Valgfagsopgave Ekstrem religiøsitet og Kognition Den terapeutiske effekt i traditionel besættelsesadfærd Stud. mag. Ella Paldam 1.0 Introduktion Den amerikanske antropolog Bambi L. Chapin analyserer i sin artikel ”Transforming Possession: Josephine and the Work of Culture” fra 2008, hvordan den srilankanske kvinde Josephine gennem sit præstindevirke har lært at håndtere en traumatiserende ungdom. I denne opgave gennemgår jeg artiklen, Chapins argumentation og den teori, hun bygger på. Derefter inddrager jeg forskellige tilgange til ekstrem religiøs adfærd som copingstrategi i en diskussion af Chapins opfattelse af den srilankanse præstindeinstitution som terapeutisk alternativ til vestlig psykoterapi. 2.0 Tekstgennemgang Chapins artikel ”Transforming Possession: Josephine and the Work of Culture” er et case study af en srilankansk præstindes livsfortælling. Artiklen er et indlæg i en freudiansk antropologisk debat om, hvorvidt ekstrem religiøs adfærd er symptom på sindslidelser eller individets forsøg på at håndtere verden. To hovedpositioner i debatten præsenteres i artiklen og stilles op over for hinanden. På den ene side står den amerikanske antropolog Melford Spiro, som mener, at individets oplevelser af at være besat af en guddom er psykotiske hallucinationer og vrangforestilligner, som kun kan behandles klinisk (Chapin 2008, 222). Over for denne position står den srilankanske antropolog Gananath Obeyesekere, som mener, at besættelsesadfærden fungerer terapeutisk for det traumatiserede individ. Individet udvælger mere eller mindre bevidst en symboladfærd fra et kulturelt repetoire af religiøs adfærd og gennemgår en positiv forvandling gennem det symbolske udtryk af traumet (ibid., 221). Chapin skriver i forlængelse af Obeyesekere, og hun bruger hans teori om ʹthe work of cultureʹ i sin analyse af præstinden Josephines livshistorie. Josephine har gennem sin præstindevirksomhed vendt en traumatisk barn‐ og ungdom til en meningsfuld og tilfredsstillende tilværelse. Ved at omfortolke sine oplevelser ind i en religiøs referenceramme har hun vendt ukontrollerede dissociative anfald til religiøse oplevelser, som giver mening i en symbolsk kontekst (ibid., 235). Besættelsesadfærdens terapeutiske virkning har haft effekt på tre områder. For det første har Josephine fået fuld kontrol over sin dissociative adfærd og kan bruge den bevidst i religiøse ‐ 29 ‐ sammenhænge (ibid, 231). For det andet har hun frigjort sig fra sin seksuelt dominerende mand, og hun har i en voksen alder lært at nyde sin seksualitet (ibid; 231). For det tredje er hendes selvopfattelse blevet positiv. Josephine rapporterer, at dæmonen inden i hende er blevet forvandlet til en gudinde, der gør hende smuk og stærk (ibid., 233). I lyset af Josephines livshistorie foreslår Chapin, at den srilankanske præstindeinstitution er et alternativ til det vestlige psykoterapeutiske behandlingssystem. Hvor Josephine får at vide, at hendes dissociative adfærd skyldes guderne, får den dissociative patient i Vesten en diagnose, eg. posttraumatisk stress. Både Josephine og den vestlige patient lærer derefter nogle helt konkrete adfærds‐ og tankemønstre, som lærer dem at kontrollere den dissociative adfærd og konstruere en meningsfuld livshistorie. Chapin mener, at det er den samme mekanisme, der er på spil i begge tilfælde (ibid., 237). 3.0 Chapins teoretiske position I det følgende afsnit vil jeg gå dybere ned i Chapins analyse af Josephines livshistorie og gøre rede for, hvilke teorier hun trækker på. Chapin mødte Josephine under sit feltarbejde i Sri Lanka, og på det tidspunkt var Josphine en velfungerende præstinde i samfundet. Josephines livshistorie er fortalt retrospektivt, og den handler i grove træk om, hvordan hun lærte at kontrollere en dissociativ adfærd, som var forårsaget af en traumatiserende barn‐ og ungdom. Chapin henviser til Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, som klassificerer religiøs tranceadfærd som del af en større kategori af dissociativ adfærd (Chapin 2008, 235). Diagnosticeringsmanualen er udgivet af American Psychiatric Association, som er en sammenslutning af mere end 38.000 amerikanske og internationale psykiatere (psych.org 2009). Når hyppigt forekommende dissociativ adfærd opleves af individet som ufrivillig og ude af