Sø- og Handelsretten
Retspræsidenten
Den 23. maj 2011
Lnr.: H23-2011
Justi tsmini steriet
Proceskontoret
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Høringssvar
Vedr. Konkursrådets betænkning om konkurskarantæne
- sagsnr. 2011-711-0258
I brev af 23. marts 2011 har Justitsministeriet anmodet blandt andre Sø- og Handelsretten og
samtlige byretter om en udtalelse vedrørende Konkursrådets betænkning om konkurskarantæne.
Sø- og Handelsretten afgiver efter aftale med byretspræsidenterne
som på egne vegne.
udtalelse på såvel byretternes
Selve spørgsmålet om hvorvidt der i dansk ret bør indføres regler om konkurskarantæne, beror
på politiske overvejelser, som Sø- og Handelsretten og byretterne ikke finder at burde udtale sig
om.
Pålæg af konkurskarantæne er, med de retsvirkninger der er foreslået af Konkursrådet, for den
karantænen rammer, et meget vidtgående indgreb, som kan have alvorlige personlige og økonomiske konsekvenser for den pågældende. Retssikkerhedsmæssige hensyn bør derfor være
tungtvejende, såvel ved udformningen af de processuelle regler om konkurskarantæne, som ved
udformningen af de materielle betingelser for indgrebet.
I Konkursrådets lovudkasts § 157 er det fastslået, at konkurskarantæne kan pålægges den, der
senere end et år før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hvis det må
antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.
Afgrænsningen af hvornår en person kan siges at have deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, vil i de fleste tilfælde kunne ske forholdsvist præcist på grundlag af betænkningens
kap. 5, pkt. 4.1, og bemærkningerne til Konkursrådets lovforslags § 157, stk. 1. Denne del af
lovforslaget giver derfor ikke anledning til bemærkninger.
Af lovforslagets § 157 fremgår endvidere, at den der pålægges konkurskarantæne skal have gjort
sig skyldig i groft uforsvarlig forretningsførelse. Der introducere s med dette forslag en retlig
standard, hvis indhold er nærmere beskrevet i betænkningens kap. 5, pkt. 4.2, og i bemærkningerne til Konkursrådets lovforslags § 157, stk. 1.
Anvendelsen - og udviklingen - af den retlige standard forudsætter afvejning af en række til
dels modsatrettede hensyn og kræver navnlig en betydelig indsigt i forretningsmæssige forhold,
Bredgade 70,1260
København K.
Emai1: [email protected]
T1f. +45 33 47 92 22
(Fax +45 33 47 92 82)
-2 herunder tilstrækkelig viden og erfaring til at kunne afgrænse hvornår en given adfærd er udtryk
for uforsvarlig forretningsførelse, eller simpelthen forretningsmæssig udygtighed, ligesom skifteretten skal være i stand til at sondre mellem, hvad der må betragtes som uacceptable risici i
forretningsforhold, eller ydre omstændigheder som bevirker, at et givet hændelsesforløb ikke
kan betragtes som dadelværdig adfærd.
Sådanne vurderinger, som skal danne grundlag for skifterettens afgørelse, forudsætter en indsigt
i forretningsmæssige forhold og good corporate governence, som formentlig ganske ofte, af
hensyn til retssikkerheden for den indgrebet rettes imod, vil gøre det påkrævet, at skifteretten og i kæresager også landsretten - i medfør retsplejelovens § 16, stk. 4 eller § 20 a, tilkalder sagkyndige dommere til, at deltage i sagens behandling, idet det herved lægges til grund at en sag
om konkurskarantæne er omfattet af begrebet tvist i et konkursbo. Såfremt Justitsministeriet
ikke deler denne opfattelse, bør bestemmelserne i retsplejelovens § 16, stk. 4 og 20 a formentlig
ændres, således at der tilvejebringes en sikker hjemmel for anvendelse af sagkyndige dommere i
sager om konkurskarantæne.
Konkursrådet foreslår, at sager om konkurskarantæne skal behandles efter reglerne om behandlingen af civile sager. Dette bør fremgå direkte af lovteksten ved en tilpasning af bestemmelserne i konkurs lovens kap. 31, og det bør i denne forbindelse overvejes om der - henset til konkurskarantænens indgribende karakter - også skal tilvejebringes hjemmel til, at skifteretterne
også i byretterne undtagelsesvis kan sættes med 3 dommere under samme betingelser som dette
kan ske i borgerlige sager.
Under alle omstændigheder bør det af bemærkningerne til et kommende lovforslag fremgå, at
skifteretten i sager om konkurskarantæne som absolut hovedregel bør beklædes af en udnævnt
dommer, eller af en meget erfaren domstolsjurist, hvis dommeregnethed er blevet prøvet i landsretten.
Konkursrådet foreslår, at kompetencen til at træffe afgørelser af, om der skal rejses sag om konkurskarantæne skal påhvile kurator personligt, således at beslutningen ikke vil kunne gøres 'ti!
genstand for afstemning blandt fordringshaverne i konkursboet. Dette begrundes med, at kurator
i disse sager varetager en samfundsmæssig interesse, uagtet at udgiften til at føre en sag om
konkurskarantæne efter Konkursrådets forslag skal dækkes af konkursboets midler i det omfang
disse strækker til og kun subsidiært af statskassen.
