1. No category

Holger Danske og Nyborg
Af
Janus Møller Jensen
I dag er Holger Danske mest kendt for at sidde i kælderen på Kronborg og komme landet til
undsætning, hvis der for alvor skulle opstå problemer. Men sådan har det ikke altid været. Det er bare
ét kapitel af historien om den europæiske sagnskikkelse, der blev en dansk nationalhelt. I de
middelalderlige myter var han en helt anden skikkelse, der udførte store bedrifter i kamp for den kristne
tro. Blandt andet grundlagde han et stort kristent imperium i Asien, der siden blev kendt som Jon
Præsts rige. Netop i den egenskab af kristen ridder og korsfarer blev han en del af opbyggelsen af en
dansk national identitet i 1500-tallet. Den historie er tæt knyttet til Christian 2. og herigennem også til
Nyborg Slot. Det kan I læse meget mere om her, hvor der skal fortælles en anden og langt mere
spændende historie om Holger Danske, der blandt andet forklarer, hvorfor han havnede i Kronborgs
kasematter, men ikke mindst hvorfor han nu midlertidigt er vendt tilbage til Nyborg i skikkelse af H. P.
Pedersen-Dans bronzestatue fra 1907.
Mytens oprindelse
Der er ingen, der ved, om Holger Danske har levet i virkeligheden. Han træder ind på den historiske
scene som en af en af den frankiske konge og kejser Karl den Stores (herskede 768–814) trofaste
krigere – de såkaldte tolv jævninger – og dukker op for første gang i litteraturen i Rolandskvadet. Det er
et digt, der handler om Karls krige mod muslimerne på den iberiske halvø (Spanien og Portugal i dag)
og Rolands nederlag på vej tilbage til Frankrig i slaget ved Roncevaux i 778. Rolandskvadet selv er dog
formentligt først blevet til senere. Man regner med det stammer fra anden halvdel af 1000-tallet og ikke
senere end det første korstog i 1090erne. Siden optræder Holger både som hoved- og biperson i en
række chansons de geste og ridderromaner fra hele Europa, men primært fra Frankrig.
Allerede omkring 1080 blev Holger Danske knyttet til det danske kongehus, da han blev beskrevet som
stamfader for Knud den Hellige (konge 1080–1086) af en gruppe flamske munke i forbindelse med
Knuds bryllup med Adele, der var datter af greven af Flandern. Samtidigt opstod historien om, at
Holger Danske skulle være gået i kloster. Grundlæggelseskrøniken for klostret Saint-Faron i Meaux, der
ligger ca. 45 kilometer fra Paris, fortæller, at Holger fortrød sit krigeriske liv og levede fromt og udførte
mirakler indtil han døde og blev begravet i klostret. Her blev der godt 100 år senere omkring 1180
opført et nyt stort gravmæle for Holger Danske. Det blev noget af et trækplaster, og det er svært at
forestille sig, at de mange danske studerende i Paris i samme periode ikke også har besøgt gravmælet for
den danske helt.
1
Omtrent samtidigt dvs. i 1180erne blev historierne udvidet og fortalte nu om Holger Danskes kampe
mod muslimerne i orienten, hvor han blev konge af både Acre og Jerusalem i det Hellige Land. Netop
på det tidspunkt dukkede der en hel korstogslitteratur op skrevet både af og for et ridderligt publikum.
Den handlede blandt andet om den kristnes ridders pligt til at drage på korstog i nutiden og ved at
fremhæve fortidige eksempler. Historien om Holger Danskes bedrifter i Mellemøsten er et udtryk for
samme fokus på korstogenes historie, hvor Holger altså også blev et forbillede for den kristne
korsfarer, ligesom ridder Roland blev det med Rolandskvadet i forbindelse med det første korstog. I
1187 blev Jerusalem erobret af Sultan Saladin og nogle af de største korstogshære – også fra Danmark –
drog mod det Hellige Land for at vinde det tabte tilbage. Det er baggrunden for historierne om Holger
Danske som korsridder, og det ligger snublende nær at forestille sig, hvordan korsfareren Holger har
inspireret både franske og danske korsfarere, der deltog i det tredje korstog.