kontrol, anses det for at være problematisk såvel i den vestlige kliniske praksis som i andre kulturer (Chapin 2008, 235). For Josephine var den ukontrollerede dissociative adfærd eksplicit ubehagelig, men idet hun begyndte at arbejde med sin adfærd i præstindevirket, begyndte hun at få kontrol over dissociationerne. Gennem besættelsesgenren, som er indbygget i præstindeinstitutionen, lærte Josephine at opfatte sin dissociative adfærd som meningsfuld og passende i konteksten, og hun begyndte at bruge den bevidst og kontrolleret som del af ritualerne. Hun erstattede det subjektive udtryk for sine negative emotioner med et emotionsudtryk, som har meningsfulde og positive konnotationer i kulturen, og dermed ophørte den dissociative adfærd med at være problematisk (ibid., 235). Chapin drager en parallel mellem den proces, Josephine gennemgik i præstindevirksomheden, og den vestlige terapi, man bruger i behandlingen af dissociativ adfærd i forbindelse med posttraumatisk stress (ibid., 237). Chapin argumenterer for, at terapiforløbet i ‐ 30 ‐ begge tilfælde består af tre led. Først præsenteres patienten for eksperten, som opregner symptomerne. Både den medicinsk uddannede specialist i Vesten og den religiøse specialist på Sri Lanka ville være enige om, at Josephines ufrivillige dissociative adfærd var problematisk. Dernæst ville Josephine få stillet en diagnose, som hun kunne fortolke sin lidelse ved hjælp af. Den vestlige specialist ville stille diagnosen posttraumatisk stress, mens den srilankanske specialist ville forklare Josephine, at hun var besat af dæmoner. Det sidste skridt i behandlingen ville i Vesten være klinisk terapi, som ud over at give Josephine redskaber til at kontrollere den dissociative adfærd, ville hjælpe hende til at forstå sin diagnose og sætte den ind i en meningsfuld livshistorie. I Sri Lanka ville specialisten ligeledes lære Josephine at kontrollere sin adfærd og bruge den i rituelle trancer, og Josephine ville blive spirituelt vejledt og lære at forstå sin plads i kosmos. Hvis den terapeutiske proces var vellykket, ville udfaldet af begge terapiformer være, at Josephine fik kontrol over sin adfærd og dannede et nyt og mere meningsfuldt verdenssyn (ibid, 236f). Chapin mener, at der er to faktorer, der er afgørende for, at denne proces lykkes for Josephine. For det første har Josephines kropslige engagement i ritualerne været et vigtigt værktøj til at omorganisere hendes tankemønstre. Igennem den fysiske udfoldelse har hun knyttet positive associationer til sin tranceadfærd, som fremstår som kulturelt meningsfuld for hende (ibid; 238). For det andet er de sociale relationer, hun har fået gennem præstindeinstitutionen, helt afgørende. Hun har opbygget et socialt netværk, og hun har fundet sin niche i samfundet, hvor hun spiller en vigtig rolle i kulturen (ibid., 240). Chapin bruger Obeyesekeres begreb om ʹthe work of cultureʹ til at dække den psykoterapeutiske proces, som Josephine gennemgår, da hun engagerer sig i den religiøse institution. Dermed skriver hun sig ind i en debat mellem de to freudianske antropologer Melford Spiro og Gananath Obeyesekere. Både Spiro og Obeyesekere tager udgangspunkt i Freuds psykoanalytiske model af menneskets sind som skarpt opdelt i det underbevidste og det bevidste. De er enige om, at almindelig religiøs adfærd er kulturelt forankret symbolsk adfærd, der muliggør kommunikation mellem det underbevidste og det bevidste. De er imidlertid dybt uenige om, hvorvidt ekstatisk religiøs adfærd er symptom på psykose, eller om det er en terapeutisk bearbejdelse af symptomer. Spiros position ligger i forlængelse af den klassiske freudianske opfattelse af religion som en kollektiv ødipal psykose. Spiro forstår religiøs adfærd som en kulturel eksternalisering af ubevidste ønsker og behov, som er skadelige i samfundet, eg. mandens had til sin fader. Gennem ritualets symbolske handlinger udlever individet disse ønsker, som derfor ikke længere opleves som problematiske (Spiro 1997, 114f). Spiro mener imidlertid, at ekstatisk religiøs adfærd er symptom på psykose, fordi individet i ekstasen mister sin symbolske kompetence og virkelighedsfornemmelse. Skellet mellem symbolets form og dets betydning ophæves i ekstasen, ‐ 31 ‐ hvorved den symbolske adfærd bliver virkelig for den