlederne er opmærksomme på bekymrende adfærd og er opmærksomme på at hindre et problem i at opstå. Det primære fokus i indsatsen er forebyggelse og indsatsen er derfor ikke nødvendigvis iværksat på baggrund af et aktuelt behov. 11 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 3. Metode I dette afsnit vil der redegøres og argumenteres for vores valg af videnskabsteori, forskningstype og vores metodiske tilgang til indsamling af empiri. Vi vil herunder reflektere over de kvalitetskrav, der gør sig gældende for den valgte videnskabsteori og for kvalitative interviews. 3.1 Videnskabsteori Vi har taget udgangspunkt i Hans-Georg Gadamers filosofisk hermeneutiske videnskabsteoretiske tilgang. Hermeneutik kan ses som fortolkningsvidenskab, og dermed vil man ikke sigte mod et resultat eller en endegyldig forklaring af et fænomen, men derimod sigte mod en forståelse, der er opnået på baggrund af fortolkning (Nygaard, 2005, s. 81). Ifølge Gadamer kan man som forsker ikke forholde sig objektivt til det fænomen man undersøger. I filosofisk hermeneutik er forforståelse central, og den anses som en nødvendighed for at kunne forstå. Hvis vi ikke på forhånd ved noget om det fænomen, vi skal undersøge og dermed har en forforståelse, ved vi heller ikke hvilke forskningsspørgsmål, vi skal stille. Forforståelsen er hele tiden i spil, og den er foranderlig (Nygaard, 2005, s. 76-78). Forud for vores undersøgelse har vi haft den forforståelse, at opsporingen af mulige traumer hos flygtningebørn ikke fungerer optimalt. Vores faglighed har haft betydning for forforståelsen, idet vores forforståelse også går på, at måden hvorpå det sociale arbejde fungerer på, kan have noget at gøre med den manglende opsporing. Vores problemformulering bærer tydeligt præg af forforståelsen, idet vi spørger ind til, hvordan indsatsen i Silkeborg Kommune bidrager til opsporingen. Vi skal sætte vores forforståelse på spil for at nå frem til en ny forståelse, og til dette bruges den hermeneutiske cirkel. Den hermeneutiske cirkel er et fælles grundlag indenfor hermeneutikken, som illustrerer, at vi kun kan se meningen med forskellige dele, ved at se dem i deres helhed, og at vi samtidig kun kan forstå helheden ud fra de enkelte dele, der skaber helheden. (Nygaard, 2005, s. 75). Ifølge Gadamer, kan vi som forskere ikke stå ’udenfor’ et fænomen og gennemføre en neutral undersøgelse, idet det er nødvendigt for os at træde ind i den hermeneutiske cirkel og derved bryde skellet mellem subjekt og objekt. 12 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Den hermeneutiske cirkel bliver, indenfor den filosofiske hermeneutik, dermed en konstant vekslen mellem forståelse og fortolkning. Ifølge Gadamer er udgangspunktet for vores forforståelse den kontekst vi er indlejret i og ser ud fra. Dette forklarer han med begrebet situation (Nygaard, 2005, s. 79). I dette projekt kan vores situation således siges at være socialfaglig, hvilket både får betydning for subjektet (os som forskere) og objektet (det fænomen vi undersøger). Forforståelsen er en del af forskningsprocessen, men fortolkningerne bliver aldrig tilfældige, fordi forskerens forforståelse altid udspringer fra en bestemt situation. Som forskere kan vi ikke sætte os uden for vores egen forforståelse, hvilket betyder, at vores fortolkninger i projektet primært vil have et socialfagligt fokus. Horisont er det udsyn, vi har fra vores situation. I takt med at vi sætter vores forforståelse i spil i den hermeneutiske cirkel, undergår horisonten konstant forandring. Forståelsen opstår når to horisonter mødes i en horisontsammensmeltning. Dette medfører ikke en fælles horisont, men at man i mødet med en anden horisont får nye perspektiver på sin egen horisont. Dette vil gøre sig gældende i vores interviews med integrationsvejlederne og vil blive beskrevet nærmere nedenfor (Nygaard, 2005, s. 79). Vores projekt indeholder elementer fra den fænomenologiske tilgang, hvilket især ses i vores problemformulering. Vi er interesserede i at opnå en forståelse af integrationsvejledernes oplevelse af arbejdet med opsporing af traumer. I fænomenologien er det netop menneskets oplevelser af og erfaringer med forskellige fænomener, der er i fokus. Vores undersøgelse bliver hermeneutisk, idet vi har en forforståelse, som vi er bevidste om, og som vi i undersøgelsen sætter i spil og dermed opnår en ny forståelse. Derudover tolker vi på de oplevelser og erfaringer, integrationsvejlederne giver udtryk for, hvilket også er en hermeneutisk tilgang. 3.1.1 Kvalitetskrav i filosofisk hermeneutik I og med vi har valgt at arbejde filosofisk hermeneutisk, er det svært at forholde os til reliabilitet og validitet, der normalt er kvalitetskrav indenfor andre former for forskning (Nygaard, 2005, s. 94). Reliabilitet handler om, hvorvidt man vil kunne gentage undersøgelsen og få samme resultat. Når forskerens forforståelse og subjektivitet har så stor betydning for undersøgelsen, vil en anden forsker ikke kunne gentage undersøgelsen og få samme resultat. I den filosofiske 13 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO hermeneutik vil man derfor ikke bruge begrebet reliabilitet, men vurdere pålideligheden af projektet (Nygaard, 2005, s. 95). Pålideligheden i vores projekt ligger i vores valg af informanter, der giver os viden om deres erfaringer indenfor den kontekst vi undersøger. Integrationsvejledernes viden og erfaringer kombineret med vores faglige viden og analyse, skaber et pålideligt svar på vores problemformulering. Validitet indenfor filosofisk hermeneutik handler om, hvorvidt det udsagn man når frem til har gyldighed. For at kunne vurdere det, gør to krav sig gældende: At vi som forskere har gjort vores forforståelse tydelig for læseren, og at vi argumenterer for de skridt og de valg, vi tager i vores forskningsproces (Nygaard, 2005, s. 95). Vores forforståelse er tydeliggjort tidligere i projektet, og vi vil løbende gøre læseren opmærksom på og argumentere for vores valg i den proces, vi har gennemgået. I og med at forforståelsen har så stor betydning indenfor filosofisk hermeneutik, vil de fortolkninger vi foretager også være forurenet af vores forforståelse. Vi vil aldrig kunne nå frem til et forskningsresultat, men derimod, som nævnt, vil der altid være tale om en uafsluttet proces, idet der altid kan tolkes videre på de fortolkninger, man når frem til. 3.2 Forskningsdesign 3.2.1 Den forstående forskningstype På baggrund af projektets videnskabsteoretiske tilgang og med fokus på integrationsvejledernes perspektiv er projektet primært udviklet ud fra den forstående forskningstype, hvor der er fokus på at forstå og fortolke fænomener, som allerede er fortolkede (Launsø & Rieper, 2005, s. 22). I denne sammenhæng vil der søges en forståelse og fortolkning af, hvordan integrationsvejlerne fortolker opsporingen af mulige traumer hos flygtningebørn. Deres meninger, vurderinger og forståelse vil forsøges afdækket i den kontekst, som de befinder sig i. I den forstående forskningstype er konteksten derfor central, da det vil være en del af fortolkningen at inddrage deres ståsted; arbejdet som integrationsvejleder i Silkeborg Kommune. Fortolkningen vil foregå på baggrund af udsagn, og det er derfor oplagt at anvende det kvalitative interviews i den forstående forskningstype (Launsø & Rieper, 2005, s. 22-24). 14 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 3.2.2 Casestudiet Indenfor den forstående forskningstype er det typiske design casestudiet (Launsø & Rieper, 2005, s. 27). Designet i projektet er den overordnede måde, undersøgelsen tilrettelægges på. Knud Ramian definerer casestudiet på følgende måde: ”Casestudiet er en strategi til empirisk udforskning af et udvalgt nutidigt fænomen i dets naturlige sammenhæng ved anvendelse af forskellige datakilder, der case for case kan anvendes i en bevisførelse.” (Ramian, 2007, s. 16). Vores projekt vil have elementer af casestudiet, da vi ønsker at opnå en forståelse af fænomenet via empirisk forskning, som vil være kvalitative interviews. I casestudiet er der fokus på forholdet mellem fænomenet og den kontekst, som det udfolder sig i. Casestudiet har således været relevant at anvende, da vi har haft en antagelse om, at der er en sammenhæng mellem opsporingen af traumer hos flygtningebørn og den forebyggende indsats, som integrationsvejlederne udfører. Når vi vælger casestudiet som strategi, er vi således bevidste om, at vi træffer beslutningen om, hvad der er fænomenet, og hvad der er konteksten i vores projekt, og at dette vil få indflydelse på undersøgelsens resultat. Vores projektet afviger fra casestudiet ved ikke at anvende forskellige datakilder, men kun anvender kvalitative interviews og er derfor ikke et casestudie i sin rene form. 3.3 Indsamling af empiri Der er foretaget kvalitative interviews med to af integrationsvejlederne fra Silkeborg Kommune. De to interviews udgør grundlaget for projektets analyse og bidrager, sammen med litteraturstudier og rapporter, til besvarelse af projektets problemstillinger. 3.3.1 Kvalitative interviews Det kvalitative interview er relevant at anvende, når man ønsker at forstå interviewpersonernes perspektiv. I forbindelse med et undersøgelsesprojekt vil interviewet have til formål at producere viden, som konstrueres i interaktionen mellem interviewpersonen og interviewer. (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 17-18). For at opnå den ønskede viden, måtte den produceres gennem interaktion med integrationsvejlederne. Vi har hermed været bevidste om vores egen indflydelse på, hvilken data der fremskaffedes. 15 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Vi har i forbindelse med vores interview været bevidste om de fire metodiske principper inden for filosofisk hermeneutik. Det betyder, at vi har været bevidste om vores egen forforståelse inden interviewet og har forsøgt at sætte denne på spil i forbindelse med interviewet. Det har vi gjort ved at komme omkring nogle bestemte temaer og således fået integrationsvejlederens synpunkter til at udfordre vores forforståelse. På denne måde har vi forsøgt at opnå en ny viden og hermed en ny forforståelse. I vores tolkninger har vi inddraget den kontekst, som integrationsvejlederne taler ud fra, for at forsøge at sætte os i deres sted. I forbindelse med vores udarbejdelse af interviewguiden har vi været bevidste om, hvilke spørgsmål vi ville stille, og hvilke svarmuligheder spørgsmålene ville kunne åbne og lukke for. (Nygaard, 2005, s. 83-93). 3.3.2 Det semistrukturerede interview Vi har anvendt semistrukturerede interviews, da denne form hverken er åben hverdagssamtale eller et lukket spørgeskema. Interviewet udføres ved brug af en interviewguide, som har fokus på bestemte temaer, som kan rumme forslag til spørgsmål (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 45). Vi har valgt denne interviewform til vores projekt, for at have fokus på nogle forskellige temaer under interviewet, så vi har været sikre på at kunne besvare vores problemformulering. Denne interviewform har givet mulighed for at følge op på integrationsvejledernes udsagn og stille uddybende spørgsmål. Da opsporing af traumer hos flygtningebørn er et komplekst fænomen, har der været behov for at anvende denne metode for at komme i dybden med integrationsvejledernes forståelse af fænomenet. 3.3.3 Interviewguide Inden vi udarbejdede vores interviewguide var vi til et for-interview med fire af integrationsvejlederne. Til for-interviewet fik vi indsigt i integrationsvejledernes arbejde med flygtningefamilierne og viden omkring nogle centrale temaer, som kunne være relevante i det senere interview. Derudover lavede vi litteraturstudier omkring traumer hos flygtningebørn og søgte anden relevant viden på området. For-interviewet og den indhentede viden har således ligget til grund for vores udarbejdelse og kvalificering af interviewguiden. En interviewguide er et script, som er med til at skabe struktur i interviewforløbet. Vores interviewguide indeholder nogle temaer og forslag til spørgsmål, som vi ville komme omkring i interviewet, og den er udarbejdet ud fra vores problemformulering (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 151). 16 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Inden interviewene blev udført sendte vi interviewguiden til begge integrationsvejledere, så de har været informeret om, hvilke temaer vi ville komme omkring. Interviewguiden er vedlagt i bilag 3. 3.3.4 Informanterne De to integrationsvejledere har været relevante at anvende som informanter, da de er de første professionelle fra det sociale system, der har kontakt til flygtningebørnene efter deres ankomsten til kommunen. Som nævnt er der i projektet valgt at have fokus på stillingen som integrationsvejleder. Det er derfor både en socialrådgiver og en pædagog, vi har interviewet i forbindelse med vores undersøgelse. På denne måde vil vi kunne gå i dybden med undersøgelsen af netop denne arbejdsfunktion. Nedenfor er en kort beskrivelse af de to integrationsvejlederes uddannelses- og arbejdsmæssige baggrund: • Integrationsvejleder 1 (I1): Uddannet socialrådgiver i 2002 og har arbejdet i en familieafdeling indtil 2011. I1 har efterfølgende taget en diplomuddannelse i ”Børn og unge”, som hun afsluttede i 2013. I1 har arbejdet som integrationsvejleder i Silkeborg Kommune siden 2011. • Integrationsvejleder 2 (I2): Uddannet pædagog i 2003 og har taget en masteruddannelse i ”Social integration”, som han afsluttede i 2011. I2 har arbejdet som integrationsvejleder i Silkeborg Kommune siden 2014. Interviewet med I1 er vedlagt som bilag 6 og interviewet med I2 er vedlagt som bilag 7. 3.3.5 Transskribering For at kunne transskribere interviewene blev de optaget med en telefon. Vi valgte at optage interviewet, da det gjorde det muligt for interviewer at koncentrere sig om interviewet, kontakten til interviewpersonen og ikke være nødsaget til at skrive alting ned. I de vedlagte transskriberinger er interviewpersonerne blevet citeret ordret inklusive, ”øh”, ”øhm, ”mmm”. I transskriberingen er der gjort hyppigt brug af ”…”. Hvis de tre prikker er midt i en sætning, betyder de, at der har været en tøven eller en tænkepause. Hvis de er efter en sætning, betyder det, at sætningen bliver afbrudt, og hvis de er i begyndelsen af en sætning, betyder det en fortsættelse af noget, der er blevet sagt inden en afbrydelse. 17 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Når (…) er anvendt ved inddragelse af citater i projektet, betyder det, at det ikke er hele udtalelsen der er indsat. 3.3.6 Kvalitetsbedømmelse af interviews I forhold til kvalitetsbedømmelse af vores interviews tager vi udgangspunkt i Kvale & Brinkmanns (2009) brug af begreberne reliabilitet og validitet. Reliabilitet skal forstås som troværdigheden af forskningsresultaterne og forholder sig til, om resultaterne kan reproduceres (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 271). Vi har forsøgt at øge reliabiliteten af vores interviews ved at interviewe flere integrationsvejledere og hermed inddrage flere opfattelser af det samme fænomen. På denne måde vil der blive inddraget forskellige perspektiver på opsporing af traumer og integrationsvejledernes udsagn vil ligeledes kunne understøtte hinanden. Validitet handler om gyldighed og hvorvidt vores interviews undersøger det, der ønskes undersøgt (Kvale & Brinkmann, 2009, s. 273). Vi har forsøgt at øge validiteten af vores interviews ved at sende transskriptionen til integrationsvejlederne, så de har haft mulighed for at vurdere rigtigheden af deres udsagn. Vi har også inddraget citater fra interviewene i vores analyse til at dokumentere vores fortolkninger. 