1. No category

Det sproglige Lysthus
Den lange Nat
1
2
Forfatterkollegiet
Det sproglige Lysthus
Den lange nat
F
O
R
L
A
G
3
Den lange Nat
Copyright © 2011 af M. C. Holms Skoles Forlag
Forfatterkollegiet "Det sproglige Lysthus" m.fl.
Omslag: Oda Lauritsen
Sats: Gorm Wæhrens
Bogen er sat med Times og Arial
og trykt hos Søe-Knudsen, Stoholm
ISBN 978-87-993697-2-0
4
Forfatterkollegiet
Det sproglige Lysthus
består af elever fra 4.-6. klasse på M. C. Holm Skole
samt tidligere elever fra 6. klasse:
Mia Gyrup Jensen, Sanne Lank Krath,
Elina Nyby Kristensen, Catalina Reyes,
Maria Attermann, Michee Nzapa,
Maria Christensen, Oscar H. Østergaard,
Nanna Simonsen, Ada Kaluta
lærer Lene Rosgaard
og forfatter Oda Lauritsen.
Bogen er lavet ud fra ideer fra eleverne og derefter
sammenskrevet kapitel for kapitel.
I processen er indlagt forskellige øvelser om sanser, personbeskrivelser og skrive- og fortælleøvelser.
Den lange Nat findes også som e-bog på
M. C. Holms Skoles hjemmeside i printvenlig version.
5
6
1. Kapitel
De mødtes hver torsdag eftermiddag på Biblioteket. Det var
nu ikke så meget bøger de kiggede i. De havde opdaget, at
der kom nye spil hjem hver torsdag formiddag, og de skulle
da prøves.
"De fantastiske Fem", som de kaldte sig selv, bestod af to
piger og tre drenge. Julie, Johanne, Nikolaj, Søren og Viktor.
Sommetider brokkede pigerne over, de var i mindretal, og
ville ha' en pige mere med, og så kunne de jo bare kalde sig
"De fantastiske Seks".
Det vil drengene ikke være med til. Og Viktor afgjorde det
med, at så blev de et lige antal, og det var usmart, når de skulle
stemme om noget.
Siden har de ikke diskuteret det.
Der var ganske rigtig kommet nye spil. De sad i det lille
aflukke, der var lavet, for ikke at forstyrre dem, der gerne vil
læse. De havde heldigvis rådighed over de to computere, og
skiftedes uden større problemer.
Tiden fløj af sted og lige da et spil var ovre og de skulle skifte
for at starte et nyt, gik først lyset ud og bagefter bliver skærmene sorte. Og stilheden er skræmmende.
- Ups! sagde Nikolaj.
- Vi er vist låst inde, konstaterede Julie med en hvisken.
- Så må vi jo ringe hjem, sagde Viktor fornuftigt.
- Og hvor er det lige, din mobil er? spurgte Søren.
- I min taske, svarede Viktor og sagde så - Shiit!
7
- Hva' er der los?
- Tasken står henne ved et af bordene, og hvis vi bevæger os,
mumlede Viktor, - så starter alarmen, gjorde Julie sætningen
færdig.
- Ja, sagde Johanne, og så bryder helvede løs.
De satte sig forsigtigt ned på gulvet, De fantastiske Fem,
og spekulerede på, hvad de nu skulle gøre. Og så havde de jo
denne konkurrence om, hvem der hurtigst kunne får den bedste
idé. Noget de brugte meget, når de havde rodet sig ind i noget,
og skulle finde den bedste undskyldning for at undgå alt for
meget ballade. Forklaringer, der kunne strække sig lige fra
fornuftige forklaringer til historier, der var så eventyrlige, at
de kunne klare frisag og score nogle billige point på fantasien.
Men lige nu, var der ikke så mange løsninger. Tiden gik, og
som deres øjne vænnede sig til mørket, kiggede de stjålent
på hinanden for at finde svar på en masse spørgsmål, som de
ikke lige kunne stille.
- Okay, sagde Nikolaj til sidst, skal vi blive her i nat?
- Er vi bange, eller hva'? spurgte Viktor en anelse provokerende.
- Ih, nej, sagde Julie, jeg har aldrig følt mig så godt tilpas
som nu.
- Fint, sagde Johanne, så får du lov at blive. Men jeg er den,
der er gået.
Johanne blev siddende, så helt gået er hun ikke, tænkte
Julie, mens hun overvejede, hvilket forslag, hun havde lyst
til at komme med.
- Jeg maver mig hen til min taske, sagde hun så og lagde
8
sig fladt ned.
- Godt, grinede Søren, tag lige min taske med.
Julie knurrede til svar og begynde at glide hen over gulvet.
De andre kiggede efter hende, mens de holdt vejret. Men
lige da hun fik fat i sin taske, lød der et brag og alarmen gik i
gang med en infernalsk lyd, der fik de øvrige til at holde sig
for ørerne og Johanne til at glide tilbage med en hurtighed,
der forbavsede hende selv.
Så lød en masse trampen og en stemme der kommanderede
- Herovre.
Børnene krøb sammen. Det måtte være dem, der blev hentydet til. Men det var det ikke. Fodtrinene bevægede sig i den
modsatte retning og under rumdeleren kunne de ane nogle
lysglimt som blev området afsøgt med lys fra lommelygter.
Nikolaj kiggede rundt og fik øje på en dør lidt væk.
- Kom, hviskede han, der er en dør derhenne. Vi gemmer os!
- De tumlede nærmest oven i hinanden ind i det rum, der
ikke var særlig stort.
- Hvorfor skal vi gemme os? spurgte Viktor, jeg troede, vi
skulle hjem.
- Jeg tror ikke, det er politiet, svarede Nikolaj, for så ville
de prøve at tænde lyset. Og forresten tror jeg heller ikke, at
politiet ville smadre ruderne.
- Tror du ikke? sagde Viktor tvivlende.
De tav alle sammen, og prøvede om de kunne finde ud af
på lydede, hvad der egentlig foregik.
- Tror I det er tyve? spurgte Julie, og hvad er der at stjæle
på et bibliotek?
9
- Der er nok de sjældne bøger, forklarede Nikolaj, jeg har
set dem.
- Det er rigtigt, sagde Johanne langsomt og fortsatte: Jeg har
set et sted, at biblioteket her har lånt nogle dyre bøger, som
skal bruges til udstilling. Biblioteket har fødselsdag. Har I
ikke set alle de plakater, der er sat op allevegne? Hun kiggede
rundt for at høste bifald for sin viden, men måtte konstatere,
at mørket gjorde det umuligt for dem at se hinanden.
Lyden af mere glas der knustes nåede dem og derefter en
lyd mere. Det var sirener.
- Shyss! mumlede Søren. De kommer herhen.
De mavede sig hurtigt ind i et hjørne. Et stativ væltede og
noget tøj faldt ned over dem. De kunne høre, at døren blev
åbnet.
- Vi gemmer dem her, så henter vi dem senere. Og så er vi
smuttet!
Lyde som noget, der blev skubbet ind på en hylde, en dør der
blev smækket i og derefter hurtige fodtrin og derefter tavshed.
- Er det nu, vi er smuttet? hviskede Viktor.
- Hvis vi kan nå det.
- Tag jeres tasker. Så spæner vi!
De smækkede døren op, snuppede deres tasker og benede
hen til døren, der var nem at komme igennem.
- Godt der er mørkt. Skynd jer! pustede Viktor.
De nåede lige ud og smuttede ind i en port, inden en politibil
kom drønende.
- Skal vi da ikke fortælle politiet, hvad vi så? indvendte
Søren.
10
- Vi så jo ingenting. Og så vil vi bare få skylden for det hele,
svarede Nikolaj.
De gik gennem porten og bagom til en smøge, der førte dem
ud i en af sidegaderne. Der skiltes de efter de blev enige om
at snakke sammen lidt senere. Og lovede hinanden ikke at
nævne noget om, at de havde været låst inde på biblioteket.
- Hvad skal vi sige hjemme? spurgte Johanne, der havde
dårlig samvittighed, fordi klokken var så mange.
- Vi må hellere finde på noget, så vi alle fem siger det samme.
Altså stak de hovederne sammen og blev enige om, hvad
de skulle sige. Som på tælling ringede de alle hjem og undskyldte, at de var forsinket, men de havde glemt tiden, da de
havde prøvet et nyt spil.
Det var som sædvanlig Nikolaj, der først kom i tanker om
det, så han sendte samme sms til de andre: "Hvornår tror I,
de vil hente de bøger, de har gemt inde i pulterrummet? Skal
vi ikke holde øje med dem?"
Alle svarene var det samme: "Hvordan?"
Fra Nikolaj: "Jeg tager vagten i morgen. Sig til læreren, at
jeg er syg."
Fire svar: "Okay."
Næste dag pakkede Nikolaj sin taske som sædvanlig, snuppede
madpakken i køleskabet og sagde hej til sin mor, inden han
gik ud ad døren præcis samme tid, som han plejede.
Nikolaj drejede ned at en sidegade og hen mod biblioteket.
Han ankom samtidig med en af bibliotekarerne, der stod og
11
kiggede nærmest forstenet på den store krydsfinerplade, der
var sat i døren.
- Hvad er der sket? spurgte han.
- Der har været indbrud, svarede bibliotekaren helt ulykkelig. Hun låste op og gik inden for. Nikolaj fulgte lige efter.
- Vi har ikke åbent endnu, sagde hun, da hun opdagede, at
han gik med ind.
- Tror du, det gør noget, at jeg finder nogle bøger, jeg skal
bruge til en opgave? Jeg skal nok være stille. Nikolaj lagde
al sin høflighed i ordene.
Bibliotekaren åndede ud og sagde så okay og fortsatte:
- Men du må ikke komme i nærheden af montren, der er
brudt op.
- Selvfølgelig ikke, skyndte Nikolaj sig at svare.
Han gik over til reolen med bøger om fysik og kemi. Fandt
nogle stykker og satte sig over ved et bord, hvor han kunne
holde øje med døren.
Heldigvis var der en klokke der ringede, hver gang døren
gik op, så han skulle ikke sidde og glo på døren hele tiden.
Så var tiden også blevet dræbende lang. Heldigvis havde han
fundet en rigtig god bog med nogle interessante oplysninger,
som han kunne bruge i skolen. Han fandt en blok i tasken og
lavede nogle notater til senere brug.
Dørklokken ringede, og to personer kom ind. De gik over til
bibliotekaren og fortalte, at de kom fra pressen, og ville gerne
høre, om der var forsvundet noget af værdi ved indbruddet
i aftes.
Bibliotekaren gloede på dem og svarede så affejende, at hun
12
ikke havde nogen kommentarer. Politiet havde ikke fortalt
hende noget.
- Må vi godt tage et billede? spurgte ham med kameraet.
- Nej, det må I ikke, og vi har for resten slet ikke åbent endnu.
- Døren var da ikke låst.
- Nej, svarede hun hvast, men det bliver den, når jeg låser
efter jer!
Nikolaj fulgte spændt optrinet og listede sig til at tage et
billede af dem med sin mobil, mens de var optaget af at diskutere med bibliotekaren.
- Må vi have lov til at forsøge senere? spurgte den første
venligt.
- Prøv over middag, så er stadsbibliotekaren her. Det kan jo
være, han ved mere end mig, blev der svaret, og de to uheldige
pressefolk måtte se sig eskorteret uden for.
Nikolaj funderede over det underlige i, at de to pressefolk
ikke hverken var blevet sure eller fornærmet. De var da ikke
blevet behandlet særlig pænt. Og med det han havde hørt om
journalister, så ...
- Du kan trække noget kakao i automaten, hvis du bliver
tørstig, sagde bibliotekaren venligt.
- Tak. Nikolaj smilede stort og tænkte, at det nok ikke blev
så slemt at være vagt.
Han kiggede i bogen igen og læste interesseret om nogle
forsøg, de ikke har haft i skolen. Han ville låne bogen med
og give til læreren. Deres fysiklærer var heldigvis med på
lidt af hvert.
Han vendte tilbage til virkeligheden, da dørklokken ringede
13
igen. Denne gang er det to mænd i jakkesæt og lette frakker.
Han ventede spændt på at finde ud af, hvem de var.
De gik over til bibliotekaren og viste deres politiskilt mens
de præsenterede sig som værende fra kriminalpolitiet.
Nikolaj rejste sig lydløst og listede ind bag den reol, der er
nærmest, så han kunne følge med i, hvad de snakkede om.
- Har I en liste over de bøger, der er forsvundet?
- Jeg lavede den i aftes, svarede bibliotekaren.
Nikolaj hørte raslen af papir og så stilhed, hvor de nok
kiggede på listen.
- Det er meget sjældne eksemplarer. De skulle lokke publikum til, når vi fejrer vores fødselsdag i morgen. Det er
frygteligt, det der er sket. Vi havde endda taget alle forholdsregler. Bøgerne var låst inde og vi har tyverialarm, forklarede
bibliotekaren.
- Ja, svarede den ene politimand tørt og fortsatte: I havde
sandelig også gjort opmærksom på, at de var her. Vi har set
jeres plakater. Er alle bøgerne væk?
- De fleste. Vi har stadig nogle i en kasse, som ikke er stillet
frem endnu.
- Hvor?
- Inde på kontoret. Det er heldigvis de mest værdifulde. Vi
har kontrolleret, at de er der! Det sidste blev sagt næsten i
trods.
- Der bliver vel sat vagt på i nat, så der ikke sker mere.
- Naturligvis. Vi skiftes til at være her, og der vil være tændt
lys over det hele.
- Så må vi håbe, det er nok. Vi kigger os lige omkring.
14
Nikolaj holdt vejret mens han listede nærmere. Mon de ville
opdage bøgerne i pulterkammeret?
Betjentene gik frem og tilbage i rummet, og Nikolaj syntes
der gik en evighed, inden de nærmede sig døren til rummet,
hvor bøgerne var.
- Der er der rengøringsting og gammelt tøj, sagde bibliotekaren og fortsatte: vi kigger alligevel.
Døren blev åbnet og der lød et udbrud:
- Hvor er de her bøger kommet fra?
- Det-det ved jeg ikke. Bibliotekaren nærmest stammede.
- Tager dem lige med ud.
Nikolaj var lige ved at glemme al forsigtighed og gå hen til
dem, men noget holdt ham tilbage. Tænk, hvis de skulle finde
ud af, at han vidste noget.
Der lød mumlen og udbrud og til sidst sagde bibliotekaren:
- Det er dem, vi mangler!
- Og du ved ikke, hvordan de er kommet derind?
- Nej. Og jeg var der ikke i går, fordi jeg havde fri. Så det
er ikke mig! Det sidste lød næsten som en protest.
Nikolaj listede tilbage og satte sig. Nu var der vel ikke mere
for ham at gøre. Bøgerne var fundet. Men lidt efter tænkte
han - det ved tyvene ikke. Så han bestemte sig for at blive.
Lidt senere kom nogle personer, som han kunne forstå var
teknikere, der skulle undersøge rummet for fingeraftryk og
lignende. Ikke fordi de forventede at finde noget, for hvis det
var garvede tyveknægte, så havde de nok haft handsker på.
Senere igen kom glarmesteren, der skulle sætte andet glas
i montren
15
Tiden slæbte sig af sted, men endelig ved totiden kom resten
af gruppen og satte sig hos ham. De så alle fire spændt på
ham. Han satte dem ind i, hvad der var sket, og bagefter sad
de alle sammen og så spekulative ud.
- Nu hvor er bøgerne væk, hvad skal vi så? spurgte Johanne.
- Jeg har tænkt på, at vi skal finde ud af, hvem de er, tyvene.
Jeg er sikker på, de kommer tilbage. Og jeg tror, at det var
dem, der udgav sig for at være pressefolk. Hvis jeg sender
jer allesammen det billede, jeg tog af dem, så må vi jo prøve,
om vi kan genkende ham.
Søren nikkede: - Enig. Vi må blive her til lukketid og i morgen er der en masse halløj på grund af fødselsdagen. Så kan vi
gå rundt li'som alle andre. Det kan jo være, at tyvene tænker
på samme måde. Og de tror jo, at bøgerne er der endnu.
- Skal vi ikke spille lidt? spurgte Julie.
- Så må vi dele os. Nogen af os skal jo holde udkig, svarede
Viktor.
- Nå, ja.
- Jeg bliver her sammen med Nikolaj. Så kan I andre spille,
sagde Johanne.
