1. No category

S206600C - KSJ
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
DOM
Afsagt den 18. november 2016 af Østre Landsrets 7. afdeling
(landsdommerne Karen Hald, Ib Hounsgaard Trabjerg og Finn Morten Andersen med
domsmænd).
7. afd. nr. S-2066-16:
Anklagemyndigheden
mod
T
(cpr.nr. 190778-XXX)
(advokat Betina Hald Engmark)
Københavns Byrets dom af 8. juli 2016 (SS 2-4688/2016) er anket af T med påstand om
frifindelse.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat og om skærpelse.
Forklaringer
Tiltalte har heller ikke i landsretten ønsket at afgive forklaring. Der er i landsretten afgivet
supplerende forklaring af vidnerne politiassistent A og politiassistent B. Der er endvidere
afgivet forklaring af vidnet C.
Vidnet A har vedrørende forhold 1, 3 og 4 supplerende forklaret blandt andet, at han spurgte passagererne i bilen, om de var Uber-kunder, hvilket de bekræftede. Hans mistanke blev
også bestyrket ved, at der ikke var en forsædepassager. Det ville der normalt være ved en
-2-
rent privat kørsel. Han ved ikke, om de pågældende passagerer betalte for turen, inden de
forlod bilen. Han ved ikke, hvordan betalingen til Uber foregår. Han kan ikke huske, om
passagererne fortalte, hvor de skulle hen. Han bad ikke om navn på passagererne, inden
han bad dem om at forlade bilen. Der var på baggrund af den forholdsordre, han havde
fået, ikke behov for få passagerernes navne, fordi de nødvendige oplysninger ville fremgå
af tiltaltes telefon, som skulle sikres til sagen, ligesom passagererne heller ikke havde gjort
noget galt. Han har ikke haft kontakt til Uber i sagens anledning.
Vidnet B har vedrørende forhold 5, 7 og 8 supplerende forklaret blandt andet, at det var
hans klare indtryk, at passagererne endnu ikke havde nået at fortælle tiltalte, hvor de skulle
hen. Bilen nåede højest at trille fem meter, inden den blev standset af politiet. Han sikrede
sig ikke chaufførens telefon til sagen, idet de havde fået forholdsordre om, at det ikke længere var nødvendigt. Han ved ikke, om der også var en forholdsordre om, at de skulle tage
billeder af telefonen. Han mener ikke, at han tog flere billeder ud over de billeder, der
fremgår af fotomappen.
Vidnet C har vedrørende forhold 5 forklaret blandt andet, at han om natten den 6. februar
2016 var passager i en Uber-taxi, der blev standset af politiet. Han havde bestilt bilen over
Uber-appen. Han kendte ikke chaufføren i forvejen. Vognen nåede at køre ca. 20 meter,
inden de blev standset af politiet. Han kan ikke huske, om han nåede at sige til chaufføren,
hvor han skulle hen. Der blev trukket penge – vist nok 60 kr. - på hans konto for kørslen.
Han har fået pengene igen fra Uber. Han skrev til Uber på en mailadresse, der var oplyst i
applikationen. Han bruger Uber-appen ca. en gang om måneden. Han havde vel brugt
Uber-appen to-tre gange forud for kørslen den 6. februar 2016. Man skal godkende den
chauffør, der i applikationen bliver anvist til at køre turen. Allerede i applikationen kan
man angive, hvor man skal hen, men man kan også vente med at sige det til chaufføren.
Personlige oplysninger
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han fortsat er under uddannelse. Der er
jobgaranti. Han får nu kontanthjælp på 7.500 kr. om måneden.
Nærmere om retsgrundlaget – erhvervsmæssig personbefordring
Gældende regler
-3-
Taxikørselsloven (lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013 om taxikørsel m.v.) bygger
– ligesom den tidligere lovgivning i hyrevognsloven fra 1978 – på et bevillingssystem,
således at erhvervsmæssig personbefordring kræver bevilling i henhold til loven.