3.4 Teori I dette afsnit præsenteres de anvendte teorier, og der argumenteres for deres relevans samt for vores forståelse og anvendelse af teorierne. Dette gøres for at skabe det bedst mulige udgangspunkt for projektets analyse. 3.4.1 Urie Bronfenbrenners udviklingsøkologi Udviklingsøkologi er en betegnelse for en teori om den menneskelige udvikling, som den amerikanske forsker Urie Bronfenbrenner udarbejdede. Teorien blev brugt til at påvise, at udvikling ikke kun sker hos individet, men i samspil og interaktion med faktorer i omgivelserne. Udviklingen kan kun studeres tilstrækkeligt i de omgivelser, hvor den finder sted (Meeuwisse & Swärd, 2014, s. 207). 18 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 3.4.1.1 Den udviklingsøkologiske model Bronfenbrenner udarbejdede den udviklingsøkologiske model for bedre at kunne forklare barnets udvikling. Forskellige faktorer i et barns liv påvirker barnets udvikling og denne udvikling sker, ifølge Bronfenbrenner, i forskellige systemniveauer der indeholder sociale, psykologiske og fysiske strukturer. I ”midten” af systemerne findes barnet. Udviklingen skal ses i denne kontekst og modellen er systemisk forstået på den måde, at alle leddene i modellen er gensidigt afhængige af hinanden. Hvis ét led sættes i bevægelse, påvirkes de andre led i større eller mindre omfang (Andersen, Petersen & Nielsen, 2012, s. 130) I udviklingsøkologien er fokus på udviklingen og aktiviteten hos barnet i samspil med de omgivne miljøer. Hvis der opstår et problem i barnets system, kan det forstås som en ubalance i barnets økosystem og som et interaktionelt problem mellem barn og system. Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model (bilag 4) består af fire systemer: • Mikrosystemet: Det lille, nære miljø barnet lever i og hvor der er direkte kontakt mellem barnet og andre personer i mikrosystemet. Hvordan dette miljø interagerer med barnet har stor betydning for, hvordan barnet udvikler sig. Jo mere plejende og omsorgsfulde personerne er, desto bedre vil barnet udvikle sig. • Mesosystemet: På mesosystemet, arbejder dele af barnets mikrosystem sammen for barnets skyld. Barnet er forbindelseslinjen mellem delene og er omdrejningspunktet for samarbejdet. Tætheden af barnets miljøer og hvorvidt disse formår at arbejde sammen, har stor betydning for barnets udvikling. Bronfenbrenner understreger, at kontakt mellem de forskellige dele af mikrosystemet er hensigtsmæssig ift. barnet. • Eksosystemet: Eksosystemet omfatter et eller flere miljøer, som barnet ikke direkte deltager i, men hvor der kan opstå ting der indirekte påvirker barnet. Eksosystemet omfatter mennesker og steder som barnet ikke selv interagerer med. • Makrosystemet: Makrosystemet er et lidt mere abstrakt system end de andre. De ting der gør sig gældende på makroniveau kan være kulturelle værdier, økonomi og andre samfundsstrukturer. Makrosystemet er ikke et system der omgiver de andre systemer, men gennemsyrer de andre systemer og har dermed betydning for barnet. (Gulbrandsen, 2006, s. 53-64). 19 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 3.4.1.2 Vores forståelse af Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model Bronfenbrenner sætter med sin model fokus på betydningen af de ting der foregår indeni individet, men i høj grad også, hvordan de interaktioner, miljøer og sammenhænge barnet indgår i, har betydning for barnets udvikling og trivsel. Det er især barnets nære miljø og relationen til menneskene heri, der har størst betydning for barnets udvikling. Der er således ikke kun fokus på de fysiske miljøer, der gør sig gældende i mikrosystemet, men i lige så høj grad på, de relationer og den interaktion der gør sig gældende mellem barnet og andre personer i det pågældende miljø. Meso- og eksosystemet er systemer der indirekte påvirker barnet og dets udvikling. Samarbejdet mellem dele af mikrosystemet, sker i mesosystemet og dette er vigtigt for barnet, selvom barnet ikke nødvendigvis er direkte involveret. Dette kan for eksempel være samarbejdet mellem skolen og hjemmet. Aktørerne i eksosystemet har ikke direkte kontakt med barnet, men det kan indirekte påvirke barnet ved f.eks. at påvirke forældrene. Her vil forældrenes relation til arbejdsmarkedet være af stor betydning. Det er ”samfundsmæssigt” bestemt, hvilke værdier og normer vi lægger vægt på i samspillet og interaktionen med andre. Disse samfundsmæssige værdier og normer, finder sted på makroniveauet. 3.4.1.3 Vores anvendelse af den udviklingsøkologiske model Vi anvender den udviklingsøkologiske model, da den beskriver kompleksiteten af de mange faktorer der har betydning for et barns udvikling. For at kunne analysere os frem til, hvilke faktorer der kan kvalificere opsporingen af traumer, er det relevant at bruge modellen. Dermed for at kunne understøtte betydningen af de miljøer der gør sig gældende i de fire forskellige systemer, når det er et flygtningebarn der er i fokus. 3.4.2 Erving Goffmans teori om stigmatisering Der vil i det følgende afsnit blive redegjort for den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffmans teori om stigmatisering. Vi vil præsentere de af Goffmans begreber, som vi har vurderet er relevante at anvende i vores analyse. Goffmans teori om stigmatisering har et interaktionistisk perspektiv og har fokus på menneskers samhandling og sociale interaktion (Hansen, 2013, s. 138). 20 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 3.4.2.1 Relevante begreber i Goffmans teori Stigma defineres af Goffman, som en egenskab hos et individ, der er miskrediteret af andre. Denne egenskab vil overskygge individets andre egenskaber. Goffman har fokus på, at stigma ikke er et absolut fænomen, men det er afhængigt af den kontekst, det indgår i. Det er således relationen mellem mennesker og ikke selve egenskaben, som er interessant. Et stigma kan dermed siges at bestå af en relation mellem en egenskab og en stereotyp klassificering af mennesker (Goffman, 2009, s. 44-45). Identitetsbegrebet bliver her ligeledes centralt hos Goffman, som beskriver identitet, som bestående af selver. Mennesket har flere selver, som i mødet med andre mennesker er i fare. Identitet vil i denne sammenhæng forstås som noget foranderligt, og som en konstruktion skabt i interaktioner (Hansen, 2013, s. 151). Social identitet forstår Goffman som den ”kategori” en person tilhører i samfundet. Inden for denne kategori vil der være nogle egenskaber, der opfattes som sædvanlige for medlemmer af kategorien (Goffman, 2009, s. 44). Endeligt skal stigmatisering forstås, som den proces, hvor der via interaktion mellem individer skabes et stigma hos et individ. Ifølge Goffman opstår stigma, når der er en uoverensstemmelse mellem den tilsyneladende og den faktiske sociale identitet hos et individ. Der vil være en uoverensstemmelse mellem, hvordan individet opfatter sin egen sociale identitet, og hvordan andre opfatter den (Goffman, 2009, s. 44). Konsekvenserne hos det stigmatiserede individ, vil ifølge Goffman være, at vedkommende får identitetsvanskeligheder og reagerer uhensigtsmæssigt (Goffman, 2009, s. 73). De uhensigtsmæssige handlinger kan bestå i at undgå situationer, hvor vedkommende bliver stigmatiseret. Dette kan blandt andet medføre isolation hos den stigmatiserede, og kan begrænse den stigmatiseredes udfoldelses- og udviklingsmuligheder (Goffman, 2009, s. 54). 3.4.2.2 Vores forståelse af Goffmans begreber Vi forstår således et stigma, som en egenskab hos et individ der skiller sig ud fra det ”normale” i den kontekst, hvor vedkommende befinder sig. På grund af forskelligheden vil den stigmatiserede udelukkende blive bedømt ud fra denne egenskab, og andre egenskaber vil blive overset. Da det er afhængigt af konteksten, hvad der er et stigma, vil det derfor være konteksten og stigmatiseringsprocessen der er relevante at analysere. 21 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Når identitetsbegrebet er foranderligt hos Goffman, er det centralt, at denne stigmatisering kan have betydning for den stigmatiseredes identitet. Vedkommende vil blive inddelt i en ny ”kategori”, som vedkommende ikke nødvendigvis har identificeret sig med tidligere. Denne opfattelse af at være anderledes eller ikke være en del af de ”normale” bliver fokus i stigmatiseringsprocessen. 3.4.2.3 Vores anvendelse af Goffmans teori Goffmans teori om stigma er relevant at anvende, da målgruppen i projektet er flygtningebørn, som er en minoritet i det danske samfund. Som minoritet vil de være i risiko for stigmatisering. I forlængelse af dette sætter vi fokus på, hvordan den forebyggende indsats kan risikere at resultere i stigmatisering og dermed få betydning for opsporingen af mulige traumer. 3.5 Projektets opbygning Projektet er delt op i seks hovedafsnit: I hovedafsnit et (afsnit 4.) vil vi besvare UP1. Besvarelsen præsenteres hér, da det ikke er en decideret analyse, men en undersøgelse og litteraturstudier af traumer, som er nødvendig for at kunne besvare de øvrige problemstillinger. Hovedafsnit to udgør projektets analyse (afsnit 5.). I analysen vil UP2 og UP3 blive forsøgt besvaret. Begge problemstillinger vil blive analyseret med afsæt i de to interviews med integrationsvejlederne, og analysen vil blive understøttet af ovennævnte teorier. I hovedafsnit tre (afsnit 6.) vil projektets konklusioner blive præsenteret, hvorefter vi vil forholde os kritisk til projektet i form af en kritisk refleksion, der vil udgøre hovedafsnit fire (afsnit 7.). Den kritiske refleksion vil være opdelt i henholdsvis et metodeafsnit og et teoriafsnit. Perspektiveringen er lavet på baggrund af projektets konklusion, og vil blive præsenteret i hovedafsnit fem (afsnit 8.). Perspektiveringen vil indeholde refleksioner om fremtidige handlemuligheder på området. 22 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 4. Undersøgelse 4.1 UP1: Hvad er et traume, og hvordan kan det komme til udtryk hos flygtningebørn? For at opnå en forståelse af, hvordan traumer kan opspores, er det nødvendigt at have en generel viden om traumer. I følgende afsnit vil der redegøres for, hvad et traume er, og hvilke symptomer der kan komme til udtryk hos traumatiserede skolebørn i alderen 6-12 år. Der vil i afsnittet inddrages et neurologisk perspektiv for at opnå en forståelse af, hvilke processer der igangsættes i hjernen, når et barn udsættes for traumatiske hændelser. 4.1.1 Hvad er et traume? Der tages i projektet udgangspunkt i den amerikanske børnepsykiater Lenore C. Terr’s definition af et traume hos et barn: “I will define childhood trauma as the mental result of one sudden, external blow or a series of blows, rendering the young person temporarily helpless and breaking past ordinary coping and defensive operations” (Terr, 1991, s. 11). Terr definerer et traume som en ydre hændelse, der medfører en indre reaktion hos barnet. Et traume er ikke noget, der blot opstår og udvikler sig i hjernen. Der skal være en ydre hændelse, der igangsætter de processer i hjernen, der kan resultere i et traume (Terr, 1991, s. 11). Et barn kan godt være udsat for en eller flere traumatiske hændelser, uden at det resulterer i et decideret traume, hvorimod et traume altid vil være forårsaget af en eller flere traumatiske hændelser (Montgomery & Linnet, 2012, s. 11). En traumatisk hændelse er altså ikke nødvendigvis en traumatiserende hændelse. Hos flygtningebørn vil de traumatiske hændelser typisk være i form af krig eller andre former for organiseret vold. Barnet vil ofte have oplevet trusler om eller skade på egen person, andres død eller trusler mod andres eller eget liv og grov overskridelse af personlige, fysiske og psykiske grænser. Fælles for disse hændelser er, at barnet på ingen måde kan forhindre dem (Montgomery, 2000, s. 11-14). 23 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Terr skelner mellem to forskellige typer af traumer hos børn forårsaget af forskellige former for traumatiske hændelser: • Type I: Traumer som effekten af enkeltstående hændelser som f.eks. voldtægt og andre former for overgreb. • Type II: Traumer som effekten af længerevarende eller gentagne ekstreme ydre påvirkninger som for eksempel krig, flugt og forfølgelse. (Terr, 1991, s. 11) Traumer hos flygtningebørn kategoriseres indenfor type II traumer, da disse børn kommer fra krigs- eller katastroferamte lande, og har levet i ekstrem frygt over en længere periode, både i hjemlandet og på flugten til Danmark. Derudover har de fortsat levet med en høj grad af utryghed og usikkerhed under opholdet på asylcenter. 4.1.1.1 Det neurologiske aspekt af et traume I forlængelse af ovenstående afsnit er det relevant at komme omkring, hvilke processer der igangsættes i barnets hjerne, når det er ude for en traumatiske hændelse. Disse processer er afgørende for om barnet udvikler et traume. Der vil redegøres for, hvordan disse processer bør fungere, samt hvad der sker, når disse processer ikke fungerer optimalt, og dermed hvordan den traumatiske hændelse kan resultere i et traume. Når et barn udsættes for en traumatisk hændelse, er der reaktioner i hjernen, som har betydning for barnets fysiske reaktion i situationen. Barnet vil blive lammet og vil ikke kunne bruge sine mestringsstrategier. Hjernens vigtigste funktion er i denne sammenhæng at sørge for barnets overlevelse. Den farlige situation vil udløse nogle fysiske reaktioner, som skal forberede barnet på forsvar. Dette forsvar kan ofte bestå af fastfrysning, flugt eller kamp. Når det drejer sig om traumatiske hændelser for børn, vil reaktionen ofte være fastfrysning, da de på grund af deres størrelse har begrænsede muligheder for at forsvare sig via flugt eller kamp (Levine & Kline, 2012, s. 30-33). I det limbiske system, som er den indre del af hjernen, befinder amygdala og hippocampus sig. Amygdala er det hjernecenter, der koordinerer adfærd, og aktiverer barnet, når der registreres en trussel fra omgivelserne. Når dette sker, vil musklerne spændes, og der frigives hormoner i kroppen. Hippocampus er vigtig for indlæring og hukommelse, og den bearbejder 24 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO tid, rum, sted og meningsprocesser. Når amygdala reagerer på en oplevet trussel, vil hippocampus have et lavt aktivitetsniveau, og barnet vil ikke være i stand til at orientere sig og forstå, hvad der sker (Bech, Elbrønd & Stubberup, 2011, s. 16-17). Den frontale cortex, hvor barnets tænkning og fornuftbeslutninger foregår, er central i forhold til, om barnet kan vurdere, om truslen er reel. Hvis der ikke er nogen trussel vil cortex give signal til amygdala om at berolige frygtresponsen. Det der sker, når barnet udvikler et traume, er at cortex ikke kan berolige frygtresponsen, og barnet vil reagere med ekstreme følelser, lide under de overvældende følelser eller forsøge at lukke af for signalerne om frygt (Levine & Kline, 2012, s. 35-36). Et traume er også forbundet med det autonome nervesystem, som består af to dele; sympaticus og parasympaticus. Sympaticus er den del af det autonome nervesystem, som har med opspænding og hermed kamp/flugt at gøre, hvor parasympaticus har med afspænding, omsorg og regenerering af gøre. Når et barn er udsat for en traumatisk hændelse, resulterer det i et traume, hvis der er ubalance mellem de to dele. Sympaticus vil være dominerende, så barnet er i en tilstand af stress, og hvis parasympaticus ikke sørger for at få barnet til at afspænde og slappe af, vil barnet forblive i denne forhøjede stresstilstand og barnet vil udvikle et traume (Bech et al., 2011, s. 11). 