1. No category

NYTÅRSSKRIFT 2013: HVORDAN VINDER VI VALGET?
1
Indhold
Nanna Westerby (Cevea) Hvordan vinder vi valget?
3
Jesper Petersen (Socialdemokraterne: Sammenhold, snusfornuft og
socialdemokratiske værdier
4
Peter Westerman (SF): Det handler om retfærdighed mellem mennesker
8
Pelle Dragsted (Enhedslisten): Venstrefløjen skal være venstrefløj igen
12
James Morris (tidl. Labour): 11 måder til at vinde et valg på økonomien
15
Per Christensen (3F): Danskernes valg
20
Dennis Kristensen (FOA): Visionerne skal både kunne smages, føles og lugtes
24
Rune Baastrup og Kristian Weise (Cevea): En regering for “sådan nogen som os”
28
2
Hvordan vinder vi valget?
Introduktion til udgivelsen
Årsskiftet er normalt højsæson for tilbageblik på det
seneste år. Denne nytårsudgave af Ceveas webtidsskrift
"Magasinet Politik" går mod strømmen: Vi har valgt at
bruge nytåret til at se frem mod et kommende
folketingsvalg med udgangspunkt i det afgørende
spørgsmål: Hvordan vinder vi valget?
2013 bød på det tætteste vi kommer på et midtvejsvalg,
nemlig kommunalvalget. Næste milepæl er kampen om
folketinget og regeringsmagten. Og selvom centrumvenstre er udfordret, tyder intet på, at det valg er afgjort
på forhånd. Skandalesager i Venstre-lejren, nye vinde i
økonomien og moderat fremgang i meningsmålingerne
bør give fornyet tro på, at alt er muligt; at valget kan
vindes. Valgsejren kommer ikke af sig selv. Tilliden til centrum-venstre-partierne er fortsat lav, og
apatien i befolkningen er voksende. Hvis ikke Lars Løkke skal overtage statsministerposten, skal centrum-venstre gå til valg på rigtige og vigtige dagsordener. Dette
nytårsskrift er et bidrag til dén debat. De seneste år har der været mange analyser af, hvad
der er gået galt. I denne udgivelse har vi bedt toneangivende stemmer se fremad og svare
på spørgsmålet: Hvad er de politiske dagsordener og forslag, som valget skal vindes
på? Forhåbentlig kan indlæggene inspirere flere til at tage debatten og udfordringen op.
Der skal lyde et stort tak til de bidragydere, der åbner ballet i denne udgivelse. Go' læselyst - glædelig jul og et rigtig godt nytår!
Nanna Westerby, publikationschef i Cevea
3
Sammenhold, snusfornuft og socialdemokratiske værdier
Udgangspunktet for denne udgivelse er heldigvis, at regeringen gerne skal genvinde
magten. Det er værd at bemærke, fordi jeg er stødt på folk på den mere yderlige
venstrefløj, som antyder, at det faktisk vil være at foretrække, om regeringen bliver
væltet eller falder. For så får vi måske ”et andet Socialdemokrati”. Det er
venstrefløjsvås, når det er værst.
af Jesper Petersen, finansordfører for Socialdemokraterne
Mit håb er, at regeringen genvinder magten ved næste valg, og at Socialdemokraterne
bliver styrket. Det er den bedste garanti for en udvikling, der fastholder og fremtidssikrer
en progressiv politik om solidarisk velfærd, jobskabelse, grøn omstilling, et bredt syn på
konkurrenceevne og bekendelse til en arbejdsmarkedsmodel – alt sammen til gavn for
danskerne, som vi er flest.
Konflikter og håb
Politik handler i høj grad om konflikter mellem synspunkter og interesser. Og vælgerne
kan nu engang bedst fortolke politik igennem de konflikter, der kommer på dagsordenen.
Den grundlæggende påstand fra højrefløjens partier er, at vores velfærdsmodel ikke kan
overleve. Denne nordiske nation af stoddere er nået til vejs ende. Lønniveauet og
skatteniveauet er vores store problemer i Danmark (selv om skatten på arbejde i øvrigt er
lavere her end i deres nye modeland, Sverige) og al energi skal sættes ind på lavere skat
som nøglen til fremtidig konkurrenceevne. Velfærdssamfundet skal være mere
angelsaksisk – mindre lighed og mere marked.
Min (og vores) grundlæggende mission er en helt anden. Vi er ikke færdige – vi skal
videre! Og trods en brølende globalisering – så er vores velfærdsmodel jo en succes på
rigtig mange fronter. Vi skal være konstant opmærksomme på at økonomien hænger
sammen. Næste gang det går så godt som i nullerne, må vi også føre en mere restriktiv
finanspolitik end i hvert fald S og SF promoverede dengang.
Det nytter selvfølgelig ikke noget hvis omkostningerne for virksomhederne stikker af. Og
vi har da også kunnet sænket forskellige skatter og afgifter. Men grundlæggende vil vi
være de bedste hellere end de billigste.
I et socialdemokratisk ledet Danmark investerer vi i mennesker, og tror på at fællesskabet
basalt set er vores store styrke. Ja, vi er nødt til hele tiden at modernisere og stille rimelige
krav til hinanden – men vi er fortsat blandt verdens rigeste lande, og har en bedre
konkurrenceevne end de borgerlige har lyst til at indrømme. Vi står for en balance i
tingene, som jeg egentlig tror, de fleste danskere sympatiserer med.
De rigtige konflikter – kombineret med, at vi er dem, der giver håb om at tingene faktisk
stadig kan blive bedre for de næste generationer – er blandt nøglerne til nye valgsejre.
4
Partierne i centrum-venstre (skulle vi i øvrigt ikke i 2014 komme på et bedre begreb?) er
dem, der bedst giver alle lige muligheder for at skabe sig det liv, de drømmer om. De
ufaglærte, der ikke fik en uddannelse i deres ungdom vil vi give nye muligheder – og de
børn, der egentlig har oddsene imod sig, skal vores politik give større chancer. Den
amerikanske drøm skal leve bedst i Danmark.
Vi har stadig problemer med negativ social arv og der kan blive langt mere reelt lige
muligheder. Men vi er stolte over Danmark, fordi vi faktisk har skabt så lige, trygt og
velfungerende et samfund. Og hvis det står til Socialdemokraterne, har vi endnu ikke set
det bedste af, hvad Danmark kan præstere.
Udmærkede resultater – men det er ikke nok
Det er sjældent ens resultater, man vinder valg på. De siger dog noget om, hvad man står
for. S-R-SF har med skiftende flertal og, indrømmet, vel også med svingende karakter for
det kunstneriske udtryk, fået styr på økonomien, fremtidssikret finansieringen af vores
velfærd og sørget for at almindelige lønmodtagere får mere ud af deres arbejdsindsats. Vi
nedbringer arbejdsløsheden og styrker konkurrenceevnen. Der er lavet udvalgte
forbedringer af f.eks. sundheds- og ældreområdet. Vi har gjort ret og pligt til
omdrejningspunkt for beskæftigelsespolitikken, og foretager markante investeringer i især
infrastruktur, uddannelse og grøn omstilling.
Nogle beslutninger er omdiskuterede og mange vil mene, at der er mangler. Men alt i alt
er det vel ikke så ringe endda?
Mens Lars Løkke var statsminister mistede Danmark godt 100 arbejdspladser hver dag.
Også om søndagen. Nu er kurven vendt. Der kommer flere danskere i arbejde – som følge
5
af et meget højt offentligt investeringsniveau og en begyndende fremgang i økonomien.
Det er ikke kun pga. regeringens politik – men det er også pga. vores politik. Fremgangen
vil forventeligt tage til. Den må vi forstå at tage vores berettigede del af æren for.
Venstre: nulvækst, nedslidning af velfærd og skattelettelser
At vinde et valg handler også om, hvem modstanderen er – og at det står klart for
vælgerne. Det er for tiden faktisk ganske vanskeligt at blive klog på, hvad Venstres
nulvækstpolitik konkret indeholder. De rutter ikke med det. Men jeg og andre har
igennem længere tid prøvet at bore i sagen. Det er fast arbejde at jage Venstre op af den
politiske hængekøje og få dem til at levere nogle konkrete og ærlige svar!
Efter Venstre første gang fastlagde nulvækst i den offentlige sektor som
omdrejningspunktet for deres politik, påstod partiet i lang tid, at det ingen konsekvenser
ville have for antallet af offentligt ansatte. Og nej, jeg mener ikke det tal er det eneste
væsentlige for at vurdere kvaliteten af skoler, ældrepleje og sygehuse. Men det er dog
heller ikke ligegyldigt for mulighederne for at levere en høj kvalitet, at der med nulvækst
vil være råd til 33.000 færre offentligt ansatte end med regeringens moderate vækst i den
offentlige sektor.
Efter i et år at have benægtet den sammenhæng, måtte Lars Løkke give fortabt. Økonomer,
egne borgmestre, tænketanke – alle – sagde dem imod. Går den så går den, tænkte de vist.
Men Løkke måtte erkende sammenhængen på Venstres Landsmøde. Dog stadig uden at
svare på, hvordan Venstre seriøst vil få det til at hænge sammen, at der bliver flere ældre,
dyrere behandlinger på sygehusene og flere, der skal have en uddannelse – uden at bruge
en krone mere på velfærd. Måske ligger noget af svaret i det ”slip of mind”, Løkke havde
fået placeret i sin tale til Folkemødet i 2013 – nemlig det synspunkt, der skal være
brugerbetaling ved lægen.