Danske pilgrimme til Santiago de Compostella mødte også Holger i en fremtrædende position i
liturgien og den litteratur, der blev udviklet i forbindelse hermed, i valfartskirken, hvor en del af
Rolandskvadet var blevet optaget og omskrevet, så den fremhævede Holgers rolle i kampen mod
muslimerne i lyset af samtidens korstog, f.eks. i den såkaldte Pseudo-Turpins krønike fra 1120’erne.
Men han indgik ikke i valdemartidens (nationale) historieskrivning, dvs. perioden ca. 1150-1250, i
Danmark. Saxo Grammaticus nævnte ikke Holger Danske i sin store Danmarkskrønike fra starten af
1200-tallet, muligvis fordi Holger Danske jo var i tjeneste hos den frankiske kejser. På Saxos tid
ønskede de danske konger at distancere sig fra den tyske kejser og på den konto var Holger Danske jo
ikke et særligt godt forbillede. Det er dog blevet påpeget, at der er store ligheder mellem historien om
Holger Danske og Saxos Stærkodder, der således under alle omstændigheder bringer kernen i myten
videre, ligesom man formentligt også kan genfinde centrale temaer fra historierne i de romanske
kalkmalerier i de danske kirker allerede fra 1100-tallet.
Holger Danske er i hvert fald slet ikke ukendt i Skandinavien. En række af de mange historier, der
cirkulerede om Karl den Store, Holger Danske, Roland og de øvrige helte blev oversat til norrønt i
1200-tallet og samlet i 10 bøger i den såkaldte Karlamagnus saga – Karl den Stores saga. Den indeholdt
for eksempel den franske ridderroman om Holger Danske, Rolandskvadet, Pseudo-Turpins krønike, Chanson
de Aspremont, der blandt andet handler om Karls kampe mod de hedenske saksere, og beskrivelsen af
Karl den Store og hans jævningers legendariske pilgrimsfærd til Jerusalem. Igen er det korsfareren
Holger Danske, der træder frem i historierne.
Holger Danske i Asien
Holgers kampe for den kristne tro bliver i litteraturen udkæmpet både i Spanien, Frankrig, Tyskland og
Mellemøsten og så i Asien. Holger Danskes kampe for den kristne tro i Asien er beskrevet i andre
tekster. Eksempelvis i en af 1300- og 1400-tallets mest læste bøger Mandevilles Rejse. Oprindeligt var den
2
skrevet på anglo-normannisk (den franske dialekt, der taltes og brugtes som administrativt sprog i
England i middelalderen) i midten af 1300-tallet, men blev hurtigt oversat til en lang række sprog. Den
beskrev sir John Mandevilles rejser i hele verden fra England til Indien og Kina. John Mandeville har
formentligt aldrig eksisteret, ligesom rejsen nok også er foregået i fantasien, men ikke desto mindre fik
den stor udbredelse og inspirerede virkelige opdagelsesrejsende som eksempelvis Christoffer
Columbus.
Den blev oversat til dansk i midten af 1400-tallet i versioner hvor Holger spillede en mere
fremtrædende rolle og som blev meget læst helt frem til slutningen af 1500-tallet. Heri fortælles
historien om, hvordan Holger Danske, da han o. år 800 sammen med “andræ femten herræ aff sith
slektæ ok met tyuæ tusindæ wæpnæræ” [med femten fornemme slægtninge og tyve tusinde væbnere]
drog over det græske hav og underlagde sig hele Østen fra Jerusalem i verdens midte indtil Paradis
længst mod øst med Guds hjælp og gennem mange kampe.