4.1.2 Normal efterreaktion eller symptom på traumer? 4.1.2.1 Normale efterreaktioner som følge af en traumatisk hændelse At være udsat for traumatiske hændelser, vil altid medføre reaktioner - både fysiske og mentale. Spørgsmålet er blot, hvornår disse reaktioner er symptomer på et traume, og hvornår de er en helt naturlig reaktion. De normale efterreaktioner på en traumatisk hændelse er ofte et udtryk for, at vores mentale system behøver tid til at bearbejde de hændelser, følelser og indtryk, der har gjort sig gældende i forbindelse med den traumatiske hændelse (Dyregrov, 2011, s. 25). Udover tid har barnet også brug for tryghed og stabilitet, for at kroppen får de bedst mulige forudsætninger for at kunne vende tilbage fra stresstilstand til normaltilstand. De symptomer der kommer til udtryk i løbet af den tid, det tager at bearbejde hændelsen, er således normale efterreaktioner på at have været udsat for en traumatisk hændelse. 25 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 4.1.2.2 Almene symptomer på et traume Når et barn udsættes for en traumatisk hændelse, som bryder gennem de eksisterende forsvars- og mestringsmekanismer, vil der hurtigt herefter vise sig karakteristiske symptomer: Hyperarousal, indsnævring, dissociation/følelsesløshed eller nedlukning/fastfrysning. Disse fire symptomer er afgørende symptomer på et traume. (Levine & Kline, 2012, s. 60). Symptomerne kan dog også være et udtryk for biologisk bestemte forsvarsmekanismer, der opstår når barnet udsættes for en traumatisk hændelse. Det afgørende for om barnet udvikler et traume er, at disse forsvarsmekanismer skal være tidsbegrænsede. Kroppen skal kunne vende tilbage til normaltilstanden kort tid efter den traumatiske hændelse (Levine & Kline, 2012, s. 61). Det er altså, hvis symptomerne ikke forsvinder efter en kortere periode, at der er grund til bekymring. Selvom der er nogle karakteristiske symptomer der gør sig gældende hos børn der har været udsat for en traumatisk hændelse, er det vigtigt at pointere, at alle børn reagerer forskelligt. Det er derfor også svært at definere, hvad ”kort tid” i denne sammenhæng vil være. 4.1.2.3 Det traumatiserede skolebarn Med udgangspunkt i Levine & Klines (2012) fire afgørende symptomer, har vi udarbejdet et skema, som er en oversigt over, hvordan disse symptomer hyppigst kommer til udtryk hos det traumatiserede barn og dermed også hos skolebarnet (bilag 5). Nedenfor vil vi komme omkring, hvilke traumesymptomer skolebarnet udviser, og hvordan disse kan komme til udtryk i skolemæssig sammenhæng. Skolebarnet vil gentage eller genspille detaljerne i den traumatiske hændelse. Til forskel fra småbørn har skolebørnene flere muligheder for at udtrykke sig end blot ved leg, og gentagelserne foregår ofte ved, at barnet fortæller historien om den traumatiske hændelse mange gange. I forbindelse med genfortællingen vil børnene være optagede af deres egne handlinger eller manglende evne til at handle i situationen. Selvom børnene via deres sprog kan fortælle og sætte ord på hændelsen, er traumatiserede børn i denne alder ikke i stand til at give udtryk for deres følelser andet end i meget begrænset omfang (Levine & Kline, 2012, s. 72). Børnene i denne aldersgruppe er pålagt flere krav og et større ansvar i forhold til koncentration og læring end småbørn. Disse krav og forventninger om at barnet kan begå sig 26 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO socialt, er krav der bliver stillet til børn i forbindelse med, at de starter i skole. Dette betyder, at et traumatiseret skolebarns symptomer ofte vil komme til udtryk i skolen. Hyperarousal vil hos skolebarnet vise sig som ekstrem årvågenhed, hvilket ofte kommer til udtryk ved, at barnet farer sammen ved den mindste form for støj, eller hvis der er nogen der laver pludselige bevægelser. Barnet vil derudover ofte have uro i kroppen, have svært ved at blive på sin plads og kan virke utryg ved sine klassekammerater. Når et traumatiseret barn virker uopmærksomt, kan det være udtryk for nedlukning og dissociation. I sociale interaktioner med klassekammerater og lærere kan dissociationen komme til udtryk ved ekstrem generthed, og det ses ofte, at skolebarnet isolerer sig fra sine jævnaldrende klassekammerater (Levine & Kline, 2012, s. 75). 4.1.3 Hvad har børnene brug for? Det der sker med barnet og i dets omgivelser umiddelbart efter traumatiske hændelser, er afgørende for dets modstandskraft overfor senere vanskeligheder. Det er derfor vigtigt, at der arbejdes proaktivt og ikke reaktivt i forhold til disse børn (Montgomery & Linnet, 2012, s. 84). Fælles for de flygtningebørn der har være udsat for traumatiske hændelser er, at deres liv og hverdag har været præget af utryghed og uforudsigelighed. De konstante forandringer medfører en følelse af ikke at have kontrol over eget liv (Montgomery & Linnet, 2012, s. 67). I arbejdet med børnene bliver det dermed vigtigt at få etableret stabilitet og tryghed i barnets hverdag, så hurtigt som muligt, blandt andet ved at få etableret faste vaner og rutiner. Derudover er kontinuitet i kontakten med voksne afgørende. I flygtningefamilier er der ofte forstyrrelser i relationen mellem forælder og barn som følge af den turbulente tid de har gennemlevet. Forældrenes evne til at udvise omsorg, skabe tryghed og varetage barnets interesser, er afgørende for barnets trivsel og derfor er støtte og vejledning til barnets primære omsorgsgivere af stor betydning (Montgomery & Linnet, 2012, s. 84). 5. Analyse Analysen vil foretages på baggrund af de to interviews med integrationsvejlederne. Den viden vi har fået om traumer i vores undersøgelse af UP1 vil, hvor dette vurderes relevant, inddrages undervejs i analysen af henholdsvis UP2 og UP3. Analysen vil være opdelt i en 27 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO separat analyse af UP2 og en separat analyse af UP3, hvor udtalelser og fortolkninger fra begge interviews vil blive inddraget i den enkelte analyse. Analysen af hver UP vil være delt op i underafsnit med overskrifter, der angiver afsnittets tema. Inddelingen er foretaget på baggrund af en vurdering af, hvad der er gennemgående temaer i integrationsvejledernes udtalelser. Et afsnit vil blive påbegyndt med en præsentation af integrationsvejlederens udtalelser i henhold til det enkelte afsnits tema, og vil herefter blive fulgt op af en mere dybdegående analyse, hvor den valgte teori ligeledes vil blive inddraget. I slutningen af analysen af henholdsvis UP2 og UP3, vil der være et sammenfattende afsnit, hvor der samles op på, hvad analysedelen har bidraget med i forhold til besvarelsen af problemstillingen. 5.1 UP2: Hvordan oplever integrationsvejlederen, at den forebyggende indsats bidrager til opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn? 5.1.1 Integrationsvejlederens syn på den forebyggende indsats I dette afsnit vil integrationsvejlederens syn på den forebyggende indsats blive inddraget og analyseret ved brug af Goffman og Bronfenbrenner. Vi vil først komme ind på, hvordan integrationsvejlederne er en forebyggende indsats og efterfølgende sætte fokus på, hvilke udfordringer der er ved at indsatsen er forebyggende. 5.1.1.1 Forebyggelse frem for foranstaltning I1 beskriver i interviewet, at det er bedre at tilbyde flygtningefamilierne den forebyggende indsats efter Servicelovens §11 stk. 3 frem for foranstaltninger efter Servicelovens §52, som gjort tidligere. Hun udtaler: “Men altså jeg tænker at det, ja, at det stod ret klart, ret hurtigt, at mange af de her familier, de har rigtig mange ressourcer og de på ingen måder ville kunne, hvis de henvendte sig nede i familieafdelingen med et ønske om hjælp, så ville de på ingen måde kunne få hjælp dernede, fordi de slet ikke ville være målgruppen.” (bilag 6, s. 7). Udgangspunktet for at tilbyde en forebyggende indsats til flygtningefamilierne er, at familierne er ressourcestærke, og at forældrene er i stand til at tage vare på sig selv og deres børn. En sag i familieafdelingen vil på dermed være en overintervention. Den forebyggende indsats bliver central, fordi flygtningefamilierne er i risiko for at udvikle traumer, men de har ikke nødvendigvis behov for særlig støtte. Integrationsvejledernes indsats er dermed også et tilbud, som flygtningefamilierne ikke har pligt til at tage imod. Som nævnt i vores definition af en forebyggende indsats (afsnit 2.3.1) er det en social indsats, som ikke nødvendigvis er 28 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO iværksat på baggrund af et aktuelt behov. Derfor vil integrationsvejlederne skulle vurdere, hvilke behov familien har og være opmærksomme på eventuelle problemstillinger. 5.1.1.2 Tidlig indsats efter ankomst Som nævnt er integrationsvejlederne nogle af de første professionelle fra det sociale system, som møder børnene. I2 beskriver det, at integrationsvejlederne er de første til at møde børnene, og at de har kontakt til dem de første to år efter deres ankomst til kommunen, som af afgørende betydning for at kunne arbejde forebyggende. Han udtaler, at de første to år er en afgørende fase for, om børnene kommer til at klare sig godt i skolesystemet eller om de bliver ekskluderet. I denne fase er det et vigtigt forebyggende arbejde, at integrationsvejlederne kan støtte børnene og deres forældre (bilag 7, s. 5). Vi ved fra vores litteraturstudie af traumer hos børn, at den første periode efter de traumatiske hændelser er vigtig i forhold til barnets mestring af disse (afsnit 4.1.2.1). Som I2 belyser, er dette en afgørende fase, og integrationsvejledernes opgave vil således være, at være med til at skabe stabilitet, tryghed og støtte op om barnets positive udvikling. I dette perspektiv er den forebyggende indsats central, ikke blot for at opspore mulige traumer, men også for at forebygge udviklingen af disse. 5.1.1.3 At forhindre problemer i at opstå I2 udtaler: “(…)det kan jo godt være, at nogle af de tiltag, vi laver, er med til at gøre, at børnene ikke bliver marginaliserede senere… altså hvis der bliver… altså der er jo fokus på hvordan går det i skolen, og hvordan trives børnene og løbende får man måske løst små ting, der måske kunne være vokset sig større.” (bilag 7, s. 5). Integrationsvejledernes arbejde er dermed en indsats, som har fokus på børnenes trivsel og udvikling. Formålet vil være at lave en indsats over for børnene, som er med til at skabe trivsel og sørge for, at børnene ikke bliver marginaliserede. Ved at integrationsvejlederne har kontakt til familierne, kan de være med til at forebygge, at små problemstillinger kan blive til store problemer og skade børnenes udvikling. I1 understøtter I2s udtalelse: “(…)Men jeg tænker uanset hvad, så kan det ikke være andet end positivt, at der kommer nogen og ser den her familie… Og som kan være med til at tage nogle ting i opløbet.” (bilag 6, s. 14). I2 beskriver, at det er vigtigt at komme i dialog med forældrene, så de kan tale med dem om de udfordringer, der kan være i forbindelse med at være flygtning i Danmark, og det at skulle 29 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO integreres i det danske samfund (bilag 7, s. 1-2). Dialogen med familierne kan forberede dem på det nye liv, de står overfor og give dem mulighed for at forholde sig til de mulige udfordringer. I forhold til dette udtaler I1: “(…)Så jeg snakker meget med dem om, hvad det er for nogle symptomer man skal være opmærksom på.(...)” (bilag 6, s. 11). I forhold til traumer vil det forebyggende arbejde også bestå af at tale med flygtningefamilierne om mulige symptomer. På denne måde kan familierne blive forberedte på, at der kan være nogle mentale reaktioner på nogle af de traumatiske hændelser, de har været igennem og selv blive inddraget i og gjort opmærksomme på, hvordan symptomerne kan komme til udtryk. Begge integrationsvejledere har således en forståelse af, at de er en forebyggende indsats på den måde, at de er med til at hindre eventuelle problemer i at opstå. Definitionen af tidlig forebyggelse i Barnets Reform understøtter ligeledes dette som værende formålet med at arbejde forebyggende (afsnit 2.3.1). 5.1.1.4 Støtte til forældrene I1 gør opmærksom på, at det er en væsentlig del af deres forebyggende arbejde at hjælpe børnene ved at støtte forældrene. Hun udtaler: “(…)Forebyggende, det er jo i forhold til at undgå, at en mangel på integration medfører nogle andre problemstillinger, som på sigt kan få betydning for børnene, ikke?” (bilag 6, s. 7) og hun fortsætter: “Altså for eksempel isolation. At familien ikke får udvidet deres netværk, manglende danskkundskaber eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet (…).” (bilag 6, s. 7). Senere i interviewet uddyber I1: “(…)For der er ingen tvivl om, at der bliver visiteret flere forældre til Center for Traumatiserede og det vil også have en gavnlig effekt i forhold til børnene. For det handler også om at kunne være gode omsorgsgivere for børnene. At kunne give dem den tryghed og ro der er brug for. Så det er ikke nødvendigvis kun børnene, der skal være fokus på, altså det skal jo fungere fra forældrenes side, før børnene kan trives også.” (bilag 6, s. 14). LG Insights traumeundersøgelse understøtter vigtigheden af forældrenes psykiske helbred, og at de er i stand til at være gode omsorgsgivere. Traumer har betydning for hele familiens trivsel, men forældrenes psykiske helbred har i høj grad også betydning for børnenes generelle trivsel (LG Insight, 2013, s. 10). 30 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Integrationsvejlederne har fokus på at fremme forældrenes integration og på at støtte forældrene for at fremme børnenes trivsel. I forbindelse med dette kan Bronfenbrenners udviklingsøkologiske teori inddrages. Bronfenbrenner belyser i sin teori, hvordan en påvirkning af personer i barnets mikrosystem har betydning for barnets udvikling. I dette tilfælde er det barnets forældre, og hvis forældrene er i en positiv udvikling, vil barnet ligeledes komme i en positiv udvikling. Som I1 også belyser, er det derfor vigtigt at støtte forældrene, og integrationsvejlederen kan på den måde være med til at skabe forandring i barnets mikrosystem. Forældrenes psykiske helbred er derfor vigtigt, for at de kan yde den rette omsorg og skabe tryghed og ro i børnenes tilværelse. Ifølge Bronfenbrenner er omsorg og positiv kontakt i barnets nære miljø, det der har størst betydning for barnets positive udvikling. Integrationsvejlederens kontakt med forældrene vil, ifølge Bronfenbrenner, være på mesoniveau og vil også have betydning for barnet. Integrationsvejlederen er også en del af barnets mikrosystem, og deres samarbejde med forældrene vil være et samarbejde mellem to dele af barnets mikrosystem, der foregår på mesoniveau. Da mesosystemet, ligesom de andre systemer, har betydning for barnets udvikling, er det derfor også af betydning, at der er et godt samarbejde mellem forældrene og integrationsvejlederen. Ud over disse to systemers betydning, nævner I1 også forældrenes netværk og tilknytning til arbejdsmarkedet som værende af betydning for barnet. Disse faktorer hører til i eksosystemet, hvilket barnet ikke har direkte kontakt til, men systemet har stadig indflydelse på barnets udvikling. Mange af forældrene, som er under integrationsperioden, er endnu ikke på det danske arbejdsmarked og modtager derfor kontanthjælp. Dette vil både have en betydning for forældrenes trivsel, men også for familiens økonomiske situation, hvilket vil påvirke barnet. Som nævnt er der fokus på forældrenes integration på arbejdsmarkedet i Integrationsloven, hvilket her også vil påvirke barnets liv. Integrationsloven har dermed indirekte indflydelse på barnet, og de processer der foregår i barnets mikrosystem. Integrationsvejledernes støtte til forældrene, som en del af den forebyggende indsats, er altså af afgørende betydning. De faktorer der gør sig gældende, i og omkring forældrenes liv, påvirker også barnets liv. 5.1.1.5 Udfordringer i den forebyggende indsats I vores interviews havde vi fokus på, hvilke udfordringer der kan være i forhold til, at integrationsvejlederne er en forebyggende indsats. Der vil i dette afsnit blive analyseret på I2s udtalelser i forhold til det forebyggende arbejde, og Goffmans teori om stigmatisering vil blive inddraget. 