De tre andre smuttede over til computerne, men vendte
slukørede tilbage og fortalte, at computerområdet var spærret af.
- Det er da ikke nødvendigt, at vi bliver alle fem. Jeg kan
godt blive, til de lukker, sagde Nikolaj og Johanne tilbød også
at blive.
- Hvis der sker noget, får I besked, ellers møder vi her i
morgen, når det hele starter klokken ti.
16
- Jeg tror ikke, jeg vil være detektiv, når jeg bliver stor,
sagde Nikolaj, da de andre var smuttet og fortsatte: Det er
for kedeligt.
- Nåh, hvor synd, drillede Johanne og sagde: Hvad er det
for en bog, du kigger i?
- Kemiforsøg, svarede Nikolaj.
- Hvor spændende! Johanne var ikke så vild med fysik og
kemi.
- Var der nogen der spurgte, hvorfor jeg ikke var i skole?
- Vi sagde, at du pjækkede, men regnede med at komme
om en uges tid.
- Det er rart med lidt ferie. Nikolaj grinede, men fik så travlt
med at se mod døren.
- Der er de to pressefolk igen!
- Er du sikker?
- Næsten. De glor så mærkeligt. Hvis det viser sig, at de er
fra pressen, så er vi lige vidt.
- Så må vi bare holde ekstra øje med døren til pulterrummet,
sagde Johanne.
- Nu gik de igen, sagde Nikolaj.
Johanne sad lidt, så sagde hun, at det kunne være, de ville
hente dem efter lukketid, hvortil Nikolaj kunne fortælle, at der
ville være vagt på hele natten. Eller måske kommer de styrtende ind, når bibliotekaren er alene tilbage, hvortil Nikolaj
sagde, at så måtte de hellere blive lige til lukketid.
- Og det bliver så tre timer mere, sagde Johanne og prøvede
at lyde som om det var en god nyhed.
- Jeg finder lige en bog, jeg kan læse i.
17
Altså læste Johanne, og Nikolaj kiggede videre i kemibogen, kun afbrudt at de gange, hvor dørklokken ringede. Men
tyvene eller pressefolkene kom ikke igen, og ved lukketid
låste bibliotekaren efter dem. Derefter skyndte de sig hjem for
at undgå alt for megen ballade. De skulle passe på, for ellers
fik de bare forbud mod at komme der mere, sagde Johanne.
Der var mange mennesker mødt op for at være med i fejringen af Bibliotekets fødselsdag. Borgmesteren sagde en masse
pæne ord, inden han klippede snoren og gav plads for menneskemylderet.
Fire af De fantastiske Fem havde møvet sig frem i forreste
rækker og de var inden for, før Julie kom styrtende forpustet
og helt rød i hovedet.
- Jeg skulle absolut lave noget, inden jeg fik lov til at gå,
jamrede hun og pegede på sin lillebror, der nærmest blev
slæbt med.
- Og så måtte jeg tage Oliver med, fortsatte Julie.
- Hej, Oliver, sagde Johanne.
- Hej, sagde han og vred sig løs fra sin storesøster.
- Du bliver nødt til at holde mig i hånden, vrissede Julie, ellers bliver du bare væk.
. Du skal være god mod de små, sagde Viktor og spurgte
Oliver, om han hellere ville holde ham i hånden.
- Ja, sagde Oliver og sådan blev det.
- Mor kommer lidt senere, sagde Julie.
De lod sig føre rundt i folkemængden og fik set de bøger,
der havde ligget i pulterrummet.
18
- De er godt nok fine, sagde Søren og blev stående lidt og
kiggede på dem.
- Og gamle, føjede Nikolaj til.
Så blev de puffet væk af andre, der ville beundre bøgerne,
og pludselig var de helt ovre i modsatte side af døren, som
de skulle holde øje med. Det var næsten umuligt at se noget
som helst. Søren var den højeste, så Nikolaj bad ham holde
udkig, mens han prøvede at sno sig gennem den kødrand, de
var midt i.
Døren var lige foran ham, da et kraftigt puf sendte ham
tilbage igen. Han drejede hovedet og fik øje på de to såkaldte
pressefolk.
Han klemte sig ind mod en reol og hagede sig fast i en af
hylderne, mens han holdt øje med dem.
Den ene af mændene stillede sig foran døren og den anden
åbnede den og smuttede ind. Han havde en sportstaske i hånden. Da manden med tasken var inde fulgte den anden efter,
og døren gled i. Der var tilsyneladende ingen, der havde bemærket noget. Nikolaj ventede på Søren, der havde bemærket,
at døren var gået og blevet lukket igen, og lidt efter var han
ovre hos Nikolaj.
- Hvad skete der? hviskede han.
- De er der inde, hviskede Nikolaj tilbage. De lyttede ved
døren og hørte det rumstere.
- De bliver nok godt sure, når de finder ud af, at bøgerne er
væk. Men hvad gør vi bagefter? spurgte Nikolaj.
- Følger efter dem, sagde Søren.
- Har du noget papir med dig. Og noget at skrive med?
19
- Ja. Men hvorfor det.
- De har garanteret en bil et sted. Så ta'r vi nummeret, og så
går vi til politiet.
- Selvfølgelig, sagde Søren.
Lidt efter havde de andre snoet sig igennem med Oliver på
slæb.
- Jeg vil ha' en sodavand! forlangte Oliver, der havde fået
øje på bordet, hvor der var sat forskellige lækkerier frem. Og
han var også træt af at blive slæbt rundt.
- Ti stille! hvæsede Julie, ellers kan du selv gå derover. Og
så bliver du væk.
Oliver surmulede, men holdt da mund, så Nikolaj kunne
fortælle, hvad der var sket, og hvad de havde bestemt.
- Nu går vi lidt væk, og holder øje. De må snart komme ud,
sluttede Nikolaj.
De ventede og ventede, men døren forblev lukket.
- Tror I, de bliver derinde til lukketid? hviskede Johanne.
- Det er godt nok mystisk, sagde Viktor.
- Måske skulle vi bare sådan tilfældig åbne døren? Nikolaj
så nu ikke ud, som om han havde lyst til det.
- Er der en af jer, der har en lommelygte? spurgte Viktor.
- Her, sagde Nikolaj.
- Okay, er der nogen, der går med?
- Jeg melder mig frivilligt, sagde Søren.
- Også jeg, sagde Johanne og Viktor i kor.
- Og jeg er barnepige, sagde Julie misfornøjet.
Nikolaj tænkte sig lidt om.
- Så må du holde øje med, hvad der sker, sagde han endelig
20
og fortsatte: - Hvis vi nu bliver slået ned, skal du sørge for,
at der kommer nogen og hjælper os.
- Så må jeg hellere blive hos Julie, sagde Johanne, men er
det ikke lidt risikabelt?
- Det er bogtyve og ikke voldsmænd, sagde Søren fortrøstningsfuldt.
- Måske bliver de voldsmænd, tilføjede Julie.
- Nu må I ikke gøre os bange, grinede Nikolaj, selvom han
var en lille smule nervøs for, hvad der ville ske inde bag døren.
Man er vel ikke en kryster, tænkte han og sagde højt:
- Vi går ind nu. Han tog i døren, der heldigvis ikke var låst,
og så var de inde.
Nikolaj tændte lygten og lyste rundt. Der var ingen. Han tog
mod til sig og skubbede til tøjet på stumtjeneren. Stadig ingen.
- Er du sikker på de gik ind - eller at de ikke er kommet ud
endnu?
- Bombe! sagde Nikolaj. Nu hvor han var sikker på, de ikke
var der, blev han mere modig og afsøgte rummet fra en ende
af. Da han nåede til enden af en af reolerne så han en lem,
der var fjernet.
- Har I hørt noget om en hemmelig udgang? spurgte han.
De havde Viktor og Søren ikke.
- Prøv og se her!
De kantede sig om til ham. Han lyste ned på lemmen og
hullet, der kom til syne.
- Vil det sige, at de bare er forsvundet den vej ud?
- Åbenbart, sagde Nikolaj og fortsatte - Hvad gør vi nu?
- Sætter efter dem, sagde Søren.
21
- Der er ikke ret meget plads, indvendte Viktor.
- Hvis to voksne mænd kan komme igennem, kan vi også,
sagde Søren.
- Jeg er den første, for jeg har lygten, sagde Nikolaj og satte
sig på knæ og lyste ind i hullet.
- Der er masser af plads. Og der er stentrappe der fører hen
til et sving, sagde Nikolaj.
Forsigtigt og lige efter hinanden kom de gennem hullet og
stod lidt efter oprejst. Der var en isnende kulde i tunnelen.
Uvilkårligt lynede de alle deres jakker.
- Nu skal vi være forsigtige, hviskede Nikolaj og fortsatte:
- Vi ved jo ikke, om de er lige om næste hjørne. De har sikkert problemer, fordi de ikke har bøgerne med.
- Ja, hviskede Viktor tilbage og fortsatte - det er måske professionelle kunsttyve, der stjæler på bestilling. Du må hellere
slukke lyset. Måske kan vi høre noget, hvis vi er helt stille.
Længe stod de musestille og lyttede. Kulden fik dem til at
trippe, for på den måde at få lidt varme i fødderne.
- Der er ingenting, hviskede Nikolaj endelig og spurgte:
Skal vi fortsætte?
Ligesom han tændte lyset kom noget mørkt flyvende imod
dem. De gav et dæmpet skrig fra sig og Nikolaj slukkede
hurtigt lyset.
22
2. Kapitel
Julie og Johanne stirrede konstant på døren. De havde stillet
sig så tæt på, at de regnede med at kunne høre, hvis der skete
noget voldsomt bag den. Men der skete ingenting.
Pludselig sagde Julie: - Hvor er Oliver nu henne? Bliver du,
mens jeg prøver at finde ham. Mor bliver tosset, hvis der sker
ham noget. Den lille forkælede unge!
Julie havde en fornemmelse af, hvor han var, og ganske
rigtig. Han stod henne ved lækkerierne og guffede i sig med
et saligt udtryk i fjæset.
- Sagde jeg ikke, du skulle blive sammen med os? hvæsede
hun og greb ham i armen. - Nu kommer du med her!
- Julie! lød en advarende stemme. Julie vendt sig modvilligt.
- Er det virkelig så slemt at passe på sin lillebror en halv
times tid?
- Hun vil hellere være sammen med drengene, sagde Oliver
og rakte tunge til Julie.
- Hvad har I så travlt med? spurgte hendes mor og kiggede
bestemt på Julie.
- Ingenting, sagde Julie og fortsatte: Vi vil gerne se de bøger,
der er udstillet og sådan noget. Og så smuttede Oliver, selvom
han havde lovet at blive sammen med os. Du ved selv, hvor
vild han kan være, sluttede hun og tav så. Bare nu ikke der er
sket noget. Hun skottede hen til døren.
- Du har åbenbart travlt, sagde hendes mor syrligt og sagde:
- Kom, Oliver, så går vi.
- De holder vagt ved en dør. Og ... sagde Oliver.
23
- Vi kigger på de bøger, der er i montren derovre, afbrød
Julie og sendte Oliver et lynende blik. Bare nu ikke den lille
møgunge snakkede alt for meget.
- Jeg smutter, sagde hun hurtigt og skyndte sig tilbage til
Johanne.
- Så slap vi da for ham, sagde hun og i samme åndedrag:
- Er der sket noget?
- Intet, svarede Johanne mismodigt.
Julie kiggede efter sin mor, der var blevet stående og kiggede
spekulativ efter hende. Så tog hun Oliver i hånden og de gik.
- Vi kan da ikke blive stående her. Johanne var utålmodig.
Julie rystede på hovedet. Der var stadig masser af mennesker
omkring dem.
- Hvis du holder øje med, om nogen kigger herhen, så prøver
jeg at lempe døren op. Sæt de ligger derinde og er bundet
eller sådan noget.
- Okay. Johanne afsøgte hele området og hviskede så: - Nu!
Hurtigt åbnede de døren og smuttede ind.
- Er det ikke lidt dumt, hviskede Johanne og fortsatte: - Vi
kan jo ikke se noget som helst.
- Shyssh, hviskede Julie tilbage, jeg hørte noget.
Men nu var der helt stille.
- Jeg synes der er mere koldt, end sidst vi var her, sagde
Johanne lidt efter.
- Da var vi også pakket ind i gammelt tøj, slog Julie det hen.
Pigerne blev stående og lyttede.
- Tror du ikke, der er noget lys herinde, forsøgte Johanne så.
- Det var der ikke den anden aften.
24
- Da var lyset i hele Biblioteket også blevet afbrudt.
Julie famlede sig tilbage til døren og afsøgte området omkring dørkarmen, og pludselig var der lys.
Nu kunne de se hele rummet, der kun var et par meter på hvert
led. Stumtjeneren der væltede aftenen før, stod pænt oprejst
med en masse tøj på, og hylderne var fyldt rengøringsmidler.
I hjørnet stod en støvsuger og en rengøringsvogn.
- De er væk, sagde Julie og lignede et stort spørgsmålstegn.
- Som sunket i jorden, medgav Johanne.
- Du har ret. Julie bevægede sig langsomt hen til enden af
reolen og kiggede om bag den.
- Ups! sagde hun.
- Hvad? Johanne gik nærmere og fortsatte, - Jeg sagde jo,
der var lidt koldt.
Hun kiggede ind i hullet. I det samme lød en blafren og
undertrykte skrig. Johanne og Julie trak sig uvilkårligt tilbage
og så på hinanden.
Pigerne krøb uvilkårligt tæt sammen. Nu var der ikke bare
koldt. Der var også uhyggeligt. Julie var den, der først sagde
noget: - Skal vi vende om?
- Og lade drengene i stikken?
- Jeg tænkte mere på, om vi skulle be' om hjælp?
- God idé. Og hvor mange tror du, der vil tro på os.
- Næh. Julie overvejede, - og slet ikke hvor de har travlt med
at fejre fødselsdag.
De samlede mod og kiggede ind i tunnelen. Der var dunkelt
og helt stille. - Måske var det bare en vej ud, og så var tyvene
forsvundet og drengene var gået ind i biblioteket igen, sagde
25
Johanne.
Det var Julie enig i.
- Skal vi gå tilbage?
- Det er nok ikke så farligt, sagde Julie ikke helt overbevist. - Men hvis det er sådan, kan vi jo gøre det samme. Så er
vi da sikker på, at der ikke er sket dem noget.
De begyndte at gå. Langsomt og lidt frygtsomt. Johanne
greb Julies hånd, da de skulle ned ad trappen, der var stejl
og trinene meget ujævne. Noget mørkt susede forbi deres
hoveder, og de var lige ved at falde.
- Flagermus, sagde Johanne. - Så er det en slags grotte.
Julies hjerte bankede helt oppe i halsen.
- Kom, hviskede Johanne. Hun holdt stadig godt fast i Julies
hånd. De kom ned ad trappen og drejede om et hjørne, hvor
noget svagt lys skinnede et stykke borte.
Johanne hviskede, at det nok var udgangen og trak Julie
efter sig. Hun bevægede sig forsigtigt, den ene fod foran
den anden, for i det svage lys var det ikke nemt at se noget.
De nærmede sig endelig det svage lysskær, der også gjorde
stien mere synlig, og Johanne fik mere fart på. Lyset kom fra
en åbning, der mindede om en port, og de måtte bøje sig for
ikke at støde imod. Og det var ikke udgangen men en slags
grotte, hvor der i den ene ende stod en lygte og lyste svagt.
Pigerne standsede og så sig undersøgende rundt. Væggene
var hugget ud i jorden, der var lidt leret og luften var kold og
lidt kvalmende. Der var noget affald på gulvet, der lignede
eskrementer fra flagermusene. I nærheden af lygten var en
stor kiste. De listede hen til kisten og kiggede undersøgende
26
på den. Der var en krog, der holdt låget lukket. Johanne rakte
hånden frem og uden at vide hvorfor, bankede hun på låget.
Julie skulle lige til at tysse på hende, da der lød nogle halvkvalte lyde dernede fra.
Julie holdt sig for munden for ikke at skrige, mens Johanne
fjernede krogen og åbnede kisten. Bukket sammen i kisten
lå Søren. De hjalp ham op. Han rystede sig og begyndte at
trampe rundt. Begge hans ben sov.
- Hva' laver du dernede? spurgte Johanne.
- Venter på jer.
- Hvor er de andre?
Søren kiggede rundt: - Væk, tror jeg.