besatte, ligesom når Josephine oplever at blive ét med gudinden Kali. Fordi handlingen ikke længere er symbolsk for individet, er det ikke en udlevelse af en underbevidst konflikt, og der er derfor ingen progression i adfærden. Der er tale om regressive vrangforestillinger, som er et klassisk symptom på psykose (ibid., 133). Obeyesekere mener imidlertid ikke, at det kan lade sig gøre at analysere adfærd isoleret fra dens kontekst, hvorfor han er grundlæggende uenig med Spiro i, at ekstatisk adfærd er symptom på sindslidelse (Obeyesekere 1990, 13). Han er stærkt inspireret af Freuds drømmetydningsteori, som handler om, hvordan mennesket bruger sine drømme til at behandle underbevidste psykiske konflikter. I ʹthe work of cultureʹ foregår behandlingen ikke i drømme, men i det kulturspecifikke symbolsprog. Individet eksternaliserer sine psykologiske konflikter ved hjælp af ritualets symbolsprog og dets regler. I ritualet overskrides grænsen mellem det underbevidste og det bevidste, og det underbevidste udleves symbolsk. Med tiden ændrer symbolet betydning for individet, og den negative betydning, individet oprindeligt knyttede til symbolet, erstattes af en kulturelt acceptabel betydning (ibid., 63). I lyset af moderne indsigter i menneskets psykologi kan det undre, at Chapin vælger at skrive ind i en freudiansk tradition. Freuds teori er i dag kontroversiel og anses af mange for at være forældet. Chapin bruger ikke freudianske argumenter i sin analyse, og hun trækker ingen af de psykoanalytiske aspekter frem hos hverken Obeyesekere eller Spiro. Hun bruger Obeyesekeres ʹwork of cultureʹ som udgangspunkt, men hun lægger vægten på betydningsomorganisering i stedet for på dialektikken mellem det underbevidste og det bevidste, og hun tilføjer nye forklaringer på dens virkningskraft. Hun henviser til kliniske observationer i sin argumentation og forklarer Josephines udvikling socialpsykologisk. Hun ville uden problemer kunne udskifte ʹthe work of cultureʹ med et mere neutralt begreb, som ville gøre hendes pointe om paralleliteten mellem de to forklaringssystemer endnu mere klar. 4.0 Diskussion Ud over at være et debatindlæg i en smal freudiansk antropologisk debat er Chapins artikel også et indlæg i en større debat om religiøs adfærd, som findes tværdisciplinelt i religionsforskningen. Religionsforskere fra flere forskelige discipliner forsker i hvilken betydning, besættelsesadfærd har for individet i forskellige kulturer. Den canadiske eksperimentelpsykolog Nicholas Spanos anlægger et socialkognitivt perspektiv på besættelsesadfærd. Han beviser eksperimentelt, at besættelsesadfærd er tillært adfærd, der styres af fastlagte, kulturspecifikke regler. Individet lærer besættelsesadfærden gennem gruppens reaktioner på adfærden. Spanos analyserer kristen tungetale som et eksempel på åndebesættelse, og han mener, at det har en række socialpsykologiske funtioner for individet. ‐ 32 ‐ Tungetalen er både et signal til individet selv og til dets omgivelser om, at det tilhører den religiøse gruppe. Samtidig bekræfter individet gruppens trossystem over for sig selv gennem adfærden (Spanos et al. 1986, 21). Spanosʹ resultater stemmer godt overens med Chapins analyse af Josephines livshistorie. Josephines besættelsesadfærd har netop socialpsykologiske funktioner for hende, idet hun finder sin plads i samfundet og knytter sociale relationer gennem sin adfærd. Spanosʹ analyse af tungetale underbygger Chapins kritik af Spiros teori om, at ekstrem religiøs adfærd er symptom på psykose. Chapins studie er et case study af Josephines livshistorie, og hun kommer ikke nærmere ind på, hvorvidt al besættelsesadfærd har en terapeutisk effekt for den besatte. I en artikel fra 2008 rapporterer en gruppe srilankanske psykiatere resultaterne fra et deskriptivt studie, der kombinerer sociologisk metode og kliniske observationer af besættelsesadfærd. De sammenligner besættelsesadfærden hos 90 personer, der udviser besættelsesadfærd, fordelt på tre grupper, henholdvis en gruppe patienter indlagt på en psykiatrisk afdeling, en gruppe ambulante patienter ved en medicinsk klinik og en gruppe fra den almindelige befolkning. Artiklen konkluderer, at den vestlige behandlingsmetode havde større effekt end den traditionelle i gruppen af psykiatriske patienter, mens