Jeg tror ikke, danskerne som de er flest, er trygge ved velfærdsudsigterne med nulvækst
og brugerbetaling – eller bakker op om den kurs. Her er en folkeoplysende opgave om
Venstre at bidrage til for os alle. Man kan jo gå i gang straks over en æbleskive mellem jul
og nytår!
En test af Dansk Folkeparti
Dansk Folkeparti har haft det for let. Jeg mener, de skal testes mere grundigt på deres
politik – det burde journalisterne også gøre, men vi kan jo starte med os selv.
DF kommer med udgiftskrævende forslag for milliarder og milliarder af kroner. Hvor skal
pengene komme fra? Hvad er det for en flertals-konstellation i blå blok, der skal
gennemføre den offentlige vækst, Thulesen Dahl siger, han går ind for (ingen er jo enige
med ham)? Nu, hvor DF endelig har opdaget problemerne om social dumping, må man jo
spørge hvorfor de intet gjorde i nullerne? Og hvorfor vil de bringe et parti til magten, der
taler om tyske lønninger og begrænsninger af konfliktretten?
6
At stemme på DF er at stemme på Løkkes velfærdspolitik – måske kombineret med at man
får en grænsebom til gengæld. Hvor jeg kommer fra i det sønderjyske dækker ordet
”grænse-bom” over slik købt i Tyskland. Og paskontrol er da slet ikke noget, vi har brug
for vender tilbage – det generer kun pendlere, erhvervsliv og turister.
DF er rigtig nok en mere indviklet nød at knække for socialdemokrater og mere eller
mindre ligesindede. Den længere sociologiske analyse af, hvordan centrumvenstrepartierne med forskellige politiske og retoriske fejl i mange år skubbede kort
uddannede danskere i armene på Dansk Folkeparti er der ikke plads til her. Men den er
meget væsentlig.
Helt basalt er der rigtig mange danskere i gruppen af tabte S-vælgere, der jo stadig godt
kan lide Socialdemokratiets ideologiske grundlag og som kan flyttes til at stemme på et af
de røde partier (igen). Men som har behov for stærkere at mærke, at der er
venstreorienterede samfundsledere, der anerkender også kortuddannede,
udkantsdanskeres værdi i samfundet, lytter og taler op til dem, tilbyder nye muligheder,
har ambitioner på vegne af deres børn og tager deres problemer alvorligt.
Sammenhold og snusfornuft
Jeg mener, Socialdemokraterne er det parti, der kan løfte udfordringen fra V og DF og
undgå samme flertal som i Norge. Vi må give folk troen på, at den form for
velfærdssamfund, som de fleste danskere bekender sig til, det er vi de rette til
fremtidssikre og forbedre. Vil man gerne være sikker på, at der er styr på økonomien, at
man får kvalitet for skattekronerne, at ens regering er optaget af at skabe flere job og
muligheder og at den er socialt indstillet, så er Socialdemokraterne det rette valg.
Der er stadig tid til at gøre mere godt for Danmark før dansk politik går i valgkamp. Om
beskæftigelsessystemet, justeringer i styringen af den offentlige sektor, bedre
efteruddannelse, bedre erhvervsuddannelser, indsats mod kapitalflugt mm. Og måske
finde en ny mulighed for at gennemføre det højere fradrag for faglige kontingenter, som
ikke blev til noget, da Enhedslisten ikke var med på en finanslovsaftale?
Danskerne skal ved indgangen til næste valgkamp kunne se, at regeringen kan levere
fortsat stabilitet og fremgang i økonomi og beskæftigelse. At vi har skabt råd til en
moderat stigning i udgifterne til velfærd trods presset på vores økonomi. Og folk skal
opleve, at vi er optaget af at bruge pengene bedre - at vi har klare forventninger til, at den
offentlige sektor faktisk leverer kvalitet for skattekronerne.
Jeg tror på, at regeringen allerede i dag står et sted rent politisk, der kan give valgsejren.
En snusfornuftig politik, hvor der er balance i tingene. Regeringens partier – igen hviler et
særligt ansvar på S - kan absolut stadig blive bedre til at få vores værdier og regeringens
samlede fortælling bag politikken til at trænge igennem. Men sejren er allerede nu
indenfor rækkevidde. Og med de væsentligste konflikter i fokus i den politiske debat - om
nulvækst, velfærd og måden vi skal konkurrere med andre lande på – så får vi også fire år
mere. Mindst.
7
Det handler om retfærdighed mellem mennesker
Centrum-venstre kan godt vinde næste folketingsvalg. Men det bliver en stor opgave.
Og opgaven er ret klar i mine øjne. Til et valg skal der være noget at vælge imellem.
Forskel på det ene og det andet. Forskel på partierne, der stiller op, og forskel på de
regeringsprojekter, der lægges frem for vælgerne. Ellers bliver politik udtømt for sit
egentlige indhold, mister nerve og kommer til i stedet blot at handle om, hvem der er
de dygtigste bureaukrater og populæreste politiske reality-stjerner.
af Peter Westerman, næstformand for SF og medstifter af Tænketanken Cevea
Politik er en kamp. En kamp mellem forskellige gruppers – eller klassers – forskellige
interesser. Og en kamp mellem forskellige idealer. Når det gælder om at fordele goderne,
er det en kamp mellem dem, der har og dem, der ikke har andet end et retfærdigt krav på
mere. I spørgsmål om arbejde er det en kamp mellem dem, der sælger deres tid og slid og naturligt nok kræver mest muligt for det - og dem, der køber andre til at arbejde for sig.
En kamp om fordelingen af værdien af arbejdet og vilkårene, det laves under.
Først og fremmest skal centrum-venstre politisere politikken. Interessemodsætningerne
skal frem i lyset og det skal stå lysende klart, at vi kæmper for det store flertal, der lever af
en løn- eller overførselsindkomst. Vi kæmper imod skyhøje direktørlønninger, grådige
arbejdsgivere, der trykker løn og arbejdsvilkår og liberalistiske politikere, der vil tage fra
de svageste og give til de stærkeste.
Idealismen skal også være tydelig bag realpolitikken: Vi vil ikke kun forbedre flertallets
forhold, fordi de er flertallet – men fordi det er det rigtige at gøre. På samme måde, når vi
kæmper for mindretal: Retten til at leve som man vil, så længe det ikke skader andre.
Ligestilling mellem mennesker uanset hvem og hvordan de er.
Det handler om retfærdighed mellem mennesker. Både i kraft af fornuftens
lighedsbegreber og følelsernes indignation. Fordelingen af goder og muligheder er det helt
centrale spørgsmål for et socialistisk parti som SF – og svaret er at skabe mere lighed
mellem mennesker, så alle har, hvad de skal have for at leve et værdigt liv med lige
muligheder for at udfolde sig.
Venstreorienterede resultater
Regeringen skal kunne vise, at den arbejder for de brede befolkningsgruppers interesser.
Det skal fremgå af resultaterne. Og der er gode eksempler at tage af: Der er ikke
nogensinde før i min levetid blevet investeret så meget i at skabe arbejde. Aldrig har så
mange været i gang med at uddanne sig. Sundheden – og ikke mindst psykiatrien får
nogle gevaldige løft. Det sidste gavner ikke blot den halve million danskere, der er ramt af
en psykisk sygdom, men også deres pårørende – og de ansatte i psykiatrien. Klima og
miljø er igen noget, vi investerer i – for at beskytte naturen, men også sikre grundlaget for
8
grøn vækst. Folkeskolen bliver nu ændret, så den fremover i højere grad virker som en
folkeskole: For arbejderungerne, der i dag får for lidt ud af skolen, såvel som for de
akademikerbørn, der skøjter derudad i det over-akademiserede og -individualiserede
uddannelsessystem. At Enhedslisten ikke ville den dagsorden, forstår jeg ikke.
Det skuffer mig også, at tiltag i en finanslovsaftale, der kunne have styrket lønmodtagere
ved at skabe et bedre organiseret arbejdsmarked faldt på gulvet. Det gjorde de, fordi
Enhedslisten valgte at holde fast i et stramt og centralistisk styringskrav. I stedet for at
takke ja til et tilbud med 11 mia. kr. i forbedringer af arbejdsmarkedet – og velfærden,
miljøet og for socialt udsatte. Jeg synes ikke, at lønmodtagere kan være tilfredse med deres
tillidsmand, hvis han rejser sig fra bordet og lader forbedringer ligge – endda ikke, når der
ikke var en eneste forringelse til gengæld.
Skuffer regeringen?
Er store grupper i befolkningen så også blevet skuffet over regeringen de sidste par år? Ja,
det kan enhver se. Og nogle af dem desværre med rette. Jeg forstår godt, at lønmodtagere
har svært ved at forstå, at det ikke er lykkedes at skabe større forbedringer på
arbejdsmarkedet gennem aftaler mellem regeringen og fagbevægelsen - og i fornødent
omfang arbejdsgiverne. Jeg forstår godt, at nogle bliver skuffet over at få en lavere
overførselsindkomst som følge af nogle reformer. Men reformerne skal give dem en bedre
hjælp til at komme videre i livet.
Det er den nye reform af sygedagpengene et eksempel på: En klar samlet forbedring for de
syge, der ikke længere automatisk falder i et sort hul uden indkomst efter et år. Det
forventes, at tre ud af fire syge vil kunne fortsætte på samme sygedagpengesats, men dem,
9
der efter fem måneder vurderes klar til forsigtigt at komme tilbage til arbejdsmarkedet, får
en lavere ydelse – til gengæld får de tidligere og bedre hjælp til at komme i arbejde igen.