Taxikørselslovens § 1, stk. 1, har følgende ordlyd:
”§ 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik) med et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højst 9 personer, føreren medregnet, skal have
tilladelse hertil.”
Taxikørselsloven indeholder en række bemyndigelsesbestemmelser, herunder bestemmelsen i lovens § 12, stk. 1, nr. 2, der indeholder hjemmel til at fastsætte regler om undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem erhvervsmæssig og ikke
erhvervsmæssig personbefordring. Taxikørselsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 405 af
8. maj 2012 om taxikørsel mv. som ændret ved bekendtgørelse nr. 1651 af 8. december
2015) er udstedt i medfør af blandt andet denne bemyndigelsesbestemmelse. Bekendtgørelsen indeholder i § 1, stk. 1, følgende bestemmelse til fastlæggelse af, hvad der forstås
ved erhvervsmæssig personbefordring:
”§ 1. Ved erhvervsmæssig personbefordring (taxikørsel, limousinekørsel, sygetransport og offentlig servicetrafik) forstås kørsel i et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af højst 9 personer føreren medregnet
1) med personer uden en nærmere tilknytning til den person, virksomhed eller
sammenslutning, der udfører eller lader kørslen udføre, jf. dog stk. 5,
2) som udføres mod vederlag, idet godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger, f.eks. udgifter til benzin eller olie, ikke anses som vederlag, eller
3) som udgør den pågældende persons, virksomheds eller sammenslutnings primære formål.
Stk. 2. Ved limousinekørsel forstås kørsel som nævnt i stk. 1, der udføres som
repræsentationskørsel, bryllupskørsel og lignende kørsel i køretøjer med særlig
indretning, udstyr og lignende.
Stk. 3. Ved sygetransport forstås befordring af personer henvist til sundhedsfaglig behandling og personer, der på grund af sygdom eller handicap er afskåret fra
eller kun med besvær kan benytte almindelige befordringsmidler, herunder taxi,
samt hastende befordring af blod- og organdonorer i forbindelse med sygdoms- og
ulykkestilfælde. Ambulancekørsel er ikke omfattet af denne bekendtgørelse.
Stk. 4. Ved offentlig servicetrafik forstås kørsel i forbindelse med kontrakt med
et trafikselskab om almindelig rutekørsel.
Stk. 5. Samkørselsarrangementer og kørsel ved benyttelse af køretøjer tilknyttet
delebilsordninger anses ikke som erhvervsmæssig personbefordring, jf. stk. 1, såfremt der alene ydes godtgørelse for de med kørslen direkte forbundne omkostninger.
Stk. 6. Kørsel, som en hjælper udfører for borgeren som led i borgerstyret personlig assistance efter § 96 i lov om social service eller andre ordninger efter denne lov eller øvrig lovgivning, hvor der indgår hjælp til færden uden for hjemmet,
anses ikke som erhvervsmæssig personbefordring, jf. stk. 1.”
I modsætning til reglerne i buskørselsloven (lovbekendtgørelse nr. 1050 af 12. november
2012 om buskørsel) gennemfører reglerne i taxikørselsloven ikke EU-retlig regulering i
dansk ret.
-4-
Forarbejder
Taxikørselsloven blev vedtaget ved lov nr. 329 af 14. maj 1997. Af forarbejderne til § 1,
nr. 1, således som denne bestemmelse blev affattet ved 1997-loven, fremgår følgende af de
specielle bemærkninger (Lovforslag nr. L 141, Folketingsåret 1996-97):
”Til § 1
Ved den foreslåede bestemmelse bibeholdes bevillingssystemet som grundlag for
udførelse af taxikørsel. Dette betyder, som hidtil, at den, der ønsker at udføre taxikørsel, skal ansøge om og erhverve bevilling hertil, forinden vedkommende får ret
til at udføre denne form for erhvervsmæssig personbefordring. Der vil, som hidtil,
blive krævet en bevilling pr. motorkøretøj, der benyttes til taxikørsel.