den traditionelle havde større effekt i de to andre grupper. Studiet lider under metodiske svagheder og formidlingsmæssige uklarheder, blandt andet var andelen af dem, der søgte at behandle deres besættelsesadfærd betydeligt lavere i de to grupper, der ikke var psykiatriske patienter. Studiet har dog den meget vigtige pointe, at besættelsesadfærd både forekommer blandt den almindelige befolkning, for hvem den ikke repræsenterer et problem, og blandt psykiatriske patienter, for hvem den er et stort problem (Somasundaram et al. 2008, 252). I de tilfælde, hvor den dissociative adfærd er forårsaget af en neurologisk lidelse som skizofreni eller epilepsi, vil effekten ved vestlig medicinsk behandling være større end ved traditionel religiøs behandling. En gruppe amerikanske neurologer fastslår efter en analyse af fem cases af haitianske epileptikere, der ikke fik den rette medicinske behandling, at traditionel tro ikke altid er ufarlig, hvis der ligger en konkret lidelse bag besættelsesadfærden (Carrazana et al. 2008, 239). Omvendt bør man være forsigtig med at konkludere, at der er en kausal sammenhæng mellem neurologiske lidelser og ekstrem religiøs adfærd, hvis man kender en epileptiker, der hævder at være besat. Der er meget, der tyder på, at religiøs adfærd kan have en positiv virkning, når religiøse individer skal håndtere sygdomssituationer. Blandt kristne karismatikere i Danmark er der en udbredt tro på, at forbøn og håndspålæggelse kan helbrede enhver akut sygdom. Den kristne missionsvirksomhed Mission Danmark udsender tre til fire gange om året et tidsskrift med vidnesbyrd fra folk, der er blevet helbredt gennem forbøn. Vidnesbyrdene handler om ‐ 33 ‐ helbredelser af alt lige fra astma, barnløshed og kræft til depression og angstanfald (Mission Danmark 2008). Ved en analyse af vidnesbyrdene tegner der sig hurtigt det mønster, at i de tilfælde, hvor der er tale om konkrete, fysiologiske sygdomme, eg. kræftsvulster, hjælper forbønnen de syge og deres pårørende til at håndtere situationen snarere end egentlig at helbrede lidelsen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at religiøse copingstrategier kan have positiv effekt, når individet skal håndtere livskriser og lette depressioner og formodentlig også i forbindelse med smerte. I en artikel fra 1998 foretager de amerikanske psykologer Kenneth Pargament og Curtis Brant en metaanalyse af et større antal studier af religiøs praksis som copingstrategi. De konkluderer, at der findes mange forskellige religiøse copingstrategier, og at nogle af dem har positive konsekvenser for individet, mens andre er direkte skadelige. De understreger, at der findes et stort antal religiøse copingstrategier, og at man derfor ikke kan tale om religiøs coping som et samlet fænomen. De efterlyser mere detaljeret forskning på området (Pargament & Brant 1998, 125f). Mange af de studier, der undersøger forholdet mellem religiøsitet og sundhed er præget af metodiske og teoretiske svagheder. En stor del af forskingen er styret af religiøse interesser, blandt andet fordi den religiøse organisation The John Templeton Foundation er en betydelig økonomisk faktor på feltet (Bjerrisgaard & Geertz 2007, 872). Ifølge Pargament og Brants analyse findes der tre effektive religiøse copingstrategier. Strategien har et positivt udfald, hvis individet 1) føler sig støttet og styrket af sin gud, 2) føler sig støttet af sin meninghed og 3) er i stand til at genfortolke dårlige begivenheder ind i en positiv, religiøs forklaringsramme (Pargament & Brant 1998, 119). Ifølge Chapins analyse af Josephines livshistorie består hendes religiøse coping netop af disse tre komponenter. Hun føler sig stærkere og smukkere på grund af gudens billigelse af hendes nye livsform og hendes nyfundne seksualitet. Desuden har hun fået et socialt netværk, og hun har genfortolket sine dårlige oplevelser retrospektivt som gudernes forsøg på at kalde hende til præstindetjeneste. Chapins pointe er, at den srilankanske præstindeinstitution kan sammenlignes med det vestlige psykiatribehandlingssystem. Sammenligningen af de to systemer er interessant, fordi den sætter spørgsmålstegn ved, hvor forklaringen på effekten i vestlig psykiatrisk terapi skal findes. I en metaundersøgelse fra 2008 undersøgte en gruppe bestående af