Specialrådgivning tættere på borgerne Kolding-borgere med syns- og hørevanskeligheder får nu kortere vej til specialiseret rådgivning og undervisning. I lighed med andre kommuner i det tidligere Vejle Amt hjemtager Kolding Kommune nemlig 1. januar høre- og synsopgaverne fra det fællesregionale Center for Kommunikation og Hjælpemidler i Vejle. Også vejledning og undervisning i brug af informations- og kommunikationstekniske hjælpemidler hjemtages, og samtidig lukker centeret i Vejle. De specialiserede tilbud bliver placeret i Kolding på CSV – Center for Specialundervisning for Voksne, som samler tilbuddene i en ny afdeling, CSV Kommunikation. Den nye afdeling vil tillige omfatte specialrådgivning for borgere med tale- og stemmevanskeligheder – et område, som blev hjemtaget til CSV allerede 1. januar 2013. Tættere på brugere og samarbejdspartnere – Hjemtagningen af tale- og stemmeområdet har været en succes. Vi får mange positive tilkendegivelser fra både brugerne og vores samarbejdspartnere – og vi regner med, at vi kan gøre det ligeså godt på de nye områder, siger leder af den nye afdeling, Anne Peyrath, som i 5½ år har været lærer på CSV og tillige har en uddannelse som sygeplejerske samt ledelseserfaringer. – Vi har oplevet, at tale- og stemmeområdet er blevet meget mere synligt efter hjemtagningen, og at vi kommer tættere på brugerne, som er glade for at kunne få rådgivning og undervisning i Kolding frem for at skulle rejse til Vejle. For brugere i f.eks. Christiansfeld betyder det, at de kan nøjes med 15 km til Kolding frem for 48 km til Vejle. Den lokale placering har også gjort, at vi har fået et tæt og godt samarbejde med de forskellige kommunale områder, fordi det jo er meget lettere at arbejde sammen om gode løsninger for brugerne, når vi er inden for samme kommune. Samarbejdsaftale sikrer ekspertisen CSV Kommunikation får i alt 9 konsulenter, som kommer dels fra det fællesregionale center i Vejle, dels fra det sønderjyske center for kommunikation i Bov. – For at have et bredere ekspertfelt til rådighed har vi lavet en samarbejdsaftale med Vejle om at kunne trække på hinandens konsulenter, hvis vi ikke selv har ekspertisen, siger Anne Peyrath. – Vi har også oprettet et fagligt netværk mellem Kolding, Vejle og Fredericia/Middelfart, hvor konsulenterne kan videndele og udvikle sammen. Desuden er vi med i det landsdækkende netværk, DTHS, som er et fælles forum for tale-, høre- og synsinstitutioner i Danmark. Brugerne af CSV Kommunikation Brugerne af den nye afdeling, CSV Kommunikation, bliver: • Voksne med hørevanskeligheder • Voksne med behov for udredning og afprøvning af høretekniske hjælpemidler • Voksne med synsvanskeligheder • Blinde og svagsynede børn og voksne med behov for afprøvning af hjælpemidler • Voksne med talevanskeligheder • Børn og voksne med behov for informations- og kommunikationstekniske hjælpemidler – som f.eks. skærmlæsere til svagsynede og talemaskiner til borgere, der ikke selv kan tale • Borgere med ALS – Amyotrofisk Lateral Sklerose – som bl.a. har problemer med at tale Billedtekst: Afdelingsleder Anne Peyrath, CSV Kommunikation. Foto: fagfotografen.dk Yderligere oplysninger hos afdelingsleder Anne Peyrath, CSV Kommunikation, tlf. 51 407 521, mail: [email protected]
© Copyright 2024