Den gældende lov indeholder to undtagelser fra bevillingskravet. Bevilling er således ikke påkrævet, såfremt det pågældende motorkøretøj (indrettet til befordring
af højst 9 personer, føreren medregnet) udelukkende benyttes til sygetransport eller almindelig rutekørsel i henhold til § 2, stk. 2, i lov om buskørsel.
Ifølge lovforslaget er det alene sidstnævnte undtagelse, der fortsat er gældende.
Sygetransport gøres således tilladelsespligtig på samme måde som taxivirksomhed. Dette betyder, at der vil blive fastsat krav (økonomisk baggrund, faglige kvalifikationer og vandel m.v.) vedrørende adgang til dette erhverv. Disse krav vil
indholdsmæssigt svare til de samtidig foreslåede adgangskrav til taxierhvervet.
Opfylder en ansøger disse krav, kan den kompetente myndighed (kommunalbestyrelsen/Storkøbenhavns Taxinævn) udstede tilladelse til sygetransport. Der udstedes
en tilladelse pr. køretøj. ...”
Taxikørselsloven omfattede oprindelig tre tilladelsestyper: Taxitilladelse, limousinetilladelse og tilladelse til sygetransport. Ved lov nr. 633 af 14. juni 2011 om ændring
af lov om taxikørsel m.v. blev § 1 nyaffattet, og der blev indført en ny tilladelsestype,
tilladelse til offentlig servicetrafik. I forarbejderne (Lovforslag nr. L 173, Folketingsåret 2010-11) er det i de specielle bemærkninger til den nyaffattede § 1 blandt andet
anført, at der ikke på grundlag af den nye tilladelsestype vil kunne udføres andre former for erhvervsmæssig personbefordring. Ved lov nr. 399 af 9. maj 2012 om ændring af lov om taxikørsel m.v. og registreringsafgiftsloven blev betingelsen om tilladelse til taxikørsel for udstedelse af tilladelse til offentlig servicetrafik ophævet.
Af forarbejderne til bemyndigelsesbestemmelsen i lovens § 12, stk. 1, nr. 2, der ikke er
blevet ændret siden taxikørselslovens vedtagelse i 1997, og som taxikørselsbekendtgørelsen blandt andet er udstedt i medfør af, fremgår følgende af de specielle bemærkninger
(Lovforslag nr. L 143, Folketingsåret 1996-97):
”…
Efter nr. 2 kan ministeren fastsætte regler om undtagelse fra kravet om tilladelse,
herunder afgrænsningen mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig personbefordring. Der er i forarbejderne (lovbemærkningerne) til den eksisterende lov
anført følgende vedrørende den nævnte afgrænsning:
»Ved afgrænsningen har man valgt at referere til begrebet erhvervsmæssig personbefordring. Dette har hidtil (d.v.s. før 1978-loven) været anvendt i færdselslovgivningen til fastsættelse af, hvilke særlige krav der af færdselssikkerhedsmæssige hensyn skal stilles til køretøjets udstyr og føreren. Der har f.eks. været
stillet krav om særligt udstyr, periodisk syn og særligt førerbevis. Det har imidlertid været vanskeligt at foretage en tilfredsstillende afgrænsning af erhvervsmæssig personbefordring ud fra færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Der er derfor enighed mellem justitsministeriet og ministeriet for offentlige arbejder om,
at begrebets betydning bør fastlægges ud fra trafikpolitiske hensyn, og Justits-
-5-
ministeriet vil fremover foretage tilsvarende fortolkning af begrebet, hvor dette
anvendes i færdselslovgivningen.