Blandt de 15 herrer var en frisisk kongesøn, der hed Johannes. Han gik så ofte og gerne i kirke, at han
af de andre for sjov blev kaldt Jon Præst. Holger Danske delte sine store erobringer mellem sine
følgesvende, og gav dem hver et rige de skulle være herre over, for at kristendommen måtte blive mere
udbredt i den del af verden. Jon Præst gav han Indien med fire tusind øer og riger, og gjorde ham til
kejser over de andre af sine frænder. Alle Jon Præsts efterkommere hed derefter således, siger historien.
Siden blev riget delt ved giftermål og mellem flere sønner, hvorfor mange omkringliggende riger og øer
igen faldt fra Kristendommen og tilbage til deres fædres hedenske skikke. Hele Holger Danskes
livshistorie skulle være skildret i nogle store vægmalerier i den mest fornemme sal i et palads i riget Jana
– et sted i østen – i hvert fald ifølge forfatteren til Mandevilles rejse.
Et sted i Asien fandtes altså et stort kristent kejserrige, som var grundlagt af Holger Danske og regeret
af Jon Præst. Forfatteren kommenterede allerede på det tidspunkt om Holger, at nogle uforstandige
mennesker mente, at han stadig levede et sted på jorden: “Jek tror bætær, at han lefuer met gudh udi
hemmærigæ, effter thy at han arbeydede sa megit for then helly troo oc cristendoms merelssæ skill” [jeg
tror snarere, at han er hos Gud i himlen, fordi han arbejde så hårdt for den hellige tro og
kristendommens udbredelses skyld].
Christian 2. og Holger Danske – Myten genoplives
Det var Christian 2., der for alvor tog fat i legenden igen. Han blev født på Nyborg Slot i 1483, men
tilbragte megen af sin barndom og ungdom i København og Norge, som vicekonge fra 1506. I 1515
mødte han renæssancehumanisten, Christiern Pedersen, der netop var vendt hjem fra studier i Paris.
Sammen genoplivede de myten om Holger Danske i en ny skikkelse, der skulle understøtte kongens
politiske og ideologiske program, der blandt andet indebar konstruktionen af en national identitet.
3
Allerede i 1514 udgav Christiern Pedersen Saxos store Danmarkskrønike med et portræt af Christian 2.
på titelbladet iført pladerustning og korsfane (Dannebrog). Legenden om Dannebrog, der faldt fra
himlen, kendes i Christiern Pedersen og en samtidig kollegas afskrift af en ældre kilde. Den sagde
ganske vist, at Dannebrog faldt fra himlen i slaget ved Fellin i Estland i 1208. Det ændrede kollegaen,
franciskanermunken Peder Olsen fra Roskilde, til Lyndanisse i 1219, der siden er blevet det foretrukne,
men det er der ingen grund til. Det er dog en lidt anden historie. Her handler det om, at man
opdyrkede legenden som en del af en national identitet. Og i 1534 udgav Christiern Pedersen så
henholdsvis Karl den Stores Krønike og Holger Danskes krønike.
Karl den Stores krønike var en udgivelse og oversættelse af Karlamagnus saga, der blev oversat til både
svensk og dansk i 1400-tallet. Den danske oversættelse – Karl den Stores krønike – er bevaret
fuldstændigt i en kopi i et håndskrift fra Børglum, der daterer sig selv til 1480. Desuden er et tryk fra
1509 kendt i brudstykker. Det er formentligt 1509 versionen, der ligger til grund for Christiern
Pedersens tryk i 1534.
Holger Danskes krønike er Christiern Pedersens oversættelse af en fransk prosa-roman fra 1490erne,
der beskriver Holgers bedrifter i Frankrig og i Østen, hvor det blandt andet lykkedes ham at besejre
muslimerne og blive konge i Acre, Jerusalem og Babylon. Han overdrog dog rigerne til sine tre fætre,
før end han vendte tilbage til Europa. Historierne havde som omtalt deres oprindelse i 1100-tallet i de
chansons de geste, der udvikledes selvstændigt om Holger på baggrund af Rolandskvadet, og blev udvidet
og omskrevet i både 1200 og 1300-tallet – hvor eksempelvis bedrifterne i Orienten blev tilføjet – før de
blev omarbejdet til den franske prosa-roman, der blev trykt i Paris i 1490erne. Det var denne version af
historien, som Christiern Pedersen udgav i 1534 og oversatte til dansk, men ikke førend han havde fået
en bekendt til at oversætte den til latin, fordi Christiern Pedersen ikke læste fransk.