Leverer reformerne ikke bedre støtte til dem, de skal, er skuffelsen berettiget. Og så skal
der laves noget om.
Centrum-venstre skal kunne håndtere disse skuffelser. Alternativet til at skuffe er at
undlade at handle. Når jeg løfter bolden – ansvaret – og skyder et straffekast for mit
håndboldhold, gør jeg mig sårbar for kritik, hvis jeg brænder. Men det er forudsætningen
for at lave målet. Og nogen skal skyde. At langt de fleste skud skal gå i mål, er klart. Ellers
skal man skiftes ud. Trods afbrændere går mange af regeringens skud i mål.
Mænd og kvinder kan have en berettiget skuffelse over, at øremærket barsel faldt væk. Det
er SF også skuffet over. Venstreorienterede vælgere kunne også have haft en berettiget
forventning om, at en centrum-venstre regering havde sat endnu mere ind for at regulere
finanssektoren, ikke mindst med en skat på spekulation. Endelig er regeringen lykkedes
godt med at få alle til at bidrage til at betale kriseregningen – men de rigeste kunne efter
mine begreber godt yde mere. Ikke mindst i lyset af, at de var med til festen, i modsætning
til dem, der mistede jobbet, da tømmermændene ramte.
Vi løfter ansvaret
Er det et ærgerligt, at jeg er uenig med andre i regeringen om nogle af disse forslag, der
ikke er gennemført? Ja da! For ellers var de jo blevet til virkelighed. Er det et problem, at
jeg og SF mener noget andet – at vi vil længere end de andre? Nej. Det er naturligt for
venstrefløjen i en mindretalsregering. Ligesom der er ting, vi er meget glade for, som
regeringens højrefløj har accepteret uden store smil.
Hvis regeringssamarbejdet skal være et vælgermæssigt plussumsspil for partierne, må det
accepteres, at partierne kan appellere til forskellige vælgere – gennem forskellige profiler,
så længe der er enighed om den bærende politik.
Og det er vi. Og samlet set ændrer vi til det bedre. Og højrefløjen vil ændre til det værre.
Vejen til valgsejr går over et centrum-venstre med skarpe profiler. Et centrum-venstre, der
står vagt om den danske model på arbejdsmarkedet og i velfærden og tør have større
visioner end at bevare og administrere.
Visioner om retfærdighed og lighed. Om frihed i fællesskab – og til forskellighed. Om
ansvarlighed og bæredygtighed.
Det betyder også, at vi skal gå skarpt op imod den højrefløj, der vil det modsatte:
Underminere vores organiserede arbejdsmarked for at trykke løn og arbejdsvilkår. Skære
ned og sælge ud i velfærden. Sætte turbo på ulighed og uretfærdighed. Svække
fællesskabets evne til at give den enkelte frie muligheder. Ensrette og assimilere. Og løsne
tøjlerne på markedet med et goldt vækstbegreb, der skaber kriser i økonomi og klima.
10
Det er dét, vores kamp står om. Det er dét valget står mellem. Det skal stå klart for de
brede befolkningsgrupper, at centrum-venstre er deres tillidsmænd.
Fordi vi løfter ansvaret og – trods skuffelser – trækker samfundet fremad efter en krise.
11
Venstrefløjen skal være venstrefløj igen
Det bliver uhyggeligt svært at undgå, at højrefløjen sætter sig på regeringsmagten efter
næste valg. Selv efter Lars Løkkes pinlige og lemfældige omgang med både sandheden
og skatteborgernes penge, fører den blå blok fortsat i meningsmålingerne.
af Pelle Dragsted, politisk rådgiver Enhedslisten
Det siger noget om omfanget af de vanskeligheder, som regeringen står med. Som jeg ser
det, har regeringen tre overordnede og sammenhængende problemer, som står i vejen for
at komme i offensiven:
1) Mangel på troværdighed.
2) Mangel på klar kant til højrefløjen.
3) Mangel på selvstændigt projekt.
Regeringen er nødt til at erkende og løse disse problemer, hvis den skal have en chance for
at genvinde regeringsmagten. Her er mine bud på, hvad der skal til:
Mangel på troværdighed
Regeringens allerstørste problem er efter min mening, at den har tabt så meget
troværdighed i befolkningen. Regeringstoppens strategi har hvilet på den opfattelse, at når
mange vælgere siden valget er forsvundet til højre over midten, så er det, fordi de ønsker
en mere højredrejet og blåtonet politik. Derfor har regeringstoppen ment, at vejen til at
genvinde de flygtende vælgere var at flytte sig politisk mod højre.
Men regeringstoppen har taget fejl i sin antagelse. Vælgerne siver ikke til blå blok, fordi de
ønsker en mere blå politik. De smækker med døren, fordi de føler sig snydt. Fordi de føler,
at de har fået noget andet end de stemte på. Nogle går til Enhedslisten, andre til sofaen
eller partierne på højrefløjen.
Regeringstoppens strategi er dermed blevet til en ond cirkel. Hver gang en ny
meningsmåling viser vælgerflugt ind over midten, har regeringstoppen troet, at den skal
rykke et skridt videre til højre for at vinde vælgerne tilbage. Men når regeringen flytter sig
længere væk fra det udgangspunkt, som den vandt valget på, føler endnu flere mennesker
sig snydt og straffer regeringen med fødderne.
Hvis troværdigheden skal have en chance for at blive genopbygget, så kræver det, at
regeringen i den sidste tid af valgperioden kommer langt tættere på den politik, som den
blev valgt på, og den politik, som befolkningen forbinder med en socialdemokratisk ledet
regering. Og det fører mig videre til de to næste problemer
12
Mangel på klar kant til højrefløjen
Én af grundene til, at højrefløjen står stærkt, er at regeringen i alt for høj grad har
overtaget højrefløjens opfattelser og sprogbrug. I stedet for at udfordre og imødegå
højrefløjens projekt har man givet højrefløjen medløb.
Når man laver en skattereform, der accepterer præmissen om, at skattelettelser til
de rigeste er sundt for økonomien, så siger man jo samtidig, at højrefløjen hele tiden
har haft ret, når den taler for skattelettelser til de velhavende.
• Når man laver en kontanthjælpsreform, som opererer ud fra præmissen om, at
arbejdsløse kommer i arbejde, hvis man forværrer deres vilkår. Så bekræfter man
det menneskesyn, som højrefløjen hele tiden har stået for.
• Når man laver en vækstplan, som accepterer præmissen om at den økonomiske
krise i Danmark skyldes dårlig konkurrenceevne på løn og skat, så styrker man det
syn på økonomi og samfund, som højrefløjens næres af.
Med andre ord: Regeringstoppen har i høj grad brugt de to første år på at fortælle
danskerne, at højrefløjen hele tiden har haft ret i deres usolidariske idéer, og på at overtage
deres økonomiske modeller, begreber og forestillinger. Så kan det jo ikke undre, at
højrefløjen går frem.
•
Opgaven fremadrettet bør være det modsatte. Regeringen bør stille sig i spidsen for at vise
og overbevise vælgerne om, at højrefløjen tager fejl.
At en høj marginalskat ikke har været en forhindring for at gøre Danmark til et af verdens
mest velstående samfund, og at vi ikke er bange for at bede dem i toppen om at betale
noget mere til fællesskabet
13
At der ikke bliver flere job, fordi man øger det fiktive arbejdsudbud ved at forringe
vilkårene for arbejdsløse.
At den økonomiske krise ikke skyldes dårlig konkurrenceevne, men mangel på privat og
offentlig efterspørgsel, og at det derfor er hul i hovedet at veksle offentlig vækst til
selskabsskattelettelser.
Venstrefløjen skal først og fremmeste med næb og klør bekæmpe myten om ”den
nødvendige politik”; om at der ikke er noget alternativ til nyliberalistisk økonomisk
politik. Regeringen og venstrefløjen skal med andre ord til at tro på sit eget projekt.
Mangel på selvstændigt projekt
Det er jo et enormt paradoks, at vi står en situation hvor den nyliberalistiske model har
fejlet massivt og sendt tusinder – ja millioner verden over – ud i arbejdsløshed. En
situation, hvor liberalisterne burde sidde og gemme sig i et hjørne og bede om forladelse,
og hvor venstrefløjen burde være i kontraangreb.
Med andre ord: Venstrefløjen behøvede ikke at være i krise. Mens højrefløjen har fejlet big
time, har vi på venstrefløjen masser at være stolte af og masser at bygge videre på. Det er
os - arbejderbevægelsen og venstrefløjen - der har skabt et af verdens mest trygge,
velstående og lige samfund. Som har sikret, at hver generation havde bedre vilkår, større
social tryghed en deres forældre. Hvorfor? Fordi vores model virker - fordi fællesskab
faktisk fungerer.
Hvis regeringen skal i offensiven, skal den med stolthed og vilje forsvare og videreudvikle
det projekt. I ord og praksis vise, at stærke fællesskaber, stærk velfærd, høj økonomisk
lighed ikke bare skaber et mere retfærdigt samfund, men også skaber en sund og
bæredygtig økonomi med høj beskæftigelse og høj velstand.
Det kræver at sprog der ikke er en kopi af højrefløjen, men det kræver også handling.
Regeringen bør bruge den sidste tid af valgperioden til i praksis at vise, at den tror på den
solidariske velfærdsmodel. Der er mange ting der kan gøres, men nogle af de vigtigste
kunne være:
• Klare forbedringer af velfærden, som reelt kan mærkes. Det kunne f.eks. være
gennem garanterede mindsterettigheder til vores svage ældre eller
minimumsnormeringer i daginstitutionerne.