I det samtidig forelagte forslag til lov om buskørsel er afgrænsningen af den
kørsel, der skal kunne udføres uden tilladelse, fordi den ikke kan anses for at
være erhvervsmæssig, ligeledes foretaget ud fra trafikpolitiske hensyn. Disse
hensyn fører dog ikke til, at der skal gælde samme afgrænsning på hyre- som på
buskørselsområdet, jfr. i øvrigt bemærkningerne til § 1 i forslaget til lov om
buskørsel (1978-loven).
Efter såvel dette lovforslag som forslaget til lov om buskørsel falder vederlagsfri kørsel, hvor der udelukkende befordres personer, der har en nærmere tilknytning til den, der er registreret som ejer af køretøjet, uden for begrebet erhvervsmæssig personbefordring, når kørslen udføres som led i anden virksomhed af ejeren selv eller af en hos denne ansat chauffør. Som eksempel herpå kan
nævnes en fabriks- eller forretningsvirksomheds kørsel med personale og en institutions (f.eks. en skoles eller et ungdomhjems) befordring af institutionens
elever. Endvidere kan nævnes politiets og kriminalforsorgens kørsel med anholdte samt brandvæsenets kørsel med mandskab.
I modsætning til, hvad der gælder efter lovforslaget til lov om buskørsel, anses
efter dette lovforslag en erhvervsvirksomheds kørsel med kunder også for at
falde uden for begrebet erhvervsmæssig personbefordring. Der stilles altså på
hyrekørselsområdet ikke samme krav til tilknytningsforholdet mellem køretøjet
og passagererne som på buskørselsområdet. For at kundekørsel skal kunne udføres frit, kræves det ligesom ovenfor, at den skal udføres vederlagsfrit med et
virksomheden tilhørende køretøj og med virksomhedens egen chauffør.
Den, der er registreret som bruger, kan - såfremt brugsretten hidrører fra et
normalt leasingforhold, det vil sige, at leasing er et normalt led i leasers erhverv
- ligestilles med køretøjets ejer.«
Afgrænsningen af den ikke-erhvervsmæssige kørsel over for den erhvervsmæssige personbefordring er således central for hele lovgivningen om erhvervsmæssig
personbefordring, hvad enten der er tale om bus- eller taxikørsel. »Erhvervsmæssig personbefordring« er det grundlæggende begreb, der udløser tilladelseskravet
og dermed adgangskravene til at udføre en given personbefordring samt tillige
kravet om kørekort til erhvervsmæssig personbefordring. Begrebet må således være genstand for en nærmere definition og udfyldning, for at loven skal have berettigelse. Den mest hensigtsmæssige måde at gøre dette på, er imidlertid at foretage
en modsætningsvis definition af, hvad der kan betragtes som ikke-erhvervsmæssig
kørsel.
Der er i overensstemmelse hermed fastsat nærmere retningslinjer vedrørende afgrænsningen af den ikke-erhvervsmæssige over for den erhvervsmæssige personbefordring (såvel taxikørsel som buskørsel). I henhold til disse anses kørslen for
ikke-erhvervsmæssig, såfremt
1) kørslen udføres vederlagsfrit,
2) af den registrerede ejer eller bruger af motorkøretøjet, eller en ansat hos denne,
3) kørslen er led i anden virksomhed, idet der
4) udelukkende må befordres personer med en nærmere tilknytning til ejeren eller
brugeren.
Det er ikke umiddelbart hensigten at ændre den eksisterende afgrænsning mellem
den ikke-erhvervsmæssige personbefordring og den af lovforslaget omfattede personbefordring, men bestemmelsen giver ministeren mulighed for at foretage ændringer i afgrænsningen, såfremt dette findes hensigtsmæssigt.