Christiern Pedersen skrev i forordet til Holger Danskes krønike, at han blandt andet udgav krøniken,
fordi folk generelt kun kendte til Holgers tvekamp med den hedenske kæmpe Burmand, som var omtalt
i folkeviserne, men ikke kendte til hans andre store bedrifter. Herunder blandt andet grundlæggelsen af
det kristne imperium i Asien, som han knyttede endnu tættere til Danmark. For eksempel omtalte alle
Christiern Pedersens kilder Jon Præst som friser, men Christiern ændrede bare hans nationalitet til
dansk. Det havde han allerede gjort i 1521 i et lille værk, der handlede om danskernes store bedrifter
rundt omkring i verden.
Det danske folk, hedder det i teksten, er beskrevet i mange gamle og nye bøger og skrifter. Danskerne
er af den allermest ædle adel, der har eksisteret. De er milde mod de uskyldige og forfærdelige mod
deres fjender, de er smukke, med dejlige ansigter, frimodige, store og stærke af kropsbygning, meget
mægtige i krig i gamle dage, og navnkundige for deres sejre og triumfer over hele verden. Aldrig har
noget folk undertvunget sig verden, som det danske! De har undertvunget både det antikke
4
Grækenland, Afrika, Indien og det romerske imperium. Hertil kommer de danske stridskvinder,
amazoner eller skjoldmøer. Men de tre ypperligste fyrster, som var udvandret fra Danmark, var: Den
romerske kejser Aurelian, der var født i Ribe, Holger Danske (”Wdgert”) og Jon Præst, den første
kejser i Indien.
Christian 2. og Holger Danske – Holger Danske og de store opdagelser
Der er en klar sammenhæng mellem interessen i historierne om Holger Danskes og Jon Præsts
bedrifter i Østen og bestræbelserne på at finde søvejen til Indien. Kilerne er få og sparsomme, men det
lader til, at den danske og den portugisiske konge havde en form for samarbejde om at finde søvejen til
Indien. Det gjorde man på to fronter. Der deltog danskere i de portugisiske korstog langs Afrikas
vestkyst, der skulle finde søvejen til Indien. Samtidigt sendte man i anden halvdel af 1400-tallet danske
ekspeditioner mod Grønland med det videre mål at nå frem til Indien. Det gav god mening i tidens
geografiske opfattelse af verden som kugle, men med kun tre kontinenter: Europa, Afrika og Asien.
Det giver tre veje til Asien til søs: Syd om Afrika, Nord om Europa eller rundt om kuglen.
De kartografiske studier, som blev udført i perioden, indikerede, at Grønland var en halvø nord for
Norge på det indiske kontinent og man derfor burde kunne nå Indien ved at sejle mod nordvest. Det
blev i hvert fald konkluderet af den danske kartograf Claudius Clavus Swart – der var fra landsbyen
Salling på Fyn – i 1420erne, bl.a. på baggrund af hans studier af Mandevilles rejse, men også norrøne
kilder f.eks. sagaerne om nordboernes rejser til Nordamerika. Clavus’ konklusioner blev grundlæggende
for den internationale forskning og indarbejdet i de store verdenskort, som begyndte at blive
produceret på det her tidspunkt.
