Tænk, hvis din indkomst afhang af, at folk skulle dø. Det er hverdagen for landets bedemænd, der har døden som erhverv. Tekst: Signe Breitenstein og Josefine Høgenhaug Aaen Foto: Josefine Høgenhaug Aaen H Døden er en levevej un er klædt i hvidt fra top til tå. Skjorteærmerne er foldet én gang, og feminine flæser pryder den hvide halskrave. Det tynde grå hår følger det magre ansigt, hvis rynker vidner om et langt liv. Hænderne er foldede på brystkassen. Under dem ligger et visnet blomsterbundt med en lille afskedshilsen. Øjnene er lukkede, og ansigtet ser sovende fredfyldt ud. Tiden fra det sidste åndedrag til kisten sænkes i jorden er fyldt med valg og praktiske gøremål. Det er bedemandens opgave at få det hele til at spille sammen. Men han er ikke filantrop. Han lever af de døde. Lars Kingo er medejer af Bedemand H.J. Madsen i Aarhus og har været det gennem de seneste 20 år. Hans indkomst er afhængig af, at nogen dør, og derfor er håndteringen af de døde en naturlig del af jobbet. 1149 kroner. Så meget koster iklædning og ilægning. Kisten 6204 kroner og rustvognsturen fra hospitalskapellet til kirken koster 1045 kroner. Priserne løber hurtigt op, når nogen dør. 30.000 kroner er ikke et urealistisk beløb for en begravelse. ”Når man har været i bedemandsbranchen længe bliver det rutine at lægge en afdød i kiste. Det er jo vores arbejde,” fortæller han. Dødens entreprenør I bilen på vej til hospitalskapellet ringer Lars Kingos telefon for syvende gang. Under de foregående opkald har kollegaer plottet dødsfald og familiebesøg ind i hans kalender. Og det syvende opkald er ikke en undtagelse. “Du skal ud til plejehjemmet Sifgården i Åbyhøj. Vi har et dødsfald.” “Er familien derude nu?” “Ja, de venter på, du kommer og taler med dem. De vil gerne afholde begravelsen tirsdag.” Når en kær går bort, er der mange ting, de pårørende skal forholde sig til. Valg af kirke, kiste, gravsten og gravsted. Skal der en dødsannonce i avisen? Skal der trykkes salmer? Inviteres til kirkekaffe? Papirer skal udfyldes, dødsfaldet anmeldes, og dødsattesten afhentes. Bedemandens opgave består i at hjælpe med de praktiske gøremål, så de pårørende får den bedst mulige afsked. Det tjener han i gennemsnit 32.350 kroner på i måneden. “Det kommer bag på folk, at en begravelse faktisk koster penge” Søren Ledet, bedemand “Jeg ser mig selv som lidt af en entreprenør. Min opgave er at gøre det nemt og overskueligt for familien, så det hele spiller sammen,” siger bedemand Lars Kingo. Titlen bedemand kommer oprindeligt af bydemand. Bydemanden var ulønnet ansat i kirken og havde til opgave at byde de lokale ind til kirkelige handlinger. I takt med at kravene til dødsanmeldelse, køretøj og kiste skærpedes, greb bedemandens opgaver om sig. En vigtig del af jobbet blev at tale med de pårørende og bede for den afdøde. Titlen ændrede sig derfor til bedemand, og erhvervet blev privat og lønnet. “I modsætning til tidligere er vi ikke længere ansat i kirken, og nu har vi kun med begravelser at gøre. Vi er et selvstændigt erhverv,” siger Lars Kingo. Den dyre død En fødsel koster ikke noget. Det koster heller ikke noget at blive indlagt på sygehuset eller at blive opereret. Ligger du på dit dødsleje, er der heller ikke nogen, der opkræver penge for sygeseng, medicin og pleje. Det er alt sammen udgifter, som bliver betalt af det offentlige. Men så snart du har taget dit sidste åndedrag, er det dine pårørende, der skal have penge op af lommen. “Det kommer bag på folk, at en begravelse faktisk koster penge. De har af og til svært ved at forstå, at vi ikke