• I stedet for, at reformer hver gang handler om at fjerne rettigheder og skære ned,
bør regeringen give mennesker nye rettigheder. Et godt bud kunne være en ret til
efteruddannelse med løn et vist antal år i løbet af arbejdslivet.
• En skattereform, der sikrer at også velhaver-danmark betaler deres del af regningen
efter krisen og dermed øger den økonomiske lighed.
Det er blot et par idéer. Opgaven at genskabe troen på et klart alternativ til nyliberalismen
og at styrke opbakningen til det demokratiske og socialistiske projekt, som har bragt os
langt i retningen af et godt samfund. Hvis ikke det sikrer en valgsejr, sikrer det i hvert fald
en platform for at genopbygge en visionær og viljefast venstrefløj, der kan give en blå-sort
regering modstand og blive retningsgivende for samfundets udvikling i årtierne fremover.
14
11 måder til at vinde et valg på økonomien
Et valg mellem nedskæringer og ikke-nedskæringer er til fordel for højrefløjen. Et valg
mellem nedskæringer og levestandarder er til fordel for venstrefløjen.
af James Morris, tidl. taleskriver for Ed Milliband, Labour.
Denne artikel er tidligere udgivet på Policy-network.net, 13. november 2013 (http://
www.policy-network.net/pno_detail.aspx?ID=4523&title=11-lessons-for-winningelections-on-the-economy)
Verden over kæmper centrum-venstre en kamp for at styrke den økonomiske
troværdighed. Kernen i svaret på den udfordring skal findes i afkoblingen af økonomisk
vækst (i BNP) fra den almindelige borgers indkomstgevinster. Eller, som Ed Miliband
vittigt udtrykte det i sin seneste Labour-konference tale: “De plejede at sige, at stigende
tidevand løfter alle både. Nu stiger tidevandet, men det synes kun at løfte yacht-bådene”. Tidligere
var det sådan, at når en vælger blev spurgt til ‘økonomi’, betød forskellen mellem
makroøkonomi og den personlige økonomi ikke rigtig noget. Nu vinder man valg på
forskellen. I amerikanske meningsmålinger efter valget var Obama bagud på ‘økonomi’,
men 9 procentpoint foran når der blev spurgt til ’genoprettelse af middelklassen’.
Konsekvenserne af dette skifte i synet på økonomi vil variere fra land til land og afhængig
af, om partiet er i regering eller i opposition, samt hvordan økonomien klarer sig.
Nedenfor er elleve pointer til eftertanke, der trækker på meningsmålingsarbejde i flere
lande.
1. Se på den reelle økonomi – ikke lærebogsøkonomien
Partierne er nødt til at forholde sig til økonomien som den opleves af mennesker.
Kampagner har brug for argumenter, der har rod i befolkningens oplevelser; unge, der
kæmper for at finde arbejde, lønsedler der ikke strækker sig så langt som de engang
gjorde, eller et arbejdsliv uden ferier.
Styrken ved virkelige erfaringer frem for økonomernes analyse blev klart under det israelske
valg. Det var sandt, at »økonomien viser tegn på succes – fortsat vækst, stigende aktiemarked, en
stærk møntfod og nye jobs i den private sektor. Vores økonomi bevæger sig i den rigtige retning “.
Men vælgerne var mere tilbøjelige til at acceptere det udsagn, at »For de fleste almindelige
mennesker er økonomien svag. Det er svært at finde gode jobs, indkomster er for lave og
fattigdommen stiger til rekordhøjder.”
I USA kan forskellen mellem Demokraternes valgresultat i 2010 og 2012 delvist ses som en
afspejling af betydningen af at anerkende vigtigheden af befolkningens oplevelser. I 2010
brugte Obama sin tid på at sige, at han havde fået “bilen op af grøften” – hvilket han – i et
makroøkonomisk perspektiv – også havde gjort. Men vælgerne blev dybt frustrerede af en
følelse af, at han bare taler, mens de fortsætter med at lide. Obamas 2010-budskab blev
modtaget 30 procentpoint svagere af vigtige målgrupper end en besked med fokus på
middelklassen og fremtiden. Skiftet til at sætte ’middelklassen først’ i 2012 markerede en
ny, mere rodfæstet retning.
15
2. Passion for middelklassen, ikke imod toppen
“Middelklassen først” har yderligere en pointe i forhold til, hvordan man kan engagere på
emnet levestandard. For at vælgerne skal se os som deres repræsentanter, er vi nødt til at
være eksplicit og lidenskabelig om, hvis side vi er på: hårdtarbejdende mennesker i faste
job, som føler, at de bliver urimeligt behandlet.
Dette fokus giver enorm magt til budskabet. I et valg fik vi f.eks. yderligere 10% af
vælgerne engageret, hvis vi startede med at fokusere på at øge middelklassen snarere end
at bruge et indholdsmæssigt identisk budskab, der startede med at angribe de velhavende.
Selv i lande med store korruptionsproblemer som Sydafrika og Rumænien, er det passion
for de foranstaltninger, der er nødvendige for at forbedre forholdene for almindelige
mennesker, der flytter vælgere – ikke indignation over de korrupte rige.
En politiker med harmdirrende vrede mod toppen er dragende, en båret af en passion for
almindelige arbejdende mennesker er en folk vil stemme på. Robin Hood er fredløs,
ikke statsminister. Det synes indlysende, men er stadig svært for mange på venstrefløjen.
Bankfolks uretfærdige bonusser udgør et fristende mål. Afgifter på bankfolks bonusser
eller palæer eller finansielle transaktioner har sin ret, men kun hvis pengene bliver brugt
til noget godt. New York borgmester Bill De Blasios plan om at finansiere gratis
uddannelse i de tidlige år gennem en afgift på mennesker, der tjener over 500.000 $ om
året, og Labour partiets plan om at gøre noget lignende gennem en bank-afgift, er gode
eksempler.
3. Fokus på leveomkostninger
Mens økonomer vil fortælle dig, at vi har en lønkrise, opleves det for vælgerne som en
leveomkostningskrise. I USA, hvor inflationen er under 2%, viser vores meningsmålinger
stadig, at vælgerne fokuserer mere på oplevelsen af at skulle sætte varer tilbage på hylden
i supermarkedet end flade løn-pakker. I Storbritannien er spørgsmålet gas-og el-regninger.
16
Det er ikke tilfældet overalt. I lande, hvor ledighed og navnlig ungdomsarbejdsløsheden
eksploderede under recessionen, er disse spørgsmål sandsynligvis mere fremtrædende.
Men mens man kan forestille sig, at job vender tilbage, er der ikke megen grund til at tro,
at presset på levestandarden vil lette i væsentlig grad.
4. Fokus på omkostningerne i produktionen
En økonomi med fokus på at forhindre lønstagnationen, der har opslugt middelklassen i
mange lande, afhænger af hårdtarbejdende mennesker, der har ressourcer til at være
produktive.
Vælgerne ser, at deres indsats for at øge deres indkomst er forpurret, eller i det mindste
uden opbakning. Omkostningerne ved at tage en uddannelse er et voksende problem i
USA og har sænket De Liberale Demokrater i Storbritannien. Børnepasningsomkostninger
er en vigtig barriere for at kvinder kan komme ud at arbejde. Velfærdssystemer, og især
sociale ydelser, ses ofte som et middel til at give de fattige arbejdsmotivation.
Fokusgruppedeltagerne taler om de valg, de har, når de færdiggør deres uddannelse og
kan mærke, at skolekammerater der ikke arbejder får mere støtte end dem, der går på
arbejde. Folk, der ønsker at starte deres egen virksomhed føler, at de mangler støtte til at
komme i gang, mens store virksomheder får betydelig støtte af regeringen.
At støtte midten betyder en politik, der adresserer disse udfordringer: børnepasning,
studiegæld, erhvervsuddannelse, velfærdsreformer, transportomkostninger, løn.
Det er også værd at huske på en retorisk udfordring: Tanken om, at vækst kommer fra
“midten og ud” kan ved et uheld komme til at lyde som om, at vi kræver hårdere arbejde
fra midten. Det er vigtigt, at man ikke ved et uheld skaber det indtryk, at vi sætter en
ekstra byrde på midten.
5. Skab alliancer med små og mellemstore virksomheder
Meget af den politik, der er involveret i håndteringen af krisen i levestandarden, vil
indebære udfordringer af de store virksomheders interesser. Det er afgørende, at dette
opvejes af varm støtte til det store flertal af forretninger der skaber rigdom. Her er store
virksomheder selvfølgelig vigtige, men det handler endnu mere om små og mellemstore
virksomheder.
De fleste mennesker arbejder i små virksomheder. Der skabes flest nye job i små
virksomheder. Små virksomheder har en tendens til at være mere pålidelige, mere vellidte,
og deres succes betragtes som et større gode.
6. Vækst er for at skabe en bedre fremtid, ikke for at genvinde en tabt fortid
Vælgerne er kloge. De ved, at fordelingsmæssige svar ikke er nok. De ønsker en tilgang,
der vil skabe, ikke bare fordele rigdom.
Vælgerne ved også, at verden har ændret sig. Vi ønsker ikke en økonomi, der kan
udkonkurrere Bangladesh på lave lønninger. Denne udvikling giver reelle muligheder for
centrumvenstre, især i Europa. Højrefløjens tilgang til vækst – fjerne arbejdstagernes
rettigheder, deregulere aggressivt, skære skat aggressivt – taber altid meningsmålinger til
centrum-venstres alternativ med fokus på investering i mennesker. Udfordringen er at
finde måder at støtte vækst, der ikke øger låntagningen over det niveau vælgerne vil
acceptere.