Man var i Danmark heller ikke de eneste, der sendte ekspeditioner af sted for at nå frem til dette rige i
sidste fjerdedel af 1400-tallet ved at sejle mod nordvest. Både fra Portugal, Frankrig og England blev
der i henholdsvis 1470erne og 1490erne sendt ekspeditioner af sted for at finde den nordlige rute til
Indien. Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre, men kunne de jo ikke vide. Al moderne forskning
pegede i en anden retning – og først langsomt begyndte man at forstå, at den nye verden man var stødt
på i bestræbelserne på at sejle rundt om, var et helt nyt kontinent.
Christian 2. og Holger Danske – Korstoget til Grønland
Det var et af de erklærede mål for den portugisiske ekspansion i Afrika i 1400-tallet at nå frem til Jon
Præsts rige. Man håbede derigennem at kunne få hjælp til kampen mod det ekspanderende osmanniske
imperium, der efter erobringen af Konstantinopel i 1453 ikke bare stod i vejen for en tilbageerobring af
Jerusalem, men reelt truede Europa. De portugisiske ekspeditioner blev ført fuldstændigt som korstog
og det er vanskeligt at forestille sig, at de danske ekspeditioner mod nord ikke er blevet opfattet på
samme måde.
5
Historierne om Jon Præsts rige gik helt tilbage til midten af 1100-tallet, hvor dets store rigdom og
militære styrke blev beskrevet. Historierne blev oversat og udgivet på både dansk og svensk i anden
halvdel af 1400-tallet – altså samtidigt med planerne om at finde søvejen til Asien. Det kan dårligt være
en tilfældighed, at man opdyrkede historierne om Holger Danske og hans bedrifter i Orienten,
samtidigt med, at man sendte ekspeditioner af sted for at nå frem til det rige, han havde grundlagt.
Sammenhængen blev helt klar under Christian 2. Han ansøgte om aflad for deltagerne i en planlagt
ekspedition til Indien i 1514, der muligvis ikke blev til noget. I 1519 var planen blevet mere specifik.
Her fik han en korstogsbulle til en forestående ekspedition, der havde til formål at tilbageerobre
Grønland fra hedningenes hænder med en mægtig flåde. Grønland blev som det fremgår af tidens mest
præcise verdenskort, Ruysch’ verdenskort fra 1509, betragtet som en halvø på det asiatiske kontinent og
ville derfor fungere som et perfekt brohoved for videre ekspansion i Indien.
Flåden var klar til at sætte sejl tidligt i 1521, men kom aldrig af sted på grund af den politiske udvikling i
Skandinavien, der i sidste ende betød, at Christian 2. måtte gå i landflygtighed i 1523. Disse planer
kaster nyt lys over Christian 2.s og hans ’hof-historiograf’ Christiern Pedersens særlige interesse i
Holger Danske. Udover at give Christian 2. en forrang i kampen om at nå først til Indien, var målet at
give det danske rige en glorværdig fortid, der kunne måle sig med de øvrige europæiske magter netop
ved at fremhæve Holger Danske. Blandt andet gjorde Christiern Pedersen på baggrund af den franske
prosa-roman Holger Danske til en søn af Kong Gøtrik, og knyttede således Holger Danske endnu
tættere til det danske kongehus. Her var man helt på linje med renæssancehumanisterne i Europa, der
også opdyrkede en fortid og nationale helte, der både var fra antikken, og fra middelalderen.
I årene mellem 1494 og 1518 gentog også den franske konges propagandister igen og igen, at de franske
konger var Karl den Stores efterfølgere og korstogenes sande arvinger som et led i legitimeringen af
krigene om fransk herredømme i Italien. Det var netop i dette miljø i Paris i begyndelsen af 1500-tallet,
at Christiern Pedersen samlede materialet til og oversatte Holger Danskes krønike. Interessen i
historien om Holger Danske er derfor mere end blot ønsket om at læse gode historier om danske helte i
fortiden. Det var en vigtig del af kongeideologien, som rakte længere ud end blot at give ælde og
storhed til det danske rige, da historierne samtidigt direkte blev brugt til at støtte bestræbelserne på at
finde frem til Indien og få del i den forventede rige handel. Fokuseringen på Holger Danske var i denne
sammenhæng netop interessant, ikke bare fordi han kæmpede for udbredelsen af den kristne tro, men
måske især fordi, han var dansk.
