Klostermarksskolen Aalborg, januar 2016 Klostermarksskolen søger viceskoleleder Hermed en kort introduktion til Klostermarksskolen for ansøgere til stillingen som viceskoleleder. For uddybende info henvises til skolens hjemmeside www.klostermarksskolen.dk. Om Klostermarksskolen Klostermarksskolen er en videreførelse af forberedelsesskolen, som blev oprettet i Aalborg midtby i 1871, og som i 1905 flyttede til den nuværende placering på Dronning Christines Vej i Hasseris.
Skolen fungerede indtil midten af 1900-tallet som forberedelsesskole til Aalborg Katedralskole. I dag er skolen en selvstændig privatskole og medlem af Danmarks Privatskoleforening (www.privatskoleforening.dk). Bestyrelse Skolens bestyrelse består af 5 generalforsamlingsvalgte forældrerepræsentanter. Bestyrelsen er juridisk og forretningsmæssig ansvarlig for skolens drift, der udgør en årlig omsætning på ca. 37 mill. kr. pr. år. Ledelse Skolens daglige ledelse varetages af skoleleder, viceskoleleder og afdelingsleder for fritidsordning og klub. Elever Skolen optager til børnehaveklassen hvert år 44 elever efter venteliste, som fra 2.6.kl. undervises i to spor. Til 7. årgang optages yderligere 22 elever, og der dannes 3 nye spor på 7.-9. årgang. Skolens 10. årgang har tre klasser med i alt 62 pladser, hvoraf ca. 80 % optages af elever fra andre skoler. 10. årgang er et bogligt tilbud med undervisning og vejledning målrettet videre ungdomsuddannelse. Der er således 568 elever på skolen. Til skolen er knyttet skolefritidsordning for elever i bh.kl.-3.kl. med 176 elever samt eftermiddagsklub for 4.-5. årgang og for 6. årgang med hhv. ca. 75 og 30 elever. ________________________________________________________________________________________________________________________ KLOSTERMARKSSKOLEN DR. CHRISTINES VEJ 6 9000 AALBORG TLF. 96311818 [email protected] Bygninger Undervisningen foregår hovedsagelig i skolens hovedbygning fra 1905, som er gennemrenoveret i 2015 og som rummer 3.-10. kl., bibliotek, administration, lærerværelse og faglokaler. Idrætsundervisningen foregår i 2 gymnastiksale samt for 7.-10. kl. i Stadionhallen på Annebergvej. Indskolingsbygningen er fra 2002 og rummer 0.-2. klasse og fritidsordningen. Skolen har endvidere klubaktivitet i to ældre villaer på Annebergvej/Dr. Christines Vej. Disse er opkøbt med henblik på opførelse af en bygning med nye faglokaler. Undervisningen Klostermarksskolen er en boglig skole med fokus på, at alle elever udfordres og opnår de bedst mulige faglige resultater og egenskaber, der giver et godt grundlag for videre skolegang i ungdomsuddannelsen. Skolen tilbyder inklusionsundervisning, et særligt tilbud til elever med specifikke vanskeligheder eller behov for støtte. Desuden har vi særlige talenttilbud til de elever i de ældste klasser, som har brug for større udfordringer, idet skolen i samarbejde med andre privatskoler tilbyder talentcamps som ekstratilbud, og Klostermarksskolen er medlem af nationale talentudviklingsfora med fokus på denne elevgruppe. Vi arbejder desuden sammen med internationale skoler med elev- og lærerudveksling og gensidig inspiration. Skolen har i de seneste år satset en del på IT og digitale undervisningsmuligheder, både hvad angår udstyr til undervisningen, software og online-materialer og efteruddannelse af skolens lærere. De høje faglige krav og en positiv skolekultur er et vilkår, som alle elever, forældre og ansatte forventes at bakke op om for at skabe en skole, hvor alle udfordres til at udvikle sig. Klostermarksskolen har gode resultater hermed og ønsker fortsat at udvikle undervisningen og skoledagens tilrettelæggelse med høje ambitioner. Det er skoleledelsens ansvar at sikre opbakning til dette i form af gode arbejdsvilkår og mulighed for faglig udvikling og præcisering af høje forventninger til alle ansatte, ligesom der lægges vægt på at skabe et godt og konstruktivt samarbejde med skolens forældre. ________________________________________________________________________________________________________________________ KLOSTERMARKSSKOLEN DR. CHRISTINES VEJ 6 9000 AALBORG TLF. 96311818 [email protected] Viceskolelederens opgaver Skoleleder og viceskoleleder har ikke skemalagte undervisningstimer, men læser af og til enkelte vikartimer. Den pædagogiske ledelse foregår i tæt samarbejde med afdelingsleder for sfo, funktionslærere (indskoling, mellemtrin, udskoling og inklusion) samt fagudvalgsformænd og ressourcelærere, (læsevejledning, trivsel, talentudvikling, mm), pædagogisk råd og pædagogisk udvalg. Forretningsmæssige opgaver løses i tæt samarbejde med to administrative medarbejdere (skolesekretær og bogholder) samt skolens servicepersonale. Den endelige fordeling af opgaver i skolens ledelse aftales løbende, idet der dog på forhånd er en række funktioner knyttet til viceskolelederstillingen. Disse er: Vikaradministration, arbejdstidsadministration, prøveadministration, IT-udvikling (i samarbejde med en fuldtids IT-medarbejder og skolens pædagogiske udvalg), skolens hjemmeside og digitale kommunikation internt og eksternt. Ansvar for enkelte budgetområder, f.eks. bogkonti, undervisningsmidler og bygningsvedligehold. (oversigt over de samlede ledelsesopgaver kan rekvireres hos skolelederen) Procedure for ansættelse af viceskoleleder Ansøgningsfrist er d. 11. februar. Et ansættelsesudvalg (2 bestyrelsesmedlemmer, skoleleder, og to medarbejderrepræsentanter) udvælger et antal kandidater til samtale tirsdag d. 16. februar (uge 7). Efter denne samtale beder vi 1-3 kandidater udarbejde en kort profiltest, som sammen med en 2. samtale d. 18. februar danner grundlag for den endelige udvælgelse, som forventes at finde sted inden udgangen af uge 7. Ansættelse forventes at være fra 1. april 2016 eller snarest herefter. Nærmere oplysninger kan fås hos skoleleder Lars Peter Nitschke på 96311812 eller 23489463. Vi ser frem til din ansøgning! Venlig hilsen p.b.v. Lars Peter Nitschke Skoleleder ________________________________________________________________________________________________________________________ KLOSTERMARKSSKOLEN DR. CHRISTINES VEJ 6 9000 AALBORG TLF. 96311818 [email protected]
© Copyright 2024