Brak – slåningsbrak og blomsterbrak Braklagte arealer er landbrugsarealer i omdrift, som i en periode tages ud af den landbrugsmæssige produktion. Du kan få både grundbetaling og grøn støtte for dine braklagte arealer. I 2016 har du mulighed for at anvende to typer af brak: slåningsbrak og blomsterbrak. De to braktyper har hver sin afgrødekode. I din ansøgning skal du tage stilling til, hvilken braktype du ønsker at anvende på din mark. Brakarealer kan også anvendes til opfyldelse af kravet om 5 procent miljøfokusområde (MFO). For MFO-brak kan du anvende to forskellige afgrødekoder afhængig af, om det er MFOslåningsbrak eller MFO-blomsterbrak. Ingen produktion på brakarealer Braklagte arealer må ikke indgå i din landbrugsmæssige produktion i ansøgningsåret. Dvs. at det hverken må anvendes til afgræsning eller slæt, og arealet må heller ikke anvendes til opbevaring. Derudover må du heller ikke anvende jordforbedringsmidler, plantebeskyttelsesmidler eller fjerne det afslåede plantemateriale fra marken. Årligt aktivitetskrav på brakmarker Du skal holde brakmarken i en stand, så det nemt kan bringes ind i driften igen. Du skal derfor årligt udføre en aktivitet, som enten kan være slåning i sensommeren eller jordbearbejdning i foråret. Slåningsbrak (afgrødekode 308/310) Mindst én gang i perioden fra 1. august til 15. september skal plantedækket slås. Du må ikke fjerne det afslåede plantemateriale i ansøgningsåret. Hvis du slår dit areal uden for denne periode, vil det ikke tælle med i opfyldelsen af aktivitetskravet. Du må gerne foretage let jordbehandling af hele brakmarken, fx strigling, ligesom du også gerne må snitte/skårlægge plantematerialet eller opstakke plantematerialet i et hjørne inden for brakmarken. Blomsterbrak (afgrødekode 324/325) Mindst én gang i perioden fra 1. januar til og med 30. april i ansøgningsåret skal du foretage mekanisk jordbehandling, og du skal derefter udså en blanding af frø- og nektarproducerende plantearter. Denne frøblanding må ikke bestå af korn, majs eller raps i renbestand, eller være en blanding, der udelukkende består af disse afgrøder. Hvis du anvender denne aktivitet, er du undtaget fra kravet om slåning. Pas på plantedækket Du skal sikre, at plantedækket på braklagte arealer ikke bliver beskadiget eller får karakter af sort jord. Du må gerne have barjordsstriber på braklagte arealer, hvis de opfylder kravene i reglerne om vildt- og bivenlige tiltag. Vildt- og bivenlige tiltag Op til 10 procent af dit brakareal kan udlægges med vildt- og bivenlige tiltag med en maksimal bredde på 10 meter. Du kan kombinere de to braktyper For at fremme biodiversiteten på brakmarker er variation i plantedækket vigtigt. Du kan fx dele din brakmark op i to mindre delmarker og angive hver delmark med hver sin braktype. Året efter kan du fx bytte rundt på de to afgrødekoder, hvorved du fastholder en variation i plantedækket. Forbudsperiode mod slåning Du må ikke slå brakarealet i perioden 1. maj til 31. juli i ansøgningsåret af hensyn til markvildtet. Dette gælder uanset, hvilken braktype du anvender. Hvilke planter må du bekæmpe? I særlige tilfælde må du selektivt anvende plantebeskyttelsesmidler til nedvisning og fjerne plantematerialet fra de dele af brakmarken, hvor du har problemer med giftige, aggressive eller uønskede plantearter (fx flyvehavre, kæmpebjørneklo, brændenælder eller tidsler). Du må også gerne fjerne plantemateriale, hvis der er risiko for krydsbestøvning mellem dine brakmarker og marker til dyrkning af markfrø af græsmarksplanter, bælgplanter og bederoer. Vil du bruge brak som MFO? Du skal anvende afgrødekoderne for henholdsvis MFO-blomsterbrak (325) og/eller MFO-slåningsbrak (308). Vær opmærksom på, at hvis du bruger en brakmark som MFO-område, kan du ikke også bruge brakmarken som alternativ til pligtige efterafgrøder. Omlægning af dine braklagte arealer Du kan omlægge dine brakarealer til vinterafgrøder allerede fra 1. august i ansøgningsåret. Husk, at omlægning af dit brakareal senest 31. august erstatter aktivitetskravet på brakarealer. Hvis du vil dyrke en vårafgrøde på dit brakareal det følgende år, gælder der særlige frister for, hvornår du må jordbehandle. Miljø- og Fødevareministeriet NaturErhvervstyrelsen Nyropsgade 30 DK-1780 København V Tel +45 33 95 80 00 [email protected] www.naturerhverv.dk Miljøtilsagn som MFO-brak Arealer under grundbetalingsordningen med miljøtilsagn, der har afgrødekoderne 312, 313, 317, 319 og 320, vil automatisk tælle med som MFO-brak. Du skal blot anmelde disse afgrødekoder i fællesskemaet. Yderligere information Faktaarket indeholder de vigtigste informationer om Brak – slåningsbrak og blomsterbrak. Du kan læse mere om reglerne i Vejledning om direkte arealstøtte 2016 og i faktaark på vores hjemmeside på: Naturerhverv.dk/grundbetaling
© Copyright 2024