Holger Danske og Folkebøgerne – overleveringen
Interessen i Holger Danske i Danmark er altså på den ene side en afspejling af
renæssancehumanisternes arbejde med historierne om Karl den Store, der indgik i konstruktionen af
nationale identiteter og politisk legitimering af de nye fremvoksende stater over det meste af Europa.
Altså som en del af en fælleseuropæisk renæssancehumanistisk diskurs. På den anden side, er den
6
samtidigt udtryk for en dansk version af historien, der således må tolkes som led i opbygningen af en
særlig dansk national identitet i 1400-tallet og 1500-tallet.
Holger Danske blev utroligt populær i folkeviserne og i de såkaldte folkebøger i perioden, der fulgte,
men indtog ikke samme centrale plads i officielle udlægninger af danskhed i 1600-tallet. Her vr det en
anden dansk korstogshelt, nemlig prins Svend, der døde under det første korstog i 1097, der blev
trukket frem i lyset. Men netop Holgers folkelige appel er vel baggrunden for, at historierne om ham
blev genoptaget i forbindelse med konstruktionen af en moderne dansk national identitet i 1800-tallet.
Folkebog og folkeviser var begreber, der blev opfundet i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af
1800-tallet til at beskrive medier, hvor folkets naturlige ånd blev udtrykt, som man sagde. Derfor
begyndte man også at indsamle gamle sagn og historier.
Folkesagn knyttede legenden om Holger Danske til en række forskellige lokaliteter i det danske rige,
også Nonnebakken i Odense, men efter 1818 begyndte Kronborg at få en form for forrang efter
forfatteren og folkemindesamleren J. M. Thiele (1795–1874) udgav Danske Folkesagn. I de mange danske
folkesagn om Holger Danske er han ikke den eventyrlige person man finder i krøniken, men derimod
den sovende kæmpe, der skal vende tilbage og redde landet fra fare. Det er en legende som findes i
mange forskellige versioner over hele Europa med forskellige ’nationale’ skikkelser: Olav Tryggvason i
Norge, Karl den Store i Tyskland og Frankrig, Frederik Barbarossa i Tyskland, Karl 5. i Frankrig, Kong
Sebastian på den iberiske halvø, Arthur i England, men også mange andre.
Legenden om Holger Danske levede fortsat i bedste velgående i slutningen af århundredet da Evald
Tang Kristensen indsamlede folkesagn, men langsomt gik alle de sagn, der stedfæstede ham til andre
lokaliteter i Danmark i glemmebogen og historien om Holger Danske blev især knyttet til Kronborg.
Her ønskede en privat forretningsmand en statue af Holger, der skulle stå foran hans hotel Marienlyst.
H.P. Pedersen-Dans statue blev valgt blandt andet i konkurrence med Carl Aarsleff fra Nyborg. Han
var dog selv langt fra tilfreds med statuen, og nævnte den ikke selv som et af sine hovedværker – her
nævnte han i stedet den Lille Hornblæser på Rådhuspladsen og statuen af Christian 9. i Nyborg.
Samtidigt så andre i Helsingør nu fidusen og for dog bare at gøre det en lille smule spændende at
bevæge sig ned i Kronborgs kasematter, besluttede man at placere kopien af Pedersen-Dans statue af
Holger i gips i kælderen på Kronborg for at fremme turismen og oplevelsen af slottet – hvilket virkede.
Derudover er der ellers ingen forbindelse mellem Holger og Kronborg. Christiern Pedersen var også
fra Helsingør, men døde i Helsinge, hvor han levede sine sidste år og har sin egen mindepark der nu.