psykologer og sundheds‐ og medicineringseksperter den indrapporterede effekt i kliniske tests af fire forskellige former for antidepressiv medicin. I artiklen analyseres samtlige kliniske data om medicinens effekt, der var indrapporteret til den amerikanske ʹFood and Drug Administrationʹ. Forskellen på medicinen og placebomedikamentet, den blev testet imod, viste sig at være meget lille. Mere end 80% af den rapporterede bedringseffekt fandtes hos begge grupper, både de patienter, der modtog medicin, og de, der fik placebomedicin. Kun hos de mest alvorligt depressive patienter var forskellen ‐ 34 ‐ mellem de to grupper statistisk signifikant, men denne forskel skyldtes snarere, at de alvorligt depressive var mindre modtagelige over for placebo end en egentlig effekt af medicinen (Kirsch et al. 2008). Selvom forholdet mellem placeboeffekt og religiøse strategier endnu ikke er tilstrækkeligt udforsket, er studiets resultat alligevel enormt interessant for Chapins analyse af Josephines livshistorie. Hvis placeboeffekten spiller så stor en rolle i psykofarmaceutisk depressionsbehandling, som det ser ud til i denne undersøgelse, er der gode chancer for, at den spiller en tilsvarende rolle i traditionelle behandlingssystemer. Effekten af både vestlig og traditionel behandling af psykiske lidelser som moderate depressioner og posttraumatisk stress kan muligvis forklares i individets forhold til behandlingsinstitutionen og dens autoriteter snarere end i de konkrete behandlingsteknikker. 5.0 Konklusion I sin analyse af Josephines livshistorie trækker Chapin på kliniske observationer og socialpsykologiske forklaringer. Derfor mener jeg, at det er unødvendigt, at analysen tager udgangspunkt i et freudiansk antropologisk begreb. Chapin konkluderer, at traditionelle symbolsystemer er et alternativ til vestlig behandling, og viser, hvordan de to behandlingssystemer består af parallelle forløb. Det er min opfattelse, at studier, der viser, at effekten af vestlig psykofarmaka er begrænset, åbner op for en videre udforskning af, hvad der egentlig forårsager effekten i de respektive terapisystemer. I den forbindelse ville komparative studier af effekten i traditionel og vestlig behandling være vigtige. Chapins analyse viser, at Josephine har brugt religiøse copingstrategier, der i den religiøse copingpsykologi karakteriseres som positive strategier. Jeg mener, at Chapin er i fare for at overse den vigtige pointe, at religiøs coping er en mangesidet størrelse, som i visse tilfælde kan være skadelig for individet. Forskning viser, at selvom dissociativ adfærd i mange tilfælde kan behandles gennem symbolsk besættelsesadfærd, kan dissociationerne også bunde i patologiske tilstande, som kræver medicinsk behandling. Jeg mener dog, at Chapin har en vigtig pointe i konklusionen om, at religiøse copingstrategier er et effektivt alternativ til vestlige behandlingssystemer i forbindelse med visse psykiske lidelser. ‐ 35 ‐ Litteraturliste Carrazana, E., et al. 1999 ”Epilepsy and religious experiences: Voodoo possession”, Epilepsia 40 (2) Chapin, Bambi L. 2008 ”Transferring Possession: Josephine and the Work of Culture”, Ethos vol. 36, issue 2 Bjerrisgaard, Line Tviis & Armin W. Geertz 2007 ”Den sundhedsfarlige bøn – Om fjernbøn, spiritualitet og dårlig videnskab”, Psyke og Logos 28 (2) Kirsch, Irving, et al. 2008 ”Initial Severity and Antidepressant Benefits: A Meta‐Analysis of Data Submitted to the Food and Drug Administration”, PLoS Med 5(2): e45. doi:10.1371/journal.pmed.0050045 Mission Danmark 2008 Mission Danmark nr. 1 ISSN 1602‐1290, Aalborg SV Obeyesekere, Gananath 1990 The Work of Culutre Chicago, The University of Chicago Press Pargament, Kenneth I. & Curtis R. Brant 1998 ”Religion and Coping” in: Handbook of Religion and Mental Health, Harold G. Koenig (eds.), Academic Press, San Diego psych.org 2009 http://www.psych.org/FunctionalMenu/AboutAPA.aspx (set 14. maj). Somasundaram, Daya, et al. 2008 ”Possesion States in Northern Sri Lanka” i Psychopathology 41 ‐ 36 ‐ Spanos, Nicholas, et al. 1986 ”Glossolalia as a Learned Behaviour: An Experimental Demonstration”, Journal of Abnormal Psychology vol. 95, no. 1 Spiro, Melford 1997 Gender Ideology and Psychological Reality – An Essay on Cultural Reproduction, Yale University Press, New Haven ‐ 37 ‐