Johanne kiggede ned i kisten. Og kiggede en gang til: - Er
du klar over, hvad du lå ovenpå, Søren.
- Næh. Han gik hen og stak hovedet frem: - Det var som
pokker!
Han stak hånden ned og da han trak den tilbage, stirrede
han overrasket på en syvarmet lysestage. Den var tung og
meget smuk. - Flere tyvekoster, sagde han og de andre stirrede
måbende på den.
Men der var mere. Ure og smykker, nogle af dem i fløjlsetuier, som var de hentet lige i en guldsmedeforretning.
- Jeg tror, de har en nicheforretning, sagde Julie. - Altså
ikke kun bøger.
- Men hvor er Nikolaj og Viktor? Johanne trak dem tilbage
til virkeligheden.
Pigerne så spørgende på Søren, der fortalte, at de listet stille
frem efter lyden af stemmer, og at han selv var forrest og så
27
havde de to mænd opdaget ham. Nikolaj og Viktor nåede tilbage til gangen, hvor de måtte have gemt sig, for det var kun
ham, tyvene havde fået fat i.
De spurgte først om en hel masse, men han var så bange, at
han ikke kunne sige noget som helst og så havde de gjort kort
proces og puttet ham i kisten. - Jeg lå ikke ret godt, sluttede
Søren, men det tror da pokker. Han pegede på lysestagen.
- Du har stadig ikke fortalt os om, hvor de andre to er, sagde
Johanne.
- Jeg ved det ikke. Jeg håbede bare på, at de var løbet tilbage
og så ret hurtigt ville skaffe mig ud af kisten. Det er godt den
er gammel og utæt, ellers var jeg blevet kvalt.
- Vi har ikke set dem, og vi kommer lige fra pulterrummet,
sagde Julie.
- Måske er de fulgt efter tyvene, foreslog Søren.
- Altså gør vi det samme, sagde Johanne og begyndte at gå.
De andre fulgte efter. Gangen de kom ind i, var ganske smal
og de måtte gå krumbøjet, for ikke at støde hovedet mod loftet.
Efter en tid krummede gangen og der blev mørkere.
- Nu gad jeg godt have Nikolajs lygte, mumlede Søren.
Mørket mindede ham for meget om den tid, han var spærret
inde i kisten.
- Der er lys der forude, hviskede Julie. - Måske er vi snart
igennem. Gangen syntes endeløs men pludselig var de ved
udgangen, der endte bag er tæt krat lige op ad en mur.
- Kirkegårdsmuren, hviskede Søren. - Det er derfor det har
været nemt at komme frem og tilbage. Her er jo ingen. Han
kiggede rundt og der var alligevel nogen. Lidt derfra var en
28
gammel kone i færd med at luge på et gravsted.
- Vi går den modsatte vej, hviskede Johanne.
Ude på parkeringsplads foran kirken kiggede de sig søgende
omkring. Der var ingen. Ikke så meget som en enkelt bil.
- De er nok alle sammen på biblioteket, sagde Johanne. Men det løser ikke vores problem. Er Nikolaj og Viktor fulgt
efter, eller er de blevet fanget af tyvene?
- Måske er de under jorden endnu? Der er måske flere huler
og gange. Hvad gør vi?
Søren skulle lige til at sige, at de måtte tilbage igen, men
det var for uhyggeligt. I stedet foreslog han, at de gik tilbage
til biblioteket og undersøgte, om de var der.
- Og så bagefter? spurgte Julie.
Søren svarede ikke og Johanne begyndte at gå.
Der var dejligt inden for på biblioteket. Først kiggede de
rundt for at se, om de to drenge var der. Så styrede Julie over
til bordet og tog et glas saftevand og et par småkager.
- Vi må hellere få noget at arbejde på, hvis vi skal der ned
igen.
- Hvor skal I ned? lød en stemme bag dem.
De vendte sig og lige bag ved dem, stod de to tyve.
- I må hellere følge med os, lød det truende. - I går bare
foran os, og hvis I så meget som piver, så ... Søren mærkede
noget koldt der blev presset mod hans ryg. Han begyndte at
gå. De to andre var lige ved siden af ham.
- Jeg tror, de har en revolver, hviskede Søren.
- Hold mund, knurrede den ene af tyvene. - Nu følger I bare
efter mig.
29
De gik, med den ene tyv foran og den anden lige bagved.
Ud ad døren, hen ad fortovet, gennem en port og igen en gade
hen og så var de tilbage på kirkegården.
De blev gennet ind gennem hullet og gelejdet gennem de
mørke gange til hulen.
- Var det ikke her, I skulle hen? sagde den ene af mændene
hånligt. - Nu var vi oven i købet så flinke at følge jer herned.
Johanne skulle lige til at spørge, hvor Nikolaj og Viktor var,
men lod være. For hvis nu de havde gemt sig i en af gangene,
så ville de også blive fundet.
Mændene fandt noget reb bag kisten og de blev bundet på
hænder og fødder og placeret foran kisten, som de også blev
bundet til.
- Nå, I har nok rodet i kisten. Den største af mændene tog
lysestagen, de havde sat ved siden af kisten. - Den må vi
hellere tage med også. De åbnede kisten og tog en nylonpose
og fyldte tyvekosterne i.
- Så må I ha' det så godt. Vi vil endda være så flinke og lade
lygten brænde.
- I kan da ikke bare lade os blive her! rasede Johanne.
- Nogen gange må man lære på den hårde måde. Så en anden
gang holder I nok næsen for jer selv. By, by!
De fulgte lyden af deres hurtige trin ud og væk. Da der var
gået en passende tid, sagde Julie lidt forknyt: - Og vi ved
stadig ikke, hvor Nikolaj og Søren er.
- Der er så mange ting, der virker sært, sagde Johanne spekulativt. - Hvordan vidste de, at vi har været hernede før?
- Ja, fortsatte Søren hendes tankemønster: - Hvorfor for30
svandt de ikke bare gennem tunnellen i aftes med bøgerne?
- Ja, sagde Julie, - og hvordan kommer vi herfra. Det er svært
at binde knuder op, når man har hænderne på ryggen. Og det
er heller ikke nemt at ringe, når mobilen ligger i lommen.
Oliver, Julies lillebror, var godt sur. Mest fordi han blev slæbt
ud af biblioteket og ikke måtte være sammen med de store,
og senere da han forsøgte at fortælle sin mor om det, de havde
snakket om i biblioteket. Hun havde bare sagt, at han kunne
gå ind på værelset og lege i stedet for at fortælle røverhistorier. Og der sad han så og kiggede trist på sin færdigbyggede
Lego-tankstation.
Han listede ind på Julies værelse og tændte for hendes
computer. Han fik sommetider lov til at låne den og spille på
nettet. Men hele tiden spekulerede han på, hvad der var ved
den dør og så de andre underlige ting, de havde snakket om.
De lavede så tit noget spændende, som han aldrig fik lov til
at være med i.
- Er Julie ikke kommet hjem endnu? spurgte han, da de
spiste frokost.
- Nej. De har jo så meget for, de store unger. Moderen smilte
lidt.
- Hun kan vel passe spisetiderne, sagde faderen.
- Det er nu godt, de er De fantastiske Fem, sagde Oliver lidt
drømmende. - Så skal de nok fange tyvene.
- Hvad er det for tyve, du snakker om? Faderen så på ham
med sammenknebne øjne.
- Har du ikke hørt om bogtyveriet på biblioteket, spurgte
31
moderen. - Det er sikkert det, som Oliver fantaserer om.
- Jeg fantaserer aldeles ikke! protesterede Oliver. Han vidste godt, han havde en god fantasi. Det fik han at vide hver
eneste dag, sommetider flere gange. Det var jo sjovt at finde
på historier. Og nogle gange levede han så meget med i dem,
at han var ved at tro på det selv. Men derfor kunne de da godt
tro på ham bare en gang imellem.
- Og hvad mener du så, de laver, "De fantastiske Fem"?
Faderen kiggede på ham, og Oliver vidste han havde tabt, når
far så på ham med et lille smil.
- Tak for mad, sagde han og gik ind til Julies computer igen.
- Nu glædede jeg mig lige sådan, råbte hans far efter ham.
- Du skal da være glad for, at han har en god fantasi og ikke
drille ham så meget, hørte han lige sin mor sige, inden han
lukkede døren hårdt i.
Han kunne ikke rigtig koncentrere sig om at spille. Tankerne
om, hvad "De fantastiske Fem" lavede, gjorde ham uopmærksom, og da han døde femte gang, slukkede han computeren
og listede ind til sig selv.
En halv time senere var han træt af at se på billederne på
væggen og tælle loftbræder. Han stak hovedet ud i køkkenet
til mor, der sad ved køkkenbordet med en kop kaffe og gættede krydsord, og sagde at han gik ud lidt.
- Nu ikke for langt væk, skat, svarede moderen lidt
fraværende.
- Nej, nej, svarede Oliver og hev sit overtøj ned fra knagen
og stak fødderne i kondiskoene. De var ikke snøret op, og mor
ville have skældt ud, hvis hun havde set det.
32
Hans far var ude i garagen, hvor han var i gang med at rydde
op. Det var han tit. Men der så også altid pænt ud.
Oliver smuttede forbi uden at blive set og dryssede ned ad
gaden. Uden at tænke over det, fandt han vejen til biblioteket.
Der var stadig mange mennesker. Han gik ind og så med tilfredshed, at der stadig var saftevand og kager på bordet. Og
så de små chokolader, han havde spist af om formiddagen.
Mens han guffede i sig kiggede han søgende rundt. Der var
ingen af dem at se. Han gik hen bag skærmen til computerne
og kiggede. Men begge computere var slukket.
Nå, tænkte han, jeg går bare hen og spiser noget chokolade,
så kommer Julie garanteret og skælder mig ud, fordi jeg er
uopdragen. Tilfreds med sin egen logik, styrede han hen til
bordet og snuppede et par stykker mere. Da de var nede, tog
han to mere.
- Tror du ikke, du skulle spise noget rugbrød i stedet for,
Oliver?
Olivers hånd standsede midt i bevægelsen til munden og
han vendte sig som i slowmotion.
Det var bare naboen. Hun grinede til ham og purrede ham i
håret. - Men det ser godt ud, så jeg snupper lige et par stykker også.
Som sammensvorne, tog de hver et par stykker mere. Oliver
kunne godt li' Karin. Han havde været hos hende i dagpleje,
inden han kom i børnehave. Og det hændte også at han var
hos hende, hvis mor og far skulle i byen, og Julie skulle noget andet. Hvad hun næsten altid skulle. Det var nok mere
spændende at være sammen med dem fra De fantastiske Fem.
33
Og Oliver var misundelig. Meget. Men lige nu var han altså
mere nervøs for, at der var sket dem noget. Noget der havde
med døren at gøre. Han kiggede længe på den, som om den
ville åbne sig, hvis han bare så længe nok på den.
- Er du tit på Biblioteket, Oliver? spurgte Karin.
- Ikke så meget, indrømmede Oliver.
- Nå, jeg tænkte bare, når du er her alene. Hun grinede til
ham: - Du er jo kun ti år.
Oliver var lige ved at sige, at det vidste han skam godt. For
han fik det at vide hver dag, når der var noget, som Julie fik
lov til og han ikke måtte.
- Der er også mange spændende bøger og spil, sagde Karin
fredsommeligt. - Skal du hjem nu? Så kan vi følges.
- Jeg vil lige se, om der er nye tegneserier. Hej!
Han bevægede sig langsomt over mod tegneserierne, som
var i nærheden af døren. Mens hans fingre bladrede gennem
et par tegneseriehæfter, fulgte hans øjne med i, hvem der gik
hen imod eller forbi døren. Der var mange, men ingen gik
ind eller kom ud. Han havde gennempløjet flere bøger uden
at ane, hvad der var i dem, bestemte han sig, satte bøgerne
på plads og efter et hurtigt kig rundt, gik han over til døren,
åbnede den og gik ind.
Det første han bemærkede var kulden. Og mørket. Han
famlede rundt og fandt en kontakt. Lyset afslørede bare tøj
og reoler og rengøringsting. Kulden var det værste. Forsigtigt
listede han over mod det sted, som kulden kom fra. Kiggede
om bag reolen og så en svag aftegning som af et hul. Han
bøjede sig ned og stak en hånd ind. Jo, kulden kom herfra.
34
Lige som han skulle bøje sig ned for at kigge, blev døren åbnet.
Hurtigt vendte han sig om og en kvinde med gråt hår så
mistænksom på ham.
- Hvad laver du her?
Han sagde det første, der faldt ham ind: - Jeg - jeg troede,
det var et toilet. Jeg skal tisse. Han lavede et udtryk, som han
håbede hun ville se som lidt ynkelig. Og det virkede, for damen sagde: - Kom, så skal jeg vise dig, hvor det er.
- Tak, sagde han og smilede til hende.
Da han kom ind på toilettet, skulle han faktisk tisse, og gik
ind for sig selv og satte sig. Han havde brug for at tænke.
Da han trak ned og vaskede hænder, havde han ikke løst
nogle af de problemer, han tumlede med. Og heller ikke da
han kom ud af toilettet. Han vidste bare, at han hellere måtte
komme hjem, inden de fandt ud af, at han var smuttet. Men
hvor var det surt, at han ikke havde en mobil, så han kunne
ringe til Julie. Tænk hvis de var dernede, og ingen vidste det.
Han rystede ved tanken om den kulde, der kom fra åbningen i
rummet. Så tog han benene på nakken og spænede. Heldigvis
var far stadig i garagen, så han standsede op og fik vejret igen,
inden han li'som tilfældigt listede ind til ham.
- Hej, Oliver, sagde far. - Har du fået nok at computerspil?
Oliver svarede ikke. Han gik bare rundt og kiggede lidt. Der
var meget værktøj, en reol med søm og skruer og en hel væg
med skruetrækkere og tænger i en masse forskellige størrelser.
- Mangler du noget? spurgte far.
- Næh, sagde Oliver.
- Er der andet. Jeg kan hjælpe dig med? Far smilede en
35
smule drillende.
Det er der, tænkte Oliver, men hvad hjælper det, når du ikke
vil tro på mig.
- Jeg kedede mig bare lidt, sagde Oliver og gik ind.
Mor var færdig med både kaffe og krydsord og var i gang
med at rydde op i nogle køkkenskabe.
- Nå, der er du, min skat. - Var det godt at få lidt frisk luft.
- Ja. Oliver gik lidt frem og tilbage, så spurgte han sådan lidt
tilfældig: - Må jeg godt låne din mobil? Der er et sjovt spil på.
- Det må du da. Mor smilede og fandt mobilen i sin taske.
- Jeg har lige ladet den op, så spil du bare. Men du må ikke
slette noget.
- Nej, nej, sagde Oliver og skyndte sig ind på sit værelse.
Han havde før fået lov til at ringe fra den og vidste lige, hvor
han skulle finde Julies nummer. Han ringede op og ventede
spændt. Den ringede nogle gange og så kom telefonsvareren:
- Hej, du har forgæves forsøgt at få fat i mig. Hvis det går
helt galt, så ring til politiet eller til Børneværnet. Måske er
jeg bare løbet hjemmefra.
Oliver havde hørt den besked før og første gang havde det
været meget sjovt. Men nu var det ikke så sjovt mere. Nærmest
lidt uhyggeligt. Og han kunne ikke gøre andet end at ringe
igen og igen. For der var jo ingen, der ville tro på ham.
36
3. Kapitel
Der var mørkt bag i den store kassevogn. Og de lå lige på
bunden af bilen, så det var både koldt og meget ubekvemt.
Bundet som de var på hænder og fødder, havde de ikke store
muligheder for at få det bedre. De havde hvisket sammen og
på et tidspunkt hvor de kunne forstå på lydene, at de to mænd
havde forladt bilen, havde de råbt og skreget og banket på
bilens sider. Men lige lidt hjalp det. Bilen var nok parkeret
et øde sted.
Det var ellers gået så godt. Efter de to tyve havde fanget
Søren, var de listet bagefter og som aftalt havde de noteret
bilens nummer. Nummerpladen var snavset, og de havde været
så optaget af at studere og sammen finde ud af, om bogstavet
var et O eller U, blev de grebet bagfra og derefter bundet og
smidt ind i bilen. Alle deres gode ideer om at taste nummeret
ind på mobilen og sende beskeden til en af pigerne, var gået
i vasken, og nu sad de her, bagbundet og spærret inde som
dyr i en kold bil. "De fantastiske Fem" var nu blevet til to, og
deres muligheder for at komme væk, var svære at få øje på.