Holger Danskes krønike blev udgivet af forkæmperen for dansk læsning og sprog i Sønderjylland,
journalist og præst Nis Hanssen (1808–1866) i 1842. Men en kritisk udgave kom allerede godt 10 år
senere i Christiern Pedersens samlede værker, der således blev den egentlige videreformidler af Holger
Danskes krønike til historikere og fremtiden. Udgiveren var præsten og litteraturhistorikeren C. J.
Brandt (1817–1889) – og han var fra Nyborg.
7
8
Holger Danske og historikerne
Historierne om Holger Danske har altså været kendt og elsket bredt i det danske samfund gennem
mange århundreder, men af mange forskellige grunde. Han figurerede desuden i folkeviserne, der blev
nedskrevet i løbet af 1500-tallet og var meget populære især blandt den danske adel, men som også må
have været udbredt blandt almuen. Det afspejles af yderligere af, at historierne om Holger danske og
Karl den Store som omtalt hørte til blandt de mest populære og meget udbredte folkebøger igennem
hele perioden fra de blev trykt første gang i begyndelsen af 1500-tallet og indtil midten af 1800-tallet.
Herefter og på den baggrund blev Holger Danske blev en vigtig ingrediens i opbygningen af den
moderne danske nationale identitet, som udvikledes i løbet af 1800 og 1900-tallet. Forfatteren,
historikeren og salmedigteren N. F. S. Grundtvig (1783–1872) brugte Holger Danske som symbol på
den danske folkeånd, hvilket i 1836 inspirerede hans ven B. S. Ingemann (1789–1862), kendt for en
række nationalhistoriske romaner, til at skrive en digt-cyklus om Holger Danske som symbol på
danskheden. Den fik en enorm gennemslagskraft, da den udkom i 1837, og flere af digtene blev siden
til fædrelandssange med musik af komponisten og dirigenten Niels W. Gade (1817–1890).
Historikerne derimod var skeptiske og stillede dybt kritiske spørgsmål til kilderne og betvivlede, at
Holger i det hele taget var dansk? Eksempelvis skrev en af hovedmændene bag Historisk Tidsskrift,
Christian Molbech (1783–1857), i et forord til Nis Hanssens udgave af Holger Danskes krønike fra
1842, at det eneste, der forbandt Holger til nationen, var tilnavnet, som han havde fået ganske ufortjent.
Holger havde ingen nationale egenskaber, hvilket egentligt blot var udtryk for samme tankegang, bare
vendt på hovedet. Det samme skrev lektor – og senere professor – i fransk ved Sorø akademi Ludvig
August Rothe (1795–1879) i 1847 i et forsøg på at finde frem til den historiske Holger Danske bag ved
sagnene og historierne. Digtere må frit glædes over de skønne og fortryllende fantasier, mente han, men
man kan ikke som påstået finde ”særdeles og characteristisk Præg af Danskhed eller dansk
Nationalitet”. Han har ikke noget ”som man ret egentlig kan kalde Dansk – er ”ikke inderlig knyttet til
Danmark eller dansk Nationalitet”. Holger er derfor ”alene til et billedligt og digterisk PhantasiesFoster; men jeg bestrider derfor ikke, at dette jo, som saadant, i og for sig kan have en ligesaa dyb og
betydningsfyld Realitet som om det var en critisk, litterair og historisk begrundet Kjendsgerning”. Ellers
tilsluttede Rothe sig en fransk opfattelse, at den historiske Holger oprindeligt måtte være en person fra
Ardennerne ligesom senere Louis Pio, der udviklede sig i en mere politisk retning senere.
Ingemann erkendte da også, at historierne var kommet til Danmark udefra, men Holger viste sin
”Indfødsret ved sit seirende indtog i Folkesindet. Den eiendommelige Maade, hvorpaa Sagnet siden har
udviklet sig i Danmark og knyttet sig til den mythiske Forestilling om en stedse gjenkommende
Folkebefrier i Nøden, medens Folkepoesien med Liv har tilegnet sig hans Navn og Bedrifter, vil stedse
blive det stærkeste Beviis for, at han i høieste Betydning tilhører Nationen”. Hans grundkarakter var
dansk! Holger Danske blev indbegrebet på den danske tapperhed og offervilje for troen og fædrelandet.
