1. søndag efter helligtrekonger 2017
Vi har i dag hørt historien om den 12 årige Jesus i templet. Om hvordan Jesus bliver væk fra sine
forældre og måske giver dem deres livs værste forskrækkelse. Det meget fromt og kønt, at han sådan
sidder og taler om kloge og voksne ting med lærerne, der nok er de skriftkloge, som ikke var helt så
imponerede af Jesu ord, da han blev voksen. Men det er også lidt ubetænksomt. Sådan er børn, de gør
ting, som de ikke tror kan være et problem for nogen, men som i virkeligheden sætter verden på den
anden ende. Fordi de er børn og ikke har lært verden at kende endnu og derfor ikke kan regne ud,
hvad konsekvenserne af deres handlinger er. Og Jesus var altså sådan et almindeligt barn på den
måde, selv om han også var ganske ualmindelig på mange andre måder. Ikke mindst fordi han var
Guds søn.
Maria og Josef var troende jøder. De kom til påskehøjtiden i Jerusalem, det var en skik blandt folket,
og åbenbart noget, Jesu familie gjorde hvert år. Men Josef og Maria ved også godt, at der er en
hverdag efter festen. Arbejdet og dagligdagen kalder, de er med andre ord nødt til at rejse hjem og
leve deres sædvanlige hverdagsliv i Nazaret, hvor de boede. For de er helt almindelige, gode og stabile
mennesker, der godt kan finde ud af at adskille festdage og hverdage. Burde Jesus så ikke også have
set verden på den måde, kunne man spørge. Jo, men Jesus blev grebet. Han blev fascineret, opslugt,
helt væk i det, der optog ham. Det hellige, Guds ord og skriften. Men han blev sikkert også grebet af
stemningen i templet og det, at nogen havde viet hele deres liv til studierne af Guds ord. Det er
fascinerende og en helt anden måde at leve på, end han var vant til hos tømreren Josef og hele familien
derhjemme.
Vi ved jo som kristen menighed og læsere af evangeliet, at Jesus er Guds søn, så vi synes måske ikke
det er så mærkeligt, når vi hører, at han er i templet og taler med alle de kloge mennesker, der opholdt
sig der til daglig. Vi forstår også godt, hvad Jesus mener, når han siger, at han bør være hos sin fader,
vi hører med det samme ordet Gud i vore tanker. Og det må også være et oplagt spørgsmål, hvorfor
Jesus ikke kunne blive der. Han var 12 år, næsten voksen i samtidens forståelse, og der har sikkert
været en tempelskole, som man kunne studere ved, når de nu synes, at han var så klog og havde så
megen indsigt. Var det måske der Jesus havde opholdt sig i de 4-5 dage, hvor hans forældre først
troede, at han var i rejsefølget og dernæst løb rundt og ledte efter ham? Det kunne det godt have
været. Hvad hvis Jesus var blevet der, efter at de havde fundet ham igen? Hvis Josef og Maria var
rejst hjem alene med bevidstheden om, at deres ældste søn var godt anbragt og ville få en bedre
uddannelse end de fleste andre mennesker i Israel på den tid kunne håbe på og drømme om. Så ville
Jesus være blevet en af de skriftkloge, måske endda præst, en mand i systemet, i tempelkulten, og det
ville aldrig være blevet det samme.
Det må have været en af de store fristelser i Jesu liv, helt at hellige sig bønnen og de hellige skrifter,
at lukke sig inde sammen med Gud og mennesker, som troede stærkt og talte om Gud og Guds vilje
hele tiden. Fjernt fra alle forstyrrende dagligdags problemer. Men det var ikke Guds vilje, at hans søn
skulle være der, fjernt fra almindelige mennesker og deres hverdag, for hvordan skulle Jesus kunne
tale til mennesker om deres liv, hvis ikke han kendte det selv. Nej, Jesus er nødt til at leve et
almindeligt liv blandt almindelige mennesker i en helt almindelig familie. For så kan han tale til os,
så vi tror på, at han ved, hvad han taler om, for han har været her selv.
Det er også fristende for os mennesker at lukke os inde i små grupper og fællesskaber, hvor alle andre
mener og tænker det samme som os selv. Et sted, hvor man kan bekræfte hinanden i, at det er sådan
verden ser ud. Det er meget lettere at leve i sådan nogle lukkede enheder, for så bliver man ikke
generet af andres tanker og måder at se verden på. Men det er ikke særlig sundt for os. Hverken
religiøst, politisk eller kulturelt. For vi har brug for udvikling, for at blive udfordret og af og til også
at blive sagt imod. Det er sådan vi vokser som mennesker, og det er også sådan vi kan vokse i troen.
Ved at høre, hvordan andre tror og tænker. Det har aldrig været meningen, at mennesker skulle isolere
sig fra hinanden på den måde. Så stopper al udvikling jo. Og små lukkede grupper har det desuden
med at æde sig selv op indefra efter en tid. Man begynder at veje og vurdere hinanden. Er de andre
nu troende nok, er de mon helt oprigtige, eller har de bagtanker og undergraver i virkeligheden
fællesskabet. Sådanne tanker vil indfinde sig, fordi man ikke har andet at tage sig til. Og det er usundt.
Vi skal turde bevæge os, gå ad uprøvede veje og række hånden ud til dem, vi ikke kender endnu. Vi
skal huske på, at vi er en kirke i mission. Og mission kan aldrig forenes med stilstand og tillukkethed.
Jesus har sendt os ud med ordet, og det gjorde han, for at vi skal handle på det. Der vil være
forhindringer på vejen, og ja, man kan jo ikke vide, hvad det er for mennesker, man rækker hånden
til, men lige som de tre vise mænd endte hos den onde kong Herodes og alligevel slap godt derfra og
ikke hjalp kongen i hans onde planer, sådan må vi også stole på, at hvor vi går, er Gud med os i vort
møde med verden.
Det er naturligt, at vi længes efter fællesskabet i Kristus og Guds ord, som vi hører her i kirken, når
vi ikke lige befinder os her, men det er jo ikke meningen, at vi skal bo her i kirken. Vi skal ud og gøre
gavn for Gud på andre steder. Men her hører vi ordet og får nye kræfter og gode tanker med os hjem.
Her fejrer vi alle helligdage og er sammen i både glæde og sorg. Vi er lige som Josef og Maria, der
drog op til Jerusalem til påskefesten og så måtte hjem igen til deres hverdag. Men den hverdag får et
andet indhold, en anden betydning, fordi vi har været her, fordi vi har mærket glæden ved
fællesskabet, og fordi vi har hørt Guds ord. Jesus skulle lige som alle andre mennesker lære, at Gud
ikke bare bor inde i templet eller kirken, i Guds hus. Her hører vi Hans ord, som vi skal gemme i vore
hjerter, som Jesu moder, Maria gjorde det. Gemme ordene og bruge dem i vores dagligdag. Så vi ved
og forstår, at Gud er med os alle vegne og i alle dele af vort liv. Som Han var med sin søn Jesus og
hans jordiske familie i Nazaret, som Han var med vismændene fra Østerland på deres lange rejse,
sådan er Gud også med os alle dage og til alle tider.
Amen.