17
7. Se indvandrere som et økonomisk spørgsmål
I Europa er det ikke troværdigt at påstå, at du repræsenterer arbejdende mennesker, hvis
du ikke også forholder dig til indvandring. Indvandring og multikulturalisme er
afgørende for den nationale identitet i visse lande: Amerika er det ypperste eksempel, men
det er en udfordring i Europa.
Indvandring har helt sikkert givet et løft til det samlede BNP-tal, men fordelen er ikke
jævnt fordelt. For folk i bestemte fag har det en negativ effekt, at man som forsørgere er
tvunget til at konkurrere med unge, enlige, og mennesker der er villige til at arbejde på
forfærdelige betingelser i et par år. Ofte kommer det parallelt med udnyttelse af
indvandrerne selv – de betales mindre end mindstelønnen, de bor i uegnede boliger og er
prisgivet arbejdsgiverne.
Samtidig er vælgerne ofte berørt af den grundlæggende fejl, at staten ikke kan kontrollere
sine egne grænser. Centrum-venstre partier skal være lige så vrede, som deres vælgere er
over den manglende effektive grænsekontrol.
Det politiske mål er ikke nødvendigvis at være det mest betroede parti på
indvandringsspørgsmålet. I stedet er det, at potentielle vælgere ikke fravælger partiet,
fordi de tror partiet ikke forholder sig til nogle af deres dybtfølte bekymringer. Det er kun
ved at anerkende legitime bekymringer – og foreslå hvilke foranstaltninger til at løse dem
– at venstreorienterede partier kan holde på deres påstand om at være den del af
middelklassen, der er lydhør overfor det arbejde folks økonomiske bekymringer. Hvis
man ikke gør det, vil vælgerne drages videre til partier længere – og somme tider meget
længere – til højre.
8. En seriøs tilgang til budgetunderskud
En af følgerne af, at vælgerne selv kæmper for at holde igen på udgifterne, er, at de mener,
at landet bør gøre det samme. Mens budgetunderskudsbaserede argumenter ikke længere
kan styrke centrum-højre, kan de helt sikkert lægge loft over tilslutningen til venstrefløjen.
Der er grundlæggende to strategier åbne for centrum-venstre partier, der ønsker at
forsikre vælgerne om underskuddet:
Den ene er at indtage finanspolitisk forsigtige holdninger, mens dine budskaber i øvrigt
lægger fokus et andet sted. Det er den vej, der ligger åben for Demokraterne i USA, som
kan henvise til de hastigt faldende underskud og bruge det som nøgleargument i den
økonomiske debat.
Den anden er at lægge stor vægt på finanspolitisk repositionering. Dette kan være en
vigtig del af Matteo Renzis strategi i Italien, hvis han vinder Partito Democraticos
primærvalg – hvor han argumenterer for større budgetmæssig strenghed end tidligere,
sammen med andre reformer for at skabe arbejdspladser og vækst.
Begge veje er levedygtige – hvilken en du vælger, vil afhænge af dagsorden og
omstændighed. Et andet mere ligefremt anti-nedskæringsbudskab kunne måske
konsolidere en venstrefløjs-stemme i en PR sammenhæng, men det er usandsynligt, at det
vil virke for et parti, der søger at lede et land. Vi ser jævnligt, at et valg indrammet i form
at stramninger versus anti-nedskæringer favoriserer højrefløjen. Et valg indrammet af
nedskæringer versus levestandarder favoriserer venstrefløjen.
18
9. Reformer så stat og politik arbejder for middelklassen, ikke for særinteresser
Rundt om i verden tror vælgerne, at politik systematisk favoriserer nogle ganske få med
gode kontakter. De har ret. Støtte til middelklassen betyder at tage eksplicitte konflikter
med særinteresser, der holder almindelige borgere ude af beslutningsprocessen.
Det handler ikke om valgreform og forfatningsmæssige lappeløsninger. Vælgerne er
skeptiske og tror ikke, at det vil gøre en stor forskel. Men finansiering af valgkampagner,
parlamentsmedlemmers frynsegoder og særinteressers magt kan alle være væsentlige
emner at tage fat i. I USA i særdeleshed, er det svært at argumentere for middelklassens
situation, uden også at give tilsagn om at gøre op med særinteresser. I Italien har Matteo
Renzis opstigning startet et større angreb på den gamle garde og særinteresser. I
Storbritannien har Labour forpligtet sig til at stoppe parlamentsmedlemmer i at bijobbe
ved siden af parlamentsarbejdet.
10. Finanskrisen var ikke tidernes morgen
For politikere, hvis seneste politiske liv har handlet om at tackle den økonomiske krise, er
det svært ikke at tænke som om, Lehmans kollaps var tidernes morgen. Det er vigtigt at
undgå at tænke på den måde af to grunde:
For det første tænker vælgerne ikke sådan. De tror krisen eksponerede problemer, der
allerede var der, snarere end at skabe et nyt problem.
For det andet, og af afgørende betydning for oppositionspartier i lande med langsom
genopretning, gør et fokus på krise/genopretning livet for let for etablerede partier Hvis
det handler om at komme ud af en teknisk recession, vil problemet uundgåeligt blive løst
på et tidspunkt. Hvis det handler om et opsving i levestandard, er det sværere at klare og
mere meningsfuldt for vælgerne.
11. Konklusion: Bliv ikke fanget i den gamle fortælling
En strategi baseret på vækst i økonomien “fra midten og ud” er et stort skifte i politik og
kampagnevilkår. Politiske partier vil begynde at værdsætte andre ting, foreslå andre ting
og tale om andre ting. For politikere er det nemt at falde tilbage i vanetænkning – især når
medierne er domineret af upersonlige makroøkonomiske tal.
Det er virkelig vigtigt ikke at falde tilbage i de gamle rammer. “Investeringer versus
nedskæringer” er et materielt spørgsmål, men sjældent et stærkt budskab. “Rig versus
fattig” appellerer ikke til midten. Makro-vækst er en god nyhed, men det er ikke et mål i
sig selv. For at lykkes bliver ledere nødt til at flytte deres partier fremad, udtrykke ‘midten
og ud’ tænkning på en måde, der passer til deres særlige forhold og kultur, og være
omhyggelig med ikke at falde tilbage på fortidens politik.
James Morris er en kampagne-polster og strateg. En tidligere taleskriver for Labour-leder Ed
Miliband og rådgiver på Number 10 Strategi Unit, Morris leder Greenberg Quinlan Rosner kontor
i London.
Denne artikel er baseret på en præsentation som forfatteren holdt på en konference for at markere
10-årsdagen for Center for American Progress (CAP).
19
Danskernes valg
Fokus på uddannelse, arbejdspladser og en værdig afsked med arbejdsmarkedet
Af Per Christensen, formand for 3F
Vores medlemmer er optaget af hverdagens udfordringer. De afviser social dumping,
yderligere nedskæringer i den sociale tryghed, og et forstærket pres på de unge, der i disse
år har urimeligt svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
De ser med bekymring på erfaringerne fra Tyskland, hvor lønmodtagere med
fuldtidsarbejde må søge socialhjælp for at klare dagligdagen. De hører med forundring på
historier fra USA, hvor ansatte hos detailgiganten Walmart tager imod mad-donationer fra
deres egen arbejdsgiver, fordi lønnen ikke rækker. De frygter, at den udvikling er på vej til
Danmark.
Vores medlemmer forventer derfor helt entydigt af os, at vi skal søge indflydelse for at
varetage deres interesser i Folketing og regering, uanset hvordan valget falder ud.
De er vant til, at vi finder løsninger med arbejdsgiverne. Nogle gange beskedne løsninger,
når tiderne byder på smalhals. Andre gange mere perspektivrige løsninger, når
virksomhedernes bundlinjer bugner. Sådan fungerer det også i Folketinget.
De politiske partier går til valg på en kombination af flotte resultater og lokkende visioner.
Men vælgerne husker også de skuffelser, partierne bringer med i bagagen.
Konkrete svar
Vores medlemmer vil i stemmeboksen ikke sende mange tanker efter det europæiske
semester, det strukturelle budgetunderskud eller arbejdsudbuddet og Dream-modellens
balancepunkter.
De vil have meget konkrete svar på hverdagens udfordringer. Hvordan de og deres børn
bliver og holder sig dygtige nok til at kunne være i beskæftigelse. Hvordan de får en
værdig afsked med arbejdsmarkedet.
I 3F har vi mange svar og løsningsmuligheder på vores medlemmers udfordringer, og vi
kæmper for at realisere en ekstra bid af dem under hver eneste overenskomstforhandling.
Vi går fortsat meget gerne i dialog med de politiske partier, der vil bidrage til løsningerne
og til at udvikle nye svar.
Centrum-venstre har tradition for at værne om fællesskabets kamp for en solidarisk
samfundsudvikling. Det indebærer også ansvar for orden i økonomien, for hvis den kører
20
af sporet, betaler de svageste og de unge prisen – se blot til udviklingen i Sydeuropa i
disse år.
Men orden i økonomien kan godt gå hånd i hånd med indsatsen for at skaffe de mest
udsatte medborgere en rimelig og anstændig tilværelse og allerhelst også en plads i
fællesskabet på arbejdsmarkedet.
Regningen efter Løkke
Efter ti år med fest på finansfolkets natklubber, tøjlesløs overbelåning på
ejerboligmarkedet og en løssluppen VKO-politik med rødvinsreform for de bedrestillede
danskere kom så endelig for et par år siden dommens dag. Regningen skulle betales, og
helt urimeligt stod de langtidsledige og de efterløns-trængende først for.