31 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO I forhold til hvilke udfordringer der er ved at arbejde forebyggende, udtaler I2: “Jamen altså, det der med at have fokus på et eller andet… Altså så kan man godt begynde at kigge efter nogle problemer. Det er det, der kan være lidt paradoksalt…” og han fortsætter: “…at man er med til… ligesom at skabe et eller andet problem, og man kan også måske komme til at tolke nogle normale ting ind under en eller anden ramme, hvor… hvor en bestemt adfærd hos et barn kan være udtryk for, at der er sket mange skift, og det er stressende at komme til Danmark, måske… og der kan man jo godt komme til måske at tolke barnet ind i en ramme og at det er traumatiseret.” (bilag 7, s. 5). Når integrationsvejledernes arbejde skal være forebyggende, skal de have en skærpet opmærksomhed på bekymrende adfærd hos flygtningebørnene og ligeledes være opmærksomme på at hindre problemer i at opstå (afsnit 2.3.1). I2 giver udtryk for, at det kan være svært at skulle være opmærksom på, om børnene udviser en bekymrende adfærd. Netop fordi denne opmærksomhed kan medføre, at integrationsvejlederne kan komme til at fejltolke nogle symptomer eller en adfærd, som ikke nødvendigvis er et udtryk for, at børnene er traumatiserede. Det kan her være paradoksalt, at integrationsvejlederne risikerer at være med til at skabe problemer, i forsøget på at forebygge dem. Her har den kontekst, som integrationsvejlederne møder børnene i, en stor betydning for opfattelsen af om et barn er traumatiseret. Bevidstheden om at flygtningebørn er i risiko for at udvikle traumer, kan gøre det svært for integrationsvejlederne ikke tolke deres adfærd som symptomer på traumer. Dette understreger vigtigheden af, at integrationsvejlederne vurderer hele barnets livssituation og er opmærksomme på de forskellige faktorer, der kan have indflydelse på barnet, så barnet som udgangspunkt ikke ses som traumatiseret. Goffmans teori om stigmatisering kan bruges til at belyse ovennævnte paradoks. I forlængelse af I2s udtalelse vil flygtningebørnene være i risiko for at få et stigma som traumatiserede, blot fordi de tilhører “kategorien” flygtningebørn. Stigmatiseringen kan ske i interaktionen mellem barnet og integrationsvejlederen. Hvis integrationsvejlederen har fokus på, at barnet er i risiko for at have traumer og tolker barnets adfærd og handlinger som et tegn på traumer, vil stigmatiseringen forekomme. Ud fra Goffmans definition af stigmatisering vil barnet ikke opfatte sig selv som værende anderledes end andre børn, men da integrationsvejlederen vil se barnet som traumatiseret og hermed anderledes, vil en stigmatiseringsproces finde sted. Barnet vil bemærke denne 32 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO opmærksomhed på dets adfærd og handlinger, hvilket vil påvirke dets udvikling og handlemuligheder. Goffman beskriver, hvordan personer der får et stigma, bliver usikre på, hvordan andre personer ser dem. Barnet vil i denne kontekst føle, at det skal være bevidst om sine handlinger (Goffman, 2009, s. 55-56). Dette perspektiv er centralt i forhold til om integrationsvejlederen fejltolker barnets adfærd, som symptomer på traumer i stedet for naturlige reaktioner på barnets livssituation. Stigmatiseringen kan have betydning for barnets selvopfattelse og identitet, da det vil blive kategoriseret som traumatiseret, hvilket ikke nødvendigvis stemmer overens med dets egen selvopfattelse. I forbindelse med dette perspektiv, er det centralt i Goffmans teori, at flygtningebørnene med tiden vil se sig selv som anderledes end andre børn, og at deres stigma hermed får indflydelse på deres identitet. Ud fra analysen af udfordringerne med det forebyggende arbejde, kan stigmatiseringens betydning for opsporing af mulige traumer belyses. Her kan to aspekter af stigmatisering inddrages: • Det første aspekt er som analyseret ovenfor, at integrationsvejlederen kan bidrage til stigmatisering af flygtningebørnene ved at have fokus på traumer og hermed komme til at fejltolke børnenes reaktioner og handlinger ind under rammen “traumatiseret”. Dette vil således få konsekvenser for børnenes udvikling og dermed ikke imødekomme børnenes egentlige behov. • Det andet aspekt er, at integrationsvejledernes bevidsthed om ikke at ville bidrage til stigmatiseringen af flygtningebørnene, betyder at de ikke får opsporet traumer hos de børn, som er traumatiserede. I ønsket om ikke at stigmatisere, vil fokus blive fjernet fra traumet eller symptomerne vil blive tolket som naturlige reaktioner på deres livssituation, selvom børnene har traumer og netop har behov for særlig støtte. 5.1.2 Integrationsvejlederens arbejde med opsporingen af mulige traumer Dette afsnit tager udgangspunkt i integrationsvejledernes syn på, hvordan deres arbejde med flygtningefamilierne lægger op til at skulle opspore mulige traumer. Først og fremmest vil integrationsvejledernes syn præsenteres, og der vil derefter foretages en analyse af, hvordan arbejdet bidrager til opsporingen. Analysen vil foretages med afsæt i vores opnåede viden om, hvordan traumer kan komme til udtryk hos flygtningebørn, og den vil blive understøttet af Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model. 33 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 5.1.2.1 Mangel på direkte kontakt med børnene Den første halvanden måned efter integrationsvejlederen er blevet tilknyttet en familie, ser de børnene ofte, da det tager lidt tid at få børnene i gang med skolen (bilag 6, s. 9). Herefter vil besøg i familien oftest ligge, når børnene er i skole eller SFO. I1 udtaler: “(…)Så det kræver ret meget planlægning, lige at få lagt nogle hjemmebesøg sådan, at børnene også er til stede, og man kan sige, det er jo forudsætningen for at kunne opspore. Eller ikke nødvendigvis hele forudsætningen, men det er i hvert fald ret nødvendigt at se de her børn.(…)” (bilag 6, s. 9). I2 kan genkende problematikken i, at der ikke er så meget kontakt med børnene, og at de ikke har muligheden for at observere børnene i andre sammenhænge end i hjemmet: “(…) Vi har jo ikke så meget direkte kontakt med børnene, altså vi observerer jo ikke børnene i de omgivelser, som de skal færdes i og leve i (…) Men det er jo ret tit, når vi er på besøg, så er de jo ikke hjemme. Så er de i daginstitution eller skole.” (bilag 7, s. 6). Det er en udfordring for integrationsvejlederne at skulle opspore traumer hos børnene, når det samtidig er vigtigt, at børnene får etableret en dagligdag så hurtigt som muligt efter ankomsten til kommunen. Integrationsvejledernes arbejdstider er i det tidsrum, hvor børnene er i skole og det betyder, at den direkte kontakt mellem dem er minimal. 5.1.2.2 Traumatisering eller normal reaktion I den første halvanden måned, hvor integrationsvejlederne interagerer med børnene, er der udfordringer i at skulle vurdere, om barnets adfærd er et udtryk for at det er traumatiseret. I1 udtaler: “(...)Men det er lidt svært i starten, børnene er sådan lidt tilbagetrukne. Alt er nyt, jeg er ny. Så det bliver ikke sådan helt rent.(…)” (bilag 6, s. 9-10). I forlængelse af dette giver I1 udtryk for, at det bliver nemmere at vurdere om der er grund til bekymring, når der er gået et halvt års tid og børnene har fået en hverdag etableret (bilag 6, s. 10). I2 understøtter, at det kan være svært at vurdere, om barnets adfærd er symptomer på et traume eller om det er andre problemstillinger, der gør sig gældende: “Men det kan være, at det er ganske normale reaktioner på konflikter i skolen… øhm… sproglige udfordringer og en opvækst, hvor der har været noget … noget turbulens, hvor det ikke er ovre i traumer.(…)” (bilag 7, s. 6). Som der blev redegjort for i afsnittet om traumer, minder de normale efterreaktioner på en traumatisk hændelse og symptomer på et traume, meget om hinanden i måden de kommer til 34 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO udtryk. Det er derfor forståeligt, at integrationsvejlederne har svært ved at skulle vurdere, hvornår der er grund til bekymring. At I1 udtaler, at det er nemmere at vurdere adfærden efter et halvt år kan være problematisk, idet traumerne på det tidspunkt kan være sværere at bearbejde. Forskellen på hvornår der er tale om et traume og en normal reaktion på en traumatisk hændelse, er netop, at kroppen skal vende tilbage fra stresstilstand til normaltilstand kort tid efter den traumatiske hændelse (afsnit 4.1.2.2). Hvis der går et halvt år, inden der bliver taget hånd om symptomerne, kan kroppen allerede have været i forhøjet stresstilstand meget længe, og det bliver dermed sværere at håndtere traumet, fremfor hvis barnet tidligt havde fået hjælp til at vende tilbage til normaltilstanden. 5.1.2.3 Betydningen af informationer fra skolen og forældrene Da integrationsvejlederne ikke ser børnene så ofte, er det tit lærerne på barnets skole, der gør integrationsvejlederne opmærksomme på, at der kan være nogle problematikker. I1 udtaler i den forbindelse: “Og ellers så er det jo selvfølgelig at stole på, at skolerne, hvis de ser nogle trivselsproblematikker hos børnene, at de så giver os besked(…)” (bilag 6, s. 9). I2 har ligeledes erfaringer med, at det er fra skolen, der kommer henvendelser omkring problematikker hos børnene: “(…)Så vores informationer, det er jo tilbagemeldinger fra skolen for eksempel. Det er en klasselærer, der skriver en mail eller det kan være forældre, der fortæller, at barnet har været oppe at slås.” (bilag 7, s. 7). Da lærerne er de professionelle der ser børnene mest, er integrationsvejlederne afhængige af deres tilbagemeldinger, for at få oplysninger omkring barnets trivsel. I sjældne tilfælde er det forældrene selv, der giver udtryk for, at der er nogle problematikker i familien, der kan være forbundet med mulige traumer. Disse henvendelser sker som regel på baggrund af, at barnet for eksempel klager over fysiske smerter: “…eller det kan være forældrene der fortæller, at barnet har ondt i maven… eller… og så kan det være de ting, de observationer, vi sådan får videreformidlet, sammenkoblet med de historier som forældrene også har fortalt, når vi har spurgt ind til, ”Hvor kommer I fra?” og ”Hvad har I oplevet undervejs?” og ”Hvordan er I kommet til Danmark?”(…)” (I2, bilag 7, s. 7). I sådanne tilfælde bliver integrationsvejlederen opmærksom på mulige traumer, ved at forældrene henvender sig til dem. Integrationsvejlederen sammenligner forældrenes fortællinger med deres egen erfaring og viden om traumer. På den måde danner integrationsvejlederen sig et helhedssyn, for derudfra at kunne vurdere om barnet kan være traumatiseret. 35 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Integrationsvejlederne oplever dog, at der hos forældrene er en tendens til, at de gerne vil glemme fortiden, og de ting de har været igennem: “For ellers så tror jeg, så er der lidt en holdning til: ”Jamen vi har været igennem nogle ting sammen og nu er vi landet her i Danmark og er blevet boligplaceret, nu skal vi bare få det bedste ud af det, og glemme det der er sket”.” (I1, bilag 6, s. 10). I2 fortæller ligeledes, at det kan være svært at få forældrene til at indse, at det er en god ide at tale med hinanden, og med børnene om de hårde oplevelser de har haft (bilag 7, s. 8). Forældrene er meget opsatte på, at nu skal de glemme fortiden og komme ordentligt i gang med deres nye liv i Danmark. Men det har stor betydning - især for børnene - at deres traumatiske oplevelser ikke bliver tabubelagte. Det er vigtigt at barnet får muligheden for at tale med en voksen om oplevelserne, og at den voksne er i stand til at lytte, så barnet tør udtrykke sig (Montgomery, 2000, s. 111). Både I1 og I2 forsøger i deres dialog med familierne at få dem til at forstå vigtigheden i at være åbne omkring deres oplevelser overfor deres børn: “(…)Så jeg opfordrer rigtig meget til, at de får snakket med hinanden om det, eller med landsmænd fra samme område, eller hvem de nu lige synes, de kan dele det med. Men det er… Det er ikke nemt. Især mændene har tit ret svært ved det.” (bilag 6, s. 10). I2 understøtter I1’s udsagn: “De kan jo godt spørge ind og på den måde så lave et rum, hvor det er åbent at snakke om tingene, men det ligger ikke til deres kultur. Det er mit indtryk i hvert fald, men der har jeg prøvet at forklare, at det er ikke fordi… altså jeg kan godt forstå, at de gerne vil glemme det, men kroppen den kan huske det.(…) Det er jo ikke noget, de kan tage væk og det siger jeg også til dem, at det de har oplevet: ”Det er jo noget, I bliver nødt til at lære at leve med”.” (bilag 7, s. 8-9). Der er også familier, hvor det tidligt bliver klart for integrationsvejlederne, at der er nogle problematikker, der kræver særlig opmærksomhed. Asylcentrene kan ligeledes have informeret integrationsvejlederne om, at der er bekymringer omkring en familie, og det har betydning for integrationsvejledernes indsats over for familien: “Og i de situationer er vi selvfølgelig ekstra opmærksomme og tager nogle snakke, også med børnene, hvis der er brug for det.(…)” (I1, bilag 6, s. 10). Det er her blevet belyst, at integrationsvejlederne ofte får deres oplysninger om børnene, fra enten skolen eller forældrene. Ligeledes kan de blive orienteret om, at en familie kan have 36 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO nogle udfordringer, inden familiens ankomst til kommunen. Betydningen af skolen og forældrenes henvendelser vil blive analyseret i følgende afsnit. 