For så vidt angår adgangen til at fastsætte regler om undtagelse fra tilladelseskravet, henvises der til bemærkningerne til forslaget til lov om ændring af busloven
(lov nr. 364 af 6. juni 1990), hvoraf fremgår, at ministeren kan fastsætte, at »visse
særlige former for erhvervsmæssig personbefordring undtages fra kravet om til-
-6-
ladelse, idet afgørelsen vil bero på en konkret vurdering, herunder om kørslen udføres i konkurrence med andre virksomheder.«
Inden for busområdet har bemyndigelsen til at undtage fra tilladelseskravet i Persontrafikrådets/Færdselsstyrelsens regi hidtil været administreret meget restriktivt,
idet dette efter bekendtgørelsen om buskørsel kun kan finde sted i ganske særlige
tilfælde. Denne restriktive praksis forudsættes tilsvarende anvendt på taxiområdet.
Der kan f.eks. være tale om at undtage kørsel, der - såfremt ansøgningen om undtagelse fra tilladelse blev afslået - ikke ville blive overladt til andre taxivognmænd.
Eksempler herpå kan være kørsel i forbindelse med enkeltstående private »åbenthus« arrangementer, hvor der er tale om en ganske særlig serviceydelse, samt kørsel på et lukket område med en begrænset personkreds, såsom kørsel i forlystelsesparker, dyreparker, inden for et aflukket lufthavnsområde m.v.
…”
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten finder ikke grundlag for at udsætte sagen med henblik på nærmere belysning
af eventuelle EU-retlige aspekter mv.
Efter de afgivne forklaringer kan det lægges til grund, at tiltalte ved de omhandlede kørsler
den 18. november 2015 og 6. februar 2016 kørte i en almindelig personbil med passagerer,
som havde bestilt tiltalte til kørslen ved brug af selskabet Ubers internetapplikation. Efter
indretningen af Uber-appen skulle betaling for kørslerne afregnes direkte over for Uber og
efter Ubers takster, hvorefter Uber efter et fradrag, der for landsretten er oplyst til at udgøre på 20 %, skulle afregne betalingen for kørslerne over for tiltalte.
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at de omhandlede kørsler er foretaget med passagerer, der ikke har nogen nærmere tilknytning til tiltalte ud over anvendelsen af Ubers
internetapplikation, og at kørslerne er udført mod en betaling, der overstiger de med kørslen direkte forbundne omkostninger til f.eks. benzin eller olie.
Landsretten finder under disse omstændigheder, at kørslerne må anses for erhvervsmæssig
personbefordring som nævnt i taxikørselslovens § 1, stk. 1, jf. bekendtgørelse om taxikørsel § 1, stk. 1. Der er ikke grundlag for at anse kørslerne for samkørselsarrangementer mv.
omfattet af bekendtgørelsens § 1, stk. 5.
Herefter, og idet tiltalte ikke har tilladelse til at udføre erhvervsmæssig befordring, idet den
personbil, der blev anvendt under kørslerne, ikke var godkendt til og registreret til taxikørsel, og idet tiltalte ikke har erhvervet kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, tiltrædes det, at tiltalte som fastslået ved byrettens dom er fundet skyldig i overtrædelse af taxi-
-7-
kørselslovens § 16, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 1, færdselslovens 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1,
1. pkt., og bekendtgørelsen om særlige krav til taxier mv. § 18, stk. 1, jf. § 1. Det tiltrædes
endvidere, at der ikke er grundlag for at anse en overtrædelse af taxikørselslovens § 16, stk.
1, nr. 1, jf. § 1, stk. 1, for omfattet af straffelovens § 21 om forsøg i tilfælde, hvor kørslen
afbrydes undervejs ved, at føreren standses af politiet.
Straffen findes efter karakteren og omfanget af de begåede forhold passende udmålt til en
bøde på 6.000 kr. Der er herved navnlig taget hensyn til, at der er tale om to kørsler til
samtidig pådømmelse om kørsel i strid med taxikørselslovens § 1, stk. 1, i en bil, der ikke
var godkendt og registreret hertil.
Landsretten stadfæster derfor dommen.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter.
(Sign.)
___ ___ ___
Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den