Den himmelråbende uretfærdighed skabte kampgejst, og også rigtig mange af 3Fs
medlemmer tog i 2011 ud på gågader og trappeopgange for at agitere for en ny kurs. En
krævende, langt mere ansvarlig og retfærdig kurs.
Vi fik et magtskifte, men ikke et rent bord, for regningen til de langtidsledige og de
efterløns-trængende lå der desværre stadig. Til gengæld fik vi en ny regering under Helle
Thornings ledelse, der har satset og satser meget store milliard-beløb på at sætte skub i
beskæftigelsen og skaffe arbejde til de ledige.
21
Næste gang, vi skal vælge nye MF’ere, vil vores medlemmer i 3F huske både skuffelserne
og resultaterne fra indeværende valgperiode.
For mange af vores medlemmer vil de kommende år stadig være præget af utryghed i
jobbet, nervøsitet over børnenes fremtid og usikkerhed med hensyn til de sidste år på
arbejdsmarkedet.
Uddannelse, job og tryghed
De temaer, som vil kunne engagere vores medlemmer ved næste folketingsvalg vil derfor
være uddannelse, sikring og skabelse af arbejdspladser og en mere tryg tilbagetrækning
fra arbejdsmarkedet, når man har knoklet løs i 40-45 år.
De fleste af vores faglærte og kortuddannede medlemmer ved, at efter- og
videreuddannelse er helt afgørende, hvis de skal have større tryghed i jobbet. Danske
arbejdspladser sikres ikke gennem et nedadgående ræs imod ringere løn- og arbejdsvilkår
i håbløs konkurrence med rumænere, vietnamesere og brasilianere.
Vi skal sikre konkurrencekraft og arbejdspladser med en effektiv, kvalitetspræget
produktion, som vi opnår gennem engagerede, innovative og dygtige medarbejdere og et
respektfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.
De partier vil stå stærkt, som tilbyder og leverer bedre vilkår til både de kortuddannede
voksne og unge danskere for relevant og tiltrængt uddannelse. I hvert fald blandt vores
medlemmer.
De partier vil stå stærkt, som fortsat vil beskytte bæredygtige danske arbejdspladser og
bekæmpe unfair konkurrence og social dumping. Ikke mindst blandt vores medlemmer.
De partier vil stå stærkt blandt vores medlemmer, som vil sikre lønmodtagerne en værdig
tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Der er forskel på nedslidningen, hvis man først efter
en universitetsuddannelse skal gøre sin entre på arbejdsmarkedet, mens man hastigt
nærmer sig de 30 år, eller hvis man søger sit første fuldtidsarbejde, når man har afsluttet 9.
eller 10. klasse i folkeskolen.
Brede aftaler
I kommuner og regioner er vi vant til, at langtidsholdbare løsninger skabes gennem brede
aftaler, hvor man afviser ekstreme ønsker om ultra-liberale wild-west-modeller eller
stalinistisk og bedrevidende detailstyring.
Det er jeg overbevist om, at danskerne – og i hvert fald hovedparten af 3Fs medlemmer –
også vil foretrække ved det kommende folketingsvalg.
22
Så hvis vi i 3F skulle se drømme-regeringen som en persontype, leder vi efter en
omsorgsfuld bogholder med internationalt udsyn og respekt for håndens arbejde! Men
kan hun klare sig i valgkampen på de sociale medier og i 24syv-tv-nyhedsflowet?
Lad os gøre forsøget. Alternativet er værre. I hvert fald for vores medlemmer.
23
Visionerne skal både kunne smages, føles og lugtes
Arbejdspladser, vækst, velfærd og lighed er nøgleordene for den regering, som vil
vinde næste valg på en offensiv dagsorden, der rækker ud over én valgperiode.
Af Dennis Kristensen, Formand for FOA
Folketingsvalg kan måske vindes på målrettet fokus på sving-vælgere, hemmelige
meningsmålinger og fokusgrupper, men en regering, der vil mere end vinde en gang
imellem, skal i mine øjne satse på engagement, begejstring og optimisme i meget bredere
vælgerskare.
Den økonomiske krise har lagt en betydelig dæmper på partiernes lyst til at formulere
visioner, der rækker ud over en valgperiode. Jeg tror, at det er en fejlvurdering, hvis
partier antager, at danskerne ikke på samme tid kan rumme kortsigtet krisebevidsthed og
visioner om et bedre samfund på det lange sigt.
Tværtimod er vi i stand til at rumme både de små kriseprægede her-og-nu-fremskridt og
de fremtidige syvmileskridt, når julelyset for enden af tunnelen er blevet til dagslys, hvis
partierne på samme tid tør stå på mål for at ville mere end dét, der kan realiseres i dag og i
morgen, og samtidig åbent og ærligt står ved, at alt ikke kan lade sig gøre her og nu i en
krisetid, men at hvert lille skridt bærer i samme retning.
For mig er det afgørende for både de små skridt og syvmileskridtene, at tilløbet tager
afsæt i danskernes hverdag. At det handler om dét, der optager, bekymrer og glæder
danskerne i dagliglivet.
Og kigger man på vælgerundersøgelser, så er det ikke nok at kigge snævert på en lille
gruppe vælgere, der kunne finde på at krydse midterlinjen i dansk politik. Så er det i høj
grad et spørgsmål om også at ville tage fat på det, som ikke mindst optager
lønmodtagerne.
Mine bud på emner, som optager, bekymrer og glæder lønmodtagerne omfatter jobbet,
trygheden, velfærden, den fælles omsorg og ansvarlighed og fællesskabet.
Og forbedringer på de områder skal være så jordnære og tydelige, at lønmodtagerne både
kan smage, føle og lugte dem i hverdagen.
Det handler om arbejdspladser og tryghed
Usikkerhed om der også er job i morgen, om regningerne kan betales og familien
forsørges, skal mødes med en målrettet indsats for at skabe nye job og skabe vækst på
områder, som kaster flest arbejdspladser af sig – ikke nødvendigvis altid lige nu, men også
på nye områder, som Danmark kan opdyrke til fremtidige jobs.
24
Efter min vurdering er der et betydeligt potentiale for ny privat vækst gennem eksport af
dét, som den offentlige sektor er god til, til de mange lande verden over, som er ved at
opbygge middelklasser, der i stigende grad vil efterspørge velfærdsløsninger.
Vi har brug for en kovending, som igen retter lyset på, at velfærdssamfundet har fokus på
beskæftigelsen og ikke énsidigt på det for tiden så populære mantra om udvidelse af
arbejdskraftudbuddet.
Det er med rette uforståeligt for lønmodtagere, at det politiske fokus er på at fodre
finansministeriets regnemaskiner med reformer, som teoretisk udvider
arbejdskraftudbuddet til jobs, der ikke findes i den virkelige verden.
Og det er med rette lige så uforståeligt for offentligt ansatte, at 40.000 offentlige jobs er
nedlagt under krisen, samtidig med at der kun i begrænset omfang oprettes jobs i den
private sektor.
Usikkerhed om jobbet handler også om social dumping. Både grænseoverskridende og
dansk dumping.
I mine øjne er der brug for at begrænse arbejdskraftens frie bevægelighed, indtil
medlemsstaterne i EU har nået et nogenlunde ensartet grundlæggende socialt og
velstandsmæssigt niveau.
Og så er der brug for arbejdsklausuler og kædeansvar, når skattekroner udbetales til
private leverandører til det offentlige.
25
Det handler om velfærd og fællesskab
Den danske velfærdsmodel handler om at skabe lige adgang, lige muligheder og et fælles
sikkerhedsnet under dem, der oplever at tilværelsen slår knuder undervejs.
Den aktuelle velfærdsdebat handler i alt for høj grad om afvikling af velfærden. Der er
brug for visioner om, hvordan vi løbende udvikler velfærden i takt med
velstandsstigningen i samfundet.
Velfærdssamfundet skal ikke støbes i beton. Det skal tværtimod være en dynamisk model,
som hele tiden fornyer sig for at opfylde nye krav og nye behov. Noget skal falde væk,
andet skal bygges på.
Et samfund, som er så rigt, som det danske trods alt er på trods af krisen, har passeret det
stadium, hvor alle må tilpasse sig til str. 42. Vi er for længst nået dertil, hvor
velfærdsydelser nødvendigvis må være håndholdte og individuelt tilpassede.
Velfærd handler grundlæggende om fælles ansvarlighed og tryghed for den enkelte.
Og velfærdens fundament er fællesskabet eller fællesskaber.
Vi er godt i gang med et udskillelsesløb, hvor de svage diskvalificeres for at skabe ekstra
plads til de stærke.
Aktuelt er det ikke længere arbejdsmarkedstilknytning, der beskytter mod
diskvalifikation. Lige nu er det i stedet, om man dags dato er i arbejde.
En vision for udvikling af velfærd og fællesskab må gøre op med den tænkning og i stedet
bygges på, at vi på samme tid har et ansvar for os selv og et ansvar for hinanden.
Derfor er der brug for reformer, der øger ligheden og ikke uligheden, som det – ganske
vist i begrænset omfang – sker i disse år.
At give alle lige adgang og lige muligheder forudsætter, at vi gør noget forskelligt for
mennesker med forskellige forudsætninger. Vi skal i langt højere grad bruge kræfterne på
de, der har det største behov.