5.1.2.4 Et velfungerende mikro-‐ og mesosystem I og med at integrationsvejlederne ikke har så meget direkte kontakt med børnene, er det af stor betydning, at både skolen og forældrene henvender sig til dem, når de observerer noget problematisk i børnenes adfærd. Ifølge Bronfenbrenner er både skole og forældre afgørende dele af barnets mikrosystem, og et trygt og stabilt nærmiljø er afgørende for barnets udvikling. Forældrenes og skolens betydning for flygtningebarnet og for opsporingen af mulige traumer bliver klargjort i interviewene med integrationsvejlederne. Når flygtningefamilien ankommer til Silkeborg Kommune, skal integrationsvejlederne – i samarbejde med forældrene og skolen – etablere en stabil og tryg hverdag for børnene. At barnet føler sig tryg og tilpas nok til at lade sine følelser komme til udtryk, er ligeledes den bedste forudsætning for at kunne opspore mulige traumer. Som integrationsvejlederne også giver udtryk for, er det af stor betydning, at forældrene taler med børnene om deres oplevelser. Dette understøttes af Bronfenbrenner, der argumenterer for, at jo mere omsorgsfulde og plejende relationerne i barnets mikrosystem er, desto større er chancen for at barnet udvikler sig hensigtsmæssigt (afsnit 3.4.1.1). Som nævnt består integrationsvejledernes arbejde både i praktiske opgaver og i at have samtaler med både forældre og børn om hvordan, det er at bo i Danmark. De praktiske opgaver som integrationsvejlederne hjælper med, bidrager til at få skabt ro og stabilitet i tilværelsen for familierne og især for børnene. Som beskrevet i traumeafsnittet har denne ro og stabilitet stor betydning for, om barnet formår at håndtere de traumatiske hændelser, det har været udsat for. Ved at sørge for dette bidrager de til, at de forskellige dele af barnets mikrosystem (relation til forældre, skole og fritidstilbud) fungerer og dermed støtter barnets udvikling. Integrationsvejlederne giver begge udtryk for, at det ofte er via skolen eller forældrene, at de bliver gjort opmærksomme på problematikker hos børnene, der kan skyldes mulige traumer. Bronfenbrenner argumenterer for, at selvom barnet ikke er en del af mesosystemet, har dette system alligevel stor betydning for barnet. Det er derfor vigtigt, at de forskellige dele af barnets mikrosystem, er i tæt kontakt og samarbejder omkring barnet og for barnets skyld. Bronfenbrenner understøtter dermed betydningen af, at skolen kontakter integrationsvejlederne, når de er bekymrede for barnets trivsel. Begge integrationsvejledere giver udtryk for, at de er afhængige af skolens hjælp, når de skal kunne opspore mulige traumer hos flygtningebørn. 37 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Bronfenbrenners mesosystem understøtter integrationsvejledernes udtalelser, og dermed at samarbejdet mellem integrationsvejleder og skole har betydning for integrationsvejledernes muligheder for at opspore mulige traumer. Selve samarbejdet med skolen vil blive analyseret i afsnit 5.2. 5.1.2.5 Hvilke symptomer er integrationsvejlederne opmærksomme på? Som nævnt er det en udfordring at skelne mellem, hvad der er normale efterreaktioner på traumatiske hændelser, og hvad der er symptomer på et traume. Integrationsvejlederne møder børnene kort tid efter, de er ankommet til Silkeborg Kommune og deres nye hjem. Dette gør det ikke nemmere for integrationsvejlederne at vurdere, om barnet blot reagerer på at alt er nyt, eller om der ligger noget dybere bag. I det følgende vil integrationsvejledernes erfaringer med at opspore traumer blive gennemgået med baggrund i den viden, vi har fra vores litteraturstudier af traumer. Der vil blive gennemgået, hvad integrationsvejlederne vurderer, kan være symptomer på traumer, samt hvilken viden der ligger til grund for deres vurderinger. Da I2 bliver spurgt om, hvilke symptomer han lægger mærke til ved børnene, svarer han: ”(…)Det er det her med, at… øhm… nu har jeg selv små børn, og jeg ved, at hvis vi har været ude og rejse eller et eller andet, så er de godt trætte, og så bliver de også nogle gange lidt vrøvlede i det… og lidt krævende og sådan noget. Nogen gange så kommer der altså sådan en familie, som har været på flugt, og børnene de er så helt stille og siger ikke et kuk. De gør bare, hvad mor og far siger, med store runde øjne og ikke noget smil. Og de har ikke den der legende tilgang. Altså når vi har tale om børn, så synes jeg, det skiller sig ud i forhold til, hvordan vi ser børn i Danmark i hvert fald.”(bilag 7, s. 7). I2 bruger her sine erfaringer med egne børn som udgangspunkt for, om der er grund til ekstra opmærksomhed. De symptomer I2 lægger mærke til, stemmer overens med nogle af de reaktioner der kan komme til udtryk hos et barn, som følge af nedlukning og indsnævring. Barnet vil her blandt andet trække sig ind i sig selv og være afhængig af voksne (bilag 5). Ud fra hvad I2 beskriver, har børnene trukket sig ind i sig selv, hvilket kommer til udtryk ved, at de er helt stille, ikke har nogen mimik og blot gør hvad deres forældre siger. På den måde fremstår børnene handlingslammede og uden initiativ til leg. Som I2 vurderer, bør sådanne symptomer give anledning til bekymring, og det er derfor væsentligt, at han er opmærksom på disse. 38 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO I1 bliver opmærksom på børnene, når de udviser adfærd, der kan tyde på mistrivsel. Hun inddrager her sine erfaringer fra arbejdet i en familieafdeling: ”(…)Og jeg tænker, det adskiller sig egentlig ikke så meget fra, altså det er måske nogle lidt stærkere symptomer, men altså børn der lever i at… som er voldsramte, eller hvor forældrene drikker, eller hvor der er en psykisk syg forælder. De udviser jo også trivselsproblemer.(…)” (bilag 6, s. 11). I1 fortæller ligeledes, at hun taler meget med forældrene om, hvilke symptomer de skal være opmærksomme på både hos sig selv og hos børnene (bilag 6, s. 11). I1 er klar over, at det er vigtigt at være opmærksom på, at børnene kan have andre symptomer end de voksne: ”For man kan sige, nogle af børnenes symptomer kan… Er typisk måske lidt anderledes, øhm.. Men de kan godt have nogle af de samme. For eksempel svært ved at sove og mareridt, det er også meget typisk. Bange for at være alene, sådan den der alertness og svært ved sådan at koncentrere sig og være i ro.” og hun fortsætter: ”…og så selvfølgelig mareridt og flashback og noget af det her… Og så de fysiske symptomer.”(bilag 6, s. 11). Mareridt, koncentrationsbesvær og angst er reaktioner der typisk ses ved børn, der reagerer i form af hyperarousal. Hyperarousal er en reaktion, hvor barnet vil være i en ophidset indre tilstand og dermed virke uroligt. I1 fortæller også, at hun bliver opmærksom på børnenes fysiske symptomer, hvilket kombineret med andre symptomer, bør give anledning til bekymring. Et traumatiseret barn vil typisk give udtryk for fysiske smerter, uanset alder (Levine & Kline, 2012, s. 70). Symptomer på traumer hos børn vil komme til udtryk enten ved indadreagerende eller ved udadreagerende adfærd. Den udadreagerende adfærd er umiddelbart nemmest at lægge mærke til, hvor den indadreagerende adfærd kræver mere opmærksomhed. Ud fra integrationsvejledernes udtalelser og vores viden om traumer, er integrationsvejlederne opmærksomme på begge typer adfærd og forskellige typer af reaktioner. 5.1.2.6 Viden om traumer Der blev i interviewet spurgt ind til integrationsvejledernes egen vurdering af, om de har tilstrækkelig viden om traumer, og hvad de vurderede kunne kvalificere opsporingen af traumer hos flygtningebørn. I1 vurderer, at hun er godt dækket ind i forhold til viden om traumer. Hun fortæller også, at integrationsvejlederne hele tiden forsøger at opdatere deres viden på området i form af kurser og lignende (bilag 6, s. 13). I2 vurderer - i modsætning til I1 - at han godt kan bruge noget mere viden, om hvilke symptomer han skal være opmærksom på (I2, bilag 7, s. 9). I2 udtaler, 39 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO at han har brug for, at der bliver planlagt flere kurser for integrationsvejlederne, så de kan blive bedre rustede til at opspore de mulige traumer (bilag 7, s. 10). I1 giver udtryk for, at et mere konkret screeningsværktøj kunne gøre gavn og kunne give mulighed for at vurdere, om barnet udviser bekymrende adfærd, eller om der blot er tale om naturlige reaktioner: ”(…)Så jeg tænker det med at få, i hvert fald have muligheden for. Er der en bestemt metode, er der et redskab, der kan bruges, hvor man ligesom kan ”vinge noget af” og sige ”Nu ligger du altså i den her zone, som er dybt bekymrende”, eller ”Nu ligger du i midten og vi skal være opmærksomme”, eller ”Der er ingen grund til bekymring”. Sammenholdt med det andet, for jeg tænker skemaer, det er både godt og skidt, ikke?” (bilag 6, s. 13-14). Integrationsvejlederne forsøger at holde sig opdaterede med viden omkring traumer, men de efterlyser et mere konkret screeningværktøj som et redskab til at understøtte opsporingen. 5.1.2.7 Integrationsvejlederens skøn Der er forskel på, hvordan I1 og I2 vurderer egne forudsætninger for at kunne opspore traumer - især i forhold til deres egen viden på området. I1 bruger for eksempel sin viden og erfaring fra sin tid i familieafdelingen, og I2 bruger blandt andet sin erfaring som far og sine egne børns adfærd i bestemte situationer. Integrationsvejlederens skøn kommer dermed også til at have betydning for opsporingen af traumer. I1 og I2 er ikke de eneste integrationsvejledere ansat i Silkeborg Kommune, og ud fra interviewene kan det tolkes, at den enkelte integrationsvejleders skøn spiller en rolle i forhold til at vurdere, hvornår et barn kan være traumatiseret. Integrationsvejlederne har stor autonomi i deres arbejde, og de har som nævnt ikke nogle screeningsskemaer, de skal følge. LG Insights traumeundersøgelse (2013) kan her inddrages i forhold til integrationsvejlederens autonomi i arbejdet. Den understøtter, at der ikke er nogen metodisk tilgang til afdækning af symptomer på traumer hos flygtninge, og det er derfor alene overladt til den enkelte medarbejder, hvordan vedkommende er opmærksom på eventuelle traumesymptomer hos flygtninge (LG Insight, 2013, s. 11). På baggrund af deres faglige viden, arbejder den enkelte integrationsvejleder ud fra deres egen vurdering af familiens behov. Denne individuelle vurdering af familiens behov sætter I1 fokus på: “(...)For ellers så er det jo meget afhængig af, hvem det lige er, der tager ud og besøger familien, og hvilket fokus der nu lige er. (...)” (bilag 6, s. 14). Dette skøn sætter krav til integrationsvejledernes kompetencer til at have et helhedssyn på familiens og barnets situation, hvilket er nødvendigt at inddrage for at kunne foretage denne 40 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO vurdering. Da vi kender til kompleksiteten i at skulle opspore traumer hos flygtningebørn, vil denne vurdering skulle foretages ud fra vurderingen af mange faktorer i barnets liv, og vil derfor være en stor udfordring for den enkelte professionelle. Disse vurderinger kan være svære at stå med for den enkelte integrationsvejleder, og der kan derfor være behov for at drøfte sagerne med kolleger. I1 udtaler: “(...)Men vi taler om de her familier i teamet. Hvis der nogen, der har en bekymring eller er usikre på, ”Jamen hvad skal vi gøre her?”(...)” (bilag 6, s. 20). På denne måde bliver sagerne drøftet, og det er muligt for den enkelte integrationsvejleder at få kollegernes syn på den enkelte familie. Integrationsvejlederen står her ikke alene med de svære beslutninger, og når der kan være nogle udfordringer i, hvordan der skal handles i forhold til en familie. Denne faglige sparring kan være med til at kvalificere opsporingen af traumer hos flygtningebørnene og højne det faglige niveau. 5.1.2.8 Iværksættelse af foranstaltninger Det er blevet belyst, hvilke udfordringer integrationsvejlederne står overfor i forhold til at opspore traumer hos flygtningebørn, men integrationsvejlederne giver også udtryk for, at der bliver iværksat foranstaltninger efter Servicelovens §52, når der er behov for det. De har udtrykt, at det kan være udfordrende at vurdere, hvornår et barn er traumatiseret, men det er ofte tydeligt, når der er en familie der har behov for særlig støtte. I1 udtaler: ”(…)Hvis der er nogle problematikker, som forældrene ikke kan støtte op om, og udviklingen ikke ligesom går i den positive retning, kan man sige, så tænker jeg, så er det ikke noget vi kan løse her. Så vil familieafdelingen skulle ind over.(…)” (bilag 6, s. 20). I forlængelse af dette beskriver I1, hvordan dysfunktionaliteten i en familie bliver tydelig, da det er svært at arbejde med familiens integration og barnets trivsel. Når problemerne i en familie er tydelige, vil der blive iværksat foranstaltninger og familien vil få en sag i familieafdelingen. Her vil der være særligt fokus på børnene og om de kan være traumatiserede. På denne måde vil traumerne opspores og børnene vil få den rette behandling. Integrationsvejlederne gav til for-interviewet udtryk for, at de havde flere familier, hvor det havde været tydeligt, at der var nogle problematikker. 5.1.3 Sammenfatning Det er fælles for de flygtningefamilier, der kommer til Silkeborg Kommune, at de er i risiko for at udvikle traumer på baggrund af de traumatiske hændelser, de har været udsat for. Familierne har ikke nødvendigvis behov for særlig støtte, og det er her den forebyggende indsats bliver relevant. Det, at der er nogen, der møder familien og er ‘hos dem’, betyder, at 41 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO der er et godt udgangspunkt for både at opspore mulige traumer hos børnene og for at forhindre et traume i at udvikle sig. Ved at støtte forældrene og tale med dem om, hvilke problemstillinger der kan gøre sig gældende i deres situation, medvirker integrationsvejlederne til, at forældrene bliver i stand til at sikre trygge og stabile rammer for deres børn. Vi ved, at det har stor betydning for barnets mestring af de traumatiske hændelser, at der bliver etableret en stabil og tryg hverdag, og at det er vigtigt med rolige omgivelser. Dette tager tid, og en forebyggende og tidlig indsats sat i forhold til at opspore traumer kan dermed besværliggøres. Der opstår et dilemma i det forebyggende arbejde, som integrationsvejlederne skal varetage. Integrationsvejledernes viden om, at børnene er i stor risiko for at være traumatiserede, kan risikere i ubevidst stigmatisering, som i sidste ende kan betyde, at børnenes behov ikke imødekommes på en hensigtsmæssig måde. Den udfordring, som integrationsvejlederne står overfor i forhold til stigmatisering i den forebyggende indsats, kan hermed have betydning for opsporing af traumer hos flygtningebørn. Integrationsvejlederne har begrænset tid sammen med børnene. Derfor er de afhængige af, at skolen og forældrene henvender sig til dem, når de oplever bekymrende adfærd. Bronfenbrenners forståelse af mesosystemets betydning for barnets udvikling understøtter vigtigheden af samarbejdet mellem integrationsvejledere og forældre/skole og betydningen af forældrenes støtte og en stabil og tryg hverdag for børnene. Udgangspunktet for arbejdet med familierne er, at de er ressourcestærke og kan tage ansvar for deres eget liv. Hvis integrationsvejlederne skulle have mere tid med børnene, ville deres påstand om, at de ser familierne som ressourcestærke blive udfordret. Der ville kunne stilles spørgsmålstegn ved, om dette vil være en overintervention i forhold til familien og børnene. Integrationsvejlederne har en grundlæggende forståelse af, hvilke symptomer de skal være opmærksomme på hos børnene. Denne vurdering er foretaget ud fra den viden om traumer, vi har opnået i forbindelse med vores undersøgelse, sammenholdt med hvad integrationsvejlederne fortæller de er opmærksomme på. Integrationsvejlederne giver dog udtryk for, at der godt kan være brug for et mere generelt redskab i forhold til at vurdere graden af symptomerne. Her er det vigtigt, at man er opmærksom på farerne ved at skulle “skemalægge” så komplekse problemstillinger. Integrationsvejlederne er udfordrede, når det kommer til at skulle vurdere, hvorvidt et barns adfærd er symptomer på traumer, eller om barnet har en naturlig reaktion på traumatiske 42 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO hændelser. Det er ofte op til den enkelte integrationsvejleders skøn at vurdere, hvornår der er grund til bekymring. Dette skøn er afhængigt af en række faktorer, der er betinget af, hvilken integrationsvejleder der skal foretage vurderingen. Det er vigtigt, at de inddrager hele barnets livssituation og ikke blot har fokus på det faktum, at de er flygtninge og kan have oplevet nogle traumatiske hændelser. Netop dette belyser kompleksiteten i at skulle opspore traumer hos flygtningebørn og sætter høje krav til integrationsvejledernes faglighed. Det har stor betydning for arbejdet, at integrationsvejlederne har mulighed for at drøfte disse ting med hinanden. Det kommer tydeligt til udtryk i interviewene med integrationsvejlederne, at der er mange faktorer, der spiller ind i forhold til at arbejde forebyggende med opsporing af traumer. 