- Vi må håbe at pigerne finder på noget, sagde Nikolaj
dystert.
- Ja, og at de finder Søren, inden han bliver kvalt.
De henfaldt i mørke tanker, og blev først revet ud af dem,
da bildørene smækkede. Det måtte være tyvene, der var kommet tilbage.
Så blev en af dørene åbnet igen og bagdøren revet op.
- Nå, I sidder der endnu. Og jeres venner sidder også godt!
37
Manden tav lidt for at lade det trænge ind. - De sidder nemlig
bundet sammen nede i tunnellen! Det sidste de hørte, før døren
smækkede i var en skadefro latter.
- Det var så det, sagde Viktor modløs.
- Ja, men det gode er da, at Søren nok er kommet op af kisten.
Jeg tror ikke, de kan være i kisten alle tre.
- Hvis de da er der alle tre, sagde Nikolaj.
Bilen startede med et brøl og efter et stykke med ujævn vej,
blev det mere stille, og de måtte være ude på en større vej.
- Hvad mon de vil gøre ved os? spurgte Nikolaj endelig.
Viktor tyggede lidt på det, og sagde så: - Måske sætter de
os bare af meget langt hjemmefra. Måske midt i en skov. Han
tav lidt og fortsatte så: - Problemet er bare, at vi har set dem,
og så er vi farlige. Og tænk, hvis de ikke finder de andre, før
de fryser eller sulter ihjel.
- Og hvem andre end os og tyvene kender noget til den tunnel? føjede Nikolaj til.
Og så var der kun bilens regelmæssige summen og tyvenes
mumlen inde fra førerhuset.
Længe efter sagde Nikolaj: - Mon vi ikke kan skubbe os
helt op til forenden? Så kan vi måske opfatte lidt af det, de
snakker om.
Efter mange underlige bevægelse og med ømme rygge og
albuer, var de helt oppe, så deres hoveder rørte pladen der
adskilte førerhus og lad.
- Jeg kunne godt bruge et tæppe, sagde Julie.
De havde været stille i lang tid. En tid der sneglede sig af
38
sted og ventetiden, der ingen ende syntes at have.
Søren svarede ikke, mens Johanne mumlede: - Også her.
De havde normalt ingen problemer med at snakke og pjatte,
men nu lige var der li'som underskud på fantasikontoen.
- Tænk, at jeg skulle sige det, men lige nu mangler jeg Oliver.
- Det er en ny sang, sagde Søren.
- Ja, men han er så god til historier, forklarede Julie. - I skulle
have hørt om hans kammerat, som han kaldte Dino. Han var
hel fantastisk. Ham Dino er selvfølgelig usynlig, men Oliver
kan underholde hele familien, så vi er ved at dø af grin. Hvilket
selvfølgelig gør Oliver meget sur, for Dino skal vi ikke grine
af, så bli'r han bare ked af det.
- Nu du siger det, indskød Johanne, - så kommer jeg i tanker
om, at Oliver var ved at fortælle om det, vi var i gang med,
før din mor slæbte af med ham.
- Der er bar et lille problem, sagde Julie trist, - Der er ingen
der vil tro på ham og hans historier.
I det samme ringede hendes mobil.
- Du skal endelig ikke tage den, sagde Søren galgenhumoristisk.
- Nå, men så lader jeg være. Julie prøvede igen at vrikke
sig rundt for måske kunne hun får hænderne fri. Men hver
gang hun syntes, at rebet løsnede sig lidt om hendes håndled,
sagde Johanne eller Søren av, fordi de alle tre var uhjælpeligt
bundet sammen. Så lod hun være.
- Kan vi slet ikke finde på noget, så tiden kan gå lidt hurtigere? Johanne kedede sig og var sikker på, de andre havde
det på samme måde.
39
- Problemet er bare, at vi næsten kun snakker med hinanden,
så de historier vi kan, har vi fortalt for længe siden.
- Jeg kan ikke komme i tanker om nogen. Søren prøvede at
bevæge sine hænder en smule. Det stak i dem. Det var nok
blodkredsløbet, det var galt med.
- Nu er lygten ved at gå ud, jamrede Julie. - Om lidt sidder
vi i bulravende mørke!
- Jeg er nu glad for, at vi er bundet sammen. Så vi li'som
kan mærke hinanden. Når der bliver helt mørkt.
- Og jeg er glad for, at I fandt mig, så jeg kom ud af den
kisten, replicerede Søren.
- Så mangler det bare, jeg skal finde noget, jeg er glad for,
mukkede Julie. - Lige nu er det umuligt. Det må I altså undskylde.
Oliver kiggede ud ad vinduet. For mindst syttende gang. Han
kunne ikke li' mørket, der kom snigende ind på ham og gjorde
ham mere urolig. Han prøvede at spille lidt, men kunne ikke
samle tankerne om det. Også for syttende gang kiggede han
på klokken, et lille sjovt kuk-kuk ur, hans far havde haft med
til ham fra en rejse i Østrig. I starten var de små kuk-kuk
sjove, men lige nu målte den tiden alt for langsomt. Og da
den lidt efter muntrede sig med at kukke seks gange, var det
næsten for meget. Heldigvis kaldte hans mor i det samme,
og han luskede ud i køkkenet, hvor der var dækket op til fire
ved køkkenbordet.
Da de havde sat sig, sagde far lidt irriteret, at det ville være
rart, om Julie kunne passe spisetiden.
40
Mor gav ham ret, mens Oliver ikke sagde noget.
- Jeg prøver at ringe til hende, sagde mor og mumlede noget
om, at hun da selv kunne ringe, hvis hun blev forsinket.
Lige som hun tog telefonen, ringede den.
- Nå, så passer det nok damen at melde, at hun kommer for
sent, sagde far.
Mor tog telefonen og sagde: - Hvor er du?
Så tav hun og lyttede mens et underligt udtryk bredte sig
over hendes ansigt. - Nej, jeg har ikke hørt noget. Nej, jeg
ved ikke ... har du ringet til de andre? Hun lyttede lidt igen og
sagde så, ja, det skal jeg nok og afbrød forbindelsen.
- Det var Johannes mor. Hun spurgte, om de var her.
- Hvilket de altså ikke er, brummede far.
- Johannes mor har ringet til de andre. Søren, Nikolaj og
Viktors forældre. - Jeg ringer lige til Julie.
Både far og Oliver kiggede spændt på mor, mens hun lyttede
til den besked, der var på svareren. Så afbrød hun.
- Hvorfor lagde du ikke en besked? spurgte far.
- Hun kan se, jeg har haft ringet, sagde mor.
Ja, og alle de gange, jeg har haft ringet, tænkte Oliver.
- De sidder vel et eller andet sted og spiller computer, sagde
far. - Det er ikke første gang, de har glemt tiden. Det var også
galt i går.
De begyndte at spise. Der var ikke noget i vejen med maden.
Oliver var bare ikke sulten. Hele tiden tænkte han på hullet i
rummet på biblioteket og ærgrede sig over, at han ikke nåede
at smutte derned, inden han blev opdaget.
- Spis, Oliver, sagde far.
41
- Ja, ja, sagde Oliver og tog en bid mere. Men frikadellen
opførte sig underlig. Det var som om den bare voksede og
voksede i munden på ham.
Mor skottede til sin mobil, der stadig var tavs.
- Det var Viktors mor, der var begyndt at ringe. Han havde
højt og helligt lovet at være hjemme halv seks. Derfor ringede
hun til de andre.
Far sagde ikke noget. Spiste bare en smule langsommere.
- Det er godt, de er sammen i hvert fald, sagde mor lige ud
i luften.
- Ja. Bundet sammen, sagde Oliver, der lige havde set det
for sig. Alle fem bundet sammen i en stor dynge der nede
under biblioteket.
- Hvorfor siger du det? mor så på ham.
Oliver trak på skuldrene. Det var jo lige meget, hvad han
sagde.
- Hvorfor? Nu var det far, der spurgte.
- Det var bare ... Oliver skyndte sig at tage en stor bid af
sin frikadelle. Han måtte jo ikke snakke med mad i munden.
Inden han havde sunket maden var det som om, de havde
glemt ham. Han sagde tak for mad og skyndte sig ind på
værelset.
Lidt efter kunne han høre, der blev ryddet af bordet. Det
var som om, der blev klirret lidt mere med tallerknerne, end
der plejede.
De var garanteret sure, begge to. Som de før havde været,
når Julie kom for sent og havde glemt at give besked.
Pludselig ønskede Oliver, at han ikke havde været inde på
42
Biblioteket. Hvis han ikke havde set det hul, så havde han nok
slet ikke tænkt det, der hele tiden kørte rundt i hovedet på ham.
Så hørte han mors mobil. Den havde en sjov ringetone. De
havde alle sammen en forskellig. Inden de fik det, kunne de
alle tre fare forvirret rundt, for at se, hvis det var, der ringede.
Han listede hen til døren mens han ønskede, at det var Julie,
der ringede.
- Nej, vi har ikke hørt noget, sagde mor. Oliver trak vejret
dybt og trak sig tilbage til værelset. Da han havde ruget der
nogen tid, listede han ind og tændte for fjernsynet. Far var
ikke inde i stuen. Det plejede hans ellers. Der var altid en eller
anden nyhedsudsendelse, han skulle se. Og altid, når Oliver
gerne ville se noget andet.
Ganske rigtig, lige som Oliver havde fundet noget, han gerne
ville se, kom far ind.
- Jeg vil gerne se Nyhederne, sagde han og satte sig med
fjernbetjeningen i hånden.
Oliver satte sig tilbage i sofaen. Måske tog det ikke så lang
tid, det gjorde det næsten aldrig om lørdagen.
Speakeren tonede frem på skærmen:
- Der er ikke noget nyt om indbruddet på biblioteket i aftes.
Det er lidt underlig, for der blev ikke stjålet noget. Nogle
af de mest kostbare bøger var blevet lagt på en hylde i et
rengøringsrum. På biblioteket er de meget glade for, at de slap
så let, men politiet undrer sig. Det var bag denne dør, politiet
i formiddags fandt bøgerne.
Der blev vist et billede af døren ind til rummet.
Mor stod i døren og fulgte udsendelsen.
43
- Det var lige der, jeg så Julie sidst, sagde mor.
- Hvad mener du? spurgte far.
- Jeg hentede Oliver på Biblioteket. Julie havde lovet at se
efter ham, mens jeg lavede et par indkøb.
- Hvad lavede de?
- De sagde, mor tænkte sig lidt om, - de sagde, at de gerne
ville kigge på de bøger, der var udstillet.
- Det var vel ikke så underligt, far kiggede igen på fjernsynet,
der var i gang med et andet indslag.
- Jeg kan ikke li' det, sagde mor.
Far mumlede noget om, at de jo ikke kunne sætte himmel
og jord i bevægelse, bare fordi, de unge mennesker troede,
det var vigtigere at spille på deres åndssvage computere frem
for at passe spisetiderne.
Mor rystede på hovedet og vendte sig for at gå ud i køkkenet
i gen. Tøvede så lidt og vendte sig:
- Oliver, var det den dør, du snakkede om.
- Det tror jeg nok. Oliver vendte hovedet væk.
- Oliver! Mors stemme blev højere.
- Hvad i himlens navn er det, I snakker om? spurgte far.
- Fortæl det, Oliver! befalede mor.
- Hvorfor det? I tror jo alligevel ikke på, hvad jeg siger!
Oliver rejste sig og marcherede lige forbi sin mor og ind på
værelset.
Mor så efter ham og kiggede så på far: - Ja, nu har vi jo et
problem, sagde hun.
- Hvis du fortæller, hvad det drejer sig om, så kan jeg måske
finde ud af, om vi har andre problemer end en datter, der
44
glemmer at holde det, hun lover.
De fleste ord nåede dem kun som en mumlen gennem den
kolde metalplade, der adskilte førerhus og lad. Men stykket
sammen fandt drengene ud af, at de var et problem for tyvene.
De ting, som blev foreslået om, hvad tyvene ville gøre ved
dem, var så rædselsfulde, at drengene nærmest følte hårene
rejse sig på hovedet af dem. Nikolaj prøvede at lave lidt sjov
med det.
- Nu har vi hørt alle muligheder. Hvad skal vi så vælge.
Druknedøden i en sø i skoven, hænge i et reb i et højt træ til
vi knækker halsen eller bare blive kørt over af varevognen
ved et uheld.
- Det er godt nok børnevenner vi er kommet i kløerne af,
stønnede Viktor.
- Vi kan ikke bare ligge her som dyr, sagde Nikolaj, og han
begyndte at buldre på metalpladen.
- Hvad laver du? spurgte Viktor med vantro i stemmen.
- Jeg skal tisse! sagde Nikolaj, - og jeg vil ikke ligge her
med våde bukser.
- Hold så kæft! råbte en af mændene.
- Jeg skal tisse! skrålede Nikolaj.
- Så pis i bukserne!
Nikolaj stønnede.
- Du må prøve at holde dig, bad Viktor. - Jeg bryder mig
ikke om lugten.
Lidt efter spurgte han forsigtigt: - Er det rigtigt, at du skal?
- Ja, svarede Nikolaj, - en gang i hvert fald.
45
Bilen skrumplede videre. Det var som om de kørte i en skov,
hvilket gav grimme anelser om druknedøden i en sø.
Og så pludselig uden varsel, stoppede bilen så drengene slog
hovedet mod metalpladen.
Lidt efter blev bagdøren revet op og et par af mændene trak
dem ud. Det var så voldsomt, at Viktor ømmede sig. Nikolaj
bed tænderne sammen.
De blev smidt i noget blødt. Skovbund måske, tænkte
Nikolaj.
Mændene forsvandt hurtigt, bildørene smækkede og bilen
kørte væk.
- De kørte bare, sagde Viktor vantro.
- Så blev vi ikke hverken hængt, druknet eller kørt over i
denne omgang, sagde Nikolaj og lettelsen var så stor, at han
begyndte at grine. Viktor faldt i, men latteren stoppede lige
så hurtigt igen, for de var bundet og kunne hverken gå eller
kravle, så udsigterne for at komme hjem foreløbig, var ikke
særlig gode.
- Hvad gør vi nu? Viktor prøve at vride hænderne fri, men
måtte konstatere, at tyvene havde gjort et godt stykke arbejde.
- Jeg kan ikke få hænderne fri, sagde han trist.
- Jeg har også prøvet! Nu var Nikolaj blevet godt gal, og han
lirede meget hurtigt alle de bandeord af, han kunne.
Da han endelig holdt op, spurgte Viktor: - Skal jeg fortsætte?
- Ja, tak!
Da Viktor havde ydet sit bidrag, lå de helt stille ved siden
af hinanden og kiggede op i det mørke intet.
46
Drengene måtte have sovet lidt, for de vendte tilbage til virkeligheden ved at nogle hænder gramsede på dem, og i lyset fra
en lygte så de en kniv.
- Hva' laver du? skreg Nikolaj.
En dyb stemme svarede: - Skærer jer fri. Og så kan I gå.
Men I holder kæft med det her!
- Ja, ja, stammede Nikolaj.
- Hvorfor? spurgte Viktor.
- Jeg skal ikke have nogens død på min samvittighed, lød
det korte svar, og svagt oplyst af skæret fra lygten forsvandt
han mellem træerne.
Nikolaj grundede lidt, så sagde han: - Det var ikke en af
tyvene. Det var ham den anden.
- Tror jeg også, sagde Viktor. - Og nu skal vi så være ham
dybt taknemmelig!
- Jeg kan godt li' hans indstilling, sagde Nikolaj. - Kom, vi
går.
Det var nemmere sagt end gjort, for da de rejse sig gjorde
det ondt i både arme og ben.
- Måske skulle vi alligevel vente lidt, sagde han.
Nogle minutter efter rejste de sig og begyndte at lave forskellige øvelser for at få blodet til at rulle normalt i kroppen igen.
Så blev de enige om at gå sammen vej, som manden var gået
lige før. Så ville de måske komme frem til en vej.
- Har du din mobil med? spurgte Nikolaj.
Viktor rodede i lommen og fandt den.
- Er der strøm på?
- Ja. Den står på lydløs.
47
- Godt, for min mobil gled ud af min lomme da vi lå i bilen.
- Det sagde du ikke noget om? sagde Viktor bebrejdende.