9
Således blev myten om korsfareren og krigeren og den slumrende messias-agtige kæmpe forenet med
en forestilling om en særlig dansk folkeånd. Den tanke er siden blevet forladt.
Afrunding
Tilbage er myten om den slumrende kæmpe, der vil vende tilbage, knyttet til statuen, der står i kælderen
på Kronborg. Men historien er større og vigtigere end det og giver et indblik i fortidens selvforståelse
og beskriver et særligt kapitel af Danmarkshistorien: om de store opdagelser, formationen af en
moderne dansk national bevidsthed i forbindelse med den tidlige statsdannelse, renæssancens tidlige
indtog i Danmark og verdensopfattelsen på Christian 2.s tid. Men hvor skal den historie fortælles? Det
skal den naturligvis i det rum, der om noget i Danmark knytter sig til den kontroversielle konges
historie, Kongens Værelse på Nyborg Slot. Derfor indgik vendte Holger Danske for en stund tilbage til
Nyborg og Nyborg Slot. Slotsbesøget er med til at formidle historien om, at Holger Danskes historie
også er historien om en dansk korsfarer, der drog rundt i verden og grundlagde store imperier, og altså
ikke bare er knyttet til et sted. Samtidigt er det en understregning af, at historien kun eksisterer, hvis vi
fortæller den, og at denne historie skal fortælles netop her på Nyborg Slot.
Noter: Denne tekst vil blive udgivet som artikel i årsskriftet Nyborg – før & nu 2014 som udkommer i
maj 2015 udstyret med henvisninger til kilder og sekundærlitteratur. Den er foreløbigt ment som en lidt
længere og let tilgængelig orientering om baggrunden for den midlertidige placering af H. P. PedersenDans statue af Holger Danske i Nyborg. Den beskriver også baggrunden for at Nyborg Slot indgik i
samarbejdet med en af Danmarks mest kendte og læste forfattere af børne- og ungdomslitteratur,
Josefine Ottesen, der netop har udgivet en roman om Holger Danskes barndom på baggrund af den
oprindelige legende. Hun er på den måde med til at genfortælle og videreformidle legenden til en ny
generation. I den forbindelse har vi en forpligtelse til – og en oplagt mulighed for – at møde de unge
der, hvor de bliver interesseret i historien og tilbyde den historiske baggrund for myten og dens
betydning historisk set. Det bliver dobbelt interessant af, at Josefine Ottesen med sit bogprojekt har
eksperimenteret med formidling og læsning på mange forskellige platforme for at skabe dialog på tværs
af generationerne. Her skal vi også være i stand til at følge op og byde ind som moderne
kulturinstitution. I første omgang derfor denne orientering. Ønsker man yderligere
baggrundsinformation og at gå på opdagelse i kildematerialet allerede nu, så kan man læse videre her:
Janus Møller Jensen, ”Den glemte periferi og de glemte korstog. Grønland og korstogene 1400-1536”,
Historie, 2004/1, 2004, s. 109–145; Janus Møller Jensen, Denmark and the Crusades 1400-1650, Leiden
2007; Janus Møller Jensen, ”Holger Danske og dansk identitet. En dansk helt i kamp for troen, ca.
1450-1550”, i Tanker om ursprung: Forntiden och medeltiden i nordisk historieanvändning, red. Samuel Edquist &
Lars Hermanson, Stockholm 2009, s. 95-118; Kurt Villads Jensen, ”Broderliste, Vederlov og Holger
Danske”, i Broderliste, Broderskab, korstog. Bidrag til opklaringen af en gåde fra dansk højmiddelalder, red. Janus
Møller Jensen, Syddansk Universitetsforlag 2006, s. 203–214.
10