5.2 UP3: Hvordan kan samarbejdet med skolen understøtte den forebyggende indsats med henblik på opsporing af mulige traumer hos flygtningebørn? Ud fra vores analyse af UP2 har vi fundet ud af, at samarbejdet med skolen er vigtigt for integrationsvejledernes muligheder for at opspore traumer. Integrationsvejlederne ser børnene mest den første halvanden måned, hvorefter de vil være i skole eller fritidsklub, når integrationsvejlederne kommer på hjemmebesøg hos familien. Der er derfor et stort behov for samarbejde med skolen. Med afsæt i integrationsvejledernes erfaringer vil der i kommende afsnit blive analyseret, hvordan samarbejdet kan understøtte opsporingen af traumer. Vi vil først analysere, hvordan samarbejdet fungerer, og hvilken betydning det har for opsporingen og derefter sætte fokus på, hvilke udfordringer der kan være i forbindelse med samarbejdet. Der vil løbende blive inddraget relevante dele af henholdsvis Goffmans teori om stigmatisering og Bronfenbrenners udviklingsøkologiske teori, og slutteligt vil forudsætningerne for et godt samarbejde blive belyst. 5.2.1 Samarbejdet mellem integrationsvejlederne og skolen 5.2.1.1 Hvordan foregår samarbejdet? Når et flygtningebarn skal starte i skole, bliver der først afholdt et informationsmøde, hvor familien bliver informeret om, hvordan det er at gå i skole i Danmark, og hvilke forventninger der er til børnene. Herefter vil der blive afholdt et opstartsmøde på skolen, og integrationsvejlederen vil deltage i begge disse møder (bilag 6, s. 15). Når barnet er startet i skole, er der ikke kontakt mellem skolen og integrationsvejlederen, med mindre der opstår bekymringer eller problemer omkring barnet. 43 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Her kan det både være integrationsvejlederne og lærerne på skolen, som tager kontakt omkring et barn. I1 udtaler: “Så hvis der er noget, familien siger til mig, noget de er utilfredse med, eller noget de undrer sig over, så tager jeg kontakt til skolen, typisk, og nogle gange bliver der holdt et møde, hvis der er brug for det. (...)” (bilag 6, s. 15). I2 oplever, at lærerne kan tage kontakt til ham i forbindelse med en konflikt i skolen: “…men det kan også være, at det er læreren, der tager kontakt, fordi de ser nogle ting… noget som jeg ikke ser, og som forældrene måske heller ikke fortæller.(...)” (bilag 7, s. 11) Og han uddyber: “Ja, det kan være for eksempel være, at der er nogle drenge, der tit kommer op at slås med andre elever. At de kommer i konflikter.(...)” (bilag 7, s. 11). Samarbejdet mellem skolen og integrationsvejlederne foregår hermed på den måde, at de kan tage kontakt til hinanden, hvis der skulle opstå nogle problemer eller bekymringer omkring et barn. For at samarbejdet kan fungere optimalt, er det derfor vigtigt, at både integrationsvejlederne og lærerne på skolen får informeret hinanden, hvis der skulle være nogle udfordringer for barnet. Da integrationsvejlederne efter opstartsmødet ikke har nogle obligatoriske møder med skolen, er dette samarbejde afgørende for, at integrationsvejlederne får informationer omkring barnets trivsel i skolen. I forbindelse med udveksling af oplysninger omkring et barn, understreger I1 vigtigheden af at have forældrenes samtykke: “(...)Men det kan selvfølgelig nogle gange være rart nok at vide, hvordan det her barn så trives i skolen. Og det snakker vi jo så med forældrene om, og vi snakker også med børnene og vi snakker også med læreren. Og det får vi samtykke til af forældrene.” (bilag 6, s. 16). Og hun fortsætter: “Så vi gør faktisk meget ud af at sikre, at det lige bliver clearet af. Og det er aldrig et problem.” (bilag 6, s. 17). Integrationsvejlederne har fokus på, at det er vigtigt at få forældrenes samtykke, og at forældrene bliver inddraget, hvis integrationsvejlederne taler med skolen om deres barn. Som I1 giver udtryk for her, må professionelle der arbejder i det offentlige, ikke udveksle oplysninger om en person uden samtykke jf. Persondataloven §8, stk. 2. Da flygtningebørnene er mindreårige, er det forældrene, der skal give samtykke til udveksling af oplysninger. På denne måde spiller forældreinddragelsen også en stor rolle i samarbejdet mellem skolen og integrationsvejlederne. Samarbejdet og betydningen af udveksling af oplysninger i forhold til opsporing af traumer, vil blive analyseret i de følgende afsnit. 44 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 5.2.1.2 Integrationsvejledernes vurdering af samarbejdet Som nævnt ovenfor er der ikke nogen kontakt mellem integrationsvejlederne og skolen, medmindre der opstår konflikter eller problematikker omkring et barn. Integrationsvejlederne vurderer overordnet, at samarbejdet med skolen fungerer godt (bilag 6, s. 17). I1 er tilfreds med måden samarbejdet foregår på, når skolen kontakter hende omkring en problematik i forhold til et barn: “(...)Så plejer vi typisk, hvis der er brug for det, at holde et møde, hvor vi får snakket om det her, der nu kan være med barnet. Og det fungerer rigtig fint, og jeg synes, at så bliver der også delt nogle opgaver ud: ”Jamen hvad er det, vi skal være opmærksomme på den næste tid?”, ”Hvad kan vi følge op på sammen med familien?” og ”Hvad kan skolen gøre?”.”(bilag 6, s. 17). I1 ser møderne som konstruktive i forhold til samarbejdet. Hun giver udtryk for, at det er vigtigt for integrationsvejlederne, at møderne ikke bliver brugt til at finde ud af, hvad integrationsvejlederne skal gøre ved problemet, men at der bliver lagt op til, at det er noget, der skal løses i fællesskab: “Så jeg synes egentlig, det er ikke sådan at det så bliver lagt op til os, og at nu må vi gøre noget ved det her. Jeg synes egentlig, og det er der, hvor vores samarbejde fungerer fint, at alle tager andel i, at det her er noget, der skal løses fælles.” (bilag 6, s. 17). I1 udtaler, at hun er tilfreds med måden, hvorpå disse møder fungerer og hun fortæller, at der er blevet etableret et nyt tiltag generelt på daginstitutions- og skoleområdet, som også får betydning i forhold til samarbejdet omkring flygtningebørnene; K-møder (koordinationsmøder). K-møderne vil fungere som en slags bekymringsmøder, hvor læreren kan skrive en indstilling til et møde, hvis der opstår bekymring omkring et barn. På mødet deltager de professionelle parter, der er omkring barnet - lærer, integrationsvejleder og ofte en PPR-psykolog. Mødet kræver samtykke fra forældrene, men foregår uden forældrenes deltagelse (bilag 6, s. 18). I1 vurderer, at disse møder kan gøre gavn, og at de kan gøre op med en mentalitet, der ofte gør sig gældende: “(…)Det er ikke, at man lige ringer til hinanden – Det er også for at gøre lidt op med den kultur, at: ”Vi kan bare lige hurtigt drøfte det, for det er for besværligt det andet”. Det er jo tit det, vi støder på: ”Jamen det er så besværligt. Vi skal have fat i en tolk, og vi kan ikke bare lige sige det til familien og…”.(...)” (bilag 6, s. 18). K-møderne kan forhåbentlig bidrage til, at samarbejdet og fordelingen af arbejdsopgaver mellem skole og integrationsvejledere bliver formaliseret, og at der dermed kommer en større klarhed omkring, hvem der skal varetage hvilke opgaver i relation til barnet. 45 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 5.2.3 Udfordringer i samarbejdet 5.2.3.1 Manglende samtykke Den ovennævnte problematik omkring, at lærerne forsøger at udveksle oplysninger omkring et barn uden forældrenes samtykke, er en udfordring i samarbejdet. Integrationsvejlederne oplever ofte, at lærerne ikke sørger for at få samtykke fra forældrene, i situationer hvor dette kræves. I1 udtaler: “Men der siger vi altid: ”I skal lige have det clearet af med forældrene”. Fordi det er jo… Hvad skal man bruge den viden til, hvis ikke forældrene ved, at man ved det?”(bilag 6, s. 16). Samtykke fra forældrene er centralt - ikke mindst for forældrenes retssikkerhed - men også for barnets trivsel. Samarbejdet mellem skole og forældre er lige så vigtigt som samarbejdet mellem skole og integrationsvejleder. Hvis vi inddrager Bronfenbrenner til at understøtte dette, vil det her også være samarbejdet mellem centrale dele af barnets mikrosystem, som skal samarbejde på mesosystemet. Samtykke fra forældrene er dermed et vilkår, for at samarbejdet i mesosystemet kan foregå. Samarbejdet forudsætter, at der bliver udvekslet oplysninger og har stor betydning for opsporingen af traumer. Samtykket bliver dermed indirekte afgørende for barnets trivsel. Når lærerne ikke indhenter samtykke fra forældrene, kan det derfor få den konsekvens, at traumerne ikke opspores. 5.2.3.2 Skole-‐hjem-‐samtaler Integrationsvejlederne ser skole-hjem-samtalerne på skolen, som en god mulighed for at få indsigt i, hvordan barnet trives i skolen, og dermed om der er grund til bekymring i forhold til traumer. Ofte får lærerne ikke informeret integrationsvejlederne om skole-hjem-samtalerne i god tid, og det giver nogle udfordringer i forhold til integrationsvejledernes muligheder for at deltage: “(...)Så det har vi snakket noget med dem om, at vi vil jo gerne deltage, hvis der er mulighed for det, men vi skal bare lige have lidt, ja, have det at vide i lidt god tid.” (bilag 6, s. 15-16). I1 giver udtryk for dilemmaet i, at de gerne vil deltage i skole-hjem-samtalerne, men at de samtidig ser forældrene som ressourcestærke: “Men det er jo forebyggende, så vi skal jo heller ikke sidde og være familiens, hvad kan man sige, bisidder eller oversætter hvis der ikke er brug for det.(...)”(bilag 6, s. 16). På den ene side vil skole-hjem-samtalerne være en mulighed for, at integrationsvejlederne kan få et indblik i barnets trivsel i andre sammenhænge end i hjemmet. Dette kan give dem en 46 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO bedre forudsætning for opsporingen af traumer. På den anden side kan det anskues som en overintervention at deltage i samtalerne, hvis forældrene kan klare det selv. 5.2.3.3 Lærerne forsøger at klare problemerne selv I1 oplever ofte, at lærerne i modtagerklasserne er så engagerede omkring målgruppen og de problematikker, de kan have, at de tager nogle uhensigtsmæssige valg: “Så hvis et barn ikke trives, så gør de alt, hvad de kan for at få barnet til at trives. Det er også vældig fint, men problemet har bare nogle gange været, at der ikke er blevet lavet underretninger eller at vi ikke er blevet orienteret før, det ligesom har været rigtig skidt.” (bilag 6, s. 19). Lærerne risikerer derved, selvom de kun har barnets bedste for øje, at gøre tingene værre. Hvis et barn er traumatiseret, er det vigtigt at det får den rette behandling. Integrationsvejlederne og lærerne er ikke dem, der skal diagnosticere traumer, så det er derfor vigtigt, at børnene kommer i kontakt med et behandlingstilbud. Dette kræver først og fremmest, at lærerne deler deres bekymringer med integrationsvejlederne og forældrene. Integrationsvejlederne er dem, der har den primære kontakt med barnets forældre, og de har muligheden for at støtte familien, hvis der bliver behov for det. Men dette kræver, at lærerne ikke forsøger at håndtere det selv: “(...)Og vi har altså brug for deres oplysninger, hvis der er noget. Og det har familien i hvert fald også. Altså forældrene.(…)” (bilag 6, s. 19). Rapporten “De glemte børn i flygtningefamilier” understøtter, at skolen ofte forsøger at løse tingene inden for eget regi, hvilket resulterer i alt for sene underretninger: “Skole og/eller PPR havde i flere tilfælde i årevis forsøgt at løse den unges indlærings- og til pasningsproblemer inden for eget regi. Underretningen til de sociale myndigheder kom dermed først på et tidspunkt, hvor skolen eller PPR ’havde givet op’ efter at have forsøgt sig med skoleskift, støttelærer, specialklasse m.m.” (Hansen, L., 2010, s. 41). De sene underretninger kan skabe ustabilitet for barnet og kan få betydning for dets muligheder for at mestre og håndtere de traumatiske hændelser. Hvis et barn udviser en adfærd, der giver grund til bekymring hos en lærer, og læreren forsøger at klare det inden for eget regi, kan der iværksættes uhensigtsmæssige tiltag. Dette kan risikere at skade mere end at gavne. Hvis et barn er traumatiseret, er det vigtigt, at der tages hensyn til dette, og at der med baggrund i viden om traumer iværksættes relevante tiltag. Det er derfor vigtigt, at integrationsvejlederne får besked, da de har flere muligheder for at handle og finde den rigtige indsats til barnet, så dets muligheder for optimal udvikling understøttes. Betydningen af et 47 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO velfungerende mesosystem, som ifølge Bronfenbrenner har stor betydning for barnets trivsel, kan altså ikke understreges nok. 5.2.3.4 Stigmatisering i skolen I afsnit 5.1.1.5 gav I2 udtryk for, at det kunne være udfordrende at arbejde forebyggende med opsporingen af traumer, da der er risiko for at komme til at tolke et barns naturlige reaktioner og handlinger, som symptomer på traumer. I forbindelse med barnets møde med skolesystemet, og ud fra integrationsvejledernes erfaringer med samarbejdet med skolen, er dette ligeledes en problematik i skolen. Der vil i dette afsnit blive sat fokus på stigmatisering i barnets interaktion med lærerne. I2 sætter i denne sammenhæng igen fokus på problematikken i, at barnet bliver set på som traumatiseret: “(...)Så kan børnene måske være i et skolesystem og nogle institutioner, hvor der bliver set på det som traumatiseret og oven i købet ubehandlet… Så det er derfor, der kan være en masse problemer.” og han fortsætter: “Men det kan være, at det er ganske normale reaktioner på konflikter i skolen… sproglige udfordringer og en opvækst, hvor der har været noget… noget turbulens, hvor det ikke er ovre i traumer.