- Synes du ikke vores situation var slem nok i forvejen,
afparerede Nikolaj.
- Joe. Viktor havde i mellemtiden sat sin mobil på normal
og spurgte: - Hvem skal vi først ringe til?
- Din far og mor, sagde Nikolaj efter at have tænkt sig om.
- Hvis strømmen slipper op, må dine forældre tage over.
- Ok, sagde Viktor og fandt nummeret. Og lidt efter: - Der
er ingen forbindelse!
- Åh, nej, var det eneste, Nikolaj kunne finde på at sige.
- Altså er vi uden for dækningsområdet, sagde Viktor fornuftigt.
Efter lidt snak frem og tilbage, blev de enige om at begynde at gå. Og Viktor skulle slukke mobilen helt for at spare
på strømmen. De syntes, de havde gået i en evighed. Der
var meget mørkt og stilheden blev mest slået i stykker, når
de sagde et eller andet grimt, fordi en gren svirpede dem i
ansigtet. Og så pludselig forsvandt træerne omkring dem
og de var ved en vej. Den var nok mørk og der var ikke ret
meget trafik, men alligevel følte de en form for lettelse. Den
fortonede sig lidt, for ingen af dem anede, hvilken retning de
skulle bevæge sig i.
- Prøv din mobil igen, sagde Nikolaj.
Viktor nikkede, hvilket var lidt dumt, for Nikolaj kunne jo
ikke se det. Men han åbnede mobilen ved at indtaste koden
og lidt efter viste den dækning. Selvom det var meget lidt.
Mens han igen ville finde nummeret hjem, råbte Nikolaj: 48
Der kommer en bil!
- Stil dig ud på vejen, mens jeg ringer, sagde Viktor. Han
kunne mærke, hvordan hjertet dunkede.
Da der var blevet ringet to gange på nummeret, havde han
sin far på linien!
- Hvor fanden er du henne, knægt! råbte hans far.
- Det ved jeg ikke, indrømmede Viktor.
- Så se at finde ud af det! Alle er i oprør og ringer hele tiden.
Hvad pokker har I lavet?
- Far, hør nu efter, bad Viktor, mens han holdt øje med billygterne, og kunne ane, hvordan farten langsomt blev sat ned.
- Godt! sagde hans far. Stadig lidt ophidset.
- Vi er blevet bortført, sagde Viktor. - Det er en lang historie,
men vil du ikke godt prøve at finde ud af, om de andre er i
kælderen under Biblioteket.
- Hvad fanden er det for en røverhistorie?
- Far, bad Viktor, mens han holdt øje med bilen, der næsten
var standset. Nikolaj gik hen til den og pludselig stak han i
et hyl: - Lad os komme væk, det er dem!
Viktor blev så forskrækket at han glemte at lukke for forbindelsen. Stoppede bare mobilen i lommen og styrtede efter
Nikolaj, der allerede var på vej ind i skoven.
49
4. Kapitel
- Oliver, vil du være sød og komme herind? Far stod i døren.
Han så ikke vred ud, som Oliver ellers havde forventet. Mere
lidt usikker og måske urolig.
Oliver rejste sig langsomt og fulgte med. Mor sad i stuen
og kiggede frem for sig.
- Oliver, sagde far, - vi har lige hørt fra Viktors far. Viktor
har haft ringet, og snakkede om en hel masse underligt. Noget
om biblioteket. Og så skete der en hel masse med, at Viktor
vist løb og en anden som enten var Søren eller Nikolaj råbte
og skreg, hvorefter der kun kunne høre Viktor, der pustede
som om han løb.
Oliver kiggede opmærksomt på sin far. Han prøvede at
forestille sig, hvad Viktor mon lavede.
- Han har nok glemt at slukke for mobilen, sagde han. - Fordi
der er sket noget, som har fået dem til at spæne af sted.
Far var lige ved at advare Oliver mod at være alt for fantasifuld, da mor afbrød: - Oliver, prøv at fortælle mere om
den dør.
Oliver skottede til far, som om han var bange for at blive
afbrudt og prøvede så at huske det, han havde hørt.
- De skulle holde øje med en dør i biblioteket. Noget med
at der var nogen mænd, der var gået derind. Jeg syntes det
var lidt kedelig, så jeg gik hen til bordet med saftevand og
chokolade. Så kom Julie og hentede mig igen. Sådan rigtig
sur, og hun slæbte mig med tilbage til Johanne. Drengene
var der ikke, og de blev ved med at kigge på døren. Som om
50
drengene var derinde.
- Tror du, de var det? spurgte mor og så bestemt på ham.
- Jeg ved det ikke, mumlede Oliver. - Og sommetider var
det også lidt underligt, det de snakkede om. Jeg troede bare,
det var li'som når de var i gang med et eller andet rollespil.
Sådan noget, som er svært at tro på. Og som jeg ikke rigtig
kunne forstå.
- Men det kunne godt have noget at gøre med de bøger, der
var blevet stjålet, sagde mor, som om hun lige var kommet i
tanker om, at der kunne være en forbindelse.
Oliver nikkede.
- Jeg må hellere ringe til Viktors far, sagde far og gik hen
mod telefonen. Han havde en seddel i hånden.
- Far!
- Ja. Far standsede med hånden på telefonen.
- Jeg har været på biblioteket igen. Mens du var ude i garagen. Han tav lidt og tænkte, at nu ville de nok ikke tro ham
igen.
- Ja? Far så afventende på ham.
- Jeg listede ind i rummet bag den dør, I så i fjernsynet. Og
det var lidt underligt, for i hjørnet derinde var der et hul, hvor
der kom noget koldt luft fra. Som om der var en kælder neden
under. Men så kom der en af damerne. Hun havde opdaget
mig, og så måtte jeg følge med.
- Hvorfor har du ikke fortalt det? Far var lige ved at hidse
sig op.
- Fordi du så havde sagt, at han altid skulle fortælle historier,
sagde mor stille.
51
Far trak vejret dybt. - Og hvad sagde du så til hende damen?
- At jeg skulle tisse og var gået forkert.
Mor gav en halvkvalt lyd fra sig. Det skulle have været latter,
men hun fortrød, for der var bestemt ikke noget at grine af.
- Er der mere? spurgte far.
Oliver rystede på hovedet. Og far trykkede nummeret ind
på telefonen.
- Det er Julies far. Kommer du lige herhen?
Far lyttede og nikkede et par gange, så sagde han: - Vi ses,
og lagde langsomt røret på.
- Viktors far kommer herhen og Viktors mor ringer til de
andre og be'r også dem om at komme, oplyste far og satte
sig træt i stolen, bare for at rejse sig med det samme for at gå
frem og tilbage over gulvet.
Oliver fulgte sin far med øjnene. Han var utålmodig, for
han tænkte på alle de ting, der kunne ske for De fantastiske
Fem, som lige nu ikke var så fantastiske alligevel, siden de
var blevet snuppet af forbrydere. Men han sagde ikke noget.
Også fordi han havde en fornemmelse af, at han ikke skulle
sige ret meget, nu hvor de lige var begyndt at tro på ham.
Drengene spænede af sted. Selvom blodet pumpede så hurtigt,
at de troede, de skulle falde døde om, så var det som om de
fik flere kræfter ved lyden af de tunge fodtrin, der bare var
alt for tæt på.
Nikolaj brød sin hjerne med, hvordan de skulle slippe for
forfølgerne. Hver gang, han syntes han havde en idé, kasserede
han den hurtig igen. Og tilbage var kun den mest åndssvage,
52
men ikke desto mindre den eneste, der bare lugtede lidt af at
kunne lykkes.
Han satte farten ned og greb fat i Viktor: - Vi løber lidt til
venstre og så prøver vi at komme tilbage til vejen.
Viktor trak vejret tung, og hans hvisken lød næsten som en
hvæsen: - Ok.
Hurtigt ændrede de retning og pilede af sted igen. Efter et
halvt hundrede meter drejede de igen til venstre og Nikolaj
udså sig et stort træ, hvor han trak Viktor med ind bag ved.
De stod længe og lyttede. Det var svært for blodet dunkede
så meget i ørene, at de måtte vente lidt for at kunne skelne
skovens lyde. Og der var ingen lyde af fodtrin.
Viktor skulle lige til at sige noget, men Nikolaj holdt ham
for munden. Og det var heldigt, for nu kom de. Ikke langt
borte, og nu gik lyden helt igennem. De var åbenbart i tvivl
om, hvilken retning de skulle søge. Og stemmen der nåede
dem, sagde, at de nok havde gemt sig.
Nikolaj anstrengte sine øjne og prøvede at bedømme, om
træet var til at klatre i.
Han dæmpede stemmen helt ned til det næsten uhørlige: - Vi
prøver at klatre op i træet.
Han havde lige grebet fat i et par grene, da lyset fra en lygte
afsøgte området, hvor de stod. Hurtigt gemte de sig bag den
trykke stamme.
Efter nogen tid forsvandt lyset og trinene fjernede sig.
- Nu, hviskede han og greb igen fat i grenene.
Et stykke oppe satte han sig tilrette på en tyk gren. Viktor
nåede op til ham. Efter et pusterum, kravlede de længere op
53
for at sikre, at de var helt skjult af grene og løv.
Ingen af dem turde sige noget, og ventetiden var dræbende
lang. Det eneste de ønskede, var lyde der kunne fortælle dem,
at nu havde tyvene opgivet at finde dem og så forsvandt. Det
værste var, at sulten begyndte at gnave. Selvom tørsten var
det værste. Nikolaj havde lyst til at snakke med Viktor. Både
om mad men mest om hvilke muligheder de havde.
Endelig viste nogle lysglimt, at de var på vej tilbage, slynglerne. Og nu hviskede de ikke mere. De skældte ud, og
drengene kunne høre, at det ikke kun var dem, de rasede over.
Tilsyneladende var der en mere, og lidt efter kunne de høre
hvem det var.
- Det kan godt være, at du er en blødsøden skid, men det skal
ikke koste min røv, at de render forvildet rundt og velsagtens
sladrer lige så snart, de har mulighed for det!
- Og hvordan vil du så klare det? spurgte den anden.
- Det skal du få at se, snerrede den første igen, og lidt efter
pegede lyset direkte på en skarp kniv og han råbte meget højt
- Hvis I to hvalpe ikke kommer herhen omgående, skærer vi
halsen over på ham, der var så venlig at redde jer før!
Stemmen tav lidt og fortsatte så: - For I er vel ikke et par
krystere, der er lige glad med andre?
Viktor begyndte at røre på sig, men Nikolaj holdt ham
tilbage. Han turde ikke sige noget, bare prøve ordløst at signalere, at slynglerne jo ikke kunne vide, hvor de var. At det
bare drejede sig om at være helt stille, så de måske opgav.
Igen ventede de. Meget længe. Nikolaj ville vædde på, at
der var gået flere timer, inden de endelig blev trætte.
54
- Så er der kun en mulighed tilbage, sagde en af slynglerne.
- Nu binder vi dig og så kan du ligge her og rådne op. Der lød
en masse støj og halvkvalte protester, og så var der stille lidt.
- For at undgå for meget larm, så får du lige denne her i
munden!
Igen nogen støj, og så: - Det er lidt ærgerlig for dig, at vi nu
forsvinder med de varer, som du har betalt for. Men du kan
nok forstå, at vi ikke kan tillade, at vi bliver opdaget. Og lige
en sidste hilsen!
Denne gang var det nærmest et skrig, der blev dæmpet af
den klud, de garanteret havde puttet i munden på ham.
- Kom, lad os så komme væk! og de tunge trin fra de to tyve
fortabte sig i mørket.
Igen ventede drengene. Nikolaj bestemte, at han ville tælle
til 1000, inden de kravlede ned. Han var sikker på, at tyvene
var mere interesseret i at komme væk, end vente på at de
måske kom.
Han talte langsomt, og da han var nået til 384, lød listende
trin og en lygte blev tændt.
- Nå, du er her nok endnu, din fnatmide. Så er hvalpene over
alle bjerge, og vi kan desværre ikke vente længere. Farvel, og
tak for det gode samarbejde, vi har haft. Nu kan du ligge her
og rådne op! Han lo hånligt, og den anden stak i et latterbrøl.
Og så forsvandt de igen.
Nikolaj begyndte forfra med et, for nu manglede han kun
616, før de tusinde var nået. Han startede i samme rytme, som
trinene i skovbunden, og da de også forstummede fortsatte
han, mens han tænkte på, at nu skulle hans forældre lige se
55
ham. De skældte altid ud over, at han var alt for utålmodig.
Viktor havde knapt rørt sig, siden han havde holdt ham tilbage.
Han rakte ud og gav hans arm et let tryk, som for at forsikre
ham om, at han stadig var vågen. Og for at være sikker på, at
Viktor også var det.
Mens han talte de sidste 116 tænkte han på varmen hjemme i
køkkenet og et stort krus varm kakao. Ja han ville endda være
tilfreds bare med et glas mælk. Og så var de tusinde nået og
han hviskede: - Jeg tror godt, vi kan liste ned nu.
Langsomt for ikke at lave støj, kom de ned fra træet og
listede hen til den bagbundne mand.
- Vi skal prøve at binde dig op, hviskede Nikolaj. - Vi vender
dig lige. Manden gav sig som om han havde ondt, og Nikolaj
kom i tanker om, at han havde noget stoppet i munden og følte
sig frem, hvorefter han fjernede kluden.
- Puha, hviskede manden. - Det er rart trække vejret rigtig
igen.
- Vi prøver lige, om vi kan fjerne rebene fra dine hænder
først, sagde Nikolaj og fik manden vendt og med fingrene
fandt han rebet, som viste sig at være en ledning. Det gik alt
for langsomt, syntes han, for det tog tid med fingrene at finde
ud af, hvordan knuderne var bundet. Imens arbejdede Viktor
med de bånd, der var bundet om mandens ben.
- Det er heldigvis en kællingeknude, sagde Nikolaj tilfreds
og lidt efter stod han med ledningen i hånden. - Hvordan går
det med dig, Viktor?
- Det samme her, meddelte Viktor.
Manden satte sig op, og han måtte igennem det samme
56
som drengene - nemlig nogle øvelser for at få kroppen til at
fungere igen.
Drengene stod afventende. Lettelsen over, at de nu havde en
voksen som forbundsfælle, forsvandt, da manden sagde: - I
ved godt, at jeg ikke kan hjælpe jer særlig meget, for hvis I
sladrer, ryger jeg i spjældet.
- Nå, ja, sagde Viktor. - Men du fik da ikke halsen skåret over.
- Og vi reddede dig fra at ligge herude og rådne op, føjede
Nikolaj til.
Manden brummede noget uforståeligt.
- Hvordan opdagede de, at du havde været herude? ville
Viktor vide.
- Jeg troede de sov, men de havde været inde på mit værelse
for at snakke med mig. Og så ventede de udenfor, til jeg kom
tilbage igen med bilen. Jeg behøver vel næppe at sige, at de
har visse anlæg for at presse sandheden ud af folk. Han lo
glædesløst.
- Tror du alligevel ikke, du får mere fred for dem, hvis du
hjælper os, så de kan komme i fængsel? spurgte Nikolaj.
- De kommer ud igen, svarede manden.
- Det kan tage lang tid, sagde Viktor, - Tænk på at de været
ved at slå os ihjel. I hvert fald har de truet med det.
- Truet mand lever længe, sagde manden tørt.
Nikolaj blev utålmodig: - Synes du ikke, vi først og fremmest
skal prøve at finde ud til vejen, så vi kan komme hjem. Hvis
du hjælper os på vej, lover vi til gengæld, at vi ikke nævner
noget om dig.
- Man ved aldrig, sagde manden, stadig meget uvillig.
57
- Vi siger bare, at vi blev smidt af bilen og selv fandt hjem,
ivrede Viktor.
Manden rejste sig endelig: - Okay. Men Gud nåde trøste jer,
hvis I ikke holder ord!
- Godt, sagde Nikolaj lettet. - Når vi kommer ud af skoven,
kan Viktor ringe hjem, og du kan fortælle, hvor vi befinder os.
- Okay.
Viktor tog sin telefon op af lommen. - Åh, nej, sagde han så.
- Hvad er der nu? Viktor følte sig en lille smule stresset.
- Der er ikke mere strøm på. Jeg fik den ikke slukket, da jeg
ringede til min far.
- Tillykke!
- Lad os bare komme af sted, sagde manden og begyndte at
gå. Drengene fulgte efter.
