n Vokseværk, lød diagnosen, da en dengang 13-årig skolepige klagede over smerter i benet. Og det blev dermed antydet, at hun nok var lidt pylret. Og ude på at slippe for gymnastiktimerne. Fem år efter var lægerne blevet ikke så lidt klogere. Men dyrebar tid var gået, alt imens kræften havde spredt sig, så højre ben måtte sættes af 10 centimeter over knæet – altså midt på låret. Ikke desto mindre er Line Damgaard her 14 år senere klar til på ét ben at suse ned ad pisterne i slalom og storslalom, når De Paralympiske Vinterleges skikonkurrencer fra på fredag indledes i russiske Sochi. Uden gulddrømme, men med et realistisk håb om en fornuftig placering midt i feltet. Hun er rejst den lange vej til PL-byen ved Sortehavet med en protese, som den nu 32-årige aalborgenser så at sige ”selv har været med til at lave”. Som autoriseret bandagist hos Sahva, Skandinaviens største virksomhed, når det gælder hjælpemidler til handicappede. – Inden amputationen tror jeg ikke engang, at jeg havde hørt ordet bandagist. Men fire-fem dage senere var jeg ikke i tvivl; det var den vej, jeg skulle, fortæller alenepigen Line, der nu har sin daglige dont hos Sahva i Aalborg og har måttet bruge ferier, fridage og afspadsering til at forberede sig til at tage kampen op mod udenlandske konkurrenter, der stort set aldrig bestiller andet end at løbe på ski. Benamputerede Line løber slalom ved De Paralympiske Vinterlege Mit liv begyndte, da de tog mit ben I årevis troede lægerne, at Line Damgaard blot led af vokseværk. For sent opdagede de, at det var kræft og måtte amputere højre ben midt på låret. Men 32-årige Line fra Aalborg har altid været en fighter. Sidste måneds snefald i Nordjylland har for alvor givet Line rejsefeber. Her er hun trukket i sin officielle PL-jakke klar til at gå konkurrenceskiene efter endnu en Ikke bitter Alligevel glæder Line sig. Det gør hun i det hele taget til alt, hvad der ligger og venter derude i den ukendte fremtid. For selv om hun åbent og ærligt fortæller om årene, hun har lagt bag sig, har denne ukuelige optimist altid blikket rettet stift fremad. Mod nye mål. Typisk for hende kommer det da også med et grin: – Skulle det gå hen at kikse i Sochi, får jeg forhåbentlig en ny chance om fire år, når PL i 2018 skal afvikles i Pyeongchang i Sydkorea! Jeg har under alle omstændigheder ikke tænkt mig at stoppe, før kroppen ikke kan mere. Men hvorfor skulle det dog gå galt for et ungt menneske, der kun har øje for lyset, hvor mørkt livet end har tegnet sig? En afklaret kvinde, der for længst har glemt angsten ved tanken om at skulle miste et ben, men tydeligt husker lettelsen over at vågne op i en hospitalsseng og ikke længere have smerter. – Det var en fredag 6 sidst i oktober, morgensolen skinnede ind gennem vinduet, og jeg havde ikke ondt. Ikke det fjerneste. Selvfølgelig var jeg øjeblikkeligt klar over, at mit højre ben var væk. Men det samme var de ellers konstante smerter som sagt også. Forsvundet – fuldstændigt forsvundet. I det øjeblik vidste jeg, at nu – lige præcis nu – begyndte et helt nyt liv. Og det liv skal ikke fyldes med bitterhed mod lægestanden. Det vigtigste er jo, at hun stadigvæk kan løbe på ski og ride. Hvad lægerne også havde lovet hende før operationen. Men da de afviste, at hun nogen sinde igen kom til at balancere på et snowboard, blev lille frøken Damgaard stædig: ”Det skulle de sørme ikke bestemme”. Fire måneder senere stod Line da også under en vinterferie sammen med forældrene ikke alene på ski ned Faktisk er det sit eget ben – eller et af dem – bandagisten Line her står med på sin arbejdsplads, Sahva. Hun har – med hjælp fra en kollega – selv lavet det. ad en alpeside ved Zell am See i Østrig. Hun holdt sig minsandten også oprejst på snowboardet. Tre operationer Så selv om Line var fast besluttet på at lade fortiden gå i glemmebogen, gled tankerne nok uvægerligt tilbage til dengang, hun som 12-årig første gang fornemmede, at alt vist ikke var, som det skulle være med højrebenet. Ikke fordi