Det gælder både i socialpolitikken, sundhedspolitikken og arbejdsmarkedspolitikken. Når
mænds gennemsnitlige levetid stiger med syv år, når man går over Dr. Louises Bro i
København med ryggen mod Nørrebro, så skal forebyggelse og efterbehandling først og
fremmest koncentreres om Nørrebro.
Det handler om skatteindtægter
Det er særligt bekymrende, at finansministeren nu har løftet sløret for, at i hans verden er
konkurrencestaten en videreudvikling af velfærdssamfundet.
Den konkurrencestat, som sætter samfundets, erhvervslivets og den enkelte lønmodtagers
konkurrenceevne over alt andet.
Vi skal selvfølgelig anerkende, at konkurrencen i den globaliserede verden er nærmest
altomfattende, og at virksomhedernes konkurrenceevne er afgørende for eksporten. Og at
eksport og indtægter til landet spiller en afgørende rolle for fremskaffelse af
skatteindtægter.
26
Men vi skal ikke anerkende, at det solidariske fællesskab, der bygger på anstændighed,
retfærdighed og fælles ansvarlighed, skal erstattes af konkurrence mellem alt og alle, og
hvor de stærkeste overlever, og de svageste går under. Det er ikke velfærd. Og det er slet
ikke velfærdssamfundets afløser.
En vision om et bedre samfund skal naturligvis ikke bygges på en antagelse om, at skatten
skal være så høj som muligt.
Men en vision, der både favner jobbet, trygheden, velfærden, den fælles omsorg og
ansvarlighed og fællesskabet, må nødvendigvis bygges på en grundlæggende
skatteopkrævning, som giver mulighed for at finansiere visionen.
Velfærd og fælles omsorg og ansvarlighed kræver skatteindtægter.
Derfor er der brug for et opgør med partiernes næsten altomfattende kapløb om
skattenedsættelser.
Hvor ville det være befriende at høre partier melde ud, at anstændighed, retfærdighed og
fælles ansvarlighed koster, og at vi kke kan få det dobbelte for det halve.
27
En regering for “sådan nogen som os”
Den siddende regering skal bruge 2014 på at vise, hvorfor den ønsker at repræsentere
og lede danskerne. Den skal - ganske enkelt - forny sit folkelige mandat. Det kræver
en fornyelse af det politiske program.
Af Rune Baastrup og Kristian Weise, henholdsvis udviklingschef og direktør for Cevea
Enhver siddende regerings største udfordring er, at oppositionen altid kan tilbyde
vælgerne en tro på, at et magtskifte vil være en forandring til det bedre. Vælgerne
belønner dig kun i ringe høj grad for, hvad du har præsteret og lægger meget mere vægt
på,hvad du tilbyder af muligheder i fremtiden for ”folk som dem”. En siddende regering
med blandede resultater er ilde stedt, hvis valgkampen reduceres til en folkeafstemning for
eller imod den siddende regering og dens ministre, frem for et egentligt valg mellem to veje
for samfundet.
Hvis du som regeringsledelse ønsker at vriste dig fri af den logik, som både modstandere,
vælgere og medieindustri vil være tilbøjelig til at skrive dig ind i, må du træffe et
strategisk valg. Du er nødt til at vælge de slåskampe, du ønsker, at valgkampen skal
handle om. Det er gennem valget af dine kampe, at du viser, hvem du står sammen med.
Hvem du repræsenterer og kæmper for.
Regeringen bør etablere en politisk strategi, der stiller vælgerne over for et enkelt og klart
valg: Ønsker vi et Danmark, hvor middelklassen år for år vokser, og de fattige bliver
færre? Eller ønsker vi et Danmark, hvor middelklassen gradvist skrumper?
Nødvendigt med revitalisering af S-R-alliancen
Selv de bedste ideer er ikke meget værd, hvis de ikke kan samle et flertal bag sig. Hvis
ikke de i sig bærer en mulig koalition af grupper, interesser og værdier, der gør dem
realiserbare. Hvis de ikke reflekterer de økonomiske og politiske omstændigheder i verden
omkring os. I Danmark har det historisk været i mødet mellem husmændene og
arbejderne, mellem De Radikale og Socialdemokraterne, at de bærende ideer er blevet
formet, og at de toneangivende kompromisser mellem interesser og værdier er indgået.
Det samarbejde går tilbage til Stauning, der både gjorde Socialdemokratiet klart til at
regere sammen med De Radikale og rakte ud til funktionærerne, og blev navnlig
udmøntet i efterkrigstidens socialdemokratiske regeringer. Målet var en politisk og
økonomisk strategi for at bygge det, vi i dag kender som middelklassen i allerbredeste
forstand. Det var et ’klassekompromis’ mellem arbejdere og funktionærer og en
efterhånden stadig større andel af akademikere.
Samarbejdet har ført til den danske middelklasses massive vokseværk gennem det 20.
århundrede. Resultatet er et Danmark, der er uhørt tykt på midten. Vores samfundsmodel
har en meget karakteristisk bule på midten i form af de brede mellemlag af håndværkere,
industriarbejdere, skolelærere og kontorassistenter. Mathias Tesfaye betegner det billedligt
som ”håndværkerbulen” i sin seneste bog ”Kloge Hænder” ud fra denne graf:
28
Ser man snævert på økonomien , får vi denne fordeling af danskerne:
Hvis man følger den bredeste og mest simple definition på middelklassen, som
indeholdende alle dem, der tjener over halvdelen og under det dobbelte af
middelindkomsten, når man rundt om over ni ud af ti danskere. Som AE-rådet tidligere
har dokumenteret, går udviklingen den gale vej de seneste tiår (AE-rådet: ”Middelklassen
i Danmark skrumper ind” 2009):
29
Det er indlysende, at arbejderbevægelsen har været en krumtap i denne udvikling, men
også at den indbyrdes afslibning af hjørner og indgåelse af kompromisser i parlamentet særligt mellem R og S -har været afgørende for resultaterne.
Hvis vores historie kan bruges som rettesnor i dag, er der tegn på, at det så afgjort er bedst
for Danmark, hvis S og R kan finde hinanden i en fornyelse og opdatering af denne
strategi for en stærk og voksende middelklasse.
Tilgangen til middelklassen en afgørende skillelinje – også herhjemme
Som politisk-økonomisk strategi kan man sige, at økonomien er vokset ved at
middelklassen er vokset. Det er det, som Barack Obama i sin 2012-valgkamp kaldte ”to
grow the economy from the middle out”, og som han udpegede med frasen ”middle-outeconomics” som modstilling til nyliberalismens – og modkandidatens – ide om en ”trickle
down-economy”.
”It’s the Middle Class, stupid”, udbrød de berømte politicos Stan Greenberg og James
Carville i en bog af samme navn fra 2010. Carville har rammende udtrykt sin motivation
som forankret i oplevelsen af ikke at kunne samle 10-12 amerikanere i fokusgrupper med
hinanden, uden at mindst én af dem i løbet af samtalerne begyndte at græde. Så stort er
presset og utrygheden for det, vi betragter som ganske almindelige mennesker.
Mens Obama har en hård kamp forude med at understøtte retorikken med konkrete
fremskridt, har vi herhjemme langt mere historik at bygge videre på. Og samtidig er
forskellene i den socioøkonomiske udvikling nærmest afgrundsdyb.
Vi kan bruge den samme linse – livsmulighederne for den brede middelklasse – til at
anskue en vigtig skillelinje mellem rød og blå blok frem mod valget. I så fald bliver
overskriften for dansk politik i dag: De brede lag skal bredes yderligere ud, ikke snævres
ind. Middelklassen skal vokse, ikke skrumpe!
Regeringen kunne knæsætte det princip, at stadig flere skal sikres adgang til
middelklassen gennem øget social mobilitet og bedre uddannelser, mens færre bør forlade
30
den gennem, som er det højrefløjen ønsker gennem (gen)indførelse af fattigdomsydelser,
ensidig favorisering af overklassen (eksempelvis via afskaffelse af arveafgiften, som store
dele af højrefløjen ønsker), og en fortsat forråelse af arbejdsvilkår på et fremvoksende
utrygt lavtlønsarbejdsmarked.
Venstre og Dansk Folkepartis reformer truer en voksende middelkasse. De sender tusinder
ud af middelklassen med deres brutale indfasning af en dagpengereform midt i en
økonomisk krise. Middelklassen rammes, når lønnen trykkes. Venstre har foreslået at
trykke lønnen til tyske standarder. Venstre og Dansk Folkeparti har foreslået at fjerne
lønmodtagernes forsvar mod polske lønninger og ladet hånt om stigende social dumping.
Derfor er Venstre og Danske Folkeparti ikke en voksende middelklasses motor. Deres
politik er en skrumpende middelklasses ophav.
Middelklassen er over hele Europa og USA under pres. I Tyskland er der et stærkt
stigende antal arbejdende fattige, og langt over 75 procent af briterne og franskmændene
forventer, at fremtidige generationer vil være dårligere stillede end dem selv. For Danmark
er tallet – for nu - 56 procent.
Når fremtiden formørkes, ændres vores perspektiv på det fælles bedste og vores forståelse
af, hvordan vi bedst forvalter forhandlingen mellem vores idealer og værdier på den ene
side og vores interesser og frygt for fremtiden på den anden. Når samfundskagen
reduceres, orienterer vi os stadig mere mod, hvad vi selv kan få ud af ’dealen’, fremfor at
have tiltro til,, at vi i fællesskab kan løse opgaverne foran os, og at vi ved at læne os op ad
hinanden kan realisere den bedst mulige fremtid for os selv og vores egne.