De nåede hurtigt ud til vejen, der slyngede sig øde langs
rækken af træer. De holdt sig tæt på træerne, hvor de var
sværere at få øje på. De havde gået måske en kilometer, da
en bil nærmede sig.
- Vi lader den køre forbi, brummede manden og trak ind bag
nogle træer. - Hvis det skulle være dem igen.
De fortsatte. Vi må være langt ude på landet, siden der kommer så få biler, tænkte Nikolaj og ønskede brændende, at der
snart måtte komme en bil fra den anden side. Han fik hurtigt
sit ønske opfyldt, og manden sagde: - Gå ud og vink. Måske
standser bilen. Drengene gjorde, som de fik besked på, men
bilens fører havde åbenbart ikke lyst til at tage passagerer op,
for han satte knapt nok farten ned. Det gentog sig et par gange
mere, og drengene var ved at miste modet.
58
- Denne gang står I helt ude på vejen. Måske hjælper det, de
kan se, at I kun er børn, sagde manden og gav dem et let skub.
- Ok, sagde Nikolaj. - Og tak for hjælpen.
- Selv tak. Og husk, hvad I lovede! var hans sidste ord, inden
han med et ekstra skub sendte dem ud på vejbanen.
- Det skal vi nok, sagde drengene i kor og skyndte sig ud
midt på vejen, hvor de stod tæt sammen.
Denne gang sagtnede bilen farten. Vel mest for ikke at køre
dem over. Så standsede bilen helt og et sidevindue blev rullet ned: - Hvad pokker laver I? Jeg kunne have kørt jer ned!
Manden i bilen lød mere forskrækket end vred.
- Kan vi få et lift? bad Nikolaj.
- Hvorhen om jeg må spørge?
Viktor sagde det først, og manden kiggede på dem.
- Det er modsatte vej, sagde han endelig efter at have tænkt
sig om.
- Kan vi så låne din telefon? spurgte Viktor. - Min er flad.
- Så må I hellere sætte jer ind i bilen, sagde manden. - Og
hvad pokker laver sådan et par knægte her sent på aftenen?
- Du vil simpelthen ikke tro det, sagde Nikolaj.
- Meget mulig. Her er telefonen.
Viktor tastede faderens nummer ind og spurgte så: - Hvor
er vi egentlig henne?
Da manden sagde det, sagde Nikolaj Ups! For det var langt
hjemmefra, og der kunne gå lang tid, inden de blev hentet. Og
han var sulten og tørstig, og det var ikke spændende at vente
i mørket. De kunne heller ikke være sikker på, at tyvene ikke
ventede på dem et sted derude.
59
- Du kan give din far min adresse, sagde manden og startede
bilen.
De var så optaget af at give de rigtige informationer, at de
ikke havde bemærket bilen, der stille var standset på modsatte
side. Så blev dørene pludselig revet op, og de to tyve rakte
ind og trak drengene ud. Viktor blev så forskrækket, at han
slap mobilen, så den faldt ned på sædet.
- Nå, der er I! råbte en af tyvene. - Jeg ved ikke, hvad de
knægte har bildt dig ind, men de er stukket af fra en institution, så vi tager dem med tilbage!
Drengene råbte og sparkede. De prøvede at råbe noget til
manden i bilen, men det blev bare nogle utydelige råb, for de
havde begge to en hånd over munden.
Manden i bilen var blevet så overrasket, at han sad som fastfrosset i sædet. Inden han fik sig taget sammen til at reagere,
var bilen væk.
Han trak vejret dybt og skulle til at starte bilen igen, da en
underlig lyd nåede ham. Han vendte hovedet og så sin mobil.
Lyden kom fra Viktors far, der råbte en hel masse.
Manden tog telefonen og sagde hallo. Så præsenterede han
sig.
Viktors far prøvede at beherske sig: - Hvor er Viktor?
- Hvis det er ham, du lige snakkede med, så er ham og den
anden dreng lige blevet hentet af et par velvoksne fyre, der fortalte, at drengene var stukket af fra en eller anden institution.
- Hva! Viktors far blev stum, men kun for et øjeblik.
- Hvordan kommer du ind i billedet?
- Drengene havde stillet sig midt på vejen og ville ha' et
60
lift. Da jeg spurgte, hvorfor de befandt sig her på denne tid
af aftenen, sagde de, at jeg ikke ville tro, hvad de fortalte. Og
så lånte de min telefon.
Manden, der hed Oluf, fortsatte lidt efter: - Selvfølgelig ville
de ikke fortælle, at de var stukket af.
- Det var de heller ikke. Nu var Viktors far helt rolig. - Vi
tror de er blevet bortført i forbindelse med at de har opdaget
nogle røverier.
- Ja, så, sagde Oluf.
- Hvor var det du sagde, du er nu?
Oluf gav ham adressen.
- Og i hvilken retning kørte bilen?
- Modsatte vej. Oluf var stadig lidt forvirret.
Modsat hvad?
- Længere væk. Tror I ikke, I skal ringe efter politiet? Det
lyder lidt farligt i mine øren.
- Jo. Hvilken bil kørte de i.
- En gammel kassevogn. Folkevogn tror jeg. Den var hel
mørk.
- Du fik vel ikke nummeret?
- Nej. Beklager.
- Du kunne jo heller ikke vide, hvad der lå bag, sagde Viktors far mere venlig. - Jeg har et nummer her på telefonen.
Det er vel din mobil?
- Ja. Du kan ringe, hvis der bliver noget.
- Det gør jeg. Og tak for hjælpen.
Oluf kiggede længe på telefonen, inden han ville trykke på
tasten for at slukke. Så besindede han sig og gemte nummeret.
61
Man kunne jo aldrig vide. Så låste han alle bildøre, startede
bilen og kørte som en vis mand var i hælene på ham. Et stykke
længere henne, drejede han fra og ad små veje nåede han
endelig hjem, hvor han underholdt sin kone med oplevelsen,
mens han fik en kop kaffe.
Oliver var både lettet men også lidt nervøs, da alle de voksne
kiggede på ham, som var han marsmand der var landet lige
midt imellem dem. Lettet over, at de vist nok troede på ham,
og alligevel nervøs, fordi de nærmest krydsforhørte ham.
Til sidst sagde Viktors far, at de hellere måtte tage hen på
Biblioteket for med egne øjne at se, om der var et hul i muren
og en hemmelig gang under biblioteket.
Oliver ville ønske, at de skyndte sig bare lidt mere, eller
ringede til politiet, for der var rigtig koldt nede under biblioteket, var han sikker på. Og de var garanteret også bange.
Det ville han også selv være. Han kiggede på klokken og
sagde: - De har lukket.
- Kender I nogen af dem der arbejder der? spurgte hans far
de øvrige.
- Det gør jeg. Vores nabo, sagde Sørens far. - Skal jeg ringe
til hende?
- Ja, sagde far og fandt en telefonbog.
- Det er ikke nødvendigt. Jeg kan huske nummeret. Han
ringede op og lidt efter var han inde i en fortælling, der lød
som en hel røverhistorie. Selv for Oliver, og pludselig kunne
han godt forstå, at hans forældre ikke havde troet på ham.
Der blev aftalt, at bibliotekaren ville tage hen til Biblioteket
62
og så kunne de kigge efter, om der skulle være nogen under
jorden. Det sidste under jorden, blev sagt med så megen tvivl
i stemmen, at Oliver var lige ved at tro, at de nu igen ville
beskylde ham for at fantasere.
- Du må hellere tage med, sagde far og mor gik med ud og
fandt Olivers overtøj. - Hvis der er li'så koldt som de fortalte,
er det godt med en varm jakke. Hun gav ham et smækkys på
panden, inden han slap fri.
De kørte i to biler, og var hurtigt fremme ved biblioteket.
Få minutter efter var bibliotekaren der.
- I må lige vente. Alarmen skal slås fra.
Oliver stod og stampede lidt i jorden. Mere af utålmodighed
end af kulde. For faktisk var der slet ikke koldt. Ikke som den
kulde der var strømmet ud af hullet.
Så var de inde.
- Hvor var det så, Oliver? spurgte far.
Det var først nu, bibliotekaren så Oliver. Et hurtigt glimt af
genkendelse fløj over hendes ansigt. - Nå, er det dig? sagde
hun.
Oliver mumlede ja og skyndte sig forbi hende og lige hen
til døren som han åbnede: - Det er herinde, meddelte han.
Rummet var ikke ret stort og slet ikke, når der pludselig var
seks voksne og et barn forsamlet der. Det resulterede da også
i, at stumtjeneren væltede.
Oliver var ligeglad. - Far, det er hullet her!
Far var tættere på end de andre, og således ikke viklet ind i
tøjet fra stumtjeneren.
- Du har ret, Oliver. Der er et hul. Må jeg låne lygten.
63
Han lyste ind i hullet og nikkede lidt, inden han sagde: - Vi
skal herned. Hvem går med?
Oliver snuppede lygten fra sin far, og var allerede halvvejs
inde, og selvom far kaldte på ham med en meget høj stemme,
så fortsatte han.
Far var den næste, mens han råbte over skulderen: - Et par
stykker bliver tilbage, så I kan få fat i politiet, hvis der sker
noget uforudset.
Med Johannes far i hælene bevægede de sig hurtigt efter
Oliver, der i skæret fra lygten så ud, som havde han en glorie
af lys omkring sig. Oliver var ikke bange. Det eneste han
tænkte på, var at nå frem til De fantastiske Fem, for han var
ikke et øjeblik i tvivl om, at han ville finde dem. Han ilede
hen ad gangen, drejede sammen med den og bøjede sig lidt
ned, da han skulle gennem en åbning. Så skreg han Julie lige
så højt han kunne.
Svaret kom næsten omgående. Et øjeblik standsede han op,
lidt usikker på om det bare var en slags ekko, han hørte. Så
kom det igen. Julies stemme: - Oliver!
Han satte farten op igen og inde i noget der lignede en grotte
lyste han rundt med lygten, indtil strålen ramte de tre, der sad
bundet foran kisten.
- Hej, sagde han lidt forpustet, da han nåede helt hen til dem.
- Hej Oliver! sagde Julie og så forbavsende glad ud.
De andre sagde også hej, og så var de to fædre fremme. De
sagde ikke så meget, men havde travlt med at løsne rebene,
så de kunne komme fri.
- Hvor er de andre? spurgte Johanne.
64
Ingen af fædrene svarede, men asede med at binde knuder
op.
- Her, sagde Oliver og rakte sin far en lommekniv.
Far så på ham: - Du ved godt ... begyndte han.
- ... at jeg ikke må gå med kniv, sagde Oliver, - jeg tog den
bare med for en sikkerheds skyld.
Lettelsen over, at de havde fundet børnene, gjorde sit til at far
grinede lidt og ved hjælp af kniven var de hurtigt fri alle tre.
- Hvor er de andre? spurgte Johanne igen og hendes far
svarede, at det kunne de snakke om, når de kom op igen.
- Din lille røver. Hvor er jeg glad for at se dig! sagde Julie,
da hun havde rejst sig. Og så gav hun Oliver et knus. - Jeg
vidste jo, du ville finde ud af det.
Oliver blev lidt flov og skyndte sig igen forrest med lygten,
så de kunne slippe væk fra kulden. Selvom han lige blev
nødt til at lyse rundt i grotten først for at se, om der var nogle
spændende ting. Men han så kun bare ru vægge og en kiste,
som han havde sikret sig ikke indeholdt noget som helst.
Der var ingen der sagde "Godt Oliver", kun glæde over at de
tre af dem var i god behold. Sørens far gav sin søn et klap på
skuldrene, og så blev de enige om at tage tilbage til Julie og
Olivers forældre. Johannes far og Sørens far ringede hjem og
fortalte, at nogle af børnene var fundet, men der var stadig
en mat stemning. Julies mor havde lavet kaffe, og rundt om
køkkenbordet prøvede de igen at gennemgå det, som Viktor
havde sagt, da han ringede. Nu var ingen af dem i tvivl om,
at drengene var blevet bortfødt, for Julie, Johanne og Søren
65
kunne bidrage med flere oplysninger.
- Nu må resten være en sag for politiet, sagde Viktors far.
Og så ringede hans telefon.
Han blev så forskrækket, at han fumlede med knapperne.
Endelig fik han forbindelsen og råbte: - Hallo!
Mange øjne stirrede på ham mens samtalen varede. Han var
også lidt af et syn, hvor han snart råbte, snart protesterede og
til sidst fromt som et lam prøvede at få nogle oplysninger.
- Det var Viktor, sagde han og afbrød forbindelsen. - Og så
var det Oluf, en der ville give drengene et lift, men så kom
tyvene igen og bandt Oluf en historie på ærmet om, at de var
stukket af fra et eller andet opholdssted.
Han blev bombarderet med spørgsmål som han besvarede
så godt som muligt for til sidst at sige: - Det vi kom fra var,
at vi skal kontakte politiet, og det er vist nødvendigt. Og det
gør jeg nu!
Han ringede og fik fat i vagthavende, og det var næsten
samme historie, som bibliotekaren havde fået.
Oliver sad i hjørnet af sofaen og fulgte med. Det var spændende, syntes han, men også lidt farligt for drengene. Hvis
tyvene nu var rigtig onde, kunne man aldrig vide, hvad de
kunne finde på at gøre ved Viktor og Nikolaj. Julie sad lige ved
siden af ham. Hun var stadig lidt bleg. Oliver kiggede op på
hende. Hun blinkede til ham, som om de var sammensvorne.
Viktors far var endelig færdig med at snakke og sagde: - Vi
skal komme hen på Politistationen. Vi skal have billeder med
af drengene. Og så vil de gerne snakke med jer, sagde han
henvendt til Julie, Johanne og Søren.
66
De blev enige om at tage derhen alle sammen. Oliver måtte
blive hjemme hos sin mor. Det var han ked af, men hans mor
sagde, at han havde gjort et godt stykke arbejde, og nu trængte
han vist til at komme i seng.
- Jeg synes, Oliver skal med, sagde Julie. - Uden ham sad
vi stadig bundet nede i grotten.
Og sådan blev det.
67
5. Kapitel
Drengene blev slæbt hen til bilen og smidt ind bagi.
- Nu gider jeg s'gu ikke det arbejde med at binde dem igen.
Vi binder håndtagene her på bilen, så de ikke kan får dørene
op, var den sidste bemærkning, drengene hørte, før dørene blev
smækket i, og så befandt de sig igen på den kolde metalbund
bag i kassevognen.
- Nu gider jeg snart ikke mere, jamrede Viktor, da han var
kommet op at sidde efter den brutale behandling - og tyvene
var uden for rækkevidde.
- Enig. Nikolaj satte sig ved siden af ham.
Længe sad de så og tænkte hver sit, som garanteret var
nøjagtig det samme.
- Og jeg er ved at være sulten, sagde Nikolaj.
- Og tørstig, føjede Viktor til.
Igen sad de tavse, indtil de hviskende begyndte at efterrationalisere.
- Og nu er vi sådan cirka lige vidt, sagde Nikolaj.
- Jeg fik ikke slukket mandens mobil, sagde Viktor lidt tøvende. - Måske kan han gøre et eller andet.
- Mobil! udbrød Nikolaj og begyndte at rode rundt i bunden
af bilen.
- Den havde vi helt glemt, hviskede Viktor og begyndte også
at lede. Der gik lang tid, før de fandt den, men endelig kunne
Nikolaj rode den frem mellem noget tovværk og papkasser
bagest i bilen.
Hurtigt kontrollerede Nikolaj om der var strøm på. Det var
68
der heldigvis.
- Og hvad gør vi så? spurgte han og prøvede at se Viktor.
- Du kan sende en sms til din far, sagde Viktor langsomt. Men hvad hjælper det?
- Så ved de da, vi er i live, sagde Nikolaj lidt trist.
- Du kan også skrive, at de skal kontakte politiet, fortsatte
Viktor.
- Vi har jo ikke noget til dem, sagde Nikolaj. Vi fik stadig
ikke nummeret på bilen.
- Nej. Viktor tav lidt og så puffede han til Nikolaj: - Vi har
helt glemt, at du tog et billede af tyvene, på biblioteket i går.
Han var så ivrig, at Nikolaj hviskede hys!.
Viktor sænkede stemmen og fortsatte: - Kan du ikke skrive,
at de skal ringe til politiet og så vise dem billedet af mændene.
Det kan jo være at de kender dem i forvejen. Men sæt den på
lydløs først, hvis din far sender besked tilbage.