det gjorde så ondt endda. Snarere som om noget blokerede i knæet. Og her mente såvel lægen som fysioterapeuten altså, at det skyldtes vokseværk. Noget, der bare skulle løbes væk. – Jeg husker ikke, om de sagde det lige ud – at jeg var pylret. Men de lagde ikke skjul på, at de mistænkte mig for at ville pjække fra gymnastiktimerne. Hvad de heller ikke havde helt uret i. For selv om jeg elskede at ride, stå på ski og familiejournal.dk • 10/2014 Der ligger træning, træning og atter træning bag, når Line kaster sig ud på ét ben på slalombanerne i Sochi. Samt ikke mindst træningslejre og konkurrencer i Norge, Østrig, Schweiz, Italien og sågar USA. Ulrik sidder på ski Nogle står på ski, andre løber. Men Ulrik Nyvold fra Frederiksberg gør det siddende og bliver sammen med Line Damgaard Danmarks eneste deltagere ved PL i Sochi. 38-årige Ulrik, der arbejder som leder i et firma, der sælger frø til træer og buske, var en rutineret skiløber, da han i en alder af 30 brækkede ryggen ved en trafikulykke og lammedes fra brystet og ned. Men sin sport ville han ikke opgive. Så nu dyrker Ulrik slalom og storslalom på sitski, hvor løberen sidder på en glasfiberskal, der udgør sædet, hvorunder der er monteret en fjeder med en ski. Samt to skistave med små ski under til at hjælpe med at styre og holde balancen. Foto: DHIF cykle, har jeg aldrig gidet kaste med eller sparke til en bold. I det hele taget er holdsport ikke noget for mig. Går det galt, skal det være min egen skyld. Ikke fordi andre har en dårlig dag! Det gjorde det naturligvis heller ikke bedre, at smerterne i benet ikke blot blev ved, men faktisk forværredes. Så efter pres fra forældrene blev Line efter en scanning på Ortopædisk Hospital i Aarhus opereret for et såkaldt knoglefremspring og derpå sendt hjem til Aalborg med et: ”Ha’ det nu rigtigt godt”! Hvad hun lige præcis ikke havde. Så da en biopsi et par år senere afslørede en bløddelscancer, kom hun atter på operationsbordet. – Det hjalp ikke det mindste, fortæller Line, som alligevel tålmodigt – og i store smerter – fulgte rådet om at se tiden an. Lige til den dag, kirurgerne fortalte, at 10/2014 • familiejournal.dk – En halv time i sadlen giver mig den balance i kroppen, jeg også har brug for som skiløber, fortæller Line. det var kræft, og at benet ikke stod til at redde. ”Jamen, så tag det dog”, sukkede Line. Indforstået med, at det var eneste udvej. Måtte sælge hesten – Følelsesmæssigt forligte jeg mig hurtigt med tanken. Sværere var det at vænne mig til protesen. Den var vanskelig at sætte på – og så klemte den. Så da jeg skulle øve mig mellem jul og nytår, blev det ved enkelte forsøg. Det var jo meget hurtigere at hoppe rundt på krykker, smiler Line, der med sin medfødte jerndisciplin dog hurtigt lærte sig kunsten, så ikke en sjæl bemærker, at højrebenet ikke er ”hendes eget”. Det takker hun især to ting for – sine heste og sin ski. De har æren for, at Line med egne ord ”ikke er handicappet, men blot en pige med et handicap”. Såvel i sadlen som i fuld fart ned ad snepudrede pister synes Line i den grad på hjemmebane, at det ikke ville undre mig, hvis vi engang ad åre også møder dette unikum af en sportspige på hesteryg ved sommerlegene. Men først skal Sochi altså opleve en dansk skiløber, der på rekordtid har udviklet sig fra habil amatør til slalomspecialist af internationalt format. Det er nemlig under to år siden, Line besluttede at satse alt på at blive Danmarks første alpine, paralympiske skiløber af hunkøn. Om så det også ud over de kolossale, fysiske krav ville gøre et så kraftigt indhug i privatøkonomien, at hun var nødsaget til at sælge den ene af sine to heste. Og det kunne kun blive den yngste. Den 16-årige, mørkebrune vallak, ”Kolkjærs Silvano”, hun har haft i 11 år, skiller hun sig aldrig af med – Heller ikke selv om han med årene indimellem bliver lidt sur og gnaven og godt kan finde på at bide mig i benet. Men heldigvis altid i det højre! Af Ole V. Hansen Foto: Lars Horn og privat [email protected] 7