er filantroper. Men vi har jo også en familie, som skal have tøj på kroppen og mad i maven,” siger Søren Ledet, som er ansat ved Bedemand H.J. Madsen og har været i bedemandsbranchen i 25 år. Og det bliver stadig sværere for bedemændene at brødføde familien. Jobtitlen er ikke beskyttet, og arbejdet kræver ingen bestemt uddannelse. Der er nem adgang til bedemandserhvervet, og derfor oplever brancheforeningen Danske Bedemænd, at flere vælger at prøve kræfter med at drive en bedemandsforretning. Bedemændene Søren Ledet (tv.) og Lars Kingo (th.) tager sig af regnskab og bogholderi i forbindelse med dødsfald. “Vi oplever, at der kommer flere og flere bedemænd. Men antallet af dødsfald stiger ikke tilsvarende, og derfor er der mindre arbejde til den enkelte,” fortæller Axel Jørgensen fra brancheforeningen Danske Bedemænd. Der er altså flere og flere, der vil have fingrene i de døde. Og det betyder, at der lægges pres på prisen. Særligt reklamerer nye internetbaserede bedemænd med at kunne tilbyde en begravelse til en tredjedel af den normale pris. Det tiltrækker kunderne, men Axel Jørgensen mener, at de bør være påpasselige. “Omkostningerne ved totalbegravelsen vil som oftest blive højere, end den pris der lokkes med, for eksempel i en Google-annonce. Nogle kunder fristes derfor af de lave priser, og det er med til at skærpe konkurrencen,” siger han. Konkurrencen mærkes også hos Bedemand H.J. Madsen, hvor de oplever et fald i henvendelser. Her holder de sig dog stadig fra begravelsesbestillinger via internettet. De vægter den nære kontakt til de pårørende højt, fordi det danner grundlag for at skabe den bedst mulige afsked. Omgivet af sorg og død finder bedemand Lars Kingo plads til smil. En afsked, der giver bedemændene et honorar på mellem 10-16.000 kroner per begravelse. Det er et job “Se lige, hvor gammel hun er,” siger Søren Ledet og peger på en afdøds CPR-nummer. “100 styks. Det er en af de sjældne,” griner Lars Kingo. Bedemændene er muntre folk, og jobbets tunge emner dominerer ikke stemningen inden for Bedemand H.J. Madsens fire vægge. Her lader de sig ikke påvirke af de mange urner, der står placeret på hylderne omkring dem, eller vægudsmykningen der består af malerier af gravsteder og kirkegårde. Begravelsesminen er forbeholdt mødet med de pårørende. “Når vi er ude hos den afdøde, arbejder vi som om, der er et kamera, der sender live. Når vi står med den afdøde, skal vi behandle dem værdigt, så vittigheder og pjat må vente til bagefter,” siger Lars Kingo. “Man skal huske, det er et job” Lars Kingo, bedemand Selvom bedemandserhvervet for Lars Kingo er et job på lige fod med hans tidligere job som bankmand, så indrømmer han, at arbejdet påvirker ham på en anden måde. For at kunne arbejde side og side med døden er den daglige humor nødvendig, og derfor er jargonen i bedemandsforretningen altid let og løssluppen. “Når man hver dag er er omgivet af sorg, død og alvor, skal der være plads til vittigheder og smil. Det er en måde at distancere sig på, så vi ikke går og hænger med mulen,” fortæller Lars Kingo og fortsætter: “Familierne står i en situation, hvor de har brug for hjælp, og det skal vi kunne give dem. Men vi skal ikke tage deres sorg på os. Man skal huske, at det er et job.” Lars Kingo placerer kistelåget over den ældre kvindes livløse krop. Han forsegler låget med fire korsskruer og strammer til. Kvinden skal først begraves om et par dage, så han kører kisten tilbage i kapellets kølerum. Her står den side om side med de andre livløse kroppe, som Lars Kingo senere skal iklæde og lægge i kiste.