2.4 Telemedicinsk hjemmemonitorering af KOL Initiativets indhold Regeringen, Danske Regioner og KL har i økonomiaftalen fra 2015 aftalt, at der skal ske en landsdækkende implementering af hjemmemonitorering til borgere med KOL inden udgangen af 2019. Der er tale om en telemedicinsk løsning, hvor borgerne får udstyr med hjem til selv at måle iltmætning, puls, blodtryk og vægt et par gange om ugen. Målingerne overføres via en tablet til sundhedspersonale i kommunen eller på sygehuset, som følger op, hvis der er behov for det. Samarbejdet er baseret på de positive erfaringer i TeleCare Nord, hvor Region Nordjylland, alle kommunerne i regionen og de praktiserende læger samarbejder om hjemmemonitorering af KOL. Indsatsen understøttes af telemedicinskteknologi, hvorved borgerne i stadig højere grad kan hjælpes og monitoreres for deres lungefunktion i eget hjem. Indsatsen er realisering af ambitionerne om at bringe behandling tættere på borgerne. Dette sker i overensstemmelse med det kommunale politiske udspil om ”Det nære sundhedsvæsen”. Der er nedsat fem landsdelsprogrammer i samarbejde mellem regioner og kommuner, der skal sikre realiseringen af initiativet inden for rammerne af sundhedsaftalerne og det eksisterende tværsektorielle samarbejde om sundhed. Der er en række forudsætningsprojekter, som skal på plads, før implementeringen kan påbegyndes. Bl.a. modning af den telemedicinske infrastruktur og forløbsprogrammer for KOL. Erfaringer viser, at telemedicin giver patienterne mere tryghed i hverdagen og øget mestring af egen sygdom. For patienterne med svær KOL har telemedicin desuden resulteret i mere effektiv behandling med færre indlæggelser og en positiv businesscase. Organisering og tidsplan Initiativet organiseres i fem landsdelsprojekter. Der nedsættes en styregruppe for hvert af landsdelsprojekterne. Til at følge fremdrift er der nedsat en porteføljestyregruppe med deltagelse af landsdelsprogrammerne, KL, Danske Regioner, Sundhedsministeriet og Digitaliseringsstyrelsen. Initiativet har en tidshorisont frem til 2019.
© Copyright 2024