(...)” (bilag 7, s. 6). Lærerne har, ligesom integrationsvejlederne, fokus på tidlig opsporing i mødet med børn i folkeskolen (afsnit 3.2.1). De vil således have en skærpet opmærksomhed på bekymrende adfærd, og de kan ligesom integrationsvejlederen komme til at tolke børnenes handlinger og adfærd som tegn på traumer. Dette kan dog blot være naturlige reaktioner på at skulle starte i en ny skole og være i et nyt land. Goffman har fokus på, hvordan samhandling mellem mennesker indeholder mange ubenævnte sociale koder, som børn skal tillæres i deres socialisering. Hvis disse sociale koder ikke overholdes, falder barnet udenfor og er i risiko for at blive stigmatiseret (Hansen, 2013, s. 140). Ses dette i forhold til flygtningebørnene, så står de overfor nogle udfordringer i mødet med folkeskolen, fordi de ikke kender de sociale koder, der gør sig gældende her. Deres reaktioner - traumer eller ej - vil derfor kunne falde uden for den “sociale orden”, og de vil kunne få et stigma som værende traumatiserede. Dette kan ske i interaktionen mellem læreren og flygtningebarnet. Hvis læreren tolker barnet som værende traumatiseret, vil læreren bevidst eller ubevidst behandle barnet anderledes end de andre børn. I denne sammenhæng vil barnet, ifølge Goffmann, blive opmærksom på dette, og der kan forekomme en stigmatisering af barnet. Barnet vil føle sig udenfor og anderledes end de andre børn. 48 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO I1 beskriver, hvordan hun oplever, at lærerne kan forsøge at løse problemerne ved at støtte barnet på forskellige måder i skolen: “(...)Men der har været lidt en tendens til gerne selv at ville løse det på forskellige måder; ved at trække barnet ud af en sammenhæng og give barnet noget alenetid eller sætte en ekstra voksen på.(...)” (bilag 6, s. 19). Denne udtalelse understøtter, hvordan barnet kan blive behandlet anderledes end de andre børn, når der opstår nogle konflikter i skolen. Læreren kan have de bedste intentioner med at give barnet tid til at få kontrol over sine følelser eller sætte en ekstra voksen på, men det kan være stigmatiserende for barnet. Denne stigmatisering kan få de samme konsekvenser for barnet i forhold til dets identitet, som nævnt i afsnit 5.1.1.5, men det kan også få betydning for barnets trivsel og skolegang. Barnet kan i forvejen have nogle udfordringer i skolen, men stigmatisering af barnet vil blot skabe yderligere mistrivsel i skolen, da barnet vil forsøge at undgå de situationer, hvor det bliver stigmatiseret. Goffman beskriver, at dette kan medføre, at barnet bliver ængstelig, fjendtlig og forvirret (Goffman, 2009, s. 54). Det er derfor vigtigt, at lærerne også har en viden om traumer og ved, hvordan de skal handle i forhold til børnene. At børnene bliver set på som traumatiserede i skolen, vil på denne måde også have stor betydning for integrationsvejledernes mulighed for at opspore traumer. Integrationsvejlederne er meget afhængige af lærernes vurdering af barnet, og denne bliver derfor inddraget i integrationsvejledernes vurdering af barnets trivsel og behov. Det bliver derfor udfordrende for integrationsvejlederne at skulle vurdere, hvad årsagen til barnets udfordringer er. I1 inddrager et andet perspektiv i forhold til, at flygtningebørnenes symptomer fejltolkes i skolen: “(...)Der tror jeg nogen gange, at der bliver forklaringen lidt: ”Jamen det er også fordi de kommer fra en anderledes kultur”. Det bliver sådan lidt mere eksotisk, hvor man tænker: ”Jamen det er jo nok bare deres måde at gøre det på”.” (bilag 6, s. 19). Dette er det andet aspekt af stigmatiseringen; at traumerne hos flygtningebørnene ikke bliver opsporet, fordi deres symptomer på traumer bliver fejltolket som kulturelle forskelle eller tegn på uopdragenhed. Vi kan her inddrage vores viden om, hvordan traumer kan komme til udtryk i skolen. Som beskrevet i afsnit 4.1.2.3, kan børnene have svært ved at give udtryk for deres følelser, hvilket kan komme til udtryk ved, at de bliver udadreagerende. Dette er forårsaget af hyperarousal, som medfører at børnene har uro i kroppen og har svært ved at sidde stille. Derudover kan det også give børnene koncentrations- og indlæringsbesvær. Disse symptomer på traumer kan fejltolkes som uopdragenhed, og det er derfor også en stor udfordring for lærerne at skulle vurdere, hvad årsagen til deres adfærd er. 49 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Hvis symptomerne på traumer fejltolkes som uopdragenhed eller forklares med deres kulturelle baggrund, vil lærerne medvirke til, at børnene får den type stigma, som Goffman betegner som et “tribal” stigma. Her vil barnet blive stigmatiseret på grund af race eller nationalitet (Goffman, 2009, s. 46). I Teori og metodecentrets rapport “De glemte børn i flygtningefamilier”, understøttes I1s udsagn: “Flygtningebørnenes symptomer på primær eller sekundær traumatisering fejltolkes hyppigt i daginstitutioner og skole som ’almindelig uopdragenhed’, og der går ofte adskillige år, før barnets støtte- og behandlingsbehov erkendes og diagnosticeres.” (Hansen, L., 2010, s. 60). Undersøgelsen understøtter, at denne fejltolkning af flygtningebørnenes symptomer er en væsentlig udfordring i forhold til at skulle opspore mulige traumer hos flygtningebørn. Hvis symptomerne bliver tolket som uopdragenhed, vil lærerne forsøge at løse problemerne inden for skolens regi og gøre brug af pædagogiske tilgange. Dette kan som nævnt være alenetid eller en ekstra voksen på barnet. Det er derfor yderst vigtigt, at lærerne inddrager integrationsvejlederne og forældrene, når et barn har nogle udfordringer i skolen. Hvis integrationsvejlederne i denne sammenhæng får en mistanke om, at barnets reaktioner og adfærd skyldes, at det kan være traumatiseret, er det afgørende, at der bliver lavet en underretning til familieafdelingen. Herefter kan der blive udarbejdet en børnefaglig undersøgelse og barnet kan få den rette behandling og støtte til at udvikle sig. 5.2.4 Forudsætninger for et godt samarbejde Ifølge Andy Højholdt er tværfagligt samarbejdes opgave gennem kommunikation, udvikling og organisering at sætte de rigtige fagligheder sammen, således at den opgave man sammen står overfor, får en bedre forudsætning for at blive løst i en fælles indsats (Højholdt, 2013, s. 55). Det er centralt, at man sætter forskellige fagligheder sammen for at løse opgaven i en fælles indsats. Det handler altså ikke om, at lærerne og integrationsvejlederne skal have præcis de samme forudsætninger og den helt samme viden om børnene. Det handler derimod om, at de ved at samarbejde ud fra egen faglighed og faglige forudsætninger kan nå frem til en løsning. Dette samarbejde kræver blandt andet kommunikation for at kunne fungere. Når lærerne ikke kontakter integrationsvejlederne, når de bliver opmærksomme på, at et barn kan være traumatiseret, er der mange af de fordele, der kan drages af samarbejdet, der går tabt. Seeman og Antoft skitserer fem typisk forekommende kritiske samarbejdsrelationer, hvoraf en af dem er; uenighed om hvem der skal gøre hvad (Hansen, 2013, s. 192-193). At lærerne 50 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO ofte forsøger at klare problematikkerne inden for eget regi, kan meget vel tyde på, at de er usikre på arbejdsfordelingen og på, hvordan det er hensigtsmæssigt at fordele opgaverne i relation til barnet. Som I1 også giver udtryk for, er det integrationsvejlederne, der har den primære kontakt til familien, og dem der har muligheden for at støtte familien yderligere, hvis det vurderes nødvendigt i forhold til barnets trivsel. Et andet aspekt af en kritisk arbejdsrelation kan være; uenighed om behandlingsideologi, arbejdsmetoder og principper (Hansen, 2013, s. 192-193). De forskellige fagligheder kan altså ligeledes gå ind og være en forhindring for et godt samarbejde. Integrationsvejlederne og lærerne har umiddelbart forskellige oplevelser af børnene, idet de oplever dem i forskellige kontekster. Lærernes primære fokus er på børnenes indlæring og bærer i høj grad præg af forskellige former for pædagogiske indsatser, hvorimod integrationsvejledernes fokus er mere helhedsorienteret og inkluderer barnets trivsel på mange områder og medtænker mange forskellige faktorer, inklusive skolen. Kunsten i samarbejdet ligger her i at have respekt for hinandens faglighed og se mulighederne i forskelligheden fremfor begrænsningerne. 5.2.5 Sammenfatning Efter der er blevet afholdt informations- og intromøde på skolen, er der som udgangspunkt ikke kontakt mellem integrationsvejleder og skole, medmindre der er en bekymring omkring et barn. Når dette er tilfældet, bidrager et møde mellem integrationsvejlederne og lærerne konstruktivt til, hvordan bekymringen omkring barnet skal gribes an. Der bliver i fællesskab fundet frem til, hvad der skal ske, og både integrationsvejledere og lærere påtager sig opgaver i det fremadrettede arbejde. K-møderne, som er et nyt tiltag, vurderes af integrationsvejlederne som et vigtigt tiltag. Det kan blive en måde, hvorpå indsatsen overfor de børn der udviser symptomer på traumer, kan formaliseres og forhåbentligt dermed kvalificeres. Det er især lærernes forsøg på at afhjælpe børnenes problematikker inden for eget regi, der skaber udfordringer i samarbejdet. Selvom det uden tvivl sker i bedste mening, øges risikoen for uhensigtsmæssige indsatser over for det traumatiserede barn, når lærerne ikke informerer integrationsvejlederne, når et barn udviser bekymrende adfærd. Integrationsvejlederne er, som dem der har den primære kontakt med familien, også dem der har mulighederne for at sætte yderligere tiltag i gang for at afhjælpe de problemstillinger et barn kan stå med. Det er derfor afgørende for opsporingen af traumer, at lærerne deler deres bekymringer med integrationsvejlederne. Når lærerne kontakter integrationsvejlederne, sker dette oftest uden 51 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO forældrenes samtykke, hvilket er problematisk for integrationsvejlederens handlemuligheder og for forældrenes retssikkerhed. Flygtningebarnets risiko for stigmatisering i mødet med skole og lærer er ifølge integrationsvejlederne også en udfordring i samarbejdet. Goffman argumenterer for, at de ukendte sociale koder i skolen, gør at flygtningebarnet på forhånd er i risiko for at blive stigmatiseret. At læreren på forhånd har en viden om flygtningebørns risiko for at have traumer, kan betyde, at læreren behandler barnet anderledes end de andre børn og dermed stigmatiserer barnet. Det traumatiserede barn kan fremstå som uopdragent, idet et traume blandt andet kan komme til udtryk ved uro og koncentrationsbesvær. Dette kan resultere i et andet aspekt af stigmatisering; nemlig at de traume-symptomer, der kommer til udtryk, fejltolkes som uopdragenhed, og at traumet dermed ikke bliver opdaget og afhjulpet. Det har betydning for samarbejdet, hvis læreren ikke kender til symptomerne på traumer og dermed ikke opdager dem. Det kan betyde, at de ikke kontakter integrationsvejlederne eller ikke selv laver en underretning til familieafdelingen, så en børnefaglig undersøgelse kan igangsættes. Integrationsvejlederne har - som fremlagt i tidligere analyseafsnit - givet udtryk for, at det er en udfordring at opspore traumer, når de ikke tilbringer mere tid sammen med børnene og ikke har muligheden for at opleve dem i andre sammenhænge end i hjemmet. Her vil skolehjem-samtalerne være en god mulighed, men integrationsvejlederne er ofte forhindrede i at deltage, fordi de får for sen besked. Integrationsvejlederne sættes også i et dilemma, da deltagelse i skole-hjem samtalerne kan blive en overintervention, fordi de samtidig arbejder med det udgangspunkt, at familierne er ressourcestærke og kan tage ansvar for eget liv. Et godt samarbejde handler blandt andet om, at forskellige fagligheder mødes for at skabe den bedst mulige fælles indsats. Men kommunikation er en nødvendighed, for at der overhovedet kan skabes forudsætninger for, at de forskellige fagligheder kan skabe fælles løsninger. 6. Konklusion Integrationsvejledernes arbejde bidrager positivt til opsporingen af mulige traumer hos flygtningebørn, da de møder familien umiddelbart lige efter deres ankomst til kommunen og primært vejleder og støtter forældrene i forbindelse med praktiske opgaver. Derudover har de også samtaler med forældrene om, hvilke symptomer på traumer de skal være opmærksomme på hos sig selv og hos børnene. At integrationsvejlederne støtter forældrene, vil bidrage til, at børnene får etableret rolige og stabile omgivelser der har stor betydning for barnets 52 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO bearbejdelse af de traumatiske hændelser. Betydningen af, at forældrene får støtte og dermed kan støtte deres barn, er belyst via Urie Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model. Denne understøtter betydningen af et velfungerende mikrosystem, som blandt andet indebærer barnets forældre. Integrationsvejlederne er udfordrede i forhold til selv at skulle opspore traumer hos flygtningebørnene, idet de ikke tilbringer meget tid med børnene efter den første halvanden måned. Den forebyggende indsats kan skabe nogle problematikker i forhold til opsporingen. På baggrund af Erving Goffmanns teori om stigmatisering, konkluderes det, at der er en risiko for stigmatisering af flygtningebarnet i mødet med integrationsvejlederen. Der opstår hermed et dilemma i, at integrationsvejlederne på den ene side skal arbejde forebyggende og medtænke risikoen for traumatisering, og at de på den anden side ikke skal være med til at skabe problemer, der ikke nødvendigvis er der. Samtidig er der en risiko for, at integrationsvejlederens bevidsthed om ikke at ville stigmatisere, kan betyde at symptomerne på traumer bliver fejltolket, og dermed at mulige traumer ikke opspores. Det er svært for integrationsvejlederne at vurdere, hvad de skal tolke som symptomer på traumer, og hvad de skal tolke som naturlige reaktioner på, at barnet har været udsat for traumatiske hændelser. Dette stemmer overens med den viden om traumesymptomer, som vi har opnået i forbindelse med vores litteraturstudier. Den afgørende forskel på traumer og en naturlig reaktion er, hvor længe barnet udviser disse symptomer, og om kroppen vender tilbage til normaltilstanden kort tid efter den traumatiske hændelse. Det er svært at definere hvad kort tid er i denne forbindelse, da alle børn er forskellige. Men på baggrund af vores undersøgelse, konkluderer vi, at flygtningebarnet bør vende tilbage til normaltilstanden umiddelbart efter, at der er blevet etableret en stabil hverdag. Integrationsvejlederne er afhængige af både forældrene og skolen i forbindelse med opsporingen. På grund af deres manglende interaktion med børnene, er det af afgørende betydning at både forældre og lærere informerer integrationsvejlederne, hvis de observerer noget hos børnene, der giver anledning til bekymring. Bronfenbrenner bruger mesosystemet til at belyse vigtigheden af, at der er en tæthed, en forbundethed og et samarbejde af de vigtige dele af barnets mikrosystem, som her er forældre, integrationsvejledere og lærere. Samarbejdet mellem integrationsvejledere og skole spiller en central rolle, når traumer hos flygtningebørn skal opspores. Lærerne er nogle af de professionelle, der tilbringer mest tid med børnene og har muligheden for at observere dem i sammenhænge, hvor der stilles krav 53 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO om indlæring og koncentration. Børnene skal samtidig interagere med andre børn i form af deres klassekammerater. Disse sammenhænge kan være svære for et traumatiseret barn at indgå i og derfor vil deres symptomer ofte komme til udtryk i disse situationer. I mødet med skolen er der desuden en risiko for stigmatisering, da det traumatiserede barns adfærd kan fejltolkes af lærerne. Her kan en skærpet opmærksomhed på traumer hos flygtningebørn og hermed en forskelsbehandling være stigmatiserende. Samarbejdet mellem integrationsvejlederne og skolen er vigtigt i forhold til opsporingen. Umiddelbart fungerer samarbejdet godt og understøtter integrationsvejledernes arbejde. En udfordring i samarbejdet er, at lærerne ofte forsøger at klare problemer inden for eget regi, hvilket er uhensigtsmæssigt, når det kommer til muligt traumatiserede børn. For at samarbejdet kan komme til at fungere bedre, er det vigtigt med klare retningslinjer. Her vurderes de fremtidige K-møder at få en positiv betydning. Samarbejdet bliver dermed formaliseret, og der opstår en klarhed omkring, hvem der varetager hvilke opgaver. Dette vil være hensigtsmæssigt, så en eventuel indsats kan iværksættes på den mindst intervenerende måde. Et konstruktivt samarbejde, hvor både integrationsvejledere og lærere kommer på banen i forhold til det muligt traumatiserede barn, vil være hensigtsmæssigt, da det vil bidrage med forskellig faglighed og forskellige syn på barnet. 