Med Konkursrådets forslag introducere s en ny juridisk figur, som efterlader nogen tvivl om,
hvorvidt kurator må anses som en egentlig part i konkurs karantæne sagen, hvilket formuleringen
af lovforslagets § 161, stk. 6, 1. pkt., sidste led, kan tale for, eller om kurator fortsat skal opfattes
som partsrepræsentant, hvilket de foreslåede omkostningsregler kan tale for. I sidstnævnte tilfælde forekommer det uklart, om den egentlige part er konkursbo et eller staten, som den der
endeligt kan komme til at bære sagens omkostninger. Overvejelserne om kurators status i konkurskarantænesagen bør derfor uddybes i et kommende lovforslag. I lyset af anførte bør det
endvidere overvejes at ændre formuleringen af Konkursrådets lovforslags § 161, stk. 6, 1. pkt.,
sidste led, således at ordlyden "til fordel for kurator" ændres til "til skade for den, begæringen er
rettet imod", således at lovteksten ikke kan give læseren det fejlagtige indtryk, at kurator har en
personlig interesse i konkurskarantænesagens udfald.
I konkurskarantænesagerne varetager kurator, som anført af Konkursrådet, samfundsmæssige
interesser, mens kurator i øvrigt varetager kreditorernes økonomiske interesser i et konkursbo.
Kurators beslutning om at rejse en sag om konkurskarantæne, adskiller sig fra andre beslutninger om retssagsførelse i forbindelse med bobehandlingen, derved at konkurskarantænesagen
alene kan påføre boet, måske ikke ubetydelige udgifter, men aldrig indtægter. Beslutningen om
at rejse en sag om konkurskarantæne kan derfor bringe kurator i en situation, hvor der i realiteten opstår en interessekonflikt mellem boets kreditorer og de samfundsmæssige hensyn kurator
-3skal varetage ved behandlingen af spørgsmålet om konkurskarantæne. På denne baggrund bør
det i bemærkningerne til et kommende lovforslag anføres, at denne mulige interessekonflikt ikke
kan føre til, at kurator anses for inhabil efter konkurslovens § 238, stk. 1, og dermed ikke afskæres fra fortsat at varetage de øvrige funktioner kuratorhvervet indebærer.
Til de af Konkursrådets foreslåede sagsbehandlingsregler skal det i øvrigt bemærkes, at det bør
overvejes helt at overlade det til kurators bedømmelse at afgøre, om konkurskarantænesagen
skal indledes, idet det næppe kan forventes at skifteretten i mere end nogle ganske få sager årligt
vil tilsidesætte kurators indstilling om at indlede sag som åbenbart forkert. Den i Konkursrådets
lovforslags § 159 foreslåede fremgangsmåde forekommer derfor at være unødvendig for konkurskarantænesagens behandling, og det bør overvejes, i stedet at indlede konkurskarantænesagen med det i Konkursrådets lovforslags § 160, stk. 1, omhandlede processkrift. Skulle en kurator indgive et åbenbart ugrundet processkrift, vil skifteretten kunne reagere herimod ved omkostningsfastsættelsen i sagen.
Konkursrådet behandler konsekvenserne af indførelse af konkurskarantæne for domstolenes
ressourceforbrug i betænkningens kap. 1, pkt. 5, og anslår, at der i 10 % af konkursboerne vil
være anledning til, at kurator nærmere undersøger, om der bør indledes konkurskarantæne sag,
og at disse undersøgelser formentlig i cirka halvdelen af tilfældene vil føre til, at der rejses en
sag om konkurskarantæne.
Konkursrådet antager derfor, at der ved domstolene skal behandles mellem 150 og 250 konkurskarantænesager årligt, men med det antal konkurssager, der aktuelt verserer ved skifteretterne,
vil tallet formentlig være noget højere.
Sager om konkurskarantæne vil være både komplicerede og tidskrævende at behandle for skifteretterne, dels fordi det vil kunne kræve en omfattende bevisførelse at fastslå, om den konkurskarantænebegæringen retter sig imod har handlet forretningsmæssigt groft uforsvarligt, dels fordi
det må forventes, at den begæringen retter sig imod i mange sager vil udfolde betydelige bestræbelser på at blive frifundet henset til de alvorlige retsvirkninger og de deraf følgende personlige
og økonomiske konsekvenser, der kan knytte sig til et pålæg om konkurskarantæne. Hertil
kommer, som ovenfor anført, at kravet om indsigt i forretningsmæssige forhold formentlig bør
føre til, at skifteretterne i disse sager ganske ofte tilkalder sagkyndige dommere.
.
Konkurskarantænesagerne skal behandles i den almindelige retsplejes former, og det må, af de
ovenfor anførte grunde, forventes, at hovedparten af sagerne vil skulle undergives mundtlig for;
handling, jfr. Konkursrådets lovforslags § 161, stk. 4. Konkursrådets lovforslag må derfor, hvis
det gennemføres, forventes at medføre, at der på landsplan skal gennemføres et sted mellem 150
og 300 hovedforhandlinger af anslået mindst en retsdags varighed hver, hvortil kommer forbrug
af ressourcer til sagernes forberedelse og til efterfølgende affattelse af kendelser. Hertil kommer
selvsagt et ressourceforbrug i landsretterne til behandling af kæresager, hvis størrelse det kan
være vanskeligt at skønne over, ikke mindst fordi det må forventes, at en del kæremål vil blive
begæret mundtligt forhandlet.
Sø- og Handelsretten behandler cirka en tredjedel af alle konkurser i Danmark, og det øgede
ressourceforbrug vil derfor ved dette embede kræve nyoprettelse af mindst en juriststilling på
højt niveau og en kontorfunktionærstilling, mens der for de øvrige byretters vedkommende må
forventes en tilsvarende øget belastning, beregnet i forhold til den enkelte byrets samlede andel
af konkurssagerne.
Kopi af dette høringssvar er samtidig hermed fremsendt til Domstolsstyrelsen.