- Den har været på lydløs hele tiden! Nikolaj undersøgte om
der var nogle beskeder. Der var mange og der var også en del
ubesvarede opkald. Mest fra hans mor.
- Du må heller skynde dig, hviskede Viktor. - Vi ved jo ikke,
hvornår vi bliver smidt af igen. Og bundet, føjede han trist til.
- Jeg er i gang, svarede Nikolaj og hans fingre dansede hen
over knapperne. Og lidt efter: - Jeg har bedt dem kontakte
politiet og fortalt hvor vi er. Og så har jeg vedhæftet billedet.
- Fint, bare send den.
Det gjorde Nikolaj, og de ventede spændt på, at der skulle
blive svaret. Og så satte bilen farten ned.
- Hurtigt, sagde Viktor, - jeg har en lomme, der kan knappes.
69
Han snuppede mobilen og fik den gemt i lommen.
Bagdørene svingede op og en af tyvene kravlede ind til dem.
Vagthavende tog imod dem og sendte så bud efter en kriminalbetjent, der lidt efter viste sig og førte dem ind i et mindre
kontor. Oliver havde travlt med at kigge rundt. Det var første
gang, han var på en Politistation og det var lidt spændende.
Julie havde bemærket det, og hviskede: - Du skal blive her
ved siden af mig, Oliver. Hvis jeg kender dig, ville du gå på
oplevelse rundt i huset. Det kan jo være, politimanden vil
spørge dig om noget. Hun tog hans hånd. Ikke hårdt, som
hun plejede. Hun trykkede den og hviskede: - Men du er den
modigste fyr jeg kender.
Oliver var lige ved at juble. Han havde savnet Julie lige siden
de lavede "De fantastiske Fem". Måske kunne han være med
nu. "De fantastiske Seks"! Han smagte på ordene. Det lød godt.
Og så var afhøringen i gang. Igen hele historien men denne
gang var det til en politimand, der så mere og mere alvorlig
ud. Hans blik bevægede sig rundt på dem alle sammen uden
han flyttede fokus fra den, der fortalte. Da han mødte Olivers
øjne, smilede han bredt: - Du må hellere fortælle din historie,
Oliver, sagde han stadig smilende.
Oliver tænkte sig grundigt om, og så fortalte han det hele.
Lige fra han kom ind på Biblioteket sammen med Julie.
Politimanden nikkede lidt undervejs men afbrød ikke.
Da Oliver var færdig trak han vejret dybt, som om han ikke
havde haft mulighed for det undervejs.
- Hvis du nu tænker dig rigtig godt om, kan du så huske
70
noget mere? Jeg tænker på, om du måske har set et glimt af
dem, der gik ind i rummet.
Oliver lukkede øjnene og prøvede på at genkalde billedet.
Han blev afbrudt af en mobil, der ringede.
- Det er fra Nikolaj, sagde Nikolajs far. - Det er en sms. Han
holdt inde, mens han læste beskeden, så sagde han: - Nikolaj
skriver, at vi skal kontakte politiet.
- Hvilket vi har gjort, sagde Viktors far lidt utålmodig.
- Og så har han sendt et billede med, fortsatte Nikolajs far. Det er vist dem, vi skal lede efter. Han gik hen til politimanden
og viste ham billedet.
- Hvor er vi nogle idioter, sagde Søren. - Det billede har han
sendt til os alle sammen. Jeg havde helt glemt det.
Både Søren og Julie mumlede det samme.
Politimanden skældte ikke ud, men spurgte børnene, om
det var de samme, de havde set gå ind i rengøringsrummet.
- Ja, sagde Søren, som var den eneste, der havde set dem
udover Nikolaj og Viktor, da Johanne og Julie ledte efter
Oliver, der havde travlt med at spise chokolade.
- Vi må hellere se, om vi har dem i vores register. Og så må vi
hellere kontakte politiet i det område, som drengene befinder
sig. De må holde øje med en mørk Folkevogns kassevogn.
Han rejste sig og sagde et øjeblik, inden han gik ud af lokalet.
- Må jeg godt se billedet, Julie? spurgte Oliver.
- Selvfølgelig. Hun fandt den hurtigt på telefonen og viste
ham den.
Oliver studerede billedet grundigt og rystede på hovedet: Dem har jeg ikke set, sagde han lidt skuffet.
71
- Nu har vi jo også billedet, trøstede Julie og klappede ham
på ryggen.
Politimanden kom tilbage: - Nu er det sat i gang. Der kommer en betjent om lidt, og så vil vi gerne have jer til at vise,
hvor indgangen starter udefra. Er du kommet i tanker om
mere, Oliver?
Oliver rystede på hovedet: - Og jeg så heller ikke forbryderne.
- Så må du godt følge med.
Julie tog ham i hånden: - Nu må du altså ikke smutte ned
under jorden, Oliver. Der er altså ikke særlig hyggeligt.
Oliver skjulte et smil. Nok ville han gerne finde grotten fra
den anden side, men ikke lige nu.
- Tror du drengene stadigvæk er fanget? spurgte han.
Julie nikkede: - Ellers tror jeg, de havde bedt om, at vi
hentede dem.
- Vil de slå dem ihjel?
- Det tror jeg ikke, skyndte Julie sig at sige, men selve tanken
gav hende kuldegysninger. For hvis det var en stor forbryderring, kunne tyvene vel ikke risikere, at blive opdaget.
- Nej, gentog hun stædigt: - De slår ikke børn ihjel! Og hun
ønskede brændende, at hun havde ret.
- Jamen, hvis nu de kan afsløre dem, blev Oliver ved. - Jeg
gad vide, hvordan de kom fri første gang. Hvis de nu var
bundet li'som jer, så ... Oliver lukkede øjnene og så en masse
billeder for sig af Nikolaj og Viktor der lå et eller andet sted
bundet på arme og ben og ikke kunne røre sig. - Hvis de nu
havde haft held til at komme fri første gang, så bliver de nok
72
bundet ekstra meget nu. Hvis de nøjes med det.
Oliver stoppede. Pludselig var det ikke sjovt mere. For
fantasibillederne var ikke kun billeder. Det var Viktor og
Nikolaj. To han kendte. Og ikke kun fantasifigurer, som dem
han morede sig med i videospillene.
- Du gør mig nervøs, sagde Julie. Så vendte hun sig mod
politimanden: - Oliver siger ... og så gentog hun næsten ordret
Olivers ord.
Politimanden nikkede alvorligt: - Det er jo derfor, vi har
travlt. Jeg har også sat en til at ringe til Oluf igen. Måske er
han kommet i tanker om noget. Og vi må jo regne med, at
drengene stadig er holdt fanget af tyvene.
Det bankede på døren og en betjent kom ind: - Vi har fundet dem i kartoteket. De er efterlyst i forbindelse med andre
kunstrøverier, men de er aldrig blevet anholdt.
- Så går vi til pressen. Klarer du det lige med politichefen?
Han ved hvilke tråde han skal trække i.
Og henvendt til Julie: - De er gudskelov ikke eftersøgt for
hverken vold eller mord.
Julie prøvede at slappe af, men det lykkedes ikke rigtigt.
Også Søren og Johanne så betænkelige ud. De huskede alt
for godt den brutalitet, de havde været udsat for, selvom de
hverken var blevet sparket eller slået.
- Nu overtager jeg sagen, og når I har vist os, hvor indgangen
er, så synes jeg, I skal tage hjem og prøve at få noget sovet.
Der var nu ingen af dem, der troede, de kunne sove, men bare
tanken om at komme hjem i trygge omgivelser, når de ikke
kunne gøre mere, var alligevel bedre end på Politistationen.
73
Området hvor bilen var standset, var om muligt endnu mere
øde end det sidste sted. Måske fordi det også var nærmere
midnat og det tågede vejr, gjorde det ekstra uhyggeligt. Drengene blev slæbt og skubbet ud af bilen og ført ind i en skov.
Drengene lod sig føre med. De havde set, hvor brutale, tyvene
kunne være, så de skulle ikke nyde noget.
Et godt stykke inde i skoven blev de beordret til at lægge
sig ned, og så begyndte det hele forfra, hvor de var bundet på
hænder og fødder blev rebet bundet om en træstamme.
- Mor jer godt, sagde den ene af mændene.
- Lad os så komme af sted, færgen sejler snart.
- Hold din kæft! brølede den første igen.
- Nå, ja. Men nu løber de ingen steder.
- Du skal alligevel holde kæft!
- Ja, ja.
Stemmerne og fodtrinene fortonede sig. Og mørket omsluttede drengene.
- Hold kæft hvor er jeg sulten og trøstig, sagde Viktor.
- Jeg vil ikke tænke på det, svarede Nikolaj. - Nu vil jeg
prøve at få fingrene ud af rebet. Jeg prøvede at vende min
ene hånd lidt, da jeg blev bundet.
- Og hva' betyder det? Viktor lød modløs.
- Vent nu lidt. Jeg prøver jo at finde ud af det.
Viktor tav stille og Nikolaj han fumlede og vendte fingrene
og efter meget lang tid, havde han den ene hånd fri. Og dermed
også den anden.
- Så! råbte han. Virkelig stolt af sig selv.
- Har du klaret det? Vil du så godt hjælpe mig, spurgte Vik74
tor. Han følte sig ikke særlig modig, bundet som han var. Og
det gjorde ondt i både arme og ben.
- Selvfølgelig. Jeg prøver lige at få mine ben fri først. Ellers
skal jeg krybe på maven over til dig. Nikolaj grinede af bare
lettelse over, ikke mere at have armene tvunget om på ryggen.
Efter nye besværligheder med at finde ud af knuderne på
rebet om fødderne, og flere brækkede fingernegle, var det
Viktors tur.
- Er du klar over, hvor mange gange vi har været bundet og
er blevet løst op igen til ingen verdens nytte. Viktor snakkede
løs, mens han prøvede at hjælpe Nikolaj med rebet.
Igen måtte de igennem omfattende legemsøvelser, før arme
og ben helt ville lystre og så kunne de - igen - diskutere, hvad
der nu skulle ske.
- Vi har i hvert fald din mobil, sagde Viktor og gravede den
frem af lommen.
Nikolaj stod med den i hånden og li'som vejede den, for at
finde ud af, hvilken værdi, den havde. Han ville i hvert fald
ikke tænde den, før han fandt ud af, hvad de lige nøjagtig
skulle foretage sig. Og der var garanteret heller intet signal,
inde i skoven.
- Har vi lyst til at gå ud til vejen igen? spurgte han.
- Vi har ikke rigtigt noget valg, vel? svarede Viktor.
- Okay.
Så gik de igen, meget forsigtige, og stod stille med små
mellemrum for at lytte. Og det var ikke dyr, de lyttede efter.
Ingen af dem troede, det var fra den kant, faren kom. Men der
havde ikke vist sig noget mistænkeligt inden de nåede vejen.
75
Der var mørkere end før, og de turde simpelthen ikke forsøge
at stoppe en bil. Men der var ingen biler. Det var, som om de
var helt alene i en verden, der stadig var lidt truende.
- Jeg prøver mobilen nu. Nikolaj hviskede.
- Ja, hviskede Viktor tilbage. - Kan du få forbindelse?
- Ja, heldigvis og der er stadig strøm tilbage.
- Ring til din far.
- Hej, Nikolaj. Nikolaj kunne høre lettelsen i sin far stemme.
Drengene listede videre i skovbrynet. Deres samtale var
lavmælt, og alligevel afslappet. For nu så det pludseligt mere
lyst ud. Deres opgave var simpelthen at holde øje med, hvis
der kom en patruljevogn. Den ville være nem at se, for der
ville være blå blink, så de ikke kunne være i tvivl.
- Far grinede godt nok, da jeg sagde, at det vigtigste var, at
betjentene havde et par colaer med.
- Snak ikke om det, jamrede Viktor. Min mund kan ikke
en gang løbe i vand mere. Selv ikke ved tanken om noget at
drikke.
- Måske har de også noget mad med, drømte Nikolaj videre.
- Husk, der er langt hjem.
Viktor gik i tid i dybe tanker, så sagde han: - Har du tænkt
på, hvordan det ville være, hvis man virkelig var på flugt. Som
rigtige flygtninge, du ved. Hvad de må holde til. Sommetider
lukker jeg øjnene og ser dem for mig. Hvordan de bare går og
går. Som om de ikke mere ved, hvad de gør. En slags trance.
- Lidt li'som dem, der løber maraton, sagde Nikolaj. - Jeg
tror simpelthen de slår hjernen fra. Jeg prøvede det, da vi lå
76
inde i skoven. Men hele tiden blev jeg forstyrret af tanken
om, at tyvene skulle komme tilbage. At de havde fortrudt og
var kommet i tanker om, at de hellere måtte kvæle os eller
det der var værre. Hænge os op i et træ i noget af det reb, vi
var blevet viklet ind i.
Viktor overvejede det og sagde så: - Måske blev jeg lidt
nervøs, fordi du grinede højt, da du var fri. Jeg tror, jeg var
bange for, at det ville hævne sig, hvis vi var alt for glade. Jeg
ved godt, det lyder lidt skørt, sluttede han af.
Det svarede Nikolaj ikke lige på men sagde: - Nu må de
godt snart komme, politiet.
- Jeg ville da ikke gøre dig nervøs, undskyldte Viktor, stadig
i en dæmpet tone.
- Måske går vi den forkerte vej, sagde Nikolaj.
- Måske kan de finde os via mobilen, sagde Viktor.
- Måske skulle jeg så ikke have taletidskort i, sagde Nikolaj.
- Nå, nej.
- Far fortalte for resten også, at de ville snakke med Oluf
igen. For mere nøjagtig at finde ud af, hvor vi er.
- Men vi er jo kommet langt, siden vi snakkede med ham,
indvendte Viktor.
- De skulle med en færge, sagde Nikolaj. Det kan vel fortælle
noget om, hvor vi er. Eller i hvilken retning, de kører nu.
De gik videre i tavshed, kun afbrudt af små udbrud, når de
snublede over en ujævnhed eller fik en gren i hovedet.
Og så - endelig - kunne de se nogle blå blink og de smuttede
hurtigt ud på vejen.
Lige foran dem standsede politibilen, og en betjent stod ud.
77
Han målte drengene og spurgte: - Og hvem er I så?
Drengene sagde hurtigt deres navne og fik lov til at komme
ind i bilen. Det var rart at være inde i bilens varme men allermest fornemmelsen af at være i sikkerhed.
- Jeg hedder Verner og min makker er Svend, sagde politimanden, der var blevet inde i bilen.
Drengene satte sig godt tilrette. Nikolaj var lige ved at spørge
om de havde noget med, de kunne få at drikke, men lod være.
Man kunne nok ikke få alting.
Verner bøjede sig frem og lidt efter blev to colaer rakt om
til drengene. - De blev bestilt sammen med taxaen, sagde
han med et bredt grin. Svend havde taget mikrofonen og han
sendte besked om, at nu var de i god behold.
- I ved vel ikke tilfældigvis, hvor tyvene er kørt hen? spurgte
han drengene.
- Den ene sagde, de havde travlt, for de skulle nå en færge,
svarede Nikolaj, da han havde taget colaflasken fra munden.
- Ja, og så bad den anden ham om at holde kæft, supplerede
Viktor. - Så man skulle tro, at det var meningen og ikke bare
noget de sagde, for at vildlede os. Og de tror, vi stadig ligger
bundet ude i skoven.
- Så må det være færgen til Tyskland, sagde Verner, efter at
have tænkt sig om. Hvis de skulle til København ville de nok
køre over broen.
- Ja, men hvilken færge, spurgte Svend. - Man skulle tro,
det nemmeste ville være at smutte over grænsen, hvis de ville
til Tyskland. Det er nok færgen fra Gedser til Rostock, så de
ender i det gamle Østtyskland og derefter til Polen. Vi har
78
før prøvet at spore dem til udlandet. Vi må hellere få en på
Stationen til at kontakte de forskellige rederier. Vi ved indtil
videre, at det er en mørk Folkevogn. Kassevogn. Jeg har for
resten nogle kiks her. Jeg ved godt, det ikke er så meget, men
det kan da dulme sulten lidt.
- Ja, tak, sagde Nikolaj, og snart gumlede de med største lyst
på kiksene og skyllede dem ned sodavand. Varmen gjorde dem
døsige og de var lige ved at blunde hen, da der lød et udbrud
fra en af betjentene.
