1. søndag i fasten 2017
I dag på den første søndag i fasten handler det om fristelse. Det kan vi ikke være i tvivl om efter at
have hørt beretningen om Adam og Eva i paradisets have og evangeliets ord om Jesu fristelse i
ørkenen. Det handler om Djævlens frække forsøg på at lokke mennesker væk fra Gud og ind i
fortabelsen. Den evige fortælling om menneskelig svaghed og fald. Alle fortællinger om mennesker
er fortællinger om fald. Lige fra eventyrenes verden, hvor hovedpersonerne altid åbner den forbudte
dør, bider i det forgiftede æble eller bare siger nej, når de skulle have sagt ja – og så til
virkelighedshedens fortællinger om politikere og forretningsmænd, der berusede af deres succes,
glemmer alt om samfundets normale spilleregler og mister omgivelsernes agtelse og respekt, når
svindel og grådighed afsløres på avisernes forsider, jo, vi kender godt til det at falde - og falde dybt.
Djævlen står altid på lur, parat til at fange os ind med løgne og fristelser. Vi er altid i fare og må
være på vagt. Netop når vi er mest sårbare, så kommer den onde listende og hvisker indsmigrende
til os, at vi da bare kan skyde genvej eller hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det er der aldrig
nogen, der opdager, lyder de besnærende, fristende ord i vort indre. Men det er der. Altid. Hvis ikke
andre opdager det, så ved Gud det. Og vi selv ved det også. Hvilket måske i virkeligheden altid er
det værste for vores samvittighed, hvis vi ellers hører til den del af den menneskelige befolkning,
der har udviklet en sådan.
Fristeren sneg sig også ind på Jesus, da han var svagest. Da han led sult og tørst. Det er altid der
mennesker er lettest at lokke. For vor egen overlevelses skyld gør vi af og til ganske forfærdelige
ting. Her kunne man så indvende, at det at forvandle nogle sten til brød ude i en ørken næppe kan
genere nogen. Der er formodentlig ikke nogen som helst, der vil savne de sten, og der er jo ikke
andre til at se sådan et lille rask forvandlingsunder i utide. Men Jesus ville vide om sig selv, at han
var bukket under for menneskelig svaghed og Djævlens lokkende ord. Der ville komme en kurre på
tråden i forholdet mellem Jesus og Gud Fader, måske kun starten på et større opgør. Der skal så lidt
til hos dem, som elsker hinanden.
Jesus skal ikke bruge de kræfter, han har fået af sin himmelske Fader, til at hjælpe sig selv. Det
vidste han. Og det er en del af hans selvopofrelse og lidelse, det han nu må gå igennem i ørkenen.
Han må finde sig tålmodigt i sprukne læber og en pinefuldt rumlende mave indtil udfrielsens time.
Og holde de lokkende ord ud i sit indre. Afvise dem med de ord, der er stærkere: Mennesket skal
ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. Han må gentage dem for sig
selv. Ikke kun for Djævlens skyld. Han kunne godt hjælpe sig selv til føden, men han skal ikke. Den
samme fristelse modstår Jesus senere på korset, hvor folkene håner ham. De fine rådsherrer siger
det samme som Djævlen i dag: Hvis du er den udvalgte, Guds salvede, så frels dig selv. Stig ned fra
korset. Jesus viser i dag, at Guds ord er stærkere end fristerens ord. Han beviser det ikke bare for os
som læser eller hører dette. Men også for sig selv. Det er godt at vide det om sig selv, før det
endelige slag skal kæmpes langfredag. Og det minder os alle om, hvad det er vi forbereder os på i
fastetiden. Påskedagenes store fortælling om Guds frelse.
I fasten mærker Jesus hele sin menneskelighed, og hvor udfordret den er i en verden, der ofte truer
os på livet. Mangler vi mad og drikke, så dør vi på et tidspunkt af det. Vender tilbage til det støv, vi
kom fra. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Åndsbadet i dåben og Guds
kærlighedserklæring: Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag, ligger bag Jesus. Som
en gylden drøm. Nu er der kun lidelse under en ubarmhjertig ørkensol. I 40 dage. Og så skal han
finde al sin åndelighed frem og kæmpe mod det onde kun bevæbnet med Guds ord. Men det er nok.
Djævlen vises væk.
Der er nok ikke mange af os, der faster. Ikke sådan rigtigt, altså ved at undvære mad og drikke,
bortset fra lidt vand og brød, så vi netop kan overleve. Mange prøver en alternativ form for faste,
sådan noget med at undvære sociale medier eller fyldt chokolade indtil påske. Det er jo nok mest for
at bevise for sig selv, at de kan. Men forhåbentlig gør det noget godt for deres omgivelser også.
Måske bliver de mere sociale af at undvære twitter eller facebook eller det foretrukne chatt-room,
måske finder de ud af, at gulerødder faktisk kan smage godt, hvem ved. Vi kan ikke efterligne Jesu
faste dengang, uanset, hvordan vi vender og drejer den, for den havde betydning for verdens frelse.
Ikke bare for Jesus selv. Ja, det var jo lige som hele pointen og derfor Ånden drev ham ud i ørkenen
til at begynde med. Eva faldt og Adam faldt, men Jesus blev stående på sine på en gang
menneskelige og guddommelige fødder. Han holdt sig oprejst for vores skyld. For at fortællingen
kunne fortsætte og Guds frelses-plan blive ført ud i livet.
Jesus faldt ikke i nogen af Djævlens snedigt satte fælder. Jesus forsøgte ikke at overbevise hverken
sig selv eller Gud om, at han virkelig var den elskede søn, den udvalgte. Det var ikke nødvendigt,
for det havde Gud jo selv sagt i hans dåb. Og Jesus greb heller ikke magtens mulighed, da verden
blev serveret for ham på et sølvfad. Så han kunne få den uden lidelse og død. I første omgang i
hvert fald. For døden, den evige død, følger af syndefaldet, og før der var rettet op på det fald med
Jesu lidelse og død, var der ingen frelse, ingen endelig forsoning med Gud. Det, Djævlen tilbyder
Jesus er ikke bare tilfældigt glimmer og guld. Det er den berømte kattelem. Muligheden for at
undgå det bitre bæger, han så inderligt i sin dødsangst skærtorsdag nat beder Gud om at slippe for at
drikke. Det ville have kostet ham en opstandelse at tage imod tilbuddet fra Djævlen. Det ville have
kostet os håbet om evigheden. Så snedig er Satan. Guds modstander. Hans ord er altid: Tag dette til
dig selv. Du har nok fortjent det. Og hvad skulle det kunne skade? Det er kun dig og mig, der ved
det. Men ethvert knæfald for Satan vil komme til at koste os mere end vi tror. Derfor bør vi altid
gøre som Jesus, ikke ved at faste i en ørken, men ved at holde os til, hvad Gud har sagt os i vor dåb.
At vi er Hans børn, og at vi har fået det evige liv i dåbsgave. Med Guds ord i vort indre kan vi holde
Djævlen på afstand, vise ham bort og forsage ham, for mennesket skal ikke leve af brød alene, men
af hvert ord, der udgår af Guds mund. Amen.