7. Kritisk refleksion I alle valg der er foretaget i arbejdet med dette projekt, er der også foretaget fravalg, som vi har været nødt til at forholde os til. I følgende afsnit vil vi forholde os kritisk til henholdsvis vores valg af metode og vores valg af teori. 7.1 Metode Da vi har valgt en filosofisk hermeneutisk tilgang i vores projekt, og vores fokus dermed blev integrationsvejledernes syn på opsporing af traumer, var det oplagt at gøre brug af interviews til at indsamle vores empiri. Det semistrukturerede interview gav os mulighed for at stille åbne spørgsmål, så integrationsvejledernes svar blev påvirket mindst muligt af spørgsmålets struktur, og dermed blev et udtryk for deres egne erfaringer og vurderinger. Et fokusgruppeinterview med både en integrationsvejleder og en lærer kunne have givet et andet og mere nuanceret perspektiv på samarbejdet mellem de to parter. Dette fandt vi ikke relevant, da fokus i projektet ikke har været at lave en analyse af selve samarbejdet, men derimod en analyse af samarbejdets betydning for opsporing af mulige traumer. 54 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO I forlængelse af dette, har vores fokus på integrationsvejlederens perspektiv, givet en lidt ensidig belysning af udfordringerne ved samarbejdet med skolen. Analysen af udfordringerne kommer til at bære præg af, at skolen og lærerne har størstedelen af ansvaret for, at samarbejdet ikke altid fungerer optimalt. I forbindelse med dette har vores forforståelse haft betydning for udarbejdelsen af vores interviewguide og dermed for spørgsmålenes struktur. Vi er derfor bevidste om, at dette kan have påvirket integrationsvejledernes udtalelser. Vores valg af videnskabsteori har gjort, at der er taget udgangspunkt i subjektets oplevelser og vores analyse af udfordringerne ved at opspore traumer, bærer dermed præg af, at udfordringerne er at finde på individniveau og i interaktionen mellem henholdsvis barn, forældre, integrationsvejleder og skole. Da stigmatisering er en af projektets centrale teorier og denne teori er interaktionistisk, kunne vi have anvendt observationsstudier til at analysere interaktionen mellem henholdsvis flygtningebarn og integrationsvejleder, og flygtningebarn og lærer. Vi har fravalgt, at anvende denne metode, da brugen af denne kun ville have fokus på interaktionen, hvilket ikke har været formålet. 7.1.1 Reliabilitet og validitet I udarbejdelsen af vores projekt har vi løbende forholdt os til begreberne reliabilitet og validitet. I forhold til projektets reliabilitet, er det ikke muligt at reproducere vores resultater, hvilket heller ikke har været formålet. Vi har opnået en forståelse af fænomenet; opsporing af traumer, ud fra integrationsvejledernes perspektiv. Hvis en lignende undersøgelse skulle foretages, ville det give nogle andre resultater, da subjektiviteten og vores egen fortolkning har stor betydning for projektets konklusioner. På denne måde har vi, via det kvalitative interview forsøgt at lave en analytisk generalisering, hvor vi har fokuseret på, om der er fremkommet mønstre i vores datamateriale. For at give læseren et indblik i hvilke valg og fravalg der kan have betydning for undersøgelsen, har vi løbende redegjort for disse. Validiteten i den valgte metode er et spørgsmål om, om vi med vores interviews har undersøgt det, vi har ønsket at undersøge. Vi har via vores interviews kunne opnå en forståelse af integrationsvejledernes arbejde, og har på baggrund af dette kunnet foretage analyse og fortolkning af deres udsagn. Dette har bidraget til besvarelse af vores problemformulering og en forståelse af fænomenet. 55 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO I forhold til projektets reliabilitet og validitet har vi været opmærksomme på, at vores egen forforståelse, valg og fravalg har haft stor betydning for resultaterne. Ligeledes at der er et ulige forhold imellem interviewer og informant i interviewsituationen. Vi har som interviewere haft indflydelse på, hvilke temaer der skulle tales om under interviewene, hvilket også har haft betydning for resultaterne. 7.2 Teori Vores endelige valg af teori er taget med udgangspunkt i de mønstre og udsagn, som vi er blevet opmærksomme på i forbindelse med indsamlingen af empiri. I vores kodning af datamaterialet viste det sig oplagt at gøre brug af Bronfenbrenners udviklingsøkologiske teori og Goffmans teori om stigmatisering. Bronfenbrenners udviklingsøkologiske teori er anvendt med henblik på at understøtte, hvilke faktorer der har betydning for et flygtningebarns trivsel og dermed for at have et teoretisk grundlag for en analyse af integrationsvejledernes arbejde med opsporingen. Vi har brugt teorien indirekte og som et udgangspunkt for, hvad børn generelt har brug for, for at kunne udvikle sig optimalt. Udgangspunktet for brugen af teorien i vores analyse er dermed, at vi har konkluderet, at det at kunne udvikle sig optimalt, blandt andet må indebære at barnet ikke udvikler traumer. I de tilfælde hvor barnet udvikler et traume, har det brug for de bedst mulige forhold for at kunne bearbejde det, og dermed at kunne fortsætte sin optimale udvikling. Teorien er dermed anvendelig i vores projekt idet den bruges til at understøtte analysen af, hvordan integrationsvejlederens arbejde bidrager til opsporingen, og til hvordan samarbejdet mellem integrationsvejleder og skole har betydning for barnet. En kritik af Bronfenbrenners udviklingsøkologiske teori- og model kan være, at han ikke redegør for, hvordan et barn der er vokset op i et miljø, hvor de forskellige systemer har været i ubalance, kan vokse og udvikle sig til at blive et velsocialiseret individ. På den måde, indeholder Bronfenbrenners teori heller ikke en redegørelse for, hvad der skal til for, at et muligt traumatiseret barn kan bearbejde sine traumer. Hans teori belyser dog vigtigheden i, at de forskellige systemer fungerer og har en positiv effekt på barnet. Dermed kan teorien bruges til at belyse, hvordan integrationsvejlederen, ved at bidrage til at skabe balance i systemerne, bidrager til at det muligt traumatiserede barn, kan blive velfungerende og være i trivsel. 56 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO I vores analyse af integrationsvejlederens udtalelser, var det hovedsageligt relevant at anvende Bronfenbrenners mikro- og mesosystem. En kritik kan dermed også ligge i vores anvendelse af teorien, idet vi kun bruger dele af den. Dette skyldes at fokus i projektet har ligget på integrationsvejlederens oplevelser af arbejdet med opsporing af traumer og af samarbejdet med skolen. Vi kunne have anvendt ekso- og makrosystemet til at belyse hvilke politiske, kulturelle og samfundsstrukturelle forhold, der har betydning for opsporing af traumer hos flygtningebørn. Erving Goffmans teori om stigmatisering er blevet anvendt til at analysere, hvordan den forebyggende indsats kan være stigmatiserende, og hvordan barnet kan blive stigmatiseret i mødet med integrationsvejlederen og læreren. Da Goffmans teori er interaktionistisk kan man stille sig kritisk overfor, om teorien havde været mere oplagt at anvende i en analyse af en bestemt interaktion. Det har således ikke været en analyse af selve interaktionen, der har været central, men hvilken betydning stigmatisering af flygtningebørn, kan have for opsporingen af traumer. En generel kritik af Goffmans teori kan være, at den kun har fokus på interaktionen mellem individer og ikke på hvilke andre strukturer i samfundet, der kan have betydning for barnets udvikling og afvigelse. I forlængelse af dette er vi bevidste om, at et valg af en interaktionistisk teori giver et bestemt fokus i analysen, hvor for eksempel kritisk teori ville give et andet fokus i forhold til, hvad der har betydning for integrationsvejledernes mulighed for opsporing af traumer. 8. Perspektivering Det er i projektet blevet belyst, hvordan integrationsvejlederen arbejder med at opspore traumer hos flygtningebørn. Vi vil i vores perspektivering sætte fokus på mulige redskaber, som kan kvalificere opsporingen af traumer. I forbindelse med vores interviews kom det frem, at der er et projekt under udarbejdelse, omkring screeningsværktøjer til opsporing at traumer hos flygtningebørn. Projektet bliver udarbejdet af en læge og en sundhedsfaglig kandidatstuderende ved Indvandrermedicinsk Klinik på Hvidovre Hospital. Formålet med projektet er at undersøge hvordan flygtningebørn screenes for traumer i landets kommuner og derudfra forsøge at anbefale et screeningsværktøj, så der kommer nogle fælles retningslinjer for, hvordan de kommunale aktører vurderer om flygtningebørn har traumer. 57 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Et screeningsværktøj vil kunne bidrage til at give en fælles viden omkring, hvilke symptomer de professionelle skal være opmærksomme på i mødet med barnet. Ligeledes vil værktøjet kunne bruges af de professionelle, der arbejder med målgruppen, til at vurdere hvornår der er grund til bekymring. Dette vil sandsynligvis kunne bidrage til opsporingen af traumer eller skabe fælles retningslinjer, men det er stadig nødvendigt, at de professionelle har et helhedssyn på barnet. Helhedssynet og en generel viden om traumer bør danne grundlaget for anvendelsen af et screeningsværktøj, da brugen af dette ikke kan stå alene. Især ikke når vi ved, at de naturlige reaktioner på traumatiske hændelser let kan fejltolkes som symptomer på traumer. 58 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO 9. Litteraturliste 9.1 Artikler • Pedersen, Mia F.(2013, 28. november): ”Kommuner svigter traumatiserede flygtninge”. Ugebrevet A4. Hentet d. 18. maj 2015 fra http://www.ugebreveta4.dk/kommuner-svigter-traumatiserede-flygtninge_13969.aspx • Terr, Lenore C. (1991): “Childhood Traumas: An Outline and Overview”. The American Journal of Psychiatry. Januar 1991. Lokaliseret den 20. April 2015 på bibliotekets web https://www.bibliotekerne.via.dk/da 9.2 Bøger • Andersen, S.A., Petersen, M.A.G. & Nielsen, E.N.(2012): ”Teori i socialfaglig praksis”. Aarhus: ViaSystime. • Bech, G., Elbrønd, M. & Stubberup, M.(2011): “Next practice - best practice: Familierettet psykoedukation for traumatiserede flygtninge”. Aarhus: SYNerGAIA. • Bovbjerg, A. & Kahler, E.M.(2007): “Det traumatiserede barn: Symptomer, konsekvenser og behandling”. København: Frydenlund. • Dyregrov, A.(2011): “Børn og Traumer”. (2. udg.). København: Hans Reitzels Forlag. • Goffman, E.(2009): ”Stigma: Om afvigerens sociale identitet”. (2. udg.). København: Samfundslitteratur. • Gulbrandsen, L.M.(Red.).(2009): ”Opvækst og psykisk udvikling: Grundbog i udviklingspsykologiske teorier og perspektiver”. København: Akademisk Forlag. • Hansen, S.J.(Red.)(2013): ”Sociologi i socialrådgivning og socialt arbejde” København: Hans Reitzels Forlag. • Højholdt, A.(2013): ”Tværprofessionelt samarbejde: I teori og praksis”. København: Hans Reitzels Forlag. • Kvale, S. & Brinkmann, S.(2009): ”Interview: Introduktion til et håndværk”. (2. Udg.). København: Hans Reitzels Forlag. • Launsø, L. & Rieper, O.(2005): ”Forskning om og med mennesker”. (5. Udg.). København: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. • Levine, P.A. & Kline, M.(2012): “Traumer set med barnets øjne: Heling af traumer hos børn og unge”. København: Dansk Psykologisk Forlag. • Meeuwisse, A. & Swärd, H.(Red.)(2014): ”Perspektiver på sociale problemer”. (2. udg.). København: Hans Reitzels Forlag. 59 Juni 2015 • Montgomery, Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren E.(2000): ”Flygtningebørn: Traume, BADO udvikling, intervention”. København: Dansk Psykologisk Forlag. • Montgomery, E. & Linnet, S.(2012): “Børn og unge med flygtningebaggrund: Anbefalinger til professionelle”. København: Hans Reitzels Forlag. • Nygaard, C.(Red.)(2005): ”Samfundsvidenskabelige analysemetoder”. København: Forlaget Samfundslitteratur. • Ramian, K.(2007): ”Casestudiet i praksis”. (2. udg.) København: Hans Reitzels Forlag. 9.3 Lovtekster • Aktivloven. Lovbekendtgørelse nr. 1193 af 13. november 2014. Bekendtgørelse af lov om aktiv socialpolitik. • Integrationsloven. Lovbekendtgørelse nr. 1094 af 7. oktober 2014. Bekendtgørelse af lov om integration af udlændinge i Danmark. • Persondataloven. Lov nr. 429 af 31. maj 2000. Lov om behandling af personoplysninger. • Serviceloven. Lovbekendtgørelse nr. 150 af 16. februar 2015. Bekendtgørelse af lov om social service. • Udlændingeloven. Lovbekendtgørelse nr. 1021 af 19. september 2014. Bekendtgørelse af udlændingeloven. 9.4 Publikationer • Ankestyrelsen (2010): ”Uledsagede mindreårige flygtninge - modtagelse og indsats i kommunerne”. København: Ankestyrelsen. December 2010. Hentet fra http://www.ast.dk/ • Beskæftigelsesministeriet (2015): ”Alle skal bidrage: Flygtninge og indvandrere hurtigere i beskæftigelse”. København: Beskæftigelsesministeriet. Marts 2015. Hentet fra http://www.bm.dk • Hansen, Lisbeth (2010): ”De glemte børn i flygtningefamilier”. København: Teori og Metodecentret, Professionshøjskolen UCC. Hentet fra https://www.ucc.dk • LG Insight (2013): ”Traumeundersøgelse: Undersøgelse af indsatsen for flygtninge med traumer i Danmark”. København: Social-, Børne-, og Integrationsministeriet. September 2013. Hentet fra http://www.integrationsviden.dk 60 Juni 2015 • Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren BADO Ryding, Else & Leth, Ingrid (2014): ”Mental sundhed og trivsel i skolen hos unge flygtninge og indvandrere”. København: OASIS Behandling og rådgivning for flygtninge. Hentet fra http://www.oasis-rehab.dk • Servicestyrelsen (2011): “Håndbog om Barnets Reform” Odense: Servicestyrelsen. Maj 2011. Hentet fra http://www.socialstyrelsen.dk 9.5 Websider • Danmarks Statistik (2015): ”Asylansøgninger og opholdstilladelser”. Hentet 18. maj 2015 fra http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/indvandrere-og- efterkommere/asylansoegninger-og-opholdstilladelser 61 Juni 2015 Gruppe 7 Aysha Østergaard & Mads Peter Blomgren 10. Bilagsoversigt • Bilag 1: Organisationsdiagram over Silkeborg Kommune (3 sider). • Bilag 2: Jobfunktionen som integrationsvejleder (3 sider). • Bilag 3: Interviewguide (4 sider). • Bilag 4: Urie Bronfenbrenners udviklingsøkologiske model (1 side). • Bilag 5: Symptomskema for traumer (1 side). • Bilag 6: Interview – Integrationsvejleder 1 (21 sider). • Bilag 7: Interview – Integrationsvejleder 2 (14 sider). 62 BADO
© Copyright 2024