- Der holder en kassevogn på P-pladsen. Den må vi hellere
lige undersøge!
- I bliver bare her, sagde Svend og de stod begge ud af bilen.
- Lås lige dørene, bad Nikolaj. - Vi er en gang før blevet
slæbt ud af en bil.
- Okay. Svend grinede, men lidt efter lød det klik, der fortalte
dem, at de nu i hvert fald var sikret mod den risiko.
Lidt efter kom de tilbage til bilen og der blev en travl radiokommunikation, der endte med at Svend konstaterede, at
varevognen var meldt stjålet og bare efterladt.
- Hvordan er de så kommet videre? spurgte Viktor.
- Måske har de bar stjålet en anden. De var nok bange for,
at bilen skulle blive efterlyst. Nu er der jo flere, der har set
den. Jeg vil gerne ha', I lige kigger nærmere på den for at se,
om I kan genkende den.
Drengene følte sig lidt utrygge, da de kom ud af bilen. De
holdt sig tæt ved de to politibetjente.
- Hvad nu, hvis de bare gemmer sig inde i skoven? spurgte
Nikolaj.
79
- Det er vist for risikabelt for dem, svarede Verner.
Efter et hurtigt kik ind i bilen, hvor der stadig lå noget reb
og gamle papkasser, kunne drengene fortælle, at det var den
rigtige bil.
- Så må vi have undersøgt, om der er anmeldelser af stjålne
biler her i området.
Tilbage i bilen havde Svend igen travlt med at snakke med
sine kolleger på Stationen, men det gav et negativt resultat.
- Det bliver nok først opdaget i morgen tidlig, sagde Verner.
- Når en eller anden skal bruge sin bil.
- Nu må vi hellere få jer drenge hjem, afgjorde Verner og
Svend vendte bilen.
Jubelen ville ingen ende tage, da familierne fik besked om, at
drengene var i god behold i en politibil. Selvom de var langt
hjemmefra, så havde de ikke mere noget at være bange for.
Viktors far havde tilbudt at hente dem, og Nikolajs far ville
gerne tage med, men på Stationen havde de sagt, at de nok
skulle sørge for deres transport.
Oliver lå længe vågen. Både mor og far og Julie, havde
været inde og sige godnat. Han var allermest glad for at Julies
bemærkning, da hun havde pakket ham godt ind i dynen.
- Hvis du får mareridt, så kommer du bare ind til mig.
Hun havde smilet lidt og tilføjet: - Måske er det mig, der får
mareridt.
Oliver havde også grinet og sagt, at så kunne hun bare
komme ind til ham. Da havde hun nikket alvorligt og sagt,
at det ville hun helt sikkert gøre. For når man havde sådan
en sej bror.
80
Hun havde ikke sagt lillebror, var det sidste han tænkte,
inden han faldt i søvn.
Verner ruskede i drengene. De satte sig begge op, lidt forvirrede. Verner grinede og sagde, at han da ikke håbede, at
de havde haft mareridt. Men i hvert fald var deres mareridt
nu overstået, for de var fremme ved politistationen, og hvis
de venligst ville komme ud af bilen.
Om de ville! De nærmest væltede ud og inde på politistationen ventede deres forældre, der fik lov til at kramme dem
eftertrykkeligt. Det var ellers ikke noget, som drengene frivilligt fandt sig i på offentlige steder. Det var lidt pinligt. Men
ingenting var helt normalt, så de fandt sig pænt i det. Også
Julie, Johanne og Søren var der. De havde bedt om lov til at
være der, selvom det var sent om natten. Ja, det var nærmest
ved at være morgen.
Den vagthavende bad om børnenes mobilnumre. - I skal
da have at vide, hvordan det går med at finde tyvene, sagde
han med et muntert grin. - I har jo faktisk gjort et godt stykke
arbejde.
Viktor og Nikolaj sagde pænt farvel og tak til Verner og
Svend, der hurtigt forsvandt. De havde en lang køretur foran
sig.
De fantastiske Fem så ikke særligt fantastiske ud, som de
stod der. Særlig Nikolaj og Viktor så forpjuskede og lidt
snavsede ud, hvilket fik Johanne til at fnise og spørge, og de
ikke skulle hjem i bad. Det var lige før, man kunne lugte sig
frem til dem.
81
- En arbejdsskade, sagde Nikolaj og Viktor føjede til: - Vi
har jo været rundt i verden, mens I kun har siddet og gloet
nede i grotten og ventet på at Oliver skulle finde jer.
- Ja, ja, grinede Johanne. - Det var jo kun for sjov.
- Hvor er Oliver? spurgte Nikolaj og kiggede rundt.
- Den lille helt ligger hjemme i sin seng, sagde Julie.
- Vi ses vel i morgen? spurgte Julie, da de stod uden for
Politistationen.
- Først i morgen eftermiddag, bad Søren, der så meget træt
ud.
- Vi kan være nede i vores kælder, tilføjede Johanne.
- Skal Oliver ikke være med? spurgte Nikolaj. Han kunne
godt li' Oliver. Tit havde han ønsket sig en lillebror. Men der
blev ikke engang en lillesøster til ham. Han var glad for at
være i gruppen, for det var tit lidt ensomt at være enebarn.
Det var ikke blevet bedre af, at hans far og mor var gået fra
hinanden for et års tid siden.
- Det har han da li'som gjort sig fortjent til, sagde Søren.
Julie havde tænkt på at foreslå det, men det var lidt svært,
når det var hendes lillebror.
Med et på gensyn, skiltes de.
82
6. Kapitel
Midt eftermiddag efter en god nat og formiddagssøvn fulgtes
Julie og Oliver ad hen til Johanne. Oliver havde haft svært ved
at skjule et glædesudbrud, da Julie sagde, at han jo nærmest
havde fået heltestatus, og derfor skulle med. Hun havde sagt
det, da de spiste kombineret morgenmad og frokost og både
mor og far havde nikket samstemmende, som om det da var
naturligt. Far havde sådan i forbifarten sagt, at de nok skulle
passe på ikke altid at beskylde Oliver for at fantasere. Der
kunne jo være noget om snakken. Mor havde smilet og nikket
samstemmende, og heldigvis blev det ved det. I stedet måtte
Julie igen fortælle om deres ophold nede i grotten. Også
om, hvor frygtelig det var, at de ikke kunne komme til deres
mobiler, fordi de var bundet på både hænder og fødder. Midt
under den beretning spurgte Oliver om tyvene var lidt dumme.
For de skulle da have taget deres mobiler. Enhver idiot vidste,
at alle børn har en mobil. - Undtagen altså mig, føjede han til.
- Det er også lidt sært, men de har vel haft travlt og mente det
var nok at binde jer, så I ikke kunne komme til det, sagde far.
- Ja, måske, svarede Julie. - Men mobiler kan også været
afslørende. Faktisk kan man smide den ind i en bil og så følge
dens signaler.
- Nå, ja, sagde Oliver. - Men skal du ikke have en anden
besked på din telefonsvarer?
- Det har Oliver ret i, sagde mor. - I aftes var det næsten ved
at passe: "Hej, du har forgæves forsøgt at få fat i mig. Hvis det
går helt galt, så ring til politiet eller til Børneværnet. Måske
83
er jeg bare løbet hjemmefra," citerede hun.
- Jeg skal nok lave den om, lovede Julie.
- Godt, for man skal jo ikke friste skæbnen, sagde mor.
- Var der slet ingen tyvekoster ned i hulen? spurgte Oliver,
der stadig var lidt skuffet over, at der ingenting havde været i
kisten. Han havde forventet en masse guld og måske diamanter
og så flere bøger.
- Der var faktisk tyvekoster, svarede Julie. - Lysestager og
fine guldting. De tog det med, da de havde bundet os. Men
det værste var, da lygten gik Hun fik en kuldegysning ved
tanken. - Jeg var bange for både rotter og edderkopper. Og
for at de skulle liste sig ind på os igen.
- Det er godt, det er overstået, sagde mor, og far gav hende
ret. Oliver sagde ikke noget, men syntes det samme. Men det
havde nu også været lidt spændende.
De ringede på hos Johanne, og det var hendes mor, der
åbnede: - Jamen, der har vi jo den lille helt, sagde hun
smilende og klappede Oliver på hovedet. - Jeg har hørt hele
beretningen op til flere gange. - Du er vel glad for, det er
overstået, Julie?
- Ja, svarede Julie.
- Gå I bare ned i kælderen, sagde Johannes mor. - Jeg kommer om lidt med saftevand og kage. Det skal da fejres, at I
er samlet igen.
Julie gik forrest ned ad trappen. Hun kendte vejen. De havde
brugt kælderrummet, som egentlig var en slags festsal, mange
gange. Oliver gik lige bagefter. Han var spændt på, hvordan det
ville blive at være med i gruppen, at han slet ikke så skiltet på
84
døren, før Julie stoppede op og sagde: - Har du set det, Oliver?
Og så så han det. Skiltet, hvor der stod
Her huserer De fantastiske Fem + Oliver
- udnævnt til Gruppens Helt
Oliver stod helt stille. Han åbnede munden for at sige noget,
men der kom ikke en lyd. Det gjorde der til gengæld, da Julie
havde banket på og døren blev revet op.
Hej! sagde et par af dem og så lød koret: - Velkommen i
vores gruppe, Oliver. Du har bestået manddomsprøven!
Oliver havde hørt om manddomsprøver. Det var en film en
gang, kunne han huske. Men han vidste ikke, at det han havde
gjort var det samme.
Mange hænder greb ham, og han fik en flyvetur. Li'som når
et hold havde vundet og spillerne gav træneren en tur i luften.
Endelig satte de ham ned igen - i værelsets bedste stol for
enden af bordet.
Oliver lukkede øjnene og tænkte: Når jeg åbner øjnene igen,
så er det bare noget, jeg har fantaseret mig til. Og lidt efter:
Nå, nej, det er jo ikke altid, jeg fantaserer. Det er derfor, jeg
er med nu.
Efter tur kom De fantastiske Fem og gav ham hånden og
bukkede dybt.
Til sidst sad Oliver bare med bøjet hovede. Han var glad,
men også lidt flov.
Da det var ovre, klappede Viktor i hænderne - han var den
ældste og den, der proklamerede, når der var noget vigtigt.
85
- Velkommen i vores gruppe, Oliver. Det var meget modigt,
det du gjorde. Så nu er du med. Der vil selvfølgelig være noget, du ikke kan komme med til. Når det er sent om aftenen
og sådan noget. For helte skal altid sørge for, at få sovet nok.
Ikke fordi vi synes, du er kommet sovende til det, men du er
jo ikke så gammel som os. Men modig, det er du! Og stædig!
De klappede alle sammen og Julie kiggede på ham, som om
hun var stolt over, at have ham som bror. Og så kom Johannes
mor med sodavand og kage.
86
Efterskrift
Der gik næsten en uge, inden de blev ringet op af politiet, der
gerne ville se dem på Politistationen næste dags eftermiddag.
De var alle meget spændte på, om tyverierne var blevet opklaret, og Oliver fantaserede over, om der mon blev en dusør
eller sådan noget til dem. Han turde ikke sige det højt. Faktisk
så sagde han ikke så meget, når han var med i gruppen. Han
var bange for at virke for barnlig. Til gengæld var de alle meget
optaget af, at han skulle være med, hvilket betød, at han nu
også havde nogen at spille med. Og når han koncentrerede
sig rigtig meget, vandt han også. Første gang gik det ud over
Søren, der kiggede på ham og sagde, at han da ikke behøvede
at være så meget bedre end de ældste. Men han grinede, da
han sagde det. Og Oliver var ikke fri for at være lidt stolt.
Da de mødte, hilste vagthavende dem velkommen og sagde,
at der var dækket op til dem inde hos politimesteren.
Det lød fint, og Oliver var lige ved at buse frem foran de
andre, da de blev vist hen til kontoret, men kom så i tanker
om, at han jo stadig var den mindste.
Politimesteren rejste sig og kom over og gav dem hånden,
og viste dem over til et bord i den ene ende af lokalet, hvor
der var sodavand og kanelsnegle.
- Jeg tænkte, vi kunne have det lidt hyggeligt, mens vi får
afsluttet sagen om bogtyvene, sagde han.
Børnene nikkede og satte sig. Oliver kom til at sidde lige ved
siden af politimesteren. Det var ikke helt med vilje, prøvede
han at overbevise sig selv.
87
- Åh, for resten vi kan lige præsentere os. Jeg hedder Flemming, sagde politimesteren.
Efter tur sagde de deres navne, og politimesteren sagde
værsgo.
Mens de spiste, spurgte politimesteren, om de var kommet
sig over de oplevelser, de havde være en del af.
Det mente de, og Viktor fortalte om De fantastiske Fem +
Oliver, og om hvad de lavede i gruppen.
Politimesteren hørte opmærksom efter, og da Viktor var
færdig, sagde han med et smil, at han var glad for, at det var
en god gruppe og ikke en bande, de havde. For de måtte jo
også tænke på, at Oliver ikke var så gammel, selvom man
godt kunne tro det, efter det han havde præsteret. Han vendte
hovedet og blinkede til Oliver.
Og så fortalte han om, hvordan de havde kontaktet Interpol,
det internationale politisamarbejde, da røverne jo var stukket
af til udlandet. De havde ganske rigtig stjålet en anden bil. En
lille grå personbil. Og ejeren havde først opdaget det dagen
efter. Bilen blev fundet i Polen, men da var tyvene forsvundet.
Men sammen med børnenes forklaringer og billedet, som
var taget på mobilen, havde de efterhånden fået trevlet en
omfattende forbryderring op. Og havde samtidig fundet en
masse tyvekoster. Det værste var, at der var mange såkaldt
respektable personer med i det.
En af dem var en rig forretningsmand, der havde et stort
firma. Han havde stor kærlighed til kunst, fortalte han politiet.
Og det skulle vise sig at passe, for under hans store villa var
der indrettet et stort sikret rum, hvor der var en masse kunst88
genstande. Alt lige fra bøger til store malerier. Mange af dem
stammede fra større uopklarede kunsttyverier. Bøgerne, som
tyvene havde forsøgt at fjerne fra Biblioteket, var en del af de
bestillinger han havde sendt ud gennem forbryderringen. Det
polske politi fortalte, at han købte det udelukkende til glæde
for sig selv. Ikke en gang hans familie anede noget om det.
En Joakim von And type, der var tilfreds med selv at sidde
midt i det, som onkel Joakim sad midt i sin pengebeholder
og frydede sig over sin rigdom.
Der er rigtig mange, der ender i fængsel efter det her. Og I
har jeres del af æren, sagde politimesteren.
Nu kommer det, tænkte Oliver og holdt vejret.
- Derfor vil noget fra de dusører, der var udlovet, gå til jer.
Nu er det jo ikke kun jer, men en hel masse andre, der har
bidraget med opklaringen, men noget er der da.
Han åbnede en kuvert. Det var billetter. - Her er en rejse til
jer til sommer. Vi tænkte, at penge er ikke det samme som
gode oplevelser, så I får en tur til Disneyland i USA sammen
med jeres forældre. 14 dage.
Børnene sad med åben mund og prøvede at fatte det, han
sagde.
- Men en anden gang, sluttede politimesteren, - vil I nok
være søde og kontakte os, inden I selv prøver at fange røvere.
For det kan være stygge personer, der har meget på spil. Og
det kan jo være farligt.
Børnene kunne bare nikke. De var stadig helt overvældet
over den dusør, de havde fået.
Men på vej hjem, havde stumheden fortaget sig, og de
89
snakkede løs i munden på hinanden - "De fantastiske Fem +
Oliver".
90
91
Det sproglige Lysthus
Den lange Nat
”De fantastiske Fem” er en gruppe på tre drenge og
to piger, der tilbringer meget tid på Biblioteket,
hvor de afprøver alle de nye computerspil.
En sen eftermiddag når de ikke ud, inden der
bliver lukket og overværer der et bogtyveri.
De overvejer at gå til politiet, men de har jo ikke rigtig
set noget, fordi lyset var slukket, og så ville de måske
blive spurgt om, hvorfor de lige selv opholdt sig der.
I stedet prøver de selv at finde ud af, hvem bogtyvene
er, og hvirvles ind i en masse grimme oplevelser.
Da de ender med at blive fanget af bogtyvene
og sidder bundet forskellige steder, er det
Oliver, Julies lillebror, der leder de voksne på sporet.
F
O
R
L
A
G
ISBN 978-87-993697-2-0
92