Jeg har fået stemmen tilbage

Jeg har fået stemmen tilbage
Aase Brødsgaard, Kolding, mistede stemmen i efteråret 2013. Forud var gået et halvt år med hoste
på grund af gentagne lungebetændelser og astma. Hendes stemme blev hæs og svagere og
svagere. Til sidst forsvandt den helt.
– Jeg er en meget talende person, og pludselig kunne jeg næsten ikke sige noget, og det lidt, jeg
kunne sige, lød meget mærkeligt. Det var forfærdeligt! siger hun. – Jeg blev henvist til halslæge,
som henviste mig til taleundervisning på CSV. Jeg anede ikke, at CSV fandtes, og at jeg kunne få
hjælp her, men det fandt jeg jo ud af.
Jeg var her første gang i april 2014 og kom ind til talekonsulent Jesper Nielsen. Han bad mig læse
en lille historie højt, men det gik ikke så godt. Jeg havde jo næsten ingen stemme, fordi mine
stemmelæber var stive. De kunne ikke åbne og lukke sig, sådan som stemmelæber skal.
Det var så slemt, at Jesper var i tvivl om, hvorvidt han kunne hjælpe mig, men han ville gerne
prøve. Og så var det jo bare om for mig at finde kampgejsten frem, så han ikke ville opgive mig.
Grænseoverskridende
Vi startede med at lave vejrtrækningsøvelser og massevis af lydøvelser. De første gange var det
meget grænseoverskridende for mig at sidde to voksne mennesker og voksen til voksen sige
underlige lyde til hinanden. For man siger lydene højt – rigtig højt. Men jeg fandt hurtigt tilliden til
Jesper, for jeg vidste med mig selv, at ellers kunne jeg ikke lære noget. Og det ville jeg, fordi jeg
syntes, at mit liv uden stemme var rigtig trist.
Jeg kunne næsten ikke tale, ikke synge, ikke læse højt for børnebørnene, ikke tale i telefon – og jeg
kunne heller ikke grine, jeg kunne ikke nyde en god latter, som ellers er meget vigtigt for mig. Der
kom kun mærkelige lyde. Det gik mig rigtig meget på. Det var så trist.
Efterhånden begyndte Aases stemme at vende tilbage. – Men det gik langsomt, meget langsomt,
siger hun. – Og det var et slid. Øvelserne var hårde, og der skulle arbejdes, så jeg øvede mig også
rigtig meget derhjemme.
Kan komme tilbage
Efter et halvt års undervisning var stemmen så god, at Aase kunne sige farvel og tak til CSV og selv
klare øvelserne derhjemme. – Jesper og jeg havde lavet en cd med alle vores øvelser, som jeg
brugte hver eneste dag i den første tid, og som jeg stadig bruger ind imellem for at vedligeholde
stemmen, siger hun.
– Da jeg sluttede, sagde Jesper, at hvis min stemme bliver dårligere, eller hvis cd’en ikke er
tilstrækkelig hjælp for mig derhjemme, så kan jeg komme tilbage til CSV og få hjælp. Det er godt
og trygt, for jeg ved jo ikke, hvordan min stemme har det om et halvt år.
Stor tålmodighed
– Det var en fantastisk undervisning, jeg fik – for ellers havde jeg ikke fået hverken min stemme
eller mit gode humør tilbage, siger Aase.
– Jeg var også glad for at komme på CSV. Her er en rar atmosfære. Man hilser altid på hinanden,
og man bliver taget godt imod. Man får altid anvist et sted, hvor man kan sidde og få en kop kaffe
– og der er en stor, stor tålmodighed med os, der kommer her. En tålmodighed, der er nødvendig,
for ellers kan det ikke lade sig gøre at opnå de mange gode resultater.
Billedtekst: Aase Brødsgaard, Kolding, sammen med talekonsulent Jesper Nielsen, som hjalp hende
med at få stemmen tilbage. Foto: fagfotografen.dk