Hvis S og R – og gerne sammen med de andre centrum-venstre partier – ikke er i stand til
at udvikle et politisk program, der løfter folks muligheder ind i fremtiden, så er risikoen,
at de resignerer og orienterer sig mod fortiden. Så veksles en stemme på Hal Kochs ide om
demokrati og social retfærdighed med DFs Morten Korchske, overromantiske
konstruktion af et Danmark af i går (som ganske nok aldrig har eksisteret, men i dag
henter opbakning fra 15-20 procent af stemmerne).
Det store ubesvarede spørgsmål er selvsagt, om det kan lade sig gøre fortsat at udvide
middelklassen, ikke mindst i lyset af den fortsatte europæiske krise og en stadig skarpere
international konkurrence. Og om S, R, SF og Enhedslisten kan finde hinanden.
Det handler om konkret politik – ikke store ord. Derfor er her fem konkrete politiske tiltag,
der kan understøtte, at middelklassen kan vokse fremfor at skrumpe – og som måske kan
rumme byggestene til en ny offensiv reformdagsorden fra centrumvenstre.
Fem bud på offensiver:
1. Håndværkerbulen og det afgørende kompetenceløft
Vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft om relativt få år, og meget ville kunne
være nået på denne dagsorden, hvis trepartsforhandlingerne ikke var kørt i grøften.
Det er en udeladelsessynd af de store, hvis det ikke lykkes at præsentere et bud på,
hvordan denne udfordring skal løses, inden regeringen skal møde vælgerne på ny.
31
Intentionen blev formuleret allerede i regeringsgrundlaget: ”Der er behov for at løfte
danskernes kompetencer og kvalifikationer, særligt hos de mange ufaglærte. Flere danskere
skal derfor gennemføre en uddannelse i form af såvel faglærte uddannelser som videregående
uddannelser.”
At sætte ind her ville være et afgørende bidrag til at sikre at flere får papir på, hvad
de kan, og samtidig være et styrket værn mod frygten for at blive overflødiggjort
eller udkonkurreret. Et løft af titusindvis af ufaglærte til faglært vil være et af de
sikreste rygstød til en middelklasse, der vokser i stedet at skrumpe. Det vil samtidig
være et afgørende bidrag til en dynamisk og konkurrencedygtig dansk
produktionsøkonomi.
2. Fattigdomsydelserne smider folk ud af middelklassen
VKO indførte fattigdomsydelser, der sender folk længere væk fra middelklassen og
ikke hjælper dem ind på arbejdsmarkedet. En af regeringens første handlinger var
at afskaffe fattigdomsydelserne. Venstre ønsker at indføre dem på ny i modificeret
udgave.
Regeringen bør stå stærkt og skarpt på denne dagsorden og forsøge at koble den til
vores historiske arv og vores fælles idealer: et middelklasse-argument understreger,
at det handler om os alle sammen, ikke kun om dem, der rammes. Vi er kommet
langt herhjemme ved at gøre dem i de svageste positioner stærkere og derved gøre
dem til en del af os, integreret gennem arbejde og/eller ordentlig levestandard –
ikke gennem etablering af lommer af fattigdom koncentreret i bestemte
boligområder. Et middelklasseargument sigter desuden på at fokusere på den
enkeltes stræben efter fremgang gennem ret og pligt. Og på at samfundet sørger for,
at de nederste trin på stigen til middelklassen ikke knækker af, som de har gjort
under VKOs forfejlede fattigdomsydelser, boligpolitik og skolepolitik, herunder
ikke mindst deres negligering af erhvervsskolerne.
3. Et stærkt dagpengesystem holder folk i middelklassen trods kriser og
konjunkturudsving
VKO gennemførte en dagpengereform, som sender folk ud af middelklassen og
længere væk fra arbejdsmarkedet, og som samlet set undergraver den unikke
danske flexicurity-model og har forværret den økonomiske krise. Regeringens
løbende bestræbelser på at reparere på den forfejlede reform har sikret, at folk ikke
er ramt af de fulde konsekvenser af VKOs reform. Man må inderligt håbe, at det
kan lade sig gøre for regeringen at komme med et bud på et nyt dagpengesystem
inden næste valg, om end tiden synes knap. Ideelt set bør et reformeret og mere
fleksibelt dagpengesystem strikkes sammen som et kompromis mellem
samfundsgrupper, hvor nogle får højere dækningsgrad mod kortere periode, mens
andre får en længere periode, men lidt lavere dækningsgrad. En samlet reform eller
modernisering af dagpengesystemet vil samtidig have den afgørende gevinst, at
man vil rette op på nøgleproblemet ved den lange serie af nødvendige lapperier i
form af akutpakker, uddannelsesydelser m.v. - at de var designet til at ’redde’ de
udfaldstruede og dermed kun sigtede på afgrænsede gruppers behov. Et reformeret
32
system vil berøre alle. Man har med andre ord lavet særlige løsninger for de få –
mens centrumvenstres strategi hidtil har været at lave løsninger, der virker for de
mange.
4. Et velordnet og organiseret arbejdsmarked er middelklassens fundament
Et velordnet og organiseret arbejdsmarked er fundamentet for en løn, man kan leve
af, og et arbejde, der ikke gør en syg. Det har været en direkte medskaber af en stor
og voksende middelklasse, at folk har haft adgang til vellønnet arbejde under
ordentlige vilkår. Den relativt høje løn har samtidig sikret en modvirkning af kriser
og pisket arbejdsgiverne til at investere i deres arbejdskraft. Det er godt for
konkurrenceevnen. Regeringen har med sine mange initiativer rettet mod social
dumping vist, at den vil et ordnet arbejdsmarked. Det skal den følge op på. Det var
et ualmindeligt vigtigt øjeblik under de hektiske finanslovsforhandlinger, da det
faktisk lykkedes regeringen internt at blive enige om at tilbagerulle VKOs angreb
på fradragsretten for medlemskab af fagforeninger samt ID-kort og andre tiltag
mod unfair konkurrence på arbejdsmarkedet. Fradragsretten er dels et økonomisk
incitament med stor betydning, da det fremmer et mere organiseret arbejdsmarked.
Og det er et afgørende vink med en vognstang til borgerne: Meld jer ind, og gør
hver jeres til, at vi sammen kan enes om, hvordan vi gerne vil indrette os i
arbejdslivet og på arbejdsmarkedet.
Regeringen bør finde finansieringen til at kunne realisere disse forslag på ny som et
afgørende middel til at sikre et velordnet og fair arbejdsmarked, der holder hånden
under almindelige lønmodtagere.
5. En ny, grøn industripolitik – godt arbejde til stadig flere
Velstand og økonomisk udvikling afhænger i høj grad af, hvad man producerer og
beskæftiger sig med. Det er ikke ligegyldigt, om det meste af ens produktion og
beskæftigelse ligger i jævne serviceerhverv eller i fagligt stærk produktion.
Danmark skal være forrest i den globale værdikæde, hvor der skabes mest værdi
per arbejdstime, og hvor de gode job findes.
Centrumvenstre må udfolde tiltagene til en mere aktiv og strategisk politik, der
supplerer forbedringen af rammevilkår med en langt større satsning på at øge
udviklingen af de sektorer, der har det største vinderpotentiale. Det betyder, at det
skal være en stærk prioritet, at der også i fremtiden er industriproduktion i
Danmark og gode job til danskere, der producerer varer af høj kvalitet og værdi.
Forudsætningerne for, at det kan ske, er ikke kun, at danskerne har de rigtige
kompetencer, men også, at vi øger teknologianvendelsen i produktionen, bruger
flere ressourcer på forskning og udvikling, sikrer at der er risikovillig kapital til
dem, der tør tage chancer, og at statens politik på horisontalt plan understøtter
udviklingen af virksomheder inden for de rigtige områder.
Danmarks vækstpolitik skal svare på de udfordringer, ikke mindst på miljø- og
klimaområdet, som vi ved verden står over for. Det er områder, som vi ved, at der
vil være ekstremt stor efterspørgsel på, og hvor Danmark har styrkepositioner. Den
rigtige politik vil dermed styrke Danmarks rolle i løsningen af de problemer, alle
lande kæmper med, og samtidig lægge fundamentet for flere gode og sunde danske
33
virksomheder og arbejdspladser. Dermed er en ny, grøn industripolitik også det
første skridt til at sikre, at Danmark ikke knækker over på midten, men at vi har
forudsætningerne for fortsat at øge middelklassen og hive flere ud af fattigdom.
En af præsident Obamas rådgivere, den politiske strateg Joel Bennesen, konstaterede kort
efter Obamas genvalg i 2012, at ”når vælgerne blev spurgt til, hvad nøglen til at skabe
vækst i vores økonomi var, svarede næsten to ud af tre, at det var at bygge en stærk
middelklasse snarere end at skabe et sundt klima for erhvervslivet.” Det er ikke sikkert, at
de danske vælgere ville svare nøjagtig det samme. Men der er meget, der tyder på, at også
danskerne har fået øjnene op for, at det at få hele befolkningen med på vognen er
afgørende for dansk økonomi. Og det er en dagsorden, som den siddende regering vil
have en stor fordel på. For S, R og SF har netop vist, at de gerne vil investere i ganske
almindelige danskere, mens den foregående VKO-regering skar kraftigt ned på
eksempelvis uddannelsestilbuddene til ufaglærte og faglærte.
Regeringen skal i offensiven i 2014. Den skal vise, at den har en politik og et politisk
program, der kan gøre en forskel for Danmark. Og den skal overbevise om, at dens politik
i sidste ende handler om at skabe et Danmark, hvor der kommer færre fattige, og hvor
middelklassen vokser år for år.
34